1. No category

HUMMEREN
1624 – 1637
Det er den 16. december 1637. Vejret er sikkert gråt og småkoldt med spredte regn og sludbyger, men den kraftige storm fra vest der rasede få dage forinden, har lagt sig.
På stranden nord for Torekov havn, en lille havn øst for Hallands Väderö, står en lille gruppe
mænd og kigger ud mod brændingen. Målet for deres blikke, er et 36 meter langt orlogsskib,
som står urokkeligt fast på sandbunden, kort fra land. Det hælder lidt til siden, nu da havet
ikke længere kan holde det i ballance, men er stort set intakt.
Blandt de forsamlede mænd ses blandt andet, kaptajn Oluf Glad, Erik Ottosen der var
Holmens admiral og lidt derfra en gruppe skibsfolk, som havde opholdt sig i byen siden den
14. december. Skibsfolkene, det vil sige folk med kendskab til at bygge og rigge et skib, er
kommet hertil for at aftakle skibet i brændingen, og de vil blive her helt ind til den 1. maj
1638 1
De kilder der fortæller om denne hændelse er meget kortfattede, men alligevel er vi i stand til
at afkode en stor del af hændelsesforløbet.
For det første var det på det tidspunkt, og helt op i starten af 1900-tallet, reglen at skibe i
Norden blev oplagt for vinteren senest i slutningen af november måned, så vi kan gætte på
at skibet har været i et vigtigt ærinde.
Vi kan også se at det er blevet overrasket af en kraftig storm fra vest, som i en tid hvor skibe
ikke havde motor, kunne betyde havari eller ofte totalt forlis, når vinden ubønhørligt
pressede skibene tættere og tættere mod land.
I midlertid ser det ud til at skibets kaptajn, på dette tidspunkt Oluf Glad2, og hans besætning,
har udvist en meget høj grad af sømandskab.
Stranden ved Torekov er ca 600m lang, på en kyst som
ellers er præget af klipper.
Hallands Väderö, en klippeø på størrelse med Hven
liggende ret ud for, og en mængde af små kystnære
klippeskær over og under vandet, strækker sig, næsten
ubrudt fra Kullen i syd langs den svenske vestkyst. Der er
en enkelt anden strand nord for Torekov, Melby strand,
men den er kendetegnet ved at være så flad, at et
strandet skib ville stå mange hundrede meter fra kysten.
Der er således mange indicier der peger på at der var tale
om et kontrolleret forlis, da kaptajn Glad og hans folk
ramte den lille strand nord for Torekov Havn.
Parodoksalt nok er dette sømandskab, stærkt medvirkende til at der ikke findes nogle,
påviste, rester fra skibet. En lille fejlagtig vurdering af kurs og fart, og skibet var blevet knust
mod klipperne, til glæde for vore dages marinearkæologer.
Årsagen til at vi kan tillade os at opfatte forliset som kontrolleret, og skibet som ringe
medtaget ligger også i den kortfattede kilde. Når det tager et hold skibsfolk knap 6 måneder
at aftakle skibet, må der være virkelig meget der kan genbruges. Aftakle betyder normalt at
afmontere master, ræer, sejl og tilhørende tovværk. Men i tilfælde af forlis, som her, handler
det om at få bjerget alt af værdi. Naturligvis alt hvad der omfatter kanoner, håndvåben og
ammunition, men desuden alt hvad der kan genbruges af aptering i kahyt og kabys,
lanterner, både, ristværk trapper, skrogdele og meget mere.
1
Når således alt hvad der har haft værdi er indgået i andre og nyere skibe eller genbrugt på
anden vis, er der kun kilderne tilbage til at give os et billede af hvad det var for et skib der
midt i december, 1637, stod urokkeligt fast på sandbunden.
Og en vigtig kilde i denne henseende er en tegning som blev genfundet af bl.a. Niels Probst i
rigsarkivet i københavn.
Originaltegningen af orlogsskibet HUMMEREN fra 1623.
Det ældste vidensbyrd, som kan tidsfæstes, vi har om HUMMEREN er den endelige
kontrakt, som er dateret 2. okt. 1623.
I en artikel af Niels M. Probst 3 er angivet følgende: “Udkastet synes at være udarbejdet af
bygmesteren selv, han anføres i første person, og det bærer Holmens admiral Sten
Villumsen Rosenvinge's navn. Ved udarbejdelsen har skibets køl allerede været lagt, den er
målt direkte, »I Kiølenn Som den Allerede staar paa Bankestokken 40 Allene«” 4 Skibet
skulle have været færdigt 10. Aug 1624, men leveringen blev vist lidt forsinket, for først 12.
maj 1625 fik David Balfour udbetalt resten af de »3500 Rd han er lovet til arbejdsløn for et
skib kaldet Hommeren han haver opbygt og forferdiget paa Bremerholm, efter hans skriftlige
kontrakts indhold«.5
David Balfour, 1574-1634, var en skotsk skibsbygger af adelsslægt, som var kommet til
Danmark i 1597, hvor vi første gang vi hører om ham. Han forhandler her med Christian 4.
om bygningen af en galej med 48 årer og 40 alen lang i kølen. Året efter bygger han en
lignende i Blekinge, og næste år igen, begynder han på endnu et skib, ARGO. Da dette er
færdigt, 1601, ansættes han som fast skibsbygmester for kongen.
Imidlertid er det et samarbejde, kongen og Balfour imellem, som må betegnes som mildest
talt konfliktfyldt. Gentagne gange beskylder kongen David Balfour for at overskride de aftalte
økonomiske rammer, og det kulminere i 1613 hvor Balfour får skyld for tabet af et nybygget
orlogsskib RECOMPENS ført af kaptajn Weinkauf, og ender i fængslet
på Dragsholm indtil 13. juni 1616.
Men allerede året efter får vi bevis for at han atter er taget til nåde, idet han her igen
fastansættes som skibsbygger. Det har sikkert også spillet kraftigt ind, at Balfours skotske
familie er gået i forbøn for ham via den engelske konge.
I 1623 slutter han endelig kontrakt med kongen om bygningen af HUMMEREN, en fregat
med 22 stk 24 punds kanoner, til levering St. laurentii dag 1624.
