1. No category

Fortællinger
fra Skovkanten 1
En novellesamling
fra Østerskov Efterskole
Fortællinger
fra Skovkanten 1
Fortællinger fra Skovkanten 1
1. udgave, 1. oplag
2011
ISBN 978-87-92507-08-2
Ansvarshavende Redaktør
Mads Lunau
Redaktion
Mette Finderup, Morten Brøsted, Jeppe Aanæs Steensen,
Pernille Mertz, Mads Lunau
Billeder
Mads Lunau
Tegninger
Astrid Budolfsen og Nikoline L. Petersen
Udgiver
Rollespilsakademiet for Østerskov Efterskole
Tryk
Toptryk Grafik
Ophavsret
Ophavsretten til de enkelte tekster haves af de enkelte forfattere.
Teksterne er trykt i antologien efter aftale med forfatterne.
Helvedes Greve
8
I Enhjørningens Vold
30
Andrea Plovgaard Frederiksen
Astrid Cecilie Budolfsen
Rædslens Øje 42
Filip Lynard Poulsen
Rosen 66
Frederikke Sofie Bech Høyer
Pigen med paraplyen
Julie A. Christensen
84
Legenden om Fløjten 104
Ludmilla Szöllösi-Rose
Livet, Døden og 120
alt Derimellem
Mathias Oliver Lykke Christensen
Forord
Det er med stor glæde at jeg kan invitere læseren ind i
Fortællinger fra Skovkanten, nr. 1. Novellesamlingen er
resultatet af en skriveworkshop på Østerskov Efterskole i
skoleåret 2010-11. Til workshoppen var inviteret elever fra
efterskolen og fra skoler i Hobro med overbygning.
Forfatteren Mette Finderup ledte workshoppen og foretog
efterfølgende en grundig redigering og tilbagemelding på
elevernes arbejde. Undervejs i processen var elevernes lærere
inde over, men det er eleverne selv, der har drevet skrivearbejdet
frem og leveret det flotte resultat. Emnet var frit, men det er
tydeligt at Fantasy er den foretrukne genre.
At Mette Finderup blev bedt om at stå i spidsen for
skrivearbejdet er ikke en tilfældighed. Ikke blot fordi Mette
er en rigtig spændende forfatter selv, men også fordi hun har
lokal tilknytning og er en af efterskolens ambassadører.
Mette Finderup i aktion
Faktisk er det Mettes mor, der har lært mig at skrive for snart
mange år siden i folkeskolen, så det er vel kun naturligt, at
Mette bliver inviteret, når efterskolens elever, ’mine unger’, skal
have hjælp og støtte til deres skrivearbejde.
Jeg håber nr. 1 bliver den første i en lang række af historier fra
unge til unge, leveret levende og spændende fra skovkanten af
Østerskov i Hobro.
Mads Lunau, forstander
Helvedes Greve
Andrea Plovgaard Frederiksen
Andrea Plovgaard Frederiksen (17 år)
Andrea er egentlig fra Sjælland, men bor lige nu i Jylland på
efterskole. Hun holder mest af fantasy, når det kommer til
bøger og film. I sin fritid ynder hun at arbejde på projekter af
den ene eller den anden art.
Denne historie handler om mødet mellem to forskellige væsner,
og de følelser det kan medføre. Den udspiller sig på Jorden og
i Helvede, med den forviste dæmon Fernando i hovedrollen.
Med tabt ære, ydmyget af sin kusine vender han blikket mod
Jorden for at genvinde sin anseelse i Helvede. Hvad der så sker
på Jorden, var helt sikkert ikke hans plan.
Andrea Plovgaard Frederiksen
Helvedes Greve
Grev Fernando træder ind i sin fløj. Han er træt, det er nogle
nætter siden han var hjemme i Helvede sidst. Kammertjeneren,
Neston, dukker omgående op fra en sidedør for at hjælpe ham
af med tøjet. Han bukker for sin herre, og tager rejsekappen af
hans skuldre. Fernando sætter sig ned i en stol, mens Neston
tager hans støvler af.
Hans ansigt formørkes, mens han funderer over, hvorfor han er
tilkaldt under pøblens nærvær. Erfaring har lært ham, at det
sjældent lover godt. Han ved dog også, at han kun provokerer
hende yderligere ved at lade hende vente.
”Må jeg antage, at Jeres ærinde gik tilfredsstillende ud fra
blodet på Jeres sværd og støvler, Jeres Nåde?” spørger han.
Greven smiler.
”Ja, Nestor. Det må du. Du må også finde et par andre støvler
til mig, pudse mine sværd og hænge min kappe klar,” siger han.
En time senere forlader Fernando sine gemakker i det samme
tøj han ankom i, men med to nypudsede sværd og blødere
støvler.
Tronsalen er halvmørk. Det er midt om natten. For enden af
rummet står tronen omgivet af tændte stearinlys. Kronprinsesse
María sidder i den, hendes fingre trommer mod armlænet. Hun
er iklædt den officielle kjole, der viser hendes rang og magt, og
langs tronsalens vægge står indbyggere og venter på audiens.
“Jeg hører, at min kære fætter er kommet hjem,” siger hun til
en tjener, der står bag hende. Han løber omgående ud af salen.
María værdiger ham ikke et blik, men stryger kærligt pisken,
der er indbundet i menneskehud, som ligger i hendes skød.
Hun fingerer med den flettede hale, der er blevet ru af lang tids
brug. Et lille smil kryber frem fra hendes alvorlige ansigt.
Fernando træder ind i salen og standser. Den ventende
mængdes øjne hviler på ham, og han giver sig tid til at nyde
deres respektfyldte blikke, selv om hans kusines blik er vendt
bort.
10
Derfor slår han hætten på sin kappe ned og tager det første
skridt på vej gennem salen. Folkets øjne hviler på ham og
hans påklædning. På hans mørkebrune og lasede rejsekappe.
I hans bælte hænger hans to buede sværd, som endnu skinner
nypudsede. Om håndleddene og håndryggene sidder hans
manchetter, der er slået i metal med Dronningens symbol og
dækker fra knoerne og op til håndleddene. Han har ikke gidet
tage dem af for han ved, det får folket til at frygte ham.
Han standser ved tronen og kigger op på María, der ellers ville
være lavere end han. Et åndedrag for sent bukker han dybt,
men hans øjne ulmer og hans ene hånd er knyttet.
“Kronprinsesse María Cyprien, det er med største ærbødighed
jeg hilser dig, min kære kusine.”.
Hun smiler sødt og svarer med sin lyse stemme: “Prins Fernando
Cyprien, min kære fætter. Det er med glæde jeg besvarer din
hilsen.” Han bukker igen, for at markere afslutningen på de
officielle hilsner.
“Hvorledes gik dit ærinde, fætter?” spørger María,
“Det gik som altid efter planen, kusine. Dem, du ønskede skulle
dø, er døde, dem, du ønskede skulle leve, venter på at måtte
vise deres taknemmelighed.
Mit våben og respekten for dig er som nypudset,” svarer han.
“At dræbe har jeg intet imod, at dræbe på din ordre derimod..,”
mumler han, tilstrækkelig lavt til, at hun ikke hører det.
11
Andrea Plovgaard Frederiksen
Helvedes Greve
“Javel. Dog, Fernando, min kære fætter. Grunden til, at jeg har
ladet dig hidkalde er beklageligvis ikke for at lykønske dig med
udførslen af dit ærinde. Nej, årsagen til din tilstedeværelse er
langt mere sørgelig,” starter hun sin tale og ser på ham. Han
venter tålmodigt, med hænderne hvilende på skæftet til sit
højre våben
”Mange tak, Jeres Højhed,” svarer Fernando med alle muskler i
kroppen spændte. Han drejer om på hælen og går, idet han flår
sin kappe af. Midtvejs gennem salen folder et par store vinger
sig ud af hans ryg.
