Det levende håb - Kristrup Kirke

Præstetanker
Det levende håb
Af sognepræst
Lisbeth Damgren Højen
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader,
som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. 1. Petersbrev 1,3.
At opleve håb hos et andet menneske rører mig.
For nogen tid siden kunne vi høre om en amerikansk journalist, som
var blevet frigivet af Taleban efter tids tilfangetagelse, fortælle, at hun
bevarede håbet ved dagligt at synge amerikanske nationalsange.
En parallel hertil finder vi i det håb som holdt de sorte i de amerikanske
syd-stater oppe under slaveriet, og som vi kan se vidnesbyrd på i de
sange som de nærmest meditativt sang for at holde håbet levende midt i
al uretfærdigheden.
Martin Luther Kings håb
På porten til Museum of Civil Rights i Memphis står: ”I know that we
might get to the promised land. I might not get there together with you.
But I know that we might all get there”.
Ordene er taget fra den tale, som Martin Luther King Jr. holdt lige inden,
han blev skudt. Han vidste, at han levede et usikkert liv. Han vidste, at
han ikke nødvendigvis ville kunne være med hele vejen. Men han havde
et håb om og en tro på, at retfærdigheden ville ske, og at der i den sag
var noget at håbe på.
Salvador Dalis håb
Et andet udtryk for håb kan ses i nogle af den chiliensk-spansk fødte
kunstner Salvador Dalis tidlige kunstværker, som kan ses på et mindre
bortgemt museum i Paris.
Dali har i nogle af disse tidlige kunstværker lavet en serie af illustrationer
til de bibelske fortællinger begyndende med verdens skabelse.
Stilen er naturalistisk. Men fælles for alle billederne er, at dér hvor der er
kaos, dér har Dalí malet så at sige en sort plamage.
I fortælling om Abrahams ofring af Isak er der således en plamage af sort
maling, dér hvor man skulle se et ansigt.
Sådan fortsætter det igennem Det gamle Testamentes fortællinger og
videre gennem Det nye Testamentes fortællinger frem til opstandelsen.
Der ser man sorte ansigter ved graven. En grav, der er vist som en sort
tunnel. Først sort, men når man bevæger sig ind i tunnelen, så viser
der sig et lys, som til sidst overtager mørket. Det er Dalis fremstilling af
opstandelsens håb.
Når håbet spiller på fløjte
Der hvor der er håb, er der altid en form for liv.
Jens Rosendal digter sådan her i ”Når håbet spiller på fløjte”:
”Det inderste håb er altid på trods af:
håb om en ny og en bedre verden …
håb om grønnere græs og smukkere blomster
håb om kærlighed og opstandelse
håb om at komme nærmere håbet
og livet og kærligheden. ..
.. Og det hænder at jeg ikke kan fastholde håbet
Men skrumpler gennem lange tunneler
Af uvirkelighed og mørke
Med døve ører og ufølsomme læber.
Men lovet være håbet.
Det holder mig fast
Og slipper mig ikke af syne.
Ufortrødent stemmer det sin fløjte
Og kalder mig levende ud
På den anden side.
Dansende fatter jeg med min ene hånd om fortiden som altid er fuld af
fejltagelser og misforståelser
Og fuld af håb rækker jeg den anden mod fremtiden
De nye dage
Det nye forår
Den nye verden.
11