1. No category

1
SABOTØRERNE i pdf af Per Mortensen. Copyright © Per Mortensen.
CD kopi af ISBN 87-987729-4-5. Til læsning på computere. 292 sider.
Design: pdfbog.dk Tryk: videoc.dk Forlag: bopafilm.dk Danmark: 2010.
Bogen må bruges til; læsning, salg, udlån, og privat kopiering. og den
må kopieres og vises på biblioteker, skoler og andre institutioner.
ISBN 978-87-92679-01-7
SABOTØRERNE
SABOTØRERNE udkom på Tiderne Skifter i 1978. Dengang slørede man
navne, men da der siden er kommet mange bøger, der omtaler de samme
personer under de rigtige navne, så har det været naturligt i denne udgave
af SABOTØRERNE, ikke at sløre folk. Bortset herfra, og fra nogle
sproglige og stavetekniske rettelser, er de to udgaver identiske.
2
Fortegnelse over kapitler med sidenumre:
Vanløse skole 3. BurWain 9. Broen 15. B&W 25. Det første møde 30.
Det første hold-up 38. Strategi i sabotagekrig 46. Ubådsmotoren 56.
Dagaktion 62. Kraftcentralen 66. Nordwerk 75. Det lange stop 82.
Forårsoffensiv 93. Axelborg Bodega 106. Husundersøgelsen 115.
Vestre fængsel 120. Det store forhør 126. Far på Dagmarhus 139.
Efter forhøret 148. Café Mokka 155. Celle 184 165.
Besøg i Vestre fængsel 177. Frøslev 183. Himmelfartskommando 191.
Tilbage i Frøslev 201. På Shellhuset 209. Den begrænsede tilståelse 214.
Udrensning 225. Boyesgade 229. Våben fra England 236.
Om aftenen 4 maj 239. Den glade sommer 247.
Undersøgelsesudvalg 255. Motorvognskompagniet 261.
I Jugoslavien 267. Status 272. Løse ender 286. Litteratur 292.
Vanløse skole
3
Tæt ved Damhussøen ligger der en skole. Udefra er der ikke meget ved
den, og indeni er den værre. Her masede jeg hen i ti år for at høre på en
masse sludder og vrøvl, og for at være bange for at lærerne skulle finde ud
af et af de mange numre vi fik tiden til at gå med. Opdagede lærerne noget
så stod den på øretæver eller slag, ikke fordi det skete så tit, men truslerne
hang jo hele tiden i luften. Men lidt fik vi da lært midt i salmeversene og
den lille tabel. Vi lærte at håndtere en situation lynhurtigt med en
tilsyneladende ligegyldighed. Vi lærte at stikke en plade med klare sikre
øjne og frem for alt så lærte vi at skulle man klare sig, så måtte klassen
holde sammen, last og brast. Vi kom aldrig på den idé at skolen var til for
børnenes skyld. Vi havde vores verden og lærerne havde deres. Der var
selvfølgelig nogle dengser der smiskede for lærerne, men dem holdt vi ude
og nede med kold terror. Et par enkelte af lærerne var nu gode nok, og med
dem snakkede vi en masse om, hvad der foregik ude i den store verden.
Jeg gik i skole fra 1930 til 1940 og det var en meget urolig tid. Der var
megen arbejdsløshed, og det hørte med til dagligdagen at se de mange
arbejdsløse, der luntede rundt for at tigge sig til en tiøre til et måltid mad.
4
Selvfølgelig stod der i avisen, at det var arbejdssky personer og at der var
en bondemand i 27. kartoffelrække der ikke kunne høste fordi ingen gad
hjælpe ham. Men den var der nu ikke mange der gik på i Vanløse skole. Vi
havde husvildebarakkerne lige uden for døren, så vi vidste hvad fattigdom
var. I Tyskland havde Hitler taget magten og mange syntes det var en fin
ide med al den ro og orden. Vi fattede nok ikke rigtigt hvad nazisme var
for noget, men der var i alle fald en masse snak om man var for eller imod
jøderne. Al diskussion med folk der havde sympati for, hvad der foregik i
"Det tredje rige" startede altid her. Da der både var nogle af lærerne og
nogle af klassekammeraterne der var jødehadere, kunne snakken godt blive
så temmeligvoldsom. Men på en eller anden måde var det med racehad og
den internationale plutokratiske jødedom for abstrakt for os, for vi syntes
det var forkert at brænde synagoger af og jagte folk fordi de havde en
anden tro. Når vi vendte os mod alt det nazigejl, så var det nok noget
ubevidst der kom frem. Vi følte helt enkelt sympati for de svage og
forfulgte, og råberi og skallesmækkeri kendte vi godt nok til at vide, at det
var noget lort. I 4. mellem fik jeg en ordentlig en på tuden. Jeg havde altid
drømt om at blive sømand. Det at komme ud og sejle var simpelthen
sagen. Jeg læste alt om både og skibe, og så søgte jeg at komme ud med
5
skoleskibet "Georg Stage", men jeg dumpede med et brag til
optagelsesprøven. Jeg var alt for nærsynet. Hvad nu? Efter megen snak fik
mine forældre overtalt mig til at fortsætte i skolen og se at få en
realeksamen. Jeg var ikke meget for det. Næst efter det at sidde i spjældet
er det at gå i skole nok det kedeligste der findes. Men jeg var noget slået
ud og så blev jeg jo hængende. Til søs ville jeg og kunne jeg ikke komme
på dækket, så kunne jeg måskeblive telegrafist. Men mine to onkler der
begge sejlede øste op med, at det var et rigtigt møgjob. Det var ikke til at
gå i land på, og så skulle man være skrap til sprog. Engelsktimerne var
heller ikke mine bedste, så ville jeg ud på de salte vover, så måtte jeg gå i
maskinen, og så skulle jeg i smedelære. Det var jo noget andet end at
kravle rundt i takkelagen, men OK er der ikke andre muligheder, så må du
jo tage en læreplads. Hvis jeg altså kunne finde en, for det var svært.
Meget svært. Alle vegne skulle man have været skrevet op, mens man
endnu lå i vuggen. Nå, min onkel Emil var gået i land, da krigen startede
og han var nu sliber på BurWain. Han fik snakket med nogen, og enden på
det hele blev, at jeg kunne komme i lære derude, når jeg havde fået denne
her realeksamen. Hvis jeg altså fik den, for det var lidt af et spørgsmål. For
at forbedre chancen blev jeg sendt ned i Smallegade for at få lidt
6
lektiehjælp. Meget blev det nu nok ikke til, men studenten der hjalp var en
frisk fyr, så vi fik en masse god snak om alt muligt andet end engelske
verber. En eftermiddag sagde han: "Nu sker der snart noget, den tyske
højsøflåde er på vej op gennem Storebælt, og den har en masse
troppeskibe med. Nu tager de Norge og Sverige, og vi ryger nok også
med". Da jeg kom hjem havde far nogle andre rygter, og vi snakkede en
masse frem og tilbage om, hvad det mon var der var under opsejling.
Stemningen var så underligt ladet med et eller andet. Tidligt næste morgen
blev jeg vækket af en helvedes larm. Jeg sprang ud af min reolseng og
smadrede knæet ind i en skarp kant. Hen til vinduet, og jeg så hvordan det
ene tyske bombefly efter det andet kom sejlende hen over huset. De var så
lavt nede at ma kunne se piloterne. Jeg humpede ind til min forældre. De
troede først at det var danske fly, men da de så de sorte kors på
flyvemaskinerne så blev de meget alvorlige og urolige. Vi lukkede op for
radioen. Her begyndte nu et kor af dybe alvorsfulde mandsstemmer at
præke om ro og orden, om lovlige myndigheder, om besindig og loyal
optræden og en masse andet vås. Ikke en eneste vej, ikke en eneste bro,
end ikke Ålborg flyveplads var blevet sprængt. Jo, det var en fin hjælp til
kampen i Norge. Lidt underlig tog man i skole, men skolen gennemførte
7
sit normale program som om intet var hændt. Vi var nu nok lidt mere
uopmærksomme, end vi plejede, og da skolen endelig var slut, så cyklede
vi rundt i byen for at se, hvad der var sket. Mange steder holdt der lange
kolonner af tyske soldater. Soldaterne grinede og underholdt sig med
emsige danskere, mens de åd en masse wienerbrød. Så kom der besked om
mørkelægning, og vi gik ned og købte sort papir. Studentens kommentar til
mørkelægningen var, at nu kunne man pisse midt på Gl. Kongevej uden at
nogen gjorde vrøvl. Det var den 9. april 1940. For min far blev denne dag
et vendepunkt på mange måder. Han blev voldsomt kritisk over for det
luskede og borgerlige Danmark, og han foragtede og nærmest hadede de
mænd, der havde lukket tyskerne ind. Og da det senere kom frem at
kongen den slemme morgen med bombemaskinerne havde spurgt sine
rådgivere: "Har vi kæmpet nok?" Ja så fnøs far. "Man kan aldrig kæmpe
nok", var min fars standpunkt, og hvis man kun havde tænkt sig at bruge
de faldne den 9. april til en heltegrav, og at det slet ikke var tanken at gøre
reel modstand, så burde de ansvarlige anklages for mord på sagesløse, når
vi en gang fik smidt tyskerne ud. Endelig fik jeg mig bakset igennem
denne her eksamen, og da den var overstået så cyklede en kammerat og jeg
rundt i Jylland og så på tyskere. De holdt mest til i havnene, hvor de lå
8
med deres lortebåde, og som regel var der en sværm, der stod og pjattede
med germanerne. Jo, denne sommer 1940 var så temmelig ulækker. Krigen
var startet i efteråret 1939 med at Tyskland havde smadret Polen, og
bagefter blev byttet delt med Rusland. Det var vel aftalt i den
"ikkeangrebspagt", de to store modpoler Stalin og Hitler havde lavet. Vi
cyklede altså nordpå i Jylland. Vi ville op og se hvor vandene mødes, men
lidt før Grenen sprang der et par tyskere frem og råbte "Halt". Det var ret
brøsige, så vi fik vendt cyklerne i en fart. Den var sgu skrap. Her er man
på tur i sit eget land, og så skal sådan et par grønne skiderikker bestemme,
hvad man må se. En lille ting, men det kriblede i fingrene for at give dem
en god skarp sten i nakken, men det var jo ikke så lige til, når de sådan
stod og svingede med deres geværer. I Viborg sad vi på et konditori og
betragtede gadelivet. Her var masser af soldater både officerer og menige,
og de hilste på hinanden med hæleklap og honnør. Ja, det var fint og
danske soldater hilste på tyske soldater og tyske hilste på danske. Det var
en jammerlig komedie. Man fik kvalme af den.
BurWain
9
En dag var cykelturen forbi, og en morgen klokken syv stod jeg på
BurWain. Jeg havde ikke lukket et øje hele natten, og jeg følte mig meget
grøn i min alt for store ny kedelsut. Det var en flot og smart fabrik. Den
var lys og venlig med gule streger på gulvet og fine grågrønne moderne
maskiner i lange rækker. Først stod jeg og ventede længe på en trappe,
men så kom der en eller anden, og så blev jeg sendt ned til mester Daniel.
Han var lidt reserveret, men ellers meget flink. Han sagde: "Tag den her
kasse". Kassen var ikke ret stor, men der var 500 små dimser i den. Nogle
dimser, hvor gevindet skulle renses for glødeskaller. Jeg fik et sæt tegn, og
på dem skulle jeg låne et sæt 3 mm. snittappe og et vindejern i buret. Så
gav Daniel mig fem minutters instruktion og sagde, at når jeg var færdig
med kassen så kunne jeg komme igen og få en ny kasse. Den første dag
rensede jeg næsten 50 dimser, og jeg knækkede alle tre snittappe. Det at
knække tappe tog jeg ret tungt. Jeg var godt klar over at firmaet ikke gik
fallit på grund af de tappe, men det at ødelægge noget gav mig en eller
anden følelsesmæssig konflikt. Jeg følte mig skidt tilpas, når jeg måtte hen
til Daniel for at få en rekvisition på et nyt sæt. Han tog det nu helt
10
afslappet og uden kommentarer, så satte han sit D på den røde seddel. Men
disse ture pinte mig meget, og en dag spurgte jeg om jeg ikke kunne få lov
til at betale de her tappe. Daniel så forundret på mig og sagde, at det var
der ingen mulighed for, og jeg følte at jeg på en eller anden måde havde
gjort mig helt til grin. Sådan gik de første måneder. Hold da kæft, hvor var
det kedeligt, og hvor fik man ømme fødder. Der var et ur på væggen, og
det stod bare stille. Men efterhånden fandt man jo ud af det. En gut
kommer og spørger om man vil med på lokum, ikke bare for at pisse, men
til møde på drengenes lokum. Her hang vi i timevis og sludrede. Vi var
ofte en fem-seks stykker inde på det her lokum, og når der så kom en
mester ind, så måtte vi jo op og stå på kummen alle sammen for at han
ikke skulle se de mange fødder. De andre lærekammerater gav fiduser.
Brug dog en håndboremaskine til de snittappe og skid på det dødssyge
vindejern. Det gjorde jeg så, men jeg fik en rigtig dårlig samvittighed. Jeg
havde jo fået besked på at bruge et vindejern, men man var jo nødt til at
bruge en hurtigere metode, når alle lokumsturene skulle indhentes. Selvom
det var en ny og fin fabrik med timeure og gule streger, så var der alligevel
en del skallesmækkeri. Nogle af svendene og især nogle af de gamle
læredrenge kunne godt lide at stikke på tæven. Vi ny og små var
11
selvfølgelig særligt udsatte. Enten var vi ikke hurtige nok, eller også
brokkede vi noget, eller også syntes de her tævegutter at vi var frække.
Lidt var der nok om det, for tryk avler modtryk, og vi ny rottede os
sammen på hundrede måder om at drille og genere de her voldsgutter.
Måske var det også for at få tiden til at gå. Det værste ved at arbejde på
sådan en moderne fabrik var den uhyre kedsomhed. Der var flere
evigheder til frokost, og den halve ædetime gik som et lyn, og
eftermiddagen var endnu værre at få has på end formiddagen. Man
begyndte at føle en stærk misundelse, ja nærmest et had, til alle de folk der
bare kunne valse rundt, og som ikke var bundet til et ganske bestemt sted
med et hul-i-hovedet-arbejde. Tænk at kunne gå på en gade og bare kigge
på husene. Når det en meget sjælden gang skete, at man blev sendt en tur i
byen og kom uden for murene, ja så havde man vundet den store gevinst.
Disse første måneder var skrappe at komme igennem, men mærkeligt nok
faldt det ikke en ind, at det kunne være anderledes. Man var begyndt på
noget og så måtte man se at gøre det færdigt. Det at kvitte et job var
ligesom for abstrakt, men så måtte man finde på hundreder måder, der
gjorde jobbet så nogenlunde udholdeligt. Det blev da også en lille smule
bedre efterhånden. Jeg kom i buret, hvor jeg blev sat til at udlevere
12
værktøj. Indimellem solgte jeg øl, tobak og forskelligt slik fra et
hemmeligt depot. Det med at sælge var jeg skrap til, og bossen i buret gav
mig topkarakterer som smedelærling. Det at omsætningen steg var jo en
god ting for hans lille skattefri fidusforetagende. I buret lærte jeg nu også
en masse om værktøj, og om hvordan en stor moderne maskinfabrik er
skruet sammen. Man lærte at klare sig. Nogle af svendene var
skidehysteriske, råbte op og ville hundse med en. De skulle måske have
bor, sænker og rival på 19,6 og det kunne ikke gå stærkt nok, og man fik
en lortespand i hovedet. Men var man så lidt fiks, så fik man byttet
sænkeren i sættet om til en på 19,8 uden at han lagde mærke til det, og så
fik han brokket en stavl emner, inden han opdagede fejlen. Den var god
nok. Svenden blev selvfølgelig helvedes sur, men vi i buret havde ikke
ansvar for, hvad der var i kassen, det var jo sliberen. Sliberen gav igen og
sagde, at han kunne da bare se ordentlig efter, og så gik den højrøstet
derudaf med håndværkerære og en masse andet vås. En sjælden gang var
der en morakker, der var ved at sprænge akkorden og så var buret vigtigt.
Så var man meget længe om at finde stålene, og var den rigtig slem, så fik
stålene lidt med en hvæssesten omme bag reolen. Det skulle ikke være alt
for nemt at skide på kammeraterne. Alt det her kom ikke på en gang, men
13
det var ret let at fatte. Det mindede om skolen. Her var det bare formænd,
mestre og ingeniører der repræsenterede systemet, og det var klart imod os
der arbejdede. På vor side var vi desværre ikke så enige som i skolen. Vi
var jo delt op i en masse grupper. Der var værktøjsmagere, smede,
maskinarbejdere, specialarbejdere, arbejdsfolk og læredrenge. I tutten sad
alle ved hver sit bord, når de hev klemmerne frem, og drengenes bord var
helt naturligt det dårligste. Vi var nederst i pyramiden, så os var de fleste
efter. Med visse undtagelser selvfølgelig. Der var to grupper, der på en
måde gik på tværs af alle skel, og som altid var flinke og hjælpsomme. Et
par grupper, der hver på sin måde repræsenterede en holdning til lortet.
Det var de fordrukne, dem der tog en gevaldig hivert hver fredag, og så de
røde. De røde var som regel kommunister. De var kvikke og havde
teorierne i orden, men det kneb lidt for dem, når alle de løse ender skulle
sættes sammen. Noget måtte de jo vrøvle. Sovjetunionen var ikke kommet
med i krigen endnu, men kørte stadig løs med dette her ikke-angrebs-pagt
sludder. Det lange efterår i 1940 og den sure vinter, der fulgte efter, var på
mange måder et underligt tidsrum. Man oplevede så mange stærke ting
både på fabrikken og udenfor. Det gav en masse hakker, og når vi senere
på krigen blev ret kåde, så var det nok en hævn for alt det vrøvl, vi måtte
14
lægge ryg til dengang. I foråret 1940 havde tyskerne jo bøffet os og Norge,
og lidt senere kom Holland, Belgien og Frankrig med i "lynkrigsmøllen".
De tyske pansertropper smed englænderne på hovedet i Kanalen ved
Dunkirk og gik så i stå. Det flød med rygter om at tyskerne snart ville
invadere England, men det trak ud, og så brugte nazierne ventetiden til
med deres bombemaskiner at gennemsmadre London. Nazierne opfandt i
deres umådelige storsnudethed endda et nyt ord for det: "De
coventryserede". Hvilket på godt dansk vil sige, at de systematisk
terrorbombede beboelseskvarterer og myrdede kvinder og børn. På samme
tid så hyggede vi os gevaldigt her i den danske andegård. Tyskerne var jo
så pæne og korrekte. Man indrettede sig på "Neuropa". I en næsegrus
beundring for de storslåede tyske sejre og for de nye ordninger under
Tysklands Fører Adolf Hitler. I et aktivt samarbejde, med vores store og
ædle beskytter fra syd, håbede et læs af politikere og andre
samfundsfiduser, at finde forståelse for den så danske fredelige egenart.
Det var noget abnormt sludder, men hvor var der mange der gaflede våset i
sig, mens en håndfuld spitfirepiloter kæmpede på liv og død mod de
horder af morderfly, der blev sendt ind over England. Men her indrettede
folket sig. Danskerne hyggede sig og "egenarten" brød ud i alsang og
15
kongerøgelse, og pillede man ved det, så blev folk meget, meget vrede.
Radioen fortalte selvfølgelig om nogle unge, helt uansvarlige elementer,
som udenlandske agenter fik til at lave brok i de fine nazidemonstrationer,
men så blev det danske politi så sandelig også sendt ud med kniplerne.
Men gadeslagsmål og demonstrationer er nu ikke det jeg holder mest af.
Jeg er nok for ømskindet. Jeg bliver også lidt utryg, når jeg står sammen
med en masse der bare råber og råber, og ærligt talt, er det så ikke lidt
fattigt kun at sparke en nazi ind under en bil, når spitfiregutterne samtidig
slås på liv og død med Görings Luftwaffe. RAF piloterne fortjente en
meget mere kontant håndsrækning. For det er jo det med en demonstration,
at nok føler man, at man er med i noget. Nok varmer det lidt at være
sammen med en masse der mener det samme, men hvad fører den til?
Sjældent til ret meget andet, end til flere penge og mere udstyr til politiet
Broen
I sommeren 1943 lå jeg lidt udenfor Vamdrup og døsede i solen. Jeg lå og
kiggede på en kantet jernbanebro der var forsynet med et årstal. Det var
16
den sidste feriedag, og humøret var langt nede. Jeg havde stået i lære i
snart tre år, så jeg vidste en del om maskiner og fabrikker, men da jeg
havde været et par år på BurWain, var jeg blevet flyttet over på B&W
Christianshavn. Det var en gammel og meget større fabrik, og tonen var en
hel del mere frisk end på mit gamle lærested. Jeg fik en masse ny
kammerater og det var egentlig rart med lidt luftforandring. Men når man
på fabrikken knoklede ved drejebænken, så gik tiden jo med at fantasere
over alt det dejlige, man ville opleve, når idiotanstalten lukkede, men de
14 feriedage havde kun givet lidt forkølelse. En kammerat og jeg havde
ligget i telt ude ved Vestkysten, og det havde regnet og stormet. Vi havde
prøvet på at få lidt varme og selskab på det lokale drønkedelige konditori.
Kongebilleder og løbesods kaffe var der nok af, men end ikke skyggen af
et skørt. Kontrasten, til alt det man havde fantaseret om, var ret enorm.
Drengeklasse kombineret med en smedelære giver jo ikke mange
kontakter, så det kværnede jo rundt i bolden med en masse nøgne piger,
der bare spænede rundt i marehalmen, men dem havde vi selvfølgelig ikke
set, og så skulle man stemple ind på møjanstalten i morgen klokken syv.
Det var temmelig meget af helvede til. Her ved banen var der smadder
kønt. Som på et postkort lå den hvide bro, mellem grønne marker og
17
gumlende køer og tog sig ud i solen. Men alt det kønne gjorde kun, at
humøret blev endnu sløjere, og så det fjollede årstal på broen, som om det
ikke var det ligegyldigste af alt, hvornår den bro var blevet brokket færdig.
Den skøre ide med at sætte et tal på en bro måtte stamme fra en eller anden
gammel tumpe. Han tog vel konen og ungerne med herud om søndagen for
at prale med den bro farmand havde bygget, dengang han rodede vand og
sten sammen og fik cement ned af ryggen. Nå, han ville snarere ævle om
alt det, han havde sagt til formanden, da formanden fik besked og fik at
vide, hvad han kunne tillade sig. Sådan var de gamle tumper. De ævlede
altid om, hvad de havde sagt, hvordan de havde hævdet sig. Og hvad var
de så? Røven af fjerde division. I dette her land var der højst ti der havde
noget at skulle have sagt. Højst ti der havde magt til at bestemme noget,
resten ævlede bare. Demokrati og folkestyre, hvor var det? De ti magtfyre
bestemte jo alt, hvad der skulle stå i aviserne. De trak i alle tråde. De gav
politikere og andre overrøve de gode ben, og var der en fyr der satte sig op
imod en af disse magtfyre, så havde de 1000 måder at kvæle ham på. Det
hele var ad helvede til, og i morgen skal jeg stemple ind, og så er der et
helt år til, at jeg igen kan ligge og drive den af foran en køn udsigt. Og så
de tåbelige årstal. Skulle man finde en stump jern og så gå op og brække
18
dem af? Ville det føre til noget? Nå, jeg turde sgu ikke en gang gå op på
broen. Det var jo forbudt og blev straffet med bøde efter gældende lov.
Evneløshed, usikkerhed og mindreværd blandedes med had og foragt. Men
hvad solen skinner og skulle det ske, at en eller anden kom dryssende forbi
på vejen, ville han kun se en rødmosset fyr der lå og nød livet. Men der
kom ingen forbi, for folk havde åbenbart nok at lave, selvom der var
masser af krig og besættelse. Nå, nu sker der noget. Fra syd kommer der et
langt tog kørende. En rød og sortlakeret maskine slæber vogn efter vogn.
Lokomotivet har åbenbart holdt for udkørsel, for det har endnu ikke fået
farten op. Transporten består af åbne og lukkede godsvogne, og på de åbne
vogne står der noget kantet under presenningerne. Maskinens bevægelige
dele er blanke og glinser i solen. Stempelstænger og forbindelsesstænger
arbejder monotont og stædigt i en sej rytme. Det er en flot maskine, ikke
en af statsbanernes. Det er sikkert en Büssing, og pudsetwist er der ikke
mangel på i Det Tredje Rige. Maskinen bliver kørt pænt. Trods det store
træk op af bakken har drivhjulene ikke rovset en eneste gang. Det er en
skør ide med alle de røde stafferinger, men de ser nu ganske tekniske ud.
På tenderen har de skrevet med gotiske bogstaver: "Die Räder rollen für
den Sieg". Ja hjulene ruller, og det er ikke roeoptagere, der står under de
19
presenninger. Og hjulene ruller for sejren. Hvis sejr? Vores sejr? Eller
måske er det for nordmændenes sejr? Gud fader, hvor de gamle ævler. Ævl
om en værdig optræden. Ævl om ro og orden og tilpasning. Hvorfor siger
De ikke ligeud, at De ønsker, at alle russere får maven sprættet op, og at
det er meget fint at togene kører præcist, og hvis lokomotivet kommer til
at køre over et par jøder, hvad rager det så jer? Hvorfor siger I ikke, at I er
smaddernervøse og at I, hvis det hele ramler, helst vil sidde i en lænestol
tæt ved et lokum. I bruger alt for indviklede ord. I taler om en udenlandsk,
os venligsindet magt, hvis ro og fred vi ikke må forstyrre. I taler om
uansvarlige og ungdommelige terrorister, der er fjender af lov og orden. I
taler om fremmedelementer, som hvis man kender, man endelig må
underrette de lovlige organer om. Organer der har en lovlig myndighed at
udøve. En myndighed der har folkets mandat i disse alvorlige og svære
tider, hvor nationens tarv kræver ro og besindelse. I taler med dybe og
korrekte stemmer om vor store sydlige nabo med de beundringsværdige
sejre. Savl, snot og fede røve i lænestolene, det er ikke til at holde ud. Da
toget var kørt dryssede jeg hjem til aftenkaffen hos mine bedsteforældre.
Hvor var her fredeligt. Hvid kirke i solnedgang og en rislende å der tullede
afsted. Jeg gik forbi elværket, hvor en tocylindret diesel dunkede afsted.
20
Denne stille dunken ville vare til midnat, hvor så tyste akkumulatorer ville
blive koblet ind. Hvorfor kunne jeg ikke nyde alt det her? Hvad var det der
hele tiden kørte rundt i knolden på en? Siden jeg var kommet i lære, havde
jeg set så mange former for social fornedrelse, men værst af alt var, at det
tyske lortearbejde hele tiden sivede ind på fabrikken. Hvor skulle den
ubådsmotor bruges? Hvor skulle det bombefly smide sin ulækre last?
Hvem skulle nu have maven sprættet op eller armen revet af? Krigen gik
frem og tilbage. I foråret masede Hitler ned over Balkan, og 22. juni 1941
gik vores ædle beskytter, i gang med Sovjetunionen. Radioen var fyldt
med tusinder af trompetskrald over alle Værnemagtens fantastiske sejre. Vi
flyttede nipsenåle på kortet. Det så mørkt ud, men efteråret og vinteren
kom. Nu fik germanerne pludselig travlt med at strikke muffediser til deres
stolte og uovervindelige arme. Det var som at se et lille lys i en lang mørk
tunnel, og at Amerika, lige før jul, kom med på vores side gjorde ikke lyset
mindre, men som sædvanlig jokkede banditterne på Christiansborg i
spinaten, og de meldte os ind i antikominternpagten. I 1942 røg nålene
frem og tilbage. Hist og her gik der ild i tyske jernbanevogne, og den
danske statsminister Vilhelm Buhl, opfordrede i radioen folk til at angive
sabotørerne. En stikker havde nu kontor på Christiansborg, og en større lus
21
kan ikke tænkes. Men så kom Østens helte hjem på orlov og gik i gang
med at tæve en dansk mariner på Christianshavns torv. Tid og sted var
heldigt valgt for det var lige før frokost, og så stejlede vi læredrenge ud for
at sikre os de bedste pladser på broen og på monumenterne. Pludselig så vi
de tre helte fra Frikorps Danmark, og da vi var mindst 500, blev der ikke
megen kamp. Vi smed frikorpserne i kanalen, og Bornholmeren tog en
skråhue og en bajonet med hjem til tutten. Her bankede vi bajonetten i til
skaftet midt i billedet af alfader Stauning. Kors i hytten, hvor blev der
ballade. Fagforeningspamperne truede og råbte op, men så kom frikorps
kompagniet og besatte fabrikken. Blandt de frikorpsere der besatte B&W,
var der en af vore gamle lærekammerater. Midt i geleddet stod Jubbe og
ragede op. Jeg havde været sammen med Jubbe på BurWain. Han havde
været en af de gamle skallesmækkerlæredrenge. Han var et ret stort brød,
og vi små første års skulle passe lidt på, især i starten. Men han var ikke
for klog, så han blev et let offer for vores drillerier. Vi smurte pariserblåt
på håndtagene på hans maskine, så han kom til at se farlig ud. Vi gemte
hans madpakke og en dag, da han havde tævet en af de små, brækkede vi
hans garderobeskab op og overpissede hans arbejdstøj. Bagefter kunne vi
godt se, hvor ledt det var, for Jubbe havde kun det ene overlappede sæt.
22
Han fik ikke penge hjemmefra til noget som helst, og han måtte aflevere
hele hyren, til en fyr der boede sammen med hans mor, og som endda gav
ham tæsk. Men en dag havde Jubbe set nogle annoncer i avisen om, at de
søgte nogle helte til Østfronten. Han syntes det lød rigtig fint. Vi fortalte
ham på tusind måder, at det lød som noget lort, men han blev ved. Der var
jo en masse pæne folk, politikere og den slags, der også sagde, at det var
en fin sag. Vi sagde: "Hold da helt kæft, du må da ikke tro på, hvad de
landsforrædere siger". Men han var bevidstløs som en hegnspæl. En dag
var han stukket af, og havde meldt sig til Frikorps Danmark. Vi glemte
ham, men nu stod han lyslevende i grøn SS uniform, med et gevær i
hånden, og så sur ud. Det føltes underligt. Skulle man foretage sig et eller
andet? Nå, der blev tænkt for os, og vi blev snart jaget ind i hallerne. Her
satte vi os ned og ventede, mens bosserne parlamenterede. De fandt
desværre ret hurtigt en løsning, og så vi måtte starte maskinen igen. Jubbe
så vi aldrig mere. En måned senere var han til Frikorpsets afskedsparade,
hvor chefen for den danske hær, general Ebbe Gørtz højtideligt skridtede
fronten af, men ved juletid fortalte rygtet, at russerne havde skudt hovedet
af Jubbe i en sump på Østfronten. I januar 1943 kom englænderne med
deres bombemaskiner og smadrede prøvelokalet og flere andre haller på
23
fabrikken. En masse huse udenom gik med og mange civile folk blev
dræbt. Mere end 6000 mennesker blev hjemløse, men for os var det helt
fint. Vi fik vinterferie. Et par dage efter bombardementet kapitulerede
tyskerne i Stalingrad, og vi følte, at nu gik det den rigtige vej. Sejren ved
Stalingrad føltes som et enormt vendepunkt i krigen, men den danske
statsadvokat fejrede sejren på sin egen måde. Han udlovede en dusør på
5000 kr. til den, der ville stikke Mogens Fog. Tilbage til Vamdrup og
aftenkaffen. Farmor og jeg sad og sludrede. Hun kendte også til tyske
overgreb. Hun var født i Slesvig, i Høgelund, tæt ved Haderslev. Hun
fortalte, hvordan det havde været at vokse op under et preussisk regime.
En besættelse der kom til at vare over 60 år. Farmor fortalte om de mange
former for undertrykkelse, danskerne havde været ude for. Hvordan "æ
gendarm" snusede rundt for at finde ud af, om man læste de rigtige ting og
ikke havde forbudte bøger på hylden. Hvordan mange danskere endte i
tugthuset i Kiel, fordi de ikke ville være tyske soldater, og hvis de så
måske en gang blev løsladt, så var de som regel på gravens rand af
tuberkulose. På trods af alt hvad farmor havde oplevet, så var hun ikke
hadefuld eller bitter. Hun mente, at det vigtigste var den menneskelige
værdighed og den åndelige styrke. Hvis vi brugte voldelige midler ville vi
24
fornedre os, og vi kunne ikke skabe en retfærdig verden. Men, hvis vi var
modige, lysvågne og værdige ville vi sejre, hvor lang tid, det tog var af
ringe betydning. De blodsudgydelser, der hærgede Europa, følte hun
knugende og nærværende, men hun levede i en dyb tro mod Jesus
budskab. Hvis man erstattede vold med kærlighed, så ville Ham der
styrede alt til sidst hjælpe. Hvor jeg så samvittighedsløse samarbejdsfolk,
korrupte politikere og forbryderiske landssvigere, der så hun nogle svage
og forvirrede mennesker, der skulle og kunne hjælpes. De var langt ude i
mørket, men en dag ville troen mod retfærdigheden og troen mod Ham
komme tilbage, og det gode ville sejre. Jeg fortalte om mit arbejde. Man
spænder topstykket på en ubåds motor på den foreskrevne måde. Er man
så ikke ansvarlig, når et skib torpederes ned med mand og mus? Man
udborer en oliepumpe til en Stukas med den angivne tolerance. Er man så
ikke ansvarlig, når flygtninge bombesmadres på en vej i Rusland? Hun tog
min hånd og sagde: "Der er alt for meget slemt til, prøv om du kan finde
den rigtige vej, men pas på at det onde ikke får tag i dig, så skal du se så
går det nok".
B&W
25
I løbet af 1943 trak det sammen. Nu måtte der ligesom ske et eller andet.
Sagen var på en måde ganske enkel og ligetil. Tyskland skulle tabe krigen,
og det kunne ikke gå stærkt nok. Men nazierne og deres agenter havde et
enormt undertrykkelsesapparat, hvordan kunne en snottet læredreng i
cykeldækssutter, med lapper på knæene, tage kampen op mod det
frygtindgydende apparat? Det så ret håbløst ud, men samtidig så jeg den
tyske produktion stige, og jeg havde en fornemmelse af, at det ville den
blive ved og ved med. Der var ikke megen slow motion. I virkeligheden
var der ikke nogen egentlig modstand mod tysk arbejde. Man bandede
selvfølgelig over det, man sagde det var noget pis, men man udførte det,
og man udførte det tiptop. Normerne blev overholdt, men man kunne jo
heller ikke andet, hvis der skulle være penge i fredagsposen. Var det bedre
at være arbejdsløs? Så ville fagforeningen sende dig til en maskine i Berlin
eller Hamborg. Var det bedre? Men noget måtte man kunne gøre. Det tyske
arbejde skulle stoppes. Nu skulle det være slut, om man så skulle fylde
hele havnen op med alle deres morderapparater. Det at skulle være sabotør,
hvad det så ellers gik ud på, virkede meget fjernt, men at man på en eller
26
anden skør måde skulle se at få lammet lortet, det kom alle ens tanker til at
dreje sig om. Skal der brændes eller sprænges eller hvad? Det var ligesom
om hadet til arbejdet, som var steget meget voldsomt, hadet til de lede
aktionærer som bestemte, hadet til tyskerne, hadet til alle disse mennesker,
som gik rundt uden at foretage sig en pind, hadet til alle dem, der havde
hængt hjernen på et søm, hadet til hele dette forløjede system, det måtte nu
have en udløsning. Jeg begyndte at spekulere på, hvordan jeg kunne få det
lagt ned. Hvad med lidt sprængstof på nogle af de sarte steder? Ja den er
god, men hvor vil du få det fra? Jeg kendte måske nogen, der kendte
nogen, så jeg kunne få en kontakt. Men kan man sådan henvende sig? Det
er sikkert en stor og dyr og skrap organisation. Var det ikke lidt blæret og
komme og sige: "Så er det B&W". Kunne man i det hele taget klare sådan
noget? Hvad med nerverne? Jeg havde ikke store tanker om mig selv. Men
noget skulle der nu ske, og det eneste jeg kunne tænke mig var, at man
kunne lave en opgave. Kunne man udfylde en plads, så måtte ens opgave
være løst, længere tænkte jeg ikke, og jeg gik så i gang med at spekulere
på, hvordan man kunne lægge møget ned, og det virkede meget svært. Det
eneste punkt, hvor man rigtig kunne lamme fabrikken, var ved at sprænge
kraftcentralen. De udstrakte fabriksanlæg ville kræve altfor mange
27
sprængninger, så derfor drejede det sig jo om at tage centralen, så
maskinerne ikke kunne køre. Der var midt i fabrikken en stor kraftcentral,
og denne kraftcentral skulle man så se og få fat i. Jeg kunne ikke forestille
sig at det kunne gøres om dagen. Man måtte vælge et tidspunkt, hvor der
ikke var nogen derude, der kunne komme til skade, når møget røg. Men
om natten var der jo propfuldt af vagter og hunde. Der var pigtrådshegn og
meget andet godt. Men efter hundredvis af overvejelser formede der sig en
plan, men da jeg var klar over, at nu drejede det sig om at holde kæft, så
sagde jeg ikke til et eneste menneske, hvad jeg gik og rodede med. Lige
ved kraftcentralen var der et fransk pissehus, hvor man kunne kigge ud
over, og i timevis stod jeg der og kiggede og pissede og pissede og
kiggede. Men selve kraftcentralen, den var altså rigtig svær. Det var som
om, man ikke kunne komme igennem med den, men så var der et gasanlæg
lige udenfor, og det var ligesom lettere at få fod på. Dette anlæg bestod af
en kolonne på tre gasgeneratorer, og de fik hele tiden kørt tørv til af nogle
hestevogne. Man lukkede kolonnen op, hældte tørv ned, og så lavede de
gas til motorerne i kraftcentralen. Og så var tanken jo ret ligetil: Vælter du
kolonnen, kan motorerne ikke trække dynamoerne, og så er der nul strøm
til maskinerne. Jeg undersøgte kolonnen meget grundigt. Jeg kravlede op
28
på den og rundt på den under alle mulige påskud. Det var nu ikke særligt
svært, for man kunne foretage sig de mærkeligste ting på B&W uden at
nogen sagde noget. Men hvordan får man anbragt en bombe i kolonnen?
Det var ikke så ligetil. Jeg skulle jo også selv kunne komme væk. I det
hele taget, hvordan gør man sådan noget? Jeg kunne ikke finde på noget
bedre end at tage noget mørkt tøj på, måske en mørk badedragt, og så om
natten svømme over kanalen, kravle op på kolonnen, lægge sprængstoffet,
løbe væk, springe i vandet igen og svømme hjem. Det var jo en plan, der
skulle udføres mens vandet var nogenlunde varmt, det var jeg klar over,
men på den anden side kunne jeg jo heller ikke komme og sige: "Hit med
noget stof til B&W". Så for at blive mere sikker på mig selv, gik jeg i gang
med at træne til svømmeturen. Jeg løste et månedskort til Damsøbadet og
gik så i gang. Med stor overvindelse klatrede jeg op på tremetervippen. Jeg
kan ikke lide at springe højere end fra enmeteren, men bolværket var jo
temmelig højt, og hvis jeg skulle i gang med gasværket kunne det jo ikke
nytte at være alt for pivset. Altså på hovedet i vandet, dykke og så ned
igennem bassinet i zigzag. Jeg havde aftalt med mig selv, at når jeg kunne
klare en snes meter under vandet sådan nogenlunde smertefrit, så kunne
jeg bruges til opgaven, så kunne jeg være bekendt at henvende mig. Man
29
skulle egentlig tro, at et træningsprogram af denne karakter ville vække
opsigt i svømmehallen, men der gjorde det egentlig ikke. Selvfølgelig var
jeg lidt diskret, men jeg gjorde den meget nyttige erfaring, at man nemt
kan foretage sig de mest usædvanlige ting uden at nogen bemærker det.
Folk ser sgu ikke ret meget, når bare man gør det på en hel almindelig
udramatisk måde. Efterhånden syntes jeg det hele var i orden, og så tog jeg
ud til min onkel Emil, som jeg altså havde en fornemmelse af kendte noget
til nogen. Vi snakkede et stykke tid, og så kom jeg frem med min plan.
Onkel Emil indrømmede, at han godt nok havde en kontakt, men gik så
ellers i gang med at tage modet fra mig. Først af alt kunne man ikke lave
sådan noget alene. Hvordan havde jeg tænkt mig at plaske rundt med det
sprængstof? Jeg skulle også have en masse kendskab til tændinger, og
hvad med våben? Havde jeg nogensinde set en pistol? Havde jeg tænkt
mig at have den i badebukserne? Havde jeg overvejet følgerne? Var det i
det hele taget noget for mig? Jeg pressede og pressede, og til sidst sagde
han: "OK, prøv at tage ud til Otto". Det var en anden onkel, og han var lige
blevet medlem af en S-gruppe. Nå, ud til Otto og snakke. Han kom også
med en hel masse indvendinger, men til sidst gav han sig, og jeg blev
optaget i hans gruppe. Det vil sige, der var nu ikke nogen rigtig gruppe
30
endnu. Der var kun ham og så en ingeniør ude fra Hellesen. De havde
fundet en kontakt, og havde nu fået et tilsagn et eller andet sted om at få
nogle materialer og lidt instruktion. Gruppen var jo ikke overfyldt, så de
kunne sagtens bruge et par mand til, men det med at sprænge B&W i
luften kunne, selvfølgelig slet ikke lade sig gøre. Det var jo noget andet,
end jeg havde tænkt mig, men det lød meget godt. Jeg fik fat i min gamle
lærekammerat Ole. Han sagde, det lyder helt fint, men jeg er nu med i
noget andet, så lad mig lige snakke med kammeraterne. Det med
kammeraterne var nu nok kun et påskud for at få et par dage til at tænke i.
Det var jo ikke bare en indbydelse til at komme til aftenkaffe, han havde
fået, men Ole var frisk og så startede vi en gruppe.
Det første møde
Mødet blev holdt hos ham ingeniøren, der havde et værelse på
Hollændervej. Det var meget spændende. Vi sad inde på et lille bitte
værelse, og det var meget hemmelighedsfuldt. Der sad vi fire, der skulle
være i gruppen, og så kom Jens. Vi var meget duperede af Jens. Han var en
31
lille, jeg tror fynsk, tæt fyr i gummisko. Han havde pistoler og sprængstof
med, og gav os så lidt instruktion af forskellig art. Det var utroligt
spændende. Vi fik lov at skille sådan en lille 6,35 damepistol ad, og så gav
han os grundreglerne for, hvordan man skulle lave sabotage og illegalt
arbejde. Det gjorde et voldsomt indtryk på os, men efter nogle flere møder,
så var vi klar til at begynde på aktionerne. Hvor meget organisationen
bestod af, fandt vi aldrig ud af. Den fortonede sig, stor og mægtig og
meget hemmelighedsfuld. Chefen hed HH og en anden hed KK, men noget
egentlig kendskab til dem fik vi ikke. Vi snakkede noget mere om våben
og tændere, og så kom der også nogle andre, og så skulle vi til de her
aktioner. Vi havde også valgt dæknavne, hvilket senere skulle vise sig at
være en kæmpe fordel. Vores første aktion var mod et smedefirma der hed
Eikoff. Det lå inde på Vesterbrogade, men aktionen var ikke særligt
planlagt. Vi tog bare derind, uden at have været der før, og gik ind i gården
og læste på skiltene. Der var nemlig også et papirlager, der også helst
skulle brændes af. Det var noget dilettantisk, men der var også nogle
sprængningsfolk med. Det var KK og en anden, og vi stod der med vores
små brandbomber og følte os mægtig grønne. Papirlageret kunne vi ikke
finde, men der var nogle store ruder, så da KK havde tændt lunterne, hev
32
vi brandbomberne ind gennem de her ruder. Det klirrede forfærdeligt, og
vi håbede på, at det var det rigtige sted. KK sprængte firmaets
transformator, for det var meget moderne på dette tidspunkt at stoppe et
firma, ved at sprænge dets transformator. Da KK havde tændt, spænede vi
panikagtigt ud gennem porten. Vi væltede folk, da vi løb ned af
Vesterbrogade. Det var meget opsigtsvækkende, men der var jo gudskelov
mørkelægning. Ingen kunne rigtig se os. Vi løb over på St. Thomas plads,
og jeg var så nervøs, at jeg ligefrem pissede i bukserne. Det at foretage sig
den slags ting, var faktisk rædselsfuldt. Man var så fantastisk nervøs, men
vi stivede hinanden af, og så gik det jo. Det var vores første aktion. Onkel
Otto, der havde valgt dæknavnet Jørn, gik tilbage for at se hvor meget der
var sket. Det var imod reglerne, fordi det blev anset for en unødvendig
sikkerheds risiko. Jørn fortalte, at bomben var blevet anbragt så langt
tilbage, at trafoen ikke var blevet ødelagt, men at bomben så til gengæld
havde den væltet en mur hos en mand i gården ved siden af. Han lavede i
dybeste hemmelighed lænkeled til tyskernes maskingeværer, og at netop
han fik sit værksted smadret, fik folk i kvarteret til at tro, at sabotørerne
havde en fantastisk efterretningstjeneste. Der var altså reglen om aldrig at
gå tilbage til et aktionssted, men der var også mange andre. Den første og
33
vigtigste regel var, at man aldrig måtte fortælle nogen noget. Man måtte
ikke snakke til nogen om, hvad man gik og rodede med. Heller ikke til
folk der var gode nok. Reglen var helt klar, men næsten umulig at
praktisere. Den var så ufattelig svær at overholde, især så længe man
opretholdt sin legale status. Selvfølgelig pladrede man ikke over sig vidt
og bredt, men alle ens tanker drejede sig kun om en eneste ting, og den var
til og med en meget spændende ting. Det var svært, især når man var
sammen med gamle venner, at holde helt tæt. Man skulle jo bruge en
masse kontakter og hjælp, så lidt måtte man jo af og til løfte sløret. en
næste regel hang sammen med den første. Du må ikke vide mere end
nødvendigt. Du må ikke være nysgerrig. Du må ikke kende de andres
navne og adresser. Du har dæknavnene og mødestederne, det er nok.
Denne regel gav stort set aldrig kvaler, undtagen måske indirekte, når et
møde kiksede. Det var jo sådan, at vi holdt kontakt med hinanden i form af
aftalte møder på gadehjørner, i parker og altid i fri luft. Men det medførte
selvfølgelig, at det var umuligt, eller næsten umuligt, at få fat i hinanden,
hvis der skete noget. Man måtte vente til det næste møde, så hvis folk ikke
kom til mødet som aftalt, ja så mistede de kontakten. Da det at miste
kontakten, kunne føre til, at folk helt forsvandt ud af billedet, så var der en
34
meget skrap og helt nødvendig selvdisciplin ved overholdelse af møderne.
Var der blevet sagt kl. 11.17 ved Damhussøen, så var det kl. 11.17 ved
Damhussøen. Det måtte ikke variere mere end højst et halvt minut til hver
side, og der var jo ikke noget med at stå og glane med et lommeur i
hånden. Vore mødesteder var alle omhyggeligt udvalgte, så man på afstand
kunne opdage eventuelle baghold. Man gled med en afslappet,
uinteresseret mine forbi mødestedet på tidspunktet. Alle sanser var spændt,
øjnene sad i nakken og alle steder og alle tegn blev tydet lynhurtigt. Vi gik
aldrig tæt sammen, men dækkede hinanden. Så opdagede man de andre, så
fik man fik øjenkontakt i et glimt og gled roligt videre et langt stykke.
Tegnene blev tydet nok en gang. Var de OK, så etableredes kontakten.
Denne mødeteknik virkede helt perfekt, og vi havde aldrig bare et tilløb til
ubehageligheder ved vores indbyrdes møder. Til tider havde vi hundredvis
af den slags møder om måneden, og det i en af fjenden besat by, der var
propfuld af alle slags politi, stikkere og almindelige nævenyttige. En tredje
regel var ingen illegale blade og den slags og intet arbejde for andre
grupper. En klar og let regel at overholde, når arbejdet gik normalt. En
fjerde regel var aldrig at tage noget som helst på aktion. Det kunne måske
spores, var en unødvendig risiko og så var det i øvrigt groft tyveri. Reglen
35
blev overholdt meget, meget strengt og blev reglen overtrådt, var det ud på
minutten. Så var der alle de gode råd. Hold dig fra værtshuse, hold dig fra
den indre by, sky demonstrationer som pesten, sørg for at dine våben og
din cykel er i tiptop stand, gå aldrig for mange sammen, hav aldrig noget
farligt på dig, hvis det ikke er nødvendigt, undgå telefoner, sørg for
afsløringsmærker ved depoter og garager, og som det måske vigtigste, lad
ingen kende dit logi. Det var lidt om grundlovene. Hvilke materialer
brugte vi så? Ja brandbomberne, der jo var de nemmeste at lave selv,
havde præget kampen indtil nu, men her i sommeren 1943 var de ligesom
ved at blive lidt umoderne, og de blev næsten ikke brugt mere. Nu var det
sprængstof, der var sagen. Her brugte vi engelsk nedkastet plastisk stof,
enten 808 eller PE. Nr. 2. For at få det til at ryge i luften, måtte vi bruge en
primer. En primer er en konisk sag af trotyl på størrelse med en prop til en
syreballon. Der var et hul midt i primeren, og det passede til tænderen, der
var rørformet, 5 centimeter lang, og indeholdt knaldkviksølv. Vi skulle
være meget omhyggelige med tænderen, for hvis vi stødte eller tabte den,
så røg den i luften for et godt ord. Normalt satte vi da også først tænderen i
stoffet lige før sprængningen. Vi kaldte det "at armere bomben".
Knaldkviksølvet blev som regel antændt med en lunte af sortkrudt. Den
36
lignede en sort ledning, og da den brændte indeni kunne den brænde under
vand. Den var ca. et minut om at brænde en meter, og lige når den blev
tændt, fusede den som en kineser og kunne stikke ild i de nærmeste ting.
Når først lunten brændte kunne man kun på røgudviklingen se, hvor langt
der var igen, så efter et par nævenyttige vagter på F.L.Smith havde
desarmeret en af vores bomber begyndte vi at rulle lunterne sammen, for
så kunne vagterne ikke se, hvor langt røgen var nået. Lunten blev tændt
med stormtændstikker eller, når det var rigtig fint, med en påmonteret
strygesats. Hvis vi ikke kunne bruge lunter, så brugte vi "blyanter". En
blyant ligner mest en fyldepen. Den har et blødt kobberrør, hvori der ligger
en syreampul. Når man trykkede på kobberrøret smadrede ampullen. Syren
gav sig til at tære i en tråd, der var udspændt i røret. Når tråden var tæret
over, udløstes en fjederhammer. Den slog på en tændsats, der så satte gang
i knaldkviksølvet. Fidusen var så den, at jo tykkere tråden var, jo længere
tid tog det. Vi havde blyanter fra ca. en halv time og til omkring et døgn.
Vi stolede ikke helt på dem, så hvor vi normalt kun brugte to lunter ofrede
vi tit tre til fire blyanter på en sprængning. Det plastiske sprængstof, både
808 og P.E. Nr. 2., var til mange aktioner ubrugeligt, fordi det stank stærkt
af marcipan, og fra efteråret 1943 var det næsten umuligt at få fat i. Men så
37
fik vi kontakt til nogle kammerater på Holmen, der kunne skaffe trotyl
også kaldet TNT. Som regel fik vi stoffet i pulverform, og når vi sad og
pakkede det i vores snævre depoter, så sved det i næsen, og vi fik tit en
drønende hovedpine. Fra en gang i 1944 brugte vi mest tysk TNT. Det kom
i 25 kilos pakkasser, hvilket var en velegnet transportstørrelse, og at der
stod Donarit og Berlin på kasserne, syntes vi var en god spøg. Det var en
smart fyr i et ingeniørfirma, der helt legalt importerede stoffet til brug for
Switsers vragsprængninger. Donaritten ankom på godsbanegården, men på
vej ud til havnen stoppede vi lastbilen og fik en masse 25 kilos pakker.
Problemet var ikke at "røve" stoffet, men da Switser jo ikke "turde"
anmelde "tyveriet", så måtte vi betale for stoffet, og da vi næsten ingen
penge havde var det tit meget, meget svært. Hvis vi skulle have flere
ladninger til at gå på samme tid, forbandt vi dem med cordex. Hvilket kan
beskrives som en ledning af sprængstof. Så havde vi en masse forskellige
træk og tryk tændere og andre fidusapparater, som englænderne kastede
ned, men dem brugte vi faktisk aldrig. Våben var en svær sag. Vi skaffede
dem ved tyverier eller ved hold-up. Vi havde nogle enkelte pistoler, 7,65
mm Walter eller 9 mm Parabellum, men ellers var det mest gamle sløje
tromlerevolvere. De blev kaldt G&Mére , fordi vi fik de første fra et kup
38
på Glud & Marstrand. Senere blev det bedre, men vores første Suomi
maskinpistol, stammede fra en aktion mod BurWain i januar 1944. Onkel
Emil var en skrap maskinarbejder, og han reparerede de gamle skydere,
som folk fandt de mærkeligste steder. Senere udvidede Emil, og en flygtet
tysk finmekaniker programmet, og begyndte at fabrikere maskinpistoler.
De brugte den engelske sten-gun som model, men løbet havde de svært
ved at udbore, og at rømme den indvendige og snoede riffelgang var
umuligt. KK, der tit kom på værkstedet, huggede derfor, på en aktion mod
Hærens Våbenarsenal, et helt læs 9 mm. piber til de illegale sten-guns.