2
Uddrag af originalkontrakten fra 1623
At HUMMEREN var konstrueret som den var, er ingen tilfældighed. Man havde i flere år
tilstræbt at bygge hurtige, kraftigt armerede skibe med ringe dybgang. Dels for at kunne
bevæge sig så frit som muligt i de indre danske farvande, men også i høj grad for at kunne
kontrollere sejladsen på de to tyske floder Elben og Weseren, hvor det dansk-norske rige,
under Christian 4., havde store interesser. Det handlede blandt andet om at forhindre
forsyninger til de kejserlige hære, som stod i det nordlige tyskland og Jylland, og hvor der
vekslende var større og mindre militære sammenstød. Desuden var der handlen på den, af
kongen nyanlagte by Glükstad ved Elben, som skulle sikres.
Første togt 1625
Der hersker en del forvirring i kilderne vedrørende HUMMERENs første ledelse. Gyldendals
encyklopædi anfører at chefen var, Køn Jochum Grabow som sidenhen blev admiral. Der
skrives at han kom fra Mecklenburg, det vides ikke hvornår, men at han i 1624 fik bestalling
som skibsløjtnant i den danske flåde, og i 1625 blev han chef for HUMMEREN. 6
I den Dansk-Norske sømagts historie af H.G. Garde står at kaptajnen var Jørgen Ulfeld.
Som der står i kildematerialet; “Capitain Jørgen Ulfeld på orlogsskibet HUMMEREN,
tilligemed orlogsskibet SVANEN, capitain Niels Rosenkrantz, tog efter ordre af 16de april
station på Weseren i samme hensigt” (at afskære fjenden forsyninger) 7
Men i “Efterretninger om den Dansk-Norske sømagt”, ligeledes af Garde, står der;
“1625 bleve 24 Orlogskibe og 6 Fregatter udrustede. Admiral Jørgen Ulfeld var paa Elben
med Skibene HECTOR, ført af UnderAdmiral Ernst Pricker, GABRIEL, af Jacob
Issebranden, MARKATTEN, af Christopher Mott, POSTILLIONEN, af Jørgen Orning, og
GRIBBEN, af Thyge Christensen. Jens Munk var ligeledes med HAVHESTEN, ført af
UnderAdmiral Mouritz Printz, HUMMEREN, af Capitain Grabow, TROST, af Børge Juell,
NASSOU, af Peder Kjeldsen og LAMPRENEN paa Weseren, for at afskjære de Keiserlige
Tilførslen paa disse Strømme”
Da Jørgen Ulfeld allerede er admiral på dette tidspunkt, er der grund til at antage at Grabow
er kaptajn og at eskadren, i hvert fald et stykke tid, ledes af admiral Jørgen Ulfeld, som kan
have opholdt sig ombord på HUMMEREN.
3
Vi har ikke kilder der belyser resten af besætningens sammensætning på dette tidspunkt,
men i et af Christian 4.s breve, fra 1633, fremgår at på dette tidspunkt var bemandingen på
HUMMEREN som følgende.
60 bådsmænd (matroser)
15 bøsseskytter
40 soldater
1 artelerimester og hans mat (assistent)
1 skipper
1 underskipper
1 overbådsmand og hans mat
2 skibsmænd
2 kvartermestre
2 styrmænd
2 tømmermænd
1 sejlmager
1 trumpeter
1 trommeslager
1 bødker
1 kaptajn og hans løjtnant samt deres oppassere 8
Endvidere kunne der være en skibspræst ombord, heraf har vi kendskab til to.
I 1625 hedder han Søren Knudsen og 1627 er det Kristen Kristensen.
Listen er omsat til nutidsdansk, men rækkefølgen er som i originalen.
Kaptajnen, eller chefen, var øverste myndighed ombord. I flåden havde han en militær
baggrund, men behøvede strengt taget ikke at vide noget som helst om sømandsskab.
En kaptajn fik på dette tidspunkt mellem 200 og 300 rigsdaler i årsløn. Dette beløb kunne
dog være 400 dlr. for udvalgte kaptajner, og i slutningen af 1620’erne var der enkelte meget
succesfulde kaptajner som fik forhandlet sig frem til en løn på helt op til 6-800 rigsdaler 9
En skipper var, typisk en mand med stor praktisk erfaring fra handelsflåden, som havde
ansvaret for søfolk, sejlføring o.s.v. Altså alt der hidrørte, at få skibet til at sejle.
Skipperen på HUMMEREN fik i 1625 en årsløn på 60 rigsdaler 10
HUMMEREN afsejler altså i det tidlige forår, 1625, til Tyske bugt sammen med 5 andre
fregatter og 24 orlogsskibe. Jørgen Ulfeld har sansynligvis brugt HUMMEREN som
admiralskib. Det er ikke sidste gang skibet får den rolle, og den 12 juli får han fra Ollendorf,
af Christian 4., ordre om at drage omsorg for at fremmede skibe viser det kongelige flag
tilbørlige respekt, det vil sige kipper med flaget.Den 2. september får han befaling af
Christian 4, fra byen Verden, om at gå til søs med skibet, for at eskortere kornskibe ind på
Weseren. H.D. Lind mener at denne ordre omstødes, således at SVANEN sejler ud i stedet,
men uanset hvad, er Jørgen Ulfeld den 14. sep. tilbage på Weseren, hvilket vi ved, da han
her får ordre om at sende de bedste konstabler til Verden, og kun beholde 12 af de ringeste
på skibet.
Den 27. september er han på Elben, og må igen afgive mandskab til hæren, i form af
artillerister, og i slutningen af november måned bliver HUMMEREN sammen med den del af
flåden der har været udstationeret på Elben og Weseren, oplagt for vinteren på de
respektive stationer, og al mandskab, undtaget det fornødne vagtpersonel, hjemsendt for
vinteren. 11
4
1626
Den 27. maj 1626, befinder HUMMEREN sig
stadig på Weseren, da den får ordre om, straks
efter pinsehelligdagene, at tilslutte sig en flåde
bestående af 4 skibe som har opholdt sig på
Elben, under admiral Jørgen Ulfeld, og begive sig
til Nordsøen ud for Norge, for at opsøge kapere
fra Dunkerque 12, som dette år huserede slemt. Et
par kobberstik afbilleder netop at der i Nordsøen,
den 1. juni, var en træfning mellem den danske
eskadre og 12 fribytterskibe fra Dunkerque og
andre havne i de spanske Nederlande.
