. 1 VEJEN © Copyright: Udgives af: Roskilde Pilgrimsforening Artikler og Billeder modtages som vedhæftet fil eller på fremsendt USB-stik, Artikler modtages kun som Word-fil, Billeder modtages kun som jpg- eller tif-fil. Indhold: først og fremmest som information til foreningens medlemmer: Artikler, som ikke omhandler foreningens aktiviteter, og som ønskes optaget i bladet, bør have til formål at fremme og udbrede tanken om pilgrimsvandring som mere end blot moderne oplevelse-turisme. Finn Buhl & Tommy Hansen E-mail: [email protected] Side 3………………...Prædikenstolen. Side 4…Gensyn med Camino Francés. Side 9……Udlægning af ”Fader Vor”. Side 12……….Kyndelmisse Vandring. Side 15…………………………Frihed. Side 17………………….Pilgrimssang. Side 18………….Portræt af en pilgrim. Side 24……..Modtagelse af pilgrimme. Side 26………………...Caminostreger. Side 30……..Må din vej gå dig i møde. Side 37……...Mi Caminata a Santiago. Side 40………………Streger fra vejen. Layout og tilrettelægning: Finn Buhl & Tommy Hansen Næste deadline…………..1. juni. 2014 Nr. 10 udkommer…..juli. kvartal 2014 VEJEN udgives og sendes som vedhæftet fil til E-mail til foreningens medlemmer. Medlemmer uden E-mail modtager bladet som tryksag pr. brev: Sendes til over 200 E-mail adresser i Danmark og Norden Vejens redaktion: Andre, som har relation til pilgrimsbevægelsen, kan modtage bladet, som vedhæftet fil til E-mail ved at henvende sig til Roskilde Pilgrimsforening på [email protected] 2 Matt. 1.18-25 Af Finn Buhl Josef er billedet på ”Den Sande Troende”: Hans handlinger skyldes ikke hans egen fortræffelighed, men at han TROR….TROR det englen fortæller ham om Guds Vilje! ORDET blev TROET og bar derfor FRUGT! TROEN blev til HANDLING! I Lukas kap. 1 vers 67-79 kan vi læse om, hvordan Zakarias ikke troede, dét Guds engel Gabriel forkyndte ham, og han derfor blev STUM, og i Lukas Kap. 1 vers 46 58 kan vi læse om, hvordan Maria - selvom hun var jomfru – troede på dét, englen Gabriel bebudede hende, og jublende brød ud i sang! I Matt. 1.18-25 hører så vi om, at Josef ikke troede på Maria, men retsindig, som han var, ikke ønskede at bringe hende i vanry, men besluttede sig for at skille sig fra hende i stilhed: MEN….da Gabriel så viste sig for Josef i en drøm, og gav ham forklaringen – indviede Josef i den Guddommelige sammenhæng – så troede også Josef: Han gjorde straks, som Gabriel befalede: Da han vågnede op, tog han Maria til sin hustru. Josef mistede ikke sin stemme, for det var ikke Gud, men et menneske, han ikke troede på. Og fordi Josef troede på englen i sin drøm, handlede han! Det er den anden måde, TROENS FRUGTER kommer til udtryk på: Ved HANDLING!: Maria har lige fra Oldkirkens tid været billedet på ”KIRKEN, som er svanger med Guds Søn”: Ligesom Josef tog Maria til sin hustru, således skal også vi tage KIRKEN til os, for KIRKEN er som ”en JOMFRU, der bære Guds Søn i sit skød”. Så vil Guds Søn fødes ”i en ussel stald” – i VORES HJERTE. Når Guds Søn fødes i hjertet, vil den første reaktion som oftest være…AT LOVSYNGE GUD, dvs. at synge salmer. Den anden reaktion vil være – hvis TROEN er sand - at TROEN omsættes til konkret handling!: En levende TRO bærer FRUGT, som frugttræet bærer frugter. Træet får næring gennem sine rødder dybt nede i jorden. Revet op af jorden vil træet visne. Så behøver vi ikke at VANDRE længere! AMEN ! 3 Gensyn med Camino Francés. Af Finn Buhl 2. vandredag. Søndag d. 18. august 2013 2. dags vandrerute ( med indsatte billeder fra 2005 ) 4 ”Oppe” på torvet i Cambo les Bains lignede alt sig selv, og på en måde var det, som vi havde været der ”i går”: Erindringen om at måtte rende fra det ene hotel til det andet og blive smidt ud igen, nogle steder endog med skældsord, fordi alt var optaget, og til sidst ”søge tilflugt” i turistinformationen, som måtte ringe otte steder, førend de fandt et ”Bed and Brakfast” til os, stod knivskarp. Dét mareridt var vi her i 2013 forskånet for. Vi havde overnattet! Vi kunne i stedet med et overbærende smil, og uden det mindste besvær, vandre gennem en søvnig, endnu ikke helt vågnet Cambo les Bains. Skiltningen i bymidten var nu helt perfekt, og jeg tænkte i mit stille sind, hvordan jeg dog i 2005 havde fundet korrekt ud af byen. Men det havde jeg jo, og nu i 2013 kunne jeg bare slappe af. Først i yderkvarterene var der rigtig sket forandringer: Anden dags vandring var på mange måder en gentagelse af 2. dags vandring i 2005: Dog!.....meget havde ændret udseende, og skiltningen var positivt meget bedre end i 2005. Solen skinnede smukt, da vi kl. 07.30 forlod Hotel Ursula og bevægede os ned gennem området mellem Bas Combo og Cambo les Bains. Jeg mente, jeg kunne huske vejen i detaljer, men……nu var den opmærket med gule pile, så dem fulgte vi lige indtil den stejle ”trappe” op til Cambo les Bains. Fra området mellem Bas Combo og Cambo les Bains. Vejen ned til hovedvej D 918. ( indsat samme sted 2005 ) Nede ved hovedvej D 918 var der i mellemtiden også kommet en motorvej, og vejudfletningen var blevet noget mere kringlet. Endvidere var der klods op ad hovedvej D 918 bygget et kæmpe stort, helt nyt boligområde, som man misvisende havde Den stejle ”trappe” op til Cambo les Bains. ( opstigningen 2005 indsat.) 5 navngivet ”Itxassou”, uagtet at ”det rigtige” Itxassou” ligger omkring en 3-4 km derfra. Anja ”nøjes” med en kold cola i baren. På vejen ud mod Rolandsdalen blev vi stoppet af en bil: Et fransk ægtepar ville høre, hvor vi skulle hen. ”På camino”, svarede vi, for ikke at gøre det alt for kompliceret med at forklare, hvorfor vi ”kun” skulle til Burgos. Men så let slap vi ikke, for manden var selv garvet caminovandrer, og havde gået fra Le Puy og helt til Finisterra for år tilbage, så det blev alligevel til ”en længere snak” på gebrokken engelsk om ”fælles” erfaringer med at vandre camino. Vi blev også anbefalet at besøge Itxassou´s lille smukke kirke. Det var ingen omvej, for der var to veje ud af byen, og den ene gik lige forbi kirken. Det gjorde vi naturligvis, og blev glædelig overrasket. Vandring på hovedvej D 918. ( 2005 indsat ) Lige før ”det rigteige” Itxassou. Vel fremme i ”det rigtige” Itxassou” Var vi lidt usikre på vejen til Rolandsdalen. I 2005 måtte jeg spørge om vej på posthuset, men nu i 2013 var det søndag. Derfor kunne dét ikke lade sig gøre. En venlig fransk dame viste os vej til en bar, som samtidig var supermarked. I baren forklarede bartenderen os, i hvilken retning vi skulle gå. Der var ”godt gang” i baren. Byens mænd fordrev ”kirketiden” med adskillige genstande, og humøret var højt. Vi drak en kold cola, og købte et par fornødenheder i supermarkedet, hvorefter vi begav os af sted mod Rolandsdalen, som var ét af de fikspunkter, vi havde glædet os meget hjemmefra til at skulle gense. 6 Men Rolndsdalen ”ventede” forude, så vi måtte slippe Itxassou´s smukke kirke, og igen ud på de små snoede veje omgivet af bjerge på begge sider. Snart dukke Rolandsdalen op, og vi blev ikke skuffet: Her var alt uforandret. Det var som havde vi været der i går, og selvom det kun tager en halv time til 3 kvarter at gå gennem den, var det det værd. På vej gemme Rolandsdalen Indgangen til Rolandsdalen. Rolandsklippen I 2005 gik vi forkert i Laxia og fortsatte ad vejen ”ligeud” mod Artzamendi bjerget, fordi der ingen skiltning var dengang. Det kostede os 2½-3 timers forgæves vandring, samt en rævedyr overnatning på hotellet ”Ostape” adskillige km. før Bidarray. Rolandsdalen 2013 ( med samme sted fra 2005 indsat ) Det sted vi gik forkert i 2005. Toget til St. Jean Pied de Port kører på den modsatte bred. 7 Vi slukker tørsten på restaurant Ondoria. Et hvil på vejen inde i skyggen. Asted mod Bidarray. Vi ankommer til Bidarray I dag - i 2013 – er det slet ikke muligt at gå forkert, for nu er der en hel ”skilteskov”, som fortæller i hvilken retning Bidarray ligger. Vi gik – ligesom i 2005 – op på restaurant Ondoria og fik os hhv. en kold cola og en kold øl. Denne gang fortsatte vi bagefter videre ad den rigtige vej mod Bidarray. Vejen til Biddarray var ”som vi huskede”, med den lille forskel, at vi nu i 2013 ikke var stressede af at være gået forkert. Jeg gik og tænkte, at det var godt nok utroligt, at vi den gang havde klaret ”denne lange vej”, i den nærmest opgivende tilstand vi var i i 2005. Bidarray: Broen Pont Noblia ( samme sted 2005 indsat ) Vi ankom til Bidarray omkring ved 15-16 tiden og fandt hurtigt hotel Noblia. Senere på dagen gik vi os en tur for at lokalisere vejen mod St. Martin, som vi skulle vandre på næste morgen. I næste nummer vil Finn Buhl fortsætte sin beretning om Anjas og hans vandring frem mod St. Jean Pied de Port og videre ud på Camino Francés. 8 Fader Vor: ”Den ultimative bøn”. Evangelie-Kransens eneste og afsluttende bøn. Af Finn Buhl Vi er nu nået til vejs ende på vores indre pilgrimsvandring: Vi har – ligesom tolderen i lignelsen om tolderen og farisæeren – bedt Gud, Vores Himmelske Fader, om tilgivelse med bønnen: ”Gud – Vær mig synder nådig!”