HALTHEDSUNDERSøGELSE
TEMA Halthed Dyrlægens halthedsundersøgelse I de senere år er sket en intensivering af kravet til hestens formåen i sporten, og heste med nedsat præstation er således hyppigt repræsenteret i dyrlægepraksis både hvad angår ride- og væddeløbsheste Af Susanne Albæk Andersen Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen R yttere, beridere og trænere er blevet bedre til at opfange selv små ændringer i hestens arbejdsadfærd. Ved en dyrlægeundersøgelse findes disse ændringer ofte at være relateret til lavgradige haltheder. Halthed er den hyppigste årsag til, at heste må tages ud af træning i kortere eller længere perioder. Haltheden kan være kamufleret, og identificeringen af haltheden kan være et omstændigt detektivarbejde for dyrlægen. Den kamuflerede halthed fører også til, at hesteejeren i mange tilfælde søger diverse andre tiltag og uautoriserede undersøgelser før dyrlægen kontaktes, hvilket som oftest blot forlænger perioden med præstationsnedsættelse, rekonvalescens og i værste fald kan forårsage, at hesten kommer udenfor terapeutisk rækkevidde. Definitionen på halthed kan simpelt udtrykkes som ”en hindring i normal bevægelse”. Halthed vil som udgangspunkt inkludere smerte, men i tilfælde af, at den udelukkende er mekanisk, kan den være uden smerte. Halthed er et symptom og ikke en diagnose, hvormed identificeringen af haltheden blot er startskuddet til en søgen efter diagnosen. Hvad ejeren indledningsvist anså som et mindre problem kan i visse tilfælde dække over halthed på et eller sågar flere ben. De her nævnte symptomer kan lige så vel være udtryk for smerter relateret til ryg, lænd eller hals, hvor denne artikel kun vil have fokus på lemmerne. ‹ Susanne Albæk Andersen er praktiserende fagdyrlæge vedrørende sygdomme hos heste på Faxe Dyrehospital og arbejder dagligt med halthedsundersøgelse. 36 ridehesteN h 12/08 › Princippet ved en bøjeprøve er, at man bøjer hestens led sammen og lægger pres på leddene i deres yderposition med en konstant kraft i typisk 60 sekunder, hvorefter hesten mønstres i trav. Hestens baggrund Indhentning af en sygehistorie vil være dyrlægens første skridt ved undersøgelsen. Her ønskes oplysninger om hestens alder, hestens brug, halthedens varighed, hestens forhistorie i relation til haltheder, relation til beskæring/skoning, har hesten været i behandling etc. Er der tale om en kamufleret halthed vil oplysningerne fra ejeren typisk gå på, at hesten har ændret adfærd, er blevet anderledes at ride, at den f.eks. stiller sig dårligere på den ene volte end den anden, at den har svært ved sidebevægelser i forhold til tidligere, at hesten er begyndt at refucere, slå fra, stejle e.l. Indledende undersøgelse Indledningsvis observeres hesten i hvile, hvor hestens almene tilstand noteres. Hestens eksteriør vurderes, og dyrlægen noterer sig eventuelle svagheder i forbindelse hermed. Her differentieres mellem relevante og irrelevante eksteriørfejl i relation til halthed. F.eks. kan observationen af sabelben eller en bukkehov meget vel være af klinisk relevans, hvorimod fund af en piphas eller løse forknæ sjældent er klinisk relevant men er af mere æstetisk karakter. Eksteriørfejl er dog ikke i sig selv en sygdom, men visse eksteriørfejl kan ‹ Hesten iagttages i bevægelse på hårdt underlag for at fremprovokere så mange nuancer af bevægelsesmønstret som muligt. Specielt longering på hårdt underlag er en svær prøvelse for den halte hest og ganske små ømheder træder her ofte synligt frem. ridehesteN h 12/08 37 TEMA Halthed disponere for bestemte skader og slitager. Der ses på symmetrien i hestens krop og lemmer og eventuelle asymmetrier i muskelmasse, skævhed i bækkenet samt tilstedeværelse af galler (øget ledvæske i et led eller en seneskede) noteres. Uens muskulering af krydset kan f.eks. vidne om, at hesten gennem længere tid har kompenseret for smerte i det ene bagben. Er der voldsomt muskeltab opstået på blot et par uger, kan det vidne om beskadigelse af en nerve. Endelig ses på symmetrien i hvert benpars hove, hvor en forsnævret hov ligeledes kan vidne om en længerevarende halthed, idet hoven afspejler brugen af benet. Hoven er plastisk, det vil sig hoven kan forandre sig, hvormed en stejl og snæver hov kan udvikles over tid. Det vurderes, om beslaget/beskæringen