K.A. Jensen – et fyrtårn i dansk kemi

K.A. Jensen – et fyrtårn i dansk kemi
Figur 1. K.A. Jensen
Ved en fest på H.C. Ørsted Instituttet 1967
AF CARL TH. PEDERSEN
K
ai Arne Jensen (han
blev og bliver altid
omtalt som KA, dette
kælenavn vil derfor blive anvendt i denne beskrivelse af
hans liv) blev født i København den 27. marts 1908 som
søn af kelner på den fashionable restaurant Wivel, Carl
Christian Marinus Jensen.
Familien flyttede allerede året
efter KA’s fødsel til Odense,
hvor faderen blev restauratør.
Bortset fra et par år i Sønderjylland tilbragte KA sin barndom og ungdom i Odense,
hvor han i 1926 fra Odense
Katedralskole tog landets højeste studentereksamen. KA
var fra sin ungdom tændt for
kemien og drog efter studentereksamen til København,
hvor han påbegyndte studiet
til magisterkonferens i kemi.
Han finansierede sit studium
ved at undervise skoleelever
samt ved to hjælpelærerstillinger ved Tandlægehøjskolen og
Polyteknisk Læreanstalt, det
nuværende Danmarks Tekniske Universitet. Han blev i
1932 mag.scient. i kemi, og
efter et par kortvarige konstitueringer som lærer ved de to
nævnte læreanstalter blev han
i 1933 ansat som videnskabelig assistent ved Københavns
Universitets Kemiske Laboratorium (UKL), hvor Einar
Biilmann var professor i kemi.
Biilmann var stærkt interesseret i svovls kemi, og KA blev
som assistent hos Biilmann
inddraget i denne forskning.
KA begyndte dog snart en
selvstændig forskning indenfor
koordinationskemien,
hvilket i 1937 førte til disputatsen De koordinativt firegyldige metallers stereokemi. Fra
denne periode foreligger en
række afhandlinger med komplekskemiske emner, altid i
tysksprogede tidsskrifter. I
1943 blev KA på grund af sin
forskningsindsats udnævnt til
lektor – dengang et meget
sjældent og ærefuldt avancement. Han blev ekstraordinær
professor i 1950, det ordinære
1
professorat var besat af Alex
Langseth. Ved Langseths død
i 1960 blev KA ordinær professor. Da Universitetets Kemiske Laboratorium i 1963
flyttede ud på H.C. Ørsted
Instituttet og blev opsplittet i
flere afdelinger, blev KA bestyrer af Kemisk Laboratorium II (Laboratoriet for almen
og organisk kemi). Denne
stilling beklædte han til sin
afgang i 1978. Efter den nye
styrelseslovs ikrafttræden blev
han valgt til bestyrer, og han
havde med stor elegance held
med den vanskelige overgang
fra professoren af den gamle
skole med uindskrænket magt
til den folkevalgte leder. Hans
personlige integritet og hans
store faglige kompetence
gjorde dette naturligt.
LÆREBOGSFORFATTEREN
KA’s forskning har sat sit aftryk mange steder i kemien,
men det, der i højest grad har
været med til at præge flere
generationer af danske kemikere og læger, var hans undervisning og hans lærebogssystem Almen Kemi I, II og III,
som var udsprunget af hans
tværvidenskabelige
videnskabssyn. Tidligere lærebogssystemer havde delt kemien
op i uorganisk kemi, organisk
kemi og fysisk kemi, men KA
betragtede disse som en helhed, og de forskellige afsnit
Figur 2. KA som opponent
KA til venstre som opponent ved Per M. Bolls (i midten) disputats 1966.
Til højre den anden officielle opponent, professor Helmer Kofod, i Holger Worms streg.
behandles sideordnet i Almen
Kemi I og II. Den organiske
kemi holdt han dog udenfor i
en særskilt bog, som også kom
senere end de to andre bind.
KA samlede hele kemien under det overordnede begreb
Almen Kemi. Bøgerne udkom
som nogle noter i begyndelsen
af 1950’erne for at blive samlet som Almen Kemi I og II i
1957-59. KA’s brede viden
gjorde, at han var i stand til
hele tiden at drage paralleller
til spektroskopi, fysik, biologi,
biokemi mm. Bøgerne kom
også til at præge mange årtiers
gymnasielærebøger i kemi,
idet mange af forfatterne til
disse bøger var gamle elever
af KA. Som sagt forsøgte han
ikke at indrullere den organi-
ske kemi i Almen Kemi I og
II, men lod den få sin egen
bog. Han argumenterer for
dette i indledningen til Grundrids af den organiske kemi –
Almen Kemi III: “Den organiske kemi defineres som carbonforbindelsernes kemi. Alene den omstændighed, at antallet af kendte carbonforbindelser langt overstiger antallet
af kendte ikke-carbonholdige
forbindelser af samtlige andre
grundstoffer, gør det hensigtsmæssigt at behandle carbonforbindelserne som en
særlig gren af kemien”.
