1. No category

1
PETER DEN STORES
BESØG I DANMARK
Det gik ikke stille for sig, da zar Peter den Store og
zarina Katarina besøgte København i begyndelsen af
1700-tallet.
Artikel af Thomas Lyngby, museumsinspektør på Det
Nationalhistoriske Museum.
PETER DEN STORES BESØG I DANMARK
Af Thomas Lyngby
Aldrig har der vel været flere russere i Danmark end i
sensommeren 1716. I enorme teltlejre på Nørre- og Østerfælled
uden for Københavns volde lå 28.000 russiske soldater, på Hven
yderligere 2000. Sammen med 23.000 danske soldater, der havde
deres lejre ved Sankt Jørgens Sø, skulle de invadere Sverige og
bringe de gamle østdanske provinser – Skåne, Halland og Blekinge
– tilbage under den danske krone. Sveriges konge, Karl XII, skulle
tvinges til en fred, hvor han tillige afstod betragtelige landområder
øst for Østersøen til Rusland. Inden for Københavns volde opholdt
sig de fornemste af de russiske gæster. Den russiske zar, Peter den
Store, og zarina, Katarina, var indlogeret på Frederiksholm i en
pragtfuld gård, der tilhørte direktøren for Ostindisk Kompagni,
Wilhelm Edinger. I det følgende skal det handle om Peter den
Stores ophold i København i 1716. Men først opridses baggrunden
for de dansk-russiske invasionsplaner.
Baggrund
I 1699 havde Peter den Store, Frederik IV og den sachsiske
kurfyrste August den Stærke, der tillige var konge af Polen,
indgået en alliance vendt mod Sverige. Året efter brød krigen ud.
Den danske deltagelse blev i første omgang kortvarig. I Slesvig og
Holsten, hvor hertugen af Gottorp var en vigtig magthaver ved
siden af den danske konge, angreb Frederik IV svenske
militærlejre, som var anlagt i de gottorpske landområder. I
begyndelsen gik det godt for danskerne. Snart fik hertugen af
Gottorp imidlertid hjælp fra Lüneburg, og da Karl XII i august med
støtte fra en stor engelsk-hollandsk flåde kunne gøre landgang på
Sjælland og truede med at belejre København, var Frederik IV
tvunget til at trække sig ud af krigen. Den Store Nordiske Krig
fortsatte uden Danmark. Sachsen var stadig Ruslands allierede,
indtil August den Stærke også var nødt til at indgå separatfred og i
nogle år opgive den polske krone. En tid kæmpede Rusland alene
mod Sverige.
Efter en stor svensk offensiv kom det til et afgørende vendepunkt i
1709, da Peter den Store vandt en knusende sejr over Karl XII ved
den ukrainske by Poltava. Den svenske konge måtte søge tilflugt i
byen Bender i Osmannerriget, som han en tid fik med i sin krig
mod Rusland. Da osmannerne havde nået deres egne mål, blev de
mindre interesserede, og den svenske konges ophold fik nærmest
karakter af et fangenskab. Danmark og Sachsen trådte atter ind i
2
krigen. November 1709 blev der landsat danske soldater i Skåne.
Nogle måneder senere måtte den danske hær imidlertid undsættes
over Sundet efter et blodigt slag ved Helsingborg. Men den danske
invasion bandt svenske styrker, og det lykkedes Rusland at erobre
alle de svenske provinser syd for den Finske Bugt og Rigabugten.
Nord for den Finske Bugt trængte russerne frem forbi Viborg.
1711-15 foregik en stor del af krigen i Nordtyskland, hvor
Bremen-Verden, Rügen, Stralsund, Wismar og de dele af
Pommern, der hørte til Sverige, efterhånden blev erobret af de
allierede, som i 1715 også kom til at omfatte Preussen og
Hannover. Sidstnævnte var kommet i personalunion med
Storbritannien, da kurfyrst Georg Ludwig i 1714 besteg den
engelske trone som George I. Med uforsonlige holdninger satte
Karl XII Englands velvilje mod Sverige over styr, mens danske
diplomater med forsigtighed og snilde gjorde alt for at få George I
på deres side. Man lovede, at Hannover efter krigen skulle
overtage Bremen-Verden, som Danmark havde besat i 1712.
Afgørende for de nordtyske krigshandlinger blev det, at Frederik
IV i begyndelsen af 1713 med hjælp fra sine allierede indesluttede
en stor svensk hær, der anført af feltherren Magnus Stenbock var
marcheret ind i Holsten efter at have besejret en dansk-sachsisk
hær ved Gadebusch den 20. december året før. Men Stenbock var
gået i en fælde. Den danske flåde havde overskåret
forsyningslinjerne til Sverige, og Peter den Store indvilgede i at
hjælpe i kampen mod Stenbocks hær.
Den 29. januar mødtes Frederik IV og Peter den Store i Rendsborg.
