I mange år slog Rasmus Seebach en snigende
Ham alle pludselig ved hvem er I mange år slog Rasmus Seebach en snigende popstjernedrøm ud af hovedet. Han havde set, hvordan det evigt svigefulde rampelys endte med at tage livet af hans livsglade far. Nu storhitter sønnike og befinder sig midt i den mest pludselige og ekstreme berømmelse, der er set længe. Men i stedet for at vriste sig fri af rygklappernes greb, knuselsker han dem og fester med dem. Han er selvfølgelig også en af dem – en helt almindelig knægt t e k s t R U N E SK Y U M - N I E L SE N F o t o ni c k y b o nn e O M ET KVARTER skal Rasmus Seebach give koncert på Skovdalens dyngvåde udendørsscene et sted i udkanten af Aalborg. Den mudrede mumlen fra tusindvis forventningsfulde nordjyder vokser minut for minut. Af og til, når utålmodigheden bliver for ubærlig, kammer larmen over i intense sprængladninger af hvin og brøl. Men popsangeren synes uberørt. For ham er det endnu en optræden, endnu en dag på kontoret, og han tænker allerede på, hvad fyraftenen måtte bringe. Det lyder da også gennemført oprigtigt – eller lige fra hjertet, som han selv ville udtrykke det – da det uundgåelige spørgsmål falder, mens han står i sin wifebeater og stryger sin koncertskjorte: – Skal vi lige ind og drikke et par øl bagefter? Det skal vi sgu da. Jeg skal ikke være fuld, for vi har en lang weekend foran os, men ... skal vi ikke? spørger han sine fire bandmedlemmer og planter straks et smøret grin i sit efterhånden let genkendelige ansigt af vemodige øjne, vandkæmmet pomadehår og evigt spirende skægstubbe. Hans stemme er om muligt endnu mere genkendelig. En hæs barytonrøst, der de seneste 12 måneder har været her, dér, alle vegne. Jo, Rasmus Seebach kan sagtens grine, og han ved formentlig også bedre, end at udflugten til Aalborgs festcentral, gode gamle Jomfru Ane Gade, kan overstås på et par øl. Det kommer til at trække ud, for som han selv formulerer det i en af sine sange, har han alt for længe været en natteravn, der flakker rundt mellem alt for mange smukke piger i de alt for tidlige morgentimer. Og hans sange kan man altid stole på. Det er dem – lavet på metervis af ørehængende refræner, en betragtelig portion selverkendelse, jordnære betragtninger og en understrøm af længsel – som har gjort 30-årige Rasmus Seebach til den største sensation i dansk pop i umindelige tider. Det selvbetitlede album fra i fjor har solgt helt eksorbitante 150.000 eksemplarer, og radiobølgerne skvulper fortsat over med hans foreløbig fem singleudspil. 16 Ud & Se o k t o b e r 2 0 10 Mens Rasmus Seebach besøger Skovdalen i Nordjylland, overhaler han sågar Kim Larsens mytiske ’Midt om natten’ fra 1985, der hidtil havde rekorden med 23 uger på toppen af den danske hitliste. Den var der ikke mange, der havde set komme. At Tommy Seebachs søn skulle sætte Larsen, Helmig, Nik & Jay, L.O.C., og hvad de ellers måtte hedde, på plads i første hug. Selv tror den 30-årige ærkekøbenhavner, at succesen bedst forklares med hans sårbarhed og bundærlige facon. På plade er han som i virkeligheden – alt andet end ufejlbarlig. Hverken når han falder i flasken, når han lader sig friste over evne og tager hjem med en anden pige end sin udkårne, eller når han selv bliver bedraget af en løgnagtig kvinde, der uheldigvis også er hans store kærlighed: – Jeg iscenesætter mig jo ikke som en usårlig popstjerne. Jeg viser mig selv i situationer, hvor folk tænker: ’Okay, det har jeg også prøvet’. Det har hele tiden været ambitionen, at jeg skulle være ærlig om mit liv og plante mine egne følelser og erfaringer i sangene. Det glade budskab Det ender i en hel del mere end ’et par