Det første hold-up
En dag havde ledelsen organiseret et af de store felttog. Det var en rigtig
skæg-og-blå-briller-aktion. Vi skulle en aften cykle ud af Ålekistevej. Der
ville vi, klokken 7, møde en mand der lappede cykel. Hvis vi spurgte ham
om at låne en tændstik, ville vi få besked. Vi lynede derud på væltepeteren,
og rigtig nok, midt på cykelstien stod en fyr og fumlede med sin cykel. Vi
fyrede den af med tændstikken, og han hev straks et par bomber op af
39
tasken. Vi fik også et kort med et stort rødt kryds på. Han hvæsede
smaddernervøst: "Kl. 9 skal I vælte masten ved det røde kryds" og så var
han væk. Det var lidt af et gok. Vi trak ind i skyggen, pakkede bomberne
ind i en trøje og kikkede på kortet. Krydset var næsten i Bagsværd, så vi
kom på cyklerne igen og knoklede derudaf. Det er ikke sjovt at færdes i
ukendt terræn med noget dynamitlort på bagagebæreren, så vi valgte stille
veje, og omsider kom vi til krydset. Masten bar en højspændingsledning
og vi gik så og lurede på, hvordan vi kunne lægge den ned. Det var ikke
helt ligetil, sådan midt i et villakvarter. Nå, vi fandt en mast, der stod ved
banelinien, og her kunne vi håbe på at være nogenlunde uforstyrrede. Vi
skyndte os at armere masten, og da det var gjort, viste klokken kun halv 9.
Hvor falder tiden lang, når man skal sidde og vente og vente på en
tænding. Nerverne går helt agurk. Det var lyst endnu, så hvis folk gloede
ud af haven kunne de sagtens opdage os. Sådan en aller helvedes lang halv
time er smadder uhyggelig. Jeg lagde mig ned i græsset og prøvede på at
ligne en pige, og så gav Ib den som Romeo. Men for den hellige ansjos,
hvor så vi mystiske ud. Endelig kunne vi tænde, og så styrtede vi helt
åndssvagt væk. Formålet med denne aktion var at finde ud af elnettets
ledningsføring. Sabotørerne kunne jo ikke ringe til NESA og spørge, men
40
når vi rev nogle ledninger ned hist og her, så vor det jo ret enkelt at
konstatere, hvor lyset gik ud i byen. Jeg vil ikke kalde metoden elegant,
men den var dog rimelig effektiv. Vi havde jo denne Hellesen ingeniør i
gruppen, og så var det sådan ligetil, at vælte noget ude hos dem. Det med
lokalt kendskab er altid godt, og det blev også efterhånden en vigtig
støttepille i vores kampteknik. Men da vi begyndte at snakke om at vælte
noget ude hos Hellesen, så blev han faktisk kold. Men sådan er der så
meget. Folk kan være mægtig friske indtil de selv får noget i klemme, så
begynder det tit at knibe. Han kunne selvfølgelig ikke være med selv. Det
var for farligt, og det var sådan set også rigtigt nok, men lidt oplysninger
måtte vi da kunne få. Han slog sig lidt i tøjret, men han fandt da ud af, at
de ikke lavede ret meget for tyskerne, ud over noget der skulle smadres
nede i et mølleri langt væk fra hovedfabrikken. Det var nok noget sludder,
men vi var glade for lidt, for vi følte os endnu ikke rigtig skrappe nok til at
klare de store opgaver. Vi fik nogle skitser, lidt oplysninger om vagter og
den slags, og gik så i gang. Vi regnede ud, at der mindst skulle bruges ti
mand, så vi blev derfor koordineret med en anden gruppe. Det var en ældre
gruppe, som vi var meget duperet af. De havde lavet flere forskellige ting.
Blandt andet havde de lavet en fin aktion ude på Iron, så de var meget
41
nedladende og meget overbærende, da de mødte os. På vejen ud til
Hellesen gav vi dem vores plan. Vi drøftede, hvem der skulle gå ind, og
hvem der skulle i dækningen. Det med at gå ind er altid lidt kildent, så da
vi var de nye, og da det var vores plan, blev det altså til, at vi skulle trænge
ind i fabrikken. Vi kom så ud til Hellesen. Vi kravlede alle ti over
plankeværket uden at fjerne pigtråden. Det kunne vi godt have givet os tid
til, men det var ikke så særligt gennemtænkt, og grupperne gik så i stilling
ved nogle cykleskure. Ib og jeg luntede hen for at smadre en rude i et
værkførerkontor, der lå lige ved siden af det her mølleri. Vi havde på
forhånd, ude på B&W, trænet til det her rudeknuseri. Vi havde prøvet med
grøn sæbe, og vi havde endda købt en diamant til tre kroner for at se om
det var bedre. Ib tog sin revolver, gik hen til ruden. Vi stod alle sammen
bomstille, og så smadrede Ib ruden. Det gav et frygteligt brag med klir klir,
og det i en stille nat på Østerbro. Jeg stod lige bag Ib med en Parabellum i
hånden. Jeg havde afsikret den, da Ib smadrede ruden, og nu skulle jeg jo
gerne have den sikret igen. Jeg stod og rodede med den i mørket. Jeg
havde aldrig set den type før. Der stod "Gesichert" et sted, og jeg drejede
sikringen der hen, og så holdt jeg den mod jorden for lige med aftrækkeren
at prøve, om den var god nok. Det var den altså ikke. Den gav et vældigt
42
skrald og et ildglimt, og så tog fanden ved os alle sammen. Nerverne
havde været på højkant lige siden den smadrede rude og nu et brag til. Vi
væltede alle ti hen over plankeværket, rev vores tøj og nærmest sloges for
at komme først. Det var en meget sørgelig affære. Men vi kom da ud og
styrtede så væk. Vi havde ikke aftalt et mødested efter aktionen, så vi
mistede helt den skrappe gruppe. Jørn, Ib og jeg holdt lidt sammen, vi
kørte et par gader væk og gik i gang med at overveje situationen. Jeg var
til at købe for en femøre. Det er en kedelig ting at lave et vådeskud, og så
lave et på en aktion! Jeg var ikke særlig stolt. Mens vi stod og snakkede,
kunne vi holde øje med fabrikken. Den lå stadig mørk og øde hen. Der
kom intet politi, der kom ingen vagter ud af hoved bygningen. Vi så tiden
an en times tid, og da alt stadig var roligt, blev vi enige om at gå tilbage.
Da der mindst skulle to mand til at sikre tilbagetoget, og da det var mig der
havde jokket i spinaten, så var det helt indlysende, at jeg måtte gå alene
ind med bomberne. Vi fjernede nu omhyggeligt al pigtråden og kravlede
ind. Jørn og Ib agerede otte mand i dækningsgruppen. Jeg lirkede vinduet
op og kravlede ind med mit stof. Med pistolen i hånden, med snøret strube
og geléknæ tvang jeg mig selv ind i det her mørke møllerum. Jeg havde
ingen lommelygte, men kunne da skimte et par store maskiner. Pludselig
43
slog en række relæer til med skarpe smæld, og jeg havde nær fået et
hjerteslag. Men mit kendskab til fabrikker gjorde, at jeg kunne tyde
tegnene, og med en kraftanstrengelse kunne jeg handle igen. Jeg placerede
stoffet på et par store tandhjul og tændte lunten, og så skulle jeg stryge et
par brandbomber. Vi var altid bange for at blive blændet af dem. Martin,
en af vores kammerater, var en gang ved at brænde inde på en
tømmerplads, fordi han mistede synet i det øjeblik, hvor han skulle finde
udgangen. Så med bortvendt ansigt kastede jeg djævelskabet over i en stak
sække, og så var det ellers ud. Over plankeværket, væk og så lytte. Før vi
havde hørt drønet, var vi aldrig rigtig rolige. På vejen hjem mødte vi den
flotteste brandudrykning, jeg nogen sinde har set. De hylede godt i
hornene, men det var helt klart, at travlt havde de ikke. Det luner at se
sådan en langsom brandbil. Vi holdt på dette tidspunkt kun møde en gang
om ugen, så vi havde "jernene" hjemme til fredag. Vi fik jo kun udleveret
våben, når vi skulle på aktion. En af disse dage havde vi i øvrigt
jødejagten. En nat blev jeg vækket ved at tyskerne kørte en stor lastvogn
ind i gården, og så stod den på razzia. Flakkende lygter, tyske
kommandoråb, støvletramp og våbenraslen. De råbte og skreg og prøvede
på at finde en eller anden. Han var da gudskelov over alle bjerge, men man
44
vidste jo ikke rigtig, hvordan det ville udvikle sig. Man får ikke sovet så
meget, jeg lå jo og tænkte på alle de skydere, jeg havde gemt et hemmeligt
sted på loftet. Vi havde altså jernene hjemme og så gjaldt det om at udnytte
dem. Vi måtte også prøve at holde nogen op. Vi havde nu været sabotører i
mange måneder, og vi havde ikke endnu holdt nogen op. Det var sgu for
sløjt. Tidlig en torsdag morgen startede Ib og jeg med at hente jernene, og
så gik det over til Finsensvej, hvor vi havde fundet et par ofre. Her stod et
par fede fyre og passede på en transformatorstation lige ved banen. Det var
meget enkelt. I ly af broen trak vi jernene, og så var det bare at gå til den.
Vi gik under broen med skyderne nede langs siden, og lige da vi var ud for
de fede, drejede vi rundt og jog revolveren ind i maven på dem. Vi råbte:
"Hænderne op og hit med skyderne". De begyndte at ævle om, at de var
gode danskere, at de læste Frit Danmark hver dag osv., men vi skulle ikke
høre deres skriftemål. Vi skulle bare have skyderne, og det som lyn og
torden. Ib fik en G&M tromle, og jeg fik en dansk militærpistol med
magasin foran. Vi ordnede dem klokken seks om morgenen, for vi skulle
hjem på mit loft med det hele, og vi skulle også nå at komme rettidigt på
arbejde. Den første gang man har holdt nogen op, er en stor dag. Klokken
ni kom HC og en anden fra en konkurrerende gruppe og holdt de fede op,
45
og de fik kun to trækøller. Det grinede vi ret meget over. Fredagen stod i
de store skideballers tegn. Vi skulle smides ud af organisationen. Vi var
nogle dumme svin, der ikke alene havde lavet vådeskud på aktion, men vi
var også gået tilbage, hvilket var strengt forbudt. Nå, vi gav lidt igen. Vi
havde da fået sprængt noget. Ingeniøren kom med en rapport om, at
virksomheden var sat ud af spillet i mange måneder, hvilket nok var lidt
overdrevet, men så kom vi med to dejlige jern, og så var der spøgen med
køllerne. Til sidst gav Jens og KK sig, og vi fik lov til at blive, men kun på
prøve. Den skrappe gruppe forsvandt bare. Den fik vel kolde fødder på en
eller anden måde. Det var jo sådan, at det kun var meget få, der i efteråret
1943 var indstillet på at gå i illegalitet. Man arbejdede på den måde, at
man gik og rodede med noget samtidig med, at man opretholdt sin legale
tilværelse. Man lavede to, tre eller måske fire aktioner, men så havde man
snakket lidt over sig, og man følte, at nu blev det for hedt, og så tog man
over Sundet. Det at blive i byen, det at gå under jorden føltes svært, og det
var noget ualmindeligt hos os. Jeg vil tro at her i efteråret var tallet under ti
fuldtids illegale. Men måske var der ved at komme en anden indstilling.
Det hængte nok sammen med, at det var folk med en anden baggrund, der
nu begyndte at præge arbejdet. Hvor det tidligere var skoleelever og
46
studenter, der havde taget fat, så var det nu maskinlærlinge og
smededrenge, der rykkede frem. Vi var mere hårdkogte, og vi havde et
veldefineret kampmål. Vi så, hvordan den tyske industriproduktion steg. Vi
var selv med til at lave de modbydelige ting, der skulle skære maven op på
Englænderne eller halsen over på Russerne. Vi var indstillet på, at hele
dette lede system skulle ned med nakken. Og det nu. Det at lunte rundt i en
svensk skov var ikke en mulighed for os.
Strategi i sabotagekrig
Man kan jo ikke vade rundt i parker altid, så vi opbyggede efterhånden et
helt system af tilholdssteder og her måtte familier og ældre kammerater
give husly. Det væsentlige ved disse tilholdssteder var, at her kunne vi få
lidt fred og ro og frem for alt, her kunne vi få talt ud. Her kunne vi få
trukket de større linier i kampen op. Vi værnede meget om disse oaser, og
jeg ved ikke af, at et sådant sted blev blæst op på grund af os. Vi havde et
sted, vi kaldte "Olga". Det var hos en stud. jur. og to medicinere der delte
en stuelejlighed på Dronning Olgas vej. Dette mødested var opstået
47
gennem kontakter, jeg havde fra min tid som spejder, og her holdt også
min gamle patruljefører Preben Hagelin til. Han havde været kornet og var
nu med i gruppe fra Holger Danske. Nu var det sådan, at på dette tidspunkt
opererede der tre organisationer i byen, der alle gav sig i lag med sabotage.
Der var Kaninerne, Holger Danske og så os. Kaninerne var de engelske
faldskærmsfolk og deres hjælpere. Kaninerne havde lavet noget, men nu
var de på vej ud. De havde ikke meget begreb om industrisabotage, så der
blev grinet godt af deres aktioner. Så var der HD. De lavede mange fine
ting, men ind i mellem gjorde de sære ting. De "saluterede", fordi en
prinsesse var blevet født, og brugte en masse godt stof til at lave
Ørstedsparken om til en schweizerost. De besatte biografer for at vise et
billede af Hitler med en flue på næsen, og de sprængte Forum. Sådanne
ting var vi ikke så meget for. Vi havde sat os det mål, at smadre og
ødelægge al tysk industri København, og så var vi højrøvede nok til at
synes, at alt det andet var ret så primitivt. Vi tog nok fejl. Disse ting havde
vel en stor propagandavirkning, men den forstod vi ikke rigtig. Vi var stort
set ligeglade med, hvad folk gik og tænkte på, når bare de ikke gik i vejen.
Der var forskellige typer af aktioner, en af dem var stikkerlikvideringerne.
Forræderi eller stikkeri er kolossalt farligt for illegalt arbejde. Næsten alle
48
de kammerater der faldt, blev dræbt, fordi en stikker sladrede til tyskerne.
Vi havde ikke vore egne fængsler, og vi kunne ikke sende stikkerne til
Sverige, fordi vi vidste at tyskerne havde en masse efterretning derovre. Vi
havde ikke andre reelle muligheder, end at begå et mord, men det er klart
at en sådan handling giver en masse moralske konflikter. Det var
vanskeligt. At have våben med på aktion og at være rede til at bruge dem
mod de folk der forsvarer det tyske krigslort, det er én ting, at lægge sig i
baghold og pløkke en fyr, ér noget helt andet. Hvis du kender stikkeren, og
ved at han i morgen vil blæse en masse op, er sagen klar nok, men så
enkelt var det jo langtfra altid. Man ved sjældent, at en mand er stikker, før
han har været på Dagmarhus, og så er det som regel for sent. Når først han
har blæst noget op, er han færdig med at arbejde i gruppen, og så bliver
motivet til mordet ikke at eliminere en sikkerhedsrisiko, så bliver det kun
hævn. Et motiv som måske i en kampsituation kan føles rimeligt, men som
medfører både kynisme og forråelse. En moralsk udhuling af grupperne,
der gør udførelsen af det egentlige kampjob til en biting, og som derfor let
bliver lavet dårligere. På den anden side afskrækker en tidlig død, vel tit en
fyr fra at gå op til Gestapo, for vi må ikke glemme at stikkeren, hvad grund
han end havde til sit forræderi, så gik han til det med åbne øjne. Stikkeren
49
var altid klar over risikoen, når han gik i gang med at melde folk.
Stikkeren var aldrig i tvivl om, hvad der så let kunne ske. Den forskel i
stil, der var mellem de forskellige organisationer, kom også frem ved
likvidationerne. Vi foretog dem. Vi gik ind for nødvendigheden af dem.
Det er klart. Vi var ikke sarte. Vi kunne jage en bandit i dage og ugevis,
men på den anden side begrænsede vi kampen til dem, vi kunne kalde vore
personlige modstandere. Vi rørte aldrig tyske kriminalfolk og sjældent
deres håndlangere. Når der røg nogen fra Dagmarhus eller nogen fra
Værnemagten, så skete det som regel i en kampsituation. Dette medførte,
eller vi havde en fornemmelse af, at det medførte, at vi fik en mere rolig
behandling, når vi blev taget. Ikke, at vi ikke blev henrettet eller røg til
Tyskland, slet ikke. Men bortset fra tæsk, mange tæsk, rigtig mange tæsk,
så havde det tyske politi alligevel en slags human holdning til os. De andre
organisationer havde en lidt anden stil. De arbejdede tit sammen med
lyssky efterretningstjenester, og de påtog sig mange flere opgaver. De
andre organisationer brugte også de næsten officielle dødslister fra de
illegale blade, og så snart de fik nys om en stikker, så gik de på ham. De
spredte en masse skræk i stikkerkredse. En skræk som vi også havde gavn
af, men på grund af det langt større antal, de satte ud af spillet, kom de
50
også ud for fejltagelser. De måtte have specialister til dette særlige job, og
nogle af deres mest skrappe folk, som fx. Flammen, nåede at få over tyve
hak i kolben, før de selv røg. Og blev de taget levende, så kom hele
Frankenstein maskineriet i aktion. Men tilbage til "Olga". Den
sabotagegruppe, der også holdt til der bestod af nogle fyre, der havde
været sammen på en kornetskole i Næstved. De havde overgivet sig
sammen med hæren i august, men de havde svoret, at når de en gang kom
fri, så ville de danne en aktiv gruppe. Da de havde været interneret en
måneds tid, kom de ud og fik kontakt til HD. De kaldte sig gruppe 4. og
gik så ellers i gang. De lavede Hartmann, Absalon og nogle forskellige
andre ting, men de optrådte på en helt anden måde end os. De var mere
ensartet påklædt. Vi lignede en samling subjekter og så temmelig grønne
ud. De så meget smarte ud. De var ældre. De havde været befalingsmænd i
hæren og havde en vis opførsel, kan man sige. De optrådte i deres
militærstøvler, ridebukser og cottoncoat, så man kunne se et vist system. I
det hele taget havde de meget mere system, end vi havde. Vi havde jo nok
vore regler, men ellers var vi mere for det løse. I virkeligheden kunne vi
ikke døje systemer. I denne mærkelige kamp gav for megen systematik os
faktisk myrekryb. Vi sad og sludrede, og da vi alle var med i noget, så
51
snakkede vi nogenlunde frit. Det var egentlig en lærerig aften, for det var
nærmest et par illegale skoler, der her midt under mørklægningen sad og
udvekslede deres erfaringer. Hvordan fører man sådan en sabotagekrig?
Hvilken taktik er den rigtige? Hvad med strategien? Disse ting spekulerede
vi smedelærlinge meget mere over, end mange måske forestiller sig. Vi
studerede det så at sige. Vi var ikke kommet i gang med Clausewitz endnu,
men vi læste alle de bøger, vi kunne finde om emnet. Der var Svejk,
Conan, og især Lawrence of Arabia. Men nu må man ikke tro, at det
drejede sig om en bogklub. Det vigtigste var den daglige praksis, hvor
nødvendighedens lov formede kampen. Vi var unge, rimeligt friske, vi
følte os måske som revolutionære, men vigtigst! Vi kendte fabrikkerne
indefra. Ud fra alt dette skabte vi så vores egen kampteknik og krigsmoral,
og den var i hvert fald, så temmelig forskellig fra, disse kornetters måde at
gøre tingene på. For det første så disse kornetter ned på os. De regnede os
faktisk for en slags terrorister. Folk der var uddannet i hæren var mere
moralsk berettigede til at føre krig. De havde også bedre forudsætninger. I
virkeligheden mente kornetterne, at vi burde holde os fra sabotagen. De
havde også visse æresbegreber. Et af dem var: "Den ærlige kamp". De kom
til en fabrik, sabotagevagten gjorde modstand, og så blev der kæmpet. Så
52
blev der skudt et vist antal skud fra begge sider, og så kunne vagten måske
overgive sig. Hellige Moses, hvor så vi dog forskelligt på det. Vi anså en
sabotagevagt for en mand, der havde valgt side, så for os var han
fuldstændig retsløs. Der var ikke tale om, at man kunne give ham en ærlig
kamp, eller om at han kunne overgive sig. Hvis man holdt en vagt op, og
han sagde: "Den er i orden," så gjorde man ham ikke noget, men viste han
tegn på modstand, prøvede han på at alarmere, eller det helt uhørte, brugte
han våben mod os, så kendte vi kun en regel, og det var en pløk. Vi fattede
ikke dette overgivelsesprincip. På industriaktionerne kom vi da heller
aldrig ud for, at nogen nægtede at lade sig holde op. Folk var klar over, at
når vi kom, blev der ikke givet ved dørene. Og senere på krigen, da
vagterne forskansede sig i bunkers, så sørgede vi for at have så stor en
ildoverlegenhed, at vi kunne udslette dem. En teknisk ting, vi arbejdede
meget med, var hold-up igennem et gitter. Hvis en vagt kom gående bag et
gitter, og man holdt ham op og gav ham besked om at låse os ind, hvad
skulle man så gøre, hvis han nægtede? Her var vores indstilling, at havde
vi fundet, at den eneste forsvarlige måde at åbne aktionen på, var at holde
vagten op på afstand, og han så nægtede det, eller prøvede på at stikke af,
ja så faldt fars hammer. Vi var en gang ude for sådan en tåbe vagt, og han
53
fik selvfølgelig en pløk. Den næste dag gav aviserne den hele armen på
omkvædet: "Frygtelige terrorister myrder familiefar med fem børn".
Manden var vagt på et værksted, der var propfuld af Værnemagtens og
Gestapos biler. Familiefaderen havde bare behøvet at løfte armen og slå en
lås fra, så havde han reddet livet. Her skal det lige siges, at vi aldrig gik i
gang med en virksomhed, før vi havde vished for, at den havde masser af
værdifuld tysk produktion på lager. På det punkt var vores efterretning
tiptop. Kornetternes og vores syn på de folk der arbejdede, var også
temmelig forskelligt. De betragtede faktisk arbejderne som en slags
krigsforbrydere. Dumme svin, der puklede for tyskerne. Folk som man
bare kunne jage ud, når man skulle til. Gik det for langsomt, ja så skød
kornetterne en byge op i loftet. Her blev snakken rigtig skarp. Vi kælede
ikke for folk. Vi vidste fra dagligdagen, at mange knoklede godt til, men vi
havde også set den store masse, der var slaver af systemet, og som på trods
af akkordsystemer og andet lort, tog den med ro, når det var muligt. Når vi
ryddede en fabrik, var vi tit uhyre høflige, for det vi frygtede mest af alt
var, at der gik panik i rydningen. Vi planlagde minutiøst, hvordan vi fik
alle folk væk, så ingen kom til skade, når vi væltede lortet. Det kræver
nogen snilde og planlægning at evakuere ti tusind mennesker, når der kun
54
er to minutter på lunterne. Den forskel i stil, der var mellem kornetterne og
os, opstod måske på grund af den måde, vi skaffede os de nødvendige
oplysninger på. De brugte planer over fabrikkerne, som de havde hugget
på et kommunekontor, så de så det jo sådan lidt udefra. Vi fandt derimod
altid en personlig kontakt, der arbejdede på stedet, og som så gav os alle
de oplysninger om vagtskifter, placeringer af vigtige maskiner og de tusind
andre ting, det var nødvendigt at vide, hvis det skulle blive en god aktion.
Den tekniske aftenskole var her et fint sted til at finde folk inde på
fabrikkerne. At sagesløse skulle advares inden en sprængning, det var alle
helt enige om, men hvordan med vagterne? Her mente kornetterne, at man
burde give dem en rimelig chance. Vi var knap så sikre. Nogle af de fineste
ting lavede vi jo med tidsindstillede bomber. Jack, en af vores
smedekammerater, tog for eksempel en gang arbejde på et lille værksted,
der holdt til i et hjørne af en stor fabriksbygning. Resten af bygningen var
ellers optaget af Always, en rigtig modbydelig hitler smedje. Jack bar
halvfjerds kilo ind og lagde dem i et skab ved siden af hovedgasledningen.
Inden han gik, trykkede han så et par to timers blyanter flade, og vi kunne i
ro og mag bestille dagens middag på en tagrestaurant i Havemanns
Magasin. Her sad vi helt fredeligt, og da vi var midt i flæskestegen, så vi
55
Always blæse til himmels på en hundrede meter høj ildsøjle. Skulle vi
have ringet og advaret vagterne? De havde sikkert splittet det hele ad og
havde muligvis fundet bomben. Næh, vi undersøgte og vurderede de
forskellige fabrikker og deres vagter. Sådan noget ville vi jo aldrig lave på
B&W og på lignende fabrikker, der holdt en fin stil med hensyn til
bevogtning. Her ville vi advare. Det var helt klart, men var det en eller
anden svinefabrik, der havde sat et eller andet nazikorps på,
marinevægtere, Sommerfolk eller lignende, så havde vi ikke ret mange
skrupler. Nu skete det sørgelige, at denne HD gruppe blev revet op nogle
måneder efter vores møde. Tyskerne havde vel holdt den slags gutter under
opsigt. Kornetterne var ikke så anonyme som os. Det kunne de ikke være.
De var langt mere udsatte efter en internering. Kornetterne var virkelig
friske ved deres arrestation. De barrikaderede døre, slog tyskere ned med
stoleben og alt det der. Det var heltemodigt, men det fører ikke til noget.
Når vi blev hugget, så logrede vi underdanigt. Vi troede på den tyske sejr.
Vi havde jo aldrig bevidst skadet de tyske interesser. Det gjaldt om at klare
den. En levende soldat er bedre, end en død helt. Kornetterne så tingene på
en anden måde end os, men de var modige. De satte skulderen til sammen
med os, og at de brugte gammeldags æresbegreber gjorde kun, at deres
56
kamp blev mere vanskelig. De endte som hullede lig i en vejgrøft på vejen
til Ringsted. "Skudt under flugtforsøg". Det var hvad det Tyske Riges
Befuldmægtigede i Danmark, Dr. Werner Best, kaldte det. Jødemorderen,
terrorchefen og den højtstående danske embedsmand Nils Svenningsens
gode ven. Men det var ikke et flugtforsøg. Det var et massemord.
Kornetterne og nogle andre fine kammerater blev jaget ned af en
prærievogn, for nu skulle de pisse, og da de lod vandet i grøften, så
hakkede tyskerne og deres danske hjælpere de 11 danske sabotører i små
stykker med et læs af maskinpistoler.
Ubådsmotoren
Vi gik og lavede en række forskellige ting. Vi lærte efterhånden fiduserne,
og vi blev mere og mere sikre på os selv. Vi lærte at håndtere nervepresset,
når vi var på aktion, og denne følelse af at være udenfor forsvandt
efterhånden. Vi gik på arbejde om dagen, sov hjemme om natten og brugte
så al den øvrige tid på aktioner. Ordentlige aktioner kræver normalt et
kolossalt forarbejde. Der er så mange ting, der skal undersøges, så mange
57
ting, der skal organiseres, så mange ting, der skal falde i hak, for at lave en
fin aktion. Men egentlig var det en ret sorgløs periode. Vi spurtede rundt.
Vi var i gang hele tiden, men vi var ikke særligt bange for at blive opdaget.
Tyskernes undertrykkelse føltes nok nærværende, men på en ret upersonlig
måde. Bagefter gøs vi, når vi tænkte på den tid, at vi kom igennem den
med skindet på næsen, var mere held end forstand. En gang imellem fik vi
besked oppefra, at nu måtte vi ikke sprænge. Sådan en måned eller to
måtte vi ikke gå ud og lægge noget ned. Jeg blev aldrig klar over værdien
af disse stop. Det blev påstået, at de var nødvendige for at reorganisere
grupperne. Det er noget helt abnormt sludder og vrøvl. Reorganisering af
illegalt arbejde? Den er lige til Svikmøllen. Så længe en fjeder er spændt,
så længe kan den virke. Slapper du lidt, så går det hele nemt agurk. Alle
får 117 andre ting i hovedet, end at smadre fabrikker. De begynder på
risikable hold-up og en mængde andet lort. Og når det så blev givet frit
igen, så har det jo samlet sig sammen. Vi får pludselig to eller tre aktioner
om ugen, og det er helvedes meget mere anspændende, end at have sådan
jævnt godt at bestille hele tiden. Men disse stop måtte vi altså overholde.
Vi kunne ikke andet. Vi var endnu ikke blevet selvforsynende med stof, og
ledelsen lukkede jo for sprængstoffet. Næ disse stop tjente et andet formål
58
end denne såkaldte "reorganisering". De var simpelthen ledelsens eneste
måde at bevise overfor kommandoudvalg, Frihedsråd eller hvad nu
hønisserne kaldte sig, at de i det hele taget ledede noget som helst. De
kunne sige: "Nu stopper vi fra den 1. til den 25. ", og så kunne enhver tåbe
se, at nu blev der lidt stille, og at lederne havde et vist system i tingene.
Men vi kunne som sagt ikke døje disse stop. Der var vel heller ikke
efterårsferie på Østfronten? Vel? Vi havde altså et af disse stop, og så med
en gang blev der en ubådsmotor klar ude på B&W. De fleste motorer var
røget ved bombardementet eller rettere sagt under rydningen. De, der
skulle rydde forsagerne væk, var friske. Lå der sådan en bombe lige op af
noget tysk lort, så var det altid alt for farligt at transportere den væk eller
desarmere den, så den blev sprængt på stedet. Jeg tror, at de ligefrem
skubbede bomberne helt ind under motorerne, før de lod dem ryge. I alle
fald så opstod langt de fleste præcise skader, da man begyndte at rydde
forsagerne væk. Men en motor havde altså overlevet, og den var nu blevet
prøvekørt af tyske ingeniører. Det havde givet anledning til en masse
ballade. Ingeniørerne havde fået stjålet både cigaretter, kitler og
gummihandsker. Vi havde jo denne her moral, at når det var fra en tysker,
så kunne man jo bare gå i gang med at gafle. Der var også en, der havde
59
hældt syre i lejerne på ubådsmotoren. De tyske ingeniører ville have politi
på, men det nægtede B&W og satte sin deres egen undersøgelse i gang.
Det var en fin undersøgelse. En mester gik rundt og spurgte: "E r det dig
der har hældt syre i?"," Er det dig?" Og da alle sagde nej, så sagde B&W,
at det måtte være en udenlandsk agent, idet en grundig undersøgelse havde
vist, at ingen på fabrikken kendte noget til det her syrehalløj. Men motoren
blev mere og mere færdig, og vi sagde til hinanden, stop eller ikke stop,
det lort skal ikke ud og torpedere noget. Vi tømte et par depoter. Vi havde
ikke meget på lager, men vi fik da skrabet sølle ti kilo forskelligt gammelt
stof sammen. Vi puttede det i min gamle skoletaske, og så var det ellers
bare med at få fingeren ud. Planen var enkel. Vi behøvede kun at være tre
mand. Jeg tog arbejdstøj på hjemmefra, og med tasken diskret under armen
og med Ib og KK i nærheden til at dække, så gled jeg stille ind på
fabrikken med seksholdet. Det var der ingen, der lagde mærke til. Der var
jo i hundredvis af gutter på vej til fræse og drejeafdelingerne. Men den
øvrige del af fabrikken startede først klokken syv, så vi havde en time til
jobbet. Prøvelokalet lå dødstille hen. Det var mørkt som i en grav, og med
alle sanser spændt gled jeg hen til ubådsmotoren. Blikket sugede alle tegn
ind. Alt var roligt. Så op på motoren, finde kædetrækket, klemme mappen
60
fast, stryge lunterne og så afsted. Vi vidste, at der ville være ro og fred i
lokalet og ingen folk før om en halv time, så vi havde givet den ti minutter
på lunterne. Jeg gled i skyggen hen til vores hemmelige udgang. Her stod
Ib og sikrede tilbagetoget. Et kort nik og så var det ellers op på cyklen og
rundt om kanalen. Over Langebro og hen til en buegang ved
Christiansborg. Her lå mit pæne tøj i en pakke, og så var det om at få
skiftet. Mens jeg gjorde det, lyttede jeg efter drønet. Der var gået næsten et
kvarter nu. Noget måtte have kikset. Det var ad helvede til. Jeg måtte se at
få fat i det stof igen, hvis det ikke var gået i luften. Så op på cyklen igen,
race over broen, ind i omklædningen, skifte til arbejdstøj, og så styrtede
jeg igen ned til prøvelokalet. Tænk, vore sidste ti kilo! Lige i det øjeblik,
jeg river døren op, ser jeg, at der er hamrende fuldt af betjente og vagter,
og så er det med at finde en grimasse, der kan passe. Jeg luntede altså op
på kommandobroen, det kaldte vi lokummet her. For satan, de stod med
lup og lignede Sherlock Holmes. Min gamle, halvbrændte skoletaske lå
der også. De ti kilo kunne vi skyde en hvid pind efter. Det var en skrap
omgang, ikke sådan, at de gjorde noget. Jeg fik da lov til at gå igennem,
men jeg gjorde mig en masse tanker om fingeraftryk. Måske kunne de
spore et eller andet i mappen. Vi havde fjernet alle mærker, men alligevel.
61
De har jo meget apparatur, og det havde ikke været noget problem for en
af detektiverne i kriminalromanerne. I alle fald var det en skam, at vi ikke
havde fået flækket motoren. Det var til at blive helt syg over. Vi prøvede
om vi kunne få noget nyt stof, men NEJ. Ledelsen havde jo sit
sabotagestop, så vi måtte lade ubådsmotoren passere. Hvor var det kiks ad
Pommern til. Der var nemlig sket det, at bomben, der var pakket på
depotet, havde fået lunterne anbragt for langt inde inde i tasken. Det var
noget vi brugte, hvis vi var bange for, at en nævenyttig vagt skulle komme
forbi. Men jeg havde kludret i det. Jeg havde ikke fået trukket lunterne nok
ud, da jeg strøg, og lunten hvæser jo, som en flækket kineser. Derved gik
der ild i sprængstoffet, og det var derfor næsten brændt, inden
knaldkviksølvet detonerede, og så er der jo ikke meget drøn tilbage.
Selvfølgelig skulle motoren skilles ad og undersøges, inden den kom ud på
verdenshavene, men det var alligevel en ordentlig kældertur. Det eneste
reelt positive ved den aktion var, at B&W, fra den sure dag i oktober, holdt
op med at producere ubådsmotorer. Det var jo på en måde hele aktionen
værd, for B&W kunne nemt have produceret 50 ubådsmotorer i 1944. Hvis
vi havde tilladt det, selvfølgelig.
Dagaktion
62
En dag i december var Erwin Rommel i byen, og der var masser af dumme
folk, der stimlede sammen for at se Afrikageneralen. Ved et tilfælde havde
vi planlagt en dagaktion samme dag, og vi følte, at det var godt at drøne,
når generalen hyggede sig på d'Angleterre. Det var Vistoft, der skulle
lægges ned. Om natten lignede fabrikken et fort. Spanske ryttere i flere
etager, projektører, elektriske alarmer og meget andet godt. Om dagen var
der endnu ikke vagter på. De kom først efter arbejdstid, men fabrikken lå
jo også i et tæt beboelseskvarter, så den var ikke så ligetil at vippe. Vi
havde snart mange aktioner bag os af den sædvanlige slags, med at ligge
og rode rundt i nattens mulm og mørke. Det er der ikke så meget ved, så vi
følte, at nu måtte vi også prøve en af de her dagaktioner, som var ved at
blive moderne. Vi kunne da heller ikke på nogen måde røre Vistoft om
natten, så skulle den have et drøn på brillen, måtte det blive om dagen. Vi
havde planlagt aktionen utroligt omhyggeligt. Det er sådan, at disse
dagaktioner, der teknisk set bygger på "hit and run" princippet, skal
udføres fabelagtigt hurtigt. Der var ikke noget med, at vi sådan
efterhånden som aktionen skred frem kunne snakke sammen. Alt skulle
63
være aftalt på forhånd. Vi havde: Hold til at åbne, dækningsgrupper,
sprængningshold og rydningshold A, B, og C. Det var med at stille ure, og
med at den skulle melde til den. Det var sgu næsten helt militært. På slaget
tolv gik vi i gang, og det var egentlig skægt at se optakten til en dagaktion.
Ned af en fredelig sidevej til Jagtvej kom en lang række unge mennesker
gående i en ganske bestemt rækkefølge. Først kom ham, der skulle åbne
aktionen. Det var et kedeligt job og ikke særligt eftertragtet. Vi vidste
aldrig rigtig, hvad der kunne ske, når vi åbnede porten. De første minutter
er altid vanskelige, så nerverne skal være iskolde. Altså først kom
Hammergeden, der var direktør for åbneholdet. Så kom, en snes meter
efter ham, rydningsholdene. Så var der igen en snes meter til
sprængningsfolkene, der alle slæbte på store pakker i brunt papir. Rundt
omkring begyndte dækningsfolkene gå i stilling, og alle så meget
målbevidste ud. Der var en sammenbidt stemning over det hele, men
utroligt nok, så tror jeg ikke, nogen forbipasserende opdagede noget.
Hammergeden åbnede aktionen ved at holde portneren op, og da vi gled
forbi med vores pakker, så vi et par pæne ældre herrer, der havde fået slået
en bowlerhat ned over øjnene, men vi havde jo travlt. Senere fik vi at vide,
at der havde været nogen fra bestyrelsen i portnerlogen, da vi tilfældigvis
64
kom forbi. Disse høje Vistoft herrer ville altså ikke holdes op. De havde
slet ikke tysk arbejde på virksomheden og mere af samme skuffe.
Hammergeden sagde, at han ikke diskuterede med nazier, og da de høje
herrer så koksede helt ud, så måtte han jo slå bowleren ned over øjnene på
dem. Det var virkeligt skønt at sakse sådan et par værnemagere med en fed
tyskerbonus. Hvor var vi egentlig flinke, at lade nogle sådanne tyske
håndlangere slippe så let. Vi vidste jo, fra en gut på Teknisk Skole, at
Vistoft væltede sig i tysk arbejde. Gutten havde også fortalt på hvilke
maskiner det var bedst at placere sprængningerne, så vi gik bare hurtigt
igennem bygningerne uden at se hverken til højre eller venstre. Da vi
havde fundet stederne, blandt andet et boreværk der fræsede bombesigter,
så lagde vi stoffet til rette. Vi forbandt med cordex og armerede, og så var
det bare at vente på, at rydningen skulle blive klar. Gutterne havde efter en
særlig plan spredt sig ud over hele fabrikken, og hver gang et område var
ryddet, meldte de tilbage til os, der stod klar ved lunterne. Men det er nu
ikke så let at få et par hundrede mennesker ud, og vi måtte jo ikke glemme
nogen. Ib startede i øvrigt her på Vistoft med denne særlige antipanik
teknik, vi udviklede, når vi skulle rydde større forsamlinger. Han bankede
pænt på dørene. "Kom ind"! "Åh, vil De ikke nok være venlig at forlade
65
etablissementet. Vi skal altså til at sprænge. Husk nu Deres personlige
ejendele og prøv at skynde Dem en lille smule. Vi har lidt småtravlt. Kan
De ikke tage frakken på ned af trappen"? Vi gjorde alt for at sprede ro og
fred over gemytterne. Det var ikke så nemt. Folk har måske sovet i
hundrede år på den stol, og nu ryger det hele i luften på ti sekunder. Der er
ikke noget at sige til, hvis de følte, at det var lidt mærkeligt. Nå vi fik alle
ud, men det er nogle nervepirrende minutter man har, mens man står og
venter ved tændingerne. Det varede et kvarter, hvilket var mindst ti
minutter for meget. Endelig var evigheden forbi. Der blev meldt klar. Vi
tændte og nu skulle vi væk. Da vi kom ud, så var dækningsgrupperne over
alle bjerge. Det var selvfølgeligt sløjt, men på den anden side. De så jo at
alle trak sig væk, og det er ikke hyggeligt at stå på blanke eftermiddagen
med en skyder på Jagtvej. De folk, der tændte, var altid lidt ilde stedt. Der
skete nu ikke noget særligt. Der kom ganske vist et par fyre, der ville
stoppe os, og nogle andre begyndte at råbe. Men det var jo i slutningen af
1943, så de gik jo ikke rigtig til den. Vi havde jo også vores skydere, men
selvfølgelig er en Walter 7.65 ikke meget værd, når der står sådan et par
hundrede og råber på fortovet. Vi fik lov at passere. De nævenyttige kunne
også nemt få et par på kassen, men det var helt klart, at aktioner af denne
66
type kun kunne gennemføres med en vis lad velvilje fra tilskuernes side.
Vi kom væk, hørte drønet og det var efterfulgt af den høje skingre hylen,
der opstår når tusindvis af ruder smadres på en gang. En skøn, skøn lyd.
Da vi mødtes bagefter råbte vi: "Nu kommer vi med i bordellet". Vi var jo
nogle unge fyre, der var mere eller mindre underernærede, og et af vores
yndlingstemaer var derfor at fable, om vores sabotbordel. Og her stod der i
fantasireglementet, at man kunne komme gratis ind, hvis man i et drøn
havde smadret ruder for over en halv million kroner.
Kraftcentralen
Her i december 1943 havde vi spærretid, hvilket vil sige, at man skulle
være inde fra klokken otte aften til klokken fem morgen, Det at man ikke
måtte gå på gaden, når man ville, det var der megen surhed over. Nu var
det snart jul, og folk begyndte at snakke om, at spærretiden nok snart blev
hævet. Op til en højtid sagde Tyskerne tit: "Nu har I længe været rigtig
artige, så nu må I gerne gå ud på gaden igen". Folk gik altså og snakkede
om alle de dejlige lempelser, der var i sigte. Vi så det fra en lidt anden
67
vinkel. Vi havde på mange måder gavn af spærretiden. Vi følte ikke, at det
gjorde noget, at alle de danskere, der bare sejlede rundt med et
kongemærke, kom lidt nærmere til det store skræmmebillede: "Norske
tilstande". Vi tog nu lempesnakken roligt, for vi havde vores indtil nu
største sprængning under opsejling. Klar til at drøne et par dage før jul.
Det var kraftcentralen på B&W. Ib og jeg arbejdede jo derude, og vi var
begyndt at bære sprængstof ind. Vi tog ca. 3 kilo ad gangen med ind i
tasken, og selvom vi skulle passere vagtstuen, så gav det gav ingen
problemer. Værre var det, at vi skulle opbygge en transportkæde fra
depoterne, og slæbe stoffet igennem en besat by med razziaer og al den
slags. Det værste var dog at gemme stoffet. At bære ind tog med diverse
kiks godt fjorten dage, men hvor var det svært at finde et helt sikkert
gemmested. Sådan hundrede kilo TNT fylder en del, og vi havde regnet
ud, at meget mindre kunne det ikke være. Vi måtte altså lægge stoffet lige
ved siden af, hvor vi arbejdede, så vi kunne holde lidt opsyn med det. Der
gik jo altid en masse og snusede rundt efter brænde og den slags. Vi var
også bevæbnede hver dag og havde aftalt en lang række forskellige
alarmeringssystemer. Altså vi bar ind, vi gemte, vi holdt øje med, og vi var
i det hele taget oppe på mærkerne hele tiden. Sådan fjorten dage leves fra
68
minut til minut. Man slapper ikke af, så meget som et sekund. Da vi havde
fået stoffet ind, gik vi til den en tidlig tirsdag morgen. Det blev et kæmpe
kiks. Ib og jeg var gået ind med seksholdet. Vi skulle lige gå en runde for
at se om alt var roligt. Da vi gled forbi metalstøberiet, så vi pludselig en af
B&W bådene komme i kanalen. Den havde en stor projekter tændt, og den
hamrede lyset lige ind i vores dækningsgruppe, der ved Langebrogade
gjorde klar til at kravle ned i et par småbåde. Gutterne her blev smadder
forvirrede, at to af dem røg i vandet. Så tænkte vi: "Vores dækning er
opdaget. Den går bare ikke. Vi må afblæse aktionen". Sikken en ballade
der blev. Der er altid ballade, når man afblæser, og da vi endda glemte at
fortælle vores dækningsgruppe om afblæsningen, var den helt gal. Det var
noget rigtigt svineri, at de ikke fik besked, for det er ikke morsomt at stå i
timevis med vådt tøj i en iskold december måned og vente på et drøn, der
aldrig kommer. Ib og jeg måtte så gå på arbejde som sædvanligt. Stoffet
kunne jo ikke ligge og rode uden opsyn. Vi sprang onsdagen over og
sagde: "Så er det torsdag morgen." Nu klappede det bare. Vi havde jo også
haft generalprøve på opmarchen, og vi havde haft et par dage til at polere
planen endnu mere. Nu gik det bare. Ib og jeg gled ind med seksholdet,
snusede lidt rundt og gennem en nødhjælpsport lukkede vi KK, HC og
69
Jonas ind. De skulle sørge for de nødvendige hold-up, og vi gemte dem
under en spånkværn. Så hentede vi stoffet, og lagde det i to gamle
olietønder. Godt halvtreds kilo i hver, og dem stillede vi uden for døren til
kraftcentralen. Sådan et par gamle tønder, er der sgu ingen der ser. Vi
hentede en stige, vi havde organiseret, og så var det hen til spånkværnen
efter kammeraterne. B&W var egentlig ikke hårdt bevogtet. Der var
selvfølgelig en del vagter, der luntede rundt, men nu var det jo mørkt, og
der gik en masse folk fra og til. Vagterne kunne heller ikke kende alle, så
når vi først var inde på området kunne meget praktiseres. Kraftcentralen,
hjertet i B&W, var derimod virkelig godt beskyttet. Man kunne kun
komme ind med særlige passersedler, og alle vinduer var fyldt med
alarmtråde. Ved døren var der lavet et slusearrangement, så det med at
holde op igennem et gitter kunne ikke lade sig gøre her. Man kan nemlig
ikke holde op igennem en sluse. Vi vidste, at der midt i maskinhallen var et
kontor, hvor den vagthavende mester sad. Han havde en masse knapper,
der kunne give lyd på Politigården, i vagtstuerne og måske endnu værre
steder. Det var altså ikke en let opgave at komme ind, og selv om alt var
planlagt minutiøst, så var den sidste detalje afhængig af lidt lykke og lidt
held. Det at komme ind i centralen føltes i lange tider som en umulighed,
70
men efter megen spejden og kikken, opdagede vi et hul i panseret. Når
man starter en kold diesel op, så slår den jo det, man populært kalder en
ordentlig skid. Den blæser i sikkerhedsventilerne, rummet fyldes med en
sort fed røg, og så er det hyggeligt med lidt frisk luft. Lidt over seks
lukkede folkene i centralen derfor et vindue op i en fem, ti minutter, og så
var det at være der med en stige. Planen var perfekt til dette punkt, men så
kom det hasarderede. Vinduet sad fire meter oppe, lige over for dette
kontor med manden med knapperne. Der var gys på. Du skal springe fire
meter ned, løbe ti meter frem, holde knapfyren op gennem vinduerne i
kontoret. Måske var han bevæbnet? Jo man er lidt slap i koderne i det
øjeblik, man sætter stigen op. Men manden, der havde lukket vinduet op,
havde også brugt en stige og ikke et snoretræk, som vore spioner havde
meddelt, så vi kunne liste lige så stille ned! Mesteren i kontoret havde tabt
sin blyant og lå og rodede på gulvet, da vi prikkede ham i siden og bad
ham om at få poterne i vejret. Viola! Resten af aktionen var rutine. Vi fik
stoffet ind og begyndte at forbinde. Det var en stor historie. Der var fire
motorer, der skulle smadres. Vi lagde fyrre kilo på giraffen og godt tyve på
hver af de andre. Ladningerne blev placeret på de ømme punkter. Der blev
forbundet med cordex, og til sidst armerede vi. Selvom vi knoklede godt,
71
så tager det alligevel en halv time at ordne sådan et maskinrum. I
mellemtiden havde KK og HC gennemsøgt gasværket og de havde her
holdt en femten-tyve gutter op. Resten af B&W rørte vi selvfølgelig ikke,
og vi holdt de her gutter lidt inde i skyggen. Vi havde på forhånd
udarbejdet lister til rydningen. Hver af dem vi havde holdt op, fik nu en
afdeling at advare. KK tog deres identitetskort, så vi havde deres navn og
adresse og KK sagde, at hvis vi opdagede at de snød os, så ville vi gøre
dem ansvarlige, når vi havde vundet krigen. Det gav ikke anledning til
vrøvl, men vi var altid bange for, hvad der kunne ske, når panikken bredte
sig. Vi tændte, låste centralen igen, og få sekunder senere hujede det
igennem B&W: "Der er sabotører i kraftcentralen". Det nu gjaldt om at
komme væk, og imellem de tusindvis af folk, der løb ud igennem porten,
gled vi diskret og stille med. Vagtstuen var jo ikke blevet advaret, så til
sidst måtte vi desværre smadre en rude lige ned i hovedet på et par søvnige
revolverfyre. Vi stod oppe ved Knippelsbro og låste cykler op, da drønet
kom. Det var som en solopgang i syd, med lange rumlende detonationer.
Umådelige orange ildskær der lyste alt op. Flammesøjler der steg højere
op end kirkespiret. Det var virkelig flot. Der var for meget mere, end for
vores hundrede kilo. Gasværker, iltflasker og olielagre måtte være gået
72
med. Så var det op på cyklerne og ud til "Olga", hvor morgenkaffen og de
varme rundstykker ventede. Vi var ret kåde da vi kørte igennem byen.
Efter en sådan aktion er man helt agurk. Måneders arbejde, og her især de
sidste ugers nervepres var overstået. Alt var gået godt. Ingen skrammer til
nogen, jo, det var helt, helt fint. Efter B&W gik Ib og jeg under jorden. Vi
havde jo haft næsen langt fremme. Noget bliver der altid snakket, og alt
for populære var sabotørerne ikke. Sådan at smadre arbejdspladser er der
ret mange, der ikke kan lide. Det at blive fuldt illegal føltes mægtig
befriende og nerveberoligende. Vi kunne på mange måder slappe af, og vi
fik langt mere hold på vores risiko. At der kunne ske noget på aktioner var
til at leve med. Det at sove et sted, hvor man var tilmeldt folkeregisteret,
var noget helt andet. Og havde jeg ikke i maj set stort på et af de gode råd
var jeg nok kommet fredeligt igennem krigen. Vi holdt juleaften hos
fremmede. Det var en sær fornemmelse. Goddag Hr. Tom Mikkelsen, hvor
var det hyggeligt, de kunne komme. Alle osede af hemmelighed og mystik.
Det var da smadder pænt at folk lukkede deres hus op, men man følte sig
som en slags reservejulemand. Lige efter nytår fik jeg drønsikkert logi hos
fru Bøgvad, en gammel dame i Nordborggade 10, og så gik vi ellers i
gang. Natten før vi havde vippet kraftcentralen, havde Kaj og Øjvind
73
væltet Riffelsyndikatet, og nu gik det ellers slag i slag. Vi havde masser af
stof, og det gjorde jo ikke megen gavn, så længe det lå på depotet. Vi
havde masser af planer, masser af tid, så nu rullede det. Vi planerede
BurWain, der længe havde irriteret os. Det var den afdeling af B&W, der
var mest med i tysk arbejde, og det var arbejde af den helt stygge slags,
dele til flyvemaskiner, hurtigbåde osv. På BurWain fik vi vores første
Suomi maskinpistol, og et par dage senere fordoblede vi antallet ved at
snuppe en fra en vagt på F. L. Smidt. Vi havde et par sprængninger om
ugen, så vi fik en masse rutine, og vi lærte de andre grupper og deres
teknik godt at kende. Det var små styrker, der foretog dette vinterfelttog.
Vi var ca. ti fuldt illegale, og der var måske lidt flere der stadig gik på
normalt arbejde. Sådan et tal svinger, men hvis vi siger, at vi var ca.
femogtyve, er det ikke helt forkert. Kaninerne havde tilsyneladende
droppet industrisabotagen, og Holger Danske havde fået revet sin meget
aktive kornetgruppe op, så HD kørte på mindre end halv kraft. Efter jul
kom vi ud for noget ret mærkeligt. HC alias Teglers og et par andre
begyndte at lide af kommunistskræk. Vi rullede med øjnene. Selvfølgelig
er smedelærlinge røde, men hvad kom det kampen ved? Nazierne skulle
ned med nakken, og det kunne ikke gå hurtigt nok, og så kunne det være
74
fløjtende ligegyldigt, hvilken farve vi så langt, langt ude i horisonten. Vi
syntes, de så nogle sære spøgelser i det klare dagslys, men de ville ikke
blive hos os, så de skred. Det var nok det bedste, når de følte det på den
måde, og HD havde sikkert god brug for nogle skrappe folk. I begyndelsen
af januar blev Jacob, Jens, Sprængsmith og HH taget af Gestapo på Café
Oehlenschlæger i Allégade. Det var et ordentlig gok, men vi reddede
stofkontakten, så arbejdet kunne fortsætte næsten som normalt. Grupperne
arbejdede jo i vid udstrækning med selvorganisering. Vi skaffede selv
våben, logier, mødesteder, penge og meget andet. Vi gav ikke ret mange
oplysninger fra os, og toppen havde nok heller ikke lyst til at snakke, så vi
mistede ikke dengang en eneste mand i grupperne. Men 8. august 1944
blev: Jacob, Jens, Otto, Preben, Freddy og Gunnar, samt Preben Hagelin
og fire andre fra HD skudt ned på landevejen mellem Ringsted og
Roskilde. Det var det, den tyske Rigsbefuldmægtigede, nazigeneralen og
jødemorderen dr. Werner Best kaldte for: "Skudt under flugtforsøg."