Der er overvejende sandsynlighed for at
HUMMEREN deltog i dette slag, hvor 2 af fjendes
skibe blev skudt i brand, 4 sænkedes og de
resterende 6 så beskadiget at de ikke kunne sejle.
5
Ved samme patruljeringsopgave, skal man have opbragt nogle Lybske skibe, som sejlede
med kontrabande i form af ammunition til spanierne. 13
Dette kobberstik er fra den Mullerske kobberstiksamling som H.G.Garde omtaler. Det
er ligeledes fra den 1. juni, men dateres til at være fra 1625 og ikke 1626. Hvad enten
det er et af de kobberstik der omtales eller ej, så viser det et samtidigt søslag.
1627
For året 1627 ved vi kun, om HUMMEREN, at Henrik Vind dette år er admiral,
og dermed øverste officer på Weseren, og at Jens Munk udnævnes til hans underadmiral
og at han bruger HUMMEREN som sit flagskib.
Kilderne oplyser endvidere, at HUMMEREN er på togt fra 11. apr. til 12. november
Af “Kong Christian 4.s egenhændige breve”, bind 2, får vi dog et vist indblik i hvad der
foregår.
I et brev dateret 16.marts til Ove Høg, som var rentemester i 162714, skriver kongen at der i
slutningen af måneden, skal være klargjort 8 skibe, som kan bruges på Elben.
Formuleringen
dækker over at der skal bruges skibe med lav dybgang, som derfor kan bruges til
flodsejlads.
HUMMEREN vil være selvskrevet til denne kategori, og tidsmæssigt stemmer det overens
med afsejlingen den 11. apr, som anført ovenfor. Endvidere er der flere tilfælde hvor skibene
på Elben og Weseren, udveksles og har samme overkommando.
6
I en fodnote til et andet brev, skrevet den 30. maj til Christian Friis som var kansler og altså
rigets øverste embedsmand, er der anført at kongen har indledt et 8 dage langt, og
forgæves, angreb på byen Bleckede ved Elben.15
Byen ligger imidlertid så langt oppe af Elben, forbi Hamborg, at det ikke er realistisk at tænke
sig at flåden deltog. Men det har uden tvivl krævet al kongens opmærksomhed.
I det hele taget er kongen en presset mand dette år. Både politisk og økonomisk.
Politisk set er der gang i flere forskellige, og langvarige, fredsforhandlinger.
Blandt andet med Hertugen af Gottorp. Samtidig søger kongen at skabe alliancer, heriblandt
med hollænderne.
Økonomisk står det meget slemt til. I et brev fra den 26. september, til diplomaten Frederik
Günther, beder kongen denne om at “tigge” om et halsbånd hos den engelske gesandt.
Det må være af guld m.m. for kongens hensigt er at pantsætte det og derved skaffe nogle
midler.
Et andet brev, skrevet til rigsrådet den 29. oktober, viser ligeledes at pengemanglen
har været både massiv og velkendt. Den tyske hertug af Friedland og kejserlig feltherre,
Albrecht von Wallenstein, stod på dette tidspunkt med 50.000 soldater i Jylland, hvilket gav
anledning til massive plyndringer. I brevet giver kongen frit lejde til den der kan komme med
oplysninger til opklaring af et hårdnakket rygte, der siger at det angiveligt er kongen selv der
har iværksat en del af plyndringerne for at skaffe penge!
Og endeligt, som et eksempel på kongens brug af skatteforhøjelser, ses et brev til
rigskansler
Jakob Ulfeldt, af 19. december, hvor kongen opfordrer ham til, næste dag inden rettertinget
holdes, at bedrive det vi i vore dage ville kalde lobbyvirksomhed.
Med hans egne ord: “... daa skall med dennom taalis, at bønderne maa paleggis, at enhuer
giffuer til flaadens udristning 1 liesspund flesk, 1 liesspund kiød, 1 tønde kauring
½ tønde biggriin”
(”da skal han tale med dem, om at bønderne må pålægges at enhver giver, til flådens
udrustning, et liespund flæsk, et liespund kød (saltet?) en tønde tvebakker (vel det der
kendes som beskøjter i dag) samt en halv tønde byggryn”)
Et liespund svarer til 8 kg.
Og kongen satte trumf på: “ Uden slig hielp kan man inted faa flaaden ud y sommer”!
I øvrigt havde kongen held med sit forehavende. Den 13. januar 1628 pålagdes en madskat,
ifølge en note til ovenstående brev.
Året 1627 var altså et forholdsvist turbulent, og krævende år for kongen.
Men dette knækkede ham på ingen måde, og han havde tilsyneladende sin egen agenda for
de næste år. Som beskrevet ovenfor, søger kongen på forskellig vis at skaffe midler.
Men også på andre områder starter han forberedelserne til en øget aktivitet inden for
orlogsflåden det kommende år.
Den 25. oktober skriver kongen til Christian Friis, i en lang punktopsat skrivelse,
som punkt 8: “Huor der findis søfolck, som sig på adlens eller geislig godtz boesat haffuer,
ochsaa udtaagis” (Hvis nogen fra adel eller kirke har ansatte som er tidligere søfolk, skal
disse også udtages)
Endelig den 15 november, skriver Christian 4. til rigsrådet, at han har udnævnt
Claus Daa til rigsadmiral.
Scenen er således sat for et meget aktivt år for flåden, og ikke mindst HUMMEREN.
7
1628
HUMMERENs virke i året 1628 er veldokumenteret.
Allerede fra slutningen af februar, er Christian 4. i Nakskov for at lede og iværksætte en
række krigsoperationer. Man skal forestille sig en konge, som blandede sig i alt.
Vi ved fra hans egenhændige breve at intet har været for stort, og intet for småt til at vække
kongens bevågenhed. I et brev den ene dag, kan han udstede ordrer om skibenes indbyrdes
placering i et søslag, som det ses herunder, og den næste bestille 3 egeplanker til
Fredensborg slot ,eller kræve at få en pige i bryghuset på Blågård afskediget.
