1. No category

Sanne Søndergaard: Hell man
Resumé
Thors liv består af endeløse drukture, ligegyldige lærepladser og Maries
fede røv. Men hvad fanden er der ellers at fylde i et liv, når man bor i
jordens røvhul og aldrig har fået en chance? Hvor går man hen, når man
gerne vil have en fremtid? Thor går i krig. Natten til sin 21 års fødselsdag
lander han i Helmand, hvor han skal gøre tjeneste i seks måneder. Men
også der møder Thor den meningsløshed, han flygtede fra. Forskellen er
bare, at derude er der ingen genstartsmulighed, hvis man fucker op.
Venstre flap
*
YOU'RE IN THE ARMY NOW
ANA - Afghan National Amy
ANP - Afghan National Police
AK - AK-47/Kalashnikov, russisk maskingevær, der bruges af
Taleban
Apache helikoptertype
Armadillo - den nordligste ISAF-base i Heimand
Ammu - ammunition
Attal - base nordøst for Armadillo, holdes af ANA
Befaling - briefing
Bønne - projektil
CamelBak - rygsæk med vand
Camp Bastion - den største base i Heimand
Chinook - helikoptertype
Compound - afghansk bolig
Confirmed - melding, når fjenden er uskadeliggjort
Diggers - spejder for Taleban
Dust ball - området lige inden for main gate, hvor køretøjerne holder
Electronic Warfare bl.a. aflytning af fjendens kommunikation
FLET - Forward Line of Enemy Troops, grænsen mellem ISAFstyrker og Taleban
Fragvest - fragmentationsvest
Friendly fire - når soldater kommer til at skyde mod deres egne
Føling - kampføling, dvs. angreb med skud, granater eller raketter
Gereshk - storby i Helmand-provinsen
Green Zone - tætbevokset område på hver side af Helmand-floden
Gunner - engelsk betegnelse for en skytte
Hacienda føringscenter i Sandford. Der hvor staben sidder
Herkules - militært transportfly
Hesco - mandshøje sandsække
Highground - ørkenområde oven for Green Zone-dalen
IED - Improvised Explosive Device, vejsidebomber og miner
IFAK - Improved First-Aid Kit, soldatens personlige
førstehjælpsudstyr
Intercom - radio, man kommunikerer på i piranhaen
Infirmeri sygeafdeling
ISAF - International Security Assistance Force, horer under NATO
Højre flap
*
Kampvest - der hvor soldater har ammunition, håndgranater mm.
Karabin (M96) - kortere udgave af militærets standard M9S-gevær
KC - kompagniets chef
KiH - Kommandant i Hovedkvarteret
Lille net - radioforbindelse mellem alle tre grupper i delingen
LMG Let Maskingevær
Lynx - helikoptertype
Medivae - evakuering af sårede i helikopter
Minimize - når kommunikationsmidler lukkes ned for at forhindre
informationer i at komme ud
NK næstkommanderende (her for hele kompagniet)
OHW Over Head Weapon-station
oskar soldat med radiokontakt til eksempelvis kommandoen
PR-radio - radio til kommunikation i felten
Price Mobile Operation Base Price, større base, hvorfra
operationerne ved FLET'en styres
PLUT - militært øvelsesterræn
QRF - Quick Response Force, soldater, klar til at kunne køre ud
RPG - Rocket Propelled Granate, raketkaster, der bruges af Taleban
Rules Of Engagement - reglerne for under hvilke forhold, ISAFstyrker må angribe
Searche - gennemsøge
Sandford - base mellem Amadillo og Price i Helmand
Sangar - vagttårn
Sanitet - soldater med særlig førstehjælpstræning
Sitting ducks - nemme mål
Store net - radioforbindelse mellem de øverstbefalende og TOC'en
TOC - Tactical Operation Center, der hvor den militære indsats i
Helmand koordineres
TMG Tungt Maskingevær
Tourniquet - knebelpresse
viktor - vogn
Vipper VIP, Very Important Person
Velfærdsområde/container - område med telefoner og internet, samt
spil og tv, hvor soldaterne kan opholde sig, når de har fri
*
5
Heimdal-kompagniet (120 mand)
Mekaniserede panserinfanterister, piranha-kompagniet
Kommandodeling
KC
1. deling
NK
Delingsfører: JP
2. deling
3. deling
NK Deling: Hest
oskar
Delingsfører:
Friis
Delingsfører:
Eriksen
Dave
1.2
Thor
1.1
Stab Mic
en ke
Tim
Lis
1.3
Johan
Lau
Holm
Nik
Fransi
2.2
2.3
2
3.1
Malli .1 Ran Grønb
di
erg
ng
Ali
Villadsen Soss
e
Japan
Magleby/
Busk
3.2
3.3
NK
NK Deling: Hest
oskar
Delingsfører:
Friis
Delingsfører:
Eriksen
Dave
1.2
Thor
1.1
Stab Mic
en ke
Tim
Lis
1.3
Johan
Lau
Holm
Ali
Nik
Fransi
2.2
2.3
2
Ran Grønb 3.1
.1
Malli
di
erg
ng
Villadsen Soss
e
Japan
Magleby/
Busk
6
7
2008
Er hat die Augen aufgemacht doch er ist nicht aufgewacht
Rammstein
8
9
3.2
3.3
Derude
Jeg lander i Helmand natten til min 21-års fødselsdag. Klokken er fem om
morgenen, jeg marcherer med resten af min deling væk fra Herkules-flyet i
dobbelttempo langs med sløvt skinnende grønne landingsbanelys. Hen
mod seks måneder i krig.
En englænder leder os hen over ørkensandet. Han råber over sin skulder og
peger ud i mørket.
"Hey, you guys, this is Hell, man!"
Et fluorescerende knæklys hænger i skulderstroppen på hans
fragmentationsvest, hans øjne skinner gult i skæret fra det. Han ler højt af
sin egen velkomsthilsen.
Helmand er støv, gedelort og varme. Bortset fra om vinteren, hvor det er
støv, gedelort og kulde. Helmand er et landskab, du aldrig vil se på et
postkort, det er grimt, ensformigt og samme farve som savsmuld blandet
med tyndskid. Og det er sikkert også sådan, afghaneraberne bygger deres
huse, de skider koleramyldrebæ
10
ud over halm og kviste og former det til en treværelses.
Aberne skider overalt i Helmand. Det er det første, du lærer på patrulje: Se,
hvor du sætter fødderne. Og ikke kun på grund af IED'erne, minerne. Du
vil næsten foretrække at gå på sådan en frem for at sænke foden ned i en
bunke stadig dampende menneskedej. Afghaneraberne går i løse brune
kjoler, så de nemt kan sætte sig på hug og levere dagens post og tørre sig i
kjolen bagefter. Ligegyldigt hvor de befinder sig, når trangen melder sig,
der hvor de spiser, og der hvor de sover.
Helmand stinker. Men ikke så meget af lort, som du kunne frygte. Helmand
lugter som at stå i vindretningen fra en osende lastbil. Det er krigens lugt.
Helmand er en ørken, som halvdelen af verden slås om. Helmand er vores
WW2, vores 'Nam. Helmand er en manddomsprøve.
Eller en virkelig dårlig idé.
Jeg lander her i august. Turen bør kun tage omkring 10 timer, vi klarer den
på knap 33. Flyet er allerede forsinket ni timer, inden vi går om bord.
Sms'er hjem. Vi kunne have haft mere tid sammen. I stedet sover vi på
gulvet i Kastrup.
Din tid er ikke længere din egen, you're in the army now.
Vi flyver til Kabul over Tyrkiet med almindeligt rutefly. Inklusive
sikkerhedsgennemgang af den oppustelige redningsvest. Et idiotisk indslag
på vej mod Destination
11
Krig. Og de manicurerede stewardesser smiler kunstigt og spørger, om vi
vil have "chicken or beaf", på en måde, så det fremgår, at de heller ikke kan
se forskel.
Vi er proppet ind i flyet, tre på den ene side af midtergangen, to på den
anden, 130 sandfarvede uniformer, kun få er under 175 høj. Vi spiser vores
"chicken or beef" med plastikbestik og albuerne klemt ind til kroppen, men
stemningen er god, og der er stadig strøm på de bærbare.
I Kabul siger de, at vi kan komme videre til Helmand inden for et par timer.
Derfor ser de ingen grund til at indkvartere os i rigtige senge. Vi smider
taskerne og tager en lur på endnu et lufthavnsgulv. Det lærer du i militæret:
Sov, æd og skid, når du kan komme til det - det er ikke til at vide, hvornår
muligheden byder sig igen.
De to timer, vi skal vente, bliver til fire. Med et skuldertræk går vi tilbage til
vores stengulvsleje. Efter de fire bliver det til seks. Derefter er der ingen,
der ved noget.
Vi får arrangeret, at der bliver hentet pizzaer til os. Du kan regne med to
ting på de amerikanske baser: Der er altid et pizzeria, og der er altid en
Hummer, der holder med tændte forlygter ved udgangen af den bygning,
du kommer ud af. Som om to mænd hvert øjeblik kunne springe ud fra
dens indre, gribe dig og køre dig væk til afhøring og waterboarding. Men
pizzaerne er gode.
Vores fly, et 130 C Herkules transportfly, lander efter fjorten timer.
Flyveforbud, lyder forklaringen på forsinkelsen.
12
Trusselsniveauet blev vurderet til at være for højt. Men et par timer senere
er det sikkert at flyve igen.
I Helmand er sikkerhed et temmelig relativt begreb.
Herkules er en grøn hval på vinger, en humlebi, som ikke selv ved, at den
ikke kan flyve. Du bliver slugt af dens røvhul sammen med 80 andre, en
container og to tons oppakning, hvorefter den tøffer hen ad startbanen med
hvad der føles som 15 kilometer i timen og en rockkoncert i øret. Et minut
senere er den i luften.
Piloten flyver taktisk, fyrer hvalen 45 grader op i luften og planer først ud,
når den ligger over skyerne. Den lander på samme måde; en kort besked
om at holde fast, som ingen kan høre, og ned dykker den. Så stejlt, at du er
vægtløs i adskillige sekunder. Første møde med det, der skal blive din mest
trofaste følgesvend herude: adrenalinrusen.
I Helmand er det kun helikoptere, der flyver om dagen. Alt andet flyver i ly
af nattemørket. Flyene selv er fuldstændigt mørklagte, så talebaneren i
bjergene ikke har et par lysende prikker midt på den sorte himmel at rette
sin raketkaster mod.
Hvalbugens indre er svagt oplyst i grønt, og iltniveauet søvndyssende lavt.
Du kan intet høre for motorlarm, ikke engang dine egne tanker. Og det er
nok også meningen.
13
Før
De får os til at skrive et brev til vores pårørende, inden vi tager af sted. Så
får de det overrakt, hvis vi dør. Som en slags trøst. Din søn tænkte på dig,
inden han fik knoppen blæst af.
Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive til mor. Vil det gøre en skid forskel, at jeg
fortæller hende, at jeg elsker hende post mortem? Gør det en forskel, at jeg
fortæller hende det nu?
Hun kan ikke forstå, at jeg vil af sted. Men hun lader, som om hun kan.
Siger, at det er mit valg, og hvis det er det, jeg har lyst til, skal jeg gøre det.
What the fuck! Lyst til!?
Hvem fanden har lyst til at tage i krig?
Jeg har lyst til kebabmix og Maries store røv. Og hvis jeg så også må få et
halvt år i helvede, hvor jeg bliver beskudt dagligt, så tror jeg faktisk, al min
lyst er stillet for nu.
Det er ikke et spørgsmål om lyst, det er et spørgsmål om ... nå ja, pligt og
ansvarsfølelse, i mangel af bedre ord. Det er mit job, jeg er soldat.
Jeg skriver i brevet, at det var mit eget valg, og at hun skal tilgive mig for at
træffe det. Bullshit. Bliver hun så mindre ked af det, hvis jeg kommer hjem
i halvanden kubikmeter dannebrogstildækket træ?
Men hvad skal jeg ellers skrive? At hun har været en god mor for mig? Hun
har da i hvert fald været der. Fysisk.
14
Derude
Udstødningsvarmen fra Herkulesen brænder os i nakken, længe efter at vi
er ude af hvalgattet i Camp Bastion. Først efter 250 meter indser jeg, at
temperaturen er den samme, udstødning eller ej.
Det er varmt som derhjemme ved middagstid på en god sommerdag. Så er
spørgsmålet bare: Er det her en god dag?
Vi pakkes i busser. Møgbeskidte, bulede 70'er-kasser, formentlig kasseret
et sted i Vesten. En abe bag rattet. Brun kjole, broderet hat og sort kort
fuldskæg. Han ser skidesur ud. Sikkert over at skulle stå op før Allah får sko
på for at køre os rundt på en base, som han ville sprænge bort på stedet,
hvis han kunne samle sprængstof og nosser nok.
Jeg klemmer mig ind på et sæde, der ikke er lavet til mennesker i dansk
størrelse, Johan maser sig ind ved siden af. Han må sidde lænet forover, så
vores skuldre kan være der for hinanden. Fragmentationsvestene lægger
bredde til i forvejen brede mænd.
Bussen sætter i gang med et heftigt ryk, Johans hjelm banker ned i sædet
foran ham. Han mumler søvnigt.
"Trafikterrorist."
"Right on," svarer jeg og trækker det bæfarvede gardin til side for se ud,
mens vi kører gennem lejren.
Men det eneste, jeg kan se gennem de støvede vinduer, er mere støv. Det
hvirvler op under bussen, hænger
15
i luften og lægger sig på hvide betonmure med ståltråd på toppen. Murene
indrammer vejen på hver side, Guantánamo-style.
Vi drejer alt for skarpt ind gennem en bred åbning i muren. Johan er ved at
vælte sidelæns ud i midtergangen. På sædet bag os taber en af de andre sin
hjelm. Den triller hovedløst ned gennem midtergangen. Holm fanger den
og kaster den tilbage til ejeren. Foran bussen rammer det støvede lys fra en
projektør en hvid flagstang. Intet flag, solen er stadig nede.
Bussen hopper videre ind gennem en træport, bakset sammen af fire rafter
på bedste spejdermanér. Et rødthvidt skilt hænger, hvor de øverste rafter
krydser hinanden. Camp Viking står der på det, danskernes lejr i lejren.
Vi træder ud af bussen og ser os om i mørket. Antydningen af hvide
indkvarteringstelte i horisonten, en række med containere. En mindesten
for de faldne, genialt placeret lige her, hvor de nyankomne stiller op.
En mand står med ryggen til flagstangen. De tre rosetter på brystet afslører
ham som kaptajn, han præsenterer sig som KiH, Kommandant i
Hovedkvarteret.
"Godmorgen og velkommen til Camp Bastion," siger han. "Klokken er
tretten minutter over fem. Og jeg ved, at I er trætte, så jeg tager en kort
briefing, så I kan blive indkvarterede."
Vi står i halvcirkel rundt om flaget, altid rundt om flaget, let spredte ben,
hænderne samlet bag ryggen. Knap 70 mand, halvdelen af vores kompagni,
resten ankommer
16
senere. Det kunne være en morgenappel derhjemme på kasernen, hvis det
ikke var for en enkelt detalje. Over samtlige skuldre hænger en karabin. Dit
våben, din bedste ven.
Karabinen er en kortere udgave af militærets standard M95-gevær. Den
smider også med 5,56 mm projektiler, men den er på grund af den korte
pibe nemmere at håndtere på patrulje.
"Sikkerhedsniveauet i lejren er gult, så det betyder, at I skal have jeres
våben, fragvest og hjelm, der hvor I opholder jer. Dog på skydebanen skal I
have sikkerhedsudstyr på hele tiden. Alle andre spørgsmål angående
skydebanen og øvelsesområdet kan I stille til Jungersen der," siger KiH og
peger en albino-blond fyr ud.
Blondie løfter hånden, så vi kan se, det er ham, hvis vi skulle være i tvivl,
selvom han og KiH er de eneste tilstedeværende, som vi ikke havde med
hjemmefra.
"Jungersen har også planen for de træningsøvelser, I skal igennem her,
inden I rykker videre," fortsætter KiH. "Og hvornår bliver det? Meldingerne
lyder p.t. på om ni dage, men der har været en del aktivitet oppe i
Armadillo de seneste par dage, så det kan være, at I bliver nødt til at blive
hængende lidt længere."
Vores opgave herude, som den er blevet beskrevet for os hjemmefra, bliver
hovedsageligt at køre og gå patruljer i Upper Gereshk Valley, det vil sige alt
det, der ligger syd for Armadillo, den nordligste base i Helmand-provinsen.
Forenklet sagt skal vi sørge for, at området fortsat
17
er nogenlunde fri for Taleban, så dem, der ligger oppe i Armadillo og i de
små baser nede i Green Zone ikke skal bekymre sig om Taleban sydfra, men
kan koncentrere deres indsats om FLET'en - Forward Line of Enemy
Troops, der hvor skillelinjen går mellem good guys og bad guys.
Hvis Helmand var en fodboldbane, ville drengene i Armadillo være
angriberne, og vi ville være forsvaret. Selvfølgelig med den tilføjelse, at vi
må skyde modstanderne, hvis de er offside.
KiH fortsætter sin briefing. Tilsyneladende har han god tid, men han har jo
også allerede en seng.
"Og så yderligere et par praktiske oplysninger. Skydebanen ligger i den
retning," siger han og peger mod øst. "I kan muligvis komme til at høre
skud derfra, men der er ingen grund til bekymring, så længe alarmen ikke
lyder."
Jeg skæver til Villadsen, der skæver tilbage. Det tætteste, vi kommer på en
meningstilkendegivelse. Hvis soldater reagerede med ængstelse, hver gang
de hørte lyden af skud, var de nok ikke meget værd som soldater. Du kigger
efter andre markører: Reagerer andre? Hvad siger meldingerne? Er der er
et skudhul i min fucking uniform!?
"Som I nok kan mærke, så er der varmt. I går ramte vores uofficielle måling
54 grader, og det er 54 grader i skyggen, vel at mærke. Så drik rigeligt med
vand, mindst seks liter om dagen, gerne mere. Når I skal på patrulje,
lægger I fire-seks liter til, mere om det til den tid. Der
18
står vand over det meste af lejren, kan I ikke finde noget, så spørg."
Som om vi var et par usikre skoledrenge, der ville dehydrere på stedet, hvis
vi på egen hånd skulle overkomme den voldsomt uoverskuelige opgave at
fremskaffe en flaske vand ved at henvende os til fremmede soldater. Vi ville
sikkert begynde at skyde nogen bare for at få vand.
"Toiletforhold," siger KiH og begynder at forklare, hvordan du benytter
dem, toiletterne.
Hvis det er hans version af en kort sikkerheds-briefing, kan jeg ikke vente
med at høre den lange. Men måske er det hans måde at demonstrere, at i
Helmand skal du ikke regne med en ordentlig nats søvn.
"Ved hvert toilet står en flaske sprit. Inden man placerer ballerne på
brættet, sprøjter man sprit på. Man forretter sit ærinde, rejser sig - hvis
man har siddet - og man skyller. Og man sørger for at skylle ordentligt!
Afhængig af vandtrykket kan det godt være nødvendigt at skylle flere
gange. Så spritter man igen brættet af og tørrer over med et stykke papir.
Sådan undgår vi at dele bakterier alle sammen."
Vi nikker pligtskyldigt, sådan er det i hæren: Når den overordnede har sagt
noget - ligegyldigt, hvor ligegyldigt, det er, så nikker du. Hvis det er mindre
ligegyldigt, siger du højt forstået. Det er sådan de overordnede ved, om de
har sagt noget vigtigt.
19
"Det første toilet i rækken er diarrétoilettet og skal i givet fald benyttes - og
kun i dét tilfælde."
Vi er alle så langt fra tyndskid, som vi kan være. Stoppet til indvortes af
pizzabund og flymad. Måske kan jeg skide engang i næste uge.
"Jeg har ikke mere," siger KiH endelig.
Vi hanker op i taskerne. De indeholder for mange kilo med det, vi mener, vi
ikke kan undvære et halvt år: porno, bærbare (fyldt med porno), PSP'er
eller Nintendoer, mp3-afspillere eller iPods, computerspil og dvd'er,
barbergrej og en tandbørste.
Og nedenunder et sted er der også en ren uniform, T-shirts, underbukser
og sokker - alt sammen i enten gult eller savsmuldsfarve med strategiske
pletter i gedelortfarve.
Før
Mor er taget med toget hele vejen til København for at sige farvel i Kastrup,
selvom jeg prøvede at få hende til at forstå, at det var lige meget for mig.
Nu står hun sammen med resten af de hulkende lommetørklæder, som
udgør flokken af pårørende rundt om rulletrappen.
De pårørende har alle sammen bare ben og sommerkjoler,
20
afbleget hår og solbriller i panden. Når vi kommer hjem igen, er det vinter.
Hvis vi kommer hjem.
Frygten står malet i deres ansigter, håbet bævrer i underlæberne. Mor
prøver at sende mig et stolt smil, men hendes ansigt bliver til en
omsluttende skyldsan-klage. Hvis du dør, har jeg ingen tilbage.
Jeg flytter blikket fra hende, fra fortiden, ser ikke mere på hende. Mit blik
er fra nu af på mine kammerater.
Vi er alle sammen fuldt uniformerede, går nærmest marchgang i takt hen
ad gangen. De andre rejsende standser og ser på os, lader os komme foran i
køen. En lille dreng gør honnør, hans mor vinker. Så voldsomt, at hendes
forsuttede hængepatter skvulper under soltoppen. To gamle damer nikker
og smiler, fordi de kan huske, sidst vi var i krig, og ved, hvad det handler
om. Ved, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det.
Vi er så ranke, vi kan blive. Vi er på vej til at gøre en forskel. De hulkende
lommetørklæder er allerede glemt.
Derude
Vi skal vænne os til varmen. Vores første mission som soldater er at chille
og vænne os til varmen. What the fuck!
Klokken er ni om formiddagen, temperaturen er over
21
40. Vi smider os på må og få i skyggen og snakker om ikke en skid. Som
badeferie i sløring og støvler. Helmand er en lang strand uden hav. Så
ligger vi her, den yderste frontlinje i kampen mod terror, og kører vand og
én-dollars dåsecolaer indenbords, bøvser om kap og klør os i bollerne. Jeg
begynder at forstå, hvorfor krigen har varet syv år allerede.
Halvanden dags svedetilpasning får vi. Kan du ikke omstille dig til
temperaturerne herude, går du ned inden for de første par døgn. Så ryger
du i et særligt afkølings-rum og får indlagt drop. Derefter bliver du sendt
hjem til kulden og skammen.
Lidt over tolv rammer nålen på termometeret over vores hoveder 50. Vi
hælder væske ind uafbrudt. Sveden sejler ned over min krop, alligevel skal
jeg pisse konstant. Første gang, jeg skal op, rejser jeg mig forsigtigt, vil ikke
dejse om foran hele delingen. Men kroppen, og vigtigere endnu, mit hoved,
har det fint. Uden at vide det har jeg trænet til der her derhjemme med otte
timer på stranden og læssevis af vandkants-afkølede tyske dåseøl.
Vi har slået os ned foran danskernes velfærdsområde. Det er der, hvor du
opholder dig, når du har fri. Et skur bygget af spånplader og indrettet med
en hullet lædersofa og et bobspil. Hylderne er proppede med slidte
ugeblade, brætspil, der alle mangler et par brikker, og dvd-film, som du har
set de første 30 gange.
Skurets største attraktion er fladskærmen med direkte
22
opkobling til TV2. Så vi klokken 2130 kan se 1900-nyhederne direkte
derhjemmefra og følge med i, hvilke politikere der nu er blevet taget for at
fifle med skatteydernes penge, og hvilken kendis der er blevet bollet tyk i
denne uge. Og det er jo godt for moralen, at vi på den måde bliver holdt
ajour med, hvad vi kæmper for.
Desværre er det nærmeste sted, jeg kan pisse her i velfærdsområdet, på et
festivaltoilet. Camp Bastion er egentlig forsynet med gode toiletforhold i
forbindelse med indkvarteringsteltene, men vi sidder 300 meter derfra.
300 meter du absolut ikke gider at gå med solens stråler ætsende mod
kinderne. Så jeg bider ubehaget i mig og åbner døren ind til den blå
plastikkasse. Håndtaget føles, som om det lige er kommet ud af ovnen.
Stanken står ud i hovedet på mig, så det svier i øjnene. Et regulært
urindampbad.
Jeg trækker først vejret igen flere meter fra tønden, ryster mine hænder fri
af alcogel og går tilbage mod de andre. JP står med ryggen til mig. Det er
ikke tit, jeg ser ham fra ryggen, han er min delingsfører, han plejer at stå
med fronten til.
Tilsyneladende har han spurgt de andre, hvordan vi klarer varmen, for Lis
råber:
"Fantastisk, mand, som på fucking Gran Canaria."
To griner. De fleste vender det hvide ud af øjnene. Vi har fire piger i
kompagniet. Og så Lis. Hun ville dumpe ved en kromosomtest.
23
Jeg nikker til JP og vender tilbage til min plads op ad trævæggen. Jeg ser
minimig i hans Oakley M-framefragmentsolbriller. Min næse er allerede
rød. Jeg skal bruge faktor 150, hvis jeg skal holde mig nogenlunde fri for
solskoldninger, selv derhjemme. Jeg har valgt faktor nul. Fuck det. Hvis jeg
dør på den her mission, bliver det ikke af hudkræft.
"Briefing klokken 1700, Thor," siger JP til mig.
Han vil ikke overlade det til de andre og tilfældighederne, at jeg får den
melding. JP sørger altid for, at alle får alle beskeder. Hvis du vil vide,
hvordan du skal være soldat på den mest korrekte måde, skal du bare gøre
som JP. Han er side et i manualen.
Okay, han er pissedygtig, og alle lader til at kunne lide ham. Han gør bare
altid anstrengende meget ud af det.
"Det foregår i det store telt."
JP peger ned mod indkvarteringsteltene, inden han skridter over mod
TOC'en, Tactical Operation Center - den danske førerbunker, en blå
container med airconditionen kørende på højtryk for at holde computere,
radioer og officerer nedkølede.
3. delings fører, Eriksen, står lænet op ad den, selvom dens metaloverflade
må være tæt på stegetemperatur. Han nikker til JP, inden han drejer
hovedet sidelæns og sender en spytklat i en bue væk fra containeren.
Sollyset reflekteres i klatten, den slår dovent ned i støvet halvanden meter
fra ham.
24
"Skal vi ha' frokost," spørger Johan.
Det siger alt om, hvor dvaske vi er i varmen, at han stiller det spørgsmål.
Johan er en kraftigt bygget bondedreng, og han springer aldrig mad over
derhjemme. Vi burde kalde ham Bamse eller Bjerg, men de øgenavne er
allerede optaget. Der er store fyre overalt i kompagniet.
"Du går sgu helt bailando i hovedet, hvis du ikke får mad," siger Japan.
I vores gruppe er Japan den, der har fået ekstra førstehjælpstræning, og det
forpasser han aldrig en mulighed for at gøre opmærksom på.
"I den her varme brænder man helt ud, hvis man ikke får nogle kalorier,"
belærer han. "Og så skal jeg bare ikke gå ved siden af dig, når du er
bevæbnet, det siger jeg bare."
"Jeg er en portion biks fra at skyde dig allerede," svarer Johan.
Japan hedder Jesper på hundetegnet, men han er adopteret koreaner, så
det skiftede hurtigt fra Jesper til Japser til Japan. Som også gør det
evigsjovt at spørge, hvor han er. Et sted i Stillehavet. Det er ægte
milihumor - kendetegnet ved lav intelligens og høj gentagelsesfrekvens.
Vi rejser os dovent og går op mod cook house i samlet flok. Camp Bastion
er under britisk kommando, så alting i lejren har engelske navne: cook
house, airfield, dickhead.
25
Uheldigvis, viser det sig, er maden også under britisk kommando. Det
smager af friturefisse. Ikke at jeg nogensinde har smagt friteret fisse, men
jeg er sikker på, at hvis du tog sådan en omgang tør kusse og dumpede den
ned i en frituregryde, så ville den smage af fish'n'chips fra cook house,
Camp Bastion, Helmand.
Før
Mig og Ras smider os ind i en bås på pubben, nye glas afløser de tømte. Vi
taler ikke om noget, men vi er heller ikke tavse. En Champions Leaguekamp begynder på storskærmen. Vi lader, som om vi ved, hvem der spiller,
og jubler med, når "vores hold" scorer.
Marie kommer i pausen, flankeret af sit sædvanlige slæng af overvægtige
veninder. Jeg kan aldrig kende dem fra hinanden, de er fede, og de skifter
hårfarve konstant.
En af dem - måske hedder hun Rikke - har en tatovering på det ene
kæmpebryst. Hendes tøj er altid for stramt og så nedringet, at tatoveringen
flakser ud over udskæringen. Den forestiller en sommerfugl. Eller måske
startede den ud som en bi, og siden er hendes patter vokset så meget, at
den er endt, som den ser ud nu.
Hvorfor er alle piger i byen så utroligt fede? Jeg går ned ad gaden og ser
kun dellede dåser, hængende på tunge, trænede og tribal-tatoverede
mandearme. Mændene
26
er nødt til at træne fire-fem gange om ugen for at nå op på en størrelse, der
kan matche pigeblæveret.
Marie er også småfed, du kunne stille din øl på dellen over hendes
buksekant. Hun trækker altid ned i sin bluse for at dække den, men dellen
kæmper sig fri ved hvert eneste åndedrag. Sandsynligvis hænger hun kun
ud med de andre federe piger for selv at se tynd ud i sammenligning.
Hun får øje på os. Inden jeg når at lade, som om jeg ikke har set hende, er
hun henne ved siden af mig, bukker sig ned og kysser mig på munden. Alt
for længe, jeg er nødt til at trække mig væk, vi er ude mellem andre
mennesker.
Hun sætter sig ved siden af mig og smiler, som om jeg er det bedste, der
nogensinde er sket for hende. Hun er så ufattelig dum.
De andre piger hilser, to af dem maser sig ind ved siden af Ras, han bliver
nærmest naglet til væggen. De andre tøser går i baren og kommer tilbage
lidt efter med Cult Shakers, som de fordeler ud over bordet.
"Skål, for satan," råber Ras bag sit kvindefedt-skjul.
Vi skåler, Marie læner sig ind mod mig og hvisker mig i øret.
"Tager du med hjem til mig senere?"
Jeg trækker på skulderen. Typisk at hun lægger ud med at være
pissekrævende.
"Nu må vi se."
Det ser ud til, at hun forventer mere svar end det.
27
"Jeg vil gerne hænge lidt ud med Ras, det er jo min sidste aften."
"Det er også vores sidste aften."
Hun siger det med et blik beregnet på at fortælle mig, hvad hun har i
tankerne at bruge natten på. Jeg ser hendes fede blege røv for mig,
skvulpende mod mine lår.
Ras himler med øjnene til mig bag kvindekødbjerget. Men hans øjne lander
på sommerfuglen.
Fem timer senere er jeg alligevel inde i Maries røv. Det er tosset at tage af
sted til seks måneders krigscølibat uden et afskedsknald. Men jeg skrider,
inden hun vågner. Hun er ikke ligefrem kleenex-farvelscene-materiale.
Derude
Japan er selvfølgelig den første, der hører om de døde. Han er inde for at
blive vist rundt på felthospitalet, da de får meldingen. Han spæner ned til
os andre for at viderebringe nyheden, så han kan være den første til det.
"Der kommer tre englændere ind med helikoptere lige om lidt. De er helt
smadrede."
Han holder en forpustet kunstpause - som er helt unødvendig, han har
vores fulde opmærksomhed.
"Det var en selvmordsbomber inde i Gereshk. Kom kørende i fuld fart imod
dem på en knallert og boooouuvhhh."
28
Ingen af os siger noget. Vi har været her i tre dage, det er stadig uvirkeligt,
at vi er i krig. Hvor længe mon det tager at vænne sig til tanken? At herude
dør du rigtigt.
I Helmand er der ingen genstartsmulighed.
"De er blevet fuldstændig flået af fragmenterne, huden er blæst af, og der
ligger kødstumper og fingre over det hele derinde, siger de."
Vi sidder på en bænk ved rygeområdet, Japan tænder en cigaret, mens han
ser ud til at søge efter flere detaljer, han kan male ud for os.
"Er de døde?" spørger Johan.
"Det kommer an på, hvor hurtigt de får dem ind," siger Japan. "Hvis der nu
går flere timer, inden de kan få dem ud derindefra, så er de færdige, det er
helt sikkert. Det blodtab, det overlever man ikke."
"Pas nu på, at I ikke lytter for meget til rygtebasaren."
JP slutter sig til os, han kommer ud inde fra en af de containere, hvor
papirkrigerne har deres kontorer. Japans blik flakker mellem ham og os.
"Det passer, jeg hørte det oppe på felthospitalet," siger han.
"Der er endnu kun bekræftet en eksplosion og tre sårede, så lad os vente
lidt med at bestille kisterne," siger JP.
Han ser afventende på Japan et par sekunder. Japan stirrer meget
koncentreret på sin Marlboro. JP nikker
29
en enkelt gang til os og skridter så hen over gruset mod
indkvarteringsteltene. Vi følger ham tavst med øjnene et minuts tid. Japan
trækker på skulderen og sætter sig på bænken ved siden af Villadsen.
"Vi skal sikkert ind i Gereshk i næste uge," siger Fransi.
"Jeg pløkker de aber, hvis de kommer inden for en radius af 50 meter,"
siger Lis.
"Tag det roligt, Lis," siger Holm. "Ingen mænd vil vove sig inden for en 50
meters radius af dig."
Hun viser ham den mellemste finger, vi andre griner. It's funny because it's
true.
Vi kender hinanden forholdsvis godt i gruppen. Vi har trænet sammen på
kasernen i ni måneder. Rollerne er for længst fordelt og fasttømret. Johan
er gruppefører, han er den godmodige bjørn, og Holm, der er
næstkommanderende gruppefører, er den sjove. Nik siger aldrig noget, og
Japan kan ikke holde kæft, han er københavnersmart og tror selv, han er
den hurtigste løber og den skarpeste skytte, og i virkeligheden er han højst
gennemsnitlig. Fransi er til gengæld dygtig til det meste, og Villadsen er
ham, der synes, det er skide skægt ved enhver lejlighed at smide tøjet, hive
pikken frem eller moone med sin blege røv ud ad en bilrude. Magleby er
dødbideren, Lis er macho-manden, og jeg er vel bare den yngste.
På vores køretøj, der lyder navnet 2 viktor - viktor er milisprog for en vogn
- har vi ud over os ni i gruppen to
30
mand ekstra, JP, vores delingsfører, og hans oskar - der er milisprog for
signalmand - som igen er milisprog for ham, der har radiokontakten til
TOC'en.
I Helmand taler alle milisprog, så du må bare se at få lært det i en fart og
ikke mindst lære at hitte rede på de millioner af forkortelser, som kun
nogle gange er de samme på andre sprog. Hvilket betyder, at du er nødt til
at kende både det danske udtryk og det britiske og det amerikanske og
nogle gange også det afghanske, hvis du vil kommunikere med andre
herude.
Helmand er et babelstårn, der er én dårlig radioforbindelse fra at skvatte
sammen.
Senere, da vi sidder i indkvarteringsteltet og spiller poker for at få tiden til
at gå, træder JP ind med et alvorligt ansigtsudtryk.
"Angående episoden inde i Gereshk tidligere," siger han.
Vi lægger straks kortene fra os. Dem, der sidder med ryggen til, drejer sig
for at få det hele med.
"En patrulje fra Royal Irish Rangers blev passet op af en selvmordsbomber
lidt før klokken 1600, han detonerede bomben, og fragmenterne ramte fem
af dem. To blev lettere sårede, to alvorligt, og en døde på stedet," siger han
og rømmer sig kort: "Beklageligvis døde endnu en af dem på
operationsbordet."
Ud af øjenkrogen ser jeg Japan nikke for sig selv.
"Flaget er gået på halv, og vi holder to minutters stilhed
31
deroppe om en halv time. Jeg synes, I skal gå op og være med," siger JP.
Og det er ikke et tilbud, det er en ordre.
"Forstået," siger vi derfor lavmælt.
"Er der stadig minimize," spørger Magleby. "Jeg vil gerne op og ringe til
Sofie."
Ingen af os har mobiltelefoner herude. Taleban kan opsnappe
mobilkommunikation, så de er bandlyst. I stedet kan vi ringe fra
fastnettelefonerne, som er sikre linjer direkte hjem, du skal ikke engang
trykke 0045 først. Vi må bruge telefonerne, så meget vi vil, men må
selvfølgelig under ingen omstændigheder sige noget om situation eller
position i tilfælde af, at Taleban alligevel skulle opsnappe det: Hej, mor, vi
kører til Gereshk i en nærmest ubevæbnet Eagle i morgen klokken 9.
Eneste minus ved telefonerne er, at de bliver lukket med det samme, hvis
der sker noget herude. Minimize kalder de det. De begrænser muligheden
for, at der kan slippe noget ud. Hvis vi ringer hjem og fortæller, at en er
blevet dræbt herude, er det i medierne, før hans familie derhjemme er
blevet orienteret. Det er måske ét fedt for dem, der har mistet en - han
bliver jo ikke mindre død af, at det ryger ud på TV2. Men alle de 700 andre
soldaters pårørende bliver paniske, hvis de hører sådan noget, og så bliver
hæren bestormet af hysteriske telefonopkald.
"Du skal nok regne med, at der går et par timer, før den bliver afblæst,"
svarer JP.
32
"Du snakkede sgu da lige med hende i går," siger Villadsen.
"Og hvad så?"
Villadsen laver en bevægelse i luften, som om han smækker med en pisk.
"Wutjiii!"
Jeg går over til pigeteltet og fortæller det til Lis," siger JP henne fra
indgangen. "Vi ses ved flaget klokken 2030."
Han slår teltdugen til side og går ud. Vi sidder lidt uden at sige noget, ser
ned på kortene, alle tænker den samme tanke. Indtil Japan selvfølgelig må
bryde stilheden.
"Jeg sagde det jo," siger han.
Vi kommenterer ikke. I stedet genoptager vi pokerspillet i tavshed.
Gør jeres indsatser, kortene er givet, ingen vej tilbage.
Før
"Er du ikke bange," spørger Marie.
Typisk tøsespørgsmål. Og hvor dum er hun? Tror hun virkelig, at jeg ville
indrømme det over for hende, hvis jeg var?
"Næ," siger jeg.
Men jeg lyver ikke engang.
33
"Der er pænt mange måder, du kan kradse af på, ikke? Der er kræft,
hjerteanfald, aids, blodprop, drukning, hængning, du kan skyde dig, eller
en anden kan skyde dig. Du kan få noget tungt i hovedet eller falde ud fra
en klippe. Du kan også bare gå over gaden uden at se dig for, eller gøre som
Kenneth og køre 160 ud ad Herningvej, høj og idiot på E og med slukkede
forlygter. Eller blive stukket ned i byen af en eller anden perker. Der er også
muligheden for at kede sig ihjel - hjemme foran fjerneren og alt det
ligegyldige lort, de sender. Og fly falder ned, skibe går ned, tog kører galt,
og knallertdæk eksploderer på den tunede med 90 i timen, eller cykelstellet
knækker på veje med 30 graders hældning, og du kører ikke med hjelm,
fordi du vil føle friheden og vinden i håret. Som jeg ser det, er det vel ikke
værre at dø i krig. Den skal jo have en årsag, ikke? Døden. Og så har du da
den historie med dig til færgemanden: Et-nul til Taleban, skal vi sejle?"
Jeg trækker vejret. I rest my case.
"Det er da okay at være bange alligevel," siger hun.
Hun har ikke forstået en skid.
Derude
Vi bliver introduceret for vores viktor, vores piranha. Vores forgængere er
kørt herned til Bastion med piranhaerne
34
oppe fra FOB Sandford, Front Operation Base Sandford, vores hjem for de
næste seks måneder.
De overleverer os højtideligt piranhaerne på pladsen foran flaget. Og foran
mindepladen, der bærer navnene på fem faldne fra deres hold. Det sidste
navn mangler endnu at blive præget i messingen, det er næsten lige sket,
tolv dage inden han skulle hjem. Jeg har været herude i otte.
De er alle solbrændte, skæggede og snavsede, de går rundt mellem os og
trykker næver. Begynder på anekdoterne, noget om en viktor, der tabte et
hjul. Jeg hører ikke rigtigt efter. Deres blikke vandrer mellem os. De
spekulerer på, hvem af os der ikke kommer hjem.
Jeg ser på rækken af støvede piranhaer. De ser godt ud, umiddelbart.
Hjemme hørte vi, at udstyret herude bliver lappet med gaffa og
tyggegummi, men hjemme hører du så meget lort.
Piranha III C er hærens nyeste udgave af en pansret mandskabsvogn, en
forvokset billeagtig legoklods på otte truckerstørrelse dæk. Den rykker på
en seks cylindres motor med 400 heste og kan nå en topfart af 65 i terræn
og 120 på asfalt. Motoren, der larmer som en boret traktor, sidder inde i
førerhuset på kørerens højre side.
Vi er trænet på piranhaen derhjemme som nogle af de første danskere.
Dækkene gør den langt mere brugbar end de gamle bæltekøretøjer,
piranhaen er hurtigere, men kan stadig køre nærmest lodret op ad
bakkerne.
35
Stålpanserskroget er kevlarforstærket og minebeskyttet. Det er designet til
at tage fragmenter, skud og mindre panserværnsraketter - op til 30 mm.
Piranhaen er nogenlunde det sikreste, du kan køre gennem Helmand i.
En oversergent giver os en gennemgang af piranhaerne. Han klapper på
skroget af den første i rækken.
"Den her larmer mere end de andre af en eller anden grund, men der er
ikke noget galt med den."
Min viktor, selvfølgelig, 1.2 står der med falmet sort farve på
maskingeværets magasinkasse. 1. deling, 2. gruppe, 1.2, det er os.
Lis flyver ind bag rattet. Hun starter den med et brøl, så ingen kan høre
oversergenten. Han venter tålmodigt på, at hun kommer ud igen. Han
kender hende selvfølgelig heller ikke.
Hun stopper motoren, hendes latter fortsætter i samme decibelstyrke. Hun
kravler op gennem kørerlugen, sætter sig på taget og klapper piranhaen på
taget.
"Som en fucking Ferrari!"
"Tag en tur," opmuntrer oversergenten.
Lis dumper lynhurtigt ned igen, som om hun skal bevise noget. Hun kører
100 meter ligeud, sætter i bak med et hug, så gruset står ud til siden, og
støvet hvirvler op i en tung brunlig sky. Hun penetrerer skyen med viktoren
og smider den tilbage i rækken.
Der er mange oplagte øgenavne til Lis. Men Lisbeth indledte vores
samarbejde med at forklare detaljeret,
36
præcis hvordan hun ville omrokere løgposen hos den første, der begyndte
på at rime sig frem til et. Altså blev det bare Lis.
Hun har været lastbilchauffør derhjemme og kørt grise ind til Danish
Crown i Ringsted. Under uddannelsen prøvede hun på at være sjov ved at
sige, at piranhakørsel minder meget om hendes civile job, svin i lasten og
det hele.
Selvsagt synes de fleste, at hun er åndssvag.
Jeg stiger ind. Piranhaens bagende er en metallåge, der kan sænkes til en
rampe. Indeni er der noget, der med meget god vilje kan kaldes bænke
langs med skroget. De består af jernstænger med stofsæder. Fordelen er, at
de kan fjernes, hvis du kører med andet end mandskab, men da piranhaen
som udgangspunkt er en mandskabsvogn, er ulempen, at du med din vægt
- herunder dine femten kilos oppakning - synker ned i sædet, så jernbøjlen
under dine lår lukker for blodomløbet. Good call fra hærens side,
kampklare soldater - med ben, der sover. Det kunne umuligt have været
designet bedre.
Når vi kører, står fire mand op i piranhaens bagerste luger med kikkerter
og karabiner og sikrer bagud, Lis kører, jeg sidder på skyttepinden, og de
sidste fem sidder mast sammen, nedsunket i bænkene. Deres knæ banker
mod hinanden, men til gengæld har de hele to millimeter frihøjde over
hjelmene.
Piranhaens maskingeværskytte sidder nede i vognrummet
37
bag ved køreren - i modsætning til de gamle typer mandskabsvogne, hvor
han står halvvejs oppe i det fri.
TMG'et - det er en forkortelse for det tunge maskingevær på piranhaens tag
- bemander jeg gennem en Over Head Weapon-station, der forkortes til
OHW.
TMG'et er en gammel kending. Hvis du har set amerikanske krigsfilm, har
du set det. Det sidder oven på stort set alle deres Hummere og pansrede
mandskabsvogne. Men OHW'en er til gengæld det nyeste inden for
moderne krigsførelse. Fra skyttepinden ser jeg landskabet udenfor på en
skærm, mine øjne deroppe er et kamera med seks gange zoom, termisk
sigte og laser, der automatisk beregner afstand til målet.
OHW'en styres med et rat, der ligner to joystick og betjenes som et fly: Når
jeg skubber eller trækker, løfter TMG'ets pibe sig, når jeg krænger det til
højre eller venstre, drejer TMG'et - det kan dreje 360 grader, men jeg nøjes
med 180 for ikke at pege på dem, der står i bagsmækken.
På skærmen har jeg et sigtekorn, og forrest på joystickene, der hvor
pegefingeren ligger, sidder aftrækkerknappen til TMG'et. Det hele er ret
meget som at spille computer.
Ti dage efter vores ankomst til Camp Bastion er vi klar til at stige på
piranhaerne og køre til vores endelige bestemmelsessted,
38
Sandford. 120 mand står parat foran flaget med svedige hænder på
karabinerne.
Heimdal-kompagniet består af tre delinger, delingen består af tre grupper,
og gruppen består af tre hold af tre. Hæren elsker bare tallet tre. For det er
verdens mest enkle kampformation; en midte plus højre og venstre flanker.
Vi skal ud og bekæmpe en mand med en mortér i en majsmark, og til det
har vi altså militærstrategi på grønspætteniveau.
Foran os står KC, kompagnichefen for Heimdal, det vil sige, at han er
Chefen.
I det civile hedder han Carsten. En rolig, eftertænksom type, ranglet med
rødblondt tætklippet hår. Ikke en, du ville tro, var kaptajn i hæren med
seks udstationeringer bag sig, hvis du mødte ham i havecentret en søndag
formiddag.
Han peger ud mod main gate.
"Om ti minutter, når vi kører ud ad den port, er det slut med at fjolle rundt.
Vi er ikke hjemme i PLUT'en mere. Taleban venter på jer derude, og han
har kun ét mål for øje!"
Han nikker et par gange for dramatisk effekt eller måske for at understrege,
at målet er dig, dig og dig.
"Så pas på hinanden og på jer selv ikke mindst. Og lad for helvede være
med at køre på en IED!"
Vi svarer i kor, begejstrede, tændte.
"Forstået."
Endelig, efter næsten halvandet års træning, skal vi i
39
kamp. På vores skuldre gjalder Heimdals horn: Oderint dum metuant. Lad
dem hade, når blot de frygter.
KC ser sig rundt og smiler til os, et stolt smil måske. Måske et lumsk
ulvesmil. Som om han ved noget, vi ikke ved. Han brøler højt:
"Sid op!"
I hæren, og især hvis du er i gardehusarregimentet, siger du at sidde op og
sidde af for at kravle på og af et køretøj. Selvom det er temmelig mange år
siden, at krige blev udkæmpet til hest. Men vi sidder op på vores piranha,
hvilket vil sige, at Lis klemmer sig ind bag rattet, jeg sætter mig på
skyttepinden, og de andre kravler ind i vognrummet efter os.
I hver gruppe er de ni mand fordelt på en vognbesætning på tre og seks
fodtudser, altså dem der skal ud og lege krig på jorden. Når vi opholder os
på viktoren, er fodtudserne bare fyld i vognrummet, det er
vognbesætningen, der styrer det hele.
Vognbesætningen på 2 viktor består ud over Lis, der er kører, og mig, der
er skytte, også af Magleby, som er vognkommandør. Maglebys opgave er at
guide Lis og mig. Han står op i piranhaens bagsmæk med kortet og
fortæller, hvor hun skal køre, og hvor jeg skal skyde. Selvom jeg kan se
meget længere på skærmen, end han kan med sin kikkert, har han det store
overblik 360 grader rundt. Jeg får tunnelsyn af OHW'ens skærm, så jeg har
brug for hans widescreen-syn til at sige, hvor jeg skal dreje TMG'et hen.
40
Bag i vores viktor står også JP, som styrer 1. delings tre piranhaer herfra,
samt hans oskar. Der er ikke meget at sige om JP. Han bestemmer, slut. Til
gengæld er oskar en degenereret drengerøv, der altid - ligegyldigt hvad
samtalen ellers handler om - vil sige noget om patter.
Inden vi kører ud af Bastion, får vi yderligere en mand på viktoren, en
britisk signalmand. Dave, som han hedder, er tynd og bleg med udstående
øjne og repræsenterer på den måde sit land utroligt godt. Det bliver så
Dave, der under vores operationer skal kommunikere med den engelske
TOC i MOB Price, som er der, hvor staben sidder og styrer operationerne i
Helmand. Derinde bryder de sig tydeligvis ikke om, at det er en tilfældig
dansk soldats skoleengelsk, der skal redde os alle fra undergang.
oskar må herfra nøjes med at være kontakten til den danske TOC, og JP
skal så holde styr på to signalmænd - som begge ser ud til at være kommet
direkte fra 10. klasse med bumser og overlæbedun. Forhåbentlig bliver
kommunikationen ikke fucket alt for meget op af overgangsstemmerne.
Jeg lægger min karabin fra mig ved siden af skyttesædet. De andre placerer
deres mellem benene med mundingen opad. Vi går pænt meget op i at sikre
dem, inden vi klemmer os ind i konservesdåsen, så de ikke går af ved et
uheld - selv hvis du mirakuløst skulle undgå at skyde dig selv i hovedet, og
selv om skroget er foret netop for at forhindre projektiler og fragmenter i at
ricochettere
41
mod det, er sandsynligheden for, at et vådeskud i et tætpakket vognrum vil
slå nogen ihjel, alligevel temmelig høj.
JP, oskar, Magleby og Dave træder op i piranhaen som de sidste og stiller
sig med overkroppene op gennem de bagerste luger. De hviler karabinerne
på kanten, så de kan sikre bagud, når vi kører ud i ørkenen.
Standardprocedure under kørsel, også selvom der i dette tilfælde ligger 12
piranhaer bag os.
"Rampen er fri, hæv rampen," siger JP.
Lis trykker på knappen, og den hydrauliske rampe løfter sig og lukkes med
et støvknasende bump. De stående og vognbesætningen skifter fra
kamphjelm til piranhaens telehjelme. Telehjelmene har talestyret
mikrofon, så vi kan kommunikere med hinanden i viktoren på intercom'en.
Med et drej på en knap på telehjelmen kan du også tale med delingens
andre to piranhaer på det lille net og med KC og de andre delinger på det
store net.
"Ninenul, her er 6. Modtagekontrol," lyder det i hjelmen.
Det er KC, der taler til os over det store net. Ninenul betyder, at han
henvender sig til alle på det pågældende net, 6 er hans kaldetal - altså det
tal, han omtaler sig selv med på al radiokommunikation, så Taleban ikke
kan aflytte os og vide, hvem der taler.
På chefens piranha, 6 viktor, er de formentlig ved at få go til at køre fra den
danske TOC i Bastion og fra den
42
britiske TOC i Price. I mellemtiden laver de modtagekontrol for at tjekke, at
signalet er i orden. Nok bedst at finde ud af det, inden vi er ude midt i
ørkenen.
"6, her er 1-5. Hører dig klart og tydeligt," svarer JP i telehjelmen.
Kaldetal for den, du taler til, først, dernæst dit eget kaldetal.
"6, her er 2-5, hører dig klart og tydeligt," lyder det fra 2. delings fører,
Friis.
Og også 3. delingsfører hører klart og tydeligt.
Villadsen råber hen over motorlarmen.
"En eller anden dag skal vi ud og køre nøgenkørsel i den her!"
"Hvis jeg slipper pikken fri, kan ingen af jer andre være her," råber Japan
tilbage.
Som om vi ikke alle sammen har set hans sølle gulsotlem i slap dressur
under bruseren.
"Ninenul, her er 6, fremad, fremad," lyder KC's stemme over det store net.
"Kører klar til fremad," siger JP til Lis på intercom'en.
"Kører klar," svarer hun og sætter i gear.
JP venter på, at 1 viktor begynder at rulle foran os. Vi kører som nummer to
i kolonnen. Bag os er gruppens sidste viktor, og bag den ligger KC's. I
anledningen af skiftedagen har KC selskab på sin viktor. NK fra vores
forgængeres hold følger os til Sandford, for selv med kort og GPS er det
klogt at have nogen, der kender virkeligheden
43
ude i ørkenen. Det er dumt at fare vild med en kolonne pansrede køretøjer
og skulle stoppe for at spørge om vej.
"Kører fremad," siger JP.
Lis banker af sted med et ryk, så de siddende ville skvatte sidelæns ned af
bænkene, hvis der var plads til det, i stedet bliver de bare mast op mod
hinanden. Karabinerne knalder mod knæene. Klassisk Lis. Ikke en skid
forståelse for, hvordan det er at være passager under hendes kørsel. De må
have fået nogle seriøst søsyge svin til slagtning i Ringsted.
Der bliver bandet af hende, kan jeg høre bag mig, men ingen siger
nogensinde noget direkte til hende. Det tør ingen.
Jeg sætter mig bedre til rette i skyttesædet. En efter en triller piranhaerne
ud af den danske lejr og kører langs med Camp Bastions ydermur ud mod
main gate. Vi fylder godt på grusvejen, et par gående amerikanske soldater
træder til side for os og hilser med to fingre til kaskettens skygge.
Vi kører ud af main gate med solen i ryggen. Ud i Dødens Ørken, som
afghanerne selv, betryggende, har valgt at kalde den. Vejene i lejrene er
dækket af grus for at holde støvet nede, men så snart vi er ude i det fri,
stiger sandtågen op på alle sider af viktoren.
Det er nu, det begynder for alvor.
44
Før
Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg enten kan tage amfetamin eller
tage i krig.
Så enkelt kan det gøres op, der ligger min fremtid. Og så kan politikere og
andre fatsvage voksne ellers nok så meget sige, at unge i dag har alle
muligheder i verden. Der, hvor jeg kommer fra, er der kun de to.
Ras vælger det første, det gør de fleste i min omgangskreds. De er alle
sammen håndværkere eller arbejder på fabrik. Tøserne vil være frisører,
men de ender også alle med at arbejde på fabrik. Og med at blive bollet
tykkere af drengene, der høje på meth glemmer alt om kondomer og
hænger på ungen derfra og for livet. De skrider selvfølgelig fra det hele, de
kan ikke holde det ud. En ny generation af sønner uden fædre bliver
begravet i moderkød.
Jeg slipper væk i tide.
Min læreplads var ad helvede til, mester var en vatpik, så jeg fandt en
anden. Det var det samme. Min studievejleder siger, at jeg ikke kan blive
ved på den måde, så ender jeg bare som ufaglært.
Jeg siger og?
Han spørger, om jeg ikke har nogen ambitioner, drømme, andre af den
slags ord. Ord, der altid kun har været rigtigt i brug hos de privilegerede,
dem fra villakvartererne, dem med pengene og opbakningen hjemmefra.
45
"Drømme!? Come on. Har du set det her hul?"
Det har han ikke, han synes, her er dejligt, lige ud til vandet, masser af
natur.
"Hvad så med at flytte væk," foreslår han.
"Hvorhen skulle det være?"
"Der er da så mange steder?"
"Og hvad skulle jeg så lave der?"
"Det ved jeg ikke ..."
Hans blik flakker, det afslører ham. Han ved det, og jeg ved det: Jeg kan
fortsætte som nu med illusionen om, at det, jeg er i gang med, engang langt ude i fremtiden - vil komme til at virke meningsfyldt, eller jeg kan gå i
hundene med det samme. Og hvad er egentlig den store forskel?
"Jamen, hvad så med at tage i militæret?"
Han lysner ligesom op, som om det er svaret på alt. Men det ligger ligefor,
det er den nemme løsning. Vi er vokset op side om side med kasernen. Vi
leger i skoven op ad øvelsesterrænet. Vi ser dem køre ud i deres
kamuflerede køretøjer. Vi kæmper om at komme i erhvervspraktik derinde,
fordi vi tror, at det er spændende. Så bliver vi sat til at vaske gulv på
lokummerne og ville ønske, at vi havde valgt bageren i stedet.
"Hæren? Jeg vil hellere gå på bøssebar!"
"Det var bare et forslag. Du får nok snart indkaldelsen til session ..."
"Det gider jeg sgu ikke."
"Du kan da altid se det lidt an."
46
Jeg går derfra og tænker, at han er et bløddyr, et skvat, en venstreorienteret
bøsserøv - den eneste form for mænd, du møder i skolesystemet. Men så
har skvattet alligevel ret. Jeg melder mig frivilligt på sessionen.
Vi er i krig to steder, det er i tv, hver gang jeg tænder. Der vil jeg ud, derud
hvor det betyder noget, det jeg laver. Irak, Afghanistan, det er lige meget.