Nordwerk
75
En gang i efteråret, mens vi stadig arbejdede på B&W, var der en fyr ved
navn Krenchel, der holdt et radioforedrag med titlen: "Sabotage - Gadens
Terror". Han ævlede en masse mod sabotagen. Han fortalte om det lille
svage land, der ville stå uden maskiner, når krigen var forbi. Han talte om
manglende konkurrenceevne, og om at det slet ikke kunne nytte at lave
sabotage. Han talte om skumle bagmænd og lyssky pengemænd, og
samtidig rakkede han lidt ned på Tyskerne. Han var i virkeligheden
smadderdygtig, og han havde en mægtig evne til at ramme, hvad stille folk
sådan gik og tænkte, og sabotagen var jo heller ikke særlig populær. Alle
de drøn og brag gjorde folk urolige. Pludselig røg alle deres ruder, og det
måske lige midt i aftenkaffen. Folk gik på arbejde om morgenen, men
inden de fik stemplet ind, var deres dejlige fabrik væk, og så gik turen
måske til en drejebænk i Hamborg. Mange pæne folk var altså urolige,
men her med Krenchel fik de hovedet lidt op. Tænk hvad han turde sige til
tyskerne? Jo, han var dygtig. Det var det smarteste propagandanummer
Tyskerne nogen sinde fik stablet på benene. Selv på B&W, som vi dog
anså for at være en så nogenlunde bevidst arbejdsplads, selv her begyndte
76
stemningen at svinge. Der var ligefrem nogen der i større forsamlinger
begyndte at brokke sig. Ganske vist var det nogen fra fagforeningen, men
alligevel var det groft, for det var umuligt at arbejde med sabotage,
effektivt og i en rimelig skala, hvis vi ikke havde nogen sympati på
pladserne. Den velvilje var vigtig, og vi så pludseligt måneders arbejde
smuldre. Inden vi begyndte på sabotagen, havde vi nemlig måttet berede
jordbunden, ved at gå og diskutere for og imod med alle mulige folk. Så
alene af den grund bliver man nemt for kendt, og så kom Krenchel, og vi
så måneders arbejde gå i vasken. Vi sammenkaldte til et lille møde. Det
var såmænd ikke noget rigtigt møde. Vi var bare nogle læredrenge, der
aftalte at gå på lokum. Vi var enige om, at det her det gik for fanden ikke,
men hvad skulle vi finde på? Lægges ned, det skulle han. En foreslog, at
han nok havde taget af kassen, men det var der ikke rigtig musik i. En
anden kom med, at han nok var på det forkerte hold, sådan lidt med
uterlighed, små børn og smide bukserne. OK, så siger vi det, for vi vidste
udmærket godt, at hvis man spredte sådan noget ud om en mand, så var
han færdig. Vi aftalte nogle ulækre detaljer, og gik så ud med parolen. Det
var rent Göbbelsk og "Der Stürmer" kunne ikke have gjort det bedre. Når
der nu blev diskuteret i tutten, ja alle vegne hvor man snakkede Krenchel
77
og sabotage, så var der altid en fra lokumsmødet, ikke altid os selv, der
stod op og sagde: "Regner du virkelig med, hvad sådan en gammel gris af
en ulækker børnelokker siger"? Krenchel tilhængeren prøvede at give igen,
men han vidste ikke noget om manden, så hans argumentation var svag,
når vi påstod, at han havde smidt bukserne og havde forført mindreårige,
piger, småbørn, kvinder og alt sådan noget. Det virkede. Det virkede
fantastisk. Vores metoder var ikke fine i kanten, men i hvert fald fik vi
lukket kæften på vores modstandere. Der var ikke nogen, der turde nævne
Krenchels navn, uden han var bange for at komme i klammeri med
sædeligheds politiet. Men sådan en episode viser, hvor svagt det hele var.
Hvor svag stemningen og holdningen var. Det her skete endda i efteråret
1943. En enkelt provokatør, der får radioen til sin rådighed en halv time,
kan vende stemningen, når han altså forstår at slå på de rigtige strenge. Det
var sgu sløjt. Krenchel holdt altså en serie foredrag, men det er nu med den
slags ting, at de altid er bedst de første gange, mens manden har noget på
hjerte. Når først modpropagandaen i de illegale blade sætter ind, så bliver
det noget andet. I sine foredrag begyndte han nu at svine sabotørerne til,
ved at sige, at vi var nogle feje kujoner. Vi angreb kun de svage og kun fra
ryggen. Vi turde aldrig kæmpe ærligt mand mod mand. Det var jo også
78
noget politikerne kørte med i deres propaganda. Den her med, at danskerne
altid fægter med åben pande og en masse lignende sludder og vrøvl. Man
kan jo ikke kæmpe med åben pande, når man får en på tuden lige så snart
man stikker hovedet frem. Det kan bare ikke lade sig praktisere. Det
heltemodige og friske, som mange mennesker syntes, der var ved
sabotagen, det prøvede Krenchel at svække og bagatellisere med alt sit
sludder om ærlig kamp og svage punkter. Krenchel blev ved at komme
tilbage til, at hvis der for eksempel var en fabrik, der var bevogtet af gamle
soldater fra Østfronten, så turde vi ikke komme. Her hentydede han til
General Motors. Det vil sige, General Motors havde ikke hallerne mere.
Dem havde tyskerne beslaglagt og hallerne skulle nu bruges til Nordwerk.
De havde stillet maskiner op i lange baner og nu skulle de til at lave en
helvedes masse. Tanken var vel den, at ved at koncentrere produktionen på
nogle få store steder, så fik tyskerne nemmere ved, at forsvare sig mod
gadens terrorister. Nordwerk blev i hvert fald indrettet, som en rigtig
fæstning, med masser af pigtråd, spanske ryttere, bunkers, lyskastere,
maskingeværer og en masse afspærring udenom. Vagterne var gamle
frontkæmpere, der var kommet hjem fra kulden i øst for at få en tjans ved
et maskingevær på Nørrebro. Og nu blev vi hånet af Krenchel i radioen.
79
Det var selvfølgelig en provokation. Det var vi godt klar over, men det
ærgrede jo alligevel. Vi lurede lidt på fortet, men det var helt umuligt at
lave noget der. Det kunne ikke angribes med de midler vi havde. Men så
en dag sidst i januar kom en forbindelsesmand, vi havde på General
Motors, og sagde: "Er I friske, kan I lave en hurtig plan, så er det nu." Han
fortalte, at der gik en varmekanal fra den gamle, endnu ikke besatte,
General Motors bygning over til Nordwerks kraftcentral. Indgangen var
kun bevogtet med en enkelt vagt, og han skulle være til at klare. Vi fik lidt
flere tekniske oplysninger og gik så i gang. En sådan aktion kan man ikke
aftale på et gadehjørne, så vi samledes på et af vore tilholdssteder. Det var
hos en meget fattig familie i Elmegade. Familien opretholdt tilværelsen
ved at klistre forskelligt biks sammen til påskekyllinger. Vi smededrenge
havde aldrig tænkt over, at der var noget mærkeligt i det. Folk skal jo tjene
penge på en eller anden måde, og det kan ret nemt blive bedre, end at stå
på en dødssyg fabrik. Men vi havde altså en gut med til mødet der fandt, at
det her klisteri var evigt grinagtigt og begyndte at vælte rundt med de her
kyllinger. Gutten syntes, det var en stor spas, at voksne sådan sad og
"legede". Nu var han ganske vist fra et mærkeligt, ret velhavende miljø,
men alligevel. Det gav en masse surhed. Folk begyndte at tale temmelig
80
højt, og alle tiders aktion var ved at gå i vasken. Men vi kølede af, og to
dage efter gik vi i gang. Vi lagde tre dækningsgrupper ud. De havde to
Suomier og nogle håndgranater, så de kunne larme lidt, hvis der blev
ballade, og derved give sprængningsholdet en chance for flugt. Men det
var ret sølle sammenlignet med det fyrværkeri, østfrontheltene på
Nordwerk kunne brænde af. Sprængningsgruppen gled i en død vinkel
over gaden hen til den gamle bygning og fandt et vindue, der var fixet lidt.
Ind i bygningen, glide musestille afsted og pludselig havde sabotagevagten
fire skydere imellem øjnene. Nu vidste vi, at han med passende
mellemrum skulle melde til vagtstuen, at alt var vel. Så han fik besked på
at udføre sine rutiner, som om intet var hændt. Han fik også at vide, at
lavede han numre, så var det en pløk. Han svarede, at det skulle han nok,
og han skulle faktisk ringe lige nu. Det lød mystisk, men OK. Han tog
telefonen og meldte: "De taler med sabotagevagt Engel." I det øjeblik, han
meldte, blev han kobberrød i hovedet, og et sekund senere helt askegrå af
skræk. Alle var øjeblikkelig klar over, at han havde sagt kodeordet. Han
blev presset lidt, så brød han sammen og tilstod. Den var også umuligt at
nægte, for vagtstuen tændte med det samme alle lyskasterne. Det var i
virkeligheden skidegroft. Aktionen var lige startet, med alle tiders
81
pragtplan, og så gik sådan en idiot hen og ødelagde hele tegningen med sit
melderi. Skal vi afblæse eller hvad? Det er en stram beslutning at tage. Der
blev overvejet i et par lange sekunder, så sagde KK: "Vi går sgu til den".
Ned i tunnelen. Der var som i et dampbad. Der var mindst ti ståldøre, der
skulle smadres, og der var firs kilo stof at slæbe på. Endelig holdt gangen
op og stoffet blev placeret lige under kraftcentralen. Lunterne blev strøget,
og så var det hjemad. Engel sad og græd. Reglen var, at vi ikke tolererede
at vagter lavede lort med os, men på den anden side er det ikke så ligetil at
skyde en fyr der sidder og flæber. For at udskyde det uundgåelige, blev vi
enige om at tage ham med som gidsel, når vi igen skulle passere gaden.
Men pludselig slog Engels nerver klik. Han prøvede på at stikke af. Han
nåede ikke mange meter væk, så var han pløkket. Det kan lyde groft. Det
var også groft, men sådan var kampens lov. Han prøvede på at stoppe os,
og få sine medgutter til at smadre os. Han var ansat på den mest beskidte
nazi-fabrik i hele riget. Han havde siddet ved den telefon i månedsvis, så
han havde haft god tid til at tænke sagerne igennem. Han vidste, hvad han
gjorde. Vi kom uskadt over gaden og senere, da vi cyklede ned ad
Aldersrogade, fløj kraftcentralen i et vældigt drøn til himmels med alle
sine maskingeværer og projektører, og vi var færdige med Krenchel.
Det lange stop
82
Efter Nordwerk fik vi igen besked på stop. Nå, vi havde drønet godt i de
sidste par måneder, så det kunne sgu blive helt rart med et par uger i fred
og ro. Men god morgen, vi blev holdt hen med snak i flere måneder.
Ledelsen kørte stadig på dette her reorganiseringsvrøvl. Vi murrede. Vi
kunne ikke døje de her stop. De gav en slags opløsning og slaphed blandt
os alle sammen. Folk begyndte at rode med alt muligt andet. Selvfølgelig
var det forbudt, men når der nu var et par kammerater i knibe et eller andet
sted, så er det ikke så ligetil at sige nej. Endog illegale blade var der nogen
der gik i gang med, og bladarbejdet var et af de mest risikable jobs, man
kunne have. Ikke fordi bladfolkene ikke var skrappe til at lave illegalt
arbejde. Slet ikke. Deres organisationstalent var tiptop. Men tænk uge efter
uge, år efter år, kunne de udsende bunker af skrifter. Det var imponerende.
Tænk hvad det kræver af trykkesteder og transportruter, for ikke at tale om
indsamlingen af oplysninger. De fik, enten de ville det eller ej, kontakt
med en masse mennesker. Sådan er strukturen af den type arbejde, og gang
på gang røg der selvfølgelig lange kæder af bladfolk. Det kunne ikke
undgåes. De kunne ikke nøjes med at mødes ti minutter ved en sø, eller
83
hænge et kvarter på et plankeværk. Nat efter nat skulle de stå i en eller
anden dødssyg kælder og fodre et larmeapparat. Det måtte gå galt en gang
imellem og alligevel udkom de illegale blade hele tiden. Vi fik altså god
tid til at gå på gaderne og kigge, og det var i alle fald dejligt. Vi støvede
hele byen rundt. Alle vegne. Vi gik ture de mærkeligste steder for at lære
det hele at kende. Det kunne være livsvigtigt i en given situation at kende
alle smut og genveje. Når man stak af ind i en port, så skulle der jo gerne
være et hul i den anden ende. Vi havde i øvrigt noget, vi kaldte vores
distrikter. Ib og jeg var vanløsere og christianshavnere. Andre kendte
Østerbro og Hvidovre, og på Nørrebro havde Martin en skrap gruppe. Vi
gik som sagt og daskede rundt. Indimellem arbejdede vi selvfølgelig også
med aktioner. Men nu er det jo sådan, at en fabrik som regel bliver moden
på et bestemt tidspunkt. Det kan være noget med bevogtningen, noget med
produktionen eller noget med, at fabrikken pludselig har en masse
krigsudstyr færdigt, som helst skal sprænges inden det bliver leveret til
tyskerne. Det var altså svært at planlægge noget, når oppefyrene ikke ville
fortælle, hvor længe deres dødssyge stop skulle vare. Ib og jeg var i øvrigt
steget i graderne. Vi havde fået vores eget private jern, en Walter 7,65, som
vi gik med i et hylster, der sad i armhulen. Det var en glimrende måde at
84
bære jernet på. Let at få fat i og næsten ikke til at se. Men så var der det
med at skaffe nye folk. Det kunne vi altid arbejde med, for der var en evig
mangel på friske folk i grupperne. Der gled hele tiden nogen ud, og det var
svært at finde nogle ny. Ikke fordi der ikke var masser af friske folk i byen,
slet ikke, men det var så svært at få etableret en sikker kontakt. Vi kunne jo
ikke sætte en annonce i avisen. Vi ville helst selv finde og opfordre folk.
Vi var naturligvis rystende bange for at få en stikker med i gruppen. Så
længe vi var legale, var det nemmere. Vi kunne gå og lure en fyr ud, og så
en dag passe ham op, og give ham et forslag. Denne metode var stensikker
med hensyn til at undgå stikkeri, men man skulle færdes i visse kredse, og
da vi nu var gået under jorden, kneb det med at lure nogen ud. Vi måtte
derfor leve med, at vi fik de nye folk anvist gennem organisationen, eller
måske gennem kommunistpartiet. Den 22. juni 1941 havde Hitler jo
overfaldet Sovjetunionen, og samme dag havde politikerne på
Christiansborg igen brudt Rigets Grundlov. Politiet arresterede, i de tidlige
morgentimer, 350 kommunister, og præsidenten for Danmarks Højesteret
Troels G. Jørgensen talte om en: "lovlig præventiv frihedsberøvelse". På
almindeligt dansk mente overdommeren altså, at det uden lov og dom, var
OK at sende danskere til døden i de tyske koncentrationslejre. DKP var
85
selvfølgelig gået under jorden, men både medlemmer og sympatisører blev
jagtet hidsigt af domstole og af alle slags politi. Denne jagt havde varet i
tre år, så kommunisterne var blevet rigtig dygtige til dette illegale tys-tysroderi. Vi beundrede deres teknik og overlevelsessystem, men partipolitik
er ret meget langt væk, når man er i gang med at vinde en krig. Vi ledte
altså med lys og lygte efter friske folk, og en dag fik vi en adresse fra
kommunistpartiet på Amager. Vi tog derud, men vi vadede bare ikke lige
op på en første sal på Øresundsvej. Næ, vi kæmmede først hele distriktet.
Vi fandt smutveje, dækningsgrupper ud, blokerede telefonen, og så gik vi
til den. Forsigtigt op af trappen, ringe på, kodeord og så ind. Hen til
vinduet, for at give det aftalte tegn til dækningen, der ellers ville komme
med brask og bram. Først nu kunne vi begynde at tage de tre nye
kammerater i øjesyn. Sådan et første møde er spændende. Først skal man
afgøre, om det er en fælde. Dernæst skal man se om det er nogle fyre, der
kan tåle mosten. Det med at snuse til folk var jo et vigtigt led i det normale
arbejde, og man følte sig som en slags psykolog, når man skød de
forskellige spidsfindigheder af. I dette tilfælde var det nemt. De tre fyre
var alle i smedelære. De havde allerede prøvet en masse, og de var vilde
med at fortælle om det. De havde stjålet masser af våben. Blandt andet
86
havde en, der senere fik dæknavnet Johnny, kørt ud fra Våbenarsenalet
med 89´geværer i buksebenet. Det kan lade sig gøre, hvis man bruger sin
cykel som løbehjul. De havde også drønet bevæbnet rundt ved nogle af de
store demonstrationer. De var meget skrappe og meget friske, men måske
nok lidt vel hasarderede efter vores smag. Vi var mest for få ting, men
ordentlige ting, og vi var ikke meget for at blande alting sammen. Vi
begyndte så at hale dem ned på jorden. Vi fortalte om vores grundregler og
gode råd. Vi gav dem lidt om stof og nævnte i forbifarten, at vi også brugte
våben, og vi bekæmpede vores lyst til at se deres arsenal. Inden vi gik,
viste vi dem de skumle fyre, der stod i skyggen og ventede på, at vi kom
ned i god behold. Jeg tror det gik op for dem at vi, på trods af sabotbordel
og andet gas, var folk, der ikke kunne lide en unødvendig risiko. Selvom
vi fik de her tre med, lå det stadig mægtigt tungt med bevæbningen. Vi
havde kun to Suomier, og et par ordentlige pistoler, resten kørte med
gamle G&M´er. Og det blev værre endnu, for vi gik ud på lossepladsen en
gang imellem og skød efter konservesdåser. Her viste det sig, at halvdelen
af de gamle tromlebørger, enten ikke kunne skyde, eller også sprængte
løbet den første gang, vi spændte hanen og affyrede et skud. Jo, det var en
fin sikkerhed at gå rundt med sådan noget lort. Vi havde fået et tip om, at
87
B&W havde tyve maskinpistoler i pengeskabet, og vi lavede et utal af
aktioner for at se, om det passede, Tænk tyve dejlige bollesprøjter. Men
aktionerne blev ved med at kikse. Vi besatte nogle forkerte kontorer, så
ville vi kidnappe hovedbogholderen, som havde nøgle til pengeskabet.
Han hed Hansen, men på grund af navnelighed fik vi fat i en forkert
Hansen. Så måtte vi afblæse fordi den ambulance, vi skulle bruge til
bortførelsen, blev bevogtet af politi. Endeligt var det hele klar. Vi masede
op til den rigtige Hansen, men så var hans kone gravid, og hun tog helt
naturligt den store tur, da vi ville hente manden, og så måtte vi aflyse igen.
Til allersidst måtte vi opgive de tyve Suomier. Det var hårdt. En morgen,
da vi cyklede på vej til dagens arbejde, ser vi, at Landmandsbanken havde
bevæbnet portvagterne med langløbede Parabeller. Nu gjaldt det om at
skynde sig, for de skydere ville mange gerne have fat i. Vi samlede
lynhurtigt nogle folk, og da klokken slog ti på Nikolaj gik vi til den. Vi var
meget bange for alle de hemmelige systemer, som vi regnede med sådan
en bank havde. Automatiske låse, sirener og den slags, og da banken havde
Parabeller både ved hovedindgangen i Holmens Kanal og ved
kælderindgangen i Laksegade, så gik vi til den på begge sider, lige da det
første klemt lød. Jørn, Phillip og jeg var på Laksegadeholdet. Jørn tog
88
vagten på gaden. Han var nemlig skrap til at holde op på en stille måde, så
ingen lagde mærke til noget. Phillip skulle passe på døren, og jeg skulle
tage vagten i kælderen. Da vi kom ned i gangen fik vi et chok! Der stod
sgu to mand! Phillip tog den ene med det samme, men den anden, som i
øvrigt var vagtchef og gammel skydelærer fra livgarden, stod ret langt
tilbage. Jeg for løs på ham med hævet pistol. Han tog det lidt for roligt og
sagde, at jeg ikke kunne bruge den pistol. Det var sådan set rigtigt nok, for
på den slags aktioner hverken ville eller måtte vi bruge jernet. Jeg for altså
frem, og da jeg nåede ham, gav han mig en kajetrækker i bedste filmstil.
Jeg kurede hen af gulvet og det fløj gennem knoppen på mig, om man nu
skulle ende sit unge liv som bankrøver. Men jeg kom da op og røg på ham
igen, tilpas lavt selvfølgelig, og jeg hamrede min Walter ind i knæskallen
på ham. Jeg afsikrede og hvæsede: "Så er det rullestolen." Så blev han tam
og en Parabel skiftede ejer. Men nu var det med at komme væk. En bunke
folk stod udenfor og ville stoppe røverne. Det var ikke rart, og det blev
værre endnu. Pludselig hylede sirenerne luftalarm. Hvor sygt kan det
blive? En holdt i min bagagebærer. Parabellen blev brugt som en
forhammer, og en hånd blev hakket til mos, så slap han og væk var jeg.
Næsten da! Gaderne var tomme. Folk var gået i beskyttelsesrum, og jeg
89
skulle se at komme i sikkerhed ude på Christianshavn. Det gik da, selvom
det er en underlig fornemmelse at krydse Knippelsbro helt alene. Der går
selvfølgelig nogle timer, før man er kommet i ro oven på sådan en tur, men
fem langløbede Parabeller er en god nervemedicin. Vi prøvede også at
skaffe nogle bedre depoter. Vi havde et under gulvet hos et ligkistemagasin
på Gl. Kongevej. Men et var svært at komme ind i depotet, fordi vi skulle
ind af en lem, der sad højt oppe på væggen i en snæver kældergang. Jo, det
var en rigtig rottefælde. Der var ikke noget vindue, så vi lå og rodede med
alle vores farlige sager ved et julelys, men det værste var, at vi ikke måtte
give en lyd fra os i forretningstiden. Det var svært at pakke stof eller rense
våben under de forhold. Senere fik vi et virkeligt godt kælderrum i
baggård i Rosengården 14, og det lykkedes også at leje to garager. Men alt
blev blæst op et par måneder senere, fordi jeg klokkede i det. Det med at
leje var forresten mægtigt svært, for vi ejede ikke kongens mønt. Vi fik
næsten aldrig penge oppefra, så vi måtte ud med tiggerstaven hos familie
og venner. Vi havde altid særligt travlt op til den første. Vores lejemål gik
jo på falske navne og adresser, og så skal betalingen jo falde inden
husejeren går i gang med at rykke. Penge til personligt brug var der endnu
færre af, men selvfølgelig betalte vi ikke for vores logier, og de flinke
90
mennesker, der husede os gav som regel morgenmad og aftenkaffe, hvilket
ikke altid var lige nemt, for der var rationering på alting. Frokost og
middagsmad kneb det med. Her støttede familie og venner, men vi kunne
jo ikke altid hænge hos dem, og så gik vi til Kirkens Korshær eller til
Frelsens Hær og fik en madpakke. Der var også nogle restauranter, hvor
værten var god nok. Her kunne vi få et gratis måltid varm mad. De to
bedste var Skandia og Pihl´s mælkeri, men vi var lidt utrygge, når vi gik
derind, for begge steder lå temmelig tæt på Dagmarhus. Vi levede dog, om
end lidt sultne. Vi fik meget wienerbrød fra dagen før, og når det var fint,
splejsede vi til rugbrød og ost. Den billigste var den her myseost og den
spiste vi i grunden meget af. En vigtig ting var at have et godt logi, og her
var vores bedste skaffer en abonnine fra Tivoli. Det var utroligt, hvad hun
kendte af gamle friske damer, der ikke var bange for noget som helst. At
bo hos en gammel dame var drønsikkert. De snakkede aldrig over sig.
Siden august 1943 havde der været dødsstraf for at kende og hjælpe
sabotører, og da vi følte, at vi ikke kunne bede om husly uden at fortælle,
hvad vi stod for, kan man ikke kalde disse gamle damer pivede, og uden
dem var vi aldrig kommet helskindet gennem krigen. På grund af
spærretiden tilbragte vi mange aftener sammen. Hyggen var gammeldags
91
med stegte æbler i kakkelovnen og højtlæsning, men vi fortalte også om
vores aktioner, og der blev lyttet med megen sympati. Jeg havde et fint
logi i Nordborggade 10, og en dag sker der så en kedelig ting i opgangen
ved siden af. I nr. 8. boede der nemlig en marinevægter, og han bliver
pløkket en aften. Ingen lægger mærke til skuddet, men pludselig kommer
hans værtinde ind i kammeret og finder ham med et skud i hovedet. Hun
tilkalder politiet, og så starter kriminalerne en undersøgelse. Nå, en halv
time senere kommer jeg raslende hjem og drøner lige igennem
politiafspærringen. Jeg burde have været mere vågen, men man slapper jo
lidt af, når man er nået ind i sidegaderne. Hvad skal man så gøre? Skal
man vende om og styrte ud? Det ville jo se lidt mærkeligt ud, så man
tænkte, du kører løbet igennem. Det er nok et andet sted. Men da jeg
kommer ind i min egen opgang, er den også sjokfuld af politi. Så for satan,
men nu er det helt udelukket at vende om, så det er bare videre op af
trapperne. På første sal står der et par gutter og stemmer dørklokker og idet
jeg glider forbi, kan jeg se de viser politiskilt. Det bliver værre og værre.
Nå, op på tredje sal, lukke op og ind på logiet. Jeg boede hos en gammel
dame på næsten firs, og jeg satte ti sekunder af til at forklare hende
situationen. Jeg fortalte hende, at der i løbet af et øjeblik ville komme en
92
afhøring af dansk politi, og at vi skulle holde fast ved vores gamle aftale
om, at jeg var hendes nevø, og at hun skulle lade som hun var døv, hvad
hun altså slet ikke var, og så skulle jeg prøve at klare spørgsmålene. Jeg
havde min pistol liggende på mit værelse, og det er jo ikke så rart, hvis der
blev husundersøgelse, så jeg tog den og for ud i køkkenet med den for at
putte den i skraldespanden. Ikke særligt genialt, men jeg kunne ikke finde
på noget bedre i farten. Den gamle dame iagttog mig og sagde så: "Det er
synd at lægge den i spanden, min stoppekurv er meget bedre." Det kalder
jeg åndsnærværelse, og vi havde lige fået pistolen i kurven, så ringede det
på døren. Jeg lukkede op og i løbet af et øjeblik stod der en mand i entreen
og sagde, at han var fra kriminalpolitiet og at han gerne ville stille et par
spørgsmål. Det måtte han jo godt, når blot han tog lidt hensyn til min
tantes dårlige nerver. Det var i orden, og så spurgte han om jeg boede her,
og da jeg svarede nej, så mistede han helt interessen for mig. Så gik vi ind
til "tante". Han ville gerne vide om hun havde hørt et skud i går aftes. Min
tante spillede rollen som døv udmærket og sagde: "Unge mand de må
virkelig tale højere". Han råbte nu om det med skuddet, men hun kunne
ikke rigtig forstå spørgsmålet, og så sagde han meget fornuftigt og venligt:
"Når De ikke kan høre, hvad jeg siger, er mit spørgsmål uden betydning",
93
og så undskyldte han mange gange forstyrrelsen. Da han var gået fik vi os
en kop kaffe og vi snød os til en cognac fra flasken, der egentlig skulle
gemmes til freden. Og da der lidt senere var ro i lejren, gemte jeg min
pistol på loftet og luskede væk.
Forårsoffensiv
En gang i april blev stoppet hævet, og vi skulle se at komme i gang igen.
Man kunne godt mærke, at man ikke var helt så frisk, som man havde
været før. Man var blevet påpasselig med sig selv. De nye sagde, at man
havde fået "listen". Når en mand havde fået en "liste", så betød det, at han
på en eller anden måde havde lavet aktioner nok. Han havde fået en liste,
han havde fået sit regnskab til at stemme. Han blev lidt for omhyggelig, og
han tænkte for meget på at overleve. Kort sagt han var ikke så frisk. De
nye, der ikke havde prøvet så meget endnu, gik mere på med krum hals, og
de så lidt ned på de gamle. På den anden side var erfaring ikke dårligt, og
vi gamle kendte jo mange fiduser. Men havde de nye mere kampgejst og
gåpåmod, så var de ret grønne teknisk set, og de var slet ikke omhyggelige
94
nok. Tag for eksempel den med at blomstre. At blomstre vil sige, at man af
en eller anden grund skulle opholde sig i nogen tid på et sted, hvor folk gik
fra og til. Man skulle stå på et gadehjørne og spionere mod en fabrik, eller
man skulle passe nogen op. Ofte kunne sådan en blomstring vare flere
timer, og så var det med at gå i et med det hele. Ingen måtte opdage noget.
Man måtte ikke vække mere opsigt end en lygtepæl. Denne teknik tog det
lang tid at lære og den krævede megen indføling. Her var de nye tit på
glatis. Hold da kæft, hvor kunne de stå og se mystifistiske ud. Vi startede
midt i april med Carltorp på Roskildevej. Dagaktion! Lige stoppe op. Ind
på fabrikken, rydde, armere, tænde og så væk. Fem, højst ti minutter, og så
længe var der vel fred og ro selv på Roskildevej. Men god morgen Karl
Børge. Da vi ryddede en villa, der lå lige op af møganstalten, fandt vi en
invalid, der havde ligget i sengen i tyve år. Hvis vi ikke fik ham væk, så
ville vi slå ham ihjel, når vi sprængte. Vi organiserede derfor et bord, og
fik ham med madras og sengetøj op på det, og så var det ellers ned ad
Roskildevej. En frisk brandmand kom på sin Nimbus. Den invalide sagde,
at han gerne ville prøve at køre på motorcykel, og med lidt besvær fik vi
ham proppet ned i sidevognen, og så raslede de afsted. Det tog tid og
dækningen stod og trippede. Pludselig kom der en kolonne tyske
95
prærievogne. Det er en lastvogn, hvor ladet var dækket af en stor
presenning på buer, og de var fulde af soldater. Vi trak ind i skyggen, men
en fuld stodder, der havde set at vi havde stoppet folk, ville hjælpe til. Da
han ikke kunne se forskel på noget som helst, røg han ud foran de her
prærievogne, men en af gutterne lod som om, han var lige så fuld og
agerede et kammeratligt fyldebøtteslagsmål med stodderen, så tyskerne
grinede, og de stoppede gudskelov ikke op. Da banen igen var klar, så
sendte vi stodderen over i kroen overfor med en besked fra Frihedsrådet
om at smadre telefonen. Han ville jo så gerne gøre noget for Danmark. Vi
tændte og gled, hørte drønet, og så gik det altså, selvom der var for meget
hasard i det. Vi havde besvær med at få folk til at overholde vores
sikkerhedsafstande, og nogle gik tættere på, end vi havde givet besked på.
En af de nysgerrige fik en tagplade i hovedet og blev dræbt på stedet. Vi
følte os trods alt ansvarlige og vi var enige om at næste gang måtte vi tale
med noget større bogstaver. Det var i øvrigt første gang, at vi fik slået en
sagesløs ihjel. Onsdag den 3. maj cyklede vi i øsende regn til Glostrup. Vi
skulle ud og smadre Globe, og det var en dagaktion. Men aktionen kom til
at gå på en helt anden måde, end vi havde planlagt, da det første hold-up
kiksede. Vagterne nåede at gå i stilling, og der blev et helvedes skyderi. Vi
96
havde kun to Suomier, så det tog næsten ti minutter før vi havde fået jaget
vagterne væk og kunne få bomberne anbragt og tændt. Vi havde endnu
ikke fået hold på de her ildkampe, og Kaj fik et grimt skud i armen. Blodet
fossede ud af ærmet, men vi skulle få en endnu barskere lærestreg. På
grund af skyderiet gik vores tilbagetog lidt i opløsning, og en af vores folk
måtte gemme sig i en klynge tilskuere, mens hans cykel blev lappet. Der
stod Chang så og trippede, mens Gestapo besatte hele byen. Det var nok
gået, hvis ikke en af de skide vagter havde styrtet rundt mellem folk.
Vagten så Chang og udpegede ham, og Chang blev overmandet og ført ind
til Dagmarhus. Vi var langt nede i kælderen den aften. Vi tænkte hele tiden
på Chang, og hvad han nu stod model til. Vi havde mistet kontrollen over
udviklingen på en aktion, og vi havde mistet Chang. Vi var på en måde
langt nede, og på en anden måde var der ligesom ved at ske noget inden i
os. Alt småpersonligt sludder og vrøvl forsvandt. Var der noget med nye og
gamle? Er du ikke frisk mere? Har du ondt i røven af den megen cykling?
Er du våd og kold? Alle småting var så ligegyldige nu. Nu var det hævn og
kamp. Vi følte os som et stort iskoldt dyr, der nok måtte jage i skyggen,
men som nok skulle få smadret alt deres forbandede pisselort. Fredag den
5. maj var det St. Bededag. Halvt i søvne hørte man bumpet, da avisen
97
kom. Man gik ud og hentede den. På forsiden stod: "Sabotør henrettet"!
"Jørgen Ejvind Schacht var blevet henrettet"! Det var Chang. De havde
skudt Chang! Det hele raslede sammen inde i en. Man stod der med den
rådne avis. Man læste overskriften tyve gange. Man fattede det, og man
fattede det alligevel ikke. Man havde snakket så meget sammen. Man
havde lavet så meget sammen. For to dage siden var Chang sund og frisk,
og nu var han pløkket. Alle de små ting blev så mærkeligt nærværende.
Det skøre maleri, der hang over din seng. Der stod Ribe på kakkelovnen.
Planten i vinduet var ved at få en blomst. Alt så ud som det plejede, og
alligevel var det hele forandret. Man følte mathed og tomhed. Man smed
sig på sengen. Man følte under hovedpuden efter pistolen. Man kunne hele
tiden se Chang for sig. Hvordan havde han haft det de sidste par dage?
Angsten skyllede ind over dig. Du var så smadret. Men du må tage sig
sammen. Det gavnede ikke Chang at ligge her og klynke. Det skar i
struben. Du kunne mærke din puls. Det var svært at trække vejret. Men du
skal, du skal, til møde. Lidt over ti sad vi så en snes stykker omkring et
bord i et spejderlokale på La Cours vej. Vi skulle i gang med at planlægge
Kløvermarken. Vi var stille, og meget mere åbne over for hinanden end vi
plejede at være. Vi talte om Chang, og om at være bange. åge fortalte, at
98
han havde vrøvl med at sove om natten. Vi følte meget stærkt, at vi var i
krig nu. Vi var med i en total krig, hvor der ikke blev givet ved dørene,
men samtidig var der den mest iskolde fornemmelse af, at nu skulle der
fortsættes. Var tyskerne skrappe, så skulle vi være helvedes mange gange
skrappere. Nu skulle de få krig, og vi gik i gang med planen. Vi havde fået
et par skrappe værktøjsmagere med. Kaj, den ene af dem, havde været med
på Riffelsyndikatet, og han var ekspert i dramatiske, omstændelige, men
knippelgode aktioner. Kaj gennemgik planen. Det tog sin tid. Hold da
kæft, hvor var det grundigt, men det var helt i orden. Vi havde nok taget
det for let på Globe, og denne sag var på det helt skrappe plan, endnu
skrappere end Nordwerk, og siden hen regnede vi den da også for vores
aller fineste aktion. Aktionen krævede nerver af klavertråd, og vi foretog
derfor en millimeterfin udvælgelse til de enkelte job. Aktionsholdet kom til
at bestå af Ib, Finn, Jack og så de to nye James og Johnny. Nu skulle vi en
gang for alle have dem ned på jorden. Dækningen blev udvalgt af folk,
som ikke flyttede sig en millimeter, før sidste mand var ude, og som noget
nyt udarbejdede vi en katastrofeplan, der skulle sikre det fremtidige
arbejde, hvis alting gik i fisk. Den lette tjans at starte planen, hvis
aktionsgutterne nød cigaren fik jeg, så til vores hidtil flotteste aktion, var
99
jeg bare en simpel tilskuer. Planen byggede på det enkle, men helt geniale
princip, at vi midt på dagen skulle besætte og sprænge fabrikken, uden at
røre vagterne. Disse vagter var nemlig af en usædvanlig modbydelig nazi
kaliber. De skød efter fredelige forbipasserende, og vagtchefen Dedenkolb
havde senere det infame held at pløkke vores læge Erik Hagens. Fabrikken
lavede værktøj og patronbælter til maskinkanoner. Kanoner der af
Stukaspiloterne blev brugt både mod RAF, og mod flygtninge på tilfældige
landveje. Fabrikken lå i tre hangarer på en gammel flyveplads, og området
var mere en kilometer langt. Langs den ene side lå en eksercerplads for
Værnemagten, og på den anden side lå Amagerbanen. Her vrimlede det
med skydegale SS-patruljer der skulle sikre benzinforsyningen til Kastrup.
Ville vi nedkæmpe og sprænge den fabrik, så måtte vi mindst have en
"Ottende armé". Kaj havde derfor lavet en plan, hvor man helt stille holdt
hele fabrikken op, lagde sit stof og gled uden at nazikoret så eller hørte
noget. Kaj, der arbejdede på et værktøj til tyve millimeter ammunition,
smuglede, trods kropsvisitering, en del stof ind, og Kaj sørgede også for
alle de små ting, der gør en aktion vellykket. Han fjernede pigtråd på de
rigtige steder, stillede cykler frem, lagde en hammer med søm ved en
skuffe og så videre. Men først og fremmest udspionerede Kaj vagterne og
100
klarlagde deres rutiner, og for at få et alibi blev Kaj selvfølgelig holdt op,
som alle de andre ansatte. Lørdag den 6. maj kl. 10.15 startede aktionen.
Børge Brandt, der siden januar havde været chef for organisationen, og jeg
stod højt oppe i det snoede Frelsertårn og fulgte aktionen i en kikkert. Det
bedste vejr til aktionen havde været regn eller tåge, men det fik vi ikke.
Amager lå under os i en tindrende klar forårssol. Afstanden var for stor til,
at vi kunne se første del af aktionen. Her kravlede aktionsfyrene på maven
i en død vinkel, fra nogle kolonihaver, over en afspærret vej hen til et hul i
fabrikshegnet. Så hen til nogle cykler, hvor Kaj havde gjort lidt ved låsen
og så kørte holdet rundt til de forskellige hangarer. Alle var i smedetøj, så
de så ganske tilforladelige ud. Fra tårnet kunne vi se, hvordan
kammeraterne fredeligt krydsede pladsen, indtil de forsvandt ind i
hangarerne. Vi holdt vejret, for vi kunne se mange hundrede tyske soldater
eksercere måske 50 meter fra hangarerne. Vi kunne se nazi vagterne spejde
fra deres tårne, og vi så endda et benzin tog med SS-vagter tøffe langsomt
afsted. Men alt var fredeligt. Solen hamrede ned på det grønne græs og det
blå vand, mens vi skiftedes til at holde et øje i kikkerten og et øje på
sekundviseren. Inde i hangarerne var Ib og Finn i gang med at holde
arbejderne op, og det var en indviklet sag. De måtte passe på at ingen i
101
panik løb ud, for så ville vagterne med det samme ane uråd. Det var en
masse med døde vinkler, tre skridt tilbage og så endeligt ikke længere, for
vi skulle have alle folk ned i et beskyttelsesrum der lå bagved hangaren.
Inde i hangaren fandt Ib den skuffe, hvor stoffet lå, og så var det kun at
armere og sømme skuffen til, så ingen kunne ødelægge de tændte lunter.
Vi i Frelsertårnet begyndte at tro, at der var et kæmpekiks på vej, for der
var kun få minutter tilbage til drønet skulle komme, og vi så pludselig alle
arbejderne løbe ud midt på pladsen. Senere fortalte Kaj, at der var sket det,
at selvom vi havde pålagt alle, at de skulle blive i beskyttelsesrummet
indtil de hørte braget, så var der gået panik i folk og efter en tre fire
minutter var alle løbet ud. Det fik gudskelov ingen betydning, for på det
tidspunkt, var aktionsholdet nået tilbage til kolonihaverne. Da alle folk var
nået ud midt på flyvepladsen, dukkede den tyske overingeniør op for at
jage de dovne arbejdere ind igen. De fortalte om sabotørerne, men så kom
vagtchefen Dedenkolb til. Han slog hælene sammen, hævede armen til
hilsen og meldte: "Heil Hitler, dette er en provokation. Vi har lige
kontrolleret, at alt er i orden." Og så kom et af krigens store højdepunkter,
for i samme øjeblik røg taget af den første hangar med et vældigt drøn.
Alle smed sig ned på maven og et øjeblik senere sejlede der endnu to tage
102
rundt i luften. Søndag den 7. maj sad vi om formiddagen i depotet og
pakkede stof til mandag. Nu var det B&W Refshaleøen der skulle have et
drøn. Vores plan gik simpelthen ud på at smadre tørdokken og vælte
flydedokken. Så var alt reparationsarbejde på tyske skibe lammet to eller
måske tre år frem i tiden, og så var krigen nok forbi. Sådan en flydedok er
ret nem at tage, for den ligger over en dyb grav. Den skal jo have noget at
gå ned i, så hvis man sprængte den skævt med et stort skib i, ville den
kæntre og gå til bunds i et helvedes roderi, og så skulle man have dykkere
ned med skærebrændere for at splitte det hele ad, og det på vanddybder på
tyve, tredive meter. Det ville sikkert blive en temmelig voldsom affære.
Tørdokken skulle også helst smadres med skibe i. Den er et stort bassin,
der kan tømmes for vand. I den ene ende er der en dokport, så hvis vi
sprængte den ville vandet styrte ind og smadre alt, hvad der var i dokken.
Den ville nok være nemmere at få i gang igen end flydedokken, men et års
tid ville det nok tage. Det var en storstilet plan, og vi arbejdede længe med
den. Vi aflagde nogle besøg i arbejdstøj. Vi kom om morgenen, fik en kop
kaffe i kantinen og gik så med ind med syvholdet. Så snusede vi rundt hele
formiddagen, og gled så ud til frokost. Vi havde også kontakt med den
illegale generalstab på værftet, så vores aktioner kunne blive koordineret
103
med det mere almindelige politiske arbejde. Lige efter at de havde hævet
stoppet, blev tørdokken moden, idet en tysk minestryger og en hurtigbåd
på samme tid gik til reparation, og så var det bare at gå til den. Vi måtte på
grund af travlhed skyde dokken et par uger, men nu skulle vi til at lave
skibssalat. Da vi havde pakket de to bomber, tog jeg ud i Damsøbadet for
at få alt trotyllortet vasket af, og så var det ud til Kirsten. Hun var søster til
Lasse, en af mine spejdervenner, og vi havde kendt hinanden i lang tid,
sådan uden at bemærke hinanden, men så her i vinterens løb var der
opstået en masse. Det hele trak sammen på en eller anden skør måde. Kort
sagt, jeg var smadder forelsket, og jeg besøgte hende så tit, der var en
mulighed. Vi snakkede fint sammen, men at komme videre var svært. Hun
var et år ældre end mig, og ønskede nok mere af en fyr, end hvad jeg
kunne give. Hun så ikke nogen fremtid for os, og det var der ikke meget at
sige til, med det liv jeg førte. Men vi havde det i alle fald smadder rart
sammen, og kommer tid kommer råd. Hun var med på, at tyskerne skulle
have nogle ordentlige drag over nakken, så de hurtigst muligt kunne tabe
deres krig. Men hun syntes, der var et misforhold i kampen, et nærmest
absurd misforhold i risiko. Hendes synspunkt gik på, at det var forkert at
nogle få arbejdede med livet som indsats, for at de mange kunne rokke
104
videre i gyngestolen. Hvis alle var imod det tyske arbejde, så behøvede vi
jo ikke ligge og drøne på plankeværkerne. Hvis man fordelte risikoen, så
ville der ikke blive så meget til hver. Hun følte, at vi blev røvrendt til at
agere nogle naive helte, så de andre kunne slippe for en virkelig
stillingtagen. Vi gjorde det alt for nemt for kollaboratørerne. Jeg gav igen
og sagde, at det måske var rigtigt nok, men at det ville vare hundrede år og
en tjørnehæk inden de bevidstløse kom i gang. Nå, i aften lod vi det ligge.
Vi var glade for at være sammen, og da vi havde penge på lommen gik vi i
Riddersalen og så "Livet er jo dejligt". Mandag den 8. maj gik Holm og
jeg klokken syv ind på øen. Jørn kørte udenom med stoffet, og på et stille
sted hev han det ind over hegnet til os. Vi skjulte det mellem noget skrot,
og så gik vi ud for at snuse. Vi opdagede hurtigt, at der var en særlig
stemning. Det flød med mystiske personer, og der var en million vagter
alle vegne. Efter planen skulle jeg jo ned i tørdokken og ind under porten.
Det havde jeg jo prøvet de gange, hvor vi havde været på besøg, men i dag
var det platumuligt. Nede, helt nede i bunden af dokken stod der måske
halvtreds marinere med maskinpistoler. De stod med en afstand på under
tyve meter, så den dok måtte vi opgive. Det var sgu en skam, for det var et
par virkelige godbidder, der lå og ventede på et knald. Nå, vi drev rundt for
105
at finde et eller andet vi nemmere kunne smadre, for vi ville ikke tage
stoffet med ud. Men det var svært. Det hele var en luserede. Vi snusede
videre, og til sidst fandt vi en kraftcentral for svejsemaskiner Her var kun
en enkelt maskinmester. Ham tog vi navn og adresse på, bad ham holde
kæft, og så placerede vi bomberne med en halv times blyanter. Vi havde
afpasset tidspunktet, så centralen ville ryge midt i frokosten. Vi behøvede
derfor ikke advare nogen, og klokken lidt i elleve gled vi med strømmen
over mod kantinen. Vi forsvandt dog ind i cykelskuret, og så var det op på
geden. Et kvarter senere var vi nået til fastlandet. Vi stoppede ved Børsen,
og præcis klokken elleve hørte vi et godt drøn. Vi var ikke helt tilfredse,
men vi kunne jo ikke gøre for at der havde været så megen bevogtning.
Om aftenen kontaktede vi Harry fra generalstaben på Refshaleøen. Han
tog det meget alvorligt. Han mente, at vi havde en læk, eller at vi havde
fået en stikker med. Harry var overbevist om, at tyskerne vidste, at der
skulle sprænges. Der havde været masser af civilt politi på værftet, og da
bomben røg, kom der få minutter efter et helt korps af politisoldater, der
havde været skjult i nærheden. Vi burde have behandlet Harrys advarsel
meget mere omhyggeligt, men vi slog det hele hen som noget hændeligt,
og det til trods for, at vi havde haft forskelligt underligt vrøvl i den sidste
106
tid. I vores jagt efter depoter havde vi fået kontakt med overtjener Holger
Rasmussen på Skandia. Han skulle så en dag møde KK på Vesterport
Station, men overtjeneren kom ikke. KK blev i stedet for anholdt af en
Gestapomand, der pludselig dukkede op og sagde, at han ville have KK
med på Dagmarhus. På Axeltorv fik KK et hosteanfald, og da han skulle
putte sit lommetørklæde tilbage i lommen fik KK fat i sin pistol, og
gennem inderlommen fik han pløkket tyskeren i benet, og så spænede KK
selvfølgelig. Tyskeren skød efter ham, og vi talte seks skudhuller i KK´s
frakke, da han kom hjem. Det havde været tæt på. Men alt det her
mærkelige bøvl fik vi aldrig kædet rigtigt sammen. Vi gennemgik
selvfølgelig alle muligheder for at finde en lækage, men alle der vidste
noget var 100 % gode nok, så det måtte være en tilfældighed. Men havde
vi opdaget fidusen, var meget kommet til at gå på en helt anden måde.
Axelborg bodega
Tirsdag den 9. maj var det børnehjælpsdag. Nu havde vi haft nogle hårde
dage, så vi blev enige om at i dag ville vi hygge os lidt. Vi ordnede en
107
nødvendig flytning af at depot inden frokost. Så tog jeg hjem, lagde jernet
og skiftede til lidt pænere tøj. Så var det ind til byen, klar til Tivoli og
tombolaer. Jeg møder Jørn. Så kommer Børge, og så skulle vi i gang med
det her børnehalløj. Men Børge skulle lige sige noget til Thomsen, og vi
fik fat i ham. Nu var der mange mennesker på gaden, men sådan at stå og
blomstre midt på Vesterbrogade var lidt tyndt, så vi luntede ind i Axelborg
Bodega. Her fik vi os en stille bajer, og overtjener Holger Rasmussen, der
også var i bodegaen, kom over og snakkede med Børge, som han kendte
fra Skandia. Vi sad altså og sludrede, mens vi ventede på Kaj, der var ude
for hente sine penge på Kløvermarken. Thomsen havde været i Amerika,
og han fortalte en masse om, hvad vi skulle bruge til hold-up. Han sagde,
at det med en pistol var noget lort. Nej man skulle save løbet af et
jagtgevær, og så komme svaneknopper i. Det var meget bedre. Det gav
noget, hvis det kom til en ildkamp. Lige midt i Thomsens udredning var
der en mand der følte mig på ryggen og under armene: "Deutsche Kriminal
Polizei. Vær stille, keine Dumheiten, rejs Dem op og vær venlig at følge
med". Det var ikke godt, men vi måtte da betale vores regning? Det var i
orden, og det blev så Børge, for han var den eneste, der havde penge, og så
traskede vi andre afsted til Dagmarhus, Vi trækker tyskernes
108
dækningsgruppe med, så da Børge kommer ud, er han alene med en enkelt
tysker. Børge opfatter lynhurtigt situationen, giver tyskeren et fur og
springer ind foran en sporvogn, og så ind i en taxa, der meget heldigt lå og
hyppede. Chaufføren var frisk og med sømmet i bund drøner Børge væk.
Efter den flugt gik der kaos i den på Dagmarhus. De for ud for at fange
Børge, og vi andre fik lidt tid til os selv. Vi fik tid til at snakke sammen. Vi
udvekslede vores rigtige navne, og vi prøvede at brygge en god historie
sammen. Jeg tog min lommebog. Det var sådan en med spiral i ryggen, og
fik revet alle mine notater ud. Dem kom jeg sammen med mit tyske
Waffenschein op i skulderforet på min jakke. Her var der på forhånd, og
for alle tilfældes skyld, sprættet en søm op. Da disse indledende manøvrer
var overstået, så slappede vi af. Vi var egentlig ret rolige. Hvad fanden, de
ved jo ikke noget om dig? Vi sad så en halv times tid, så kom De tilbage,
men uden Børge, eller Brandt, som var det navn de kendte ham under. De
var med et mildt udtryk rasende over, at Brandt var stukket fra dem. Det
sagde de selvfølgelig ikke, men det lå sådan i luften. Vi kunne heller ikke
se Børge nogen steder, så vi var klar over, at vi hele tiden skulle skyde til
Brandt. Vi skulle hele tiden bygge vores forklaringer op på, at han var
kontaktmanden, så de ikke kunne koordinere, hvad der eventuelt måtte
109
komme frem i forhørene. Vi blev nu ført op på første sal og ind i hver sit
værelse. Værelserne lå lige over, hvor biografen har sådan et halvtag ud,
og der var en dør imellem dem. Jeg var stadig helt rolig. Den tyske
kriminalmand, jeg fik senere at vide at han hed Koch, startede med mig.
Han kom ind stillede sig truende foran mig og sagde brøsigt: "Du heist
Tom und Du hast gestern, um elf Uhr, Sabotage am Refshaleøen gemacht"!
Det var sgu et gok. Alting brød faktisk sammen inden i mig. Jeg kikkede
som en sindssyg på biografens rådne halvtag. Han vidste det hele. At jeg
hed Tom, at jeg havde været på øen i går. Det var der højst ti der vidste.
Han måtte være kolossalt godt underrettet. Det sved i hjertekulen, og det
rådne halvtag gyngede nogle øjeblikke. Jeg vidste jo, hvad der ventede,
hvis jeg brød sammen, og man skulle da heller ikke give køb lige med det
samme, så jeg sagde: "Det er fandeme løgn. Jeg hedder Per Mortensen og
jeg var på arbejde i går". Så gik han amok. Han vidste alt om mig. Jeg
skulle ikke belære ham. Der var intet at snakke om. Jeg kunne bare komme
i gang med at tilstå. Jeg mumlede lidt mere om Per Mortensen, men så
kom han farende med en gummiknippel på en meter, og så stod den på
tæsk. Nu er det sådan, at jeg er temmelig ømskindet, så jeg hylede og
skreg, og smed mig ned på gulvet. Han bankede bare videre. Han prøvede
110
på at få mig til at stå stille, men hver gang han kom med kniplen, så røg
jeg ned på gulvet, ind under stole og borde, og han efter med sin knippel. I
sit raseri fik han smadret en stol. Papirerne fløj om ørerne på os. Jeg
hylede op i vilden sky og han brølede sit: "Du heist Tom". Det var en
værre redelighed. Mine stakkels kammerater, inde i værelset ved siden af,
kunne jo ikke se, at han lige så tit ramte stolene som mig. De hørte kun en
fæl larm og en masse skrigeri, så de troede, at jeg var mast helt til plukfisk,
og at tæve turen nok snart kom til dem. Men tæsk er jo ikke noget særligt.
Man kan hele tiden overveje, om man kan holde til dem. Man får en dragt
klø, men det er egentlig ikke så slemt. Det er ikke mere, end man kan
holde til. Det er jo ikke rigtig tortur. Det er noget, der gør smadder ondt i
tortur. Der er noget, der er psykisk anspændende, men tæsk er der jo ikke
meget psykologi i. Det er jo bare at holde kæft. Angsten for tæsk, det kan
være noget, men når man først er i det, så kører man det jo igennem.