“Som du ved, kære fætter, har din store indsats altid været
påskønnet af min moder og jeg. Det ser dog ud til, at dit hårde
arbejde kun har været et skalkeskjul for mere skumle foretager.
Vi er efter omfattende studier ganske sikre på, elskede Fernando,
at du til vor store beklagelse har en dagsorden der modarbejder
vor interesse i at beholde slaverne i vort palads.
Da vi befinder os blandt mange almindelige medlemmer af
Helvedes befolkning vil jeg ikke komme nærmere ind på
emnet, men jeg er af den overbevisning, at du udmærket er
klar over, hvilke planer jeg taler om. Min moder og jeg er dog
ikke urimelige, så din landflygtighed er kun midlertidig.
Ligeså snart du har fundet mig en ny slave, der kan tjene under
mig, vil det igen være med største glæde familien Cyprien byder
dig velkommen i vort hjem,” slutter hun, og ser afventende på
ham.
Fernando står, stiv som de forstenede mennesker i gaderne op
til paladset. Hans hænder knyttes, og de blå øjne bliver hårde
og kolde som is. Han borer neglene ind i håndfladerne, til
blodet drypper ned på gulvet.
Med sammenbidte tænder og hæs stemme fremsiger han;
”Under hvilke kriterier skal slaven findes, Jeres Højhed?”
Hun smiler sødt og fanger hurtigt, at han ikke tiltaler hende
som en slægtning, men som en borger.. ”De sædvanlige. Du
kan gå,” siger hun, og vender sig mod sine undersåtter, for at
tage den første i audiens.
12
Med en hård, kraftfuld bevægelser svinger han sig op imod det
åbne vindue i taget der fører mod tunnelen til Jorden.
Grev Fernando står i det mindste værelse i sin lejlighed
i menneskenes verden. Hans hænder er knyttede i
vindueskarmen, hvorfra han kan se ud over København. Bag
ham dukker Neston op, klar til at tage imod hans våben og
rejsetøj.
Fernando sukker, idet vingerne forsvinder og efterlader hans
ryg glat og muskuløs. Hans øjne bliver mørkebrune, så de passer
til Jordens lys. Til sidst ændres hans hud til en lysere farve, og
ansigt såvel som resten af kroppen bliver mere menneskelig.
Han ryster på hovedet mens han går ud af værelset og gennem
stuerne, entre, køkken og gang til badeværelset for at få vasket
rejsestøvet af kroppen.
Kort efter dukker Neston op med rent tøj, og stiller sig diskret
klar til at hjælpe ham om nødvendigt.
“Hun er tåbelig,” siger Fernando fra sin plads i brusenichen:
”Tror hun kan kommandere rundt med mig som en tjener, og
forvise mig på en samling løgne, hun selv har skabt,” fortsætter
han. Neston nikker enigt, også han har oplevet Marías lege.
”Må jeg spørge til Jeres plan, nu, hvor I ikke længere er i
nærheden af paladset, Jeres nåde?” spørger han.
”Ja, det må du. Jeg agter, at få denne her opgave overstået og
vende hjem.
13
Andrea Plovgaard Frederiksen
Helvedes Greve
Hverken hun eller hendes mor kan holde mig væk for evigt, og
inden de ved af det sidder jeg på tronen.”
”Naturligvis, Jeres Nåde, ” siger Neston, og fortsætter efter et
øjebliks stilhed:
”Det lyder fornuftigt, Jeres nåde. Det ville være en velkommen
forandring.”
”Korrekt, Neston. Som det ser ud nu, går det langsomt galt. Der
er en grund til, man ikke bør give kvinder magt.”
”Må jeg spørge, hvad det egentlig er, I skal heroppe?”
En halv times tid senere er han ren, og ringer han til en af sine
menneskelige venner:
Fernando lukker gadedøren i efter sig, hvorefter han begynder
at gå mod Miriams Spa i Studiestræde. Vinterluften er klar og
skarp og føles opfriskende mod hans hud.
“God eftermiddag, Jesper, det er mig.”
“Hello, Argentina, du er hjemme igen?”
“Ja, jeg trådte ind ad døren for en times tid siden.”
“Nice to know, hvordan var ferien?”
“Ikke noget at tale om, men, Jesper, jeg skal bede om en tjeneste.”
“Always at your service.”
“Tænkte jeg nok. Jeg skal bruge en kvinde.”
“En kvinde?”
“Ja, en kvinde. Dog ikke en hvilken som helst kvinde.”
“I’m listening.”
“Hun skal være mørkhåret, jomfru, mellem 18 og 25 samt have
egen lejlighed.”
“Yes, yes. Anything else?”
“Ja. Intelligent, sød, selvstændig, du ved, hvad jeg mener.”
“Det gør jeg, Argentina. Ellers andet jeg kan gøre for dig?
Haha.”
“Nej, ikke lige nu. Jeg ringer senere for at få en opdatering.”
“Understood. Vi snakkes.”
“Det gør vi.”
Det ringer på døren. Neston henter maden, og stiller den på det
lave sofabord i stuen. Fernando smiler sultent, da han sætter
sig. Efter at have spist et stykke tid, siger han:
”Jeg skal bare finde en pige der opfylder Marías krav, så er der
styr på alting igen og jeg kan fortsætte min oprindelige plan. ”
Mens han går ned ad gaderne kan han mærke, hvordan han,
godt hjulpet af kulden, endelig køler ned. Hans anspændte
muskler begynder at slappe af, vreden forsvinder. Hans telefon
ringer.
“Goddag, Jesper.”
“Hello, Argentina. Praise me, I have found your girl.”
“Aha. Det var hurtigt, men jeg lytter.”
Hun er amazing. I must say. Mørkebrunt hår, blå øjne, jomfru,
20 år, egen lejlighed, herlig personlighed. Called Mia. You will
love her.
“Hmm. Ja, men, Jesper, blå øjne ... er håret farvet?”
“Tjo, det kan da godt være. Men gør det noget?”
“Ja, det gør det. Tror desværre, at jeg bliver nødt til at kassere
hende. Indtil videre i hvert fald. Kan du finde en ny?”
“Off course I can. Who do you think, you are dealing with?
Men, Argentina, hun er virkelig lækker. Er det ikke synd at gå
glip af hende?”
“Det er min sag, ikke din. Jeg bliver nødt til at lægge på. Ring,
når du har noget nyt til mig.”
“Understood. Vi snakkes.”
“Det er meget muligt, at hun tror hun har smidt mig ud af
familien. Men jeg er stadig en del af slægten Cyprien.”
Da han træder ind i Mirage Spa til en behandling på et par timer,
er han optaget af sine egne tanker. De fleste af dem handler
som altid om, hvordan han skal fjerne María fra paladset.
14
15
Andrea Plovgaard Frederiksen
Da Fernandos telefon ringer igen, er klokken halv seks, og han
er netop trådt ud af frisøren ”Salon Solmåne”.
“Ja, du snakker med Fernando.”
“Hello, Argentina, I am your god today.”
“Har du en ny?”
“Yes, yes. Sig, jeg er fantastisk.”
“Lad mig høre om hende først.”
“Okay, you’re the boss. Denne gang er hun et pletskud.”
“Jeg lytter.”
“Naturligt mørkt hår, mørkebrune øjne, fregner, 20 år, egen
lejlighed, jomfru, fantastisk kvinde, you name it.”
“Lyder godt. Hvad hedder hun?”
“Cassandra. When will you meet her?”
“Giv mig hendes adresse, og fortæl hende, at jeg skriver til
hende snarest.”
“Cool. Silkegade 7., 4. tv.”
“Tak, du er fantastisk.”
“I know. Vi snakkes.”
“Farvel.”
Da han træder ind ad døren til sin lejlighed har han sin plan
klar. Til lyden af Mozart og med synet af den nedgående sol
som inspiration sætter han sig i sit kontor og skriver.