Bare ikke Kosovo, siger jeg til hvervesergenten. Fredsbevarende styrker,
fucking nej tak. Så hellere meth og Maries fede røv hver weekend.
Derude
Dødens Ørken er flad. Kolonnen af piranhaer bugter sig hen over støvet.
Jeg kan se flere kilometer mod øst med kameraet i OHW'en. I horisonten
stiger varmedis op. Jeg kigger kun mod øst. Vi fordeler TMG'erne, inden vi
kører ud, så de peger i hver sin retning, øst, vest, øst, vest. På den måde har
vi konstant udsyn flere kilometer til hver side.
Foran os ligger Highway 1 - den asfalterede vej, der løber gennem
Afghanistan hele vejen til Kabul i bjergene mod nord. Efter sigende den
eneste asfalterede vej i Afghanistan. Den ligger som en sort unaturlighed,
bugtende sig gennem det gråbrune.
Vi nærmer os vejen, en af dem, der står op i den forreste
47
piranha, skyder en signalpistol op i luften. En rød lyskugle flyver i en bue
hen over vejen. Straks standser al trafik godt 50 meter på hver side af vores
kolonne.
Den ordning vil jeg godt have med hjem, så der altid kan være fri passage
gennem byen i stedet for forbandet mormorbilist-terror. Men her er det
naturligvis mest indført for at undgå at blive passet op af biler fyldt med
sprængstof. Reglen er enkel: Hvis ikke de andre trafikanter standser, bliver
de skudt. Den går nok desværre ikke i downtown Skive.
Piranhaerne maver sig op på asfalten og drejer ned ad vejen. Et par biler
holder i rabatten ud for min position og venter på, at vi skal passere. Jeg
zoomer ind med kameraet og nærstuderer ansigterne bag rattene. De ser
lige frem for sig, ikke på os. Det tør de vel ikke i skræk for, at det skal blive
tolket som konfrontation. Vi har helt ustyrlig meget magt. Selvfølgelig, vi
har maskingeværer på taget af vores biler.
Deres biler er ramponerede skindøde maskiner, jeg kan ikke engang
genkende mærkerne. Lastbilerne er ældgamle, sådan nogle har ikke kørt på
vores veje siden halvfjerdserne, eller hvad fanden ved jeg, jeg er født i
slutningen af firserne.
Alle lastbilernes sider og kølere er dækket af blomster-motiver, mønstre og
drager med flammer ud af kæften i alle palettens farver. Hele vejen rundt
på undersiden af karrosseriet hænger bjælder, som klinger, når de kører.
Jingletrucks bliver de derfor kaldt.
48
"Det er for at skræmme bjergdragerne væk," forklarer JP over intercom'en.
Han kan godt lide at fortælle os alt muligt, mere eller mindre relevant. Som
regel mindre.
"Hold kæft, nogle tilbagestående idioter," siger jeg.
"Vi kører i en ørkenfarvet, sløringsnet-tildækket og billeformet vogn, der er
opkaldt efter en piratfisk," siger JP. "Hvordan tror du, vi ser ud for dem?"
"Måske tror de, at vi også er pyntet sådan for at skræmme drager," siger
Magleby.
Vi passerer noget, der kunne være en rasteplads. Hvid- og blåmalede
møgbeskidte bygninger med benzintanke foran. Et par forblæste palmer,
børn der leger. En knallert med tre mand på sædet og en lille dreng på
styret. En bus med så meget oppakning på taget, at det volumenmæssigt
fylder mere end selve bussen.
"Nogle gange står der ligefrem biler oven på busserne," fortæller JP.
"Så sparer de vel også benzinen," siger Lis og griner. Som den eneste.
Det er JP's anden udstationering i Afghanistan. For to år siden sad han 3 5
dage i Musa Qala og blev beskudt hver dag. Han nævner det aldrig, men det
behøver han heller ikke, hele hans attitude stråler langt væk af se mig, jeg
er krigshelt.
Ingen andre på vores viktor har været udstationeret før. JP har fået en ret
uerfaren deling, samlet er der kun fem af hans 30 mand, der tidligere har
været på mission.
49
Det var dog i Irak. Men fuck det, det ene lorteørkenland er vel lige så godt
som det andet.
På skærmen ser jeg, at vi har passeret benzintanken. Ved siden af den
ligger en anden benzintank. Og derefter følger endnu en.
"Der er ikke noget system i det," fortæller JP. "Man kan køre hundredvis af
kilometer uden at se en eneste tankstation, og så kommer der pludselig tre i
træk."
Skod, at løbe tør for benzin herude. Så må du gå 150 kilometer i 70 graders
direkte sol med en dunk, der eksploderer, inden du er nået halvvejs. Jeg
tænker igen tilbagestående, men jeg holder min kæft. Jeg gider ikke flere af
JP's kække irrettesættelser.
Langs med vejen ligger to mørkegrønne marker som grønne frimærker, der
er blevet tabt ned på et brunt tæppe. På denne tid af året er det majs, de
dyrker, men om foråret er det valmuer, opiumsplanter. Afghanistan står for
90 procent af verdens heroinproduktion. Hvad er det helt ærligt, vi er her
for at befri? Flere hjerneudblæsende stoffer til dem derhjemme.
Bag markerne ligger en compound. Det er sådan, afghanerne bor. De
bygger en mur rundt om deres grund for at holde ørken og ulve og fjender
ude. Jeg har set dem på billeder derhjemme, men i virkeligheden er det et
endnu mere trist syn. En diarréfarvet mur med geder foran.
Inden for muren har de huse, køkkenhave og løse dyr, og sikkert også
ludere og et casino, hvad fanden ved
50
jeg. Du kan ikke se ind, der kunne være hvad som helst bag muren. Den
eneste farve i alt det brune er compoundens port, som er falmet lyseblå.
Efter hvad vi har fået fortalt, kan der bo op til 100 mennesker i en
compound. De lever af opiumsmarkerne. Det giver selvfølgelig også bedre
afkast end hvede, som FN forsøger at få dem til at dyrke i stedet. Idiotisk,
hvem fanden vil bytte heroin ud med franskbrød?
I øvrigt er det Taleban, der aftager opiumen. Selvom aberne er imod dans,
læsning og kvinder, kan de skidegodt lide opium - det finansierer nemlig
kampen mod os. Altså mod os vantro hunde fra Vesten, som jo ugudeligt
tillader bøger, musik og kællinger, men som bare ikke lige er så vilde med
heroin.
Pointen er, at talebanerne bliver ret aggressive, hvis de ikke får deres
opium, og så er det goodbye compound og dermed også indbyggere indeni.
Derfor lader danskerne og briterne markerne være. Ingen grund til at få
civilbefolkningen nakket eller vendt imod os, hvis vi kan undgå det. Men
sådan ser amerikanerne det naturligvis ikke, de brænder marker af, som
det passer dem. Og så er det vel fucking lige meget, hvad vi gør.
Civilbefolkningen kan jo ikke se forskel på amerikanerne og på os. Vi er alle
sammen blege, iført blege uniformer.
Vi passerer yderligere et par marker. Det er utroligt, at der kan gro noget i
det tørre, brune helvede. Men de er dygtige landmænd, åbenbart. De
trækker vand op fra
51
undergrunden og laver kanaler mellem rækkerne af planter.
"Æder de bare majsen, eller hvad," spørger Lis over intercom'en.
Spørgsmålet har ingen adressat, men det er som altid JP, der svarer.
"Ja, men det er nok mest til foder," siger han. "Ved I for resten, hvordan
man udvinder opiumen fra valmuerne?"
Vi svarer ikke, men det har aldrig standset ham. Han er virkelig i sit es med
alt det nye omkring os, han kan fortælle om. Og nu er det altså
heroinproduktion, vi skal lære at kende. Måske så vi har et fag i baghånden,
når vi er færdige herude.
"Hver eneste valmue skal håndplejes," begynder han. "Man skærer fine snit
hele vejen rundt om blomstens hoved, så der løber væske ud. Når væsken
er tør, sidder der sådan et fint, hvidt pulver tilbage. Det er råopium, som
bliver viderebehandlet til heroin."
Hårdt arbejde at gå der og skære op og børste af dagen lang. Men på den
anden side går de og indånder det imens, så de hygger sig nok.
Vi drejer fra Highway 1 og ned på en grusvej. Den fører op til MOB Price,
Mobil Operation Base Price, 300 meter længere fremme. Det er herfra, alle
operationer i Helmand styres, og det er dem, de britiske signalfolk er med
for at kommunikere med, mens vi kører.
52
De melder klart forude, så vi fortsætter forbi basen uden at kigge ind til
kaffe.
Ligesom foran Bastion holder der rækker af jingletrucks uden for Prices
ydermur. En mand hopper ud af en slamsuger og vinker til os. Jeg zoomer
ind på hans enorme overskæg. ISAF flyver tusindvis af indere og
indonesere ind for at stå for rengøringen og andet forefaldent arbejde på de
store baser, herunder tømning af kogende festivaltoiletter. Amerikanerne
prøvede at lade lokalbefolkningen stå for den slags arbejde i Irak og lærte
på den hårde måde, selvmordsbomber-måden, at det er en dårlig idé. Så nu
henter de altid servicepersonalet langvejsfra. Og på den måde minder
lejrene utroligt meget om det derhjemme. Er alle rengøringskoner hjemme
ikke også importeret udefra?
Da vi har passeret Price, begynder ørkenen under os at blive mere ujævn.
Der er kun godt 50 kilometer mellem Bastion og Sandford, vores mål. Men
selv, hvis vi kunne køre i direkte fugleflugtslinje, ville turen tage over en
time, piranhaerne skyder en fart af omkring 40 over det puklede
ørkensand.
Vi kører forbi flere compounds. Små bjerge dukker op på min skærm, og
sandbakkerne bliver højere. Foran mig kan jeg se Lis få begejstring på over
at skulle køre i udfordrende terræn. Jeg er ikke helt så vild med det.
Kameraet er gyrostabiliseret, så mit skærmbillede er altid i vater, men min
krop er på englandsfærgen i stormvejr.
53
Luften i vognrummet og derfor også i min hals er tør som ørkenen udenfor.
"Så er vi snart hjemme," lyder det fra KC over det store net. "Klokken to."
Og det betyder selvfølgelig ikke, at vi er der klokken fjorten. Det betyder, at
du kigger ligeud og så drejer hovedet 45 grader til højre.
Jeg kan ikke se det, der er kun brunt, brunt og mere brunt på min skærm.
Længere ude i horisonten kan jeg ane bjerge. De ser næsten blå ud. Eller
måske er de bare en luftspejling i varmen.
Men så forcerer piranhaen endnu en bakketop, og jeg får øje på det. En
lysebrun compound-mur og pigtråd. Velkommen til Sandford, dit hjem de
næste seks måneder. Home, sweet war zone.
Før
Jeg drømmer om at flygte. Eller bare om at flytte hjemmefra. Men jeg ved
ikke hvorhen, før jeg står på sessionen og finder svaret. De tilbyder mig, at
jeg kan komme ind til ingeniørerne og blive i byen. Men jeg må længere
væk, så det bliver Slagelse og kamptropperne.
Det er kvælende at bo sammen med mor. Der er ingen luft. Militæret er
måske nok kæft, trit og retning,
54
men det er intet i forhold til at skulle besvare hendes spørgsmål altid.
Hvor har du været? Hvor skal du hen? Skal du ikke op i dag? Hvem var
det, der ringede? Er det dig, der har taget det sidste mælk? Hvorfor har
du ikke ringet hjem? Hvor var du i nat? Hvem er hende pigen, jeg så dig
med? Hvornår kommer du hjem? Skal du over til Rasmus? Kan du ikke
snart tage dig sammen? Hvad vil du i det hele taget med dit liv, Thor?
I hæren stiller de ingen spørgsmål, her vil jeg bare få svarene i form af
ordrer. Mød op der, puds det gevær, løb derhen. Jeg vil ikke tænke, ikke
føle, bare gøre, være, handle.
Derude
Sandford er en stor compound. Efter sigende en rig afghaners hjem.
Englænderne overtog den fra ham, og vi betaler leje for at være her.
Forhåbentlig ikke ret meget.
Navnet giver mening, for det er et fort af sand, men det er ikke derfor,
basen hedder det, fortæller JP, da vi er nogle hundrede meter derfra. Han
har også manglet noget at berette om, siden vi kørte fra Price. Der har kun
været sand de sidste tyve kilometer, sandbunker, sandbakker og
sandbjerge.
"Sandford er opkaldt efter en falden engelsk soldat,"
55
siger JP. "Ligesom Armadillo er opkaldt efter en falden dansk officer."
Det er den slags, der ville virke corny derhjemme, hvis du sad i sofaen med
en køleskabskold og så det i amerikanske film, men her virker det rigtigt,
ægte. Ærefuldt. Og måske også en smule ildevarslende, hvis du tænker for
meget over det, så det lader vi være med.
Vi kører ind gennem main gate en efter en, min skærm bliver sløret brun,
jeg slukker OHW'en. Lis og de andre kørere liner piranhaerne op på to
rækker, vi stiger af og trækker vores grej ud af viktorens sidenet.
Sandford-lejren er i to store dele omkranset af ydermuren, som er
compoundens mur, forstærket med betonblokke og Hesco-bastioner gitterindpakkede lysebrune sække fyldt med sand. Hver sæk er på størrelse
med et køleskab og kan tage en granat. De fleste beskyttelsesbunkere på
baserne herude er bare Hesco-vægge med Hesco ovenpå som tag. Kommer
der mortérangreb på lejren, søger du tilflugt der.
Men en mur af størknet mudder, gedelort og sandsække er med andre ord
det eneste, der adskiller os fra ørkenen, vinden og fjenden.
I den største halvdel af Sandford ligger dust ball'en. Det er her, vi nu står af
viktorerne, her hvor de skal holde, parate til at køre ud, hvis der er ballade.
Bag dust ball'en ligger et par bygninger for sig selv.
"Der bosætter 3. deling sig," siger deres fører Eriksen med en myndighed,
der ikke er til diskussion.
56
Og for at understrege det spytter han langspyt efter en tot tørt græs, der
kæmper for overlevelse op ad den ene mur. Spytklatten lander på sandet
femten centimeter foran græstotten.
I den anden halvdel af lejren, der er på størrelse med to fodboldbaner, skal
resten af os bo. 91 mænd og fem kvinder, samt en håndfuld englændere.
Lidt for sig selv nede i det ene hjørne af lejren bor en deling ANA'er,
soldater fra Afghan National Army.
Vi slæber grejet hen til indkvarteringen, smider det i en bunke og stiller op
til briefing. Bag os står et stenalter med et kors, det er feltpræstens kirke.
Foran os ligger en samling ... det ville være synd at kalde dem bygninger.
Lad os sige lerkasser. Kasserne er bygget af samme materiale som
ydermuren, mit hjem for de næste seks måneder består af støv og gedelort.
Bag lerkasserne står en snehvid container. Det er vores velfærdscontainer
med telefoner og internet. Et absurd syn, metalmoderniteter i det her hul.
Vi har internetporno og våben og ellers ingenting.
"Velkommen til Sandford," siger NK, næstkommanderende i Heimdal.
Han har sammen med en håndfuld af de andre stabsfolk i kompagniet
været her de sidste par uger for at blive sat grundigt ind i arbejdsgangen,
det er derfor, vi først ser ham nu.
Men vi kender ham selvfølgelig hjemmefra. Stikkende isblå øjne, stålgråt
hår, indbegrebet af en officer.
57
Og så kan han reparere alt fra kaffemaskiner til kampvogne.
"Sikkerheden her er forholdsvis god, så længe vi befinder os inden for
murene," siger han. "Der er ikke blevet skudt med mortérer eller granater
mod lejren, siden de danske styrker overtog den. Derfor behøver I ikke gå
rundt i fragveste og hjelme herinde, medmindre I da har lyst."
Det er som et signal, straks flår alle mand kampvesten op, krænger den
over den ene skulder og dumper den ved fødderne, fragvest og hjelm følger
samme vej. De to veste tilsammen vejer syv kilo, og så kommer udstyret
oveni. Inden under vestene har vi en CamelBak - en rygsæk fyldt med vand
- med et sugerør, der er hæftet fast til skulderen, så vi kan drikke med
begge hænder på karabinen. Den indeholder tre liter, yderligere tre kilo.
Så kommer ammunition, håndgranat, IFAK - det vil sige førstehjælpsudstyr
- og karabinen selvsagt. Det løber op i en samlet vægt på omkring femten
kilo. Oven i de 80 plus, de fleste af os er oppe på i forvejen.
NK fortsætter med at introducere lejren, mens bunken af udstyr vokser for
vores fødder.
"Når I er på vagt i sangaerne, skal I have sikkerhedsudstyr på. Det er sket,
at der er blevet skudt efter os deroppe."
Sangaerne er de fem vagttårne, der som på et hvilket som helst fort fra
vikingetiden og frem til i dag er placeret i hvert af de fire hjørner samt ved
main gate. Alverdens
58
moderne sporingsudstyr, scannere og alarmer kan stadig ikke afløse god
gammeldags brug dine øjne, soldat.
"Hvis de skyder, skyder de derfra."
NK peger mod øst, mod Green Zone.
Dengang jeg kun havde hørt om krigen i fjernsynet, troede jeg, at det var en
militær betegnelse, noget de brugte operativt - ligesom Demilitarised Zone.
Men i Helmand er det virkelig en grøn zone. Helmandfloden bugter sig
gennem ørkenen, og i et bælte på cirka 600-800 meter på hver side vokser
frodige grønne planter. Palmer og majs for det meste. Fra luften ligner
zonen en grøn slange på vej over en grusvej. Jeg har ikke fløjet over den, jeg
har bare set det på billeder.
"De her to vil vise jer indkvarteringen, vi mødes her igen 0930 til befaling
om morgendagens patrulje," siger NK og lægger sin hænder på skuldrene af
to stærkt solbrændte skæggede fyre i bar overkrop, shorts og sandaler.
De nikker til hilsen. De er fra Armadillo og ligner rigtige soldater.
Armadillo har lånt en deling ud for at tage vagten i Sandford, mens der er
skiftedag.
Jeg træder op på en forhøjning og ser over muren ned på det grønne. Vi er
ikke mere end 150 meter væk fra zonen. Der ligger et tydeligt hedelag over
hele området, fugten dernede skulle være voldsom. Resten af Afghanistan
har tør varme, men i Green Zone er det fugtig varme, kvælende.
59
Mellem det grønne kan jeg se huse, måske en moské, mennesker. Jeg følger
det grønne nordpå, vi kan ikke se til Armadillo, men basen ligger kun fem
kilometer længere fremme.
Green Zone er Talebans yngleområde. De folk, der har været herude før os,
har været i seriøse kampe nede i zonen. Dem, der ligger i Armadillo, går
patrulje i den stadig meget farlige del af zonen og er derfor konstant i
kampe dernede.
På sin vis er vi forkælede, vi skal som udgangspunkt kun patruljere uden
for zonen og hernede ud for Sandford, i de allerede sikrede områder, hvor
der er forholdsvis roligt.
"Lad være med at stå og glane deroppe," siger JP til mig. "Du ligner en
rødhåret skydeskive."
Jeg træder roligt ned fra forhøjningen igen. Faktisk, for at være helt ærlig,
en smule skuffet over at blive sendt i krig uden at blive sendt i krig.
Jeg og fem af de andre fra gruppen indretter os i noget, der formentlig har
været stald engang. En bygning på størrelse med en gennemsnitsgarage.
Ingen vinduer, kun en snæver døråbning uden dør. Mørket derinde sørger
for, at temperaturen er et par grader under det, den er udenfor.
Gulvet er stampet sand. Væggene og loftet er af brædder beklædt med halm
og ler, der drysser ned på os i
60
tørre flager, så jeg vælger at satse på, at murene virkelig kun består af ler og
ikke indeholder ét milligram fæces.
Langs med væggene står der i forvejen seks feltsenge fra sidste hold. Jeg
smider mit udstyr på sengen tættest på indgangen, mest luft, nemmest at
komme ud, hvis der kommer angreb på lejren. De andre træder ind i
stalden efter mig.
"Jeg tror, måske det er bedst, at jeg tager den seng," siger Johan.
"Øh, hvorfor det?"
"Måske skal jeg ud og ind, når I andre sover. Til briefing og den slags."
Jeg er ikke overbevist, men jeg vil heller ikke sige ham imod, han er trods
alt vores gruppefører, selvom han ikke er en specielt god en af slagsen. Han
er elendig til at tage styringen, han vil helst, at vi selv finder ud af det hele.
Hvis det ikke var for JP, ville det hele sikkert gå op i rundbordsdiskussion.
Formentlig havde han heller ikke selv planlagt at få kommandoen over otte
mand, dengang han begyndte i militæret, men hvorfor han så meldte sig til
sergentskolen, fatter jeg ikke. Inderst inde er han bare en bondeknøs fra
Fyn, som er vokset op med at skyde fasaner og krondyr. At tage herud og
jage talebaneraber må have føltes som den næste naturlige skydeøvelse.
Men han er flink, og selv hvis han ikke var, er det svært at hade en fynbo.
Han kan springe fra rigsdansk til syngende fynsk og tilbage igen på et
øjeblik. Vi har bedt
61
ham holde sig til det rigsdanske, for ordrer på fynsk kan ikke tages
alvorligt. Såe dræj'r due li'e ti'e høi're ne'e om hjørn't, oeg såe eer ild'n
eellers frie.
Jeg samler mine ting op fra Johans seng. I mellemtiden har de andre valgt
sengene op ad sidevæggene, så kun den længst inde i stalden er ledig,
naturligvis, den står op ad bagvæggen, så der er ingen plads omkring den.
"Hold kæft, hvor skal jeg bare wanke hernede i hjørnet," råber jeg, da jeg
dumper udstyret og tasken på sengen.
"Vi må have en spille-pik-politik," siger Holm med det samme.
Forenet latterbrøl. Der er gået to minutter, og vi føler os allerede hjemme.
"Kun når de andre sover," forslår Japan.
"Og kun hvis man tænker på Japans mor imens," råber Villadsen.
Ikke rigtig sjovt, men vi griner alligevel. Altid klassisk at inddrage nogens
mor.
"Jeg har en bordtennisbold, der stadig lugter af hende," siger Holm.
Ja, men min pik lugter stadig af din mor," svarer Japan rapt igen.
Men nu har din mor fået det, den kunne trække, så Japans kommentar
falder til jorden sammen med bunkerne af udstyr ud for vores senge.
Jeg har Japan mistænkt for at være misundelig på
62
Holms rolle som den sjove. Han forsøger konstant at komme med sjove
bemærkninger, men han er bare ikke sjov. Holm derimod kan holde
hovedet koldt og sige tingene helt tørt, det er derfor, det bliver sjovt.
Egentlig burde han være gruppefører, han har et godt overblik, men han er
ikke sergent. Til gengæld var der ingen tvivl om, at han skulle være
næstkommanderende i gruppen. Selv Japan gav sig uden diskussion.
Holm er den eneste i gruppen, der er i militæret med en plan. Han vil prøve
at komme ind på politiskolen, når han kommer hjem, og en udstationering
som soldat er gode point hos strisserne. Holm stammer ligesom mig fra en
skodby i Jylland, så politiet er en af de få veje ud for sådan nogle som os det fåtal, der har klaret sig igennem uden at opbygge en straffeattest.
"I skal lige hænge myggenettene op med det samme," siger Japan.
"Malariamyggene er pisse aggressive på den her tid af året, jeg har allerede
fået et myggestik."
"Det er ikke et myggestik, det er din pik," siger Holm.
Vi skriger af grin, Japan famler efter et comeback, men overgiver sig til
sidst og ler selv højest.
Malaria er bare en af de sygdomme, du kan få i Helmand. Lidelserne
starter på en almindelig omgang dysenteri, fortsætter til kolera og hepatitis
- både A og B - og slutter på god gammel stivkrampe. Vi er vaccineret mod
hele puljen og spiser malariapiller til morgenmaden.
63
"Hvad griner I af?"
Lis læner sig ind gennem døråbningen, skrævende ben, albuerne mod
muren på begge sider af åbningen. Kunne hun optage mere plads?
"Vi laver prygle-skema," svarer Villadsen.
"Årh, herregud, de par sekunder kan da ikke tage længe at fordele."
Hun brølgriner højt af sin egen kommentar. Så var der i hvert fald en, der
syntes, det var sjovt.
"Der er ikke meget plads, hva'," siger hun.
Som om vi ikke selv havde opdaget det.
"Vi er kun fem, men jeg tror, vores rum er noget større."
"Nå," svarer jeg og møver mig forbi hende ud i det fri.
Typisk, at tøserne får luksusindkvartering. Ligestilling mig i røven.
I forlængelse af vores stald ligger et tilsvarende rum, hvor JP, oskar,
Magleby og Fransi slår sig ned. Fransi træder ud derindefra og kører
hurtigt hånden over sin plyssede isse, så støvet står i en bue om hovedet på
ham. Villadsen springer ud fra vores stald og slår straks sin arm om
skulderen på Fransi. Han slæber Fransi med hen til mig, lægger den anden
arm om min skulder og trækker os tættere på sig, mens han hvisker,
temmelig højt, med et smørret grin.
"Vi laver sgu et gokkerum!"
"Af hvad?" spørger Fransi.
64
"Jeg så nogle brædder nede på dust ball'en, og så et trådnet og et par
sandsække. Vi skræller sgu bare en Hesco."
"Fordi det handler om at spille pik, så er du pludselig ingeniør," siger jeg.
"Ja, for det er vigtigt, det her. Det behøver ikke være stort. Det skal bare
være, så der er plads til store armbevægelser!"
Han knytter sin hånd foran mit bryst og rykker den op og ned et par gange,
så han får selv det døve publikum med på, hvad samtalen handler om.
"Og så må vi også sikre, at det ikke skvatter sammen, hvis man kommer til
at ramme en af siderne," fortsætter han.
"Hvis du også vil rundt og måle mundingshastigheder, må du klare den på
egen hånd. Bogstaveligt!"
Jeg vipper hans arm af min skulder for at understrege, at jeg mener det.
Men Fransi nikker langsomt.
"Jo, men det er et seriøst foretagende, man skal tage den slags gør-det-selvprojekter alvorligt," siger han.
"Ja, det er jo lige det, jeg siger. Det er en menneskeret at få en spiller!"
Villadsen nærmest råber det ud over lejren.
I det samme træder JP og oskar også ud fra deres indkvartering. JP smiler
overbærende til os og går hen mod samlingsstedet, men oskar bliver
stående med et begejstret ansigtsudtryk.
"Der skal hænge så mange patter i det gokkerum, at
65
du ved det," siger han: "Skide være med ansigter og fisser, dem klipper vi
fra, kun patter. Patter i loftet, patter på sædet, jeg siger dig, patter over det
hele, mand!"
Før
Jeg plejer at sige, at min far er død, når nogen spørger. Også selvom jeg
godt kan se, at ingen tror mig. Vi bor i en treværelses skodlejlighed i den
virkelig dårlige ende af byen, mor er skiftevis på fabrik og på kontanthjælp,
hvem fanden tror jeg, jeg narrer? Selvfølgelig er min far skredet. Alles
fædre er skredet.
I den del af byen, hvor vi bor, er der kun alkoholikere og perkere tilbage
hos deres familier. Dem, der har fundet en anden måde at flygte fra det
hele på, og dem, der allerede har flygtet nok i deres liv.
Min gjorde det, da jeg var fire. Han gad ikke engang sige, at han gik ned
efter smøger, han forsvandt bare fra den ene dag til den anden. Jeg tror, at
han måske ringede et års tid efter for at høre, hvordan vi havde det. Eller
også var det en anden, der ringede.
Men jeg forstår ham godt, jeg ville også flygte, hvis jeg kunne. Det her er en
sump. Den trækker mig ned, jeg drukner langsomt. Jeg ånder stadig, men
det er mekanisk, der er ikke noget liv bag vejrtrækningerne. Tilbage
66
er kun lyde og lugte. Lugten af hvidløg, vasketøj og spritterurin. Skrig og
skrål gennem væggen.
Inde ved siden af har gurkerfamilien fem unger, der hyler konstant. Selv
hvis jeg gad læse en bog for at blive klogere, hvis jeg gad forsøge at kæmpe
imod tabersystemet, havde jeg alligevel ingen muligheder for at
koncentrere mig.
Men jeg har mp3-afspiller og PlayStation. Jeg hører Rammstein og skyder
mig fri af det hele. Könnt ihr mich hören? Könnt ihr mich sehen? Könnt ihr
mich fühlen?
Derude
Vi kommer i kamp på vores første patrulje.
Vi er totalt uforberedte, overspændte, nervøse. Vi er dømt til at dumme os.
Så det gør vi selvfølgelig.
Villadsen og Japan griner fjoget af en joke, der ikke er rigtig sjov, mens vi
gør os klar til at køre. Lis hujer og slår hårdt til skroget på piranhaen.
Ligesom en fodboldmålmand, der sparker til stolperne inden kamp. For
held, sikkert. Overtro, sikke noget pis. Skifter hun heller ikke trusser?
JP giver os en peptalk.
"Hør her, drenge," siger han og ser direkte på Lis for at understrege, at det
også inkluderer hende.
67
Hun ser som altid ud, som om hun mener, hun har de største nosser i
gruppen.
"I kender rutinen, I har været igennem det her mange gange i træningen. I
skal bare stole på, at I har fået det vigtigste ind på rygmarven," siger JP.
Egentlig er dagens opgave ret enkel. Vi skal ikke andet end ind til Gereshk
by og kippe med flaget, som de siger. Vi skal vise vores tilstedeværelse, så
Taleban og de lokale indbyggere kan se, at vi er der, hele tiden.
Men vi når ikke engang ind til byen.
Vi kører seks piranhaer gennem ørkenen ad en temmelig stor omvej. Vi
kører aldrig den samme rute to gange, for så graver talebanerne IED'er ned
på den - Improvised Explosive Devises. Miner og vejsidebomber, der
udløses enten med pressure plates, altså ved, at du kører over dem, eller
også bliver de fjernudløst med en mobiltelefon. Det er derfor ikke altid det
forreste køretøj i en kolonne, der udløser den. På piranhaerne har vi af den
grund Electronic Counter Measure, ECM, som jammer mobilsignalerne.
Men det har aberne selvfølgelig luret, så nogle gange trækker de bare en
gammeldags ledning, og så sidder der en talebaner i en busk og udløser den
manuelt. Daltonbrødre-stil.
Ørkenen er temmelig bakket på den rute, vi har valgt, men piranhaerne
elsker det. De kaster sig op ad stigninger og knepper skråningerne, mens vi
danser inde i viktorerne. Men de skyder frem med okay fart.
68
Jomfru-adrenalinen i mine årer sætter ind ved synet af den tomme ørken
og de mørkegrønne majsmarker på min skærm. Jeg zoomer, fordi jeg kan.
Et æsel i udkanten af en mark. En afghaner foran en mur, en flok geder, der
græsser i den tørre ørkenbeplantning.
Vores delings tre piranhaer ligger bagerst i kolonnen denne gang. 2. deling
kører forrest sammen med NK fra det foregående hold. Han rejser hjem i
overmorgen, når han har vist os Gereshk.
Efter et kvarters kørsel melder 2. deling om en pickup, der nærmer sig i høj
fart fra øst. Jeg kan ikke se den på min skærm, min ordre er at dække mod
vest med mit TMG.
Vi fortsætter fremad, men sænker farten.
"Der er den," siger oskar på intercom'en. "Den ignorerer varselsskuddene."
"Ninenul, her er 5-2, holdt," siger 2. delings fører, Friis, over det store net.
Lis bremser øjeblikkeligt. Kolonnen holder stille, men jeg kan stadig intet
se.
"Come on, Friis, vi kan da ikke bare holde her," mumler JP til sig selv, men
den stemmestyrede telehjelm lader os være med på en lytter.
"Føling!"
Jeg hører råbet i hjelmen, en lettere panisk stemme, jeg har hørt den
kommando mange gange før i PLUT'en, jeg ved udmærket, hvad det
betyder, selvom jeg altid har ment, at det er en underlig betegnelse, for
69
det lyder snarere som noget rart, jeg ville klart have valgt et andet ord selv,
og måske er det derfor, men der går i hvert fald lige et par sekunder, før
betydningen synker ind. De fucking skyder på os.
Jeg kan ingenting se og ingenting høre. På skærmen foran mig er der stadig
kun sand. Og bag mig skyder talebanaberne raketter efter den
konservesdåse, jeg sidder i.
"Føling, føling, vent, slut," stemmen er myndig, men ikke en, jeg kan
genkende.
Jeg gætter på, at det er NK fra vores forgængeres hold.
"Ninenul til alle, kampformation."
"Kører, fremad," siger JP.
Lis sætter i bak.
"Fremad," råber JP straks.
Hun bremser hårdt, Villadsens hoved banker ind i ryggen på mit sæde.
"Hvad fanden laver I," lyder Laus stemme over det lille net.
Han er vognkommandør på den viktor, der kører lige bag os, som vi må
have været centimeter fra at banke ind i.
Lis skifter febrilsk gear. Viktoren nærmest hopper frem.
"Venstre," siger JP.
Det er egentlig overflødigt at sige det, for vi har trænet den her formation
mange gange, men han tager
70
øjensynligt ingen chancer med Lis. I kampformation ligger piranhanerne
på linje med siden til hinanden i stedet for i kolonne. Så kan vi alle skyde
fremad med TMG'erne. Jeg retter OHW'en, så den peger frem, men der er
stadig intet at se på skærmen.
"Ilden er fri," lyder det på det store net.
Vi må skyde. Men på hvad?
Jeg ved ikke, hvor længe der går. Måske ti sekunder, måske tre minutter,
men så hører jeg en TMG sætte ind.
"De er uden for skudvidde," siger oskar i intercom'en.
TMG'erne har en rækkevidde på 2200 meter, så hvis de er så langt væk, er
de ufarlige. Aberne har ingen våben, der kan skyde så langt. Deres
foretrukne våben, RPG, Rocket Propelled Grenade, en skulderbåren
granatkaster kan max skyde 1000 meter på en god dag. I medvind.
En lille støvsky dukker op helt ude til højre på skærmen. Det må være
pickuppen. Pludselig ved jeg ikke, hvad det er meningen, jeg skal gøre. Skal
jeg bare krænge TMG'et hårdt til siden og fyre løs?
"Skal jeg skyde?"
Jeg råber til JP på intercom'en. Tror jeg.
"Ilden er fri," lyder svaret hårdt fra NK.
Over det store net.
Men jeg har ingen mulighed for at ramme noget alligevel, jeg zoomer, men
skyen er for langt væk. Så hvorfor spørger du?
71
"Thor, hvad har du gang i," siger JP.
Jeg svarer ikke, det virker ikke som et spørgsmål.
På skærmen danser støvskyen i det fjerne, jeg kan lige ane pickuppen inde i
den, når jeg zoomer helt ind. To mørkklædte personer sidder på
forsæderne. De leger med os. De er arrogant sikre på at være uden for vores
skudvidde, og nu driller de bare. Så kan vi holde her som dumme får, mens
de kører frem og tilbage og griner af os.
"Vi er nødt til at rykke frem, hvis vi skal kunne ramme dem," siger Lis i
intercom'en.
"Vi holder formationen," siger JP.
"Men det er jo latterligt," siger hun.
"Nu lukker I fucking røven," svarer JP.
I det samme letter pickuppen på skærmen foran mig. Den flyver halvanden
meter lodret op i luften, støv og sten står op i kaskader rundt om den, så
slår den en klodset kolbøtte, lander på siden og kurer et par meter i sandet.
"Ha," griner jeg højt.
"Hvad nu," siger JP.
"De kørte sgu på en IED," siger jeg.
"Ha, kæmpeidioter," siger oskar. "De kørte på deres eget lort."
Pickuppens tag har front mod os, men jeg kan ikke se dens passagerer på
skærmen.
"Ninenul, her er 6-5, vi returnerer," lyder det fra NK over det store net.
Stemmen er rolig igen.
72
"1-5 modtaget, slut," svarer JP og skifter til intercom'en:
"Kører fremad."
Denne gang har Lis ikke problemer med gearene og drejer roligt viktoren
rundt og lægger den efter 1 viktor. Vi kører fremad mod vraget af
pickuppen og danner kolonne igen. Efter en halv kilometer svinger
kolonnen skarpt til venstre for at følge sit eget spor hjem til Sandford.
Vraget er ud for min position, så jeg zoomer helt ind på det og får øje på de
to døde mænd. Jeg har aldrig set døde mennesker før. Den ene sidder
stadig på passagersædet, som om pickuppen bare havde lagt sig på siden.
Men føreren ligger en meter fra pickuppen på ryggen med hovedet i en
vinkel, du aldrig ville vælge i levende live.
Han har ikke noget ansigt.
Jeg stirrer på det blodige hul, hvor det skulle have været. Et fragment har
ramt ham lige i masken. Blodet har dannet en gigantisk pøl i sandet under
hovedet. Han ligner en rød blækklat.
Piranhaen svinger, og jeg ser igen på en tom ørken.
Før
Præsten er en kvinde. Hun taler længe om Kenneth. Fortæller indfølende
om, hvordan han arbejdede hårdt
73
for at blive en god murersvend. En flink dreng, der hjalp sin mor
derhjemme. En rigtig kammerat, der altid var der for sine venner og sine
søstre.
Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede af ham. Kenneth var doven,
han sov bagbranderter ud i firmabilen, hvis mester var ufornuftig nok til at
sende ham alene ud på opgave, og han blærede sig med det bagefter. Han
kunne ikke kende forskel på en vaskemaskine og en mælkekarton, han stjal
penge fra sine søstre, og han røvrendte uden at blinke sine venner, hvis han
fik chancen for at få pikken indenfor hos deres piger.
Det eneste tilnærmelsesvis imponerende ved Kenneth var, at han formåede
at få sin lorteøse op over 150 i timen.
Det var en spand af en Opel, han havde skilt ad så mange gange, at det var
utroligt, at den stadig hang sammen - den ene dør var godt nok svejset på
og kunne ikke åbnes, men der var tre andre, vi kunne kravle ind ad, så det
gik fint.
Ved et rent tilfælde var hverken Ras eller jeg kravlet ind ad dørene den nat.
Vi var blevet dødtrætte af at høre Kenneth køre løs med historien om
dengang, han først knaldede en pige i røven og dernæst fik et blowjob af
hende. Velbekomme.
Så vi tog en taxa hjem. Åndssvage 200 kroner at bruge på at komme hjem,
men alligevel nok nogle af de bedste penge, vi nogensinde har givet ud. De
skrællede ham af et træ fire timer senere.
74
Vi synger en salme. Vi rejser os. Herren velsigne dig og bevare dig. Herren
lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt
imod dig og give dig fred. Vi sætter os igen. Kenneth ville hashfnise over
højtideligheden, hvis han havde været her. Men begravelser er ikke for de
døde, de er for de levende.
Orglet spiller Om lidt bliver her stille, mens de bærer kisten ud, og jeg
håber, at det er et løfte, orglet så også har tænkt sig at indfri.
Det er min femte begravelse, jeg er sytten år gammel.
Morfars lever satte ud, da jeg var tolv, og så gav mormor op ikke engang et
år efter. En af mine klassekammerater bakkede sig selv over med en traktor
i 7. Han havde glemt at trække håndbremsen, så den begyndte at trille, lige
da han gik bagom - åbenbart med hovedet under armen, indeholdende en
limsniffer-hjerne med en lav, indavlet IQ.
Et par år senere sad en anden klassekammerat i en stjålet bil, som hans
storebror kørte af vejen en isglat nat. Og Kenneths skæbne blev altså
kombinationen af E og egetræ.
Kenneths mor spurgte mig og Ras, om vi ville bære kisten. Hun havde
åbenbart svært ved at finde mænd nok i sin egen omgangskreds. Ras kunne
ikke finde en grund til at sige nej, jeg havde mange. Så gode venner var vi
heller ikke. Desuden var jeg bange for, at jeg ville give slip, ikke ved et
uheld, men med vilje. Bare for at se,
75
hvad der ville ske. Kisten ville ryge på jorden, Kenneths lig ville trille ud,
helt blodigt og gråt. Alle ville skrige.
Ras går næstbagerst, jeg kender ingen af de andre bærere. Den ene af de to
forreste er omkring 40. Rødsprængte øjne, sænkede skuldre, sammenbidte
tænder. Jeg gætter på, at det er Kenneths far.
Så kunne han være her.
Derude
Vi stiger af piranhaerne inde i dust ball'en. Tre mand fra 3. deling slentrer
imod os fra deres ende af lejren. De er iført sikkerhedsudstyr og bærer
deres karabiner, formentlig har de været ude for at skydetræne. De ser
undrende på os.
"Er I allerede tilbage?"
"Som I ser," svarer Japan.
"Føling," forklarer Holm.
De nikker, tydeligvis imponerede.
"Var I i kamp," spørger den ene.
"De fyrede en RPG mod os," siger Japan. "Så vi besvarede ilden."
Ja, den er god, vi gjorde ikke en skid. Men der er jo ingen grund til at
ødelægge en god historie.
"Vildt, fik I ram på dem?"
"Nej, de fik ram på sig selv," griner Holm.
76
"De endte som fucking kødkonfetti, mand," siger oskar.
JP tramper over til NK. Hans gestik signalerer Hvad fanden var det? NK
trækker på skuldrene. Det var Taleban.
JP, NK og 2. delings fører, Friis, skridter hurtigt op mod føringscentret,
som vi her i Sandford omtaler som Haciendaen. Fordi det ligner en spansk
hacienda. Det er en udestue af træ, bygget på opholdsrummet, med
halmtag og bjælker, som vi har suppleret med sløringsnet. To piranhaer
udgør Haciendaens væg ud mod lejren. De er indrettet som kontorer, når
de holder herinde i lejren. Der står radio, computere og den slags udstyr,
du fører krig med i dag. I en trækasse ligger der et hav af kort pakket ind i
plast, så noget er stadig helt old school.
Fodtudserne følger efter officererne op mod indkvarteringen. Inden de går
ind i lejren, fjerner de magasinerne fra karabinerne, samt den bønne, der
sidder i kammeret. Holm er overlegen til den finte, han lægger karabinen
på siden, trykker, så bønnen flyver ud af kammeret og en meter op i luften.
Han griber den med venstre hånd og går fløjtende videre. Japan forsøger
det samme og må bukke sig ned i sandet og rode efter bønnen.
Jeg kravler op på taget af piranhaen og gør TMG'et rent. Magleby er
allerede i gang med at feje støv ud af vognrummet, Lis sidder med hovedet
nede i motoren.
77
Vi skal gennemgå og rengøre piranhaen, hver gang vi har været ude. Det
tager en time.
Bagefter går jeg den lange vej tilbage til vores stald, rundt om bygningerne i
midten af lejren og passerer Haciendaen. De diskuterer derinde, kan jeg se
gennem nettet, men det er ikke højt nok til, at jeg kan høre det. Officererne
lærer formentlig som det første, at de skal forsøge at beherske
temperamentet herude. Der er ikke noget mere urovækkende for et
mandskab end en overordnet, der mister kontrollen over sig selv. Hvad har
han så styr på?
Japan, Villadsen og Fransi har slået sig ned uden for vores stald. Hos 1.1,
der er indkvarteret ved siden af os, har de flikket en bænk sammen af
brædder og noget Hesco og har lavet et bord af et par europaller, og de har
også hængt sløringsnet op for at skygge for solen. Foran vores
indkvartering har vi bare en skyggeløs sandbunke, klapstole og tomme
ammunitionskasser til at stille vores ting på.
Klokken er over fem, og temperaturen er dalet fra sit hidsige maksimum, så
det kan godt lade sig gøre at sidde i solen uden at få svedet huden af. Japan,
Villadsen og Fransi har smidt alt tøj på nær underbukser. De sidder
tilbagelænede i stolene med karabinerne ved fødderne og en vandflaske i
skødet. Som om de er på bevæbnet badeferie. Et ømt syn.
Der er ingen regler om uniformering i Sandford. Det er vores base, så vi
laver selv reglerne. Inde i Bastion og
78
Price, hvor englænderne bestemmer, skal vi have lange bukser og T-shirt
på. Den eneste regel her er, at vi skal have fodtøj på, og det er ikke så meget
en regel, som det er for at undgå at jokke på en skorpion.
"Hvor er Johan?" spørger jeg.
De trækker på skuldrene. Jeg går ud for at finde ham. Han må da vide,
hvad det er meningen, vi skal gøre nu.
Han er ikke i køkkenet eller ved velfærdscontaineren. Heller ikke på nogen
af lokummerne. Jeg stikker hovedet ind til pigerne. Lis står op ad væggen
og taler med Randi, der sidder på en af sengene. Pigerne bor i en bunker af
Hesco, hvor der er højere til loftet og mere plads mellem sengene end inde
hos os. Men de har ligesom os hængt tæpper og myggenet rundt om hver
seng - for at holde myggene væk, selvfølgelig, men lige så meget for at
skaffe sig bare lidt privatliv.
"Har I hørt noget," spørger jeg.
"Der er vel debrief om lidt," siger Lis.
"I har ikke set Johan, så?"
De ryster på hovedet.
"Det var Randis gruppe, der skød," fortæller Lis af en eller anden grund.
"Nå. Hvordan var det?"
"Jeg sad inde i viktoren, jeg kunne ikke se en skid," svarer hun.
Som om det var et åndssvagt spørgsmål at stille.
"Klart," siger jeg og går.
Jeg kan ellers godt lide Randi. Hun har halvlangt hår,
79
de andre piger er korthårede, det vil sige, at Lis er vel nærmest
karseklippet. Og Randi smiler indimellem, de andre piger gør et stort
nummer ud af ikke at virke tilgængelige. Jeg gætter på, at de helst vil være
fri for at blive lagt an på. Men Lis er den eneste, der har meldt ud, at hun er
lesbisk. Som om nogen var i tvivl.
Jeg går tilbage forbi Haciendaen igen, den er tom nu. Jeg får endelig øje på
Johan, han er på vej den anden vej rundt om bygningerne, hvor jeg lige
kom fra.
Johan," råber jeg. "Hvad sker der?"
"Debrief," siger han og peger tilbage mod samlingspladsen bag vores stald.
Jeg går derhen i dobbelttempo. JP, Friis, NK og KC står med front til ud for
1.3's logi. Deres bygning er i to planer, men de sover kun i stueplanet. Oven
over dem ligger Sangar 1, hvorfra vi kan overvåge Green Zone.
Beck fra 3. deling sidder uden for bygningen i fuldt udstyr. 3. deling har
vagttjansen i lejren, så han sidder og venter på at skulle afløse oppe i
sangaren.
2. deling og min deling er trukket frem og står i halvcirkel foran vores
overordnede. Fransi, Japan og Villadsen har trukket T-shirts på, men de er
stadig bukseløse.
KC indleder.
"Vi tager en hurtig debriefing samlet, og så tager hver deling en længere en
hver for sig."
Det er omvendt rækkefølge. Normalt begynder du med en debrief i
delingen, og så tager vi den store.
Johan, Lis og Randi slutter sig til os.
80
"Det var mildt sagt lidt af en overraskelse, det der skete derude," overtager
NK: "Vi har ingen meldinger fået om, at Taleban skulle være på krigsstien,
og vi ved ærligt talt ikke, hvor de kom fra."
Vi aflytter naturligvis Talebans kommunikation. Det vil sige, at det sidder
der en Electronic Warfare-stab inde i Price og gør sammen med lokale
tolke, vi får bare et sammendrag af, hvad de taler om, hvis det vedrører os hvis de for eksempel snakker om et mortérangreb mod Sandford.
"Det virkede som en lidt uplanlagt affære fra deres side, og vi tror, at det
var et spontant angreb, fordi chancen bød sig," siger NK. "Lektien, vi lærte i
dag, er ikke at afvente. De skal ikke have mulighed for at affyre deres
våben. Vores Rules Of Engagement tillader, at vi åbner ild, hvis blot der er
tegn på, at de har tænkt sig at angribe. Og det er min fejl. Jeg skulle have
givet ordre til at åbne ild tidligere," siger han og rømmer sig.
"Var det en RPG, de skød med," hvisker Villadsen.
"Ja, Randis gruppe så raketten detonere ude i ørkenen," svarer Lis.
"Under alle omstændigheder løste vi opgaven tilfredsstillende," fortsætter
NK. "Og nu er I vist klar over, hvad det handler om herude."
Der breder sig en lettet latter. Vores briefinger er aldrig særligt formelle,
alle holder kæft, når de overordnede taler, og på den måde behøver det ikke
være kæfttrit-og-retning hele tiden.
81
"Nogen spørgsmål?"
"Ved I, hvor stor den IED, de kørte på, var?" spørger en fra 2. deling.
Et åndssvagt spørgsmål. Hvor fanden skulle de vide det fra? Men NK
vælger at svare, som om spørgsmålet er helt på sin plads.
"Det er svært at sige, men jeg tror ikke, det var en af deres egne. Det har
formentlig været en gammel russisk pansermine, så jeg vil gætte på
omkring seks kilo."
"Hvor stor skade ville den have gjort på en piranha?" spørger en af kørerne
fra 2. deling.
"Igen er det svært at sige, men den størrelsesorden mener jeg nok, de skulle
klare uden de store problemer," siger NK.
"Er der risiko for, at de angriber på samme måde igen?" spørger Japan.
"Vi afventer efterretningerne fra Price, men jeg tror godt, vi kan regne med,
at det var en engangsforeteelse," svarer KC. "Næste patrulje kører ud i
morgen, og hvordan vi forholder os til situationen der, ser vi på i morgen."
Det er klart, at de vil ud allerede i morgen, det er vigtigt, at vi viser, at vi
ikke lader os skræmme af de skide skydegale aber.
"Flere spørgsmål?"
KC ser rundt mellem os, 68 soldater hjemvendt fra deres ilddåb, ingen af os
siger noget. Vi klarede ikke skærene specielt godt, det ved vi udmærket.
82
"Udmærket. JP og Friis, I tager bare over," siger KC.
Han og NK skridter direkte ind mellem os, vi trækker til hver side og skaber
vej for dem. Jeg ser efter dem, af en eller anden grund har jeg ikke lyst til at
se på JP.
Far er ikke vred, far er ...
Før
"Kan du for helvede ikke tage en lille smule ansvar selv en gang imellem?"
Mor står i døren, halogenspottene ude fra gangen oplyser hende bagfra.
Ikke som en glorie.
"Gider du svare?"
Hun snerrer nu. Tonelejet før hun når til at råbe.
"Jo-jo," mumler jeg.
Jeg ligger på maven i sengen med overkroppen drejet i hendes retning.
Røde tal lyser op fra natbordet. 12.23. Torsdag over middag. Vi har engelsk
nu.
"Det er fan'me fjerde gang i den her måned, Thor."
Nu råber hun.
"Og?"
Ligegyldigt, ligeglad.
"Jeg gider ikke mere, siger hun: "Det koster mig alle mine pauser at skulle
ringe hjem hele tiden og holde øje med dig, jeg gider det simpelthen ikke."
Hun er på skiftehold, møder ind klokken fire, går
83
klokken tolv. Jeg møder klokken otte de fleste morgener og skal selv stå op,
finde morgenmad og tage i skole. Indimellem, som i dag, gider jeg bare
ikke. Det fatter hun selvfølgelig ikke.
Hun mener, at skolen er vigtig. Det er sgu let sagt, når hun selv droppede
den efter 9.
"Det må blive din egen sag," siger hun træt. "Jeg giver op!"
Hun træder ud i gangen og smækker min dør efter sig. Mit vækkeur falder
ned på gulvet. Det lyder, som om det går i stykker.
Så kommer jeg nok heller ikke op i morgen.
Derude
Vi har samlet os i skyggen på terrassen ud for 1.1's indkvartering, nogle
sidder på bænken, andre står. JP indleder.
"Hvordan har I det?"
Ingen svarer med det samme. Vi skæver rundt til hinanden. Holm har
fundet et myggestik på hånden, der skal kradses hårdt til blods.
"Det var sgu lidt en brat start," siger Malling fra 1.3 så.
Han er skytte på deres piranha, den Lis var lige ved at brage ind i.
84
"Ja, vi er nødt til at være oppe på tæerne herude," siger JP. "Hele tiden."
Hvorfor kigger han på mig imens?
"Det var sat'me ledt at sidde inde i vognrummet og ikke ane, hvad der
foregik," siger Hermansen fra 1.3.
Flere af de andre mumler bekræftende. Fodtudserne har ikke telehjelme på
og har ikke anet, hvad der foregik.
"Udsigten fra kørersædet var fan'me heller ikke ligefrem fantastisk," siger
Lis.
Køreren på piranhaen kører neddykket, hvilket vil sige, at hun sidder nede i
konservesdåsen og ser landskabet udenfor gennem en form for periskop. Så
hun har heller ikke kunnet se ret meget af, hvad der foregik.
JP nikker bare. Det er tilsyneladende hans strategi. Lade os få lettet hjertet
og så slagte det bagefter. Jeg siger ikke noget.
"Som NK sagde, blev opgaven løst tilfredsstillende, og det er sandt, ingen
kom noget til. Men i mine øjne var det nu mere end bare danskerheld."
Vi, danskerne, har ry for at være fulgt af et særligt held herude. De seneste
hold har befundet sig i situationer, der burde havde kostet adskillige liv,
men er sluppet væk med mindre skrammer. Lucky as a Dane, siger de
andre nationers soldater.
Men held? Er det ikke bare et andet ord for tilfælde?
"Vi var fuldt ud i stand til at klare situationen, og det gjorde vi! Min
personlige vurdering er, at Taleban stadig ikke har forstået, at de skal holde
sig væk fra piranhaerne.
85
At de troede, at det ville give noget at lægge sig i sikker afstand af vores
TMG'er viser bare, at de ikke alle sammen har lige meget omløb i hovedet."
Han smiler og ser sig rundt. Venter på flere spørgsmål, men alle er tavse.
"Så har jeg ikke mere," siger han.
1.3 lunter ned mod deres logi, vi trækker over til vores. Var det alt?
Selvfølgelig lavede vi ikke rigtigt noget derude, vi holdt bare og gloede. 2.
deling var dagens helte. Især 2.2, Randis gruppe, det var dem, der skød
mod pickuppen. Ingen i vores deling nåede at affyre et eneste skud.
JP følger efter os hen til stalden.
"Sæt jer lige ned," siger han.
Vi parerer ordre. Fransi, Villadsen og Japan falder ned i stolene igen,
Johan, Holm, Nik og Magleby stiller sig op mod muren, Lis og jeg sætter os
på ammunitionskasserne. Ikke videre behageligt, det føles som at sidde på
legoklodser.
oskar trisser hen bag JP for at understrege, at han ikke er rigtigt med i
gruppen af fjolser.
"For det første ser jeg gerne, at I venter med at iføre jer sommertøjet, til
efter vi har debriefet," begynder JP og ser på de tre par bare ben foran sig
"Vi kunne have været nødt til at tage af sted igen med kort varsel, patruljen
kunne være blevet genoptaget. I skal sørge for at være forberedte på det,
indtil I får anden besked."
Japan sparker et par gange til en usynlig sandklump.
86
"Forstået," mumler de i kor bag mig.
"For det andet så var tonen en smule ... hård derude i dag. Det beklager jeg
fra min side," fortsætter JP "Men vi blev alle sammen taget på sengen, og i
den situation ryger der uovervejede ord ud, det må man tage med. Når det
er sagt, er det fuldstændig uacceptabelt, jeg gentager uacceptabelt, at nogen
går uden om mig og henvender sig til 6!"
Han ser direkte på mig. Jeg forsøger at holde hans blik, mens alt i mig
skriger, at jeg bare skal slå blikket ned.
"Det var et uheld, at jeg kom til at sende ud over det store net, min finger
ramte forkert på hjelmen, det beklager jeg, " siger jeg så for at få ham til at
holde op med at stirre på mig.
Men JP betragter mig yderligere et par sekunder.
"Uheld? Det kan vi ikke rigtigt bruge til noget derude," siger han og nikker
ud mod ørkenen. "Kan vi?"
"Nej," mumler jeg.
"Hvis det ikke er blevet klart for jer nu, så lad mig lige understrege det en
ekstra gang. Det her er ikke et sted, hvor man må begå fejl, overhovedet!"
Han bliver ved med at se på mig, mens han taler. Så ender jeg altså med at
ligne den største idiot i kompagniet. Men hvad med Lis, det var sgu da
hende, der fjumrede løs med gearene som en kælling.
"Godt. I kan holde fri indtil i nat, så bytter I med 3. deling og tager
vagttjansen."
87
"Så vi skal ikke på patrulje i morgen," spørger Johan.
"Nej, I bliver her og passer på lejren," svarer JP. "Se at få sovet lidt, I skal
tidligt op."
Han vender sig om og går tilbage mod Haciendaen. Vi bliver siddende et
øjeblik.
"Lort," hvisker Lis.
"Jep," svarer Johan.
"Pæne ben ellers," siger Holm.
For at slippe lidt væk går jeg ned til den hvide velfærdscontainer. Jeg
tjekker mailen. Der er ikke kommet noget, jeg logger af og sætter mig ved
telefonen i stedet. Trykker mors nummer. Jeg gider egentlig ikke, men jeg
har lovet det.
Hun svarer ikke, jeg får den mekaniske stemme i røret, der fortæller, at jeg
kan lægge en besked. Jeg lægger på i stedet. Kigger på uret, den er 15.20
derhjemme, hun møder først klokken 16. Jeg prøver igen, hun tager den
efter to ring.