Omsider blev Koch træt og han proklamerede, at når jeg ikke ville med det
gode, så skulle jeg skydes. Fra et hylster i bæltet tog han en Walter frem,
det var en gammeldags type med udvendige fjedre til rekylen og med en
kaliber på 6,35. Han lagde den lige foran mig, tog sit lommeur og sagde, at
jeg kunne få to minutter til at tilstå i. Jeg tænkte: Der er ikke andet end at
111
holde kæft, indtil videre i hvert fald. Der gik så to minutter, to af de rigtig
lange, og så begyndte han at tale om noget andet. Roen kom igen. Han var
altså ude på et bluff. Så var det måske alligevel ikke så slemt. Jeg kørte
stadig løs med mit Per Mortensen, og til sidst opgav han mig og gik ind til
de andre. Så var der tre danskere, der overtog mig. En af dem kunne jeg
genkende fra stikkerlisten, der lige var udsendt af "De frie Danske". Det
formede sig som et slags rutineforhør, og det var helt klart, at de ikke
vidste det om Tom og øen. Jeg skulle forklare, hvad jeg hed, hvor jeg
boede, hvor jeg arbejdede og videre i den dur. Jeg skulle lægge alt, hvad
jeg havde op på bordet, og så kropsvisiterede de mig, men de fandt altså
ikke hverken mit Waffenschein, mine papirer eller min boksnøgle. Det
med nøglen var næsten det vigtigste, for den var til en bankboks hvor jeg
havde en masse kedeligt liggende, lejekontrakter og sådant noget. Noget
der muligvis kunne spores, så den var smadder slem. Jeg fik pillet
boksnøglen ud af nøgleknippet nede i lommen. Det er temmelig svært med
en hånd, men når man er lidt presset, så kan det altså lade sig gøre. Jeg fik
presset nøglen op i kanten af lommen, så selvom jeg skulle vende vrangen
ud så opdagede de den ikke. De andre nøgler skulle jeg gøre rede for en for
en, og jeg måtte opfinde temmelig mange cykelskure for at klare dem. De
112
undrede sig over, at jeg havde en lommebog, der var helt tom. Det var
selvfølgeligt også lidt mærkeligt, men hvad, jeg havde jo lige købt den.
Ham lommebogsmanden blev ved med at sidde og bladre og pludselig tog
begivenhederne fart, for han fandt en tegning, som jeg noget uforsigtigt
havde tegnet inde midt i bogen, og som derfor ikke sad oppe i skulderforet.
De spurgte, hvad tegningen forestillede, og jeg svarede som sandt var, at
det havde jeg fuldstændig svedt ud. Så var det en lige i synet. Slaget kom
bag på mig, så det gik lige ind. Han flækkede min overlæbe, og blodet
randt i strømme. Men jeg kom op på mærkerne, så de næste byger af slag
fik jeg næsten alle opfanget med skuldre og hænder. De gjorde ikke megen
skade, me jeg satte selvfølgelig hyleriet i gang igen. Det letter så dejligt,
og så tror de vel også at de bryder en rigtigt ned. Så slappede de lidt af og
gik videre i forhøret, men nu blev det heldigvis helt usagligt. De var
temmelig ophidsede over mit lange hår og kaldte mig swingpjatte,
jødesvin, bolsjevik, terrorist og en del mere af samme skuffe. De spurgte
mig om, hvorfor jeg havde en hvid kam, og da jeg måske lidt for
omstændeligt forklarede, at det var fordi, at man så nemmere kunne se om
den var beskidt, så måtte jeg jo have et par på kassen igen. Nu fik jeg
næseblod, og det fik jeg tværet godt rundt i ansigtet og på jakken, for jeg
113
havde en fornemmelse af, at jo farligere jeg så ud, jo mere ville de tro på
mine forklaringer. Så kom Koch igen og smed danskerne ud. På en eller
anden skør måde fik jeg en fornemmelse af, at han ikke ligefrem var vild
med de her blodforhør. Han var næsten venlig, da han fortalte mig at
Thomsen lige havde sagt, at jeg hed Tom, og at han havde set mig to gange
på Pihl´s Mælkeri sammen med Brandt. Jeg virrede med hovedet og sagde,
at Thomsen måtte være en syg person, for det var det rene løgn og
opspind. Jeg havde hentet min onkel Otto fra arbejde, og så var vi gået ind
i bodegaen for at få en øl. Der havde været propfuldt, og så havde vi fået
plads ved et bord, hvor der sad to gæster i forvejen, og så var Tyskerne
kommet, og jeg forstod ikke, hvorfor de behandlede mig sådan. Koch
svarede, at han kun søgte sandheden, så hvis jeg holdt mig til den ville alt
ende godt. Tonen lød tilforladelig, så jeg spurgte om jeg ikke måtte ringe
hjem, for mine forældre var sikkert ved at blive urolige, men det kunne slet
ikke lade sig gøre, og med endnu et par formaninger blev jeg ført ned i
flyveselskabernes gamle ventesal. På vejen ned blev jeg ført hen til en
håndvask og fik besked om at vaske mig, hvor var det rart med lidt koldt
vand i ansigtet. Ventesalen lå lige på hjørnet ud mod Rådhuspladsen. Der
sad vi så og ventede på at skulle et eller andet sted hen. Her har der siddet
114
folk og ventet på at de skulle med flyveren, og jeg tænkte: "Ja, nogen
venter på det ene og nogen på det andet, men det er sgu ikke ligegyldigt,
hvad man venter på." Vi var vel en tyve, tredive stykker der sad og
ventede, og folk så ud til at være meget kede af det. Et par stykker sad og
græd, men det er jo helt naturligt, for det var et barsk sted at opholde sig.
Vi måtte ikke sige noget. Vi skulle sidde med hænderne på ryggen og
kikke lige ud, og der gik et par fyre med maskinpistoler og stirrede på os
hele tiden. Nu fik jeg lidt tid til at tænke, og først nu begyndte det at gå op
for en, hvad der var sket, og hvor forfærdeligt det hele egentlig var. Jeg var
ikke ret mange sure sild værd. Det var en rigtig dejlig forårsaften udenfor.
Solen stod lavt hen over pladsen. Uden for ruderne så man folk valse
ubekymret afsted uden at ane noget om os, der sad og ventede. Det var to
helt adskilte verdener. Jeg ville have givet alt for at kunne gå derude. Det
var ikke til at holde ud at se folk fredeligt hoppe på en sporvogn. Det gav
et vældigt sug. Tænk at være fri. Vi sad indespærrede. Angst for vores liv.
Angst for at få tæsk, angst for at få tortur, angst for alt muligt andet man
ikke vidste. Det var en mærkelig fornemmelse. Bare halvtreds meter. Hvis
man bare kunne flytte sig lynhurtigt halvtreds meter eller bare tyve meter,
så ville det hele være væk. Hvis man lukkede øjnene og tænkte indædt på
115
de rådne tyve meter, så var det hele måske bare en drøm. Man følte sig
noget skør, men sådan har vel alle fanger følt. Sent om aftenen blev vi
kommanderet op og stå. Så samlede de dagens høst sammen, og så blev vi
ført ud på gaden. Det føltes som en stor lettelse, for nu blev man klar over,
at man skulle væk fra Dagmarhus, og så blev det nok bedre. Så var det
værste nok overstået for i dag. Vi kom op i en prærievogn, og med nogle
politisoldater på bagsmækken blev vi kørt ud til Vestre Fængsel. Her blev
vi stillet med næsen ind mod væggen, og vi begyndte at vænne os til den
elendige fængselsakustik. Så var der igen en kropsvisitering. Jeg klarede
frisag nok en gang, og så var det ind i celle 182, hvor man til støvletramp
og smækken med døre skulle se at få sig en på øjet.
Husundersøgelsen
En arrestation er en skrap ting. Den kommer som et lyn, og alle kan
påvise, at den kom, fordi der var jokket på nogle helt enkle regler. Næsten
alle der røg ind havde klokket i det. Men det var typisk, at disse
overtrædelser af tåbeparagraffen blev fortrængt hurtigt og effektivt. I det
116
øjeblik en arrestation var en realitet gik alle afværgemekanismerne i gang
på minutten, og der blev ikke brugt bare et sekund på bagklog fordeling af
skyld, og på, at havde man ikke gjort dit, var dat aldrig sket. For grupperne
var de første timer kritiske, men efter et døgns tid var alt egentlig ved det
gamle. Et par gutter var væk, men arbejdet skulle gå videre, så der var ikke
megen tid til dybsindig meditation, og af indlysende grunde kunne man
ikke gå alt for højt op i, hvad de der var buret inde stod model til. For
familierne var det noget andet. Under det normale arbejde kunne de støtte
med mad, måske penge og lidt fredelig snak, men ved en arrestation kom
familien pludselig i centrum. Det kan ses af en slags dagbog min far førte
(dagbogen blev ført i kode og først renskrevet efter krigen). Her er et par
uddrag: 9. Maj. Det, som vi havde ventet og frygtet så længe, skete i Dag,
og denne Dag, som vi netop havde ønsket at have i Fred og Ro. Fars og
Mors Guldbryllup skulde fejres hos os den 11. Maj, og de var kommet i
Dag for, at være i god Tid til Festen. Tom havde været hjemme til Frokost
og var sammen med Jørn taget i noget så uskyldigt som Tivoli. Ganske vist
for at møde Brandt, men ingen anede Fare. Lidt før syv sidder jeg og hører
Radio. Far og Mor er i Soveværelset for at pakke deres Tøj ud. Ely må gå
til Telefonen, der netop ringer; det er Bodil. Da hører jeg stemmer i
117
Entréen. Bent har lukket 3 Mænd ind, som maser ind i Spisestuen. Jeg
farer dem i Møde. "Deutsche Kriminalpolizei", siger Føreren, en høj, lidt
brutalt udseende, men ganske flot Tysker. Ely lægger Røret på; Bodils
Advarsel er jo nu uden Interesse. Vi veksler et Blik for at søge Styrke til
den kommende Dyst. Nr. 2 i Selskabet, en lille tæt, blisset Dansker, rigtig
Stikkertype, farer løs på mig og spørger på gebrokkent (de Mennesker har
tit ikke noget Modersmål): "Wa wet De om Deres Søns illegale Arbejte?"
Jeg må have set tilstrækkelig uforstående ud, for han gentager. Tid, Tid,
bare vinde Tid, tænker jeg, og med et "Entschuldigen Sie" til Tyskeren går
jeg ind og lukker for Radioen. Danskeren spørger igen efter Våben,
Sprængstoffer og illegale Blade. Jeg vender mig nu mod Tyskeren; denne,
der har sat sig på Divanen, spørger mig, om jeg ønsker at tale Tysk. Dette
bejaer jeg naturligvis. (Jeg tænker nu bagefter på den for sin Danskhed, åh,
så kendte Professor, om hvem der fortælles, at han i Horserød ikke vilde
tale Tysk; han har nok ikke været så hårdt kørende, som vi var!). Det at
tale Tysk med Gestapo er de første scorede Point. Tonen er straks ændret
mærkbart. Jeg udtaler nu med Bestemthed aldrig at have set Våben eller
Sprængstoffer hos min Søn; angående illegale Blade trækker jeg på
Skuldrene; de er også Tyskerne fuldkommen ligegyldige. Ely bliver nu
118
kort forhørt om, hvor Per har sine Ting, om han er hjemme om Aftenen,
hvad han bestiller osv. Hun svarer roligt og forsigtigt på alle
Spørgsmålene. Lidt må vi jo væve i det angående Pers Arbejde. Det er et
vanskeligt Problem. Vi aner jo heller ikke endnu, hvad der er sket.
Stikkeren roder lidt i Pers Bord, også enkelte Skuffer i Skrivebordet med
Film og Breve bliver undersøgt. Jeg anmoder Tyskeren om at tage lidt
Hensyn til mine Forældre, de er over 75 og skal fejre, jeg kan i Øjeblikket
ikke huske Ordet for Guldbryllup, men Tyskeren forstår mig og siger:
"Ach so, goldene Hochzeit! Wo sind Ihre, Eltern"?"Im Schlafzimmer","
Wir gehen garnicht drin". Ely er imidlertid gået ind til Bent og her smider
hun kolblodigt Numre af "Land og Folk", Plakater og andet illegalt
Materiale ud af Vinduet. Danskeren spørger os nu pludseligt og skarpt:
"Hvor var Deres Søn i Forgårs Kl. 11"? "I Forgårs, det var jo Søndag",
svarer jeg, "da var vi alle på Landet". "Nej, ikke i Forgårs", siger Tyskeren
ærgerlig: "I Går Kl. 11"? Vi svarer roligt og tilforladeligt, at Per gik
hjemmefra i Går ved sædvanlig Tid og kom hjem som sædvanligt; hvor
han var Kl. 11 kan vi ikke med Bestemthed sige. Tyskeren bliver nu
utålmodig: "Weiter gehen, weiter gehen", og vi forligger Residensen til
Bent Værelse. Stikkeren, der er synlig skuffet over den Vending, Sagerne
119
har taget, finder her endelig noget mistænkeligt: En stor Luftpistol. Han og
den tredje, der åbenbart var med, hvis der blev Brug for det grove (åbnede
ikke Munden hos os, men han havde det mest udprægede Forbryderfjæs),
kastede sig over den. Ely tog triumferende de små kulørte Pile frem, og
Tyskeren lo faktisk. "Weiter gehen, weiter gehen," næste Dør
Schlafzimmer, "das ist gut, weiter gehen," Küche, "das ist gut, weiter
gehen." Vi gik igen ind i dagligstuen, hvor Tyskeren underkastede os et
kort Forhør, der nærmest formede sig som en Samtale – hvad jeg var,
hvilket Firma jeg rejste for, osv. Hvornår Per plejede at komme hjem om
Aftenen, om han var ude om Natten, og den Slags. Vi fortalte løst og fast,
at han var Spejder (Pfadfinder). (Jeg var meget stolt over at kunne huske
dette Ord, som ikke, en Gang Stikkeren kendte), at han tit lå i Lejr med
sine Kammerater, og at vi slet ikke kunde forstå, hvad der dog kunde være
i Vejen. Tyskeren fortalte os, at Per var arresteret sammen med Sabotører
og nu var på Dagmarhus, og at det vielleicht ikke var so schlimm. Vi
kunde høre derind om 14 Dage. "Det var længe", sagde Ely på Tysk, "når
vi nu havde Guldbryllup i Overmorgen". "Ach, nein, so schnell geht es
nicht". Vi: "Wir sind ja doch Eltern und sind unruhig". Han: "Ja, ja,
natürlich. Aber machen Sie sich keine Gedanken, und kommen Sie
120
Übermorgen neun Uhr, Zimmer 66, weiter gehen, weiter gehen". (Det var
en Herre, der havde travlt). Jeg siger nu: "Bitte, ein Augenblick, sagen Sie
mir Ihre Namen, es wird sonst nicht leicht für mich in Dagmarhus".
"Kriminalsekretär Koch, Zimmer 66, Wiedersehen." Og vi skiltes faktisk
på den forbindtligste Måde
Vestre Fængsel
Det med at få sig en på øjet var nu ikke så lige til. På en eller anden måde
var det hele gået for stærkt. Op af en trappe med et par politisoldater, der
hele tiden kørte på med: "Los, Bewegung", så tømme lommerne for alt.
Indholdet blev skrevet op, og jeg fik en kvittering. Det var sgu en underlig
fornemmelse at stå med en seddel, hvoraf det fremgik at prøjserkassen nu
skyldte mig ti kroner og tolv øre. Så op med døren. Den smækkede i bag
en med et uhyggeligt brag. Fælden var klappet i. Jeg stod et øjeblik og
nåede lige at opfange et lille temmelig primitivt rum med tre blege fjæs, så
gik lyset ud. Jeg tænkte: "Det er nok nogle stikkere". Men de sagde ikke
noget eller spurgte om noget, så de troede vel at det var mig, der var
121
stikkeren. Jeg lagde sig ned på det hårde terrazzogulv. En af gutterne hev
sit tæppe ned til mig med et: "Tag det roligt, kammerat". Det lunede en
lille smule midt i den knugende angst, hvor det kørte vildt rundt i bolden
på en. Jeg prøvede at tænke lidt, men her i mørket slog angsten hele tiden
igennem. Jeg prøvede at få orden i tankerne, men man følte sig lammet.
Det var som om ens fysik hele tiden gjorde knuder. Jeg blev helt klar på,
hvordan man trækker vejret, at man havde tunge ben og en bange krop, og
at den troede at nogen pludselig ville begynde at skære i den. Disse
fornemmelser kendte jeg jo fra plankeværksrytteriet, så det var ikke helt
nyt, at skulle få styr på geléknæene og tankemylderet. Altså, hvad var det
vigtigste lige nu og her? Det var det ømme punkt i skulderen. Nu måtte det
lort væk! Uendelig forsigtigt og aldeles lydløst fik jeg fat i det, og så var
det med at komme i gang med gumleriet. Det var så temmelig ufordøjeligt,
men ned kom det da. Det eneste jeg måtte opgive var celluloid hylsteret til
Waffenscheinet, men da det var revet i små stykker, kunne det stamme fra
alt muligt andet. Den dobbeltkammede nøgle til bankboksen havde jeg lagt
på gulvet i ventesalen, hvor jeg forsigtigt havde fået den skubbet ind under
en dør ved millimeterlangsomt, at bevæge den ene fod. Da vi blev samlet
sammen til køreturen og stod på en lang række, havde en eller anden idiot
122
fået besked på at feje gulvet. Han hørte til de ihærdige nævenyttige, så det
lykkedes ham at finde både min nøgle med dobbeltkam og en stor
guldforsiret stålnøgle. Tyskerne blev selvfølgelig helt spedalske, og de for
rundt med de fine nøgler og bandede på, at de nok skulle finde
ejermanden. De gik fra mand til mand med øretæver og kikken dybt i
øjnene. De svor at lige så snart de havde ejermanden, ville de skære ham i
små stykker, og hvis svinet ikke meldte sig, så ville alle komme til at
undgælde. Dette hypnoseforhør var lige ved at give resultat, for en af de
sidste i rækken kunne ikke rigtig tåle mosten, og ham var vagterne lige ved
at få til at indrømme, at det var hans nøgler. Jeg fik lidt ondt af fyren, men
jeg skulle nok nære mig for at hjælpe ham. Nå, han blev gudskelov reddet
af en transportkommando, der havde en eller anden køreplan, der var
vigtigere, meget vigtigere, end sådan et par nøgler. Nå, jeg faldt i søvn, og
da vi om morgenen blev vækket til lokumsturen, var jeg helt udsovet, om
end lidt øm i knoglestativet. Efter morgenmaden, der bestod af en stor kop
hybente, rugbrød og smør skete der noget der fik stor betydning. Noget der
totalt ændrede hele min sag, og som gav mig et vist håb. Jeg blev flyttet
ind i cellen ved siden af, ind i celle 184. Her røg jeg ind til et par gamle
rotter. Ind til et par folk der havde siddet mange måneder inde. Et par folk
123
der sad i nogle af de virkelig store sager. Kurer og spionvirksomhed,
våbentransporter, radiokontakt med London og stikkerlikvideringer. De
havde været i masser af forhør og havde læssevis af fiduser, og de gik
straks i gang med at få mig bygget op. På en eller anden skør måde troede
man jo, at man var noget helt specielt, noget helt enestående i
verdenshistorien, og så blev man lige med et klar over, at man kun var en
lille splint af en hel million tilfælde. Efter at jeg havde fortalt lidt om,
hvordan det stod til ude, og om hvordan det stod til på fronterne, så spurgte
de, hvad tyskerne havde på mig. Selvfølgelig kunne jeg ikke vide om det
var et par stikkere, men nu havde vi som sagt udviklet en særlig sans under
krigen til at afgøre, om folk var gode nok. Alle der var med i noget havde
sådan en særlig måde og snuse på, så det var egentlig underligt, at
stikkerne i det hele taget kom ind i noget. Men nu er der selvfølgelig
situationer, hvor nogen tog det lidt for meget med ro, og tilfælde hvor det
af en eller anden grund kiksede, men normalt tror jeg nok, vi var i stand til
at føle en stikker. Det er noget med intuition, kildren i nakkehårene,
håndsved og lignende mærkelige tegn, men det kunne jo gå galt, især hvis
stikkeren var en dobbeltagent, eller endnu værre en muldvarp. Men det at
jeg bedømte dem til at være gode nok betød selvfølgelig ikke, at jeg gav
124
mig til at plapre. Jeg fortalte kun, hvad jeg havde sagt til tyskerne, og hvad
de havde spurgt mig om, og at jeg ikke fattede, hvad jeg egentlig skulle i
Vestre Fængsel. Det syntes cellegutterne også var noget underligt, men på
den anden side var de ikke helt åndssvage, så de kunne nok ane nogle af
lufthullerne. Mange måneder senere, da vi var blevet mere fortrolige, viste
det sig, at en af dem kendte Børge, så cellefyren var med det samme klar
over, at der var lusk i min forklaring. Sabotagedirektøren sad vel ikke og
pjattede med hvem som helst på et værtshus. Men så gik de ellers i gang
med at give mig stakkevis af gode råd om, hvordan man kunne klare sig i
et forhør, og de mente begge, at i sager som min, ville tortur ikke komme
på tale. Tortur blev selvfølgelig brugt, men det var kun i få tilfælde, og kun
når specielle omstændigheder talte for det. Tæsk, mange tæsk, og alle slags
psykiske beskidte trick blev brugt, men chancen for tortur var mindre end
en til tusind. Et tal, som jeg senere, da jeg havde talt med et utal af fanger,
kunne se var helt realistisk. Men selv om chancen var lille, så lå angsten
for det frygtelige alligevel altid og murrede i baghovedet. Grundreglen i et
forhør var meget enkel. Man måtte ikke begynde at snakke eller sige
noget. Lige meget, hvad der skete, så skulle man holde kæften lukket i,
eller i hvert fald næsten i. Begyndte man at snakke bare lidt ud over det
125
allermest nødvendige, ville man rode sig ind i en masse, og kriminalerne
ville begynde at trævle, og så var fanden løs. Man skulle, hvis det
overhovedet var muligt, se at få en ikke for lang, skudsikker, og
nogenlunde rimelig forklaring ned på papiret, og så skulle man, hvad der
end skete, holde dødfast på den og ikke rykke en brøkdel af en tomme. Og
så kunne man i øvrigt spille groft på tyskernes dumhed. De var i
virkeligheden offer for alle deres egne tåbelige fordomme, så det at snyde
dem var tit, som at tage stokken fra en blind. Det var derfor vigtigt at tale
tysk, hvis man altså kunne og cellegutterne begyndte derfor at spille tyske
kriminaler, og til tider var de næsten for realistiske. Jeg måtte køre min
historie igennem på tysk og cellegutterne slog som høge ned på de bløde
steder. Så måtte jeg give mig lidt, og så kom der lidt mere med i
forklaringen. Så tog vi turen igen en masse gange med nye skarpe
spørgsmål. Det var et helt illegalt universitet, jo de to gutter kan jeg takke
for meget. Jeg sad på Vestre hele onsdagen. Op ad dagen tilkaldte mine
cellekammerater vagten og sagde, at de ikke kunne holde ud at sidde
sammen med en, der var så langhåret. Det kunne prøjserfyren godt indse,
så han tog mig op til en barber, der så helt salig ud, da han blev bedt om at
skalpere en swingpjatte. På ti minutter var der kun en centimeter karse
126
tilbage. Hvor var det rart at få håret af. For det første kunne de jo ikke lide
det på Dagmarhus, og for det andet var jeg rystende bange for at nogen
skulle kunne genkende mig. Det var en mægtig fordel at få lagt parykken.
For med flækket overlæbe, en skæv tud og uden hår på hovedet, så jeg
dejligt anderledes ud.
Det store forhør
Torsdag den 11. maj startede meget roligt. Jeg havde fået en lang nats søvn
på en madras. Jeg havde fået morgenmad, og vi var ved at gøre klar til
gårdturen, da døren røg op, og en af stikkerne fra Dagmarhus kom for at
hente mig. Så var geléknæene der igen, og rummet gyngede nogle
øjeblikke. Cellekammeraterne gav mig et dunk i ryggen og hvæsede:
"Husk clips, blyanter og helst også et par elastikker". Tiden går jo
langsomt i en celle, der hverken har ryge eller læsetilladelse, så man kan
bruge alt til at lave små ting og spil af. Jeg havde derfor fået besked på at
slæbe alt muligt med hjem fra Dagmarhus. Cellefyrene sagde, at det var
temmelig let at gafle noget, hvordan måtte jeg selv finde ud af, men de
127
stod nu altså og manglede disse her ting til deres projekter. Hvordan jeg
kom ned af trappen kan jeg ikke huske. Jeg gik som i en tåge. Pludselig
sad jeg på bagsædet i en lille DKW, og så Ingerslevsgade rulle forbi. Hvor
var det mærkeligt, at se folk køre på cykel, at se mødre med barnevogne, at
se en sporvogn rasle afsted. Alt var så uhyggeligt almindeligt, og her sad
man og anede ikke, hvad dagen ville overraske en med. Bilen kørte over
Rådhuspladsen og ind bag pigtrådsspærringen, hvor den stoppede. Jeg
nåede lige i et glimt at opfatte "Den lille Hornblæser" inden jeg med kæder
om håndledene blev ført op af trappen til første sal. Efter lidt
parlamentering blev jeg overtaget af en lille småfed tysker, der så
temmelig provinsiel ud. Han førte mig ind i et kontor, der lå ud til gården.
Vi satte os ned ved hans skrivebord, som flød med clips, og så gik han
ellers i gang med en ordentlig svada. Meget venligt forklarede han, at
sagen faktisk var helt opklaret. Der var kun nogle få uklare punkter tilbage.
Det hele var nærmest en formssag, jeg skulle bare oplyse om et par få ting,
så ville jeg være ude af billedet, og så kunne jeg komme hjem til mine
forældre. Det kunne måske allerede ske i dag, bare jeg var oprigtig og
havde tillid til ham. Han ville kun mit bedste, og jeg kunne jo alligevel
ikke skjule noget for det tyske kriminalpoliti, det ville være helt nytteløst.
128
Nej, hvis jeg var klog og samarbejdede, så var det hele sikkert kun en
bagatel. Jeg skulle bare fortælle ham alt, hvad jeg vidste, og det ville gå
mig godt. På denne måde øste han op et stykke tid, så spurgte han, hvad
jeg mente om det. Jeg svarede, at jeg nødig ville gøre mine forældre kede
af det, og at jeg nok skulle være helt oprigtig, for jeg følte ligesom ham, at
det hele måtte være en tilfældig misforståelse. Han tilkaldte nu sin
sekretær. Det var en sød ung wienerpige, hun smilede venligt og
opmuntrende til mig. Nå, det var nu nok mest moderlige følelser jeg
påkaldte, som jeg sad der godt forslået og nyklippet. Men en vis sympati
opstod der nu alligevel, og hun var sørme kvik. Gang på gang havde jeg en
fornemmelse af, at hun hjalp mig på en mærkelig, uigennemsigtig måde.
Jeg gik i gang med min historie. Det var den gamle om den med at onkel
Otto og jeg var kommet ind på bodegaen for at få en øl, og at der havde
været optaget ved alle bordene, og at vi så havde sat os ved et bord, hvor
der sad to i forvejen, og så var tyskerne pludseligt dukket op. Jeg kunne
ikke fatte noget af det alt sammen, og det at de kaldte mig Tom var det
rene nonsens. Og så var der en lang historie om at jeg hverken kendte KK,
Knud, Ib, Phillip eller nogen andre, som jeg slet ikke kendte. Alt det her
gik der en times tid med. Wienerpigen skrev det hele ned, og da jeg var
129
færdig fik jeg besked om at skrive min tilståelse under. Det gjorde jeg, og
så gik tyskeren helt amok. Han gav sig til at råbe op om, at jeg var fuld af
løgn, og at han nu ville bevise det. Han hentede Thomsen og spurgte ham
om hvad jeg hed. Thomsen stod henne ved døren og så alt andet end glad
ud. Tyskeren skreg, mens han pegede på mig: "Name, Name, Name"?
Thomsen kunne nok se på mig, at han var ved at bringe mig i fedtefadet,
men han kunne ikke huske mit rigtige navn. Vi havde jo udvekslet navne
lige efter at vi var blevet arresteret, men jeg havde jo også glemt hans, man
husker jo ikke alt i en sådan situation. Tyskeren råbte og pressede, og til
sidst så Thomsen ned i gulvet og sagde lavmælt, at jeg hed Tom, og at han
havde set mig et par gange på Pihl's Mælkeri sammen med Børge. Så tog
jeg en stor tur. Jeg kaldte ham et sygt svin, en modbydelig idiot og mere af
samme skuffe. Så tog Thomsen fat og kaldte mig en luskefis, men han så
jo, at det kneb for mig, så han blev ved at forstærke sine argumenter indtil
de lød som det rene vrøvl. Han sagde, at han var helt sikker, og at han
aldrig havde hørt andet, at det var helt brandsikkert, at det var helt
fuldstændigt rigtigt, at jeg sikkert var Tom. Sådan stod vi så og råbte og
skreg ad hinanden. Tyskerne så ud til at nyde, at vi var sådan i modstrid.
Men hvad det var jo kun godt. Det at folk i samme sag går på hinanden,
130
gør et godt indtryk, så tror de jo mere på forklaringerne. Thomsen og jeg
vidste mange barske ting om hinanden, så hvis vi kunne begrænse
tilståelserne, ville det være en stor fordel. Det er i virkeligheden et
spørgsmål om egen overlevelse at undgå, at medfangen får så meget læsset
på, at han bryder ned. Så blev Thomsen smidt ud, og så gik tyskeren i gang
med at hegle mig. Ikke noget med tæv, men der blev lagt lidt slemt op på
bordet. Det blev nu kun til trusler og skældsord. Han fortalte om alle de
midler de havde for at få mig til at tale, og han rådede mig til besindelse,
før det var for sent. Jeg prøvede på at give lidt igen, men så røg han helt ud
af tangenten med terrorist og gangster som det pæneste. Til sidst
proklamerede han, at nu gad han ikke spilde mere tid på mig. Nu kunne
jeg få en tur i "Dunkelcellen", så skulle obsternasigheden nok fordampe og
så kunne det jo være, at jeg kom på bedre tanker. Han ringede, og snart var
jeg igen på vej lænket til et par stikkere. Jeg var temmelig langt nede, og
angsten var flere gange ved at tage magten fra mig. Man bliver ført op af
en trappe og tror man skal ind i et torturkammer. Man stopper uden for en
dør. Gennem det matte glas kan man se et stærkt lys og skyggerne af nogle
mærkelige instrumenter. Døren åbnes, og man skal bare fotograferes til
deres kartotek. Puha! Den var slem, men man kom da til at grine lidt af sig
131
selv, og jeg tror, at det var første gang den dag, at jeg åndede lidt op, men
det skulle blive bedre endnu. Jeg skulle nemlig vente på, at de blev færdige
med at fotografere en ung jødisk pige, og hun var fandeme frisk. Hun
hersede med vagterne og med fotografen, og endda på flydende tysk. Så
ville hun ikke sidde på den måde, så måtte de ændre på lyset, og da det
endeligt var klart alt sammen, så var der noget nyt i vejen. Tyskerne
brokkede sig, men så gav hun igen, om de ikke mente et billede skulle
ligne, ellers var det hele jo alligevel ligegyldigt. At tage et billede, der ikke
var i orden, var egentlig værre end slet ikke noget billede. Hun forstod på
en eller anden kringlet måde hele tiden at gøre sig gældende. Jeg sad og
følte, hvad er det for en verden du er havnet i? Fanger der gør vrøvl lige
midt i Gestapoborgen. Fanger der opponerer og siger på den måde vil de
ikke, men det skal være sådan og sådan. På den måde havde jeg aldrig
troet at fanger kunne være. Det var igen noget nyt, og igen noget der
ligesom gav et håb. Til sidst kunne hun ikke trække den længere, og så
blev det min tur. Inden hun blev ført væk smilede hun noget så dejligt til
mig og sagde: "Pas nu på ikke at sige for meget, så skal du se, at det hele
nok ordner sig, og så vil jeg glæde mig til, at vi ses igen". Så fik jeg min
bøjle i nakken, og jeg så ualmindelig tvær og sur ud. Jeg pustede de
132
hævede læber endnu mere op og prøvede at ligne alle andre, end mig selv,
og så var det videre til dunkelcellen. Nede i ventesalen var der en gammel
telefonboks, og her blev jeg nu lukket inde. Den var helt tom og så
temmelig umagelig. Udenfor sad der to vagter for at passe på mig, og jeg
kunne gennem et lille hul i døren se, at de tog nogle partier skak. Her i
denne "Dunkelcelle" var jeg nu i en otte-ni timer, og jeg fik hverken mad
eller drikke eller noget som helst. Jeg var så helt alene. Jeg kunne kikke
lidt ud på de andre fanger, men jeg blev så træt. Man kunne ikke sidde ned,
og jeg prøvede halvtreds forskellige måder at hænge på, men de var alle
lige umagelige. Det var meget trættende og meget, meget enerverende.
Dette at være isoleret, og hele tiden kun vente på at blive kaldt op til et nyt
skarpt forhør, og så det at man hverken kunne stå eller sidde. Efter et par
timer skulle jeg pisse og tilkaldte vagten. Det var helt i orden, og jeg blev
ført ned på et toilet i kælderen. Inde på lokummet undersøgte jeg kummen,
og jeg ærgrede mig lidt, for der var ikke noget gitter eller noget. Jeg burde
med det samme, den slemme tirsdag, have bedt om en pottetur, og så
kunne jeg lige så let som ingen ting have skyllet alt det kedelige lort,
Waffenschein, papirer og nøgler ud, og så havde jeg undgået mange
nervepirrende minutter. Det at være fange er mærkeligt, man er meget
133
isoleret, men hele tiden kunne jeg mærke varmen fra kammeraterne. På
dette lokum havde en fange skåret et "NÆGT" centimeterdybt i døren.
Med fare for allehånde ubehageligheder havde en eller anden haft det
overskud at kunne give sin forhørserfaring videre. Det lyder måske ikke af
så meget, men når du står til lort i halsen, så luner det faktisk. Oppe i
telefonboksen, eller i dunkelcellen, gennemgik jeg for tyvende gang sagen.
Cellegutterne fra 184 havde indtil nu haft ret. De havde sagt, at tyskernes
normale fremgangsmåde ved forhør starter med en fredelig overtalelse, så
lidt grovheder, så lidt påvisning eller lignende, så lidt isolation, eller man
blev kommanderet op af en væg. De regnede med, at normen her var en
fire-fem timer. Så kom det store forhør som regel lidt hen på aftenen, hvor
det store sammenbrud helst skulle komme. Skete det ikke, ville man nok
blive holdt vågen om natten, mens kriminalerne fik sig en på øjet, og så
ville turen starte forfra igen næste dag. Der kunne være lidt variation i
mønstret, men tyskerne var egentlig ret skematiske. Hvis de ikke følte, at
de havde fået bid, ville de blive ved et par døgn, men sjældent længere.
Cellegutterne havde da også inden jeg blev hentet forudsagt, at senest
lørdag ville jeg være tilbage i 184, og at jeg hele tiden, hvis det blev hårdt,
skulle tænke på den hjemlige hygge i Vestre. Jeg stod altså og gennemgik
134
alle de ting, der var kommet frem i forhørene, overvejede om tyskerne
havde spillet alle trumferne ud, tænkte over hvad cellegutterne havde sagt,
og så var det at jeg bryggede min historie sammen. Jeg tog så vidt muligt
alt det med der var, prøvede på at sandsynliggøre sammenhængen, og så
lagde jeg en plan for serveringen. Jeg gennemgik det igen og igen, og jeg
prøvede på at finde de tyske ord, mens jeg stod og gyngede frem og tilbage
i boksen. Jeg ventede hele tiden på at blive hentet, men de kom ikke. Så
alligevel, efter mange timer, gik døren pludselig op, og jeg blev ført op på
første sal igen. Det varede lidt, inden jeg vænnede mig til lyset, og jeg var
så helvedes angst. Jeg blev ført ind til kriminaleren, og han kom truende
hen mod mig. Det hele kørte rundt inden i mig. Alle de smarte og
overlagte tanker forsvandt. Han kom hen mod mig og spurgte, om jeg var
kommet på bedre tanker. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få startet, men
så kom han mig til hjælp ved at give mig et par ordentlige slag på
skulderen. Jeg gav mig til at ømme mig og forsøgte lidt snøften.
Spændingen gjorde, at jeg kom til at flæbe helt godt, og der kom til alt
held også lidt tårer. Jeg følte, at jeg nu var på sporet, og jeg gav mig helt
hen i sammenbruddet. Jeg bønfaldt ham om ikke at slå. Jeg faldt på knæ
og hiksede, at jeg nok skulle tilstå alt. Jeg måtte have renset min
135
samvittighed. Jeg følte en dyb skam over at have løjet for ham, nu måtte
jeg have lagt kortene på bordet. Tyskeren rullede sig oplagt ud og bød på
cigaretter. Jeg havde fået strenge ordrer på kun at ryge dem en lille smule
og så skodde dem og så sætte dem i lommen. Ordren kom fra
cellegutterne, der sagde, at ligeså snart jeg gik i gang med en tilståelse, så
ville jeg få alle de cigaretter, jeg ønskede, og så havde jeg fandeme bare at
gafle nogen med hjem til cellen. Så jeg røg og skoddede og hiksede tilpas
usammenhængende igennem min historie. Det værste var wienerpigens
hånlige blik, der sagde noget om at jeg var alligevel alle tiders skvat. Han
ser nogenlunde hel og pæn ud i betrækket og så flæber han jammerligt og
tilstår. Men efterhånden som min lange historie skred frem, følte jeg lidt
efter lidt sympatien komme igen. Hun havde jo levet som wienerbarn i
Danmark, så jeg tror nok hun anede dobbeltspillet. Jeg var nok også lige
på grænsen, da jeg greb tyskerens hånd og mumlede, at jeg ville betro mig
til ham, som om han var min far. Jo, der var jeg sgu tæt ved at overspille,
men han åd tilsyneladende alting økseråt. Hovedindholdet i min lange
forklaring gik ud på, at jeg igennem en lærekammerat og her opgav jeg Ibs
legale navn, nu var der jo gået de nødvendige 24 timer, og vi havde den
aftale, at var vi i knibe, så kunne vi bruge hinandens rigtige navne til at
136
give den ene nødvendige kontakt, man aldrig kunne undslå sig for. Altså
igennem en lærekammerat havde jeg fået kontakt med Børge Brandt, som
havde bedt mig om at leje nogle garager til sig. Han gav halvtreds kroner
for hver, og jeg havde brugt pengene til at gå på værtshus for, eller til at gå
ud med piger. Jeg havde lejet to garager til ham, og de lå på Østerbro og i
Vanløse. Jeg kunne roligt opgive adresserne, for lejekontrakterne lå i
boksen, og der var ikke andre end mig, der kendte dem. Tegningen i
lommebogen havde jeg netop lavet i bodegaen over den garage der lå i
Vanløse, hvilket var det mest sande i min lange historie. Den sympati
wienerpigen viste mig, kunne jeg føle på flere måder, mest når jeg søgte
efter et ord på tysk, og hun så hjalp mig. Så følte jeg at hun valgte et, der
var lige i øjet. Og da vi kom til tegningen, så hun på den og sagde, at den
var god nok. Hun boede lige i nærheden, og den passede lige på en prik.
Alt er jo indicier og fornemmelser, og jeg følte, at hun var en virkelig
støtte i det spil. Min taktik var den at give lidt los i nogle småting, for så at
vende mig med alle mulige midler mod beskyldningen om, at jeg var Tom.
Jeg kæmpede som en vild for, at de ikke skulle få, et Tom ud af mig, for
fik de det, så var hele spillet gående. De havde simpelthen alt på mit
dæknavn. Senere opdagede jeg, at der sad flere i Vestre, der på grund af
137
den tyske forhørsteknik havde indrømmet læssevis af de aktioner, jeg
havde lavet, og det til trods for, at de aldrig havde set skyggen af B&W.
Det virkede forvirrende på mig, og det har det sikkert også gjort på
tyskerne. Wienerpigen fik det hele med på skrivemaskinen, og så skulle
jeg skrive under igen, hvilket jeg så gjorde. Tyskeren havde som sagt været
engleblid under min lange forklaring, men nu tog han den store tur. Han
bebrejdede mig meget stærkt, at jeg havde skrevet falsk først. Pludselig var
jeg ved at komme på glatis. Jeg kunne nok lyve for ham, men jeg havde
slet ikke fornemmelsen af, hvor angergiven jeg burde være over, at jeg
havde skrevet under på noget forkert. Selvfølgelig sagde jeg, at jeg var ked
af det, men alligevel manglede der noget. Det at skrive under på noget, der
ikke var rigtigt, var en meget, meget stor forbrydelse. Det var nærmest
ligeså slemt som at være sabotør og at sprænge fabrikker i luften. Jeg må
tilstå, at jeg havde svært ved at se sammenhængen. Man skriver under
under pres, men så er underskriften selvfølgelig heller ikke en krone værd.
De siger skriv, eller du får en på frakken, så grifler man sit navn, det er da
klart. At papiret så kun kan bruges på et skidehus, det er lige så klart. Men
så enkelt opfattede germanerne altså ikke sagen. Der har de nogle sære
blokeringer. Til sidst blev jeg stillet ud på gangen med besked om at holde
138
næsen ind i væggen. Jeg var ret mat, men egentlig underlig rolig. Efter en
halv time blev jeg ført ind i et nyt kontor, hvor en anden tysker og en
dansk stikker, tog mig under behandling. De kørte på kryds og tværs i
tilståelsen og fyrede løs med de skarpe spørgsmål. Bortset fra at stikkeren
hele tiden stod bagved mig, hvilket var temmelig ubehageligt, så var denne
tur ikke særlig slem, og jeg følte det som lidt af en sejr, at de tog alt det vås
højtideligt. Vi fik en dejlig afsporing, da jeg spurgte om det var muligt,
eventuelt efter en skriftlig ansøgning, at få min første tilståelse tilintetgjort.
Selv den bed de på, og de forklarede mig, at selv om de godt forstod, at det
pinte mig, så var der ingen mulighed for den slags. Jo, de var sgu meget
flinke, og da jeg fortalte, at jeg ikke havde fået noget at spise hele dagen,
så fik stikkeren besked på at tage mig med op i kantinen. Der sad jeg så
pludselig og spiste pølser med sauerkraut midt i et slæng af tyske
kriminaler og danske stikkere. Min egen stikker pumpede mig om
stemningen ude blandt folk. Jeg fortalte, hvordan alle håbede på, at
tyskerne ville vinde, men at man ikke kunne sige noget, på grund af de
mange terrorister. Det kendte han også godt, og vi var enige om, at det var
forfærdeligt, at nogle få udenlandske agenter havde en sådan magt. Jeg
spurgte ham, om han var bevæbnet, og han viste mig stolt sin Walter. Den
139
var jeg selvfølgelig meget bange for, og han viste mig, hvordan han kunne
tvinge mig i knæ med førerlænken. Alt det her lyder lidt pjattet, men det
var jo vigtigt at få lagt en lang, lang afstand til den slemme Tom. Lidt før
midnat blev jeg kørt hjem til det hyggelige Vestre, og cellegutterne fik
pølser, cigaretter, clips og en masse andet jeg havde gaflet. De roste mig
og sagde hold fast i den skure, så skal du nok klare den.
Far på Dagmarhus
Da husundersøgelsen var forbi og tyskerne var gået, så måtte far og mor i
gang med at advare. Især min onkel Emil måtte have et praj, så han kunne
få sin illegale våbensmedie væk. Det gik fint, så da Gestapo dukkede op
hos ham, var alt renset op, og de gik med uforrettet sag. I det hele taget
blev familie og venner underrettet, og alle så helt klart alvorligt på det,
men det var som om tyskernes opførsel under husundersøgelsen trods alt
gav et vist håb. Den næste dag fik far gennem en forsigtig kontakt til Ib at
vide, hvad der var sket i bodegaen, og så gjorde far sig klar til besøget på
Dagmarhus. Han beskriver det således i sin dagbog: Torsdag den 11. Maj.
140
Vi havde meget travlt i de Dage, så man fik heldigvis ikke Tid til at
spekulere. Lidt fik jeg dog tænkt over mit Møde i Gestapos Hovedkvarter.
Det var afgjort nødvendigt at gå derind. Først og fremmest for at forstærke
det gode Indtryk vores Hjem havde gjort ved Husundersøgelsen, således at
Tyskerne aldrig ville komme på den Tanke at Familierne var medvidende.
Dernæst, hvis Lejlighed gaves, at støtte Jørn og Per. De var ikke taget på
fersk Gerning, og jeg var sikker på, at de havde Fysik og Nerver til at gå
selv skrappe Ting igennem, så jeg ville sandsynligvis kunne nå at få
Kontakt med Tyskerne, inden afgørende Ting skete. Præcis kl. 9 forcerede
jeg Indgangen til Dagmarhus. Det var under den såkaldte Biografspærring
og Tyskerne var ikke meget villige til at lade Uvedkommende slippe ind,
men Kochs navn gjorde Underværker. Nr. 66 lå på første Sal, et stort lyst
Værelse ud til Jernbanegade med Billeder af Hitler, Himmler og Göring på
Væggene. Herr Koch førte en højrøstet Telefonsamtale, men slog, da jeg
kom ind, affabelt ud med Hånden mod en Stol. Der var et Rykind af
Politifolk og Stikkere der alle "heilede", så det var en Gru. Herr Koch var
rasende, kunne jeg høre og pludselig opdagede han at det var Ringsted og
ikke Rungsted han talte med, og med en Ed kylede han Telefonen hen ad
Bordet. Nu fik han Tid til at tage sig af mig. Sagen var overdraget til en
141
anden, men nu skulle han forestille mig og vi gik over Gangen til Nr. 77.
En lille mørk, tæt Herre, hans Udseende mindede mig om en fransk
Bulldog, rejste sig og jeg lagde med Interesse Mærke til, at han og Koch
hilste på hinanden på almindeligvis Vis uden at "heile". "Det er Faderen til
Per Mortensen", sagde Koch og gik. Jeg talte fra Begyndelsen Tysk, og
Gestapomanden var ret elskværdig. Jeg fortalte, at vi naturligvis var blevet
overraskede og urolige, men da vi på den anden Side ikke kunde tænke os,
at noget alvorligt var på Færde, om vi snart kunde vente Per hjem, og om
han vilde være så venlig at oplyse mig om hvad der var i Vejen. Han
svarede dertil, at Per havde været sammen med Sabotører (schlimme,
schlimme Leute), og at han var så ufornuftig ikke at ville udtale sig. – Per
vil ikke fortælle, hvem de Mænd er, som han var i Selskab med, og hvor
han kender dem fra, og jeg er sikker på, at den Smule, han fortæller mig, er
usandt. Men hvis De vil hjælpe mig, Herr Mortensen, tjener det jo i alles
Interesse at få Sagen oplyst. Ich suche nur die Wahrheit. Kender De Navne
som Børge, Thomsen, Knud. Han nævnte flere Navne, som jeg ikke nu kan
huske. Jeg havde jo mine Anelser, men kendte naturligvis ikke disse Navne
og var sikker på, at ingen af Pers nærmeste Venner hed sådan. Tyskeren
siger nu: – I de kommende Dage vil De sikkert få Opringninger og
142
Forespørgsler om Per, så vær klog (sei klug), fortæl ikke disse Mennesker
noget, men sæt Dem straks i Forbindelse med mig. Jo før vi får Sagen
opklaret, jo før kommer Per ud. Jeg sagde ikke noget til dette ikke særlig
fine Forslag, men tog fat på en lang Forklaring om, at vi var Ængstelige
overfor det skete, man hørte jo så meget, navnlig var hans Mor og Farmor
urolige, og så gav jeg ham en Sludder om "goldene Hochzeit", hvortil også
tyske Venner skulde have været med, hvis de havde kunnet rejse osv. Han
beroligede mig lidt. "Her bruger vi ikke disse Metoder," og han gjorde en
meget sigende Bevægelse med sine Fingre: – Es ist nur Greulpropaganda.
Jeg kan nok få Sandheden frem uden det. Han brugte også Udtrykket: –
Ich habe ja selbst Kinder. Det var faktisk dér, jeg vilde have ham hen, og
jeg forsikrede ham da også, at jeg kendte Tyskerne alt for godt til at tro den
Slags Historier. På Forespørgsel om, hvornår jeg måtte komme igen,
svarede han på Mandag, og jeg skulde bare komme op på Nr. 77. Også
ham spurgte jeg direkte om hans Navn; han var ikke meget for at sige det,
men kom dog frem med det, Glosch. Jeg tror, at Hr. Glosch var eller senere
blev Kriminalrat. 15. Maj. Medens Hr. Glosch havde optrådt med en vis
kølig Elskværdighed i Torsdags, var han i Dag ret ubehagelig. Da jeg kom
op, anviste han mig en Stol, men dermed var også Venligheden forbi. Han
143
tog Sagens Akter frem og begyndte at bebrejde mig, at Per havde løjet for
ham, og dels havde været meget forbeholden. Han spurgte igen meget
indtrængende, om jeg virkelig ikke kendte Børge, Thomsen og nogle andre
Navne; men det var stadig de to første, han kredsede om. Jeg nægtede
naturligvis dette og fik som Svar et langt Foredrag om, at det ikke kunde
nytte, at jeg ønskede hans Hjælp, når jeg ikke vilde hjælpe ham. Og at min
Hustru og jeg ikke havde passet særlig godt på Per, når han kunde omgås
sådanne Mennesker uden vort Vidende; om vi virkelig ikke havde lagt
Mærke til, at Per havde haft mange Penge mellem Hænderne. Per havde
nemlig fået mange Penge for at leje Garager og Lokaler til disse
Mennesker, hvorimellem var Ophavsmanden (Urheberen) til Sabotagen
her i København. Derefter fulgte en lang Forklaring om disse Bagmænds
Fejhed og Evne til at bringe andre i Forlegenhed. Han holdt meget af at
høre sig selv tale, og da jeg jo ikke kunde sige ret meget til hans
Udtalelser, var jeg naturligvis ikke så ked af det. Pludselig tog han en af de
såkaldte Sabotørpistoler, der ligner en Fyldepen og kun indeholder et
Skud, frem og spurgte mig, om jeg nogensinde havde set en sådan hos Per.
Det kunde jeg med rolig Samvittighed sige Nej til; sådant Legetøj havde
Per aldrig befattet sig med. Og jeg sagde ret skarpt: – Jeg har aldrig under
144
nogen Form set Våben hos Per, og jeg tror heller ikke, han har haft nogen,
og når De stadig bebrejder mig, at vi er forbeholdne, må jeg måske
bemærke, at De var på Husundersøgelse hos os mindre end to Timer efter
Anholdelsen, idet Per straks opgav Navn og Adresse, og at De trods
grundig Undersøgelse og Forhør hos os ikke fandt noget mistænkeligt. At
Vi er rolige Folk, der ikke giver os af med Politik, kan De ikke undgå at se
Tyskeren svarer mig nu kort: – Hr. Koch og jeg har været Politimænd i
over 20 år, så vi kan nok se vore Folk an og tager naturligvis Hensyn til,
hvad vi ser og hører. og tyskeren fortsætter: – Men når De ikke kender
nogen af de Navne, jeg her har nævnt, vil De måske opgive mig Navne på
nogle af Pers Venner, så jeg kan se, hvilke Kredse han færdes i? Jeg holdt
jo ikke meget af dette Spørgsmål og vævede vistnok grufuldt i det, men
han blev ved og blev ved. Til sidst sagde han: – Per må dog have et Par
Venner, som De kender, nævn mig navnet på hans bedste Ven
(Bestfreund). Jeg kunde måske uden Skade have nævnt een eller to
Kammerater, men nogle Ubehageligheder kunde de jo nok have fået, og
selve Spørgsmålet irriterede mig lidt, og jeg sagde til sidst kort og bestemt:
– Nein, das tue ich nicht. Så fik jeg igen et langt Foredrag om at skulde
Sagen opklares, kunde det ikke nytte at lægge Hænderne i Skødet; jeg
145
måtte selv hjælpe til. Om der var nogen, der havde ringet eller opsøgt os;
det var der jo desværre heller ikke. Stemningen var ikke god os imellem.
For at tale om noget andet spurgte jeg om Besøg og ekstra Forplejning.
Han for op. Dette her var ikke noget Hotel, osv. – Nå ja," sagde jeg
fredsommeligt, hvis Per må ryge og få rent Tøj, vil vi jo gerne sørge for
det. Om Tobak var der da slet ikke Tale. Angående rent Tøj kunde jeg
henvende mig på Nr. 405. Jeg følte ingen Trang til at blive her længere og
sagde, at jeg så vilde høre derop, og at vi naturligvis var interesserede i
Sagens Udvikling, så jeg håbede, at han ikke havde noget imod, at jeg kom
herop igen. Det måtte jeg naturligvis gerne, og hvis nogen ringede osv.
Sagens akter ligger på Bordet, og idet jeg rejser mig, ser jeg ned over dem.
Et Afsnit begynder således Ole Ewé (Ibs rigtige Navn). Jeg lod som ingen
Ting, men det var vel nok en Advarsel, og den blev selvfølgelig benyttet
omgående. 20. Maj. Besøget på Dagmarhus i Dag formede sig noget i
Retning af sidste Gang; de samme indtrængende Spørgsmål til mig og de
samme Bebrejdelser over Pers Løgnagtighed. Tonen er måske dog lidt
blidere. Og jeg blev i hvert Fald klar over, at Per ikke er tage med Våben
eller falsk Waffenschein på sig.
146
Besværlighederne stammer sikkert fra, at han og Thomsen kun har kendt
hinanden under Dæknavne. Jeg har en Dags Tid i Forvejen talt med Ib og
Lille Svend og vidste, at ingen af Kammeraterne havde været i
Forlegenhed på Grund af Anholdelsen; dette beroligede os jo også. 25.
Maj. Ely har i Dag gjort en Pakke i Stand til Per. Det var sikkert hendes
kæreste Arbejde hele Sommeren. Det var jo ikke muligt at variere Pakken
ret meget, men lidt kunde der jo altid gøres. Vi sendte altid W.C. Papir,
Salt, Vitamintabletter samt alt, hvad der kunde tænkes af Toilet og
Syartikler, foruden Tøjet. Var det Elys kæreste Arbejde at lave Pakkerne i
Stand, var Torsdagene også mine bedste; jeg længtes ligefrem efter dem.