Så snart havet var isfrit og farbart, vajede Christian 4.s admiralsflag fra HUMMERENs
stormast. Den 5. marts giver han fra Nakskov admiral Henrik Vind ordre til, med 4 fregatter
og 2 galejer, at eskortere en del skibe lastet med soldater, ammunition og andre forsyninger
fra Rødby til Fehmernsund. 16 Baseret på kilderne, ser det ud til at Henrik Vind har “lånt”
HUMMEREN til denne opgave, da det oplyses at Henrik Vind den 16. marts bruger skibet
som admiralskib men at han denne dag får ordre om at begive sig til Elben med et andet
(ukendt) skib. Den 17. marts overtager kongen herefter HUMMEREN og gør det til sit
admiralskib. Ud over skibet tilegner kongen sig desuden “... til egen fornødenhed den
proviant. som H. Vind tilforn havde indkøbt til sit behov på dette skib” 17
Den 18 marts udskriver kongen følgende ordre ombord på HUMMEREN;
”Naar di seer at ieg giør segell med schibe, galleyer och schuder, store och smaa,
huilcke alle dette skib HUMMEREN schall følge udj kiølvand saa ner, immer muligt er.
HUFFHESTEN och den GALLEY FRA MARSTRAND schall bliffue gantsche agter dem, som
Soldaterne inte haffuer, och dem driffue effter, saa at di følger, och schall alle schibene,
store och smaa, følge dette schib vdi en frondtt, om veyrett saa er, at dett schee kannd, och
ellerss holle dem saa ner, som mueligtt er. Huor dette schib setter, daa schall alle di andre
sette sammestedz imellem landett och dette schib. Di schuder, som til landet flyde kannd,
schall sig op thill landet legge, di andre gaa landett saa ner, indtill di staar fast.
Siden schall di paa alle sider forwachte viider ordinantz.
Giffuett paa HUMMEREN denn 18. marts 1628 18
Oversættelse:
Når de ser at jeg sætter sejl, skal skibe, galejer og skuder, store og små, alle følge i
HUMMERENs kølvand, så tæt som overhovedet muligt. HAVHESTEN, og GALEJEN FRA
MARSTRAND skal holde sig lige agter for de skibe hvor der ikke er soldater ombord.
Således at alle skibene danner en samlet front hvis vejret tillader det, ellers, i modsat fald,
holde sig så tæt på hinanden som muligt.
Hvor HUMMEREN stopper, skal alle de andre skibe standse, på en linie mellem land og
HUMMEREN. De skibe som har den mindste dybgang, skal gå så tæt mod land at de står
på bunden. Derefter skal skibene, til alle sider, holde øje efter nye instrukser.
Givet på HUMMEREN den 18. marts 1628
I dagene efter denne ordre er udstedt, må operationerne mod Femern, Eckernførde, Kiel og
Grotenbrode (Großenbrode) være sat i værk. Målet for angrebet er, som et led i 30
årskrigen, at slå en kile ned i den kejserlige og katolske hær som står fra Mecklenburg i vest
til Jylland i øst, og herefter slå de to halvdele en ad gangen.
8
Udfaldet af disse angreb
var ikke ubetinget
succesfuldt. Fehmern
erobredes efter at 3000
mand var blevet landsat
ved Puttgarten. Desuden
toges 500 fanger og 80
fartøjer, som fjenden
havde samlet til en landgang ved Lolland og
Falster, beslaglagdes.
Det oplyses at hovedparten af de tilfangetagne
og forhadte soldater blev
nedslagtet af øens indbyggere i hævntørst.
Dernæst gik togtet til
Ekernførde, og her var
udfaldet ligeledes godt.
Kongen overrumplede, i
spidsen for 2000 mand,
de fjendtlige soldater der
var stationeret her, og som derfor forskansede sig i byens kirke. Alle 300 soldater skal være
omkommet da man sprængte kirken i luften!
Operationen mod Kiel derimod, mislykkedes. Landgang kunne simpelt hen ikke lade sig
gøre på grund af fjendens hårdnakkede modstand. Kongen deltog selv i slaget ombord på
HUMMEREN, som sammen med flere andre skibe beskød slottet.
Skibene blev udsat for en voldsom beskydning og blandt andet blev to bøsseskytter, som
stod tæt på kongen dræbt. I alt skal slaget have kostet kongens hær 200 dræbte.
HUMMEREN blev ligeledes ramt af flere grundskud.
Ved Grotenbrode var udfaldet, i hvert fald på kort sigt , en succes.
Landgangen med 1000 soldater lykkedes og man fik lavet en skanse, som blev holdt i et
stykke tid. Men efter kort tid blev tropperne fordrevet af fjenden.
Som ved Kiel, var kongen også i dette tilfælde i livsfare. 19
Man får et billede af et temmelig handlingsmættet forløb for både kongen og HUMMEREN.
Men hverken HUMMEREN eller kongen har tilsyneladende lidt voldsom overlast.
I hvert fald er kongen stadig på HUMMEREN den 7. april, hvor slagene er overstået, hvilket
ses ud af et brev som han skriver til Frands Rantzau vedr. et lån på 600 rigsdaler, som han
har godkendt til denne. 20
Men han forbereder sig på at forlade farvandet ved Fehmern, for samme dag giver han ordre
til Henrik Hess på NASSOV om at patruljere i farvandet sammen med 4 andre skibe, indtil
der bliver sendt en admiral.
Christian 4. kommer dog ikke afsted lige med det samme, hvilket ses af at han endnu
den 9 april sender skibe på togt fra HUMMEREN som nu krydser i Fehmernsund. 21
9
Men afrejsen må være sket kort efter, for den 16. april kaster HUMMEREN anker i
København.
Der kan være flere årsager til at kongen tager tilbage til københavn på dette tidspunkt.
En af grundene kunne være at kongen vil ledsage en gammel ven og skibskammerat hjem
på sin sidste rejse. Med ombord på HUMMEREN, er en dødsyg, admiral Jens Munk.
Jens Munk var den 9. maj 1619, på kongens befaling, afsejlet med de 2 mindre Orlogsskibe
ENHJØRNINGEN og LAMPRENEN, med et samlet mandskab på 64 mand, for at finde en
mulig vej til Kina via Nordvestpassagen, som man håbede at finde nord for Canada. De når
vel frem til det der i dag er kendt som Hudsonbugten, men allerede i starten af september
overraskes de af kulde og sne. Der var i det hele taget ingen af besætningen der havde
erfaring med den arktiske kulde de skulle møde. Efter et skibsråd, beslutter man sig for at
søge nødhavn og overvintre ved udløbet af en lille flod, i dag kendt som Churchill river. Det
går nogenlunde mens man stadig kan fiske og jage, og man har sikkert også kunnet samle
bær i starten af efteråret. Men snart har kulden lukket alt ned, og det eneste føde man nu
havde til rådighed var medbragte beskøjter og saltet kød.