. Det er nu tid at bede den bøn Jesus har lært os, ”Den Ultimative Bøn”. Mens vi stadig har Evangelie-Kransen viklet om vores venstre hånd, folder vi vores hænder og beder: ”Fader Vor”: Ordet ”vorde” er et ord, som er gledet ud af det danske sprog, men meningen ser vi til dels i ordet ”vordende”: En vordende mor, er en kvinde, der er gravid. Hun bærer på barnet, men har endnu ikke født, så hun kan kaldes for ”MOR”. En vordende brud er en kvinde, der er forlovet – dvs. lovet forud – til sin kommende brudgom en gang ud i fremtiden, men allerede nu er ham tro, som om de var gift. Det er altså en tilstand, hvor man både er og ikke er på samme tid. ”Vorde” tilkendegiver noget, som endnu ikke er fuldt og helt, men på vej! I 2. Mos. 3. 14 siger Gud til Moses: ”Jeg er, Den, Jeg er”. Altså! Kun Gud ved HVAD og HVEM Gud er, men for at det ikke skal fjerne os fra Gud, giver Jesus os som start på denne bøn et nært og menneskeligt billede af Gud, et billede vi kan ”overskue”. Han kalder Gud for ”Far” og siger til os, at Gud også er ”Vores Far”. Det gør Han, for en far forsørger sit barn. En far opdrager sit Barn. En far sørger for uddannelse til sit barn: Og barnet skal ARVE sin far! Det lille barn ved kun meget, meget lidt om, hvad dets far beskæftiger sig med. Barnet ser blot resultatet i form af forsørgelse, opdragelse og uddannelse. I denne bøn starter Jesus derfor med at lære os, at vi er Guds Børn, og at Gud er Vores Fader! At hellige Guds Navn vil sige i bøn og lovsang at vedkende sig, at Guds Navn er lig med Gud Selv, at der ingen forskel er på NAVNET og GUDDOMMELIGHEDEN eller HELLIGHEDEN: Det både forstår vi, og forstår vi alligevel ikke, og skal først – som Paulus siger i 1. Kor. 13, 10-12 – forstå dette i ”Det Fuldkomne”. Godt nok helliger vi Guds Navn, så godt vi kan her og nu, men vores EVNE til at gøre det er kun i sin vorden og omfanget af, hvad Guds navn er, forbliver derfor kun i sin vorden for os. Derfor lærer Jesus os inderligt at bede: ”KOMME DIT RIGE”, fordi i RIGET vil vi fuldt ud kunne hellige Guds Navn, dvs. være fuldt og helt sammen med Gud. ”Du, som er i Himlene”: Derpå lærer Jesus os, hvor ”Vores Far” befinder sig, nemlig i ”Himlene”: Gud er ikke vores biologiske far. Han er meget mere. Han er ”Den Far”, som er ”Alle Årsagers Årsag”, som er Hinsides, og som står bag ALT: Den, som ER! ”Himlene” er ikke et fysisk sted, men ”DET, som er udenfor TID”. Dvs. – Gud er ikke bare UENDELIG, men ”Årsag til UENDELIGHEDEN”, for UENDELIGHED er ”TID, som aldrig får ende”, og nok så megen tid er – uanset vi ikke forstår det - begrænset. Derfor er Gud ”Udenfor Tid”. Gud er grænseløs! GUD ER EVIG! ”Ske Din Vilje, som i Himlen, således også på Jorden”: ”Helliget vorde Dit Navn – Komme Dit Rige”: Dernæst lærer Jesus os at bede om, at ligesom Guds Vilje hele tiden sker i ”HIMLEN”, således måtte den også gerne ske ”hernede” 9 ”Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”: på Jorden: For vi er underlagt Djævlens magt, vi er hans slaver. Jesus lærer os, at vores ønske bør være at Gud griber ind, som Han gjorde i Ægypten, at Gud befrier os, som Han befriede Israels folk. I denne del af bønnen gælder det samme som ovenfor: Gud forlader – TILGIVER – betingelsesløst enhver SYNDER, dvs. én som erkender sig som synder. Ellers ved man jo ikke man er det! Men hvad er en synder? Jo, det fortæller Jesus i Joh. 16,9: ”Om synd: At de ikke tror på Mig”. ”Giv os i dag vort daglige brød”: Gud giver i OVERFLOD til ALT og ALLE!: Men hvorfor er der så hungersnød nogle steder og folk, der dør af sult? Det skyldes, at vi lever i Djævlens rige, at han er Denne Verdens Fyrste. Han frister os til at tro, vi kan skelne mellem GODT og ONDT, og derfor gør vi DET, der er godt for os selv: Det må også være godt for alle andre, mener vi. Denne OVERFLOD af TILGIVELSE, denne BETINGELSESLØSE TILGIVELSE giver Gud os, helt uden at vi har fortjent det, og DET får de fleste til at tro, at så er ALT GODT: Så kan de fortsætte, som de altid har gjort. De er jo forlods tilgivet! Derfor ”glemmer” langt de fleste, at DE ER SYNDERE, og betragter sig selv som RETFÆRDIGE, der kender forskel på GODT og ONDT, og skulle de undtagelsesvis ”ramme lidt forkert”, er de jo – tror de allerede tilgivet den smule, de undervejs får syndet. Men det er forkert, for de har ikke erkendt sig som SYNDERE! Vi forgriber os på jordens ressourcer: For højere og højere materiel levestandart må være et gode for mennesket, mener vi. Samtidig fordeler vi ikke ressourcerne retfærdigt, for investeringer skal kunne lønne sig. DET er RETFÆRDIGHED, mener vi. Den, der har mange ressourcer, har også megen magt og bruger magten til at få endnu flere ressourcer, hvilket skaber fattigdom. Dette umådeholdende ressourceforbrug skaber ubalance i det økologiske system med katastrofale følger for naturen og klimaet, hvilket igen har indflydelse på fødevareproduktionen: Magtmisbrug – korruption – undertrykkelse skaber økonomisk proletarisering for de fleste, og kæmpe overskud for de få. Alt dette blot fordi vi tror, vi kan skelne mellem GODT og ONDT. Vi behøver ingen djævel, der er ond. Det klarer vi fint selv! Og Djævlen er da heller ikke ”Den Onde”. Det billede opstod i Sen-Middelalderen. Djævlen er – meget snedigere – ”Den, der Forvirrer”! Derfor lærer Jesus os at bede: ”Gud, tilgiv os ikke mere, end vi selv tilgiver andre”. Det lærer Han os, selvom det til forveksling ligner menneske-retfærdighed, for kun sådan er der en chance for, at vi kan lade være med at misbruge Guds overmåde store OVERFLOD af TILGIVELSE. Kun ved at tilgive dem, som egentlig skylder os tilgivelse, fordi de har syndet imod os, viser vi, at vi er taknemmelige for vores egen TILGIVELSE og ikke tager den for givet, selvom den gives betingelsesløst. Vi indser, at den TILGIVELSE, vi har fået, bør avle frugt for at være gyldig: At vi også bør kunne tilgive, når vi selv er blevet betingelsesløst tilgivet. Matt. 18,23-35. Derfor! ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Dette lille ”som” giver hele meningen! Jesus lærer os derfor at bede, om Gud ikke nok vil nøjes med at give os ”Det Daglige Brød”: Al den overflod ”skaber” Djævlen om til et helvede, og vi lytter villigt til djævlen i den tro, at vi ”lytter” til os selv.. Derfor: ”Giv os i dag vort daglige brød”…..Mere har vi ikke brug for! ”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde”: 10 Jesus lærer os her til sidst at bede Gud om at lede os, for kun Guds lederskab fører til DET GODE. Ethvert menneske, enhver engel, eller enhver gud, som vi accepterer som vores leder, vil føre os ud i FRISTELSE! Føre os til at tro, vi er RETFÆRDIGE, at vi kan skelne mellem GODT og ONDT: Intet filosofisk system, hvor raffineret, gennemtænkt og detaljeret det end er, vil kunne lede os, så vi ikke på én eller anden måde FRISTES til at se os selv som RETSKAFNE og RETFÆRDIGE! MEN det er vi ikke: Vi er BØRN! gange kun godt for os, og fører i mange, tilfælde til noget ondt for andre, så vi med ”DET GODE” skaber DET ONDE! ”For Dit er Riget – Magten – og Æren, i al evighed!: Grunden til at Jesus har lært os denne bøn – netop på denne måde og med dette ordvalg er, at så kan Han vise os Gud – ikke fuldt ud, men ”en lille flig” af Hærskarers Herre, så vi kan fatte bare lidt af ”DEN, som ER”, at DET er Vores Far! For en far forsørger – han giver – han opdrager. Altså er Gud – ”Den, som ER” – DEN, der har Riget – DEN, der har Magten – DEN, der skal Æres! Kun Gud – Vores Far – kan lede os, så vi indser vores UFORMÅENHED overfor denne uoverkommelige FRISTELSE. Kun når vi lader Gud lede os udenom, kan vi undgå DET ONDE, for DET ONDE opstår paradoksalt nok, når vi FRISTES til at tro, vi kan skelne mellem DET GODE og DET ONDE. Det, som er godt for os, er mange ”AMEN!” Når vi beder ”Fader Vor”, taler vi med Gud, som et BARN taler med SIN FAR!.........”AMEN” betyder slet og ret: ”Det vil ske!” eller ”Lad det ske!” I næste nummer vil jeg fortælle om, hvordan man selv kan binde sin Evangeliekrans. 