Vi var i Dag mindst 200 (ofte var vi flere), og hele Eftermiddagen gik. Var
vi ikke færdige til Kl. 5, måtte de resterende gå hjem igen. Man måtte for
at komme i den tyske Afdeling først passere dansk Kontrol, og jeg fatter
ikke, hvorfor danske Fængselsbetjente altid skal være stupide og uhøflige.
Jeg kan ikke undgå at vide, at mange Fængselsbetjente selv er sat fast for
Deltagelse i Frihedskampen, al Ære og Respekt for dem, men det er en
Kendsgerning, at vi var mange, som forargedes over Betjentenes
uelskværdige Tone. Denne Gang fik jeg "schmutzige Wäsche zurück" fra
Per; og han havde oven i Købet kvitteret for Modtagelsen på den vedlagte
147
Fortegnelse. Det var hans første Livstegn siden den 9. Maj. Det var en stor
Glæde. Da jeg kom hjem ventede der en endnu større Glæde. Jørn var
blevet løsladt. 29. Maj. Jørn og Bodil tilbragte Pinseferien sammen med os
på Dyssebo; vi trængte alle til at komme lidt bort fra Byen. I dag, 2.
Pinsedag, kom Knud og Brandt på Besøg; de vilde høre Nyt. Hvor var jeg
glad for at hilse på Brandt. Vi havde lange Samtaler og udvekslede Tanker
og Meninger om Forholdene. Jeg tror nok, han var spændt på, hvordan vi
så på Pers Sag. Men vi var enige om, at jeg så vidt muligt skulde komme
på en venskabelig Fod med Glosch og derigennem hjælpe Per. Jeg tror,
han var særlig glad for en Udtalelse fra mig om, at en Far kun kunde være
glad for, at hans Søn kæmpede for de Idealer, der også var hans. 30. Maj.
Var i Dag på B&W. Mester Cramer var som altid venlig. Gestapo havde
ikke været der angående Per og Ole (Ib); skulde noget sådant ske, skulde
han straks underrette mig. Han håbede for de unge Mænd (han havde
mange af sine Lærlinge i Fængsel eller under Jorden), at Forholdene snart
måtte blive sådan, at de kunde komme tilbage til B&W og gøre deres Tid
færdig, men han og Fabrikken vilde gøre alt for at hjælpe dem, hvor de
kunde. Det stemmer, thi Cramer er altid sine Drenge en god Mand. Og
B&W var et Bevis for, at når Ledelse og Arbejdere var besjælet af den
148
rette ånd, blev man fri for at få Navnet Værnemager hæftet på sig. Man
kunde nemlig arbejde sammen med Tyskerne uden at opgive sin
Danskhed; men det krævede mere Rygrad, end Flertallet af vore førende
Mænd var i Besiddelse af. Dernæst gik jeg i Banken. En forstående ung
Bankassistent gik ind på Tanken, at jeg var stud. polyt. Per Mortensen, og
lod mig tage Papirerne. Det var godt, at han var klar over, hvad det drejede
sig om. Per havde brugt Tom som Kendeord. Boksen var fuld af
kontrakter, ganske vist på Dæknavne, men frygteligt, hvis Gestapo havde
fundet dem.
Efter forhøret
Man er jo godt smadret efter sådan en torsdags tur, men cellegutterne gik i
gang igen, og jeg måtte gentage tilståelsen femhundrede gange. Bortset fra
nogle bagateller var de godt tilfredse med deres elev, men de borede og
borede i alle de svage punkter, det hele skulle jo cementeres helt vandtæt,
og derfor gjaldt det om at gøre alt sludderet til en del af mig selv. Det gik
fint, og jeg følte mig mere og mere skvattet og pivet for hver gang, vi kørte
149
vrøvlet igennem. Den grimme Tom kom til at stå mere og mere uskarpt.
Der sker noget mærkeligt med knolden på en. At man kan terpe salmevers
ind, så de sidder som svejset fast, det ved enhver, men at man også kan
terpe ud, det var en helt ny fornemmelse. Som dagene gik røg en masse
navne, begivenheder og andet kedeligt gas helt ud af huskeren.
Selvfølgelig lå den rigtige Tom en kilometer nede, men han blev effektivt
begravet i en masse lag af nødvendigt sludder og vrøvl. Til sidst havde jeg
endda den triumf at den ene af cellegutterne begyndte at lægge mig på is.
Han var en god dansk mand fra Randers, og han syntes, at det var groft, at
han skulle dele celle med en fyr, der var lidt små kriminel. Der gik en
fjorten dage, inden jeg kom i forhør igen. Pludselig en eftermiddag blev
jeg ført ned til forhørscelle på Vestre. Det kom lidt bag på mig. Man sidder
midt i et illegalt spil kryds og bolle, og ti sekunder senere så er man midt i
en haglbyge af skarpe spørgsmål. Det var en tysker og to danskere, der
kørte løs. Jeg kom op på mærkerne og nu kom celletræningen til sin ret.
Det var de to stikkere, der skiftedes til at spørge, og de kørte derudaf med
hundrede kilometer i timen. De var ikke særlig flinke, men da det ret
hurtigt gik op for mig, at de ikke havde godter i posen, blev jeg egentlig
mere og mere rolig. Udadtil var jeg selvfølgelig skidenervøs og bange,
150
men det gik næsten efter cellegutternes lærebog. Tag nu den her for
eksempel. Manden bag ved dig fyrer løs med noget du ikke må vide, mens
de to andre truende glor dig ind i fjæset, med noget de tror er et
røntgenblik. Den er ikke særlig slem at klare, og den stod også under de
pjattede tricks i lærebogen. Nej, fakta, påvisninger, skarpe spørgsmål med
et reelt indhold, det giver gele i knæene, det er pissesvært at klare, det
andet er bare tåbeligheder, især når du kender teknikken på forhånd. Men
selvfølgelig er der hele tiden en ulidelig spænding, og selvom det kun
tager et par timer, så er du helt klart lige til kludebunken bagefter. Det var i
øvrigt sidste gang jeg kom i forhør. De kom selvfølgelig en gang imellem
og spurgte om noget, eller ville vise mig nogle billeder af Ibs bror, som jeg
selvfølgelig ikke kunne genkende, men ellers var der aldrig noget, Det hele
blev faktisk klaret den første torsdag, og det var der flere grunde til. Den
vigtigste var nok den, at Børge var stukket fra dem. De havde haft
sabotagedirektøren i kraven, og så havde grebet glippet. Hvor må de have
ærgret sig, og suset er nok gået af sagen. Ham der havde stukket os, har vel
også fået et par af de mest klamme fødder, man kan tænke sig. Husk på at
tyskerne vidste alt om os, på dæknavnene selvfølgelig, og tænk så på, at
Børge fjorten dage før hyggetimen i Axelborg Bodega havde pløkket en af
151
deres superstikkere. Jo, vores stikker har nok tænkt på Hestetyven, og på at
Børge stadig gik løs med et par store skydere i baglommen, så svinet har
nok følt en kold plet i nakken og han har trukket godt i land. Hvorom
alting er, hele sagen osede af mystik. Tyskerne tager det også lidt med ro i
min sag. De kan ikke have troet på den garagehistorie. Nok er de dumme,
men der må være grænser for, hvad selv en germaner slubrer i sig. De
troede nok ikke på, at jeg var Tom, og at jeg var sabotør. Jeg var for pjattet
og for flæbende, for rødmosset og søn af pæne forældre. Jeg var spejder og
småborgerlig, og en sabotør var jo for tyskerne en forbryder og en
ugerningsmand. En terrorist må have et vist format og ikke være et
barnligt pjok. Stikkeren bliver kold, og de får kontakt med en pæn, i deres
øjne, hæderlig familie, så gider De ikke bore videre. De kunne vel bare
finde lidt mere sortbørs, og det er vel ikke umagen værd. De kender vel
også godt fra Tyskland problemet med en pæn ung mand, der bliver lidt
små kriminel. Der var altså sådan nogle uldne punkter, men der gik da ro i
sagen. Der var en nogenlunde skudsikker tilståelse, og de havde en hel del
andre ting om ørene. På et eller andet tidspunkt ville der måske også dukke
et eller andet nyt op, og så kunne jeg ellers rådne op i celle 184 så længe.
Så var der Thomsen. Jeg prøvede flere gange at få kontakt med ham på
152
Vestre, og det lykkedes også en enkelt gang, men det var temmelig svært,
for han sad alene i en isoleringscelle med eget lokum og nul gårdtur. De
var ret rå ved ham på Dagmarhus, og han fik en masse, masse tæv og
bank. Han havde det strengt og førte en fortvivlet kamp for at begrænse
tilståelserne og for at få blokeret alle de løse tråde, der hele tiden trævlede
op. Hans udgangspunkt var så temmelig elendigt. Han havde været
sabotagedirektør i Ålborg, men det danske politi havde sporet ham og fik
ham spærret inde i arresten. Her sad han så med et vældigt generalieblad
og ventede på at blive udleveret til tyskerne. Men Thomsen fik smuglet en
pistol ind, og ved hjælp af et "hold-up" gik han sin vej, og i en mystisk
forklædning, som katolsk pater, tog han toget til København. Thomsen fik
kontakt med os og var med til lidt forskelligt, blandt andet var han med til,
at organisere sprængningen af Riffelsyndikatet lige før jul. Han havde en
anden stil end os læregutter. Thomsen elskede forklædninger og skøre
våben. Hans cykelpumpe var lavet, så den kunne skyde med 9 mm
ammunition, og han havde syv fyldepennepistoler på sig, da vi blev taget i
bodegaen. Han var halvgammel næsten fyrre, og han var en høj skarp fyr
med en vis myndig optræden. Jo, han var en rigtig bagmand og "Urheber"
efter tyskernes kogebog. En sådan fin fisk skal selvfølgelig have en særlig
153
udspekuleret og rå behandling, og med alt det lort, der var i sagen,
herunder rapporten fra det danske politi, var det helt klart at der kom en
masse ned på papiret. Med hensyn til min sag var han, bortset fra det med
Tom og mælkeriet, tavs som en østers. Thomsen var en fin, fin kammerat,
men når betrækket bliver flosset, er det ikke altid nok. Jeg har set masser
af topfine gutter, der til sidst brød sammen, og lod det hele rulle. Det er der
hverken noget anstødeligt eller mærkeligt i. Når de skrappe sager kommer
på bordet, kan ingen holde. Det var også sjældent, at nogen ikke følte
varme og hjælpsomhed for sådan en gut, der havde været i vridemaskinen.
Det var jo kampens lov. Hold fast så længe du kan, skrider det alligevel for
dig, så er vi lige gode venner for det. Du kan ikke mere, end du kan. Noget
andet var, at dem det brød for, tit efter tilståelserne, koksede helt ud i vilde
selvanklager og moralske tømmermænd, og nogen af dem blev aldrig hele
indeni mere. Jeg fik senere et par af slagsen tæt ind på livet, og det var
dybt tragisk at se gutter, der havde lavet tonsvis af fine ting, ende med
fortvivlende selvanklager, og med en masse skyld og andet pis. Det var tit
så satanisk, at tyskerne skånede hovedmanden og sendte de mindre fisk til
pælen og til de ni skarpe skud. Så er det jo helt klart, at hovedmanden følte
en skyld, så stor som hele det indiske ocean. Men selvfølgelig var det
154
noget pis. Hvis en illegal organisation er bygget så elendigt op, at nogle få
kan bringe stakkevis til skafottet, efter de vigtige 24 timer er gået, så er det
organisationen, der er elendig, og det kan i virkeligheden ikke rage den
enkelte en papand. Her må man i øvrigt sige, at den slags føleri så man
ikke meget til hos kommunisterne. De havde noget mere tag på det. De
blev også taget i dusinvis. Nogen kunne holde kæft, nogen måtte plapre.
Nogen klarede frisag, og en masse røg til koncertlejrene og til pælene, men
de var lige gode kammerater, hvad der end skete. De havde selvfølgelig
også gråd og jammer. Det er da helt klart, men på en eller anden måde kom
det aldrig til de mentale sammenbrud, som man tit kunne fornemme i de
borgerlige og militære cirkler. Nå, det var noget af et sidespring, og det har
egentlig ikke noget med Thomsen at gøre, for der røg ingen på grund af
hans tilståelser. Jeg var selvfølgelig i farezonen, hvis han brød, men
foruden alle kammeratgrundene var der en grund til at han holdt sig fri af
mig. Jeg vidste, hvem der havde lavet aktionen mod "Café Mokka". Og
hvis jeg ikke kunne holde fri af Tom, så ville jeg måske komme ud for
skarpe ting, og så ville jeg måske begynde at plapre, og hvis først sådan
noget kører, hvordan kan man så få det stoppet? I efteråret 1943 var vi jo
ikke så mange der drønede rundt, så på trods af alle vores hovedregler og
155
gode råd, så kunne det ikke undgåes, at vi kom til at kende ting, eller få en
viden, som vi ikke egentlig havde brug for. En af disse ting var aktionen
mod Café Mokka.
Café Mokka
Café Mokka var en vaskeægte terroraktion, ingen tvivl om det, og hvordan
modstandsbevægelsen kom ind på det terror spor, er en kompliceret
historie. En historie der er godt fortrængt, og som ikke kom med i de
helteberetninger, der dukkede op efter krigen. At det så var os,
industrisabotørerne, der lavede Café Mokka er et af de helt sære
paradokser. I alle illegale krige er der masser af småterror, og når en
stikker skal ned med nakken, kan der godt komme blod på manchetterne,
men en likvidering er trods alt noget andet. Her var der også en vis moral,
og da et barn blev skudt i en bil på Roskilde bakke, så syntes vi, at det var
noget svineri, selvom chaufføren var en modbydelig stikker. Vi afskyede
formålsløse aktioner, vi kunne ikke døje upræcise ting, og vi hadede
tilfældig personvold. Fascisternes diktaturer og de borgerlige demokratier
156
sejler jo rundt i søer af tilfældig personvold. Hos dem er terroren et udtryk
for et politisk system, og de kunne ikke holde magten et sekund, hvis de
ikke systematisk terroriserede almindelige folk fysisk og psykisk, men for
os skulle det gerne være noget andet. Vi følte, at det at ødelægge
Værnemagtens produktionsapparat, var det eneste vigtige. Vi gik på ting,
modbydelige ting, der blev produceret med det ene formål, at det skulle
skade vore venner mest muligt. Vi sprængte, brændte og smadrede ting.
Døde ting af stål og beton. Men mennesker? OK, der står en bandit i vejen.
Vi beder ham flytte sig og han skider på os, så har han selv bedt om
mosten, og vi går til ham med alle midler, det er klart, men det at flække
en dansebule, hvor germanerne og deres piger driver rundt i en stille tango,
det var sgu noget andet. Noget helt andet. Men hvordan kan man forklare
dette helt andet? Hvordan kan man ramme holdninger og stemninger fra en
tid, der ligger så langt væk? Kan nogen forstå, hvordan vi vekslede mellem
optimisme, overlegenhed, fandenivoldsk gåpåmod og så dybe kælderture,
med forkrampet had. Vi følte os tit som en billardkugle, der drønede frem
og tilbage i en masse skøre vinkler og så var der hele tiden den skærende
angst. Angst for smerte. Angst for at blive taget. Angst for ikke at nå nok.
Hvordan bliver du hård nok? Kan din bløde indmad tåle mosten? Hele
157
tiden skal du spille pæn mand, og det splitter dig næsten ad. Hele den
nødvendige forråelse kommer krybende ind over dig med og mod din
vilje. Stadig dette andet. Er det til nogen nytte at fortælle om drabet på fem
tilfældige tyskere og nogle danske piger, der kunne lide lidt soldaterdans?
Hvilken politik, hvilken interesse kan denne oldgamle historie tjene? Hvad
med de gamle kammerater? Kan de forstå vigtigheden af, at også de uldne
ting kommer frem i lyset? Vil vore fjender ikke bare hovere videre med
deres sludder om gadernes terrorbander? Skal denne viden ind på
båndoptageren? Kan båndet ikke bedre lide hyggemusik fra radioen? Men,
pisser man ikke på folk, når man begynder at montere og tolke på
sandheden? Hvordan så der egentlig ud i København i dette sære efterår
1943? Den stemning er svær at ramme, og hvis ikke fantasien går lidt i
gang, er det ikke til at fatte, om man så bruger en kilometer bånd. Der var
stille i København dengang. Man kunne høre folk gå på gaden. Man kunne
høre folk snakke, og var der endelig lidt larm, kom det, når en enlig
sporvogn tog en kurve med en skinger hylen. Der var hesteklapren og
cykelklokker. Biler var der kun få af, og dem der var, kørte på tørv eller
brænde. Når de stod stille klikkede luftspjældet på gasgeneratoren på en
speciel måde, nærmest som en hurtig klokke. Hørte du denne lyd om
158
natten, stod du op og lurede, for så kunne det være Gestapo der var ude
med nettet. Om dagen var byen ret køn med de mange grønne træer og
med alle de småstykker jord, der var udlagt til nyttehaver. Her gik folk og
rodede med kål og purløg, så der var lidt at stå imod, med hvis
forsyningerne skulle svigte. Om natten var byen blæksort. De få
gadelygter var malet blå, og var der en 5 watt pære over din gadedør, var
den dækket med en papskærm. Alle ruder var mørkelagt, og hvis himlen
var klar, orienterede man efter stjerner og måne. Var du uden for dit
distrikt, kunne det godt være svært. Gik du på gaden om natten var alt
stille, sort og tyst, men, og det var meget typisk for Besættelsen, pludselig
kunne der komme et brøl af larm, der efter få sekunder forsvandt igen.
Som regel kom brølet fra et af de mange kannibalgilder, der opmuntrede
de små hjem. Indendørs sang, drak og festede man, og pludselig røg et
vindue op. En eller anden trængte til frisk luft, og et brøl af lyd sejlede ned
af gaden, før de fik ham overmandet og fik lukket til igen. Så var der de
mange brag og drøn. Hver eller hver anden nat kom der et stort dumpt
drøn rullende. Det lå tungt over byen som en sky af hemmelig lyd. Efter et
stort drøn spekulerede vi jo over, hvem der havde været ude. Var det
Martin? Var det KK? Var det HD? Som regel fandt man ud af det i løbet af
159
et par dage. Nogle gange var der en fin anmeldelse i avisen, men som regel
blev det dysset ned. Så var der luftværnssirenerne, der pludselig gik i gang
med deres stigende og faldende tuden. Lidt senere startede flakskytset med
knitren og brag. Hjemme på Marielystvej stod vi lidt tilbage i stuen og
fulgte sporprojektilernes bane. Det lignede tit et rigtigt festfyrværkeri.
Politikken, stemningen, hvordan var så den? På en skør måde var den
ligesom lyden. Her var den lille hverdag, hvor de gamle røve forsøgte at få
det til at glide. Aviserne pladrede om en kordegn i Ribe Stift, der havde
forstuvet foden på en ganske særlig interessant måde, og at nattefrosten i
år kom hele fire dage før, end den plejede. Der var også taler af Hitler og
indlæg af Göbbels, og mange lod sig påvirke. Så var der gudskelov
frontberetningerne, hvor det nok gik lidt tilbage, men hvor det dog hele
tiden gik mest frem. Når det var germanerne, der trak sig var det altid efter
en ganske særlig velovervejet plan, hvormed de foretog deres geniale
frontforkortninger, der slog verden med åbenlys forbavselse. Men her i
sommeren 1943 gik det jo lidt langsomt for vennerne. De har sikkert gjort
hvad de kunne, men tyskerne var stadig skrappe og gav sig ikke sådan lige
på en gang. Mussolini blev taget til fange, men så blev han befriet af sin
gode ven Adolf, og aviserne var fulde af helteberetninger om det utrolige
160
kup. På hjemmefronten gærede det, og i provinsen var der meget mudder
med optøjer og strejker. Så proklamerede fagforeningerne, at i den seneste
tid havde provokatører af blandet udenlandsk oprindelse forsøgt at lokke
danske arbejdere ud i desperate politiske eventyr. I august slog tyskerne til,
og regeringen lod som om, den trak sig tilbage. Hæren og flåden blev
interneret, men flåden var frisk, så Holmen kom til at ligne en
skibskirkegård med alle de fartøjer, der blev sænket og sprængt. Der blev
proklameret undtagelsestilstand. Radioen drønede med trusler om
dødsdomme bare for kendskab til sabotage og våben. Vi følte, at det gik
den rigtige vej, men vi følte os også små og svage. Det var som om hele
det samarbejdende borgerlige Danmark, tyskerne, politiet, og alle mulige
andre banditter, nu gav den hele armen mod os. Det gav selvfølgelig
selvfølelse, at de sådan masede på, men det var også et pres. Vi knyttede
næverne i bukselommerne, dukkede hovedet og tænkte hold ud, men vi var
egentlig ret små. I oktober slog tyskerne til igen med et drøn. De gik i gang
med at finde og fange alle jøderne. Vi følte os så helvedes magtesløse, for
vi kunne stort set kun være tilskuere til denne modbydelige jagt. Vi
færdedes ikke i transportkredse, så vi så det lidt ude fra. Jødetransporterne
arbejdede næsten halvlegalt, og man må indrømme, at Værnemagten tog
161
den lidt med ro. Det lykkedes gudskelov, at få de fleste af jøderne til
Sverige, men der røg jo også en del sydpå, og hadet og afmagten fik en
tand til. OK, der presses og presses, og en illegal organisation kan være i
en periode, hvor den har svært ved at give igen. Den mangler måske både
udstyr eller stof. Der er angst og pres, og en øjeblikkelig mangel på evne
til at lave de rigtige ting. Du lever i et rum, der hele tiden bliver mindre og
mindre. Hvornår bliver du klippet? Har du ikke helt orden på, hvorfor du
slås, forsvinder den usynlige tråd, der holder dig på den rette kurs. Det
kammer måske over, og desperate aktioner føles rigtige. Om en time er du,
eller din bedste ven, måske smadret eller på vej til en torturcelle. OK, de
presser dig op mod muren, men du er bevæbnet. Du har lidt stof og
pludselig reagerer du hæmningsløst. Den afstand du er nødt til at holde til
samfundet eller systemet, en afstand du sommetider opretholder med had
og kynisme, gør at din handling måske tager et forkert sigte. Hvad er så
forkert? Hvad er så rigtigt? Vi så det nok lidt enøjet. Kampen gik trods alt
langt længere end bare at brække en masse tandhjul ned. Så længe man gik
på arbejde, så længe du knoklede på fabrikken hver dag, var det nemmere.
Du kunne snakke og være sammen med de mennesker, der gav hele
kampen mening. Dem du på en eller anden sær måde følte, at du kæmpede
162
med og for. Da du måtte gå under jorden blev det hele meget mere
skematisk og kantet. Igen et af de sære paradokser. Lever du i legale
forhold, med en uhyggelig risiko, kan du føle kampen og dens mål i
fingerspidserne. Går du under jorden, øges sikkerheden enormt, men
chancen for, at din krig løber af sporet bliver stor. Med al denne frem og
tilbage snak er der ikke taget stilling til noget, men noget af dette må med,
hvis man vil forklare, hvordan illegalt arbejde kan udvikle sig. En dag i
oktober lænser Thomsen så et depot. Der var ikke meget på lager. Noget
ubrugelig ammunition og et par kilo stof. Det hele kan være i en mappe.
Han klæder sig ud som Gestapomand, sådan med en hat, hvor skyggen er
slået ned hele vejen rundt. Han har sit Waffenschein i lommen. Vi fik det
Schein fra en eller anden skrap forbindelse, og det fremgik af det, at
indehaveren var ansat på Dagmarhus og havde lov til at gå med pistol.
Sådan et Schein så ganske teknisk ud med billede og en masse
ørnestempler. Altså sammen med en kammerat og et par veninder glider
Thomsen ind på cafeen. De sætter sig ved et bord op af væggen og
bestiller øl. Forsigtigt skubbes mappen ind bag en radiator. De drikker ud
og glider. Klokken ti har syren i blyanterne ædt tråden over, og bomben
går med et vældigt drøn. Der er et par hundrede tyskere, piger og danske
163
håndlangere i lokalet, og da glastaget rasler ned, sker der helt klart en
masse. Avisen fortæller næste dag om fyrre sårede og fem dræbte.
Tyskerne forbyder øjeblikkelig al færdsel og ophold i gaderne fra klokken
otte aften til klokken fem morgen og idømmer København en bod på fem
millioner kroner. Det var Mokka! Vi gentog aldrig den slags aktioner. Det
værste var, at borgerskabet syntes, at det egentlig var ret smart, sådan at
vælte en dansebule. Tyskerne og især deres piger havde rigtig godt af ikke
at føle sig alt for sikre. Borgerskabets modstandskamp gik jo meget på
kongemærke i knaphullet, alsang søndag eftermiddag og så den berømte
"kolde skulder". Denne kolde skulder, der mest gik på en harmløs chikane
af tilfældige tyske menige, der stod på en sporvogn, eller som havde lyst til
et par stykker wienerbrød. Det borgerfolk, der havde hamstret kaffe og
tobak til en hundredårskrig. Det borgerfolk, der havde konto, der var "faste
kunder", og som derfor kunne få de gode ting, der lå under disken, var
meget optaget af, hvor meget tyskerne huggede fra dem og gamle
Danmark, og det borgerfolk havde ikke megen sympati over for den
smedesvend, der for at slippe for at lave morderværktøj til nazierne, til
sidst blev så desperat, at han satte en dynamitpatron i sin drejebænk. Næh,
det var ikke borgerskabets bord. Tyskerne var slemme, fordi de ragede til
164
sig af alting, af mad, af sprut og af piger. Især når det var om piger, så
koksede småborgerne. Så kom fråden frem. Selv i hæderlige illegale blade
talte de om jammerlige hundyr og skrev patetisk: "Du viser så skamløst
din Brunst frem, og for Vores Ære er Du en Trussel". Det hændte af og til
at nogle gode danske mænd fik fat i en såkaldt feltmadras og så gik de til
den. De "gode" danskere flåede tøjet af hende, klippede hendes hår af, og
så overmalede de hendes nøgne krop med store tjærehagekors, og til sidst
tog de en masse billeder af deres heltedåd, og dette farlige illegale
materiale gik fra hånd til hånd. Vi så en gang et af disse lede fotografier,
der viste en stakkels nøgen grædende pige, der sad helt knust på en bænk i
Eventyrhaven i Odense omgivet af en harsk samling skrigende mænd. Vi
tog en dyb indånding. For helvede, hvor var det ækelt, hvor var det
beskidt. Var det de svinehunde til pikspillere, vi kæmpede for og måske
sammen med? En af gutterne rev billedet itu med kommentaren: "De sku´
fandeme pløkkes hele bundtet". Mokka kan måske forsvares ud fra
militærtekniske overvejelser, men propagandaværdien af Mokka var ad
helvede til. Nu kunne borgerfolket rigtig føle, at de viste tyskerne deres
kolde skulder ved at gå i teatret klokken syv om morgenen! På mange
måder kom Mokka til at sætte et usynligt skel i kampen. Vi fik ubevidst
165
ligesom mere hold på de slørede grænser, det var nødvendigt at ligge
indenfor, hvis vore aktioner skulle være i top, men frem for alt så ændrede
vore modstandere taktik efter denne værtshusaktion. De begyndte på
gengældelsesaktioner. En uge efter Mokka sprængte de færgen Storebælt i
luften. Første bombe ryger da færgen er midt ude i Storebælt og en masse
såres. Man får færgen i havn, og begynder at slukke branden, men så ryger
der en bombe til og tre brandmænd bliver dræbt. Sabotørerne får skylden
for sprængningen og aviserne messer om de modbydelige udanske
terrorister. Men den var for tyk, og deres al overpropagandavrøvl mistede
de faktisk taget i folk og blev helt utroværdige. Sabotørerne angreb aldrig
mål af den type, og de lavede aldrig tandemsprængninger, der er så
rædselsfuldt farlige for redningsmandskabet.
Celle 184
De fleste af kammeraterne sad som regel kun en måned eller to, men på
grund af al mystikken, sad jeg i celle 184 i godt fire måneder. Man sad vel
i en slags undersøgelsesarrest, og det var ikke særligt sjovt. Det er slet ikke
166
sjovt at sidde så længe. Man kan komme i forhør når som helst, og selv om
man selvfølgelig vænner sig til at leve med denne fordømte usikkerhed, så
kan det ikke kaldes rart. Det er i det hele taget ikke rart at sidde inde. Man
er sgu meget indespærret. Tre mand, seks kvadratmeter, to lokumsture der
højst kan trækkes til ti minutter, og så højdepunktet de tyve minutter i
stjernegården. Det er et stille liv. Efterhånden får man jo snakket alt
igennem, så man ikke kan sige et ord, uden kammeraterne har hørt det før.
Der hænger en husorden på væggen, hvor det står, det må du ikke, og det
må du ikke, og det er ikke tilladt, og det er forbudt, og hvis du gør noget af
det, så ryger du otte dage i dunkelcelle. Sådan en husorden kan godt give
lidt spænding, for vi overtrådte den selvfølgelig hele tiden. Men vi havde
virkelig god tid til at bygge numrene op, så vi blev aldrig taget. Med
grønne fanger havde vagterne en chance, men senere kunne de intet gøre.
En dag for eksempel lavede vi et af de gode numre. Vi havde fået nye
vagter, og så gik der altid et par dage, hvor meget kunne lade sig gøre. De
råbte selvfølgelig meget op, men de kendte ikke meget til fanger, så de var
lette at snøre. Vagtskiftet skete om morgenen, og så var det det ny holds
første tjans at sørge for at vi kom på potten. De kom trampende, rev døren
op og så skulle det gå "Los, Los". Vi luntede afsted i gåsegang med
167
hænderne på ryggen, undtagen fyren, der skulle tømme natpotten. Vi vader
sløvt og med alle sanser spændt ned til lokummerne, der lå for enden af
galleriet. Ved lokumsturene kunne vi få glimt af andre fanger, glimt af en
masse ting, der skete, så det var selvsagt et vigtigt højdepunkt på dagen. Vi
observerede med det samme, hvad vi havde anet på støjen, at vagterne var
helt nye og grønne. På deres vagtpult havde de midt i det klare dagslys sat
en pose wienerbrød og to store flasker med mælk. Hold da helt kæft, vi ud
på lokummet, hvor vi straks gik i gang med at planlægge en gafling. Den
mislykkedes, vi lå heller ikke alt for godt for pulten, og det var en skam. Vi
var godt ærgerlige, da døren igen smækkede bag os, men så gik vi i gang
med at gemme alle de småting, som vi ikke måtte have. Selvom vi kun
havde seks kvadratmeter, så er der mange steder, hvor noget kan skjules.
Vi havde en hemmelig hylde oppe i pottekanalen. Vi havde særlige rum i
madrasserne, vi kunne, men den var lidt farlig, hænge noget ud af vinduet i
en tynd snor. Den bedste, men den krævede at celleholdet var godt
samarbejdet, var at lade tingene gå fra hånd til hånd under razziaen. Ham
der blev først visiteret fik, når han var færdig, hele lortet bragt over. Det
skete meget stille, og det var ret let, men det krævede selvfølgelig lidt
nerver og en masse samkøring. Man skulle helt uden ord forstå hinanden
168
perfekt. Men vi gik altså i gang med at gøre razziaklar, og som forudset
tikkede telegrafen "Razzia" efter ti minutter. Vagterne kom brasende og
råbte op om mælkeflasker. Vi der havde rent mel i posen skulle
selvfølgelig trække tiden mest muligt, så vi gik selvfølgelig straks i gang
med de her nonsensdialoger, som kørte det hele op i vrøvl og sludder. Vi
svarede: "Mælk? Ja det ville vi da meget gerne have", og så kom vi med
krusene. Nej, det skulle være flasker, jamen vi havde kun krus, men mælk
var jo meget sundt, og vi syntes da også. Det hele kørte på en sær blanding
af dansk og misforstået tysk. Til sidst råbte vagterne: "Hold kæft", "Maul
halten" og gik så i gang med at splitte det hele ad. Men de fandt
selvfølgelig ikke en krumme. De larmede rundt i den halve snes celler, der
havde været på potten. Det tog en times tid og gårdturen røg, men de to
flasker var og blev væk. Resten af dagen var vi selvfølgelig opstemte. Vi
havde lange diskussioner om, hvilken teknik den skrappe celle havde
brugt. Wienerbrødet, posen og mælken var helt let at klare, men at trylle to
store glasflasker væk, det var sgu et mesterstykke. Vi holdt som sagt en vis
kontakt med de andre celler ved at banke på væggene. Der var flere
systemer. Det mest brugte var at banke et slag for A, to for B, tre for C osv.
Dette system var enkelt og godt, men lidt langsomt. Man kunne også bruge
169
morse og her var en prik et bank og en streg to bank. Det var ikke så
almindeligt, men min cellekammerat Poulsen var ekspert her. Han kunne
endog den variant, hvor det er længden af mellemrummet mellem slagene,
der angiver om det er en prik eller en streg. Et sidste system var: "Singsing". Her skriver man alfabetet op med fem bogstaver i fem rækker.
Bogstavernes placering aftales med den celle man vil sende til, og
systemet er så, at hvert bogstav fås ved først at banke rækkenummeret og
så at banke bogstavnummeret. Sing-sing er det bedste system, og her er det
ikke muligt for nogen, der ikke kender koden at høre, hvad der tales om.
Det bedste at banke med er en almindelig træblyant, og det der huskes
bedst fra Vestre er denne evige, snart svage, snart stærke tikken. Midt om
natten forsvandt den måske lidt, men lige så snart der skete noget, kom den
drønende fra alle sider. Forår og sommer 1944 var en urolig tid. Der var
mange henrettelser. De kammerater der skulle op af pælen, sad ofte deres
sidste nat i Vestre. De blev som regel hentet ved totiden om natten, og en
sådan nat tog telegrafien fat. Vi vidste næsten, hvad der var i gære, inden
fyrene var kørt væk. En sådan nat var det, da de skød Fiilgruppen. Vi
havde set Marius, der sad i celle 182 om aftenen til potteturen, men om
natten telegraferede Meyer, at de havde hentet Marius Fiil. Der var hentet
170
flere og vi så prærievognene nede i gården. Alle på Vestre var vågne, og så
kom der et fantastisk kollektivt bankeoprør. Signalet der blev brugt var
pausesignalet fra BBC i London. Tre hurtige, lidt svage bank, og så et
kraftigt, så en lille pause, og så igen forfra. Bankeoprøret varede i mange
timer. Snart var det svage bank, men pludselig fandt hundredvis af celler
den samme rytme. Der blev banket med alt. Med svære træbænke, med
stole og med jernsenge. Det var, som om hele den kolde bygning med sine
terrazzogulve og jernbalkoner var ved at styrte sammen. Vi hamrede,
hamrede og hamrede. Vi følte sammenhold, styrke og et frygteligt had,
men også et afmægtigt raseri. Under hele bankeriet for tyskerne
selvfølgelig rasende rundt. De tændte lys og åbnede døre. De råbte og
skreg, men alle celler sov jo, så efter en tid måtte de tage den med ro og
lade det hele ebbe ud, men vi havde fået fortalt, de forbandede nazier, hvad
der ville ske med dem, når vi havde vundet krigen Efter et par måneder fik
jeg læse og rygetilladelse, og så gik det lidt bedre. Det med rygetilladelsen,
det var jo fint for hele galleriet. En masse gutter sendte så deres tobak ind
igennem mig. Vi fik pakker om torsdagen, og så gik de næste dage med at
få det afleveret. Det hele blev aftalt pr. telegraf. Man kunne lægge det på
lokummet, eller man kunne lave et kast. Et godt kast kræver præcis timing,
171
og der skal nogle gamle rotter til at klare det. På et godt tidspunkt slår du
klappen ned, og man går på lokummet. Et øjeblik senere slår de også
klappen ned i den celle, der skal have tobak. De forlader også cellen og
døren er åben så længe. Tegnene tydes, så er det nu, og vi glider tilbage til
cellen. Vi glider i gåsegang, forrest ham der skal aflede vagten, så kasteren
og til sidst chefen. Det hele går i sløv gåsegang. Men nu kommer
timingen, aflederen spørger vagten om en eller anden ting, i det samme
øjeblik er kasteren ud for den åbne celledør, chefen tyder alle tegn på et
mikrosekund og hvæser: "Kast". Et lynhurtigt buk og kast og fire pakker
smøger glider hen over gulvet og i sikkerhed dybt ind under sengen. Vi
lavede det trick over tyve gange, og det kiksede kun en gang. En ujævnhed
i gulvet afsporede kastet og pakken havnede midt på gulvet. Vagterne blev
skidetossede og for rundt med forhør, men de havde jo ikke set selve
kastet, så de gik frem efter de sammenlignende cigaretmærkers metode, og
en mægtig frisk politimester fra Varde, der tilfældigvis havde en pakke af
samme slags, som den der blev kastet fik en ordentlig tur. Nå, Simone var
en gammel pensionær i celleslottet, så han klarede nogenlunde nemt fri af
dunkelcellen. Det simple med trinnet kiksede aldrig. Det var et
gårdturstrick. Vores celle lå på første sal, og på den trappe, der midt i
172
bygningen gik op til os, var der et par trin, som vagterne ikke kunne se.
Det var sådan noget med en død vinkel. Man aftalte med bankeriet, hvad
der skulle ske. Når man så gik op af trappen efter gårdturen, så lagde man
ganske simpelt pakken på det trin, vagten ikke kunne observere. Der lå den
så indtil den rigtige celle kom. De snublede lidt, og så var pakken oppe i
foret. Denne metode brugte vi til meget andet end smøger, både breve,
bøger og meget andet fik vi udvekslet her på trappen. Der var helt klart en
masse andre fiduser, og da man jo havde uanede mængder af tid til at
forberede og træne, så var det uhyre sjældent det kiksede, og når det skete,
så var det jo altid lavet på en sådan måde at det ikke kunne spores. Det
med læsetilladelsen var rart, og tiden gik ligesom en anelse hurtigere og
det gamle spil med at lave et lille brødkugle, lukke øjnene og så tabe den
på terrazzogulvet, og så bruge et par timer til at finde den, man måtte kun
bruge øjnene, ikke føle, gik lidt af mode. Jeg fik en masse bøger ind, men
der var en, der ligesom var helt for sig selv. Det var Visdommens syv
søjler. Den handlede om Lawrence og hans guerillakrig. Den blev tygget
igennem på kryds og tværs, og jeg begyndte efterhånden at forstå lidt af
strategien i det, man havde lavet. Måske kunne man og så få brug for
noget af lærdommen, hvis man en dag røg ud igen. Men til trods for bøger
173
er det jo ikke lutter lagkage at sidde inde. Efterhånden var jeg ikke så
urolig for min sag mere. Jeg havde illegalt fået hele min sag sendt ud, så
skulle Børge ryge, ville han sige det samme som i min tilståelse. Engang
imellem var nerverne helt på højkant, og vi havde nogle forfærdelige
skænderier, som til sidst endte i halvslagsmål. Måske var det en eller
anden seksuel spænding, der kom frem. Alle der sidder inde river den
selvfølgelig af. Det skete om natten under tæpperne, men når man kun
ligger tyve centimeter fra hinanden, så ved alle hvad der foregår, helt
lydløst er sådan noget sengerokkeri jo ikke. Efter sådanne onani nætter var
der mere splid i luften, og det var da også som regel helt åndsforsnottede
ligegyldigheder striden drejede sig om. Hvem havde siddet længst på
stolen og den slags. Vi havde nu også rigtige diskussioner. For nok
forsvandt Tom og alt det der, men selvfølgelig gav vi den tit hele armen
om kampen og krigen. Vi tre havde jo siddet i over to måneder sammen, så
det med at nogen var stikker, var helt lagt på hylden og selv om vi aldrig
berørte vores egne sager, så vidste vi alle sammen en masse, og så kunne
den godt skære knivskarpt afsted. Hos mig skabte indespærringen,
afmagten og vel også angsten et glashårdt, vanvittigt had til alt bestående.
Had til nazierne, had til værnemagerne, had til aktionærerne, der med fine
174
røvsyge ord forklarede, hvorfor det var så vældigt nødvendigt at tjene
penge på alle mordermaskinerne. Had til alle dem, der bare ville have det
til at køre, hvad prisen så end var. Mine cellekammerater, som nok var
friske og hvis læs af forhørs og fængselsfiduser havde reddet mig, kunne
slet ikke følge mig. De var også lidt ældre og havde en vis, om end
beskeden, position i systemet. Den ene var pelshandler, og den anden
havde et mindre autoværksted, så det ville være noget overdrevent, hvis
man troede, at de gik ind for verdensrevolutionen, fordi de sad på Vestre.
Selvfølgelig havde jeg fuldstændig kontrol med mit had, og uden for
cellen gav jeg den hele armen som nazi sympatisør, sådan med et lille
stænk lurvet sortbørs. Jeg skulle jo nødig ende mit unge liv på skafottet.
Men indeni kogte det som glødende lava. Det kunne næsten gøre ondt, og
hadet smeltede sammen til en racisme. Et racehad til de gamle. Et racehad
til den gamle generation. Den generation, der opførte sig så luset. Den
generation der hele tiden holdt igen og som ævlede om ro og orden i et
land, hvor nazierne turede rundt. Hvorfor skulle vi slås og risikere alt
muligt? Det var sgu de gamle røves skyld. Dem der havde noget. Dem der
besad noget. Dem der havde magten. Men du sidder i fælden. Går du mere
end fem skridt, så smadrer du panden mod muren, og de syge svin, der
175
havde tegnet sådan et cellehus, de havde sat vinduet helt oppe under loftet,
så man ikke uden store anstalter, kunne se ud. Ikke alene skal folk mures
inde, men de skal sgu heller ikke have lov at glo på noget så elementært
som et grønt træ. Nå, jeg må ikke beklage mig, jeg hørte til de heldige. Jeg
havde nået at smadre en masse af de gamles lort inden de saksede mig, så
ligegyldigt hvad de gjorde ved mig, så ville der være overskud på kontoen.
Man bandede på, at hvis de engang skulle være så åndssvage at lukke en
ud igen, så skulle der smadres i den helt store stil. Der var ikke andre
muligheder. Der var ikke andre måder at bekæmpe de gamle moralsk
opløste landsforrædere på. De havde ikke andet i hovedet end en blød
lænestol og så at tjene nogle fede grunker på noget lækkert udstyr til
naziernes slagtehus. Men sådan noget siger de ikke. De taler om, at det er
vigtigt at have et intakt produktionsapparat, og at det er synd for de
stakkels arbejdere, hvis de ikke har et sted at gå hen og knokle. Og så var
der den med, at vi er så små, og at det hele ikke nyttede noget. Jo vel
nyttede det. Til sidst var der ikke nogen industri tilbage af betydning. Vi
kom desværre for sent i gang og tyskerne fik desværre også for meget
flæsk og smør, men vi gjorde hvad vi kunne. Og så er det er i
virkeligheden en af de mest humane former for modstand: At smadre
176
krigsudstyret på produktionsstedet. Fra efteråret 1943 var krigen mellem
os og besættelsesmagten kommet op på fuld styrke, og det blev
almindeligt, at vores drøn blev efterfulgt af tyske gengældelsesaktioner.
Den såkaldte Schalburgtage, hvor tysk politi og danske nazister sprængte
roklubber, persontog, bladhuse, vandtårne, biografer, ja selv gamle Tivoli
blev bombesprængt. Vi følte, at denne skærpelse af kampen var en fordel,
for folk vendte sig kraftigt mod Schalburgtagen, og da de gamle
politikersvin ved juletid kom med et ynkeligt opråb, hvor de fordømte den
stigende udanske attentatvirksomhed, ja så følte vi, at nu skred det. Vores
verden blev altså mere og mere militant. Vi følte, vi var med i en total krig,
men hvad med vore familier, der prøvede at leve normalt? Far havde været
OK fra dengang, da jeg på en skovvej i Tokkekøb Hegn fortalte ham: "At
nu var jeg med". Far var født i Slesvig. Det danske land der i 1864, blev
besat af Preussen. Far havde gået i tysk skole og i hans barndomshjem
kom "æ gendarm" hver dag for at snuse. Myndighederne ville jo gerne
vide, hvilke aviser og bøger farfar og farmor læste, men da far var ti år
måtte familien flytte til Danmark. Mor var noget helt andet. Hendes
familie, havde ikke været undertrykt af Tyskland, så da jeg fortalte mor, at
jeg var blevet sabotør, tog hun den store tur. Hun havde ikke sat børn i
177
verden, for at de skulle sætte deres liv på spil. Ikke, at hun ikke kunne se
tyskernes forbrydelser. Slet ikke! Otto, Emil og Ulla havde sejlet, så mor
hadede også den tyske ubåd, der havde torpederet Ullas far maskinmester
Teglers. Men det, at hendes søn gik i gang med at sabotere, det kunne hun
bare ikke snuppe. Vi havde nogle forfærdelige opgør, hvor vi diskuterede
hele natten. Mor mente, at jeg skulle tænke på min fremtid og ikke spille
helt. De småting vi kunne lave, ville næppe skade tyskerne ret meget, men
hvis jeg blev arresteret, så kunne det koste mig livet. Men efter jeg
kommet på Vestre Fængsel Tysk Afdeling, ændrede mor sig totalt, hvilket
far skrev om i sin dagbog.
Besøg i Vestre Fængsel
Nr. 415 ligger på 4. Sal, den fine Gang, hvor også Dr. Hoffmanns Kontorer
findes; han var den Gang det store Navn på Shellhuset. Det er et lyst og
venligt Kontor med Udsigt over Gammel Kongevej. På Væggene findes de
sædvanlige Billeder. Hr. Glosch viser mig Udsigten og forklarer, at hans
Sekretær sidder i et Værelse ved Siden af, viser i det hele taget frem som
178
til en Forretnings ven; jeg lader ham snakke. Han fortæller mig om sine
Oplevelser som Politimand i Tyskland og her i Danmark. Hans sidste Sag
her handler om en ung Mand, der har overfaldet en tysk Soldat; hvis
Soldaten dør, er den unge Mand "um den Kopf". Hr. Glosch gør en talende
Bevægelse med sin Hånd hen over Halsen. "Furchtbar, furchtbar", svarer
jeg, og jeg bliver virkelig uhyggeligt til Mode. Jeg skulde ikke være bange,
skynder han sig at sige, for Per var ikke "so schlimm". Sigtelsen for
Sabotage ville forhåbentlig vise sig uholdbar; om jeg for Resten kendte
Jørgen Lind; det gjorde jeg ikke (han havde været hos os flere Gange, men
jeg havde virkelig glemt hans Navn). At Børge Brandt ikke havde opsøgt
os, gik vi også let henover. Stemningen var nogenlunde. 22. Juni. Vi havde
nu fået en illegal Brevforbindelse i Gang med Per. Det er ikke lange Breve;
væsentlig skrevet på Cigaret- eller Toiletpapir; men det er opmuntrende at
høre fra ham. Han meddeler, at han i de to første Forhør har været ude for
skrap Behandling, og at han har tilstået, at Ole (Ib) har bragt ham i
Forbindelse med Brandt (Han og Ib havde en gensidig Aftale om dette).
Kendskab til Tom og til Sabotage har han pure nægtet og kun tilstået have
lejet 2 à 3 Garager til Brandt. Disse Forklaringer går naturligvis videre og
stemmer jo overens med, hvad vi selv har tænkt os. 28. Juni. I Dag var jeg
179
så indenfor Murene for første og forhåbentlig sidste Gang i mit Liv. Vi var
vel en 50-60 Stykker, der havde fået Besøgstilladelse; jeg kendte dem
næsten alle sammen fra Torsdagene. Der var den unge Frue, hvis Hjem var
blevet ødelagt ved en af de store Schalburgtager; nu havde hun reddet sig
et ekstra Besøg for at tale med sin Mand om Forsikringen. Det var
Hustruen til en af Dansk Samlings fremtrædende Mænd; hun havde hørt
det Rygte, at Tyskerne tillod, at man tog et Barn med på Besøg; hun fik
aldrig opklaret, om Rygtet talte Sandhed, for den nidkære danske
Vagthund ved Indgangen til V. F. tillod ikke en Gang Barnet at betræde
Fængslets hellige Grund. Da min Tur kom, blev jeg ført ind i en Celle i
Stuen, hvor Per ventede mig. Han var meget bleg, men så ud til at være i
god Form. Vi sludrede om løst og fast, og jeg forstod, at Per gerne så, at
jeg holdt Forbindelsen med Shellhuset vedlige. Et rask Farvel, og jeg blev
igen lukket ud i Solskinnet. Det sidste Indtryk den Dag fra Vester Fængsel
var den lille Pige, der tappert ventede på sin Mor uden for de Mure, der
skilte hende fra Faderen. 12. Juli. Havde i Dag en Samtale med Hr. Glosch
på omtrent to Timer. Vi drøftede først alt andet end Sagen. Vi diskuterede
Generalstrejken, Stikkervirksomhed, og Hr. Glosch fortalte mig mange
interessante Enkeltheder om Tyskernes Syn på Sabotagen; han kom altid
180
tilbage til denne Sætning: "Jamen, Krigen vil jo aldrig blive afgjort i
Danmark!" Jeg tror, han nød det, denne jævne Tysker, at kunne tale med et
andet Menneske. Til sidst kom vi lidt ind på hans private Forhold, og han
indrømmede åbent, at Krigen havde varet alt for længe. Hans Syn på
Stikkere og Schalburgfolk var heller ikke væsentlig forskelligt fra mit. Alt
dette var jo en anden Tone end fra Dagmarhus. 25. Juli. Jeg har været lidt
træt et Par Dage; måske er det Varmen. Det kan også være, at Nerverne er
lidt tyndslidte. Jeg får i hvert Fald et Besvimelsesanfald lige før Besøget
på Shell. Ely går imidlertid resolut derind. 26. juli. Jeg banker på Hr.
Glosch's Dør. "Herein!" Gudskelov, så er han hjemme. "Det er Per
Mortensens Mor", siger jeg højtideligt. Der går et Smil over hans Ansigt.
"Ach Per", siger han, "ja, jeg kender Deres Mand so gut, han so tit komme
hier." Han beder mig venligt tage Plads. Om jeg taler Tysk? "Ja-e," jeg
trækker på det, "aber, aber, nicht so gut". "Ja, men det gør ikke noget, så
taler vi Dansk", siger han flot, og det gør vi så på den Måde, at han taler
Tysk med Dansk, og jeg taler Dansk med Tysk imellem. Det går glimrende
og virker langtfra kedeligt. Det bliver en lang Samtale; jeg må igennem
meget af det, som han har sagt til Christian. Jeg lytter og siger så lidt som
muligt. Ser bedrøvet ud, da han bebrejder mig, at jeg ikke har haft
181
ordentlig Opsigt med Per; han har haft dårlige Venner, meget dårlige, man
siger, Per er Sabotør. Så tilføjer han heldigvis: "Men det tror jeg ikke på."
Jeg ryster på Hovedet. Det er umuligt, Per har altid været en flink og god
Dreng, har næsten altid været hjemme om Aftenen; jeg har aldrig hørt
noget om de "Venner", osv. Samtalen har taget en kedelig Vending, og jeg
prøver på at dreje den derhen, så jeg kan få de Oplysninger, jeg er kommet
for; det andet kender jeg altfor godt. – Bliver Per snart fri? spørger jeg.
Nej, det gør han ikke, men han får sin Dom om nogle få Dage; den skal
blot underskrives. Hr. Glosch har indstillet ham til 9 Måneder, og jeg
forstår, at det er en stor Gunstbevisning, at jeg får dette at vide. "Ak, så
længe", siger jeg med et dybt Suk, og jeg synes virkelig i øjeblikket, at det
er en lang Tid. "Nej". Hr. Glosch tæller på Fingrene, "vi er i Juli; det er
kun til Februar". Nu skal han skaffe mig et Besøg, inden Per bliver flyttet
til Horserød. Horserød! Det lyder som Paradis. Når jeg besøger Per, må jeg
under ingen Omstændigheder fortælle ham hans Dom; min Mand må vide
det, men ingen andre. 2. August. Hr. Glosch er kortfattet i Dag. Sagen er
nu færdig fra hans Hånd, og jeg vil for Fremtiden kunne få mine
Oplysninger hos Krause. Da jeg udtrykker min Beklagelse over, at jeg nu
skal henvende sig et andet Sted, slutter han Samtalen med en Vending, som
182
jeg ofte har hørt i mine unge Dage: "Was denn, Herr Krause ist auch ein
netter Kerl!" 17. August 44 Aviserne har lige bragt meddelelse om de 11
dræbte i Shellhusets kælder. Det er rystende at se hvor mange gode venner
blandt de pårørende, man nu må savne. Så længe vi mødtes her på V.F.,
kunne vi opmuntre hinanden og give hinanden styrke. Nu var igen alt håb
ude i en række danske hjem. Blandt de dræbte var: Pers første sprængstof
instruktør Jens (Victor Bering Mehl), og Pers spejderkammerat fra
barndommen: Kornet Preben Hagelin, der var Holger Danske mand.
Enhver vil forstå at foruden sorgen over disse unge raske mænd, så følte vi
en usigelig angst for Per. Dette massemord, som tyskerne hyklerisk kaldte
”Skudt under flugtforsøg ” bør huskes til evig tid. Ære være deres minde.
18. August 44. Per har fået en ny cellekammerat. Samsø og vi er straks
kommet i forbindelse med hans familie. Samsø har ikke ryge og
læsetilladelse, så hans tobak går gennem mig til Per. Tyskerne er
naturligvis sikre på, at Per læser sin kære Anatole France og ryger sin
tobak, mens Samsø ser til. De ser begge fornøjet ud af vinduet, da jeg
forlader V. F. 19. August 44. Mindehøjtideligheden for Preben i dag er det
mest gribende, jeg nogen sinde har oplevet. Ved vor krans havde vi hæftet
183
et kort med Hostrups skønne linier: Grønnes kun, se det er sagen, leve med
og være vågen. Leve kort tid eller længe, blot vi lyser op i tågen.
