ÅRETS UNGE LANDMAND 2014

ÅRETS UNGE LANDMAND 2014
I foråret 2002 fik Nordsjællands landbrugsskoles fond en arv på ca. 1.250.000 kr. På den baggrund
besluttede fondsbestyrelsen, at en del af udbyttet skulle anvendes til en pris, som vi har valgt at kalde
”ÅRETS UNGE LANDMAND”.
Det er en pris, som fondsbestyrelsen vil uddele efter indstillinger fra enkeltpersoner, organisationer mv. til
unge, som har gjort en særlig indsats f. eks. for landboungdomsarbejdet i Nordsjælland.
I år er valget faldet på en person, som gennem mange år har gjort rigtig meget for at skabe aktivitet i
landboungdommen her i Nordsjælland. Med flid og ihærdighed har årets prismodtager været medvirkende
til, at Nordsjælland stadig kan tilbyde landboungdomsaktiviteter til såvel de helt unge landbrugselever som
til de noget mere erfarne.
At Landboungdommen ikke kun er for landmænd er vores prismodtager et levende bevis på.
Årets prismodtager er født og opvokset i Hornsherred og har i en årrække arbejdet som grøntsags gartner
og som medhjælper på Egholm Gods. Da det var tid for at vælge uddannelse, gik vores prismodtager en
anden retning end landbruget og uddannede sig som automekaniker, men arbejder i dag som entreprenør.
Årets pris går til Bo Koch, som i mere end et årti har siddet i bestyrelsen for først Hornsherred
Landboungdom og siden hen i Nordsjællands Landboungdoms bestyrelse.
Gennem alle årene har Bo involveret sig i landboungdomsarbejdet og deltaget i foreningens
uddannelsestilbud. Bo har altid levet op til det ansvar det er at sidde i en bestyrelse. Via sit engagement i
bladudvalg, festudvalg og arrangementsudvalg har Bo arbejdet for, at fællesskabet havde de bedste
betingelser. Som leder for modul 1 klubben har Bo tillige sikret, at også de nye unge elever kunne få en god
start.
Kære Bo, hjertelig tillykke med prisen!