"Det' Vibeke," svarer hun.
"Hej, det er mig."
"Thor! Jeg nåede den ikke, den lå ude i køkkenet under min taske,"
undskylder hun.
"Det er okay. Jeg ville ..."
"Og der står bare hemmeligt nummer på skærmen, så jeg kan heller ikke
se, at det er dig, der ringer."
Hun er ekspert i at smide ligegyldige kommentarer ind i en samtale. Jeg
prøver at finde noget at sige, men
88
det er heldigvis ikke nødvendigt, hun slår straks over i sin sædvanlige
spørgestorm.
"Hvordan har du det? Er det hårdt? Kan du blive ved med at klare varmen?
Er det overhovedet til at sove om natten? Får du nok at spise?"
Der er en smule forsinkelse på forbindelsen, som gør det svært at føre en
samtale, fordi du er nødt til at holde en pause for at tjekke, om den anden
er ved at sige noget. Mor fatter det ikke, hun plaprer løs uden ophold.
"Jeg så et indslag i Nyhederne med ham der ... årh, hvad er det nu, han
hedder, ham, der altid rapporterer dernedefra? Nå, det er også lige meget.
Det handlede om felthospitalet, om hvad det er for nogle ting, de behandler
der. Det var altså ikke rart at se."
Hvorfor slukkede du så ikke?
"Nej, det er ..." svarer jeg.
"De kan jo ikke gøre særlig meget, hvis folk kommer ind uden arme og
ben."
Hun tier, som om hun har stillet et spørgsmål, hun for en gangs skyld vil
have svar på. Lige nu kunne jeg godt bruge, at der blev minimize.
"Tantholdt hedder han."
"Hvad?"
"Ham fra TV2."
"Okay ... hør mor, jeg bliver nok nødt til at løbe nu, der er andre, der gerne
vil bruge telefonen."
"Det er så kort tid, man har dig," hun ler lidt tørt.
89
"Det var godt, du ringede, det er så dejligt at høre fra dig. Du passer på dig
selv, ik'år?"
"Selvfølgelig. Vi tales ved, mor."
"Hej, min ven."
Jeg lægger på. Der er ingen i kø til telefonen. Jeg går hen for at spise.
Maden skal vi selv lave. Det kræver ikke de store evner i et køkken,
opskrifterne er simple: Du tager en feltration, åbner den, fisker en foliepose
frem og smider den i en gryde kogende vand et par minutter. Så er der
serveret.
Vi spiser norske, engelske og amerikanske feltrationer. De danske duer ikke
herude, de indeholder rugbrød og smør, som ikke spiller skidegodt
sammen med 50 grader og sand. De to seneste krige, Danmark har
medvirket i, er foregået i ørkenlande, men feltrationen er stadig designet til
Dybbøl Banke. Dansk militær i en nøddeskal.
Den første aften greb jeg en tilfældig feltration, varmede, åbnede og spiste
indholdet med plastikske direkte fra posen - vi har ingen tallerkner, det er
nemmest og mere hygiejnisk at spise direkte af indpakningen. Det smagte
ækelt, som indtørrede våde rejeskaller vendt i bræk. Jeg kunne se på de
andre, at de heller ikke var begejstrede, men samtidig var jeg tydeligvis den
eneste, der spiste noget, der lugtede fiskeagtigt. Jeg havde begået en
kæmpefejl ved at tage en norsk feltration. Posen indeholdt klipfisk i egen
slam.
90
Der er heldigvis andre poser med noget, der smager lidt bedre, finder jeg
ud af. Skipperlabskovs, kødsovs, karrygryde. Jeg noterer mig farverne på
dem, så jeg kan holde mig til dem fremover. Efter en uge har vi en stor
kasse med den norske fiskegryde stående i hjørnet.
Vores deling indretter et fælles spise- og opholdsrum i en tom bygning. Det
tidligere hold har efterladt et par sofaer - eller også er det afghanerne før
dem, der har efterladt møblerne. De lugter i hvert fald sådan. Men vi
smider et par tæpper over, og så er det opholdsrum.
Vi indretter køkkenet med to gasblus og kasser med feltrationer, som vi
åbner og fordeler efter indhold, så vi kan lære, hvor de står, og finde det i
halvmørket. Tættest på gasblussene stiller vi kassen, der indeholder
portionsposer med instant kaffepulver. Så har vi altid det vigtigste lige ved
hånden.
Udenfor er der ikke meget lys, når mørket først er faldet på. Indenfor har vi
lyskæder med pærer, der nærmest trækker mere lys ud af rummet, end de
tilføjer. Vi går med pandelygter for at kunne orientere os efter klokken
seks, hvor solen går ned, eller hvis vi er oppe om natten. På vagt eller på
lokum.
Vi kan ikke engang skide i mørke, for vi skal skide i plastikposer. Vi har
ingen sanitære faciliteter herude, så det er den eneste hygiejnemæssigt
forsvarlige måde at skaffe os af med lortet på. Jeg vidste det godt
hjemmefra, men jeg var alligevel ikke helt forberedt på, hvor absurd det
ville føles. Du sætter en sort affaldspose på brættet
91
under dig, gør dine ting, og når du er færdig, binder du knude på posen og
går ud med skraldet. Posen smider du i en container - helst uden at ramme
det overklippede gitter, containeren er lavet af, ellers kan der gå hul på
posen, og så breder hyggen sig.
Når vi skal pisse, går vi hen til de rør, der hist og her er stukket ned i sandet
langs med muren. Hurtigt og effektivt. Og dem kan du sagtens finde i
mørke, bare følg stanken.
Pigerne har indrettet deres eget lokum. De har fået fingre i et par Hescobastioner og bygget et lukket pigetoilet med ståltråds-papkassedør. Jeg har
ikke været derinde, men de har, efter hvad Lis fortæller, pyntet væggene
med udklippede Se & Hør-mænd. Hyggeligt skideselskab. Men helt sikkert
hyggeligere end hos os, for vi skider i flok. Lokummet består af tre sæder
ved siden af hinanden uden en skillevæg imellem, så om morgenen sidder
vi tre på række og forsøger at klemme feltrationer ud igen. På den måde
kan du selvfølgelig også aflure de andres poseteknik.
Efter en feltration karrysnask prøver jeg at sove. Det er umuligt, klokken er
kun otte. Jeg skal møde på min første vagt om seks timer.
Hver deling har vagttjansen i 24 timer, vores deling overtager den fra 3.
deling efter planen. Men det passer nok også KC fint, at vi ikke skal med på
patrulje i morgen. Vi har kun bevist, at vi kan finde ud af at gå i panik.
92
Nik og Holm ligger i sengene tættest på min. Nik snorker og er
pisseligeglad med, at du kaster ting efter ham eller sparker til hans seng,
han sover fra alt. Det er en blandet gave på mission: På den ene side er der
mange fremmede lyde, og hvis du vågner hver gang, får du aldrig sovet, på
den anden side er der også lyde, du gerne vil høre, som den hvislende lyd af
en granat, for eksempel. Jeg propper ørepropper i ørerne. De kan tage
toppen af hans snorken, og jeg kan stadig høre, hvis der skulle være noget
under optræk.
Vi har alle hængt myggenet og tæpper op omkring sengene, så det ser ud,
som om seks gigantiske sommerfuglepupper sover herinde. Inden i min har
jeg placeret mig, så jeg ligger med hovedet ud for Holms hoved. Holm og
Nik har fødderne mod Japans og Villadsens fødder for at give hinanden
mere privatliv. Og dermed mindre til mig.
Jeg finder min PSP frem, den er heldigvis opladt. Vi har stikdåser i
opholdsrummet, hvor vi oplader iPods, PSP'er, computere og alt det andet
elektroniske gøgl, vi har slæbt med herud.
Jeg spiller Ridge Racer 2, det er et bilspil, som jeg efterhånden kan spille i
blinde, eneste udfordring er at vinde på mindre tid end i foregående spil.
Egentlig er jeg mest til skydespil, men jeg har ikke taget nogen med. Jeg
havde en idé om, at det ikke ville være velset herude. Tilsyneladende er jeg
den eneste, der har tænkt sådan. 1.1 sidder med deres bærbare på terrassen
og spiller
93
Counter Strike mod hinanden konstant. I det mindste er der indgået en
uudtalt overenskomst om altid at have headphones på, så de fiktive
skudsalver ikke bliver misfortolket.
PSP'en løber tør for strøm, og jeg er stadig frisk, men jeg gider ikke stå op
og oplade den igen. Jeg lukker øjnene og prøver stædigt at falde i søvn.
Nytteløst.
Jeg har ikke en fucking idé om, hvad min opgave er herude. Min
uddannelse, kan jeg se allerede nu, er røv og nøgler værd i den her
sandbunke. Jeg har kørt patrulje i Antvorskov, for fanden.
Mødet med talebanaberne i dag beviste med al tydelighed, at jeg har nul
erfaring at trække på. Jeg var blank. Der er himmel til forskel på at melde
ind under øvelser, at nu nedkæmper du fjenden, og så rent faktisk at sætte
din indre soldat på autopilot og handle. Trykke på aftrækkeren. Nakke
svinene, for real.
Hvorfor helvede har de ikke forberedt os noget bedre på det? Det må da
være muligt at træne den slags mere autentisk. Det kan sgu ikke være
meningen, at vi skal sidde herude og føle os som lallende amatører.
På kasernen havde de kun arrangeret sådan noget som, at der kom tidligere
udstationerede ind og fortalte os, hvordan det var at være herude. Men det,
de sagde, kan du alligevel ikke bruge til en skid. De var utroligt laid back.
Så rykkede vi fremad, og så rykkede de ind fra højre, men så skød vi dem,
og så var vi helte, og lidt bange er man jo, men man gør bare det, man er
trænet til.
94
Jeg nåede ikke engang at blive rigtigt bange derude i dag, jeg var kun
panisk over ikke at vide, hvad jeg skulle foretage mig. Ikke bange for at dø,
kun bange for at dumme mig og ligne en kæmpeidiot. Og hvad hedder det
så, når ens frygt er blevet til virkelighed? Er der et særligt navn for den
tilstand?
Og åndssvage selvfede JP. Han står bare der, helt overlegent med sit på det
tørre og deler skideballer ud, som om vi var en flok 3. klasses unger, der var
kravlet op på taget af en høj bygning og var nødt til at blive hentet ned af de
voksne.
Det er for helvede ikke min skyld, at vi ikke er forberedt på at skulle skyde
uden for vores skudvidde.
Jeg gentager uacceptabelt. Jeg gentager pikhoved!
Klokken 01.40 bipper alarmen ud for mit hoved. Jeg må alligevel være
faldet i søvn midt i infernoet af tanker.
"Hvad er klokken?" snøvler Holm.
"Tyve i."
"Hvor længe skal du bruge på at lægge mascara? Sæt den til ti i!"
"Jeg gider ikke komme for sent," svarer jeg og smækker fødderne i jorden.
Jeg famler mig frem med hånden, pandelygten er i højre jakkelomme på
uniformen. Du skal vide, hvor tingene er - især lygten - ellers er du på den.
Om natten er der kun det lys, månen og stjernerne gider give. Og herinde i
stalden kunne du stå en halv meter fra en talebaner
95
og kun opdage ham på lugten af hans rådne fåreådselsånde. Desuden har
du helt sikkert ikke lyst til at gennemsøge tingene i blinde og komme til at
håndkramme en camel spider - den afghanske udgave af en fugleedderkop,
som er på størrelse med en ølbrik.
Jeg tænder pandelygten og lyser Holm direkte i hovedet et par sekunder
som tak for mascara-kommentaren, inden jeg går ud og tager uniformen
på. Min pandelygte er det eneste lys bortset fra det grønne skær fra
computerskærme, der stråler ud fra Haciendaen 30 meter længere fremme.
Natten er varm, måske 28-30 grader, det føles menneskeligt oven på
dagtemperaturerne. Siden airconditionen i Bastion har vi ikke været under
25 grader og skal heller ikke regne med at komme det før om en måneds
tid. Det er underligt, så hurtigt du vænner dig til, at det er varmt hele tiden.
Hjemme er vi lykkelige, hvis bare temperaturen sniger sig over 25 fire
timer i træk.
Jeg går hen til lokummet. Pandelygten kaster hoppende lys foran mig på
ørkensandet. Efterhånden som øjnene vænner sig mørket, kan jeg se
konturerne omkring mig, også uden lygte. Den er alligevel god at have, så
jeg kan se, hvor jeg går. Jordoverfladen er bulet og hullet, det er nemt at
træde forkert.
Der er stille i lejren. Herligt at kunne få en skider i fred. Jeg tager en pose
og sætter mig. Vi har ikke noget tag på det her lokum, jeg ser på stjerner
imens. De er fuldstændig klare mod den sorte himmel. Stjernebillederne
96
vender anderledes end derhjemme. Karlsvognen står på hovedet.
Jeg gør mig færdig, smider posen i containeren og spritter hænderne af
med alcogel.
Vi har alcogel stående over det hele og bruger det flittigt for at undgå, at
hele kompagniet lægger sig med diarré - reglen er jo gerne, at hvis en først
får det, så ... Og det er svært at være effektiv soldat med myldrebæ ned ad
begge ben. Hvis Taleban var lidt smartere, bombede de os med E.colibakterier, inden de angreb, så ville de ikke møde meget modstand. De
kunne bare smide noget af deres fordærvede mad over muren, det skulle
nok klare sagen.
Jeg lyser mig hen til Haciendaen og stikker hovedet indenfor. JP er den
eneste derinde. Det er lidt underligt, der plejer altid minimum at være én til
at bemande radioerne og holde os i kontakt med Price. JP sidder med en
flaske vand og benene oppe på KC's stol.
"Morn," siger jeg.
Hans ben flyver ned af stolen, men så ser han, at det er mig, og smiler, nok
mest til sig selv.
"Du er tidligt på den," siger han og ser på sit ur, derefter tilbage op på mig,
vurderende. "Du skal have udstyr på, du skal op i Sangar 2."
"Ja, ja, jeg skal bare hente kaffe."
Jeg går ind i køkkenet, griber en halvliters vandflaske, skruer låget af og
dumper en portion instant-kaffe ned i.
97
Låget på igen og ryst. Jeg åbner og tager den første slurk. Lunken, klumpet
kaffe, kunne det blive bedre?
Vi har intet køleskab, så der er kun lunkne vandflasker i lejren. Det vil sige,
at valget står mellem lunkent vand, lunkent vand med kunstigt
frugtsmagende sukkersalt-opløsning eller lunken kaffe. Jeg skal være vågen
og overvågen de næste to timer, kaffe er det naturlige valg.
Jeg hælder resten ind, mens jeg går tilbage til stalden og ifører mig
fragvest, kampvest og hjelm, smider karabinen over skulderen og tjekker
ammunitionen i vestens lommer. De andre begynder at stå op imens.
"Skal du nå noget?" gaber Japan.
Jeg svarer ikke, men klemmer mig sidelæns ud ad døren, fragvesten gør, at
vi lige nøjagtig bliver for brede til åbningen. Afghanerne er nogle små
gnallinger, og deres køer er ikke meget større.
JP har rejst sig og står i døren ind til Haciendaen, han har ryggen delvist
mod mig. Jeg har lyst til at klaske hælene sammen, gøre honnør og sige
"melder klar til tjeneste", men ingen i det danske militær bruger den slags,
så det ville kun være for at gøre grin med det hele. Det kan jeg alligevel ikke
få mig til. Ikke lige nu, i hvert fald.
I stedet stiller jeg mig i almindelig stående position, benene let spredte, lige
meget vægt på begge fødder og hænderne bag ryggen. Sådan kan du stå
længe uden at blive træt. Det lærer du hurtigt, for der er mange
overordnede,
98
der godt kan lide at tale rigtig længe til stående soldater.
Faaborg, der er signalfyr i staben, kommer imod os fra lokummerne, han
ryster stadig sprit af hænderne.
"Tak for det," siger han til JP og går indenfor i Haciendaen.
JP nikker bare og ser på sit ur. Klokken er fem i.
"De andre er på vej," siger jeg, så han ikke behøver spørge.
"Okay. Er du klar på, hvad du skal?"
"Sangar 2, holde udkig, melde, hvis jeg ser noget, der afviger fra normalen,"
svarer jeg lige efter bogen.
Det er alt sammen meget godt, men hvordan skulle jeg vide, hvad der
afviger fra normalen. Er det, hvis afghaneren ikke knepper et får?
"Fint, du kan bare gå derop," siger han: "Jeg sender Nik op til dig, når han
dukker op."
Jeg nikker forstået og bevæger mig ned mod lejrens fjerneste hjørne. Jeg
har fået den sangar, der vender mod nordvest - altså væk fra Green Zone,
væk fra der, hvor der kunne tænkes at ske noget. Jeg skal med andre ord
overvåge en tom ørken i to timer.
Sangarerne i Sandford er bygget oven på compoundens mur. De er af træ,
Hesco-forstærkede og skjult i sløringsnet, for så er der nok ingen, der ser
dem rage op her to meter over muren.
For at komme op i Sangar 2 skal du først gå hen over en ujævn lermur,
kravle op på et par bulede sandsække,
99
derfra videre til et smalt stykke smuldrende lermur og fra den op ad en
almindelig trappestige i knastørt, knagende træ, der ikke ser ud til at kunne
bære en mellemstor skoledreng. Alt sammen med et ladt automatvåben
over skulderen, iført veste, der lægger omkring ti centimeter i omkreds til
din torso. Pointen er, at arbejdsskadestyrelsen nok ikke ville godkende
konstruktionen.
Bestigelsen bliver ikke lettere af, at det er mørkt alle andre steder, end der
hvor pandelygten kan oplyse. Halvvejs oppe ad stigen slukker jeg den dog.
Ingen grund til at give en eventuel ørkenabe på nattegåtur noget så tydeligt
at sigte efter.
"Godaften i skuret," siger jeg, da jeg stikker hovedet op over kanten.
"Skal du ha' en hånd?" lyder det deroppefra.
"Nej, det går."
Jeg løfter karabinen af skulderen og skubber den ind først, så tager jeg de
sidste fire trin og svinger mig ind.
Sangaren er omkring to gange to meter, i midten står to lodrette bjælker,
med en vandret bjælke mellem sig til at støtte konstruktionen. Der er ikke
meget plads at manøvrere på, især ikke nu, når vi står tre fuldvoksne mænd
heroppe.
Væggene til de to sider, der vender ud mod ørkenen, er dækket af
sandsække indtil brysthøjde. De stopper ret effektivt projektiler og
fragmenter, men kan selvfølgelig ikke stille noget op over for en raket eller
en mortér, der rammer lige på. Oven over sandsækkene er der åbent.
100
Hvis lejren var mere udsat, ville vi nøjes med at kigge ud mellem to
sandsække, men her hvor sikkerheden er nogenlunde, prioriterer vi et
bedre udsyn. Ud over kanten af sangarernes tag hænger i stedet
sløringsnet, der gerne skulle gøre det sværere udefra at se, hvor vi står
henne i sangaren.
Malling fra 1.3 rækker mig radioen og overdrager dermed ansvaret for
Sangar 2 til mig.
"Er der sket noget?" spørger jeg.
"Ikke det fjerneste," lyder svaret. "Og nu vil vi katteme se dyner. Hyg dig!"
Han og Sosse griber deres karabiner og begynder nedstigningen.
Dyner er måske lige lovligt flot sagt. Vi har en sovepose oven på en feltseng,
der groft sagt bare er et stykke lærred spændt meget hårdt ud over et
metalstativ. Den er for hård, for kort og for smal. Hvis du vender dig
uforsigtigt i søvne, banker du enten albuen, et håndled eller knæet ned mod
metalkanten og vågner med stødsmerte gennem hele kroppen.
"Sov godt," siger jeg alligevel.
Jeg vender mig og ser ud over den mørke ørken. Ikke overraskende kan jeg
kun ane ørkensandet et par meter frem, så jeg drejer min pik-i-panden ned
over det ene øje. Pik-i-panden er en natkikkert, der sidder på hjelmen, så
det ligner, at du har en pik i panden, deraf navnet.
Niks hoved dukker op over kanten. Jeg hilser, mens
101
jeg spejder mod vest med det andet øje halvt på klem for at vænne mig til at
se gennem kikkerten. I grønligt lys kan jeg nu se okay detaljeret ud over en
tom ørken. Situationen er den samme mod nord. Intet, absolut intet at
bemærke.
Og situationen bliver ved med at være sådan. På et tidspunkt tror jeg, at jeg
spotter en ulv, men det er nok mere sandsynligt en af afghanernes løse
lusebefængte hunde.
To timer senere råber Micke "ohøj" nede fra jorden, Nik og jeg pakker
sammen og overlader sangaren til ham og hans vognkommandør, Tim,
med meldingen om, at der ikke er sket en skid.
Jeg møver mig ind i stalden, dropper udstyret på gulvet og smider mig på
sengen. Næsten seks timers søvn kan jeg nå at få, inden jeg skal møde på
næste vagt. Jeg er i drømmeland på et halvt minut.
JP kommer op ad stigen. Jeg står i Sangar 2 igen, klokken er 11, jeg er
alene, det er kun i nattetimerne, at vi er to på vagt.
"Så er der morgenmad," siger han.
Han rækker en feltration scrambled eggs i foliepose op til mig. Jeg bliver
vartet op af selveste delingsføreren.
"Spis bare, jeg overtager imens."
Ud af lommen på sin vest trækker han en gaffel frem og en vandflaske med
kaffe a la Sandford.
102
"Og prikken over i'et," siger han og fisker en fingerbøl-stor flaske Tabasco
op af lommen: "Brunch i sangaren, kan det blive bedre?"
Jeg takker og flår folien op, fordeler gavmildt Tabascoen. Den frysetørrede
pulveræggeblanding smager næsten af rigtige æg, men chili løfter alle
præfabrikationsprodukter. Jeg spiser hurtigt, mens JP tager en runde med
kikkerten.
"Hvad sker der?" smasker jeg.
"Hvad mener du?"
"Nå, jeg mener bare, siden du kommer herop."
"Jeg vil gerne snakke med jer alle her til morgen for at høre, hvordan det er
gået i løbet af natten."
"Der har ikke været noget."
"Nej, så havde jeg vel også hørt det, men ellers har det været okay?"
"Fint, stille og roligt."
"Glimrende. Hvis du har brug for at pisse, så er det nu, jeg smutter om tre."
Jeg ryster på hovedet, selvom min blære stadig ikke er langtidschaufførmateriale. Jeg sluger den sidste mundfuld æg, JP rækker mig kikkerten og
vender sig for at kravle ned.
"Tak for morgenmad."
"Det var så lidt. Vi ses til briefing klokken 1210 ved jeres logi."
"Hvad er det for en briefing?"
103
"Nå, jeg samler bare op på befalingen for jer, der har været på vagt. Der er
nok ikke meget at sige."
"Helt fint."
Typisk JP. Han kan ikke bare stikke hovedet indenfor hos os og sige, hvad
der er sket på befalingen, han må indkalde til officiel briefing.
Befalingen er der, hvor KC eller førerne gennemgår dagens patrulje,
fremlægger, hvis der er planer om operationer, og fortæller, hvis der er sket
noget herude i det hele taget. Så vi kan følge med i, hvordan indsatsen i
Helmand skrider frem. Ellers er vi jo lost, så har vi kun rygtebasaren at
hente oplysninger fra.
Tre minutter i tolv kravler Micke op ad stigen. Jeg overleverer sangaren
med beskeden om, at det har været endnu en rolig vagt. Han har et par
hårde timer foran sig, for det er nu, det bliver rigtig varmt.
Jeg trænger til at sove, men temperaturen er allerede over 40, så det er
umuligt. I stedet smider jeg udstyret ind på sengen. Min T-shirt er
gennemblødt af sved, jeg trækker den over hovedet og går udenfor i bar
overkrop. Mit ansigt og min hals er krebserød, mit bryst er hvidt, jeg
vurderer, at jeg lige så godt kan gøre en indsats for at udligne forskellen.
Jeg smider mig halvt i solen, halvt i skyggen af halvtaget foran 1.1's logi og
bladrer gennem et M!-blad. En eller anden har tegnet overskæg på
patterne. oskar ville bryde ud i gråd, hvis han så det.
104
Før
"Han er ellers en rigtig intelligent dreng."
Min klasselærer Gitta ser anklagende på mor. Jeg himler med øjnene.
Møgfissen aner ikke en skid om mig. Hvorfor laver hun så det nummer?
Send mig ud herfra med mine elendige karakterer, så jeg kan få mig et
svendebrev - ligegyldigt hvilket - og lad mig være, jeg bliver aldrig til noget,
det har I jo afgjort.
"Men han er efterhånden ved at udvikle sig til et forstyrrende element, og
jeg er bange for, at jeg ikke kan anbefale ham til gymnasiet. Ja, I ved jo, at
min anbefaling ikke kan forhindre ham i at søge, men efter min vurdering
er han simpelthen ikke moden nok."
"Jeg tror heller ikke, det er noget for Thor. Er det, Thor?"
Mor ser på mig og kræver som altid svar. Jeg trækker på skuldrene. Jeg er
pisseligeglad. Fremtid, hvad fanden er det i grunden for et lorteord?
Frem-tid. Som noget, vi bevæger os frem imod, som om der er et mål, vi
skal nå et sted derude, hele tiden frem, målet må være der! Men målet
rykker bare konstant længere væk, frem, frem, frem, der er aldrig noget
pusterum. Hvorfor findes der ingen ligeudtid? Pausetid. Væk fra
virkeligheden-tid. Er hash virkelig den eneste mulighed, der er?
"Jeg tror, han er lidt skoletræt," oversætter min mor til Gitta, der smiler
tilbage, klægt og indforstået.
105
"Ja, det kunne det godt tyde på," siger hun.
Mit liv i en nøddeskal, kvindeslugtens bedrevidende dyb lukker sig om mig.
Jeg bliver kvalt. Krænger stolen tilbage med et hvæs, rejser mig og skrider
uden forklaring. Det forhindrer dem selvfølgelig ikke i at kræve en bag min
ryg, men jeg er væk, inden de når at formulere sig færdig.
Jeg skal finde Ras. Han ligger inde med tolv gram pausetid.
Derude
Anden gang, vi skal på patrulje, er vi mere klar, stemningen er helt
anderledes. Nu har vi været i Sandford over en uge, vi har vænnet os til
ørkenluften, vi kender hinanden bedre. Vi har forstået, hvad det er for
nogle opgaver, vi er her for at løse. På et teoretisk plan i det mindste.
Dagens opgave er den samme som sidst, den vi ikke kom til at udføre: Ind i
Gereshk by og sige hej. Og sådan en hilsen kræver 70 mand og seks
piranhaer.
Vi skal af sted med 2. deling igen. De har åbenbart opbygget sig lidt af et ry
som de erfarne i kompagniet, det er deres tredje patrulje.
Deres delingsfører Friis gennemgår patruljen, inden vi kører ud. Vi står ud
for Haciendaen i en halvcirkel,
106
ryggene mod muren, front mod Friis. Han har den lave morgensol i ryggen,
den er kun nået halvvejs over muren og er endnu ikke så skarp.
Alligevel er alles øjne gemt bag Oakley M-frame-solbriller. Fragmentbriller
er en obligatorisk del af vores sikkerhedsudstyr, så vi bruger dem også bare
som almindelige solbriller. De ser ud som en mellemting mellem skibriller
og dem, børn har på nytårsaften, men de er sorte og strømlinede og giver
næsten det indtryk, at vores øjne er gemt bag mørke bjælker.
Vi ligner i det hele taget dem, de andre ikke må lege med, som vi står her,
klar til kamp. Vi har lysebrune ørkenuniformer på, brune støvler, der går et
stykke op over anklerne, og grønne pilothandsker, fordi vores sorte
karabiner bliver gloende i solen, og fordi du ikke gider at stå med dine bare
hænder nede i en lort.
Fragvesten er også i lysebrun sløring og får vores overkroppe til at se
enorme ud. Ovenover har vi kampvesten i grønt sløringsmønster. Af en
eller anden grund har det danske militær ikke sørget for kampveste med
ørkensløring, men det er også underordnet, de fleste kampe foregår
alligevel nede i Green Zone.
I kampvesten har vi ekstra magasiner, en håndgranat og en kniv. Kniven er
ikke beregnet på Rambo-manøvrer som at skære halsen over på fjenden og
den slags, vi har den kun, fordi det kan blive nødvendigt at skulle skære reb
og lignende over, og vi kan jo ikke sådan lige gå tilbage efter en saks. Vi har
knæbeskyttere på, fordi
107
du, når du er ude på patrulje, altid skal knæle ved holdt, og det er rart at
kunne gøre det uden at smadre knæskallerne. Flere har også
albuebeskyttere på, så de kan støtte albuen bedre mod underlaget, hvis de
skal ligge ned og dække med karabinen.
På hovedet har vi kamphjelmen, der også er ørkensløret. Under den har vi
et headset til vores PR-radio, så vi kan kommunikere med hinanden i
gruppen uden at flytte hænderne fra karabinerne. JP og oskar har ekstra
radioer med, så de kan kommunikere med 2. deling på den ene radio og
med Haciendaen herhjemme på den anden - for at høre, om
efterretningerne melder om noget, og for at anmode om assistance, hvis
der sker noget. Det er derfor, delingsførerne har en oskar - så de kan lytte
på begge radioer på én gang.
"1. deling," siger Friis, der netop er blevet færdig med at beskrive sin egen
delings opgave inde i Gereshk. "Når I sidder af, går I til højre ude på den
store plads. 1.1 og 1.3 searcher højre side, 1.2 går over pladsen og searcher
venstre. Spørgsmål?"
"Noget særligt, vi skal se efter?" spørger Johan.
"Alt uden for normalbilledet."
Glimrende, delingsfører, vi har aldrig været der før. Alt er uden for
normalbilledet for os.
"Andre spørgsmål?" siger han og ser rundt, men da ingen siger noget,
fortsætter han. "Godt, vi kører klokken 0900."
Jeg ser på uret, der er et kvarter til, så jeg går forbi
108
lokummet, inden jeg går ned mod piranhaen. Bedst at skide hjemmefra, så
jeg ikke bliver nødt til at gøre som lokalbefolkningen og skide direkte på
gaden.
I dust ball'en går 2. deling rundt og udstråler rutine på en næsten påtaget
måde. De slentrer lidt mere roligt rundt om piranhaerne for at tjekke, at alt
er, som det skal være. Hænger ligesom lidt mere cool op ad bagsmækken.
Deres skytter pudser kameralinse-koøjet på OHW'en med deres
støvtørklæder.
Vi ligner en børnehaveklasse i sammenligning. Står med trippende fødder
og venter på ordrer, flakker i blikkene, sutter usikkert på vandflasker. Jeg
stiger ind i piranhaen og åbner skyttelugen. Rejser mig og tørrer min
kameralinse af. Nu er mit syn også befriet fra usynlige støvkorn. Jeg nikker
til Micke, der har valgt at følge mit eksempel. Vi er allerede klar til at rykke
op i 1. klasse.
Jeg sætter mig på kanten af skyttelugen, stryger hånden over TMG'ets pibe.
Den er brændvarm under min handske. Bag piranhaen diskuterer Japan og
Villadsen højlydt. Noget med, hvem der er den bedste fodboldspiller i
Europa. Japan insisterer på, at det er Ronaldinho, så det er tydeligt, at han
ved bjælde om fodbold. Villadsen fnyser højlydt.
Jeg er utålmodig efter at komme af sted, men JP og halvdelen af gruppen
mangler. Solen er nået op over muren og står nu skarpt direkte mod os. Jeg
lægger hånden over øjnene for at skærme for den og se op mod
Haciendaen, men jeg kan ikke se, om de er på vej.
109
Der går en halv time, før resten af gruppen endelig dukker op. Jeg har
hældt to flasker vand indenbords og været nede for at pisse en ekstra gang.
"Nik er sygemeldt," siger JP.
"Hvorfor det?" spørger Japan.
"Han vred om på foden i nat og har svært ved at støtte på den."
"Hvad gør vi så?" spørger Villadsen.
"Vi omrokerer, så Thor kan gå med i stedet. Er du okay med det?" spørger
han og ser op på mig.
"Selvfølgelig," svarer jeg.
Hjemmefra har jeg fået en smule træning i at kunne afløse en af
fodtudserne, men jeg havde egentlig ikke regnet med at få brug for det.
Normalt bliver vognbesætningerne på viktorerne og dækker resten af
delingen med TMG'erne. Alligevel er jeg glad for muligheden for at komme
ud af konservesdåsen. Det er klart at foretrække frem for at sidde og glo ind
i en tom skærm, mens det hele foregår bag min ryg.
"Godt, Hest overtager for Magleby, når vi sidder af," siger JP.
Hest er NK Deling, altså næstkommanderende i delingen. JP har ansvaret
for mandskabet, og Hest har ansvaret for materiellet, det vil sige
piranhaerne, og han bliver altid på dem, når de holder stille. Normalt står
han på 3 viktor, men når vi kommer ind i Gereshk, flytter han midlertidigt
over som vognkommandør på min
110
viktor, så Magleby kan afløse for mig på skyttepinden. Og JP kan få frigivet
en ekstra mand.
"Sid op," siger JP.
Vi kører næstbagerst i kolonnen, og jeg dækker mod øst. I horisonten kan
jeg skimte en smule af Green Zone. Jeg spejder efter støvskyer som tegn på
en pickup eller andre køretøjer i det fjerne, men denne gang er der ro på i
ørkenen. Det var et enkeltstående surpriseparty, vi var udsat for første
gang.
Efter en lille times kørsel nærmer vi os Gereshk by. Ved første øjekast
ligner den blot en samling lysebrune compounds, men når du kommer
tættere på, kan du se, at det er en rigtig by. Deres compunds er mindre og
ligger helt tæt. Mellem dem er der gader, der i bredde varierer fra en
tosporet landevej til en skovsti. De er selvfølgelig ikke asfalterede. Det hele
er brunt stampet ørkensand.
Gereshk er den vigtigste handelsby på vestsiden af Helmandfloden. Der bor
omkring 50.000 mennesker, men hvem ved, hvor mange af indbyggerne
der er flygtet på grund af krigen. Talebanerne kan nemlig godt lide byerne,
fordi de er fyldt med små gyder, porte og ikke mindst tagrygge, hvor de kan
skyde fra.
Vi kører ind i byen fra sydvest, hvilket vil sige, at vi kører et stykke forbi
den ude i ørkenen, inden vi drejer tilbage og kører ind. Vi bruger forskellige
veje ind og ud
111
hver gang, for at Taleban ikke skal grave IED'er ned på vores rute.
Hvis jeg var dem, havde jeg nok bare mineret alle vejene.
Fra min position kan jeg få et indtryk af byen. Den er kæmpestor, kan jeg
godt se nu, compound på compound hele vejen ned til Helmandfloden flere
kilometer længere nede. Jeg kan også se andre farver end ørkenbrunt. Alle
porte og døre er malet i strålende farver, der dog er mere eller mindre
falmede i solen.
Fordi dalen hælder ned mod floden, kan jeg også se ind over murene ind i
et par compounds. Der hænger vasketøj flere steder. Det er næsten for
normalt. Taleban skyder og sprænger verden i luften omkring dem, men tøj
skal stadig vaskes.
Der er også små grønne områder, der formentlig er køkkenhaver. Og jeg ser
pludselig kvinder. Først tænker jeg ikke lige over det. Der er brunklædte
mennesker, blåklædte og sortklædte, men de brunklædte har små runde
hatte eller turbaner på, og de har ansigtet frit. De blå- og sortklædte er helt
tildækkede.
Vi kører op mod den nordlige basar. Før krigen kom hertil, var der efter
sigende altid fyldt med boder med alskens varer og et mylder af handlende.
Nu er der stille og næsten mennesketomt. Jeg ved ikke, om det er, fordi de
er bange for at samles i større flokke, eller om der bare ikke er mennesker
nok tilbage i bydelen til at have et marked.
112
Men du kan godt få fornemmelsen af, hvordan det må have været. Langs
med murene er der rækker med butikker. Det vil sige en række tætpakkede
brune kasser, der er åbne på hele frontpartiet. De er alle mindre end en
iskiosk derhjemme.
Rækkerne af butikker spreder sig i gader ud fra en større plads i midten,
hvor der er en brønd, som vi passerer til min side. To sorte telte, formentlig
med kvinder indeni, hælder vand fra en spand over i beskidte hvide
plastdunke. Vandet ser heller ikke særlig rent ud. Det skvulper ud over det
nederste af dragterne. Det må være varmt at bo hele sit liv inde i sådan en.
Måske pigerne derhjemme skulle prøve det et par måneder og få svedt
noget af overvægten af.
Vi kører ned ad en sidegade, drejer til højre og kort efter igen til højre op ad
den næste sidegade, hvor vi standser. Det er for, at kolonnen kan holde
med front mod pladsen og ikke skal til at vende ned ad små sidegader, hvis
det bliver nødvendigt at komme hurtigt ud.
Mit TMG er rettet i retning mod Helmandfloden, men på skærmen kan jeg
kun se ind i en brun mur. TMG'et er lavere end murene. Det er et åndssvagt
sted at holde, så jeg er glad for at skulle med ud og gå. Ellers skulle jeg stå
på taget af piranhaen med karabinen mod skulderen og være så godt som
ubrugelig.
JP, Dave, oskar og Johan stiger først af, Fransi følger efter med LMG'et det lette maskingevær. Det kan skyde 1000 skud i minuttet med 7,62 mm
projektiler og
113
vejer tolv kilo. Alle grupper har et LMG med på patrulje. Jeg griber min
karabin og følger med fodtudserne ud. Bag mig slukker Lis motoren, og
Magleby kravler op på taget.
Vi andre går i knæ med ryggen til piranhaerne, mens JP og Friis stikker
hovederne tæt sammen med hver deres kort og hurtigt peger ruten ud på
det. Herinde skal du altid tjekke, at kort og virkelighed rent faktisk
stemmer overens. Planlægningsmæssigt er Gereshk nok ikke ligefrem
Kraks yndlingsby. JP pakker kortet sammen og peger med hele armen mod
basaren.
"Fremad," siger han.
Vi rejser os og drejer til højre ind på pladsen, straks går en af spejderne i
knæ og lægger sin finskytteriffel mod kinden, så han har overblikket over
hele den rute, vi skal gå. En finskytte er ikke en snigskytte. Snigskytter er
ikke tilladt ifølge vores Rules of Engagement, der er baseret på Genèvekonventionen, som vi følger slavisk, selvom Taleban da er pisseligeglad.
Jeg holder vejret af en eller anden grund. Forventer vist, at der vil ske et
eller andet, så snart vi er ude i det åbne, men der er stille. Vi går over
pladsen. Vejen, der fører væk fra basaren, hælder lidt nedad, men jeg kan
ikke se helt ned til Green Zone herfra. Jeg går forrest i gruppen mellem
Holm og Japan. Holm går i front. Ud for den første butik drejer han
kroppen rundt med karabinen foran sig ind i butikken og sikrer, at der ikke
står en talebaner på lur. Så rykker jeg forbi ham og searcher
114
den næste butik. Sådan fortsætter vi langsomt frem, mens resten af
gruppen dækker pladsen og ikke mindst tagene over den.
Der er kun en vej ud og ind af butikkerne, forfra, så ingen kan snige sig ind
bag os, efter vi har searchet. Så hvis der står en talebaner i en af butikkerne
længere fremme, kan det kun være en, der er ude på en selvmordsmission,
for han vil aldrig slippe forbi os i live. Men det er nu ikke en betryggende
tanke, for der har været et hav af selvmordsangreb i Gereshk, siden ISAFstyrkerne kom hertil. Og de er fuldstændig ligeglade med, om de rammer
soldater eller civile.
Butikkerne er imidlertid tomme, enkelte steder er efterladt en knækket
plastikstol eller et forrevet tæppe, ellers er de ryddede, som om intet måtte
blive overladt til dem, der har valgt at blive tilbage i byen.
"Hvad sker der her?" lyder Johans stemme i PR-radioen.
Ud fra en sidegade foran os kommer en flok brunklædte personer løbende
imod 1.1 og 1.3 på den anden side af pladsen.
"Børn," siger JP. "De kommer for at tigge om vandflasker og kuglepenne."
Ligegyldigt hvor bevæbnede vi er, kan det ikke skræmme en flok drenge fra
muligheden for at tilegne sig lidt merværdi. Mon jeg selv havde været
sådan, hvis jeg var vokset op i en krigszone?
Drengene samler sig om et par af soldaterne fra 1.1.
115
De er mellem otte og tolv, vil jeg tro. Nogle er mere forsigtige og holder sig
bag deres kammerater. Andre har nosserne uden på tøjet og er næsten helt
henne for at røre ved karabinerne. Soldaterne ryster bestemt på hovedet,
men drengene trækker sig ikke meget tilbage.
Jeg kan se, at de prøver at kommunikere med børnene. Fortæl os, hvor
talebanerne er, så er I søde.
"Pas på," skriger Japan pludselig. "Bag dig!"
Jeg drejer omkring med karabinen forrest. Inde fra butikken foran mig
dukker en hvidhåret mand op. Han går foroverbøjet, ser kort op på mig.
Jeg sigter direkte på ham, faktisk direkte på hans hals, vi får øjenkontakt,
så ryster han på hovedet - formentlig over min og alle andre soldaters
tilstedeværelse.
Holm småløber frem til os, sænker karabinen og begynder at kropsvisitere
ham. Den gamle sukker, men finder sig i det.
"Hvordan kunne du ikke have set ham," snerrer Japan.
Jamen," begynder jeg og peger på butikken med karabinen.
Japan hører mig ikke, han har allerede vendt sig ud mod pladsen igen og
ser over mod drengene.
Jeg ville have set den gamle mand, når jeg nåede til den butik om to
sekunder. Jeg var ikke gået lige forbi ham eller noget. Jeg kan for fanden da
ikke searche butikkerne, før jeg når hen til dem. Selv hvis han havde været
en selvmordsbomber eller talebaner med en AK
116
på vej til at nakke os alle, ville det ikke havde gjort en forskel. Og det var
han ikke, så det er sgu da ikke noget at gå sådan amok over.
Irriteret stikker jeg karabinen ind i butikken, manden kom ud af. Nu er den
tom. Hvad mon han lavede derinde? Placerede en IED?
Jeg træder indenfor. Umiddelbart ser der helt tomt ud, men der er
temmelig mørkt i den anden ende, mine øjne skal bruge et sekund på at
vænne sig til det. Jeg går to skridt frem, stadig ingenting. Måske var han
bare henne for at tjekke sin bod. Jeg vender om.
"Du behøver altså ikke gå ind i dem," siger JP straks, da jeg kommer ud
igen.
"Nej, men, jeg ..."
Hold kæft, hvor er det irriterende. Det er åbenbart forkert, ligegyldigt hvad
jeg gør.
Holm er færdig med at kropsvisitere den gamle mand og vinker ham væk.
Manden trisser ned mod den gade, drengene kom løbende ud fra. Jeg
tramper forbi Holm hen til den næste butik, tjekker, den er tom, Holm
halser efter mig og overlapper, jeg searcher den næste, også tom. Så er jeg
henne ved den gade, manden drejede ned ad.
Jeg holder mig tæt på muren, svinger venstre om. Min karabin peger
direkte på to små drenge. De stirrer på mig med gigantiske brune øjne.
Deres ansigter er snavsede, den ene har en rødlig bussemand hængende
117
ud af næseboret. Det er svært at sige, om de er forskrækkede. Måske er de
vant til at stirre ind i våben.
Jeg sænker karabinen. De bliver stående og stirrer. Den ene peger på mit
ansigt og hvisker noget til den anden. Blegfjæs, sikkert. Jeg smiler.
"As sam aleikum," prøver jeg. Goddag på afghansk.
De siger ikke noget. Jeg formoder, at de taler afghansk, de bor i byen. Men
længere ude i ørkenen kan du efter sigende støde på stammefolk, der kun
taler pashtu eller urdu eller whatever uggabugga-sprog, de nu er vokset op
med.
"Taleban?" spørger jeg.
De ser på hinanden, så ryster ham med bussemanden på hovedet, men ikke
nok til, at den falder af. Jeg ved ikke, om det betyder, at de ingen talebanere
har set, eller at de ikke har lyst til at svare på, om de har set nogen, eller om
de synes, jeg er idiot for at spørge i det hele taget.
"Får du nye venner," siger JP og stiller sig bag mig.
"Tvivlsomt, de er de tavse typer," siger jeg.
Drengene kigger fra JP til mig et par gange, så fniser de, drejer omkring og
løber ned ad gaden.
"De fik travlt," siger jeg.
"Det er den effekt, jeg har på folk," svarer JP. "Skal vi fortsætte?"
"Hvad med den her gade?"
"Johan," kalder JP i PR-radioen. "Sætter du nogen til at dække den her
gade."
118
Johan svarer bekræftende, vi fortsætter videre. Bag os knæler Villadsen ned
ved gaden med sin karabin mod skulderen.
Vi rykker frem til den næste butik og searcher den. På den anden side af
pladsen er 1.1 også rykket frem, drengene er trukket lidt fra dem, men
holder skarpt øje med os alle sammen. Måske så de senere kan imitere os,
når de leger krig. Måske så de kan fortælle Onkel Taleban, hvordan vi
opererer.
Leger man overhovedet krig, når man lever midt i en?
Vi støder ikke på mere, vi searcher, men alting er tomt, vi standser ved den
næste sidegade, det er en smal gyde, jeg ville knap kunne klemme mig
forlæns igennem. Den er også tom. Jeg ved ikke, om denne bydel altid er så
forladt, eller om det er vores tilstedeværelse, der er skyld i det.
"Thor bliver her og dækker," siger JP over radioen. "I andre searcher videre
fremad."
Jeg går i knæ og lægger karabinen mod skulderen, så jeg kan holde øje med
den fuldstændig mennesketomme gyde. JP må åbenbart tro, at jeg ikke kan
finde ud af noget som helst. Så giv mig dog en fucking chance, røvhul!
De andre fortsætter med at searche. Efter omkring 150 meter giver JP tegn
til, at alle skal vende om. De bevæger sig tilbage mod mig, men orienterer
sig stadig
119
mest den anden vej. Det er der, overraskelsesangrebet kommer fra, hvis det
kommer
Da gruppen går forbi mig, slutter jeg mig til dem, går et par skridt, drejer
halvt rundt med overkrop og karabinen og tjekker bagud, går yderligere et
par skridt og tjekker igen. På den anden side af pladsen bevæger 1.1 sig
ligesådan.
1.3 har hele tiden holdt sig længere tilbage, så de når hen til gaden, hvor
piranhaerne holder, før os. De spreder sig og dækker, sådan at vi andre kan
dreje ned ad gaden uden samtidig selv at skulle holde øje bagud. Det er
standardtilbagetrækning i felten.
"Har vi alle med?" tjekker JP.
Jeg har ham mistænkt for at tælle os, når vi stiger ind i piranhaerne, som
en skide børnehavepædagog. Hest hopper ned fra vores piranha og går
tilbage mod 3 viktor. Lis smækker kørerlugen i. Vi andre stiger på og venter
på go til at køre. To minutter efter gasser Lis umotiveret meget op, og med
et ryk er vi på vej tilbage til Sandford.
"Godt arbejde derude, " siger JP i telehjelmen.
Tja, arbejde og arbejde. Vi fik da set på en tom by.
Airconditionen sætter ud på vej tilbage til lejren. Jeg tror, der er 80 grader
inde i metalmaven på piranhaen. Turen tager kun 50 minutter på den
rundtur, vi svinger ud i ørkenen, men alle har tømt deres CamelBaks og de
120
ekstra vandflasker, vi har liggende i viktoren, inden vi når lejren.
Mit hoved føles, som om der er blevet slukket for godnatknappen. Min
uniform er sjaskvåd af sved, jakken klæber, og det sejler fra skridtet og ned
til anklerne. Det tager en evighed at få TMG'et gjort ren. Piben vil ikke
skrues på igen. Det er, som om gevindet også er blevet skævt i varmen.
"Skal du ha' en hånd?" spørger Magleby overskudsagtigt nede fra jorden.
Han har selvfølgelig også stået med hovedet oppe i den friske luft. Jeg
ryster tungt på hovedet, og piben tager endelig fat det rigtige sted. Jeg
sætter magasinbæltet på plads og lukker skyttelugen i med et hårdt smæld.
Da jeg hopper ned fra piranhaen, lander jeg forkert og er lige ved at skvatte
omkuld. Mit syn er sløret, min hjerne er smeltet. Jeg griber en flaske vand
fra en palle, der står ved porten, og tømmer den i én mundfuld, selvom
vandet næsten er kogende. Folder flasken sammen og tager straks en til.
Lis og Magleby slutter sig til mig, de ser også godt brugte ud.
JP står lige inden for porten og venter på os.
"Tag et bad og en lur i skyggen bagefter," siger han. "Vi debriefer først i
aften."
Inde i stalden smider jeg udstyret tungt på sengen. Min hårbund er alt for
stram og varm, sveden løber ned i øjnene på mig, det hjælper ikke på
slørfornemmelsen i
121
mit syn. I bar overkrop med et håndklæde over armen humper jeg ned til
brønden.
Vi har selvfølgelig ingen rigtige badefaciliteter. Vi har sorte plastiksække, vi
fylder med brøndvand og hænger op på en krog. De kan rumme otte liter,
og det er rigeligt til et hurtigt bad. Posen har et brusehoved, der fordeler
vandet, når du drejer på det. Lader du poserne hænge i direkte sol bare en
halv time, er vandet godt varmt. Men jeg tager en, der hænger i skyggen.
Der er stadig kondens udenpå. Den er sikkert fyldt op for nylig.
Vi tager ikke brusebad hver dag, det er der ikke posekapacitet til. De fleste
dage tager vi kun trucker-bad og ruller Sanex på bagefter. Vi stinker
alligevel alle af en blanding af ny og gammel sved. Det er lige meget, vi skal
ikke score nogen, og selv hvis vi skulle, er afghanertøserne nok vant til det,
der er værre.
Det halvkolde brøndvand sejler ned over mit ansigt. Jeg har lyst til bare at
stå og lade det løbe, men den uofficielle regel er, at vi kun bruger en pose
per mand, så jeg stopper hurtigt strålen og sprøjter en klat sæbe ud i
hårbunden.
Hjemme spiller jeg den altid af i bruseren, her er der ikke tid. Selv hvis der
havde været, er afskærmningen ikke ligefrem fantastisk. Pigerne har
selvfølgelig et lille, helt lukket område, men vi har et hjørne, hvor alle, der
går forbi, kan kigge ind. Privatliv er en luksus, du ikke skal regne med at
have i hæren.
Jeg skyller sæben ud, vasker mig grundigt især i de
122
bademester-reglementerede områder, og så er posen tom. Jeg tørrer mig
overfladisk, varmen klarer resten på et par minutter.
Johan og Holm kommer daskende ind med hver deres pose over skulderen.
Vi udveksler hej, da vi passerer hinanden. De ser heller ikke særligt friske
ud. Mit hoved har det lidt bedre.
Jeg trækker en spand op af brønden og fylder posen op igen. Det kræver et
par spandfulde. Måske skulle jeg have taget rene underbukser med i stedet
for at stå her og fumle med et håndklæde, der er ved at ryge af. Det er ikke
så meget, fordi det generer mig, at de andre ser mig nøgen, men jeg gider
ikke også være solskoldet på røven, det eneste område af min krop, der
stadig er danskerblegt.
Posen er fuld, jeg lukker den og hænger den tilbage på krogen. Jeg
strammer håndklædet om livet. Måske skulle jeg have valgt et i en anden
farve end pink, men da jeg købte det i lufthavnen, virkede det som en sjov
gimmick. Nu svanser jeg gennem lejren i alle nuancer af rød: orange hår,
krebserød krop, bøssepink nederdel.
"Pas på, ANA ikke ser dig sådan," råber Troels fra 3. deling efter mig. "Du
ligner en invitation til tjiki tjiki!"
Afghan National Army har en deling soldater i lejren. De holder sig for sig
selv, men hjælper med vagttjanser og planlægning af patruljer. Med tiden
er det meningen, at ANA skal overtage ansvaret for lejren og på længere
sigt hele Helmand-provinsen. Vi har ikke et egentligt
123
forhold til nogen af dem, jeg ved ikke engang, hvad nogen af dem hedder.
Hvad vi ved, er, at om torsdagen skiftes de til at være pige. Tjiki tjikitorsdag.
Jeg blinker, jeg har sovet komasøvn. Johan står i døren, det er ham, der har
vækket mig.
"Debrief om fem," siger han.
"Tak," mumler jeg med ørkenkæft.
Jeg har tømmermænd uden alt det sjove først. Hvis der lå en tyk pige ved
siden af mig, var det fuldstændig som søndag morgen derhjemme. Men det
er bare Holm, der smasker og sætter sig op. Jeg gnubber liv i mit ansigt,
har heldigvis været så forudseende at stille en flaske vand ved sengen, jeg
hælder den indenbords.
"Glemte du også at drikke derude?" spørger jeg Holm.
Han grynter en bekræftende lyd. Vi er ikke trænet nok i at huske at sutte på
sugerøret til CamelBak'en hele tiden. I de to timer, vi opholdt os i Gereshk,
drak jeg måske højst en liter. Alene opholdet i solen kostede mere væske.
Oven i kommer så at bevæge sig rundt med tung oppakning, og den
overvågenhedsadrenalin, der er svær at undgå, når du ved, at du hvert
sekund kan blive beskudt. Den dræner på en eller anden måde kroppen for
mere energi, end varmen gør. Og så turen hjem i en pizzaovn. Faktisk
heldigt, at jeg ikke skvattede sammen oven på joysticket og sendte en
afghaner og hans får af sted til de evige opiumsmarker.
124
Friis laver debriefen. Han har ikke meget, synes, at vi håndterede det hele
eksemplarisk. Det var jo også en temmelig begivenhedsløs dag. Han åbner
for den sædvanlige mulighed for at stille spørgsmål.
"Vi skal altså have bedre styr på fordelingen, når vi searcher," siger Japan.
Det er ikke engang et spørgsmål.
"Ikke forstået," siger Friis.
"Vi havde en situation i vores gruppe, der kunne have udviklet sig, fordi
rollefordelingen ikke var klar."
"En situation?"
Friis er altså ikke blevet informeret om episoden med den gamle mand.
Selv JP har vel ment, at det var en ikke-begivenhed. Så hvorfor skal Japan
så grave i det nu? Foran alle. Det kunne vi vel for fanden tage internt i
gruppen.
"Der kom en mand ud fra en af boderne, og der gik et par sekunder for
længe, inden vi registrerede ham, det er det hele," forklarer JP.
"Så hvordan kan det undgås en anden gang?" spørger Friis.
"Vi skal være mere opmærksomme, have øjnene med os," lyder det utroligt
militæranalytiske svar fra en fra 2. deling straks.
Åbner det her sig til en generel nedrakning af mine evner i felten, og gælder
det så bare om at byde ind med banale løsninger på dem?
"Ja, det er klart," siger JP. "Men i den givne situation
125
er det min vurdering, at det var begyndernerver, og at det ikke vil gentage
sig. Så jeg ser ingen grund til en større gennemgang af gruppernes
fremgangsmåde."
Han ser over på Japan, mens han taler.
Japan er fra Greve og taler irriterende meget københavnsk. Han var
souschef i en Føtex, før han kom i militæret, og synes vist selv, at det var
lidt af en præstation i hans alder. Jeg har været i mange Føtex'er, nærmest
alle deres ansatte er under nitten, så det er logisk, at de, der bliver
hængende derefter, får en cheftitel.
"Andre spørgsmål?" spørger Friis obligatorisk.
Det er der ikke, så vi vender rundt og trasker tilbage mod logiet. Min
vejrtrækning er lidt for hurtig. Jeg har lyst til at trække den lille japserlort
til side og vise ham, hvordan vi belønner kammeratstikkeri på Skiveegnen.
Japan og Thor, må jeg lige låne jer to sekunder," lyder JP's stemme bag os.
Vi standser, og de andre fortsætter ned mod opholdsrummet og
aftensmaden.
"Det var unødvendigt, det der, Jesper," siger han. "Hvis du har noget at
udsætte på en fra din gruppe, synes jeg, at du fremover skal tage det op
med mig først."
"Forstået," siger Japan hurtigt. Så hurtigt, at det er tydeligt, at han har
tænkt sig at rette sig efter kommandoen fremover, men ikke har forstået
hvorfor.
"Så er der noget, du vil sige, når du nu har muligheden?"
"Jeg tror, jeg har sagt det, der var at sige."
126
"Godt, du kan bare gå op til de andre."
Japan drejer omkring og går i dobbelttempo væk fra os. Min vejrtrækning
er på ingen måde tilbage på normalt niveau. Er jeg den eneste, der kan se,
at proportionssansen er fuldstændig borte her? Vi er i krig, der dør folk
omkring os, og vi går i baglås over en gammel mand!?
"Har I to et problem?" spørger JP.
"Ikke noget, jeg har bemærket."
"Okay, hør her. Ja, du skulle have set den mand, Japan har ret. Det kunne
være blevet farligt, og du var vores mand på venstre side. Vi er nødt til at
kunne stole på, at alle passer deres opgaver, ellers går det galt den dag, det
bliver farligt for alvor."