Sammen besatte de Husum, hvor Frederik IV tog ophold på slottet,
zaren i et andet af byens huse. Da man havde fået nys om, at
gottor- perne i hemmelighed samarbejdede med svenskerne,
kunne man droppe alle hensyn til hertugen. Den 18. februar
overtog danske tropper fæstningsværkerne omkring Gottorp, og
hertugens amter blev underlagt kongelige embedsmænd og
behandlet som danske provinser. Samme dag modtog Peter den
Store Elefantordenen af den danske konge, og Frederik IV
Andreasordenen af zaren. Stenbock og hans hær blev indesluttet i
Tønning og måtte efter nogle måneders belejring overgive sig til
Frederik IV.
Efter den svenske kapitulation i Tønning begyndte Danmark og
Rusland i fællesskab at lægge planer for en invasion i det svenske
hovedland. I 1714 drøftede man et angreb på flådebasen
Karlskrona i Blekinge, og i efteråret 1715 foreslog Peter den Store
via sin ambassadør, fyrst Dolgorukij, en dansk- russisk landgang
på Skånes vestkyst. Selv alvorlig sygdom kunne ikke dæmpe Peter
den Stores iver efter at drøfte sine ideer med den danske envoyé,
Hans Georg Westphalen, og Frederik IV var lydhør. Den 1.
december skrev den danske konge til zaren fra sit hovedkvarter
uden for Stralsund, som han belejrede, at han tænkte på,
hvorledes man tidligt næste år kunne angribe kongen af Sverige i
hjertet af hans lande. Frederik IV forhandlede derom med zarens
generaladjudant, Jagousinsky, som var hos ham i Stralsund.
Inden for murene i den belejrede by havde Karl XII kommandoen.
Et år forinden var han omsider undsluppet sit fangenskab. Efter 16
dages ridt tværs gennem Europa var han den 20. november 1714
sluppet ind i Stralsund. Med 15.000 mand forsvarede han sig
indædt mod 50.000 dansk-russisk-preussiske belejrere. Afgørende
blev det, at den danske flåde var i stand til at opretholde en
blokade af byen. Den 23. december overgav Stralsund sig, og nu
havde Sverige kun Wismar tilbage i Nordtyskland. Karl XII var
imidlertid dagen før overgivelsen undsluppet i en båd. Nytårsdag
1716 steg han i land i Skåne, og her begyndte han straks at lægge
3
planer for angreb på Danmark, og det blev den svenske konge, der
først førte krigen over på skandinavisk område.
Det var hård vinter, og Karl XII sendte soldater til Hven, mens han
undersøgte, om isen var stærk nok til at bære hæren resten af
vejen over Sundet til Sjælland. I København, hvor der det sidste
halve år havde været koppeepidemi, forberedte man sig på en ny
plage, en svensk belejring. Magistraten skaffede hestestalde,
kvarterer til svenske krigsfanger og udleverede 2000 flintebøsser
fra Tøjhuset til borgervæbningen. Der blev lavet lister over
våbenduelige studenter, og hvad der i det hele taget fandtes af
mandlige logerende og tjenestefolk i byen. Amtmanden fik ordre
til at opkøbe kvæg. Noget blev drevet til København, andet til
Møn, Lolland og Falster, så det ikke skulle komme fjenden i
hænde. Heldigvis slog det om i tø den 5. februar, og Karl XII måtte
opgive sit forehavende.
I stedet vendte den svenske konge sig i marts mod Norge. Den 18.
marts blev Christiania besat. Situationen var alvorlig, og Frederik
IV måtte sende flere soldater derop. I april havde de dansk-norske
styrker held med en modoffensiv. Karl XII trak sig tilbage, men
satte alt ind på at erobre grænsefæstningen Frederikssten. Den
svenske konge måtte dog opgive sit forehavende, efter at kaptajn
Peter Tordenskiold i fjorden Dynekilen syd for Frederikssten den
8. juli besejrede en stor svensk forsyningsflåde, hvis mange skibe
enten blev erobret eller ødelagt. Øjeblikkeligt trak Karl XII sig
tilbage. Frygten for en svensk invasion på Sjælland og krigen i
Norge forsinkede forberedelserne til den planlagte dansk-russiske
invasion i Skåne. Zaren havde bemærket forsinkelsen og klagede
herover.
Det var ikke den eneste klage, zaren fremførte. I Nordtyskland,
hvor den svenske fare efterhånden var til at overse, begyndte
alliancen at slå sprækker. I april 1716 lod Peter den Store sin brors
datter, Katarina Ivanovna, ægte hertugen af MecklenburgSchwerin, Karl Leopold, som såvel den danske, den preussiske
som den engelske konge nærede uvilje imod. Den mecklenburgske
hertug ønskede, at det sidste svenske støttepunkt i Nordtyskland,
Wismar, skulle tilfalde ham, når Sverige forventeligt måtte opgive
byen. Preussen og Hannover, der ønskede, Wismar skulle være en
fri rigsstad, frygtede, at Mecklenburg med zarens støtte skulle nå
sit mål.
