Facebook-chat med Jens Ruhnau december 2013 Hunde Spørgsmål del 1: Hej Jeg har en Sort Spids som blev 2 år d. 7/10-1,3 og han har en P1 som er ved at bryde igennem, hvor sent kan de P1’ere komme? Jens Ruhnau: Der sker ikke noget aktivt frembrud efter tanden rodlukkes, hvilket er omkring 10 mdrs. Alderen. Hvis tanden ligger lige under tandkødet, kan den komme til syne fordi tandkødet ”slides” væk. Spørgsmål del 2: Vil det være en god ide at få taget røngtenbilleder for at se om de sidste P1’ere ligger oppe bag ved tandkødet? Han er ikke avlsgodkendt, men skal til avlsgodkendelse til marts. Jens Ruhnau: Ja, for hvis der ligger ikke frembrudte tænder, kan de danne cyster, der kan betyde at tanden mistes (eller at kæben i yderste tilfælde kan tage skade). Spørgsmål: Hej I skønne mennesker. Quinto gnaver oksehudsben hver dag, flere gange om dagen. Når han får et nylonben, gnaver han så det ”ridser” meget hurtigt – hvad vil du anbefale? Nu han er så ”gnave”vild Jens Ruhnau: Nylonbenene findes i forskellige hårdheder. Hvis man har en ivrig ”gnaver” ville jeg vælge den model, der hedder Nylabone DuraChew. Jeg har endnu ikke set hunde knække tænderne på nylonben. PAS DERIMOD PÅ med gevirer fra diverse hjortedyr. Det giver for tiden store problemer med knækkede tænder i USA og UK. Spørgsmål: Jeg kunne også godt tænke med at vide noget om ”tandkødsflapper”. Har pt. en hund i pleje, som har noget løst tandkød. Ved ikke rigtig hvorfor. Er det noget jeg/ejer skal være bekymret for? Tænker på bakterier. Jens Ruhnau: Sundt tandkød sidder helt fast omkring tanden. Hvis der kommer bakterier ned i tandkødslommen, giver det betændelse og tandkødet svulmer lidt op, samtidigt med at det løsner sig fra tanden ned i dybden. På denne måde opstår tandkødslommer. De er fyldt med bakterier – jo dybere jo mere grimme er bakterierne og sådan udvikles parodontosen. Når man kigger på en sådan tand, vil man se at tandkødet sidder løst omkring tanden og ”flapper”. Spørgsmål: Hej Jens. Du får da fluks et meget omdiskuteret hundespørgsmål. Kunne du ikke fortælle noget om de der mælketænder/hvalpetænder? Hvornår skal de være skiftet/faldet ud? Jeg har en sheltie (mindst en og de har problematiske tandskift). Er det når den nye tand er så stor som mælketanden? Er det når det er rødt omkring tanden eller? En rettesnor for hvornår man skal være bekymret og besøge dr. Dyr, ville være rigtig rart. Jens Ruhnau: Tak Tina. Super spørgsmål. Har faktisk lige holdt indlæg om emnet i Helsinki. Så snart den blivende tand bryder frem – altså bliver synlig gennem tandkødet – og mælketanden ikke sidder løs, er det tid til at få opereret mælketanden ud. Den ”naturlige” resorption af mælketandens rod er nemlig så gået galt. Det hjælper derfor heller ikke ar rokke med tanden. Man risikerer bare at den knækker og efterlader en rodstump i kæben. Spørgsmål del 1: Hej Jens. Hvad gør man med en hund, der har slidt alle hjørnerne på hjørnetænderne? Der er en synlig brun plet i tanden. Har hørt en dyrlæge sige, at det kan være slid fra fx for megen leg med tennisbolde. Det kom fra da hunden var 1,5 år, nu er han 7 år. Burde jeg have gjort noget? Han spiser fint, og hans ånde lugter ok. Jens Ruhnau: Det er rigtigt, at tennisbolde kan være årsagen til kraftigt slid af hjørnetænderne. Det samme gælder for sten og punkterede læderfodbolde. Den brune plet kan være et hul til tandnerven (der så kræver samme behandling som den knækkede tand med hul til nerven) eller det kan være tandben(dentin) der er dannet som en reaktion fra kroppen på sliddet. Det vigtigste er at få afgjort, om der er hul til tandnerven. Det gøres mest sikker i bedøvelse, hvor man undersøger området med sonder og desuden tager tandrøntgen. Spørgsmål del 2: Kan man teste evt. smertepåvirkning fra disse ”pletter” på nogen måde? Eller bør man gå ud fra, at de samme smerter, som hvis det netop var en knækket tand med hul til nerven? Og kan kæbe/tandsmerter sætte sig som kronisk påvirkning? Jens Ruhnau: Godt spørgsmål Stine. Nej, man kan ikke teste, om der er smerter. Smerterne i sig selv bliver ikke kroniske, men påvirkningen fra bakterierne kan have følger, der er kroniske – f.eks. på lever og nyrer. Spørgsmål del 1: Hej med jer – min hund har knækket en hjørnetand, men virker ikke til at have ondt. Skal man gøre noget ved det? Jens Ruhnau: Fint spørgsmål. Knækkede hjørnetænder er et stort problem hos hunde. Ofte knækker tanden, så der er hul til tandnerven. Det giver betændelse i nerven