1. No category

Knud Christensen
- their finest hour.
Fragmenter fra frihedskampen
Der kommer for de fleste mennesker en tid, hvor fortiden begynder at trænge sig på. Eller i hvert fald i
ens bevidsthed fylder mere end fremtiden. Det hænger sikkert sammen med, at der er betragteligt mere
af den! Og med halvtredsåret for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse med dens vold og mord
og terror er fortiden nok for nogle af os kommet på nærmere hold, end den til daglig har været.
De mange radio- og fjernsynsudsendelser, avisernes artikler, møder omkring 4. og 5. maj - alt sammen
har det været med til i erindringen at genkalde noget af det, man den gang oplevede, og som i årene fra
1942 til 1945 på godt og ondt blev ens hverdag.
Allerede fra den 9. april 1940, da tyske bombemaskiner kastede grønne flyveblade med besættelsesmagtens 'OPROP' ned over byen, havde jeg en forvisning om, at skulle verden reddes fra nazismens
barbari, måtte der kæmpes med alle til rådighed stående midler. I et krøllet regnehæfte, der tjente som
dagbog, står der med en femtenårigs kantede blyantskrift: "9. April 1940. Frø af Ugræs er føget over
Hegnet. Tyskerne har overfaldet Danmark. Men de kæmper i Sønderjylland, og Nordmændene kæmper.
Vi skal aldrig overgive os".
Så meget større var derfor skuffelsen over regeringens kapitulation og den samarbejdspolitik, som
myndighederne indledte, og som på mange måder blev en direkte støtte til Hitler-Tyskland. Det førte
for mig til en overbevisning om, at Danmark ikke kunne køre på fribillet, at vi ikke blot kunne overlade
det til englænderne og de andre allierede at skaffe os friheden, men at også vi måtte yde vort bidrag til
at nedkæmpe den tyske nazisme. Et beskedent og ret uanselig bidrag, javel, for det kunne aldrig blive
mere, men dog et bidrag, som sikrede, at vi ved tyskernes kapitulation tilhørte den kreds af allierede
nationer, som havde ødelagt det nazistiske imperium og - for en tid, i hvert fald - befriet Europa fra den
brune fare. Og som først og fremmest havde været med til at genskabe vor nationale selvrespekt, som
politikerne med deres uværdige kollaborationspolitik havde sat over styr.
Den illegale presse.
Min 'illegale' ungdom begyndte i august 1942. Nå ja, der havde vel været et par småhændelser i forvejen. Gennem en bekendt havde jeg således fået fat på en håndfuld næsten ulæselige, duplikerede sider
med norske krigsdigte af Arnulf Øverland og Nordahl Grieg. De blev på skrivemaskine afskrevet i femseks eksemplarer, som min gode ven og sammensvorne, Knud Tophøj, indbandt i blåt karton og på titelbladet forsynede med et smukt, rødt laksegl, der med en norsk femøre som signet var præget med
kong Haakon den Syvendes våbenskjold. Det første eksemplar gik til fru Grotkjær, der var norsk og
gift med nu længst afdøde fiskeeksportør Andreas Grotkjær. Om hende vidste vi, at hun ikke var mere
tyskvenlig end Knud og jeg tilsammen. Og det var ikke ret meget!
I august 1942 kom jeg på handelsgymnasium i Ålborg. Og kort tid efter blev jeg medlem af Dansk
Samling, som jeg var stødt på via tidsskriftet "Det tredje Standpunkt". Dansk Samling var et legalt parti, som var i opposition til samarbejdspolitikken, men det viste sig hurtigt, at det bag den uangribelige
facade også rummede en illegal bevægelse, som senere skulle vise sig at være en af modstandskampens
betydeligste.
1
Det begyndte for mig som for de fleste andre modstandsfolk med deltagelse i illegal bladvirksomhed.
På Mødrehjælpens kontor i Ågade i Ålborg, som hurtigt blev fast produktionssted, var der både skrivemaskine og duplikator. Skrivemaskinen turde Else Hvid, som lederen hed, ikke lade os bruge, for
tyskerne kunne måske ved hjælp af typerne spore den, mente hun. Men duplikatoren knurrede og bankede tit og ofte til langt ud på natten. Hjemme på mit værelse havde jeg forud på stencil afskrevet de
illegale blade, som f. eks. "Niels Jydes Breve" og andre, og når trykkeprocessen var overstået, blev
skrifterne pakket og gjort klar til forsendelse. Pakkerne blev i små portioner fordelt til forskellige af
vore folk, som så påtog sig at gå på posthuset med dem - og betale portoen!
En betragtelig del af den stedlige, illegale presse blev udgivet af kommunisterne og var naturligvis
præget af deres politiske synspunkter. Også den nordjyske udgave af det tværpolitiske "Frit Danmark",
der var landets største, illegale blad, blev i Ålborg redigeret af en mand, som dengang tilsluttede sig
kommunisterne. Det var adjunkt Arne Nielsen, som var min strenge lærer på Handelsgymnasiet, og for
hvem jeg havde en gevaldig respekt. Respekten blev senere på anden vis udbygget gennem fælles indsats i modstandskampen og blev senere til et varmt venskab, som nu har holdt gennem et par menneskealdre.
Arne Espegård hedder han for resten i dag, og de fleste vil kende ham som sprogmagisteren, der efter
fyrre års slid kunne udgive Vendsysselsk Ordbog i fem bind. Stærkt eftersøgt af Gestapo måtte han i
1944 en tur til Sverige. Efter at freden var brudt ud, gjorde han en stor indsats i Røde Kors' hjælpearbejde i Sydslesvig og Nordtyskland. Da han kom hjem herfra, blev han lektor ved Statsgymnasiet i Esbjerg og hed stadig Arne Nielsen. Det gjorde imidlertid også fire andre ved Esbjerg skolevæsen, hvilket
ind imellem kunne medføre visse komplikationer. Så da han på et tidspunkt modtog regning på en tvillingebarnevogn, overfor hvis påtænkte indhold han måtte fralægge sig ethvert ansvar, skiftede han
fluks Nielsen ud med navnet på slægtsgården i Børglum.
De kommunistiske blade angreb til stadighed Finland for dets deltagelse i tyskernes krig mod Sovjetunionen. Jeg var dybt uenig. Finland, som i 1939 var blevet angrebet af det stormægtige Sovjet og i en
dramatisk krigsvinter havde ført en tapper men håbløs kamp mod overmagten, var blevet frarøvet en
udstrakt del af sit landområde. Efter min mening var der aldeles ikke noget at sige til, at finnerne nu
søgte at få deres tabte landsdele tilbage. Lad være, at det så måtte indebære en indirekte alliance med
Hitler-Tyskland. Som Tyskland for os til stadighed havde været en trussel, var russerne for Finlands
folk en latent trussel mod deres frihed og selvstændighed.
"Budstikken".
Den eneste mulighed for at argumentere mod den kommunistiske holdning var den illegale presse. Men
begrebet læserbreve var endnu ikke slået igennem. Og måske ville de kommunistiske redaktioner heller
ikke have fundet, at det var en god ide at give plads for mine kritiske synspunkter. På den anden side
var netop meningsbrydningen en så væsentlig del af det demokrati, vi kæmpede for at genindføre, at
noget måtte gøres. Folk skulle ikke tro, at hele modstandsbevægelsen havde afskrevet Finland i nordisk
sammenhæng.
Resultatet blev udgivelsen af "Budstikken", der skulle vokse op til at blive det største af de uden for
København redigerede, illegale blade. Og i et af de første numre skrev den unge, ansvarshavende redaktør en skarp artikel, hvor vore kommunistiske venner og kampfæller fik ren besked. Efter først at
have beskyldt dem for forsøg på i deres illegale presse "at rette Folkestemningen mod Nordens sande2
ste Demokrati, Finlands, og for et Barbari, der i Valget af sine Midler har været omtrent lige saa modbydeligt som det tyske", fulgte disse barske linier:
"Den, der skriver denne Artikel, har altid forsvaret Kommunisterne mod Angreb fra andre Sider og
hævdet, at Kommunisterne var blevet DANSKE, der kæmpede for Danmarks Ret til Frihed. Og i Kampen mod Tyskerne har Kommunisterne da ogsaa herhjemme været storartede Kampfæller. Men deres
Angreb paa Finland er akkurat lige saa utiltalende som under Vinterkrigen. Hvor vilde det have været
velgørende, hvis de danske Kommunister havde taget Finland i Forsvar gennem deres Blade. Og hvor
vilde det have sat Respekten for dem i Vejret! Det vilde have vist, at de danske Kommunister var Folk,
der selv tog deres Standpunkter - uanset om det maatte behage Moskva eller ej!"
Af gode grunde kunne jeg jo ikke sætte navn og adresse under artiklen, men "Budstikken"s popularitet
hos vore kommunistiske kammerater kunne i nogen tid herefter hænge på spidsen af en knappenål. Det
mærkelige var, at angrebene på Finland faktisk ophørte. Måske havde den skarpe lud virket?
I løbet af 1944 blev bladvirksomheden forstærket med en ugentlig udgivelse, som vi kaldte "Budstikkens Efterretningstjeneste", og som løbende tog sig af alle de nyheder etc., som de legale aviser ikke
kunne trykke. Stoffet til disse ugeaviser kom hovedsageligt fra det illegale nyhedsbureau "Information", fra hvem vi næsten daglig modtog post. Til gengæld forsynede vi nyhedstjenesten med nordjyske
efterretninger, som vi fik fra vore forbindelser heroppe.
Fra en forholdsvis beskeden begyndelse i Ålborg skete der nu i hurtigt tempo en række udvidelser af
organisationen. Der blev dannet afdelinger i Randers, Hjørring, Viborg og Århus. Sidstnævnte sted
udkom bladet under navn af "Observer", idet "Frit Danmark" i Århus havde en lokaludgave, som man
kaldte "Budstikken". Vi forsynede derefter vort blad med undertitlen "Fri jysk Tidende". Hovedredaktionen lå fortsat i Ålborg, og her havde vi to unge piger til at maskinskrive stencils til bladene. Disse
blev så sendt til de forskellige afdelinger, som herefter sørgede for duplikering og udsendelse. Forbindelsen til Viborg blev etableret gennem en ung mand, som jeg første gang traf på et illegalt møde i
1943. Christian U. Hansen hed han. I samme møde deltog ligeledes Niels Fiil, sønnen fra Hvidsten
Kro, som skaffede os kontakt med Randers-folk. I Ålborg var Palle Schmidt, den senere rektor på Esbjerg Seminarium, blevet udnævnt til at forestå trykningen af Ålborg- og Vendsysseludgaverne. Hans
evne til at fremskaffe nye arbejdssteder, når de gamle blev for 'varme', var formidabel. Hans store samling af illegale skrifter dannede grundlaget for det museum for besættelsestidens illegale publikationer,
som han i samarbejde med Esbjerg kommune grundlagde.
Også Hirtshals sørgede vi for. Naturligvis havde byen fået sin andel af "Budstikken"-bladene, men som
god lokalpatriot fandt jeg, at byen faktisk burde have sin egen, illegale avis. Derved opstod "Frit Vestjysk Fiskeritidende", som ganske vist havde hovedparten af indholdet fælles med "Budstikken", men
hvor en del lokalstof også kunne bringes. Oplaget var på 400-600 eksemplarer. Det blev trykt i Ålborg
og herefter sendt til min gamle ven og spejderkammerat Knud Tophøj og hans far Martin Tophøj, som
sørgede for den videre fordeling. Samarbejdet med disse to blev grundlaget for modstandsbevægelsen i
Hirtshals.
Som leverandører af artikler til bladene havde vi en lang række udmærkede skribenter. Blandt de i dag
bedst kendte er nok forfatteren Erik Aalbæk Jensen, der den gang var ung student. Vi mødtes i øvrigt
senere i koncentrationslejren Dachau, men det er en anden historie, som jeg senere skal vende tilbage
til. Også fra den svenske forfatter Vilhelm Moberg fik vi bidrag. Det skete via vore kontakter i Göteborg, som sendte dette og andre materialer med de illegale rutebåde til Sæby. Men en betragtelig del af
3
indholdet skrev jeg selv, og da jeg i anledning af denne artikel fandt frem til en stak af de gamle blade,
opdagede jeg til min forbavselse, at jeg også i dag stort set vil kunne stå inde for indholdet. Hvilket
altså kan sige noget enten om den unge chefredaktørs modenhed eller den gamle artikelforfatters manglende sådanne!
Ind imellem de alvorlige artikler i bladene puttede vi små, morsomme historier og mere eller mindre
gode vitser, som naturligvis havde det til fælles, at de gjorde grin med tyskerne. I et af "Budstikken"s
numre kan man således læse om et møde blandt ånder - om det var oppe eller nede melder historien
ikke noget om! Her siger Alexander den Store: "Havde jeg haft den tyske krigsmaskine til disposition,
kunne jeg mageligt have gennemført verdenserobringen!" Hvortil Napoleon sørgmuntert svarer: " Ja,
og havde jeg haft deres propagandaapparat til rådighed, var det aldrig sivet ud, at jeg blev slået ved
Waterloo!" Eller den om den tyske atlanterhavsflåde, der nu var løbet ind til Cherbourg. - " Jamen,
hvorfor dog det?" - " Joh, ham, der roede, havde fået vabler i hænderne!"
Man kompenserede i det hele taget ved at grine ad sine undertrykkere. En del af det daglige tryk, som
ikke mindst i det sidste besættelsesår hvilede over danskernes hverdag, blev lempet gennem latteren både det tryk, der kom af angst, og det, der kom af had. Gennem radioen og de censurerede aviser kom
der i perioder næsten daglig meddelelser om mord på navngivne personer. Hvad der ikke fremgik, var,
at det drejede sig om likvidation af stikkere, "danskere", som for judaspenge havde angivet modstandsfolk til tyskerne. Og samtidig fulgte så ofte meddelelse om, at de og de forbryderiske elementer for
illegal virksomhed i form af sabotage mod den tyske værnemagt, våbenmodtagelse, spionage, og hvad
man nu ellers kunne finde på, var dømt til døden og henrettet. Gennem den illegale presse fik man så
efterfølgende den forklarende sandhed om tyskernes terror, om vold og tortur og clearingmord og henrettelser. Og midt i al denne grumhed havde humoren alligevel sin store plads i dagligdagen. Oftest vel
nok lidt barsk, men også somme tider barok og befriende. Som f. eks. da en kæmpemæssig, tysk kampvogn, der under en af de københavnske opstande med skudklar kanon var kørt i stilling på Rådhuspladsen, lynhurtigt på siden fik hæftet en stor plakat med påskriften BILLIGT TIL SALG.
Sct. Olai forlag, Hjørring.