Frøslev
Engang i juli blev mine to gamle cellekammerater løsladt, og det for ind
og ud med forskellige. Så var det slut med de hårde diskussioner, og man
falder hen i en slags lysvågen sløvhed. Jeg satte tempoet ned. Jeg gad
overhovedet ikke røre mig. Jeg talte, hvor få skridt pr. dag, jeg kunne
komme ned på. Men jeg blev jo jaget både på lokummet og i gården, så
meget under 300 skridt kom jeg ikke ned på. Jeg sov aldrig rigtigt, og jeg
var aldrig rigtig vågen. Jeg lå og smådøsede på sengen hele dagen. Det var
selvfølgelig strengt forbudt, men en gammel fange kunne vagten aldrig
snuppe. Selvom han tilsyneladende snorksov, så havde han begge ører
uden for cellen hele tiden. Han kendte alle lyde. Han lyttede hele tiden til
telegrafen. Han vidste hele tiden, hvad der var under opsejling. Men
pludselig en aften kom vagten helt uden for programmet, og så stod den på
transport. Efter i et par timer at have stået med med næsen mod væggen
184
nede ved Meisters kontor, kom der en prærievogn. Så gik turen til
godsbanen, og jeg var færdig med Vestre Fængsel Tysk Afdeling. På
godsbanegården blev vi puttet ind i en gammel jernbanevogn. Der var sat
jernplader for vinduer og døre, og da der kun var et hul i vinduet på
størrelse med en femøre, så var der næsten helt mørkt i kupeen. Vi var ti
mand med pakker og tasker i hver kupé, så der var lidt trangt. Nu havde
jeg i måneder glædet mig til, at der bare skulle ske et eller andet. Når det
så endelig skete, så var jeg helt rundt på gulvet. Vi havde megen snak om,
hvor vi skulle hen, men det var ikke noget lyntog, og først efter fire dage
var vi ved målet: Padborg station. Her blev vi jaget ud af toget, og så
startede en frygtelig vandring. Det var fra Padborg og ud. Vi gik i en lang
kolonne med vagter på begge sider. Det var mørk nat, og vi anede ikke
hvor langt vi skulle gå. Jeg var så træt, så træt. Hvert skridt var en
udmattelse. Jeg havde i måneder ikke lavet noget, bare sat tempoet ned,
bare døset og læst. Mine bøger havde jeg ikke fået sendt hjem, så dem
slæbte jeg sammen med mit tøj i en helvedes tung kuffert. Jeg var ved at
give fuldstændig op, men et par kammerater tog sig af mig. En tog
kufferten, og en anden gav mig en arm at hænge på. Den anonyme hjælp
og håndsrækning, som fanger giver hinanden i en trøstesløs situation, giver
185
en masse varme og optimisme, så klarede jeg den. Omsider nåede vi
Frøslevlejren. Selvfølgelig var det dejligt at komme væk fra Vestre,
forstået på den måde at nu slap jeg for angsten for tæv, forhør og alt muligt
andet, men det føltes også uhyggeligt. Jeg havde vænnet mig til det stille
celleliv, så at sige groet ind i det, og nu stod jeg pludselig i en ret uvenlig
og fremmedartet lejr. Frøslevlejren var meget, meget dyster. Med de mørke
granskove og moser udenom. Med masser af tårne, pigtråd, bidske hunde
og så de temmelig hysteriske vagter. Vi blev jaget ind i nogle halvfærdige,
kolde barakker. Der var køjer, men hverken madrasser eller tæpper. Vi frøs
gudsjammerligt, og megen ro var der ikke. Så blev vi vækket, fordi vi
skulle tælles endnu en gang. Så blev vi vækket, fordi der skulle afgå en
transport til Tyskland. Vi vidste til sidst ikke om det var nat eller dag. Jeg
følte mig så helvedes utryg og ude af flippen. Så blev vi visiteret, og kun
ved et held lykkedes det at få alle mine ting med ind. Så skulle vi smide
bukserne. Alle med kønssygdomme skulle gå tre skridt frem. Det var en ny
og mærkelig verden, jeg var havnet i. Det var en voldsom overgang fra det
isolerede og dybt monotone liv i Vestre, og så til det vilde liv i
Frøslevlejren. Der skete noget hele tiden. Der var uro, råben og ballade.
Jeg var aldrig alene. Der skete noget ustandseligt, og det væltede ind med
186
en masse nye krav. Den første dag skulle vi ikke arbejde, og jeg stod på en
trappe og kiggede ud over lejren med dens sammensurium af mennesker,
barakker og plørede veje og hvem så jeg? Min gamle ven Kaj,
værktøjsmageren fra Kløvermarken, og vi gik straks i gang med at snakke
en masse. Kaj og Ejvind havde været en tur i Sverige. Over Sundet gik det
fint, men da de ville hjem igen, måtte de "låne" en robåd i Halmstad. Det
blæste op til en orkan fra vest og de endte på Anholdt. En emsig
sognerådsformand ringede til politiet, der kom i med en fiskerbåd og så
røg de i arresten i Grenå. En dansk dommer dømte Kaj og Ejvind til 8
dages fængsel for ulovlig indrejse, men Gestapo kom efter et par dage og
tog dem med til Århus. Men Kaj og Ejvind var, som jeg, jo nærmest
tyskvenlige. De var kun taget til Sverige for at søge arbejde som
værktøjsmagere, og da det mislykkedes, var de taget hjem. På trods af
nogle ret skarpe forhør hos blodhunden Schwitzgiebel og stikkeren
Pelving klarede Kaj og Ejvind frisag og de var blevet sendt til Frøslev. Her
var de nu, det meget foragtelige: Retursvenskere. Vi sagde selvfølgelig
kun, hvad vi sad for. Når folk spurgte, hvad jeg havde lavet, så måtte jeg jo
svare, som sandt var, at jeg havde lejet garager til modstandsbevægelsen
for at få et par håndører, og så var jeg leveret. Flere gange måtte jeg flytte
187
til en ny stue, fordi nogle meget pæne folk ikke ville bo sammen med en
sortbørshaj. Det var ret lærerigt. Men jeg havde da gudskelov Thomsen.
Han havde kun siddet en måned på Vestre, så var han, via Horserød
kommet til Frøslev. Vi fik snakket sag, og vi fik redet de fleste tråde ud.
Han bekræftede, hvad jeg havde tænkt om sagen, og det var klart, at jeg
havde fået god hjælp af ham til at bortforklare, at jeg ikke var den slemme
sabotør Tom. I Frøslev blev jeg blikkenslager og rørlægger. Da jeg var den
af sjakket, der kunne bedst tysk, så arbejdede jeg altid i den tyske afdeling
af lejren. Jeg satte spejle, lokummer og vaske op. Jeg sørgede for at
"Stuba" (det var øgenavnet på lejrkommandanten) kunne få sig et varmt
bad, og at tyskerkantinen kunne få vasket op. Kaj og Ejvind arbejdede
også i den tyske afdeling. De læssede tørv og fyrede i kakkelovne. Det at
vi sådan luntede rundt ovre hos germanerne, det kunne de pæne fanger
ikke lide. I Frøslev var det således, at der var dem, der hadede tyskerne, og
så var der dem, der ikke hadede tyskerne. Her var igen en skillelinie. En
usynlig grænse, men sabotørerne var ligeglade. Vi snakkede med hvem, vi
havde lyst til. Det betød ikke noget. Så længe de har dig i saksen, kan du
lige så godt gøre gode miner til slet spil. Vi snakkede med vagterne for at
finde ud af, hvad de stod for. Vi forsøgte, tit med held, at underminere
188
deres standpunkter, og finde ud af hvem der var gode nok. Men det
vigtigste ved, at jeg nogenlunde frit kunne færdes i den tyske afdeling, var
at jeg kunne skaffe en masse gode ting. Sådan en snusket rørlægger, der
lunter rundt med sin rørtang og værktøjskasse, lægger sgu ingen mærke til.
Vi fik lokaliseret våbendepoter, og de steder hvor der blev opbevaret
sprængstof. Det ville være et stort aktiv, hvis situationen skulle spidse til.
Der var især et af depoterne, der lå ret godt, og her kunne jeg, så let som
ingenting, vippe et helt læs Schmeissere og maskinpistoler. Det var lidt af
en ejendommelig fornemmelse at trække et par halv tomme vandrør
gennem et depot, der var fyldt med alskens mærkeligt soldaterisenkram.
Det her med at hade tyskerne, det er sådant noget pladder. Man kan måske
hade nogle af de danskere, der falder for fjenden. Men tyskerne selv, det
virker tåbeligt, og så er det også helt uoverkommeligt. Tænk at hade 80
millioner. Det kan man simpelthen ikke, og hvilket formål skulle det også
tjene? Men derfor kan man selvfølgelig godt gøre alt, hvad man kan for at
de skal tabe deres krig, og hvis de så, mens de er ved det, går lidt fra
snøvsen, så er det måske godt at kunne få fat et par Schmeissere. Vi gik så
i gang med at organisere en gruppe dernede. Grundstammen var folk fra
organisationen i København. Vi sad seks mand i Frøslev på dette tidspunkt,
189
men det var lidt ejendommeligt, for vi sad alle for noget underligt rod. Den
eneste, der sad for noget nogenlunde ordentligt, var Thomsen. Han havde
været nødt til at tilstå en masse ting. Han havde en vis stil, og han var
meget respekteret. Respekt er måske ikke det helt rigtige ord. Frygtblandet
beundring er nok bedre, for Thomsen overtrådte ustandselig lejrens mange
reglementer, og han gjorde det på en ret åbenlys måde. Men nu var han en
gammel lejrrotte, så han klarede sig altid. Vi sad for eksempel en aften på
hans stue, og så halede han det kort frem over Sønderjylland, som Kaj
havde organiseret. Med sin ru og hæse stemme begyndte Thomsen nu at
vurdere forskellige flugtruter. Pludselig blinkede lyset to gange. Det var
vagten ved indgangen, der meldte besøg af tyskere. Få sekunder senere
masede de ind på stuen, og så stod den på razzia. Alt i stuen blev
endevendt, men efter ti minutter gled de uden at have fundet noget. Næppe
var de ude af døren, før Thomsen igen sad ved bordet og tegnede ruter på
kortet. Han fortalte os senere tricket. Man sørger for at kortet hele tiden er
klart til hurtig foldning, og man sidder hele tiden med en tegnestift i
hånden, og sker der så noget, så sætter man lige så stille kortet op under
bordpladen. Voila! Thomsen var i øvrigt chef for lejrens mest arbejdssky
gravehold, men da holdet pudsede sine spader, og da det havde en vis
190
militær anstand (Thomsen havde været korporal i den amerikanske hær),
havde holdet en høj stjerne hos Stuba. Så når andre hold stod ude i regnen
og masede i pløre og ælte, så sad de inde i varmen og snittede bunker af
"Frøsleve" og andre små træting. Gruppen var selvfølgelig lidt efter
Thomsen, fordi han var så åbenhjertet, men vi kunne sgu aldrig blive rigtig
sure på ham. I en eller anden skrap situation ville han også virke mere
troværdig end os med vores blakkede sager. Vi gennemtrawlede altså
lejren på alle leder og kanter for at finde svage punkter og den slags, og
gruppen begyndte at arbejde på en række planer. Foruden de lidt upræcise
mytteriplaner, så var der nogle konkrete flugt og benådningsplaner. Vi
syntes, at vi havde siddet inde længe nok. Med vores forstående indstilling
til tyskerne, så syntes vi slet ikke, at der var nogen grund til, at vi sad inde.
Kaj og Ejvinds ansøgning om benådning sluttede med, at de gentog deres
erklæring af 27. juni, om at de aldrig bevidst havde modarbejdet tyske
interesser. Det, at man med koldt blod kunne skrive sådan, var der mange,
der ikke kunne snuppe. Men hvad! Man er fange og muret inde, og så må
man jo bruge alle midler. Det gjaldt jo om så vidt det var muligt, at
beholde livet, komme ud igen og få væltet nogle flere fabrikker. Ikke? Vi
blev dernede i et par måneder.
Himmelfartskommando
191
Vi der sad i sabotagesager, og det gjorde jeg også, selv om jeg blev regnet
for sortbørsmand, vi kom på noget, vi kaldte for Himmelfartskommandoer.
Det var sådan, at der var nogle tog, der skulle nordpå med tyske tropper,
og da der på dette tidspunkt var ret mange tog sprængninger, så tog man
fanger fra sabotageafdelingen i Frøslev, og de blev så sendt med som
gidsler. Ti fanger med hvert tog. Det var det rene pjat, for de tog vi var i
blev selvfølgelig ikke væltet, og det hindrede heller ikke jernbanegutterne i
at hakke sporene over andre steder. Mit hold bestod af gamle rutinerede
fanger, så vi fik en fin tur. Bagagen blev kørt i hestevogn til Padborg, og vi
gik sammen med de fire politisoldater, der skulle passe på os. Vi kom ind
til Padborg og blev jaget op i en fuldstændig tom godsvogn. Det kan vi da
ikke finde os i, sagde vi til tyskerne. Vi må da have noget at sidde på. Efter
lidt palaver gik to mand ud på stationen og fandt et par dejlige bænke, med
rygstød og det hele. Fat i dem, men så kom der en eller anden DSBgeneral farende og sagde, at vi ikke måtte tage hans bænk. Vi sagde, at vi
var på skovtur for gamle Danmark, og det ville vi sgu ikke gøre stående,
og det måske i mange dage. Vi var meget venlige og sagde at vi bare ville
192
låne den osv. Jamen det var imod reglementet, og ham jernbanekongen
råbte op om en hel masse. Klap i snutte, nu tager vi din bænk, og er der
mere vrøvl så beder vi vores bodyguard om at give dig en pløk. Og så
sagde vi til tyskerne, om de ikke kunne vifte lidt kanonerne. Han forsvandt
som lyn og torden, og bare for at drille ham, så tog vi hele tre bænke. Vi
var vist fem dage om at køre til Ålborg, for man kører jo ikke hele tiden.
Holder meget på et eller andet sidespor og venter og rangerer og kører og
venter. Vi kørte så med dette her tog. Det var fyldt med mere end tusind
tyske marinesoldater. Uden marine, men meget sultne og meget forhutlede,
og hver gang vi holdt, sprang der bunker af militærpoliti af toget. Lige så
meget for at hindre tyskerne i at stikke af, som for at hindre os i det. Vi var
sådan set i den samme båd, som de her marinere. Vi havde bare betydelig
bedre plads i vores vogn, end de havde i deres. For vi var jo kun 14, hvor
de måske var 40. Vi havde da også noget at spise, og det havde marinerne
ikke. Jo, vi havde det meget godt, og vi fik tiden til at gå med at stikke til
de her politifyre. I starten var de meget sure og tvære og ikke til at slå et
ord af, men efterhånden fik vi da tøet dem lidt op. Vi diskuterede med
dem, hvorfor de sloges. Jo, det var altså for at hindre den tyske kultur i at
blive jokket ned af bolsjevikkerne. Hvad er så tysk kultur? spurgte vi. Ja
193
det var altså noget med Göthe og Schiller. Vi havde en tysklærer på holdet,
så han fyrede løs med: "Über allen Gipfel ist Ruhe", og mere af samme
skuffe. Vi hævdede så, at vi kendte mere til tysk kultur end de her politier,
altså måtte det være os, der forsvarede den her kultur. Det lyder temmelig
spidsfindigt, men det gjaldt jo om at rokke lidt ved dem og med al vores
snak, fik vi dem lidt pacificeret, og det var en god og vigtig ting. Vi
landede en tidlig morgen i århus, og vi trængte ligesom til et eller andet. Vi
gik et par mand i byen, hvor vi møder en mælkebil. Den var lige i øjet,
men fyren ville altså ikke stoppe. Men vi havde jo gudskelov germanerne
med, og dem fik vi til at lægge geværet til kinden. Så råbte vi: "Halt" og så
virkede bremserne lige på en gang. Vi bad så om fjorten hele sød, og
mælkemanden sagde, at han gerne ville se lidt penge. Så blev den ene
tysker hysterisk og råbte, om mælkemanden ville tage penge fra patrioter?
Næh, det var måske ikke lige sagen, men flaskerne ville han da gerne se
igen. Dem lovede vi så at sætte ved hegnet. Ham tyskeren, der ikke syntes
om, at mælkemanden ville have penge, var nu også ganske særlig frisk. Vi
snakkede meget med ham. Han var fra Hamborg, hvor han havde arbejdet i
havnen som bananpakker. Han var god nok. Det var der en til af tyskerne,
der måske også var, men han var bare så forfærdelig dum. Med de sidste to
194
var det noget helt andet. Meisteren var jo befalingsmand, og sådan en
overrøv kan man aldrig stole på, selvom han tilsyneladende var ret
fredsommelig, men den sidste var et totalt nazisvin. Han var helt sikkert en
af de beskidte stikkere, som Gestapo havde fået anbragt i samtlige tyske
afdelinger. Nå, vi havde det nu ret gemytligt. Vi fik masser af tobak,
madvarer, varme kyllinger og nybagt brød, og en lille en manglede heller
ikke. På alle stationer væltede det frem med en masse flinke folk, der kom
for at høre om vi kendte den eller den, og for at høre om hvordan en eller
anden havde det. Vi svarede så godt vi kunne, og så gav de os, hvad de
havde med. Hold da helt kæft, hvor det varmede. Her kom røven af femte
division, og så var vi lige pludselig helte i noget, der næsten smagte af et
triumftog. Det var med vinken, hurraer og blomster og en masse andet gas.
Det var rigtig dejligt. Efter en fire dage nærmede vi os rejsens mål Ålborg.
Vi havde som sagt fået en masse madvarer under turen. Vi havde også haft
en del med fra Frøslev, så vi havde hver et par ølkasser fulde af smør,
brød, pølse og meget andet godt. Nu er det jo sådan at disse ting har en
begrænset holdbarhed, og turen var snart forbi. Vi måtte se at finde på en
måde, at komme af med al den mad. Løsningen var sådan set ligetil. Vi
kunne dele det hele ud til marinerne. Det skete lige før Ålborg. Her holdt
195
toget på et passende sted. Vi fandt ud af, at det skulle det gøre ret længe,
og så spurgte vi, gennem politierne, den tyske officer der var togfører, om
vi måtte dele lidt mad ud. Det gav han sin tilladelse til, da marinerne var,
for at sige det mildt, ret sultne. Vi lavede så alle tiders tiptop organiserede
maduddeling. Vi hakkede, jeg ved ikke hvor mange, portioner ud af brød,
smør, pølse og en lille lækkert. Da det hele var klar, bad vi marinerne om
at komme hen til vores vogn, hvor de så stillede sig pænt op i en lang kø.
Det er en af de mest groteske situationer, jeg nogen sinde har oplevet.
Tænk at se denne lange kø af udmarvede og udpinte tyske soldater i blå,
luvslidte marineuniformer stå stille og roligt og vente på, at det skulle
blive deres tur. Lidt genert kom de hen til fangevognen, hvor vi sad i tykt
varmt tøj og med nogle frygtelig grimme kasketter på hovedet og uddelte
af vores overflod. Vi følte det som en vigtig sejr. Det kan være svært at
forklare, hvorfor. Måske var det hele det absurde i situationen, der gjorde
det, jeg ved det ikke. Nogle vil måske sige, at det var tyskerne, der havde
givet tilladelse til denne maduddeling. Det havde de da helt klart også,
men på den anden side så var de umærkeligt blevet lusket ind i en
situation, hvor de på en uigennemsigtig måde, var lidt til grin. Hvorfor
fanden beslaglagde de ikke hele møget? De havde jo magten, så 100 %
196
endda. Det var en eller anden ting med ærlighed, orden og hæderlighed,
som det var vigtigt for dem at vise, hvis de skulle have os, og måske
vigtigere, deres egne til at tro på alt det politiske nonsens, som var
grundpillen i det stortyske tåbe rige. Så gik det i øvrigt vældigt muntert til.
Vi kendte jo læs af tyske, lidt synftige, soldatervitser, så gang på gang
rullede latteren ned langs toget, så der var ingen der var bange for at
modtage lidt smør og pølse af de grumme terrorister. Efter denne
besynderlige maduddeling kom vi til Ålborg, og vognen skulle kobles fra,
og så måtte transporten klare sig uden os. Vi havde kammerater fra Ålborg
med i vognen, så nu skulle det helt store slag slås. Vi lavede lange lister til
den købmand, og til den tobakshandler, og vi underskrev listerne med: Den
rejsende afdeling af Danmarks Frihedsråd. Meisteren og den dumme
tysker gik i byen for at hente alle de gode sager, men så blev der uklarhed
om, hvem der skulle spænde vognen fra. Pludselig skulle toget køre og vi i
fangevognen hang stadig på. Marinerne var ligeglade og så gik det igen
mod nord. Stemningen skiftede som et lyn, fordi der nu kun var
bananpakkeren og nazisvinet tilbage til at passe på. Nazisten gik helt
grassat. Det var med ladegreb på maskinpistolen. Vi skulle have hænderne
om bag på nakken og stå henne i den ene ende af vognen. Bananpakkeren
197
gav sig meget frisk til at diskutere med ham, men han blev nærmest smidt
hen til os. Vi prøvede på at give lidt igen, men så kørte den på Maul halten
og Hände hoch. Stemningen var temmelig trykket og uhyggelig
overspændt. At se ind i det sorte løb på en Schmeisser, hvor sikringen er
slået fra, er ikke bare lykke. Vi vidste godt, hvad en nervøs tysker kunne
finde på, så vi blev bløde i knæene. Da vi havde kørt en allerhelvedes lang
time på denne måde, holdt toget i Åbybro. Nazisten sendte bananpakkeren
hen til den tyske officer, der havde kommandoen over toget, for at låne et
par mand til bevogtningen af os. Milde Moses! "Togføreren" kom
egenhændigt og fuldstændig hysterisk og gav nazisten alle tiders
skideballe. Hvordan kunne sådan en lus af en gefreiter drømme om at
henvende sig til en OFFICER. Hvordan kunne sådan et røvhul af et
politisvin overhovedet komme på den tanke at sende et bud til en
MARINEOFFICER. Kendte han ikke sin plads? Jeg har aldrig hørt så
mange skældsord på så kort tid. Hvor blev han skældt ud, og det på den
rigtige lede metode med: Saml hælene for fanden! Stå ordentlig ret, når en
overmand taler osv. Togføreren var kobberrød i hovedet af raseri, og han
sluttede med en vældig svada om, at han ikke kunne drømme om at stille
mandskab til rådighed, men tværtimod ville give instruks om, at ingen på
198
toget måtte løsne et skud, hvis vi flygtede. Det kom frem, at Værnemagten
var rasende over at Gestapo fyldte togene med gidsler. Den tyske hær
behøvede ingen paraply. Muligvis har også balladen på de forskellige
stationer spillet ind, og måske også vores fine maduddeling. Situationen
var så underligt ladet. Hvad skulle vi? Det med at marinerne ikke ville
skyde, hvad betød det? Pludselig rullede der en stor politibil ind på
stationen, og ud kom meisteren og den dumme politisoldat, og stor var
gensynsglæden. Vi glemte nazisten og alt hans vrøvl, og kravlede ud af
vognen med alle vores pakkenelliker. Toget kørte videre, og en dansk
jernbanemand, der havde siddet ude i bremsekupeen, og som havde været
ved at blive skudt flere gange, fordi han prøvede på at få kontakt med os,
kom nu frem med sine 15 bajere. Vi gik ind i pakhuset, hvor nu de fire
politisoldater, vi ti fanger og så jernbanemanden drak en skål på, at vi igen
var blevet lykkeligt forenede. Vi var virkelig glade for at være sammen
igen, hvor absurd det end kan lyde. Det var med dunk i maven og slag på
skulderen, og da et par af fangerne lavede en skøn parodi på togførerens
overhaling af nazisten, var taget af pakhuset simpelthen ved at ryge af af
grin. Meisteren fik øllet i den gale hals. Vi dunkede i ryggen. Vi grinede så
tårerne randt. I døren stod politibilens chauffør, en meget værdig dansk
199
hipomand, og så undrende til. Det var ikke til at holde ud, hold kæft hvor
var det skægt. Selvfølgelig var der en masse reaktion i det. Vi havde stået i
timer og kigget ind i løbet på en sort Schmeisser, hvor en smaddernervøs
pegefinger lå på aftrækkeren. Meisteren havde følt feltrettens nærhed, da
han stod med de gode ting på en tom perron. Det var jo noget imod
reglementet sådan at forlade ti superfarlige fanger. Nazisten, ja han
rokkede med hovedet og vidste hverken ud eller ind. Men Ålborg kaldte,
så til sidst måtte vi lunte ind i bussen. Vi sad et par stykker oppe ved siden
af denne her hipofidus. Han var som sagt meget værdig og korrekt. Det var
de jo altid, når de ikke var med til forhør og den slags. Vi tog gas på ham.
Vi syntes ikke, han kørte stærkt nok. Vi havde jo travlt, vi skulle hjem og
passe på flere tog. Hold da helt kæft, hvor det gik, og hvis nogen en
oktoberdag i 1944 i Ålborg så en politibil tage hjørnerne på to hjul og køre
over for rødt, ja så var det faktisk os der var på vej til banen. På stationen i
Ålborg kikkede vi lidt på godsvogne, og til sidst fandt vi en god en med
kakkelovn i. Så organiserede vi brænde og noget at sove på. Vi havde fået
masser af gode ting fra gutterne i Ålborg, så nu skulle der festes. En af
gutterne var skrap til madlavning, og han stegte skønne bøffer. Vi åd og
drak øl. Brændevin var der nok af, ja selv store cigarer manglede ikke. Der
200
blev fortalt historier i bunker. Der blev sunget og skrålet, og den lille
enakter med togføreren og nazisten blev opført igen og igen. Nazisten
holdt sig strunk længe, men til sidst kunne han ikke mere, og da han til
sidst proklamerede, at det tyske folk nok havde trådt i det og ikke fortjente
at vinde krigen, så måtte vi jo udbringe alle tiders skål. Ud på de små timer
skulle vi pisse, og jeg måtte kravle ned fra den ret høje vogn. Tyskerne
skulle have deres våben med, og da den dumme tysker skulle ned, rakte
han mig sin maskinpistol. Da jeg mærkede Schmeisserens kolde metal i
hænderne røg det igennem mig: "Alle tiders chance". Men jeg var sgu for
pløret, og vi havde det jo smadderhyggeligt. I Ålborg gav en anden gruppe
et godt eksempel på det med at køre tyskerne. De vadede ned ad gaden på
vej til banen, og så var de stoppet op og havde bekendtgjort, at det var
torsdag, og at torsdag var deres faste badedag i Frøslev. Vagterne kom i
vildrede. De kunne da ikke tage bad sådan midt på gaden? Det var ikke
gruppens problem. De ville bare påpege, at renlighed var vigtigt, og at
reglementet vel ikke var lavet for sjov. Der måtte være en vis orden i
tingene, og de kunne jo ikke gøre for, at deres badedag var fastsat til en
torsdag. Til sidst fik de gjort vagterne så kulrede, at de fik dem til at rydde
en badeanstalt en times tid og gruppen fik alle tiders bad. Det var igen
201
denne teknik med at bruge tyskernes vås til egen fordel. Hele tiden at slå
på deres ære, troskab, pligt og renlighed og så dreje dem nogen knapper.
Det var nemmest med de menige tyske soldater, der som regel var skide
usikre, men lidt af systemet kunne også anvendes højere op, ja selv
Gestapofolk kunne man lokke på en limpind. Til sidst var alle grupper
samlet, og vi blev kørt samlet hjem. Denne gang tog det ikke så lang tid.
Et døgn efter blev vi sat af på Fårhus station, og hele kompagniet drog
samlet hjem i den mørke nat. Vi fandt ud af, at næsten alle grupperne
havde haft en fin tur. Vi og vore vagter glædede os til, at vi skulle afsted
igen. Men den spøg, med at sende folk på "Himmelfartskommandoer",
brugte Gestapo aldrig nogen sinde mere.
Tilbage i Frøslev
Vi gik stadig og arbejdede med flugtplaner, men det var nu mest de andre,
for jeg lavede ikke ret meget. Jeg var blevet kold. Jeg turde ikke. På en vis
måde var alting kammet over. Jeg har aldrig været så meget for det
modige. Jeg kan tvinge mig selv til at gøre et eller andet, og når jeg så er i
202
det, ja så kører løbet, og så er det ret let at hænge på. Men det at få startet,
at komme i gang, det har altid givet mig de forfærdeligste problemer. Og
det at flygte, det at stikke af fra en lejr eller et fængsel, det kræver meget
mod. Et kolossalt mod i et bestemt øjeblik, og det var ikke lige min stil. På
den anden side, så ville jeg ikke stå tilbage for mine kammerater. Jeg blev
også regnet for en af de gamle hårde, og den rolle giver man jo ikke så let
fra sig, så jeg sagde, at jeg var med på spøgen, men at det selvfølgelig
måtte planlægges virkeligt grundigt, og så havde jeg helt klart en masse
tekniske indvendinger, så jeg kunne trække tiden. Først og fremmest holdt
jeg på, at vi skulle have tilladelse fra København, før vi måtte stikke af.
Det blev meget diskuteret i Frøslev, om man måtte flygte eller ej. Den
almindelige mening var, at det var meget ukammeratligt. Ja, man var
næsten en særlig slem slags landsforræder, hvis man gjorde det. De folk
Gestapo havde sat pigtråd om, var jo en noget broget skare. Hovedparten
havde ikke lavet ret meget. De sad nærmest for det rene pjat. Selvfølgelig
er den slags ting svære at konstatere, men vi havde som sagt udviklet
nogle sære evner til at lokalisere den slags, og på en eller anden led
hænger det også sammen med den almindelige holdning til det daglige
lejrliv. I holdningen til det, man kunne kalde lejrens overklasse af ledende
203
fanger. Denne overklasse var ikke valgt, men den bestod af folk med en
eller anden position udefra, og det var dem, der havde den officielle
kontakt med tyskerne. Disse overfanger boede som regel på en eller
tomandskamre. De havde tjenere og oppassere, og de udlagde selvfølgelig
den daglige tekst om tilpasning, ro og orden, og vi afskyede dem som
pesten. Vi var temmelig sikre på, at fik de nys om, hvad vi gik og rodede
med, så ville de nok kunne skaffe os en billet sydpå. Nogle af disse
overfanger havde lavet virkelig fine ting, før de blev buret inde. Et par af
dem hørte til de helt store kanoner, men hvad de kunne også være bange
for deres skind, så der var nok ikke så meget at sige til dette usynlige
dobbeltspil. Fanger er jo presset af titusind ting til at blive super, super
egoister. Vil de overleve, så må de først og fremmest tænke på sig selv. Set
ud fra de almindelige borgerlige normer er det sjældent de ærlige, der når
at komme hjem, og når vi holdt så hæmningsløst sammen i vores lille
celle, så var det ikke alene kønne følelser, men også den kendsgerning, at
når en fire-fem mand står sammen, så er de sgu lidt sværere at vælte, og
din personlige chance for at klare dig bliver maksimal. Man kan endog
oparbejde et overskud, så man i en given situation kan give de andre
kammerater en håndsrækning. Vi havde altså sendt en "ansøgning" til
204
København om tilladelse til flugt, men disse illegale meldesystemer tager
jo lidt tid, så mens vi ventede, gik vi i gang med det tekniske. Kaj og jeg
blev udset til at være de to første, der prøvede flugtruten. Den var lavet
sådan, at den var svær at spore, og så var tanken den, at gik det godt for os,
så skulle resten af gruppen følge efter med nogle få dages mellemrum.
Planen byggede på, at der hver dag kom nogle lastbiler med tørv til lejren.
De blev læsset af i et skur, der lå i den tyske afdeling, så her var kontrollen
knap så streng. Vi havde opdaget, at det var ret let at kravle op under sådan
en lastvogn, og havde man så lagt et par brædder ind i chassisrammen
kunne man ligge noget så nydeligt og køre ud af lejren. Fordelen ved
denne plan var endvidere, at den var svær at spore, og at den ville give
mange timers forspring. Flugten ville først blive opdaget ved
aftenappellen, og så ville vi være over alle bjerge. Vi savede brædder til
alle lastvognstyper og gemte dem et sikkert sted. Jeg huggede et kompas,
som blev gemt et sted i den tyske afdeling. Kaj organiserede et kort, og så
gik vi i gang med en snak om vi skulle tage et par pistoler med. Den ide
blev dog skrinlagt, idet vi regnede med, at hvis vi blev hugget, og havde
sådan noget lort på os, så ville vi på minutten blive stillet op af en pæl til ti
skarpe skud. Et våbentyveri ville måske også føre til repressalier over for
205
den øvrige lejr, så jeg lavede derfor en skøn Walter i træ. Den fik godt med
sort skosværte og en hyldebøsning som løb, så den kunne vi sagtens
skræmme en eller anden med. En aften prøvekørte vi også et system, der
kunne mørkelægge hele lejren. Det var jo en god ting at kunne ved en
flugt, eller hvis noget andet skulle ske. Ejvind lavede et par gode sikringer
med tre millimeter jerntråd i stedet for den sædvanlige tynde sikringstråd
af nikkelin, og midt i aftensmaden lavede Mads så en kortslutning. Den
gik over al forventning. Hold da helt kæft en larm der blev. Vi mørkelagde
det halve af Sønderjylland, idet kortslutningen smadrede et hovedbly på en
trafo i Åbenrå. Tyskerne gik amok. De for rundt i det egyptiske mørke med
nogle sølle lommelamper for at jage os ind på stuerne. Det var helt fint, og
hvad bedre var, det tog næsten to timer inden vagterne igen fik blus på
lampen. Jo, vi kunne, hvis det havde været nødvendigt, ret let havde lavet
en masse gode ting. Så kom tilladelsen igennem. Vi måtte flygte, men jeg
var altså blevet kold. Det ville jeg dog ikke indrømme, så jeg fandt på flere
nye påskud for en udsættelse. Noget med at det var for mørkt, eller var det
den med fuldmånen? Jeg ved det ikke, men hele sagen pinte mig meget.
Det var en led tid. Min mor og far kom på besøg en dag, og det var rart at
få en sludder. De tog en masse ting med hjem, men vi berørte ellers ikke
206
flugten. Jeg tror nok, at Børge havde snakket med dem om det, men
selvom tolken var let at snøre, så er det jo ikke lige stedet at lægge
flugtplaner. Men jeg gik altså og trådte vande og havde det mildt sagt
skidt. At skulle sige: "Så er det nu" lå som et kolossalt krav og gnavede
hele tiden, men så lige pludselig midt på blanke eftermiddagen blev jeg
kaldt over til tårnet. Hvad nu tænkte jeg, er noget blæst op? Nej, jeg skulle
løslades. Stil om en time med alle dine ting. Vi vil ikke se dig mere.
Hvordan har man det efter en sådan besked? Det kan ikke beskrives, det
var bare helt i top. Jeg pakkede mine sydfrugter, og så tog jeg en masse af
Kaj og Ejvinds ting med. De kunne jo ikke have ret meget med op under
lastvognen. Vi aftalte en masse ting, for nu skulle jeg til København og
kunne undersøge sagerne. Kaj og Ejvind havde også søgt om løsladelse,
måske var deres sag på trapperne, og hvis ikke, så måtte jeg ned og
modtage dem, når de kom med bilen. Det blev aftalt i et læs af koder, så vi
kunne holde kontakt. Disse koder gik jo på bestemte vendinger, som vi
skulle indsætte i de tilladte breve til familierne, og den slags tegn kan intet
nok så smart dechifreringssystem finde ud af. Efter den sædvanlige
ransagning og papirunderskrift stod jeg så igen med en helvedes tung
kuffert på landevejen til Padborg. Men jeg var fri, men det var synd at sige,
207
at jeg følte mig særlig befriet. Jeg var så bange hele tiden, når vejen
drejede, når der var et træ blev fødderne som bly, og hjertet gav nogle hop.
Lige før Padborg stod der et par folk på vejen, og jeg turde næsten ikke gå
forbi dem. Måske var denne løsladelse bare en fidus, måske var den en
fejltagelse, og lige med et ville Gestapo være der med nettet igen. Jeg
måtte hele tiden synke spyttet og udføre alle de almindelige handlinger
rent tvangsmæssigt. Alene at købe en togbillet var et problem. Stationen
flød med tyskere fra lejren, måske ville de komme hen og sige, "Skal vi to
ikke lige have en snak"? Skulle man i det hele taget køre med det tog? Var
der ikke en mere sikker mulighed? Men hvad gør man en sen efterårsaften
midt under krigen i Padborg? Jeg ventede en time på at toget skulle køre,
men jeg var hele tiden klar til at spæne, hvis noget skulle hænde. I
Vamdrup luskede jeg diskret af toget, og så blev jeg mere rolig. Nu var jeg
på et kendt sted, og jeg gav mine bedsteforældre et chok, da jeg bankede
på ruden. Jeg kom ind, fik en masse mad, og så prøvede jeg at få sovet lidt.
Men det kneb noget. Jeg hørte lyde ad helvede til, og det kørte åndssvagt
rundt i bolden på en. Den næste dag tog jeg videre, og havde det lidt bedre,
men denne forfærdelige knugen var der stadigvæk, men efterhånden som
jeg kom længere og længere væk fra Frøslev, ja så tøede man jo op. Ved
208
Storebælt var der nogle båse, hvor man skulle vise sit legitimationskort til
et par tyske soldater. De var meget fredelige, men jeg havde jo ikke noget
kort, men et fint Schein fra lejren. Det interesserede tyskeren, og han sagde
et eller andet. Jeg var jo vant til at snakke med tyske soldater, så jeg gav
lidt igen. Soldaten var i øvrigt frisk og sagde, at den var god nok, sådan at
slippe ud af en lejr. Men pludselig var der en masse kold luft omkring mig.
Jeg måtte ikke tale med en tysker. Jeg havde ikke noget kort som alle
andre. Folk så ret skævt til mig. Det var en væmmelig fornemmelse. Jeg
havde siddet inde, og nu kendte jeg ikke stemningen ude mere. Oppe i
restauranten fik jeg lidt mad. De ville se rationeringsmærker, og da jeg bad
om en øl, så tjeneren på mig, som om jeg var tosset. Så fortalte jeg, at jeg
kom fra Frøslev, og så fik piben en anden lyd. Så kunne jeg få alt, og folk
stimlede sammen for at høre nyt. Det var næsten lige så ubehageligt, som
det med den kolde skulder. Nå, endelig nåede jeg til København. Et
mellemspil var forbi.
På Shellhuset
209
At slæbe sin kuffert op på anden sal og ringe på døren, det var skønt, og
sikken en modtagelse, jeg fik. Alle var helt rundt på gulvet. Jeg blev fejret
som en, der havde gjort det umulige muligt. Det var overvældende, men
angsten, der stadig sad i nakken, tanken på alle kammeraterne, der stadig
sad i saksen, gjorde at man ikke blev alt for rørstrømsk. Hvad fanden, du
var kun et lille heldigt hjul i en stor maskine. Når du sad her og solede dig,
så var det jo kun fordi mange andre havde lagt skulderen til. Dine
sabotørkammerater havde holdt kæft. Dine fængselskammerater, der havde
givet dig en hånd, da det var ved at vippe, men først og fremmest dine
forældre, din mor og far, der havde haft evne til at føre kampen videre på
de sære betingelser, der gælder for en sådan luskekrig. Hvor blev der
snakket. Alle var vilde med at høre om, hvordan der var inden for
tremmerne. Det syn, vi der havde siddet inde havde på tyskerne, kom bag
på de fleste. Alle vore småfiduser vakte jubel og når vi gav den om
"Himmelfartskommandoen", ja så gik taget af huset. Det er måske ikke så
let at forstå, men husk på, at tyskerne var kolossalt frygtet på grund af al
deres terror, så det at gøre grin med undertrykkerne var helt i top. Efter en
210
lang nats søvn sad jeg så ved morgenkaffen og gumlede på et rundstykke.
Telefonen ringede, jeg tog den. Det var Glosch! Stuen gyngede et øjeblik,
og torsdagen for et halvt år siden var pludselig tæt på. Han ønskede mig
velkommen hjem, men jeg havde glemt at underskrive et par papirer i
Frøslev, så jeg ville måske have ulejlighed med lige at kigge ind til ham.
Så kunne jeg underskrive på Shellhuset, det var det letteste. Det ville jeg
selvfølgelig gerne. Om det ville passe mig den næste dag kl. 10. Jo, det var
i orden, og jeg kunne godt tage min far med som tolk. Puha, den var
streng. Skulle man virkelig gå i løvens hule en gang til? Der var masser af
eksempler på, at folk var blevet løsladt, for derefter at blive kaldt tilbage,
rent rutinemæssigt måske, og så var fælden klappet i en gang til.
Hovedreglen i fængslerne var, at var man engang sluppet fri, så skulle man
aldrig, aldrig, aldrig mere komme igen, og denne regel var banket ind i en
næsten lige så hårdt som NÆGT. Men var denne løsladelse ikke ægte? Der
var sket det, at da mine forældre hørte, at vi var i gang med flugtplaner, så
var de blevet opskræmte. Far var gået til tyskerne, og havde pumpet godt
på min sag. Far havde sagt noget om, at jeg var lidt sløj, og at jeg nok
havde fået dårlige nerver. Far spurgte om der måske var en mulighed for at
få straffen nedsat. Mor gik også ind på Shellhuset, og enden på det hele
211
blev, at de fik Glosch til at anbefale en benådning. Det var lykkedes, at få
mig ud, og hele dette spindelvæv ville blive revet op, hvis jeg ikke stillede
i morgen klokken ti. Og hvis der var kommet nyheder i sagen, så ville vi
vel vide det, og så havde Glosch vel ikke bare taget telefonen. Tog jeg ikke
ind på Shellhuset, så måtte hele familien gå under jorden. Det ene med det
andet, jeg besluttede i hvert fald at lægge hovedet på blokken en gang til,
men jeg lukkede ikke et øje hele natten. Den næste dag tog far og jeg
afsted i god tid. På slaget ti passerede vi de spanske ryttere og alt det andet
lort, tyskerne havde barrikaderet sig med. Der blev set godt skævt til et par
civilklædte fyre, der sådan skred ind på Shellhuset. Her i slutningen af
1944 var stemningen ret god, men da først vi var inde gik det fint. En vagt
ville stoppe os, men vi kunne jo jargonen. Når en kriminalrat havde sagt, at
vi skulle komme klokken ti, så mente han vel klokken ti. Vi havde virkelig
ikke tid til at stå og hænge i en vagtstue. Skulle der ikke være orden i
sagerne? Vi vadede op af trapperne og fandt kontoret. Wienerpigen sad her
endnu. Vi vekslede et par ord, og så kom Glosch. Vi snakkede om den
smukke udsigt, og så fik jeg nogle papirer til underskrift. Jeg skrev
selvfølgelig under. Det var noget med aldrig at være slem mere, og så fik
jeg et foredrag om, at jeg endelig måtte holde mig fra disse slemme folk,
212
og hvis de skulle kontakte mig, hvilket der måske var en chance for, nu jeg
var kommet ud, ja så måtte jeg meget gerne ringe til ham. Han skulle nok
være diskret osv. Jeg gik ind på alt, man er jo en lille mand. Vi snakkede
lidt mere, næsten på kanten af det overhjertelige. Endelig var vi færdige.
Vi sagde farvel. Da jeg trykkede hans hånd sagde Glosch: "Hvis vi mødes
på gaden, dann begrüssen wir uns nicht". Hvorfor skulle vi dog ikke hilse
på hinanden? Næ, der findes så mange, og så gjorde han en sigende
bevægelse med hånden og sagde: "Pif-paf". Han var vel bange for at blive
udpeget. Vi gled ned af trapperne og passerede barrikaden. Kan almindelig
byluft smage så godt? Nu gik der en fjorten dage, hvor jeg gik og hang,
men på den anden side, så kunne jeg jo ikke gå omkring uden at lave
noget. Der måtte ligesom ske et eller andet. Altså startede jeg igen på
B&W. Jeg havde endnu lidt læretid igen. Det med at begynde igen på
B&W, det blev helt gennemdrøftet. Der var meget både for og imod, men
nu var jeg jo begyndt at spille rollen som legal, og selv om jeg havde holdt
mange op derude, så var det jo længe siden, og hvis man laver det
uventede, så kommer det jo altid bag på folk, og så kan de ikke sætte
tingene sammen. Jeg blev behandlet tiptop af B&W. De regnede det hele
med til læretiden, både den illegale periode med lægeattesten, Vestre og
213
Frøslev, så de fandt ud af, at allerede om to måneder skulle jeg lave mit
svendestykke. Jeg startede engang i december, og de første dage var
skrappe. Jeg var bange for at blive genkendt, men nogle gamle kammerater
og jeg lavede en masse varslings og meldesystemer. Vi lavede huler, hvor
vi kunne gemme os under razziaer, vi lavede hemmelige udgange og en
masse andet gas. Det gik altså godt på B&W, men der var kommet tyske
vagter på, mens jeg havde været på skovtur, og dem fik jeg lidt vrøvl med.
Jeg sludrede med dem engang imellem for sådan at lodde stemningen. De
var som de fleste menige ret flinke, men den gik slet ikke. Det var igen det
samme smadder som på færgen. Pludselig kom der en masse folk, som
aldrig havde lavet et suk, og begyndte at blande sig. Jeg blev pludselig
anset for en mystisk, meget upålidelig person. Jeg havde godt nok siddet
inde, men sådan at blive løsladt, er det ikke lidt muggent? Der kom nogle
røve fra fagforeningen og spurgte ud. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg ville
pisse på dem og Stauning, men rart var det ikke. De mumlede lidt om en
tur i kanalen, og jeg måtte til at være bevæbnet, når jeg var på arbejde.
Ikke med pistol selvfølgelig, men jeg havde altid en hjemmelavet
totensläger på mig. Det med at snakke med de tyske vagter, gik slet ikke.
En dag fortalte jeg dem om sagen. Fortalte at jeg ikke turde snakke mere
214
og den slags, og det forstod de med det samme. De måtte heller ikke hilse,
når jeg gik igennem vagten, og den var tyskerne også med på. De gav efter
den dag kun et usynligt blink, og hvad bedre var, de så aldrig min taske
efter, så jeg var nok den eneste, der helt sikkert kunne have båret stof ind
igen, hvis det havde været sagen.
Den begrænsede tilståelse
Lige før jul tog jeg en aften ud til et af gruppens tilholdssteder i Vanløse
for at få en sludder og for at se, hvordan krigen nu blev ført. Der var ikke
mange gamle tilbage og der var kommet en del til, som jeg ikke kendte.
Nå, stemningen var god nok, og da den almindelige udveksling af nyheder
var forbi, begyndte de helt klart at pumpe mig. De var mægtig interesseret
i, hvordan man skulle gribe tingene an, hvis man blev arresteret. Jeg
fortalte om mine erfaringer. Hvor vigtigt det var at nægte. Hvordan man
byggede en begrænset tilståelse op. Hvad man skulle passe på i forhør, og
om muligheder for tortur. Hvordan man fik kontakt med hinanden. Jeg
fortalte om bankesystemer, og som det vigtigste: Hvordan man kunne få
215
breve ud gennem vasketøj og den slags. Det illegale universitet fra celle
184 fik en afdeling på Sallingvej. Men det aller vigtigste var, at jeg gav en
eller anden mystisk tillid fra mig. Gutterne fik et andet forhold til en
arrestation. De fik en anden vinkel på den tortur, der for dem stod som
noget med nosser i en kødmaskine. Eller de tænkte måske lidt mere over
den giftampul, som mange gik med i en snor om halsen. De så en
lyslevende gammel fyr, der på trods af ringe odds var vendt hjem fra
noget, de opfattede som hinsides graven. Jeg sad hel i betrækket og
beviste, at der trods alt var en chance. At det var en kæde af usandsynlige
held, der fulgte mig betød mindre, jeg gav alligevel et håb, om det så kun
var et halmstrå. Den helvedes angst vi alle gik rundt med, byggede jo på
ukendskab til, hvad en tur hos tyskerne egentlig var. Eksakt viden er nu
godt at have, og viden om alle de tåbeligheder, der førte til fangehullet, det
var simpelthen guld værd. Stemningen var høj den aften på Sallingvej,
men allerede et par dage efter var det hele igen noget lort. En del af
gruppen røg nemlig i et baghold ved et af depot på Holger Danskes Vej.
Anders blev skudt under ildkampen. Finn og Jack blev overmandet og røg
på Vestre. Jeg tog straks ud til Jacks søster, og allerede tre dage efter
arrestationen havde vi en illegal brevforbindelse i gang. Vi prøvede på at
216
koordinere forklaringer og give gode råd. Hvor meget det hjalp er svært at
sige, men lidt moralsk støtte gav det vel. Finn og Jack og Bob, som også
var taget, fik en tur med mange tæsk, men ved lige før jul blev de indkaldt
til et møde på Dagmarhus hos: Den Højere SS og Politifører Günther
Pancke. Han fortalte, at han kom fra Elsass, og at han som ung havde
været med i modstandsarbejde mod Frankrig. Han var meget jovial, gav øl
og pølser, og til sidst fik gutterne valget mellem at blive i Danmark, eller
komme i en tysk koncentrationslejr. Finn, Jack og Bob valgte lejren, og da
de var kommet til Neuengamme, så trak vi faktisk vejret igen. Krigen
kunne ikke vare evigt mere, og det at komme væk fra København, hvor
henrettelser hørte til den daglige kost, det var godt for tre så belastede
gutter. Jeg havde fået sludret med Kajs familie og her var godt nyt i sagen.
En løsladelse var på trapperne. Så gik koderne til Frøslev, og så slap
Ejvind og Kaj for at hænge under ladet. For den sidste i gruppen, Mads,
var der ikke noget håb. Han stod til Tyskland, så han tog turen fra
tørveskuret og ud. Ved flugten kom der kludder i brædderne, så Mads
måtte hage sig fast i chassisrammen oppe under ladet. Dette var temmelig
livsfarligt, da kardanakselen roterede lige under ham. Den greb fat i hans
tøj og hans fars lommeur blev smadret, men han holdt ud en meget lang
217
halv time og nåede til Fårhus station Her skulle lastbilen hente tørv ved en
jernbanevogn, så Mads lod sig falde ned på jorden, og efter en lang
kravlen på langs under godsvognene, lykkedes det ham at komme væk.
Mads satte kurs mod Tønder, hvor han havde en kontakt. Det blev en lang
kold nat. Flere gange var han ved at passere grænsen til Tyskland, og til
sidst måtte han søge husly på en bondegård. Men det gav ingen problemer,
for i Sønderjylland kan man på husene se, om folk er gode nok. Næste dag
nåede Mads Tønder, hvor han blev gemt på et koldt pulterkammer, indtil
han fik nye papirer og noget civilt tøj. Lige før jul blev Ejvind og Kaj
løsladt og de tog til København og da Mads, lige efter nytår, også dukkede
op, så var vores hemmelige celle fra Frøslev klar igen. Vi manglede kun
Thomsen og Lykke, men de var røget til Tyskland ved en transport i
november. Vi skulle jo se og komme i gang igen og begyndte at bygge en
gruppe op. Vi valgte nye dæknavne, og slørede i det hele taget vores
identitet. Efter Sallingvej blev jeg mere forsigtig, og gav ikke mere
instruktioner i større forsamlinger. Vi lod vores viden sive mere indirekte
ind, og vi gik meget stille med dørene, og fortalte ingen af de nye om
vores meriter hos tyskerne. Vi gled lige så stille ind i Ibs afdeling. Han
dækkede os virkelig godt, men han måtte opfinde mange, dødssyge
218
forklaringer på den nye gruppes mærkelige måde at være på. Vi var, på
grund af nerver og den slags, noget trekantede engang imellem. Jeg tror
nok, at mange af de nye syntes, at vi var nogle ret skøre og meget for
mystiske personer. Men Ib var helt i top, så vi blev en illegal gruppe i en
illegal organisation. Hvor hemmeligt kan det blive? Arbejdet blev nu
grebet an på en hel anden måde. Det var andre ting, der var vigtige nu.
Stilen var lagt om på mange måder, og vi havde svært ved at finde
melodien igen. På det halve år var der sket en masse. I krig er en måned jo
noget andet, end når man går og hypper radiser. De få, der var tilbage fra
maj, havde haft en hård tid. På mange måder værre end os, der havde
været på feriekoloni. Vi blev måske også dyrket lidt for meget. Mange
syntes jo, at, vi havde været ret smarte og havde fuppet tyskerne godt.
Axelborg Bodega havde været et sceneskift for os. Ganske vist til ryggen
mod muren, men da de første rigtig slemme måneder var overstået, så
havde vi jo forholdsvis fred og ro. Vi var i alle fald fri for en masse krav,
og de her evindelige mange gange, hvor man skal tage sig sammen. For
dem der undgik saksen var det noget andet. Helt andet. Aktionerne skal jo
laves, og når nogle kammerater ryger, så bliver det hele langt mere
stresset. En masse nye mønstre skal bygges op, og gruppen kommer nemt i
219
tidsnød. Alle er skidebange, og det hele flyder, indtil man igen får det
nogenlunde under kontrol. Selvom alt gik på aftalte møder, og vi normalt
kun sås med dages mellemrum, så havde vi et nærmest ubevidst system,
der i katastrofesituationer gjorde det muligt, hurtigt at få fat i de fleste. Så
skulle der flyttes. Alle depoter, garager og mange logier skulle flyttes. Vi
sagde altid, at dem, der røg, skulle give dem derude 24 timer. Man skulle
holde et døgn. Jeg havde haft kendskab til en række depoter, nogle garager
og nogle logier, og Ib måtte i gang med en masse flytninger. Vores
hoveddepot lå i en baggårdskælder i Rosengården 14. Selve depotet var
skidegodt, men beliggenheden tæt ved alt muligt lort i den indre by var
ikke spøjs, især var det kedeligt at komme der uden for forretningstiden. I
Rosengården havde vi en tre-fire hundrede kilo trotyl, en del af vores
tunge våben, plus tændere og patroner. I de første hektiske timer var det
svært at få samlet en gruppe, så Ib måtte lunte alene der ned. Så da jeg lå
og gumlede på Waffenschein i cellen på Vestre, lastede han en trehjulet
cykel med det vigtigste. Da Ib ikke kunne have sprængstoffet med, så
armerede han det med en masse træk og aflastningstændere, så hvis jeg
brød sammen og gik med til en påvisning, så ville både jeg og Nørreport
Bio ryge i luften med et vældigt drøn. De første dage efter en arrestation er
220
skrappe, man må tage en masse chancer, man normalt ikke tager. Ib
fortalte, at da han mutters alene kørte en lastet trehjulet cykel over
Nørrevold midt om natten var han temmelig sur på mig. Og så det, at jeg
var røget på et værtshus 200 meter fra Dagmarhus, det var for tåbeligt.