og senere også i kæben og derfra rundt med blodet i kroppen. Knækkede tænder skal derfor undersøges hos (tand)dyrlægen. Behandlingen er rodbehandling eller at operere tanden ud, hvis der er hul til tandnerven. Spørgsmål del 2: Av av, så gør det da ondt, selvom det ikke ser sådan ud. Hvor lang tid skal der gå, før det skal ordnes? Og hvad kræver det så af tid, I skal have hunden? Jens Ruhnau: Karin, vi lægger os som sædvanligt i selen for at behandle de stakkels dyr med tandpine. Normalt kan vi finde tid indenfor et par dage. Selve operationen tager 1-2 timer og plus lidt tid til at bedøve og vågne igen. Hvis man ønsker, kan vi lave en ”Holde-ipote” tid, hvor man som ejer må være med til operationen. Spørgsmål: Hej. Vores lille langhårede ellers sunde gravhund har fået de fleste af sine fortænder trukket ud, de var simpelthen løse og sad ikke fast i ret meget tandkød. Det er nu ca. 1 år siden, de sidste blev trukket ud. Den får børstet tænder hver dag, og vi håber ikke at skulle have trukket flere tænder ud. Men mit spørgsmål er: Kan man gøre andet end at børste dens tænder og selvfølgelig give sund kost? Den får sukkerfri godbidder. Jens Ruhnau: Tandbørstning er uden sammenligning den bedste metode til at holde tænderne og munden sund. Jeg er selv ret glad for Aloe Vera tandpasta med propolis, som jeg synes virker fint til at hæmme bakterievæksten i munden. Det er dog ikke noget, der er undersøgt i et evidensbaseret studie – bare min egen ”mavefornemmelse”. Spørgsmål: Det værste ved at være flyttet fra KBH er, at eksperterne ikke er lige rundt om hjørnet. Har fået stabiliseret en hund/kat, fik kigget mund og fjernet en kindtand. Uden tandrøntgen i klinik. Hvor sandsynligt er det, at alt er væk? Hvad skal jeg se efter? I forhold til om der sidder rester? Jens Ruhnau: En amerikansk specialist i Californien er den eneste, som har lavet en egentlig undersøgelse. Han røntgenkontrollerede alle de hunde han fik henvist, hvor der var en forhistorie om, at hunden ved en tidligere lejlighed havde fået opereret en tand ud. Han fandt rodrester i 70% af hundene. Man skal se efter om der er rødme i området, men det er desværre ikke nogen garanti. Tandrøntgen (eller CT-scanning) er eneste måde at afgøre om der er rodrester tilbage i kæben. Danmark er jo ikke det samme som Californien, men jeg ser desværre ikke så sjældent rodrester i kæberne efter ekstraktioner. Katte Spørgsmål: Kære Jens Ruhnau. Min kone og jeg er glade dyreelskere og ejere af 5 maine coonkatte. Det er noget svært at få børstet tænder på dem, da de bliver noget sure. Hvor vigtigt er det med den tandbørstning? Er der andre muligheder? Jens Ruhnau: Tandbørstning er vigtig på katte, men ikke så vigtig som hos hunde. Det skyldes, at katte sjældnere udvikler parodontose. Tyggebidder kan have en mekanisk rensende effekt, men der er for tiden ingen tyggegodbidder til katte, hvor der er lavet en ordentlig undersøgelse (evidensbaseret) af effekten. Det bør også nævnes, at tandbørstning ikke kan fjerne risikoen for resorptive læsioner, der er en sygdom, som rammer op mod halvdelen af alle katte. Spørgsmål: Kære dr. Ruhnau. Min mand og jeg har en sød kat, som er begyndt at tygge sit tørfoder i den ene side af munden. Hvad kan der være galt? Vi har hørt om din store ekspertise vedrørende dyrs tandpleje og kyndige vejledning. Jens Ruhnau: Hej Pia. Katte tygger ikke normalt ”kun” med den ene side. Det skyldes som regel, at det gør ondt at tygge med den anden side. Anbefalingen er derfor et tjek af tænderne hos dyrlægen. For katte gælder, at tandrøntgen ofte er den eneste sikre måde at finde de smertevoldende tænder på. Tak for spørgsmålet. Gnavere Spørgsmål: Hvordan tjekker man nemmest kaniners tænder. Jeg kan godt, tjekke fortænderne, men hvordan kommer jeg til de bagerste tænder. Eller skal jeg bare gå ud fra de er gode nok, så længe kaninen ikke taber sig? Jens Ruhnau: Fortænderne på kaniner er et ganske god parameter for, om der er problemer med kindtænderne. Når fortænderne bliver skæve eller for lange, skyldes det nemlig oftest problemer med kindtænderne. Andre symptomer er savlen, vægttab og ændret adfærd. Spørgsmål: Hej Jens. Hvordan kan man se på en hamster, at den har for lange tænder? Jens Ruhnau: Det kan faktisk være svært. Der kommer normalt symptomer med savlen og vægttab, men det er først sent i forløbet. I starten ses det bedst på at fortænderne forskydes ganske let til et overbid, når hamsteren slapper og ikke tygger.
© Copyright 2024