"Selvfølgelig," mumler jeg.
"Hvis du af den ene eller anden grund ikke føler, at du kan løfte opgaven,
skal du sige det til mig. Det er så afgjort ikke i nogens interesse herude, at
folk bliver presset ud over deres formåen."
"Det er ikke ud over min formåen at se til venstre," svarer jeg.
JP kører en hånd gennem håret og løfter øjenbrynene, som om han leder
efter den rigtige formulering.
"Nej, jeg siger bare, at hvis du føler, at det er for meget, det hele ..."
"Det gør jeg ikke."
"... så kom og snak med mig. Hvis du ikke gider
127
snakke med mig, så find Günter, han kan være god at vende et par ting
med."
Günter er feltpræsten. Han er her ikke hele tiden, han skifter mellem at
være hos os, Armadillo og Price. Men selvfølgelig skal jeg ikke snakke med
en præst, hvad er det helt præcist, JP tror, at jeg fejler?
"Personligt vil jeg lade dagens episode gå i glemmebogen, så det synes jeg
også, at I skal gøre, okay?"
"Forstået. Er vi færdige her," siger jeg.
"Ja, du kan godt gå," svarer han og kører hånden gennem håret endnu en
gang.
Hans hår er for langt. Vi andre har nærmest barberet det hele af, men han
har sådan en rigtig selvglad fodboldspiller-frits. Forfængelige fuckhoved.
Og hvis han synes, at situationer som denne er svære at håndtere, hvordan
vil han så klare otte talebanere med en mortér? Men det er sikkert
nemmere, når det er en ægte kampføling, for der er det et spørgsmål om liv
eller død og ikke en pisse petitesse-agtig ligegyldig ikke-begivenhed, der
åbenbart skal ende i en skide rundbordsvurderingssamtale. Er hele det
danske militær blevet overtaget af kvindeføleri, eller hvad fanden sker der?
Jeg springer aftensmaden over, jeg er ikke sulten, og mit hoved gør ondt.
Jeg smider mig på feltsengen. En svag, støvet lysstribe trænger gennem
døren. Af alle de ting, jeg troede, jeg skulle være forberedt på hjemmefra, er
det her absolut ikke en af dem. En følelse af at være totalt alene i mørket.
Jeg vender mig om på siden med
128
ansigtet mod væggen og ryggen til lejren. En strofe fra en sang runger
bagerst i hovedet. Nichts ist für dich, Nichts war für dich, Nichts bleibt für
dich. Für immer.
Har jeg rent faktisk hjemve?
Før
Mor vil vide, hvor jeg skal hen. Det rager sgu ikke hende. Jeg siger, jeg
tager ud til Ras. I virkeligheden skal jeg bare ud, væk.
Det er ikke min skyld, at hendes liv er lort, at hun aldrig har fået noget ud
af det, at han skred fra hende. Men hun ser på mig, som om det er. Hendes
triste rygerrynker klumper sig sammen om det opgivende blik, hun altid
ser på mig med.
Men jeg er færdig med det nu. Jeg gider ikke længere forsøge, vil ikke spille
rollen, orker ikke at opretholde facaden som den gode søn. Hun kunne bare
have fået en abort, det er hendes skyld, det hele.
Knallerten er flad igen. Jeg flår cyklen op fra kælderen, det er et år siden,
jeg har siddet på den. Jeg kører ned til vandet. Støttebenet er knækket, jeg
smider den i græsset, begynder at gå hen ad stranden.
Det er efterår, tusmørke, der er ingen mennesker ud over mig. Jeg er alene
i mit liv.
129
Mit ligegyldige liv. Min gennemgående ubetydelighed. Min nytteløse
eksistens.
Jeg tænker ikke, jeg går bare. Måske går jeg 10 kilometer. Til sidst er det
helt mørkt, byens lys er sløret langt bag mig.
Jeg kunne bare gå ud i vandet og svømme, indtil kræfterne slap op. Vandet
er sikkert pissekoldt.
Og jeg er en fucking kujon.
Derude
Sandet pisker mod mit ansigt, da jeg træder ud af stalden. Det tvinger mig
tre skridt tilbage. Ansigtets øverste hudlag bliver sandblæst af og efterlader
en brændende fornemmelse på kinderne, det knaser mellem tænderne. Jeg
vender mig, går tilbage til mit leje og leder efter mit støvtørklæde i bunken
af mit rodede udstyr, mens jeg blinker hysterisk med øjnene for at få de
sandkorn ud, der slap ind under solbrillerne.
Vinden hyler udenfor, men det hører jeg først nu. Egentlig ikke specielt
beroligende, at jeg ikke lægger mærke til sådan en ændring af
normalbilledet. Men de andre begår den samme fejl og må også vende om i
døren.
Vi binder støvtørklæderne om mund og næse, skubber solbrillerne helt ind
til brynene og trækker kasketterne
130
langt ned i panden. Vi ligner en bande ørkenpirater. Læner os let forover og
bekæmper vindmodstanden.
I Helmand kan sandstormene dukke op fra det ene øjeblik til det andet.
Denne her er ikke en af de værste. Nogle gange kan sigtbarheden forsvinde
fuldstændig på et par sekunder. Men her kan jeg stadig ane Haciendaen.
Vi træder indenfor i køkkenet, tæppedøren kan ikke holde alt sandet ude,
og støvet hænger tungt i luften. Mine cornflakes kommer til at knase mere
end normalt, men jeg vil ikke undvære dem, de er dagens bedste måltid.
Hver mand må dagligt tage én portionspakke cornflakes og dertil
langtidsholdbar mælk. Hvis du lukker øjnene, smager det af morgenmad
derhjemme, og hælder du kakaopulver fra feltrationen hen over, smager
det af himlen.
Stormen pisker stadig gennem Sandford, der mere end nogensinde ligner
sit navn, da JP begynder dagens befaling. Vi har klumpet os sammen foran
1.3's indkvartering, fordi der er mest læ. JP står med ryggen til den grønne
port i muren. Bag den ligger Green Zone, hvor vi skal ned om mindre end
en time, hvis sandstormen lægger sig. Niks fod er stadig hævet, så jeg skal
ud af piranhaen og med fodtudserne igen i dag.
"Dagens patrulje er seks kilometer," begynder han.
I den ene hånd har han en pind, som han bruger til at tegne i sandet foran
sine fødder. Han tegner Sandford og trækker en lang, bugtende streg,
Helmandfloden. Ruten, vi skal gå, ligger kun et stykke inde i zonen, 500
131
meter fra floden. Sandet pisker hen over jorden og visker tegningen ud
næsten med det samme, JP fortsætter, som om den stadig var der.
"Vi går mod sydøst ned til kanten af den lille by, der ligger her," siger han
og laver et kryds. "Vi begynder med en enkeltkolonne med ti meters
afstand mellem hver mand og femten meter mellem grupperne, gruppe 1
forrest og 3 bagerst. I tilfælde af tilskadekomst under føling iværksættes
medivac, og 2. deling er QRF."
QRF er forkortelse for Quick Response Force, altså den del af kompagniet,
der er standby til at kunne komme de andre til undsætning i tilfælde af
ballade. Vi har forskellige responstider, på mellem 60 og fem minutter. Ved
en times responstid behøver du ikke gøre andet end at være i nærheden af
din deling, ved fem minutters QRF skal du sidde på viktoren med udstyr
på. Til denne patrulje har 2. deling en QRF på 15 minutter, hvilket vil sige,
at de smider udstyret ud til piranhaerne og har uniformerne nogenlunde
på. Og det vil også sige, at JP ikke forventer ballade.
"Men vi har fået melding om, at der er mange diggers i området, så hold øje
med mistænkelig adfærd," siger han.
Diggers er Talebans spejdere, de melder om vores bevægelser, så Taleban
kan lægge sig i baghold eller smide en IED på den rute, vi følger. De
kommunikerer over mobiltelefon.
132
Så mistænkelig adfærd er altså en afghaner, der taler i telefon.
"Vi går om 30 minutter. Så I kan lige nå at drikke et par liter. Det bliver
varmt dernede i dag," slutter JP.
Jeg har ikke lyst til at udsætte min krop for endnu en tur af det, den fik i
Gereshk, så jeg hælder vand ind og fylder min CamelBak til bristepunktet.
Seks kilometer er ikke en skid, jeg kunne gå det på en time derhjemme,
men temperaturen er allerede over 45 grader, selvom vinden pisker hen
over ørkenen.
Mens fodtudserne gør sig klar, går vognbesætningerne ned til dust ball'en
og kører piranhaerne uden for Sandford. De skal holde oppe på
highground, som er det højere beliggende ørkenområde over Green
Zonedalen. Derfra kan piranhaernes skytter dække hele ruten, vi skal gå.
Jeg trækker udstyret på inde i stalden, mens jeg hælder endnu en flaske
vand ned. Mine øjne hænger et par sekunder ved tourniquetet på mit bryst.
Det er en knebelpresse, der består af et sort velcrobånd med en plastikpind.
Hvis nogen får sprængt en arm eller et ben i stykker, smækker du
velcrobåndet rundt om stumpen og strammer med pinden, indtil åren er
lukket til. Du kan overleve flere timer på den måde i modsætning til at
forbløde på et par minutter.
Det giver sig selv, at tourniquetet redder liv. Hvis der er voldsomme kampe
i gang, kan det tage tid, før helikopterne
133
kan komme ud og evakuere hårdt sårede. Alligevel er det forholdsvis nyt
som standardudstyr i vores udrustning. Det danske forsvar syntes, det var
dyrt at bruge de 100 kroner stykket, som tourniquetet koster, så det var
først, da soldaterne selv begyndte at købe dem i Irak og overlevede at gå på
IED'er, at forsvaret kunne se, at det kunne betale sig.
Nydeligt, at de laver økonomiske kalkuler med vores liv på kredit.
Men sådan er det faktisk hele vejen rundt. Flere har selv købt kampveste
for tusindvis af kroner på nettet, fordi standardvesten er røv og nøgler mest røv. Faktisk nærmest udelukkende røv, for hvis du vil have nøgler
eller noget som helst andet med, skal du selv købe en skruekarabin og sætte
i den.
Tourniquetet sætter vi fast på kampvestens front med en bred elastik, så
det er nemt at få af. Du skal altid bruge den såredes eget, så du stadig har
dit eget i behold, hvis du selv skulle få flået et lem af senere - som hvis du
for eksempel går på en IED, når du slæber ham ud til evakuering.
I bæltet har vi en grøn taske, der udgør resten af vores førstehjælpsudstyr -
IFAK'en, Improved First-Aid Kit. Den ligner en lille toilettaske og
indeholder gaze og sårrensningsservietter som alle Falckkasser, men der
stopper ligheden så også. Vi er udstyret, så vi kan klare os selv, hvis der
skulle gå tid, inden sanitetsfolkene kan nå frem til os.
134
Skudhuller i lemmerne er uproblematiske, de skal bare stoppes til med vat
og gaze, medmindre de har ramt en åre, så er det tourniquetet, der skal i
brug. Skudhuller i brystet er mere problematiske, der kan komme overtryk
i brystkassen, og så sprænger du i stykker indefra. Derfor er der i IFAK'en
et rundt, selvklæbende, gennemsigtigt plaster på størrelse med en voksen
mandehånd, hvor der i midten sidder en ventil. Det smækker du på hullet,
sådan at luften kan komme ud af brystet, men ikke ind. Skudhuller i
hovedet er der ikke udstyr til i IFAK'en, der er alligevel sjældent noget at
gøre.
Brandsår fra eksplosioner lægger du kompresbind over og overhælder med
vand. Mindre fragmenter fra IED'er og granater behandler du som skudsår.
Store fragmenter betyder enten, at der mangler et lem, eller at der mangler
liv.
Er benet eller en arm blevet blæst af din kammerat, sætter du først
tourniquetet på stumpen, og derefter finder du vat i IFAK'en og
tamponerer såret, så det lukker - det vil sige, at du skal stoppe vat ind
mellem kødet og den blottede knogle. Eventuelt kan du også lægge hårdt
pres oven på vattet med hænderne, hvis du kan sidde sådan uden at bringe
dig selv i fare, til hjælpen når frem.
Befinder den sårede sig midt i kampzonen, skal du have ham væk, inden du
begynder på førstehjælp. Det nemmeste er at tage fat i nakken på din
sårede kammerats fragvest og trække ham og dig selv i sikkerhed. Om bag
frontlinjen eller bare bag en jordvold, ud af skudvidde,
135
og ned på maven. Derfra kan du så begynde at se på, om han kan reddes.
Hvis han skriger af smerte, finder du morfinslikkepinden i IFAK'en og
sætter den i hans mundhule. Morfinen optages gennem slimhinderne og
virker hurtigt. Men den skal ikke tygges, så kan I lige så godt sige farvel
med det samme.
Han bliver hurtigt smertefri, men også lidt bims af morfinen, så du skal
også huske at tage karabinen fra ham, ellers risikerer du selv at ryge på
tabslisten. Og friendly fire er virkelig en ærgerlig besked til færgemanden.
Endelig, når du har givet din sårede kammerat livreddende førstehjælp,
finder du alutæppet i IFAK'en og pakker det om ham. Det er grønt på den
ene side og sølvpapirs-agtigt på den anden. Du vender den med sølvpapiret
opad, hvis du gerne vil holde ham kold under den direkte sol, og med
sølvpapiret indad mod hans krop, hvis han er gået i chok, for så er der
risiko for, at han bliver for nedkølet.
"Er du klar?" spørger Johan.
De andre er allerede ude af stalden igen, jeg nikker og følger efter dem.
Sandstormen er døet ud og har efterladt et fint støvlag på alle overflader i
lejren. Vi samler os gruppevis foran porten. JP står ved Haciendaen og taler
med KC.
Ingen af os siger noget, vi står bare. Mit røvhul kravler næsten op i min
mave. Jeg har været i Helmand i
136
fjorten dage, jeg har vænnet mig til fornemmelsen af at være i en krigszone,
jeg har oplevet min første føling, har gået min første patrulje, men den
adrenalin, der pumper gennem kroppen nu, er voldsommere end noget, jeg
nogensinde før har oplevet. Det må være, fordi jeg skal ned i zonen, og fordi
jeg skal gå. Piranhaens hårde skal skaber trods alt en fornemmelse af
tryghed og en illusion om, at du kan komme hurtigt væk fra balladen. Hvis
det går galt nede i zonen, er der kun at smide sig ned på maven, affyre
karabinen og håbe, at hjælpen når frem i tide.
Vi går ud gennem den grønne port. 1.1 forrest, os i midten med JP og oskar,
og bagerst går 1.3. På den måde kan JP overskue alle tre grupper i delingen,
når vi går.
Der er 400 skridt ned til kanten af zonen, jeg tæller ikke, det er bare en
fornemmelse. En hvedemark markerer overgangen fra ørken til Green
Zone. 1.1 er allerede nede ved den første compound, inden jeg sætter
fødderne på den smalle sti, der bugter sig gennem marken. 1.1 standser, og
alle går i knæ bag muren, hæver karabinerne og venter på os.
Jeg træder ind på stien, min puls er højere end normalt, jeg sveder på
grund af mere end varmen. Adrenalinen farer igennem mig, mine muskler
strammes og slappes på én indånding.
Men allerede tre meter inde i zonen falder røvhullet på plads igen. Efter
yderligere et par skridt mærker jeg,
137
at velcroen på min handske generer mit håndled, jeg retter handsken mod
karabinen uden at tænke over det - som jeg ville gøre det, hvis jeg gik alle
andre steder.
Det er overhovedet ikke, som jeg ventede. Jeg troede, jeg ville være i en
tilstand af konstant alert, at øjnene ville være ekstra skarpe, ørerne ekstra
følsomme, men intet føles anderledes. Det er som at gå en tur langs en
mark derhjemme på en sommerdag. Mine sanser er normale og registrerer
normale indtryk. Solen står højt på himlen mod øst, himlen er lyseblå.
Fuglene synger. Jeg opdager, at jeg er i godt humør.
1.1 rejser sig foran os og følger stien til højre, vi gør det samme. Cirka 100
meter længere fremme skal vi krydse en vandingskanal. Den er omkring
fem meter bred. Broer gør de ikke så meget i herude, så der er kun en
væltet træstamme, vi må gå på for at komme over.
Jeg ser ned i vandet i kanalen, brunligt, mudret, men der er godt med
strøm i det. Den første fra 1.1 vover sig ud på træstammen, han tager den i
tre lange skridt. Den næste følger efter, og den næste, så der går rytme i
det. Ovre på den anden side knæler de igen med hævede karabiner og
sikrer ind mellem træerne og den mandshøje majs, der kunne gemme på
hvad som helst.
Foran mig står Holm op på træstammen og går over, så er det min tur. Jeg
træder op, stammen er bred, men selvfølgelig rund, jeg er dog ubesværet
over den i tre skridt. Japan følger efter, men han har små ben, og måske er
det derfor, han pludselig standser op midt på
138
stammen. Han kan ikke følge rytmen og må tage et ekstra skridt.
Det får ham til at vakle. At vakle på en rundet overflade er en dårlig idé.
Han basker med armene, karabinen svinger op i luften. Med et brøl ryger
han bagover ned i det mudrede vand. Heldigvis er vi trænet grundigt i ikke
at have fingeren på aftrækkeren, når vi går patrulje, i fald noget som det
her skal ske.
"Satans," siger JP i PR-radioen. "Få ham op i en fart."
Japan plasker med armene og forsøger selv at komme på benene, men
strømmen trækker dem væk under ham, han bliver trukket flere meter ned
ad kanalen, mens han kæmper for at holde hovedet oven vande, de mange
kilo udstyr gør det svært for ham.
Holm lægger sin karabin fra sig på jorden og springer ned i kanalen under
træstammen. Vandet går ham til livet, han holder fast i træets rødder med
den ene hånd og holder sig oprejst. Han har flere benmuskler at arbejde
med. Med den anden hånd griber han fat i Japans arm og trækker ham ind
mod bredden.
Johan og jeg lægger os på maven med overkroppene ud over kanten, får fat
i hans arme og trækker ham op til os. Først er han ren dødvægt, men da
han kommer op at stå, hjælper han selv til. Nogenlunde hurtigt er han oppe
og hænge på kanten, vi hiver ham helt ind på land. Han sætter sig op på
knæ og tjekker sit udstyr, det brune vand slasker ned over os.
139
"Tak for det, drenge," siger han forpustet. "Der var modstand på det vand."
"Talebaner-vand," siger Holm, der er kravlet op ved egen hjælp.
Vi griner, men kommer også hurtigt op på knæ og lægger begge hænder på
karabinerne, mens resten af delingen ubesværet skynder sig over
træstammen.
"Godt klaret," siger JP til Holm og ser på Japan. "Er du okay?"
"Ja, det var næsten forfriskende," griner han.
Men hans mørke hudfarve forhindrer os også i at se, hvor rød i hovedet han
formentlig er.
"Fint," siger JP og råber halvhøjt til de andre. "Vi fortsætter."
Japan og Holm sjasker fremad i våde støvler, den svuppende lyd leder os
nogle hundrede meter, men varmen tørrer hurtigt tøjet, hvorefter sveden
gør det vådt igen. Jeg kan mærke det løbe ned ad ryggen og samle sig
mellem ballerne.
Vi går en og en på stierne. Ligesom i Gereshk får vi selskab af børn, en flok
meget beskidte unger mellem fire og otte år. De løber ud og ind imellem os.
"Pen, pen," tigger de.
Jeg ryster på hovedet, jeg har ingen kuglepen, men det får dem ikke til at
opgive.
"Pen, pen," synger de videre.
Det er svært at forestille sig den fattigdom, de lever i. De får kun majsgrød
og brød, måske lidt grøntsager,
140
stort set aldrig kød. De drikker colibakterie-forurenet brøndvand. De sover
på måtter på den bare jord og har ikke meget andet tøj end det, de har på
nu. Men de er børn, så de er lykkelige alligevel, de har ikke lært at være
andet, endnu.
Gad vide, om de voksne er ulykkelige? Om de forstår, hvor usle deres liv er
set med vores øjne? Men måske bruger de bare ikke så meget tid på at
brokke sig. De har heller ikke meget tid til det, gennemsnitslevealderen
herude er 40 år. Jeg ville være midaldrende, hvis jeg var afghaner.
"Knallert klokken tolv," lyder det i PR-radioen.
Jeg kan ikke se den, stien drejer bag om en compound. Da jeg er nået forbi
muren, er der allerede to fra 1.1 i gang med at visitere manden og hans
knallert. Han står med armene i vejret og ser lige ud i luften, som om det
ikke er første gang, han gennemgår den behandling. Det er det sikkert
heller ikke.
"Han er clean," siger den ene af de to og vinker ham videre.
Det betyder, at hvis han har en mobiltelefon, så er det ikke en, hvor der er
udgående opkald til kendte Taleban-numre. Vi har fået en liste over de
kendte numre og skal tjekke alle telefoner, vi støder på. Og så regner hæren
vel bare med, at Taleban ikke hele tiden går rundt og skifter telefoner.
Temmelig mange af de antagelser, vi har om talebanerne, baserer sig på, at
de er halvretarderede og dårligt
141
udstyrede. Det passer sikkert meget godt, men jeg ved bare ikke, om det er
den bedste mentale strategi til at slå dem. Har det nogensinde virket for et
fodboldhold at undervurdere modstanderne?
Manden gasser sin knallert op og drøner bort, så støvet står op bag ham.
Det må være underligt at leve et sted, hvor bevæbnede mænd konstant
standser dig og rager dig over hele kroppen. På den anden side kan det
være, at de kan lide det. Tjiki tjiki hver dag.
Landsbyen, der er vores bestemmelsessted, viser sig kun at være fem små
compounds, der ligger rundt om en sammenstyrtet brønd, som ingen har
ulejliget sig med at bygge op igen. Sten og indtørret ler er blevet sparket til
side, så der stadig kan hentes vand i den.
Vi går rundt om de fem compounds, børnene fra før er blevet skiftet ud
med andre. At de er her, giver mig underligt nok en slags tryghedsfølelse,
selvom jeg godt ved, at Taleban er ligeglad med, om ungerne går på en IED.
En ældre mand kommer ud inde fra den compound, vi er på vej rundt om,
han ryster på hovedet, slår ud med armene og siger noget på afghansk. Han
lyder opgivende.
"We don't understand," siger Holm.
Manden peger på marken og peger på vores fødder, han ryster igen på
hovedet.
142
"Han vil ikke have, at vi går på hans mark," oversætter jeg i PR-radioen.
"Bare ærgerligt," siger Japan og tramper videre hen over afgrøderne.
Jeg ser ikke op på manden, da jeg passerer, men jeg prøver at sætte mine
fødder i Holms spor.
På patrulje bærer du dit våben ind mod kroppen, den ene hånd på
pistolgrebet, pegefingeren langs med aftrækkeren, og den anden hånd
under piben, der peger ned i jorden. Bag mig har Japan sin karabin hævet
ti centimeter mere end normalt, så den peger mere fremad end ned. Jeg
tror, han overkompenserer for sin svømmetur ved at prøve på at se mere
prof ud. Han ligner en skydegal halvabe. Talebanerne må tænke, at han er
en af deres, som vi har hvervet.
Vi drejer rundt om compounden tilbage i vores eget spor og begynder turen
hjem mod Sandford. JP vil have os tilbage ad samme rute. Det er en
afvejning for og imod, på den ene side ved vi, at den rute var fri for IED'er,
da vi gik ud, men på den anden side kan der have været nogen og lagt en i
mellemtiden. I det her område af Green Zone er vi dog ikke så bekymrede
for det, men længere oppe ad floden må du hellere tage chancen med en ny
rute.
Efter en halv time kan jeg se Sandford i horisonten, brunt i brunt ligger den
oppe på highground og rager op over dalen. De tre piranhaer holder på
række 100 meter fra den. Efter en time går vi gennem den grønne port
143
igen, jeg ser over skulderen ned mod floden. Det var så det, min første
patrulje i zonen. Og stadig ikke flere huller i kroppen, end dem der skal
være. Jeg slår en diskret prut for at understrege det.
"Godt arbejde derude, alle sammen," siger JP.
Vi samler os rundt om ham, trækker udstyret halvt af og lader det hænge
over den ene skulder. Johan griber en håndfuld vandflasker og deler dem
rundt til gruppen.
"Du behøver ikke give Japan vand, han har allerede fået," siger Villadsen.
"Du skulle bare vide, hvad jeg har fået af din mor," svarer Japan.
"Bliver du aldrig færdig med Villadsens mor," siger Lis. "Vi andre blev
færdige med din for længe siden."
"Tak for det mentale billede," siger jeg.
"Jeg kan godt lide det," siger Fransi. "Men i min version bliver Lis også
spillet af Portia de Rossi og Villadsens mor af Angelina Jolie."
"Lesbian MILF, right on," siger Villadsen.
"Det er din mor, vi snakker om," siger Lis.
"Hvis Angelina Jolie var min mor, var jeg et lykkeligt incestoffer."
"Hvis vi kunne hæve samtaleniveauet lidt op over bæltestedet, hvordan
synes I så, det gik?" spørger JP.
"Vi holdt formationen godt hele vejen," siger Ali, der er gruppefører for 1.3.
"Og 19 af os kom flot over vandingskanalen," siger Villadsen.
144
Spredt latter, selv JP's læber trækker sig opad et sekund.
"Enig, I holdt formationen godt, selv på den uforudsete hændelse. Det var
professionel omstilling til situationen, og jeg er især glad for at se, at I
husker at gå i knæ ved holdt. Jeg ved, jeg har været meget efter jer med det
derhjemme, men der er desværre mange, der har svært ved at huske det
herude."
"Det er, fordi vi er dovne og benytter enhver lejlighed til at tage et hvil,"
siger Holm.
"Godt, bliv ved med det. Er der ellers spørgsmål eller kommentarer til
dagens patrulje?"
Ingen har noget, vores første patrulje i Green Zone, og vi føler os allerede
rutinerede.
"Fint, jeg har ikke mere," siger JP. "Så kan Japan komme ind og få tørre
bukser på."
Før
"Du tør ikke."
Ras griner, han ved godt, at jeg tør, men han skal sige det, det er en del af
ritualet. Jeg tænder lunten.
"Hvem løber først," siger jeg.
Det er også en del af det, hvem tør stå her længst. Jeg slipper kanonslaget,
det rammer bunden af postkassen med et dunk, den sagte hvislen fra
lunten forstærkes af
145
metalkassens sider. Jeg slipper klappen og sætter i løb. Måske taber jeg i
Kylling, men det gør ikke noget. Det gælder om at komme langt nok væk, så
jeg kan nå at vende mig og se eksplosionen.
Vi kaster os ned bag en 30 centimeter høj, nyplantet hæk. Lige i tide.
Braget flår gennem villakvarteret. Postkassens top kastes op i luften og
lander med et skrald midt i indkørslen. Vi griner. Lys bliver tændt i
nabohuset. Vi skynder os hen til cyklerne og kaster os op på dem, netop
som hoveddøren bliver flået op.
"Hvad fanden foregår der her," råber en mand og stormer ud på
havegangen.
Vi pisker af sted, forbi den søndersprængte kasse, Ras bremser hårdt, så
baghjulet skrider ud, hopper af cyklen og griber postkassens amputerede
låg.
"Din spade, kom nu," råber jeg, men standser også.
Over min skulder ser jeg naboen sætte over græsplænen, han er kvarterets
selvudnævnte ordenshåndhæver, kan jeg se i hans blik, der er rettet direkte
mod Ras. Ras sætter låget fast på bagagebæreren og svinger benet over
cyklen igen, manden er henne ved indkørslen nu, to meter fra os. Han er i
morgenkåbe og boksershorts, han har en tæt grå måtte af hår på brystet.
Jeg håber, han har smækket sig ude i den mundering.
Ras får endelig gang i pedalerne, men manden griber ud efter bagenden af
cyklen. Han har fået fat om postkasselåget og flår i det, så Ras må sætte
benet i jorden for ikke at vælte.
146
"Hey, din sindssyge stodder," råber han.
Men han er tilbage på sadlen i samme sekund og er med to hårde tråd på
pedalerne forbi mig. Jeg sætter mig op igen og følger efter ham.
Bag os står manden og ser fra os til den smadrede postkasse til låget i hans
hænder, som om sammenhængen endnu ikke er gået op for ham. Som om
det er første gang, nogen har forstyrret hans villavej og nattero.
"Fuck, han tog min fangst," griner Ras. "Den skulle jeg have brugt som
askebæger."
"Du ryger ikke," siger jeg.
"Det har jeg sgu da tænkt mig at begynde på."
Vi svinger ned ad en anden gade og fortsætter ud i sommernatten som
cykelcowboys med vinden i håret og trommehinder, der er halvt trykket
ind.
Derude
"Du er den største grejluder," siger Fransi til Villadsen. Misundelsen i hans
stemme er umulig at overhøre.
Villadsen smiler og nikker. Hans gejlede karabin ligger i skødet på ham,
han pudser den, som om han spillede pik på en neger af glas, store
forsigtige strøg.
Som med alt andet i militæret er de våben, vi får udleveret, kun udstyret
med det allermest nødvendige gear. Groft sagt en pibe, et pistolgreb og
ammu. Og da du skal
147
have den ene hånd på pistolgrebet og den anden hånd skal støtte piben, vil
det i løbet af halvanden patrulje føre direkte til en seriøs omgang
seneskedehindebetændelse, for du anstrenger underarmen og håndledet alt
for meget i den stilling. Derfor har vi alle selv investeret i et
nærkampshåndtag og sat det på under piben, og så kan du holde den i nok
så mange timer uden at få krampe.
Udstyrsopgraderingen stopper dog ikke der. De fleste har også skruet en
lys-laser forrest på piben. Lyset gør det nemmere at searche i mørke rum,
fordi din lygte følger karabinens munding. Samtidig laver laseren den lille
røde plet, så du ved, hvor du rammer. Eller så de folk, du rammer, ved det lige inden det alligevel er for sent at flytte sig.
Men så er der nogle stykker i kompagniet, som Villadsen, der er gået hele
vejen og har gejlet deres karabiner med alt, hvad der kan sættes på af
ekstraudstyr, herunder en ekstra lygte og et stativ, så den kan stå selv. Og
ikke mindst et aimpoint, som er et slags kikkertsigte uden kikkert, altså
dybest set bare et sigte med en prik i midten, som du kan sigte efter - altså
hvis du ikke kan finde ud af den overdrevent vanskelige opgave at følge
pibens retning med øjnene.
"Prøv lige at se den her slæde," siger Villadsen.
Han trækker i det stykke, der ligger oven på piben. Det er slæden, du sætter
ekstraudstyret på, og det første, du er nødt til at skifte ud, hvis du vil kunne
skrue andet end standardudstyr på karabinen.
148
"Jeg købte den i Bastion, 200 dollars, mand, men så kan den også tage alt."
"200 dollars, jeg gav kun 150 for min," siger Fransi.
Han forsøger at få det til at lyde, som om han har gjort den bedste handel,
men hans øjne er klistret til Villadsens karabin.
Villadsen er en Brian, og han er stolt af det. Men han er også en ranglet,
blond lollik, der har fire storesøstre, og så er han ordblind. Det er ikke
noget, han snakker meget om, men jeg ved, at han har brugt hele sin
skoletid på at narre lærerne. Han blev først afsløret til eksamen i 9. klasse,
hvor hans søstre ikke kunne hjælpe ham, som de plejede, ved enten at læse
tingene op for ham derhjemme eller skrive dét ned på computeren, som
han dikterede.
Men i stedet for at blive anerkendt for sin dygtighed til at lære alle sine
lektier udenad og til at narre folk med det, dumpede han ved Folkeskolens
Afgangsprøve og fik besked på at gå om. Hvis han ville blive til noget. Det
gad han underligt nok ikke, så fem år og adskillige biltyverier senere
udstyrede den danske stat ham i stedet med et automatvåben.
Fransi har den direkte modsatte baggrund, han er en forkælet knægt fra
Roskilde og den eneste konstabel i delingen med en studentereksamen.
Han ved bare ikke, hvad han vil med sit liv, og på den måde ligner han
alligevel de fleste af os uden studenterhuer. I den tid, jeg har kendt ham, er
han gået fra at ville være biolog til civilingeniør
149
til dyrlæge. Jeg gætter på, at han er i gang med at bladre sig alfabetisk
gennem Hvad kan jeg blive? og på den måde er Afghanistan-udsendt så
kommet i stand.
Fransi trækker i slæden på sin karabin for at understrege, at de 50 dollars,
han har sparet på den, var det kloge valg. Den jammer halvvejs, og han må
give den et hårdt skub med hånden.
"Men din er også en julemandsslæde, det er lort," siger Villadsen. "Den her
kan du skrue et ekstra aimpoint på."
"Hvad skal du med to?" spørger Lis.
"Hvad fanden skal du med ét?" spørger Johan.
"Man ved aldrig, hvad man kan få brug for."
"Den dag sejren afhænger af dine to aimpoints, er den dag, hvor de stille og
roligt bare skal trække tropperne hjem," siger Holm.
"Må jeg se den?" spørger Fransi, og Villadsen rækker ham karabinen.
Det eneste, jeg har gjort ved min karabin, er at sætte nærkampshåndtaget
og lys-laseren på. Jeg har et tættere forhold til TMG'et. Et dumt parforhold,
egentlig, da jeg jo efterlader det på piranhaen, hvis jeg er med på patrulje,
hvor jeg er langt mere sårbar.
"200 dollars, var det det, du sagde?" spørger Lis. "Og så snupper de gøbben
i Kabul, og du kan tage hjem uden noget som helst at vise for dine penge."
"Jeg tager sgu da udstyret med hjem."
"Til hvad?"
150
"Jeg skal nok finde på noget."
"Ja, du kan bruge dit aimpoint til at røre i sovsen med," siger Johan.
"Buttplug," siger Japan. "Så kan han også tjekke for hæmorider, mens den
er deroppe."
"Og så røre i sovsen bagefter," siger Lis.
"Mind mig om aldrig at takke ja til en middagsinvitation hos nogen af jer,"
siger Holm.
Micke halvløber hen mod os, han er i bar overkrop, brystmusklerne står
tydeligt frem. Derhjemme ville han ligne en fitness- og solarieidiot, her
ligner han alle os andre. Kombinationen af feltrationer og patruljer i 50
grader med 15 kilos oppakning gør, at du smider alt overflødigt fedt og
træner musklerne hårdt op samtidig. Vi er Valhallas våde drøm.
"Er I med på en kamp?" spørger han og nikker ud mod det åbne område.
1.1 har banket to pæle i jorden og hængt et volleynet op mellem dem.
Resten af gruppen står på den modsatte side af nettet og venter på os, som
om de ved, at vi ikke kan sige nej.
"Selvfølgelig," siger jeg, rejser mig og smider T-shirten.
"Har I en bold?" spørger Lis.
"Selvfølgelig har vi en bold."
"Hvad med jer to, kan I rive jer fri af rengøringen en times tid?" spørger
Johan.
151
Fransi og Villadsen lægger ikke helt frivilligt karabinerne fra sig og slutter
sig til os.
"Taberne laver aftensmad," siger Micke og fanger med foden bolden under
en af Haciendaens piranhaer.
"Fint, vi vil gerne bestille labskovs, " siger Japan.
"I må hellere lige vinde først, inden I æder gevinsten," siger Micke.
"Vi har solen i ryggen, vi har så godt som vundet," siger Villadsen.
Og derfor får han og Japan æren af at holde øje med gryderne, da vi to
timer senere står i køkkenet og finder feltrationerne frem.
"Det var en fucking lortekamp," siger Villadsen.
"Det er ikke til at spille ordentligt på det skodsand," siger Japan.
"Åh, hold da kæft. Jeg har da aldrig i mit liv set nogen serve så dårligt som
jer to," siger Lis.
Japan og Villadsen vælger ikke at svare, men koncentrerer sig i stedet
grundigt om at putte poserne i vandet. Vi andre sidder i sofaen, hælder
vand ind og griber gaflerne, efterhånden som maden bliver sendt rundt.
"Så gik den dag," siger Fransi og skovler labskovs ind.
"Endnu en omgang solid spild af tid," siger jeg.
"Jeg har hørt, at Armadillo skal lave operation ved Musa Quala igen," siger
Lis.
"Det har jeg også hørt," blander Japan sig straks.
152
"Hvad er chancen for, at vi skal med der?" spørger Fransi.
"Mindre end nul," svarer Holm.
"Klart," siger jeg. "Er det ikke efterhånden tydeligt, at vi bare skal sidde her
og pille os i navlen på vagttjans, mens Armadillo tager hele æren?"
"Det er fucking spild af ressourcer, det er, hvad det er," brummer Johan.
Ingen siger noget, men vi tænker det alle, mens vi tygger unødvendigt på
den slimede masse, der knap kan kaldes mad: Vi foregiver, at vores opgave
herude er vigtig, men realiteten er, at vi er fjorten piranhaer og 120 mand,
der leger skovbørnehave i Gereshk og zonen.
Min teori er, at ISAF er mere interesseret i at undgå at sende kister hjem
end i at vinde over Taleban. Det er den eneste forklaring, jeg kan finde på,
at der er så mange soldater herude, der reelt ikke deltager i krigen.
Efter maden går jeg i seng, klokken er kun otte, men vi har vagten senere i
nat, og jeg har lært mig at sove, når jeg skal. Jeg har været i krig i snart fire
uger, og det er blevet hverdag. Dagene ligner hinanden latterligt meget. To
dage med patrulje, en dag med vagt, to dage med patrulje og så vagt igen.
Du vænner dig til at gå fra kampberedt inde i Gereshk til kampberedt ind i
en venskabelig slåskamp i lejren. For 26 dage siden var der stor forskel på
de to tilstande, nu har de nærmet sig hinanden. Adrenalinrusen kan ikke
kende forskel længere.
153
Derude
Vi skal have fint besøg. Forsvarschefen og forsvarsministeren kommer og
ser, hvad vi laver herude. De skal bare være her et par timer og så videre til
Armadillo. Der vil være et hav af journalister med. Så de kan fortælle
historien om de modige topfolk, der tager helt ud i felten til soldaterne altså helt ud til de nærmest sikre baser, de skal ikke med ned i Green Zone
eller noget.
JP skal vise dem rundt i Sandford. Jeg tror, KC har en svaghed for ham,
siden han overlader den tjans til en delingsfører og ikke selv tager den eller
giver den til NK.
Vi har fået besked på at se præsentable ud og rydde nogenlunde op. Det
skal oversættes til, at vi tager en ren T-shirt på og fjerner patterne fra
væggene.
Vi har alle sammen fuldskæg herude nu, ja altså på nær pigerne, selvom Lis
sikkert prøver, alt hvad hun kan, på at gro et frem. Johans og Holms er
fyldige og mørkebrune, Maglebys er nærmest lidt sølvsprængt, mens
Villadsens er tæt, kort og lyst, og Fransis og Niks pjusket leverpostej. Mit
eget er ikke så langt, og det er rødt, men til min overraskelse gror det jævnt
ud. Jeg har aldrig forsøgt at lade det stå før, jeg havde vel ventet, at det ville
komme ud som et par pjuskede totter, sådan et som oskar og nogle af de
andre splejsede blonde render rundt med. Japan kan selvfølgelig ikke få et,
han har bare et
154
trist overskæg og bakkenbarter, så måske bliver vi snart nødt til at ændre
hans navn til Asian Elvis.
Det er utroligt nok meget mere behageligt at have skæg i varmen, frem for
at skulle skrabe kinderne hver morgen og efterfølgende udsætte dem for
solen. Men ud over at det er behageligt, skaber det større respekt hos
afghanerne, at vi har et ordentligt skæg. I deres øjne er glatbarberede
kinder et tegn på, at du ikke er en mand.
KC, der selv har ladet det rødblonde skæg stå, opfordrer os også til det - for
at skabe bedre kulturel forståelse. Det kan jeg godt lide det danske forsvar
for. Briterne og amerikanerne skal være barberede, det er en del af deres
reglement, ligesom det med at være korrekt påklædt hele tiden. Dave og de
andre tre engelske signaldrenge, der bor hos os, følger de engelske regler.
Så de må nøjes med at se misundeligt på vores shorts og skæg, så længe
deres overordnede er overbeviste om, at man vinder krige bedre med
pressefolder og sprukne rødskjodede kinder.
Klokken 1100 får vi melding om, at helikopterne med vores Vipper letter
fra Price. Af alle de smarte tiltag, vi har herude for at forhindre, at Taleban
regner ud, hvad vi går og laver, har ingen endnu fattet, at skæve klokkeslæt
kunne være en mulighed.
Ti minutter senere kan vi fra forhøjningen inde i lejren se dem komme op
ad Helmand-floden. De flyver i en Chinook med to Apacher foran til at
klare eventuel ballade. Chinooken selv er en grå bus med to propeller.
155
Dens bagende er åben, og en gunner sidder med et TMG og tjekker bagud.
På venstre side sidder der endnu en gunner og afsøger ind mellem
palmerne. Apacherne er hvepse ved siden af i størrelse, men de er sorte og
hurtige og bevæbnet med en 30 mm Gatling-gun og to hellfire-missiler.
De flyver taktisk op ad floden. Ligger højst tyve meter over vandspejlet, så
du fra større afstande ikke kan se dem komme for palmetoppene.
Chinooken svinger fra side til side ad floden, for at gøre det umuligt for
RPG'erne at tage sigte på den. Det ligner noget fra Platoon.
"Det er for vildt, det der," siger Japan.
"Og det er fucking snyd, jeg har aldrig prøvet at flyve i sådan en," siger jeg.
"Heller ikke mig, mand, det gad jeg fan'me godt!"
"Så må du højere op i graderne, det er kun til Vipper," mukker Villadsen.
"Ja, og til sårede, drenge, husk lige det," siger Lis og spytter, som for at
understrege en eller anden pointe.
Hun forstår altid at ødelægge en stemning. Vi træder ned fra højen og går
væk fra hende. For at understrege det.
Lilla røg fra en røggranat stiger op bag muren på den anden side af lejren.
Chinooken orienterer efter røgen, så den ved, hvor den kan lande. Vi kan jo
ikke så godt markere et stort H midt ude i ørkenen, det ville være det
156
samme som at skrive 50 point for at ramme her med en granat.
Vi går hen og står i porten, så vi kan se den lande. Apacherne bliver i luften
og cirkler omkring basen. Chinookens rotorer sender det øverste, finere lag
ørkensand op i en hvirvel rundt om den. Den sænker bagenden en anelse
mere, og ud kommer tolv personer i fragveste og hjelme og med ansigterne
gemt bag støvtørklæder. Flere af dem er svært bevæbnede med kameraer.
Presseofficeren leder dem i en lige linje direkte bagud af Chinooken og så
skarpt til højre, hvor de omkring 30 meter fra helikopteren går ned på hug
og vender ansigterne mod jorden. Fotograferne kaster sig over deres
apparater og klikker løs, selvom jeg tvivler på, at de har meget andet end
støv i sigtet.
Chinookens bagerste gunner laver rotortegn med sin ene hånd over
hovedet, og den letter med det samme. Ikke lige op, men nærmest i en 45
graders vinkel hen over hovederne på os, så vi er lige ved at blive blæst
omkuld. Den fortsætter ud over floden igen, Apacherne følger. Det ligner
en luftudgave af en search på landjorden, den bagerste Apache drejer sig
omkring og kigger bagud, inden den følger efter.
Det var den spændende del af besøget.
Vipperne går ind gennem porten, vi har stillet op på begge sider for at byde
velkommen. KC og JP tager imod dem og giver hånd, straks spreder
fotograferne sig
157
ud, to af dem har tunge tv-kameraer på skuldrene. De begynder at forevige
øjeblikket.
Måske ser de os derhjemme i Nyhederne i aften. Måske skulle jeg ringe
hjem til mor og sige, at hun skal se det. Men det gider jeg alligevel ikke.
JP følger Vipperne rundt i lejren, vi går tilbage til vores logi. Han har
advaret om, at han tager dem med ned til os, så vi sætter os uden for
stalden og venter.
Vi har fået bakset et halvtag sammen af gitter og tæpper, så vi har en slags
terrasse nu. Johan og jeg har slæbt næsten en palle vand ind i hjørnet op ad
muren, så det ikke står og koger i direkte sol. Det er luksus med vand, der
kun er omkring kropstemperatur.
Vi snakker om helikoptere. For sådan er det herude, vi snakker om de få
begivenheder, der skiller sig ud fra dagligdagen. Har nogen set et eller
andet inde på patrulje, vi ikke har set før - en hund med hvalpe, et barn
med et stort modermærke i ansigtet - så går historien lejren rundt mindst
fire gange.
JP og Vipperne kommer imod os fra den anden ende af lejren, JP peger
rundt, og munden bevæger sig hurtigt. Det her er han født til. Han viser
dem op på forhøjningen, så de kan se ned over Green Zone, og sørger for, at
de dukker sig. Der er ingen, der har taget et skud på os, siden vi kom, men
det er selvfølgelig med til at gøre indtrykket mere spændende.
Da de nærmer sig vores stald, rejser vi os. Det er svært ikke at blive grebet
af behovet for at gøre et godt
158
indtryk. Det er vores øverste chefer, men ikke så meget derfor, mere fordi
de kommer hjemmefra. Alle som én herude frygter at komme hjem efter
seks måneder med gedelort, feltrationer og livet på spil til et land, der helst
vil glemme, at de sendte os i krig, ligesom de amerikanske Vietnamveteraner.
"Sådan bor I," siger forsvarsministeren, da Johan viser ham indenfor i
stalden.
"Der kan jeg ikke fotografere inde, der er for mørkt," siger fotografen bag
ham til en af de andre Vipper, men han trækker bare på skulderen.
Han er da helt sikkert ligeglad med, om der er billeder af, hvordan vi bor,
han har nok alligevel kun tænkt sig at beskrive forsvarsministerens muntre
tone. Men fotografen lyder sur, som om vi burde have sørget for
studiebelysning for at lette hans arbejde.
Forsvarsministeren kommer ud igen, og et par af journalisterne stikker
hovedet indenfor, men træder hurtigt ud igen. Ingen Vipper derinde.
"Savner I ikke privatliv en gang imellem?" spørger forsvarsministeren.
Han kigger på mig.
"Det er ikke det, vi savner mest," svarer jeg. "Et brusebad og en kold fadøl
er højere placeret på listen."
Han og forsvarschefen bryder ud i latter, journalisterne skribler løs,
fotograferne klikker. JP viser Vipperne videre ned mod 3. delings logi. Han
nikker en gang til mig over sin skulder, han ser en smule lettet ud.
159
Som om han havde ventet, at jeg ville sige noget pinligt. Det irriterer mig
enormt, jeg bliver nødt til at kvase en vandflaske.
Forsvarsministeren går et par skridt efter JP, men vender sig så igen om
mod os - på en måde som for at signalere, at han nær havde glemt det
vigtigste - og siger med et påtaget faderligt tonefald:
"Nu må I love mig at passe godt på jer selv herude."
Vi nikker pligtskyldigst. Og blitzene blinker.
Som om vi ikke udmærket alle sammen ved, at det, han i virkeligheden
siger, er: Nu må I love mig at passe godt på mine stemmer og lade være
med at komme hjem i en kiste.
Da helikopterne et par timer senere vender tilbage for at hente Vipperne,
gider jeg ikke gå med ud for at se dem. Jeg er stadig småsur på JP. På det
hele, faktisk.
Jeg går ned og tager et bad i stedet. Nu er der i hvert fald god plads, de er
alle sammen nede for at vinke som børnehavebørn. Jeg har lige grebet mit
håndklæde, da Chinooken blæser hen over mig, så sandet pisker mod min
nøgne våde krop. Fucking perfekt.
Derude
I slutningen af september kan vi allerede mærke, at det er blevet en smule
køligere. Hjemmefra ville jeg have forsvoret, at jeg kunne kende forskel på
42 i skyggen og
160
52, men nu er temperaturerne næsten behagelige - især om natten.
Vi har overstået de første seks uger, patruljerne og livet i lejren er faldet ind
i en form for rutine. Jeg ved i hvert fald, hvad mine opgaver er, og jeg er
ikke længere nervøs for ikke at kunne finde ud af det. Men jeg har angst for,
at JP overvåger mine mindste bevægelser og bare venter på, at jeg begår en
fejl.
Vi sidder uden for stalden, det er eftermiddag, de andre har gået en
rutinepatrulje nede i zonen, og Lis, Magleby og jeg har - efter at have siddet
på viktoren og fulgt dem oppe fra highground i fire begivenhedsløse timer også lavet eftersyn på piranhaen. Det skal vi gøre én gang om ugen. Det er
røvkedeligt, men det er alligevel et afbræk i rutinen med to dages patrulje,
en dags vagt og så videre. På den måde kan du i det mindste mærke, at der
er gået en uge.
Forsyningskolonnen har været her med ammunition og mad, samt en
masse løsøre og reservedele, vi har manglet. Vi fik dem til at tage en palle
sodavand med. Derfor sidder vi alle med en fyraftenscola. Den er lunken,
men den smager af en anden verden.
Villadsen krænger støvlerne og strømperne af og smider sine bare fødder
op på armlænet af Lis' stol. Hun stirrer med væmmelse på dem.
"Fy for satan, de stinker, tag dem ned!"
"De skal bare have lidt luft, så er de gode igen."
"De bliver aldrig gode igen, de er ødelagt for livet."
161
Jeg kommer til at score så meget fjas med den her duft derhjemme."
"Du kommer til at score et polititilhold, gider du så fjerne dem!"
Lis skubber hårdt til dem med albuen, så Villadsen er ved at flyve forover i
sin stol. Hans cola skvulper ud over dåsen og ned over hans hånd, han
suger hurtigt væsken op. Lis løfter albuen lidt op mod ansigtet og snuser ud
i luften.
"Føj, du har smittet mig!"
Han smækker fødderne op på ammunitionskassen foran Holm og Nik i
stedet. De rykker begge en halv meter tilbage.
"Vi skulle sende dig barfodet ned i zonen og gasse aberne ud," siger Holm.
"Du er et omvandrende masseødelæggelsesvåben."
JP træder ud af Haciendaen og går hen mod os. Jeg sidder med front mod
ham, de andre har ikke set ham. Der er noget med den måde, han går på.
Det er ikke gode nyheder, der kommer der. Jeg retter mig op.
"Jeg vil tiltrække stimevis af afghanerkællinger med de her babyer."
Villadsen løfter fødderne op fra kassen og svinger dem gennem luften, de
andre vifter sig for ansigterne, stanken når også min næse, men mit blik
bliver på JP. Han standser ud for os, Villadsen sænker fødderne, der bliver
øjeblikkeligt stille. JP ser direkte på Magleby, det strammer lidt i hans
kæber.
162
"Kom lige med," siger han.
Magleby ser sig omkring, som om han er i tvivl om, hvorvidt det er ham, JP
taler til. Men han prøver bare at vinde tid. Der er noget galt, og han vil ikke
vide, hvad det er. Hvis det ikke bliver sagt højt, er det ikke sket. Langsomt
kommer han på benene og går over til JP, der laver et kast med hovedet for
at vise, at han vil have Magleby med lidt væk fra os andre. De går op til
Haciendaen.
"Hvad fanden sker der?" spørger Lis.
"Det er ikke godt, det der," siger Japan.
Efter godt fem minutter kommer Magleby ud af Haciendaen igen med
sammenbidt ansigt, han skridter hurtigt hen over pladsen og går ind i det
rum, han deler med JP, Fransi og oskar. JP følger efter, men går hen til os.
"Magleby tager hjem," siger han: "Hans kæreste har været involveret i en
trafikulykke og ligger på Hvidovre. Det er vist ret alvorligt."
"Skal vi gå ind til ham?" spørger Lis ud i luften.
"Fransi?"
Johan ser spørgende på ham, Fransi nikker, rejser sig og går hen til deres
rum.
"Er det ikke Sofie, hun hedder?" spørger Japan.
Johan nikker. Vi andre siger ikke noget. JP venter, til Fransi er trådt
indenfor i deres stald og går så ned i knæ mellem Lis og mig. Han taler
dæmpet.
"Vi har en større operation i morgen, så I låner en kører fra 2. deling. Lis vil
du tage over som vognkommandør?"
163
"Ja, okay."
"Godt, vi prøver at få Magleby hjem så hurtigt som muligt, hvis vi kan få en
helikopter herud."
"Ellers kan vi køre ham til Price," foreslår jeg.
"Den går desværre ikke, vi skal af sted i nat, så I skal være klar her. Men vi
skal nok finde ud af det."
Realiteten herude er, at du ikke bare kan regne med en bus, hvis du skal
skynde dig fra a til b. Det kræver planlægning og mindst én deling at
komme nogen vegne.
Efter et par timer lykkes det dog at få en amerikansk Lynx til at runde
Sandford og samle Magleby op. Vi følger ham ned til den, giver ham hver
en hurtig krammer og ser ham krumbøjet stige om bord med hele sin
oppakning.
Sådan kan man altså også forlade en krigszone.
Dagens opgave bliver gennemgået af Eriksen, fører for 3. deling. Det er os
og dem, der skal af sted. Klokken er kun 3.30, solen står først op om tre
timer. Eriksen står i lyset fra 50 pandelygter.
Eriksen er temmelig speciel, han tygger snus konstant og virker lidt for glad
for at være i krig. Han har i hvert fald to magasiner for meget på sin
kampvest, plus et sort bånd om låret, hvor der sidder yderligere to, og jeg
tæller tre håndgranater - standardudrustningen er én granat. Jeg kigger på
hans karabin, der står på stativ
164
på jorden ved hans fødder, den har også fået hele turen. Grejluder af 1.
grad.
"Okay, sagen er sådan her," begynder han.
Snuset får ham til at snøvle en anelse, så han spytter det ud over den ene
skulder og fortsætter uanfægtet.
"Armadilloerne gennemfører en stor patrulje nede i zonen senere i dag.
Vores opgave bliver at lukke for al trafikken ind til byen, så vi sikrer, at de
får ro derinde."
Selvom Eriksen forsøger at puste opgaven op, er realiteten, at vi skal bruge
en hel dag på at searche klamme afghanerøser, mens Armadilloerne skal
være rigtige soldater. Selv patrulje gennem tomme gader i Gereshk er mere
udfordrende end det.
Vi får besked på at gøre os klar, jeg henter udstyret og slentrer ned mod
piranhaen. Efterhånden vænner du dig til at skulle vente et kvarters tid på
de overordnede, inden du kan stige på. De skal altid tjekke op på
efterretninger og sidste øjebliks-ændringer, inden vi kører. Japan og
Villadsen benytter ventetiden til at tænde en smøg. Gløderne lyser deres
ansigter op i nattemørket.
Vi har bestemte rygeområder inde i lejren på grund af brandfaren, for alt
herude, der ikke er sand, er knastørt. Men her i dust ball'en ved viktorerne
plejer alle bare at ryge. De overordnede vurderer vel, at rygerne har brug
for at få nerverne slået ned, inden vi triller ud i mineland. Jeg spekulerer
på, om jeg skal begynde igen, mest for at have noget at give mig til, mens vi
venter. Men cigaretter har aldrig rigtigt kunne holde mig fanget,
165
i hvert fald ikke så længe der kun er almindelig tobak i.
Vi har Grønberg med som kører, han er fra 2.3. Formentlig får vi en afløser
for Magleby fra Bastion eller Price inden for en uges tid. Det er ikke svært
at køre piranhaen, så de skal bare finde en med stort kørekort, så kan han
hurtigt lære det. Det kræver lidt mere at være skytte og vognkommandør,
men vi er alle tre trænet på de forskellige poster, derfor kan Lis
uproblematisk overtage Maglebys tjans.
Eriksen tramper i dobbelttempo ud mod os. Hvor er JP? Delingsførerne
plejer at følges, Eriksen ser sig over skulderen, han lader også til at
spekulere over det. Han vinker os hen til sig.
"JP er lige på trapperne," siger han. "Når vi kommer ud, spærrer 3.2 og 3.3
vejen med viktorerne. Folk, der vil ud af byen, kan I sgu for min skyld lade
køre, men de biler, der vil ind, de skal gennemsøges grundigt først. Jeg
mener grundigt! Personer, kabinen, bagagerummet, ja, kig i motoren også.
Og hvis der er den mindste mistanke om, at de er på vej ind for at lave
ballade, så får de ikke lov til at køre ind. Spørgsmål?"
"Hvad med våben og den slags, skal vi tage det?" spørger Johan.
"Alle våben konfiskeres. Hvis I støder på noget, der lugter af IED, om det så
bare er en printplade, skal I fjerne jer på stedet. Price sender et hold
ingeniører til at tage sig af det."
166
JP kommer til syne i porten.
"Godt, så er vi fuldtallige," siger Eriksen, han samler sin gejlede karabin op
og gjalder: "Sid op."
Vi går bevidst langsomt hen til vores viktor, nægter at lade os gribe af
stemningen. JP nikker godmorgen til os, får øje på cigaretterne og vrisser:
"Se at få slukket de der!"
Japan og Villadsen småløber hen og smider skodderne i en tom
ammunitionskasse. Ingen siger noget, vi kravler ind og indtager vores
pladser. JP tager telehjelmen på.
"Rampe fri, hæv rampen," siger han.
Normalt siger han også noget opmuntrende til os over det lille net, inden vi
kører, men ikke i dag. Gad vide, hvem der har pisset i hans feltration?
Grønberg tænder piranhaen, den brøler godmorgen, og projektørerne lyser
natten op.