øl’, da Rasmus Seebach og band efter koncerten lægger vejen forbi Jomfru Ane Gade. Men det er også hårde odds. Fra det øjeblik, det sluttede selskab af bandmedlemmer spankulerer ind på ’Gaden’, ved hele Aalborg, at tidens største popstjerne er i byen for at male den rød. Langs de overdækkede udendørsserveringer, hvor værtshusejerne står i kø for at lokke potentielle kunder til at få noget inden for vesten, kalder lokale festaber i kådhed på den 1,90 høje eksfodboldspiller. Selvom regnen stadig vælter ned fra det formørkede himmellegeme, lystrer han flere gange. Med et dovent smil bremser han det slæbende fodtrit og duver hen for at give hånd, et par kram og sludre et par sætninger. Per automatik stopper følget op og venter. Bandet har været på farten det meste af foråret og sommeren, og sådan går det hver evig eneste gang, forklarer bassist Mikkel Riber, mens vi venter videre på de toppede brosten. Da vi endelig når frem til målet, det lille spillested Pigen & Trompeten, får barchefen straks fat i Rasmus Seebach. Der er dømt fri bar, lyder det glade budskab, for popsangeren tiltrækker folk, og det er vitalt for omsætningen på en sløj torsdag aften. Den første flaske vodka 5 står ligefrem parat, inden det sluttede selskab får sat sig til rette. o k t o b e r 2 0 10 Ud & Se 17 Bagefter kunne jeg godt høre, at jeg har lignet en klam kendis. Det viste sig jo oven i købet, at det var en fyr, jeg kendte fra gamle dage. Som musikproducer har Rasmus Seebach arbejdet med en række sangere, der dårligt kunne ramme tonerne rent: ’Det er det, der fascinerer mig mest ved faget. At få det bedste ud af lidt.’ 18 Ud & Se o k t o b e r 2 0 10 Igennem aftenen strømmer den stadig mere svajende trafik mod festens uundgåelige midtpunkt. Især yngre kvinder virker opsatte på at veksle et par ord med Rasmus Seebach. Det var med stor sandsynlighed også unge kvinder, der kastede deres trusser op på scenen tidligere på aftenen i Skovdalen, hvor flere end 5.000 jublende nordjyder skrålede med fra første sta-vel-se. Det har de gjort i et par måneder, konstaterer han – kastet med trusser. Og det var med garanti en ung kvinde, som fra sin plads på forreste række blev ved med at råbe: ’Jeg elsker dig, Rasmus, jeg elsker dig!’ Han havde et svar parat til hende: ’Jeg elsker også dig, skat’. Det er sjældent at opleve en kendis, der i samme udstrækning opmuntrer sit publikum til at søge den kontakt, der rager langt ind i intimsfæren. Jo mere opmærksomhed, Rasmus Seebach får, jo mere jovial og imødekommende lader det til, at han bliver. Normalt plejer det at gå lige omvendt. – Det var da skideskægt at skulle til at give autografer, da det tog fart sidste år. Men omfanget er helt anderledes nu. Nu er det ikke kun unge folk, som tager fat i mig. Det er også ældre folk, der højst sandsynligt ikke har min plade eller har hørt mig i radioen. Alligevel kan de genkende mig. Jeg er gået fra at være semikendt til at være ham, som alle ved, hvem er. Det er sgu syret, men man skylder folk at give sig tid til at hilse. Er det ikke svært at holde sine ben på jorden? – Jeg er virkelig et tålmodigt menneske og hader rent faktisk … Rasmus Seebach afbryder sig selv og fortæller i stedet om en eftermiddag den forgangne sommer, hvor han fandt sig i en af de situationer, som han ikke var alt for stolt af. Han stod nede på gaden og fik et opkald fra sit pladeselskab, mens en flyttevogn bumlede forbi. Ud af det åbne vindue råbte chaufføren: ’Heeeey Rasmus!’ Selvom Rasmus Seebach i forbifarten genkendte et eller andet ved flyttemanden, løftede han sin pegefinger og affærdigede ham med et: ’Ikke lige nu’. – Bagefter kunne jeg godt høre, at jeg har lignet en klam kendis. Det viste sig jo oven i købet, at det var en fyr, jeg kendte fra gamle dage, og han må have tænkt: ’Okay Ralle, tillykke med popstjernestatussen’. Derfor fandt jeg også hans nummer og ringede for at undskylde. Det blev han glad for, og jeg prøver i det hele taget at passe på. Folk er tilbøjelige til at tro, at jeg spiller totalt smart uden grund. Men berømmelsen kommer aldrig til at ændre mig. Det gør den fandeme ikke. Jeg får det fysisk dårligt, hvis jeg skal leve med mig selv som en smart-ass. Ingen på lampen Timerne tager hinanden i Jomfru Ane Gade, det samme gør flaskerne, på et tidspunkt tager fredag også torsdag, og selvom Rasmus Seebachs stemme undervejs grøder til, bliver han ved med at tage sig tid til nye samtaler. Imens fortrækker hans noget oversete bandmedlemmer op til den ydmyge scene på Pigen & Trompeten, hvor de går om bord i husorkestrets instrumentpark. På et tidspunkt lykkes det et par af Rasmus Seebachs nye bekendtskaber at overbevise ham om, at tiden er inde til en fællessang. Han baner sig væk gennem det lummert oplyste lokale og løsner mikrofonen fra dens stativ. Sætter sit band ind i planerne, og så hopper Pigen & Trompetens gæster i takt og frådende eufori. Der bydes ganske passende op til dans med ’Natteravn’: ’Står her igen – og brænder mine penge af / jeg ser dig ude i mængden – og skipper lige et hjerteslag’, synger han med 100 jublende aalborgensere som kor. Klokken når at blive fem, før de sidste i selskabet siver mod hotellet. Selvom det er drengene fra Djævleøen, der har haft høj cigarføring i den jyske festhøjborg, og tørstige københavnersnuder ofte kan føle sig uvelkomne i Aalborgs vandhuller, har det været en smertefri bytur. – Jeg tror, det kan skyldes, at sangene ... at sangene og ikke attituden er mit varemærke. Folk behøver ikke at tage stilling til, hvem jeg er, hvilket tøj jeg går i. Jeg chiller bare og er en ganske normal knægt, der laver nogle popsange. Der er ikke nogen, der har lyst til at give mig én på lampen, konstaterer han. Om afsked og afsavn Mandag formiddag er vi tilbage på bopælen i København. En treværelseslejlighed nær Godthåbsvej på Frederiksberg. Lys, sparsomt møbleret, storskærm i stuen, et par Zulu Awards i vindueskarmene, platinplader bag hoveddøren. En anstændig ungkarlehybel må man sige. I det velvoksne sofaarrangement står en laptop forbundet til et keyboard, og rundtomkring flyder skiftetøj og rejsetasker fra weekendens togt til Nordjylland, Fyn og Sønderjylland. Ellers er her ryddeligt, nærmest nydeligt. Selvom der er gået fire dage, morer det stadig Rasmus Seebach, at han i minutterne efter sin improviserede optræden i Jomfru Ane Gade blev opkrævet 48 kroner for en fadøl. – Nå ja, selv tak for musikken, så. Det kostede ellers ikke noget, før jeg begyndte at synge, griner gratisten. Hvis ikke den var en smule komisk, kunne hændelsen havne som en løs linje i en kommende sang. For han bruger af sig selv, når han skriver sine håndgribelige og ofte triste tekster. På den et år gamle debutplade synger Rasmus Seebach til sin afdøde far, han synger om en fortabt barndomsveninde, om en dybfølt beskyttertrang over for 5 lillesøsteren Hønse, om at svigte og om at blive svigtet. Alle samo k t o b e r 2 0 10 Ud & Se 19 ’Selv mine glade sange ender med at være småsørgelige. Jeg ved sgu ikke rigtigt hvorfor, men jeg er bare stor fan af det melankolske’. For mig er det normalt at tage ud i weekenden – og hvad fanden skal man ellers lave, når man ikke har en kæreste? men personlige tekster, der dog også har måttet høre for deres bristefærdige, stedvist banale hverdagssprog, og alt andet