Klokken kvart i syv er Fernandos første brev til Cassandra
skrevet og sendt.
Fernando tømmer sin postkasse, og smiler. Der ligger endnu et
brev fra Cassandra. Det er det femte, han modtager.
Han går op i sin lejlighed for at læse hendes svar;
Helvedes Greve
Kære Fernando,
Studiet skrider fremad. Vores studietekniklærer er syg for tiden,
så vi har en del aflysninger. Det er meget rart, så har jeg bedre
mulighed for at strukturere min tid, og få ordnet juleindkøbene i
god tid. Faktisk er der forbløffende få timer her, så det er et studie
med stor frihed under stort ansvar. Det passer mig glimrende.
I øjeblikket arbejder vi blandt andet med borteblevneloven. Det
er en lov, der træder i kraft, når personer forsvinder. Hvis man
forsvinder, hvad enten det er med eller mod sin vilje, vil man
ofte efterlade materielle værdier; bolig, ting, bank mv. Det er her
borteblevneloven træder i kraft, og fortæller, hvem der skal blive
værge for disse ting, og hvorledes det skal foregå.
Det undrer mig, at du skriver breve, Fernando. Det er charmerende
på sin egen måde, men det er jo gammeldags, langsomt og dyrt.
Mange ville vælge at skrive en mail eller en sms. Hvordan kan det
være, at du vælger at benytte dig af pen og papir i stedet?
Forresten - hvad arbejder du egentlig med?
Jeg håber at høre fra dig,
Cassandra.
Han lægger brevet fra sig, og ser ud af vinduet på sit kontor.
“Glimrende,” mumler han;
“Nu er tiden endelig inde til at inviterer hende ud at spise. Alt
i alt har det været et tilfredsstillende forløb. Hun virker til at
være en særdeles egnet pige, der nemt vækker følelser i andre.”
Fernando finder sin fyldepen frem og skriver sit sjette brev til
Cassandra. Han spørger, om hun vil lade ham hente hende
førstkommende lørdag aften. Derefter kan de følges til en restaurant
i det indre København, som han synes, hun bør lære at kende.
16
17
Andrea Plovgaard Frederiksen
Helvedes Greve
Han lægger brevet i en kuvert og spadserer ned på gaden for at
poste det i nærmeste postkasse.
Hver gang kan han se, hvordan en rystelse gennemløber hende,
og han ved, hun er hans, så snart han ønsker det. Mens de
omkring middag sidder og ser film, vandrer hans tanker igen;
Lørdag aften efter endnu en tur hos Miriams Spa iklæder han
sig pænt tøj og går ud af døren for at hente Cassandra. Sammen
spadserer de hen til en glimrende italiensk restaurant. Han går
ved siden af hende uden på noget tidspunkt at røre hende,
mens en kold vind løfter op i deres overtøj.
Da de træder ind i varmen hjælper tjenerne dem af med
frakkerne og anviser dem to pladser. Efter et par timer kysser
Fernando Cassandras hånd, idet han byder hende farvel udenfor
hendes dør. Han afviser at gå med op i hendes lejlighed, men
lover, at de snart ses igen.
Han holder sit løfte. Fire gange mere inviterer han hende ud, og
den sidste aften tager han helt efter planen imod hendes tilbud
om at komme med op. På vej hjem til hende lader han tankerne
flyve, mens der er en pause i deres samtale;
“Hun er en smuk kvinde. Det er nu synd, at María skal have
hende. Hun vil slide hende op på højest to år. Hvilket giver et
frygteligt arbejde for alle os andre. Men, hvis María vil have
hende, skal María vel have hende.”
Han rynker brynene, inden et stille smil spreder hans læber.
Cassandra bemærker det, og deres samtale fortsætter med
hendes spørgsmål, stillet i en tilpas kæk tone;
“Hvad får dig til at smile sådan? Kom du i tanker om mig?”
Ugen efter går Fernando til sin anden visit hos Cassandra. Han
medbringer en buket efterårsblomster og to koncertbilletter,
som han forærer hende.
“Hvilken skøn kvinde. Jeg bryder mig ikke om, at hun skal
være Marias. På den anden side, kan det ikke nytte at få
ejerskabsfølelse over denne her pige. Hun er køn, intelligent og
sød. Hun flirter med mig og spiller kostbar samtidig. Hun er en
pige, jeg vil være stolt over at have bragt til fald. Igen, ærgerligt
hun ikke..”
Hans tankegang bliver afbrudt, da Cassandra prikker ham i
siden;
“Er du her? For, hvis du ikke er, kan du godt smutte. Så vil
jeg hellere terpe nogle lovforslag,” siger hun, og smiler for at
opbløde de hårde ord.
Han besvarer hendes smil og giver hende et mentalt point for
hendes angreb.
“Jeg er her skam stadig, Cassandra. En pige som dig skal man
ikke sådan slippe af syne,” svarer han med glimtende øjne.
Hun ruller med øjnene og sætter en film på. Han bestiller sushi,
som bliver bragt til dem.
Et par film senere smutter Cassandra ud på toilettet,. Så snart
han hører døren lukke, er han på benene og på vej mod hendes
soveværelse.
Han åbner systematisk samtlige hendes skabe. Han arbejder
effektivt og rutineret, mens han flytter på tingene uden at
efterlade spor.
Det meste af tiden sidder de blot ved siden af hinanden, men
en enkelt gang lader han sin hånd strejfe hendes kind.
“Aha, der er gevinst her.,” mumler han, idet han hiver en dagbog
ud fra hendes sengeskab. Han vandrer ind mod fjernsynet igen,
mens øjnene skimmer siderne.
18
19
Andrea Plovgaard Frederiksen
Helvedes Greve
Idet han træder ind ad døren standser han op. Cassandras øjne
er vendt mod ham, og skifter glød fra deres sædvanlige rolige
mørkebrune til en dyb, faretruende sort.
Da Fernando træder ind i sin lejlighed, er hans øjne stadig
sorte som kul. Han lader Neston om døren, og går ind i det af
hans værelser, der altid er låst. Derinde tager han de to tungeste
af sine sværd ned, og begynder systematisk at gennemgå al den
kamptræning han har lært. Imens sværdene hvisler gennem
luften fokuserer han på at lave det korrekte benarbejde.
Langsomt bliver hans hoved tomt for tanker, og en koncentreret
fred sænker sig over hans sind.
“Jeg håber virkelig for dig, at du har en forklaring på, hvorfor
du står med næsen i min dagbog, Fernando,” hvisler hun.
Han ser op, vælger at lade sine egne øjne forblive kontrollerede,
men med en stålsat vilje i stemmen;
“Det er ikke din ret at afkræve forklaringer,” siger han.
Hun standser, forbløffet over hans svar. Kort efter går hun de
få skridt, der er mellem dem, stikker ham en lussing, så det
synger i rummet og peger mod døren;
”Ud!” råber hun.
Overrasket træder han et skridt tilbage, ligeså lidt som hun
har hørt hans argument før, har han oplevet at blive slået. Så
mørknes hans øjne, og han går ud af lejligheden sammen med
hendes dagbog.
”Stands! Aflever min dagbog, lede tyv,” udbryder hun, da han
passerer et bord uden at lægge dagbogen fra sig. Han standser,
lægger den fra sig, og griber fat i hende. Idet han slynger hende
op mod en væg, væsner han harmdirrende:
”Behersk dig og ret ind, Cassandra. Den opførsel vil ikke finde
sted igen. Jeg forlader din lejlighed nu, med din dagbog som
du inderst inde ved jeg har ret til. Hvis du eller nogen anden
der kan forbindes til dig kontakter mig uden jeg har startet
dialogen, dræber jeg dig. Har jeg gjort mig selv tydelig?”
Med lukkede øjne arbejder han videre, så de spændte muskler i
hans krop løsner sig. Rynkerne i panden glatter sig ud, ansigtet
slapper af. Hans vejrtrækning bliver dyb og regelmæssig, mens
træningen fortsætter.