Grundrids var dog også en
ny måde at behandle den organiske kemi på. Hvor man
f.eks. tidligere behandlede
hydroxyforbindelser både un2
der den alifatiske kemi som
alkoholer og under den aromatiske som phenoler og igen
under den heterocycliske kemi, behandler KA hydroxyforbindelser samlet uden skelen til, hvad hydroxygruppen
sidder på, hvilket giver et meget bedre overblik over gruppens kemi. Det er karakteristisk for KA, at den mekanistiske kemi ikke havde hans
store interesse; han var syntetikeren og stofkemikeren,
hvilket går igen både i hans
organiske undervisning og i
hans forskning.
Der er ingen tvivl om, at
Almen Kemi kunne være blevet et velkendt internationalt
lærebogssystem, hvis det var
blevet oversat til engelsk. KA
gav sig imidlertid aldrig tid til
dette. Det skyldtes måske hans
manglende ambitioner på dette
område. Han så en udfordring
i at skabe systemet, men når
det var gjort, ville han hellere
videre til nye udfordringer i
stedet for at bruge flere kræfter på det, der allerede var
lavet.
Det gælder også KA’s
forskning, at han aldrig fik
den anerkendelse internationalt, som han fortjente. Det
skyldes flere ting. Han var en
polyhistor helt generelt, men
også specielt indenfor kemien
var han polyhistor, han dyrkede kemien i dens bredde. Når
han havde bearbejdet et område, forlod han det og kastede
sig over andre områder, hvor
andre kemikere et helt liv
f.eks. helligede sig komplekskemien. Specielt hans tidligere
arbejder blev publiceret på
tysk og flere i Videnskabernes
Selskabs skrifter, og de senere
godt nok på engelsk, men i
Acta Chemica Scandinavica,
som ikke havde den samme
store udbredelse som the Royal Society of Chemistry og The
American Chemical Society’s
skrifter. Han publicerede ofte
sine opdagelser adskillige år
efter, de var gjort, arbejderne
skulle være helt færdige, inden
de blev sat på print. Disse forskellige forhold gjorde, at andre er blevet kendt for opdagelser, han i virkeligheden
havde gjort år før dem.
KA OG NOMENKLATUREN
KA nærede lige fra sin gymnasietid en brændende interesse for sproget. Han talte adskillige sprog og kunne læse
endnu flere. Det var derfor
ikke mærkeligt, at han allerede
som ung også interesserede
sig for kemiens sprog, den
kemiske nomenklatur. Denne
interesse for den kemiske nomenklatur fik ham til at fremlægge sine synspunkter i et
foredrag i Kemisk Forening i
1940, hvilket førte til, at man
nedsatte et nomenklaturudvalg
i Kemisk Forenings regi bestående af professor Niels
Bjerrum, professor H. Baggesgaard Rasmussen samt dr.
phil. K.A. Jensen. Dette udvalg fungerer stadig i dag og
har udgivet en dansk kemisk
ordbog, der bl.a. bygger på
KA’s principper. Hans synspunkt indenfor såvel kemisk
nomenklatur som terminologi
var, at den skulle være international i sin navngivning
såvel som stavning. Især det
sidste gav anledning til voldsomme diskussioner i både
foreningen som i Kemisk Månedsblad, Dansk Kemis forløber. KA lagde f.eks. vægt på,
at et ord skulle staves med t
eller th, alt efter om ordets
oprindelige rod i græsk var
stavet med tau eller theta. Dette kunne give anledning til
nogle stavemåder, der så
temmelig fremmedartede ud
på dansk. Det fik en gang en
tilhører til diskussionen i Kemisk Forening til at udbryde
”at han ikke kunne se betydningen af, om Ramses den
Anden havde stavet et eller
andet ord med én eller to løver”. KA havde det synspunkt,
at omtalte man kemiske forbindelser i dagligdagen, skulle
man bruge de systematiske
kemiske betegnelser. Chlor
var chlor, uanset om det blev
brugt i laboratoriet eller til at
blege tøj med. Her havde han
talrige
sammenstød
med
Dansk Sprognævn, som stod
fast på, at det, man blegede tøj
med, var klor og ikke chlor.
Hans engagement i dansk
kemisk nomenklatur førte ham
ind på den internationale scene, hvor han var medlem af
IUPAC’s kommission for uor3
ganisk-kemisk nomenklatur
1949-81, fra 1959 til 1972
som formand. Han kom herigennem til at påvirke såvel
den organiske som den uorganiske internationale nomenklatur, idet han var observatør
i den organiske kommission.