end avancerede versefødder. – Det gør det hele så meget mere ægte at lytte til, når man kan putte en situation fra sit eget liv på sangen, mener Rasmus Seebach. Han har kastet sig over det medbragte morgenbrød. Har du nogen sinde været i tvivl om, hvorvidt du ville udlevere dit følelsesliv. Er det ikke en privatsag? – Jeg synes jo, det er det, musik skal gøre. Folk vil gerne mærke noget, der er ægte. Det tror jeg, de vil. Det vil jeg selv. Alle de forkerte Rasmus Seebach lægger ikke skjul på, at han har tænkt sig at ride på bølgen af succes. Mådeholdet er han mådeholden med, og hvorfor 20 Ud & Se o k t o b e r 2 0 10 skulle det være anderledes, når opmærksomheden fra det andet køn og de billige aftener i byen er inden for rækkevidde? Det skulle da lige være, at hans mor og bror af og til bekymrer sig for ham. De ønsker ikke, at han går sin far alt for meget i bedene. Sangeren og charmetrolden Tommy Seebach stortrivedes på byens brune beværtninger, hvor han var en af drengene, men han drak også sig selv ihjel derude: – De har jo allerede set den historie en gang. Men jeg føler helt ærligt, at jeg har rimelig meget kontrol over det. For mig er det normalt at tage ud i weekenden – og hvad fanden skal man ellers lave, når man ikke har en kæreste? Så længe jeg ikke har fundet den rigtige at slå mig ned med, fortsætter jeg da med det. Det er der ingen tvivl om. Er det så blevet nemmere at møde den rigtige? – Bestemt ikke. Nu er jeg Rasmus Seebach fra cd’en. Der sker så 5 meget i byen, og det er let at komme i kontakt med folk. Det giver o k t o b e r 2 0 10 Ud & Se 21 1981. Billedet (originalen) står i Rasmus Seebachs spisestue. Det var de glade 1980ere for familien Seebach. 1995. En journalist har sat Tommy og Rasmus Seebach stævne i forbindelse med sidstnævntes filmdebut i ’Carmen & Babyface’. nogle sjove oplevelser, men det er sjældent, jeg møder nogen, der når ind under huden. Tag mig tilbage I Rasmus Seebach lever levemanden side og side med nostalgikeren. Det vidner hans higende debutalbum om, og det bekræftes af et vue igennem lejligheden heroppe på tredje sal. Et indrammet familiebillede fra de tidlige 1980ere gløder fra en afkrog i spisestuen. Det er svært at tage øjnene fra. Rasmus er et år gammel. Han stirrer mystificeret mod fotografen, mens storebror Nicolai viser lige så meget tænder som deres far, der – krøller eller ej – har bobbet håret fyldigt og potent. Et skolefoto af lillesøsteren er sat ind i rammen, så klanen er fuldtallig. Rasmus Seebach har det med at svælge i svundne tider, og det beror ikke på tilfældigheder, at hans løberute går til Fuglebakkekvarteret i stedet for at føre ham mod den nærliggende Frederiksberg Have i den stik modsatte retning. Forbi lejligheden på Duevej, hvor hans forældre første boede, og op 3-400 meter længere mod nordvest til Drosselvej. Her købte familien hus, umiddelbart før Rasmus kom til verden i 1980, og han nåede at bo der i sine 16 første leveår. – Jeg husker tilbage på det som en fed tid. Alle var glade, og tingene gik fint for min far. Min mor havde heller ikke noget at brokke sig over. Jeg husker virkelig min barndom som fyldt med fred og god stemning. I hvert fald de første mange år. Tommy Seebach indrettede lydstudie i kælderen, og en betragtelig del af hans bagkatalog er blevet til på Drosselvej. Ofte mens Rasmus var med på en lytter. 