"Kører klar til fremad," siger JP.
"Kører klar," svarer Grønberg.
"Kører fremad."
"Hvem skal jeg ligge bag?" spørger Grønberg.
"1 viktor."
"Forstået."
Jeg slår termisk sigte til på OHW'en. Vi triller ud af porten og kører højre
rundt om Sandford. Jeg har TMG'et i position mod øst. Pludselig sidder jeg
altså og sigter på vores egen lejr. Jeg synes, jeg burde løfte
167
TMG'et op, så det ikke peger lige derind, men jeg lader være. JP holder
sikkert øje med alle dets bevægelser.
Vi kører nordpå. Efter et kvarter passerer vi Armadillo, jeg zoomer
nysgerrigt ind. Den ligner en koncentrationslejr, rækker af betonblokke
med pigtråd ovenpå. I sangarerne kan jeg ane hullet mellem sandsække,
hvor en karabins munding stikker ud mellem dem.
En halv time senere når vi den vej, vi skal patruljere på. Den er bred nok til
to biler og delvist dækket af grus, så det er altså en større vej herude. Den
er stadig mennesketom, klokken har lige passeret 0500.
Grønberg parkerer piranhaen langs med vejen på den modsatte side
sammen med de andre to piranhaer fra vores deling. 3. deling triller deres
op på selve vejen for at bruge dem til at markere, at her er et check point.
"Rampe fri, sænk rampe," siger JP til os på intercom'en og hopper ud med
det samme.
"Skulle vi sidde af, eller hvad?" spørger Villadsen smaskende.
Han har ligesom de andre fodtudser siddet og sovet på turen herop.
"Jeg tror, vi skal afvente," siger Johan.
Efter fem minutter vender JP tilbage.
"Okay, I kan godt sidde af," råber han ind i viktoren.
Jeg drejer mig halvt rundt og ser de andre kravle ud. JP stiger ind igen og
taler ned i telehjelmen uden at tage den på.
"Rampe fri, hæv rampe," siger han. "Grønberg, kør
168
100 meter tilbage langs vejen og gør holdt der," siger han.
Grønberg vender piranhaen og kører et stykke.
"Holdt, det er fint her. Sænk rampe," siger han.
"Okay, I holder øje lige frem. Kommer der en bil i fart, som ikke bremser
ned i god tid, sender I først et signalskud af sted, bremser den stadig ikke,
skyder I varselsskud. Og virker det heller ikke, åbner I ild."
Han er nærmest allerede ude af viktoren.
"Er det forstået?" spørger han irritabelt hen over motorlarmen.
"Ja, forstået, må jeg sætte mig op på taget?" spørger jeg.
Selvom OHW'en sørger for, at jeg kan styre TMG'et nedefra, er der også en
luge over mit hoved, som jeg kan stå op i og styre TMG'et manuelt, ligesom
på den gamle type mandskabsvogne.
"Hvad mener du?"
"Så vi har bedre overblik."
"Lis har en kikkert, den kan vel gøre det!?"
"Forstået," svarer Lis og jeg i kor.
"Fint, vi ses senere."
Han skridter tilbage mod de andre.
"Rampe fri, luk rampen," siger Lis, da han er gået.
Grønberg lukker den og slukker for motoren. Jeg kan se, at han folder sin
uniformsjakke sammen som en pude. Han skal først på arbejde igen, når vi
skal køre hjem, så han har tydeligvis tænkt sig at sove gennem patruljen.
169
Eller i hvert fald indtil det bliver for varmt. Der er mere end en time, til
solen står op, men der er over 30 grader allerede. Det bliver en lang, varm
dag.
Klokken seks står lyset op bag os. Himlen skifter fra sort til en mørk
blodrød farve, men bliver hurtigt nærmest violet og får horisonten til at se
lyserød ud. Solen følger ikke længe efter, hel lysegul. Et par minutter er
Helmand nærmest smuk, men så er lyset normalt igen, og man kan se
ørkenen, som den virkelig er, brun og forblæst, kedelig og grim.
De første biler dukker op, de skal ud af byen. Omkring 6.30 kommer den
første bil imod os, jeg ser den på lang afstand på skærmen. Det er en
sølvgrå ramponeret model Ukendt.
Vi fik ikke noget at vide om, hvor tæt de præcis må komme på, inden de
skal sænke farten.
"Kan du se den?" spørger jeg Lis.
"Hvilken en?"
"Den bil, der kommer imod os."
"Ja, nu kan jeg, i kikkerten."
"Hvornår er den for tæt på?"
"Skal vi sige 100 meter?"
Bilerne kan ikke køre mere end højst 60-70 i timen uden at smadre
undervognene helt på gruset. Men det er afghanerne måske nok ligeglade
med, deres biler ser i hvert fald sådan ud.
170
"Du bestemmer. Bare sig til, hvad jeg skal skyde," siger jeg.
"Nå, jamen, tak for at overlade det tunge ansvar til mig."
"Jeg skal nok også selv holde udkig, det er bare dig, der har signalpistolen
og kan vurdere, om de reagerer på den," siger jeg.
"Men du kan se, hvordan de ser ud i ansigterne med kameraet."
"Jeg ved sgu da ikke, hvordan en selvmordsbomber ser ud i hovedet!"
"Han sidder sikkert og taler med Allah."
"Ja, eller også synger han Himmelhunden. Skal vi ikke bare aftale, at du
siger til, hvis du vurderer, at jeg skal skyde, så skal jeg nok forsøge at aflæse
resten af signalerne!?"
Der lyder et knald bag mig fra signalpistolen. Jeg ser den røde lysklat sejle
hen over den lyseblå ørkenhimmel foran bilen, jeg zoomer ind på
chaufføren. Det er en mand med et stort tungt overskæg. Han ligner mere
en pakistaner end en afghaner. Han stopper med det samme og ser sig til
begge sider. Plejer signalskuddet ikke også at betyde, at de skal standse?
Hvordan skal han kunne vide, at nu må han godt køre videre?
Efter et par minutter, hvor han har kigget sig til siderne, men intet er sket,
begynder han lige så stille at trille imod os, mens han kigger meget
grundigt på himlen. Da han er næsten helt henne ved os, stikker han
171
hovedet ud ad sidevinduet og råber noget på afghansk til Lis. Hun må have
vinket ham videre, for han trækker hovedet ind og fortsætter i lidt højere
fart forbi os.
Hvis jeg var selvmordstalebaner, ville jeg køre min bombebil nøjagtig på
den måde.
Jeg har set i en film, at de vasker sig og tager hvidt tøj på, inden de
sprænger sig selv i luften," siger Lis.
"Mon ikke også de har set den film?"
"Jeg ved heller ikke, om det passer, at de gør det."
"Måske. Eller også er det bare noget, de folk, der laver film, har fundet på,
så vi kan se, hvem der er de onde."
"Dem, der går i bad!"
"Ja, det passer sgu meget godt, jeg lugter i hvert fald ikke godt nok til at
komme op til 72 jomfruer."
Hun ler.
"Det er sgu også en sweet deal, de har lavet sig der. 72 jomfruer, det er ikke
bare fire eller 12, det er 72!"
"Mindre kan ikke gøre det."
"Jeg har hørt, at det er en forkert oversættelse, og at det, der i virkeligheden
står i koranen, er, at man får 72 rosiner," fortæller hun.
"Bare ærgerligt at stå der med stiv dolk og ild i håret og få udleveret en
pakke Sunmaid."
"På den anden side er der så vidt jeg ved aldrig nogen, der er vendt tilbage
for at klage."
"Ja, det er jo meget smart indrettet," siger jeg. "Der kommer en
jingletruck."
172
"Jep, kan godt se den."
Efterhånden dukker der flere biler op, men de sætter alle sammen farten
ned ved synet af de holdende biler længere fremme, så vi behøver ikke
skyde signalskud i et væk. Afghanerne er vant til at indrette sig efter
krigens forhold. Derhjemme ville du ikke kunne være der for lyden af arrige
horn.
Efter et par timer kan jeg godt mærke, at jeg har siddet ned længe.
Skyttesædet er ikke ubehageligt, men det er heller ikke ligefrem
ergonomisk korrekt. Når du er på vagt i sangaren, kan du i det mindste gå
rundt og få gang i blodomløbet. Jeg forsøger at strække mig ved at bukke
hovedet til hver side. Det hjælper ikke meget.
"Tror du, vi får en afløsning på et tidspunkt?" spørger jeg.
"Jeg tror ikke, du skal regne med det," siger Lis. "De har travlt."
"Jamen, det er jo bare fjong," siger jeg og strækker benene de ti centimeter
ud foran mig, der er plads til.
Da middagssolen rammer os, er mit venstre knæ nærmest ved at gå i
krampe. Jeg prøver at lade være med at tænke over det og fokuserer i stedet
for på vejen, men der er stille foran os. Afghanerne holder sig så vidt muligt
inde mellem tolv og femten, når der er varmest. Og jeg tvivler på, at de har
aircondition i bilerne.
"Jeg kravler op og står," siger jeg.
"Øh, nå."
"Jeg besvimer herinde."
173
Jeg får krænget mig op fra sædet, mit knæ er lige ved at give efter, jeg åbner
lugen over mig og kravler op. Lis sidder oven på piranhaen og spejder ned
ad vejen i kikkerten. Jeg sætter mig på kanten af lugen og slår OHW'en fra
TMG'et. Nu styrer jeg den direkte på den almindelige aftrækker med
tommelfingrene. Jeg stiller mig på mit sæde nede i viktoren, blodet fordeler
sig igen helt ud i benene.
Efter en times tid kommer JP hen til os.
"Hvordan går det herude?" siger han.
Han lyder træt, næsten udkørt.
"Her sker ikke det store," svarer Lis.
"Vi er snart færdige, Armadillo melder, at de er på vej ud igen. Der går nok
en time."
"Fint, vi er også gennemkogte efterhånden," siger Lis.
Han går om på siden af piranhaen og kigger op på mig.
"Kan du godt klare den uden kameraet?"
"Det er kun for en kort bemærkning, det er en sauna dernede," svarer jeg
hurtigt.
Jeg venter en form for skideballe, kan jeg mærke. Harmen over
uretfærdigheden bobler allerede op i mig.
"Det styrer du selv," siger han kun og går tilbage mod de andre.
"Er han syg?" spørger Lis, da han er væk.
"Fordi han ikke gav sig til at skælde mig ud, så må han være syg, mener
du."
174
"Hvorfor skulle han skælde dig ud?"
"Det ved jeg heller ikke, han skulle nok finde en grund."
"Arh, han plejer sgu at være helt fair med den slags."
Jeg grynter. Det kan hun sagtens sige, det ikke hende, han altid er efter.
"Jeg tror, han er syg," siger hun: "Jeg hørte, at en del af staben ligger
sidelæns, de må have smittet hinanden."
Det har jeg ikke hørt, rygtebasaren må også være nede.
"Hvis han er syg, hvorfor er han så ikke blevet hjemme?" siger jeg surt.
"Hvad er der med dig?"
"Ikke noget," mumler jeg.
Jeg gider sgu da i hvert fald ikke forklare det til hende. Hun vil sikkert bare
sige, at det er fair, at JP er efter mig.
Der lyder en eksplosion nede fra Green Zone, det runger, som om det bliver
afspillet i slowmotion på grund af afstanden. Jeg drejer automatisk hovedet
og ser derned. Sort røg bølger op mellem det grønne.
"Hvad fanden sker der?" siger Lis og sætter kikkerten for.
Jeg vender tilbage til at holde øje med vejen, en af os bør i hvert fald gøre
det.
"Kan du se noget?" siger jeg.
I det samme lyder et kor af skudsalver dernedefra.
"Kun røg. De må være kommet i kamp på vej ud."
Jeg sætter OHW'en til igen og glider ned på sædet,
175
smækker lugen over mig og orienterer igen fremad med kameraet. En bil
kommer imod os.
"Lis, signal," siger jeg.
"Hva'?"
"Der kommer en bil!"
"Nå, undskyld," siger hun, mens signalpistolen knalder ud over ørkenen.
Bilen stopper med det samme. Skuddene fortsætter nede i Green Zone. Det
føles dumt at sidde her med ryggen til, men hvad skulle jeg alligevel kunne
gøre herfra?
"Johan er på vej herhen," siger Lis.
Jeg drejer hovedet og skotter over skulderen, hun har tilsyneladende glemt
alt om vores opgave. Altså må jeg holde øjnene på vejen. Jeg kan høre dem
tale. Irriterende ikke at vide, hvad der foregår. Lis dykker ned.
"Grønberg! GRØNBERG ... For helvede, slå lige til ham."
Jeg rækker mig frem og trykker en knytnæve ind i skulderbladet på ham,
han vågner med et sæt. Hvordan kan han sove så tungt i den varme?
"Hvad sker der?"
"Der kommer en Medivac," svarer Lis. "Vi skal standse bilerne længere
fremme, så de kan få plads til at sikre helikopterne."
"Okay," svarer han og starter piranhaen. "Hvor langt fremme?"
"500 meter."
176
Grønberg drejer piranhaen op på vejen, kører en halv kilometer og parkerer
den skråt, så den spærrer hele vejen. Sådan at bilerne tydeligt kan se, at de
skal holde sig bag den. Jeg drejer OHW'en, så jeg stadig ser ned ad vejen.
Han slukker motoren, men lægger sig ikke til at sove igen.
Vi er tavse. Der er ikke så meget at sige, den her del af jobbet ser ingen
frem til. Der, hvor vi kan miste nogle af vores egne.
"Jeg kravler op på taget igen," siger Lis til sidst.
Dagens opgave er lige blevet meget alvorlig.
"Der kommer de," siger Lis fra taget.
Lidt efter kan jeg høre den svage brummen af helikopterrotorer nede fra
dalen. Foran os holder syv biler stille, det er ikke strengt nødvendigt at
holde udkig, da ingen kan komme forbi dem. På den anden side kan en
selvmordsbomber vel også finde på at køre af vejen, så jeg zoomer stadig
ind fremad.
"Kan du se noget?" spørger jeg Lis.
"Nej ikke rigtigt, der står en masse folk nede ved kanten til Green Zone, det
er det eneste."
"Hvem sikrer helikopterne?"
"Det gør vi."
Det betyder, at vores to delinger har spredt sig i en kreds omkring der, hvor
helikopteren skal lande, sådan at en talebaner ikke kan løbe hen med en
RPG og skyde efter den. Talebanerne elsker at skyde efter helikoptere.
177
Larmen bliver højere.
"Nu lander den snart," siger Lis. "Dem nede fra Green Zone kommer herop,
de bærer på en."
Foran mig slutter en jingletruck sig til de ventende biler, jeg zoomer
mekanisk ind på chaufføren, men sollyset står lige på ruden, så det eneste,
jeg kan se, er dens genskin i glasset under en lilla blonde, der hænger hele
vejen rundt om toppen af førerhuset.
"Den lander nu," refererer Lis videre. "Saniteten bærer ham om bord."
Der er altid sanitetsfolk med, når vi er ude på patrulje. Ved større
operationer som denne har vi yderligere en ambulance-piranha med. Den
er markeret med rødt kors, sådan at de folk, der følger krigens love, kan se,
at den ikke må beskydes. Men Taleban følger ikke krigens love, så det gør
ikke rigtig nogen forskel. Ambulance-piranhaerne kan også kun bruges ved
mindre alvorlige skader eller til evakuering over kort afstand. Så snart
nogen skal ind til felthospitalet i Bastion iværksættes Medivac med
helikoptere.
"Nu letter den," siger Lis. "For satan, jeg håber, han er okay."
Jeg ved, hvad hun mener. Selvom det ikke er en, vi kender personligt, er
det alligevel tæt på.
"Drengene kommer tilbage nu."
Lyden af helikopterne bliver lavere og lavere bag mig, foran mig nærmer sig
en mand på en vogn, der har et æsel spændt for. Han ser ud, som om han
overvejer at
178
dreje ned fra vejen og uden om motorkøretøjerne, men så får han øje på
piranhaen, ombestemmer sig og holder ind ved siden af jingletrucken. De
blokerer delvist mit udsyn ned ad vejen, men ikke så meget, at jeg behøver
bede Grønberg om at rykke os.
Efter et kvarter hopper Lis ned i piranhaen til mig igen.
"Hvad så?"
"De andre er begyndt at sidde op," svarer hun.
Bag mig kravler Johan og Holm ind, jeg drejer mig halvt om imod dem.
"Det så grimt ud," siger Holm.
"Fuck," svarer jeg.
Hvad er der ellers at sige?
Vi kører hjem i tavshed. Alle venter vi på meldingerne fra Bastion, selvom
der kan gå timer, før vi hører om hans tilstand.
Grønberg parkerer piranhaen, de andre stiger ud og går op mod
indkvarteringen. Lis og jeg går i gang med rengøringen, vi sender Grønberg
hjem til sin deling, så har vi lidt længere tid med noget at lave, mens vi
venter.
Jeg pakker TMG'et ind i en presenning som det sidste, samler mit udstyr
sammen og går op mod indkvarteringen. De andre sidder udenfor i skyggen
eller ligger inde på sengene. Ingen ytrer et ord.
Også jeg sætter mig i skyggen og tager en bog frem. Det er en, jeg har
fundet i opholdsrummet. Vi lægger
179
bøgerne derind, når vi er færdige med dem, så kan andre læse dem. Vores
helt eget bibliotek. Vores helt eget meget lidt varierede bibliotek - jeg har
på et tidspunkt set tre udgaver af Navarones kanoner derinde.
Men jeg kan selvfølgelig ikke koncentrere mig om at læse.
Lis slutter sig til os. Normalt ville vi drille hende, eller hun ville drille os det ville typisk være noget med, hvem der har den mindste dolk. Men i dag
sidder vi bare stille med hver vores flaske vand og drikker langsomt.
Efter en times tid, hvor vi stadig intet har hørt, begynder min mave at
knurre. Det er mange timer, siden vi spiste morgenmad.
"Jeg vil gå op efter noget mad, nogen der vil med?" siger jeg og rejser mig.
Holm og Johan rejser sig også. Da vi begynder at gå, følger de andre efter.
Villadsen og Fransi mumler stille sammen, de andre er stadig tavse.
Inde i Haciendaen står JP, Eriksen og Friis sammen med KC, NK og to
signalfyre og stirrer på radioerne, som om det kan få dem til at komme med
en melding. Alle, der engang har været fjorten og forelsket og stirret på en
mobil en hel eftermiddag, ved, at det ikke virker.
I køkkenet griber jeg en pose skipperlabskovs og tænder for gassen under
gryden med vand.
"Nogen, der skal have norsk fiskegryde?" siger jeg.
Ingen griner, ingen svarer. De har sat sig i sofaerne
180
rundt om bordet. Lis smækker fødderne op. Holm kommer ud til mig og
finder også en foliepose.
"Fandt I noget i bilerne?" spørger jeg ham.
"Nej, det var helt normalt."
"Så ingen Dirty Harry-magnums i handskerummene eller sådan noget?"
Han ryster på hovedet.
"Så vi kunne med andre ord have gjort væsentlig mere gavn, hvis vi havde
været nede i Green Zone hos de andre!"
Jeg kyler folieposen i vandet, så det sprøjter op på væggen bag gryden.
"Thor, du følger lige med mig," lyder det bag mig, JP.
Naturligvis står JP bag mig i det sekund, jeg ytrer antydningen af kritik.
Holm træder beklemt til side for at lade mig komme forbi. Jeg går irriteret
efter JP, han træder udenfor og går et par meter ud i det fri, standser så og
vender sig mod mig.
"Har du noget, du vil sige om måden, vi løste dagens opgave på?" spørger
han vredt.
"Nej, jeg ..."
"Hvad?"
"Det føles bare råddent at have siddet og gloet ind i førerhuset på et halvt
hundrede ligegyldige biler, når de har kæmpet på den måde nede i Green
Zone."
"Og du tror, at det ville have gjort en skid forskel,
181
hvis du havde befundet dig dernede? Bortset fra, at det så nok var dig, der
lå med en kugle i hovedet nu."
Vreden i hans stemme er ikke engang forsøgt kamufleret, han plejer ikke at
være så direkte, men officersfilteret må være røget af et sted ude i ørkenen.
Jeg ser Friis og Eriksen betragte os inde fra Haciendaen.
"Nej, men det er bare ... Jeg er soldat," svarer jeg tøvende. "Det er sgu da
min opgave at ..."
Han afbryder mig.
"Du er ikke soldat. Du er civil i uniform!"
Han stirrer på mig et par sekunder, så vender han sig om og tramper væk.
Jeg synker en gang. Tør ørkenluft, ingen spyt. Skæver hen til Eriksen og
Friis, de drejer sig straks ind i Haciendaen.
Jeg er sjovt nok ikke sulten mere. Jeg går ned i stalden og smider mig på
feltsengen.
Han må virkelig hade mig.
Jeg forstår ikke, hvorfor den tanke skulle gøre mig noget, jeg synes jo, han
er en opblæst, selvretfærdig nar. Men det gør den alligevel. Det er ikke
engang det, at det endnu en gang er pisseuretfærdigt, at jeg bliver fanget i
en situation, jeg stort set ikke har nogen skyld i og alligevel får
kæmpeballade for. Det er mere bare ... for fanden, jeg bliver sgu ked af det.
Forbandet tøsefølefis. Skal jeg nu også til at ligge her og tude?
"Han er død."
Johan står i døren.
182
"For helvede," siger jeg i mangel af bedre.
"Ja," svarer han: "For helvede."
Derude
Vi får en fast afløser for Magleby. Han kommer ikke tilbage, han vil blive
hjemme hos sin kæreste, til hun bliver udskrevet. Afløseren hedder Busk og
kommer bleg og buttet direkte fra Danmark.
"Vær hilset," siger han og stikker labben frem.
Vi er i Bastion for at hente ham og reservedele til piranhaerne. Lis og jeg
giver ham hånden, vi har ikke fodtudserne med, de dovner den i Sandford.
"Jeg foreslår, at vi læsser viktorerne i en helvedes fart, så vi kan nå noget
mad her, inden vi kører tilbage," siger Micke og hilser på vores nye mand.
"Hvor længe har vi?" spørger Lis.
"NK sagde to timer."
"Fedt, så kan vi måske også nå et bad? Jeg lugter af orangutang."
"Skulle vi så ikke rykke på de der kasser, Tarzan?" foreslår jeg og peger ned
mod to paller, der står ud for piranhaerne.
Lis sponser hen og flår presenningen af den første palle, griber en kasse,
der helt sikkert er for tung til hende, går i knæ og får den anstrengt op i
armene. Hun
183
pruster langsomt et par skridt nærmere piranhaen. Jeg tager kassen ud af
armene på hende.
"På den måde når vi aldrig hjem, tag ammuen i stedet."
Jeg løfter kassen op ad rampen og får den lidt besværet placeret på gulvet i
piranhaen, Lis løber frem og tilbage med de mindre kasser. Busk tager lidt
tøvende et par kasser. Jeg hjælper ham med at stille dem ind i
vognrummet.
"Er det i orden, at jeg ..."
Han peger ind på kørersædet.
"Ja, selvfølgelig, der er ikke så meget tilbage nu."
Han kravler forbi kasserne og klemmer sig ned på kørersædet. Jeg kan ikke
se, hvad han laver, men han hilser vel ordentligt på piranhaen.
Busk skulle først havde været herud til februar på næste hold, men han
tilbød frivilligt at tage af sted, da regimentet efterlyste en kører. Der var
heller ingen diskussion i gruppen om, at Lis skulle fortsætte som
vognkommandør, når vi fik afløseren. Så jeg må vel bare vænne mig til, at
hun skal fortælle, hvad jeg skal skyde på, og håbe, at hun ikke frister mig til
at sigte på hende.
NK slutter sig til os, han har været i TOC'en og talt med de andre officerer.
Jeg aner ikke, om det har nogen relevans, eller om de bare måler striber,
stjerner og pikke.
"Vi rykker klokken 1500," siger han.
"Yes!" Lis jubler.
184
De to timer i Bastion bliver altså til fem, og det er virkelig en god nyhed.
Busk kommer ud af piranhaen.
"Den er godt nok støvet, hva'?"
"Det kan blive meget værre," siger Lis: "Jeg går i bad. Skal vi mødes og gå i
cook house om en time?"
"Skal du bruge en time på at vaske hår?"
"Okay, om en halv time så," siger hun og kører hånden et par gange hen
over sin plyssede isse, så støvet står om ørerne på hende.
Jeg nikker. Hun stikker hovedet ind i piranhaen, finder sin toilettaske og sit
håndklæde frem og sætter næsten i løb. Micke og jeg tager også vores
håndklæder og traver efter hende ned mod Camp Vikings indkvartering.
Den består af lange rækker med hvide stortelte. Teltene har otte soverum
med plads til tolv mand i hver, samt to toilet- og baderum. Det er
luksusforhold.
Vi træder indenfor i et af baderummene og smider tøjet fra os på bænken,
støvskyer står op fra det, da det rammer. Havde vi haft en overnatning i
Bastion, kunne vi også få det vasket, nu må vi nøjes med brøndvand
hjemme i Sandford.
Brusekabinerne er smalle, du skal beholde sandalerne på, og du skal trykke
for vand hvert halve minut som i en svømmehal, men det er stadig det
bedste bad i mit liv. To måneders støv og frustration skyller af mig.
Jeg skrubber hårdt på huden for at få det hele med. Store klumper af snavs
og afsvedet hud skræller af. Micke træder ud af bruseren ved siden af mig,
jeg bliver
185
stående et par minutter mere, det er for godt til at afbryde. Til sidst griber
jeg alligevel mit bøssefarvede håndklæde og frotterer mig voldsomt i det.
"Hold kæft, mand, lige som jeg troede, at du ikke kunne blive rødere," siger
Micke imponeret.
Jeg tørrer dug af spejlet. Min hud ser ud, som om jeg er blevet spanket med
våde håndklæder. Jeg griber mit ur, aftalen var at mødes med Lis om tre
minutter. Jeg trækker hurtigt tøjet på, men hun og Busk står alligevel og
venter på os, da vi kommer ud. Hun griner.
"Nå, så kunne damerne blive færdige."
"Vi skulle lige nå en quicky først," siger jeg.
Hun kigger på sit ur, lader, som om hun regner.
"Og hvad lavede I så i de sidste 29 minutter?"
"Uh, owned," ler Micke.
Jeg har brug for pomfritter," siger jeg og tramper i forvejen.
De andre vognbesætninger slutter sig til os, også med vådt hår. Vi går op til
cook house. Foran os står en 50 meter lang kø af amerikanere.
Amerikanernes uniform er grålig med et underligt pixelleret
sløringsmønster, og de har deres kasketter trukket for langt ned i panden.
Men hvis du endnu ikke har lært at skelne de mange uniformer herude, kan
du kende amerikanerne på, at de altid er bevæbnede, selv når de skal ind
for at spise, selv når de skal på tønden.
De tager kasketterne af, efterhånden som de træder inden for i cook house.
Det er strengt forbudt at have
186
hovedbeklædning på derinde, men automatvåben er velkomne. Køen
bevæger sig hurtigt fremad, vi vasker hænder og spritter dem grundigt af,
og snart står vi over for buffeten. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive lykkelig
ved synet af en slatten fiskefilet.
Serveringspersonalet overvåger nøje, at vi kun tager én hovedret, så jeg
vælger omhyggeligt chiligryde med bunkevis af pomfritter. Dessertbuffeten
er ikke overvåget, så jeg snupper både en stor portion is, to stykker kage og
et æble. Det går op for mig, at jeg ikke har spist frugt, siden jeg tog fra
Danmark. Jeg tager et ekstra æble og stopper det i lommen til turen hjem.
Efter maden går vi i nafien, det engelske supermarked i lejren, der er en
mellemting mellem en elektronikbutik og en kiosk. Vi køber hver en ramme
colaer og slæber dem ned i piranhaerne.
Der er stadig tre timer, til vi skal køre tilbage til Sandford. De andre vil gå
tilbage til nafien efter slik for at have noget at lave, men jeg gider ikke gå
turen igen. Bastion er en kæmpelejr, der er næsten en kilometer frem og
tilbage mellem det danske område og nafien.
Busk og jeg slår os i stedet ned i rygeområdet ved flaget og ser over på
mindestenen. Busk tænder en smøg, tilbyder mig, men jeg ryster på
hovedet.
"Er det slemt derude?" spørger han henkastet.
"Det er okay," svarer jeg.
"Har I været i føling?"
187
"En enkelt gang."
"Hvordan var det?"
"Det ved jeg sgu ikke rigtigt, det gik stærkt."
Han nikker langsomt. Jeg tror ikke, han fik noget ud af mit svar, men jeg
kan ikke forklare ham bedre, hvordan det er at være her, hvordan det føles.
Det er også lige meget, om lidt ved han det.
"Min kæreste er pissesur over, at jeg er taget af sted."
"Hvorfor?"
Han asker cigaretten i en ammunitionskasse, der er stillet der til formålet.
"Hun er gravid."
"Ah."
"Hun har termin i februar. Jeg syntes så bare, at det var smartere, at jeg tog
af sted nu, så jeg kunne være hjemme, når barnet bliver født i stedet."
"Men det synes hun ikke?"
"Hun synes, at jeg skulle lade være med at tage af sted i det hele taget,
punktum."
"Hun ved godt, at du er soldat, ikke?"
Han griner og ryster på hovedet.
"Det var også helt okay i starten, men så ... Det var, fordi hun gik hen og
blev gravid, så syntes hun lige pludselig, at det var noget andet."
"Var det et uheld?"
"Nej, ikke ligefrem, vi havde snakket om det i noget tid, vi regnede bare
ikke med, at det ville gå så hurtigt."
"Bum."
188
"Det er cool, så har jeg det at glæde mig til, når jeg kommer hjem," siger
han og holder en længere pause. "Men nu er jeg nok også bare mere bange
for, at der sker noget."
"Ja, det er klart."
"Det er mest tanken om at komme hjem som en grøntsag. Så man ligger
der og er helt væk og savler ned ad sig selv ..."
"Og babyen gør det samme."
"Ja, så har min kæreste lige pludselig to, hun skal skifte ble på."
Han bukker sig forover og smider cigaretten i kassen, selvom han ikke har
røget den færdig. En stribe hvidlig røg stiger op fra kassen.
"Hvad med dig? Har du kæreste på?"
"Nope."
"Det må også være meget rart ..."
Han begynder at grine.
"Nej, jeg mener, det må være meget rart ikke at have de bekymringer i
hovedet."
Jeg nikker, jeg ved, hvad han mener. Den største frygt blandt drengene
herude er ikke frygten for døden, og det er ikke frygten for at blive en
grøntsag, selvom den frygt er større end frygten for døden. Din største
angst herude er, at din kæreste ligger og knepper med en anden, mens du
er væk. Du er i krig, hun får pik, og der er intet, du kan gøre ved det.
189
Busk lægger sig ned på bænken med hjelmen under nakken for at tage en
lur, de andre er stadig ikke kommet tilbage, så jeg slentrer over til
velfærdstelefonerne. Jeg kan lige så godt benytte ventetiden til at ringe til
mor. Det er lørdag, så jeg regner med, at hun er hjemme, selvom klokken
kun er omkring elleve i Danmark. Hun svarer med det samme.
"Er det dig, Thor," siger hun.
Ja, det ..."
"Åh, det er godt, du ringer, jeg har været så bekymret."
"Hvorfor?"
"Jeg hørte, at der var en, der var blevet skudt, jeg blev så bange for, at det
var dig."
"Men så ville du jo have fået besked."
"Det ved jeg godt, men bange bliver man jo alligevel."
"Mor, det er fem dage siden, du kan altså ikke gå og være nervevrag, hver
gang der sker noget, og jeg ikke lige ringer med det samme."
"Det er let for dig at sige, du kan slet ikke begynde at forestille dig, hvordan
det er ..."
Hun tier et par sekunder, jeg kan høre, at hun tænder en smøg.
"Nej, jeg skal også lade være med at lade det gå ud over dig på den her
måde," siger hun så. "Jeg prøver at sige til mig selv, at det nok skal gå."
190
"Ja, og du må altså ikke være så bekymret, det går fint, der sker ikke noget
her, hvor vi er."
"Nej, jeg ... Hvad laver I så i dag?"
"Vi er i Camp Bastion for at hente forsyninger."
"Er det spændende?"
"Næ, det er rimelig meget rutine."
"Hvad skal I så i morgen?"
"Det ved du godt, jeg ikke må fortælle."
"Nå, nej, men ... Thor, jeg ved næsten ikke, hvad jeg må spørge om?"
"Du kan spørge, hvad vi lavede i går."
"Og hvad var så det?"
"Vi havde vagttjansen, og vi lavede gennemsyn på piranhaen, gjorde
geværer rene, og bagefter lavede vi en volley-turnering."
"Det lyder da hyggeligt. Vandt I?"
"Nej, der er for mange tøser i vores gruppe."
"Er der ikke kun en? Hvad er det nu, hun hedder, Lise?"
"Nej, der er også Jesper og Kim og Mads," svarer jeg. Hun ler.
Japan, Fransi og oskar er nogle små lorte, der bare ikke kan serve over et
volleynet, om så deres liv afhang af det. Lad os håbe, at Taleban ikke finder
på at angribe bag en to meter høj mur, som der skal kastes håndgranater
over.
"Hvordan går det derhjemme?"
"Åh, som det plejer, du ved," siger hun og suger røg
191
ind. "De snakker om fyringsrunde igen. Jeg ved ikke, jeg orker ikke rigtigt
at høre på det."
"Nej, det er træls ..."
"Det er anden gang i år, men hvad kan man gøre? Vi må bare vente og se,
hvad der sker."
"Du har været der længe, så mon ikke ..."
"Det er polakkerne, vi kan ikke konkurrere med de lønninger, vi risikerer
alle sammen at ryge ud."
"Mmm, jeg håber, at det går alligevel ..."
"Ja, men nok om det nu. Det skal du i hvert fald ikke bekymre dig om! Din
gamle mor skal nok klare sig."
"Det skal jeg også nok."
"Det er godt, min ven."
"Så smutter jeg nu."
"Ring snart igen."
"Jeg skal prøve, hej ..."
"Det er bare, at jeg bliver så bekymret, hvis der går længe imellem, at du
ringer."
"Ja, det ved jeg, men ..."
"Du kan bare ringe fem minutter, så jeg ved, at du har det godt."
"Ja, jeg skal nok ringe, mor."
"Det er alt, jeg beder om."
"Fint, men nu må jeg også smutte. Hej."
"Hej, min ven."
På væggen over telefonen har en eller anden tegnet to spredte kvindeben
med en svulmende kusse, en anden har skrabet rundt langs med kanten af
skamlæberne og
192
tegnet dem op med rødt, så hele svineriet nærmest vælter ud af væggen og
ind i hovedet på mig.
Måske er jeg ikke den eneste med en mor som min.
Derude
Min mave går banjo. Jeg vågner med kramper, der skyder gennem min
krop. Mit røvhul markerer, at noget skal ud, lige nu. Jeg spænder
ringmusklen, alt hvad jeg kan, og springer ud af sengen, kaster mig ned i
sandalerne uden at tjekke dem først, men mine fødder har heldigvis ikke
selskab af noget giftigt.
Jeg skiftevis humper, skiftevis løber hen mod lokummerne, min mave
tvinger mig forover i smerte.
Endelig henne ved dasset flår jeg en pose af rullen, ryster den desperat for
at få den op. Hvis jeg ikke snart kommer ned at sidde, vil jeg stå her og
skide mig selv ned ad benene under åben stjernehimmel. Jeg tillader mig
alligevel at tage et sekund ekstra til at sætte posen på, vil ikke risikere, at
den ryger af under det, der nu skal ske.
Straks min røv berører sædet, sprøjter apokalypsen ud af mig, jeg bøjer mig
så langt forover, at jeg næsten har hovedet mellem knæene. Kramperne
bliver bare værre.
"Er du okay?"
193
JP's stemme. Hurra for dårlig timing. Vi har udelukkende udvekslet korte
sætninger, og kun når det var absolut nødvendigt, siden vores sammenstød
for et par uger siden.
"Ikke ligefrem," svarer jeg tungt.
"Kan du gå?"
"Ja, men ikke lige nu," stønner jeg.
Jeg klemmer desperat røvhullet sammen, der er mere, der gerne vil ud,
men jeg vil ikke sidde og spy lortefontæne ud foran min delingsfører.
"Jeg henter dine ting og smider dem over i infirmeriet, så kan du gå
derover ... bagefter," siger han.
"Mmm 'kay."
Han drejer om og går, jeg slipper kontrollen med røvhullet og mærker det
blive flænset af endnu en sending feltration-fart-fæces.
Efter at have tørret mig grundigt og skrubbet mig i alcogel til op over begge
albuer, går jeg langsomt over mod infirmeriet. Jeg har ikke min pandelygte
på, så jeg går forsigtigt, jeg vil ikke også skvatte omkuld nu.
Infirmeriet er en bunker med et par feltsenge. Vi flytter derind, hvis vi har
noget smitsomt, som for eksempel galoperende racermave, så de andre i
gruppen ikke også får det.
JP står i døren, han rækker mig en flaske og en pakke med ciprofloxacin,
maveantibiotika.
"Tak," siger jeg og klikker straks en pille ud af pakningen, åbner for
vandflasken og skyller den ned.
194
"Få sovet, jeg kigger ind til dig i morgen."
Jeg nikker og lunter ind i mørket, famler mig hen langs muren.
"Ja, undskyld, du kan selvfølgelig intet se," siger han bag mig og retter lyset
fra sin pandelygte, så jeg kan finde sengen.
Jeg sætter mig på den. Min sovepose, min pude og min uniform ligger der.
Jeg finder pandelygten i uniformens brystlomme og viser ham den.
"Sov godt," siger han og går.
Jeg smider uniformen på sengen ved siden af og lægger mig langsomt
tilbage med hænderne mod maven. Min hud er fugtig, måske skal jeg også
til at have feber.
Jeg lyner soveposen op og trækker den halvt over mig, har ikke lyst til at
kravle ned i den, hvis jeg får brug for at løbe ud på lokummet i en fart. Af
samme grund vikler jeg båndet fra pandelygten en gang rundt om mit
håndled. Søvnen kommer, jeg sveder, og maven kramper, men jeg bliver i
sengen hele natten.
Da solen står op, vågner jeg med en næsten svedgennemblødt sovepose
oven på mig, jeg skubber den til side og rækker over efter min T-shirt, jeg
fryser, samtidig med at jeg sveder. Mit skæg klør, jeg har fået varmeeksem
oveni. Fucking fantastisk.
JP og Johan kommer ind til mig ved syvtiden.
"Du ligner lort," siger Johan betænksomt.
"Jeg føler mig også sådan."
195
"Jeg formoder, at du gerne vil skrives på sygelisten i dag," siger JP.
Jeg nikker. Jeg tvivler på, at der er meget overskud til at sidde ved
skyttepinden i dag, jeg ville formentlig skvatte sammen over joysticket og
udsætte hele delingen for friendly fire.
"Godt, bliv frisk til i morgen, du er svær at undvære," siger han og går ud.
Er jeg svær at undvære, den var ny. Det, han mener, må være, at det er
svært at undvære en mand i det hele taget. Vi har ikke ligefrem en
vikartjeneste, vi kan ringe til.
"Skal jeg hente noget mad til dig?" spørger Johan.
Jeg ryster på hovedet, det er det sidste, jeg har lyst til.
"Hvad så med vand?"
"Ja, tak, et par flasker, så kan jeg klare mig."
"Jeg er tilbage om fem."
Der går fem minutter, så står han ved sengen.
"Okay, her er to flasker rent vand og to flasker med gastrolyte, jeg tror, det
er bedst, at du drikker noget af det. Og jeg hentede en bog til dig," siger han
og rækker mig tingene.
"Tak."
Han nikker og går.
"God bedring," siger han på vej gennem døren.
Jeg åbner for en af flaskerne med gastrolyte, det er en salt-sukkeropløsning, der smager kunstigt af citron eller toiletskyl, noget i den stil. Jeg
drikker den alligevel, det binder væsken i kroppen.
196
Herude er der ingen læge, der er kun saniteten. Vi er nødt til at kunne klare
os selv - både hvis der sker noget i felten, men også ved sådan noget som
det her. Ergo skal du vide, hvad kroppen har brug for, når den pludselig
spytter alt maveindhold ud. Og svaret er væske. Typisk får du diarré af to
årsager, enten fordi du har spist noget med fremmede bakterier i, eller
fordi du har fået for lidt at drikke i varmen. I mit tilfælde er det
sandsynligvis det sidste, for feltrationerne er forseglede, og jeg har ikke
slikket på en mur. Så jeg skal have væskebalancen op at stå igen. Dagens
mission er med andre ord at hælde vand ind.
Op ad eftermiddagen får jeg det væsentligt bedre, jeg hverken sveder eller
fryser længere, og min mave rumler kun en smule. Til gengæld skal jeg
pisse som en elefant. Jeg trasker udenfor, finder et rør og blopper dolken
derned. Efter hvad der føles som otte liter, ryster jeg og går hen mod
opholdsrummet. Jeg blander to flasker gastrolyte, tager yderligere to
flasker med rent vand og går tilbage. Jeg møder JP på vejen.
"Har du det bedre?"
"Ja, meget bedre, jeg er klar i morgen," svarer jeg med overbevisning.
"Det er godt," siger han og går forbi mig.
"Øh, Thor," siger han bag min ryg.
Jeg drejer mig halvt rundt.
"Jeg har tænkt over ... Jeg er ked af, at jeg flippede sådan ud på dig. Den
aften, du ved."
197
"Ja ... det er okay," svarer jeg automatisk.
Han smiler, lettet, vender sig rundt og skridter rundt om hjørnet.
Det er vel okay, egentlig. Han må vel have lov til at være frustreret. Det
kunne bare være fedt, hvis det ikke gik ud over mig konstant.
Jeg er frisk næste morgen, i hvert fald frisk nok til at tage en vagttjans
klokken 16. At være på vagttjeneste er det tætteste, vi kommer på fridage.
De timer, vi ikke står i sangarerne, er der fri leg. Men der er ikke så
forbandet meget at lave.
"Jeg går en tur på skydebanen," siger jeg til de andre, der sidder og
halvsover i skyggen.
"Vent lidt, så går jeg med," siger Villadsen og springer op.
Inde i stalden trækker vi sikkerhedsudstyr på. Jeg tager et magasin fra
kampvesten og stopper det i lommen på fragvesten, så jeg kun behøver
have den ene vest på, jeg skal have på, når vi skydetræner.
Jeg træder ud, mens jeg spænder hjelmen og griber min karabin. Vi har
lavet et gun rack af ståltråd, så karabinerne kan hænge på væggen uden for
stalden. Min er nem at kende, det er den, der er mindst gejlet. Villadsens er
den, der næsten tynger racket ned under vægten af ekstraudstyr.
Vi har ikke en officiel skydebane, vi skyder ned i ørkenen fra tagene på 3.
delings logi, hvis de ikke er
198
hjemme, og lige nu tramper de rundt nede i Green Zone. Skuddene kan kun
høres oppe i vores del af lejren, hvis vinden er i vest, og selv da er lydene
meget lave, så ingen går i panik over det.
Villadsen og jeg bestiger en trappe, der er bygget ind i væggen mellem en af
bygningerne og compoundens ydermur, og kommer op på taget. Det er
samme vej, som du går for at komme hen i Sangar 2. Vi vinker til Holm
oppe i sangaren, men han står med ryggen til og kikkerten rettet mod
Armadillo. Vi venter naturligvis med at begynde at skyde, til han har set, at
vi er her, ellers er der en stor risiko for, at han vil skyde først og spørge
bagefter.
Villadsen har også slæbt LMG'et med. Normalt er det Fransi, der går med
det, men Villadsen er andenskytte på den, så han er nødt til at træne, hvis
Fransi af den ene eller anden grund ikke kan klare det mere. Der har været
utrolig meget bøvl med deres våben, for egentlig skulle de have en lettere
udgave, der bruger samme ammu som karabinerne, men det er helvedes
ustabilt. Delene rasler af det, som var det spedalsk, så det har karantæne
hjemme i lejren, og alle grupper går stadig med den tunge gamle dame og
magasinbæltet, Rambostyle.
Villadsen stiller LMG'et fra sig på ydermuren, så det peger ud i ørkenen.
"Jeg siger lige til Holm, at vi er her," siger han og småløber hen over taget
til Sangar 2.
199
Holm får øje på ham midtvejs og vinker, Villadsen fortsætter dog helt hen
til ham og kravler halvvejs op i sangaren.
Heroppe fra bygningens tag har jeg udsigt ud over en ørken, der som
sædvanlig er mennesketom. Dog er der her neden for muren spredt
omkring 50 tomme vandflasker ud over sandet. Jeg løfter karabinen,
afsikrer den og sigter på en af flaskerne.
Fingeren skal ikke presse meget, før smældene lyder, karabinen smider let
800 skud i minuttet. Vandflasken hopper op og kastes en meter bagud,
sandet piskes op, jeg rammer igen flasken lige på.
Det er ikke verdens mest professionelle skydebane, men den fungerer. Og
så er der det ved den, at det simpelthen er skideskægt at få flaskerne til at
danse hen over sandet. I militæret er alt, der involverer affyringen af skarp
ammunition, normalt lig med en ordentlig omgang sikkerhed og kontrol.
Hjemme på kasernen skulle det noteres, hver eneste gang vi havde affyret
bare en enkelt bønne. Herude styrer vi det selv. Alligevel er der ingen
skydegale tosser i kompagniet, alle ved udmærket, hvad de foretager sig, så
snart våbnene er ladte.
Jeg letter fingeren, Villadsen nærmer sig, så jeg sikrer karabinen med det
samme, men sænker den alligevel, så mundingen peger nedad. Han sætter
bæltet i LMG'et og lægger sig halvt ned over muren bag det.
Mundingsilden spyr ud af den sammen med en fane af projektiler, der
flænser hen over sandet. Han rammer
200
ingen vandflasker, men jeg ved ikke, om han overhovedet sigter på dem.
Måske vil han bare mærke dets kraft. Jeg har prøvet at skyde med det,
rekylet er noget kraftigere end på karabinen.
Han holder inde og sikrer det, skifter til karabinen, kigger et øjeblik i sit
totalt unødvendige aimpoint og sender endnu en byge projektiler ud over
ørkenen. Han kigger igen i aimpoint'et, måske for at understrege, at der
skam er brug for det, hvorefter han sikrer karabinen og sænker den.
Og det var så det. Vi står selvfølgelig ikke og skyder løs i timevis, vi sparer
på ammunitionen. Jeg vinker til Holm, han vinker tilbage, og jeg går ned ad
trappen igen. Villadsen venter, til jeg er nede, inden han følger efter. Han
har to ladte våben med sig, vi tager ingen chancer.
Ved indgangen ind til indkvartering lægger vi karabinerne ned, trækker i
ladegrebet og griber bønnerne med venstre hånd i luften. Vi griner, som om
vi var verdensmestre.
Lis vinker til os fra sangaren ved main gate.
"Jeg tror, hun vil have os til at komme derhen," siger jeg.
"Det gider jeg sgu ikke, jeg vil op med det her tunge bæst," svarer Villadsen,
samler LMG'et op og tramper videre op til indkvarteringen.
Jeg går hen til main gate, lægger en hånd på panden, så den skygger for
solen, og ser op på hende.
201
"Har du været heroppe?" råber hun ned til mig.
"Nej, hvorfor?"
"Her hænger en parlør, engelsk-afghansk."
Sikkert noget, englændere har efterladt, det var deres base, indtil
danskerne overtog den for et lille års tid siden.
"Ved du, hvad det første, der står, er?" spørger hun.
Hvor skulle jeg vide det fra?
"As sam aleikum," svarer jeg alligevel.
"Nej, den første engelsk-afghanske sætning er: Hvis du ikke fjerner de får,
så skyder vi dem!"
Hun griner højlydt, jeg kan ikke lade være med at le med.
"Det vil være en skøn sætning at fyre af derhjemme," siger jeg. "Altså når de
spørger, om vi har lært at sige noget på afghansk."
"Jeg går i skarp træning!"
Derude
Det er oktober. Vi har otte dage tilbage herude, inden vi skal på leave, tre
ugers fri hjemme i Danmark. Hele lejren summer af den samme stemning
som før sommerferien på en arbejdsplads, folk taler ikke om andet, når vi
er samlet.
Jeg skal høvle så mange øl ned.
202
Der skal ikke fortæres andet end røde bøffer, til vi skal af sted igen.
Hun skal have så meget pik, at der står 11-taller ud af næsen på hende.
Jeg glæder mig til at se dem derhjemme igen.
Det sidste er nærmest det eneste, der bliver sagt om dem, der venter på os.
Johan siger bare, at han ikke kan vente med at se sine døtre. Han siger
ikke, at han savner dem så meget, som vi kan se, han gør. Så meget, at han
ryster på hånden, når han tager et af deres billeder ned fra væggen over sin
seng. Den yngste er en baby, der er sket meget i hendes liv i de tre
måneder, farmand har været borte.
Busk, Nik og Holm savner kæresterne, men vi andre er singler, så vi skal
bare hjem til mors mad og en ren seng. Og selvfølgelig fadøl med drengene.
Og jeg skal sikkert også knalde Marie et par gange.
Jeg har lige afsluttet min vagt, der er stille i lejren. 2. og 3. deling er i
Gereshk. Jeg træder op på forhøjningen midt for muren og spejder ned i
Green Zone. De høster majs nedenfor. To mand med segl og håndkraft. De
lægger bunkerne på en trækvogn.
En flok får græsser dovent til min venstre side.
Japan vinker til mig oppe fra Sangar 1, han vil have mig derop, så jeg går
ind i bygningen under den. Der sover 1.3. Deres senge står ligesom inde hos
os langs med væggene, dækket af myggenet og tæpper. I den anden ende
fører en trappe direkte op i sangaren.
203
"Vil du overtage for mig?" spørger Japan tungt, da jeg stikker hovedet op.
Han har store svedperler på panden.
"Er der noget galt?"
"Jeg har vist fået det, du havde."
"Årh, for fanden. Jamen, så løb, jeg tager over her."
"Tak."
Jeg svinger mig op og stiller mig, hvor han stod, han kravler besværet ned
ad trappestigen. Jeg ser ham gå i dobbelttempo i retning mod lokummet.
Jeg tager radioen.
"6-4, Sangar 1."
"6-4," lyder svaret.
"Japan er blevet syg, Thor overtager Sangar 1," siger jeg.
"Det er modtaget."
Jeg tager kikkerten og spejder mod nord, drejer langsomt i en 90 graders
vinkel og ender hos majsbønderne, der nu er begyndt at trække og skubbe
vognen af sted. De har læsset den alt for tungt.
JP kommer op ad stigen.
"Jeg hører, du har overtaget," siger han og svinger sig ind i sangaren.
Kan jeg ikke engang stå fem minutter alene, inden han skal tjekke op på
mig?
"Ja, Japan er syg."
"Der er også tre fra 2. deling, der er gået ned med
204
det. Det er godt, at vi ikke har gang i en større operation."
Han tager kikkerten, som jeg netop har lagt fra mig, og spejder ud, der hvor
jeg lige har spejdet. Står han og beskylder mig for at have smittet halvdelen
af mandskabet, foruden at tjekke, at jeg gør mit arbejde ordentligt!?
Han rækker kikkerten tilbage til mig og stiller sig med ryggen til bjælken,
der deler sangaren i to.
"Bor du hos dine forældre på leave?"
Inden jeg tog herud, boede jeg til leje på et værelse på Slagelse Kaserne.
Mange af de ældre har selv lejligheder, men vi, der er helt unge, har valgt at
vente med at skaffe en, til vi kommer hjem fra mission. Hvilket betyder, at
når jeg kommer hjem, bliver jeg sandsynligvis nødt til at flytte ind hos mor
igen. For en meget kort bemærkning.
"Hos min mor," svarer jeg.
"Ah, de er skilt?"
"De var ikke gift. Ikke at det ville have standset ham i at skride."
JP udstøder en grineagtig lyd, jeg drejer mig halvt og ser på ham, det var
ikke et grin, det var nok mere en form for medlidenhed. Fedt, det var
faktisk lige, hvad jeg trængte til, at han både synes, at jeg er en elendig
soldat og har ondt af mig.
"Jeg tror, hæren samler på unge mænd fra brudte hjem," siger han, da jeg
igen har rettet min opmærksomhed mod de to mænd med majsvognen.
"Det er da også meget nærliggende," svarer jeg med
205
ryggen til. "Kæft, trit og retning, farmands-diciplin, er det ikke det, vi alle
sammen går og higer efter?"
"Er det?"
Jeg drejer mig igen halvt og betragter ham. Forsøger at regne ud, hvor den
her samtale fører hen.
"Jeg er også vokset op med hverdagsmor og weekendfar, så måske har du
ret," siger han så.
Det kommenterer jeg ikke, min far var ikke engang weekendfar, han var et
kort på din fødselsdag, hvis jeg husker det-far.
"Ifølge myten blev Heimdal født af ni mødre, men ingen ved, hvem hans far
var," fortæller JP.
Nu kan jeg kende ham igen, fessor i nørdet viden om obskure emner.
"Så vi er altså et helt kompagni af mænd med for mange mødre. Og ingen
fædre. Det lyder rigtigt nok," siger jeg bag kikkerten.
Han ler sagte bag mig.
"Ja, og Heimdal var også vagt. Du skal have lov til at passe dit arbejde. Vi
ses senere," siger han og begynder nedstigningen.
"Ses," svarer jeg.
Hvad fanden var det? Ville han bare sludre? Fuck det. Heimdal bevogtede
regnbuen, og jeg har den grønne bue foran mig.
"Hvordan går det med Japan?" spørger jeg Johan.
206
Han kommer imod mig fra den ende af lejren, hvor infirmeriet ligger, jeg
regner med, at han har set til ham.
"Brækker sig i lårtykke stråler."
"Føj."
"Når man har børn, vænner man sig efterhånden til det."
"Hvad vænner man sig til?" spørger Villadsen, der er trådt ud fra
opholdsrummet med en pakke kiks halvvejs nede i svælget.
"Til børn, der brækker sig," svarer jeg.
"Adr, nej, det kunne jeg aldrig vænne mig til," siger Villadsen, så krummer
står om munden på ham. "Men jeg kunne nok heller ikke vænne mig til at
have børn."
"Det siger du nu, men vent bare, til du får dem," siger Johan.
"Hør lige pappas vise ord," siger jeg.
"Jeg siger jer, man bliver et andet menneske, når man får børn."
"En skvattet Lalandia-mand bliver man. Jeg har arbejdet der, jeg har set
det ske alt for mange gange," siger Villadsen.
"Der er ikke noget skvattet ved at være far til to piger," siger Johan. "Resten
af mit liv skal jeg holde mig i form for at beskytte dem mod fyre som jer."
"Alternativt skal du bare komme til at tage LMG'et med hjem herfra, det
skal nok holde bejlerne fra døren," siger jeg.
Johan tager en slurk vand og ser ud til at overveje det.
207
"Det kan jo også være, de bliver ligesom Lis," siger Villadsen.
Johan får vandet galt i halsen.
"Jeg får lyst til at være nøgen," siger Villadsen, da han har fortæret den
sidste kiks.
"Vi snakker om børn og Lalandia, og det er din reaktion? Ikke mærkeligt at
du blev fyret," siger jeg.
"Jeg var kun nøgen efter lukketid. Men der var jeg det til gengæld over det
hele, på vandrutsjebanerne, i boblebadet, i køkkenet."
"Jeg siger til Rikke, at vi ikke skal derover i påsken alligevel," siger Johan.
"Det er mange år siden, jeg var der, de har sikkert gjort rent siden
dengang."
"Der findes ikke rengøringsmidler stærke nok ..." begynder Johan.
Men Villadsen er allerede uden for hørevidde. Han løber op på
forhøjningen ved muren, stiller sig med ryggen til Green Zone og åbner sit
bælte.
"Han har tænkt sig at moone zonen," siger jeg.
"Kæmpeidiot," siger Johan og ser sig om for at se, om der er en overordnet
i nærheden.
Villadsens bukser ryger ned, han bukker sig forover og danser, mens hans
blege danskerrøv hilser på.
"Hvad fanden laver Villadsen?" spørger Holm, der kommer imod os fra
stalden, klædt på til at skulle på vagt.
"Mooner muslimer," siger jeg.
208
"Man ville næsten tilgive dem, hvis de skød ham," siger han.
"Hvis de rammer ham i tiøren, kommer den nyhed til at gå verden rundt,"
siger Johan.
"Danish soldier shot in the piiiip," siger Holm. "Vi vil ikke kunne være her
efter det, ingen ville tage os alvorligt."
"Danske styrker trækkes hjem efter pinligt røvskud," siger jeg.
I det samme træder JP ud inde fra opholdsrummet, han ser kort fra
Villadsen til os.
"Ja, jeg er bestemt også fristet til at tage et skud efter den hvide målskive
der, men måske skulle vi prøve at få ham ned derfra i stedet," siger han og
ser direkte på Johan.
Johan rømmer sig og går tre skridt hen mod forhøjningen. Villadsen er dog
færdig med sit stunt og hopper ned, mens han lukker bukserne, halvvejs
henne ved os får han øje på JP og tager to skridt på stedet, inden han
fortsætter hen imod os, som om han bare lige kom tilfældigt forbi.