Det var preussiske og danske styrker, der belejrede svenskerne i
Wismar, og russiske var på vej for at hjælpe deres allierede. Efter
brylluppet gjorde de preussisk-danske belejrere en
kraftanstrengelse for at få byen til at overgive sig, før de russiske
styrker nåede frem. Kapitulationsforhandlingerne var i gang, men
ikke afsluttet, da russerne kom, men den danske general Dewitz
forhindrede de russiske soldater i at deltage i besættelsen. Peter
den Store gav udtryk for voldsom utilfredshed i et brev til
Frederik IV og hadede fra da af den danske general.
Atmosfæren var derfor ikke den bedste, da Frederik IV den 28. maj
mødtes med Peter den Store på lyststedet Ham und Horn i
nærheden af Hamborg. Men en uges tid senere lykkedes det
alligevel at slutte traktat om virkeliggørelsen af det fælles angreb
på Skåne. Peter den Store skulle stille med 40 bataljoner og
2000-3000 ryttere, Frederik IV med 20 bataljoner og 10.000 ryttere.
Danskerne skulle sørge for at sejle 30 russiske bataljoner og 1000
dragoner fra Warnemünde til Sjælland. I Danmark skulle Frederik
IV betale for forplejningen af 15 russiske bataljoner og 1000
ryttere.
Frederik IV havde op til mødet forsøgt at få Preussen til også at
stille tropper, men det lykkedes kun at få dem til at love
4
transportskibe mod betaling. Preussen og Sachsen var mindre
opsatte på at hjælpe nu, hvor svenskerne var fordrevet fra
Nordtyskland. Opmuntrende var det, at det i juli lykkedes at få en
britisk flådedeling til at dække operationen. Det var stedse den
danske konges ønske at skabe en koalition af flere lande og i det
hele taget sikre sig, at det russiske bidrag til invasionen ikke blev
alt for overvældende. En tilbageerobring skulle være bæredygtig
på sigt, og Frederik IV nærede intet ønske om at være i lommen på
zaren for tid og evighed.
Efter mødet i Ham und Horn rejste Peter den Store til kurbadene i
Pyrmont – det havde hans læge anbefalet oven på vinterens
sygdom. Dernæst skulle han komme til København, og de to
monarker skulle sammen invadere Skåne. Danmark mobiliserede
for fuld kraft. Soldater blev trukket hjem fra Pommern, og jyske og
fynske regimenter sendt på march til København. Alle amts- og
købstadsøvrigheder blev sat til at skaffe skibe, der kunne sejle hø
og andre nødvendigheder til København. Der blev også gjort
foranstaltninger til at skaffe skibe, der kunne hente de russiske
soldater i Warnemünde.
Ankomst, indkvartering og underholdning
Efter kuropholdet i Pyrmont rejste Peter den Store til sine soldater
i Warnemünde, hvor de ventede på at blive overført til Danmark.
Zaren var utålmodig og besluttede med sine skibe at sejle i
forvejen med en del af styrken. Natten mellem den 14. og 15. juli
gik han i land på Sydfalster. Den 14-årige apotekersøn, Claus
Seidelin, var i Nykøbing Falster vidne til Peter den Stores ankomst
og har givet en levende skildring i sine erindringer. I landsbyen
Gedesby indledte zaren med at jage den lokale foged og kromand
og dennes hustru ud af deres seng for selv at lægge sig i den med
støvlerne på. Fogeden sendte straks bud til Nykøbing om den
celebre gæst, og den følgende formiddag gjorde zaren sit indtog i
byen: ”Hand kom da Dagen derpaa her til Byen Klocken 11
Formiddag, dog icke i nogen Karet, men i en Art af en liden aaben
Chaise, som blev baaren af 2de Heste, hvilcken hand selv hafde
med sig, og blev ført paa Slottet; men hand var icke fornøyet
dermed, thi hand vilde have spiist i et Vertshuus, hvorfor hand, da
hand fandt sin Kok paa Slots-Trappen, pryglede hand ham brav af.
Endelig tog hand dog derimod, men begierede at spiise alene, saa
at [stiftamtmand] Lützou og [amtmand] Reichou maatte retirere
sig.”
Den 16. juli nåede nyheden om Peter den Stores ankomst til
København. Man fik travlt med at gøre klar til modtagelsen i
hovedstaden, som man forventede ville finde sted samme dag.
Borgervæbningen blev posteret langs zarens planlagte indtogsrute
fra Vesterport til Slottet. Den fornemme gæst dukkede imidlertid
ikke op, og da det senere forlød, at han ville ankomme med skib,
fik borgerskabet lov til at afmarchere med besked på at mødes
igen, når der blev kaldt til samling med trommeslag.