Et af de store problemer var finansieringen af vor virksomhed. Der krævedes penge til papir og porto,
tryksværte og stencils. De mange rejser til de udenbys afdelinger kostede også. Hjemmefra modtog jeg
hver måned penge til dækning af kost, logi og skolematerialer samt en beskeden femkroneseddel i
lommepenge. Da lommepengene jo ikke rakte langt - det svarede til fire biografbilletter - opsagde jeg
først frokostpakken på pensionatet. Det sparede nogle kroner, som kunne anvendes bedre. Men heller
ikke det forslog. Så røg først morgenmaden, og kort tid efter måtte middagsmaden holde for. Tit havde
man ikke nået den alligevel, fordi travlhed eller bortrejse var kommet i vejen. I en lang periode levede
jeg af mælk og havregryn afvekslende med oste- og spegepølsemadder. Nå ja, så skete det da også med
jævne mellemrum, at man i al ubeskedenhed lod sig invitere på middagsmad, når og hvor lejlighed gaves.
Men hverken slankekur eller de midler, som kunne indsamles blandt "abonnenter", rakte, så for at skaffe midler besluttede vi at udgive illegale bøger, der så via bladgrupperne kunne sælges til stiv overpris
og dermed finansiere driften af bladene.
Vores første udgivelse var en lille mindebog over digteren og præsten Kaj Munk, som tyskerne i januar
1944 havde myrdet. Den blev skrevet af pastor Siegumfeldt, der var en af Kaj Munks studenterkammerater, og vore partnere i Århus sørgede for trykningen hos en lokal bogtrykker. Da en bog jo helst skal
udkomme på et forlag, opfandt vi til lejligheden "Sct. Olai Forlag, Hjørring". Det lød så hjemligt! Den
4
næste udgivelse skulle efter planen være Kaj Munks skuespil "Niels Ebbesen", men her kom Gestapo
endnu engang i vejen. Bogtrykkeren måtte gå under jorden.
Fra en velbeslået faldskærmsmand, som jeg i anden anledning havde kontakt med, og til hvem jeg en
passant og ganske upersonligt havde fortalt om problemerne på presseområdet, fik jeg imidlertid helt
overraskende et stort bundt sedler. Tusinde kroner var der, og det svarede vel dengang til 3-4 måneders
normal arbejdsløn. Det lunede utroligt!
Men nyheder og kommentarer behøver jo ikke nødvendigvis at trykkes. De kan også fortælles, og således opstod planen om at lave egen radiostation. I sommeren 1943 havde jeg i Dansk Samling truffet en
ung modstandsmand, som var ingeniør på B&O i Struer, Rørbæk Madsen. Han fremstillede nu en sender til os, og som redaktionschef og speaker havde vi udnævnt en af mine tidligere lærere på Handelsgymnasiet, adjunkt Kaj Borch, som ad sære veje var kommet med i organisationen. Også skolens leder,
forstander Seifert, havde lovet at medvirke. Han skulle fungere som speaker på tysk, idet vi havde planer om tillige at lave propagandaudsendelser til de tyske soldater i området. Efter et par udsendelser
måtte "Budstikken"s radio imidlertid stoppe. Årsagen var min arrestation, som betød et afbræk i mange
aktiviteter. I øvrigt genså jeg tilfældigvis senderen hos Gestapo et par måneder senere. Da havde man
forsøgt at arrestere Borch, som det imidlertid var lykkedes at undslippe. I hans lejlighed havde tyskerne
fundet senderen.
Indbrud med forhindringer.
Som nævnt var det svært at skaffe papir. Dels fordi det kostede penge, dels fordi man jo ikke blot kunne gå ind i en forretning og bestille 10.000 ark til fremstilling af illegale skrifter! Duplikatorpapiret
blev derfor i begyndelsen indkøbt i små portioner i forskellige forretninger. Senere løste også dette
problem sig, idet vi fik en prokurist i et større papirlager indrulleret i grupperne.
På et tidspunkt brændte det alvorligt på med at skaffe papir. En af gutterne, Emil, havde imidlertid
jævnligt haft lovligt ærinde hos et stort, tysk entreprenørfirma med kontor i Nørresundby og havde på
lageret observeret en ret imponerende papirmængde. Der var også et par fine, nye skrivemaskiner på
kontoret, og da min gamle rejsemaskine efterhånden var nedslidt af meget overarbejde, kunne den have
god brug for afløsning.
Vi besluttede derfor at aflægge tyskerne et besøg, og fire-fem mand mødtes følgelig en aften hos en af
kammeraterne, som havde værelse øverst oppe i en ejendom på Vesterbro i Ålborg. Planen for operationen blev nøje udviklet overfor deltagerne. Et par pistoler og en maskinpistol blev udleveret - sådan for
alle tilfældes skyld. Og to mand var i forvejen bestilt til på et bestemt tidspunkt at møde op på åstedet
med en kraftig, trehjulet budcykel med stort lad. Alt var i orden - afgang!
Men ak - da vi skulle forlade værelset var døren gået i baglås. Skyde låsen i stykker, som en frustreret
gut foreslog, kunne vi naturligvis ikke - der boede jo mange mennesker i ejendommen, og hvem vidste,
hvad det var for folk - og en hektisk aktivitet med nøgler og lommeknive og de til brug i Nørresundby
medbragte dirke gav absolut intet resultat. Låsen sad uhjælpeligt fast. Og minutterne gik. Fra fjerdesals
højde er der langt ned til gaden, og desuden havde vi ikke noget reb eller sådant. Men på værtens seng
var der et solidt dynebetræk. Med dette bundet om det ene håndled blev han sænket ned til næste etage,
hvor der gennem mørklægningsgardinerne kunne anes et svagt lys. Og efter at have banket på ruden og
næsten skræmt livet af husets frue, som var alene hjemme, blev han lukket ind og kunne alarmere ejendommens vicevært, som kort efter kom tilstede og udefra mirakuløst fik bugt med låsen..
5
Budcykelfolkene på den anden side af fjorden havde næsten slidt både dæk og nerver op, da vi ikke
kom til den aftalte tid, og de havde været på nippet til at forsvinde, da vi dukkede op. I de nordenfjordske låse virkede dirkene fortræffeligt, og resten klarede et kraftigt brækjern. I løbet af nul komma
nix var vi inde på kontoret, og hurtigt blev budcyklen fyldt op med stakkevis af papir samt et par fine,
nye skrivemaskiner af mærket Olivetti. Ved de næste to-tre udsendelser af 'Efterretningstjenesten' stod
der tysk firmanavn m.v. på bagsiden af bladene. Desuden fulgte i stærkt forkortet version en beskrivelse af erhvervelsesprocessen.
"Den gyldne stad".
Den tyske propaganda havde mange virkemidler. I radioen hørte man foredrag af "danskere", der forsøgte at lægge modstandsbevægelsen for had og gennem appel til den sunde fornuft prøvede at påvise,
at sabotage og anden modstandskamp var landsskadelig og forbryderisk virksomhed. En anden og nok
så camoufleret propagandaform fandt man i de tyske film, som udover danske og svenske var de eneste
tilladte i biograferne.
I Vesterbro bio i Ålborg spillede man gennem et længere stykke tid en tysk farvefilm, som blev set af
mange mennesker. "Den gyldne stad" hed den, og den var usædvanligt smukt fotograferet. Handlingen
udspillede sig i Prag, og som underlægningsmusik havde man hele filmen igennem brugt de skønne
toner fra Smetanas "Die Moldau". Kort fortalt handlede den om en smuk, blond og blåøjet, sudetertysk
pige, som falder for en sortsmudsket tjekkoslovak og derved føres i ulykke, men bliver reddet af en
ægte, raceren, arisk germaner. Det racistiske budskab om det tyske herrefolk og de slaviske undermennesker gennemsyrede filmen, som i kraft af teknisk perfektion og skønhed var farligere end tyskernes
sædvanlige propagandafilm, der som oftest kun kaldte på latteren.
Filmens succes og dens evt. indflydelse på folks underbevidsthed bekymrede mig noget, og en aften
hentede Chr. Svendsen og jeg fra vort illegale depot de eneste to pistoler, vi dengang ejede. Til gengæld
var det et par svære 11 millimeters artilleristykker af mærket Colt. Med dette isenkram i lommerne og
med en sammenrullet sæk på bagagebæreren cyklede vi ind til biografen.
Oppe i det lille operatørrum blev vagthavende temmelig bleg, da vi - med ansigterne delvis dækkede af
vore halstørklæder - viste ham indholdet af vore lommer, og beredvilligt fandt han frem til rullerne med
filmens først del og dens slutning. Disse blev lagt i Christians sæk, mens filmen i øvrigt fik lov at køre
videre. Publikum i biografen havde naturligvis intet mærket til vort lille besøg, men slutningen på filmen gik man glip af.
Til gengæld fik modtagerne af næste Ålborg-udgave af "Budstikkens Efterretningstjeneste" en advarsel
mod den slags nazipropaganda samt en opfordring til i al almindelighed at boykotte tyske film. Som en
påmindelse var hvert eksemplar af bladet vedhæftet et par billeder fra filmstrimmelen.
Militærgrupper.
Af sikkerhedshensyn burde folk, der beskæftigede sig med ét område af den illegale virksomhed, ikke
hverken kende til eller have noget at gøre med andre områder. Vi forsøgte da også, så vidt det lod sig
gøre, at praktisere denne gyldne regel, men stort set mislykkedes det. Vi var simpelthen for få til at
gøre det nødvendige. Derfor blev modstandsarbejdet for nogle personers vedkommende at sammenligne med en stor, blandet landhandel udi underjordisk aktivitet, hvor illegalt pressearbejde kombineredes
med sabotageaktivitet, modtagelse af våben og sprængstoffer, efterretningsvirksomhed, oprettelse og
instruktion af militærgrupper etc. etc.
6
I løbet af vinteren og det tidlige forår 1944 var jeg efterhånden blevet knyttet til den illegale Ålborgledelse, der samtidig fungerede som nordjysk regionsledelse. Min nærmeste samarbejdskontakt var den
ene af de to daværende ledere, Dansk Samling-manden, landsretssagfører Elvin Pedersen.. Den anden og nok den mest dynamiske - var Arne Nielsen, nu Espegård, som jeg i nogle dage var meget sur på,
fordi han til Elvin P. havde sladret om min ret upålidelige og lemfældige omgang med den gymnasiale
timeplan, ikke mindst når det gjaldt skemaets første timer! Arnes hensigter var utvivlsomt de bedste:
Elvin P. måtte sørge for, at jeg ikke blev pålagt så meget, at jeg ikke kunne passe skolen ordentligt.
Selv syntes jeg, at jeg i det store og hele klarede mig rimeligt godt, men mit ambitionsniveau har måske
heller ikke været så højt! Og når man nætter i træk er kommet i seng ved tre-firetiden eller senere, kan
det være svært at stille på skolen nyfriseret, glad og morgenfrisk allerede klokken otte. - Men på den
anden side må jeg blankt indrømme: Hr. Nielsen gjorde det selv - måske lige bortset fra det glade og
morgenfriske - når han da ikke udeblev fra skolen på grund af et af de akutte sygdomsanfald af en enkelt dags varighed, der dette forår plagede ham. Personlig havde jeg ikke svært ved at forestille mig
årsagen til hans fravær!
Sidst på vinteren eller tidligt på foråret 1944 kom der fra England og vist også fra Frihedsrådet i København ordre om at oprette militærgrupper, som skulle uddannes i brug af våben og sprængstoffer, og
som i tilfælde af en allieret invasion kunne falde tyskerne i ryggen og gennem jernbanesabotage hindre
eller besværliggøre deres troppebevægelser. Vi fik endvidere at vide, at dette var en hastesag, og at alt
andet måtte lægges til side til fordel for dette projekt. Det var ikke svært at regne ud, at noget sådant
kun kunne betyde, at Jylland var udset som invasionsområde. Senere gik det op for mig, at englændernes hensigt selvfølgelig også var at bibringe tyskerne denne opfattelse.
Allerede engang i 1943 var jeg sammen med andre af vore folk af en faldskærmsmand fra England
blevet instrueret i brugen af de våbentyper, der ligesom faldskærmsfolkene kom ned fra himlen. Det
gjaldt først og fremmest maskinpistolen, den såkaldte stengun, men også det svære håndvåben, Colt
pistolen og den engelske håndgranat, som vi kaldte ananassen, blev der instrueret i. Og ligeledes havde
vi fået en grundig undervisning i anvendelsen af de britiske sabotagematerialer. Nu skulle vi så selv
uddanne nye folk i brugen af disse ting.
For mit eget vedkommende betød det yderligere travlhed. En hel del aftener gik med instruktion i Ålborg, men samtidig blev jeg af ledelsen sendt ud til forskellige af vore grupper i hele det nordlige Jylland. Så langt ned som til Viborgegnen nåede jeg. Her blev der oprettet en sabotagegruppe, som en af
vore Hirtshals-folk, Hans Graverholt, senere blev tilknyttet, efter at han i hast havde måttet forlade
Vendsyssel.
Også i Hjørring fik jeg til opgave at instruere et par grupper. En af dem samledes på et loftværelse i en
bagbygning til KFUM, og her traf jeg første gang nogle folk, af hvilke jeg senere skulle møde enkelte i
det tyske politifængsel i Ålborg og senere i Frøslevlejren. En anden gruppe mødtes i et lokale på Hjørring sygehus, hvor jeg i øvrigt måtte overnatte på en af patientstuerne. Med en overlæges garanti for, at
jeg ikke næste morgen ville vågne med en manglende blindtarm!
I Hirtshals blev der oprettet to grupper. Den ene var under ledelse af min gamle spejderkammerat Knud
Tophøj, som jo allerede var stærkt involveret i det illegale bladarbejde. Den anden havde førstemanden
i mine forældres virksomhed, Poul Larsen, som leder. Poul Larsen blev i øvrigt senere taget af Gestapo
og havnede i Frøslevlejren, mens Knud Tophøj med nød og næppe undslap og gik "under jorden", hvor
han fortsatte modstandsarbejdet. Krigens sidste halvår var han i København, hvor han i øvrigt fortsatte i
gymnasiet og tog studentereksamen.
7
Blandt de 16-17 gruppemedlemmer kan jeg umiddelbart komme i tanker om Hans Graverholt, min
bror Poul Christensen, Georg Hansen (Rød), Chr.Jørgensen ("Mimosa") og Kaj Fick. Også Hans
Graverholt måtte som nævnt på et tidspunkt forlade Vendsyssel. Han kom til Viborgegnen, og her blev
han senere taget af tyskerne. Befrielsen oplevede han i Frøslevlejren. Et par dage før kapitulationen, da
enhver kunne se, at det nu kun var et spørgsmål om ganske kort tid, før krigen sluttede, blev han forlangt overført til København, hvilket utvivlsomt havde betydet henrettelse. Af den danske lejrledelse
blev han holdt skjult, og det blev gjort klart for den tyske kommandant, at denne personlig ville blive
holdt ansvarlig, hvis transportordren blev fulgt. Den tidligere så stormægtige SS'er måtte bøje sig.