Hertil kom, at de grupper vi møjsommeligt havde bygget op gik
fuldstændig i smadder. En tre-fire mand, hvor kun jeg havde kontakten,
gled helt ud og forsvandt, Chang var skudt efter Globe. Jørn og jeg var i
Vestre. Ejvind og Kaj var taget et svip til Sverige. B&W skulle fortsat
havde nogle på frakken, og den hidtil største dagaktion på Globus var
planlagt til at gå af først i juni. Jo, der var nok at se til. Bevæbningen var
fortsat elendig, så Ib, KK og Lille Sven tog en dag ud på F. L. Smidt for at
hente maskinpistoler. Et svin af en vagt undslap det første "hold up", han
gemte sig og pløkkede Ib i benet. Men det var gudskelov med en
tromlerevolver, der har en lav mundingshastighed, så kuglen prellede af og
gik kun igennem lægmusklen. Gutterne savede på vagten med deres
maskinpistoler, men det lort er svært at ramme med, så svinet undslap. Det
var sgu en skam. Den 6. juni gik så "Globus". Fint arbejde, men på vejen
hjem skød en vagt på "Carltorp" vores læge Erik Hagens. Han var en fin
fyr, der havde hjulpet os meget på mange måder. Når vi en gang imellem
221
følte, at nu gik det lidt for stærkt, dryssede vi op til ham og fik en kop te,
og vi fik ligesom de større perspektiver i vores krig trukket op. Vi var jo
også bange for at der skulle ske os noget, når vi var ude og larme, så han
havde lært os en masse om, hvad vi skulle gøre, hvis nogen blev såret, og
vi skulle have dem væk. Det var en masse med kompresser,
underbindinger og morfinsprøjter, og når der var noget stort under
opsejling vidste vi altid, hvor vi kunne finde ham. Han skaffede os også de
gifttabletter, nogen gik med. Da Ib blev rask gik han i gang med B&W.
Strategien blev lagt om, krigen var måske snart forbi, så dokkerne blev
fredet. Nu gjaldt det om at tage de tyske skibe, efterhånden som de blev
færdige. Ib og Lille Sven fik, sammen med Harry Svensson og nogle andre
folk fra B&W, i løbet af sommeren sænket en fire Hansabåde. Men så
havde de fået "Riffelsyndikatet" i gang igen, og så skulle det jo have et
pulver til. Her var der i øvrigt vrøvl med nogen i ledelsen, der syntes at vi
gik for hårdt på. De ville have os til at opgive aktionen. Men dem gad vi
ikke høre på. Vi havde kammerater på syndikatet, så vi vidste, hvad de
lavede. Nå, syndikatet fik sit knald, og vi fik en masse gode skydere. Det
var bare tiptop. Da jeg begyndte aktivt igen, var der kommet en masse nye,
og de havde som sagt, en noget anden måde at arbejde på. De havde en
222
anden stil. Vi gamle følte os tit mærkelige, og vi havde svært ved at
akklimatisere os. For det første så foregik alt nu i biler, og i gamle dage var
biler jo bandlyst. Vi gamle brugte dem aldrig, kun cyklerne. Biler var
forfærdelig farlige, men de nye aktioner med store skyderier, og hvor vi
skulle have kraftige våben frem, krævede på en måde biler. Man blev
bilminded og man lavede en masser af transporter med bil, men det havde
vi svært ved at vænne os til. Ved en af de første aktioner vi var med til,
efter at vi var startet igen, blev vi kørt ud til Cheminova. Fabrikken lå i
Søborg, og vi sad under en presenning på en lastvogn. Det var det værste,
jeg nogensinde har været med til. At sidde en ti-femten mand og kukkelure
på et lad og ikke ane, hvad der skete udenfor, eller hvor man var, det var så
helvedes uhyggeligt. Senere, da vi vi havde tændt lunterne og skulle væk,
så havde vi nær aldrig fået kassen i gang igen. Den gik jo på gengas, og da
vi kom til Vanløse, så brændte hele lortet sammen, og jeg stod pludselig
midt på Ålekistevej og prøvede på, at gemme min maskinpistol under
jakken. Savnede man spænding, kunne man altid lave en aktion, hvor der
var biler med. Sådan var der mange ting, hvor vi havde en anden stil. De
nye tog alting mindre højtideligt. De var klædt mere outreret. De gik
meget med alpehue. Vi gamle elskede det stille, at glide ind i det hele, at
223
ligne en skygge på tapetet. Nu var det hele mere råt og kontant, men det
var nok bare os, der havde fået for mange nerver på. Vi kunne ikke klare,
bare at tænke på, igen at skulle til et forhør hos Gestapo. Organisationen
var blevet større, og ledelsen var begyndt at tilrettelægge alting mere fast.
Det syntes vi var noget lort, men tyskerne fik jo mange klø på fronterne, så
der skulle vel være lidt styr på tingene, når de fik deres sammenbrud.
Grupperne var blevet samlet i afdelinger, og Ib var nu direktør for ca. 30
mand. Vi gamle lavede så en gruppe på seks mand hos ham, og den blev
rigtig organiseret med smarte depoter, kodelåse, særlige kasser til våben og
en masse andet gas. Her i februar 1945 førte vi krig mod benzinen og alle
tanke i København blev sprængt i luften. Det var den første aktion, jeg var
med til efter løsladelsen, og jeg har aldrig været så bange. Tænk, at skulle
sætte en dynamitpatron i standeren på en ubevogtet benzintank? Det var
frygteligt. Efterhånden fik jeg lært at beherske mine nerver, men det var
skrapt at starte igen. Vi skulle hjælpe den større gruppe med denne her
kemiske fabrik i Søborg. Vi lurede på lidt hinanden. De kunne ikke finde
ud af os. Vi sagde sådan set ikke noget, men alligevel kunne gutterne i den
større gruppe godt mærke, at rigtigt nye, det var vi altså ikke. Men da vi
kom ud til fabrikken, så kom vi ud for noget helt ekstraordinært: De
224
ansatte gjorde vrøvl og lavede obstruktion! Når vi havde været ude for det
før, så havde det været en enkelt eller højst et par stykker. I gamle dage var
folk bange, når vi kom. Men nu havde folk vænnet sig mere til sabotører
og sabotage. De vidste, at vi engang imellem kom med våben og bomber,
og så skulle der ske noget. Men på denne Søborgfabrik gjorde de altså
vrøvl! De ville ikke have deres dejlige fabrik sprængt. De var ret dumme.
Fabrikken producerede masser af kemisk lort til Værnemagten, og den
lavede cyklon B til gaskamrene i Auschwitz. Kaj og jeg havde, vore gamle
vaner tro, jo luret på fabrikken, og vi havde set masser af tyske tankvogne
med syntetisk benzin køre fra og til. Men den større gruppe gav sig til at
diskutere breve fra Frihedsrådet og andre højere materier med de ansatte.
Der var et helt borgermøde, og det på blanke eftermiddagen, midt i en by
der var fuld af bevæbnede tyskere. Det kunne vores nerver ikke klare. Vi
eksploderede i et afsindigt raseri. Vi tog ladegreb på maskinpistolerne, og
vi havde sgu myrdet hele banden, hvis de ikke havde fulgt vores venlige
råd. Nå, fabrikken fik så sit knald, og til sidst kom vi da også hjem.
Udrensning
225
Det viste sig i øvrigt, at nogle i den gruppe vi var blevet slået sammen med
var småkorrupte. Vi havde været på husundersøgelser sammen med dem,
og vi havde studset over, at de havde taget nogle ting til personligt brug.
Ligegyldige ting ganske vist, men det at man tog noget til sig selv på
aktion, det var ret mærkeligt. Først troede vi, at det var et led i den ny stil,
men så snakkede vi med Ib om det, og han blev stiktosset. Vi lavede så
nogle flere undersøgelser, og det viste sig, at de faktisk også var lidt
kriminelle. Det måtte stoppes. Men det var svært at gå ind i en illegal
organisation og rense ud. Grupperne havde jo deres egne depoter og ting af
enhver art. Vi ville jo også være på tæerne, hvis nogen var alt for
nysgerrige. Men med lidt tålmodighed lykkedes det, og en dag, da vi
havde fået lokket stof og våben fra dem, slog vi til. Vi mødtes ved
vandtårnet i Brønshøj under påskud af, at vi skulle på aktion. Der var Ib og
os seks gamle. Vi luntede ned i Utterslev Mose. Dernede fik vi dem samlet
i en klynge ved bredden af noget vand, og lige pludseligt gik vi så tilbage,
trak og afvæbnede hele bundtet. De fik et grimt chok, da de så Mads stå
med en maskinpistol ude i sivene. Det at deres egne kammerater pludselig
226
trak pistoler, det havde de svært ved at fatte. Vi lavede så en
undersøgelsesarrest på en bænk, hvor der stod et par mand og sørgede for
at de ikke snakkede sammen. På næste bænk kom de i forhør hos Ib og
Kaj. Når det var forbi, så kom hen på en tredje bænk, hvor deres dom blev
afsagt. Vi smed altså nogle fra den store gruppe ud med pålæg om at
forsvinde fra København. Hvis vi så dem efter 24 timer ville de få en pløk.
Den trussel tog de til sig, for de forsvandt alle sammen, nogen til Sverige
og nogen til Jylland. Så skulle vi igen til at organisere. Vi stod med en
masse biler og våben, og skulle skaffe nye depoter og garager. Det var
svært. Vi begyndte en hvervekampagne, og det lykkedes igen at få stablet
noget på benene. Vi fik fat i nogle, vi kendte fra Frøslev, nogle gamle
lærekammerater og så nogle helt nye,. Vi var klar over, at krigen snart
måtte være forbi. Det kunne mærkes på meget, blandt andet begyndte det
officielle Danmarks holdning at ændre sig. Sabotørerne kunne politikerne
selvfølgelig stadig ikke lide, men der var mange kolde nazifødder, der
pludselig fik travlt med at skabe sig et alibi som frihedskæmpere. Et par
dage efter det her Søborgshow var vi med til den første større ildaktion,
efter vi var kommet ud. Det var på Tankstelle, som var et af tyskernes
hoveddepoter for benzin. Det var en gruppe, vi ikke havde arbejdet
227
sammen med før, der havde planen. De havde lavet en model af hele
området for at kunne placere de forskellige maskingeværer, der skulle
beskyde området, mens sprængningsfolkene trængte ind til tankene. Vi var
nærmest med som turister, og kendte ikke hele planen. Jeg fik besked på at
stå ved et plankeværk og så dække Lille Sven. Det føltes næsten lige så
fjollet som i starten, hvor man heller ikke altid vidste, hvad det hele gik ud
på. Tankstelle lå lige op til Vanløse Station, og skjult på perrontagene lå
måske tyve mand med en masse skydere, men togene kørte normalt, og
folk luntede fredeligt afsted. Pludselig så vi en mand kravle op på taget af
vagtstuen med en pakke. Vi så, han strøg lunten, og et øjeblik senere røg
lortet i luften. Og så tog de fat oppe fra stationen, hold da kæft sikken en
larm der blev. På få sekunder var det fredelige Vanløse forvandlet til et
inferno af skyderi og brag fra håndgranater. Vi kravlede over plankeværket
og op på tankene der var dækket med græs. Lille Sven lå en meter til højre
for mig. Vi råbte begge to, men det var umuligt at høre noget i den
helvedes larm. Vi trykkede os helt ned i græsset og lurede forsigtigt.
Vagtstuen lå på den anden side af tankene. Ruderne var smadret, men
nogle glimt i mørket bagved kunne tyde på at vagterne skød, men jeg
havde kun en 7.65 pistol, så jeg trykkede mig helt fladt ned. Pludseligt
228
rejste Lille Sven sig op. Jeg skreg noget om, at det var åndssvagt, men han
blev stående et øjeblik. Så drejede han rundt, og halvt løbende trimlede
han ned ned af tanken. Da Lille Sven nåede asfalten faldt han og blev
liggende helt stille. Jeg ruskede i ham. Blod var der ikke noget af, men han
lå, som om han sov. Jeg tænkte: Vi må væk! Så jeg slæbte ham i armene
hen langs tankene. Lige inden porten var der et stykke på ca. 10 meter, der
lå helt åbent for skud fra vagtstuen. Hvad nu? Skyderiet var stadig lige
voldsomt, men så stak Børge hovedet ind af porten. Jeg skreg om at hjælpe
og begyndte at slæbe Lille Sven over mod porten, hvor Børge så dukkede
op igen. Sammen slæbte vi den slappe krop ud, og fik den lagt den på
bagagebæreren på min cykel. Vi var nu i læ bag plankeværket og trak op
mod Vanløse Allé. Vi skulle have Lille Sven væk fra skyderiet, og så kom
Ib med en varevogn og tog ham med. De kørte ham ud til Bispebjerg
Hospital, men Lille Sven var død inden de nåede derud. Det fik jeg først at
vide om eftermiddagen, da vi mødte Ib på en åndssvag vej i Søborg. Jeg
havde hele tiden billedet på nethinden af Lille Sven, der lå som en sæk
over en bagagebærer. Han så ikke godt ud, men de kan jo så meget på et
hospital. Men så kom Ib. Han kom lige fra lægen, og så fik vi vished.
Dræbt på stedet. Det snørede sig sammen. Det var en uhyggelig, en
229
mærkelig sær fornemmelse. Lille Sven var død. Vi havde lavet skæg
sammen for nogle få timer siden. Vi havde sammen kravlet rundt på de her
benzintanke, og nu var han bare død. Hvordan fatter man sådan noget? Vi
tænkte på Chang. Vi tænkte på Jens. Vi tænkte Texas. Vi tænkte på Anders.
Vi tænkte på alle de andre, der bare var forsvundet. Vi stod på denne skøre
vej i Søborg og vi så alle de små banale ting. Men krigen var der endnu. Så
100% endda. Nå, vi var eksperter i fortrængninger. Always havde fået en
gammel skole i Boyesgade, hvor de nu lavede radiostyringer til V2
raketter. Fabrikken havde et stort lager, der lå klar til afsendelse, og det
ville vi gerne ødelægge. Det ville være OK at stoppe nogle af de raketter,
der hele tiden smadrede ned i London, og vi havde en mægtig plan .
Boyesgade
Boyesgade ligger i hjertet af København ved krydset Kingosgade og
Vesterbrogade. Da aktionen var planlagt som et ildoverfald, så skulle det
gå aller helvedes stærkt. Vi skulle helst klare hele aktionen på en tre-fire
minutter. Det var Kaj, der havde lagt planen, og den havde den særlige stil,
230
der kendetegnede hans aktioner. Sådan ret dramatisk, og med store krav til
dem der ville være med. Altså en af disse aktioner, hvor det var nødvendigt
med en millimeter fin gennemgang, og hvor hver mand var helt klar over
sin opgave og kunne passe sit job ind i en tidsplan, der gik på sekunder. Vi
holdt nogle mægtige møder, hvor vi gennemgik planen igen og igen. John
kom med sin skrappe gruppe fra Amager, og da de var eksperter i
ildoverfald, så de fik til opgave at klippe de vagter, der forsvarede
vagttårnet ved hovedporten. Men der var masser af andre job. Der skulle
lægges fælder ud for tyske udrykningskolonner. Der skulle stoppes
sporvogne. Der skulle være biler til at køre eventuelle sårede væk. Der
skulle findes en opgang i Brorsonsgade til selve aktionsholdet. Det var på
4 mand, og de skulle smadre sig vej ind i fabrikken, så Ejvind kunne
komme til med bomberne. Kaj startede med at træne. Boyesgade var målt
op, og i Søndermarken var gaden nu tegnet, som streger i gruset. Mads var
der med et stopur, og så startede Kaj med en pakke på nøjagtig ti kilo. Han
gik i en rolig gangart, til han kom til en bestemt streg, så kastede Kaj
pakken over en bænk og spænede duknakket, som bare fanden hen til en
ny streg. Det blev gentaget igen og igen og igen. Her blev beregnet
løbstider, kastelængder og luntetider. Så hjem på depotet, hvor masser af
231
lunter blev brændt af, så vi var helt sikre, på at luntetiden på de otte
sekunder var i orden. Vi havde ikke megen tid, så vi kunne ikke nå at få en
god kontakt indenfor. Til gengæld lurede og lurede vi på fabrikken i
timevis. Vi blomstrede godt rundt i kvarteret, og det skulle være folk, der
kunne ligne en lygtepæl, for vagterne var af den helt skrappe nazislags.
Det at vagterne var supernazister var egentlig en fordel, for så behøvede vi
ikke tage hensyn til dem, når vi skulle til at sprænge. Vi skulle kun sørge
for, at forbipasserende og almindelige folk i nabolaget blev holdt udenfor.
Det forenklede sagen, for det var det gode ved disse overfaldsaktioner, at
når skyderiet startede, så var gaderne blæst på sekunder. Always var
bevogtet med masser af vagter, pigtråd, projektører og med et højt vagttårn
ude på gaden. Tårnet dækkede hovedporten med vagtstuen, og det var
slemt. For ville man ind på fabrikken, så var den eneste mulighed, at
kæmpe sig ind gennem porten. Kajs plan var simpel, men den krævede
koldblodighed og timing af ham, der skulle sprænge porten og af dem der
skulle klippe vagten i tårnet. Kasteren strøg sin bombe i en død vinkel bag
et plankeværk i Kingosgade, så slentrede han ned ad Boyesgade hen mod
vagttårnet. Ud for hovedporten eksploderede han og kastede bomben over
et højt jernstakit ind på porten. I samme øjeblik skulle skytten skyde
232
vagten og hans projektør i tårnet ud, og så skulle både kasteren og skytten i
dækning, for efter planen, så ville bomben ryge fire sekunder efter kastet.
Det var altså tanken med ti kilo at få lavet et stort hul i bygningen, så fire
mand med maskinpistoler kunne komme til og rydde lidt op. Herefter
skulle sprængningsfolkene komme. De holdt, under de indledende
manøvrer, med en Long John, på St. Thomas Plads. Sprængstoffet, 75 kilo
tysk sprængstof af mærket Donarit, blev pakket helt fantastisk. I kasser,
der var skruet sammen og med indvendige lunter på et halvt minut. Der
var endog en kæde og en hængelås, så vi kunne låse hele møget fast. Jo,
det skulle ikke være til at afmontere. Budcyklen havde vi hugget fra
Always. Det var en af de spøgefuldheder, vi kunne lide, det at bruge
firmaernes egen cykel til den sidste transport. Aktionen var fastsat til 21.
marts. Marts måned i 45 var i øvrigt en af de skrappe. Tyskerne og deres
morderbander turede rundt, og pløkkede en masse mennesker på må og få.
En dag var de gået ind på sygehuset i Odense og havde myrdet fire læger
med nakkeskud. Der var mange officielle henrettelser og her i foråret blev
der i snit skudt to mand hver dag. Vennerne var åbenbart gået i stå. De
havde ligget i måneder ved Rhinen og Oder, men de samlede vel kræfter til
det sidste store spring. Tyskerne var tilsyneladende ikke lette at vippe, og
233
de satte terrormøllen op på fuld speed. Vi skulle til den i Boyesgade, men
så bomber englænderne Shellhuset samme dag, som vi skulle i gang. Det
var OK, og det ville vel endda gøre vores job lidt lettere. Skade kunne det
vel ikke, at Gestapoborgen var i knæhøjde. Men da vi om aftenen skulle i
gang var det ikke så godt. Der var røget en flyvemaskine ned i den franske
skole, og den lå tæt på Boyesgade. Vi havde ikke regnet det for så slemt,
men da vi om aftenen skulle i gang, så vi hvordan ambulancerne kørte op
og ned af Frederiksberg Allé. Vi så hvordan det brændte, og hvordan man
lå og gravede efter børn i ruinerne, så vi udsatte aktionen. Det ville give al
for megen forvirring, hvis vi gav os til at larme, og en dag fra eller til var
nærmest ligegyldigt. Vi aflyste, og da vi fortalte det til Børge Brandt blev
han lidt småtosset. Han spurgte, hvad vi bildte os ind. Vi svarede, at vi
sprængte, når det passede os, og når vi havde lyst til at sprænge, og det
havde vi ikke lige nu. Vi aflyste måske lige sent nok for alle folk var gået i
stilling, men så havde vi da holdt generalprøve, og vi fik lejlighed til at
rette forskellige småfejl. To dage senere gik vi til den igen. Aktionen
krævede fuldstændig ro i terrænet i de tre-fire minutter, vi skulle bruge til
at få alt i stilling, så vi gjorde gerne det, at vi lige inden det sidste
startskud, luntede en tur rundt for at se om alt var roligt. Det var det altså
234
ikke. På hjørnet ved Kingosgade havde en strejfer slået sig ned, og den
gjorde ingen mine til at flytte sig. En strejfer var en kolonne på 50
politisoldater på cykel. De var bevæbnet med karabiner og håndgranater,
så da vi så dem stå og hænge, lige hvor vi skulle til, ja så aflyste vi igen,
men nu blev Børge rigtig tosset. Vi var tøsedrenge. Vi kunne ingen ting. Vi
var nogle sølle fjolser, og vi blev revet i næsen at en anden gruppe samme
dag havde lavet et gevaldigt nummer. Den havde taget en lastbil, og så
havde de kørt sig en tur. På turen var de kommet i kamp med en Hipobil,
som de så havde lagt helt ned. Jo de var friske. De var modige folk. Vi gav
igen. Hvad fanden kom sådan en Hipobil krigen ved? En sådan bil er sgu
det ligegyldigste af alt. Stopper krigen så meget som ti sekunder før, fordi
du tværer den ud? Hvis der var så meget brok, hvorfor lavede Børge så
ikke aktionen selv? Næh, ledelsens opgave var at skaffe lidt cigarretter og
penge og så i øvrigt ikke blande sig. Vi tog Always, når vi syntes, at alle
tegn var tiptop. Et par dage efter gik vi til den igen. Alt var på skinner. Vi
spærrede hele distriktet af. Vi filtrede alle de sporvogne, vi kunne få fat i
ind i hinanden. Når vi havde fået dem kørt hen, så de rigtig spærrede, hev
vi stangen til køretrådene ned og skar den snor over, der skulle bruges til at
sætte stangen på plads igen. Når vi gjorde så meget ud af at blokere
235
gaderne omkring Boyesgade, så var grunden jo den, at der var mange
tyske kaserner kun få hundrede meter væk. Det var tæt på alt sammen.
Men efterhånden viste det sig, at når der var et gevaldigt skyderi, så tog
tyskerne den med ro. De var ikke så varme på at komme masende. De
tænkte vel på, at det kunne være rart at overleve krigen. Det hele gik, som
det var planlagt. Kaj kom med forsprængningen, han fik den kastet, vagten
blev klippet og de ti kilo røg. Hold da helt kæft, hvor så der ud bagefter.
Alle ruder var smadret, alt lys var gået ud. Vagttårnet var fløjet til
himmels. Hovedporten var bare væk. Det lignede en by i krig. Nu gik
aktionsholdet i gang. Ib og jeg havde gemt os i en opgang. Vi sprang over
glasskårene og tog fat med maskinpistolerne. En vagt havde fået fat på et
maskingevær, og han sendte den ene byge af skud efter den anden ned af
Brorsonsgade. Men fordi han brugte sporprojektiler, der lyser i mørke, så
kunne vi se hans skud. Maskingeværet var inde i porten, men på grund af
murbrokker kunne han ikke skyde lavt nok, så vi kunne komme forbi ham
og hen til bygningen. Vi skød uafbrudt og tømte magasin efter magasin.
Det var jo vigtigt at holde vagterne væk fra vinduer og døre. åge og Bent
kom og vi trængte ind i bygningen. Så kom Ejvind med hovedbomben.
Den blev låst med kæderne til et gelænder. Ejvind tændte lunterne, viste os
236
de tre stryg på tændstikæsken, og så spænede vi væk. Da vi passerede
Frederiksberg Allé kom drønet. Det var et af de lange rullende, og få
minutter efter lyste bålet himlen op. Det var en fin aktion. Den varede
under fire minutter og vi fyrede mange tusind skud af. Det viste sig, at
ledelsen havde en aftale med nogle pladeskærere. De optog det hele, og
hvis man hører rigtig efter på pladen, så kan man høre den korte byge til
vagten i tårnet få sekunder før forsprængningen, så det gik faktisk helt
efter planen. Pladen kom til England, og de sendte den igen og igen ud til
hele verden. Jo, det var et fint punktum vi satte. For det var et punktum.
Det vidste vi bare ikke, men Boyesgade blev faktisk vores sidste
industriaktion.
Våben fra England
Fjorten dage efter Boyesgade fik vi pludselig en hel masse af de
nedkastede våben. Jo, den var god. Nu havde vi hele krigen måttet være
selvforsynende, men nu i den mere end elvte time, så væltede der en masse
gode skydere frem. Her havde vi drønet rundt for at få lidt ordentligt
237
værktøj, og så havde nogle idioter haft sådan en masse på lager. Det var
skrapt, og vi svor nogle dyre eder. Der var især en lille US karabin som vi
var helt syge med. Den var et virkelig fint våben, og vi havde savnet sådan
en lille nem ting masser af gange. En maskinpistol er sådan både og. Den
larmer godt, men den er ikke nem at ramme med, og slet ikke hvis du er
lidt på afstand. OK, du ligger med et godt anlæg, og målet var en snes
meter væk, så gav den lidt, men ellers var sådan en bollesprøjte ufarlig. En
US karabin havde været meget bedre. Patronerne var større, løbet længere,
træfsikkerheden fin, og så var den ikke større, end man nemt kunne
gemme den under frakken. Havde vi haft den, så havde meget kørt på en
helt anden måde. De tyske soldater havde karabiner med enkeltskud, og fik
de smidt sig ned, så var vi færdige med at se godt ud. Her var pistoler og
Suomier ikke til megen gavn. Et par dage før Boyesgade fik en af
grupperne dræbt to mand. Folk med karabiner var svære, men havde vi
haft den lille US, halvautomatisk, med 16 skud i magasinet, så var
tilbagetoget nok gået bedre. Her i april 1945 var det hele det værste rod. Vi
kunne godt mærke, at Tusindårsriget var ved at skride. Vi slæbte rundt på
ny våben, og begyndte at rense dem. Så røg åge og Bent ved en eller anden
idiotisk Hipo razzia og så skulle alt flyttes igen. Det var ikke til at finde et
238
ordentligt depot eller logi længere. Alle flyttede og myrede rundt. Der
boede folk illegalt alle vegne. Det var den store opløsnings tid. Tyskerne
og deres håndlangere, især fra Hipokorpset, var helt vilde. De skød og
henrettede og sprængte, så der var ikke noget at sige til, at alle var så
temmelig opskræmte. Vi prøvede på at holde hovedet koldt. Vi
organiserede os stærkere, fik efterhånden bevæbnet alle grupperne, og vi
huggede en del biler for at have lidt at køre med. Men der var ingen
aktioner. Vi holdt krudtet tørt, men det var en meget forvirret tid. En dag
kom Børge med et dødssygt forslag. Ledelsen havde fundet ud af, at vi var
de helt rigtige til, i en given situation, at indtage Kronborg. Ja, Kronborg!
Ledelsen syntes, at det var en fin ide, hvis vi kunne lave et brohoved til
Brigaden. Kaj og Ib cyklede i et helvedes dårligt vejr til Helsingør for at
kigge på lokaliteterne. Da de kom hjem snakkede de en masse om
voldgrave og spanske ryttere, men alle syntes den Kronborg idé var
dødssyg, så vi sagde, at hvis Børge skulle bruge nogle helte, måtte han
finde dem et andet sted. Vi ville ikke til Helsingør. Rigtig krig det var ikke
os. Vi kunne måske overtales til at stå på et tag, og hive nogle bomber ned
i hovedet på nogle germanere. Vi kunne måske lave et bagholdsangreb et
sted, hvor det var let at komme væk, men vi ville ikke i rigtig krig. Vi
239
kendte vores begrænsning. Vi var eksperter i den illegale, hemmelige
kampform, men vi kunne ikke bruges til rigtige militære operationer. I
slutningen af april kunne vi mærke, at lavinen begyndte at rulle. Hitler og
Mussolini blev dræbt, og vi ventede sammenbruddet når som helst. Vi
havde grupperne samlet konstant, og det i en by, hvor Hipo og en masse
andre landsforrædere stadig turede rundt. Det var ikke særligt spændende.
Der var godt med nerver på, og så var vi i øvrigt frygtelig fattige. Vi ejede
ikke kongens mønt, og mad var der heller ikke noget af. Vi levede af
mariekiks og maltekstrakt, som vi havde fået et eller andet skørt sted. Det
var det rene skuddermudder. Vi for frem og tilbage for at holde lidt styr på
tingene. Vi aftalte alle mulige meldesystemer og mødesteder. Vi regnede
med at telefoner og den slags ville bryde sammen, så vi holdt os tæt op ad
hinanden og vi vidste næsten minut for minut hvor alle var.
Om aftenen 4 maj
Jeg havde været oppe hos Kaj og var nu på vej ud til gruppen. Pludselig
blev alle vinduer slået op. Folk råbte ud over gaden, at var krigen forbi.
240
Jeg stod af cyklen. Hvad var nu det? Var krigen forbi? Eller var det bare
noget vrøvl? OK, krigen er forbi, men er vores job forbi? Er vi færdige?
Hvad skulle der ske? Det hele svirrede, og jeg kørte tilbage til Kaj. Vi
aftalte, at han skulle få kontakt med Ib, og så skulle jeg samle
kammeraterne hos Jørgensen, der var navnet på et bestemt gadehjørne. Jeg
tog telefonen, den virkede, og jeg fik fat i Sam. Vi aftalte at mødes, med
det samme, i garagen på Svanholmsvej. Jeg kom først og begyndte at gøre
bilen klar. Den skulle tændes op. Den kørte jo på gengas, og jeg begyndte
at pille nogle reklameskilte af vognen. De var vel unødvendige nu. Eller
var de? Jeg følte mig ikke godt tilpas. Jeg var svært bevæbnet, men kom
der nogle tyskere, hvad så? Hvad skulle jeg så gøre? Kunne jeg bare sig til
dem, at jeg havde hørt i radioen, at de havde tabt krigen, og at de bare
havde at stikke poterne i vejret? Nå, endelig kom Sam. Vi fik bilen, en
lastvogn med åbent lad, i gang, og kørte ud af porten. Skulle vi tage en af
vores sædvanlige skumle bagveje? De siger jo i radioen, at vi har vundet
krigen, og så vi kan vel godt tage Gl. Kongevej. Vi var meget anspændte.
Vi havde Suomierne klar med 50 skud i magasinet. Det gik nu fredeligt,
men da vi kørte forbi Frederiksberg Rådhus, vinkede folk og råbte hurra.
Var det for os? Meget mystisk, men da vi kom ud til gruppen, stod de på
241
gaden og var temmelig forvirrede. Vi havde aftalt, at de ikke måtte sige,
hvem de var. Men med alt det leben, var det svært. Folk kom med bajere.
De råbte hurra, og folk var helt vilde med at se, hvad der var i kasserne. Så
lindede gutterne lidt på låget, og så blev det meget, meget værre. Nå, de
kravlede op på lastvognen, og spurgte om de skulle tage skyderne frem? Er
I rigtig kloge? Vi er illegale. Men det var alligevel som om det hele flød.
Gutterne sad oppe på lastvognen og prøvede på, at se lidt almindelige ud.
Vi havde vores våben hængende skudklare i en stor kasse. Der kunne jo
ske noget, men så var det ellers afsted til Jørgensen. Her holdt vi på en
sidevej til Vesterbrogade og ventede i mange timer på at få en besked. Det
var slet ikke sjovt. Masser af folk kom og gloede. Vi tænkte: Mon de
ringer til Hipo? Men krigen var vel forbi, selvom vi ikke rigtig havde fattet
det. Kan en krig bare slutte med at en mand råber noget ud af et vindue?
Pludselig var det sket. En masse råbte hurra, og så var det løb kørt. Sam
begyndte at skrabe mørkelægningen af forlygterne, og jeg sagde: "Kan du
ikke vente lidt"? Men Sam gav igen: "Har vi vundet krigen, eller har vi
ikke vundet krigen"? Nu havde han kørt med møglys længe nok. Nu ville
han se, hvor han kørte. Endelig kom der besked. Vi skulle besætte café St.
Thomas. Det lød virkelig fornuftigt. De fleste grupper besatte en eller
242
anden maskinfabrik, og det er noget værre stads at ligge og rode rundt i en
fabriksbygning. Så er et værtshus meget bedre. Der er polstrede møbler, et
ordentlig køkken og den slags. Altså ned til St. Thomas, med lidt følelse
fik vi brækket døren op og begyndte at indrette os. Efterhånden dukkede
alle grupperne i Ibs afdeling op. Glæden ved at se hinanden, glæden ved at
være blandt de overlevende, glæden ved alting var enorm. Jo, det var
højdepunktet den aften i café St. Thomas. Midt i glæden var vi stadig
meget nervøse. Vi satte vagter ud, barrikaderede os, stablede en masse
sandsække op og kørte alle vores biler ud på kryds og tværs. Nu havde vi
overlevet, og det ville vi blive ved med. Det hele var fantastisk. Jeg har
aldrig set så mange glade mennesker. Folk var så spontane. Alle snakkede
med alle. Alle hentede bajere og andet godt. Nu dukkede der også en hel
masse frihedskæmpere op. Vi havde troet, at vi var ret alene på skansen. Vi
vidste selvfølgelig, at der var nogle, der gik og rodede med ventegrupper
og den slags, men at de var så mange, det havde vi ikke forestillet os. De
havde en masse biler, mange endda på benzin. Når de kom kørende, lå der
en frihedskæmper på hver forskærm med karabin. Vi syntes, det så lidt
risikabelt ud. De kunne da lige så godt sidde inde i varmen, men det var
ikke den ny stil. De havde et også armbind på, stålhjelme og noget der
243
lignede en slags uniform. Alt det kunne vi slet ikke leve op til, men vores
krig var vel også forbi. I de næste dage sov vi ikke meget, men vi kørte
meget rundt. Vi lavede ikke rigtigt noget, men vi kørte meget frem og
tilbage. Vi skulle have mad. Tingene skulle organiseres. Vi samlede vores
depoter sammen. Vores krudt og kugler og sprængstof og hvad vi ellers
havde. Når vi sådan lå og kørte, blev vi af og til stoppet. Vi sagde skrub af,
vi ville ikke stoppes af sådan nogle subjekter. Det skulle vi, og de spurgte
hvor vi kom fra? Hvor vi kommer fra? Det er os der har vundet krigen!
Det er os der har lavet sabotagen! Det ville de blæse på. Hvor var vores
armbind? Hvad hed vi i det hele taget? Så måtte vi opgive en telefon, og så
ringede de og så fik de besked om at slippe os løs. Senere gik det lidt
bedre. Så fik vi et armbind, og det satte vi på forruden af bilen. Vi fik også
at vide at vores organisation hed "Borgerlige Partisaner" og at vi tilhørte et
distrikt, de kaldte for 8 M. Det var øvrigt farligt, at færdes i byen i de dage.
Der var hele tiden et helvedes skyderi. De skød og skød, og en gang
imellem kunne vi høre kuglerne svirpe. Det var meget værre, end da der
var krig. Hvad folk egentlig skød efter, var svært at finde ud af. Vi så
aldrig noget, det var værd at pløkke efter, men nu havde frihedsfolkene jo
lige fået fat i kanonerne, og så skød de vel efter hinanden. Vi rodede altså
244
noget rundt. Måske var vi overkørte, måske havde vi ikke fået vitaminer
nok? Hvad ved jeg? Den kapitulation var meget uvirkelig. Vi kunne se alle
tegnene, men alligevel troede vi ikke på, at det kunne være rigtig sandt. Vi
var også pludselig blevet nogle helt andre. Noget inden i havde ændret sig.
Det var ligesom om noget var knækket, at noget var hakket i små stykker.
Alt gik nu på en anden måde. Det hele var så anderledes. En aften kom der
nogle journalister og ville snakke. Hvad var nu det? Vores forhold til
pressen havde altid været ligetil. Det var nogle skiderikker, der skrev for
tyskerne og kapitalisterne. Nu ville de med en gang have et interview. De
var nu mest interesseret i os, der havde været bag tremmerne. Hvor mange
tæv havde vi fået? Var der ikke også noget med nosser og tænger? Om vi
ikke kunne give lidt smarte detaljer? Den med tortur var der vel mest oplag
i. Der flød en masse rygter rundt om, at der snart kom nogle opgaver, men
det hele var nu blevet noget orientalsk. Måske skulle vi storme Vesterport.
Måske skulle vi lave en razzia hos Gestapo i Borgergade, men så pludselig
kom der nogen fra ledelsen og sagde: "Så er det Politigården." Vi masede
derind for fuld tryk. Det var som om der endelig skulle ske noget igen.
Selvfølgelig var vi klar over, at krigen var forbi, og at vi skulle være glade
for det, men det var svært at omstille sig. Jeg tror sgu at alle gutterne på en
245
gang var gået hen og blevet krigsliderlige. De troede pludselig, at de rigtig
skulle ind og lave en ordentlig ballade. Vi parkerede nede ved Glyptoteket
og gik i dækning, så sneg vi os hen langs en husmur, så lynhurtigt rundt
om et hjørne. Men her, lige foran Gården, hvor vi skulle have stormet, stod
en hel del ventegrupper og lavede eksercits. Det var slet ikke vores stil. De
så pæne ud, og de var mere ens. De gjorde en masse knæbøjninger på
samme tid. Det viste sig at Gården var sjokfuld af tyskere, og vi fik kun en
fem-seks mand ind, og vi var nær aldrig kommet ud igen. Vi stod på en
trappe og holdt et læs SS gutter op med et par sølle maskinpistoler. Det var
ikke særligt spændende, men en del af dem fik vi da afvæbnet. Det gav
nogle gode skydere, men så kom der nogle høvdinge og parlamenterede,
og så stak vi af igen. Hvis vi ikke måtte besætte, så ville vi ikke have noget
med deres lort at gøre. Ordentlige opgaver var der ikke mange af, men så
begyndte vi at køre ud og hente nogen af dem, vi ikke kunne lide, nogle
stikkere, som vi havde haft et øje til på en eller anden måde. De fleste af
dem var fordampet fra jordens overflade og ikke sådan at finde. Vi kørte
ud for at få fat i den og den, men han var som regel væk, men så var folk
så flinke. De kendte altid en eller anden, der vistnok havde været på den
forkerte side. Så tog vi ham med i stedet for. Det var et temmelig ulækkert
246
show. Når vi så havde fået sådan en fyr op på vognen, så blev folk helt
vilde, så skulle han rives i småstykker, og i hvert fald have en snotklat. Det
spytteri var ledt. Et par gange gik vi amok, og jagede folk væk med
maskinpistolerne. Når vi kom hjem, samlede vi dagens høst i et tørveskur,
og så begyndte vi at sortere lidt. De fleste havde ikke stukket noget som
helst. Det var mestendels cigarhandlere, husværter og en eller anden konen
var blevet varm på, men selvfølgelig en gang imellem røg der en fin fisk i
nettet, og så sendte vi ham videre. På en transport ud til Vestre fik jeg en
chance for at kikke ind i min gamle celle. Det var en sær fornemmelse. Her
sad nu fire mand, og de så helt klart bedrøvelige ud. Jeg slog gluggen i og
gik en tur på lokummet. Her stod der stadig NÆGT med store bogstaver.
Jeg satte mig på tønden og filosoferede lidt. Her sad du for et år siden og
var ved at skide en gris af skræk. Nu tilhører du herrefolket og kan gå
rundt med alle dine skydere. Nu putter du selv folk ind bag tremmer. Da
jeg gik, gjorde jeg noget skørt. Jeg bad om at komme ind i celle 184. Det
var i orden. Vagten troede vel at jeg havde et eller andet personligt
mellemværende med en af fyrene. De røg op og angsten flakkede i deres
øjne. Nå, jeg stod lidt og gloede, og så fortalte jeg dem lidt om, hvad vi
havde stået model til for ikke så længe siden. Det forstod de ikke meget af,
247
men da jeg gled, lod jeg, en pakke smøger og en æske tændstikker, falde
diskret ned bag sengen. Skørt ikke? Den fred var ikke så nem at få hold på.
Under krigen havde vi alle sammen følt os betydningsfulde. Vi havde
været noget, havde haft en vis magt måske. Vi havde været bange,
helvedes bange og vi havde også det meste af tiden tænkt: "Bare det lort
snart er forbi". Men nu da det var forbi, så følte vi os en del udenfor. Det
myldrede frem med en masse frihedsgutter, og der var ingen, der lagde
mærke til os mere. Det var ikke fordi vi var vilde efter at blive lagt mærke
til, for vi havde jo altid holdt vejret og ordnet os i stilhed, men pludselig
betød vi heller ikke noget mere. Vi vidste at næsten alt, hvad der var blevet
sprængt i København, det var os, men lige nu følte vi os helt udenfor.
Den glade sommer
Den fred var mærkelig. En dag syntes ledelsen at det var en god ide, hvis
vi myldrede ind, og stod på række og geled foran Christiansborg.
Rigsdagen skulle åbnes. Hvad fanden skulle vi det for? Havde vi noget at
gøre med den? Folketinget var blevet valgt, under tysk kontrol, ved et
248
absolut svindelvalg i marts 1943, så vi anså dem, der holdt til på
Christiansborg, for at være en samling landsforrædere og halvnazier. Og
nu skulle vi til åbning med hornmusik, kongerøgelse og fanesving. Det var
ledt, men det skulle blive værre endnu. En dag skulle vi ud til en parade
for general Gørtz. Den danske overgeneral med det fine honnør, da
Frikorpset drog afsted til heltedøden på Østfronten. Den vits var svær at
sluge, og geledderne begyndte at murre. Der var noget, der var helt rivende
forkert. Hvad det var, kunne vi ikke rigtig finde ud af, vi kunne bare
mærke, at midt i glæden var der en mislyd i det hele, som når et leje er ved
at brænde sammen. Selvfølgelig snakkede vi om det. Men det var svært at
se de store linier. Selv John og hans gutter, der havde kørt systematiske
studiekredse, og hvis politiske niveau var tiptop, kunne ikke se den røde
tråd. Fejlen var nok den, at når vi kom uden for vores speciale, nemlig at
vælte fabrikker, så tænkte vi i grunden ret borgerligt. Vi blandede personen
og politikken sammen. Det var svært at indse, at en gammel fyr, som vi
vidste var virkelig frisk, og som vi stolede på helt ind til skelettet, kunne
have uorden i sine politiske vurderinger. Vi blev usikre. Men alle var jo så
glade, så det var vel os, der havde fis i kasketten, når vi hørte mislyde.
Men vi var jo vant til at gå stille og spille komedie, så vi skjulte os hurtigt
249
under en kynisk, lidt nedladende maske, og så var resten ellers tomhed.
Total tomhed. Det hele var blevet så ligegyldigt, så fuldstændig
intetsigende. Selvfølgelig stod vi op hver dag, og foretog os et eller andet,
men hvilken betydning havde det? Vi havde under krigen nået noget vi
syntes var stort. Noget der var flot. Det, der kom bagefter, var bare en tynd
kop te. Vi murrede over deres parader og lort og snød os fra det, så snart vi
kunne se vores snit til det. At hugge tyve liter benzin og tage en tur op af
Strandvejen og se solen stå op, det var en del sjovere. Benzinen stjal vi
især fra de engelske soldater. Har du en skarp kniv, så er det ret nemt at
vippe en Jerrycan fra en parkeret jeep. Da vi havde været på St. Thomas i
fjorten dage fik vi besked om at flytte ud til Sundholm. Her havde man
samlet en bunke Hipoer og andet godt, og så var det meningen, at vi skulle
gå og passe på, at de opførte sig ordentlig og ikke stak af. Men at være
fangevogtere, det duede vi slet ikke til, og der blev en ballade af rang. Vi
syntes, at der var lidt snusket på stuerne, så vi tog hele koret ned på
plænen, så de kunne banke deres madrasser. Ledelsen blev vildt tosset og
fortalte, at det var farlige fyre, der flere gange havde forsøgt at lave oprør.
Vi sagde, at det kun ville glæde os, hvis de ville starte den slags
narrestreger, mens vi var der. Det skulle vi nok ordne. Men så klagede
250
fangerne over, at vi mishandlede dem. Sådan noget nonsens. Der var ingen
af os, der så meget som rørte dem. Det med mishandlingen kom sig af, at
vi under tæppebankningen havde skudt et par byger op i luften for at vise
de her Hipoer, at vi havde patroner nok. Men den slags forebyggelse af
flugtforsøg, kunne ledelsen slet ikke tage, så vi fik besked om at pakke
sammen og forsvinde. Så startede igen den lange kolonne af lastbiler. Hvor
skulle vi nu hen? Vi følte os som sigøjnere, da vi igen trillede afsted og
endte i en gammel bygning ude på Garderhusarkasernen. Det var
selvfølgelig den glade sommer, og vi nød den for så vidt også. Vi nød at gå
og drive og ikke at lave noget. Penge havde vi på lommen. Der var ingen
tremmer og kontrolure, og når solen skinnede, så kunne vi organisere en
bil og køre til stranden. Men det var fuldkommen åndssvagt. I øvrigt gik
nogle af os i gamle tyske uniformer med SS på kraven og mågen på ærmet.
Det var der nogle frihedskæmpere, der ikke kunne lide, og engang imellem
blev vi anholdt. Når vi festede, sang vi "Denn wir fahren gegen Engeland".
Jeg ved ikke rigtig, hvorfor vi syntes, den nazisang var skæg, men vi
havde vel lyst til at forarge borgerskabet. Indimellem blev vi inviteret ud
til officielle fester. De endte tit i kaos. Vi blev nok for fulde, og når der så
var en eller anden med, som vi anså for blakket, en gammel politikerrøv
251
måske, ja så generede vi ham rigtig groft. Det kunne da godt være, at der
havde stået i avisen, at han havde frelst nationen ved at skrive en fed check
ud på en million maskinpistoler, men vi havde jo aldrig set skyggen af de
skydere, og så havde han været imod os dengang i 1942, da vi hang med
røven i pigtråden og gerne ville have haft en håndsrækning. Vi havde vores
sange, hvor vi i en masse, masse vers pralede af vores aktioner. Vi var
stolte. Vi havde lavet et godt job, og så havde vi overlevet. Det sidste var
det vigtigste. Vi havde en del begravelser. Mange af vores døde
kammerater blev jo nu gravet op et eller andet sted, hvor tyskerne havde
pløkket dem, eller de blev måske hentet hjem fra Tyskland. Kammeraterne
skulle så begraves i Ryvangen eller i familiegravstedet. Vi ville gerne vise
vores døde kammerater en sidste ære, ved at komme til ceremonierne, men
det var tit svært. Vi skulle hilse på familien, snakke lidt, og det var
vanskeligt. De pårørende var så kede af det, og det at vi stod lyslevende og
ragede op i landskabet, det gjorde kun sorgen værre. Det værste var dog, at
familierne gerne så, at vi sagde et eller andet begavet ved højtideligheden.
Vi var ikke meget for store ord. Vi mumlede lidt om, at han havde været en
flink fyr og en god kammerat, og at vi var kede af det. Men vi var på
glatis. Det var jo så længe siden. Det hele lå i en tyk tåge, og det var svært
252
at føle forbindelsen mellem det frygtelige, der var sket dengang, og så den
hvide kiste, der stod midt i solen. Vi følte os lidt besynderlige, når vi stod i
vores lurvede påklædning og med vores biler i baggrunden, som vi
pralende havde overmalet med navne på alle vores aktioner. Nå, til slut
hævede vi vores karabiner og skød et par salutter hen over graven. Grene
og blade raslede ned fra træerne, for vi havde jo ingen løse patroner. Det vi
havde kæmpet for, var på en eller anden sær måde ved at ryge af sporet,
men de fleste af os var nu også temmelig bevidstløse. Vi opdagede slet
ikke, eller fattede slet ikke, hvad der var ved at ske her midt i den glade
sommer. Vore kammerater på arbejdspladserne var i gang med en masse
god snak, og pludselig eksploderede det i en kæmpedemonstration foran
Christiansborg den 4 juli. Hvor vi var den dag har jeg glemt, men vi solede
os måske i Liseleje, mens vores gamle kammerater fik knippelsuppe af
politiet og blev kaldt fanatiske urostiftere, fordi de ville have bedriftsråd,
en ordentlig udrensning, 40 timers arbejdsuge, strejkeretten tilbage, og
fordi de ville af med den forhadte lov, om arbejdsgiverens ret til at lede og
fordele folk og arbejde. Vi var bevæbnede, vi havde kamperfaring. Nogle
kaldte os for røde, nogle var endda medlem af DKP, men hvorfor var vi
ikke med? Var vi for trætte? Var det fordi, vi havde ydet nok for gamle
253
Danmark? Var det fordi vi havde haft så meget andet at tænke på? Nej,
sandheden var, at arbejderne ikke ragede os en papand mere. Vi var
specialiserede elitedyr. Vi kunne brække ned, men da der var brug for
noget andet og mere, så var vi ikke en krone værd. Så glemte vi, hvor vi
kom fra. Var der nogle af os der drømte om at vende tilbage til filebænken
eller til drejebænken og stå skulder ved skulder sammen med
kammeraterne på værkstedsgulvet? Nul amigo. Med al vores viden om
fabrikker, med al vores viden om klassekamp og beskidte aktionærtrick, så
fattede vi ikke, at nu gik kampen videre på en ny måde. Vi følte ikke
engang lyst til at være med. Vi vandt krigen den 4. maj om aftenen. To
måneder senere tabte vi freden på gulvet, men det var vi ikke alene om.
Alfred Jensen, trafikminister i den såkaldte Befrielsesregering, medlem af
DKP´s centralkomité, tidligere medlem af Frihedsrådet, var også med til
demonstrationen den 4. juli. Han stod dog ikke sammen med
kammeraterne fra B&W. Nej, han sad på ryggen af en politibetjent, og
Alfred råbte til kammeraterne, at de roligt kunne gå hjem. Alfred, som ikke
fik klaret søfolkenes erstatninger for krigsforlis, eller som fik stoppet den
toskiftede vagt, råbte: "Partiet skal nok klare sagerne". Desværre var han
var ikke alene. Langt de fleste af modstandsbevægelsens modige og flotte
254
høvdinge endte som sølle pampere eller politikere, men hvorfor gjorde
sabotørerne ikke noget? Fjederen var brækket. Vi var gået itu. Vi havde
indstillet sigtet så fuldstændigt på en bestemt ting, at overleve krigen og
løse nogle opgaver. Eller bedre: Løse nogle opgaver, og så håbe på at
overleve. Men pludselig var det overstået. En mand råbte noget ud af et
vindue på Gl. Kongevej, og så var det forbi. Det var en glad sommer, men
der skete meget som vi ikke kunne døje. Der dukkede mange folk op, som
vi anså for blakkede, og som fortalte rørende historier om, hvordan de
havde vundet krigen. Vi vaskede slagordene af bilerne og begyndte igen at
gå med jernet i skulderhylster. Vi var godt klar over, at vores opgave var
slut. Der var ikke mere. Fjederen var knækket, og man var blevet firs. Det
vi kunne, var der ikke brug for mere, og gudskelov for det.
Maskinpistolernes tid var forbi. Så var der det med det andet køn. Det at
have et fornuftigt forhold til en pige, havde været svært under krigen, og
nu skulle ske noget på det punkt. Vi raslede ud til fester. Vi gik i Tivoli og
ud på danserestauranter, men det gik ikke rigtigt. Engang imellem
lykkedes det for en kort bemærkning, men af en eller anden grund blev det
aldrig rigtig til noget. Det var nok mest vores egen skyld. Vi var lidt
rodløse, og vi havde svært ved at finde melodien. Snart var vi så helvedes
255
pågående, og snart ville vi så alligevel gerne holde en vis kølig afstand.
Der var ikke noget at sige til, hvis pigerne syntes at det rod, var det ikke
værd at satse på.
Undersøgelsesudvalg
Der var en del uopklarede spørgsmål fra krigens tid, og det kunne jo være
rart at få sat lys på dem, og få dem klaret op. Vi lavede derfor et udvalg på
en tre-fire mand, og vi lå så og raslede rundt for at rede de spegede tråde
ud. Først gik vi i gang med at finde ham, der havde udpeget Chang til
Gestapo. Efter en del arbejde fandt vi frem til det hold vagter, der havde
været med i skyderiet på Globe, og efterhånden gik puslespillet op, og vi
kunne udpege ham, der havde været så nævenyttig. Vi fik ham sat fast,
men han var helt klart en hård benægter. Der var jo dødsstraf for stikkeri
dengang, og på trods af mange forhør benægtede han alt. Med alle de
oplysninger vi havde samlet, var vi sikre på, at det var ham. En aften
hentede vi ham, og vi fik ham ind i et lokale. Vi lavede et kort resumé af
sagen, som den så ud fra vor side. Han rokkede lidt med hovedet, men
256
pludselig plantede Kaj et fotografi af Chang lige foran øjnene på ham. Det
kunne han ikke klare. Han brød sammen med et næsten uhørligt: "Jeg
troede ikke, de ville skyde ham". Han fik en ret mild dom, og et par år
senere var han ude igen. Men det var OK, for på det tidspunkt var
udrensningen løbet helt af sporet. De virkeligt slemme blev ikke engang
arresteret. Vi fandt også den vagt, der havde skudt Hagens, og opklarede
nogle andre sager, men det var svært. Vidnerne, hvoraf mange måske
havde en hel del at skjule, var som regel ikke særlig meddelsomme.