10 år gammel fik han lov til at flytte sit værelse derned. På den anden side af væggen sad hans far og komponerede, og til trods for at adskillige lydisolerende lag adskilte de to rum, fornemmede Rasmus de dybe frekvenser i sin fars tangentklodser. – Ofte buldrede jeg lidt i søvn. Men han viste hensyn, det var skidehyggeligt, siger Rasmus Seebach. – Det var også interessant at følge sangene blive til. Når jeg vågnede næste morgen, var der jo bygget oven på melodien eller ideerne fra aftenen før. Selvom Rasmus gik mere op i fodbold end popmusik og spillede sig 22 Ud & Se o k t o b e r 2 0 10 1992. På hyttetur i 4. klasse med de andre gutter fra Johannesskolen. I gymnasiet nåede en noget skoletræt Rasmus Seebach både at droppe ud af Sankt Annæ Gymnasium og Falkonergården. på førsteholdet ovre i K.B. på Peter Bangs Vej, så puslede han fra en tidlig alder med sine egne små kompositioner på den anden side af kældervæggen. – Min første sang handlede om en mariehøne. Om at jeg skulle sige farvel til den. Det var i virkeligheden en tragisk historie. Da jeg så var med min far ude og spille på Bakken, introducerede han den pludselig for publikum. Han var sikkert skidefuld, men det var grineren nok. Han må have luret mig, mens jeg gik og sang den for mig selv. Tommy Seebach havde i det hele taget et godt øre for sin yngste søn. Han lyttede med, når Rasmus sang i badet, og når han trallede omkring i Fuglebakkekvarteret for at dele aviser ud. Da Rasmus som 14-15-årig skulle skrive en skoleopgave om, hvad han ville være, når han blev voksen, tog han sin skrantende far med på råd. – Jeg sagde, at, orv, det kunne være fedt at blive eksportchef som onkel Peter, selvom jeg ikke vidste, hvad det indebar. Men min far var bare sådan: ’Nå ja, det er da fint nok, men du bliver altså entertainer’, siger Rasmus Seebach, der konsekvent husker at gøre sin stemme endnu dybere og endnu mere hæs, når han imiterer sin far. – Det irriterede mig lidt. Jeg havde jo aldrig nævnt underholdningsbranchen som en mulighed, og samtidig havde han det ikke for heldigt i den periode. Men måske mærkede han, at jeg nærede en kærlighed til musikken og det at synge, selvom jeg endnu ikke spillede noget instrument. Måske vidste han, at det på et tidspunkt ville blive umuligt for mig at ignorere den kærlighed, spekulerer Rasmus Seebach. Og så begyndte det så småt at gå, som farmand så skråsikkert havde spået. Selvom Rasmus var fast inventar på flere udvalgte ungdomshold i sine teenageår, meldte fodboldleden sig snart. – Jeg tror, jeg var gået død i al den træning. Jeg kan især huske kampene lørdag formiddag, mens kammeraterne havde været til klassefest. Det var svært at finde motivationen. Jeg havde sgu brug for at fyre den lidt af. Syndebukken Tommy Hvis Rasmus Seebach behøvede luftforandring, var det ikke så underligt. Hjemme på Drosselvej blev en harmonisk barndom afløst 5 o k t o b e r 2 0 10 Ud & Se 23 Jeg laver jo popmusik i øjenhøjde og dyrker et dansk tekstunivers, der er så jordnært, som det nu kan blive. af en konfliktfyldt ungdom. I slutningen af 1980erne mistede Tommy Seebach status og blev mindre efterspurgt som koncertnavn. Symptomatisk afviste Danmarks Radio flere år i træk at tage sangen ’Under stjernerne på himlen’ med til Det Danske Melodi Grand Prix. Tidligere havde han ellers fejret triumfer med ’Disco tango’, ’Hip hurra det’ min fødselsdag’ og ’Krøller eller ej’ i konkurrencen, men der skulle øjensynligt nyt blod til for at redde den hensygnende sangkonkurrence. Konsekvensen blev, at Tommy Seebach selv sygnede hen og gik i opløsning. – Modgangen gjorde jo nok, at min far, som allerede syntes, det var ret fedt at drikke nogle bajere, fik et kæmpemisbrug. Han sugede sig helt ned, siger Rasmus Seebach. Da ’Under stjernerne på himlen’ endelig blev godtaget af Danmarks Radio i 1993, vandt sangen det hjemlige melodigrandprix. Ved Eurovision Song Contest floppede den til gengæld og sluttede