er korrekt og eventuelle abnorme eller uens slitager noteres. Hesten i bevægelse Næste trin i undersøgelsen af den halte hest er observation af hesten i bevægelse. Såfremt der er mistanke om en fraktur (knoglebrud) eller seneruptur vil yderligere undersøgelse af hesten i bevægelse udelades, og dyrlægen vil gå direkte videre til røntgen-, ultralydsundersøgelse eller scintigrafi. Ved undersøgelsen ses hesten longeret på almindeligt blødt underlag (svarende til ridehusbund), longeret på hårdt underlag samt mønstret på hårdt underlag. Hesten ses på det hårde underlag (f.eks. asfalt eller fliser) for at fremprovokere så mange nuancer af bevægelsesmønstret som muligt. Specielt longering på hårdt underlag er en svær prøvelse for hesten, hvorved ganske små ømheder ofte træder synligt frem. Denne undersøgelse er således også en særdeles vigtig del af handelsundersøgelsen. Både ved mønstring og longering skal hesten have lov til at bevæge sig frit uden interferens fra longeføreren. Formålet med undersøgelsen er at identificere haltheden til ét eller flere ben. Når hesten inspiceres i skridt, vurderes initialt om hesten er halt, og om den er rentaktet (skridt er en firtaktet gangart, men smerter kan f.eks. få hesten til at skridte pas). Dernæst vurderes om hovene lander i balance, om der er dobbelt hovslag (dragten sættes i jorden først, hvilket kan indikere forfangenhed), om hesten er symmetrisk i skulder- og krydsregion samt hestens bevægelse i snævre vendinger. " › Uens muskulering af krydset kan f.eks. vidne om, at hesten gennem længere tid har kompenseret for smerte i det ene bagben. Ved observation af hesten i trav vurderes, om hesten er halt og i så fald i hvilken grad. Ved observation af hesten i trav vurderes, om hesten er halt og i så fald i hvilken grad. Dyrlægen vil typisk opdele haltheden i grader, hvor de fleste i Danmark anvender skalaen fra 1-5, hvor en grad 1 halthed er inkonstant og svær at få øje på for det utrænede øje, og en grad 5 halthed er, hvor hesten slet ikke kan tage støtte på benet. En grad 2 halthed er synlig i trav ved mønstring og tydelig ved longering i trav, en grad 3 er ganske tydelig både ved mønstring og longering og en grad 4 er synlig også i skridt. For at lokalisere haltheden ses bl.a. på hestens hoved, hvor hesten ved en tydelig forbenshalthed vil hæve hovedet, når det halte forben sættes i jorden og sænke hovedet, når det raske forben sættes i jorden. Ved en højgradig bagbenshalthed vil hesten sænke hovedet, når det halte bagben sættes i jorden. Da traven er en diagonal totaktet gangart, kan en højgradig bagbenshalthed således syne som en forbenshalthed på det ››› 38 ridehesteN h 12/08 Annonce Halthed › For at komme videre i den præcise diagnosticering af haltheden er det nødvendigt at anvende lokale bedøvelser. samsidige forben. Dette skyldes, at hesten vil lade vægten (og hovedet) falde ned på det diagonale forben, som er i jorden samtidig med det halte bagben, og dermed hæve hovedet, når det samsidige forben sættes i jorden. Ved mere lavgradige forbens- og bagbenshaltheder vil man dog ikke se, at hesten nikker, og haltheden vil blive lokaliseret udfra andre input, såsom krydsets bevægelse og symmetri, hestens stilling i hals og krop på volterne i longen, gennemtrædningen i koden, haseaktionen, skridtlængden samt fremføringen af benet. Hvorledes hesten vælger at aflaste et ben ved en halthed afhænger af skadens lokalisering. Ved en skade i forknæet, den øverste del af gaffelbåndet eller i strukturer ovenfor forknæet vil typisk ses, at hesten har problemer med fremføringen af benet; det vil sige de ekstenderede momenter. Herved vil haltheden typisk komme mest til udtryk, når det halte ben er yderst på volten. En skade i bagknæet vil også oftest fremstå på denne måde, hvor ømhed i glideleddene (spat) typisk fremstår som en støttehalthed, det vil sige, når der er fuld vægt på benet. En skade i den nedre del af gaffelbåndet giver typisk en øget gennemtrædning i koden i forhold til det raske ben. Ømhed i hovsenebenet og skader i dragten vil ligeledes vise en form fremføringshalthed med benet yderst på blødt underlag, men så ændres til en støttehalt40 ridehesteN h 12/08 hed på hårdt underlag. Skader i tåen vil oftest komme mest til udtryk, når benet er inderst i volten, idet hesten