Efter et par timer er hans muskler ømme, men afslappede. Han
hænger sværdene på plads og Neston låser værelset efter ham.
En tid stirrer han blot ud i luften. Neston nærmer sig forsigtigt,
med et nysgerrigt udtryk i ansigtet:
”Jeres Nåde, må jeg spørge, hvad kvinden har gjort Jer, siden I
var så vred?”
”Det er en spændende kvinde jeg har fundet, Neston. Hun
vover at slå mig, blot fordi hun føler sig fornærmet. ”
Kammerherren blegner ved tanken om, hvad der ville ske, hvis
han på nuværende tidspunkt handlede ligesådan. ”Men det er
noget andet med de nye, ” mumler han til sig selv.
”Hvordan vil det påvirke Jeres opgaver overfor Kronprinsessen,
Jeres Nåde?”
Cassandra er tavs et par lange åndedræt, mens hun står under
hans nu kulsorte øjnes blik. Han slipper hende, og stikker
hende en lussing så hun falder ned på gulvet. Derefter forlader
han hendes lejlighed, med dagbogen.
”Hmm. Gad vide, hvad María vil sige til det, ja? På den anden
side, det ved jeg jo allerede. Hun ville dræbe Cassandra, hvis
pigen yder modstand. María har aldrig lært, at dem der giver
modstand, tit er dem, der ender med at blive bedst. Hvis det
var muligt, ville jeg beholde hende selv.”
20
21
Andrea Plovgaard Frederiksen
Helvedes Greve
”Hvordan kan det være, Jeres nåde? Hun er ung og vild.”
Et smil breder sig langsomt i Fernandos ansigt.
”Præcis. Hun fascinerer mig, fordi hun ikke falder på halen for
mig med det samme. Hvordan er det nu det lyder? ’Jeg ønsker
du er stærkere end jeg, men jeg vil aldrig forære dig sejren.’ Det
må være sådan hun har det.”
“Jeg vidste jeg havde gjort en god fangst, men hun overrasket
mig alligevel med, hvor god,” mumler han. Han læser videre,
mens han tanker kører ved siden af;
Han finder dagbogen frem fra sin jakkelomme, og åbner. Mere
koncentreret end sidst læser han, startende med de seneste
sider. Efter et par kommentarer om studier og veninder, finder
han noget af interesse;
Kære dagbog,
Jeg er forvirret.
Det får du selvfølgelig ikke meget ud af, så måske jeg skulle forklare baggrunden.
Jeg har mødt en mand. Han hedder Fernando. Vi har været ude at spise, og han
har været herhjemme en enkelt gang. Der er noget over ham. Et eller andet, som
jeg har savnet meget længe.
Jeg har fortalt om Peter før. Der er noget over Fernando, der minder mig om
Peter. Jeg tror Fernando har en indre styrke, der kan vælte hele verden. Og jeg
tror, han agter at vælte mig med den. Det er svært ikke at se det som smiger af
sig selv.
Han har rørt ved mig ganske få gange. Bare et strejf af kinden eller armen. Det
er virkelig mærkeligt; hver gang føles det fuldstændig, som dengang Peter gjorde
det. Jeg får lyst til at lægge mig for hans fødder, og bare være glad. For jeg savner
at kunne tillade mig det.
Det var fantastisk;
Hånden i min nakke, der fortæller mig, hvor han vil have mig.
Pisken, der stryger hen over min hud, og lover SÅ meget.
Øjnene, der fortæller mig, at jeg intet har at sige.
Men, kære dagbog, hvad er sandsynligheden for at Fernando er som Peter var?
De er små. Skal jeg satse på dem, eller ej?
Lige nu tror jeg bare jeg nyder, at spille spillet mod en mand, der højst sandsynligt
vinder, hvis det er det han ønsker.
”Hun er perfekt. Jeg kan ikke fatte, at hun skal smides væk til
María. Der er en anden løsning. Jeg skal bare sørge for, at tippe
hende lidt mere. ”
Den følgende mandag skriver han et brev mere til Cassandra.
Han sidder i sit kontor imens, og lader med jævne mellemrum
tankerne flyve. Efter en time eller så er han blevet færdig. Han
læner sig tilbage for at læse det igennem;
Kære Cassandra,
Du forventer, at jeg undskylder. Det vil ikke ske. Derved skuffer jeg dig heller
ikke. For du ville blive skuffet, hvis jeg sagde undskyld for en handling, du
inderst inde nyder. Dog har jeg ikke været ærlig overfor dig, og det vil jeg
ændre på. Det kræver dog, at du i dit sind accepterer mig, og accepterer min
handling. For der vil følge flere, af en sådan ”uforskammet” karakter.
Det ville glæde mig, om du ville handle således.
Derfor; hvis du ønsker at opretholde kontakten med mig, møder du op på
adressen Krystalgade 6, 3. sal. Det gør du så snart du har tid. Du har en uge,
Cassandra.
På gensyn,
Fernando
Jeg håber, det er det han ønsker. På en måde tiltrækker han mig mere end Peter
allerede. For jeg vil have sex med ham. Det har jeg jo aldrig villet med Peter, eller
nogen før ham. Det har bare ikke føltes rigtigt. Men jeg tror, Fernando er rigtig.
22
23
Andrea Plovgaard Frederiksen
Helvedes Greve
Han strækker sig, og går ned for at poste sit brev. Dernæst
rydder han op og indretter sig med sine bøger på at vente.
Da hun åbner døren og ser ham, er hun tæt på at lukke døren
igen.
Efter otte dage har han stadig ikke hørt fra hende. Neston står
som altid diskret klar, mens Fernando rejser sig. Han vandrer
rastløst rundt en tid, åbner døren og kigger ud på trappen.
”Vent,” siger han, og taler automatisk til hende, som han ville
gøre derhjemme. Hans tonefald får hende per refleks til at
stoppe. Han skubber sig forbi hende og indenfor.
”Hvorfor er hun ikke kommet, Neston?”
Hun smækker døren i og følger ham ind i stuen.
”Det er et godt spørgsmål, Jeres Nåde. Da hun kun er et
menneske, kan vi udelukke, at hun har mistet lysten til at se
dig,” svarer han. Han tænker videre, mens Fernando traver
rundt i lejligheden.
”Hvad vil du, Fernando?” hendes tonefald er skarpt, og bringer
ham ud af fatning.
”Mit bedste bud er, at hun spiller Jeres spil, Jeres Nåde. Samt, at
I måske gik for vidt, ved at true hende på livet. Den slags tager
mennesker normalt meget alvorligt.”
Fernando standser, med et eftertænksomt udtryk i ansigtet.
”Så du påstår, at jeg har presset hende for hårdt? At jeg ikke har
givet hende tid til at indstille sig på den virkelighed hun bliver
en del af?”
Neston får et varsomt udtryk i ansigtet.
”Det vil jeg ikke gøre mig klog på, Jeres Nåde,” siger han
langsomt, inden han fortsætter:
”Måske I bliver nødt til at arbejde på, at få hende tilbage inden
I mister hende, Jeres Nåde.”
Han sukker. ”Jeg er træt af at forestille mig, Neston. Kan jeg
ikke bare tage hende med?”
Efter endnu et par dage har Fernando mistet tålmodigheden.
Han griber sin jakke, og går ud ad døren.
24
”Se dig igen, Cassandra. Du er en fantastisk kvinde,” svarer han
uden at tænke.
”Spar mig for din smiger. Tror du jeg gider have noget at gøre
med en psykopat?” Han lægger mærke til, at hun står med sin
mobil i hånden. Nummeret til alarmcentralen er indtastet.
”Tag det roligt. Jeg vil ikke gøre noget, du ikke selv ønsker.
Jeg handlede blot som jeg er vant til,” siger han og forsøger at
holde styr på sig selv, samtidig med han gruer over skammen,
hvis det rygters derhjemme, at han nærmest ligger under for et
menneske.