Kaj Fich var søn af havnemesteren, og da jeg engang i løbet af sommeren 1944 var en tur i Hirtshals,
havde jeg medbragt et par engelske film med nyheder og kommentarer fra den frie verden. I hast blev
der arrangeret en lukket biografforestilling på havnekontorets loft, og de fra England nedkastede film
gjorde stor lykke blandt gruppemedlemmerne. Mindre måske på grund af selve indholdet, der naturligvis var særdeles interessant, ikke mindst på baggrund af den grove, tyske propaganda, man til stadighed
blev udsat for i biograferne, men nok mere, fordi man følte, at man her havde fået en hilsen udefra, fra
vore allierede i kampen mod det tyske terrorregime. Vi var ikke alene. Millioner stod side om side med
os.
Da jeg efter befrielsen i 1945 kom tilbage til Hirtshals, var de to Hirtshals-grupper afløst af en nyopbygget modstandsbevægelse på langt over hundrede mand. Enkelte af folkene fra de oprindelige grupper var med her, mens de øvrige var kommet til i krigens sidste måneder. Af nogle blev de lidt foragteligt omtalt som "de sidste dages hellige". Det er at gøre disse nye folk blodig uret. Ingen kunne vide,
hvordan besættelsen ville slutte. Ville tyskerne i Danmark desperat fortsætte krigen mod de fremstormende allierede? I så fald skulle den danske modstandsbevægelse afbryde de tyske kommunikationslinjer, sabotere jernbaneforbindelserne, og endelig med våbenmagt falde tyskerne i ryggen. Også de nye
modstandsfolk havde måttet se dette i øjnene, da de gik ind i arbejdet. Også de kendte risikoen for en
åben kamp mod tyskerne. Det er en lykke, at noget sådant ikke skete. Vore let og svagt udrustede undergrundssoldater, de fleste nødtørftigt og teoretisk instrueret i brugen af enkle håndvåben og uden
egentlig militær uddannelse, ville have været prisgivet tyskernes veltrænede og kampvante tropper. Det
ville være blevet et blodbad.
Våbeninstruktion.
Under mine instruktionsrejser, der foregik med tog, rutebil og cykel, skulle demonstrationsmaterialerne
jo medbringes. Specielt stengun'en var uhåndterlig, selv om den kunne skilles ad i et par ikke alt for
lange dele. Men hos mine bedsteforældre, vidste jeg, var der en gammel violin, som aldrig blev brugt.
Den lånte jeg under et eller andet påskud, og violinkassen fungerede herefter som en udmærket transportemballage for de illegale sager. Erfaringsmæssigt vidste vi, at tasker og mapper var indlysende undersøgelsesobjekter for tyske patruljer. En violinkasse - bildte jeg mig ind - så helt anderledes skikkelig
ud. Lykkeligvis blev der aldrig grund til at efterprøve denne teori.
En af kammeraterne, Erik Sørensen, havde indtil tyskernes afvæbning af den beskedne danske hær
gjort tjeneste som sergent. Gennem Chr. U. Hansen havde vi fået et mindre parti danske håndgranater
stillet til rådighed. Chr. U., der nu var højrehånd for Flemming Juncker, den uofficielle leder af modstandsbevægelsen i Jylland, havde ligesom Erik været soldat, da hæren blev interneret af tyskerne, og
ad underlige veje havde han bortskaffet en portion militært udstyr, inden tyskerne nåede at lægge deres
tyvagtige pansernæver på det.
8
En aften skulle jeg give instruktion til en gruppe, der til formålet havde fået adgang til at bruge et værkstedskontor i den indre by i Ålborg. Da Erik naturligvis som fhv. sergent måtte formodes at være specialist i alle former for danske mordvåben, havde jeg bedt ham være medinstruktør, og efterhånden nåede
vi da også til den danske håndgranat - eller håndbombe, som han vist kaldte den. Den var således indrettet, at man efter at have fjernet en sikkerhedsstift ved et slag på en udløsermekanisme i den ene ende
af tingesten aktiverede djævelskabet, der så i løbet af så og så mange sekunder ville ryge i luften. Erik
viste og forklarede og nåede efterhånden dertil, hvor selve anslaget og måden at kaste på skulle demonstreres. Tableau! Sikkerhedsstiften var faldet ud. Tingesten begyndte at hvæse og sprutte. Erik smed
den, så den rullede hen ad skrivebordet, og kravlede skyndsomst ind under dette. Nogle kastede sig på
gulvet og holdt sig for ørene. Jeg selv og et par stykker mere fløj i dækning bag et massivt, gammelt
pengeskab og var vel sluppet nogenlunde skadesløse fra en eksplosion. En sådan kom imidlertid ikke.
Hvorfor? Det tror jeg aldrig, vi fandt ud af. Erik måtte senere under jorden i København, hvor han blev
medlem af en af Holger Danskes sabotagegrupper. Vi mødtes trekvart år senere igen i en kreaturvogn
på rejse fra den danske grænse til koncentrationslejren Dachau ved München.
Christian Ulrik Hansen.
En formiddag - det må have været i slutningen af februar 1944, tror jeg - fik jeg på skolen telefonisk
besked om at møde på Elvin Pedersens kontor. Jeg vidste i forvejen, at en af vore nedkastningsgrupper
i Himmerland var taget af tyskerne på grund af en enkelt mands svært tilgivelige uforsigtighed. Nu fik
jeg at vide, at Chr. U. Hansen aftenen før ved jernbanestationen var blevet arresteret af Gestapo. På den
korte strækning undervejs til Højskolehotellet på Boulevarden, der var Gestapos hovedkvarter, havde
han forsøgt at flygte, men var faldet med et skudsår i benet. Chr. U. var på det tidspunkt den reelle leder af modtagelsesvirksomheden i Jylland. Han havde forbindelser til stort set hele den jyske modstandsbevægelse, og hans arrestation rummede en forfærdelig risiko for hele organisationen.
Vi havde på den tid et illegalt depot i et lejet tagkammer i Ågade i det indre Ålborg. Her havde Christian tidligere overnattet i hvert fald én gang, og der blev nu travlhed med så ubemærket som mulig at få
rummet tømt for dets indhold, inden Gestapofolkene ved hjælp af deres specielle metoder muligvis
fandt ud af værelsets eksistens og adresse..
Chr. U. havde tidligere i København været leder af en Holger Danske-gruppe. Udover ham selv bestod
den af fem-seks gamle venner. Fire af disse kom nu til Ålborg i den hensigt at søge at befri Christian
fra det tyske politifængsel i Kong Hansgade. Vi havde på Sønderbro i Ålborg en illegal lejlighed, hvor
de blev indkvarteret, og det lykkedes dem forklædt som murere at komme ind i arresthusets danske
afdeling, som var under ombygning. Her fik de også på mærkelig og tilfældig vis kontakt med Chr. U.
De fire var bevæbnede med pistoler, og en af dem, Edvard hed han, fortalte, at de om nødvendigt havde
været parate til at skyde sig vej ud af arresthuset. Til deres dybe skuffelse ville Christian ikke følge
dem. Af hensyn til de andre i samme sag, har jeg senere hørt. Selv har jeg aldrig kunnet forstå det.
Hans flugt ville jo ikke have kunnet skade nogen. Ud over tyskerne, selvfølgelig!
På et møde i Ålborg-ledelsen engang i marts blev det besluttet, at man med magt ville søge at befri
Christian og gruppen fra Års. Gennem den danske arrestforvarers lejlighed i forbygningen skulle en
svært bevæbnet gruppe trænge ind i fængselsgården og herfra gennem tyskernes vagtrum ind i den tyske afdeling. Her ville man med passende overtalelsesmidler formå det tyske fængselspersonale til at
åbne fangecellerne.
Også dette befrielsesforsøg mislykkedes. En ung pige, Claudia Nørgård, der hørte til Arne Espegårds
"Frit Danmark"-organisation, ringede på hos arrestforvareren, som uden at ane uråd lukker op. Han og
9
hans familie neutraliseres af "en pæn og høflig, ung mand i cottoncoat". Det er familiens senere signalement af den, der er sat til at passe på den, mens aktionen fortsætter. Herefter er vejen banet til arrestgården, hvor en tysk vagtmand bliver slået bevidstløs. Først når han dog at udstøde et øresønderrivende
vræl, så da gruppen kommer ind i fængselsgangen i den tyske afdeling, er vagtmandskabet allerede
alarmeret. Gruppelederen giver ordre til at skyde, men efter blot et enkelt skud fra den engelske stengun blokerer denne. Muligheden for at foretage et overraskelsesangreb er nu forspildt, og der er ikke
andet at gøre end skyndsomst at trække sig tilbage. En månedstid efter angrebet blev en af deltagerne,
den 19-årige Benny Mikkelsen, taget af tyskerne. Den 25. maj blev han skudt som tysk repressalie efter
en stikkerlikvidation i Odense.
Godt og vel et par snese år senere får min kone og jeg fra vennen Arne Espegård en invitation. Vi skal
til bryllup. Den 5. maj. Efter i et par triste år at have været enkemand skal han giftes igen. Med hvem?
Med Claudia - pigen fra aktionen mod Kong Hans Gades arresthus!
Sidst i april måned blev Chr. U. og nedkastningsfolkene fra Års ført til Vestre fængsel i København.
Den 23. juni 1944 blev de henrettet i Ryvangen. I august måned blev Edvard og de andre, som havde
været med i det første befrielsesforsøg, myrdet i kælderen i Gestapos hovedkvarter på Shellhuset i København.
Våbenmodtagelserne.
Gennem lang tid havde vi savnet tilstrækkeligt med våben. I 1943 og begyndelsen af 1944 var der langt
mellem våbennedkastningerne, og tilmed skete der lidt for ofte det, at modtagelsen mislykkedes, og at
det nedkastede gods faldt i tyskernes hænder.
I Ålborg havde vi en bitter erfaring allerede fra august 1943, da en gruppe på vej fra en nedkastning
ved Rold skov blev overrasket af en tysk patrulje. Lastbilen med materiellet blev beskudt, og under
forsøg på at komme i dækning blev den unge bankassistent Niels Erik Vangsted dræbt. Han tilhørte en
Dansk Samling-gruppe af tidligere spejdere, "Knuden", som jeg allerede i det tidlige forår havde fået
kontakt med. Niels Eriks begravelse på Ålborg kirkegård ville utvivlsomt være blevet en kolossal protestdemonstration mod besættelsesmagten, men på tysk forlangende blev tidspunktet ændret til tidligt
om morgenen.
Det hindrede ikke, at der nu udbrød strejker og demonstrationer mod tyskerne over hele byen. Også i
andre af landets større byer var der opstande mod tyskerne og mod regeringens og politikernes kollaborationspolitik. Som bekendt resulterede det slutteligt i, at Scavenius-regeringen måtte gå af, og landet
styredes herefter af en række ministerielle departementschefer.
Under kampen med den tyske patrulje ved Rold blev en af vore folk, ingeniør Kjær Sørensen, taget til
fange. Han dømtes ved en tysk krigsret til døden, og som den første dansker under besættelsen blev han
kort efter henrettet.
På et tidspunkt af forsommeren 1944 var manglen på specielt håndvåben så udtalt, at jeg kom på den
tanke at lade tyskerne stå for en ekstraleverance. Det havde naturligvis på forskellige måder været prøvet af andre før, men vist ikke på helt samme måde. Min nærmeste medarbejder i 'den praktiske afdeling' var Christian Svendsen. Han var først udlært som grovsmed et sted i det midtjyske, men havde
senere ladet sig uddanne som urmager og var særdeles fiks på sine store fingre. En smuk aftenstund
begav vi os sammen med endnu en fyr på cykel ind til Jernbanegade. Her lå der en udmærket café, Holles Konditori, som formodentlig på grund af stedets fortræffelige flødeskumskager i stort tal hjemsøg10
tes af tyske officerer fra det nærliggende Ortskommandantur, besættelsesmagtens stedlige hovedkvarter.
Tredjemanden, som var ubevæbnet, blev stillet som vagtpost uden for konditoriets dør. Her skulle han
forsinke evt. nyankomne tyskeres adgang til lokalet. Og ind træder så Christian og jeg med halstørklæder over underansigterne. Fra indgangen har vi et udmærket overblik over hele lokalet, hvor der var
ganske mange tyskere. Et hurtigt blik i garderoben viser, at der her ingen våben er; kloge af skade havde officererne taget dem med sig ind i lokalet. Så hiver Christian en maskinpistol frem under frakken
og klikker et magasin på plads, mens jeg på mit bedste skoletysk gennem halstørklædet brøler "Hände
hoch", alt mens jeg stritter med en stor Colt-pistol, som vi desværre på dette tidspunkt ikke havde nogen ammunition til. Tyskerne blev vistnok ret forbløffede. I hvert fald lykkedes det i rekordtempo at få
fat på fem bælter med tilhørende pistolhylstre. De blev moslet ned i en af Christian medbragt mappe,
hvorefter vi med en højrøstet advarsel til tyskerne om ikke at forlade lokalet forsvandt ud til de ventende cykler.
To af de dejlige pistoler, en 7,65 Walther og en FN af samme kaliber, havde jeg på et senere tidspunkt
gemt på et sikkert sted, som kun jeg kendte. Da jeg kort efter blev arresteret af Gestapo, kom disse våben ikke til at gøre mere gavn under krigen. Efter befrielsen fandt jeg frem til stedet og hentede det
erobrede isenkram, som jeg indtil politiets "frit lejde"-aktion for aflevering af ulovlige våben i dette
kølige forår 1995 havde i privat beredskab, hvis nye "venner" eller gamle fjender på ny skulle få ekspansionsfornemmelser. Med endnu et par gemte klenodier fra krigens tid var jeg således med til at pynte på en halvsløj statistik, idet jeg på afleveringstidspunktet personlig tegnede mig for omkring 4 % af
det samlede landsresultat..
I løbet af 1944 kom der lidt mere gang i våbenmodtagelserne. Det foregik på den måde, at man først
fandt frem til en velegnet plads. Helt ideelle pladser fandtes der ikke i Danmark. Landet er simpelthen
for lille og var for tæt besat med tyskere. Men når en plads alligevel var godkendt af hovedkvarteret,
som i foråret var kommet under ledelse af den legendariske Toldstrup, og når englænderne også havde
accepteret den, fik den et navn og et kodebogstav. Og så lyttede man intenst til de danske radioudsendelser fra BBC. Daglig hørte man så særmeldingerne: Hilsen til Grethe, Jesper, Erik, Lise... Indtil
pludselig en aften ens egen plads var med: Hilsen til Valentin, Tove ... og så kom det: Esther!