på en delt sidsteplads i det internationale felt. Det betød, at Danmark var afskåret fra at deltage året efter. Syndebukken i de danske medier blev Tommy Seebach, og så var det tilbage på bodegaen på Borups Allé og suge sig ned. – Vi havde jo håbet, at den nye chance var vejen ud af misbruget for min far, men det gik lige omvendt. Det var en grov omgang for ham. Han fik sgu en uretfærdig behandling. Danmark havde jo udvalgt sangen, og han leverede det samme dernede, som havde været nok til sejren derhjemme. Men man kunne se på showet, at min far var en alkoholiker, der lige var blevet smidt ind på scenen og skulle synge sin sang. Og hvis ikke det allerede gik dårligt, blev nederlaget starten på nogle seriøse lorteår, konstaterer Rasmus Seebach. Hvordan påvirkede det dig, du var jo teenager og det hele? – Det påvirkede mit humør, at mine forældre skændtes hele tiden, og jeg tænkte meget på, om vi kunne blive ved med at bo i huset. Min lillesøster var stadig en lille pige, og jeg prøvede at berolige hende. Min storebror blev mest af alt hidsig af situationen, så jeg fik rollen som den mellemste i flokken, der sørgede for at sige, at det nok skulle gå alt sammen. Jeg tog også nogle snakke med mine forældre, men jeg var for ung til at gøre nogen forskel. Til sidst blev de separeret, og vi måtte flytte fra Drosselvej. Familien siger okay I marts 2003 døde Tommy Seebach. Hans 53-årige hjerte ville ikke mere. Dermed missede han også sine sønners første markante musikalske bedrift. Det uadskillelige brødrepar havde skrevet nummeret ’Hvor små vi er’, som blev fremført af en række danske popprofiler oven på den sønderknusende tsunami i Det Indiske Ocean 2. juledag 2004. Støttesangen blev en af årtiets mest sælgende og var et kærkomment rygklap til Rasmus og Nicolai Seebach, der sloges hårdt for at etablere sig som producere på den danske musikscene. 24 Ud & Se o k t o b e r 2 0 10 Da Rasmus fem år tidligere droppede ud af gymnasiet, etablerede de to sig som rapgruppen G-Bach. Brødrene flirtede med det samme sammensurium af pop og gadekløgtige attituder, der senere skulle give duoen Nik & Jay et eftertrykkeligt gennembrud. G-Bach blev ikke nogen ubetinget succes, og Seebach-brødrene opdagede hurtigt, at rollen som musikalske bagmænd besnærede dem mere end spotlyset. Så slap de også for at betale den pris, som de havde set deres far betale, og som Rasmus Seebach havde skyet siden ungdomsårene: – Jeg turde nok ikke gå efter solokarrieren, fordi jeg så, hvor hårdt nedturen tog på min far. Min mor var også altid obs på det. At det ikke var den mest sikre vej at gå, og at det var fornuftigere at få sig en uddannelse, og at raske drenge altså spillede fodbold. For et par år siden skete det så alligevel, at Rasmus Seebach komponerede sig frem til en sang, som gav ham ejerfornemmelser. Det var nummeret ’Engel’ om en kæreste, der foregiver at være taget med veninderne i sommerhus. Men det viser sig, at veninderne sidder på en café i Istedgade, og at kæresten forlyster sig med en anden. True story. – Da jeg gennemlyttede min første indspilning af sangen, tænkte jeg, at det her var min egen. Den skulle ingen andre synge. Rasmus Seebach tog fat i sin storebror, der var enig. – Det er jo en stor beslutning at sige: ’Nu gør vi det her’. Vi vidste fra vores far, at hvis det gik godt, så skulle jeg til at være kendis. Men ingen i familien havde noget at indvende, da de først havde hørt ’Engel’. De ville bare være sikre på, at jeg var parat. Næsten ligesom Helmig Da Rasmus Seebach vågnede op til andendagen af årets Skanderborg Festival på et hotel i den østjyske by, kom han for en stund ned på jorden. Endnu