"Hvad sker der?" siger han.
"Der sker det, at du stiller i sikkerhedsudstyr om tre minutter og tager
vagten i main gate," siger JP.
"Forstået," siger Villadsen og spæner tilbage mod stalden.
Vi ser efter ham, ryster lidt på hovedet, kan ikke lade være med at grine.
209
"Den historie kommer til at gå lejren rundt mange gange," siger Johan.
"Ja, det er nok desværre det, han er ude på," siger JP.
"Har jeg så fri?" spørger Holm: "Jeg skulle have stået i main gate."
"Du tager Sangar 1, Thor har fri," siger JP og ser på mig. "Du dækkede for
Japan, så du kan godt tage en pau... hvad i helvede har han nu gang i?"
Vi følger JP's blik, Villadsen kommer ud inde fra vores stald iført hjelm,
fragvest og støvler. Og intet andet.
I hænderne har han karabinen, mellem de solbrændte ben slasker hans
blege dolk frit fra side til side. Han stiller sig foran os og gør honnør heldigvis kun med hånden.
"Melder klar til tjeneste," siger han grinende, opsat på at blive en legende.
"Kontraordre," siger JP. "Du tager sangaren inde hos ANA, de vil sikkert
sætte pris på udsigten til din røv nedefra."
Villadsen ser et kort sekund ud, som om han tror på JP, men så griner han.
"Tjiki tjiki," siger han. Jeg klæder mig på og står i main gate om fem."
Han drejer omkring med svingende dolk og løber tilbage til stalden, så vi
ligesom bønderne nedenfor Sandford også når at få fornøjelsen af synet af
hans røv denne eftermiddag.
"Helle for at fortælle den her til Japan," siger jeg.
210
"Bare du venter, til hans kvalme er gået over," siger Johan.
Min gruppe har vagten igen mellem 20 og 22. Jeg har Sangar 1. Det er
mørkt, så jeg har selskab af Nik. Jeg kunne lige så godt være alene, han
siger ikke meget, så jeg opgiver hurtigt at få en samtale i gang.
"Hvad laver din kæreste egentlig?"
"Frisør."
"Hvor længe har I været sammen?"
"To år."
"Hvad siger hun til, at du er herude?"
Han trækker på skulderen.
"Har du ikke spurgt hende?"
"Mmm."
Han er en underlig starut. Han er en solid mand i gruppen, men temmelig
anonym, umulig at komme ind på livet af. Hvis jeg ikke havde set fotoet på
væggen over hans seng af den kønne brunette med den generte
opstoppernæse, ville jeg aldrig have gættet, at han havde en kæreste.
Jeg ved fra træningen, at han kan alt med en computer. Men han ville ikke
ind til ingeniørerne eller arbejde med elektronisk krigsførelse, han ville i
kamptropperne. Jeg forstår ham godt, jeg har også spillet skydespil hele
min barndom.
21.55 stikker Micke hovedet op i sangaren.
211
"Vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde," hilser han.
Jeg griner, men fornemmer, at det vil han sige, hver gang han afløser mig
fremover. Sådan er det herude, hvis der er noget, der virker, så bruger man
det, indtil det er totalt slidt ned.
Jeg kravler ned ad stigen og går tilbage til stalden for at smide udstyret.
Om en uge har jeg tre ugers ferie. Jeg ved egentlig ikke, om jeg glæder mig
til at komme hjem. Jeg glæder mig nok mest bare til, at der sker noget
andet.
Jeg troede, det her ville være den vildeste oplevelse, nu er jeg ved at brække
mig over rutinerne. Jeg er dødtræt af at sidde på skyttesædet og glo ind i en
skærm, dødtræt af at overvåge patruljer på tomme stier og gader og endnu
mere dødtræt af at stå og glo i sangarerne. Og jeg er ikke mindst træt af at
være ham, der altid får skylden for alting. Røvtræt af at være lavest i
hierarkiet i verdens mest ligegyldige kampzone.
Og så, tre dage før vi skal på leave, går det helt ad helvede til.
Derude
Vi skal gennemsøge fire compounds i udkanten af Gereshk. Vi har fået
efterretninger om, at en gruppe talebanere
212
bruger en af dem som IED-værksted. Gereshk har ellers været forholdsvis
stille i den senere tid, men det forlyder, at der er kommet en del hellige
krigere over grænsen fra Pakistan, så noget er under opsejling.
Vi kører med 2. deling, KC er selv med til at styre operationen. Han har sin
egen piranha med vognbesætning, og fordi han er med, har vi ikke Dave
med. KC har en af de andre engelske signaldrenge på sin viktor.
Vi har støtte af et hold ingeniører fra Price, hvis vi skulle finde
sprængstoffer, samt af både ANA og ANP, som er henholdsvis den
afghanske hær og det afghanske politi. Det sidste er i tilfælde af, at vi falder
over ulovligheder, som opiumsudvinding og den slags.
Det er den største operation, vi endnu har lavet herude.
Da vi ankommer til Gereshk kører vi ikke som sædvanligt ind og parkerer
piranhaerne på en række, i stedet laver vi en jernring rundt om de fire
compounds, så 2. deling sammen med ANA dækker mod øst ind mod
Gereshk by, mod syd ned mod Price og vest ud mod ørkenen, og vores
vognbesætninger samt KC's viktor dækker mod nord. Vores deling og to
ingeniørgrupper skal gennemsøge de fire compounds.
Lis og Busk skal blive på viktoren, men jeg skal gå med. JP vil have en
ekstra mand med i dag til at bære ECM'en. ECM, Electronic Counter
Measure, er en 25 kilo tung motherfucker af en rygsæk, der udsender et
signal, der jammer mobiltelefonernes signaler, så Taleban
213
ikke kan fjernudløse IED'er med mobiler, og i dag, hvor vi skal lede efter
mulige bombeværksteder, kan den godt vise sig nyttig.
Mens jeg spænder den fast på ryggen, kan jeg ikke lade være med at føle en
underlig snert af begejstring. I dag sker der endelig noget, tænker jeg. I dag
er det ikke bare rutine.
Hest nikker kort til mig, inden han kravler ind i min piranha, Lis rækker
ham sin kikkert og kravler ind på skyttesædet. KC giver JP ordre til go, og
han giver signal om, at grupperne kan begynde at gå, jeg må halvløbe for at
nå dem, for ECM'en skal gå i midten af gruppen.
Min gruppe, 1.1 og en ingeniørdeling rykker til venstre ned langs den første
compoundmur. Arbejdsfordelingen er klar, 1.1 går først ind. Den første
mand åbner porten og løber selv ind den farlige vej - det vil sige højre rundt
om porten - den næste mand følger direkte bagefter og dækker mod
venstre, den tredje lige efter og dækker midten. De skal rykke så hurtigt, at
det virker som én mands bevægelser fordelt på tre.
"Tre bygninger midtfor," melder en af dem i PR-radioen.
Dernæst rykker de andre tre fra 1.1 ind og går i knæ, vi, 1.3 og ingeniørerne
følger bagefter. Gården er tom, foran os ligger tre små ler- og lorteklinede
bygninger. JP og oskar placerer sig strategisk i et hjørne af compounden, så
JP kan overskue hele delingen på én gang. Min gruppe og den ene
ingeniørgruppe løber hen mod
214
den første af de tre bygninger, den største. Ingeniørerne sætter sig på knæ
op ad muren der, så de kan dække udefra, mens vi gennemsøger
bygningerne indeni.
Holm og Nik stiller sig på hver side af døråbningen ind til huset. Der er
ingen rigtig dør, åbningen er bare dækket af et tæppe.
"As sam aleikum," råber Japan højt ind i bygningen.
Måske ville det være smart, hvis vi vidste, hvordan vi sagde noget lidt mere
truende.
Ingen svarer. Holm rækker hånden ind, trækker tæppet til side og svinger
180 grader rundt til højre med karabinen hævet, Nik følger lige efter til
venstre, og så Japan midtfor.
"Rum renset," siger Japan i PR-radioen.
Jeg træder ind, døråbningen er smal, så jeg må gå sidelæns igennem,
selvom jeg med ECM'en på er næsten lige bred på begge ledder. Det er en
form for stue, vi er trådt ind i. Foran os står to udslidte topersoners sofaer
over for hinanden med et gulvtæppe imellem. På lervæggen over den ene
hænger en farvestrålende plakat, der formentlig forestiller noget religiøst.
Japan sidder på knæ og peger ligefrem mod en døråbning dækket af endnu
et tæppe. Villadsen, Johan og Fransi skridter hurtigt derhen med sandede
støvler over tæppet, der er ikke tid til at være høflige. De stiller sig på hver
side af døråbningen og er hurtigt igennem, højre, venstre, midte.
"Rum renset, to kvinder, ingen våben," siger Johan.
215
Jeg træder selv ind. Hans karabin peger direkte på to kvinder, der klamrer
sig til hinanden i det modsatte hjørne. Der lugter af svitsede løg, vi står
åbenbart i køkkenet, jeg ser mig hurtigt rundt. Ildstedet er op ad
bagvæggen, der vender ud mod gården bag huset. Ilden blusser godt og
spreder en varm belysning i rummet. På min højre hånd er deres
arbejdsplads, et slidt sofabord. Et par gryder står på jorden, en kniv er
blevet tabt. Friskhakkede chili på et skærebræt, æg i en skål.
Kvinderne har begge lysebrun hud og grønlige øjne. Den ene af dem er
midaldrende med grånende hår, hun har en sort kjole på. Den anden er
yngre, hendes hår er blanksort og flettet i en tyk fletning, hun har en
lysegrøn dragt på, der passer til hendes øjne. Hun er egentlig meget køn.
Det er første gang, jeg ser kvinder så tæt på uden tildækning. Panikken i
deres øjne er uudholdelig. Jeg føler mig næsten som en voldtægtsforbryder.
Johan nikker mod endnu en tæppedækket døråbning, der fører ind til
rummet ved siden af. Jeg går bag om ham og stiller mig på den ene side af
døråbningen, Fransi stiller sig på den anden.
Jeg trækker tæppet til side og træder ind, Fransi er lige bag mig. Der er
tomt bortset fra tæpper.
"Rum renset," siger Fransi, mens vi træder ud igen.
Villadsen går hen til den sidste åbning, der fører ud til en lille gård bag
huset. Fransi stiller sig på den anden side. Johan og jeg har øjnene halvt på
døråbningen, halvt på kvinderne. Jeg har sænket karabinen lidt og holder
216
den langs med kroppen for at vise dem, at jeg ikke er farlig. Selvfølgelig er
jeg ikke det, jeg er bare lige stormet bevæbnet ind i deres hus.
"Have renset, have fri. Bortset fra høns," siger Villadsen med et grin og
træder ind igen.
Jeg nikker beklagende til kvinderne, og vi trækker os tilbage ud i gården.
"Hus renset, intet at melde" siger Johan til JP.
1.3 kommer ud fra den anden bygning, der ligner en stald. De melder, at
der heller ikke der var noget at komme efter. De småløber hen til den sidste
bygning, råber ind, men der kommer heller ikke noget svar. Måske har
afghanerne fundet ud af på den hårde måde, at det er bedre at krybe
sammen inde i huset end at åbne for soldater.
Min gruppe går i knæ med ryggen til muren og venter, ikke engang et
minut senere træder de ud igen.
"Hus renset," siger Ali, deres gruppefører.
"Fint, vi rykker ud," siger JP.
Vi rejser os og går i dobbelttempo tilbage til porten, på den anden side af
den går vi igen i knæ og venter på, at 1.1 kommer ud.
"Ingenting?" spørger gruppeføreren for en af ingeniørgrupperne, da han
går forbi.
"Ikke det mindste," siger Holm. "Hvis de har gemt værktøj og
sprængstoffer, har de bygget det ind i væggene."
Da alle er ude, kan jeg ikke lade være med at tage fat
217
i porten og lukke den, som om det vil efterlade de to kvinder derinde med
et godt indtryk af os.
Vi går højre rundt om compounden for at komme hen til den næste. Porten
her er nymalet mørkegrøn, islams farve. 1.1 sparker den ind, og vi trænger
endnu en gang ind i en gård. Denne er meget større, her er fem bygninger,
tre i den ene side af gården og to i den anden.
"Okay, 1.1 og 1.3 dækker de tre små til højre udefra, 1.2 tager de andre to en
ad gangen, " afgør JP hurtigt.
Vi småløber hen til bygningerne. Der er rigtige døre i dem, de er også malet
mørkegrønne, og de sidder i dørkarme af træ. Det har kostet penge. Jeg har
en dårlig fornemmelse med at være her. Holm banker hårdt på døren ind
til den første bygning. Jeg står lige bag ham.
Ikke overraskende bliver der heller ikke svaret her, så han tager i
håndtaget, trykker det ned og slynger døren ind. Jeg når lige at tænke, at
der er usædvanlig mørkt indenfor. De fleste huse har en form for vinduer,
der typisk ikke er andet end små huller i væggene, men som dog slipper en
anelse dagslys ind. Så lyder der skud.
Jeg hører dem, før jeg opfatter projektilerne, der farer gennem
døråbningen.
"Føling!" skriger Japan og styrter sidelæns væk fra døren.
Holm halvvejs kaster sig, halvvejs falder ned på jorden ved siden af mig,
Nik er også instinktivt trukket et par skridt tilbage.
218
Men jeg bliver stående og griber håndgranaten i kampvesten. Jeg trækker
splinten ud.
"Ned," råber jeg, samtidig med at jeg går i knæ og smider den ind gennem
døren i knæhøjde, under projektilernes bane.
Jeg kaster mig sidelæns ned på jorden, ved siden af Holm. ECM'en banker
mod min ryg og presser mig yderligere ned i sandet. De andre er allerede
nede, fladt mod jorden, ansigtet beskyttet mellem armene.
Skraldet runger i ørerne, selvom lermurene dæmper lyden væsentligt. Det
minder mest om et stort kanonslag. Et underligt erindringsglimt. Et låg,
der flyver op, en mand på vej over en græsplæne.
Skudsalven er ophørt. Jeg ser op, støv dækker døråbningen. Fragmenter og
jordklumper ligger i en cirkel rundt om døren. En sandal er fulgt med ud.
Brunt, slidt læder.
Hurtigt er vi på benene, scanner hustagene på de fire bygninger på den
anden side af gården ud af øjenkrogen for at se, om nogen har brugt
sekunderne på at rykke sig ind på os, men der er stadig tomt.
Vi stiller os igen med ryggen til muren ved døråbningen. Eksplosionen har
blæst døren halvt i, den hænger skævt i hængslerne. De andre tre drejer
ind.
"Rum renset," siger Holm langsomt.
Jeg skubber til døren med skulderen og træder også ind. Eksplosionen har
blæst det, der dækkede vinduerne, bort, så det er ikke svært at se derinde
nu, selvom støvet
219
hænger tungt i luften. Dér ligger den AK, der skød mod os. Dér ligger den
mand, der skød.
Og dér i hjørnet ligger en blodig bylt, der for to minutter siden var et lille
barn.
"Rum renset," siger Johan.
Jeg registrerede ikke mine tanker, jeg gik bare videre sammen med resten
af gruppen og fortsatte husundersøgelsen. Døren ud til gården bag ved
huset stod åben, måske var resten af beboerne flygtet ud den vej.
Eksplosionen havde blæst alt ned fra sofabordet i rummet, der vendte ud
mod gården bag huset. Potteskår og madrester lå overalt på tæppet under
bordet. De var ved at spise, da vi kom. De sidste to rum var tomme bortset
fra tæpper til at sove på, gården bagved var tom. Måske var der ikke flere
hjemme.
Jeg går forbi liget af manden, mens Johan melder til JP. Jeg ser ikke til
højre, da jeg går ud, men alligevel fanger mine øjne blodet, der løber i en
stribe væk fra bylten i hjørnet, fordi gulvet hælder ind mod midten af
rummet.
Japan er ikke på sin plads midtfor. Han står udenfor med den ene hånd på
muren og kaster op. Hurtigt træder jeg ud i solen, de andre to grupper
sidder helt stille og glor på os. Jeg håber ikke, der er nogen på tagene nu.
"Hvad sker der?" råber JP.
Han løber imod os, oskar sidder stadig på knæ ved deres oversigtspost.
220
"Jeg smed en granat, to døde, den ene er et barn."
Jeg peger ind i huset uden at vende mig om imod det.
"Årh, for helvede," siger JP og træder ind ad døren med hævet karabin.
"For helvede," gentager han derindefra.
Jeg læner mig tilbage mod muren og stirrer på tagene overfor. Japan har
sat sig ned ved siden af sin brækpøl, de andre har genoptaget opdækningen
af gården.
"6, her er 1-5, hus renset, én nedkæmpet," siger JP i radioen til KC, da han
kommer ud inde fra huset.
Han har radioen på kampvesten og må bruge den ene hånd til at betjene
den, den anden har han stadig på karabinen. Han forklarer
omstændighederne til KC, mens han går et par skridt til højre, væk fra mig,
jeg kan kun høre hans ende af kommunikationen. Han forklarer det kort, så
en pause.
"Modtaget, slut," siger han i radioen.
Han vender sig mod os, studerer Japan et sekund og vender
opmærksomheden mod os andre.
"Okay, det er noget lort, men KC sender nogle ANP'er hen for at tage sig af
det bagefter. I fortsætter med de andre bygninger."
"Forstået," svarer Johan.
Vi har et tæt samarbejde med det afghanske politi - og et par stykker af
dem har et tæt samarbejde med Taleban. Selvsagt bruger vi dem kun til
opgaver, der ikke sætter vores sikkerhed på spil.
221
"Jesper, kan du klare det?" spørger JP.
Japan ryster på hovedet og kommer langsomt på benene.
"Jeg har det ikke ret godt, jeg er nok ikke blevet helt frisk endnu," siger han
sløvt.
JP tørrer sved af panden under hjelmen. Han tager fat i radioen igen.
"6, her er 1-5, vi sender en mand ud, kan vi få nogle til at tage imod ham?"
"1-5, her er 6, det er modtaget."
JP vender sig mod os.
"Okay, så gør vi sådan her, KC sender nogle til at følge Japan tilbage til
viktorerne. Kan I klare jer uden ham?"
"Ja," siger Johan. "Vi finder ud af det."
JP slipper igen karabinen med den ene arm, lægger den om skulderen på
Japan og fører ham hen mod porten.
"Godt, vi fortsætter," siger Johan.
Der er kun gået en halv time, siden vi stod af piranhaerne. For bare fem
minutter siden havde jeg ikke slået et barn ihjel.
"Det var det rigtige at gøre."
KC ser direkte på mig, det er tydeligt, at han vil have mig til at forstå, at han
mener det. Han, JP og jeg står for os selv uden for Haciendaen.
Vi gennemsøgte resten af compounden samt de sidste
222
to compounds, vi fandt tilmed yderligere en AK og en del ammu, men ingen
spor af sprængstoffer. Derefter sad jeg på skyttepinden på vej tilbage, jeg
har gjort TMG'et rent, taget mit udstyr af, drukket halvanden flaske vand,
og det hele er gået i en form for fast forward, det er først nu, at tiden vender
tilbage til normaltempo.
Jeg nikker.
"Det ved jeg godt."
"Og du håndterede det hele skidegodt," tilføjer JP.
"Ja, ingen tvivl om det," siger KC.
Jeg får ros af min øverstbefalende og af JP tilmed, og jeg er pisseligeglad.
Jeg føler mig ikke specielt stolt af noget som helst.
"Der bliver selvfølgelig en undersøgelse, det kan vi ikke undgå," siger KC.
Det ved jeg. Hver gang der er civile tab - især hvis det er børn - gør ISAF
alt, hvad der er muligt, for at imødekomme lokalbefolkningens ønsker.
Typisk forhandles der om en erstatning.
"Men det er ikke noget, der kommer til at påvirke dig, det tager jeg mig af,"
beroliger KC.
Men det behøver han nu ikke. Af alle de følelser, der lige nu vælter omkring
inden i mig, er frygten for at have gjort nogle lokale mænd sure, ikke en af
dem.
"Vi tager en debrief klokken 1700, gå ind og få dig noget mad," siger KC.
Nogle gange ville det måske være bedre, hvis vi havde
223
honnør og træd af i det danske forsvar, det føles underligt at lukke sådan
en samtale med skipperlabskovs. Men jeg går alligevel ind og smider en
pose i gryden.
Japan, Villadsen og Lis sidder i sofaen sammen med fire fra 1.3. Japan ser
ud til at have det væsentlig bedre, han skovler en håndfuld kiks ind.
"Det var for vildt," siger Lis, heldigvis ikke på sin sædvanlige overstadige
måde, hun er nærmest lidt stille.
"Hvorfor fanden skulle den idiot også skyde løs, når der var et barn
derinde," siger Japan.
"Måske var det for at beskytte hende," svarer jeg fra køkkendøren.
De kigger alle sammen op på mig med lettere overraskede udtryk i
ansigterne. Som om de ikke havde set mig komme ind eller sådan noget.
"Jamen, det er da stadig for dumt at skyde løs på en flok soldater, ikk'. Han
kunne da sige sig selv, at det ville gå galt!"
"De har været nærmest konstant i krig i 30 år, jeg tror ikke, de tænker på
den måde," siger Lis.
"Whatever, det var hans egen skyld, at den møgunge døde."
Japan høvler endnu en kiks ind som for at understrege pointen.
"Næ," siger jeg. "Det var min granat."
"Fuck det," siger Villadsen. "Han skød først."
224
Den sidste aften inden leave står jeg i Sangar 1 og ser ned på Green Zone,
jeg har meldt mig frivilligt til at tage vagten, flere ligger syge, alle delinger
er ramt. Vagttjansen er sammensat af dem, der ville. Jeg vil hellere stå her
med noget at lave end ligge vågen nede i stalden, alene med tankerne. Og
billederne.
En lille blodig bylt.
Før jeg kom herud, kunne jeg ikke omsætte de informationer, vi fik om,
hvordan det ville føles at være her, til et reelt billede i mit hoved.
Derhjemme lyder det på én gang værre og bedre, end det er.
Det er på ingen måde så slemt at være her, som du skulle tro, du er ikke
bange hele tiden, der bliver grinet meget, dagene går nærmest som
derhjemme. Begivenhederne opleves, som de er, i realtid. Men det er
slowmotion-gennemspilningerne bagefter, der kommer bag på dig. Du kan
umuligt forudsige, hvor meget nogle af dine følelser forstærkes;
frustrationerne og vreden. Og under dem et sted; angsten.
Solen går ned bag mig over bjergene. Den hænger ikke ret længe mellem
oppe og nede, ikke som derhjemme, den løber farvespektret igennem på et
kvarter, du skal følge med, ellers misser du det. Temperaturen daler femten
grader på et splitsekund.
I lyset fra fuldmånen og stjernerne bliver zonens grønne til sølv. Enkelte
steder dernede lyser små rødlige skær fra ildsteder og bål. 500 meter væk
fra dem dernede ligger 130 bevæbnede mænd fra den anden ende af
verden,
225
og inde mellem palmerne gemmer en håndfuld lige så bevæbnede
fundamentalister sig, mens de spiser aftensmad og beretter om dagens
begivenheder. Som om vi slet ikke var her.
Jeg læner mig tilbage mod bjælken, der løber vandret gennem sangaren.
Flere har skrevet på den med kuglepen, bogstaverne står halvvejs mejslet
ind i træets bløde overflade.
Jeg hader får!
FCK forever
Baconboy Kalle K er bøsse
12 dage tilbage. Lorteland!
Langes mor suger for hårdt
Den sædvanlige toiletdørskommunikation, suppleret med obligatoriske
tegninger af kvinders kønsorganer og fyldige bryster. Jeg læser det alligevel
og går også rundt om for at se, hvad der er på den anden side af bjælken.
Her er der kun skrevet to linjer, alle andre har undladt at besudle træet
rundt om i respekt. Ordene er næsten slidt af, som om mange hænder og
sandstorme har kærtegnet dem.
And when I get to heaven's gate, St. Peter I shall tell: One more soldier
reporting, sir, I've served my time in hell.
226
Leave
Ras henter mig i lufthavnen i Karup, mor bryder sig ikke om at køre bil
uden for byen.
Det har taget omkring to døgn at komme hjem, jeg er træt, udkørt, færdig.
De sidste fem dage derude forsøgte jeg at holde mig i en tilstand af
konstant træthed. For træt til at tænke, for udmattet til at føle.
"For satan, du ligner en viking," siger Ras.
Han giver mig et mandekram, kort, nærmest berøringsløst. Jeg holder mit
håndled op foran hans øjne. Der er et grøn-sort plastikarmbånd omkring
det, Danish Vikings Helmand står der. Vi fornægter ikke arven.
"Giver du en øl?" spørger jeg.
"En? Jeg gi'r fem!"
Tre øl senere segner jeg om på sengen hjemme i barndomsværelset. Jeg når
lige at give mor et knus først, et kvindeknus, langt og tæt. Jeg bør tage et
bad, tænker jeg og falder i søvn.
Jeg vågner tretten timer senere til lugten af bacon, mor står i døren, hun
smiler, som om jeg har været væk i årevis og ikke bare tre måneder.
"Jeg laver æg og bacon," siger hun.
"Kan jeg nå at tage et bad?"
"Selvfølgelig, jeg lægger et rent håndklæde ud til dig."
Jeg har sovet med uniformen på, det er blevet en vane at have den på. Jeg
går ud i gangen. I det samme jeg er
227
igennem døråbningen, siger mit instinkt mig, at jeg har glemt noget.
Karabinen. Jeg når at se tilbage over min skulder efter den, inden jeg tager
mig selv i det. Jeg føler mig underligt nøgen uden den.
I spejlet over håndvasken stirrer et rødbrunt, tæt fregnet ansigt tilbage.
Skægget fylder det meste. Måske skulle jeg tage det af nu, hvor jeg er
hjemme? Jeg orker ikke nu. Åbner for vandet i bruseren, justerer
temperaturen, mens jeg klæder mig af. Jeg stiller mig ind og tager imod
vandet. Det skyller mere end støv bort.
Mor trisser rundt om bordet, da jeg kommer ud, iklædt jeans og T-shirt for
første gang i lang tid. Hun skovler æg og bacon over på min tallerken, hun
må have tømt køledisken i Netto. Jeg fanger et stykke mellem fingrene og
gnasker det knasende.
"Du har tabt dig meget," siger hun.
Mine jeans sidder løst, jeg skal to hak længere ind på bæltet.
"Vi får ikke bacon derude," forklarer jeg.
"Så må vi hellere få lidt sul på kroppen af dig, inden du skal af sted igen."
Hun begynder straks at stege mere bacon, selvom der er langt mere, end
jeg kan spise, på min tallerken allerede. Men hun er mor, hun
kommunikerer igennem mad.
Jeg spiser op. Jeg sætter pris på det, du gør for mig, jeg har også savnet
dig, tak.
228
Ras har linet det helt store op, arrangeret fest i sin lejlighed, inviteret alle,
selv dem, jeg ikke har talt med siden folkeskolen. De fleste dukker op. For
dem er det en begivenhed, så sker der noget andet end pubben og Crazy
Daisy denne lørdag.
Mit humør er egentlig ikke til det, men jeg prøver at tage mig sammen,
smiler og snakker. Alle vil vide, hvordan det er derude.
"Har du skudt nogen, så?"
Jeg ryster på hovedet og skifter emne:
"Hvad sker der ellers herhjemme?"
Det virker. Derefter får jeg en længere smøre om chefen dernede på
fabrikken eller mester, der ikke fatter noget, om foldboldholdet, der stadig
taber, om ungen derhjemme, der er blevet større og har tabt tænder, og har
du hørt, at det er en perker, der har overtaget pubben? Flere af tingene er
sket, før jeg tog af sted, flere af historierne har jeg hørt før, men jeg nikker
bare.
Så længe de taler, behøver jeg ikke. Så længe jeg lytter, tænker jeg ikke.
Der er Cult Shakers, Breezers og dåseøl. Ras stiller en flaske tequila på
bordet med et smæld. Jeg viger udenom med en halvtynd forklaring om, at
min krop endnu ikke er klar til at drikke ren alkohol. Jeg har ikke engang
tømt den første øl.
Marie dukker op i døren, hun ser godt ud. Jeg tror, hun har gjort sig ekstra
umage for min skyld. Jeg giver
229
hende et langt kram. Hun kysser mig og siger, hun har savnet mig.
"I lige måde," svarer jeg ned i hendes hår og mener det.
"Vil du blive hængende her, eller vil du med hjem til mig?"
Ras er begyndt at rappe højere end Eminem, der kører for
nabochikanerende styrke på anlægget, han afslutter hver linje med et shot
tequila.
Hun har læst mine tanker.
Vi smutter uden at sige farvel. Jeg tror ikke engang, at nogen bemærker
det.
Bagefter ligger vi i ske, jeg har min hånd på hendes ene bryst, stryger rundt
om det, mærker dets vægt.
"Er det slemt derude?"
"Mmm."
"Vil du helst ikke snakke om det?"
Jeg masser mit ansigt længere ind i hendes hår i nakken. Hendes hud og
hår dufter forskelligt, jeg vurderer, hvilken en af duftene jeg bedst kan lide.
Håret.
Hun tager min hånd fra sit bryst og fletter sine små fingre ind i mine.
"Jeg slog en lille pige ihjel."
Hun holder vejret et par sekunder, ånder så langsomt ud igen. Hun
klemmer min hånd forsigtigt.
"Hun kom i vejen, der var en mand, der skød på os, og så ..."
230
Jeg gør ikke sætningen færdig.
"Så du kunne ikke gøre for det?"
"Nej, men jeg er alligevel pisseked af det."
Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller hende det her. Vi har aldrig været særligt
tætte, vi har kun knaldet og drukket os fulde sammen og knaldet igen.
"Det er klart."
Jeg tager en dyb indånding af lugten fra hendes hår. Plejer hun at dufte
sådan? Burde det ikke være sådan noget, jeg kunne huske? Jeg har hørt, at
lugte er noget af det, du husker bedst.
"Jeg tror ellers, at Ras har savnet dig," siger hun.
Hun skifter emne, der var egentlig heller ikke mere at sige.
"Nå," mumler jeg ind i hendes nakke.
"Han er begyndt at hænge ud sammen med dem nede fra pubben, dem, der
altid sidder der."
Det undrer mig ikke. Ras har altid været en halv øl fra en tilværelse som
alkoholiker. Det slår mig pludselig, at jeg ikke har et menneske i mit liv, der
kender mig rigtigt.
Ikke herhjemme i hvert fald.
Derude
"Det er godt at se jer tilbage," siger KC.
Han har måttet klare det hele med en deling fra Bastion
231
til at passe på lejren i de tre uger, vi har været væk. Nu ser han ud, som om
han glæder sig til at skulle have gang i operationer igen.
Vi mangler en mand, viser det sig. C. K. Andersen fra 3. deling dukkede
ikke op i Kastrup. Han bliver afskediget, det er konsekvensen af desertering
i moderne militær. Ingen bliver skudt længere. Alligevel er det meget
sjældent, at nogen hopper fra. Vi har jo også selv valgt det.
KC gennemgår situationen.
"For ni dage siden kørte Armadillo en større operation oppe i zonen. Det
var i samarbejde med englænderne. Jeg må beklageligvis sige, at vi havde
en alvorligt såret. En af deres viktorer gik på en IED. Han er i live, men
hans tilstand er kritisk. De tør ikke flyve ham hjem, før han er mere stabil."
Det undrer mig, at jeg intet har hørt om det derhjemme. Jeg sad ikke
ligefrem klistret til skærmen, men alligevel. Måske er den slags blevet så
meget hverdag nu, at det ikke engang bliver nævnt i Nyhederne.
"Situationen herude har ikke forandret sig meget, siden I tog af sted. Dog
kommer der flere og flere meldinger om IED'er. Det virker, som om
Taleban effektivt er ved at ændre strategi fra direkte kamp over til at bruge
dem. Det er desværre vilkårene nu, men vores opgave er uændret. Vi skal
fortsat afpatruljere i Gereshk og i zonen."
Jeg ser rundt på de andre. De fleste har fjernet skægget
232
derhjemme, deres underansigter er toner blegere end resten. De har sikkert
gjort det for at føle sig mere som sig selv. Eller i hvert fald så familien ville
føle det. Mit skæg er der stadig.
En tanke sniger sig ind på mig. Mit liv giver langt mere mening herude end
derhjemme.
Måske ender jeg som missionsbums, en der tager af sted igen og igen, fordi
han ikke kan fungere andre steder.
"1. deling starter med patrulje i morgen, 2. er QRF, og 3. har vagten.
Velkommen hjem," siger KC.
Vi går ned til stalden og pakker ud, det vil sige, at vi smider vores tasker og
udstyr på sengene og går ud under halvtaget, dropper ned i stolene,
begynder at drikke vores væskebalance tilbage på Helmand-højde, selvom
der er mærkbart koldere nu. Det føles som en dansk maj.
"I skal se mesterværket!"
Busk træder ud fra indkvarteringen. Han rækker mig et sort-hvidt sløret
billede, som kunne forestille hvad som helst. Jeg formoder dog, at det er
hans kommende barn. Jeg stikker billedet helt op til snuden.
"Det er en ... en baby," siger jeg.
"Det er en dreng," siger Busk.
"Okay, hvor er den så," griner jeg og rækker billedet videre til Johan. "Du
må vide det."
"Jeg ved kun, hvis der ikke er nogen, mine er piger begge to."
233
"Man kan ikke se det," forklarer Busk: Jordemoderen sagde det."
"Har I valgt et navn?" spørger Japan og overtager billedet.
"Vi snakker om Sebastian. Det kan min kæreste rigtig godt lide."
"Det er sgu et bøssenavn," siger Villadsen.
"Det er det da ikke," protesterer Lis.
"Vil du hermed påstå, at du aldrig har mødt en Sebastian på Pan?"
Lis kaster sin flaske efter ham, han dukker sig, så den flyver over ham,
vandet flyver ud af den og sprøjter ud over os andre. Villadsen hyler af grin.
"Det er et bøssenavn!"
"Og på en skala fra ét til bøsse, hvor vil du så sige, at Christoffer ligger?"
spørger Holm.
Det er Villadsens fornavn.
"Du har faktisk både et bøssefornavn og et bøsseefternavn," påpeger Japan.
"Det har jeg da ikke," råber Villadsen.
"Det har han," siger Fransi.
"Jep," siger Johan.
"Jeg har fladlus fra din mor, der beviser, at jeg ikke er bøsse!"
"Hvems mor? Min eller Johans?" spørger Fransi.
"De har fladlus begge to, det har jeg sørget for."
JP slutter sig til os, Nik rækker ham billedet.
"Er det din?" spørger han og ser på Busk.
234
Det stolte ansigtsudtryk siger alt.
"Han kommer på landsholdet, det kan jeg se," siger JP og giver Busk fotoet
tilbage. "Morgendagens patrulje gennemgår vi klokken 1800, det er ren
rutine, bare små tolv kilometer nede i zonen."
De andre sukker højlydt, han smiler, som for at sige, at han nok skal få dem
tilbage i form hurtigt. Jeg er ligeglad, jeg skal sidde på skyttepinden og
dække dem oppe fra highground med TMG'et. Det bliver ikke i morgen, at
jeg taber de fire kilo, jeg har taget på derhjemme.
Det er et drømmesyn at se Green Zone i OHW'ens skærm. Det brune og det
grønne, sine kammerater i et sigtekorn.
De går sydpå, følger en sti, der ender i Gereshk. Jeg veksler mellem at
zoome ind på området dybere inde i zonen og på at følge stien længere
fremme.
De passerer en compound. En mørkklædt person dukker op på skærmen på
den anden side af muren. Jeg zoomer ind, men jeg kan ikke se ret mange
detaljer. Personen bevæger sig hen mod porten, som gruppen skal passere
om et øjeblik.
"5, her er 2 viktor," kalder jeg i radioen til JP.
"5," svarer han.
"Jeg har indsigt på en person, der nærmer sig porten indefra."
"Det er modtaget."
235
Jeg zoomer lidt ind igen. Personen er næsten henne ved porten. Holm og
Nik, der går forrest, kommer ind i mit synsfelt, men stopper straks, går i
knæ og retter karabinerne mod porten. Jeg gør det samme med TMG'et.
Mine læber er tørre, registrerer jeg underligt nok som det første, da
adrenalinen sætter ind. Jeg tror ikke, at der kommer en mand ud af den
port og begynder at skyde vildt om sig, men min krop reagerer, fordi det
kunne være.
Jeg kan blive nødt til at affyre TMG'et mod et menneske. Jeg har kun skudt
på sandsække og målskiver, der har aldrig været noget blod. Det smadrede
ansigt på en talebaner bag en pickup dukker op for mit indre syn, da porten
begynder at gå op.
Og så kommer det selvfølgelig også. Billedet af en lille blodig bylt.
På skærmen træder en burkatildækket kvinde ud af porten med en
vanddunk i hver hånd, hun får øje på de knælende soldater og bakker
straks tilbage igen. Porten lukker. Hun småløber tilbage gennem gården.
Adrenalinen fordamper, mine læber er stadig tørre.
"2 viktor, her er 5, er der klar bane?" spørger JP over radioen.
"5, 2 viktor, ja, nu er der," svarer jeg.
Det skulle jeg have meldt med det samme.
"Modtaget, slut."
Holm og Nik rejser sig. Jeg zoomer lidt ud, gruppen begynder at gå gennem
mit synsfelt, jeg scanner hurtigt
236
området omkring dem, der er stadig stille. Efter 300 meter drejer de til
venstre væk fra stien for at gå længere ind i zonen. De skal passere
vandingskanalen med den væltede træstamme som eneste
overgangsmulighed.
"En pakke cornflakes på, at Japan ryger i vandet," siger Lis i intercom'en.
"Nul, jeg gambler ikke med det eneste gode i tilværelsen," svarer jeg.
"Kylling."
"Cornflakes-kylling, om jeg må bede."
"Det er vel teknisk set en majskylling," blander Busk sig fra kørersædet.
"Man kan også lave kylling med cornflakes på, det gør de i USA," siger Lis.
"Jeg troede, du var ekspert i grise," siger jeg.
"Kyllinger og svin, det er hele min verden."
"Der er sgu heller ikke noget galt med sådan en kyllinge-bacon-sandwich
og en ordentlig sjat karrydressing," siger Busk.
"Stop, stop," griner Lis. "Det er for ondt at snakke om."
"Mon ikke du kunne tage et par skiver af det der savsmuldsbrød fra
feltrationen og så putte karrygryde på," foreslår jeg.
"Har vi noget, der minder om bacon?" spørger Busk.
"Der er ikke gris i nogen af feltrationerne," siger Lis.
"Har du undersøgt det?" spørger Busk.
"Jeg så det som en form for field research. Måske skal
237
jeg foreslå dem hjemme på slagteriet at starte en produktion af
flæskerationer og sende dem herud."
Nede i zonen er den sidste deling på vej over træstammen. Vores gruppe
sidder på knæ og dækker.
"Japan faldt ikke i, du skylder mig en pakke cornflakes," siger jeg.
"Hey, din snyder, vi væddede ikke," griner hun fra taget.
"Det er ret beset en skandale at bede os om at sætte livet på spil uden at
forsyne os med bacon," siger Busk.
"Vi burde nedlægge arbejdet, indtil de fikser det," medgiver Lis.
Det er absurd. I Helmand veksler vi mellem at slå ihjel og slå tiden ihjel.
Din krop svinger mellem anspændt og afspændt, dit sind mellem dødsangst
og dødsforagt. Der er for langt mellem de to poler, det kan du ikke blive
rigtig i hovedet af.
Hvordan skal jeg kunne fungere i en normal hverdag igen efter det her? Jeg
kommer hjem, og det hele handler om afbrændte dæk og sorte penge,
kællinger og Breezers. Jeg skal vaske op og gå på arbejde, og så er alting,
som det plejer? Som om der aldrig har været en lille blodig bylt og en krig.
Der er et helvede et sted, er jeg sikker på. Men er det her?
Er det før?
Er det efter?
238
Før
Mor spørger, om jeg vil konfirmeres. Jeg skal forholde mig til Gud, til
efterlivet, til de store spørgsmål på en tilfældig tirsdag eftermiddag i juni.
Der er et år til, jeg har ikke tænkt videre over det.
Hun sidder bag lommeregneren med kontoudtogene. Hun røg ud, da
fabrikken flyttede til Polen, nu er det kontanthjælpen igen. Det er pengene,
det handler om, forstår jeg så. Det spørgsmål, hun stiller, er ikke, om jeg vil
bekræfte min tro for Herren.
Jeg siger, at jeg ikke gider.
Og regner så med, at den sag er lukket. At hun og jeg går ud og spiser på
Jensens i stedet. Jeg får nok en gave alligevel.
Men så kommer far på banen. Står der pludselig en uge senere og holder en
stor æske chokolade, som om den vil viske alting væk. Der kommer han,
ind fra højre med penge og genetisk samhørighed og har pludselig ideer.
Han tilbyder at holde min konfirmation, hos ham, hos hans nye familie,
erstatningsfamilien.
For de forsvandt jo ikke bare ud i ingenting, fædrene. De blev voksne og
parate til at stifte familier, hele svineriet, to nye unger, græsplæne og
skiferier i Norge. Og hvad var vi så? Ikke noget, man kan kalde en familie.
Et testforsøg, en meget lang sædcellesvømmetur.
Jeg siger stadig, at jeg ikke gider konfirmeres. Han
239
forstår det ikke. Alle unge mennesker vil da gerne have en fest, siger han.
Jeg svarer, at jeg ikke tror på Gud.
Jeg tror ikke på nogen.
Så forærer han mig en PlayStation, en afladsgave, og vi taler ikke sammen
igen i lang tid.
Jeg har nogle af mine bedste minder med den PlayStation.
Derude
Vi kører til Price, svinger som sædvanligt en lang omvej ud i ørkenen. Da vi
får lejren i sigte, begynder det at regne. Jeg opdager det som den første,
fordi der kommer dråber på OHW'ens skærm, de stående kan ikke mærke
det på grund af hjelmene.
"Åh-åh, det kan godt blive en ordentlig skylle," siger JP på intercom'en.
"Det er da bare støvregn," siger Johan.
"Der er ikke noget, der hedder støvregn herude, det er skomagerdrenge
eller tørke."
"Skomagerdrenge, hvad snakker du om?" griner oskar.
"Ja, hvorfor hedder det egentlig, at det regner skomagerdrenge, oh vise
delingsfører?" spørger Lis.
"Hvis jeg afslører, at jeg ved det, tror I bare, at jeg er en kæmpenørd,"
svarer han.
240
"Det løb er kørt," siger jeg.
De andre griner, også JP selv.
"Okay så. Det var, fordi der engang var en skomager, der smed sine
lærlinge ud af et 3. sals-vindue, fordi de ikke viste ham den behørige
respekt," forklarer JP. "Den respekt, man jo har krav på som overordnet!"
"Det, du siger, er, at jeg skal passe på, næste gang du besøger mig i
sangaren," siger jeg.
"Så er I advaret!"
Inden vi når Price, har vi selskab af de omtalte skomagerdrenge. Skærmen
på OHW'en ser ud, som om der er dårlig forbindelse. Fremover vil jeg
aldrig kalde det sne på skærmen, jeg vil kalde det ørkenregn.
Vi kører ind gennem main gate i Price, og for første gang nyder jeg faktisk
at være lukket inde i det beklumrede vognrum. Hellere det end at stå oppe i
brusebadet.
"Sid af," siger JP fem minutter senere, og så bliver jeg alligevel sjaskvåd.
På den tid, det tager os at småløbe fra piranhaen og hen til et halvtag, er
uniformen gennemblødt. Regnen vælder ned, som den kun gør det
derhjemme på en tordenvejrsnat. Vandet siler i åer hen over det
nedtrampede sand i lejren. Det samler sig i hjulsporene og danner fint
gulligt mudder, der klæber til støvlerne.
Vi står tæt sammen under halvtaget og glor på elementerne, vi har ikke
oplevet regn på den her måde før. Himlen ser ud, som om den er sunket
ned til toppen af muren rundt om Price.
241
"Tror I, det driver over på et tidspunkt?" spørger Johan.
"Det kan godt vare et par dage," siger JP. "Nu undersøger jeg lige, om det
påvirker vores planer om at komme tilbage i aften. I bliver her."
Han småløber hurtigt, halvt hoppende mellem pytterne, tyndt mudder
sprøjter op om fødderne på ham, indtil han lander på de plastikmåtter, der
danner stierne rundt omkring i lejren.
Vi er i Price for at hente et par CIMIC-folk, der skal med os på patrulje i
zonen. CIMIC er det Civil-militære-samarbejde, altså soldater, der arbejder
sammen med lokalbefolkningen om forskellige projekter for at forbedre
deres vilkår. Det er et forsøg på at vinde krigen på to fronter, selvfølgelig
ved at nedkæmpe fjenden, men samtidig gøre lokalbefolkningen
venligtsindet over for ISAF.
Hele 1. deling er kørt herind, selvom vi strengt taget kunne nøjes med
vognbesætningerne, men KC vurderede, at han godt kunne undvære os alle
en enkelt eftermiddag, så også fodtudserne kunne komme i rigtigt bad og få
en ordentlig portion mad. Men han vil nok ikke være så begejstret, hvis en
tredjedel af hans mænd er nødt til at blive hængende herinde i flere dage.
JP vender tilbage i hurtigt løb, selvom han umuligt kan blive mere våd.
Han har smidt hjelmen, og håret ligger fladt ned over panden og afslører, at
det går ham næsten til øjenbrynene. Vores manglende hårpragt reagerer
242
ikke på vandmængden, men mit skæg bliver lidt tungere.
"Vi rykker med det samme, inden det bliver for slemt derude," siger han.
"Jeg beklager, men det må blive frokost en anden dag."
Vi nikker forstående, men skuffede. Alle havde set frem til Prices
feltkøkken med pomfritter, kage og is. I stedet står den på feltrationer
endnu en gang. I militæret er intet af det, du er blevet lovet, sikkert, indtil
du står med det i hånden. Og selv der skal du holde godt fast i det.
Vi stiger ind i piranhaen. Selvom lugerne har været lukkede, mens vi har
holdt stille, ligger der alligevel et par centimeter vand i bunden fra turen
herind.
Fire mand sponser imod os. To iført uniform med rygsække og alt
sikkerhedsudstyret på, to i brune afghanske dragter med en grå sæk i
hånden, vores CIMIC-passagerer og deres tolke. CIMIC-folkene hilser på
JP, og han gelejder dem to og to ind i de to andre viktorer, inden han
beordrer rampen lukket på vores og giver go til at køre.
Busk gasser op, hjulene tager en ekstra runde i deres eget spor, men får så
fat i underlaget, og vi sætter af sted i et ryk. Det er ikke for ingenting, at
piranhaen har otte hjul.
På den anden side af Price kan jeg se, at jeg har taget fejl af Helmand. Vi er
ikke i en ørken, vi er i et hav. Vandet
243
vælter skummende ned ad sandbakkerne og samler sig som floder mellem
dem.
JP beder Busk tage en anden rute end den planlagte, en kortere rute. Vi
tager chancen med mulige IED'er frem for at hænge fast i ørkenmudderet.
Med de vandmængder bliver IED'erne måske alligevel skyllet bort.
De første femten kilometer går relativt hurtigt, så bliver sandet dybere,
eller det vil sige, at mudderet bliver til kviksand. Vi kører forrest, og Busk
sætter farten markant ned. Jeg tænker, at det bedste måske var at suse
igennem det, men han er kører, så det er hans beslutning.
Han krænger piranhaen op over en bakkeskrænt, der synker sammen
under vores vægt, hjulene kaster mudder op og smasker OHW'ens koøje
fuldstændigt til, men vandet fra oven skyller det lige så hurtigt rent igen.
Piranhaen er stadig oven vande.
Vi nærmer os langsomt der, hvor vi under normale omstændigheder ville
begynde at kunne se Sandford. Nu kan jeg kun se gråt. Måske er Sandford
skyllet helt væk, når vi kommer derhen.
Så tæt på målet, og så må der selvfølgelig opstå vanskeligheder, det er vel
nærmest en naturlov, eller i hvert fald en militærlov.
3 viktor holder stille. Alle otte hjul spinner håbløst rundt i mudderet. Den
vrider sig frem og tilbage, men synker bare længere ned.
"6, her er 1-5, vi har en viktor, der er kørt fast," melder
244
JP hjem til Haciendaen. "Men vi forsøger i første omgang selv at flotbringe
den."
"1-5, her er 6, det er modtaget, slut."
"5, her er 3 viktor. Hvad gør vi?" spørger Lau, der er vognkommandør på
den strandede piratfisk.
"3 viktor, 5, sæt den i frigear, vi trækker jer fri," siger JP. "1 viktor dækker
området."
Busk bakker uden videre tilbage i det samme spor, han lige har lavet, og
placerer vores viktor to meter foran 3 viktor.
"Sænk rampen," siger JP.
Johan, JP og Holm springer ud, inden den er helt nede, ser jeg halvt over
min skulder. Mudderet er glat, så Holms ben fortsætter videre under ham,
og han sætter sig på røven, de andre to holder snarrådigt fast i piranhaen.
"Rampe fri, hæv rampen," siger Lis.
To bumpelyde slår mod piranhaens skrog.
"Hvad laver de derude?" spørger jeg Lis på intercom'en.
"De sætter kablet fast mellem viktorerne," svarer hun. "De sejler rundt som
Bambi på glatis."
"Det er da sødt af 1.3 at blive siddende inde i tørvejr, mens vi redder dem,"
siger Busk.
"God pointe," siger Lis og slår over på det lille net. "3 viktor, kan I ikke
sidde af? Det går meget nemmere, hvis I er lettere, end vi er."
"Forstået," siger Lau.
245
"Kører du tit fast med grisene?" spørger jeg.
"Jeg kører ikke så meget i terræn med dem."
"Skal jeg køre?" spørger Busk.
"Er I klar?" råber Lis til JP.
Jeg ser hende lave thumbs up til nogen, formentlig JP. Vandet sejler ned
over hendes hjelm og videre over hendes ansigt, men hun smiler.
"Giv den gas," siger Lis.
Busk sætter i gear og triller langsomt frem, heldigvis skråner det lidt nedad,
det giver et gib i piranhaen, da kablet mellem de to piranhaer strammes,
hjulene spinner i mudderet. Der sker ikke noget.
"Holdt," siger Lis, og Busk slipper speederen.
"Hvad fanden gør vi nu?" spørger han fra kørersædet.
"Skal vi kalde flere piranhaer ud fra Sandford for at rykke den fri?" spørger
jeg.
Vi bliver under alle omstændigheder nødt til at få piranhaerne med os.
Reglen er klar, der må ikke efterlades køretøjer eller andet udstyr i
ørkenen, så fjenden kan få fat i det. Hvis en viktor er umulig at flytte, skal
den sprænges til ukendelighed, så der ikke er noget at komme efter.
"Nej, vi skal nok komme fri," siger Lis.
"Ellers tænker jeg, at vi kan lave en kæde af piranhaer, der kan trække
hinanden helt op til Sandford," siger jeg.
"Okay, det er så plan q," griner hun. "Nu prøver vi lige noget andet først.
Må jeg overtage rattet, Busk?"
246
"Det er jeg ikke sikker på, at min maskulinitet kan bære," sukker han, men
åbner alligevel kørerlugen og kravler op.
Lis dukker sig ind i vognrummet, jeg drejer rundt, så hun kan klemme sig
forbi mig. Hun tager kørerhjelmen på og råber op til Busk, der er på vej hen
over taget:
"Sig til JP, at de skal tage sløringsnettene af siderne på piranhaen og
placere dem under de forreste hjul på begge viktorer."
"Smart," siger jeg i hjelmen.
"Min far kørte tit fast i sneen, da jeg var barn," siger hun.
"Hvis din plan var at få dem til at sløre sig helt med mudder, så lykkedes
det meget godt," siger Busk, der har overtaget Lis' plads og hjelm i
baglugen. "De skvatter rundt derude."
"Vi mangler lidt en mobil, så vi kunne filme det," siger Lis.
Jeg har stadig OHW'en rettet frem, men kan kun se gråt på skærmen.
"De er klar, bare giv los, Lis," siger Busk.
"Here we go," siger hun og gasser op.
Piranhaens hjul snurrer, men så tager de forreste ved sløringsnettet, og i et
ryk er vi fri. Og det samme er 3 viktor bag os. Lis drejer piranhaen ud af de
nedkørte spor, kører ti meter frem og standser den.
"Sænk rampen," siger Busk, der nu står som vognkommandør
247
i bagsmækken. "Åh, hvor er det skønt at give dig ordrer for en gangs skyld."
"Føl dig nu ikke for godt hjemme deroppe, jeg vil have mit brusebad
tilbage," griner Lis.
Et par meget smattede uniformer kravler ind i vognrummet.
"Hold da kæft, mand, har I været en tur oppe i røven på en ko?" spørger
Japan.
"I ligner et par bøsser på spaophold," siger Villadsen.
Holm tørrer en ordentlig klat mudder af uniformen og klasker den i
hovedet på Villadsen.
"For helvede, jeg fik det lige i øjet," råber han.
"Din mor plejer ikke at klage," svarer Holm.
"Rampe fri, hæv rampen," siger JP. "Kører klar til fremad."
"Kører klar."
"Fremad. Og godt arbejde med at få os fri, Lis."
Hun nikker selvsikkert og sætter forsigtigt i gang. Piranhaen snurrer knap
nok, hun sætter langsomt farten op.
"3 viktor er med, så er det bare hjemad," siger JP på intercom'en.
"Nu skal det lige passe, at 1 viktor sidder fast," siger oskar.
Et væld af protester over den kommentar lyder i hjelmene på én gang. Men
på min venstre side slider 1 viktor sig frem over bakkerne, som om den vil
vinde regattaen og nå først i havn.
248
"6, her er 1-5, viktoren er flotbragt," melder JP ind til Haciendaen, slår over
på det lille net og siger fremad, fremad, hvorefter han slår over på
intercom'en og synger. "Vi sejler op ad åen, og vi sejler nedad igen. Kom så,
alle sammen, og vi sejler op ad ..."
Vi andre stemmer grinende i.
Sandford står der endnu, murene er muligvis lavet af mudder, men de er
ikke vandopløselige. Resten af indboet er til gengæld sejlende vådt. Det
eneste nogenlunde tørre sted at opholde sig er i sangarerne syv meter over
jordoverfladen.
Vandet løber ud inde fra vores stald. Det vælter ned gennem taget, og
gulvet er højere indenfor end udenfor. Den gode nyhed er så, at vi ikke skal
sove i en swimmingpool.
Den dårlige er, at sengene og alt udstyret har fået brusebad, heriblandt min
PSP. Jeg ryster vandet af den og tænder forsigtigt. Den lader, som om den
ikke ved, at den er i vandland, og tænder normalt. Jeg takker en højere
skaber, i det her tilfælde Sony, tørrer den med den ikke sjaskvåde side af
min hovedpude og pakker den i en plastikpose. Resten af grejet overlever
nok. En positiv ting kan man da sige om det danske militærs udstyr, og det
er, at det er testet til at klare store mængder regn.
Taget på køkkenet og opholdsrummet er heldigvis bygget nogenlunde, så
der trænger ikke så meget vand ind. Vi er sjaskvåde og gennemkolde, da vi
slår os ned i
249
de fugtige sofaer, og lugten af våd hund breder sig. Vi sætter vand over
gasblusset til skoldhed kaffe og fordeler pakker med kiks mellem os. Det er
ikke pomfritter og softice i Price, men den lille redningsaktion i ørkenen
bliver en god historie en dag. Den er allerede på vej lejren rundt.
JP og den ene CIMIC-fyr slutter sig til os og forsyner sig også med hver
deres varmende kop kaffe.
"Det er Sørensen, han skal med os på patrulje i morgen," præsenterer JP.
"Godregnvejrsdag," siger han med en stemme, der ville kvalificere ham til
at være inden i Bamse. "Tak, fordi I ville hente mig, og for at I vil have mig
med i morgen."
Vi nikker velbekomme, som om de beslutninger på noget tidspunkt havde
været i vores hænder.
"Jeg tænkte, at jeg ville fortælle jer lidt om, hvorfor jeg skal ned i zonen i
morgen," siger han og ser rundt på os.
Som for at signalere, at han ikke vil tvinge en udredning ned over hovedet
på os, men vi lytter alle interesserede. Som bekendt sker der ikke meget ud
over de faste rutiner her, så når der endelig er noget nyt at høre om, holder
alle kaje.
"Vi har i længere tid arbejdet med den lokale imam om at få skolen op at
stå igen," begynder han så. "Som I ved, har Taleban ikke ligefrem været
begejstret for undervisning, men lokalbefolkningen her nedenfor er meget
250
engageret i at få deres børn i skole, så vi har skaffet nogle midler til at
hjælpe dem. Det er det, jeg skal ind og snakke med imamen om i morgen.
Han er en mand med stor indflydelse og kan trække i de rigtige tråde nede i
området."
Han klapper hænderne sammen for at illustrere, at historien er forbi.
Måske har han været inden i Bamse engang.
"Er det det eneste, I skal herude?" spørger Japan.
Jeg tror, han forsøger at formulere det høfligt, men på ærkekøbenhavnsk er
høflighed vel nærmest umuligt.
"Nej, Lone har to andre projekter, som hun skal ned og se på," svarer han.
