Kvindeliv Anne-Sofie og hendes mand Christian tog en fælles beslutning om at flytte til Stockholm. Og så var det oplagt at skifte arbejdsspor – for heste forstår fint dansk modsat svenske børn. Her er min plan b Af Bente Schmidt 80 Privat: G ift, mor ti l Clara på Anton på 13, 7 og Thea på 4 år. Job: Hest etræner o g -handle r. Plan A: folkeskolelærer Plan B: hestetræner Familien flyttede til Stockholm, men Anne-Sofie kunne ikke undervise på svensk. Og dog. Hun genoptog drømmen om at træne heste – og lever den ud i dag. foto: tove risberg “Jeg begyndte at arbejde som lærer, da jeg mødte min mand. Vi mødte hinanden på vores fælles arbejdsplads, Falck, da jeg var 24 år gammel, og fordi han var chef, måtte jeg stoppe. Jeg fik job på en skole i Avedøre. Det var spændende, så jeg begyndte på seminariet. Jeg fik job på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium, og jeg følte virkelig, at jeg var kommet på rette hylde. Jeg opdagede, at jeg var rigtig god til at få børnene til at være gode i skolen. I virkeligheden er det ikke så meget det at magasinetliv.dk undervise, der er spændende. Det er interessant at finde ud af, hvordan man får børnene til at yde deres bedste og nyde at gå i skole. Man kan tage lysten til at gå i skole fuldstændig ud af eleverne, men man kan også give dem engagement og lysten til at lære. Det var min drivkraft.” Så skete der det, at … makeup: Mia Högfeldt / miahogfeldt.se Vi kan ikke altid bestemme, hvor livet fører os hen. Men vi kan få det absolut bedste ud af det. Og måske endda finde os selv på ny? Bliv inspireret af tre kvinder, som ikke kunne komme videre med plan A – og derfor genoptog en gammel drøm som plan B. Anne Munk-(S4ofie Schou 0) “Min mand, Christian, blev udstationeret i Stockholm, som vi flyttede til i juli 2010. I første omgang skulle vi være her i to år, men han har lige forlænget sin kontrakt, så vi bliver i alt fald to år mere.” Så her er min plan B: “Den første tid gik med at få børnene til at falde godt til. Der er også meget papirarbejde, der skal ordnes, og så tog det lidt tid for mig at lære byen at kende. Jeg begyndte dog hurtigt at un- magasinetliv.dk dervise i dansk nogle timer om ugen. Men det var simpelthen ikke nok – at se tv, lufte hunde, hente og bringe børn og undervise – så efter et halvt års tid gik jeg i gang med at undersøge, hvad der kunne gøre hverdagen mere meningsfuld. Det skulle jo være noget, som også kunne passe ind i resten af familiens liv. Vi havde boet i Stockholm i et års tid, da vi tog på ferie i København. Helt tilfældigt løb jeg ind i en tidligere elev, hvis mor har et stutteri nord for København. Hun spurgte, om jeg ikke havde lyst til at få en hest til Stockholm, så jeg kunne træne den for hende. Som ung drømte jeg om at blive berider. Jeg har altid været en enspænder og følte mig tit misforstået, men hestene forstod mig, de var mit helle. Jeg vidste, at jeg var god til dem, så det føltes naturligt, at jeg skulle arbejde med dem. Men min far brød sig ikke om det, så han fik mig talt fra det, og gennem årene har jeg spekuleret på hvad nu hvis. Så det lød som en god idé, og kort tid efter ankom Granita. Pludselig gjorde jeg det, min far havde frarådet mig. Jeg træner stadig Granita, og der er endnu en hest på vej herop. Jeg underviser i dressur, og jeg formidler kontakt mellem køber og sælger af heste. Jeg har gjort min hobby til min karriere. Man bliver ikke rig af at træne heste – jeg er heldig med, at min mand kan betale regningerne – men jeg elsker det og ser hestene som mit daglige fix. Jeg ryger ikke. Jeg drikker ikke. Men jeg rider! Jeg ved, vi skal tilbage til Danmark på et tidspunkt, og til den tid håber jeg, at jeg kan kombinere mine to karrierer. Måske undervise tolv timer om ugen og så ride og træne heste resten af tiden?” 