”Så du truer altså også din familie på livet, hvor beroligende.”
Fernando sukker. Han fornemmer, at det er håbløst, med den
tilstand hun er i lige nu.
”Vil du give mig en chance, Cassandra?” spørger han og ser
hende vakle. Hun skæver ind mod køkkenet, hvortil døren er
lukket. Så bider hun sig i læben.
”Nej, Fernando. Du skal gå nu.” Han ser på hende, kigger dybt
i hendes øjne. Han rejser sig langsomt, og træder lydløst hen til
hende. Hun bliver stående, hendes øjne er blanke.
25
Andrea Plovgaard Frederiksen
Helvedes Greve
”Er det virkelig det du ønsker? Ønsker du virkelig, at jeg går ud
af døren nu, og aldrig kommer tilbage?” hvisker han, hans ånde
puster mod hendes øre, mens hans ene hånd glider omkring
hendes nakke. Hun ryster, og kigger hen mod køkkenet. Så
nikker hun.
”Frist mig ikke, menneske,” hvisler han, ”Jeg gider ikke have et
lig med hjem.”
”Gå, Fernando. ”
”Hvem er du, Fernando?” Han rynker brynene. Toner sin
Cyprien-del ned, og svarer så.
”Hvorfor afviser hun mig, Neston? Jeg kan jo se, at hun ønsker
at være en del af mit liv.” Fernando sidder i stuen og bladrer
fraværende i hendes dagbog.
”Det er et godt spørgsmål, Jeres Nåde. I sagde, det virkede som
om hun havde nogen på besøg, der skjulte sig i køkkenet?”
”Ja. Hun kiggede hele tiden derhen, og det var som om der sad
en og tvang hende til at handle ’rigtigt’.”
”Det er ganske interessant. Hvis der sad en, hvor meget mon
hun så har fortalt, Jeres Nåde?”
”Jeg aner det ikke. Jeg burde tage hen og tvinge hende med
mig. Det ville jeg have gjort i enhver anden situation.”
”Det er en handling der med fordel kan overvejes, Jeres Nåde.”
Fernando går turen til Cassandras lejlighed. Han banker på,
og træder et skridt tilbage. Da hun åbner døren, tager han fat
i hende:
”Jeg var høflig før. Det er jeg ikke nu. Vi går,” siger han, og
lader den del af ham, der er Grev Fernando Cyprien af Helvede
dominere. Hun stirrer på ham, og snubler ud af døren.
Snart genvinder hun fatningen, og kæmper imod. Da hun gør
mine til at skrige efter hjælp, standser han på trappen ned og
lægger hånden over hendes mund.
26
Hun stivner, og slapper af i musklerne. De går videre i tavshed.
På vej ned ad Købmagergade tager hun ordet:
”En oplevelse, Cassandra. Som du vil hade, som du vil elske,
som du ikke har noget valg om, hvorvidt du vil være med i
eller ej.”
Da Neston åbner døren for dem, ser Cassandra sig nysgerrigt
omkring. Neston er omhyggelig med kun at se på hende, når
hun ikke kigger. Fernando viser hende inde i det mindste af
værelserne, og vender sig med et opfordrende blik mod Neston.
”Hun kommer til at tage tid at tæmme, Jeres Nåde. Men, hun
er bestemt som en usleben diamant. Hvis jeg må tale frit, Jeres
Nåde, tror jeg ikke, at María vil kunne se hendes potentiale.”
”Det vil hun bestemt ikke kunne. María skal ikke have
Cassandra. Det skal jeg selv. ”
”Men, Jeres Nåde. Hvad så med Kronprinsessen?”
”Lad mig om det. Jeg kan overbevise hende om, at jeg bør
beholde Cassandra, og, at jeg har opfyldt formålet med min
udvisning”
Morgen efter samles de alle tre om morgenmaden.
”Når vi kommer hjem, holder du dig til min højre side konstant,
Cassandra,” siger Fernando. Cassandra nikker.
”Neston, dig behøver jeg næppe instruere.”
27
Andrea Plovgaard Frederiksen
”Nej, Jeres Nåde.”
Fernando rejser sig. Neston følger efter for at hjælpe ham i
rejsetøjet. De samles i det lille værelse. Fernando kaster et sidste
blik ud over København, inden han begynder forberedelserne
til hjemturen: hans hår falder af, så han opfylder kravene for
krigere i Helvede.
Helvedes Greve
María smiler ned til ham, men vreden ulmer i hendes sorte
øjne;
“Jeg ser. Dog forekommer det mig, at pigen bag dig er knyttet
til dig.”
Fernandos lyseblå øjne bliver hårde som is.
Hans øjne genvinder deres isblå farve, og hele hans udstråling
bliver hård og kold. Endelig folder han sine vinger ud af ryggen,
så det suser i hele lokalet. Cassandra trækker vejret ind, og gør
store øjne af forbløffelse og angst. Neston har også taget sit
oprindelige udseende igen, men med mere beskedne vinger.
“Jeres højhed. På Jorden, jagende efter en pige til Jer, tilsmilede
lykken mig, så jeg fandt en, jeg selv ønsker at beholde,” siger
han.
Fernando indånder sin piges frygt, og smiler. ”Alting er, som
det skal være,” mumler han.
Der er stille i resten af salen, mens María stirrer på ham.
”Lad os komme af sted, du vil alligevel ikke bryde jer om turen,”
siger han.
”Det giver dig ret til at vende hjem?”
Fernando trækker vejret dybt, og en svag knurren undslipper
ham.
Fernando træder ind i tronsalen. Bag ham går Cassandra.
Salen er mørk. María sidder på tronen og trommer med
fingrene på armlænet. I hendes skød ligger hendes pisk, en
mere kunstværdig udgave af den han har i bæltet.
“Høje kronprinsesse María, jeg underskylder dybt, hvis I er
utilfreds med mig. Jeg følte, at fundet af denne pige gav mig
indsigten jeg behøvede til at vende hjem. Jeg undskylder for alt,
hvad jeg har gjort. Mit hjerte er overbevist om, at min plads er
under Jer, Ærede Kronprinsesse.”
Han går roligt, men i hans sind ruster han sig til opgøret.
María stirrer på ham. Så smiler hun.
Cassandra går på hans højre side med hovedet hævet, men
blikket sænket. Da de standser foran tronen, stirrer Fernando
María i øjnene, inden han et åndedrag senere bukker dybt
for hende. Hans hænder er knyttede om skæftet på hans pisk.
Cassandra knæler.
”Pigen er min. Din skæbne besluttes senere. ”
“Jeres højhed, som ydmyg undersåt vender jeg hjem, ” siger
han. I hele salen står indbyggere fra Helvede og følger med,
de der kender til grevens autoritetsproblem med forsigtigt
åndedræt.
28
29
I Enhjørningens Vold
Astrid Cecilie Budolfsen
Astrid Cecilie Budolfsen (17 år)
Som den eneste af forfatterne bor Astrid i Uganda, når hun ikke
går på efterskole i Hobro. Hun har skrevet siden hun var syv år
gammel, men denne historie er en af få der er blevet afsluttet.
Udover skrivning er hun glad for at synge og rejse.
Sezetia er en fantasiverden, hvor det overnaturlige styrer verden
og mennesker er underlegne. Mytiske og overnaturlige væsner
bevæger sig på deres uransagelige veje, udødelige og tidløse som
myten om dem. Mødet mellem menneske og det ukendte er
præget af uvidenhed og vold.
Astrid Cecilie Budolfsen
I Enhjørningens Vold
Erakle så ned mod den Lalijtiske by. Den var næsten kamufleret
på den tørre gule slette. Vinden susede over den bakketop han
stod på. Et kraftigt vindstød fik det til at bruse i hans ører og
hvirvlede et tyndt lag støv og sandkorn op i luften. Han var
pludselig blændet, da vinden fik enden af hans tørklæde til at
løsne sig og blæse op i hans ansigt. Han slog det ned med sine
arme og bandt det på ny fast om sin hals og hoved.