Den følgende dag forlød det, at zaren ville ankomme ad søvejen,
og borgervæbningen stillede op fra Toldboden til Slottet. Frederik
IV blev roet ud til Peter den Stores skib, hvor de to fyrster hilste
på hinanden under kanoners løsen. Zaren og kongen kørte gennem
byen i et optog af vogne, alle med seksspand. Først
ceremonimesteren og ministrene efter rang, så zaren og kongen i
Frederik IVs vogn. Efter majestæterne fulgte til hest en del
kavalerer og livgarden. Det gik ad Store Kongensgade over
Kongens Nytorv, forbi Kanalen over Holmens Bro til Slottet, imens
kanoner saluterede. På slottet blev der holdt taffel, hvorefter Peter
5
den Store ved titiden blev kørt til den russiske gesandt, fyrst
Dolgorukij, der logerede i Grev Dannekjolds Gaard på Kongens
Nytorv.
Zaren havde ved ankomsten stiftet bekendtskab med
ceremoniellet ved det danske hof, og det passede ham ikke.
Allerede dagen efter skrev han til zarinaen, at han havde måttet
tage del i en ceremoni, som han ikke havde oplevet magen til i 20
år. Zaren gjorde ikke meget for at skjule sin misnøje, og hans
ligefremhed virkede stødende på danske iagttagere. Om morgenen
den 18. juli sendte Frederik IV respektfuldt sin karet til Kongens
Nytorv, så Peter den Store kunne køre bekvemt til Slottet. Men
zaren afslog denne høflighed. I stedet tog han en chalup, der lå i
Nyhavn og roede til Holmens Bro, og skønt kongens kusk i
mellemtiden var kørt hertil, insisterede zaren på at gå det sidste
stykke over slotspladsen og gennem vagten til fods. Mere forsonlig
har den videbegærlige zar nok været, da Frederik IV efter
middagstaflet fremviste sine stalde og Tøjhuset. Men Peter den
Stores attitude var blevet bemærket, og samme dag skrev en
iagttager: ”dass der Zar, sogleich Er den Fuss auf dem Lande
gesetzet, Er als Herr und Meister agiret.”
Zarens enorme fysiognomi, de simple klæder, han som oftest bar,
og hans uslebne sprogbrug gjorde et brutalt og skræmmende
indtryk. Flere steder finder man beskrivelser af hans nærmest
tarvelige daglige klædedragt. Selv ved sit indtog i byen havde han
båret sin dagligdagsdragt, der beskrives som en gammel og plettet
rød kjole af groft klæde, der kunne knappes helt op i halsen; en
hvid lærredstrøje med hvide trådknapper og uden vest; brune
bukser, der var bundet under knæene; et par grå strømper, der
beskrives som ikke værende ”bedre end de vore Jyder sælger paa
Torvet”; sorte læderknæbånd med messingspænder; spidse sko
med messingspænder, en smal hørlærredsklud om halsen og foran
halsen en stor sølvknap med en glassten i. Dragten manglede
manchetter og halværmer, så man kunne se den grove skjorte langt
inde på de solbrændte arme. På hænderne havde han beskidte
handsker, og i hånden en stor, tyk stok med læderrem i. I et slidt
vedhæng bar han en huggert, der karakteriseredes som mere
lignende et bøddelsværd end en kårde. På det krøllede og flettede
sorte hår bar han en kasket, som var overtrukket med grøn
voksdug.
Til fester iklædte han sig enten en grøn klædeskjortel med
guldbesætninger eller en rød med sølvbesætninger og bar herpå
sin fulde orden. Zarinaens dragt beskrives til gengæld som
”magnificens”. Selv ved højtidelige lejligheder var zarens
sprogbrug så ligefremt, at det vakte anstød ved det slebne danske
hof. Ved et taffel skal Frederik IV spøgefuldt have sagt til zaren:
”Ah! jeg hører, kjære Broder, at også I har en Maitresse”, hvortil
Peter den Store vredt svarede: ”Kjære Broder! de Fruentimmere,
jeg holder, koste mig ikke mange Skillinger, men hun, som I
holder, koster Eder Tusender af Rigsdaler i Sølv, som I kunde
bruge paa en langt nyttigere Maade.”
Peter den Stores fordringer var dog ikke mindre, end han ønskede
sig en passende residens under sit ophold i den danske hovedstad.
Umiddelbart efter sin ankomst fremsatte han ønske om at få stillet
en af prins Carls boliger til rådighed – enten Charlottenborg på
Kongens Nytorv eller Blågård lidt uden for byen. Frederik IV var
bekymret på sin lillebrors vegne. Kongen frygtede, at bohavet ville
blive ødelagt og sendte besked til prins Carls kammerjunker,
Christian Frederik Holstein, om at flytte de mest kostbare sager,
”sonsten wird alles ruinirt”, som majestæten udtrykte det, mens
han forsikrede, at han ville gøre alt, hvad der var menneskeligt
6
muligt for at forhindre, at zaren tog ophold i en af prins Carls
ejendomme.