11 Kyndelmissevandring , lørdag den 1. Februar 2014 Jacobs Kirke – Vindinge Kirke – Trekroner St. – Sankt Ibs Kirke –Duebrødre Kloster Tekst og tegninger af Hans-Jørgen Lykkeboe Januar måned havde været våd, frostfri og næsten uden solskinstimer, men i ugen op til Kyndelmisse havde frost og sne meldt sin ankomst og vi var så småt begyndt at indstille os på, at tage vintertøjet frem. Lørdag den 1. februar havde frosten tabt pusten, sneen var smeltet og vi var tilbage i det regnfulde vejrhjørne, og på denne dag suppleret med en strid sydøsten vind og varmegrader lige over 0 punktet – Det var en kold dag, og vi skulle gå 16 kilometer!. Kyndelmisse markerer, at nu går det mod lysere tider og det var også temaet for sognepræst Mogens Ohm Jensen´s andagt i Jacobs Kirken, som lagde hus til de 30 pilgrimme der startede deres vandring med andagt i kirken, lørdag formiddag kl. 11.00. Kl. 11.30 påbegyndte vi vores vandring. Jacobs Kirke ligger i den sydlige bydel af Roskilde og efter en kort vandring ad villaveje og et lille skovområde, passerede vi over motorvejen og var snart ude i det åbne landskab. Vi havde den skarpe vind lige imod os og det bed godt i kinderne, men humøret var højt. Jesus sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” Vi sang salmerne: Lovet være du Jesus Krist og Spænd over os dit himmelspejl, og andagten sluttede med den Keltiske bortsendelsessalme: Må din vej gå dig i møde. Efter knap 1 ½ times vandring ad Vindinge 12 Lillevang nåede vi til Vindinge Kirke hvor den konstituerede sognepræst Marlene Evensen tog imod os, hyldet i en stor flagrende pelsfrakke, et spraglet tørklæde, blomst i det røde hår og et stort smil på læberne. Vi kom ind i våbenhuset, af med overtøj og vandrestok, og frem med brød og termokaffe. Vi sang: Dejlig er Jorden og efter en læsning fra Matt 5, 13 -16: Jordens salt og verdens lys indledte Marlene en stemningsfuld andagt hvor vi skiftevis sang og mediterede. Taizesang: Jesus, Guds søn, du lys i mit indre. Lad ikke mørket få magten i mit sind. Jesus, Guds søn, du lys i mit indre. Luk mig op for din kærligheds ånd. Marlene sluttede andagten med velsignelsen og vi sang: Lysets engel går med glans. Andagten startede kl. 13 med Frans af Assisis fredshilsen: PAX ET BONUM (Fred og alt godt) og en indledende bøn: Gud, vores længsel fører os ud på vandring. Tak, fordi du er vores ledsager på vejen. Vandringen fortsatte mod Trekroner. Snart var vi ude af landsbyen, vi havde nu vinden ind fra højre side og de vidtstrakte marker gav ikke meget læ. Vi vandrede småsnakkende i mindre grupper og afstanden fra for- til bagtrop øgedes. Landskabet ændrede karakter, fra flade marker til et stærkt kupperet terræn med nedlagte grusgrave og søer til højre og venstre for vejen, der som en dæmning strakte sig frem mod industriområderne i Roskilde Øst – Vi nåede frem til Trekroner St. Kl. 15.00, og holdt en ½ times pause i det lille cafeteria på torvet. Foreningen bød på varm kaffe og de sidste håndmadder blev sat til livs under en livlig snakken ved bordene. Ude igen var det begyndt at regne og snart kom regnslagene frem. Klokken var blevet 15.30 og vi gik ind mod Roskilde, langs banestien og nu med vinden i ryggen. Efter 1 13 times vandring var vi tilbage i byen, passerede Røde Port og derefter ned ad Kong Valdemars Vej, ind gennem Folkeparken og videre ned ad Frederiksborgvej til Sankt Ibs Kirke på venstre hånd. Andagten sluttede med Nadver, vi tog afsked og takkede Ulla Britt for en stemningsfuld andagt, slukkede de levende lys i sandbakkerne og forlod kirken. Kyndelmissevandringen sluttede med fællesspisning i Duebrødre Kloster, men først efter vi, traditionen tro, havde sunget: Vi pløjed og vi såed…, havde modtaget formandens uddeling af diplomer og takket alle der havde stået for og taget slæbet med at arrangere det liflige traktement. Det var skumring, klokken var 16.45, vi fik uddelt stearinlys og sognepræst Ulla Britt Sørensen samlede os til stående andagt i det tomme, kolde og højtidelige kirkerum. Vi sang: Dommer over levende og døde, Så skal dog Satans rige og Du, Herre Krist , afbrudt a læsninger fra 1. Kor 4,3-5 og Luk 11, 14-28. Det var blevet mørk aften. Tilbage gennem Byparken nød vi byens lys mellem træerne Toget kørte til tiden. 14 Frihed! Af Finn Buhl Vi forsætter vores gennemgang af de syv pilgrimsord: Vi er nu nået til det sjette, som er ”frihed”. Pilgrimmen – den sande pilgrim, og ikke blot den der vandrer, fordi det er moderne at vandre, og kalder sig ”pilgrim” uden at være PILGRIM – oplever på et tidspunkt på sin vandring sig selv som værende ”SAT FRI”: Denne FRIHED er ikke bare ”sat fri fra hverdagen”; men……..”fuldstændig SAT FRI”, og dét gør pilgrimmen YDMYG: bryde ud af: Det kører rundt og rundt og får aldrig nogen ende. Samadhi eller nirvarna er blot én af djævlens listige løgne. SANDHEDEN er en helt anden: Kun Gud kan sætte os fri. Derfor tror sande kristne heller ikke på reinkarnation, eller nogen som helst anden form for gerningsreligion, men ”Kødets Opstandelse” pga. ”Syndernes Forladelse”. For selv er vi MAGTESLØSE overfor SYNDEN: Selv den største og ypperligste helgen kan fristes…..og bliver det! Djævlen er snu og forklæder sig som LYSETS ENGEL. ”Hvor er du god og from!” hvisker ham, ”…fortsæt ufortrødent dine fromhedsøvelser, og du vil én dag selv kunne gøre dig fri.” YDMYGHEDEN er nemlig på vandringen vokset frem af LANGSOMHEDEN, som førte til ENKELTHEDEN, som igen førte videre til UBEKYMRETHEDENS rungende: ”Dine synder er dig forladt”, så STILHEDEN omfavnede pilgrimmen og fremmanede YDMYGHEDEN….fordi pilgrimmen nu skuede…….Evangeliets FRIHED. For dét - at skue Evangeliets FRIHED - gør kun de få, pilgrimmene, som ikke bare vandrer, men vandrer for at GENREJSE TROEN! Men ”Den Sande FRIHED”, som pilgrimmen modtager på sin vandring, er EVIG, for den skyldes ikke hans egen fortræffelighed, eller de mange skridt han har gået på sin vandring: NEJ!....”Den sande FRIHED” skyldes at YDMYGHEDEN åbnede øjnede for SANDHEDEN – at Vor Herre Jesus Kristus døde på korset for vores synders skyld. Ved Hans soneoffer gives vi vor FRIHED. Hans legeme og blod er ”frugten på Livets Træ”, som giver EVIGT LIV: Dét rækkes os i NADVEREN af Faderens betroede. MEN….for at kunne modtage NADVER burde vi forinden haft bekendt vore synder. Vi burde haft skriftet! Gjort bod! For i skriftemålet gives ABSOLUTION, og til vor videre opbyggelse påbydes et AFLAD. Langt de fleste, som vandrer, viger religionsforskrækkede udenom ”Denne Virkelige FRIHED” og taler i stedet om ”det frie liv på vandringen”, hvor den vandrende er frigjort fra dagligdagens fortrædeligheder såsom aftaler – arbejde – rudekuverter mv. og dét er naturligvis en ”frihed” vandringen byder på, men som brutalt smuldrer bort, den dag den vandrende vender hjem fra sin vandring. De spirituelle taler også om ”frihed”, men det er friheden i at finde ind til ”Det Sande JEG”: De sætter lighedstegn mellem ”Jeg´ et” og ”Gud i det indre”, og ser kroppen som en beskidt frakke, de skal skille sig af med, og i stedet iklæde sig ”lyset”. Disse spirituelle er fanget i ”genfødslens hjul”, og arbejder sig møjsommeligt med strenge fromhedsøvelser ”opad og opad” og overser, at reinkarnation netop er ET HJUL, som det er umuligt at Som protestant bliver dette nemt til ”en konflikt” og svært at håndtere, for skriftemålet er i Den Protestantiske Kirke på det nærmeste erstattet eller afløst af ”sjælesorgs-samtaler”, og AFLADET er fuldstændigt afskaffet. 15 Men AFLAD i sin sande skikkelse – til opbyggelse – bærer i sig ”vejen til frihed”. AFLADET leder nemlig den angrendes fokus hen på SANDHEDEN: Vor Herre Jesus Kristi soneoffer som betaling for vore synder – til vor FRIHED!: Pilgrimsvandring kunne haft været det AFLAD, vi ville haft fået påbudt, hvis vi stadig havde haft Bodens Sakramente. Nu vandrer vi på eget initiativ! Og når vandringen gås med fokus på Vor Herres død på korset og OPSTANDELSE, ”forvandles” vejen - vi går - til VEJEN. 16 Melodi: Dejlig er jorden. Pilgrimsvandring til Guds Søn. Af Finn Buhl Pilgrim på ”Smertens Vej”: ”NOGET” har grebet dig. Længsler og håb fylder helt dit sind: Ud må du vandre, livet forandre, på vejen trodse sol og vind. Søger et fredfuldt sted: Vandringen varer ved. Pilgrim hvert skridt er en stille bøn: Nåden i smerten, lyk´ligste færden, er pilgrimsvandring til Guds Søn. Januar 2012 17 Portræt af en pilgrim Af Tommy Hansen En interviewsamtale med Niels Heiberg om at ”lukke hullet”, bodsgang, samhørighed og det at finde roen. Tommy: Hvorfor vandrer du? Niels: Interessen for vandring ligger for mig langt tilbage. Det startede i 1992, hvor jeg læste en kronik af Henrik Fridiger. Jeg følte med det samme, at det lige var noget for mig. Tommy: Hvad er det så, der gør, at du tager de ”alternative” pilgrimsveje? Niels: For en del år siden var jeg til et foredrag i Politikens Hus med en pige, som havde gået fra Viborg, ned over Paris og til Santiago. Hun havde også på et tidspunkt gået til Rom og til Jerusalem. Hun nævnte blandt andet, at svenskerne starter vandringen fra Lund, og at nordmændene starter fra Niederos. Og så sagde jeg til mig selv: ”Jamen, det er jo lysets vej, du skal gå, du skal jo starte fra Domkirken i Viborg”. I de gamle bøger, f.eks. om klosterruten, kan man se, at der i en lille kirke, hvor Domkirken nu ligger, er hugget en Ib-skal ind i sylstenen til Tommy: Men hvad er det, der trækker? Niels: Det der trækker er i bund og grund, at jeg er et troende menneske. Det handler om min indstilling til tilværelsen, jeg mener at du skal svare for dine gerninger, og der passer en pilgrimsvandring glimrende. For en pilgrimsvandring er en bods- eller forsoningsvandring, hvor du får tilgivelse for dine synder. 