Jeg havde ikke engang opdaget, at den anden CIMIC-fyr ikke var en fyr.
Uniformer ødelægger virkelig mange fornøjelser.
"Men det er længere mod syd, så der kører 3. deling ind i overmorgen,"
siger JP. "Hvis alt da går efter planen, og vi ikke er skyllet ud i havet inden
da."
"Hvilket hav ville det så være i?" spøger Fransi. "Hvor løber
Helmandfloden ud?"
"Jeg er ikke jeres omvandrende leksikon, I må lære at google den slags,"
siger JP.
"Han ved det ikke," hvisker Villadsen temmelig højt.
"Selvfølgelig ved han det," siger Lis.
"Det lyder som et væddemål," siger Holm.
JP vinker afværgende med armene og bakker ud mod regnen.
251
"I skal ikke spille hasard på min viden," siger han og træder ud.
"Jeg sagde det jo," siger Villadsen. "Han ved det ik ..."
"Og i øvrigt," lyder det henne fra døren, hvor JP har stukket hovedet ind
igen. "Ville vi ikke ende i havet, for Helmandfloden ender i et sumpdelta
ved grænsen til Iran."
Hovedet forsvinder ud i regnen igen.
"Han skal være den ven, jeg ringer til, når jeg når til spørgsmålet til én
million," siger Holm.
"Du får brug for alle dine livliner længe før det," siger Japan.
"Jeg er glad, bare jeg vinder 5.000," svarer Holm. "Så har jeg råd til en
fladskærm og har stadig en femmer i overskud til at knalde din mor for."
Vi hulker af grin. Udenfor sejler regnen stadig ned.
Før
Jeg har glemt at købe smør. Jeg huskede ellers alt det andet, der stod på
sedlen, men da jeg stod nede ved køledisken, tog jeg kun mælken. Smør
stod lige over mælk på sedlen, og jeg troede, at jeg havde taget det.
Jeg ser det først, da jeg sætter tingene på plads i køkkenet. Mor kommer
hjem om et kvarter, jeg ved ikke, om jeg kan nå at hente det. Det sner
udenfor, mine
252
handsker og støvler er våde, jeg har ikke lyst til at gå ud igen. Men hun
bliver ked af det, hvis hun ser, at jeg har glemt det. Hun siger ikke noget,
hun sætter sig bare ned og tænder en smøg og sukker, men jeg ved, at det
er, fordi hun er ked af det. Fordi hun er skuffet over mig.
Jeg prøver handskerne, jeg har lagt dem på radiatoren, de er lune, men
sjaskvåde. Jeg har kun det ene par. Jeg passer godt på dem, sidste vinter
mistede jeg tre par, og mor sukkede hver gang. Jeg henter et par strømper i
min skuffe, de fungerer fint som luffer.
Støvlerne er også våde, men det er jeg så vant til. Jeg lukker jakken og er
nede ad trapperne, inden døren er smækket over mig. Cyklen står i
kælderen, så det er hurtigere at løbe ned til Netto. Stien er nu helt dækket
af sne. Det er ikke den gode sne til snebolde, det er den glatte, smattede
sne. Jeg løber på det frosne græs for ikke at falde.
Der er fyldt med mennesker i Netto, de lukker om ti minutter, jeg skal bare
ned i den anden ende af butikken, betale og ud igen, det tager højst fem
minutter. Jeg kan godt nå hjem inden mor. Hun kører sikkert langsomt,
der er jo glat.
Jeg maser mig forbi kurve, der hænger i min mavehøjde, og forbi voksne
dynejakker, der ikke ser ned. Jeg kan heldigvis nå op til smørret. Når jeg
skal have yoghurt, er jeg nødt til at træde op på kanten af køledisken.
Heldigvis skal jeg sjældent have yoghurt, mor synes,
253
det er for dyrt at spise til morgenmad, det er kun til weekenden.
Der er to næsten lige lange køer, jeg beslutter mig for den længste kø. Dem
i den anden har mange flere varer, og der står også en gammel dame.
Gamle damer bruger altid frygtelig lang tid på at betale.
Jeg vil finde min pung, så jeg selv er klar til at betale. Den er i lommen. Den
er i lommen på bukserne. Den er i lommen på de våde bukser, jeg skiftede
derhjemme.
Jeg har ikke nogen penge, jeg kan ikke købe smørret. Jeg må gå tilbage til
køledisken og lægge det igen og løbe hjem på den glatte sti og hente
pungen. Så har de måske lukket, inden jeg når herhen igen. Mor er i hvert
fald helt sikkert kommet hjem, inden jeg når tilbage med smørret, så hun
opdager, at jeg har glemt det.
Foran mig betaler en mand med en tusindkroneseddel. Nettodamen har
ikke byttepenge nok, hun taler med den anden Nettodame og går hen til
hendes kasse. Manden trommer utålmodigt med fingrene på kassebåndet.
Der er mennesker over det hele.
Jeg stopper smørret ind under jakken og træder ud af køen.
Nettodamen snakker stadig med den anden, de tæller penge op. Jeg går
langs med resten af køen, forbi manden, der trommer, forbi kassebåndet,
jeg kigger ikke bag over skulderen, jeg prøver at lade, som om jeg følger
efter en dame med en vogn, som om jeg er hendes barn. Ingen råber efter
mig, ingen standser mig.
254
Jeg når ud på parkeringspladsen, kigger mig forsigtigt over skulderen.
Nettodamen er nået tilbage til sin kasse, hun giver manden hans
byttepenge, jeg spæner over parkeringspladsen. Mit hjerte slår så hårdt, at
det gør ondt, men det ikke, fordi jeg løber, jeg kan løbe meget længere
normalt.
Jeg er lige ved at falde flere gange på græsset, men jeg har god balance. Der
er lys oppe i køkkenet, men jeg har selv tændt det. Jeg kan ikke se bilen.
Jeg låser mig ind og sponser op ad trappen.
Mor står i gangen med mine våde bukser i hænderne.
"Hvor har du været?" spørger hun.
"Jeg havde glemt ..." siger jeg og trækker smørret frem fra jakken.
"Har du været tilbage efter det? I det her vejr? Du er da en rigtig
superindkøber," siger hun og smiler.
Hun tager smørret fra min hånd og lægger det i køleskabet, jeg tager jakken
af. Jeg nåede det ikke helt, men jeg nåede det alligevel. Mine støvler er
tunge af snesjap, mine fødder er iskolde, det gør ondt at trække støvlerne
af.
"Øh, Thor, har du en bon på smørret?"
Hun står i døren, jeg ser hendes strømpefødder, hendes ben, hendes hånd
med min pung i. Hun har taget pungen ud, fordi hun ville vaske bukserne,
hun tjekker altid mine lommer. Engang lå der et stykke blåt kridt i en af
lommerne, det ødelagde hendes yndlingsbluse.
255
"Nej, det glemte jeg," siger jeg og fokuserer kun på at få den anden støvle
af.
Jeg fornemmer, at hun flytter sig fra døren, hører lyden af hendes stol, der
knirker lidt, da hun sætter sig, hendes finger, der ruller over lighteren,
indåndingen. Så kommer det. Et dybt suk.
Derude
I løbet af natten stilner regnen af. Vi vågner til høj sol og 25 grader. Jeg
slæber min fugtige sovepose og hovedpude udenfor og smider det op på
halvtaget, de andre gør det samme. Alle uniformsdele ryger også den vej, vi
går i boksershorts og T-shirts hen for at spise morgenmad.
JP passer mig op i køkkenet, jeg putter instant-kaffe i otte vandflasker,
lukker, ryster og kaster dem en efter en ud til de andre. Jeg rækker JP en
flaske kaffe, han griber en frisk på pallen og bytter den med.
"Hvis du har lyst, kan du gå med i dag," siger han.
Lyst? Velkommen til det danske militær, har du lyst, kan du bare tage
med.
"Du skal bare gå med ECM'en," siger han næsten lidt beklagende.
Men jeg takker ja uden tøven, taknemmelig for tilbuddet om at komme ud
at gå.
256
"Fint, så får jeg Hest til at overtage på 2 viktor," siger han og går ud af
køkkenet.
Efter en kort gennemgang af patruljen går vi i enkeltkolonne ud gennem
den grønne port. Jeg husker, hvor anspændt jeg var, første gang jeg gik
gennem den. Et adrenalinsug i maven, den reagerer mest på hukommelsen,
jeg har ingen nerver over, at jeg er på vej ned i Green Zone igen.
Under mig er sandet næsten tørt, hist og her ligger der pytter, men varmen
har igen taget fat, og de forsvinder som, nå ja, som dug for solen.
Jeg går i midten af gruppen med Japan. CIMIC-Sørensen følger lige bag os
sammen med sin tolk. Tolken er afghaner, han har ansigtet dækket bag et
tørklæde. Ikke på grund af støv, men for at undgå at blive genkendt. Han
vil ikke risikere, at Taleban straffer hans familie, fordi han hjælper os.
Gad vide, hvor mange af os der havde været her, hvis vi satte andet end
vores egne liv på spil?
Børnene får øje på os med det samme, de flokkes om os, jeg smiler til dem.
De giver aldrig op. Jeg slipper karabinen med venstre hånd og klapper på
min bukselomme. Lagde jeg ikke en kuglepen i den, da jeg ryddede op efter
oversvømmelsen? Jeg rækker pennen til den mindste af drengene. Han har
jagtet mig længst på de korteste ben, så han fortjener den mest.
Drengen tager meget langsomt imod den, virker næsten usikker på, om den
virkelig er til ham. Han smiler
257
med skinnende tænder i sit mørke, møgbeskidte ansigt. De andre børn
jubler i kor, som om de alle sammen havde fået en pen.
Drengen siger noget til mig, mens han ser ned i jorden og krammer
kuglepennen ind til brystet.
"He says thank you and may God be with you and protect you," lyder det
bag mig. Tolkens brune øjne ser på mig over tørklædet.
"He's like four years old," siger jeg.
"In Afghanistan you always say may God be with you."
"Can you tell him to take care ... and may God be with him, too?"
Tolken oversætter til drengen, han stirrer op på mig og udbryder noget,
forbløffet. De andre børn fniser højt og spæner om bag en compound. Den
lille dreng ser sig over skulderen og sætter hurtigt efter dem. Hans små ben
piler hen over jorden, men han holder stadig hænderne med kuglepennen
ind mod brystet.
Tolken griner.
"He said red beard god."
Vi går en kilometer længere frem. Ruten, vi følger, er ikke mere end et par
meter fra Helmandflodens bred. Floden er bredere og mere mudret, end
den plejer, men vandet strømmer stadig dovent, der er ikke meget
smeltevandsfos over det.
Vi fortsætter rundt bag om en compound, to piger på
258
måske seks år vinker ud gennem et hul i muren og fniser, vi vinker tilbage.
En kvinde råber efter dem, og de dukker sig hurtigt ned bag muren. Men
fniselydene følger os et godt stykke.
Foran os ligger en hvedemark og en hampmark side om side. Jeg har
engang røget noget afghansk skunk. I hvert fald påstod Ras, at det var
afghansk. Men det var godt, husker jeg.
"Det er der, jeg skal ind," siger CIMIC-Sørensen i PR-radioen.
Jeg ser ud af øjenkrogen, at han peger på en stor compound på den anden
side af marken.
"Johan, skal jeg gå med ind?" spørger jeg i PR-radioen, da vi er nået
derhen.
"Nej, gå med de andre rundt om compounden og tjek, at der er ro på."
CIMIC-Sørensen banker på porten, lidt efter går den op, og de træder ind.
Holm, Nik, Japan og jeg drejer rundt om muren bag compounden.
Der ligger en bunke rustent metal. Plader, trådnet og noget af karosseriet
fra en udbrændt bil. Afghanerne samler alt, hvad de kan af den slags. Fra
sangarerne kan vi indimellem se dem rode vores affald igennem og slæbe
væk med en bunke ubrugelige metalstumper. Men måske finder de noget at
bruge det til.
"Se lige det lort," siger Japan og sparker til en metalplade.
259
Hans fod og ben går lige igennem den, rusten har ædt den op.
"For satan," råber han og sparker med foden for at få den af, men den
bliver siddende.
"Japan, din kæmpeidiot," griner Holm. "Du kommer til at halte med den
plade hele vejen hjem."
Japan slipper karabinen med den ene hånd og forsøger at trække pladen af.
Imens scanner jeg og de andre to markerne rundt om os og flodbredden for
bevægelse. Der er helt stille.
"Haiiiii!"
Japan skriger. Han har stadig pladen om foden, ser jeg, men han slipper
karabinen helt, så den hænger i stroppen, og lukker den ene hånd om den
anden med et ansigt, der siger alt.
"Johan, Japan har skåret sig. Der er helt stille heromme, men vi er en
mand i undertal nu," siger Holm i radioen.
Jeg går hen mod Japan med et halvt øje på ham, men med det meste af min
opmærksomhed på markerne. Stadig helt stille.
"Forstået," siger Johan i radioen. "Sig til, hvis jeg skal sende en ekstra
mand."
Nik ryster på hovedet ad Japan og går et par skridt længere til venstre for at
øge overblikket. Japan humper hen og sætter sig op ad muren, stadig med
metalpladen om foden. Holm griner og peger med sin karabin ud
260
over marken for at vise mig, at han nok skal have øjnene på den.
"Johan, vi klarer den," siger Holm i radioen.
Jeg går ned i knæ ved siden af Japan.
"Må jeg se," siger jeg og trækker hans uskadte hånd væk fra den anden.
Blod drypper fra en revne i handskens håndflade og ned på hans
uniformsbukser. Det løber lidt, inden stoffet opsuger det.
"Jeg trækker lige din handske af," siger jeg og folder den ned over hånden
og såret.
Der er en dyb flænge hele vejen hen over hans håndflade. Som om
livslinjen er sprunget læk. Jeg trækker handsken det sidste stykke ud over
fingrene. Befriet fra stoffet løber blodet nu i en lille strøm ned på bukserne.
Japan stirrer på blodet. Han er bleg. Asiaten er bleg, det er ikke godt.
"Hallo, Jesper, se på mig."
Han løfter hovedet, ser sløvt og ufokuseret på mig.
"Det er bare en skramme," siger jeg.
Selvom jeg godt kan se, at det er lidt mere end det.
Jeg griber min IFAK i bæltet og lyner den op. Øverst ligger en pakke med
vat, jeg trækker den op med tænderne, så jeg ikke behøver slippe Japans
hånd imens, og stopper vattet mod såret.
"Det skal renses," snøvler han.
"Det gør vi, når vi kommer hjem."
Jeg flår en pakke gaze op, lægger den ene ende under
261
min tommefinger ovenpå vattet og snurrer det stramt rundt om hans hånd.
Til sidst binder jeg en knude. Det ser ikke videre professionelt ud, men
forhåbentlig kan det standse blødningen, indtil vi er ude af zonen.
"Holm, hvordan går det?" spørger Johan i PR-radioen.
"Johan, Japan har et grimt hul i hånden, så det ville være fint, hvis vi ikke
skulle hænge ud her alt for længe," svarer jeg.
"Jeg siger til dem, at de skal skynde sig."
Forsigtigt tager jeg fat om pladen rundt om Japans støvle og får den
trukket af. Han har lagt sin gazeindpakkede hånd i den anden.
"Du skal holde den højt," siger jeg.
"Hva'," mumler han.
"Hold den over hjertet."
Han løfter den langsomt op og lægger den på skulderen. Ironisk nok er han
den i gruppen, der ved mest om førstehjælp. Jeg ser op på Holm, han
spejder roligt ud over marken, så jeg bliver ved siden af Japan.
"Det er ikke slemt, de fikser det oppe i lejren," siger jeg.
"Hvad nu, hvis jeg får en blodforgiftning."
"Du er vaccineret."
"Men der er alt muligt lort herude."
"Så er du også vaccineret mod det."
Han snøfter. Jeg skæver til ham, han tørrer sig hurtigt over øjnene med den
gode hånd. Jeg siger ikke noget,
262
sidder der bare. Efter et kvarter melder Johan over radioen.
"Vi rykker hjemad."
Jeg rejser mig tungt, ECM'en tynger mig ned, men jeg bukker mig alligevel
forover og rækker hånden ned til Japan. Han tager den med den gode
hånd, og jeg får ham på benene. Han vakler lidt. Jeg når at overveje, om jeg
skal lægge en arm under hans, men så får han kontrol over benene og
begynder at gå hen mod Holm. Jeg følger efter med hænderne tilbage på
deres vante plads på karabinen.
Derude
"Er han inde hos gak gak-damen?"
Villadsen ser rundt på os andre, som om vi ved det. Johan trækker på
skulderen. Vi skal til Price for at hente Japan, han røg derind for et par
dage siden på grund af såret i hånden. Det skulle syes, og det kunne vi ikke
klare her. Nu forlyder det på rygtebasaren, at han også er blevet sendt til
psykolog derinde.
Hæren har et par psykologer til at rejse rundt ved fronten og vurdere, om
de, der har været i kamp eller været i noget andet ubehageligt, er i stand til
at fortsætte. Det er ikke obligatorisk, det er kun, hvis du selv
263
vil, eller hvis dine overordnede indstiller dig til det. Altså hvis den er helt
gal.
Heldigvis har JP ikke indstillet mig. Blodig bylt eller ej, jeg skal ikke derind
og flækkes åben. Ikke nu, ikke allerede.
"Jeg har det sådan," siger Holm. "At jeg tager de der fem minutters
samtale, vi skal have, når jeg kommer hjem, og så klarer jeg selv resten.
Som krigere altid har gjort det."
De andre nikker indforstået. Jeg kan ikke bevæge mit hoved, selvom jeg
prøver, det sidder ubevægeligt fast på min hals.
"Går Japan bare helt ned, eller hvad sker der med ham," spørger Lis.
Hun stiller spørgsmålet til alle, men kigger på mig. Som om jeg burde vide
det eller sådan noget, jeg løfter øjenbrynene. Hvad?
"Det er noget andet end frugt og grønt-afdelingen i Føtex," siger Fransi.
"Fordi han får en lille pivskade i hånden, så skal han pludselig til psykolog,
hold dog kæft," siger Villadsen.
Han sætter sin halvrøgede cigaret til munden og tager et langt sug, så asken
krøller op mod filtret, tramper over og smider den i ammunitionskassen.
"Det er nok mere på grund af det, der skete inde i Gereshk," siger Lis.
Hun er den eneste, der ikke har fattet, at nu skulle vi bare lade den ligge.
Alle de andre ser væk, læner sig tungere
264
op mod piranhaen. Jeg spejder efter JP, han står foran Haciendaen, men
ser ikke ud til at være på vej herhen. Villadsen er ikke i stand til at lade Lis'
bemærkning passere.
"Han er en fucking wimp, hvis det slår ham ud på den måde. Get over it!"
JP ser ned mod os og siger noget ind i Haciendaen, han nikker til os, som
for at sige, at han er på vej.
"Slap dog af," siger Lis til Villadsen: "Du var sgu da ikke selv inde i huset,
vel?"
"Skal jeg slappe af," siger han: "Få lige selv østrogenniveauet ned først."
"Din lille lort."
Lis træder et skridt frem, ind foran Villadsen, hendes vejrtrækning er
hurtig. Hun går ham kun til skulderen, hun er mindst femten kilo lettere
end ham. Men jeg ville ikke sætte mine penge på ham i den kamp. Det vil
han vist heller ikke selv.
"Hey, rolig nu," siger han.
Han ser ud, som om han vil klappe hende beroligende på skulderen, men
stopper bevægelsen, inden han rører hende. Klogt træk.
"Jeg siger bare, at der ikke er nogen grund til at flippe sådan ud over det,
Thor var sgu da mere involveret i det med huset, og han tager det helt
cool."
Han ser på mig, og mit hoved kan pludselig nikke igen, automatisk og
monotont. JP kommer endelig hen imod os.
265
Japan står og vinker til os med en bandage på størrelse med en
boksehandske om hånden, da vi en time senere triller ind gennem main
gate i Price. Han ligner en der har savnet os.
"Se lige de fede kinder, siger oskar på intercom'en: "Han har levet af softice
i en uge."
"I Vietnam skød de sig selv i foden for at blive sendt hjem," siger Busk fra
kørersædet.
"Men Japan er bare klodset," siger jeg hurtigt. "Jeg var der."
"Og I kan alle sammen nå en portion softice, vi har god tid i dag," siger JP.
Vi sidder af. Japan lunter påtaget nonchalant hen til os, han nikker og
stikker den gode knytnæve frem, en efter en presser vi næverne imod den.
Velkommen tilbage.
"Det er så dødssygt herinde, I tror, det er løgn," siger han.
"Har du ikke engang raget en sygeplejerske på kasserne?" siger oskar i et
oprigtigt skuffet tonefald.
"Er du gal, de er alle sammen på størrelse med Lis!"
"Hey pikfjæs, du passer lige på," siger hun.
"Sygeplejerskerne herinde er ligesom bare mere din type," forklarer han,
laver et v med pege- og langefinger på sin gode hånd, lægger den mod
hagen og stikker tungen ud mellem fingrene. "Du ved, hvad jeg mener."
"Hvor er infirmeriet?" spørger hun og griner.
"Skal vi gå ned og få noget i skrutten, eller vil du hellere gnave måtte,"
spørger Villadsen.
266
"Frikadeller eller fisse, det er sgu da et umuligt valg," siger Fransi.
"Det er fucking Sophies Choice," siger hun.
"Så længe der ikke er hår i maden, er jeg ligeglad, om det er det ene eller
det andet," siger Holm.
Vi griner højlydt, mens vi går op mod cook house. Vi går side om side, vi
går i samme rytme. Et pludseligt klarsyn. Jeg vil dø for de her fjolser.
Jeg vil rent faktisk kæmpe og dø for dem. Det er sådan, det er.
Du kæmper ikke som i tidligere krige for et land, en konge eller et folk. Du
kæmper for dine kammerater. Og for selv at se godt ud. Vi kunne lige så
godt spille fodbold med maskingeværer.
Derude
Ti uger tilbage. Vi tæller ned, som børn til juleaften. Villadsen har hængt et
målebånd op på gun racket. Højtideligt skærer vi en centimeter af hver
aften. Snip. 69 dage tilbage.
Det er et paradoks, der ikke rigtigt kan forklares for udenforstående. Vi har
selv valgt at tage herud, og flere er allerede overbeviste om, at de vil af sted
på mission igen. Alligevel taler vi om den 1. februar som den dag, vi bliver
løsladt.
267
Men du kan ikke lade være med at se det sådan, forholdene indbyder til
det. Når du åbner din 110. feltration og ser den brunlige masse, der måske,
hvis du er heldig, er blevet helt opløst i varmen, eller måske stadig er i
pulverform inde i midten, så smutter dine tanker uundgåeligt hen til den
dag, du kan tage hjem. Bagefter når du så skider i en pose side om side med
din gruppefører, og I begge indser på samme tid, at der ikke er mere
toiletpapir, og I må spille sten-saks-papir om, hvem af jer der skal hente
det, så giver en nedtælling virkelig mening. Og selvfølgelig giver den
mening, fordi om 69 dage sover du ikke længere i en feltseng 400 skridt fra
en flok mænd, hvis højeste ønske er at se dig død.
Det er begyndt at blive ret køligt om natten. Lige inden solen står op, kan
stregen på termometeret ryge under nul. Jeg er nødt til at tage en ekstra
trøje på under uniformen, når jeg står vagt. Men om dagen er der stadig op
mod 30 grader, når det er varmest. Jeg har vænnet mig til at have solbriller
på fra morgen til aften. Nogle gange, når det er blevet mørkt, er jeg
overrasket over at mærke, at jeg har glemt at tage dem af.
Jeg sidder på skyttepinden og dækker gruppen nede i Green Zone. De er på
rutinepatrulje nord for Sandford i et område, der grænser op til der, hvor
Armadillo normalt patruljerer. JP sagde under befalingen, at han frygtede,
at der kunne blive ballade, så inde i lejren sidder 2. deling med en QRF på
fem minutter. Indtil videre er der dog stille.
268
Vi kører piranhaen rykvis længere nordpå for at have bedre udsyn ned til
dem, efterhånden som de går, og hver gang forventer jeg nærmest at køre
på en IED. Taleban må da have luret, at vi godt kan lide at holde heroppe
på highground. Men der sker ikke noget.
Vores held må løbe ud på et tidspunkt, tænker jeg. Vi har været her fire
måneder, vi har ikke mistet nogen fra kompagniet. Det virker usandsynligt,
at vi skulle slippe uskadte herfra. Men så igen, vi er jo ikke ligefrem der,
hvor kuglerne flyver om ørerne.
Måske er det meget godt, måske er det al den krig, jeg skulle kæmpe.
Måske skal jeg bare tage hjem og komme videre med mit civile liv.
Og glemme alt om en lille blodig bylt.
På skærmen searcher Holm og Nik den ene mand efter den anden, men det
lader ikke til, at de finder noget, mændene får i hvert fald lov at gå. Det
virker som tidsspilde, det virker som noget, vi gør for at holde os selv
beskæftigede, ikke noget, der vil standse Taleban, ikke noget, der gør en
forskel for afghanerne.
Jeg har efterhånden svært ved at se, hvad nytte det overhovedet gør, at vi er
her? I bedste fald gør det ingen forskel, i værste fald gør det alting værre.
Måske får de fred herude, måske får vi blot en ny krig senere, når sønnerne
til de sønderskudte fædre tager hævn.
Det virker som år, siden jeg tog beslutningen om at tage herud. Det virker,
som om jeg havde en grund. Jeg kan ikke huske det, jeg kan ikke huske,
hvad jeg følte før.
269
Der er kun nu, og nu føler jeg mig tom. Tom for følelser, tom for idealer,
tom for tro.
Vi er ikke soldater, vi er bare knægte opfostret på krigsfilm og
computerspil. Mere vant til at se våben og blodsprøjt, end vi er til at se
tårer. Vi vidste, hvad en AK 47 var, før vi fik vores første stådreng.
Så selvfølgelig gik vi bare og ventede på denne krig. Vi vidste jo, den ville
komme, for der er altid en krig. Vores bedstefædres generation havde en
krig, vores fædres generation havde en. Og nu er vi her og skal skabe vores
generations identitet i mundingsild. En mundingsild, der godt nok aldrig
kommer.
Det her er ikke en krig, der skaber helte, som 2. verdenskrig gjorde det.
Men det er heller ikke en krig, der skaber politiske omvæltninger og en ny
samfundsorden som den i Vietnam. Det her er en krig, folk sandsynligvis
vil glemme, så snart renten stiger. Derhjemme bliver vi højst en notits i
historiebøgerne. Om ti år vil jeg tilfældigt komme til at fortælle nogen, at
jeg var på mission i Afghanistan, og de vil sige: Afghanistan, hvor er det
lige, det ligger?
Og der er heller intet herude, der skaber dig. Du er en kontormand i
udrustning, en ni-til-fire-lønmodtager på seks måneders overtid. Lige om
lidt trækker de os ud, og lige om lidt kan ingen huske, hvad vi gjorde. At
nogle unge mænd døde herude, betyder bare, at de ikke døde derhjemme i
trafikken. De er statistik, de er glemt.
Vi bliver glemt, mens vi stadig er i live.
270
Men vi vil virkelig så gerne tro på, at vi kæmper for en sag herude. Vi vil
mærke, at der er en mening med noget, vi gør. Vi er den første generation
af mænd, der er vokset op uden noget som helst andet at tro på, ingen gud,
ingen drøm om at få den rigtige pige eller om at blive til noget. Ingen tro og
værdier. Og dermed ingen følelser.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg følte før, fordi jeg ikke følte noget. Så
spørgsmålet er: Er vi virkelig nødt til at slå ihjel for at bevise, at vi selv er i
live?
Før
Mor græder. Hun ligger på sofaen, klokken er fire om natten. Der er mange
skodder i askebægeret. Der står en tom vinflaske på gulvet. Hun har ikke
set mig, hendes hoved ligger mellem hendes arme. Hun hulker, ligesom jeg
gør, når jeg har slået mig.
Jeg bliver stående, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Når jeg har slået mig,
puster hun på det.
Hun løfter hovedet og får øje på mig, hendes hår er helt filtret, og hendes
hoved er rødt og vådt.
"Thor, skat, kom hen til mor," siger hun og løfter den ene arm op mod mig.
Hendes stemme er mærkelig, jeg går hen til hende.
271
Hun lægger armen om mig og trækker mig ned at sidde på sofaen.
"Læg dig lidt her sammen med mor," siger hun.
Jeg lægger mig ned foran hende med hovedet på hendes arm, hendes hoved
ligger også på armen bag mit, hun trækker tæpper over os begge. Hun
nulrer mit hår og lægger sin arm om mig.
Det er varmt og rart at ligge sådan. Jeg kan ikke så godt lide den måde, hun
lugter på, det er lidt vammelt, sådan plejer hun ikke at lugte. Men jeg kan
godt lide at ligge her. Jeg vil blive her hele natten. Hun nynner en sang bag
mig. Jeg kender den ikke, men hendes stemme summer så rart mod de små
hår i min nakke.
Hun græder ikke mere.
Derude
Jeg sidder i velfærdscontaineren og tjekker min mail. Marie har skrevet til
mig, en lang mail om, hvordan der er derhjemme, små ligegyldigheder, og
hun staver ikke godt.
Men jeg svarer, skriver detaljeret om, hvordan vi bor, hvad vi spiser, og at
vi skider i poser. Jeg kunne have fortalt det hele, da jeg var derhjemme på
leave, men det gjorde jeg ikke. Der var andre tanker, der fyldte mit hoved.
Men nu vil jeg gerne have, at hun skal vide, hvordan
272
det er herude. I hvert fald hvordan de fysiske rammer er. Resten er alligevel
umuligt at formulere.
Holm flår døren op, netop som jeg har trykket send.
"Vi skal af sted, pronto," råber han og klapper på siden af containeren.
Jeg rejser mig så hurtigt, at stolen bag mig vælter, og følger efter ham. Vi
løber ned mod stalden, flår udstyret frem, smider det halvt på. River
karabinerne ned fra væggen og haster ud på dust ball'en, hvor viktorerne
holder klar til morgendagens patrulje, jeg springer op på vores og fjerner
presenningen over TMG'et, ruller den sammen og kyler den hen i et hjørne
af dust ball'en.
Lis kommer imod os i løb gennem porten, hun forsøger at lukke sin hjelm i
farten. Hendes karabin slår rytmisk mod hoften.
"Hvad sker der?" råber hun forpustet og når hen til piranhaen som sidste
mand.
"Der er en deling ANA'er fanget inde i Green Zone," svarer Johan. "Vi skal
ind og hente dem ud."
"Seriøst?" siger jeg oppe fra taget.
Det her kan blive voldsomt. Mit hjerte flipper ud et sekund. Ikke
angstadrenalin. Spændingsadrenalin.
Jeg tjekker, at TMG'et er ladt korrekt. Bag mig ligger yderligere tre
magasinkasser, svinene vejer næsten 40 kilo hver. 1200 skud i alt. Er det
nu, de skal i brug?
"Get in, JP's on his way," råber Dave.
Han løber ned imod os, han er utroligt kalveknæet af en, der er godkendt til
militærtjeneste. Vi plejer altid at
273
vente på den ordre fra JP, men vi gør, som Dave siger. Det er tydeligt, at
det her ikke er en sådan plejer vi at gøre-situation.
Jeg spejder op mod Haciendaen for at se, om JP eller en anden foresat er
på vej. Ikke umiddelbart. Jeg kravler ind på skyttesædet og griber
telehjelmen.
"Hey ninenul, hvilken position skal TMG'erne tage?"
"Vi ved ikke, hvem der kører forrest," lyder svaret fra Jens K., skytte hos
3.2.
"Nej, men skal vi ikke bare sige, at den, der kører næstforrest tager øst, som
vi plejer, hvis der ikke kommer en anden melding?"
"Modtaget," lyder det fra flere.
På skærmen kan jeg se JP og Eriksen løbe ned imod os. JP har sin
kamphjelm i hånden, han løber ud af skærmen. Et sekund senere er hans
stemme i mine ører.
"Ninenul, her er 1-5, jeg er chef på denne tur," siger han.
"1-5, her er 3-5, det er modtaget, slut."
"Kører klar til fremad," siger JP.
"Kører klar."
"Kører fremad."
"Hvem skal jeg ligge bag?" spørger Busk.
"Vi kører forrest," svarer han på intercom'en og slår over på det lille net.
"Ninenul, her er 1-5, fremad, fremad."
Jeg drejer OHW'en, så TMG'et peger ligefrem.
274
"Så er det alvor," råber JP ind i viktoren. "Lad os få hinanden sikkert hjem,
okay?"
Vi kører ud gennem porten. JP giver Lis og de andre vognkommandører
koordinaterne, så de kan guide deres kørere.
"Ninenul, her er 1-5," siger JP. "Situationen er som følger. Cirka 1500
meter efter FLET'en og omkring en halv kilometer inde i Green Zone ligger
en deling ANA'er under heftig beskydning. Armadillo har sendt to delinger
ud for at hente dem, men har vurderet, at opgaven er for stor, derfor skal vi
assistere."
Vi drejer rundt om Sandford, slår et sving knap en halv kilometer ud i
ørkenen og sætter kursen mod nord. Jeg kan allerede tydeligt se Armadillo
på skærmen.
"Vi slutter os til Armadillo i udkanten af zonen," fortsætter JP. "Derfra vil
de afgøre, hvad vores opgave bliver. Nogen spørgsmål?"
"Vil du have ECM'en med?" spørger jeg på intercom'en.
"3-5, her er 1-5, har I en ECM med?"
"1-5, her er 3-5, negativ, vi har ikke nogen," svarer Eriksen.
"Thor, du tager ECM'en og går med, så har vi i hvert fald en," siger JP over
intercom'en og slår igen over på det store net. "Ninenul, her er 1-5, andre
spørgsmål?"
Ingen svarer, så han slår over på det lille net og beder Hest om at tage over
for Lis på vores viktor, så hun kan sætte sig på skyttepinden.
275
"1-5, her er 1-4, det er forstået," svarer Hest.
Vi fortsætter nordpå forbi Armadillo måske fem kilometer, svinger så mod
øst og kører ned mod Green Zone. Jeg zoomer ind på det grønne, palmer,
en majsmark, et hus. Bag ved huset knæler en større gruppe danske
soldater, de har hævede karabiner og sigter længere ind i Green Zone.
oskar melder vores ankomst over radioen. JP beordrer kolonnen til at
standse. Vi holder helt fremme på highground omkring 50 meter fra
kanten af Green Zone.
"Ninenul, her er 1-5, sid af, sid af," siger JP.
Med det samme rampen begynder at åbne, hører vi lyden af skudsalver i
det fjerne. Jeg skifter til kamphjelm og griber min karabin. Først nu ser jeg,
at jeg ikke har uniformsjakken på. Jeg har husket alt andet, CamelBak og
handsker, men ikke lige den. Det generer mig ikke, de par minifragmenter,
den potentielt kunne standse, må jeg så tage med, hvis det kommer dertil.
De andre hopper ud foran mig og sætter sig omgående på knæ med hævede
karabiner langs med piranhaen, jeg kravler ud som den sidste og trækker
EMC'en med ud. Med assistance fra Holm får jeg den hurtigt op på
skulderen. I dag mærker jeg næsten ikke dens vægt, skudsalvernes ekko
høres tydeligt nede fra dalen, adrenalinen løfter ubesværet de 25 ekstra
kilo.
"Vi rykker," råber JP.
Han klapper på siden af 1 viktor, måske for at signalere
276
til Micke derinde, måske for held. Skudsalverne knalder frem og tilbage
nede fra dalen.
Vi spreder os og dukker os automatisk, da vi nærmer os kanten. Bare i
tilfælde af, at der skulle sidde nogen dernede i majsen og få lyst til at tage et
skud. Men talebanerne har sikkert nok at se til med ANA'erne. Vi når i
hvert fald ned til Armadilloerne uden problemer. De dækker en smal sti,
der løber ned gennem den tørre majsmark.
"Godt, I kunne komme," siger kaptajnen, der tager imod os, som om vi lige
havde sluttet os til et teselskab.
JP går straks hen til ham, vi andre knæler og klynger os sammen bag
bygningen. På den anden side af stien mellem majsene er der lidt længere
fremme en lav mur. Måske har det været et hus engang, måske en form for
læhegn. Bag den sidder endnu en gruppe danskere med hævede karabiner.
Der lyder en høj eksplosion længere inde fra zonen. Røg stiger op over
trætoppene, formentlig en granat.
"Som I kan se, har vi dækket her og næsten hele vejen ned til der, hvor ANA
sidder fast. Jeg vil frigøre den bagerste deling til at dække længere nede,
når vi skal have ANA ud. I overtager her," fortsætter kaptajnen.
"Hvor langt ned?" spørger JP og folder sit kort ud.
Kaptajnen peger ud både på kortet og ned i Green Zone.
"Ned til moskéen."
Jeg følger hans hånd hen over majsen, ind mellem de
277
spredte palmer. Moskéen, der blot er en beskidthvid bygning på størrelse
med våbenhuset på en dansk kirke, har en minaret, der rager to etager op.
"Forstået," siger JP og vender sig om mod os. "Var der nogen, der ikke
hørte det?"
Vi ryster på hovedet. JP og Eriksen konfererer over kortet et par minutter.
"Godt, 3.3 bliver her og sikrer tilbagetrækningen, 3.1 og 3.2, samt 1. deling
følger med videre ned, når Armadillo rykker frem," siger JP.
Armadillos kaptajn nikker til JP, samtidig med at han taler med sine
delingsførere i PR-radioen.
Lyden af endnu en granat dundrer højt fra et sted ikke så langt fremme, røg
bølger op, skudsalver følger. Så er det nu. Nu er jeg faktisk i krig.
Tre mand fra 3.3 løber sammenbukkede over stien og slår sig ned bag
muren. En efter en bytter de plads med Armadilloerne, bag os gør de andre
tre fra gruppen det samme.
Armadillos kaptajn løfter armen over hovedet, lader den falde og peger
frem som signal til hans to grupper. De træder ud på stien og begynder at
gå. En gruppe Armadilloer sidder på hug langs med stien og afsøger ind i
den mandshøje majs med karabinerne. Jeg betragter den måde,
Armadilloerne bevæger sig på, vi skal gøre det samme. Nu.
"Af sted," siger JP.
3.1 løber frem og bytter plads med Armadilloerne,
278
der sidder på stien, så de kan gå med resten af deres deling længere frem.
De næsten gule, ribbede majsstokke skaber en falsk følelse af tryghed, vi er
helt dækkede af dem på begge sider, men det er ikke en videre behagelig
tanke, at der også kan gemme sig alt muligt lort inde i marken. En
talebaner ville uden problemer kunne sidde på hug derinde og pludselig
skyde vildt om sig med en AK, vi ville ikke opdage ham, før det var for sent.
Efter marken kommer et område med spredte palmer og grønne buske, her
er det nemmere at se, at vi ikke har selskab. Derefter skal vi ind i byen. Den
består af en samling små compounds, der ligger i forlængelse af hinanden.
Vi står ud for en smal gade mellem to mure. Ikke det oplagte valg til en
tilbagetrækning, men der er jo ikke ligefrem frit valg på alle hylder.
Den rungende lyd af eksplosioner, der kun afbrydes af heftige skudsalver,
bliver højere, jo tættere vi kommer på. Da vi når de første bygninger, er
lyden så høj, at vi må råbe i radioen for at kunne kommunikere.
Moskéen ligger cirka 50 meter foran midt på en lille åben plads. 50 meter
er ingenting, jeg kan løbe dem på syv-otte sekunder. Men det er
derhjemme.
Bag de første bygninger sidder endnu et hold Armadilloer, 3.2 overtager
deres pladser. De rejser sig og følger efter de næsten to fuldtallige delinger
Armadilloer foran os. De har sikret området, vi går ind i, men det er
umuligt at sikre noget som helst 100 procent sådan et
279
sted. Der er vinduer, døre, porte, gyder og stier - for ikke at glemme et hav
af tage, hvor talebanerne kan gemme sig og angribe fra.
Vi sikrer selv, når vi går forbi. Vi går to mand side om side langs murene.
Jeg går som sædvanligt miderst i gruppen med Japan ved siden af. Vi tager
et hurtigt kig ind i de bygninger, vi går forbi, de er umiddelbart tomme,
men vi kan heller ikke se mere end halvvejs ind i mørket.
1.3 afløser endnu et hold Armadilloer, lige før vi kommer ud på den åbne
plads. Foran os er kaptajnen og hans folk næsten henne ved moskéen.
Der løber en hund ud fra en gyde et par meter foran os. Japan spjætter og
sigter på den. Jeg når ikke engang at blive forskrækket. Måske regner mit
instinkt med, at alt, der kommer frem i knæhøjde, ikke er ude på at slå mig
ihjel. Den røde prik fra Japans lys-laser sidder lige mellem øjnene på
hunden, og som om den ved, hvad det kan få af konsekvenser, trækker den
sig knurrende tilbage i gyden.
Vi nærmer os moskéen. Armadilloerne fortsætter rundt om den på begge
sider. 1.1 træder ind på pladsen og dækker den med ryggene op ad murene.
Min gruppe, JP og oskar rykker ind på pladsen. Vi skal dække helt fremme
ved moskéen.
Der er blevet mere stille længere fremme, eksplosionerne er stilnet af.
Skudsalverne klinger stadig. Er de ved at flytte RPG'erne et andet sted hen?
Eller er de blevet uskadeliggjort?
280
Fransi placerer sig på højre side af minareten, så han har overblik med
LMG'et ned ad den vej, Armadilloerne fortsætter ad. Vi andre stiller os med
et par meters mellemrum hele vejen rundt med ryggen mod moskéen og
karabinerne rettet mod tage og vinduer. Det her vil være et ideelt sted for
Taleban at lave baghold, når ANA trækker sig tilbage.
Armadilloerne dækker den lidt bredere vej, der går væk fra pladsen direkte
modsat den, vi kom ind ad. De nu frigjorte grupper går hurtigt frem langs
murene. Jeg ser det kun ud af øjenkrogen, jeg har blikket stift rettet mod
bygningerne foran mig. Jeg vil ikke misse noget, ikke denne gang.
Lyden og mængden af skudsalver tager til i styrke. Armadilloerne er nået
frem til ANA.
"Her kommer de," råber Johan.
Ud af øjenkrogen ser jeg de første afghanske uniformer. De er markant
anderledes end vores. De er mørkegrønne med sorte og mørkebrune
plamager på.
Soldaterne går i dobbelttempo, et par stykker løber ligefrem. Deres våben
er hævede, de er ikke ens udrustede, nogle har AK'er andre har RPG'er.
De folk, der kommer lige efter, transporterer sårede. Eller døde. En af dem
bærer en soldat i brandmandsgreb, han ligger tværs over skuldrene på
ham. To andre bærer en siddende soldat i en slags bærestol, tre bærer en i
et tæppe. De går forbi moskéen på min side.
281
Soldaten, der ligger i tæppet, er helt sikkert død, han har et skudsår i
kinden, og der er blod over hele det øverste af hans uniform. Hans ansigt
vender mod mig, øjnene er lukkede, jeg kan ikke se udgangshullet. Jeg
koncentrerer mit fokus på tagene over mig.
En bevægelse. Kort og hurtig, men helt sikkert en bevægelse.
"Klokken 12," råber jeg.
Men der er ikke noget at se.
Flere ANA'er haster forbi mig. Reglen for en tilbagetrækning er som
bekendt, at de bagerste dækker de forreste, vi skal altså blive her, til alle
ANA'er og Armadilloer er forbi os, og så skal 1.1 og resten af vores
kompagni dække os.
Der var den igen, bevægelsen.
Jeg kan ikke se, hvad det er. Det kan være et stykke tøj, der flagrer i vinden,
det kan være en talebaner, der lader sin RPG liggende.
Der er vindstille.
De første danske uniformer bevæger sig forbi mig. Kun et øjeblik endnu, så
er vi også på vej tilbage. I samme nu rejser manden på taget sig op.
Jeg er overrasket over, hvor meget jeg registrerer på et semisekund. Hans
hoved er bart, halvlangt pjusket sort hår, hans ansigt er dækket af et tykt
sort fuldskæg. Han har en grønlig kjole på med en mørkebrun broderet vest
over, umiddelbart ikke det oplagte valg til krigs-beklædning. Men i
hænderne holder han talebanernes
282
bedste ven, en AK, og den peger lige mod os. Hans krop bevæger sig fremad
mod kanten af taget, frem mod os. Det er virkelighed, det her.
Min finger trykker i refleks aftrækkeren i bund, re-kylet dundrer mod min
skulder. Han åbner også ild. Projektilerne rammer moskéens mur et sted
over mit hoved, små murbrokker og støv drysser ned på mine skuldre.
Armadilloerne foran mig kaster sig ned.
Jeg rammer ham i brystet, hans arme, der holder AK'en flyver ud til den
ene side, han holder stadig aftrækkeren inde, projektilerne borer sig ind i
minareten og laver en bue gennem luften, han falder sidelæns sammen,
AK'en stopper med at skyde.
Bag mig åbner de andre ild. Jeg scanner tagene på min side, no way, at han
var alene. De andre må ligge i dækning.
Armadilloerne rejser sig og løber forbi os ned mod den smalle gade, vi kom
ind fra, de bagerste smider sig ned ved 1.1 og hjælper med at give os
dækning.
"Tilbage," råber JP i PR-radioen.
Uden at slippe tagene af syne træder jeg hurtigt fri af moskéen. En skygge
dukker op på taget foran, jeg standser og skyder. Skyggen dukker sig ned
igen. Bag mig åbner et LMG ild for at holde dem nede. Jeg vender mig for
at se, hvor den er, så jeg ikke løber ind i dens bane. Og så spæner jeg.
ECM'en knalder mod min ryg, jeg registrerer igen dens vægt, fordi den gør
det sværere for mig at løbe så
283
hurtigt som ellers. De andre overhaler mig en efter en, men jeg når forbi
1.3, og de trækker sig også baglæns. En skudsalve lyder, jeg hører
projektilerne ramme jorden et sted bag mig, og så er jeg henne ved
palmerne. Foran mig kan jeg se Holm og Nik nå frem til læhegnet, de
kaster sig ind bag det.
Jeg når ned til majsmarken, 3.1 sidder hele vejen hen langs med planterne,
der er egentlig ikke plads til at passere, men majsplanterne bliver slået
hårdt til side med karabinerne.
Flere fra 1.3 og 3.2 løber forbi mig, jeg føler, at jeg løber i slowmotion og de
andre i normalt tempo. Vi løber halvvejs på stien, halvvejs inde i marken,
majsen pisker mod min krop. Ingen skyder efter os.
Jeg når hen til huset på den anden side af majsmarken, ANA'erne er på vej
op ad bakken til piranhaerne. I luften hænger en Chinook, Medivac'en, der
skal fragte de sårede til Bastion. Jeg kaster mig ned på jorden sidelæns, de
sidste fra 1.3, 3.2 og 3.1 lander småkaotisk ved siden af mig.
Jeg stirrer på Troels, der sidder på hug med sit LMG pegende ned ad vejen
mellem majsene. Af en eller anden grund forventer jeg, at talebanerne skal
komme løbende ned ad stien mod os med flammende AK'er. Men
selvfølgelig gør de ikke det, de skyder kun fra der, hvor de har noget at
gemme sig bag.
"Videre fremad," råber JP og peger med hele armen op på highground.
284
Jeg kommer nogenlunde ubesværet på benene igen, ser mig tilbage over
skulderen, der er stadig kun majs, og løber op af sandet. Fødderne synker i,
men heldigvis kun i det øverste lag, nedenunder er der fodfæste. Jeg
passerer piranhaerne, langs dem sidder Armadilloerne på knæ med løftede
karabiner.
Uden at få besked på det løber vi ud i ørkenen for at sikre, at helikopteren
kan komme til at lande. Vi smider os på maverne med fødderne mod et
kvadrat på omkring 200 gange 300 meter.
1.2 udgør kvadrantets ene hjørne, jeg ligger med front mod zonen. Først nu
får jeg øje på Chinookens livvagter, de to sorte myg, Apacherne. De hænger
lavt i luften side om side oven over os. Og der kan kun være en grund til, at
de har lagt sig på den måde.
I det samme fyrer den ene sit hell-fire-missil af sted over os. Missilet
hvisler, det nærmest skriger i ørerne. Det smadrer trætoppen af en palme
og slår ned med et sønderrivende brag et sted inde i zonen, sikkert ikke
langt fra moskéen.
"Ja, for satan, så kan de fan'me lære det," råber Japan.
"Tag den, fucking pikspillere," skriger Villadsen.
Den anden Apache affyrer endnu et missil. Ildstriben bag den skærer hen
over zonen som en komet, den knalder ned et sted længere inde end det
første nedslag.
"Sådan der, nak dem på tilbagevejen," råber Fransi.
"Bare sig til, hvis I vil danse med os en anden gang," tilføjer Holm højt efter
missilet.
285
Bag os lægger Chinooken an til landing. Dens rotorer pisker sandet hårdt i
nakken af os.
Jeg kan intet høre og intet se af Medivac'en, jeg kan kun se røgen vælte op
mellem bygningerne i zonen.
Helikopteren letter og flyver over os. Det føles, som om nogen er hoppet op
og står på min ryg, jeg bliver presset ned i sandet, mast mellem ørkenen
under mig og ECM'en over mig. Klaustrofobien indtræffer øjeblikkelig, jeg
kan ikke få vejret, jeg er fanget her.
Men så er Chinooken ude over floden, og jeg kæmper mig op på knæ, mens
den bliver mindre og mindre hen over floden med de to sorte myg efter sig,
rolige i deres bevægelse. Som om de ikke lige havde sendt helvedes ild efter
en landsby.
Vi rejser os og småløber hen bag vores viktor, JP går imod os, mens han
tæller os. Han lægger ikke engang skjul på det, han går hurtigt forbi
piranhaerne og peger på hver enkelt, og jeg kan se hans mund bevæge sig.
Da han går forbi mig, klapper han mig på skulderen og lader hånden hvile
der et sekund, inden han går videre.
"Sid op," råber han, og alle kravler hurtigt ind.
"Rampe fri, hæv rampen," siger han og fortsætter i samme åndedrag på det
store net: "Ninenul, her er 1-5, vi bakker en halv kilometer og bliver der, til
ANA'erne har fået deres lift hjem. Godt klaret dernede!"
Jeg sidder bag Lis, der stadig er på skyttepinden, hun smiler kort til mig, da
Busk vender viktoren, men retter
286
så igen opmærksomheden mod skærmen. Hun passer langt bedre i
størrelse til sædet, end jeg gør. Jeg må altid sidde lænet forover, fordi sædet
ikke kan lægges ret langt tilbage, og med to veste på ender jeg med at sidde
som en 80-årig bilist, helt fremme med brystet mod joysticket. Lis har lidt
mere plads foran sig.
Jeg kan høre min puls i øret. Adrenalinen banker rundt i kroppene, vi kan
ikke sidde stille på sæderne.
"Hold kæft, hvor var det vildt."
"Det var så vildt."
"Det var det vildeste."
"Så I de missiler, de flænsede palmerne fra hinanden?"
"De smadrede dem fuldstændigt."
"De lortehunde, jeg håber, folk skal ud og samle deres arme og ben op i
morgen," hyler Villadsen.
"Og deres hjerner er smattet ud over moskéen," siger Fransi.
"Hvad for nogle hjerner," spørger Holm.
"Fucking abehjerner," råber Japan.
Vi hujer, mit hjerte gør ondt af krampeslag. Hvis den talebaner havde
skudt med en RPG, så slog det ikke længere. Jeg blinker tanken væk fra
nethinden. Hujer igen.
Piranhaerne stopper i harbour, det vil sige i en cirkel, så de dækker 360
grader rundt, samme manøvre, som de altid bruger i Lucky Luke for at
beskytte sig mod de vilde røde.
Alle vælter ud af vognrummene. Fodtudserne slår sig
287
ned inde mellem piranhaerne. Nogle har haft: stole liggende i piranhaerne,
dem slår de op og prøver at få ro nok på til at sætte sig, fødderne danser
rundt, hænderne slår trommerytme på karabinerne. Jeg krænger EMC'en
af og tilbyder Lis at bytte. Hun smiler og ryster på hovedet.
Langsomt falder kroppene til ro. Vi har været i en ekstremt presset
situation, men du kan ikke blive i den stresstilstand længe. Vejrtrækningen
bliver automatisk langsommere, du indser, at det er ovre, at du har klaret
den.
Jeg sidder på rampen og ser ned i sandet mellem mine fødder, jeg kan
stadig mærke min puls, men den føles normal.
"Er du okay?" spørger JP.
"Helt fint."
"Du har lige skudt en mand ..."
Jeg ser halvt op, der ligger en forlængelse af den sætning i luften, men han
siger ikke mere.
"Okay," siger han så. "Bare sig til, hvis du får brug for en snak, ikke?"
"Jeg har det fint. Men tak."
Han nikker og går hen for at tale med Fransi og Villadsen.
Og ja, jeg har lige skudt og dræbt en mand, jeg har dræbt et andet
menneske.
For anden gang. Blodig bylt.
Og hvad føler jeg så nu? Jeg føler ikke en skid, faktisk. Jeg føler resterne af
adrenalinen sive ud af porerne og
288
lugten af angstsveden rive i næsen, men jeg føler intet i forhold til en mand,
der ligger død på et tag 500 meter herfra. Hellere ham end mig, det er,
hvad jeg føler. Dein Glück ist nicht mein Glück, ist mein Unglück. Bang
bang. Feuer frei.
Dave råber til mig.
"Could you get me some water?"
Jeg griber en flaske og smider den over til ham, han skruer låget af og
tømmer den i én slurk.
"Fucking hell," siger han og bøvser.
Derude
Efter en halv time i harbour kommer der kontraordre. Vi skal køre
ANA'erne til Armadillo. Altså må vores fodtudser blive her, mens
vognbesætningerne kører derind, cirka tre kilometer tilbage sydpå fra vores
nuværende position. Jeg tager skeptisk imod ordren, da Hest viderebringer
den. Vi kan da ikke efterlade 40 mand i ørkenen.
Men der er ikke tid til at diskutere. Tre af piranhaerne skal lave en lille
harbour længere inde i ørkenen. De andre tre piranhaer skal stoppes fulde
af ANA'er og køre dem sydpå. Vi kan flytte halvdelen af ANA'erne med tre
piranhaer, og så vil tre mandskabsvogne fra Armadillo følge med os tilbage
til harbouren og hente den
289
anden halvdel. Hvis alt går vel, vil vi være tilbage ved resten af folkene og
klar til at køre hjem om maks. en time, lyder det optimistisk fra TOC'en.
Min erfaring med en time i hæren er bare, at den tit bliver til tre timer.
Vi rykker harbouren en kilometer længere ud i ørkenen og sidder af. JP
samler os rundt om sig.
"Okay," siger JP. "Vi gør det sådan her. 3. deling bliver her i harbouren, og
1. deling kører til Armadillo."
Alle nikker forstået. Lis, Busk og jeg kravler ind i piranhaen på vores
sædvanlige pladser, mens fodtudserne smider sig på må og få i sandet inde
mellem 3. delings tre piranhaer, der forsøger at dække alle fire
verdenshjørner. JP taler med ANA'ernes fører, hvis ansigt er fuldstændigt
dækket af verdens største og sorteste skæg. Lidt efter kravler ti ANA'er ind
bag mig. De lugter stærkt af sved. Angstsved eller afghanersved, hvem ved.
JP, oskar og Dave hopper ind som de sidste. Vognrummet et fuldstændigt
proppet. JP beder Busk lukke rampen. Stanken bliver tættere. Vi lugter
heller ikke selv for godt.
"Ninenul, her er 5, fremad, fremad," siger JP.
Det går fint den første kilometer. Jeg når faktisk at tænke, at vi når hjem til
aftensmad i Sandford. Men det er selvfølgelig dumt at tænke den slags. I
samme nu siger Dave, at han har fået en melding fra Electronic Warfarestaben i Price. De har opsnappet kommunikation, der tyder på, at Taleban
har smidt en IED på vores rute.
"Ninenul, her er 5, holdt," siger JP øjeblikkeligt.
290
Derefter begynder han og Dave at konferere med KC derhjemme og med
TOC'en i Price. Der holder vi så bomstille ude midt i ørkenen, et sted midt
mellem vores egne folk og Armadillo, mens svedlugten bliver stærkere inde
i vognrummet. Afghanerne hvisker sagte med hinanden, som om de er
bange for at forstyrre vores kommunikationer. Jeg scanner ørkenen fremad
med OHW'en, men det lader ikke til, at der sidder en talebaner med en
mobiludløser i den retning.
Der går tyve minutter, der går en halv time. Jeg kan høre JP sige fuck op til
flere gange, jeg opfatter ikke sammenhængen, men jeg har aldrig hørt ham
bande på den måde før.
"Okay, her er de to muligheder," siger han til os på det lille net. "Enten
holder vi her og glor de næste fire timer, indtil Price måske kan sende en
ingeniørdeling ud til os, eller også tager vi chancen og kører en anden rute
til Armadillo. Nogen, der ikke vil være med til mulighed nummer to?"
spørger han. "I skal sige det ærligt, jeg vil ikke presse jer, hvis I har det
dårligt med det."
"Jeg siger, at vi kører. Lige nu er vi alligevel sitting ducks for RPG'er," siger
jeg.