Nærmest betaget opdagede han, hvordan fænomenet
cirkulerede i den Itanske lejr, men aldrig bevægede sig udenfor.
Hans mave føltes, som om den gjorde knuder på sig selv. Hårene
rejste sig på armene og han skælvede af ubehag.
Hans posede uniform blafrede i vinden, og sand var allerede
blæst ned i hans nye soldater støvler. Kludene i støvlespidserne,
der var sat i for at han kunne passe dem, pressede på hans
storetæer. Den nye sabel dinglede i læderbæltet. Han fik øje på
en lille bevægelse på steppen; en soldat på vej op for at afløse
ham. Tjansen som udkigspost på bakken havde været en lang
og kedelig en.
Endnu et kraftigt vindpust susede over bakketoppen. Erakle
vendte uvilkårligt ryggen mod den kølige vind og stivnede.
Steppen på den anden side af bakkerne lå i skygge. Hans øjne
fængedes ved en mørk lilla sky på den overskyede himmel, der
kastede en mørkere skygge på jorden under sig.
En støvdjævel blæste sand rundt under skyen, og da han kneb
øjnene sammen kunne han ane teltspidserne på et par Itanske
telte, den nomadiske stamme der også levede i denne del af
landet. Nysgerrigheden pirrede ham, og med et tegn til den nye
soldat, bevægede Erakle sig gennem det gule græs hen mod
teltlejren.
Erakle travede ud af bakkerne, og ud på den let bølgende slette.
Lejren blev mere og mere tydelig des tættere han kom. Han
kunne mærke sin nygerrighed blande sig med en betænkelig
fornemmelse i maven.
Et lilla lys skinnede gennem skyen og farvede hans blege ansigt.
Som et fjernt ekko anede han skrig og løben fra teltene. En svag
brummen gav genlyd i hans øregang, og han fik den uhyggelige
fornemmelse af, at lyden kom fra hans eget hoved. Den steg
i styrke til han ikke kunne høre andet. Hans fodtrin lød som
dump hvisken. Alt var i et lilla skær. Han kunne ane skikkelser
løbe rundt i den Itanske lejr.
Alle hans sanser var rettede mod lejren. Pludselig snublede han,
som om hans fødder var betænkelige ved at gå. Han stoppede
fortumlet op og fik pusten. Luften føltes fremmed for hans
lunger. Han begyndte igen og nærmede sig med vagtsomme
skridt.
Erakles ansigt var som hugget ud i sten, det eneste det afspejlede
var hans fokus på det sære fænomen. Itanske kvinder og børn
løb væk fra lejren uden at ænse ham. Luften var tæt af skrig.
Der eksisterede ikke andet i verden for den Lalijtiske soldat end
denne ukendte fjende. Omkring tohundrede skridt fra lejren
lukkede hans øjne pludselig i. Han fortsatte og tvang dem åbne.
Fornemmelsen af noget ukendt sneg sig ind i hans bevidsthed.
Den makabre følelse af noget fremmed i hans hoved fik galden
til at stige op. Erakle spyttede irriteret og prøvede at lukke af for
hans tanker. Den uhyggelige fornemmelse fik ham til at føle sig
fuldstændig magtesløs.
Som han gjorde afstanden til lejren mindre, tænkte han ved sig
selv hvordan støvdjævlen mere lignede en lilla vind, der blæste
rundt i lejren som en hvirvelvind af støv.
Han kæmpede for at skubbe det ud af sit sind, indtil han var
så tæt på at falde, at han igen fokuserede på sine bevægelser.
Lejren var en stor forvirring, folk flygtede i alle retninger.
Ildsteder og ejendele blev smadret hvis det stod i vejen.
32
33
Astrid Cecilie Budolfsen
I Enhjørningens Vold
Han bevægede sig adræt mellem teltene og de flygtende
Itanske folk. Panikken var malet i deres ansigter. Lynhurtigt
fandt han vej til midten af lejren. Nogle få bevæbnede Itanere,
hovedsagligt store drenge bevægede sig i samme retning.
Han nåede knap nok at tænke sig om, før det store bæst parerede
hans hug med sit horn. Det sendte gnister i alle retninger. Et
kort øjeblik stod de med horn og sværd krydset, så vippede
bæstet sit store hoved op og sendte Erakle flyvende bagover.
Den brummende lyd var øredøvende og den lilla vind holdt
solens stråler ude, så alt var utydeligt. Han vendte sig uvilkårligt
til højre. Synet slog luften ud af ham. En enorm enhjørning
stejlede omgivet af Itanske spydmænd. Det overnaturlige
væsen havde en krop som en kæmpe grotesk hest med en brun
og lodden pels. Den tjavsede manke og hale blev blæst hidsigt
rundt af den lilla vind.
Den lalijtiske soldat landede på ryggen, men var hurtigt oppe
igen og holdt fortumlet sablen ud for sig. Underligt nok havde
bæstet ikke fulgt op på sit angreb, men stod afventende. Han
havde besluttet sig for at bruge samme taktik, men som han
stormede fremad, skiftede han i sidste øjeblik. Da enhjørningen
parerede med sit horn, vendte han sit sværd og gled ned langs
flanken af den. Han skulle til at hugge, da bæstet usandsynligt
hurtigt vendte enden til og han nåede kun lige at undgå de
sparkende hove.
Det arms lange grove, brune horn strakte mod himlen som et
kæmpe kohorn, så man kun lige kunne skimte den afrundede
blodige spids. Den lilla vind blæste tykt om dyret, som en aura.
Det kæmpe væsen landede på alle fire og knækkede flere af
spyddene. Dens hoved var næsten ligeså frygtindgydende, som
dens krop. Den store mund, var spækket med skarpe fortænder
i lyserøde gummer. Lige under hornet sad nogle unaturlige
store øjne på hver side af hovedet, trukket sammen til mørke
sprækker i vrede.
Puffet fik ham til at tabe sin sabel. Han havde ikke tid til at
bukke sig efter det, så han gjorde et desperat forsøg på at
holde sig på afstand af det dødelige horn. Med et par hurtige
skridt, prøvede han at vikle sine fingre omkring det nederste
man hår. Men ved berøringen isnede det i hans fingre, og hans
bevidsthed blev fuldstændig overtaget af den fremmede kraft,
og alt blev sort. Enhjørningens berøring varede kun et øjeblik.
Erakle stod næsten viljeløst og så til mens uhyret så rundt på
de unge drenge som stod rundt om den. Den sprang på dem
en efter en og mærkede dem; den første dræbte den, den næste
bed den, den tredje lod den løbe. Den virkede uhyggeligt
bevidst om hvad den gjorde.
Erakle vågnede fortumlet på ryggen i mudderet. Hans fordel
var forsvundet før han var kommet op og stå, og det store bæst
kom nu tromlende hen imod ham. Erakle var fuldstændig
forsvarsløs. Han løb i en kejtet zig-zag baglæns mens han stadig
havde front mod enhjørningen.
Erakle tvang enhjørningens tilstedeværelse væk fra hans
tanker. Han udstødte et brøl og stormede frem mod uhyret
med sin sabel, men i den piskende vind lød det mere som en
hæs hvæsen. Enhjørningen vendte sig mod ham, og afventede
ham køligt, som havde den stået der siden tidernes morgen.
Hans hjertebanken steg i tempo i takt til at hans morale faldt.
Han svingede den krumme sabel i en bue mod enhjørningens
brede bryst.
Det tvang enhjørningen ned i fart. Jorden gyngede, og døden
hviskede i hans øre. Han brugte al sin selv disciplin og energi
på at danse udenom det spiddende horn, der hamrede forbi
hans venstre side. Hans tøj rev ind i huden ved armhulen og
halsen da hans kofte blev flået.