18 kirken. Så jeg var ikke i tvivl, vandringen skal starte ved Viborg Domkirke. Hvis du begynder at planlægge for meget, så stresser du dig selv. Da jeg gik fra Pamplona i Spanien, havde jeg Tarps bog med, og jeg startede med slavisk at gå efter bogens etaper, men så på et tidspunkt siger jeg til mig selv: ”Tarp skal fandeme ikke bestemme, hvor jeg skal gå”. Og så begyndte jeg bare at gå, som det passede mig, og sådan er min måde at gå på. Hvis nogen spørger mig, hvor langt jeg skal gå, ja, så siger jeg: ”Jeg skal til Santiago”. Hvis de spørger, hvornår jeg kommer der, ja, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, jeg har en flyvebillet hjem til en dag, og hvis jeg så finder ud af, at jeg ikke kan nå det ved at gå, jamen, så hopper jeg bare på en bus, og så kommer jeg til Santiago. Det er min filosofi, når jeg går, ikke at lade mig stresse. Baglæns vandring Tommy: Men du har gjort det lidt baglæns? Niels: Ja, for det var først efter jeg havde gået på Camino Francés, at det gik op for mig, hvordan tingene hænger sammen. Da jeg startede med at gå, vidste jeg intet om det. Men så begyndte jeg at gå baglæns. Tommy: Går du altid alene? Niels: Ja, jeg går altid alene. Min kone, Bente, er ikke til vandring. Hun har dog lovet at gå med næste år, når jeg nu i 2014 næsten får ”lukket hullet”. For så mangler jeg stadig vandringen fra Ribe og ned til Padborg. Der er 66 km, men jeg vil ikke gå 66 km på landevejen. Så jeg mangler at finde den rutebeskrivelse på stier der er udarbejdet. Så tager Bente og jeg det stille og roligt, sover på kroer og hoteller, ikke noget med herberger på den tur. Jeg fik en bog om pilgrimsvejene, der gik ned gennem Europa, ned over Paris, Vézelay og Le Puy og videre til Spanien. Der var en beskrivelse af de fire ruter ned igennem. Jeg syntes, det var meget fantastiske ruter. Den mest spændende og udfordrende var den via Le Puy, syntes jeg. Så jeg var ikke i tvivl, hvis jeg kun skulle gå turen én gang, så var det den vej, jeg skulle gå. Og så ville jeg starte i Basel og gå langs Jurabjergene ned over Geneve til Le Puy. Starten i Basel var bestemt af, at jeg kunne få en flybillet dertil. Jeg bookede en seng på KFUM herberget i Basel. Og så havde min schweiziske ven, Peter, sørget for min næste overnatning. Når først du har været der én dag, jamen så går resten bare af sig selv, ikke, så går du bare. Tommy: Du regner med at få ”lukket hullet” i din vandring fra Viborg til Santiago i år? Niels: Ja, jeg regner med i maj 2014 at gå det sidste stykke, jeg mangler, nemlig fra Würzburg i Tyskland til Basel i Schweiz. Følg kroppen Tommy: Hvordan er det at vandre i Tyskland? Niels: Det er svært at få kortmateriale, når du går i Tyskland. Og i Tyskland har de 6.000 km opmærkede Jakobswege. Men det er ikke nok bare at gå efter en muslingeskal. I Spanien følger man bare Ibskallen, men i Tyskland handler det om, hvordan kroppen på Antistress filosofi Tommy: Men hvor meget har du planlagt på forhånd hjemme fra? Niels: Det eneste, jeg har planlagt forud, er den første overnatning. Den skal jeg have, når jeg lander, jeg skal ikke fare forvildet rundt. 19 Ibskallen vender. Vender kroppen opad, så skal du lige ud, og vender den til venstre, så skal du til venstre. Vender den ned af, ja, så er du gået for langt. Det er bare noget, man skal lære, og det har jeg lært ved at gå rigtig mange km. forkert. Derfor er det nødvendigt, at have en bog med beskrivelser om, hvad du kommer igennem. Du kan ikke bare gå efter ibskaller. Du aner ikke, hvor du ender, hvis du ikke har kortgrundlaget - er det nu den rigtige rute eller to forskellige ruter, der går sammen. Derfor er det sværere at gå i Tyskland. over Lüneburger Heide til Celle, så opdagede jeg også her hurtigt en utrolig hjælpsomhed. Når du kommer gående med rygsæk med muslingeskal bag på rygsækken, så er interessen hurtigt vakt. En dag jeg kom gående langs en fjord op mod en lille by, hvor jeg troede jeg kunne få noget at spise, så stopper en dame op og spørger, hvad jeg er for én, og hvor jeg skulle hen. Hun havde set, at jeg var en pilgrim. Jeg siger så, at jeg skal hen til byen for at få noget at spise. Men så siger hun, at det ikke er muligt at få noget at spise i den by. I stedet siger hun: ”hop ind”, hun tilbyder mig et lift og inviterer på frokost. Ja, du møder rigtig mange flinke mennesker. Tommy: Hvad synes du om vandring i Spanien? Niels: Jeg tror, jeg har gået mine sidste skridt i Spanien. Det er blevet kult at vandre i Spanien, så de der går ud fra en religiøs overbevisning, de drukner i mængden, der er for mange mennesker. Tommy: Hvad synes du i dag ville være den bedste rute at gå? Niels: Skulle jeg starte i dag, skulle det være i Viborg, og så gå der ned ad. Livet er at vandre Tommy: Hvor lange dagsmarcher går du typisk? Niels: I gamle dage kunne jeg gå 30 km om dagen uden problemer, det kan jeg ikke mere, pga. åreforkalkning, så det gør ondt, når jeg går, men den eneste medicin er bare at gå. Men nu har jeg droslet ned og kan klare 25 km i gennemsnit eller lidt mere, men dagsmarcherne er selvfølgelig afhængige af den afstand, der er til næste overnatning. Og det vil sige, at det svinger fra 18 til 35 km, eller mere, sådan er det bare, men jeg kan ikke gå i det tempo, jeg tidligere har kunnet. Og det irriterer mig. For det er livet. Det er en del af min livskvalitet at gå. Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke skulle gå. Tommy: Hvilken rute er din favoritrute, og hvorfor? Niels: Absolut Frankrig. Hvis du har været turist i Frankrig, så har du oplevet, at franskmændene har nok i sig selv, især hvis du kommer til de store byer, men det er nok der, jeg har truffet de mest hjælpsomme mennesker. Når du står derude i et forblæst vejkryds og ikke kan finde vej, så er det de rareste mennesker, der findes, ikke! Drømme er vigtige Tommy: Selv om hullet snart lukkes fortsætter du så vandringerne? Niels: Jeg bliver 67 til juni og har ikke i sinde at holde på arbejdsmarkedet endnu. Jeg synes stadig, det er sjovt at gå på arbejde. Min plan er så næste år eller næste år igen at tage til Tommy: Er det kun i Frankrig du har oplevet hjælpsomheden? Niels: Da jeg startede i Tyskland, fra Padborg til Flensborg, tværs over til Lübeck og så ned 20 Arlés i Frankrig, og gå til Thomson i Pyrenæerne, ind over Pyrenæerne og til Puente de la Reina. Det er min plan. Og jeg er fuldstændig overbevist om, at det er det der holder én i gang. Du skal have nogle drømme. Tommy: Hvordan oplevede du at komme til Santiago første gang? Oplevede du en stor religiøsitet? Niels: Nej, da jeg kom til Santiago, følte jeg en utrolig stor glæde med mig selv, over at jeg klarede det. At du kaster dig ud i alle de der mange km. fra starten, og jeg gik vel 25 til 27 km. i gennemsnit om dagen. Det er jo en stor udfordring. Da jeg startede i Pamplona, så jeg efter 3 til 4 dagsrejser mange mennesker med dårlige fødder, og nogle af dem så forfærdelige ud. Så det er en bedrift at gennemføre. Tommy: Hvordan har du det så, når du er hjemme igen fra en vandring? Det giver én ro i sjælen. Da jeg havde gået fra Pamplona til Santiago, spurgte en af vennerne Bente, hvordan jeg egentlig var at få hjem igen. Og så svarede Bente spontant: ”Han var roligere”. Når du går derude, så opdager du, at der er så pokkers mange ting, som du spilder dine tanker på - hvad skal du det for? Jeg har sommetider bare taget mig selv i at stå et eller andet sted og konstatere, at der er lidt mudder på støvlerne, og så har jeg stået og taget det af. Og brugt den tid det har taget. Du hviler mere i dig selv, når du går. Første gang jeg gik, snakkede alle om lyset og om at se lyset. Og så går man og spekulerer på, om man ser lyset. Jeg så lyset, men jeg kan ikke sige dig, hvornår jeg så det. Men det var der bare. Lysets vej Tommy: Hvordan oplevede du det lys? Niels: Når du oplever lyset, kan du mærke, at der sker et eller andet med roen, den her rastløshed, som er der, når man starter med at gå, er væk. Når man starter, så har man ikke ret meget tid, man skal videre, der er ikke den her fordybelse, du sætter dig ikke på en bænk den første dag og kigger ud og siger, hvor er det dog smukt. Næ, i starten så er fokus på at gå de her 30 km, og det skal være nu, ikke! Men så hen ad vejen, så overvejer du, hvad det er, du jager sådan efter. Tommy: Har du selv døjet med ødelagte fødder? Niels: Jeg har aldrig haft en vabel, men jeg har en gang haft et gnavesår bagpå foden, og en gang fik jeg et dårligt skinneben. Men så snakkede jeg med et par belgiske sygeplejersker, som sagde at det bare skulle have noget ro. Og det var jo det eneste, det ikke fik. Men så går man ind på et Farmacia og får et eller andet smertestillende, noget der dæmper det. Og så var det bare derudaf igen, og efter 4 til 5 dage så var det væk igen. Tommy: Fandt du så svaret? Niels: Jeg ved ikke, om jeg fandt svaret, men jeg kunne mærke, at roen var der. Og det er det der er vigtigt, synes jeg. Positiv livsindstilling Tommy: Har du haft mindre gode oplevelser på turene? Niels: Nej, de mindre gode er, når jeg er faret vild og gået forkert. Jeg har været positivt overrasket over det hele. Men det har nok også noget at gøre med at min positive Det at gennemføre 21 indgangsvinkel til tilværelsen. Jeg gider ikke hidse mig op over noget, men siger sådan er det bare. Og der er nogen