Fra hesteryg til kørestol Skal jeg dø? Sådan tænkte Astrid Elmstrøm, da hun, efter en rideulykke, kom til bevidsthed for første gang. Efter to måneder i koma. Før ulykken var hun bange for folk med handicap. I dag er hun selv en af dem. Af Cecilie Bang Urup Respect, disappointment, fight, love, grateful og motivation, står tatoveret på 19-årige Astrid Elmstrøms ryg. Det er de ord, som opsummerer hendes historie. Kampen og kærligheden for livet, og en taknemmelighed over at vågne op hver dag. I live. Mandag den 25 juni 2012 skete ulykken. Astrid var alene i ridehallen med sin hest, da den pludselig blev bange. Med foden i stigbøjlen blev Astrid slæbt efter hesten, indtil hun til sidst faldt af. Med hovedet i sandet lå hun bevidstløs, indtil ridehallens ejer fandt hende og slog alarm. Ambulancen bragte hende til Odense Universitetshospital. To måneder senere befandt hun sig på Hammel Neurocenter. Her vågnede hun endelig fra sit koma. Lammet, men i live. Fyldt med medicin husker Astrid den første tid som meget forvirrende og omtåget. En masse tanker fløj igennem hoved og især døden fyldte meget. Skal jeg dø? Slår de mig ihjel? Er det hele en ond drøm? " Jeg bed min fysioterapeut i armen, fordi jeg troede, de ville slå mig ihjel." Disse tanker gjorde hende stresset og bange. Hun troede lægerne sultede og tørstede hende. Derfor bed hun fra sig i et forsøg på at slippe væk. I dag ved Astrid godt, at virkeligheden var en anden. Med næring gennem en sonde, en respirator tilkoblet og en masse medicin, reddede lægerne Astrids liv. Virkeligheden rammer Efter to måneder indlagt i Odense og Silkeborg kom Astrid til Hammel Neurocenter. Her startede genoptræningen for alvor. I flere måneder var motivationen høj, og troen på at Astrid kunne vende tilbage, som før ulykken, var stor. Astrid gjorde store fysiske fremskridt, og efter ca. fem måneders genoptræning kunne hun stå på egne ben. Bogstavelig talt. "Det var den største sejr siden ulykken," siger hun med et stolt smil, som får hendes ansigt til at lyse op. Men efterhånden blev fremskridtene mindre og Astrid indså, at hun ikke ville blive den samme. Da hun efter seks måneder i Hammel blev flyttet til Lunden i Varde, ramte virkeligheden hende hårdt. Her boede hun blandt hjerneskadede voksne, som ikke kunne snakke, og som var i en langt værre tilstand end hende selv. Genoptræningen gik i stå, og når dagens aktiviteter sluttede kl. 15.00, sad Astrid alene tilbage på sit værelse indtil næste morgen. Afhængig af sin omgangskreds forsøgte hun at udfylde ensomheden, men også på den front blev det sværere. Lige efter ulykken var opmærksomheden fra vennerne stor. Alle skrev og spurgte til, hvordan det gik, men som tiden gik, gik opmærksomheden med. Vennerne fik travlt med skole, arbejde og fritidsaktiviteter, og interessen for Astrid faldt i takt med, at det blev hverdag. Efter fire måneder på Lunden var Astrid så langt nede psykisk, at hun en dag besluttede at skære i sig selv. "Jeg følte, det var min skyld, og at jeg var en belastning, så jeg straffede mig selv for at få det bedre," siger hun. Smerten hjalp kun kort, og så snart hun var færdig med at skære, ramte skuffelsen. Skuffelsen over sig selv, og hvad hun havde gjort. Det var et råb om hjælp. Astrid var ensom og havde brug for at komme væk fra Varde. Væk fra Lunden. Vejlefjord rehabiliteringscenter Væk kom hun. Efter syv lange måneder i Varde lykkedes det Astrid at få en plads på Vejlefjord rehabiliteringscenter. Her bor hun nu. På 5. sal med fjordudsigt ser fremtiden mere lys ud. På Vejlefjord er hun blandt andre unge i samme situation, og personalet sørger for, at der er aktiviteter og træning dagen lang. Hun kan næsten gå selv, så længe fysioterapeuten går ved siden af. Klar til at gribe! Og når hun har en dårlig dag, er der altid nogen at snakke med. Nogen, som forstår hende. Uden for Vejlefjord er det anderledes. Folk stirrer og taler til hende, som var hun et barn. Det irriterer Astrid, som ikke har de store problemer med at forstå og formulere sig. Hun er kvik i pæren og tænker meget over, hvordan folk ser hende. "Jeg kigger altid ned, når jeg er ude at handle, for folk kigger, og jeg vil ikke gøre dem bange. Før ulykken var jeg bange for handicappede. Nu er jeg selv en," siger hun. Hun føler sig, som var hun to personer. En før- og en efterudgave. Selv synes hun bedst om den person, hun er blevet efter ulykken. Før var hun en vild pige med krudt i røven. Efter ulykken er der kommet en ro. Hun er ikke længere bange for at dø, men bruger tiden på at nyde det øjeblik, som er nu. En god eller dårlig dag "Jeg er blevet en bedre person, end jeg var før. Hver morgen når jeg vågner, så er jeg glad, fordi jeg er i live. Hver dag kan blive en god dag eller en dårlig dag, og det er kun mig selv, som bestemmer, hvilken det skal være,” siger hun. Efter halvandet års kamp er Astrid endelig et sted, hvor hun er glad. Ulykken har gjort livet hårdere og mere besværligt, men den har også været lærerig. Især en taknemmelighed for livet er blusset frem, hvor de små ting i hverdagen gør en forskel. Ridning er stadig en del af Astrids liv. En gang om ugen er hun på hesteryg som en del af genoptræningen. Men lysten til at ride er forsvundet. Det er ikke sjovt mere, for hun kan ikke ride på samme niveau som før. Hesten fra ulykken er solgt. Sammen med den forsvandt den gamle Astrid. I stedet sidder Astrid i dag på sit værelse på 5. sal med en ny tilgang til livet. Hvis du vil noget med livet, så gør det nu, for du ved aldrig, hvornår det er slut.