34
35
Stødet skubbede ham af balance og han faldt sidelæns mens
han vred sig for at undgå enhjørningens uhyrlige berøring.
Astrid Cecilie Budolfsen
I Enhjørningens Vold
Hans øjne opfangede det mørke øje og så de enorme kæber på
klods hold åbne sig og vise et par spidse blodige fortænder. Der
var et stik af smerte da de tunge kæber smækkede sammen.
Han mistede bevidstheden og vågnede igen på siden. Hans
øjne var lukkede. Da hans hørelse kom tilbage opfangede det
et Lalijtisk kampskrig skære sig igennem luften.
Bæstet havde mærket det, og det kastede hovedet og udstødte
en makaber overjordisk vrinsken som emmede af vrede,
og sprang væk fra Erakles. Erakles og de fire andre Lalijtere
trådte et skridt tilbage af frygt. Det sortnede for hans øjne, da
sort vrede pulsede fra det sårede uhyre ind i hans bevidsthed.
Enhjørningen trak sig væk fra krigerne. Der var en tynd slids
på dens flanke. Lalijterne tøvede et øjeblik før de fulgte op på
angrebet.
Før han nåede at tænke tanken til ende kom alle hans nerver til
sig selv. Smerten flammede op igennem hans krop, og satte den
i chok. Hans smerteskrig blandede sig med støjen. Hans øjne
svømmede. Han så ned og så blinkende på det blodige afbidte
stumper af hans to yderste fingre på hans venstre hånd.
Af instinkt holdt han hånden mod sit bryst, skubbede sig
hastigt op og så sig forvildet om. Lalijtiske soldater stormede
fra alle sider mod uhyret som stod med de forreste hove løftet
over maven på en Lalijter. Enhjørningen stod et øjeblik sådan,
så lod den sine hove suse ned mod Lalijterens mave. Han kneb
øjnene sammen i sorg. Den anden Lalijters dødsskrig ringede
i ørene.
Han søgte jorden med øjnene. Sablen stak op af mudderet få
meter fra ham. Han haltede hen mod det om tog fat om skæftet,
og søgte desperat i sit sind efter en plan. Et forslået skjold lå
tabt på jorden. Den lalijtiske soldat skar tænder i smerte, han
tog fat og remmen med sin blodige hånd. Med et smertefuldt
løft hev han skjoldet op på sin side. Han svajede et øjeblik på
sine ben. Pinen gjorde ham ør. Tre af seks-mands patrulje stod
stadig og kæmpede tappert mod det overmægtige bæst.
Ligene af to mænd lå ubevægelige på jorden, men enhjørningen
var stadig uskadt. Erakles hjerte bristede ved at se sine mænd
blive slagtet i overmagt. Uden nogen større plan i hovedet,
byggede han langsomt fart op, og prøvede at angribe bæstet
bagfra. Han førte sablen ind mod den ubeskyttede flanke.
Enhjørningen trådte et trin til siden, så Erakles mærkede
sablen snitte uhyret, men ikke såre.
36
Et øjeblik syntes enhjørningen at have mistet overblikket. Mens
den snappede efter en anden, spurtede den Lalijtiske soldat tæt
på enhjørningen. Han hørte et skrig af smerte fra den anden
mand sekunder inden det brune horn buldrede mod hans træ
skjold. Han blev skubbet til siden, men fortsatte forbi.
Bæstet snappede vredt efter ham, men de skarpe tænder
prellede af på skjoldet. Den bed fat omkring hjørnet og prøvede
at flå skjoldet væk fra Erakles. Det sled i hans smertende hånd,
han troede den skulle falde af. Med et brøl trak han skjoldet ud
af bæstets bid, og hævede sin sabel til hug.
Han stod med sablen hævet over hovedet da hans blik faldt
på det store øje på siden af enhjørningens hoved. I stedet for
en vred mørk slids var det opspærret og stirrede. Det var som
om tiden stod stille. Øjet fyldte hans sind, og han mistede
fuldstændig kontrol over sin krop.
Erakles følte det bløde lagen mod sin kind, han var halvvejs ved
bevidsthed, halvvejs i en vag drøm. Han havde en sur smag i
munden, hans hoved værkede hver gang han bevægede det dét
mindste og det dunkede i hans venstre hånd.
Han åbnede øjnene og så op i en grøn teltdug. Det summede
af aktivitet udenfor teltet; han var i en soldaterlejr. Den venstre
hånd kunne han mærke var indbundet i noget bandage. Da
han prøvede at bevæge sin venstre hånd gav et stik af smerte,
som fik han til at skære tænder.
37
Astrid Cecilie Budolfsen
I Enhjørningens Vold
Han huskede enhjørningen i den Itanske lejr i korte glimt.
Hans øjne gled rundt i teltet. Der var læge urter og redskaber
på et bord mod den ene væg, en lukket teltåbning og lænet
op af den ene telt væg stod det enhjørningens blodige brune
horn. Han ømmede sig et øjeblik, så flyttede han sin højre hånd
op til kanten af tæppet. Tæppet var blødt og varmt mod hans
forslåede hånd. Så forsigtigt han kunne, løftede han tæppet af.
Han gyste da luftens kølighed ramte hans halvnøgne krop.
”Altbarmhjertige leder?” spurgte Erakles og så ned. Hans
kinder blussede.
Hans krop var rengjort med bandager forskellige steder og et
lændeklæde. Man kunne se fra bandagen på hans venstre hånd
at der manglede de to yderste fingre. Han mærkede sit hår; det
var rent men stadig filtret. Halmen under lagnet puslede da
han løftede sin overkrop så forsigtigt op og sidde.
Det værkede i den, og det smertede hver gang han kom til at
støde sin venstre hånd. Han stønnede og begyndte at flytte sine
ben udover kanten. Det værkede i dem, og af og til stødte han
et blåt mærke eller et sår. Det kolde græs klistrede mod hans
fødder. Med en dyb indånding kom han op og stå. Det svimlede
for ham og han blev nødt til at støtte sig til briksen.
Han tog tæppet af briksen og tog det om livet Da han kunne
stå, nærmede han sig hornet. Han knælede ved siden af det,
dog uden at røre det. Næsten så lang som hans arm var det
hvidt i spidsen, hvor det var slidt og ellers brun. Der sad stadig
mudder og blod på. Han kiggede på enden; der var en hulning
ind i enden af hornet og ingen tegn på blod eller hud.
Det emmede af enhjørningens aura og han så hadefuldt på det.
En vagt trådte ind i teltet. Ind af teltåbningen kom Lalijternes
leder, Hybris den barmhjertige. Han var klædt i en hvid kåbe
og hans rødlige skæg var flettet med en rose i enden.
”Jeg vil takke dig for din tjeneste til mig og det Lalijtiske folk, du
har gjort dig selv megen ære,” sagde lederen. Erakles nikkede,
men så ikke op.
”Hvis jeg må spørge om noget; så hvilken soldat fik hugget
hornet af enhjørningen, hvem skylder jeg mit liv?” spurgte
Erakles.
”Du har selv hugget det af.” Erakles så uforstående på ham.
”Hør her, Soldat, vi behøves ikke kæmpe flere slag imod
nomaderne, når de hører at en Lalijtisk mand har slagtet så fælt
et uhyre, så vil de overgive sig med det samme,” svarede Hybris.
”Hvor er enhjørningens krop?” udstødte Erakles, han bed sig
selv i læben over sin fejl. Hybris øjne blev kolde.
”Den er blevet brændt,” sagde Hybris. Erakle hørte til sin
overraskelse løgnen i hans stemme.
”Du ene mand slagtede enhjørningen, og befriede nomaderne
for denne plage,” sagde lederen. Hybris gik helt tæt på ham og
pegede på ham: ”Og det siger du.”