Så fik man travlt. Transportmulighederne var begrænsede. Enten cyklede man, eller også var man så
heldig at blive udtrukket til at køre med den lastbil, der skulle bruges ved borttransporten af godset. Fra
kl. 10 afvekslende med kl. 12 skulle alt være klar på modtagepladsen. Og så ventede man. Og ventede.
Ofte skete der ikke andet. Og så kunne man fire-fem timer senere nedslået begive sig på hjemvejen.
Med risiko for at løbe ind i tyske patruljer, som det nok ville være svært at forklare, hvorfor man var
bevæbnet.
Men ind imellem lykkedes det. Så hørte man ude fra vest en brummen, som ikke helt lignede de tyske
flyvemaskiners. På række i vindretningen stod tre mand med kraftige lommelygter og et stykke til siden
for den sidste stod endnu en mand med en lygte med rødt lys. Så tændtes stavlygterne og den røde lampe sendte det aftalte morsesignal. Og fra lav højde dalede nu en lille serie faldskærme med vedhængende, cylindriske beholdere ned til de ventende. Så blev der travlhed. De tunge containere skulle findes
og slæbes hen til den ventende bil. Og faldskærmene skulle begraves, selv om nogle med blødende
hjerter tænkte på de fine kjoler til koner eller kærester, der ville kunne være blevet af det dejlige stof.
Manglen på tekstiler var jo stor i krigens sidste år.
11
Og så fik vi endda ikke selv lov at beholde det fristende indhold af containerne. Toldstrups hovedkvarter havde den lidet misundelsesværdige opgave at sørge for fordelingen, og jeg tror, alle modstandsgrupperingerne i hele Jylland har følt sig forbigået. Jeg mindes i al fald selv at have haft en lidt hvas
ordveksling med en temmelig sur Toldstrup i en sådan anledning. Da vi mødtes efter krigen, havde han
heldigvis glemt det, og vi havde indtil hans død et godt forhold til hinanden - ikke mindst, da vi siden
også blev svorne allierede i kampen mod dansk indlemmelse i EF og dets syvfold forbandede union.
Sabotage.
Naturligvis og uden tvivl fik vi den part af de fra himmelen kommende gaver, som vi kunne tilkomme,
og sagerne var jo beregnet til at skulle bruges. Det blev de også. Fra England fik vi at vide, at man efter
invasionen i Normandiet i juni måned 1944 lagde stor vægt på jernbanesabotagen. En forsinkelse af
tyske forstærkninger fra besættelsestropperne i Norge kunne i givne situationer have stor betydning. Og
forsinkelser blev der.
Visse, karrierebevidste historikere med speciale i besættelsestiden har naturligvis søgt at bagatellisere
betydningen af jernbanesabotagen, og selvfølgelig havde de allierede nok også vundet krigen, selvom
det danske jernbanenet havde fungeret til tyskernes fulde tilfredshed. Men på trods af professor Trommer og andre politikertækkeliges frelste bedreviden kom der fra den engelske militærledelse en i denne
forbindelse måske nok så autoritativ vurdering. Og den lagde altså vægt på at få forbindelsen mellem
Frederikshavn og grænsen gjort usikker. Så det blev den!!
På trods af tyskernes indsættelse af vagtmandskab, først danske politibetjente og senere værnemagtssoldater i tusindvis, kunne modstandsbevægelsen stort set afbryde den jyske længdebane efter behag.
Ganske ufarligt var det naturligvis ikke, og jernbanesabotagen har da også kostet liv, men som regel
løstes opgaven relativt let.
Rent teknisk foregik det enten på den måde, at man med en ladning plastisk sprængstof anbragt ved
hver af et par skinnesamlinger og forbundet med en længde sprængledning satte eksplosionen i gang
ved at tænde en lunte, der hvæsede af sted med en fart af en cm. i sekundet. Eller også brugte man som
igangsætter en sprængblyant, d.v.s. en tændanordning med indbygget udløsning af varierende forsinkelse. Det kunne f. eks. være ti minutter eller et kvarter. Men der var også den mulighed at anvende et
såkaldt 'tågesignal'. Det var en lille kapsel, der med et par bøjler blev anbragt på selve skinnefladen og
var forbundet med sprængladningen. Når et lokomotiv så med forreste hjul kørte over denne knaldperle, skete eksplosionen, som i heldigste fald kunne ødelægge ikke blot skinnelegemet, men også lokomotivet.
Ligesom de fleste andre aktiviteter i modstandsarbejdet var også dette nattens gerninger. Og med cyklen som transportmiddel. Lad så være, at mange af os efterhånden knap vidste råd med hensyn til at få
cykeldækkene til at hænge sammen. Også dette problem løste sig imidlertid, idet en ekspedient i en
større cykelforretning var blevet optaget i en af vore grupper. I den gode sags tjeneste lavede man et
fikst lille indbrud, hvor det eneste, der forsvandt, var et mindre parti cykelslanger og dæk, som tyveriforsikringen kom til at betale for. Som hæler i sagen burde min samvittighed vist have været øm. Det
var den ikke!
Men ikke blot jernbanerne måtte holde for. I forsendelserne fra England var der bl.a. også nogle runde
papdåser med skurepulvermærket VIM. Indholdet var nu vel så ridsende som det postulerede rensemiddels, for ved nærmere eftersyn viste beholderen sig at indeholde nogle små, flade, runde dåser. Når
man anbragte en sådan lige foran dækket på en tysk lastbil eller personvogn, skete der uvægerligt no12
get, når køretøjet begyndte at rulle. Og ikke blot cykeldæk var en mangelvare. Også det tyske militær
havde i sidste krigsår problemer med at skaffe erstatning for sprængte dæk.
Mere effektiv end dæksprængninger var naturligvis sabotage af selve den tyske bilpark, og mere end en
gang lykkedes det ved sabotage mod bilværksteder at ødelægge adskillige større og mindre køretøjer.
På samme måde gik det ud over besættelsesmagtens uniformer. En aften i juni måned blev således to
store vaskerier med tonsvis af tyske tekstiler sprængt i luften og sat i brand.
På et tidspunkt i sensommeren 1944 havde vi planlagt et angreb på en industrivirksomhed, som lå lige
bag ved det tyske regionshovedkvarter, der havde til huse i forsikringsselskabet "Fremtiden"s store
bygning på Hobrovej i Ålborg. Christian Svendsen skulle med tre-fire mand afvæbne sabotagevagten.
Af hensyn til naboskabet med værnemagten skulle det naturligvis foregå med en vis diskretion, og herefter skulle fabrikkens maskiner bringes til langvarig stilstand ved fornuftig brug af PE 2, det plastiske
sprængstof, som englænderne på denne tid leverede i ikke alt for tilstrækkelige mængder. En køn, ung,
kvindelig læge - nå ja, ung og ung, det syntes jeg i hvert fald ikke dengang, for hun var 27 år, men så
godt nok yngre ud - Lis-Karen Ehring, der i øvrigt senere viste sig at være i familie med vor gode doktor Engel i Hirtshals, skulle sammen med en endnu yngre modstandsmand, hvis navn jeg af diskretionsgrunde ikke her skal nævne, spille et nyforelsket par, der med passende ophold for kærlige klem
spadserede op og ned ad en lille sidevej, som går langs gavlsiden af den store forsikringsbygning med
tyske vagtposter på alle sider. Fra denne position kunne parret så advare kammeraterne, hvis værnemagten skulle finde på et eller andet uventet. Det gjorde den ikke, og alt forløb efter planen. Måske lige
bortset fra, at dr. Ehring senere til vor øverste chef brokkede sig lidt over, at hendes partner havde indlevet sig en kende for stærkt i rollen som førsteelsker! Jeg er sikker på, at det kun var på skrømt…
Englandstogtet.
I slutningen af september måned 1944 kom der fra Frihedsrådet i København, som vi i øvrigt ikke ellers hørte meget til, en anmodning om hurtigst muligt at arrangere direkte transport til England af en
vigtig person. Vejen over Sverige duede ikke, da man der kunne risikere langvarige forsinkelser.
Elvin Pedersen fra regionsledelsen og jeg lejede herefter en tandemcykel og begav os på vej til Hirtshals. Der var på dette tidspunkt ingen mulighed for at komme med tog, da tyskerne havde indført spærretid på banen, og selv var jeg i udmærket cykleform. Det var landsretssagføreren bestemt ikke, men
alligevel nåede vi trods vedvarende klager fra corpus juris hen på dagen til Hirtshals, hvor jeg straks fik
fat i min bror Poul, der havde hyre med skipper Frode Løth på dennes kutter. Han mente helt sikkert, at
Frode var den mand, der ville påtage sig opgaven, så Elvin P. og jeg opsøgte straks Løth og forelagde
ham sagen. Frode var også parat til at sejle, men der var det problem, at hans kone, Margit, ventede sig
og i løbet af et par måneder skulle nedkomme, og i de særdeles usikre tider, vi levede, syntes han, at
han i en sådan situation dårligt kunne forlade hende på ubestemt tid, medmindre der ikke var anden
mulighed.
"- Vi går hen og snakker med Harald", sagde Frode, og sammen begav vi os hen til Harald Fibiger.
Harald var uddannet som civilingeniør og havde arbejdet på Ålborg Værft. Da han imidlertid ikke ville
lave skibe til tyskerne, havde han opgivet jobbet, købt en kutter og var begyndt at fiske. Eftersom han
jo hverken havde fiskerierfaring eller de nødvendige eksamenspapirer, var Jens Vadsager hyret som
skipper.
Vi forelagde sagen for Harald. "Vi har ingen petroleum", sagde han. Det havde Frode imidlertid, og så
var den sag klar. Et par dage efter rundede kutter "J. N. Fibiger" Skagen på vej til Limfjorden. Tysker13
ne havde på den tid anlagt et minefelt mellem Hirtshals og Hansthom, og hvis kuttere skulle direkte i
Nordsøen, skulle man have en tysk marinesoldat med som lods. Det var der ingen, der var vilde med, så
trafikken til og fra Nordsøen gik herefter gennem Limfjorden.
Imidlertid var manden, som skulle til England, ankommet. Det viste sig at være en gammel bekendt,
højskoleforstander Robert Stærmose, siden valget i 1943 og indtil 29. august samme år, da også rigsdagen ophørte at fungere, folketingsmand for Dansk Samling. Stærmose var en af modstandsbevægelsens
pionerer. Fra hans højskole i Støvring var flere modtagelser af faldskærmsfolk blevet organiseret, og
her blev der med mellemrum afholdt illegale møder for nørrejyske modstandsfolk. Her traf jeg således
første gang folk som Chr. U. Hansen og hans ven Erik Nymann, Niels Fiil fra Hvidsten, "Skomageren",
d.v.s. boghandler Otto Olesen, som var en af lederne af modstandsbevægelsen i Randers, pastor Harald
Sandbæk og Ove Nielsen fra den århusianske ledelse.
Fra en af grupperne i Hirtshals havde vi fået søfartsbog og sejlpas for en mand af nogenlunde samme
alder som Stærmose. De tilhørte Chr. Jørgensen, den senere indehaver af blomsterforretningen "Mimosa" i Hirtshals. Jørgensen havde sejlet som sømand i flere år og var fuldbefaren matros, som tilmed
havde oplevet forlis på Atlanterhavet. På hans papirer skulle Stærmose mønstres som kok på kutter "J.
N. Fibiger". Problemet var, at sejlpasset, som var en tysk opfindelse, i modsætning til søfartsbogen var
forsynet med fotografi af indehaveren. Også det blev klaret. En af vore folk, Eilif, var særdeles fiks på
fingrene med hensyn til at fremstille falske papirer og den slags. Fotografiet i sejlpasset var forsynet
med et stempel fra den udstedende myndighed, akkurat som i nutidens almindelige, rødbedefarvede
rejsepas af neuropæisk model. Et varmt, pillet, hårdkogt æg blev nu kørt henover stemplet, som herefter på forunderlig vis kopieredes på æggets hvide. Det oprindelige billede fjernedes fra passet, og det
nye blev omhyggeligt sat ind. Så blev ægget med stemplet med stor forsigtighed og præcision ført hen
over det nye fotografi, og den oprindelige pasindehaver lignede herefter grangiveligt Robert Stærmose.
Mønstringsbestyreren hed, så vidt jeg husker, Hjarlitz og var også en god bekendt af Stærmose. Han
blev sat ind i sagen, og samme eftermiddag, som "J. N. Fibiger" var kommet til Ålborg, blev den nye
kok mønstret. Om aftenen blev der i en lejlighed i Hasseris holdt en lille afskedskomsammen for Stærmose. Til stede var - foruden Stærmose naturligvis - Harald Fibiger og Jens Vadsager fra kutteren og
Elvin Pedersen og jeg selv fra "rejsebureauet". Lidt senere dukkede også nedkastningschefen Toldstrup
op.
Det blev en hyggelig aften. En eller anden havde bl. a. sørget for kogte muslinger og brød, og for første
gang i mit liv smagte jeg den slags skaldyr. De bekom mig særdeles godt. Også brændevin smagte jeg
for første gang, men jeg må blankt indrømme, at det bestemt ikke var kærlighed ved første nip mellem
Rød Ålborg og mig selv. Senere har vi dog affundet os med hinanden!
Engang efter midnat fulgte jeg som stedkendt Harald og Jens gennem de mørklagte gader ned til kutteren. Under mødet var det blevet aftalt, at Stærmose ved ankomsten til England i den danske radioudsendelse fra BBC skulle sørge for en særmelding, der lød: Hilsen til Knudsen fra Robert. Mit dæknavn
var på den tid Jørgen Knudsen. Når denne særmelding var opfanget, skulle jeg sørge for, at Haralds og
Jens familier, som på forhånd ikke vidste noget om formålet med Nordsørejsen, fik besked om mændenes nuværende opholdssted. Desuden skulle jeg drage omsorg for, at de gennem Toldstrups hovedkvarter fremover fik de nødvendige midler til at opretholde livet. De to yngste ombordværende, "Sofus",
Thomas Nielsen Houbak og min gamle klassekammerat fra Hirtshals skole, Frank Engbjerg, var ugifte,
så dem spekulerede vi ikke så meget på, selvom deres familier naturligvis også skulle informeres. Det
skulle imidlertid komme til at gå anderledes.