Heldigvis for prins Carl blev der fundet en anden løsning. Frederik
IV var mindre bekymret, når det gjaldt en ejendom tilhørende
direktøren for Ostindisk Kompagni, Wilhelm Edinger. Denne
havde tidligere haft den russiske ambassadør, fyrst Dolgorukij,
logerende. Den 19. juli befalede kongen, at Vilhelm Edinger
”ufeilbarligen inden i morgen aften indrømmer og giør reddelig for
Hans Mait. Czaren hans Gaard og Huus med alle derudi
befindende værelser.” Tre dage senere fik henholdsvis byens
præsident og byens politimester ordre til straks at låne det
nødvendige bohave til zaren hos byens borgere.
Den 23. juli ved syvtiden om aftenen ankom zarina Katarina til
byen. Zaren og kongen havde kørt hende i møde, og sammen
gjorde de et højtideligt indtog ad Vesterport via Vestergade,
Gammel Torv, Nygade, Vimmelskaftet, Amager Torv, Østergade,
Kongens Nytorv forbi Holmens Kanal over Holmens Bro til Slottet,
mens der blev blæst på trompeter, slået på pauker, og kanoner blev
afskudt. Kongen skal have budt hende velkommen ved at drikke
hendes skål af en guldpokal besat med ædelstene, der
efterfølgende blev foræret som gæstegave.
Efter at have indtaget aftensmåltidet blev zaren og zarinaen med
vogn bragt det korte stykke til deres logi i Edingers gård, hvor en
afdeling af kongens garde i den tid, de høje herskaber boede her,
holdt vagt. Det palæagtige bygningskompleks var opført i 1680erne
i barok stil. Fra porten ud mod Frederiksholms Kanal trådte man
ind i en gård omkranset af fire fløje: tre grundmurede til beboelse
og bagest én i bindingsværk, der rummede køkkener og stalde.
De rum, der de næste måneder dannede ramme om en stor del af
zaren og zarinaens liv, havde stuklofter med plafondmalerier, og
væggene i de fornemste rum var beklædt med gyldenlæder. I
stueetagen fandtes kontorer, kabinetter og stuer; på første sal var
de fornemste rum, hvor zaren og zarinaen boede. På anden sal var
der mindre værelser til tjenestefolk, og i fløjen over porten fandtes
palæets store sal. Til majestæternes sovekammer låntes af den
velhavende købmand Christian Schupp et fornemt sengeomhæng i
karmoisinrødt silkedamask med vævet blomsterbuket-mønster og
underforet med hvid taft, seks stole betrukne med gyldenlæder, et
nøddetræsbord med indlægninger og to gueridoner.
De møbler, Edinger havde ladet stå, og de indlånte fra
borgerskabet, slog ikke helt til. Zarinaen savnede et
opbevaringsmøbel, og der blev bestilt en dragkiste hos snedkeren
Lars Fögen. Dragkisten var i egetræ indlagt med valnøddetræ, som
var udskåret som blomster og fugle i mange farver. Der blev også
bestilt en løjbænk til at hvile sig på om dagen. Til rekreative
formål kunne gæsterne også benytte haven bag gården, der var
udsmykket med fire blystatuer, og som desuden indeholdt 18
laurbær og 41 andre træer i baljer samt 132 blomster i havevaser. I
haven lå to lysthuse, hvoraf det ene af zarinaen blev indrettet til
badstue. Foruden zarens hofstat i Edingers gård blev det til hans
store følge nødvendigt at finde indkvartering hos ikke færre end
116 borgere København og 29 uden for byen.
Det danske hof underholdt Peter den Store med operaer, komedier,
tafler og fester. Zaren besøgte Rosenborg og Frederiksberg Slot,
hvor man dejeunerede på tagaltanen, og zarparret skal have ytret
glæde over udsigten. Det blev også til besøg på Kronborg, fra hvis
tårn zaren betragtede Skåne, og på Frederiksborg Slot skulle Peter
den Store efter sigende have været så optaget af et fornemt bord
7
udført i scagliola teknik, at han i sin iver for at undersøge det
lavede et hul i det ene hjørne med sin kårde.
Til Peter den Stores underholdning arrangeredes en jagt i
Dyrehaven. Zaren fældede en hjort nær Strandmøllen og huggede
desuden hovederne af to rådyr. Man spiste i den Eremitage, som
Christian V havde ladet opføre. Den var som den senere fra
Christian VIs tid udstyret med en taffelmaskine, der kunne hejse
maden fra køknet til spisesalen. Så måske har herskaberne her
spist alene uden opvartende tjenere. Efter et taffel på Rosenborg
blev der arrangeret ringrendning til vands, hvor zaren og dronning
Louise sad i en jolle, Frederik IV og zarina Katarina i en anden.