Mandskabets helbred svækkes hurtigt af skørbug under disse omstændigheder og da den
arktiske kulde for alvor sætter ind i januar 1620, med temperaturer på minus -30 gr.
vekslende med voldsomme snestorme, stiger dødstallet dramatisk.
Jens munk noterer dødstallene i sin dagbog:
Den 25. februar er 22 døde. Den 1. april er tallet steget til 34, den 28. april til 50 og endelig
den 4. juni er alle på nær Jens Munk selv og 2 søfolk døde. Ved en næsten overnaturlig
kraftanstrengelse, som stadig må vække beundring, lykkedes det de tre afkræftede og syge
mænd at få LAMPRENEN trukket i vandet, omrigget den så den kunne sejles af de 3 mand
alene og sejlet hjem og dermed redde livet. I første omgang når de til Bergen i Norge, hvor
de 3 mænd arresteres af lensmanden, for spild af kongens skibe og tab af menneskeliv!
Men misforståelsen opklares og Christian 4. får dem løsladt, og de når endelig til
København22
Men Jens Munks helbred var ødelagt for altid. Han er således kun 49 år gammel da han den
16. april 1628, hjælpes fra borde efter den sidste fælles rejse med kongen, og han dør kort
tid efter. Kilderne er upræcise og både 3. juni og 24. juni nævnes som dødsdagen.
Den 24. april er HUMMEREN på søen igen, dog uden kongen, under den nyudnævnte
kaptajn, Siksten Jakobsen. Den 29. april får han ordre til at efterstræbe en Fribytter ud for
kysten ved Lübeck. Herefter ser det ud til at HUMMEREN er blevet sendt tilbage til
København. I følge Sigvard Grubbe, som var kancelliembedsmand og kendt
dagbogsforfatter, afsejler Cristian den Fjerde med HUMMEREN og STORE PRAM fra
København den 27. maj. Næste dag er de på Kronborg hvor kongen går i land, og ifølge
kilderne, opholder han sig resten af året på de nordsjællandske slotte.
Siksten Jakobsen på HUMMEREN får herefter ordre om at overføre tropper til Vlie i Holland,
og på vejen jage fribyttere. På turen tilbage skal han slutte sig til Henrik Vinds eskadre paa
Elben, hvorfra HUMMEREN dog snart beordredes hjem. Og endelig sidst på året, den 11.
december, får Siksten Jakobsen instruks om at “ HUMMEREN og de Skibe, hannem
medgives, at underlægge sig G. Kruses Kommando i Østersøen.” Dette vintertogt varede til
22. december, og på grund af det sene tidspunkt på året, blev mandskabet tildelt en ekstra
ration spansk vin.23
Efter togtet, går HUMMEREN til Nakskov hvor den overvintrer sammen med fregatterne
MYNDEN, FLYVENDE FISK, SÆLHUNDEN, HAREN og GALEJEN HJORTEN. 24
10
1629
“Steen Wilmsøn skall gørre anordning, at paa SPES och PRAMMEN saoch HUMMEREN er
kabeltou noch saoch baade tilad føre dem vd med, paaded derpaa ingen mangell, naar man
nogenstedtz skall korte.” 25
Dette skriver Christian 4. i et brev til Frands Rantzau dateret den 16 marts. 1629.
Steen Willumsen Rosenvinge er på dette tidspunkt Holmens chef, og det kongen giver ham
ordre til, er at skaffe kabeltov, det vil sige ankertov, til skibene PRAMMEN, SPES og
HUMMEREN. Han skal sørge for at længden er tilpas til at der er nok tilbage, selvom man
skulle få behov for at kappe ankertovene.
Dette er det første vi læser om forberedelserne til dette års togt. I et brev, skrevet på
Rosenborg, fra den 24. marts skriver kongen at han er ved at indlede en rejse, og den 31.
marts sejler han med HUMMEREN, SPES og PRAMMEN sydpå fra København, og når Møn
ved aftenstid.
Men inden da er HUMMEREN afsejlet fra Nakskov, hvor den som tidligere anført havde
tilbragt vinteren.
Allerede den 9. marts var Henrik Vind blevet sendt til Nakskov for at overvåge at de overvintrende skibe blev klargjort til tiden. HUMMEREN havde blandt andet fået et nyt
bovspryd.26
I “Efterretninger om den danske og norske sømagt” af H.O. Garde, kan man læse at en
meget stor del af flåden var udrustet dette år. I spidsen for en flådestyrke på 150 større og
mindre fartøjer, landsætter Christian 4. en hær i Angeln. Angeln var betegnelsen for området
mellem Flensborg og Eckernførde samt kystområdet der strakte sig herfra til Lübeck.
Ud over disse fartøjer var en del på patruljering i Nordsøen, Henrik Vind havde sin eskadre i
Østersøen og der var, som sædvanlig, skibe på Elben og Wesern.
Der indtræder imidlertid noget som kommer til at indvirke på planerne. Man får efterretninger
om at polske og kejserlige orlogsskibe er begyndt at gruppere sig i Wismar.
Planen er, finder man ud af i Danmark, at samle en større flåde til brug for at landsætte
tropper på de danske øer.
Allerede den 9. marts sender kongen Henrik Vind dertil med en flåde på 5-9 skibe og nogle
galejer, for at blokere havnen. Men dette har tilsyneladende ikke været tilstrækkeligt.
I hvert fald ankommer kongen som sagt en af de første dage i april, til et sted ud for Wismar
med skibene HUMMEREN, SPES og PRAMMEN.
Wismar var en stærkt befæstet by. Allerede fra 1276 havde den været beskyttet af både vold
og grav, et anlæg der ses endnu i dag, omkransende hele den gamle bydel. Også fra
naturens side er byen beskyttet. Hvis man vil indtage byen fra søsiden er man nødt til at
passere gennem et smalt farvand en lille kilometer fra byen. Det har været oplagt at placere
skanser med kanonstillinger på begge bredder her. Dette har givet mulighed for at beskyde
en fjende medens disse passerer og, hvad der gør et angreb endnu mere vanskeligt,
beskyde fjenden bagfra mens de forsøger et angreb på byen og dens mure.
11
Der sker da også det at straks
kongen når frem, bliver hans
flåde involveret i et blodigt slag.