14
Efter "J. N. Fibiger"s hjemkomst i sensommeren 1945 fik jeg af Jens Vadsager at vide, at turen op gennem Limfjorden var gået fint, selvom den nye kok ikke ligefrem imponerede ved sine maritime færdigheder. I Thyborøn blæste man imidlertid inde på grund af storm. Også her vakte det nye besætningsmedlem nogen opmærksomhed hos andre Hirtshals-fiskere, som havde søgt havn i Thyborøn. For eksempel bemærkede en besøgende på "J. N. Fibiger", at den nye kok var gået til køjs i pyjamas. Noget
sådan havde man aldrig før set på en dansk fiskekutter!
Da speciel interesse omkring fartøjet ikke lige var sagen, og jeg fik en telefonopringning fra Harald, der
i kryptiske vendinger berettede om forholdet, aftalte jeg med ham, at Stærmose skulle tage en lille ferie
et eller andet sted i nærheden af Thyborøn, således at han kunne nås pr. telefon, når vejret bedrede sig.
Det gjorde det i løbet af et par dage, og så sejlede man mod England.
Undervejs - fortalte Jens Vadsager - ville man drage fordel af de kolossale fiskemængder, som fandtes i
Nordsøen på grund af det sparsomme fiskeri under krigen, og man fik da også båden fyldt op på rekordtid. Der skete imidlertid det, at Harald ved et uheld faldt over bord og faktisk var ved at drukne.
Det lykkedes dog at få ham bjerget op på dækket og få "en ordentlig pøsfuld vand hældt ud af ham".
Under alt dette sprang Stærmose ned i lukafet, hvor han i sin kuffert havde en halv flaske akvavit. Den
blev sat for munden af Harald, og Stærmose hældte en ordentlig dram ned i ham. "Mæn wel do tenk
dæ", sagde Jens med dyb forundring i stemmen. - "Harald haj sput dæj dææleme uk."
Halvvejs under jorden.
Forud for dette var der hændt flere ting. Lige før eksamenstiden på Handelshøjskolen var en af mine
klassekammerater, der tilhørte en nedkastningsgruppe i Nibe, som efter en mislykket modtagelse var
revet op, nu eftersøgt af tyskerne. Et par Gestapofolk, som jeg senere skulle stifte nærmere bekendtskab
med, mødte op på skolen, hvor han heldigvis ikke var. Jeg fik nu til opgave at få ham anbragt i sikkerhed, indtil han via Sæby kunne komme til Sverige, hvilket også lykkedes. Men da jeg også kendte et
par af de arresterede Ålborgfolk, som havde medvirket ved nedkastningen, og da der nu skete eftersøgninger og arrestationer blandt folk, jeg på en eller anden måde havde haft med at gøre, fik jeg en følelse
af, at jorden begyndte at blive varm under mine fødder.
Jeg flyttede derfor uden at give mine tidligere værtsfolk besked skyndsomst mig selv og mine få ejendele til et værelse, som blev stillet til rådighed af en kammerat, der flyttede hjem til sine forældre uden
for byen. Samtidig skiftede jeg navn til Jørgen Knudsen. Det navn havde jeg i forvejen legitimationskort på. Efter aftale med skolens forstander mødte jeg dog op til eksamen på den måde, at jeg først ringede til ham, fik aftalt en ganske bestemt tid, ankom til skolen og blev eksamineret og derpå straks forsvandt igen. Det mærkværdige var, at ingen af mine klassekammerater tilsyneladende opdagede noget
usædvanligt. Også Arne Nielsen havde måttet gå under jorden, syg og overanstrengt, og nærmest ved et
under slap han fra Gestapo og kom til Sverige.
Efter eksamen, hvor jeg bestemt ikke brillerede udover i et par enkelte fag, af hvilke jeg i det ene sikrede mig et af de to rene ug'er, der dette år faldt på landsplan, fik jeg mærkværdigvis uden at forevise
eksamenspapirer eller andet straks plads som chefens sekretær i et værnemagerfirma, der beskæftigede
sig med alskens leverancer til tyskerne. Ved ansættelsessamtalen var direktøren i øvrigt temmelig medtaget efter en forretningsfrokost, og under samtalen, som afgjort foregik på hans præmisser, lykkedes
det ham at overbevise sig selv om, at jeg lige netop var den mand, han ikke kunne undvære. Selv betragtede jeg ansættelsen i et firma med så nære og venlige forbindelser til tyskerne som et udmærket
skalkeskjul. Og så fik jeg endda råd til nu og da at spise middagsmad!
15
Den 18. september blev der blæst luftalarm, og mens den stod på, søgte tyskerne at arrestere det danske
politi. Det lykkedes dem at få fat på mange af de folk, som var på tjeneste i Ålborg, men en hel del politifolk var ikke på stationen eller havde fri, og de fleste af disse undgik den følgende rejse til Buchenwald-lejren ved Weimar.
Samme aften blev jeg opsøgt af Svendsen og Borch. De var kommet under vejr med, at en af politiets
store, amerikanske personbiler stod opstaldet på værkstedet hos firmaet Lange & Unmach. Den var der
kun for at få ny akkumulator. Var det ikke synd, hvis tyskerne skulle have den, og kunne vi i det hele
taget selv undvære et sådant køretøj? Selvfølgelig kunne vi ikke det! Bilen blev hentet og midlertidig
anbragt på et værksted på Hobrovej, som ejedes af en af Borchs gode venner. Her blev den benzindrevne bil camoufleret, idet den bagtil blev forsynet med en kasseret "kakkelovn", en gasgenerator, og på
siderne maledes en sølvstribe mage til den, Ålborg Taxa havde som kendemærke. Vi fandt her efter en
garage til den på Ålborg Gasværk, hvis overingeniør var en af mine Dansk Samling bekendte, og som
jeg derfor uden risiko kunne spørge.
Turen til garagen i østbyen blev desværre min sidste i det pragtfulde køretøj. Men andre fik nytte af
vognen. Efter befrielsen fik jeg at vide, at den engang i foråret 1945 var blevet brugt i kampen mod
Gestapo. Modstandsfolk havde opdaget, at Gestapo var i gang med at fjerne et depot et sted på det sydlige Vesterbro. Min tidligere sabotørkammerat "Carl" - jeg kan ikke huske hans rigtige navn, kun at han
var polytekniker - og nogle af hans folk fik fat i vores fine bil og med tre-fire maskinpistoler strittende
ud af vinduerne kørte man i fuld fart op langs de holdende Gestapobiler, hvis mandskab var ved at være
klar til at køre bort. Da maskinpistolernes magasiner var tomme, var flere Gestapofolk dræbt og mange
sårede. Uheldigvis var også et par af vore egne sårede og den fine bil smadret under tyskernes modangreb, men trods Gestapos intense eftersøgning slap både "Carl" og de øvrige kammerater bort, skønt
det måtte ske til fods.
Mens Svendsen og Borch var travlt optagne af at hente politibilen, fik jeg besøg af endnu en kammerat,
der på grund af sin spinkle vækst og sit ungdommelige ydre aldrig hed andet end "Konfirmanden". Han
var tidligere værnepligtig indenfor civilforsvaret eller luftværnet, eller hvad det nu kaldtes, og fortalte
straks, at man i vagtlokalet i det lokale hovedkvarter plejede at opbevare et par pistoler i aflåste skabe.
Nu havde han fået at vide, at ledelsen efter aktionen mod politiet skyndsomst havde forladt kontoret.
Måske havde de glemt våbnene? Øjeblikkelig tog vi af sted for at undersøge sagen. Der var ikke noget,
der tydede på, at tyskerne havde været på stedet. Uden særligt besvær kom vi ind i lokalet, og ved
hjælp af det medbragte brækjern fik vi hurtigt skabene åbnet. Og her lå foruden mange æsker med
ammunition seks eller syv fine, nye pistoler: Vi havde trukket den store gevinst i lotteriet.
I Gestapos klør.
Den 11. oktober 1944 var jeg på vej ud af kontoret på min arbejdsplads, da jeg på gangen mødte tre
mænd, af hvilke jeg straks genkendte den ene som en af de Gestapofolk, jeg tidligere på året havde set
på skolen. De spurgte høfligt efter Jørgen Knudsen, og jeg fortalte beredvilligt, at han var taget på havnen, men sikkert kunne ventes hjem hvert øjeblik. Den gik ikke! Med en pistol i ryggen blev jeg skubbet foran ind i forkontoret, hvor frk. Christiansen residerede. Under udfoldelse af blink og ansigtstrækninger, som måske burde have sagt hende, at noget var galt, spurgte jeg efter hr. Knudsens tilbagekomst. Den arme dame så helt forvirret ud, men fik så fremstammet et: "Jamen - jamen, det er jo Dem
selv." Så faldt Gestapos hammer. Med et slag i nakken blev jeg sendt i gulvet. Så blev jeg lagt i håndjern, og to uniformerede SS-mænd slæbte mig ud til det ventende "salatfad" - indtil for nylig en af det
danske politis kæmpestore udrykningsvogne.
16
Højskolehotellet på Boulevarden var Gestapos hovedkvarter. Her blev jeg ført ned i kælderen og anbragt i en af tre-fire små opbevaringsceller af træ, der var lavet i forbindelse med det store køkken. Cellen var på størrelse med et almindeligt karlekammerskab og opført af høvlede og pløjede brædder. Jeg
vidste ikke, hvorfor jeg var arresteret, så det var med en vis nervøsitet, jeg ventede på at blive forhørt.
Ikke mindst, da jeg i forvejen gennem en polsk flygtning havde kendskab til de ret usentimentale metoder, Gestapo anvendte.
I min lomme havde jeg et papir - af en eller anden grund var jeg ikke blevet kropsvisiteret før anbringelsen i skabet - og dette papir forsøgte jeg nu at spise. Men min spytproduktion slog hverken helt eller
halvt til. Så opdagede jeg nederst i et hjørne et hul, hvor en knast var faldet ud. Hurtigt blev det delvis
tyggede papir formet til en kugle, som herefter udfyldte den tomme plads.
Da jeg kort efter blev hentet op til forhør, opdagede jeg hurtigt, hvad der var årsag til min arrestation.
En relativt ny deltager i en af bladgrupperne var aftenen i forvejen blevet taget med illegalt materiale
på sig. Under Gestapos specialbehandling havde han opgivet en af sine gruppekammeraters navn, og
hen på morgenstunden havde de fået ud af ham, at en person ved navn Jørgen Knudsen var den, de
havde fået materialerne fra. Adressen kendte han ikke, hvilket i øvrigt var sandt. Jeg var endnu engang
flyttet til et andet værelse. På en eller anden måde havde han imidlertid fundet ud af min arbejdsplads,
og den var han så blevet 'overtalt' til at opgive.
Sagen var altså for mit vedkommende ret så beskeden. Det skulle den gerne blive ved at være! Naturligvis fik jeg som indledning til vort bekendtskab en omgang tærsk af et par gorillaer, som forhørslederen straks havde tilkaldt for at opfriske min dårlige hukommelse vedrørende de illegale tryksager, som
havde ført til den første arrestation. Så i løbet af dagen måtte jeg efter endnu et par omgange med spark
og slag gå til bekendelse: Jeg havde fået dem af en kammerat, som hed Hans Jørgen, og som jeg kendte
fra tidligere spejderarbejde. Begge påstande burde have givet mig sorte streger i panden. Efter endnu en
behandling brød jeg endelig sammen og fortalte, at han boede hos sine forældre i et hus på jernbaneterrænet. Hvad tyskerne ikke vidste, var, at jeg en uge eller to forinden havde været med til at sende ham
til Sverige.
Jeg blev nu kørt til påvisning af stedet, som vi hurtigt fandt, og Gestapofolkene trængte ind i huset for
at arrestere min angivelige bagmand. Hvilket naturligvis var forgæves. Jeg blev herefter kørt til den
tyske afdeling af Kong Hansgades arrest og anbragt i en celle. Og det var måske lidt mærkværdigt i
denne situation: Jeg faldt straks i dyb søvn på cellebriksen. Omkring midnatstid blev jeg imidlertid
vækket og ført ned til en ventende bil, som hurtigt kørte mig til Højskolehotellet. Her ventede en særdeles opbragt Kriminalrat Fritz Bech på mig. Ved undersøgelsen af mit værelse havde man i en bukselomme fundet tre stk. 11 mm patroner og - lykkeligvis - et tomt patronhylster. Jeg kunne godt huske, at
jeg et par dage i forvejen havde glemt dem der. Pludselig havde min sag taget en ny og særdeles uheldig vending. Illegale blade var én ting, våben og den slags en anden. Jeg blev nu udsat for en ret hårdhændet behandling, men holdt fast på, at det var nogle ting, jeg havde fundet på vej hjem til mit værelse. Og jeg kunne nøje fortælle hvor. På et bestemt hjørne, hvor to villaveje stødte sammen, havde der
nogle dage forinden været en kort skudveksling mellem en tysk patrulje og et par modstandsfolk, som
imidlertid begge var sluppet bort i god behold. En af disse havde fortalt mig om hændelsen. Efterhånden blev tyskerne trætte, og jeg blev - stadig i håndjern - anbragt i karlekammerskabet i kælderen, hvor
jeg stod og hang resten af natten.
17
Da det næste morgen var blevet lyst, blev jeg igen sat i en bil og ført til påvisning. Til alt held havde
jeg husket rigtigt med hensyn til stedet. Tyskerne fandt under eftersøgning endnu et tomt patronhylster.
Og jeg var reddet. Min troværdighed var bekræftet. At de aldrig nogen sinde fandt på at mistænke mig
for at have været en af de skydende sabotører, har siden undret mig.
I nogle dage blev jeg fra Kong Hansgade hentet til nye forhør og følgende rapportskrivning. Ved min
arrestation var jeg ude af stand til at forstå tysk, idet jeg havde fundet ud af, at man så fik tid til at tænke over svaret, mens Gestapotolken oversatte. I mit tilfælde fungerede imidlertid Gestapomanden Fritz
Eckhardt, boghandlersøn fra Sønderborg og tilhørende det tyske mindretal, både som tolk og bøddel.
Han var en modbydelig karl, og jeg fik ret hurtigt en lejlighed til at fortælle forhørslederen, at jeg havde
været så nervøs, da jeg blev arresteret, at der helt havde været blokeret for mine tyskkundskaber, men som han kunne høre - gik det nu meget bedre.
Kriminalrat Fritz Beck, som havde min sag, var vist den eneste politiuddannede blandt de mange
Gestapofolk i Ålborg. Han var en hidsig rad, men ind imellem kunne vi dog tale helt fornuftigt sammen. Senere fik jeg at vide af en god kammerat, maleren Carlo Wognsen, som jeg var med til at passe
på sygehuset i Frøslev, hvor han var indlagt som følge af den rædselsfulde behandling, han havde fået i
Ålborg, at netop Beck var ophavsmanden til denne medfart.