"Enig," siger Micke fra 1 viktor.
"Det er vi også," lyder det fra Lau, der er vognkommandør på 3 viktor.
JP guider Busk til at dreje skarpt til højre ind i ørkenen. Lis retter kikkerten
mod sandet foran os, hendes opgave er at holde øje med, at vi kun kører ind
i jomfruterræn,
291
og råbe stands, hvis sandet ser ud til at være blevet gravet i eller kørt på for
nylig. Efter en halv kilometer slår vi en bue og fortsætter sydpå. På den
måde bliver vores rute yderligere forlænget, så de tre kilometer i fugleflugt
mellem harbouren og Armadillo vokser til en tur på syv kilometer. Lis er
tavs hele vejen, og vi når til Armadillo uden at køre på andet end sten.
De svedige ANA'er stikker hånden frem og giver både mig og Busk hånden,
mens de takker overstrømmende for hjælpen på dårligt engelsk. Vi siger
you're welcome, som om det virkelig ikke var noget særligt, vi gjorde i dag.
En efter en hopper de ud og vinker farvel.
"Vi kører tilbage med det samme," siger JP. "Vi laver en ny rute. Jeg vil ikke
blive hængende her, og Armadilloerne er indstillet på at køre med og hente
de sidste ANA'er med det samme."
Selvfølgelig, vi skal bare se at komme tilbage til vores folk, vi kan ikke
spilde tid på at holde og glo på sand. De tre kørere tænder piranhaerne, og
vi triller ud af Armadillo fulgt af Armadilloernes tre pansrede
mandskabsvogne. De er med bælter under, så de kan ikke køre så stærkt
som os, men kolonnens lavere hastighed passer udmærket til Lis' opgave
med at holde os i jomfruterræn. Fire en halv time efter, at vi forlod de
andre i harbouren, melder Micke, at han igen kan se dem i OHW'en.
JP melder til TOC'en, at vi er nået tilbage uden at
292
hilse på en IED. Falsk alarm eller danskerheld? Hvem ved.
Busk slukker for motoren og hopper ud for at pisse, mens fodtudserne får
samlet udstyret. Fem minutter senere sidder hele gruppen op på
piranhaen, og vi er endelig parate til at rykke hjem til Sandford.
"Rampe fri, hæv rampen," siger JP.
"Den vil ikke starte," siger Busk.
"Hvad?"
"Der sker ikke en skid, den er helt død."
"Det var lige, hvad der manglede," siger JP på intercom'en og slår over på
det store net for at give de andre besked om at sidde af igen.
Dave melder til TOC'en i Price, at vi igen holder stille, mens oskar melder
til Haciendaen, at vi bliver yderligere forsinket. Fodtudserne trækker på
skuldrene og kravler ud af vores viktor igen. Jeg skubber mig halvvejs
omkring i skyttesædet, afventende.
"Lad lige mig komme til," siger Lis og klapper mig på benet.
Jeg åbner lugen over mit hoved og kravler op på taget, så hun kan komme
forbi for at se på motoren. Nedenfor har de andre allerede fundet deres
sammenklappelige stole frem igen. Flere har smidt sig i skyggen med
kampvestene under hovedet for at sove. Alle kender turen. Når først en
viktor står stille, kan det tage timer at få den i gang igen.
293
"3. deling dækker med TMG'erne, så du kan godt tage en pause," siger JP
op til mig.
"Tak."
Jeg hopper ned og går over og sætter mig op ad 3 viktor ved siden af
Villadsen. Han pudser i lange, monotone bevægelser på sin karabin, selvom
han ikke har andet at gøre det med end et støvtørklæde og flaskevand. Han
har skruet aimpoint'et af og lagt det ved siden af sig på sin jakke.
Jeg tager det op og ser gennem det. Jeg kan se den røde prik mod himlen,
der er næsten hvid på grund af den lavtstående aftensol.
"Fik du brug for det?" spørger jeg.
"Nej."
Han pudser videre uden at se op.
"Der er ellers godt sigte i det."
"Ja, bare gør grin med det, mig og mit latterlige udstyr."
"Hey, det mente jeg ikke, jeg prøvede bare ... at sige noget. Det er da cool
nok, at du har det."
"Det er latterligt, jeg ved det godt."
Han stopper endelig med at pudse og ser på mig med et lidt beklagende
smil. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det.
"Jeg vidste jo ikke, at det ville være sådan. Dernede."
Han nikker ned mod zonen.
"Jeg troede, jeg var rigtig godt forberedt, men da vi så stod der ..."
294
"Nej, jeg ved, hvad du mener, der skete en hel masse alt for hurtigt. Du
reagerer bare, ingen tid til at tænke."
"Jeg var så fucking bange, da det begyndte, mand ... jeg lukkede bare
øjnene og skød."
Han lægger hovedet tilbage mod piranhaen og tager en lang indånding.
"Det var jeg også," siger jeg.
"De projektiler var sat'me tæt på, jeg kunne bare høre dem hamre ind i
muren over mig, flum, flum, flum."
"Det regnede med moskéstøv."
"Det er fucking helligt støv, mand."
"Tænk, at de hellige krigere skyder på deres egen kirke."
"Idioter, selvfølgelig vil Gud blive skidesur over det. Og så holder han med
os, det er klart."
"Hey, rolig nu, hvis du også skal til at blive religiøs, så tager jeg den der fra
dig," siger jeg og peger på hans karabin.
"Jo, jeg bliver sgu rigtig seriøs kristen, du," griner han. "Jeg river patterne
ned fra væggen, når jeg kommer hjem!"
"Hvem river patter ned?" råber oskar fra den anden side af harbouren.
Jeg var ikke klar over, at vi havde talt så højt, men selvfølgelig er
signalmandens radar tunet ind på ordet patter.
"Det er Villadsen, han er blevet hellig, han snakker om at nedlægge
gokkerummet," siger jeg.
295
Protesterne vælter ned os over fra flere af de andre, oskar er allerede
halvvejs ovre ved os.
"Vil du lige lægge den der fra dig og sige det igen," siger han.
Villadsen ser op på ham, solen står lige bag oskar, så Villadsen må klemme
øjnene i. Han rækker mig roligt sin karabin og rejser sig. Han er mere end
et hoved højere end oskar, men oskar danser med knyttede næver foran
ham. Villadsen strækker armen ud og presser sin næve mod oskars bryst,
oskar svinger sine arme, men de kan ikke nå Villadsen. Resten af delingen
samler sig rundt om os, hujer og pifter.
Jeg rejser mig og lægger Villadsens karabin ind i vores viktor, inden jeg
slutter mig til kredsen rundt om de to kamphaner. Villadsen har oskars
hoved i et fast skruegreb mellem sin højre arm og overkroppen, han svinger
rundt med ham, som om han var en kludedukke. De andre skriger af grin.
oskar kradser ud i luften med hænderne og prøver at få fat i Villadsens arm,
men Villadsen svinger ham omkuld, så oskar lander hårdt på ryggen i
sandet, Villadsen kaster sig ned over ham.
"Bunke," råber en eller anden.
Vi farer hen til de to og kaster os oven på hinanden i den påkrævede
manøvre.
"For satan, du sparker mig i øret," råber Villadsen.
Men der er ingen kontrol, vi tumler rundt mellem hinanden, sandet står op
på alle sider af os. En eller anden
296
lander på mit ben, jeg får nærmest et trælår og trækker mig væk fra
kluddermor-bunken af uniformerede lemmer, der vælter rundt i
solnedgangen. Det er næsten et smukt syn. På en surrealistisk måde.
Det bliver som altid hurtigt mørkt, Lis og Busk er stadig i gang med
motoren. De tror, de har lokaliseret problemet og siger, de har fikset det
lige om lidt. Det sagde de også for en halv time siden.
Jeg er ikke irriteret, der er værre steder at opholde sig end under en
fuldstændig klar stjernehimmel. Jeg sidder for mig selv og ser op på den.
Der er stille i vores midlertidige lejr, jeg har på fornemmelsen, at de fleste
sidder ligesom mig.
For et par dage siden troede jeg, at jeg skulle hjem herfra uden at se rigtig
kamp. Nu har jeg allerede set mere, end jeg havde behøvet at se. Jeg lukker
øjnene.
"Sover du?"
En mand dumper ned ved siden af mig, jeg genkender ikke stemmen, jeg
ser over på ham. Det er Nik.
"Nej, jeg sumper bare lidt."
"Jeg håber ikke, vi skal tilbringe natten her inden for rækkevidde af
RPG'er," siger han.
Jeg har aldrig hørt ham sige så mange ord i træk.
"Det kommer vi heller ikke til, Lis har styr på det."
Jeg lukker øjnene igen, jeg kunne faktisk godt sove lidt. Vi sidder i tavshed
et par minutter. Selv med lukkede øjne kan jeg fornemme anspændtheden i
hans krop.
297
"Nu vil man bare gerne hjem," siger han.
"Vi er hjemme om en time. Maks. to."
Han grynter og rejser sig, jeg åbner øjnene ser op på ham. Hans ansigt er
gråt mod den sorte himmel.
"Jeg mente helt hjem," siger han og går hen mod vores viktor.
JP står uden for den og lyser ind med sin pandelampe. Jeg lægger hovedet
tilbage og lukker øjnene igen.
Hjem? Der 53 dage, til at vi lander i Kastrup. Om to måneder er jeg
hjemme i winterwonderland igen, og hvad så?
Måske håbede jeg, at jeg ville finde meningen med mit liv ved at gå i krig.
Engang må jeg have troet, at der var en mening at finde. Nu tvivler jeg på
det. Hvis der er en, har jeg ingen idé om, hvor jeg skal begynde at lede efter
den. Der er stjerner over mig og død bag mig. Foran mig er der mørkt,
inden i mig er der tomt.
Men det er en roligere tomhed nu. Som om tomheden endelig har fundet
sig en hylde at lægge sig på.
Jeg åbner øjnene halvt, JP moonwalker forbi piranhaens rampe. Jeg åbner
øjnene helt. Men den er god nok, han danser faktisk. Han snurrer rundt på
den ene hæl og bukker dybt for piranhaen.
Den starter med et brøl, højt og begejstret. Som om den bare have ventet
på, at nogen ville give et nummer til ære for den. Eller måske vil den også
bare gerne ud af den her ørken nu. Alle mand er på benene, inden JP når at
kalde os sammen.
298
Jeg kravler ind. OHW'ens skærm er slukket, den må være gået ud på et
tidspunkt under reparationen, selvom den ikke plejer at slukke. Der sker
ikke noget, da jeg trykker på knappen. Jeg prøver igen, men skærmen
forbliver sort.
"For fanden," bander jeg i hjelmen.
"Flere problemer?" spørger JP straks.
"OHW'en er gået ned."
Jeg rejser mig halvt, balancerer med det ene knæ på sædet, mens jeg åbner
skyttelugen.
"Jeg må op og styre den manuelt," siger jeg.
"I det mindste kan vi køre," siger Lis, og i det samme sætter viktoren i gang.
Busk triller forsigtigt et par meter frem og bremser så let op.
"Slap af, Busk, den er bedre, end den var før," siger Lis i intercom'en.
"Lad være med at jinx'e det," siger Busk, mens de andre kravler ind.
Jeg slår OHW'ens styring fra og lægger tommelfingrene på TMG'ets
aftrækker. Nu kan jeg kun dække 40 grader, og jeg kan ikke se længere, end
mine øjne fra naturens side er indrettet til. Hvilket her i nattemørket
betyder, at jeg kun kan se det, piranhaens projektør lyser op og ellers intet
andet end stjerner.
Men det føles okay at stå heroppe. Som om jeg ikke længere gemmer mig
væk fra alvoren.
299
Før
Jeg får mit eget værelse. Mor siger, at hun vil sove i stuen fra nu af, og at vi
skal bytte.
"Nu er du jo en stor dreng, Thor," siger hun og lægger mit Buzz Lightyearsengetøj på hendes seng, som nu er min.
Jeg er en stor dreng, jeg går i 3. klasse, jeg kan selv stå op om morgenen og
lave morgenmad. Jeg kan selv gå hjem fra fritteren.
Mor arbejder meget, men vi kan godt klare os uden far. Det siger hun
mange gange. Rasmus har heller ikke nogen far, men hans mor synes ikke,
de kan klare sig, så hun finder en ny far til ham hele tiden.
Men mig og mor, vi klarer os. Det er mig og mor mod resten af verden.
Sådan siger hun det.
Jeg tror, hun mener ligesom Buzz og Woody. De klarer også alting
sammen. Jeg har set filmen mindst tyve gange. Det er min yndlingsfilm.
Mor kan også godt lide den. Hun synes, Rex er den sjoveste, hun griner,
hver gang han siger noget.
Vi sidder tit i sofaen sammen og spiser mikroovns-popcorn, og jeg ser op
på hende, lige når jeg ved, at Rex snart siger noget, for at se hende grine. Så
lægger hun armen om mig og giver mig et sidde-i-sofaen-sammenkram.
Mig og mor, mod det uendelige univers.
300
Derude
41 dage tilbage i støvet. Jeg børster tænder og langspytter skyllevandet op
ad muren, ser den røgfarvede væske blande sig med overfladestøvet til en
gullig masse. Himlen er skyfri, 21 grader, lillejuleaften. Det bliver en god
dag.
Vi skal bare ind til Gereshk og rutinepatruljere, ikke noget særligt. Vi kan
gøre det i blinde nu. Efterretningen melder om nul og niks. Vi gør viktoren
klar, mens vi taler om i morgen. Juleaften på feltration. Vi drømmer os
hjem til and og flæskesteg. Kun knap halvanden måned endnu.
JP klapper mig på skulderen, da han går forbi.
"Lad os komme ud og hjem i en fart, så vi kan få noget julefred," siger han.
"Sid op."
Busk og jeg kravler ind, trækker hjelmene på. De andre sidder op bag os,
Busk tænder motoren. Jeg åbner lugen og klikker kæden i TMG'et. Tjekker
OHW'en, men den er stadig nede, så det bliver manuel styring igen. Jeg
sætter mig på kanten af skyttelugen, stryger kort hen over oversiden af
TMG'et, lidt som en rytter, der beroliger sin hest inden et afgørende løb.
"Rampe fri, hæv rampe," siger JP over intercom'en og fortsætter på det lille
net. "Ninenul, her er 1-5, modtagekontrol."
De andre svarer, jeg registrerer stemmerne, men lytter ikke, det er bare en
slags støj.
301
"Kører klar til fremad."
"Kører klar."
"Kører fremad."
Vi triller ud af porten, solen står højt, luften er klar. Bjergene er tydelige
bag floden i det fjerne. Sandstøvet bølger op rundt om viktoren. Jeg står
midt i det, halvvejs nede hos resten af min gruppe og halvvejs oppe i det fri,
blottet for enhver der vil tage et skud. Jeg er kun beskyttet af hjelm, vest og
støv.
Vores piranha kører forrest, så jeg sikrer lige frem, de andre skytter sikrer
som altid skiftevis øst og vest.
Der er stille i Gereshk by, men ikke for stille. Ikke ildevarslende. En
afghaner trækker en tohjulet trækvogn ud af byen, netop som vi kører ind.
JP skyder et varselsskud op i luften med signalpistolen for at få ham til at
gå væk fra vejen i sikker afstand. Bare hvis det, der ligner et dødt får på
hans vogn, skulle vise sig at indeholde en selvmordsbombe.
Manden ser overrasket op på os, som om han har gået i sine egne tanker,
og vores kolonne af seks larmende piranhaer har sneget sig ind på ham.
Han bakker væk fra vejen og drejer ned ad en sidevej, fortsætter ned ad
den, som om det er fuldstændig ligegyldigt for ham, hvilken vej han tager.
Vi kører ind og parkerer viktorerne langs med murene ud for en mindre,
åben plads. En enkelt mand haster over pladsen, ellers er der som altid
nærmest mennesketomt. Muren bag piranhaerne er lav, så lav, at
302
TMG'erne kan nå hen over dem for en gangs skyld. Jeg har stadig mit til at
pege fremad, ned ad den halvstore gade, der løber ud fra pladsen i den
østlige ende.
De andre sidder af. Lis skal med ud at gå i dag. Johan har storsindet, måske
i anledningen af julen, tilbudt at bære EMC'en, så hun kan komme med på
sin første patrulje. Hun afsikrer sin karabin og blinker op til mig imens.
"God tur," mimer jeg.
Grupperne passerer forbi mig. Cirka ti meter foran mig til højre løber en
mindre gade væk fra pladsen. Den er lidt bredere end en bil og skrår en
anelse opad væk fra pladsen. 2.1 sætter sig på hug på hver side af murene
og dækker op ad den.
Resten af 2. deling og 1. deling fortsætter ligeud.
Holm og Nik searcher en butik. Lis ser sig grundigt til begge sider. Fransi
har overladt LMG'et til Villadsen, måske også i anledning af julen, eller
måske gad han bare ikke bære det mere. Alle deres karabiner peger roligt
mod jorden.
En gruppe drenge kommer farende ud fra en port. JP standser og taler med
dem. De vil som sædvanligt bare tigge, JP ryster på hovedet.
"Knallert kl. 14," skratter det i min hjelm.
Jeg skæver en anelse til højre, samtidig med at jeg ikke slipper delingerne
helt af syne. En havelåge på to hjul med en afghaner ovenpå nærmer sig
pladsen i halvhøj fart ad den lille vej, hvor 2.1 sidder og dækker. Han
303
har en brun kjole på, fuldskæg og en sort turban. Kjolen er fyldig og flagrer
omkring ham. Den kunne snildt gemme på en bombe. Jeg drejer instinktiv
TMG'et, så det peger direkte på ham.
Bag mig sender Hest med signalpistolen en rød kugle hen over himlen og
over hovedet på knallertkøreren. Alle fodtudserne trækker straks ud til
murene og går i knæ. To fra 2.1 rykker lidt frem og vender deres karabiner i
retning mod knallerten. Børnene piler hen mod den port, de kom fra. De
har været i krig hele deres liv, de ved godt, hvornår det er på tide at vende
snuden i sikkerhed.
Manden på knallerten reagerer ikke på signalet. Bag mig skyder Hest
endnu et signal af sted. Men knallertføreren er døv og blind. Og han er tæt
på nu, for tæt. Mine hænder er fugtige. Jeg har ikke lyst til at skyde en
mand lillejuleaften.
"Jeg har ham," siger jeg alligevel i hjelmen.
Jeg kunne godt overlade det til Micke at tage skuddet. Han sidder i
viktoren lige bag mig og sikrer i forvejen mod højre, men siden jeg nu står
og flagrer her oppe på min viktor, vil jeg foretrække, at han ikke skal skyde
delvist forbi mig.
Afghaneren er 200 meter fra 2.1 nu. Han har ikke så meget som sænket
farten. Han læner sig lidt forover hen over styret. Forsøger han at gøre sig
sværere at ramme? Jeg presser let tommelfingrene ned, TMG'et reagerer
straks. Det ved, hvad jeg vil.
304
Min advarselssalve rammer en meter over hans hoved og pløjer sig ind i en
mur bag ham. Brunt støv og lerklumper står i en stråle ud af muren og
rammer hans skuldre. Han kan ikke undgå at se og mærke det. Jeg ønsker
virkelig, at han standser og vender om.
Et sekund, to sekunder. Han gasser op. 100 meter ned til 2.1.
Satans.
Jeg retter piben en smule, så dens munding peger der, hvor han vil være
om to sekunder. Og så presser jeg tommelfingrene mod aftrækkeren igen.
De første projektiler rammer ham i hovedet, hele kroppen slynges bagover,
blod og hjernemasse står op i en gloriecirkel fra styret og bagover, de næste
rammer ham i halsen, strubehovedet blottes, derefter rammer de ham i
brystet, hans allerede døde krop slynges mod jorden bag knallerten, der
fortsætter ligeud, som om den ikke har opdaget, at den er fri. Efter et par
meter rammer forhjulet en fordybning i jorden, den krænger forover, men
skrider så ud. Baghjulet pløjer sand op i en doven halvcirkel, inden den dør
helt ud. Mine sidste skud rammer sandet mellem liget og knallerten. Jeg
løfter tommelfingrene.
"Confirmed," siger jeg, mest til mig selv.
1. og 2. deling trækker sig tilbage baglæns, 2.1 venter på, at de er forbi dem,
så rejser de sig og slutter sig til dem. JP har besluttet, at der ikke er nogen
grund til at blive hængende for at se, om han var alene.
305
Busk starter motoren, inden de når helt herhen, de andre kørere gør det
samme, piranhaerne brøler i kor.
"Ninenul, her er 1-5, vi returnerer," råber JP i mikrofonen.
Han har taget telehjelmen på, men er endnu ikke siddet op, ved jeg, selvom
mit syn igen er rettet ligeud, han vil sikre, at alle er med først. De andre
melder ind. Vi er fuldtallige. JP hopper ind.
"Rampe fri, hæv rampe. Kører klar til fremad," siger han hurtigt.
"Kører klar."
"Kører fremad."
Rampen går i, og Busk sætter af sted med et hårdt ryk, men ingen klager
høres nedefra. Vi vil alle gerne ud herfra. Jeg holder stadig udkig forude,
vejen er mennesketom. Efter en halv kilometer drejer Busk piranhaen af
vejen og ud i ørkenen ad den planlagte rute.
"For satan, jeg troede, det skulle være en stille eftermiddag," råber Fransi
højt hen over motorstøjen.
De andre under mig i viktoren griner højt.
"Det er ved at blive en vane, det her med dig, Thor," siger JP på
intercom'en.
Men jeg kan høre latteren i stemmen. Og måske også noget andet, noget,
der lyder som stolthed. Jeg smiler til det ligeglade ørkensand foran mig.
Klokken er fire om eftermiddagen, om lidt over ti timer er det juleaften
derhjemme. Jeg vil ringe hjem til
306
mor allerede fra morgenen af, beslutter jeg. Ønske god jul, fortælle, at jeg
har det godt.
"For helvede, jeg kunne godt spise en and nu," siger Busk.
"Flæskesteg, flæskesteg," overdøver Lis.
"Du er sådan en ..."
Men jeg hører ikke, hvad han mener, Lis er for en. Mine fødder er ikke
længere i kontakt med piranhaen.
Tordenvejret nede fra undergrunden presser mig op af skyttehullet, bæltet
fra TMG'et flænser ind i min højre biceps, mit venstre knæ hamrer ind i
kanten af lugen, lyden banker mine trommehinder ind.
Før
Jeg kan ikke vente med at pakke gaver op. Måske er den fra far det legosørøverskib, jeg har ønsket mig. Vi synger Dejlig er jorden, det går alt for
langsomt. Mor insisterer på, at vi skal synge alle versene. Jeg kigger på
gaverne, mens vi går rundt om dem. Den store blå pakke med englene på
kunne godt være sørøverskibet. Jeg krydser fingre i mormors hånd.
Endelig stønner morfar, at nu må det være nok for i år. Han siger, han skal
ud og have sig en opstrammer, lidt efter kommer julemanden ind. Det er
bare morfar, der
307
har klædt sig ud. Han lugter stadig ikke godt, men nu deler han gaver ud, så
det gør ikke så meget.
Den store blå er til mig, den er fra mor, jeg flår den op. Det er en fjernstyret
bil, jeg bliver glad, jeg har ønsket mig den. Men ikke så meget som
sørøverskibet.
De andre pakker deres gaver op, jeg holder øje med bunken under
juletræet, den bliver hurtigt mindre. Vi er ikke så mange, bare os fire.
Jeg får endnu en gave, en lille en fra mormor og morfar, det er et gevær.
"Skal du ikke pakke det helt ud," spørger mor.
Jeg har bare lagt det ned til bilen, stadig i æsken.
"Om lidt," siger jeg.
Hvor mange er der tilbage, kun en håndfuld. Julemanden, altså morfar,
stønner og bukker sig ned efter en mere. Bare til mor. Jeg får et par mere.
Fra mor. Og fra mor. Så er der ikke flere tilbage. Det kan ikke passe. Jeg
rejser mig og løber hen for at kigge under træet. Der er tomt bortset fra en
glaskugle, der har mistet sin snor.
"Hvor er fars?"
"Thor, skal du ikke pakke det fine gevær op?" spørger mor.
"Hvor er den fra far?"
Mor kigger bare på mormor, hun har slet ikke tænkt sig at svare.
"Hvor er den?" skriger jeg.
Måske har hun taget den, fordi jeg ikke må få mit sørøverskib. Jeg går hen
til hende.
308
"Giv mig den nu," siger jeg.
Jeg kan mærke, at jeg er ved at blive det, hun plejer at kalde hysterisk.
"Thor, skat," siger hun stille. "Der er ikke nogen fra din far i år, jeg tror ..."
"Jo, der er så, hvor er den, du har taget den!" råber jeg.
"Nej, lille skat, jeg har da ikke ..."
Hun græder nu.
"Du er OND! Du har taget den, du har taget den!"
Jeg kaster mig ned på gulvet og skriger og skriger. Hun har taget den, hun
har fået min far til at gå, jeg hader hende. Jeg hader hende.
Derude
Min mund er fyldt med sand. Jeg ligger tilsyneladende på jorden, jeg løfter
hovedet og spytter, spytter igen, får sendt besked til min venstre arm om at
hjælpe vandslangen ind i min mund, jeg kan ikke få kontakt med min højre
arm.
Jeg suger vand ind i munden, skyller sandet ud, spytter. Mine øjne er
slørede, jeg ved ikke, om der også er sand i dem, jeg blinker desperat. Jeg
kan ane ørkenen foran mig, jeg drejer hovedet mod venstre.
Først ser jeg den bagerste piranha. Den holder stille,
309
rampen åbner sig, der tumler nogen ud af den, uordentligt, rodet, jeg følger
det slørede syn ned ad kolonnen, mens jeg drejer hovedet. Langs med
piranhaerne løber de. Hen mod ...
Min viktor.
Den ligger på siden, den ser ikke ud til at fejle noget. Er vi væltet? tænker
jeg dumt. Ud for hullet over bagsmækken ligger en hjelm. Hvem har tabt
den?
Jeg kæmper mig op på venstre arm, drejer. Højre arm slæber efter kroppen
som en fedladen, doven dreng, der leger kongens efterfølger.
Hjelmen er ikke blevet tabt, ser jeg nu, JP er stadig inden i den. Han ligger
bare meget stille.
Jeg maver mig hen mod ham, men jeg når ikke mere end et par centimeter,
før de første af de andre er henne ved ham, to af dem fortsætter hen mod
mig og kaster sig ned i sandet ved siden af mig. Jeg ser ikke engang, hvem
det er.
JP tror jeg nok, jeg siger, men ingen svarer mig.
Der er sand i min hals.
"Tourniquet," råber den ene over mig.
Lys stemme. Randi?
"Nej, der er ikke revet nogen pulsårer over," svarer den anden.
Jeg tror, han holder min arm op. De vender mig om, pludselig ser jeg op i
luften. Mit baghoved dunker mod sandet. Hvor er min hjelm?
"Er du sikker, det bløder ad helvede til?"
310
Det er helt sikkert Randi.
"Fuck det, jeg sætter det på," siger den anden stemme.
En hånd flår tourniquetet af min vest. Pludselig kan jeg mærke min højre
arm igen, smerten stiger eksplosivt, efterhånden som han strammer
tourniquetet. Jeg skriger ikke. Underligt. Nu kan jeg kende ham, men kan
ikke komme i tanke om hans navn. Tom? Thomas?
Jeg løfter hovedet et par centimeter. De hiver JP væk fra piranhaen, hans
krop følger med uden modstand, indtil telehjelmens ledning ikke kan nå
mere. De vrister den af ham og smider den. Nu er den tom.
Friis kaster sig ned på maven og stikker overkroppen ind gennem lugen ud
for bagsmækken i piranhaens tag, det ser forkert ud med ben stikkende op
af den. Han forsvinder næsten helt ind og kommer så langsomt ud igen,
mavende, i hænderne har han et par hænder. Straks er der to andre, der
griber dem og trækker Johan ud. Han ligger på maven, de vender ham og
trækker ham hen over sandet væk fra viktoren. Også hans krop er slap.
Hvis min OHW havde virket, havde jeg været derinde sammen med de
andre.
De trækker Holm ud.
Jeg ser over på saniteterne omkring JP, jeg kan ikke se, hvad de laver med
ham. Men de lader ham i hvert fald ikke bare ligge, det er et godt tegn. Tror
jeg.
Mit knæ vil pludselig gerne fortælle, at det har et
311
problem, smerten skyder sig op igennem det, videre til mit underliv og helt
op til hjertet. Denne gang brøler jeg. En tør, raspende lyd. Randi ser
forskrækket på mig, jeg peger.
"Knæ...æet," aser jeg.
Hun kigger ned ad mig, tager sin kniv ud af skeden, et vanvidssekund
tænker jeg, at hun vil amputere mit ben lige her og trækker det i et ryk væk
fra hende. Hun lægger hånden fast på mit lår.
"Lig stille," siger hun med en stemme, der ikke lægger op til diskussion.
Hun sprætter mit bukseben op fra låret og ned, laver en grimasse og ryster
så på hovedet.
"Du dør ikke," siger hun og sætter kniven tilbage i skeden.
Jeg ved ikke, om jeg tror hende. Smerten i armen og nu også i benet får mit
syn til at flimre. Randi lader til at have forstået det. Hun flår min IFAK op
og graver morfinslikkepinden frem, bider papiret af og stikker den ind i
min mund. Min kindhule er så tør, at den hænger fast i huden. Jeg når lige
at tænke på, hvor lang tid det mon tager, før den virker, så virker den. Roen
skyller gennem mig.
Jeg kan ikke længere mærke min krop, mit hoved er tungt, jeg læner mig
tilbage. Hvad kan jeg ellers gøre? Jeg er færdig herude, så meget ved jeg.
312
Efter
Jeg har fået enestue, en stor stue, hvidt overalt, sollys gennem vinduet. Jeg
er lille herinde. Næsten gennemsigtig.
Langsomt kommer jeg til mig selv. Ser ned ad mit gipsindpakkede ben, der
er løftet 45 grader og lagt i slynge. Jeg er spændt fast, kan ikke bevæge mig.
Mor står for enden af sengen. Sollyset reflekteres i tårerne på hendes
kinder.
Lige hvad der manglede.
"Hvordan har du det?" spørger hun, da hun ser, at jeg har åbnet øjnene.
Spørgsmål, altid spørgsmål.
Godt nok, svarer jeg uden lyd. Min mund er fuldstændig tør. Som om jeg
stadig har en bid af ørkensandet derinde. Jeg prøver at synke. Hun træder
hurtigt hen til bordet ved siden af mig og griber et vandkrus med et
sugerør. Hun placerer sugerøret forsigtigt mellem mine læber, og jeg
drikker, drikker og drikker, som om jeg kan skylle det hele ned og væk.
Hun sætter sig ved siden af mig, hendes øjne er røde, men hun smiler. Hun
tager min venstre hånd og krammer den alt for hårdt mellem sine egne to
spinkle hænder. De nikotinfarvede fingre på hendes højre hånd ender
øverst. Jeg vil trække hånden til mig, men jeg har ikke kræfterne.
313
"Jeg er så glad for ..." siger hun og hulker resten af sætningen bort.
Jeg lukker øjnene igen, så jeg er fri for at se på hende. Hendes gråd jagter
mig, jeg kan ikke slippe væk.
Derude
Jeg mærker de piskende slag i luften og sand, der bliver hvirvlet rundt af
rotorvinger, før jeg hører helikopteren. Mine sanser er stået af, rækkefølgen
af dem er slået ud af kurs. Hvor længe er der gået? Måske tyve minutter,
måske 40. Jeg ligger allerede på en båre. Mit hoved er fikseret, jeg kan kun
bevæge øjnene.
De bærer JP hen mod helikopteren foran mig, jeg kan se hans fødder. De
har pakket ham ind i alutæppet. Jeg ser ned ad mig selv, de har også pakket
mig ind i et. Hvornår? Har jeg været væk? Jeg kan ikke huske det.
Det føles som at flyve i hård turbulens at blive båret af løbende soldater. De
dukker sig, stadig i løb, sponser op ad rampen på Chinooken under dens
piskende rotorblade, sætter mig hårdt ned på gulvet og spænder båren fast
til det.
JP ligger ved siden af mig på den anden side af helikopterens midtergang.
En sanitet sidder stadig hos ham. Han vikler gaze om noget. Gaze? Har han
forstuvet foden
314
eller hvad? Jeg mener fucking gaze, hvor meget kan det gøre?
De kommer med en båre mere, Johan. Og en mere, Dave. De ligger begge
meget stille. Er jeg den eneste, der er ved bevidsthed? Hvad med de andre?
Lis, Holm, Japan, Fransi, Nik, Villadsen, Busk, oskar, hvor er de?
Dem, der har båret os om bord, løber ud, så snart de har spændt bårerne
fast. Saniteten ved JP's side bliver om bord. Gunneren på bagklappen laver
rotortegn med hånden, vi letter. Det er min første helikoptertur. Jeg kan
huske, jeg engang brokkede mig over, at jeg ikke havde prøvet at flyve i
helikopter. Nu vil jeg sjovt nok helst være fri.
Vi sejler fra side til side gennem luften, så vi er sværere at ramme fra
jorden. Jeg kigger op. Oven for mit hoved sidder den anden gunner og
peger ned i ørkenen. Jeg kan se horisonten bag ham, så kan jeg ikke se den,
så kan jeg se den igen. Jeg kan stadig ikke mærke min krop, så jeg ved ikke,
om bevægelserne giver mig kvalme.
Jeg vender øjnene tungt tilbage mod midten af helikopteren, jeg kan ikke
se JP, saniteten spærrer udsynet. Mine øjne fanger en blodstrøm, der
samler sig i midtergangen og løber nedad mod rampen.
Kommer blodet fra mig? Eller fra JP? Eller måske blander vi blod her, som
to drenge, der tror, at livet altid vil være, som det er, når man er tolv.
315
Efter
"Er du min læge?"
Manden ved min side er omkring 40, smilerynker, glatraget - på den der
måde, hvor du kan se, at det var enten det eller halvskaldet, den grånende
måne kan anes på hans isse.
"Nej, jeg er sygeplejerske, Torben, hedder jeg."
Han har en professionel-behagelig stemme.
"Hyggeligt at hilse på dig," siger han.
"Du er en murse," siger jeg træt.
"En hvad er jeg nu?"
"En murse. Male nurse, murse."
Han griner.
"Den havde jeg nu alligevel aldrig hørt før."
Hvordan kan han have undgået det? Har manden ikke et fjernsyn? Typisk
at jeg ikke får den lækre sygeplejerske, men en halvgammel gusten mand i
stedet.
"Kunne du ikke komme ind på lægestudiet?" spørger jeg, det lyder tarveligt,
kan jeg godt selv høre.
Han ignorerer tydeligvis undertonen. Eller også hører han den ikke. Han er
sikkert et af de mennesker, der slet ikke forstår ironi.
"Jeg har aldrig forsøgt, det her har altid været, hvad jeg ville," siger han.
"Skal du bruge et bækken?"
Det kan han ikke mene. Jeg ser ned på mit fikserede ben i slyngen. Jo, det
kan han nok godt.
"Hvor længe skal jeg ligge her?"
316
"Uh, det kommer lægen og fortæller dig," siger han. "Jeg går ind og melder,
at du er vågen, og så kommer hun snart."
Og det er så en kvinde!? Hvor længe har jeg været ude? Har de sendt mig
hjem til omvendt-verden?
"Du er sikker på, at du ikke skal bruge et bækken?"
Jeg sukker.
"Så kom da med det."
Han løfter dynen og skubber det forsigtigt ind under mig. Jeg ved ikke,
hvad der er mest ydmygende. At skulle skide liggende, eller at han lige
rørte ved min røv.
Lægen kommer en halv time senere. Hun er ung, men grim. Sjasket
brunligt hår holdt sammen med et spænde, briller, alt for stor næse.
"Godt at se dig vågen, Thor," siger hun og smiler med skæve tænder.
"Hvor længe skal jeg ligge her?"
"Det afhænger af flere ting, Thor."
Hun er åbenbart sådan en, der skal bruge dit navn i hver eneste sætning.
"Dit knæ er ... det var nogle meget omfattende skader, der var på dit knæ.
Vi opererede på det i næsten otte timer."
Er det meningen, at jeg skal være imponeret? Wauw, en hel arbejdsdag og
lidt til, håber, I fik overarbejdsbetaling.
Hun begynder at fortælle om detaljer, menisken, plader, sener, skruer,
heling. Jeg glider ud og ind af søvn imens.
317
"I hvert fald otte uger skal du regne med," siger hun.
Hun klapper min hånd over dynen, ikke rigtigt medfølende, mere som
noget, hun har lært, hun skal gøre for at virke sådan.
"Hvis der er mere, du vil vide, så ..."
"Armen?"
"Armen, ja, den kommer sig helt fint. Der var ingen sener eller nervebaner,
der blev rykket over, så det bliver højst et stort ar. Du er sluppet billigt,
Thor."
"Gu' er jeg da ej!"
"Hov, hov, jeg mener bare, at det kunne ... det kunne være værre, ikke,"
siger hun og smiler usikkert.
Dumme ko. Hun fatter ikke, at jeg er ligeglad med mit knæ og min arm. Jeg
er ikke sluppet billigt. Jeg er bare den, der er sluppet ud.
Derude
Vi bliver fløjet ind til felthospitalet i Bastion. To helikoptere med sårede.
Der er uniformer og lysegrønt operationstøj overalt. De løsner bårerne og
bærer os ud af helikopterne. En karseklippet gråhåret mand i operationstøj
tager imod i døren ind til felthospitalet. Der er ingen tid til smålige hensyn,
han peger på mig og taler til de saniteter, der bærer mig.
"T2'er?"
318
"Ja, de andre er T1'er."
"Fint, han kan vente."
Sårede er inddelt i fire grupper, som du bruger, når du taler over radioen,
så de ved, hvor hurtigt Medivac'en skal finde sted. T1'er er i overhængende
livsfare, T2'er er hårdt sårede, men kan vente, T3'er er mindre alvorligt
sårede, og T4'er er døde.
Saniteterne sætter mig ned på gulvet. Jeg sutter på min morfin og ser en
læge løbe ned ad gangen, mens han tager handsker på. Jeg troede kun, de
gjorde den slags på film. Hånd-i-handske og løb-koordineringen må kræve
træning. Øver de det på lægestudiet? Han går ind gennem dørene til den
første operationsstue.
De kommer ind med Johan og bærer ham ind på den anden
operationsstue. Der er kun to operationsstuer. Hvad gør de med resten?
De bærer Lis ind på en båre, hun er ved bevidsthed, hun blinker til mig
med begge øjne, men jeg kan ikke afgøre, om det er for at sige hej. En
blodig gaze dækker hendes pande. Hele ansigtet er smurt ind i blod. De
sætter båren ned og løsner remmene, der holder hende fast. Den ene af de
to saniteter, der har båret hende, giver hendes hånd et klem, så løber han
ud igen.
"Fuck, en røvtur," siger hun op i loftet.
Jeg hoster til svar, min brystkasse føles, som om jeg sidder i klemme.
Dørene ind til den første operationsstue går op igen. Lægen, der løb før,
kommer baglæns ud, han har skubbet
319
dørene op med ryggen. Mens han træder udenfor, trækker han sin maske af
og smider den og handskerne fra sig i skraldespanden indenfor. Han drejer
om og går ud til helikopterne.
Inden dørene lukker igen, ser jeg grønklædte mennesker løfte kanterne af
det grønne klæde, der hænger ned fra operationsbordet, og nænsomt pakke
det omkring ham, der ligger der. T4.
Efter
Marie kommer med chokolade. Hun har taget på.
Hun trækker en stol hen ved siden af mig og sætter sig på den. Den knager.
Hun kigger på min hånd, som om hun skal til at tage den i sin, men lader
klogeligt være. Jeg ser ikke rigtigt på hende, mere på noget bag hende.
"Jeg skulle hilse fra Ras," siger hun. "Han kunne ikke lige overskue turen
herover."
Hun siger det på en måde, så det er tydeligt, at hun synes, at han er en nar,
en dårlig ven. At han har svigtet mig. Jeg er ligeglad. Ligeglad med Ras,
ligeglad med det hele.
"Hvordan har du det?" spørger hun.
"Hvordan synes du, det ser ud?"
Hun synker højlydt.
320
"Jeg er ked af ..." begynder hun.
"Hvad?"
"Det hele, du ved," siger hun og smiler forsigtigt.
Jeg vender øjnene bagover og drejer hovedet, så jeg igen ser lige op i loftet.
Hun fatter ikke en skid.
"Var I gode venner?"
Jeg svarer ikke. Vi var i krig, vi var hinandens brødre, fædre, væbnere og
beskyttere. Herhjemme virker den slags dumt, ingen kan forstå det, så
hvorfor forsøge at forklare?
"Jeg læste om dem, der døde," siger hun. Jeg blev helt vildt ked af det."
Jeg drejer hovedet tilbage mod hende, hun har tårer i øjnene, jeg stirrer
bare på hende.
"Men samtidig er jeg også bare så glad for, at du ... at du er her," snøfter
hun.
Og tager alligevel min hånd. Med begge sine hænder, jeg føler mig endnu
mere låst fast.
"Vil du ikke være sød at gå nu," siger jeg.
"Skal jeg gå? Jamen ..."
Hendes snøften bliver til regulær gråd, hendes tunge bryster bølger op og
ned under den gispende vejrtrækning. Hun ser mig i øjnene, leder efter et
svar, der ikke er der. Så rejser hun sig, resigneret, overgivende. Opgivende.
"Okay, hvis du helst vil være alene ..."
"Ja, tak," svarer jeg alt for hurtigt.
Hun slipper min hånd, bider tænderne sammen. Hun
321
skridter ud, hurtigere end jeg havde troet, hun kunne bevæge sig.
Jeg er et røvhul, men i det mindste kan jeg nu få lov til at være det i fred.
"Sikke en køn pige, er det din kæreste?"
Torben. Jeg gider ikke svare, han skal også bare gå.
"Hallo, jeg spurgte faktisk om noget?"
"Nej, hun er ikke min kæreste, hun er bare pisseirriterende, men det lader
det til, at der er mange, der er i dag!"
"Nå-nå, suresen."
Han trisser ud, men kommer kort efter ind med en bakke med min frokost
på. Først feltrationer i fire måneder og nu hospitalsmad i gud ved hvor
længe. Fucking fantastisk.
"Jeg kører dig op," siger han og trykker på knappen.
Sengens hovedgærde løfter mig op i halvvejs siddestilling. Gipsen knirker i
slyngen, min røv og mine ben snurrer, fordi der kommer frisk blod ud i
dem.
"Hun virkede da meget sød ..."
"Behøver du trampe rundt i det!?"
Han stiller bakken på bordet og drejer pladen ind over min seng, retter
bestikket, så det ligger til min venstre arm.
"Jeg forstår ikke, hvad du er så vred over," siger han roligt. "Er du ikke glad
for at være i live?"
Han ser mig direkte i øjnene. Flere svar, jeg forventes at give. Svar, som jeg
ikke har.
322
Da IED'en eksploderede, fik trykket gulvet i piranhaen til at presse sig op.
Havde jeg siddet på min normale plads inde i vognrummet, ville jeg have
været leverpostej. Jeg er i live, fordi det udstyr, der var lavet for at beskytte
mig, var i stykker. Ironi på et højere plan.
Jeg svarer ham ikke, men ser ham stadig stædigt i øjnene, vil ikke se væk
først. Men der er ikke tusindvis af modstridende følelser inden i ham. Mine
øjne bliver for hurtigt tørre, og der kommer væske i dem. Det er ikke, fordi
jeg tuder. Jeg vender blikket ned på tallerkenen, rugbrød med leverpostej mere ironi.
Torben går endelig ud. Farvel skvathat.
Derude
Alt er kaos. Bårer bæres ind, bårer bæres ud, jeg kan ikke se, hvem der
ligger på dem. Alle er pakket ind i grønt hospitalsklæde eller alutæpper. En
sygeplejerske lægger drop i min venstre arm, hun trækker tæppet til side og
får øje på tourniquetet på den højre overarm.
"Shit, how long has this been on?"
Jeg ryster på hovedet, tiden er væk.
Hun rejser sig og småløber ned ad gangen, et halvt minut efter kommer
hun trækkende med en læge, han ser utilfreds ud, indtil hun peger på min
arm. Han går i knæ ved siden af mig, studerer hurtigt armen og begynder
323
så at løsne tourniquetet. Jeg kan mærke blodet løbe til armen igen, men
ingen smerter, jeg sutter stadig på narkomanslik.
"Get me a scissor," råber han med tyk dansk accent til sygeplejersken,
selvom hun står lige bag ham.
Hun farer hen til et bord og kommer tilbage med en. Han flår den ud af
hånden på hende og klipper resterne af mit ærme op. Rynker på næsen i en
undersøgende mine. Gad vide, om han selv ved, at han laver den? Drejer
min arm, lidt til højre, så til venstre.
Min arm ligner en rød pølse, der har kogt for længe. Flækket og med
hvidlig fars, der presser sig op indefra. Forbavsende lidt blod.
"Det var sat'me tæt på," siger han.
"Tæt på hvad?"
Min stemme lyder ikke som min, den er langsom, dybere. Han ser et
øjeblik undrende på mig, som om han ikke var klar over, at jeg var i
rummet. Han talte sikkert bare til sig selv.
"Øh, tæt på, at det tourniquet havde siddet for længe. Det kan armen ikke
holde til, og så ... nå ja, du beholder den i denne omgang. Jeg skal nok få
dig lappet sammen igen," siger han beroligende, drejer sig halvvejs
omkring og kommanderer halvråbende:
"Nurse, clean this."
Hun nikker og går hen til bordet igen. Han virker som lidt af en arrogant
idiot. Men måske prøver han bare at dække over, at han er dårlig til
engelsk.
324
"Jeg bliver nødt til at løbe igen, der er meget at se til lige nu. Men jeg
vender tilbage og ordner den der," siger han og skridter så hastigt ned ad
gangen.
Sygeplejersken sætter sig på hug ved siden af mig og rykker en foliepose op,
det lugter sprittet.
"I'm gonna clean this, and then Anders is gonna come back and stich it,
okay?"
Hun smiler, jeg nikker bare. Hvad skulle jeg ellers? Protestere?
"The others," spørger jeg på en tung udånding.
Hendes øjne flakker lidt, hun fokuserer dem koncentreret på min arm,
mens hun begynder at duppe.
"I don't know," svarer hun. "Sorry."
Efter
Jeg kan ikke sove. Alle de smut ud og ind af bevidstheden i narkosen og
med morfinen har fucket min trætheds-fornemmelse op. Jeg stirrer bare op
i loftet. Forsøger at skille lydene udefra ad. En bil, der gasser op, en bil, der
bremser, nogen, der ler.
En rengøringsvogn knirker ned ad gangen. Døren ind til min stue går
forsigtigt op, jeg lukker af en eller anden grund øjnene og lader, som om jeg
sover.
En person træder indenfor. Jeg kan høre åndedrættet, svagt lugte det
rengøringsmiddel, de altid bruger på
325
hospitaler. Jeg skæver forsigtigt ud mellem øjenlågene. En mørk, meget lav
kvinde styrer i rasende fart en moppe hen over gulvet. Lyset udefra
genspejles i hendes sorte hår, der er samlet i en knold i nakken. Et par
totter er undsluppet og hænger ned over hendes ansigt. Hun er omkring
40.
"As sam aleikum," siger jeg hæst.
Hun farer sammen. Det var ikke min mening at forskrække hende. Måske
ville det have været smart, hvis jeg også have lært at sige undskyld. Hun
smiler ængsteligt og bakker ud, mens moppen flyver over det sidste af
gulvet. Hun trækker døren i bag sig. Operationen tog maks. ét minut.
Alene igen.
Jeg ser to kvinder på et køkkengulv i Gereshk for mig. En blodig bylt, en
hjelm i sandet.
Det er ikke gennemtænkt, at jeg skal ligge her overladt til mine egne tanker,
de burde fylde mig med sovemedicin og lade drømmene give mig fred. Hvis
de da kan.
Derude
Jeg vågner ved, at sygeplejersken pakker min arm ind i gaze, mens lægen,
der åbenbart hedder Anders, fikserer mit ben i en gul plastikstøtte. Hvor
længe har jeg ligget
326
her på gulvet? Jeg kan ikke mærke min krop, men jeg vil ikke spytte
morfinslikkepinden ud endnu. Ikke før nogen beder mig om det.
Lis kommer gående ned ad gangen, støtter sig til en sygeplejerske. Jeg
drejer tungt hovedet og forsøger at fange hendes blik.
Hun er blevet vasket i ansigtet og har fået rent gaze om panden. Der er
indtørret brunt blod hele vejen ned over brystet på hendes gule T-shirt.
Sygeplejersken hjælper hende ned i en stol og går derefter hastigt tilbage
ned ad gangen, hvor de kom fra. De har stadig travlt.
Lis ser ned på mig. Hun har røde øjne, hendes kinder er våde. Jeg vil ikke
spørge, jeg vil ikke vide det.
"JP?" spørger jeg alligevel.
Hun nikker. Und die Vögel singen nicht mehr.
"Og Busk og Dave," siger hun.
Lægen ser fra mig til Lis. Han rømmer sig.
"Ja, I har fem alvorligt sårede, fire lettere sårede, deriblandt jer to, og altså
også tre døde. Det beklager jeg."
"Busk nåede ikke at se sin søn," siger Lis.
"Nej," svarer jeg.
Lille Sebastian skal vokse op uden en far.
327
Efter
Begravelsen må være gået i gang nu, klokken er over 11. Han får hele
moletjavsen, den store militærbegravelse, geværsalut, flag, forsvarschefen.
1. deling er kun repræsenteret af Lis og Fransi. I paradeuniform og
sørgebind.
Jeg vidste godt, at det kunne ende sådan. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til.
Men jeg havde hele tiden tænkt, at det var mit eget liv, jeg satte på spil.
Jeg regnede vel med, at hvis der skete noget, ville jeg være den, der røg. Jeg
spiller vel for fanden hovedrollen i min egen tilværelse. Men nu føles det
mere som en birolle i JP's. JP var helten, og helten døde. Og hvad var jeg?
Et spørgsmål trænger sig på. Et eneste spørgsmål. Det dundrer i mit hoved.
What's the fucking point?
Jeg ligger her på ryggen, tre mand ligger i graven, og hvem ved, hvor
mange talebaner der stadig ligger på lur. Det hele ligger vel bare og venter.
På at blive bedre eller værre, hvem ved. Er der overhovedet en forskel?
Lis skulle have gemt sin blodige T-shirt og haft den på foran alle
kameraerne. I went to war in Afghanistan and all I got was this lousy Tshirt.
Det er ikke noget, jeg har bedt om, jeg har ikke lyst til at græde, men
pludselig kan jeg ikke lade være. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har
grædt. Da min mormor
328
døde? Måske aldrig? Jeg presser baghovedet ned i puden og lader det
overmande mig. Hulker højt. Snottet står ud af næsen på mig. Det føles
godt.
Jeg ved ikke, hvor længe det står på. Jeg fortsætter, længe efter at jeg er
grædt tør. Hulker uden lyd. Torben har listet sig ind på stuen. Jeg ser ham
først, da han rækker mig en kleenex.
Han stiller sig hen til vinduet med siden til, ser ikke direkte på mig. Jeg er
ligeglad, han må godt se mig tude, hvad fanden betyder det nu? Hvad
betyder noget som helst nu?
"JP var ... han var den bedste, han ..." hulker jeg. "Det skulle ikke have
været ham. Og de andre, dem ... heller ikke dem, men JP ... Det er bare så
pisse meningsløst, det hele."
Hvorfor siger jeg sådan noget lort? Det lyder åndssvagt. Barnligt. Jeg har
brug for at sige et eller andet, men jeg har ingen ord, der kan rumme
følelserne. De kommer ud som dårlige filmreplikker.
"Der er ikke så meget mening i den slags," siger Torben ovre fra vinduet.
"Nej, men vi var ikke engang i kamp, det var en fucking IED! Vi kørte bare
derudad og så bang, færdig, tomatsovs."
Dave knækkede nakken, da han ligesom jeg fløj ud af piranhaen, Busk blev
mast, da gulvet under kørersædet hævede sig under eksplosionen, JP fløj
ikke ud, han hang af en eller anden grund delvist fast og blev i stedet ramt
329
af et hav af fragmenter. Hans krop reddede Lis og oskar fra at blive ramt.
Selv i døden går han ud som en, der tænker på sine folk først.
"Og du synes, det ville være bedre, hvis han var blevet skudt?"
Torbens stemme er neutral, interesseret.
"Det ville måske have gjort, at det havde føltes mere rigtigt. På en eller
anden måde."
Soldater dør i krig, de kæmper bravt og ofrer det dyrebareste, men de bliver
ikke bare mast og flænset af en kujonagtig sprængladning under en
sandbunke.
"Det er bare helt forkert. Alting er helt forkert."
"Jeg tror ikke, det kan føles rigtigt, den slags, under nogen
omstændigheder," siger Torben.
Han lister sig lidt nærmere, jeg tværer snottet ud i resten af ansigtet med
kleenexen.
"Jeg var i Rwanda," siger han.
"Du har været udstationeret?"
"Flere gange. Det er grunden til, at jeg valgte at blive sygeplejerske. Der er
så mange steder i verden, man kan hjælpe."
Det kommer bag på mig. Jeg bliver nødt til at ændre mit billede af ham.
Han er ikke en vattet umand i et kvindejob, han er supermand, der tager ud
og redder menneskeliv. Hvis du ser nøjeregnende på det, i det store
regnskab, er han sikkert mere værd for menneskeheden end mig. Jeg slår
ihjel, han redder liv.
"Rwanda," siger jeg.
330
"Der var den her australske fyr, han var vores sikkerhedsvagt, en rigtig
mate, du ved, højt humør, flabet grin."
Jeg nikker og ser Hugh Jackman for mig.
"En dag, vi kørte ned i byen, jeg kan ikke engang huske, hvad vi skulle, men
der blev skudt på vores bil ..."
"Og han blev ramt?"
"Lige her," siger Torben og peger på sin tinding. "Han var væk med det
samme, jeg sad lige ved siden af ham i bilen, og jeg kunne intet gøre."
Jeg ved ikke, hvad der er at sige. Ked af det. Jeg ved præcis, hvordan du
har det. Life's a bitch.
"Ved du hvad, det føltes sgu ikke mere rigtigt!"
Jeg grynter en udånding.
"Modtager dig klart og tydeligt," siger jeg.
For at sige et eller andet.
Han udstøder et højt latterbrøl og klapper mit ben let oven på gipsen. Så
let, at jeg ikke kan mærke det gennem den.
"Er det sådan, I soldater taler?"
Jeg tror, han mener det som en kompliment. En måde at sige på, at jeg nok
skal klare det trods alt det, der er sket, at jeg er sej, at jeg vil komme
igennem det her, at jeg vil blive stærkere af det. Den slags.
"Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har været rigtig soldat."
Han smiler og begynder at gå ud, men vender sig i døren og ser tilbage på
mig.
"Det tror jeg nu, du har, Thor. Det tror jeg."
331
2009
Weiter, weiter ins Verderben
Wir müssen leben bis wir sterben
Rammstein
332
333
Nu
Af en eller anden grund smiler jeg. Jeg smiler, og tårerne vil ikke standse.
Om to uger kan jeg begynde at genoptræne. JP ligger under en granitsten.
Måske skal jeg tage en uddannelse. De har lige sendt næste hold til
Helmand.
Jeg græder, fordi JP's død ikke giver nogen mening, og jeg smiler, fordi mit
eget liv heller ikke gør. Hvad helvede er det her egentlig for en forestilling?
Hvem skriver manuskriptet? Og hvad nu, hvis du hellere vil se en anden
film?
En tåresløret Marie står pludselig i døren. Som et svar?
Jeg tørrer ansigtet med hele den gode arm, hurtigt, føler mig afsløret i
noget. Hun ser lidt ned i gulvet, som om hun heller ikke rigtigt ved, hvad
hun laver i mit liv.
Jeg vil snerre ad hende, men jeg har grædt min hals
334
tør, jeg rømmer mig, kommer til at hoste. Må række ud efter vandglasset og
skylle min hals fri. Fra sand.
Hun ser op, stirrer hårdt på mig, konfrontatorisk. Jeg når ikke at sige
noget, hun kommer mig for en gangs skyld i forkøbet.
"Du er et røvhul, og jeg er gravid."
Jeg hoster igen.
"Ja, med dig. Røvhul."
"Det har du sagt," rasper min stemme.
Vi ser på hinanden gennem et par vejrtrækninger. Har jeg nogensinde set
rigtigt på hende før?
"Nå? Men du kan ringe, så. Hvis du engang får hevet hovedet ud af
røvhullet!"
Hun drejer om på hælen og går. Dramatisk exit, jeg troede slet ikke, at den
slags lå til hende. Jeg spilder vand ned på mit bryst, fordi min hånd
pludselig minder mig om, at jeg er i live. Jeg når slet ikke at råbe efter
hende. Hvad med barnet?
Hvad skal der ske med barnet?
Barnet. Det er mit barn ...
Jeg skal have et barn, jeg skal være far. Der er no fucking way, jeg kan klare
det. Det er der ikke. Det vil jeg ikke, det kan jeg ikke.
Jeg stiller glasset fra mig igen.
Måske er det en dreng.