Kammerjunker Mogens
Sehested, som står tæt ved
kongen på HUMMERENs
skanse, får bortskudt halvdelen
af den ene arm, og i det hele
taget lider man en del tab og
skade i slaget. 27
Til sidst må kampene dog være
faldet ud til danskernes fordel.
De polske skibe som var
kommet til Wismar var sendt fra
Danzig, og som straf her for,
besluttede kongen at straffe
Danzig ved at denne by skulle
betale dobbelt sundtold, hvilket
kom til at gælde en årrække. 28
Den 8. april sejler kongen fra
Wismar, ombord på MYNDEN, for at indlede fredsforhandlingerne i Lübeck.
Op til forhandlingerne lykkedes det at få landsat 10.000 danske soldater i Holsten.
Det er overvejende sandsynligt at HUMMEREN har deltaget i disse operationer.
Samtidig med disse operationer gik den engelske general Morgan i land på vestkysten med
engelske og skotske hjælpetropper.
Disse forhold har uden tvivl haft stor indflydelse på de vilkår Danmark fik ved fredsslutningen
i Lübeck den 12. maj 1629.
De 10.000 mand i Holsten, tvang alle kejserlige tropper ud af denne landsdel, og ydermere
fik Danmark Jylland tilbage, som ligeledes havde været besat af den tyske kejsers tropper.
Eneste modkrav, var Danmarks afståelse af Holsten for en tiårig periode, samt et løfte om
ikke at blande sig i den tyske krig mere. Alt i alt et resultat som var en del bedre end det
ellers kunne forventes.
Under fredsforhandlingerne havde Henrik Vind, ombord på HUMMEREN, ligget ud for
Lübeck med sin eskadre. Han havde den 23. april fået ordre om ikke at stoppe handelsskibe
medens fredsforhandlerne var i byen, men dog sørge for “at ingen underfundighed blev
begået”
Den 30. maj blev Henrik Vind beordret til at hjemsende sin flåde og selv, ombord på
HUMMEREN, opsøge den svenske konge og overbringe ham en kongelig skrivelse. Herefter
returnerede HUMMEREN til København, og afsluttede årets togter den 23. juni, 1629. 29
Det er lidt uklart hvad der menes med at årets togter afsluttes den pågældende dato. For i
Den dansk-norske sømagts historie gengives en optegnelse, udfærdiget af Christian 4. selv,
hvor han opsummere det samlede antal skibe i flåden, og deres aktuelle opgaver og
placeringer. Han skriver her at HUMMEREN har til opgave at patruljere ved Middelfart og
langs Jyllands kyst, ført af kaptajn Niels Hammer. 30
12
1630
Som det ses her under afsejler HUMMEREN mod Elben den 6. august. Der er derfor grund
til at formode at skibet har videreført sine opgaver med patruljering fra året før, indtil dette
tidspunkt.
Christian 4. havde taget initiativ til at grunlægge en ny by ved Elben, Glückstadt,
og arbejdet blev påbegyndt i 1620. Byen blev fra starten af befæstet.
Dette var, naturligt nok, en torn i øjet på Hamborgerne der mente at de havde hævd på
besejling af Elben.
De næste 10 år var præget af konflikter, mæglinger og forhandlinger, dog uden et egentlig
resultat. I 1630 kulminerede det, efter en forhøjelse af told og afgifter, og efter at Chr.4
havde udråbt sig selv til enehersker på Elben.
Hamborgerne udrustede en flåde og landsatte tropper uden for Glückstadt.
De erobrede 3 af kongens småskibe og en pram, og satte trumf på ved at lade Dannebrog
slæbe i vandet efter de erobrede skibe. En uhørt fornærmelse!
Den 4. maj får Gabriel Kruse derfor ordre om at haste til Elben med en eskadre, og der
afvente nærmere ordre. Denne ordre kom den 13. maj, og pålagde Gabriel Kruse at sænke
eller erobre alle fartøjer fra Hamborg.
Om det skyldes at overmagten var for stor, eller om man simpelthen var ramt af modvind
vides ikke, men i hvert fald lykkes det ikke Gabriel Kruse at nå op til Glückstadt og udføre sin
opgave.
Den 5. juni, bliver han derfor lovet forstærkning. Trods rigsrådets gentagne protester,
udruster Christian 4. derfor hovedflåden og den 6. august 1630, afsejlede HUMMEREN
sammen med en flåde på 22 orlogskibe og fregatter, 5 galejer, 7 småfartøjer og 4 brandere,
fra København.
Kongen var med på ST: SOPHIA, men da dette led haveri undervejs og måtte gå tilbage til
København, gik han ombord på HUMMEREN, som dette år førtes af kaptajn Markus Smith.
Den 15. august nåede flåden frem til
Flekkerøy, den danske flådebase ud for den
norske by Kristiansand, hvor man samledes
efter den storm der havde splittet flåden ad.
Den 18. august satte flåden kursen mod
Elben, og igen blev man ramt af storm og
nåede
derfor først frem til Elben den 4. september.
Så flåden der, her den 4 september havde
samlet sig ved Elbens munding og
efterhånden var vokset til at bestå af 42
fartøjer, sejlede fra syd med kurs op mod
"Huktønden". Et Huk er en pynt eller odde,
og tønden må referere til en søafmærkning.
Når man ser på et nutidigt kort over området ved Elben, er det ikke umiddelbart forståeligt at
det, som beskrevet herunder, kan tage 5 timers jagt, samt yderligere adskillelige timers
sejllads at nå Ostes munding. Men hvis man ser på Zimmermans kort fra 1721 giver det
mening. Elbens munding var et delta og meget vanskeligt at besejle.
13
Udsnit af Zimmermans kort fra 1721. Huktønden der refereres til er med stor sansynlighed den
afmærkning der ses indsat i venstre side af kortet i form af en tønde med et påmonteret flag.
Den Hamborgske flåde, som bestod af 22 orlogsskibe og over 20, formodentlig armerede
handelskibe, lå opankret her. Ved synet af den danske flåde lettede de imidlertid, og gik
indad Elben, mod Glückstadt og Hamborg.
Efter 5 timers jagt og gensidig beskydning, ankrede de to flåder op overfor hinanden, og
hamrede løs på hinanden med det tunge skyts.