81 Kvindeliv Plan a var et job med hente-bringe-gode arbejdstider. En fyring satte gang i plan b: mere tid til Trine. Plan A: stewardesse Plan B: vintagebutikejer omsorg om de efterladte, samtidig med at mit eget familieliv fungerede. Desværre mistede jeg jobbet på grund af sammenlægninger i firmaet. Men heldigvis fik jeg et nyt på et kontor, og jeg nød igen at have fornuftige arbejdstider og økonomisk tryghed. Så betød det mindre, at jeg ikke blev fagligt udfordret. På kontoret vidste jeg, at jeg havde fri klokken fire, jeg havde weekenderne sammen med børnene, og kontoret lå i nærheden af, hvor jeg boede. Det var det vigtigste for mig. Det var min plan.” Hun ville stadig være i luften, hvis ikke det havde været for ulykken, som sendte hende ned på jorden. Og gav hende mulighed for at dyrke sin kærlighed til vintage fuld tid. foto: hanne fuglbjerg Så skete der det, at ... Mia har elsket eventyr hele sit liv. Først levede hun det som stewardesse. Nu sælger hun eventyrlige vintagerober i sin butik af et diva-skatkammer på Amager. “Jeg blev fyret fra kontoret 1. februar i år, og det var et slag i ansigtet. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet og var ked af det. Jeg talte meget med venner og familie om min situation, og det var faktisk dem, der syntes, at jeg skulle tilbage på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg havde bestemt stadig interessen, men jeg havde aldrig taget springet, hvis de ikke havde opfordret mig til det.” Så her er min plan B: Plan A: bedemand Plan B: sygeplejerske Engang var Trines største krav til sit arbejde økonomisk tryghed. I dag er det faglige udfordringer – så lige om lidt har hun en gennemført uddannelse med sig. foto: robert attermann “Jeg har altid drømt om at blive sygeplejerske og begyndte oprindeligt på uddannelsen i 2002. Men jeg kunne simpelthen ikke få studiet til at hænge sammen med hverdagen som alenemor til tre. Derfor droppede jeg ud og fik arbejde hos en bedemand. Fast indtægt og fornuftige arbejdstider blev min 82 højeste prioritering rent arbejdsmæssigt. Og jeg trivedes rigtig godt som bedemand. Det var interessant at komme i folks hjem og tale med de pårørende. Den del af arbejdet ligger faktisk ikke langt fra jobbet som sygeplejerske, og jeg følte, at jeg havde fundet et meningsfuldt arbejde, hvor jeg kunne få lov til at drage magasinetliv.dk Så skete der det, at … Mia Jakobs en (45 ) Privat: Gift , mor til Am an da på 16 og Carol ine på 13 år . Job: Ejer af vintagebutik ken Eltoft Vintage. makeup: pernille holm Trine M üller Priva Otten t: Sin g le, mo (42) 13, M r til M agnus athild 11 og Job: e på Willia Sygep m på lejestu 8 år. deren de. “Der var en stemme i mit hoved, som sagde, at hvis de andre tror, jeg kan, så kan jeg også, og derfor ringede jeg til studievejlederen på uddannelsen, og så var jeg i gang. Jeg genoptog studiet i slutningen af april i år – og efter planen er jeg færdig til sommer næste år! Det var selvfølgelig hårdt i starten, og man skal lige vænne sig til at skulle lære igen. Det har nogle omkostninger. Min økonomi er stram. Jeg er på SU og er flyttet til en lille lejlighed for at kunne få råd til studiet. Når jeg har mulighed for det, tager jeg vagter på et plejehjem for at tjene ekstra. Derfor betyder det alverden for mig, at mine omgivelser i den grad har stillet op over for mig og har passet mine børn, når jeg har haft aften- eller weekendvagter. For tiden er jeg i praktik på Sygehus Sønderjylland, og jeg har det som en fisk i vandet. Jeg glæder mig til at skulle af sted om morgenen, og jeg synes faktisk, at det er meget sejt gået at gå i gang med en uddannelse så forholdsvis sent i livet. Jeg er nok typen, som ikke altid tror på, at jeg er god nok. Derfor er det vigtigt for mig at have et eksamensbevis, så jeg kan vise omverdenen, at jeg kan noget. Og det får jeg så endelig nu. Uddannelsen giver mig simpelthen den sikkerhed, jeg før har manglet. Havde det ikke været for