vil aflaste benet i gennemtrædningsfasen. Disse ømheder relateret til hovområdet vil gerne forstærkes på hårdt underlag. En dobbeltsidet halthed – det vil sige, at hesten f.eks. er halt på begge forben – kommer gerne til udtryk ved en kort stikkende gang, eller ved at hesten f.eks. er halt på det indvendige forben på begge volter. De her angivne halthedsmønstre og relationen til diverse diagnoser er blot en rettesnor, men hesten er en del af biologien og et væld af afvigelser forekommer selv sagt. Såfremt mønstring og longering af h esten ikke er fyldestgørende for vurderingen af bevægelsesmønstret, kan dyrlægen vælge at se hesten i dens daglige arbejde under rytter, for vogn etc. Dette kan også være relevant i forhold til en vurdering af den måde, hvorpå hesten bliver arbejdet og arbejdets eventuelle indflydelse på haltheden. Bøjeprøver Som en del af halthedsundersøgelsen vil brug af bøjeprøver typisk inkluderes. Princippet ved en bøjeprøve er, at man bøjer hestens led sammen og lægger pres på leddene i deres yderposition med en konstant kraft i ca. 30-120 sekunder (typisk 60 sek. i Danmark). I umiddelbar forlængelse heraf mønstres hesten i trav. Et led, der er inflammeret (ømt) vil typisk vise halthed umiddelbart efter og eventuelt under bøjeprøven. Viser hesten øget halthed på benet ved mønstring efter bøjeprøven, kaldes bøjeprøven positiv. Nogle led – f.eks. kodeled – har større tendens til at reagere på bøjeprøvetesten end andre led – f.eks. hovled. Bøjeprøven kan således være behjælpelig med at indkredse ømheden på det halte ben. Lokale bedøvelser For at komme videre i den præcise diagnosticering af haltheden er det nødvendigt at anvende lokale bedøvelser. Det er kun i tilfælde, hvor synlige åbenlyse halthedsudløsende skader er til stede, eller hvor der er mistanke om en fraktur, at dette ikke kommer på tale. Der findes to forskellige former for lokale bedøvelser i relation til halthedsdiagnostik. Den ene er en bedøvelsesinfiltration af en nerve, hvormed følsomheden i et givent område fjernes, f.eks. hele hoven. Den anden er bedøvelse af et led, en seneskede eller en slimsæk, hvor der sprøjtes bedøvelse ind i et lukket hulrum, der helt specifikt bedøver den givne struktur. Efter anlæggelse af en bedøvelse skal hesten stå fra 3-45 minutter afhængig af, hvilken bedøvelse, der er lagt. Herefter observeres hesten på præcis samme måde som før anlæggelse af bedøvelsen. Det vil sige, at hesten ses ved mønstring og longering og eventuelt bøjeprøve for herved at afgøre, om bedøvelsen har ført til en bedring af hestens halthed. Bedøvelsen kaldes således for positiv, såfremt haltheden er markant bedret eller helt ophørt, og omvendt kaldes bedøvelsen for negativ, såfremt haltheden er uændret. Er sidstnævnte tilfældet vil dyrlægen gå videre med anlæggelse af en ny bedøvelse, indtil der ses et respons. Endelig kan man være ude for, at bedøvelsen har fjernet haltheden fra det oprindeligt halte ben, men at hesten efter en bedøvelse udviser halthed på et andet ben. Hermed er bedøvelsen positiv og har samtidig afsløret en hidtil skjult halthed. Ved evaluering af bedøvelsen ses også på " diagnosticeringen. Hvor den humane patient kan gå til lægen og klage over smerter i f.eks. højre knæ, vil dyrlægen blive præsenteret for en hest, der i visse tilfælde viser tydelig halthed på et givent ben men i andre tilfælde blot udviser en adfærdsændring. Første prioritet ved en sådan konsultation er således lokaliseringen af en given smerte først til et/flere ben og dernæst til en given struktur – et led, sene, ligament etc. Denne første del af konsultationen er af altafgørende betydning for det videre forløb, idet en ikke målrettet behandling kan være nytteløs. Efter lokaliseringen af haltheden vil næste trin typisk være anvendelsen af billeddiagnostik i form af røntgen og/eller ultralydsscanning. Ofte ankommer en klient til klinikken med en halt hest og ytrer ønske om blot at få taget et røntgenbillede for at finde ud af, hvad der er årsag til, at hesten halter. Dette er i mange tilfælde nytteløst uden en indledende undersøgelse af h esten. Dette skyldes, at man på røntgen kan gøre diverse afvigende fund, men uden en diagnostisk bedøvelse, der fjerner haltheden kan informationen fra røntgenundersøgelsen ikke anvendes med mindre, den