Figur 3. K.A. Jensen
I laboratoriet på Østervold 1943.
KA OG KOMPLEKSKEMIEN
KA har en gang spøgefuldt
sagt: ”Jeg startede som uorganisk kemiker, men er siden
degenereret til at blive en organisk kemiker”. Selv om han
som assistent hos Biilmann
kom ind i den organiske kemi,
er mange af hans tidligere
arbejder
komplekskemiske.
Fra 1933 stammer et stort arbejde over komplekser med
thiosemicarbazid som ligand;
her lagdes grunden til hans
aldrig svigtende interesse for
thiosemicarbazider og deres
komplekskemi. Han viser her,
at der er to rækker af kom-
plekser: de ladede, som kan
isoleres som f.eks. chlorider,
og de uladede indre komplekser, se Figur 4.
Han introducerer her det
princip, han fulgte senere i
sine undersøgelser: at variere
substitutionsmønstret
på
grundsubstansen, hvis det er
muligt, så at fremstille samtlige mulige forskellige forbindelser, og herved ved en
sammenligning at finde et
mønster. Det går også igen i
hans rent organiske studier.
Disputatsen fra 1937 Om de
koordinativt firegyldige metallers stereokemi har da også
2+
3+
Figur 5. Triethylphosphankomplekser med Ni og Ni
hentet sit emne fra komplekskemien. Han studerer her stereokemien af en række kom- igen som variation af substitu- samt phosphiner, arsiner og
plekser af platin og palladium tionsmønstret inddrager han stibiner (nu phosphaner, arsamed aminer og sulfider og også selenider og tellurider ner og stibaner). Han bidrager
her til at bevise Werners teori
for koordinationsforbindelsers stereokemi fra 1893. Han
tager nye metoder som måling af dipolmomenter, magnetiske momenter samt ledningsevnemålinger til hjælp
ved bestemmelsen af kompleksernes konstitution. Specielt var KA pioner med hensyn til at anvende dipolmomentmålinger til konfigurationsbetemmelser. Man havde
på det tidspunkt ikke mange
andre metoder end bestemmelse af smeltepunkter; røntgenstrukturbestemmelser var
lige
i
deres
vorden.
2+
Phosphankomplekserne
dukFigur 4. Thiosemicarbazidkomplekser med Ni
ker op igen i 1949, hvor KA
sammen med Børge Nygaard
4
4+
Figur 6. Ni -kompleks med thiobenzhydrazid
fremstillede det første Ni(III)
kompleks. De anfører en pyramidisk struktur, men den har
formentlig en bipyramidisk
struktur, se Figur 5.
KA bevarede hele sin karriere en stærk interesse for usædvanlige oxidationstrin. Han
publicerede i 1952 et arbejde
sammen med en fransk postdoc, Jean Francois Miquel, om
et Ni(IV)-kompleks af thiobenzhydrazid (Figur 6). Kom-
plekset har en meget intens blå
farve. Arbejdet vakte ikke den
store opsigt; det var publiceret
i Acta Chemica Scandinavica,
KA’s foretrukne tidsskrift,
men ikke det mest udbredte,
og det var publiceret på
fransk. Her slog KA’s faible
for sprog igennem, selv om
fransk jo heller ikke er det
mest læste sprog. Det viste sig
senere, at komplekset tilhørte
de såkaldte elekronoverfør5
selskomplekser, som tiltrak sig
stor opmærksomhed i 60’erne.
KA havde allerede i 30’erne
konstateret, at i substituerede
thiosemicarbazider (for nummereringen se afsnittet om
svovlkemien) ikke gav de
normale indre komplekser,
men nogle stærkt farvede forbindelser, som ikke lod sig
isolere. KA glemte ikke dette,
og det blev taget op igen i
slutningen af 60’erne i et sam-
arbejde med Klaus Bechgaard.
Det lykkedes her ved variation
af substitutionsmønstret at
isolere forbindelserne som
mørkt farvede krystaller. Forbindelserne kan enten formuleres som indeholdende tetravalent nikkel eller som komplekser af den oxiderede ligand N-tert-butyl(phenylazo)thioformamid med Ni0 (Figur
7). Hvis vi skal følge KA og
angive et strengt systematisk
navn for liganden, bliver det
N-tert-butyl-2-phenyldiazen1-carbo-thioamid.
Disse arbejder med usædvanlige oxidationstrin kan
synes meget teoretiske; men
det er i denne sammenhæng
interessant, at et amerikansk
firma har udtaget et patent på
at anvende phenylazothioformamider til at fjerne rester
af palladium fra polymerer,
hvor palladium har været anvendt som katalysator, netop
fordi de også danner denne
type af komplekser med palladium.
