PRESSEMEDDELELSE KunstCentret Silkeborg Bad, 6. januar 2014 KUNSTPROJEKT OM FUNDAMENTALISME Kunstneren Jens Galschiøt adresserer med en helt ny dialog- og kunstinstallation, ABRAHAMS BØRN, fundamentalismens rod som han ser det. Med sit værk undersøger Galschiøt, hvorledes løsrevne citater fra de monoteistiske religioners centrale bøger fremstår mørke eller lyse som man vælger det, og dertil synes vældigt ens. Værket er hans hidtil fysisk største og har en 3,5 m. høj skulptur med en diameter på 9 meter som det centrale element. ABRAHAMS BØRN åbner på KunstCentret Silkeborg Bad lørdag den 17. januar og kan ses til 19. april 2015. POSTULATET Med dialog- og kunstinstallation ABRAHAMS BØRN postulerer billedhugger Jens Galschiøt, at de grundlæggende hellige tekster, som henholdsvis jødedommen, kristendommen og islam bygger på, er problematiske, hvis de tages for pålydende. Galschiøt mener, at brændstof til den farlige fundamentalisme kan findes i dem alle tre, da det er et spørgsmål om udvælgelse og - manglende - fortolkning ind i vores egen tid. Han opfatter religiøs fundamentalisme som uforenelig med det verdslige, nutidige samfund og de basale menneskerettigheder. Billedhugger Jens Galschiøt siger om det aktuelle projekt: ”De smukke og menneskekærlige citater på skulpturens ydersider virker tiltrækkende, og man går tillidsfuld ind cirklen hvor man opdager den chokerende kraft fra religionernes mørke side. Jeg er ikke antireligiøs, tværtimod bruger jeg til dels alle religionernes lyse sider som moralske guidelines. Jeg har skabt denne kunstinstallation for at iscenesætte den religiøse diskussion, som ofte bliver brugt som instrument til at stigmatisere ”de andre”. I min optik er de religiøse tekster så ens, at det er svært at skelne imellem dem. Derfor mener jeg ikke at det er det, der konkret står i bøgerne, der er det afgørende, men hvordan og hvem der fortolker det. Som jeg ser det, er den enkelte person altså ansvarlig for sine egne handlinger, ikke religionen. Alle religioner indeholder modsætningsfyldte tekster og vil kunne bruges til både at retfærdiggøre de mest bestialske-, og begrunde de ædleste gerninger.” OPFORDRINGEN Kunstnerens forhåbning er, at skulpturen og hele projektet vil få folk til at diskutere vores fælles værdigrundlag, sat i relation til citaterne og at denne debat vil foregå både i medierne og blandt almindelige mennesker. Han håber, at projektet kan være med til at nedbryde fordomme, vi indbyrdes måtte have om de respektive religioner. Med den metode, hvormed Galschiøt har udvalgt citater fra de hellige bøger, ser man ganske tydeligt, at alle religionerne på den ene side rummer fordringer om menneskekærlighed og på den anden side har mørke dogmer, som kan bruges negativt for de, som vil det. Dialog- og kunstinstallationen ABRAHAMS BØRN består af fire dele: Den monumentale skulpturelle installation Fundamentalism, de 600 udvalgte citater fra Toraen, Det Nye Testamente og Koranen, 10 ”skriftsøjler” der hver for sig præsenterer tematikken og kan opstilles i det offentlige rum, på uddannelsesinstitutioner mm., samt Abrahams Børn-sekretariatet der igangsætter dialogen og tilbyder en række materialer til eget brug. POLITISK KUNST Politisk kunst handler om at have et budskab og at ville ændre på samfundet. I det aktuelle værk kritiseres både uvidenhed og fundamentalisme. Politisk kunst har ofte også beskæftiget sig med uretfærdighed, krigsdeltagelse, undertrykkelse, racisme, social ulighed og miljøforhold og lignende som bl.a. også i dansk kunst i 1970erne. 1 Direktør Iben From fra KunstCentet Silkeborg Bad siger om ABRAHAMS BØRN: ”Nogle vil forblive provokerede og afvise værkets muligheder, andre vil gradvist åbne sig for det som en mulighed. Med ABRAHAMS BØRN bliver betragteren påvirket til at reflektere over lighedspunkter og faldgruber for det moderne samfund i de monoteistiske religioners tekster og dogmer. Man kan kritisere værket for helt at forbigå den religionsforkyndelse og tolkning, som er en bærende del af alle religionernes praksis og kultur. Det er Jens Galschiøts kunstneriske frihed. Også heri ligger en debatmulighed.” FAKTA På KunstCentret Silkeborg Bad ses den monumentale skulptur Fundamentalism, der også omfatter de 600 citater fra de hellige bøger. Skulpturen består af bogstaverne i FUNDAMENTALISM bygget op af over 8.000 kobberelementer, der forestiller enten Koranen, Bibelen eller Toraen i bogform. Skulpturens 28 skærme viser citaterne på dansk. I tilstødende rum kan citaterne ses på engelsk og arabisk. I disse rum er der også mulighed for at deltage i en citatquiz, studere de hellige bøger, fordybe sig i litteratur om bl.a. religion samt mulighed for at kommentere på forskellige dele af Jens Galschiøts kunstprojekt. I løbet af udstillingsperioden er der arrangeret omvisninger og debatter. Som et lokalt tilbud i Silkeborg kommune er der også skoletjeneste, arrangeret i samarbejde mellem KunstCentret Silkeborg Bad og KK44 Skoletjenesten. OM JENS GALSCHIØT Billedhugger Jens Galschiøt, f. 1954, har gennem årene skabt mange samfundskritiske skulpturer og installationer og opstillet dem i det offentlige rum rundt om i verden. Her har de været og er påmindelser om en verden, hvor udnyttelse af verdens ressourcer, ulighed mellem folk, migration, spørgsmål om ret til at bruge prævention og få sexualoplysning, mm., konstant er en del af billedet. Med sit credo Art in Defense of Humanism og sin praksis, hvor det skulpturelle og den politiske aktivisme går hånd i hånd, er han i høj grad en kunstner med internationalt udsyn. Listen over værker og aktioner er lang. Siden 1985 har han haft eget galleri og værksted i Odense med en håndfuld ansatte og mange frivillige. Han nyder generelt stor folkelig opbakning, og driver sit værksted som et åbent værksted som det er muligt at besøge. ÅBNINGEN ABRAHAMS BØRN åbner lørdag den 17. januar 2015 ved en reception over hele dagen 11-18: Introduktioner ved billedhugger Jens Galschiøt, åbningstale ved biskop Henrik Stubkjær, koncert med verdensmusikgruppen Hudna. Se detaljeret program på kunstcentrets hjemmeside. ”ABRAHAMS BØRN” kan opleves på KunstCentret Silkeborg Bad i perioden 17. januar – 19. april 2015. Åbningstiderne er tirsdag-fredag 12-16, lørdag-søndag 11-17. Download pressefotos: http://silkeborgbad.dk/presse/pressebilleder/abrahams-boern.html For yderligere information kontakt: Iben From, direktør, tlf. 86 81 63 29, [email protected] Johanne Daugaard Løkke, informationsmedarbejder, tlf. 86 81 63 29, [email protected] Website: www.silkeborgbad.dk Jens Galschiøt, billedhugger, Abrahams Børn-Sekretariatet, tlf. 66 18 40 58 /60 70 30 83, [email protected] Se også projektets eget website: www.fundamentalism.dk 2
© Copyright 2024