På grund af mine genvundne tyskkundskaber blev jeg udset til at være 'kalfaktor' i fængslet. Det vil
sige, at jeg - udover at gøre rent på gange og i vagtstue - under opsyn af en af de tyske fangevogtere,
naturligvis, skulle uddele madrationerne til de øvrige fanger. Det skulle senere vise sig at indebære
visse fordele. En aften var jeg sat til at skrubbe gulvet i vagtstuen. Den vagthavende tysker opholdt sig
andetsteds - mandskabet i fængslet var for øvrigt almindelige, ældre soldater, ikke Gestapofolk - og
stuens radio kværnede løs på tysk. Efter et blik på uret slog det mig, at det netop var tiden for den danske radioavis fra London. Hurtigt fik jeg radioen stillet ind på rette station, og efter de indledende bemærkninger kom ordene: "Vi bringer en særmelding: Hilsen til Knudsen fra Robert." Det var faktisk lidt af et mirakel! Men af gode grunde var jeg afskåret fra at lade meddelelsen om "J. N.
Fibiger"s ankomst til England gå videre til Hirtshals.
En nat blev vi vækket og en halv snes personer beordret ud af cellerne. Vi blev med håndjern lænket
sammen to og to, og straks efter gik turen i lastbil til jernbanestationen. Efter mange timers kørsel nåede vi Padborg station, hvorfra vi blev ført til Frøslevlejren.
Første ophold i Frøslev.
Efter at være blevet fotograferet til forbryderalbumet etc. blev et par af os afhentet fra tyskernes kontor
i hovedvagttårnet af en kæmpe i stor, sort kavaj med bogstaverne GF malet på ryggen. GF stod for Gefangenenlager Fröslev og skulle vist hindre, at nogen skulle flygte iklædt en af den kgl. danske marines
overfrakker. Det var "Dovregubben", formanden i den barak, hvor jeg skulle komme til at tilbringe et
par ugers tid.
Lejren styredes internt af fangerne selv med en af tyskerne udnævnt, dansk kaptajn som lejrchef. I hver
af de mange barakker var der en formand og en næstformand til varetagelse af den lokale administration. Og rummene var udmærkede. Der var en lille brændeovn i hver stue, et bord med to bænke og syvotte, toetages køjer. Forplejningen stod det danske fængselsvæsen for, og maden var både god og rigelig. Tillige var man i særdeles godt selskab og traf en hel del gamle kammerater og bekendte. Når man
18
endelig skulle spærres inde bag pigtråd og landminer, kunne man sagtens være tilfreds med Frøslevlejren.
Tyskerne forlangte, at fangerne skulle arbejde, og det gjorde vi da også - sådan da. For mit eget vedkommende var mit første job i "Tipvognskommandoen". Det bestod i at grave fædrelandets sandede
jord op i tipvogne i den ene ende af lejren og derefter køre det til aflæsning i den anden. Næste dag
gjorde man det samme i omvendt rækkefølge. Sjakformand i den syv-otte mands gruppe, jeg nu tilhørte, var dommerfuldmægtig Knud Thestrup fra Herning. Han blev mange år senere justitsminister. En af
vore gode kontaktfolk til "Budstikken"s Århus-afdeling, redaktør og bogforlægger Knud Tågholt, var i
samme gruppe. Han var storryger og led vist lidt hårdt under manglen på tobak, når den tilladte, beskedne månedsration var sluppet op. En dag dukker der under vor yderst stilfærdige gravning en snog
frem af sit hi. "Hvis du kan bide hovedet af den, Tågholt, skal du få en cigaret!", sagde Thestrup. Det
var selvfølgelig ment som en spøg. Men rask greb Tågholt den søvnige snog, og med et hastigt bid var
hovedet skilt fra resten af dyret. Tågholt fik sin cigaret. Men først da Thestrup var færdig med at kaste
op!
Efter et par uger eller tre blev jeg kaldt til Tårnet. Det betød som regel dårlige nyheder. Overførsel til
Vestre Fængsel i København skete nu og da, og var næsten altid ensbetydende med krigsret og dødsdom. Da jeg kom derover, fik jeg af vagthavende SS-mand besked på i løbet af ti minutter at gøre mig
klar til transport. Jeg skulle på "Himmelfartskommando". Tyskerne bildte sig i en periode ind, at hvis
de anbragte fangne modstandsfolk som gidsler i vognen lige efter lokomotivet i de tyske transporttog det var den, det som regel gik hårdest ud over ved en sprængning - så ville sabotagen høre op. Hvad
den naturligvis ikke gjorde.
På "Himmelfartskommando".
Da jeg sammen med syv andre mødte op til transport, fik jeg den yderst kedelige besked, at jeg skulle i
nye forhør i Ålborg, og altså ikke med de øvrige tilbage. Det kunne kun betyde, at Gestapo var kommet
under vejr med nye ting i mit synderegister. Gennem det vestlige Jylland kørte vi nordpå, og sent næste
dags aften nåede vi via Struer og Thisted til Nørresundby. Her blev vi kommanderet af toget, og sammenlænkede blev vi til fods ført over Limfjordsbroen og videre til Kong Hansgade. Her ventede såvel
Fritz Beck som Fritz Eckhardt og Nagelschmidt, en af de største og mest brutale SS-gorillaer.
Jeg blev straks beskyldt for at være en fordømt løgnhals, der havde ført det tyske politi bag lyset, men
det skulle jeg ikke en gang til slippe godt fra. Fra en celle blev der nu hentet en fange ned på gangen,
hvor vi stod. Det var Christian Svendsen, min nærmeste medarbejder i den hårde afdeling. Hans ansigt
var blegt og ophovnet. Det kunne ikke være værre!
"Kender du ham?", spurgte Gestapofolkene. "Nej", sagde jeg. Herefter fik jeg et baghåndsslag af
Eckhardt, så jeg røg med nakken ind i vinduestremmerne bag mig. Disse var lavet af firkantede jernstænger med en af de spidse kanter vendende fremad. Med blodet løbende fra baghovedet faldt jeg til
jorden og fik her et par spark af gorillaen. "Jeg har sagt, jeg kender dig", råbte Svendsen fortvivlet.
Nye forhør.
Natten i cellen blev ikke behagelig. Og de næste dage kom der evindelige forhør med lige så evindelige
spark og næveslag afbrudt af piskning med en tyremie - det er det indtørrede kønsorgan fra en tyr - og
stokkeslag. Allerede efter første dags forhør var jeg dog heldig. Jeg blev kørt tilbage til arresten, og om
eftermiddagen var der gårdtur i en af de lange, smalle løbegårde med høje mure omkring og
19
ståltrådsnet som tag. Fra nabogården hørte jeg en fløjten og genkendte den straks som Christians. Også
jeg fløjtede så - samme melodi. Der var ved et tilfælde skabt kontakt.
Christian havde en pragtfuld sangstemme. Og han begyndte nu at synge Sjöbergs "Tonerne", men ordene var bestemt ikke de originale, hvilket den tyske vagt naturligvis ikke kunne ane noget om. Jeg fik
nu i korte træk at vide, hvordan han nogle dage forinden var blevet taget. Da han kom til et illegalt møde i en lejlighed på Vesterbro, sad Gestapo der allerede med et par arrestanter. Christian fik med knipler så hård en medfart, at hans hørelse på det ene øre blev ødelagt. Da fangerne kort efter førtes ned på
gaden, kom Borch, som også skulle have deltaget i mødet, cyklende. Han så straks, hvad der var sket,
og kørte videre. Og Christian vidste nu, at Borch straks ville gå under jorden.
Under de hårde forhør havde Christian derfor læsset alt over på Borch, som han havde måttet tilstå, at
han havde lært at kende gennem en af dennes tidligere elever. Og med dette var jeg jo så desværre
kommet ind i billedet. Med begge navne!
Nu fulgte et par ubehagelige uger med daglige forhør. Men det gik hurtigt op for mig, at blandt mine
sparsomme, naturlige anlæg viste ét sig at være ret fremtrædende: Jeg var god til at være Gestapofange.
Nu vil onde tunger nok antyde, at dette er det samme som at være en mesterlig løgnhals, og jeg skal uden at det dog skal opfattes som en generel indrømmelse - undlade at protestere alt for voldsomt. En
hyppigt anvendt teknik, som faktisk hver gang lykkedes, var stift at benægte noget, som jeg vidste, Gestapo vidste, at jeg vidste, uden at de vidste, at jeg vidste, at de vidste det... Når man så havde fået det
til lejligheden passende lag tæsk, brød man sammen og indrømmede tøvende sin viden. Tæv skulle
man jo under alle omstændigheder have, og jeg demonstrerede ret overbevisende en lav smertetærskel.
Det betød så, at de i mit tilfælde formodentlig ikke blev ved at slå så længe som ellers, når der dukkede
et eller andet op, som jeg bestemt ikke syntes, de skulle vide noget om. Min troværdighedsgrad havde
tilsyneladende fået et løft!
Ind imellem gik det dog hårdt til alligevel. En dag blødte jeg således ret kraftigt fra næse og mund, og nok mest for gulvets skyld - blev en tilstedeværende SD-mand beordret til at føre mig neden under til et
toiletrum, hvor jeg kunne blive spulet. På vej ned ad trappen sagde han lavmælt til mig, at havde han
været dansker, ville han forhåbentlig også have været i min situation. SD stod for Sicherheitsdienst og
var vist en slags efterretningstjeneste.
I arresten blev jeg atter udset til at være kalfaktor, og ved hjælp af en blyant, som jeg skrupelløst havde
stjålet på et Gestaposkrivebord, og ekstra toiletpapir, som jeg under påskud af dårlig mave franarrede
fængselspersonalet - reglementet gav ellers kun mulighed for udlevering af to blade 00 pr. besøg.
"Ordnung muss sein!" - kunne jeg nu imellem kartoflerne til Christian Svendsen nedlægge små snydesedler med meddelelse om sagernes udvikling. Med den halvdel af blyanten, som det ligeledes var lykkedes at stikke til ham, kunne han så benytte sedlernes bagside til kortfattede informationer.
På denne måde lykkedes det at læsse en masse over på Borch, og det var mere end heldigt for os alle, at
Gestapo aldrig fik fat på ham. Hans lejlighed havde Gestapo kort efter Christians arrestation ransaget.
Her havde man bl. a. fundet og medtaget et fotoalbum. Der var heri amatørbilleder af Kaj, der før krigen var ivrig svæveflyver, sammen med uniformerede, tyske piloter, der med deres maskiner vist havde
trukket svæveflyene i luften. For Gestapo betød det én ting: manden var spion! Der var også et ungdomsbillede af ham, hvor han - iført shorts og med en tropehjelm på hovedet - står mellem nogle høje
siv. Sagen var klar: Han var selvfølgelig engelsk agent og havde på et tidspunkt gjort tjeneste i koloni20
erne. Mere end én gang udbrød Fritz Beck henvendt til de øvrige Gestapofolk: "Klar! Block ist der
Kopf!" - og "Block", der var Kajs dæknavn, blev mere og mere belastet.
Kammerat Johannes.
I Kong Hansgade havde jeg fået en lidt ældre, rødskægget medpensionær. Det var Johannes Poulsen,
den kommunistiske leder i Nordjylland, som var blevet anbragt i min enecelle. Jeg havde, mens vi begge endnu var på fri fod, mødt ham ved et par illegale møder uden dog egentlig at vide, hvem han var.
Da han var blevet sat ind i cellen, var jeg på besøg på Højskolehotellet, og ved hjemkomsten var jeg
ikke i alt for pæn stand. Johannes trådte straks hjælpende til og fik vasket blodet af min ømme ryg og
bagdel. Dette var indledningen til et storartet kammeratskab med lange diskussioner og megen politisk
uenighed. I begyndelse, tror jeg, regnede Johannes det vist ind imellem som en raffineret ekstrastraf at
være blevet anbragt i celle med mig. Vort tidligere, illegale liv kom vi af sikkerhedsgrunde aldrig med
et ord ind på, så det var derfor mest - som jeg til hans fortrydelse kaldte det - Johannes-evangeliet som
måtte holde for. Kommunismens ideologiske dogmer var for Johannes uantastelige. Han var troende
kommunist og en fremragende debattør, men ingen af os slog hos den anden igennem som politisk missionær.
Jeg tror ikke, Johannes regnede med at overleve krigen, og måske derfor havde han anmodet Gestapo
om at få lov at gifte sig. Hans tilkommende, Anne Marie, var lærerinde. Hun havde et par gange sendt
ham pakker med gode sager, som vi selvfølgelig broderligt delte, og nu ville de gerne giftes. Og så
mærkværdigt var Gestapo indrettet, at Johannes fik tilladelsen. Vielsen var borgerlig, hvilket jeg drillede ham med. Som tidligere elev på Leninskolen i Moskva og som en, der personlig havde vekslet håndtryk med den skinbarlige Stalin, var Johannes jo ikke nogen udpræget borgerlig type! Bortset fra ceremonien så parret nu ikke meget til hinanden, men bagefter nød vi i cellen både smørrebrød og wienerkringle, som bruden havde medbragt.
De sidste forhør.
På Højskolehotellet var Kriminalrat Beck og jeg efterhånden ved at kende hinanden temmelig godt. Vi
var endog blevet halvvejs du's. Han sagde "du" og "Schweinehund" til mig, og jeg sagde "De" og "Herr
Kriminalrat" til ham.- Under en af de sidste afhøringer komplimenterede han mig for mit udmærkede
tysk, og spurgte, om jeg også talte andre sprog. Han fik så at vide, at jeg jo i skolen havde lært engelsk i
mange år, og at jeg også havde fået franskundervisning. Desuden var man som dansker i stand til ubesværet at kommunikere med både nordmænd og svenskere, som jeg i øvrigt nærmest var vokset op med
hjemme i Hirtshals. I det samme stikker Gestapochefen, SS-Sturmbannführer Bolle sit højst ubehagelige fjæs ind ad døren: - "Nå, siger han noget?", spørger han på tysk. "Doch", svarer Beck, "Er lügt in
sieben, verschiedenen Sprachen!" - Han lyver på syv forskellige sprog! - Bolle var utvivlsomt ikke nogen stor humorist. "Was!" skriger han og farer blodrød i hovedet ind i lokalet. Og så er det, Beck redder
mig og fortæller chefen, at det går ganske udmærket.
Efterhånden er forhørene overstået. I tre-fire dage bliver jeg hentet ind på kontoret til rapportskrivning
og af Beck sat til på skrivemaskine at nedfælde mine egne forklaringer. "Du er alligevel den eneste, der
kan finde ud af dem", sagde han bistert. Jeg tog det som en kompliment, selvom det næppe var sådan
ment! På kontoret var der flere Gestapofolk beskæftigede med kontorarbejde, og på et tidspunkt dukker
der en yngre dame op. Hun bydes hjerteligt velkommen af tyskerne, og Beck, der ind imellem havde en
vis, robust humor, præsenterede mig som "vor nye kontorist". Kvinden hilser venligt på mig og begynder så på et ret ubehjælpsomt tysk at fortælle en af Gestapofolkene noget. Hun bliver dog straks med et
nik hen mod mig afbrudt, og hun og Gestapomanden forsvinder ud af kontoret. Damen var stikker.