fyringen, tror jeg ikke, at jeg havde haft modet, så når jeg nu ser tilbage, så var fyringen det spark, jeg havde brug for. Det er så nemt at blive i det vante, fordi man er afhængig af økonomi og tryghed. Derfor skal der måske noget udefra til, før man tør satse på nye eventyr. Jeg lader ikke længere ydre omstændigheder bestemme, hvad jeg skal lave. Jeg laver det, jeg har lyst til.” “Egentlig var planen, at jeg skulle studere, da jeg så en annonce i avisen, hvor SAS Commuter, som det hed dengang, søgte stewardesser. Jeg tænkte, at det kunne jeg da godt tænke mig et års tid, og så kunne jeg begynde at læse bagefter. Jeg begyndte at flyve i 1990, og jeg er stadig ikke kommet i gang med den uddannelse. Stewardesse var en fed livsstil – især da jeg var yngre. Jeg var altid på farten, tjente gode penge og følte i det hele taget, at det var et ret uforpligtende liv. Og da jeg kom tilbage efter min barsel, fik mit job som flyvende også en anden funktion, for jeg forlod helt bogstaveligt alle forpligtelserne, der var derhjemme og tog på hotel, hvor jeg kunne få en fuld nattesøvn, hvis jeg havde brug for det. Det var den vildeste luksus! Alligevel var en gammel drøm begyndt at presse sig på. Jeg ville have min egen butik og sælge vintagetøj, som jeg har samlet på, siden jeg var lille. Faktisk havde jeg søgt og fået bevilliget orlov fra juli 2011 og to år frem, og jeg havde lejet butikslokale og fået styr på det praktiske. Tanken var, at jeg ville satse 100 procent på at etablere butikken i de to år, og så holde åbent, når jeg ikke fløj. For planen var, at jeg skulle flyve igen, når orloven var slut.” magasinetliv.dk “Fire dage før min orlov begyndte, skulle jeg på arbejde. 10 minutter før landing i København fløj vi ind i det, man i fagsproget kalder clear air turbulence. Det er turbulens, som opstår pludseligt og uden varsel. Jeg stod bagerst i flyet og husker, at jeg blev slynget op i loftet. Jeg kiggede på mine fødder, som ikke længere rørte jorden og tænkte: ’Om lidt går det galt. Jeg skal ned igen!’ Og så ramte jeg gulvet med et brag. Der lå jeg og kunne ikke rejse mig. Mine kolleger kom løbende hen til mig. De troede, jeg havde brækket ryggen. Da vi landede, holdt ambulancen klar. Jeg endte på Hvidovre Hospital, hvor jeg blev CT-scannet. Jeg havde brækket hoften, mit bækken, nogle ribben og en skulder. Jeg endte med at ligge i sengen i otte uger, og det var et mareridt. Jeg kunne ingenting og skulle have hjælp til alt. Lars, min mand, tog orlov fra sit arbejde og passede mig. Når man er frisk, kan man nogle gange tænke, at det ville være rart med en dag eller to, hvor man bare kan ligge og læse 83 Kvindeliv Du kan gøre det, gå fra plan A til B, hvis du vil. Og hvis du har tålmodighed og et formuleret mål. eller se tv, men jeg kunne ingen af delene, for jeg kunne ikke koncentrere mig. Og tiden var lang.” Så her er min plan B: 84 Det skal du vide, når du går fra plan A til plan B Nyd at du kan træde ud af din komfortzone. Og hvil i, at du er usikker. Det er helt naturligt – men må ikke bremse dig. Mette Holm er autoriseret psykolog med speciale i skygge arbejde og mindfulness. psykolog-metteholm.dk. “Når vi ønsker forandringer i vores liv, forventer vi at få noget, der er bedre, end det vi har nu. Men når vi har forventninger, er der også risiko for, at vi bliver skuffede. Den risiko skal du turde.” Sådan siger du farvel til plan A: “Det kræver tid at komme igennem sorgen over at have mistet og angsten for, hvad der nu skal ske. Først når du er igennem det, kan du begynde at mærke, hvad du er god til, hvad du brænder for, hvad der er muligt. Tal med venner og familie. Både fordi de opmuntrer og bakker dig op, men også fordi de ofte kan se muligheder, som du ikke selv havde tænkt på.” Sådan byder du velkommen til plan B: “Uanset hvor meget du forbereder dig på dit nye liv, kan du ikke få sikkerhed for, hvordan det vil gå – at det vil gå godt. Det kan godt være, at tingene ikke bliver, som vi forventer, men det er, når vi bevæger os uden for vores komfortzone, at vi føler os levende. Der vil altid være en tilpasnings reaktion, og alle, der bliver tvunget til at tage en ny vej i livet, vil opleve en grad af angst for det nye og ukendte. Det er helt naturligt. Den eneste måde at dæmpe bekymringen på er at være ubekymret. Det lyder nemt, men det kræver, at vi bliver bevidste om vores tanker og erstatter de negative med positive. 