er af markant karakter. Et fund af f.eks. en mus i et kodeled på røntgen fortæller således ikke, hvorvidt hesten har ondt i dette kodeled, det kan først verificeres med en diagnostisk bedøvelse af kodeleddet. Behandling og prognose Resultatet af den kliniske undersøgelse skal gerne munde ud i en diagnose og dermed også fastsættelsen af en prognose (muligheden for helbredelse). Hvor god prognosen er for hesten afhænger af flere faktorer. Først og fremmest er muligheden for fuld rekonvalescens naturligvis afhængig af den fundne diagnose, således at nogle diagnoser generelt har en bedre prognose f.eks. kodeledsbetændelse end andre f.eks. en miniskenskade. Derudover er tidsfaktoren før behandlingens iværksættelse, hestens bygning, benstilling, fodertilstand, brug og temperament med til at influere på prognosen. Sidst men ikke mindst spiller Ved visitering af hoven trykkes på sålen i hoven med en tang for derved at undersøge for ømhed i hoven, hvilket f.eks. ses i forbindelse med en hovbyld. › TEMA ejerens tålmodighed en væsentlig rolle i mange tilfælde! Dyrlægen vil fastlægge et behandlingsog rekonvalescensforløb tilpasset den enkelte hest, hvor løbende monitorering af Viser hesten øget halthed på benet ved mønstring efter bøjeprøven, kaldes bøjeprøven positiv. hestens attitude. Ofte vil en hest efter anlæggelse af en positiv bedøvelse blive mere fremadgående, virke mere komfortabel og glad, stille sig bedre på volten ved longering, få forhudslyd og være mere samarbejdsvillig. I visse tilfælde vælger dyrlægen at se hesten under rytter eller for vogn efter anlæggelse af en blokade, såfremt haltheden er mest synlig under hestens arbejde. Når undersøgelsen har resulteret i et positivt respons, vil næste skridt være anvendelse af billeddiagnostik for at afsløre de indre strukturer, som er skjult for øjet. Annonce Videre diagnostik I modsætning til humane ortopæder, der anvender langt størstedelen af konsultationen på behandling, så koncentrerer den ortopædiske dyrlæge sig i vid omfang om ridehesteN h 12/08 41 Halthed responset på behandling er en vigtig komponent. Trods langt flere muligheder for behandling i relation til de fleste lidelser i dag i forhold til tidligere kommer man ikke udenom, at det at give hesten arbejdsro er en yderst vigtig del af rekonvalescensen ved stort set alle former for halthed. Målet med behandling er naturligvis at få hesten tilbage på dens tidligere præstationsniveau, men i visse tilfælde vil en lidelse blive en tilbagevendende begrænsende faktor for hestens sportslige præstationsformåen, og et nedsat præstationsniveau kan være nødvendigt. Forebyggelse Som med al anden sygdom er det bedre at forebygge end at helbrede. I relation til haltheder ligger forebyggelsen i, at sørge for regelmæssige beslagperioder, sadeltilpasning, tandraspning samt regelmæssig og fornuftig træning tilpasset hestens kondition. Der bør være fokus på fodring, hvor overvægt skal undgås, hvilket hos heste såvel som hos mennesker giver en øget belastning af lemmerne. Nu til dags ses alt for mange fede heste både på hobby- og konkurrenceplan. Endelig bør man som hesteejer kende sin hest og dagligt mærke på alle 4 lemmer for at notere sig varme, hævelser eller galler. Derudover kan det anbefales ca. en gang om ugen at se hesten i longe uden udstyr for at se, om den bevæger sig smidigt og ubesværet på begge volter. Yderligere bør man reagere, såfremt en hest pludselig bliver usamarbejdsvillig. En hest, der som udgangspunkt er samarbejdsvillig, begynder ikke uden grund at modsætte sig rytteren. Disse tilfælde er som oftest relateret til smerte og ofte smerte relateret til halthed. Ved notering af halthed, varme, hævelser eller ændring i adfærd bør dyrlægen kontaktes i forhold til, om der bør finde en undersøgelse sted af hesten. Der bør specielt reageres hurtigt, såfremt hesten er nylig indkøbt, idet det er vigtigt af få fastslået, om der er tale om et problem, som var til stede, allerede inden hesten blev handlet. Reagerer hesteejeren for sent i sådanne tilfælde, er tilbagedatering typisk ikke h mulig. Ved undersøgelsen vil dyrlægen bl.a. mærke efter galle (øget ledvæske) i hestens led og seneskeder. På billedet vurderes, om der er galle i hestens hovled. › TEMA GRAFIKER: ST Annonce 42 ridehesteN h 12/08
© Copyright 2024