længere ned end den jordbundne københavner bryder sig om. Det havde været hans lod at åbne den store scene, men til trods for publikumfest under bøgetræerne var det endnu en gang ikke lykkedes ham at indynde sig hos de noget knotne anmeldere. Værst gik det for sig i Ekstra Bladet, hvis udsendte smagsløg rakkede koncerten ned og uddelte én ud af seks mulige stjerner. ’Rasmus Seebach har faktisk passeret de 30 år, og det er ærligt talt lidt skræmmende, at han stadig er så pubertær i sin tilgang til livet’, stod der blandt andet at læse. Popsangeren erkender, at kritikken nager ham. – Jeg har jo lyst til at tale med manden, selvom det er nyttesløst. For folk bliver ikke rørt, hvis de har paraderne oppe på forhånd. Jeg forstår det bare ikke. Det er jo det samme som at sige, at de 35.000 tilhørere foran scenen tager totalt fejl. Men jo, jeg skriver lige fra hjertet, og jeg ved ikke, hvad der skulle være galt med det? Anmelderne siger nærmest: ’Pas på, det ikke bliver for ægte’, hvis man ikke må lave så ærlige 5 tekster. o k t o b e r 2 0 10 Ud & Se 25 Rasmus Seebach droppede ud af 3. g i gymnasiet. I stedet udgav han rapalbummet ’Skakmat’ under navnet G-Bach. I en næsten lige så negativ anmeldelse i Politiken sammenlignedes Rasmus Seebach med de forgangne årtiers mægtigste popdreng, Thomas Helmig – en sammenligning, der falder ud til århusianerens fordel. Rasmus Seebach forstår dog de trukne paralleller til Helmig, som i øvrigt også fik skældt huden fuld tidligt i karrieren: – Jeg laver jo popmusik i øjenhøjde og dyrker et dansk tekstunivers, der er så jordnært, som det kan blive. Jeg kan ikke mærke musikken, hvis den skal gøres mere kompliceret end nødvendigt. Også selvom det nok ville gøre anmelderne glade, hvis jeg puttede nogle snørklede formuleringer og metaforer i mit sprog og gjorde det lidt mere tvetydigt. Men så kan man jo forklare sig ud af alting som sangskriver. På samme måde ønsker jeg heller ikke at frasortere nogen i publikum ved at støde dem med politiske holdninger. Det anser jeg ikke for at være min opgave. I bund og grund På vej i den lille tourbus fra Aalborg mod fredag aftens koncert i Odense, nogenlunde udsovede, foreslår Rasmus Seebach, at vi deler den sikkerhedssele, der er til rådighed på bagsædet. Det gør, at vi sidder temmelig tæt, og det er også svært at overse, hvordan han af og til 26 Ud & Se o k t o b e r 2 0 10 tager sin mobil op foran munden og nynner melodistumper, der bliver optaget og lagret i telefonens hukommelse. Arbejdet med soloalbum nummer to griber om sig. Der er noget at følge op på, og spørgsmålet er, om Rasmus Seebach kan genopfinde sig selv eller fortsætter i samme skridsikre rille. Anmelderne må hellere forberede sig på det sidste: – Jeg bliver ved med at synge om hverdagstingene. De triste kærlighedssange er jeg heller ikke færdig med, varsler han. Og dog. Natteravnen Rasmus Seebach skruer muligvis ned for afsavn, afsked og den afgrundsdybe smerte på opfølgeren. – Måske kommer der nogle flere glade sange. I bund og grund har jeg det jo meget godt lige nu, som han siger. Har du tænkt over, at du måske er blevet større, end din far var? – Det har jeg da tænkt over. Derimod ikke sagt, at jeg er lige så stor som ham eller Kim Larsen eller alle de andre. Min far havde en lang karriere, så der er stadig et stykke vej. Men salgstallene nåede han aldrig, det er rigtigt nok. Da lydprøven i Odenses centrum er overstået, venter de mest standhaftige autografjægere samt en håndfuld små piger og deres fotograferende mødre på ham. Rasmus Seebach tager sig tid til dem alle. Han har ventet længere på det her, end de aner. ❧
© Copyright 2024