Næste dag, den 5. september, blev Hamborgerne drevet tilbage til floden Oste, som er en
biflod til Elben beliggende ca 10 km øst for Elbens munding. Den 6. september passerer de
to kæmpende flåder Krautsand overfor Glückstadt og den 7. måtte Hamborgerne søge
tilflugt inden for byen Stad, hvor der var så lavvandet at den danske flåde ikke kunne nå
dem.
Efter 4 dages hårde kampe, var Hamborgenes flåde så medtaget at de måtte søge tilbage til
Hamborg, og herefter opgav en væbnet løsning på problemet.
Christian 4. og hans flåde, kunne derfor trække sig tilbage som sejrherrer, og ankrede
herefter op ud for Glückstadt.31
Da HUMMEREN i hele dette forløb har tjent som kongens skib, må det formodes at
indkvarteringsfacilliteterne har været af behørig art.
Efter slaget sejlede en del af flåden hjem til København, men 18 skibe blev tilbage på Elben,
til rigsrådets store beklagelse.
1631
Det er meget få oplysninger der er bevaret til i dag vedrørende HUMMERENs virke i 1631.
Noget tyder på at der ikke har været presserende opgaver da Tyge Kristensen, kaptajn på
TRE LØVER som var et søsterskib til HUMMEREN, den 18. august fik ordre om at udtage
frivillige fra HUMMEREN, DEN STORE LYKKEPOT, POSTILLIONEN og DEN LILLE RAVN
til et togt til ostindien med skibet ST: ANNA under Tyge Kristensens kommando. 32
1632
Det har ikke været muligt at finde historiske kilder der med sikkerhed fastslår HUMMERENS
opgaver for dette år. Men vi ved at det var temmelig usikkert for handelsskibe at sejle på
14
Nordsøen. Henrik Vind sendes derfor, i maj måned, til dette farvand med en flåde på 14
orlogsskibe og galejer. De første 6 skibe hjemsende efter et par måneder, mens resten
bliver til sidst på året.33 Det er ikke usansynligt at HUMMEREN er blandt disse skibe, og
altså befinder sig i København vinteren 1632 til 1633.
1633
Ved årets begyndelse er truslen fra kapere stadig stor. Ikke mindst i Nordsøen,
hvorfor Christian 4 nødsages til at sende orlogsskibe der til, for at konvojere for
handelsskibene.
Takket være dette tiltag, og indsats fra lokale defentionsskibe 34 lykkedes det at få renset
farvandet ud for Norge for kapere.35 Kongen sejler i juli måned til Kiel med 8 orlogsskibe og 2
fregatter, og bliver her til Mikkels dag, den 29. september, hvor han sejler tilbage til
København. 36 Her er kildematerialet fejlbehæftet. Det er muligt at fartøjerne sejler tilbage til
København, men Christian 4 må være fortsat til Glückstadt over land. Det ved vi fra hans
egenhændige breve, som adresseres i denne by fra den 29. juli til den 29. september. Under
kongens ophold i Glückstadt, blev kaptajn Aksel Muat beordret til at afsejle fra København
med 6 orlogsskibe og 4 fregatter til Elben.37
Hvis ikke HUMMEREN er en af de 4 fregatter, må den være på Elben allerede.
I hvert fald sender Christian 4 den 16. august et brev til rentemestrene, hvor han giver ordre
til at få sendt så meget proviant til Glückstadt, at SVANEN, HUMMEREN og HAVHESTEN
har tilstrækkeligt til vinteren og den næstkommende sommer.38
Den 19 august fik Aksel Muat, nu udnævnt til admiral, en række ordrer.
Han har indtil da brugt de TRE LØVER som admiralskib, men dette skulle han sende til
København, når HAVHESTEN ankom. Når SVANEN ankom skulle dette være admiralskib,
og HUMMEREN være underadmiralskib.
1634
HUMMEREN overvintrer altså på Elben og bliver, ifølge nedestående, på floden til starten af
oktober, hvorefter den afsejler mod København.
Den 12. juli får admiral Korfits Ulfeldt ordre om at afgå til Elben.
Undervejs, mellem Øresund og Helgoland, skal han kapre alle de Hamborgskibe
han måtte støde på.
Den 11. oktober får Ulfeldt befaling om at blive på Elben vinteren over med de fleste af sine
skibe, men sende HUMMEREN, HAVHESTEN og KRONEGALAJ til København. 39
1635
HUMMERENs kaptajn hedder dette år Herman Hunemeyer. Som det ses af det
efterfølgende virker det som om at HUMMERENs opgaver i større grad kommer til at dreje
sig om patruljering omkring Norge og Norsøen, og dette år, den 11. november, sendes det
med Hunemeyer til Hiterøen (Hidra i dag) i Norge. 40
1636
I 1636 hører vi igen om HUMMEREN i forbindelse med Aksel Muat, som fik instruktion om
som admiral over FIDES, SVANEN, TROST, GRIBBEN, KRONE GALAJ, SAMSON GALEJ
og MARSTRANDS PLAGE (og vistnok ogsaa HUMMEREN, HJORTEN, GABRIEL, ST:
PETER og ST. OLUF) at afgå til Vesterhavet / Nordsøen, hvor han på Flekkerøy skulle lade
sine folk bygge en bradbænk og en kran, hvortil overdelen medførtes på et af flådens skibe.
Den 29. august får han befaling om at lade HUMMEREN sejle til Danmark. 41
15
Selvom det ikke fremgår af ovenstående, skriver H.D. Lind et andet sted i bogen, Kong
Kristian den Fjerde og hans mænd på Bremerholm, at skibet GAK MED, ligeledes er under
Aksel Muats kommando. GAK MED får i august ordre om at flytte sine stykker, det vil sige
kanoner, over i HUMMEREN. Vi ved også at GAK MED på dette tidspunkt Indtager en stor
last af mastetræ, som det bringer til København.42 Så det har givetvis været for at lette
skibet, og skaffe den fornødne plads. at man har fjernet kanonerne. Det er overvejende
sansynligt, at HUMMEREN skal til København for at aflevere de ekstra kanoner.
1637
Hvilke opgaver havde HUMMEREN i 1637, hvor var den stationeret og hvorfor vendte den
først hjem i midten af december 1637? Det har ikke vist sig muligt at finde et svar på disse
spørgs-mål, i det overleverede kildemateriale.