ting, du ikke kan gøre noget ved. Så kan du lige så godt lade være med at bekymre dig over det. hvor jeg skal hen. Og så peger han bare og siger: ”Du skal bare den vej”. Men det havde jeg ikke lyst til, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg fandt derhen. Jeg vidste ikke, hvad der skulle stå på skiltene eller noget som helst, så jeg pegede på hans bil og på mig selv og fik så lov til at køre med. På vejen tilbage mod byen snakkede han af helvede til og signalerede, at jeg måtte være blind. Og så stoppede han uden for en lille låge i et hegn. Det var den, jeg var gået forbi. Tommy: Hvad er en pilgrim for dig? Niels: En pilgrim er én, der begiver sig ud på en bodsrejse og søger en eller anden form for forsoning. Vælg ikke samhørigheden fra Men jeg tager af princippet ikke et nej for et nej, hvis jeg skal have et sted at sove, og så viser det sig ofte, at der er en vej. Alt kan lade sig gøre. For eksempel et sted i Frankrig, hvor der ingen indkvartering var, så blev jeg henvist til pateren i kirken. Men da jeg banker på, og han får at vide at jeg er dansker, så siger han: ”Jamen, så er du jo ikke katolik”, og så er han parat til at lukke døren. Men jeg spørger så, om han ikke har en madras. Og det viser sig så, at det sagtens kunne lade sig gøre. Pateren var i gang med et seminar for kommende ægtefæller, de var bænket rundt om et stort bord med et kageorgie, der sagde spar to til det hele - jeg blev inviteret med. Og bagefter var der andagt i kirken. Jeg fik en madras på tørreloftet oven på kirken, og senere kom der så et par stykker mere. Så et hjerte helt af sten havde han jo så ikke. Men det var kun, fordi jeg var vedholdende. Tommy: Har det kun et religiøst aspekt eller kan det være andet for dig også? Niels: Jeg tror, der er to ting i det. Der er primært det religiøse aspekt, men der er også det, der hedder samhørighed. Derfor har jeg svært ved at forstå dem, der går pilgrimsvandring uden at overnatte på refugierne eller herbergerne. De vælger fællesskabet fra. Men dermed ikke sagt at jeg foragter luksuspilgrimme, der får transporteret bagagen, der kan være mange årsager til det. Ligeså med de der går med dagrygsække, og de der bliver kørt til 5 km før mål og bliver sat af. Men dem om det, de må selv slås med deres egen samvittighed. Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Men den her samhørighed, at du kommer til et herberg og man bliver enige om at spise sammen, at lave mad sammen. Og mennesker af forskellige nationaliteter bliver sendt i byen for at købe lidt brød, kød, frugt, grønt og vin. Og man så laver mad på tværs af alle nationaliteter. Og har det rigtig rart. Det kan jeg godt lide. Og det er den ting du vælger fra, hvis du vælger at sove under mere komfortable forhold. Tommy: Har du flere sjove episoder, du kan fortælle? Niels: Ja, jeg havde en sjov episode i Frankrig, hvor jeg gik oppe på Massiv Central. Jeg vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle gå til højre. Men da jeg går op igennem en by, synes jeg, der er noget forkert. På den anden side af byen stopper jeg derfor en lille varevogn. Jeg peger på kortet, Spørg bare 22 Tommy: Og hvad med fremtiden. Var det ikke noget at starte i Viby og så gå hele vejen til Santiago i et stræk? Niels: Nej, hvis jeg skulle starte i dag som helt grøn og med den erfaring, jeg har i dag, så ville jeg starte i Viborg, ned gennem Jylland, Tyskland, Schweiz og Frankrig. Turen gennem Tyskland til Schweiz er en ørkenvandring, hvor du ikke møder et menneske. Det er som at komme fra asken til ilden, når du først har gået i Spanien. Pilgrim i audiens Tommy: Har du nogen gode råd til nye pilgrimme? Niels: Ja, et par ting. Man skal ikke være bange for at spørge, og man kan meget mere end man tror. Ja, og så lærer man hurtigt, hvor lidt man kan klare sig med. Min rygsæk vejer kun 7,5 kg, og jeg vil tro det ene kg er bøger og kort. Tag noget let tøj med, og noget der er let at vaske og tørre, ikke bomuldstøj. Regnslag og en lille rygsæk er vigtig. Og hvordan tingene skal ligge i rygsækken, det lærer man jo hen ad vejen, om ikke før, så når først du er blevet våd en gang, fordi regnslaget ligger for langt nede. Man skal ikke planlægge overnatninger. Det stresser. Planlæg fra dag til dag. Og spørg og få den hjælp du kan få. Nu f.eks. i Frankrig, der fik jeg altid nogle franskmænd til at ringe om aftenen forud og reservere den kommende overnatning for mig. Så står du op med en større ro næste dag. Tommy: Du er også aktiv i Roskilde Pilgrimsforening og arrangerer ture i Ramsø området? Niels: Ja, det har været spændende at være med til at skabe Roskilde pilgrimsforening. Jeg har været med siden den stiftende generalforsamling. Jeg har arrangeret 8 eller 9 ture gennem Ramsødalen. Næste gang bliver turen kun omkring 20 km gennem Ramsødalen med besøg i fire kirker. Og så ender vi med at spise nede i sognegården, hvor Bente plejer at have maden klar. Specielt hendes gravede laks er meget populær. Tommy: Har du en sidste historie eller et sidste ord til afrunding? Niels: Ja, en lille pudsig ting her til sidst. Når du går i Frankrig kommer du til byen, Cahors. Ved broen over floden møder du et lille skilderhus med pilgrimsmodtagelse. Her fortæller de lidt om byen, giver en kop the og en kage, og spørger hvem du er og hvor du kommer fra. Og når du fortæller, at du er fra Danmark, så skifter stilen lynhurtigt. Så er det kongedømmet og Margrethe vi snakker om, ikke Henrik. De har bogstaveligt talt alle sammen stået ved siden af Margrethe på torvet, når hun er på markedet fredag eller lørdag. Det sjove i denne forbindelse var, at jeg i 2008 havde 40 års jubilæum i statens tjeneste, og der kom jeg til audiens for at takke for fortjenstmedaljen i sølv. Før du kommer ind til Margrethe får du at vide, at dagsorden er din inde hos Margrethe. Du bestemmer, hvad der skal tales om. Jeg takkede først majestæten, og så ser hun på mine papirer og siger: ”Jeg ser, at De har været med på Øresundsforbindelsen”. Nå ja, men jeg ville nu meget hellere tale om min pilgrimsrejse ned gennem Frankrig. Og da jeg siger, at jeg startede i Le Puy, var det helt klart, at hun godt kendte byen. Jeg fortæller så om episoden ved ankomsten til Cahors, og siger at alle bogstaveligt talt har stået ved siden af majestæten på torvet. ”Ja”, sagde hun: ”Vi kommer der hver fredag og lørdag for at handle”. 23 Modtagelse af udenbys pilgrimme i Roskilde Domkirke. Af Finn Buhl Ved valget til menighedsråd i efteråret 2012 havde jeg bla. som ét af mange valgtemaer, at forbedre modtagelsen af pilgrimme vandrende på ”Via Selandia-ruterne”, når disse ankommer til Roskilde med Roskilde Domkirke som mål eller delmål, og på sigt at forberede en positiv stemning for etablering af et pilgrimsherberg. Altså at bane vejen for Roskilde som pilgrimscentrum på Sjælland. Pilgrimme fra Roskilde Pilgrimsforening til andagt i Sankt Andreas Kapel 2013. opmærkning af ”Via Selandia-ruterne”. På Katedralgruppens møde blev det besluttet at overgive initiativet til menighedsrådet ved Roskilde Domkirke, hvorefter formand for menighedsrådet Anne Rosendal bad relevante personer i menighedsrådet om at indgå i en foreløbig uformel arbejdsgruppe. I arbejdsgruppen startede vi med at indkredse, hvilke ting vi anså for umiddelbart realistiske at sætte i værk, og hvilke der var langsigtede Emnet blev efter valget taget op af sognepræst ved Roskilde Domkirke Paul Kofoed Christiansen, som bad mig skriftligt nedfælde ideerne mere konkret og detaljeret. ”Modtagelse af pilgrimme” blev efterfølgende drøftet i Katedralgruppen, som ledes af biskop Peter Fischer Møller, og hvor jeg ekstraordinært blev indkaldt for at orientere gruppen om ideerne. Emnet var i mellemtiden blevet aktualiseret med den påbegyndte 24  Pilgrimme vandrende i gruppe vil ved på forhånd at melde ankomst kunne få andagt i Sankt Andreas Kapel.  Pilgrimme vandrende enkeltvis henvises til ugens andagter.  Roskilde Domkirke opretter et link på sin hjemmeside til en speciel ”Pilgrims-side”, med alle relevante oplysninger om ”Modtagelse af pilgrimme”, herunder tlf. nr. og Email adresser for anmeldelse af pilgrimsgruppers anmodning om andagt i Sankt Andreas Kapel. og krævede eksv. samarbejde med Roskildes kommunalbestyrelse o.a. På menighedsrådets møde d. 23. januar 2014 var emnet ”Modtagelse af pilgrimme” på rådets dagsorden, og her blev der givet accept til arbejdsgruppens foreløbige arbejde, samt at den fortsatte. De tiltag, arbejdsgruppen havde indkredset til umiddelbart at kunne sætte i værk, blev der også givet accept til. Disse tiltag er følgende:  Pilgrimme, der ankommer til Roskilde Domkirke, vil i våbenhuset kunne få stemplet i deres credencial eller vandre bog.  