Peter den Store dyrkede sin interesse for videnskab og teknik ved
besøg i Kunstkammeret, hvor han fik et stykke forstenet brød og et
par laplandske træsko til det kunstkammer, han selv var ved at
etablere i Sankt Petersborg. Hvor han kom, undersøgte han
fæstningsværker, geværer, krudt, orlogsskibe med videre. I
observatoriet på toppen af Rundetårn aflagde han flere besøg. Den
1. oktober observerede han Venus og Jupiter sammen med
zarinaen, der kørte op i en vogn, mens zaren red. I diskussioner
med den tilstedeværende astronom, Peder Nielsen Horrebow,
demonstrerede zaren, at han var en kender af videnskaben, og han
opfordrede Horrebow til at komme til Rusland. Det var ikke kun
danske videnskabsmænd, zaren prøvede at få personlig kontakt
med under sig ophold. Han forhandlede også med danske
købmænd om sine storstilede planer om at ophjælpe den
dansk-russiske handel.
Krigsforberedelserne
De mange adspredelser gav afbræk i de intense forberedelser til
krigen. På sit skib rekognoscerede zaren ofte langs den skånske
kyst, mens en mægtig allieret flåde samledes ved København. Den
russiske flåde talte 14 linjeskibe, og den engelske admiral Norris
befalede over 19 skibe, der var George Is bidrag. Også en mindre
hollandsk flåde var til stede. Den skulle dog først og fremmest
holde øje med, hvad der foregik, og forholdt sig neutral. Planen
var, at den fælles flåde skulle operere i Østersøen og sikre et
massivt herredømme, så ingen svenske orlogsfartøjer kunne
chikanere transporten af de mange russiske soldater fra
Nordtyskland og siden overførelsen af den dansk-russiske
invasionsstyrke til Skåne.
Flådens afsejling trak ud, da Frederik IV ønskede, at det danske
kontingent skulle være det stærkeste. Han afventede derfor
ankomsten af flådefartøjer fra Norge, herunder dem Tordenskiold
havde vundet i Dynekilen. Den 7. august ankom viceadmiral
Christian Carl Gabel fra Norge, og hermed nåede det danske bidrag
til fællesflåden op på 19 linjeskibe og fire fregatter. Næste
spørgsmål, der skulle afklares, var, hvem der skulle have
overkommandoen over flåden. Man enedes om at gøre Peter den
Store, der personligt ville deltage i operationen, til den formelle
leder, men admiral Norris betingede sig uafhængighed og ville kun
følge zaren efter forudgående krigsråd.
Den frygtindgydende flåde, der den 16. august sejlede fra
København, var den største, der nogensinde var set i Østersøen.
Skibene lagde sig ved Bornholm, og svenske fartøjer i området
søgte ly i Karlskrona. Nu kunne overfarten af de russiske styrker
fra Warnemünde begynde. Zaren syntes vanen tro, at det hele gik
langsommeligt, og var noget utilfreds med, at den danske
transportflåde først forlod København 29. august. I de følgende
uger satte 186 fartøjer mere end 19.000 soldater over fra
Nordtyskland til København, og den 15. september var missionen
8
afsluttet. Dagen forinden havde præsterne fået besked om på den
følgende søndag at bede for, at invasionen skulle blive heldig, og
Frederik IV foreslog zaren, at den 21. skulle være dagen, hvor det
gik løs.
Zaren afblæser aktionen
Stor var de danske ministres forbløffelse, da deres russiske
kolleger den 17. september erklærede, at en invasion måtte
udsættes til det følgende forår, da det var blevet for sent på året.
Man gjorde kraftige indvendinger, men da zaren to dage senere
erklærede, at operationen var aflyst, var det definitivt. De russiske
generaler, der var ankommet til Sjælland, synes at have lagt pres
på zaren for at få ham til at opgive foretagendet.
Den danske skuffelse var enorm. Året var begyndt med
forberedelser til et forsvar af København, dernæst havde der været
krigen i Norge og så den store mobilisering til den skånske
invasion, der havde beslaglagt enorme ressourcer, ligesom zaren
og hans suites besøg og indkvartering, som var kommet pludseligt
og uvarslet, havde krævet sit. I de fleste købstæder var der blevet
bagt beskøjter, og der blev leveret enorme partier af mel, hø, tørv
og brænde med videre til soldaternes lejre ved Køben- havn. Det
havde også krævet store anstrengelser at tilvejebringe de mange
transportfartøjer, der skulle sætte de russiske soldater over. Dertil
kom de lykkelige omstændigheder, hvorunder man havde opnået
støtte fra den engelske konge. Men zaren var ikke til at hugge eller
stikke i, og den 26. september bad Frederik IV ham om straks at
give ordre til at trække alle russiske soldater på Sjælland og Hven
ud af Danmark. 13.-23. oktober sejlede de russiske styrker bort,
uden at de havde udrettet det, de var kommet for. Hvordan kunne
det komme dertil?
Russerne gav danskerne skylden for, at aktionen blev afblæst.