Efter Henrik Vinds død i 1634, kunne det tænkes at Aksel Muat fik den indlemmet
permanent i sin flåde. Og Aksel Muat gjorde ofte tjeneste i Norge. Hvis det var tilfældet
kunne man forstille sig at HUMMEREN deltog i jagten på kapere, som stadig huserede i
farvandene omkring Norge.
En anden mulighed kan findes i et brev skrevet af Christian 4 til Christoffer Urne, dateret den
13. oktober, hvori kongen instruerer ham i at skaffe mastetræ og andre dele, som GAK MED
vil komme til Drammen for at indlaste hurtigst muligt. 43 Kan det tænkes at de to skibe sejlede
som det vi ville kalde et team? Det store lastskib ledsaget af den hurtige beskytter,
HUMMEREN?
Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er følgende kortfattede meddelelse:
“16 Decbr 1637 Kapt Oluf Glad paa KM.S HUMMEREN. Proviant m.m. til Kongl. Maj.
Skibsfolk samt Admiral Erik Ottesen der var i Skaane for at aftakle det Skib HUMMEREN,
som strandede i Bjerre Herred for Torekov By”. Helsingborgs Lensregnskaber No 68.
"Skibsfolkene indkvarteret i Byen 14/12 1637-1/5 1638 Helsingborgs Lensregnskaber No 73.
Keld Boysen
27-2-2013
Kilder:
16
1
Helsingborgs Lensregnskaber No 68. “16 Decbr 1637 Kapt Oluf Glad paa KM.S HUMMEREN. Proviant m.m. til Kongl. Maj.
Skibsfolk samt Admiral Erik Ottesen der var i Skaane for at aftakle det Skib HUMMEREN, som strandede i Bjerre Herred for
Torekov By”.
"No 73 Skibsfolkene indkvarteret i Byen 14/12 1637-1/5 1638
2
I kirkebøger på nettet, optræder en norsk mand ved navn Oluf Glad Sørensen. I de ellers mangelfulde oplysninger, står
nævnt at han er kaptein i dansk tjeneste. Men årstal for fødsel og død mangler. Til gengæld er begge hans forældre angivet,
og faren var var født i 1555 og borgmester i Bergen fra 1612 til 1621. Oluf havde 5 kendte søskende, hvor fødselstidspunktet
for de ældste er 1590-92, og et forsigtigt skøn, kunne placere Olufs fødsel til et tidspunkt omkring 1593-95, hvilket betyder at
han er omkring 40 år i 1637. Hans opvækst i Bergen, og hermed Norge, kan have haft betydning for hans rutine i sejllads i
klippefyldt farvand. Da navnet Glad på dette tidspunkt kun kan påvises i 2 slægter i Danmark/Norge, er der med stor
sansynlighed tale om vores mand.
slægttavle på nettet: http://www.nermo.org/slekt/d0051/g0000083.html#I23867
3
Historisk tidskrift, bind 16 1992
4
RA, Rentemester Regnskab.
5
Kong Christian den Fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 368
6
Gyldendals åbne encyklopædi.
7
Den dansk-norske sømagts historie 1535-1700 af H.0. Garde side 151
8
Kong Christian 4.s egenhændige breve, bind 3, side 95-96
9
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 122
10
11
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 327
Den dansk-norske Sømagts Historie 1535—1700. Af H. 0. Garde. side 151-152
I begyndelsen af Firsårskrigen, den Nederlandske frihedskamp mod Spanien 1568 til 1648, var Dunkirk kortvarigt i
hænderne på de nederlandske oprørere fra 1577 til 1583. Men i 1583 genetablerede prinsen af Parma det spanske
herredømme, og gjorde byen til base for flådeoperationer mod Hollænderne. Først med en lille flåde af kongelige krigsskibe,
men senere med et stigende antal kapere som de Habsburgske myndigheder i Nederlandene begyndte at udstede
kaperbreve til. Private rederier drev hele flåder med det formål at opfange, især handels- og fiskefartøjer, fra fjendtlige
nationer.
12
13
Den dansk-norske Sømagts Historie 1535—1700. Af H. 0. Garde. side 153
Kong Kristian den fjerde og hans mænd pa Bremerholm. H.D.Lind side 217
En rentemester var den øverste leder af rentekammeret som tog sig af rigets finanser og administration af statens
ejendomme. Svarer nærmest til en finansminister.
14
15
16
17
18
19
Givet vis for at imødegå den katolsk-kejserlige hærs fremmarch, ledet af Grev Tilly
Den dansk-norske Sømagts Historie 1535—1700. Af H. 0. Garde. side 156
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 196
Kong Christian 4.s egenhændige breve, bind 2, side 143-144
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 12 og 13
Den dansk-norske Sømagts Historie 1535—1700. Af H. 0. Garde. side 157
20
Kong Christian 4.s egenhændige breve, bind 2, side 144
21
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 13
22
Jens Munks Navigatio septentrionalis af P. Lauridsen side 33 ff
23
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 13
24
Den dansk-norske Sømagts Historie 1535—1700. Af H. 0. Garde. side 162
25
Christian 4.s egenhændige breve, bind 2 side 190
26
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 212
27
Efterretninger om den danske og norske sømagt, H.O. Garde side 128
28
Den dansk-norske sømagts historie, H.O. Garde side 162-163
29
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 212
30
Den dansk-norske sømagts historie, H.O. Garde side 170
31
Den dansk-norske sømagts historie, H.O. Garde side 178 ff
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 16
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 233
32
33
Efterretninger om den danske og norske sømagt, H.O. Garde side 134
34
Et privat ejet handelsskib, som kan udrustes som krigsskib.
35
Efterretninger om den danske og norske sømagt, H.O. Garde side 135
36
Efterretninger om den danske og norske sømagt, H.O. Garde side 135
37
Efterretninger om den danske og norske sømagt, H.O. Garde side 135
38
Kong Christian 4.s egenhændige breve, 1632 - 1635, side 154
39
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 341
40
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 257
41
Kong Kristian den fjerde og hans mænd på Bremerholm. H.D.Lind side 247
Norske rigs-registranter tildeels i udvalg bd. 7 1635-1640, ved O. G. Lundh. 1880. side 228
42
Norske rigs-registranter tildeels i udvalg bd. 7 1635-1640, ved O. G. Lundh. 1880. side 228
43
Norske rigs-registranter tildeels i udvalg bd. 7 1635-1640, ved O. G. Lundh. 1880. side 358