Pilgrimme vil – når den er udarbejdet – kunne få udleveret en pjece med oplysninger om praktiske spørgsmål i forbindelse med besøget i Roskilde Domkirke og opholdet i Roskilde by: Eksv. tidspunkter for andagter. Tlf. nr. til præster og kontaktpersoner. Brug af Sankt Andreas Kapel. Hvilehjørne på pulpituret. Oversigt over B&B-steder. Spisesteder o.a. Arbejdsgruppen arbejder videre med undersøgelse, om der på kommunalt plan er interesse for at indgå i et samarbejde vdr. overnatning i form at et pilgrimsherberg, samt om restauranter kunne tænkes at ville servere ”Pilgrimsmenuer” til ”pilgrims-pris”. Menighedsrådet mente dog ikke, det var dets opgave at prøve at fremme en positiv kommunal interesse for opmærkning af ”Via Selandia-ruterne” gennem Roskilde Kommune, men overlod denne opgave til Roskilde Pilgrimsforening og andre pilgrimsgrupper. Pilgrimme fra Roskilde Pilgrimsforening på vandring gennem Vindinge Lillevang: Sankt Hans Vandring 2013. 25 Fortalt og tegnet af Finn Buhl Livet nydes på caminoen:…….. ….og ”hyggen” breder sig på herberget! 26 © copyright Finn Buhl. Næste formiddag:……. Endelig fremme ved herberget:……..suk !! Men så !……………….. to - tre timer senere: 27 Næste dag:…………..På vej gennem en lidt større by ! …og senere gennem en anden lidt større by:…… 28 Et par dage senere:……… …….og endnu et par dage senere! 29 Oles sidste rejseberetning. Indledning af Henny Mortensen. Lørdag den 7. september døde min dejlige mand, Ole Danielsen, efter to års svær sygdom. Kun tre uger før han døde blev denne artikel trykt i Myelamatoseforeningens blad. Det er en forening for patienter med kræft i knoglemarven. Ole skrev artiklen som opmuntring for andre patienter: Man kan få rigtig meget godt ud af livet, selv når man er meget syg. Sygdommen viste sig under vores første caminovandring, på Camino Primitivo i 2011 – og trods et hårdt år med operation, strålebehandling, kemo og stamcelletransplantation, stævnede vi ud igen i efteråret 2012. Denne gang tog vi Den Franske – hele vejen. Først da vi kom hjem, viste blodprøverne, at kræften var brudt ud igen. Men Ole havde kampviljen og en fast tro på, at Gud var med ham overalt, også i de svære stunder. Han havde planer lige til det sidste: Som der står sidst i artiklen, så planlagde han sin tredje camino. Billetterne var købt, men desværre stødte der en aggressiv leukæmi til, og Ole sov stille ind på Hospice Sjælland i Roskilde den 7. september. Æret være Oles minde! ”Må din vej gå dig i møde”. Af Ole Danielsen Min sygdom opstår så pludseligt og uventet som et ulykkestilfælde, og jeg har det stadig, som jeg blev ramt af en ulykke. Jeg troede jeg var en sund og rask mand på 57 år, jeg har hele mit voksne liv været ansat i politiet, er i god fysisk form og havde ingen mistanke om at være syg. Den 1. juni 2011 tog min kæreste og jeg af sted på 4 ugers lang Pilgrimsvandring i det nordlige Spanien, den rute, der hedder Primitivoen, en vandretur på i alt godt 500 km. Vi vandrer af sted gennem smukke landskaber, oftest ad gode grus- og skovstier, op og ned ad bjerge, gennem små landsbyer med vores rygsække på ryggen 20-25 km om 30 dagen. Vi overnatter i sovesale i de dertil indrettede herberger. I de følgende dage begynder jeg at få nogle underlige fornemmelser i fødder og lår, som om jeg har ”gummiben”. Rejsens mål er storbyen Santiago de Compostella hvor jeg opsøger universitetshospitalet og bliver undersøgt og røntgenfotograferet. Konklusionen er overanstrengelse og jeg får nogle stærke smertestillende piller med besked om, at det nok går over i løbet af en lille uges tid. Efter sightseeing og en bevægende Pilgrimsmesse i Santiago afslutter vi turen med en skøn badeferie ved Atlanterhavet, i Finisterra, også kaldet ”verdens ende”, og tager flyet hjem som planlagt. Glæden ved at vandre med alt hvad du skal bruge på ryggen, afvekslingen fra den daglige klokkestreng, glæden ved at erfare, at det er muligt at leve uden den daglige strøm af informationer er stor. Efter et par ugers vandring får jeg pludselig nogle stærke vedvarende smerter højt oppe i ryggen mellem skulderbladene. Jeg tror selv det skyldes flere timers vandring ned ad en stejl og stenet bjergsti med den forholdsvis tunge ”sæk” på ryggen. Straks efter hjemkomsten, hvor jeg hele tiden får sværere og sværere ved at gå, især op og ned af de 62 trin til vores lejlighed i Næstved, opsøger jeg flere gange min praktiserende læge, som kommer til samme konklusion som ovenfor nævnt. Jeg afventer, selv om jeg næsten ikke længere kan gå, tålmodigt, at det nok bliver bedre, men min kone presser på for at noget skal ske. Jeg henvender mig til min privat tegnede sundhedsforsikring og bliver MR scannet på privathospital i løbet af 3 dage – fredag d. 19. juli 2011 kl. 18. Mandag d. 22. juli indlægges jeg på neurologisk afdeling på Næstved sygehus og tirsdag d. 23. juli blive jeg haste opereret på Rigshospitalet. Jeg må sidde op i en stol og sove lidt om natten. Det går faktisk bedst, når jeg vandrer med min rygsæk på, som jeg dog har lettet for alt, hvad jeg kan undvære. Jeg har stadig energi og appetit og føler mig ikke syg, bortset fra smerterne. 31 Kirurgen fortæller mig, at han har aflyst 2 andre operationer, for det haster med at redde min førlighed i benene. Der bliver fjernet et knytnævestort myelom, en kræftknude mellem skulderbladene, og det var den, der trykkede på rygmarv og nerver. ugers bryllupsrejse og 1000 km vandring foran os. Vi ville gå den franske Camino, der går stik vest gennem hele Spanien, parallelt med Biscayen, men ca. 200 km syd for kysten. Vi flyver fra København til Paris og videre til Biarritz og med bus og bumletog kommer vi d. 3. sept. 2012 frem til den lille pilgrimsby San Jean Pied de Port beliggende ved foden af Pyrenæerne i Frankrig, tæt ved den Spanske grænse. Efter operationen følger en lang genoptræning. Fra at kunne gå hængende over et gangstativ på hjul, derefter på krykker og til sidst ved støtte af mine vandrestave. Hver bevægelse skal indøves på ny: At gå et par trin op og ned på en taburet, at stå på et ben, at gå baglæns, at kravle på knæ osv. I hele august måned 2011 gennemgår jeg daglige strålebehandlinger på Rigshospitalet. Hver morgen tager jeg toget fra Næstved til Nørreport, først med bus og senere til fods til Rigshospitalet og retur. Det er virkelig et heldagsarbejde at være syg. Herfra begiver vi os op over et bjergpas, Lepeuder, i 1490 meters højde ad Napoleonsruten og ind i Spanien. Stejlt op og stejlt ned – hårdest for knæ og fødder nedad. Vi tilbagelægger 24 km over 2 dage frem til klostret i Roncevalles, et nyrenoveret kloster indrettet til Herberg med plads til flere hundrede pilgrimme. Efter strålebehandlingen får jeg Velcade (kemo) behandling hele efteråret frem til den planlagte stamcelle-transplantation i december med højdosis kemo, der skal slå de syge celler i knoglemarven ihjel inden de høstede stamceller transplanteres. Renoveringen har stået på et par år og klostret fremtræder nu indvendigt fuldstændigt moderne med de fineste bade og toiletfaciliteter vi møder på hele turen. Jul og nytår 2011/12 ”fejrer” vi på Rigshospitalet, Højdosisbehandlingen er en drøj omgang, men forløber som planlagt. Først til februar ved vi, om kræften er slået ned, så januar bliver en lang måned, men også hård da hele immunforsvaret skal bygges op igen. Især trætheden efter hjemkomsten var svær at komme over. Under hele forløbet var det min store drøm og forhåbning og en medvirkende motivation til at træne, at blive i stand til at gå en ny Camino vandring. De lange klostergange er indrettet med kabiner med 4 køjesenge i hver, åbne ud mod gangen og med god plads i både højde og bredde og gode madrasser.Ved indskrivningen betales 10 euro pr. næse og der udleveres nummereret plads. Min genoptræning startede med at gå ned af trappen og hente avisen, næste dag 50 meter hen ad gaden og så fremdeles. I løbet af foråret genvandt jeg kræfterne og vi kunne igen komme på lange vandreture. Herligt. Vandrestøvlerne stilles i et særligt rum med kæmpe store reoler, så vi ifører os vore badesandaler og går op på 1. sal og finder vores køjer. Den 25. august blev jeg gift med min udkårne og den 2. september 2012 drog vi af sted på 7 32 byen til 40 euro. Formentlig er det et udslag af den økonomiske krise, at lejligheden udlejes. Vi bliver hentet i bil af lejlighedens indehaver og kørt til stedet midt i byen. Efter yderligere et par dages vandring kommer vi frem til storbyen Pamplona, hvor vi målrettet går efter et Herberg drevet af et tysk ægtepar, hvilket er et kendt og skattet Herberg på Caminoen. Parret kræser om deres gæster med juice og kiks, mens vi venter og bliver skrevet ind. Vi deler kabine med et ungt engelsk par, som det viser sig vi skal møde gentagne gange på vores vej og også til sidst i Katedralen i Santiago mange uger senere. Vi bliver indkvarteret i et 4 sengs værelse sammen med 2 amerikanere Joe og Celina. Senere får en hollandsk mand plads på gulvet, så nu er der lidt trangt. Klostret ligger ensomt med kirke, og nogle få restauranter som eneste bygninger. Vi reserverer plads i klostrets restaurant og betaler forud 9 euro for dagens 3 retters menu inkl. vin og vand. Middagen er kl. 19. Vi hviler os lidt, bader og vasker og går lidt rundt i området i den skønne