Politiet havde bunker at lave, så der var måske ikke noget at sige til, at de
ikke kunne hjælpe os. Men der var en sag, vi aldrig fik hold på. Det var,
hvad der lå bag min arrestation, og hvad det var for en masse mystik, vi
havde været ude for i april-maj 1944? Hvem havde stukket aktionen mod
Refshaleøen? Der var kun en fem-seks mennesker, der vidste, at vi skulle
derud klokken 11. Hvorfor var tyskerne dukket op i Axelborg Bodega?
Nok var Thomsen eftersøgt af dansk politi, men alligevel. Og KK? Han
var blevet passet op af en Gestapofyr på Vesterport Station. Efterhånden
samlede mistanken sig om en af Jørns kollegaer på Skandia. Overtjener
Holger Rasmussen. Han var ikke direkte med hos os, men han var god til
at skaffe ting. Det var ham, der havde skaffet depotet i Rosengården. Det
257
viste sig, at han havde fået tidspunktet for Refshaleøen at vide, fordi han
ville tage et fotografi af en eksplosion. Det var ham, KK skulle have mødt
på Vesterport station. Han var i bodegaen den dag, vi blev anholdt. Han var
ikke en ordinær stikker, det var klart. Han kunne have blæst en masse mere
op, men mystisk det var han. Hvad kom der egentlig ud af det
bodegamøde? Ja, Børge stak jo af med det samme, og vi andre fik en
mulighed for at klare den. Jørn (onkel Otto), der også arbejdede på
Skandia, klarede frisag i forhørene og blev løsladt efter 14 dage. Jeg slap
ud efter et halvt år. Men Thomsen (Texas) endte i Tyskland. Da han blev
ført væk fra Frøslev var hans sidste ord: "De har selv været ude om det.
Jeg skal fandeme røve og plyndre på vejen hjem". Men det var ren
galgenhumor, og selv om mange kammerater kunne stive sig af ved at
tænke på, at når krigen var forbi, så ville Thomsen drage hærgende op
gennem Nordtyskland, så vidste Thomsen jo godt, at det ikke var let at
overleve i en KZ-lejr. Det var endda særligt svært for folk, som kom fra
Frøslev eller direkte hjemmefra, som det for eksempel skete med politiet.
Hvis man lever et nogenlunde normalt liv med mad og alting, så bliver
overgangen let for brat. Kammerater, der kom lige fra fængslerne, klarede
sig bedre. Det er en absurd tanke, at den gode forplejning i Frøslev faktisk
258
var et handicap. En dag, da jeg stod og drejede på mit svendestykke på
B&W, blev jeg kaldt til telefonen. Thomsen var død i Tyskland. Kaj og jeg
tog ud og snakkede med familien. Man sidder stille i en almindelig stue.
Man viser sin medfølelse, man er ked af det, og man føler sig fattig og
underligt tomhændet. Det uafvendelige var sket, man finder nogle ord
frem, men realiteten er, at man ikke kan sige eller gøre noget. Men vi
kunne måske finde dem der stod bag al den tragedie. Ikke for at få hævn,
men for at få regnskabet til at stemme, For at få orden i sagerne. Så var det
at vi fik kik på overtjeneren fra Skandia. Ham ville vi gerne have en snak
med. Vi fik at vide, at han var i Odense. Vi lånte en bil og tog afsted med
den hensigt, at få ham med til København og til forhør. Men da vi kom til
Odense var det faktisk ikke ret godt. Overtjeneren var faktisk en af
topcheferne for modstandsbevægelsen på Fyn, og på det hotel, hvor han
holdt til, flød det med bevæbnede gutter. Vi kunne altså ikke arrestere ham.
Vi gik så op og sludrede. Men det var ikke så ligetil. Han kunne ikke huske
ret meget fra dengang., og vi ville heller ikke brænde vores trumfer af. For
ikke at ødelægge det videre arbejde med sagen, holdt vi kæft med, at vi
mente at han var stikkeren fra Refshaleøen. Nogle af kammeraterne, der
var med, kom også i tvivl. Kunne en topkanon i en fin engelsk uniform
259
være stikker? Det lød usandsynligt, men det var klart, at han ikke fortalte
alt, og at han løj om sin tilstedeværelse i bodegaen, hvor jeg havde set ham
med mine egne øjne, gjorde, at jeg personlig følte, at vi var på rette spor.
Almindelig gemen stikker var han ikke, det var klart, men hvad var han
så? En muldvarp måske. Nå, vi var jo gamle venner, så han gav en god
frokost. Vi slog ham for 60 liter benzin og lånte hans sommerhus på
Samsø. Det lyder måske underligt. Sådan at tage hjemmefra for at hente en
fyr, man tror er stikker, og så ende med at få og låne alt muligt af ham,
men det var en ret mærkelig sommer. Da vi kom hjem fra Samsø prøvede
vi, om politiet havde noget om sagen, men de kendte ikke et muk til den.
Vi spurgte, om de havde nogen af tyskerne. Kunne vi få fat i Koch eller
Glosch, så var der måske en mulighed for at få hul på sagen. Men det
danske politi havde dem ikke. De var blevet dræbt ved bombardementet på
Shellhuset. Så de spor løb også ud i sandet. Så samlede vi vidneudsagnene
i en rapport, hvor vi gjorde rede for vores mistanke til overtjener Holger
Rasmussen. Den sendte vi til et kontor hos Frihedsrådet, hvor folk fra
Modstandsbevægelsen kunne klage over hinanden. En måned senere
mødte vi på Københavns Universitetet. KK, Børge, Jørn og jeg blev afhørt
om rapporten, og så kom Holger Rasmussen i engelsk uniform. Han havde
260
et par engelske officersvenner med, og da han blev spurgt ud om
rapporten, svarede han med et stort grin, at det var det værste sludder, og at
den rapport var løgn fra ende til anden. Kontoret tog Rasmussens
forklaring for gode varer, og vi blev nærmest betragtet som sygelige
kværulanter. Vi snakkede igen med politiet, men de grinede. Holger var
god nok. At vi kunne finde på at sætte sådan en rapport op, var helt fjollet.
Vi kørte i stå alle steder. Børge havde alt for travlt med at blive valgt til
Folketinget, og han bakkede os heller ikke op. Vi kunne ikke få en reel
afhøring af overtjeneren. Det var så længe siden. Det passede nok ikke.
Han var en kæmpe frihedsfyr. Vi kørte hele tiden fast og vi måtte til sidst
opgive sagen. Det var nok lidt sløjt. Men meget senere viste det sig, at
Holger Rasmussen var medlem af SOI (en engelsk spionageorganisation) I
august blev jeg hjemsendt, og så skulle jeg se at finde på et eller andet.
Drejebænke var der ingen af, så jeg blev arbejdsløs. Jeg gik til kontrol tre
gange om ugen, hævede min understøttelse og tog en værtshustur, når det
hele blev for røvkedeligt. Amerika kastede den første atombombe. Vi
syntes, det var i orden, at japanerne fik et gok, men da bomben blev kastet
under fredskonferencen i Berlin, så kunne vi godt forstå, at Stalin blev
rasende. Sovjetunionen havde jo ydet langt mest til sejren over Naziriget,
261
så de følte vel, at atombomberne var en trussel mod dem, og deres
berettigede krav om krigskadeerstaninger.
Motorvognskompagniet
Den 5 november stillede jeg ude i Ryvangen. Jeg var blevet indkaldt som
soldat. Det var lidt skørt. Vi var jo i virkeligheden en slags militante
antimilitarister. Men nu skulle vi til, at være rigtige soldater. Jeg er ikke
modstander af, at forsvare mig, men på den anden side, det forsvar, jeg
kom ind i, var et umådeligt stort hul i jorden. Nogen egentlig stilling til
idiotiet tog jeg dog ikke. Vi var jo vant til at gå og daske, finde ud af det,
kringle den, og måske lave lidt lort med overmændene. Det var ligesom
gået i blodet, så vi klarede os helt fint inden for hæren. Vi skulle finde ud
af lidt andre fiduser, men dem lærte vi hurtigt. En af de officerer, der
hujede rundt med os, havde været medlem af nazipartiet, og så blev
spøgen jo rigtig god. Jeg lå ved 2. Motorvognskompagni, så jeg kørte en
masse i lastvogn. Det var meget skægt, og da jeg skulle lære at køre med
larvebåndskøretøjer, så blev jeg ligefrem interesseret. Ved siden af
262
kostforplejningen lå henrettelsespladsen. Jeg dryssede engang imellem
derned og tænkte. Pladsen lå der bare, som om tyskerne lige havde forladt
den. Der var et lille halvtag, hvor de sikkert havde stået og gjort deres
geværer klar. Så var der tre pæle, godt opflosset af skud, og med nogle
gamle rebstumper om. Bag pælene var der en jordvold. Det hele flød med
gamle konservesdåser og avispapir. Det lignede en losseplads, hvad det jo
egentlig også var. Det var her de har stået. Chang og alle de kammerater,
der var blevet hentet på Vestre. Hvordan har de følt det? Hvordan er det, at
blive bundet til en pæl? De har nok ikke haft overskud til at kigge efter
konservesdåser. Mon de havde fået et bind for øjnene? Hvordan klarer man
en sådan situation? Jeg stillede mig foran pælen. Det er her, lige her, at de
har stået den sidste gang. Hvad tænkte de på? Dør man sådan lige med det
samme? Gør det ondt? Har kammeraterne følt døden, som en befrielse
efter modbydelige torturforhør? Har de fået en sidste cigaret? Eller er det
gået helt forretningsmæssigt til? Værsgo! Her er et styk pløk. Færdigt
arbejde. Jeg sparkede til pælen og tænkte: Hvor har du egentlig været
heldig. Det kunne nemt have været dig. Jeg samlede et tomt patronhylster
op. Skulle man tage det med? Næ, hvorfor det, og så hev jeg det helvedes
langt ind i buskene. Hele vinteren gik med at være rekrut, men en dag blev
263
jeg kaldt frem foran kompagniet og naziløjtnanten meddelte, at jeg var
blevet udnævnt løjtnant og 1. marts gik turen så til Modstandsbevægelsens
Befalingsmandsskole i Jægerspris. Her mødte jeg Ib, KK, John Eider,
Børge Brandt, Teglers og andre af de gamle gutter. I Jægerspris var der
mere frihed. Vi fik en ordentlig betaling, men ellers var det mere end
dødssygt. Det vi lavede, var mere tåbeligt, end det havde været i
motorvognskompagniet. Vi lavede da vrøvl, men det føltes ret håbløst. Så
det gik videre i den gamle skure, hvor man bare dingler afsted. Jeg er ikke
modstander af forsvaret. Selvfølgelig skal du gøre modstand, og hvis en
eller anden braser ind i dit land, så skal han have nogen på trynen. Det er
klart. Men måden er ikke ligegyldig. Hvordan? Hvornår? Mod hvem? Det
er vigtige spørgsmål for en soldat. En soldat skal tage andre menneskers
liv. Det er jo det projektet går ud på, men der er mange former for
overgreb, og de er ikke alle så lige til, som da tyskerne kom 9. april. Meget
få af den danske hærs officerer havde gjort modstand mod tyskerne, men
det havde alle sabotørerne gjort. Vi havde skudt på fjenden. Sabotører
havde likvideret stikkere og nogle sabotører var blevet henrettet. Vi havde
været i ildkampe og nu skulle vi lære at føre krig efter et oldnordisk
eksercer reglement. Det var med "Enkeltmandsspring fremad", hvilket
264
sabotørerne syntes var den mest tåbelige måde at føre krig på. Tyskerne
havde på Østfronten mistet tusinder på den spøg. Den Røde Hær havde
semiautomatiske geværer, og det er ikke ret smart at ligge og springe rundt
foran en Tokarev 40. For sabotørerne var det at føre krig en alvorlig sag,
meget alvorligere, end et tåbeligt eksercer reglement. For os var krig noget
med død. Din egen død eller din modstanders. Det at tage et andet
menneskes liv er en alvorlig sag, og ikke noget man bare gør, fordi det står
i et eksercer reglement. Jeg havde lyst at kvitte, men hvad skulle jeg så
tage mig til? Det var måske også, at svigte de gamle kammerater med
deres naive snak om hærens demokratisering. Når vi havde orlov gik vi på
Skandia. Peter Rasmussens jazzband spillede og her mødte jeg Lizzi. Hun
var sød og frisk. Det om man var frisk, var noget vi lagde en masse vægt
på. Det var nok et levn fra krigens tid. Det kunne være noget med en tur til
Sverige. Her i disse første efterkrigsår var vi muret meget inde, og vi
havde en kolossal trang til at komme ud. Det var svært, men vi
organiserede en weekend til Halmstad, og det var en hel aktion. Vi havde
det altså vældig godt og hyggeligt. Men når man bliver forelsket i en pige,
så begynder man at tænke på fremtiden. Til sidst kommer der en dag, hvor
der ligesom skal være mere orden i sagerne. Men jeg var jo ikke andet end
265
en idiot, der rendte rundt og spillede fandango i hæren. Hvad førte det til?
Perspektivet gav kuldegysninger. Tænk, at tjene sine penge ved at sparke
folk i røven for, at få dem til at kravle frem på maven. En aften friede jeg.
Lizzi sagde, at det var OK, og så blev jeg præsenteret for familien. Det
blev ikke nogen succes. Jeg kunne ikke finde kammertonen. Jeg var så
langt væk fra, hvad normale mennesker mener er passende. Jeg havde så
mange erfaringer, som ikke passede ind i et borgerligt mønster. Vi koksede
jo helt ud, når vi syntes, at det blev småborgerligt. Men hvad er det
småborgerlige? Det er vel det konventionelle. Bare at gøre, som de andre
gør. Tro på, hvad der står i avisen. Klassemodsætninger, for ikke at tale om
klassekamp, hvad er dog det? Lizzis familie var nu ikke så slem. De holdt
Berlingeren, men derfor kunne de jo godt være friske. Det var nok mest
mig, der ikke forstod dem. 1. maj 1947 skulle jeg starte på officersskolen.
Jeg gik og trådte vande. Hvad skulle jeg gøre? Så længe man ikke tog
hæren alvorligt, var den måske til at holde ud, men så man længere end en
halv time frem, så det sort ud. Jeg gumlede på sagen i nogle dage. Nej, det
var for tosset. Det går simpelthen ikke. Jeg skrev en afskedsansøgning, og
så kom der gang i kludene. Permissionen var der på to dage med kongelig
underskrift. De har nok hevet Christian X ud af sengen, for de var jo ikke
266
ret glade for os, og når de så fik en chance til, at komme af med en sabotør,
så skulle det gå stærkt. Da jeg havde fået papirerne, fortalte jeg de andre
om beslutningen. Det var ikke et træk, jeg blev populær på. Børge og de
andre gamle kammerater syntes det var faneflugt. Jeg var en borgerlig røv,
og hvis jeg følte sådan, hvorfor var jeg så taget til Jægerspris? Der havde
været mange ansøgere, og en frisk spaniensfrivillig var ikke var kommet
til Jægerspris, fordi antallet af pladser var begrænset. Jeg gav lidt igen.
Man kan ikke være klogere end man er, og det at man bliver klogere
efterhånden, er vel ingen forbrydelse, og hvis den her Spaniensfyr, der
havde ansøgt uden held, virkelig var så frisk, så havde han jo fundet ud af
denne her lorteleg længe før mig. Det skulle jeg aldrig have sagt. Nu fik
jeg med grovfilen. Antydede sådan en småborgerlig lus, at de ikke var
friske? De havde altid anset mit politiske niveau for ret anløbet. De var i
gang med et stort demokratisk projekt til gavn for hele befolkningen, men
det regnede de ikke med, jeg kunne fatte. Var det hårdt at fortælle
kammeraterne om permissionen, så var det endnu værre, at fortælle det til
Lizzi. Hun blev så lynende gal. Ikke så meget over beslutningen, men jeg
kunne da have givet hende et praj, inden jeg gik i gang med det her
skriveri. Det burde jeg jo nok have gjort, men det kunne ikke laves om.
267
Hvad skulle vi finde på? Hvad med fremtiden? Jeg var jo smedesvend, så
jeg kunne vel finde en maskine. Det kunne vel lade sig praktisere, selvom
det var svært at holde en ugeløn ved en drejebænk. Det var et dødssygt
knokkelarbejde, men hvad der er jo masser af gutter, der finder ud af det,
så hvorfor ikke dig. Men at være smedesvend var klart, noget andet end at
være officer i hæren. Vi snakkede det igennem på kryds og tværs, men på
en måde havde jeg skuffet hende. Lizzi havde mistet fidusen til mig, og
hun syntes, det var bedre, at vi holdt en pause. Så løb jeg på Kaj, han
skulle ned og bygge en jernbane i Jugoslavien. Det var noget med
genopbygning og socialistisk solidaritet. Er du frisk, så tag med sagde han.
Det lød godt. Tænk at komme væk fra andedammen, og allerbedst, da
Lizzi hørte om projektet, var hun frisk og tog med.
I Jugoslavien
I 1947 var det at rejse uden for Danmark meget usædvanligt og helvedes
svært. Man skulle have bunker af visa, hvilket der tit gik kludder i, så det
tog tyve dage at komme fra København til Jugoslavien, hvor vi var med til
268
at bygge en jernbane fra Samac til Sarajevo. Den danske brigade på 100
deltagere lå i Nemila, hvor man havde samlet de udenlandske hold og
brigader. Her fik vi rig lejlighed til at studere de forskellige landes måde at
gribe tingene an på. Danskerne udmærkede sig ved, at kværulere meget
over de i Beograd fastlagte arbejdsregulativer. Vi ville ikke bruge hakker,
når vores egne spader kunne gå lige i jorden. Vi organiserede kørebrædder
til trillebørene, og vi fandt på en masse arbejdsbesparende fiduser. Vi
kunne nå Udarnik normen på den halve tid, og når normen var nået, gik vi
ned til Bosna floden for at sove eller bade. De andre brigader, der var mere
autoritetstro, blev selvfølgelig sure, når de så os ligge på ryggen, og det
gav en masse palaver. En af brigaderne var nu lige så hurtig som danskerne
til at forbedre produktiviteten, men de stoppede ikke, når normen var nået.
De var kommet til Jugoslavien for at give en hånd med ved
genopbygningen, og så brugte de skovl og bør til de var dødtrætte og ikke
kunne mere. Deres arbejde var endda vanskeligere end vores, og selv på
Titos fødselsdag, hvor vi andre gik ud på fest og sjov, stillede de på
arbejdspladsen, og gav den en ekstra skalle. Når vi beklagede os over, at
køre med en trillebør i 50 graders varme, og at vi ikke kunne mærke
forskel på om trillebøren var kapitalistisk eller kommunistisk, så
269
forklarede denne brigade os venligt, at der vist var noget, vi ikke havde
fattet. At opbygge en stat på socialistisk grundlag var hårdt arbejde, hvor
du måtte give alt, hvad du havde i dig. Vi måtte forstå, at det måske var
kapitalisternes største forbrydelse, at de havde ødelagt glæden og
forståelsen af at udføre et godt stykke arbejde. Kapitalismens store
forbrydelse bestod netop i, at den gjorde almindelige og hæderlige folk til
små svindlere, der hele tiden sked på fællesskabet, og kun så på deres egen
fordel. Det skrappe hold var fra Palæstina, og for at komme med i arbejdet
i Nemila havde de illegalt måtte rejse ad mange besynderlige ruter. De
havde en masse lærerige historier at fortælle. Nogle havde kæmpet i
Montgomerys 8. arme, og havde været med til at smide tyskerne ud af
Afrika. Andre havde levet illegalt i Tyskland under krigen, og havde været
med til modstandsarbejde af den helt hårde slags, og atter andre var
kommet levende fra ophold i KZ lejre. Hjemme i Jerusalem, hvor de fleste
kom fra, var de med i forskelligt modstandsarbejde. De håbede på at
englænderne snart var kørt trætte, så de kunne komme i gang med at
opbygge en ny stat. Jo, det var et fint hold, og det bestod af jøder og
arabere, lige mange af hver. Tre måneder er ikke evigheden, og en dag stod
vi igen på gaden i København. Hvad så? Hvad skulle vi nu gå i gang med?
270
Lizzi, syntes stadig, at hæren var OK, og fik et job på et mystisk
militærkontor. Jeg følte at det med drejebænken var noget møg, så jeg
begyndte at læse til ingeniør, men pludselig en dag havde BT en historie
om, at jeg var deserteret fra hæren. Jeg kæmpede på partisanernes side i
Grækenland, og der ventede mig en streng straf, hvis jeg igen dukkede op i
fædrelandet. Hvad gør man så? Jeg gik under jorden, og gik i gang med at
undersøge sagen. Det viste sig, at det var startet med et postkort, jeg havde
sendt hjem til kammeraterne på officersskolen. Det var et kort af den slags,
der var en million af i Jugoland. Det forestillede en russisk krigstank og
jeg skrev på kortet, at her kunne de se mig og min nye tank, og nu skulle
fascisterne i Grækenland fandeme have nogen på trynen. Det var et rigtigt
turistkort med kryds på. Det er mig bag kanonen! På officersskolen holder
Hærens Efterretningstjeneste øje med alt og alle, og sådant et fint kort med
en T 34 tank er jo lige noget for spionjægerne. Uden at spørge i min
stamafdeling, går de i gang med at forstørre billedet af den sagesløse
russer bag kanonen. HE må jo have et billede af mig til eftersøgningen. De
sendte billedet til politiet, så de havde noget til deres stikbreve, men
politiet tog det roligt, og en kontakt i kriminalpolitiet fortalte, at
henvendelser fra HE, som regel endte i kassen for almindeligt vås. Denne
271
postkorthistorie er en banal fortælling om, hvad der kan ske, når
myndigheder forfalder til at tro på deres eget propagandavås, og historien
havde ikke været værd at nævne, hvis det ikke var for en bestemt ting. Se,
lige da sagen var i udbrud, og vi ikke havde opklaret den endnu, stod jeg
og sludrede med vor gamle kending, overtjener Holger Rasmussen. Jeg
fortalte lidt om sagen og sagde, at vi havde en mistanke om, at det var HE,
Hærens Efterretningstjeneste, der stod bag. Han grinede og sagde: "Det
kan vi hurtigt klare op". Så gik han hen og drejede et nummer. Jeg fik det
ekstra hørerør, og så fortalte overtjeneren en mand i efterretningen om min
historie. Det kunne måske være et fupnummer, men den er jo alligevel
spids, at han skulle have en mand siddende ved en telefon, der kunne give
sig ud for efterretningsmand. Det var igen en brik i puslespillet. På trods
af, hvad mange troede og sagde, var jeg stadig meget mistænksom. Der var
så mange løse ender med den fyr, men hvad kan man bygge på en
telefonopringning?
Status
272
Efter krigen sagde man, at der gik politik i kampen mod tyskerne. Men det
er noget vrøvl. Selvfølgelig dukkede der en masse politikere op, som man
ikke havde hørt meget godt fra under krigen, og som nu gik i gang med at
slå plat på modstandsbevægelsen. Et rørende eksempel var Hr. Bomholt,
en socialdemokratisk kanon fra den dansk-tyske forening, der møvede sig
ind i de store befrielsesfester på Rådhuspladsen. Men sådanne folk ejer jo
ikke levemåde. Frihedsrådets medlemmer var måske i virkeligheden større
slyngler. De delte jo magten med de politikere, der var kommet i
Folketinget i 1943, efter Danmarkshistoriens mest udemokratiske valg. Et
valg der blev afholdt under absolut tysk kontrol. Et valg med forbud mod
bestemte politiske partier. Hvor kandidater til de frie arbejderlister blev
arresteret af det danske politi. Frihedsrådet godkendte også eventyret om,
at den danske regering var gået af den 29. august 1943. Modstandsfolkenes
krav om, at Danmark skulle erklære, at det var kommet i krig med
Tyskland, kunne altså ikke vedtages. Det lyder som en bagatel, men det
var det slet ikke. Sabotørerne juridiske status, som kriminelle terrorister,
blev ikke ændret og stikkerne kunne kun straffes, ved at lave de mest
273
uhyrlige love med tilbagevirkende straf. Hvis Danmark havde sat
krigslovene i kraft 29. august 1943 havde meget set anderledes ud, og vi
havde muligvis fået en mere retfærdig fred. Selv modstandsbevægelsens
helt ufravigelige krav om, at alle stikkerlikvideringer skulle bedømmes af
en uvildig domstol, lykkedes det at sylte. Og hvad det medførte af sorg og
ulykke i miljøet er helt ubeskriveligt. For 30 sølvpenge solgte Frihedsrådet
de folk, der havde gjort Rådets arbejde muligt, og hvordan den hæderlige
Mogens Fog kunne holde sig selv ud, var en. stor gåde. Da
modstandsbevægelsens politiske ideal blev gjort politisk, var det først og
fremmest på grund af kommunisternes planer. DKP var under
Finlandskrigen blevet så utroligt forhadt, og for at komme ind i varmen
igen, lagde partiet op til at danne en folkefront. Den var Socialdemokratiet
modstander af, men statsminister Buhl kunne måske bankes på plads af
modstandsbevægelsen. Den havde i de glade majdage en stor folkelig
opbakning og goodwill, hvad Socialdemokratiet slet ikke havde.
Kommunisterne havde på mange måder ført an i kampen, så de sad helt
naturligt i en masse af de forskellige organisationer, og DKP bankede nu
modstandsbevægelsen op til noget folkeligt og vidtfavnende, hvad den
altså slet ikke var. Kommunisterne vidste selvfølgelig lige så godt, som vi
274
andre, at hvis man skar majkæmperne fra, så var der ikke megen folkefront
tilbage, men de underordnede realiteterne under politikken med det
absurde resultat, at den danske befolkning følte, at den havde kæmpet en
god kamp. Det er egentlig skørt, at dette så udskældte og forfulgte parti
sørgede for, at det danske Danmark ikke mistede sin selvrespekt.
Socialdemokraterne og de borgerlige partier havde under krigen fået
mange skeletter i skabet, så de fulgte med rædsel modstandsbevægelsens
forsøg på, at få en retfærdig fred. Danmark havde samarbejdet med
Tyskland på mange måder: Udenrigsministeriet havde haft hemmelige
pagter med Hitlerriget. Fragtnævnet i Amaliegade havde, for at redde
landbrugseksporten til England, samarbejdet med den tyske krigsmarine
om sækning af danske skibe. Chefredaktørerne havde "drukket te" på
Christiansborg og skrev derfor kun, hvad de fik besked på. Politiet havde
samarbejdet med Gestapo. De danske domstole havde dømt folk til tyske
KZ-lejre. Regeringen havde i al hemmelighed fortsat sit tætte samarbejde
med Besættelsesmagten efter 29. august 1943. Hæren havde udleveret alle
sine våben, og alt sit sprængstof til den tyske Værnemagt. Danske officerer
havde fået lov til at tage til Østfronten, hvor de havde været med i det
folkeretsstridige overfald på Rusland. Folketingsvalget i marts 1943 havde
275
været i strid med Grundloven. Stikkerne havde arbejdet på opfordring af
statsministeren. Fabrikkerne havde arbejdet for den tyske krigsindustri.
Entreprenørerne havde bygget bunkers til tyske kanoner. Bønderne havde
tjent formuer på leverancer til tyskerne. Kong Christian X havde ikke
abdiceret. osv. osv. osv. Frihedsrådet og DKP kendte alle disse skeletter, og
alligevel gik de med i den såkaldte Befrielsesregering. De gjorde det
sikkert ud fra de aller bedste hensigter. Naivt troede gamle modstandsfolk,
at nu fik de indflydelse på et kommende og mere retfærdigt samfund.
Naivt fordi de med deres kendskab til marxismen måtte vide, at de der
bestemmer over samfundets produktionsmidler, de bestemmer også over
politikken. Sabotørerne var ikke klogere. Vi havde haft for travlt med, at få
tyskerne til at tabe krigen. Vi havde ikke haft tid til at finde ud af, hvad vi
ville gøre, når fjenderne havde tabt deres krig. Indbyrdes var vi også mest
enige om, hvad vi ikke kunne snuppe. Vi var antifascister og
antiværnemagere, og da vi skulle til det positive slog vi ikke til. Vi var for
trætte i den glade sommer. Men lidt nåede vi da. Det var på grund af
modstandsbevægelsen, at Danmark ude i den store Verden ikke blev
opfattet, som en tysk vasalstat. Det var sabotørernes skyld, og ikke de
gamle politikeres indsats, der førte til, at Danmark ikke modtog en
276
krigserklæring, men tværtimod blev anerkendt som allieret nation og kom
med i FN. Vi fik da også smadret en masse tysk krigslort. Hvor meget blev
det egentlig til? Ja, mange tal har vi ikke set. Det er svært at gøre op, og
mange regnskaber forsvandt lige så stille i den glade sommer.
Værnemagere og andre forrædere fik efterhånden iskolde fødder, da de så,
hvad der så let kunne ske med deres fabrik. Men der blev lavet meget for
tyskerne i starten af Besættelsen. Der gik meget ud fra fabrikkerne indtil
1943, men alle fabrikkerne blev næsten stoppet fra 1944. Det er flot, at en
industriby på Københavns størrelse blev ordnet således, at kun lidt af
krigsudstyret fandt vej til fronterne. Det var temmelig godt, og ingen
Royal Airforce angreb har været mere effektive. Sabotørernes
omhyggelighed gjorde, at tabene af menneskeliv var små. Selvfølgelig
blev der såret nogle få, især af glassplinter fra ruder der røg, men at folk
blev dræbt var uhyre sjældent. Hvis det havde været bombemaskiner der
smadrede fabrikkerne, så var København nok kommet til at ligne
Hamborg. Det blev hævdet, at BOPA lavede over tusind sprængninger. Det
tal lyder stort, men mange var det i alle fald, og i hvert fald var vort
forbrug af sprængstof, mest trotyl fra marinens miner og Donarit fra
Berlin, på flere tons. Vore tab var i tal beskedne. Det gennemsnitlige tal af
277
aktive sabotører i organisationen var nok lidt under 30. Det normale var, at
en sabotør holdt ca. 3 måneder. Så blev han arresteret, eller han måtte af en
eller anden grund tage over Sundet. Eller værst af alt han faldt. Hvis vi
regner 3 måneder og 30 mand, så giver det 10 mand/måned. BOPA
startede januar 1943 og sluttede maj 1945, så regnestykket skulle give 28
måneder eller 280 mand. Der kom flere med til sidst, men mere end 300
mand har vi næppe været. Vi mistede 40 kammerater. 12 blev dræbt på
aktion. 11 blev henrettet, ofte efter tortur. 10 blev skudt ved de såkaldte
flugtforsøg. 4 døde ved arbejdsulykker og 3 døde i en KZ-lejr. Tabet var
altså knap 15 procent. Dette tal er ikke overvældende. I den store krig var
procenterne mange gange større, for eksempel døde der 13 millioner
russiske soldater under kampen mod Hitlers Tyskland. Men på en måde
var vi amatører. På godsbanegårdene i det tyske tusind års rige, var der fx.
nogle fattige arbejdere, hvis eneste våben var et stykke kridt og en blyant.
De rettede hist og her på numre, og de tyske godsvogne for fra Herodes til
Pilatus i en syndig forvirring. Hvad det har skadet Værnemagten, kan slet
ikke gøres op. Tænk, at stå foran Moskva og vente på vigtig ammunition,
og så få et par vogne med spaghetti. Og, hvad med ammunitionen? Takket
været nogle friske folk på fabrikkerne, var den fyldt med forsagere. Jo, vi
278
fik en gang imellem en bizar hilsen fra kammeraterne. Vi brugte jo næsten
udelukkende tyske patroner. De gode svenske eller amerikanske patroner
kunne vi ikke få fat i, så vi havde tit en klemmer, og maskinpistolen var
ikke mere værd, end et bøjet søm. De kammerater ved banen og
fabrikkerne, de var de virkelige helte. De måtte leve stille og legalt, og
deres risiko var enorm. Det, der holdt os oppe var gruppen, og at vi engang
imellem så et tag helvedes højt oppe i luften. Men den slags ting kendte de
ikke. Stå alene, lure lidt til siderne og et femtal blev til et nital. Det var
deres kamp, og da de havde vundet den, var der ikke gratis øl og lys i
vinduerne. Vi fik nedskåret industriproduktionen, men der er altså en
produktion vi ikke fik ram på. Det er et sørgeligt kapitel, og det er måske
nok så vigtigt at omtale. Det kapitel er måske i virkeligheden grunden til,
at alt det andet kunne lade sig gøre. Grunden til, at tyskerne ikke gik
hårdere frem. Den enorme landbrugsproduktion blev ikke stoppet, og det
var en skam. Det havde været godt, hvis sabotørerne havde haft overskud
til at sprænge nogle kornlagre og slagterier. Da vi blev hjemsendt, virkede
hele den antiorganisation, vi havde elsket så højt under krigen, perfekt. Det
hele så at sige ramlede fra hinanden. Da den sidste fabrik var lagt ned, så
gik det hele op i den blå luft. Vi havde bygget kampen op på personlige
279
kontakter. Der var ikke meget med, at nogen ledede nogen. Det var først da
krigen var forbi, at vi begyndte at organisere med kompagnier, chefer og
alt det gas. Vi havde heller ikke noget navn under krigen. Navnet BOPA
blev ikke brugt under krigen. Det var ikke kendt, som f. eks. Holger
Danske var det. Der var i virkeligheden kun ganske få, der kendte navnet
på den organisation, de var med i. Det gjaldt jo om at genere de tyske
kriminaler mest muligt. Vi var på mange måder sære i BOPA, for eksempel
brød vi os ikke om soldater. Vi var en ren sabotagegruppe. Vi skabte vores
egen kampform, vores egen taktik og vores egen måde at være på, så den
kunne svare til det, gruppen skulle bruges til. Vi havde en søgende og
utraditionel indstilling, og folk, der kom fra en hær, havde svært ved at
finde melodien. Nej, når vi skulle have nogen med, så var det bedste at
henvende sig til en fyr på en 18-19 år. Var han meget over tyve, var der tit
mug på kransekagen. Han var ikke hurtig nok. Han var ikke frisk nok. Han
var ligesom stivnet i for meget. Han gav sig til, at tænke over helt
uvedkommende ting, og så fik han måske nerver på. Selvfølgelig var han
tit bange, men det var vi jo alle sammen. Dårlige nerver er noget andet.
Det er med at prale for meget, især på værtshuse. Noget med at opføre sig
på en påfaldende måde. Den bedste sabotør var en fyr på atten, der havde
280
henslæbt sit unge liv på en stor beskidt fabrik. Han vidste umiddelbart,
hvad sagen drejede sig om. Tilbage til modstandsbevægelsens politiske
sigte. Var det rigtigt, som de borgerlige partier hævdede, at vi i de glade
majdage havde planer om et rask kup? Et kup, der skulle ændre
ejendomsforholdene, og starte en slags socialistisk udvikling. Det var
klart, at situationen føltes revolutionær. Det var også klart, at borgerskabet
var ved, at få hold på det hele igen. Vi var overbevist om, at vi nemt kunne
tage magten i København. Men hvad så? Vi tog en forsigtig kontakt til
"Centralkomiteen", og den gik helt op i limningen. Var vi blevet rablende
skøre? Vi skulle ikke ødelægge deres folkefront, så DKP´s net af friske
tillidsfolk kvalte alle tanker om en magtovertagelse, hvilket var fint, for
det havde bare ført til et unødvendigt blodbad. Politisk var situationen
imidlertid grotesk. Hovedhjørnestenen i al borgerlig politik har altid været
at bruge angsten for et kommunistisk kup til at tryne vælgerne, når de kom
med nogle fornuftige forslag. Det er den evige historie om, at banke en
ydre fjende op, når man har vanskeligheder ved at klare sine indre
problemer. Derfor var situationen grotesk, for da DKP endelig fik sin
eneste ene chance for et statskup, så kvalte Centralkomiteen chancen
lynhurtigt. Den gjorde det så kvikt og så skjult, at borgerskabet kunne lade,
281
som om det slet ikke var sket, og det kunne stadig køre løs med vrøvlet om
det store kommunistiske kup. Noget andet er, at Frihedsrådet helt
undervurderede de gamle politikeres muligheder for at sno sig. De
fejlbedømte fuldstændig systemets evner for at gøre sort til hvidt. De
overså naivt, at de gamle landsforrædere var i stand til at slå politisk mønt
på frihedsbevægelsens goodwill, og derfor blev hele opgøret med
politikere, stikkere og værnemagere helt afsporet. De gamle tyskvenlige
politikere sørgede for, at pengemændene og fabrikanterne stadig fik lov til
at skalte og valte med folk. Nu havde alle danskere i årevis set, hvordan
kapitalen havde udnyttet sin magt til, at lede og fordele arbejdet på den
mest landsforræderiske og menneskefjendske måde. Alligevel lykkedes det
for de gamle politikere at få det til at se rimeligt og anstændigt ud.
Pamperne og kapitalisterne var kvikke, og de havde klassesolidaritet.
Hvorfor gik det sådan? Den er svær at svare på. Kampens folk var nok for
troskyldige. De var for idealistiske, måske var de bare trætte. Mange af
modstandsfolk havde været jagtet i årevis af systemets politi. Mange havde
siddet i tugthuse og koncentrationslejre, og så er man godt smadret. Men
det er stadig uforklarligt, hvorfor Frihedsrådet og DKP solgte sig selv, og
hele den rigtige indstilling til retfærdighed og social orden, som
282
Besættelsen havde skabt hos mange mennesker, for nogle taburetter i en
regering, hvor magten lå hos det gamle system. Statsministeren Vilhelm
Buhl havde i den danske radio gjort det klart for alle, og navnlig for de
unge, at lavede de sabotage, eller fortalte de det ikke til politiet, hvis de fik
kendskab til en sabotør, så handlede de mod fædrelandets interesser. Den
skurk udnævnte Christian X til chef for Befrielsesregeringen, og her er det
svært at finde en grimasse der kan passe. Kunne modstandsbevægelsen
have fået noget andet, noget bedre ud af det? Sikkert ikke. Havde det også
været rimeligt? Vores kamp udviklede sig til en elitekamp, fordi der var så
meget, måske politisk, vi ikke fik fat på. Kan man bygge noget som helst
på en elite? Nok var vi en skæg elite i dårligt tøj, og med et evigt hul i
maven efter gode saftige bøffer, men vi var mere end de andre. Når vi gik
til den, så dukkede småborgerne hovedet. Når aktionen rullede, så var det
os. Så var alt lortet væk. Så var alle sanserne spændt. Du følte din hud som
silke. Jernet lå let i hånden. Den tunge pakke sprængstof var som en fjer.
Du gled tyst og spændt afsted. Du kunne hele tiden føle kammeraterne.
Jernet i masken på vagten, og fyren knækkede sammen med et uhørligt:
"Jeg er god nok". Videre, placere stoffet, armere, stryge tændsatserne og
væk som et lyn. Så kom det skønne drøn, og du gik to tommer over jorden.
283
Jo, det var en dejlig fornemmelse, når fabrikken var i knæhøjde, men hvad
fik kammeraterne på værkstedsgulvet ud af det? Hvad vandt de under
krigen? Hvad fik de ud af freden? Og da en kvart million af dem stod foran
Christiansborg den 4. juli, hvor var så Frihedsrådet, Centralkomiteen og vi
henne? Man skulle have skidt på alle toppe og hørt efter hvad mængden
råbte. Men dem, der burde have været hørt, blev overhørt, og så kunne
livet bare fortsætte på værkstederne og i fabrikkerne, som om intet var
hændt. Se det var kampen, og befrielsens virkelige røvrending. En
vinterdag i 1943 gik KK, Ib og jeg inde i Landbohøjskolens have og
kikkede på den lille sjove ø, der ligger midt i søen. Så sagde KK: "Tænk
engang på, at når krigen er forbi, hvor vil vi så få det skidegodt". Ib så på
ham og sagde så: "Sikke noget fis at komme med, der er ingen, der takker
os, fordi vi har smadret alt deres lort. Undgår vi at blive straffet, når vi har
fået banket tyskerne, så skal vi sgu være glade". Sådan var stemningen
midt under krigen. Der var ikke mange af os, der drømte om at få noget
godt ud af det, vi gik og rodede med. Vi vidste godt, hvor mange fjender vi
havde, og de var ikke alle sammen tyskere. Vi var ikke så helteagtige, vi
var ikke så blåøjede, for det kunne man ikke være hos os. Skulle man have
en chance, måtte man være realist. Vi kendte terrænet. Vi var praktiske, og
284
vi havde et mål, og det nåede vi i det store og hele. Det er det, der betyder
noget. Vi havde det mål, at med så enkle midler, og så få tab at ødelægge
så meget af den tyske industriproduktion, som det var muligt. For at nå
dette mål måtte vi mase med en masse gamle skiderikker, værnemagere og
alle mulige andre folk. For hvem fanden kan lide en industrisabotør? Det
er så synd at smadre, man må hellere lade forbryderen, lade morderen få
den kanon, eller lastbil, eller radio, eller hvad det nu er, han skal bruge.
Det er egentlig elementært. En skiderik maser ind i dit land og går i gang
med at bøffe dig med vold og vås. Men alt hans gejl er ikke en krone værd,
hvis du tager hans skyder fra ham. Så enkelt er det. Tag kanonen fra ham,
så er han tam. Når han er færdig, så må man prøve på, om man kan
genopdrage ham. Ikke noget med at hugge knoppen af ham. Hvad skulle
det hjælpe? Næ, undgå, hvis det er muligt, at gå på ham fysisk. Terror og
mord har aldrig ført til noget godt. Næ, gør ham ukampdygtig. Gør ham
tam. Tag hans industrilort fra ham. Det er det, der er sagen. Nå, for os var
det nu ikke så indviklet. Havde vi taget, den sommetider svære beslutning,
om at ville være med i noget, og havde vi snuset en god kontakt op, så var
sagen ligetil. Så var der ikke meget at spekulere over, så var det bare at
komme ud af røret. Tænk, vi havde muligheden for at sætte os et skidegodt
285
mål, og en halv time, eller måske en uge senere, så at nå det. Vi sagde, at
det ville være pissegodt, at få lavet den eller den ting, og fem minutter
efter havde vi måske realiseret den. Hvor var vi heldige. Masser af friske
folk fik aldrig den chance. Masser af folk gik og puklede med noget lort
under hele krigen, uden at kunne finde en god kontakt. De fik måske en
kontakt, men inden de kom i gang med noget, røg hele møget. De kom
måske for første gang til et mødested, og Gestapo sad og ventede. I stedet
for at komme i gang med en masse gode ting, så røg de måske på en
sonderkommando i en sump i Polen. Vi var heldige. Vi fik mulighed for at
realisere visse ting, vi troede på. Mange, alt for mange, fik ikke den chance
under krigen. Hvor mange får den chance i dag? Det er et spørgsmål om
situation og muligheder. Nogle vil sige, at det er et spørgsmål om "mod".
Men hvad er mod? Er det mod at stoppe løbske heste? Er det mod at kravle
op i en høj skorsten? Hvis det er mod, så var ingen af os modige. Vi var
nærmest bange for alt muligt. Vi havde nogle der blev hårde, men de fleste
af os var godt bange. Det med mod er noget vrøvl. Situationen var sådan,
at vi fik mulighed for at realisere noget godt, og så var vi med til at vinde
krigen. Vinde krigen lyder flot, og det var flot, men vi var ikke alene. 13
millioner russiske kammerater, 0,5 million engelske kammerater, 0.1
286
million amerikanske kammerater og en masse andre kammerater gav deres
liv for vi kunne kunne få et godt liv. Deres heltemodige død må vi aldrig
glemme.
Løse ender
Der er et par løse ender, der er et par ligninger, der flyder med ubekendte.
Men efterhånden begynder det at lysne. Vi har altid rost os af, at vi ikke
havde mere end en modstandsbevægelse i Danmark. Alle grupper trak på
samme hammel og de bekrigede aldrig hinanden. Her i Danmark var alle
gode kammerater, og vi førte kun krig mod tyskerne, men er det rigtigt?
Kigger vi ud i Europa, er det et særsyn. I de fleste lande havde man to
modstandsbevægelser. En borgerlig og en rød, som sloges indbyrdes for
fuldt drøn. Først bankede man løs på hinanden, og hvis der så var kræfter
tilbage, så gik man i gang med tyskerne. Dette idiotiske kraftspild undgik
vi i det store og hele, men rivalisering og ansatser til en slags borgerkrig
det var der nu. Den bedst oplyste sag er: "Den skæve våbenfordeling". Den
sag går på, at borgerlige grupper, på trods af aftaler med Frihedsrådet,
287
huggede en masse maskinpistoler til såkaldte ventegrupper, og de var helt
ligeglade med, at sabotørerne kun havde nogle gamle cowboy revolvere.
Især O-grupperne ventede på mange ting, og mens de ventede, så fik vi
pløkket en masse kammerater, fordi vi måtte bruge kræfter på at skaffe
ordentligt værktøj. De O-grupper, der her er tale om, var nogle officererne
organiserede. De menige vidste ingenting, men ledelsen var godt rådden.
Den blev kaldt: "Den lille generalstab". Denne stab havde et fint
samarbejde med de gamle politikere, og så var den rodet sammen med HE.
"Hærens Efterretningstjeneste", og her bliver det for alvor spændende.
Chefen for HE Schjødt-Eriksen, og som sad i centrum af spionnettet, var
gammel nazi, med medlemskort til DNSAP. Der var fx. en løjtnant Skov
der spurgte for meget om våbenfordelingen, og ham lod Schjødt-Eriksen
likvidere. Han udspredte rygter om, at Skov var våbenhandler, og fik HD
til at pløkke ham og hans ven Chrone. Efter krigen indrømmede SchjødtEriksen, at det havde været en fejltagelse og løjtnanten fik æresoprejsning,
men det bliver han jo ikke mere levende af (Chrone undslap attentatet,
men blev henrettet af tyskerne). Mordet på løjtnanten og våbentyverierne
er kun toppen af isbjerget, og det meste af disse hemmelige tjenesters
arbejde ligger stadig i bælgmørke. Det er en kendt og logisk ting, at alle
288
disse tys-tys foretagender udveksler oplysninger og handler med hinanden.
Det er også kendt, at disse foretagender prøver at infiltrere de grupper, som
de føler vil rokke ved den magtstruktur, som de er ansat til at forsvare. Det
ligger i arbejdets natur, at de prøver på at fylde det, de opfatter som
modstandere af lov og orden, op med agenter og stikkere. Dette er banalt.
Langt sværere er det at finde ud af, hvilke oplysninger de faktisk
udveksler. Hvor meget samarbejde havde HE med Gestapo? Havde HE en
muldvarp i BOPA? Sad der agenter i Kommandoudvalget? Var der spioner
i Frihedsrådet? Hvad ligger der bag sabotagestoppene? Hvad var det med
de fabrikker, vi ikke måtte sprænge? Vi har kun få konkrete oplysninger,
men en masse mystik falder på plads, hvis vi siger, at nogen infiltration,
det har der været. I "Bodegasagen" har vi mere fast grund under fødderne.
Hærens Efterretningstjeneste har haft brug for militære oplysninger i al
almindelighed. Den har haft brug for hjælp til sine agenter og til sine
kurertransporter, og den har vel også haft brug for at få agenter ud af
tyskernes klør. Gestapo har også haft brug for hjælp til sine agenter, og
Gestapo havde frem for alt brug for oplysninger, til at bekæmpe de
grupper, der prøvede på at få Tyskland til at tabe sin krig. I dette spil
kommer BOPA ind. Oplysninger om os har været i høj kurs hos tyskerne,
289
så selv et lille tip har sikkert været en masse værd. HE kunne ikke døje
industrisabotører. De var røde, de smadrede pæne kapitalisters ejendom,
og de ville sikkert sprænge Christiansborg i luften. Var det så ikke i orden,
at få Gestapo til at bøffe en sabotør? Holger Rasmussen var ikke stikker,
men han var sikkert agent, måske hos HE, måske hos Arne Sejr, eller
måske hos SOI. Holger var ikke en af de store, men sikkert en vigtig
muldvarp. Da han rapporterede, at han havde fået kontakt med os, så har
spioncheferne følt, at nu blev det rigtig smart. Nu havde de noget rødt guf
at handle med. Holger presses til, at skaffe tyskerne toppen af sabotørerne.
Han går i gang, og han må have fået en solid rygdækning, for han var
bestemt ikke nogen vovehals. Han kendte os godt nok til at vide, at vi
kunne være barske. Han starter med KK. Det kikser. Så prøver han, at
blæse Refshaleøen op. Det kikser. Så ser han Børge, som han kendte fra
Skandia, sammen med Thomsen, Jørn og mig i Axelborg Bodega. Holger
ringer. Det lykkes næsten, men til alt uheld stikker Børge af, og vælter
spillet. Holger trækker nu i land og redder Jørn, der også var tjener på
Skandia. Efter det mislykkede stikkeri evakuerer spiontoppen Holger til
Odense. Vi ved, at han havde kontakt til efterretningsfolk, og så er der ikke
langt til at påstå, at han også var agent, og al mystikken fordamper med det
290
samme. Politiet, de ved alt det her. Politiet er kloge når det drejer sig om
den slags hemmelige sager. For dem er der ingen mystik, og de dækker
også. Da vi spurgte efter Koch og Glosch, så havde politiet dem på Vestre,
mens de til os sagde, at de var blevet dræbt på Shellhuset. Hvorfor måtte vi
ikke få en snak med vores gamle sagsbehandlere? Nok havde politiet
meget at se til i den glade sommer, men her var der tale om et oplagt
stikkeri mod Københavns mest aktive sabotører. Et stikkeri der medførte,
at Thomsen døde i Meppen. Hvorfor sagde politiet, at vi var vanvittige, og
hvorfor anklagede de os ikke for at udsprede beskidte rygter om en anset
person? Hvordan kunne overtjeneren være en stor kanon på Fyn og grine
smørret, når man beskyldte ham for mord? Hvorfor lyver en hæderlig
mand om visse ting, hvis han har rent mel i posen? Hvorfor bliver
"Bodegasagen" altid til mystik, når den når lidt op i pyramiden? Måske
blev Glosch og Koch også stoppet oppefra? Der må stå mægtige kræfter
bag, og tyder man tegnene, er det logisk, at en flere efterretningstjenester
må stå bag det hele. Det at Holger Rasmussen kom i engelsk uniform
kunne tyde på, at SOI var med i komplottet. SOI er en engelsk
efterretningstjeneste, der opererer i Danmark, og som som sikkert har
mange mord på samvittigheden. Mord som, på grund af Frode Jacobsen fra
291
Frihedsrådet, aldrig kom for en dommer i en retssal. "Bodegasagen" er
styg, men som det mest groteske, så skylder jeg sandsynligvis dette stygge
system mit liv. Krigen er slut, det er klart, men der ligger en mand i
Ryvangen på grund af dette stygge system. Ligger der flere? Men hvad
betyder så nogle formuldede lig i dag? Ikke meget. Her er der ikke noget at
hente, men hvad med de store beslutninger, hvis virkninger vi slås med
den dag i dag? Hvor har disse hemmelige afdelinger grebet ind her?
Hvordan greb SOI ind i strategien for kampen? Hvordan greb HE ind i
udrensningen? Hvordan greb alle disse hemmelige afdelinger ind i
efterkrigstidspolitikken? Kommer NATO med her? Hvordan afsporede De
alle de gode ideer om, hvordan det nye frie Danmark skulle se ud? Hvor
mange, og især hvor meget, har disse hemmelige afdelinger for beskidte
trick egentlig på samvittigheden? Disse spørgsmål rummer grove
formodninger og beskyldninger. Landsforræderi, stikkeri, samarbejde med
fjenden, kontakt med Gestapo, infiltration i udvalg, komiteer og råd,
hemmelige og plantede oplysninger til politikere og meget, meget mere. Er
det rigtigt at anklage statsansatte funktionærer for disse ting? I den sidste
ende bliver det et spørgsmål om tro og fornemmelse, for rigtige beviser på
svineriet findes, men kan ikke komme frem. Man kan ikke slå op i en
292
hovedbog og konstatere, at de og de oplysninger er blevet betalt med 3 stk.
sabotører. I en gulnet papkasse ligger der måske nogle støvede papirer, der
kunne oplyse om sagerne, men sådanne papirer er umulige at få fat i.
Politikerne og deres hemmelige politi skjuler altid deres forbrydelser under
påtegningen: "Af hensyn til staten og kongerigets sikkerhed". Systemets
folk beskytter sig. Her tages ingen chancer. Ligegyldigheder stemples
hemmeligt på hundrede år. Det er meget svært, men forhåbentlig ikke
umuligt, at få sandheden frem. En sandhed der ville give et alsidigt billede
af en række dramatiske og afgørende begivenheder i Danmarks historie, og
denne sandhed er vigtigere, end magthavernes store fortællinger. For en
sand og korrekt indsigt i magtstrukturernes teknologi ville gøre det lettere,
at udvikle en historisk opfattelse, der måske kunne blive til gavn for alle
klodens mennesker.
Litteratur: Børge Brandt: Sabotage. Jørgen Jespersen: KK og KRIGEN.
H.E. Teglers: Kæmp for alt hvad du har kært. Gylling Mortensen: Danske
Partisaner. Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA.
Per Mortensen: Himmelfartskommando, 4. MAJ, Sprængstof, og Praktisk
Patriotisme. Chr. Mortensen: Dagbog fra Besættelsen.