KUNSTAVISEN 06 · 2013 25 Kunsten er mit liv Den 87-årige kunstmaler Dominique B. Magnussen lever for sin kunst, som hun har gjort det hele livet. Gennem en menneskealder har naturen på Frederiksberg og Christiansø været omdrejningspunktet for hendes malerier. Af Ove Bjørn [email protected] Det er et usædvanligt hjem, jeg befinder mig i. En femte sal på Frederiksberg. Malerier overalt, på vægge, på gulvet og på staffelier. Hundredvis af dukker, julekrybber, bøger og porcelain. Hvilken Aladdins hule! Her har den fransk fødte kunstmalerinde Dominique B. Magnussen boet i seks årtier, lige siden hun i 1948 forlod Frankrig og satte kursen mod Danmark. Ikke kun hjemmet kan fortælle en spændende historie, det kan kunstneren også. Og på et charmerende sprog som vel er dansk, men dog med en tydelig tone af det franske. Den kun 20-årige pige Dominique Hélène Raymonde Bonnaud indskriver sig på det private ”Académie Colarossi” i Paris. Hurtigt bliver en kreds af danske kunstnere en del af hendes hverdag på Montparnasse, og blandt dem er den udadvendte Robert Jakobsen, den reflekterende Richard Mortensen, den initiativrige Axel Salto og den dygtige Jens Christian Sørensen; deres faste tilholdssteder er La Rotunde og La Coupole på boulevard du Montparnasse. På akademiet møder hun den danske maler J. F. Tryde fra Christiansø, som skal blive hendes afsæt til en livslang malerkarriere i Danmark. Hun og hendes studievenner på akademiet deler rationeringstidens madkuponer med ham, så han får noget at spise, og det kvitterer han for ved efter studietiden at indbyde dem til at tilbringe sommeren hos ham på en lille ø, der hedder Christiansø. De har aldrig hørt om øen, de kender ikke Danmark, men de takker ja. Inden da vælger hun og en håndfuld medstuderende at tilbringe et årstid i Marakesh, hvor de slår sig ned i den gamle arabiske bydel. Som kvinde er det så godt som umuligt at bevæge sig udenfor døren, så hun må altid aftale følgeskab med en af de mandlige medstuderende. Med tiden som hun bliver kendt med de lokale, vover hun sig alene ud, og det er meget inspirerende at opleve nye miljøer; ikke mindst bebyggelserne, der virker som et kunstværk med de markante linier og stærke farver; et næsten kubistisk udtryk à la Cézanne. Konservativ kunstopfattelse Gruppen kursen mod Christiansø i sommeren 1948, og inden den er omme, har Dominique fundet sin ægtefælle kunstneren Mogens Magnussen. Så hun bliver i København. Dominique indskriver sig på Akademiet og skifter sit franske efternavn ud med det danske Magnussen, men gemmer dog et ’B’ for Bonnaud som mellemnavn. Her er miljøet meget anderledes end på akademiet i Paris, og det får Dominique at føle. I Paris blev undervisningen i høj grad inspireret af Georges Braque, hvis billeder med flere planer, linier og farver lagde grundlaget for kubismen; men det blev ikke værdsat at kopiere mesteren, hver især måtte de studerende finde deres egen personlige stil. Så forskelligt fra København, hvor Dominiques malerier bliver mødt med en hovedrysten ”Sådan noget har vi ikke set før!” Dog ikke hos Wilhelm Lundstrøm, der efter mange år i Paris vidste om de nye strømninger, og som altid søgte det uprøvede og det udfordrende. Derfor er det da også en glæde, hver gang hun i Frederiksberg svømmehal bliver mødt af mesterens fem store mosaikker, et hovedværk i dansk monumentalkunst. Livet igenem har Dominique Magnussen holdt sig til det frigjorte, abstraktionen, hvad enten hun har slået sit staffeli op på Christiansø, i Frankrig og i Italien –og altid med landskabet som inspirationen; som i Johann Sebastian Bachs musik med en endeløs variation over samme tema. Det er da også Bachs markerede rytmer, der lyder fra pladespilleren, når hun arbejder ved sit staffeli. Enkelte undtagelser nævner hun dog, nemlig når der er tale om bestillingsarbejder, sædvanligvis portrætter. Da vil den portrætterede gerne, at ”det ligner”, ligesom mange mere officielle portrætter ikke må være for ”anderledes”. Men hvor hun kan, har hun altid søgt at indlægge nogle kubistiske træk. Hun husker tydeligt Lundstrøms egne ord herom henvendt til Aksel Rode: "Et billede må ikke forurenes af uvedkommende ting. Det skal tale til øjet som musik til øret”. Christiansø Christiansø er et fast omdrejningspunkt livet igennem, da ægteparret her har etableret et lofts atelier i den bygning, der rummer præstens bolig og skolen. Den, som gjorde kunstnerne opmærksomme på øernes maleriske kvaliteter, var netop den unge Salto, der havde tilbragt en del somre her hos sin slægtning, kaptajn With, øens forvalter. Han sørgede for, at de unge malere fik stillet møllehuset, sygehuset og fængslet til rådighed, og der blev et sandt rend af danske og svenske kunstnere. Indtil det i 1970’erne endte som ornitologisk station. Øens 13 fiskerfamilier forsvandt, og kunstnerne kom kun på et-dags besøg: goddag om morgenen og farvel hen under aften. Så trist, så trist. Men så glæder Dominique sig over den tid, hun var en del af, og som stadig er synlig. Mange af de kunstnere, der i sin tid indlogerede sig, betalte for kost og logi ved på kroens vægge at male et kunstværk. Da den lukkede, stillede mange spørgsmålet: Hvad med rækken malerier ved berømmede kunstnere som Weie, Isakson og Salto? Dominiques mand kunstmaleren Mogens Magnussen, der kunne freskoteknikken, fik dem overført til træplader, og i dag kan vi se dem i rummet ’Palivaren’. Og de fleste af de kunstnere, der besøger øen i dag, øger rækken af trofæer. Kunstens svære betingelser Uden at beklage sig, siger Dominique Magnussen, at det er svære tider for kunsten. Treklangen kunstforeninger, gallerier og købere bliver i stigende grad presset på økonomien, og som kunstner kan man kun se passivt til. Er man ikke blandt de hotte navne, da er det sjældent, at kunstkritikere melder sig; selv i et lille land som Danmark er der langt fra København til Frederiksværk. Her har Dominique netop haft 12 malerier på udstilling i regi af Aurora, hvor hun i en snes år har været formand. I malerierne fornemmes tydeligt lyset fra den lille ø, hvor det uforanderlige og stærke lys fra maj til oktober er noget ganske særligt. I dag som dengang bliver de fleste af hendes malerier til i disse sommermåneder.