sommervarme. Vi nyder en dejlig dag i Pamplona, hvor der også er gadefest og masser af mennesker på gaden i den lune sommeraften. Vi spiser og drikker aftenkaffe på de skønne pladser i byen og er nær ved at komme for sent hjem til kl. 22, hvor der låses af for natten. Tidligt næste morgen følger vi muslingeskallerne i fortovet og de gule pile ud gennem en nu mennesketom by. Vi finder en morgenmads cafe og får et godt måltid at vandre videre på. Kl. 20 er der messe for pilgrimmene og præsten taler for første og eneste gang på engelsk. Han samler pilgrimmene rundt om alteret, slukker alt elektrisk lys. Læser op hvilke nationaliteter, der er repræsenteret, og det er mange, også 2 fra Danmark. Vi skal op over højdepunktet Alto de Perdon med det store pilgrimsmonument skåret ud i store jernplader og med udsigt til masser af vindmøller i bjergene. Vi bliver alle velsignet til vores videre vandring. ”Hverdagen” har indfundet sig. Vandre – spise – sove. Opleve – nyde tilværelsen og naturen, følelsen af frihed og lykke. Så er det tilbage til køje nr. 245 og 246 og kl. 22 præcist slukkes alt lys og der er nattero. Næste morgen går det mod byen Zubiri, op og ned hele tiden gennem små landsbyer i alt 30 km denne dag. Ankommer til Zubiri kl. 1615 og alle hoteller og herberger er optaget. Der er en eller anden fest, som gør at mange spaniere også er på farten og har reserveret indkvartering i god tid. Jeg har det godt og føler mig næsten rask. Mit største problem er atkomme op og ned af overkøjerne på herbergerne, så det forsøger jeg at undgå mest muligt. Jeg føler en dyb taknemmelighed over at få lov til og være i stand til at gennemføre en sådan vandring, og jeg suger alle indtryk til mig. Vi møder mennesker fra hele verden, Efter mange forespørgsler lykkes det os at blive indkvarteret i en privat lejlighed midt i 33 som vi ofte bænkes sammen med ved langborde på de små private herberger, der serverer aftensmad for deres gæster. enkelt, selv om der var lang kø, og han startede med at spørge om vi var gift. Da vi svarede bekræftende oplyste han, at vi alligevel ikke måtte sove sammen. Han sov selv i et lille værelse i samme sovesal om mændene. Hver dag byder på sine oplevelser. Der er en endeløs række af små og store oplevelser, alt er jo anderledes end hverdagen derhjemme. Jeg nævner her nogle forskellige gode oplevelser. Der er ikke mange dårlige oplevelser at huske tilbage på – dog var jeg så uheldig at tabe mit kamera, så mine mange billeder over Pyrenæerne og fra Klostret i Roncevalles er gået tabt. Men her kommer nogle af de gode eksempler: En dag passerer vi en stor vingård, hvor vi ganske gratis kan fylde vore flasker med både vin og vand. I byen Villa Mayor de Jardin forestod hollandske frivillige en kristen meditation – 20 mennesker af forskellige nationaliteter var samlet i et lille lokale med levende lys, blid og dæmpet musik og bøn. En ganske særlig oplevelse efter en lang dags vandring. I en sovesal med hundrede mænd er der altid nogen der snorker himmelhøjt. Men dem der forstyrrede nattesøvnen mest, var nu dem der forsøgte at tysse på de snorkende, hvilket jeg har erfaret er ganske umuligt. Her er det en fordel med et godt sovehjerte eller ørepropper. I storbyen Burgos besøgte vi katedralen med de tusindvis af glasmosaikker i ruderne. I Rabe`de Calcadas mødte vi Birgit og Louis fra Ålsgårde, som vi møder flere gange undervejs og stadig har kontakt med. I byen Cacabelos består Herberget af små sammenhænde kabiner med 2 brikse i hver opført i cirkel rundt om kirken. Taget er fælles og væggene går ¾ op så man har glæden ved dem der snorker inde ved siden af. Efter Burgos begiver man sig op på en højslette i ca. 600 meters højde, Mesetaen, og de næste små 10 dage går det bare ligeud så langs øjet rækker. Hver dag det samme, små forblæste vild vest byer, endeløse kornmarker og platantræer i tusindvis. Nogle pilgrimme vælger at tage en bus og springe denne strækning over, men ikke os. Hos en købmand i en lille søvnig by lejer vi et værelse i nabohuset med et kæmpestort landkøkken til. Vi laver en stor middag og inviterer Birgit og Louis til at spise med. I nonneklostret i Leon må mænd og kvinder ikke sove i samme sovesal, så vi tror at vi er det eneste ægtepar, der på bryllupsrejsen har sovet hver for sig. Ved indskrivningen gav hospitaleroen sig god tid til at tale med hver Men servicen her består også af kørsel i bil til en samarbejdende vingård, hvor vi spiser 34 solid aftensmad med lokal vin til. Samme steds passerer vi næste morgen til fods og vi kan nu indtage vores morgenmad her. Vores navne bliver anført på latin efter opslag i en stor navnebog. I Porto Marin ser vi byen, der i 50`erne blev oversvømmet for at skaffe højde i floden til at drive et vandkraftværk længere nede af floden. På bunden kan man stadig skimte ruinerne af de gamle huse. Byen blev flyttet op af bjergskråningen og er stadig en by. Næste dag indfinder vi os i Katedralen, hvor der en pilgrimsmesse kl. 12. Vi kommer kl. 11 for af erfaring at få plads. Langsomt bliver den store Katedral fyldt til bristepunktet. En karismatisk nonne med en fantastisk stemme indøver nogle fællessalmer på spansk med alle os pilgrimme. Vi synger med så godt vi kan. De gamle indkvarteringsboligblokke blev gjort ubeboelige, men husene står endnu. På afstand ligner de store og fine hvide boligblokke, men ved nærmere eftersyn vokser træer og buske ud af de tomme vinduesåbninger. Ganske langsomt nærmere vi os rejsens mål, Katedralen i Santiago de Compostella, hvor apostlen Jacob ligger begravet. Et større indtog af præster af forskellig nationalitet indfinder sig og holder en lille bøn på hver sit sprog. På vej ind i byen bliver Caminoen ledt gennem industrikvarterer, ført over og under motorveje og følger til sidst en af de store indfaldsveje til byen. Også her bliver alle nationaliteter læst op, og nu er der flere danskere til stede. Der afholdes prædiken og velsignelse og det store røgelseskar på 75 kg svinges på langs gennem kirkerummet af 8 store mænd, der formår at svinge det helt til loftet, og kirken fyldes med røgelse. I gamle dage tjente det til at overdøve lugten fra de mange uvaskede pilgrimme. Efter 42 vandredage og 1030 km når vi frem til Santiago søndag d. 14 oktober. Det er en stor lykkefølelse men også et antiklimaks pludselig at stå i storbyen, ved Katedralen, ved målet for vandringen. Her i begyndelsen af oktober måned er vejret skiftet, og de seneste dage har vi haft heldagsregn.Vi henvender os på pilgrimskontoret, hvor vores pilgrimspas bliver kontrolleret og der bliver udskrevet et Compostella, der bekræfter at vi har tilbagelagt turen fra Sean Jean pied de Port. Efterfølgende besøger vi Jacobs grav i krypten og lægger hænderne på hans statue af guld bag ved alteret. Vi har indkvarteret os i en lille pension inde i den gamle bydel, tæt ved gågaderne og tæt 35 ved seværdigheder. Her i byen er der et mylder af indbyggere, samt let genkendelige pilgrimme, der kun har det tøj, de har gået i, og almindelige turister. Denne behandling medførte med samme et fald i tallene til normalt niveau uden nævneværdige bivirkninger. Vi har nu 3 dage til sightseeing og går til koncert, besøger et stormagasin, der får Illum til at synes lille, og kommer flere gange i Katedralen. Den 18. oktober flyver vi hjem. Jeg planlægger i øjeblikket en 3-4 ugers og 500 km vandring i september, om alt går vel, ad en anden rute, en del af ”Sølvruten”, som går nord – syd gennem Spanien, og som også har Santiago de Compostella som mål. Ved min næste kontrol i november 2012 viser det sig, at mine ”tal” er begyndt at stige. Kræften er brudt ud igen og i december påbegynder jeg behandling med daglig kemo samt en gang om ugen med Dexamethason, som jeg nu har taget i 5 måneder. Jeg er spændt på, om der bliver problemer med at få en rejseforsikring. Senest har jeg så lige været til kontrol i Roskilde d. 4. juni 2012, hvor det viste sig, at mine blodplader er faldet for meget. Det skulle være den mest almindelige bivirkning ved kemo behandlingen. Min daglige dosis er nu blevet sat ned fra 25 mg til 15 mg. Jeg håber på, at behandlingen stadig vil være effektiv mod Myelomatosen. 