Danskerne havde, hed det, smølet med forberedelserne, men på
interne russiske møder fremhævede zarens ministre, at
landgangsoperationen var for risikabel, skønt man nu kalkulerede
med, at aflysningen kunne føre til, at danskerne ville forlade
alliancen og slutte særfred med Sverige. Blandt årsagerne til
aflysningen var nok, at zarens rekognosceringer havde givet
russerne overdrevne forestillinger om, hvor stærkt Karl XIIs
forsvar var. Dertil kom, at man ønskede at overføre tropper til
Polen, hvor et ulmende adelsoprør mod landets konge kunne give
grobund for, at Sverige på ny etablerede sig syd for Østersøen,
hvilket man for alt i verden ville undgå.
Det er blevet hævdet, at Peter den Store aflyste operationen, fordi
han underhandlede med svenskerne om en særfred – eller fordi
han ligefrem ønskede at erobre København eller Kronborg. Der er
dog aldrig blevet fremført beviser for, at sådanne forhandlinger
skulle have fundet sted, tværtimod. Helt frem til kort før
aflysningen synes zaren at have regnet med at udføre planen. Den
6. september skriver han til sin søn Aleksej: ”Dersom Du vil gjøre
Dig duelig til Tronfølger, da opsæt ikke Din Rejse hertil længere
end otte Dage. I saa Fald vilde Du endnu kunne kommer til at tage
Del i Felttoget.”
Meget tyder på, at det ikke var zaren selv, men hans generaler og
ministre, der først var imod udførelsen af det planlagte. Nogle
måneder senere klager Peter den Store således i et brev til
feltmarskal Sjeremetev: ”Efter at I og flere af Generalerne havde
faaet standset og hindret Landgangen, kan I nu se, hvor slette
Virkninger dette har havt. Englænderne ere fuldstændig uenige
9
med os, de Danske tør ikke gjøre noget uden dem, og saaledes
komme vi til at vende hjem med Skam. Var det blevet til noget
med Landgangen, vilde vi allerede have faaet Fred; men i det Sted
have de Raad, I have givet, ført til, at alt er blevet kuldkastet, og at
Krigen er trukket i Langdrag.”
Med hensyn til spekulationerne om, at zaren havde onde hensigter
mod Danmark, så synes den russiske styrke slet ikke at have været
stærk nok til at indtage København. Den danske flåde ville kunne
sætte de tilstedeværende russiske skibe ud af spillet og kunne vel i
givet fald forvente støtte fra englænderne. Skønt der var flere
russiske end danske soldater i invasionsstyrken, skal man fra
de 30.000 russiske fratrække de 2000 dragoner på Hven, og til de
23.000 danske lægge garnisonen i København, borgervæbningen,
og hvad man ellers ville kunne mønstre og bevæbne i byen. Dertil
kom, at danskerne havde mere artilleri, og at København var
velbefæstet. Peter den Store stod ikke stærkt nok til et angreb på
København, og det har efter alt at dømme aldrig været hans
hensigt.
At der herskede mistillid og gnidninger mellem danskere og
russere, er imidlertid evident. For eksempel var russerne utilfredse
med, at de kun måtte sende 100 soldater inden for voldene ad
gangen, når der skulle hentes vand inde i byen. Skønt tallet blev
hævet til 150, gav det anledning til konfrontationer ved portene –
til tider med sårede og døde. Det er sandsynligt, at den uudtalte
mistillid, der lå bag den intense danske overvågning, og som
indbefattede en dansk fregat, der patruljerede i farvandet mellem
Hven og Sjælland, virkede fornærmende på zaren.
Forhandlinger og selskabelighed gjorde tilsyneladende ikke
forholdet mellem zaren og Frederik IV bedre, måske snarere det
modsatte. Under en troppeparade ved Frederiksberg Slot den 9.
september fortalte zaren på sin vanlige ligefremme og samtidigt
nedladende facon Frederik IV, at han ikke havde me- get til overs
for de danske generalers dygtighed, og han nægtede at deltage i det
efterfølgende taffel, hvis general Dewitz skulle være med. Han
havde ikke glemt begivenhederne i Wismar i foråret. Kongen
opfattede udtalelserne som manglende tillid til den danske hær,
hvilket han fandt sårende og ærekrænkende. Zaren var også
utilfreds med, at Frederik IV ikke ville gå med til at bruge den
store flåde mere offensivt mod svenskerne, herunder at sende
danske fartøjer til den Botniske Bugt, hvor de skulle have
understøttet en planlagt russisk invasion i Østsverige.
Den gensidige mistillid gødede jorden for, at zaren kunne lade sig
overtale af generalerne til at afstå fra et angreb. Den utålmodige og
iltre zar kan godt have følt, at danskerne smølede, men
indrømmede ofte, at hans klager havde været forhastede. Danskerne bestræbte sig til det yderste med de ressourcer, man havde til
rådighed, og forsinkelserne var til at overse. Og russerne var heller
ikke selv klar med alt til tiden. Et dragonregiment, som russerne
selv stod for oversejlingen af, ankom først den 15. september, to
dage før aflysningen.