21
En formiddag bliver en række fanger kommanderet ud af cellerne og ned i kælderen. Vi anbringes i et
køligt, nøgent rum, hvor der ikke er meget mere plads, end at vi alle kan sidde ned på gulvet. Blandt
fangerne her er tre-fire stykker fra en Hjørring-gruppe, som nylig er arresteret sammen med en faldkærmsmand. Et par af disse genkendte jeg som folk, jeg tidligere på året havde været instruktør for, og
en anden var Kaj Jensen, der senere blev urmager i Hirtshals.
Hen på eftermiddagen bliver der sendt bud efter et par "Asociale" blandt fangerne. Det var folk, som
Gestapo efter tyskernes overtagelse af Politigården havde fundet navne og adresser på i politiets strafferegistre. De to, som Gestapo nu ville interviewe, var en stor, tyk smugkrovært, der hed Karl, og hans
makker, en lille tynd, fugleagtig mand, hvis navn jeg har glemt. Jeg blev beordret med op som tolk.
Forhøret eller måske snarere rapportskrivningen blev foretaget af et par kedelige Gestapofyre, Alois
Iser og Behrendt. Det var Karl, som først kom i ilden.
- "Navn?" spørger Behrendt. - Ja, det var jo altså Karl - et eller andet!
- "Adresse?" - Det blev også opklaret.
- "Forældres navne?"
Karl klør sig i nakken med et smørret grin:
- Jow, se det forholdt sig altså sådan, at han aldrig havde haft nogen. Jeg oversatte pligtskyldigst til
tysk: Han siger, han aldrig har haft nogen. Gestapofolkene studser: Aldrig haft nogen? "Nej", forklarer
Karl. "Min tante fik mig nemlig med en logerende!"
Storsmilende oversatte jeg. Så gik tyskerne amok. Store, tykke Karl fik alle de tæsk, der kunne ligge på
ham. Og der var god plads! - Humor var ikke Gestapos allerstærkeste side..
Tilbage til Frøslev.
Efter en nats ophold i kælderrummet, hvor skiftevis halvdelen kunne ligge ned, mens den anden halvdel enten stod eller sad, blev vi næste dags middag kommanderet ud i en overdækket lastbil, som kørte
os til stationen. Jernbanen havde været afbrudt på grund af sabotage, derfor forsinkelsen. Efter en langvarig tur med flere ophold kom vi næste dag tilbage til Frøslev, hvor jeg blev anbragt i Barak 14. Det
nærmede sig jul, og denne blev i spisebarakken fejret med flæskesteg og rødkål og byg à l’amande.
Også nytårsaften sørgede det danske fængselsvæsen godt for os.
Som arbejde fik jeg efter ankomsten anvist stilling i den såkaldte "Tårnvinduespudserkommando", hvis
job bestod i at pudse vinduerne udvendigt og indvendigt i lejrens 6-7 vagttårne, der var anbragt i forbindelse med pigtrådsafspærringerne og alle forsynede med maskingeværer. Jobbet var ikke overbelastende, men det var koldt at hænge udvendigt på tårnene og pudse. Det var derfor ikke uvelkomment, at
jeg ad underjordiske kanaler fik møvet mig ind som sygepasser på lejrens lille sygehus. Her havde man
en fornem besætning af læger med professor Mikkelsen som chefoverlæge.
Det var lykkedes det danske fængselsvæsen at indsmugle store kvanta vaccine mod de i de tyske KZlejre hyppigst forekommende sygdomme: dysenteri, tyfus og paratyfus. Og der blev nu travlhed på sygehuset. Hele lejren skulle vaccineres, inden tyskerne opdagede noget, og efter en instruktion i hvor og
hvordan blev også jeg om aftenen sendt ud som illegal sprøjtefører. På stuerne blev beboerne kommanderet op i køjerne med bukserne nede, og så gik det i hastigt tempo fra bagdel til bagdel, alt mens man
udviklede en ekspertise som var en gammel afdelingssygeplejerske værdig.
Men ikke desto mindre: Høje vræl og skrig fra folk, som i mange tilfælde tidligere havde været i nærkontakt med Gestapo og været udsat for dets specielle metoder. Jeg selv var ingen undtagelse. Da jeg
22
på sygehuset som en af de første fik min sprøjte, skete også det under en til lejligheden passende jamren. - Mænd er pylrede. Det siger min kone også!
Tyskerne opdagede ikke noget. Og der kan ikke herske tvivl om, at denne indsats fra fængselsvæsenets
side har bjerget livet for adskillige af os, der blev deporteret til de tyske koncentrationslejre i det sultens
og kuldens og sygdommenes inferno, som herskede i de sidste krigsmåneder.
Deportationen.
En tidlig morgen i det nye år blev vi i alle barakkerne vækket af tysk råben og skrigen: "Los. Los.
Aufstehen", og vi vidste, hvad det betød: udtagelse af fanger til transport til Tyskland. Søvndrukne væltede vi ud på den lange, kolde midtergang og ventede så på SS'erne. Den vagthavende, tyske Lagerführer gik fra barak til barak, stillede sig op med sin liste og begyndte med tysk accent oplæsningen af
navne i alfabetisk orden: Andersen Aksel, Berg Paul Erik... og så kom det: Christensen Knut. Og endnu
senere Svendsen Christian.
Vi fik nogle minutter til at klæde os på. Mit fodtøj var ikke for godt, og en af kammeraterne på stuen
forærede mig sine skistøvler. Vi vidste, at en af forudsætningerne for at overleve i lejrene sydpå var
ordentligt fodtøj. Vi vidste blot ikke, om man fik lov at beholde det. En anden kammerat kom med sine
sidste seks-syv cigaretter. Også dette skyldtes en viden om, at cigaretter i KZ var betalingsmidlet over
alle andre og langt mere værd end guld. Så stillede vi op foran den tyske hovedvagt og blev marcheret
ud til nogle ventende lastbiler. Her stod de danske fængselsbetjente parate med en madpakke bestående
af et halvt rugbrød og et stort stykke ost til hver. Den lange rejse var begyndt.
I Harreslev syd for grænsen blev vi kommanderet ind i nogle overdådigt beskidte kreaturvogne, hvor en
stor blikspand var eneste inventar. En modbydelig, hjemmetysk bonde havde fået SS-ernes tilladelse til
at gå fra vogn til vogn og tilbyde halm til en pris af 10 kroner pr. knippe. Det svarer vel mindst til et par
hundrede kroner i dag. De, som havde penge, skillingede sammen, og hver vogn fik en smule halm til
udstrøning i den ene ende. Efter en besked om, at ethvert forsøg på at lave selv den mindste sprække i
vognene ville resultere i øjeblikkelig skydning af de skyldige, blev dørene slået i. Vi var 60-65 mand i
hver vogn.
I syv døgn kørte vi gennem et sønderbombet Tyskland. Der var ingen vinduer i kreaturvognene, kun
lukkede lemme oppe under taget, men ved dørene i begge sider var der naturlige sprækker, og her kunne vi så nogenlunde følge rejseruten, der zigzaggede sig ned gennem landet. De allierede luftbombardementer afbrød ustandseligt skinnelegemet, og i timevis holdt toget stille og ventede på fri bane.
Udenfor stationen i en by, hvis navn jeg ikke kan komme i tanker om, holdt vi ved siden af et militærtog, der var armeret med luftværnskanoner. Her udspillede sig et slag mellem allierede fly og luftskytset. Mellem eksploderende bomber og drønende kanoner var vi spærret inde uden mulighed for dækning. Også det gik mærkværdigvis godt, og ingen af danskerne kom noget til.
Tørst var det store problem. Kun en eneste gang fik vi - hver vogn efter tur - lejlighed til at komme ud
til en vandhane på en station, og under SS'ernes sædvanlige skrigeri fik vi lejlighed til at drikke - og til
at få den overfyldte toiletspand tømt. I min vogn traf jeg for første gang min senere så gode ven Jens
Thurøe Carstensen, som nu er professor emeritus i Wisconsin i USA. Og sammen med ham var min
gamle kammerat fra Ålborg, sergenten og håndbombeinstruktøren Erik Sørensen. Deres Holger Danske
gruppe i København var blevet taget efter en sabotage mod værkstederne i bilfirmaet BohnstedtPetersen.
23
I Dachau.
En morgen kørte vi så ind til koncentrationslejren Dachau, nogle få kilometer uden for München. Her
blev vi sendt direkte til aflusning, skønt jeg tvivler på, at nogen af os på dette tidspunkt var værtsfolk
for sådanne insekter. Siden skulle vi komme til at stifte et særdeles intimt bekendtskab med både lus og
lopper. Det viste sig nu, at der blandt fangerne befandt sig endnu et par gamle bekendte. Erik Aalbæk
Jensen var der, og ligeledes "Skomageren", boghandler Otto Olesen fra Randers.
På pladsen ude foran badehallen blev vi kommanderet på rækker og talt, hvorefter vi fik ordre til at
aflevere alt - ringe, ure, tegnebøger etc. - og derefter måtte vi klæde os af og aflevere alt vort tøj. Og så
stod vi der splitternøgne og blåfrosne i vinterkulden og ventede på, at det skulle blive vores tur til at
komme ind i det iskolde styrtebad. Så snart man havde fået gjort os våde - om vask var der aldeles ikke
tale - blev vi gennet ind i et tilstødende lokale, hvor nogle fanger i den karakteristiske blå- og hvidstribede fangedragt ventede med store sakse og spande med koldt sæbevand. Al hårvækst på hoved og
krop blev herefter klippet og barberet bort med knive, der ikke var meget skarpere end dem, man normalt bruger ved middagsbordet. Med en stor pensel blev de udsatte steder sjasket over med lysol, en
kemisk væske, der ud over at svide helt usædvanligt forbandet også skulle være effektiv mod lus. Derpå blev der fra nogle store pjaltedynger udleveret såkaldt 'afluset tøj', og i løbet af kort tid lignede vi
alle fugleskræmsler. Selv havde jeg fået en uldsok og en silkeagtig strømpe, et par snavsede bukser i
king size og en ungarsk officersjakke. Men til alt held vi fik lov at beholde vort fodtøj. Lejrens sædvanlige trætøfler var forlængst sluppet op.
Mens vi ventede udenfor badet, kom en SS-mand hen til os. På tysk spurgte han, hvor vi kom fra, og da
jeg stod nærmest, svarede jeg, at vi var danskere og forklarede, at vi var politiske fanger. Dernæst ville
han vide, hvad jeg havde forbrudt mig med, og for ikke at ødelægge den gode stemning, fortalte jeg, at
jeg - nærmest af vanvare - havde modtaget nogle "illegale Flugblätter". En anden tysker kom til, og
min samtalepartner oplyste ham om, at vi var "Dänen" og "anständige Leute". Senere fik jeg af gamle
fanger at vide, at den SS'er, jeg så frit havde konverseret, var en af lejrens værste bødler, en mand som
uden tøven med pistolskæftet slog fanger i jorden, hvis de på en eller anden måde havde mishaget ham.
Danskerne blev anbragt i Block 19, en karantænebarak, som med pigtråd var afspærret fra resten af
lejren, fordi der her var en epidemi af såvel tyfus som paratyfus. Barakken var oprindelig beregnet til
omkring 400 mand, men rummede nu med os ca. 1800. Den var delt i fire store rum, og disse var bortset fra en lille åben plads med et bord og et par bænke ved indgangen stort set fyldt op med hylder i tre
etager. Dette var vore køjer, og i hver af dem skulle der om natten være 2½ person. I bunden af køjerne
var der nogle umådeligt snavsede og hullede tangmadrasser, og som dyne fik hver mand et lille, tyndt
tæppe, der umiskendeligt vidnede om tidligere indehaveres mavesygdomme. Men på grund af karantænen slap vi for at blive sendt på oprydningsarbejde i det bombehærgede München, således som mange
af de øvrige fanger blev, og under hvilket adskillige dagligt omkom..
To gange om dagen fik vi mad i nogle udleverede blikskåle. Om morgenen var det et brunt fluidum,
som kaldtes kaffe, og dertil udleveredes en humpel rugbrød, som hovedsageligt var fremstillet af avner
og klid. Om aftenen hed den brune væske suppe. Den var kogt på roer og somme tider på rådne kartofler. De første par dage, hvor de fleste af os efter rejsen havde en smule tilbage af vort rugbrød og ost fra
Frøslev, lod vi den ildelugtende og hæslige suppe gå videre til nogle af vore udtærede medfanger, som
grådigt kastede sig over den. Senere havde vi ingen problemer med selv at spise den!
De følgende uger blev en hård tid. Som tidligere sygepasser i Frøslev blev jeg udnævnt til "Sanitäter"
og skulle passe de syge. Arbejdet var håbløsheden i koncentrat. Hver uge fik jeg fra 'Krankenstube',
24
lejrens sygeafdeling, udleveret en lille papirspakke indeholdende ti stk. Aspirin-tabletter. Med denne
medicin skulle i hundredvis af syge helbredes.
Mit arbejde bestod hovedsageligt i at give vand - som i øvrigt var inficeret og ikke måtte drikkes - til
tørstplagede døende, som stort set alle var stærkt dehydrerede på grund af "Scheisserei" - voldsomme
diarréer, hvor blodblandet vand uafladeligt sivede fra de totalt udtærede kroppe. Når disse mennesker
var døde, skulle de klædes af, og de nøgne lig blev slæbt ud og anbragt i den ene ende af det afspærrede
barakområde, hvor de blev afhentet af "Leichenkommando" i en bred, fangetrukket trækvogn, på hvilken ligene blev stablet som flasker i en kasse: første lag med hovederne vendt til den ene side, næste
lag modsat. Først havde dog 'guldgraverne' været der; fanger, som under tysk opsyn med tænger fjernede evt. guldplomber fra ligene. Fra krematoriet drev en stinkende røg ind over lejren dag og nat.
Dachau var en såkaldt "Nacht und Nebel"-lejr. Det betød, at vi ikke måtte have nogen som helst kommunikation med omverden. Og Røde Kors pakker fik vi ikke. Og alligevel opstod der uden skygge af
årsag de vildeste rygter om, at vi snart skulle tilbage til Danmark. Ingen troede naturligvis for alvor på
noget sådant, men håbet var ikke til at kue..
Svenskerne kommer.