36 “Mi Caminata a Santiago”. Af Niels Bundsgaard Finn Buhl spurgte mig, da vi var på Kyndelmissevandringen i år, om jeg ville berette om min vej til Santiago. Efter nogen betænkningstid, samt nogle venlige udfordrende spørgsmål fra Finn, indvilligede jeg - Så her kommer mit første forsøg på en beretning om min Camino. En af mine betænkeligheder ved denne beretning, er det faktum, at jeg ikke bryder mig om at bruge ”jeg-ordet”, men det er jo uomtvistelig min beretning – så tilgiv mig mine mange ”jeg ‘er” – heldigvis mødte jeg mange dejlige mennesker på Caminoen, og ”vi-ordet” bliver derfor også brugt i min beretning. HVORFOR. Der er mange veje til Santiago de Compostela, det ved alle, der har gået en af de mange veje, der fører dertil. Men det er ikke kun de fysiske veje jeg tænker på – Pilgrimme har gennem årene gået vejene til Santiago de Compostela af mange forskellige grunde. I tidligere tid var den religiøse vinkel den eneste og altoverskyggende årsag, og som alle ved har dette for nogle ændret sig, særligt i de senere år. Tom Jensen, en kær ven og god kollega vandrede til Santiago af to omgange først i 2011 og resten i 2012. Hans beretninger og store inspiration vakte min interesse, både de fysiske udfordringer, men sandelig også de mentale – og troen blev også berørt. Vokset op med kirken lige bag gården i en lille landsby (Gesten), er kirken ikke et fremmed element i min tilværelse, søndagsskole, præsten der deltog i vore familiefester og gudstjenesterne – hvor jeg dog ikke altid var helhjertet deltager. Jeg betragtede mig selv som en kulturkristen, men dog som en person der holdt meget af at komme i kirken, det gør jeg stadigt, og nu endnu mere. Troen, tvivlen og tankerne om livet kommer jeg ind på lidt senere. Jeg har fået beretninger, som fortæller om arrangerede ture med busser, hvor rejebureauer klarer transporten således, at nogle ”pilgrimme” kun går få kilometer frem til deres hotel. Skoleklasser med deres lærere fylder op om sommeren, unge mennesker betragter det som en fest, som derved giver nogen ”støj”. Selvfølgelig skal der være plads til alle typer af vandringer til Santiago, dog ved at vælge tidspunkt og rute kan man få ”den” Camino, som opfylder ens egne ønsker om en pilgrimsfærd. Men skal jeg være helt ærlig, så var mine tanker vedrørende denne udfordring, for det var sådan jeg betragtede Caminoen til Santiago, - en udfordring. Efter at have været 37 på arbejdsmarkedet i 50 år, (jeg startede i Flyvevåbnet august 1962 og valgte selv at afslutte mit arbejdsliv ved udgangen af oktober 2012) besluttede jeg at der måtte ske noget drastisk, en ”streg i sandet” skulle markere min overgang til stillingen som ”Fritidsforsker” – jeg var lidt bekymret for denne overgang til det nye liv, som pensionist. nogle beretninger vedr. udstyr, så jeg havde dog en ide om dette emne. Årstiden taget i betragtning blev den totale vægt kun på 9 kg, dog uden vægten af vand og evt. proviant. NOGLE ERFARINGER. FORBEREDELSERNE. Det var i ”tolvte time” jeg foretog den endelige beslutning til denne vandretur. På grund af et meget stort arbejdspres, havde jeg ikke megen fritid og dermed ikke megen tid til træning. Efter mange lange samtaler med min hustru og familien blev vi enig om at det ville være en godt for sjæl og legeme, at tage ud på denne ”rejse”. Fredag den 26. oktober havde jeg min sidste dag på jobbet og med mange gode hilsner fra mine kolleger kørende rundt i mit hoved tog jeg hjem til min hustru og til en weekend med hele familien og mange venner, som jeg havde inviteret til middag. Søndagen gik med de sidste mentale og praktiske forberedelser. Efter at have brugt mine ledige stunder til at læse om Caminoen, stod jeg mandag den første oktober 2012 i en forretning i Køge, ”Bjergkæden”. Her fortalte jeg dem om mine ”skøre” planer, og det første jeg købte var et par læderstøvler, Meindl MFS Vakuum, en fantastisk støvle – jeg fik ikke en eneste vabel på hele turen og mine fødder var altid tørre og varme på trods af årstiden. Mandag aften den 29. oktober kørte min hustru mig til stationen i Skodsborg, hvorfra jeg tog toget til lufthavnen, for senere at flyve til Köln. Jeg bad forretningen vælge og ”pakke” min rygsæk – og ugen efter hentede jeg alt mit udstyr. Stor ros til denne forretning. Jeg havde præcis det udstyr med, som jeg behøvede ikke for meget og ikke for lidt. Jeg havde læst I Bordeux var det et farvel til arbejdslivet ombord på en Boeing-767 Herfra gik rejsen videre til St. Jean Pied de Port med ”eget” fly fra Star Air til Bordeaux (Det var her jeg arbejdede de sidste mange år 38 frem til min pension). Efter et ophold til næste dag, samt en god frokost med vores repræsentant og mekaniker, sad jeg i toget på vej til St. Jean Pied de Port via Bayonne. Ankom kl 1900 tirsdag aften, fandt pilgrimskontoret, fik mit Pilgrimspas. En venlig medarbejder fortalte mig, hvor herberget lå – spiste en solid middag og fik restauranten til at lave en madpakke til turen over Pyrenæerne. Lidt sent lå jeg i min køje, hvorfra jeg betragtede sengebunden på overkøjen: Jeg havde nok ikke hele sjælen med, da alt sammen var gået ”lidt stærkt” siden min beslutning. på tørresnoren, så det kunne blive luftet. Afsted til baderummet, hvor der heldigvis var varmt vand – dette var dog ikke altid tilfældet, men vaskes skulle man. Klædte om til ”fritidstøj” – så var der tid til en tur i byen, gå til messe, vaske tøj, skrive dagbog, nyde et godt glas vin eller øl med de andre samt mange andre aktiviteter. For til sidst at nyde en pilgrimsmiddag, oftest i godt selskab. Kl. 2100 eller deromkring lå man i ”posen” igen. Om morgenen var det næsten i ”omvendt” rækkefølge, lidt vand i ansigtet, børste tænder. Ikke noget med at gå i bad, da tørre fødder er vejen til en ”vable-fri” dag. Efter jeg havde kigget ud af døren eller vinduet klædte jeg mig på efter forholdene, dernæst pakke alt ned på den sædvanlige plads i rygsækken. Medens jeg pakkede mine ting drak jeg hver morgen mindst 1 til 1½ liter vand, for at fylde depoterne. Morgenmaden blev oftest indtaget på en nærliggende café, dog måtte vi af og til gå nogle kilometer inden der blev åbnet. Derfor havde jeg altid en beholdning af nødder, mandler, rosiner og evt. chokolade. Den 31. oktober kl 0600 blev jeg vækket af de øvrige forventningsfulde Pilgrimme. Jeg havde sovet godt og trygt, også selvom jeg i de sidste mange år havde været vant til gode hotelværelser, når jeg var på farten. – Måske skyldes det min tidlige tid i forsvaret, hvor man sov i ”bunker”. Min morgenrutine var noget rodet – da jeg aftenen før ikke havde helt styr på, hvor jeg havde lagt mine ting og sager. I øvrigt, havde jeg nærmest et rituelt forhold til mine fødder, når jeg kom til herberget blev de maseret grundigt med en salve der indeholder Aloe Vera. Om morgenen var jeg meget omhyggelig med mine sokker, først den tynde inderste sok, som skulle være helt glat uden ”ål” og dernæst min uldne vandresok, som også blev omhyggeligt ”glattet ud”. Under denne proces havde jeg nærmest en samtale med mine fødder, og støvlerne blev snøret således, at jeg havde maksimum komfort. Denne rutine kom dog meget hurtig på plads - Jeg fulgte en fast procedure hver gang. Efter indskrivning på herberget, fandt jeg min køje (helst underkøje. der var rigeligt plads på denne årstid), rullede soveposen ud, min tørresnor blev trukket rundt om overkøjen. Hvis overkøjen var fri, hvilket den oftest var, anbragte jeg mine ”ting og sager” her, - og i den samme rækkefølge, hver gang – det medførte at jeg kunne pakke min rygsæk, selvom lyset var svagt. Hængte mit vandretøj Niels Bundsgaard forsætter sin spændende beretning i næste nummer: 39 Af Finn Buhl På Anjas og min vandring på Camino Francés i 2014 havde jeg mit tegnegrej med: Det blev til adskillige tegninger. Her er syv. Tegningerne er udført med blyant på bananpapir. 40 Vil du godt på vej…så læs bøger fra ”Bøger på Vej”! Pris 150,00 kr. plus forsendelse: Sangbogen indeholder 30 pilgrimssalmer og sange, med detaljerede kommentarer og billeder fra pilgrimsvandringer i ind og udland. Salmer og sange er på kendte melodier. Der er noder til de få sange, som er nykomponeret. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: Bogen er opdelt i to dele: Første del indeholder en fyldestgørende indføring i den kristne tros grundbegreber. Anden del introducerer derpå en fyldestgørende vejledning i Den Recitative Meditation, som er verdens ældste meditationsmetode, nænsomt omplantet til Evangelist-Luthersk Kristendom. Bagerst i bogen er en anvisning på, hvordan man selv kan binde sin Evangelie-Krans. Evangelie-Kranse i forskellige variationer: Pris 175,00 kr. plus forsendelse. Bog og Evangelie-Krans : Pris 300,00 kr. plus forsendelse. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: En håndbog for lægfolk, der ikke vil snyde de øvrige pilgrimme for en andagt ude på vandringen. Bogen indeholder anvisninger på forskellige former for udendørsandagter, og andagter i de kirker, som beredvilligt stilles til rådighed for pilgrimmene, når den lokale præst er forhindret i at deltage. Endvidere indeholder bogen tre praktiske bønner til stille stunder ude på vandringen, samt tretten små kontemplationer, som kan bruges til egen eftertanke, eller som ord til eftertanke for pilgrimmene under vandringen. Pris 75,00 kr. plus forsendelsesomkostninger: En bog om pilgrimsvandringens MÅL, set med protestantismens ”briller”: Bogen er ikke stor, men det er indholdet til gengæld. Protestanter har ikke et geografisk pilgrimsmål, men søger konsekvensen i ORDET og finder gennem ORDET hjem: At knæle foran ”Guds og LAMMETS trone” er det ultimative MÅL. Alle bøger er i handy A5-format med lamineret for- og bagside og spiral-ryg. Se mere om hver enkelt bog på: www.boegerpaavej.dk eller skriv til: [email protected] 41 42