Hvad der holdt Danmark og Rusland sammen var deres fælles
fjendskab mod Sverige. Den gensidige skepsis var ikke større end,
at man grundlæggende stolede på, at man ikke ville hinanden det
ondt. Derfor havde Frederik IV intet hastværk med at få alle sine
soldater samlet, før russernes ankomst. Tværtimod søgte han at
spare på udgifterne til hærens fortæring ved at sørge for, at de
ankom så tæt på den planlagte invasion som muligt. Omvendt
blev Peter den Store roligt boende, mens hans tropper forlod byen.
Det var vigtigt for Frederik IV at bidrage med tilstrækkelig styrke,
så han ikke kom i lommen på zaren, ligesom den engelske flådes
10
håndsrækning var en kærkommen blåstempling af de territoriale
gevinster, han håbede, der ville komme ud af aktionen. Danmark
kunne næppe stå stærkere og Sverige svagere. Derfor var den
danske skuffelse enorm, da russerne aflyste. Hertil kom, at man
havde bestræbt sig med så megen møje i et år, der havde budt på
så mange udfordringer.
Afrejse og efterspil
Trods afblæsningen af aktionen forblev zaren i København i mere
end en måned. Man forhandlede om en mulig invasion det
følgende år uden at kunne komme til enighed, og det selskabelige
program fortsatte også. På Frederik IVs 45-års fødselsdag, den 11.
oktober, blev der holdt maskerade på Københavns Slot. Fra
riddersalens galleri var alle byens honnette folk inviteret til i
forklædning at overvære de to fyrstelige par indtage deres
aftensmåltid. Dernæst måtte de komme ned til selve festen. Ifølge
en beretning underholdt zaren ”sig samme Tiid med Dantz samt
ellers viiste sin store Fornøyelse over én og anden Masques
Artighed.” Det var tilsyneladende ikke alle det danske hofs
forlystelser, zaren fandt kedsommelige, sådan som det ellers
antydes i andre beretninger.
Den 26. oktober spiste Peter den Store og Katarina for sidste gang
sammen med Frederik IV og dronning Louise på Københavns Slot.
Efter måltidet tog de afsted, og næste morgen tidlig rejste zaren
og zarinaen fra byen. De danske og russiske fyrster havde forsikret
hinanden om ubrydeligt sammenhold og venskab, men sandheden
var, at de efter besøget stod hinanden fjernere end før.
Det aflyste felttog øgede også kong Georges uvilje mod zaren. Fra
engelsk side mente man, at zaren i virkeligheden bare var
interesseret i at sætte sig fast med sin hær i Danmark og
Nordtyskland, og man frygtede, at Peter den Store skulle gøre sig
til herre over Østersøen.
Sverige, der havde været trængt i sommeren 1716, stod nu med
bedre muligheder – såvel på krigskuepladsen som diplomatisk.
Alliancen havde slået store revner. I de følgende år angreb den
danske konge i Bohus Len, mens svenskerne gjorde indfald i
Norge. Den 3. juli 1720 sluttede man fred på Frederiksborg Slot.
Mod et vederlag på 600.000 rd gav Danmark afkald på de erobrede
områder, Rügen, en del af Forpommern, Wismar og Marstrand; til
gengæld måtte Sverige opgive sin frihed for at betale Øresundtold
og i øvrigt love aldrig mere at yde Gottorp hjælp til skade for
Danmark. I forlængelse af fredsslutningen udstedte England og
Frankrig garantier for den danske konges udelte besiddelse af
hertugdømmet Slesvig. Ellers blev Gottorp restitueret, men den
danske sydgrænse syntes mere sikker end tidligere.
Krigen havde samlet set svækket Sverige, der nu var en stat på
niveau med Danmark-Norge. Den gamle dansk-svenske
rivalisering om at beherske Østersøen var fortid. Konkurrerende
magter havde meldt sig – først og fremmest Rusland, men også
Polen og Preussen. Frederik IV og hans efterfølgere forstod at
placere Danmark så heldigt i konflikterne i Østersøen og Europa,
at Den Store Nordiske Krig blev landets sidste større konflikt i
1700-årene.
Aldrig siden har Danmark været tættere på at vinde de tabte
provinser mod øst tilbage. Til de mange spildte udgifter føjede sig
de krav om betaling for indkvarteringen, som Københavns
borgerskab meldte sig med krav, der også indeholdt vidnesbyrd
11
om de russiske gæsters hærgende ødelæggelser, grænsende til
vandalisme. Blandt ødelæggelserne i Wilhelm Edingers gård var
440 knuste glasruder.
Edinger forlangte samlet 3556 rd i betaling, men som så mange
andre af byens borgere, blev hans fordringer væsentligt nedsat, og
han fik kun udbetalt 1005 rd. Historierne om zarens og russernes
tilstedeværelse i København og Danmark levede videre i
erindringen. Og når man i 1700-årenes København oplevede noget
tumultarisk, blev det almindeligt at sige: ”Er det Moskovitten, der
er kommen til Staden!”
12