Espergærde Gymnasium og HF på kultur- og sprogrejse til Beijing Af René Skov Lomholt og Jon Sommer Nagel, Gymnasielærere ved Espergærde Gymnasium og HF BEIJING. Dronning Magrethe II og Prinsgemalen er i disse dage på officielt statsbesøg i Kina. Sidst regentparret var i byen var i 1979. Ligeledes er det anden gang at Espergærde Gymnasium og HF sender gymnasieelever på studietur til Kinas hovedstad, Beijing. Denne gang er der tale om en egentlig kultur- og sprogrejse for skolens elever med kinesisk på A-niveau. Siden ankomsten fredag d. 18. april har de 11 gymnasieelever og de to medrejsende lærere delt Beijings tætbefolkede gader med byens over 20 millioner indbyggere samt talrige kinesiske og udenlandske turister. Som de medfølgende billeder illustrerer, har vi på vores kultur- og sprogrejse været heldige med vejret. Tidligere på året har Beijing ellers været plaget af voldsom luftforurening. Smoggen stammer bl.a. fra massiv afbrænding af kul og udstødningsgasser fra de over 5 millioner biler der nu findes i Beijing. Den Amerikanske Ambassade udsender et dagligt luftkvalitetsindeks, som er et mål for mængden af mikroskopiske partikler i luften målt forskellige steder i byen. I vinters lå indekset på omkring 500, mens det under vores besøg kun har ligget mellem 100-300. Vi er derfor ikke blev specielt påvirkede til trods for, at vi ikke som mange kinesere bærer mundbind udendørs. Den Danske Ambassade Ved vores ankomst til repræsentationen summede Den Danske Ambassade af aktivitet pga. planlægningen af det forestående kongelige statsbesøg. Til trods for travlheden havde tre af ambassadens praktikanter og en af de danske diplomater alligevel fundet tid til at fortælle om det diplomatiske forhold mellem Danmark og Kina, der ikke har været brudt siden 1908. Efter at være blevet grundigt indført i de diplomatiske og handelsmæssige forbindelser mellem Danmark og Kina, var der også tid til en præsentation af kulturforskelle mellem de to lande. Dette stod tidligere student fra Espergærde Gymnasium og nuværende praktikant på ambassaden, Julie Kobbernagel Hansen, for. Hun berettede levende om vigtigheden af ikke at tabe ansigt i kinesisk kultur og hvordan kinesiske arbejdspladser stadig er tydeligt hierarkisk opbyggede; chefens ord står ikke til diskussion. Endvidere fortalte Julie Kobbernagel Hansen om kinesernes ændrede forbrugsvaner, hvor bl.a. cyklen som foretrukket transportform nu er skiftet ud med bilen. På kinesisk skole For at kaste eleverne ud i at tale kinesisk med kinesiske unge havde vi genoptaget kontakten med Beijing no. 166 High School. Den kinesiske skole, som Espergærde Gymnasium og HF også besøgte ved sidste besøg i Beijing, havde inviteret os til at følge undervisningen over en hel dag. Vi blev overordentlig venligt modtaget af vores kontaktlærer og rektor samt de fotografer, der gennem hele dagens program filmede og tog billeder af vores møde med skolen lærere og elever. Rektor introducerede os for skolens snart 150 årige historie og udviklingen fra en mindre pigeskole til en stor moderne skole med elever fra 7- til 12. klasse. En lang række af tidligere elever fra skolen er sidenhen blevet markante navne med speciale i fysik, kemi og psykologi. Espergærdes gymnasieelever modtog på skolen blandt andet undervisning i kalligrafi, hvor de fik til opgave med pensel og blæk at skrive henholdsvis det simplificerede og traditionelle tegn for ordet “hest”. Hvor førstnævnte simplificerede udgave består af tre streger 马, består den traditionelle udgave af ni steger 馬. Dagen bød desuden på kinesiskundervisning, hvor elever fra Beijing no. 166 High School og Espergærde Gymnasium og HF interviewede hinanden på tværs af nationalitet. Herefter præsenterede de deres respektive makker foran hele flokken af mere end 40 grinende, hviskende og smilende elever – selvfølgelig på kinesisk. I frokostpausen blev der tid til en venskabskamp i basketball med et ganske imponerende tilskuerantal. På trods af en ihærdig indsats fra Sune, Jannik og Asbjørn måtte de tre danske vikinger acceptere at have mødt deres overmænd. Som danske gymnasielærere var spændende at observere, hvor nysgerrige og imødekommende eleverne fra den kinesiske skole var og hvor afslappet og tryg en stemning de kinesiske lærere skabte i undervisningen. Dog fandt vi grænseoverskridende at se hvordan overvågningskameraer var fast inventar i klasselokalerne. I flyet hjem til Danmark får vi følgeskab af fire elever fra Beijing no. 166 High School, der skal til Danmark for at deltage i finalen i talentkonkurrencen Unge Forskere. At turen for nogle af de danske gymnasieelever fra Espergærde Gymnasium og HF igen kommer til at gå mod øst til Kina er de ikke tvivl om. Spørgsmålet er om det bliver som turist, studerende eller i forbindelse med fremtidig karriere og arbejde. Ud over besøgene på Den Danske Ambassade i Beijing og Beijing no. 166 High School, blev der tid til at besøge et udpluk af Beijings mange turistattraktioner herunder Den Kinesisk Mur og Himmelens Tempel.
© Copyright 2024