KA OG SVOVLKEMIEN
Der har siden C.W. Zeise
(1789-1847) været en tradition for forskning i svovlforbindelsers kemi i Danmark.
Einar Biilmann (1873-1946)
fortsatte denne tradition, og
hans disputats fra 1904 havde
titlen Studier over organiske
svovlforbindelser. KA blev jo
i 1933 ansat som assistent hos
2+
0
Figur 7. Ni0-kompleks med N-tert-butyl(phenylazo)thioformamid
6
Biilmann. Det er derfor ikke
mærkeligt, at KA’s forskning
ved siden af kompleksforbindelserne blev helliget svovlforbindelserne og de analoge
selenforbindelser. I midten af
1930’erne blev sulfonamider
introduceret som midler mod
bakterieinfektioner.
Dansk
medicinalindustri, Ferrosan og
Lundbeck, blev også engageret i denne udvikling med KA
som konsulent for Ferrosan,
og der foreligger en række
arbejder af KA med forskellige medarbejdere fra Ferrosan
om sulfonamider fra begyndelsen af 1940’erne. Den centrale del af KA’s svovlstudier
var imidlertid helliget divalent
svovl og blev publiceret i en
serie Studies of Thioacids i
Acta Chemica Scandinavica i
årene 1961-68, hertil en række
afhandlinger, som var afledt af
thioacids-serien, men ikke
direkte hørte hjemme i den.
Vigtigst er her vel Alkyl Cyanates I-XIV med Arne Holm
som gennemgående medforfatter. Samtlige kemibøger
hævdede, indtil KA fremstillede dem, at alkylcyanater
ikke kunne eksistere.
En særlig kommentar skal
knyttes til nummer IX i thioacids–serien,
Thiosemicar-
bazides. Thiosemicarbaziderne havde jo specielt KA’s
kærlighed fra hans interesse i
deres komplekskemiske forhold. KA var også stærkt interesseret i beliggenheden af
C=S-svingningen i infrarød,
og med sin sædvanlige arbejdsmetode med at have så
mange eksempler som muligt
af den samme grundsubstans,
ville han fremstille samtlige
methylsubstituerede thiosemicarbazider. Der er 17, monomethylsubstituerede,
dimethylsubstituerede
osv.
Det viste sig imidlertid, at 1monomethyl-forbindelserne
var specielt genstridige, især
de tre forbindelser vist i Figur
8. Det lykkedes da til sidst, og
publikationen, som var på 50
sider, kom i 1968, så kunne
der heller ikke siges ret meget
mere om thiosemicarbazidernes kemi.
Til sammenligning af thiosemicarbazidernes infrarøde
spektre blev en række af selenosemicarbazider fremstillet.
En række selenanaloger af
andre thioforbindelser blev
også syntetiseret; der var således et intensivt studium af
organiske selenforbindelser på
Kemisk Laboratorium II i
1970’erne, i høj grad baseret
Figur 8. Methylsubstituerede thiosemicarbazider
7
på carbondiselenid, et ekstremt giftigt og ildelugtende
stof. KA havde i samarbejde
med Lars Henriksen udviklet
en meget effektiv metode til
syntese af dette stof ud fra Se
og CH2Cl2. Man anslår, at
man i denne periode fremstillede ca. 20 kg carbondiselenid
på H.C. Ørsted Instituttet.
Om forfatteren
Carl Th. Pedersen, lektor emeritus,
Institut for Fysik og Kemi, SDU.
Referencer
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
K.A. Jensen: Om de Koordinativt Firegyldige Metallers Stereokemi, disputats,
1937.
A. Kjær, Dansk Biografisk Leksikon,
1981, Bind 7, side 302.
S. Hammerum: "Ode om en polyhistor,
eller Jeg vil sjunge om en helt", Dansk
Kemi 69, 3 (1988) 73.
C.Th. Pedersen: "Professor, dr. phil. K.A.
Jensen in Memoriam", Dansk Kemi 73,
10 (1992) 26–28.
A. Kjær, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Oversigt over selskabets virksomhed 1993-94, 1994, side 221.
H. Toftlund, ACS Symposium Series 565,
Coordination Chemistry, 1994, side 83.
C.Th. Pedersen: "K.A. Jensen – 50 år af
dansk svovlkemi 1930–1980", Dansk
Kemi 83, 11 (2002) 55–58.
C.Th. Pedersen (red.): K.A. Jensen – en
dansk kemiker, Dansk Selskab for Historisk Kemis skrifter nr. 14, 2003.