Og så sker der en dag det helt mirakuløse: Uden for lejren holder en række hvide, svenske Røde Kors
busser. Grev Folke Bernadotte, præsident for svensk Røde Kors, havde hos SS- og Gestapochefen
Himmler udvirket, at alle skandinaviske fanger skulle koncentreres i Neuengamme-lejren ved Hamburg. Svenskerne medbragte varme bukser og stortrøjer, som havde tilhørt den danske marine, og efter
et koldt styrtebad fik vi udleveret dette tøj samt en svensk Røde Kors-pakke med bl. a. knækbrød og
smør og marmelade og kødkonserves samt to pakker amerikanske "Lucky Strike" cigaretter. Og de få
af os, som endnu ikke havde "Scheisserei", fik det straks efter: sulten og grådigheden havde hos de fleste taget magten fra fornuften.
Næste dag blev vi under SS'ernes opsyn ført ud til de svenske busser, og den lange tur til Neuengamme
begyndte. Begge mine venner, Christian Svendsen og Jens Carstensen var meget syge under rejsen. Jeg
var alvorligt bange for Christians liv, og jeg er sikker på, at han kun blev reddet, fordi Røde Kors til
Neuengamme havde medbragt de nye Sulfa-midler, som var effektive mod betændelser. Da vi ankom
til denne lejr blev Christian indlagt på lejrens lazaret, hvor en fransk fangelæge, som var kirurg, opererede ham for en svær øreknoglebetændelse. Åbningen af kraniet blev udført med primitive instrumenter, men takket være operationen og Sulfa-kuren kom Christian over sygdommen. Hørelsen på det ene
øre var imidlertid borte, og rigtig rask blev han aldrig senere...
I Neuengamme fortsatte jeg med at passe de syge, men her var arbejdet langt lettere. Vi var kun danskere og nordmænd i barakken, og alle var fritaget for arbejde i lejren og på udekommandoer. Her fik
vi fra Dansk Røde Kors pakker med ost og spegepølse og smør, så vi stort set kunne undgå lejrens suppe, der dog var noget bedre end den tilsvarende i Dachau. Et stort lejrområde var blevet tømt for fanger
af andre nationaliteter, for at vi kunne få plads, og det var sørgeligt at se de øvrige fangers blikke efter
de nu så priviligerede skandinaver. De fleste af os gjorde, hvad vi kunne for at dele lidt af vor rigdom
med de andre, men meget hjalp det jo ikke.
De hvide busser.
På et tidspunkt omkring midten af april blev de syge danskere og nordmænd - heriblandt Christian
Svendsen - overført til Danmark, og senere iværksatte dansk Røde Kors aktionen med de hvide busser.
Fronten var nu kommet så nær lejren, at Bernadotte mod at love Himmler at fungere som kontakt mel25
lem ham og de allierede havde fået lov til at overføre de skandinaviske fanger til Danmark og Sverige.
Den tyvende april 1945 kunne vi høre kanontorden i det ikke alt for fjerne, og med en af de sidste busser kom jeg med på rejsen mod Danmark. Lejrens øvrige fanger - der var mere end en halv snes tusinde
- blev sendt på en march mod Lübecker bugten, hvorfra de med skibe skulle evakueres - hvorhen ved
jeg ikke, eller også har jeg glemt det. Det engelske luftvåben havde opfattet de opankrede skibe som
troppetransportfartøjer, og mens tusinder af afkræftede fanger befandt sig om bord på skibene, blev et
voldsomt bombardement sat ind. Her - på tærsklen til freden og friheden - fandt tusinder af KZfangerne døden, druknede i de kæmpemæssige lastrum, hvor de var indespærrede, eller omkom i
flammerne på de brændende skibe. Mellem dem var Tinno, en ung hollandsk medicinstuderende, som
Jens og jeg havde lært at kende og sætte pris på. Når krigen var slut, havde vi aftalt, skulle han besøge
os i Danmark. For Tinno sluttede den endegyldigt i bugten ved Lübeck...
Den 20. april 1945 om aftenen kørte vi i de hvide busser over grænsen ved Kruså. Her blev vi modtaget
af vinkende mennesker, og Danske Kvinders Beredskab havde opstillet en gullaschkanon, fra hvilken
man serverede et herligt måltid for os. Også en øl fik vi. Og så denne utrolige venlighed og hjælpsomhed og hjertevarme. For de fleste af os var det himmerige, som kom os i møde.
Efter et langt ophold kørte vi i morgendæmringen langsomt mod nord. Overalt på vejen blev vi modtaget af jublende menneskemængder, og når busserne holdt for at "fyre i kakkelovnene" - komme brænde
på gasgeneratorerne - kunne de tyske vagter ikke holde folk tilbage fra vinduerne. Mange kom med
blyanter og skrivepapir, og vi fik lejlighed til at skrive en hilsen hjem. Bagefter tog de brevene med og
sendte dem for os. Nogle kom med cigaretter og tobak, som på dette tidspunkt af krigen for folk i almindelighed var mangelvaren over alle mangelvarer. En gammel dame kom med en plade rigtig chokolade, hvor hun så havde fået den fra.
Ved Horsens drejede busserne fra og kørte til en tidligere dansk arbejdslejr, gården "Møgelkjær". Her
var der ingen pigtråd eller minefelter, men til gengæld var Schalburgkorpset - danske frivillige i tysk
krigstjeneste - sat til at passe på os. Et medlem af dette landsforræderkorps bemærkede frygtsomt, at "i
dag skal vi være vagter over jer, i næste uge er det nok omvendt", og ingen modsagde ham, for ingen
vekslede så meget som et ord med disse fyre!
Efter et par dage på denne kæmpestore gård, hvor vi sov i lader og stalde og på hølofter, var der en,
som fortalte, at en uniformeret luftværnsofficer gik rundt og ledte efter mig. Det viste sig at være Kaj
Brinch, en af de gutter, som havde fortsat "Budstikken", hvor vi havde måttet slippe! Også han måtte
på et tidspunkt gå under jorden og var havnet i Horsens, hvor han under falsk navn gjorde tjeneste både
i modstandsbevægelsen og i CB-korpset. Med ham blev der også sendt en hilsen til Hirtshals.
Efter endnu et par dage i "Møgelkjær" blev vi i tyske lastbiler kørt til Horsens, hvor vi blev sat på et tog
med kurs mod København og Helsingør. Vi skulle til Sverige. Med besked fra tyskerne om, at flugt fra
toget ville medføre øjeblikkelig skydning, hvis man blev grebet, og hvis ikke, ville hele transporten
blive stoppet. Under kørslen igennem København var der alligevel enkelte, som sprang af toget og forsvandt. Der skete ikke noget, men det kunne de flygtende jo ikke vide, og jeg tror aldrig, nogen af os
andre har tilgivet dem denne egoisme.
I Helsingør blev vi beordret om bord i en færge. På broen stod en af vore ældre kammerater, kommunistlederen Aksel Larsen, der i mange måneder havde siddet i isolationsfængsel i en koncentrationslejr
nord for Berlin.. Da færgen lagde fra, bad han os synge "I Danmark er jeg født...". Selv sang han for
med en stemme, der knækkede over.
26
4. maj.
I Sverige fik vi en fantastisk modtagelse af de svenske myndigheder. Vask og badstue med ris af tykke,
skånske koner. Lægeundersøgelse. Nyt, fint undertøj og sko og habit med skjorte og slips. Derpå blev
nogle af os indkvarteret i Den danske Klub i Helsingborg. Det varede kun et par dage eller tre. Så blev
det den 4. maj 1945. I et lokale, som interimistisk var fyldt med senge, var der nok et halvt hundrede
mænd, bragt dertil fra tyske koncentrationslejre, de fleste udhungrede, kronragede, dødsens trætte.
Så kom frihedsbudskabet. Folk, som i dag er i tresserne, vil kunne forestille sig reaktionen. De yngre
vil nok aldrig helt kunne forstå det. Efter kort tids forløb var jeg alene tilbage i sovesalen, alene og lidt
nedtrykt og med en uforklarlig følelse af at være overflødig, af som tyveårig at være veteran. Af at have
kæmpet og midt i sejrens øjeblik alligevel tabt.
Jeg kendte ikke englændernes myteomspundne Lawrence of Arabia den gang, men anede måske den
erfaring, som han havde gjort, og som også vi skulle gøre:
" - vi levede livet mangefold i de susende togter, vi sparede ikke os selv godt eller ondt. Men da vort
mål var nået og den ny verden dæmrede, da kom de gamle mænd frem igen og tog os sejren ud af hænderne og genskabte den verden, de havde kendt engang. Ungdom kunne vinde, men havde ikke lært at
fastholde og var kun svag mod alderdommen. Vi stammede frem, at vi havde kæmpet for en ny himmel
og en ny jord, og de takkede os venligt og skabte deres fred."
Det blev den 5. maj. For de af os, som er gamle - eller på vej til at blive det - behøver datoen ikke noget
årstal. Den står mejslet ind i vore sind: Femte maj, den dag da fem års tysk besættelse med vold og
mord og terror afsluttedes i en eksplosion af solskin og jubel, "mens kysterne blegned af lykke omkring
den befriede jord."
Med en fiskerbåd, som en bekendt fra Aalborg havde chartret, og hvor han havde plads også til Jens og
mig, kom vi tidligt om morgenen til Snekkersten. I en bil, som på mærkværdig vis var skaffet til veje,
kørte vi ad kystvejen ned mod København. Flag ved flag og lysegrønt bøgeløv. Hjem til en stormende
velkomst hos Jens' forældre. Og så ud på en skole i Gentofte, hvor Holger Danske havde hovedkvarter,
og hvor vi straks blev indrulleret i styrken. Chefen for vor afdeling var en ung mand på 19, der så ud
som en trediveårig. Det var en af Danmarks dygtigste sabotører, Hans Edvard Teglers, senere forfatter
og chefredaktør på dagbladet "Information".
Men som for T. E. Lawrence blev det også i Danmark til deres fred, til de gamle mænds fred. Og nok
skrives historien altid af de sejrende, som det siges. Og nok var det modstandsbevægelsen, der vandt
slaget om Danmark, men i kampen om folkets sjæl var det de forsigtige, gamle mænd, politikerne, dem
som snusfornuftigt havde samarbejdet med tyskerne, som havde "tilpasset sig forholdene" og i erkendelse af nazisternes overmagt affundet sig med besættelsen og bekæmpet den aktive modstand - i denne
kamp var det dem, der var de sejrende. Danmarks første statsminister efter krigen blev en mand, som et
par år i forvejen i en skændsel af en radiotale havde opfordret befolkningen til at angive sabotører og
andre modstandsfolk, til at blive tyske stikkere.
Vi havde bekæmpet tyskerne, besættelsestropperne, undertrykkerne; javel, men dybest set var det nok i
lige så høj grad bekæmpelsen af nazismen og den uværdige og selvopgivende, danske samarbejdspolitik, som for mange af os havde været hovedsigtet med frihedskampen.
27
Den illegale presse havde vundet danskerne for det usikre, for risikoen ved en helt nødvendig støtte til
de relativt få, som i kampen måtte udføre det praktiske arbejde med sabotage, transporter til Sverige og
England, våbenmodtagelse, efterretningstjeneste og det hårdeste job af dem alle: stikkerlikvidationerne.
På grund af modstandsbevægelsens indsats - og også fordi vi havde de danske krigssejlere, søfolkene,
som allerede 9. april uden tøven var trådt i allieret tjeneste - var Danmark fra ude i verden at være anset
som nazitysk kollaboratørnation nu blevet anerkendt som en allieret i kampen mod nazismen. Vi kunne
omsider være os selv bekendt.
- their finest hour!
Det er længe siden nu. Og de fleste af os har ikke tidligere talt så meget om det, der var hændt i fortiden. For der kom jo en hverdag, som skulle passes. Og der var sår...
Vi var så unge dengang, de fleste af os. Og det ansvar, vi havde lagt på os selv, var så stort og tungt.
For det var jo Danmarks fremtid, det gjaldt, ikke blot vor egen. Nogen måtte gå til den yderste grænse,
der, hvor indsatsen var selve livet. Andres skæbne blev at overskride denne grænse.
Har vi glemt dem? Eller har mange slet ikke vidst, at de engang for længe siden levede og kæmpede og
døde? En af krigstidens unge – det var i øvrigt mig selv - slutter nogle år efter befrielsen et digt, "Efterkrigstid", således:
Hvem husker vel nu de drenge,
som ene i mørket gik ud?
Hvem hører det fjerne ekko
af smældet fra riflernes skud?
Forstummet er stilhedens klage
fra asken af lejrenes lig.
Og fængslernes celler er tomme
for genlyd af fangernes skrig.
Vor kamp er kæmpet til ende,
og freden er kommet igen
med blodrøde roser, der visner
på grave for glemte mænd.
Og de, som overlevede, de mænd eller drenge, som man ind imellem betroede mere end sit eget liv.
Hvad blev der vel af dem? Ofte tabte vi hinanden af syne. Somme tider skiltes vi politisk og menneskeligt og blev fremmede for hinanden. Og somme tider blev det vel bare som hos Burns og Åkjær, at
"så kam den haw og skil wos ad". Og det er jo alt sammen "så læng, læng sind!"
De fleste af dem er borte nu. En efter en forsvandt de, kammeraterne fra den gang, og hver gang blev
der et ar i ens hjerte. Chr. U. blev henrettet i Ryvangen i København den 23. juni 1944, dagen før Sct.
Hans. Niels Fiil og hans far og deres kammerater fra Hvidsten måtte ugen efter gå samme, tunge vej.
Per faldt sammen med en halv snes andre unge på en sjællandsk mark, "skudt under flugtforsøg", som
det hed. Edvard og hans kammerater blev myrdet i Shellhusets kælder. Henning blev dræbt under forsøg på at likvidere en stikker i Nørresundby. Det var samme dag, som jeg blev arresteret. Christian
28
Svendsen overvandt aldrig følgerne af Gestapos behandling og døde nogle år efter hjemkomsten fra
koncentrationslejrene. Bent, Kaj, Jens, Erik, Hans - ingen af dem oplevede at blive gamle.
Og de andre - de mange, man bare tabte forbindelsen med? Nogle af dem lever givetvis endnu. Og kan
hænde mindes også de i anledning af halvtredsåret for Danmarks befrielse den tid, som for nogle af os
er den sværeste og mest krævende, vi har oplevet. Men som måske også kan rummes i Winston Churchills ord om de unge jagerpiloter i Royal Air Force, der mod fortvivlende odds udkæmpede luftslaget
om Storbritannien: at uanset hvor mange år, de siden skulle opleve, og uanset, hvad der senere måtte
hænde dem, så ville det om netop den tid altid kunne siges: This was their finest hour! - deres største
stund!
Nok også vores!
Ikke den bedste eller skønneste eller lykkeligste. Men den største!
29