80 procent af det, vi bekymrer os om, bliver aldrig til noget! Tro på, at det nok skal gå.” Og husk så – så du ikke knækker halsen på plan B: Tænk langsigtet. “Du kan ikke nå så meget, som du tror på et år. Til gengæld kan du nå mere, end du tror på fem år. Spørg dig selv: ‘Hvor vil jeg være om fem år?” Hav et mål. “Du kan kun score, hvis du har et mål. Det er vigtigt, at du præcist kan formulere, hvad du vil have. Hvad er din plan B? Og hvad skal der til, for at du når dit mål? Formulér dine succeskriterier.” Tænk positivt. “Sig: ‘Jeg vælger det spændende liv’. Det tager minimum tre måneder at ændre underbevidstheden, som ofte er din værste fjende.” Vær realistisk. “Vær ikke bange for at fejle! Selv om plan B måske ikke er det rigtige for dig, så er du så kommet et vigtigt skridt mod en mulig plan C, og du har gjort dig værdifulde erfaringer.” magasinetliv.dk foto: getty images “Jeg har stadig smerter efter ulykken og kan ikke længere flyve, så jeg måtte tænke mine planer om, som er blevet til butikken 100 procent. I begyndelsen, fra oktober 2011, var det veninder, der holdt butikken åben, når de havde plads i kalenderen, og jeg var så på telefonen, hvis der var problemer. Jeg var for plaget af smerter til at være der. Jeg kom til åbningen iført krykker! Selv om opstarten ikke blev, som jeg havde planlagt den, var jeg aldrig i tvivl om, at butikken skulle blive til noget. Og at den nu skulle fylde det hele. Jeg har samlet på vintagetøj, siden jeg var lille. Også før jeg vidste, hvad vintage var. Min mormor var dameskrædder, og vi boede sammen på en stor gård med mange værelser. I et af værelserne var et skab fyldt med tøj, som min mor havde brugt, da hun var ung. Det havde jeg på i skole. Jeg har aldrig været bange for at skille mig ud, og jeg har altid samlet på tøj, som jeg har fundet på loppemarkeder eller arvet. Tanken om at genbruge tøj tiltaler mig, for det er essentielt, at vi begrænser de mængder, vi smider ud, og så er vintagetøj bare sjovere. Jeg ved godt, at der findes mennesker, som synes, at nude er en farve, og at der skal sidde et fint mærke i nakken. Jeg er bare ikke et af dem. På grund af ulykken kunne jeg ikke rejse til USA for at lede efter, finde og købe tøj til butikken, som ellers var meningen. Det betød, at jeg måtte sælge ud af min egen samling og i starten kun havde tøj i størrelse small, for det er den størrelse, jeg passer. Men sådan måtte det være, når nu omstændighederne var, som de var. Jeg er i høj grad styret af hjertet og ikke af forstanden. Jeg har brugt hele min opsparing på at leje lokaler og realisere min drøm, og jeg har efterhånden fået skabt et godt brand. Mit koncept er, at tingene ikke må være dyre. Man kan sagtens ligne en million for 130 kroner. Selvfølgelig er der også dage, hvor det ikke er så sjovt. Når jeg to aftener i træk lukker butikken og kun har solgt for 99 kroner, kan jeg da godt synes, at dagen har været lang, men det betyder ikke, at jeg kaster håndklædet i ringen. Slet ikke. Personer som mig skal være selvstændige. Jeg har altid haft lidt svært ved at indordne mig, så butikken er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Her forventes det faktisk, at jeg falder lidt uden for normen. Og så har jeg besluttet, at jeg snart flytter butikken ind til Københavns centrum, til Klareboderne, for jeg er klar til nye udfordringer.”