Erakle missede med øjnene. Stolen af ibenholt var ophedet af
solen. De broderede blå og hvide klæder beskyttede hans hud
mod træet og den stegende middagssol. Det var en tumult som
alle Lalijtere samlede sig foran tribunen.
”Har du sovet godt,” smilede Hybris, ”Erakles er det ikke det
du hedder.”
Han sad urørlig med ryggen så rank som et bræt, ikke en
fold i de ceremonielle klæder, hans hår var olieret og flettet i
et komplekst mønster med tunge guldspænder og tænder fra
forskellige dyr.
38
39
Astrid Cecilie Budolfsen
I Enhjørningens Vold
Hans ansigt var malet med brun jord, og kul rundt om øjnene
og i hans pande sad et tungt guld smykke der forestillede den
Laijtiske sol. Hans hænder var foldet i skødet. Kun hans øjne
bevægede sig. Uvilkårligt kom han til at se ned på det rosa ar
hvor hans 2 yderste fingre skulle have siddet.
Folk måbede, så hujede de og klappede. Erakles var paf.
Trommen slog et enkelt slag. Hybris hævede stemmen til
mængderne:
Huden over arret var glat som slangeskind med en linje hvor
de har syet såret fast. Hybris havde fortalt ham at der havde
været 2 stumper tilbage, men de pillede så kødet og det
smadrede knogle ud og en af Lalijternes bedste syer havde syet
det sammen. Hans blik faldt på Lalijterne som strømmede ind
tribunen. Mest kvinder og børn.
Han så hen på Hybris, som sad på tronen ved siden af ham.
Hybris var sat et trin højere en ham og var endnu mere
overdådigt udsmykket. Tronen han sad på smykket med guld
fra floden, og han havde 2 gange så mange lag tøj på som
Erakles. Han havde en prydende hvid krone på. Den var lavet
til at ligne hornet da det rigtige horn var for tungt for ham at
bære på hovedet. Erakles sad på venstre side af lederen, mens
Hybris familie sad på den højre side.
”Derfor vil jeg fra nu af ikke længere være Hybris Eurytheus,
en mand, men Farao, Solens Søn, Lalijternes beskytter.”
Bifaldet var tordnende. Bag ved tribunen blev dusinvis af
kurve med hvide blomster kastet op i luften og ført ned over
menneskemængden af en frisk vind. De dalede ned over
Lalijterne, som en hvid regn.
Erakle bed sig i læben og så op på Solens Søn, men det eneste
han kunne se var et menneske.
Alle var de majet ud til ceremonien, som ingen andre end
Hybris og præsterne vidste noget om. Da Hybris mente der
var nok mennesker på torvet, gav han tegn, og en tromme
signalerede stilhed til folket. Hybris rejste sig fra sin trone:
”Lalijterer! Lykken har været på vores side. Solen har givet os
sejr over Itanerne, og et af mørkets ondeste skabninger. Vi har
skabt fred. Nu kan vi leve og trives…”
Han gestikulerede til den ældste præst. En gammel mand i
hvide klæder trådte op på podiet ved siden af Hybris. Præsten
hævede sin røst: ”Præsterne har haft et syn fra Solen. Vor
elskede leder, Hybris Eurytheus, er velsignet af solens kræfter
selv, han er solens levende repræsentant på jorden, en gave til
os Lalijtere.”
40
41
Rædslens Øje
Filip Lynard Poulsen
Filip Lynard Poulsen (16 år)
Kommer fra Sjælland, men bor lige nu i Hobro på efterskole.
Han elsker at fortælle historier, hvor særligt fantasy rør ham og
han er meget begejstret for at skabe beretninger, med film som
hans stærkeste side.
Rædslens Øje er historien om en dreng, der stifter bekendtskab
med eventyret på egen krop og opdager at historier ikke altid
er noget man skal tro på og at heltemod ligeså meget afhænger
af øjet der ser, som det der bliver set på.
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
,,Stiv var han! stiv! Men ikke af skræk. Han var stiv af stolthed
og tapperhed, for frygt har han aldrig kendt til! Han stod
som en flagstang, der var hamret flere kilometer ned i jorden,
Grumhale nærmede sig på sine otte ben, gule øjne og mange
haler.
Sådan fortalte Bruno. Abrial stod bare og måbede og så op på
den voksne mand. Han håbede, at Bruno ville fortælle endnu
en af de mange legender. Men Bruno rejste sig op og gjorde
klar til at gå ud af kroen.
,,Er du bange?’’ lo bæstet. Men Vork svarede ikke. Selvfølgelig
var han ikke bange. Han ventede bare på, at den kom til ham
da, han ikke ville spilde kræfter på noget så usselt.
Nu var Grumhale meget tæt på. Men Vork stod stadig fast som
en sten. De mange haler omringede ham og gjorde klar til at
knuse ham, mens han bare så modstanderen i øjnene med sit
ene øje. Grumhale lo ad ham og i det samme åbnede Vork sit
andet øje; “Rædslens øje!” og Grumhale vred sig i smerte.
I et hurtigt og fast greb tog Vork fast i en af monsterets mange
haler og bed den af. Grumhale hvæsede og rejste sig hurtigt op
og åbnede munden om ham. Vork nåede ikke at se andet end
en kæmpe mund omringet af knivskarpe tænder, før det hele
sortnede. I et kort øjeblik troede folk, at Vork virkelig var død.
Men det kunne ikke være sandt. Han var jo Vork Dunkeløje,
som aldrig havde tabt en kamp. Grumhale kæmpede for at
sluge sit bytte. Men med ét borede der sig et spyd op igennem
mutantens hoved. Folk kunne ikke tro deres egne øjne.
Grumhale brølede i smerte, og da dens mund stod på hvid gab,
så de Vork derinde! Tapper og med spyddet i hånden, stukket
op gennem uhyrets hoved.
,,Så er det slut for dig!’’ råbte han og gik ud af munden, flåede
en tand af bæstet og stak den i det ene af det døde uhyres øjne.
Derefter børstede han støv og blod af sin frakke, som om intet
var hændt, smed Grumhale op over skulderen og gik uden
tøven. Endnu en dusør skulle hentes. Og dette er endnu en
historie om den legendariske dusørjæger, “Vork Dunkeløje!”
44
,,Bruno!’’ Abrial nåede lige at råbe inden han forlod kroen.
Bruno så ned på den ivrige dreng.
,,Hvad så lille mand?’’ Abrial hoppede og dansede.
,,Er det virkelig en sand historie?’’ spurgte Abrial.
,,Ja da. Vork Dunkeløje er kendt som jægeren, der kan slå
ihjel med alt,’’ sagde Bruno smilende. Abrial ville gerne høre
en historie mere men, Bruno fejede ham væk og sagde, han
skulle hjemad med maden til hans familie, der ventede på ham.
Abrial var ellevild. Han vidste med det samme at han måtte
blive dusørjæger.
Ude foran Durobroen på vej hjem så Abrial sin ven Lasse. Han
var omringet af en flok større drenge. Lasse så på Abrial med
en frygtsom mine. Blandt dem så Abrial Thue. “Store Thue”
fra Brogade. Han havde lyst til at gå over og hilse på Lasse og
fortælle historien om Vork. Men noget fik ham til i stedet at se
væk og gå lidt videre.
,,Hey mide!? Kom her!’’ blev der råbt efter ham. Abrial så sig
forskrækket tilbage. Thue havde fået øje på ham. Det var Abrial
opmærksomheden var blevet rettet mod.
,,Kom herover!’’ Abrial gik lidt hurtigere videre.
,,Vent og se! Hvis du ik’ kommer her, får du så mange bank!’’
hørte Abrial og han stoppede. Skulle han gå videre eller gå
derover? Ventede Lasse, at han skulle hjælpe ham? Ville Lasse
hjælpe ham hvis det var? Det var svært at sige.
45
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
Men hans ben gik pludselig derover, imens Abrial desperat
prøvede at overtale dem til at blive stående. Thue stod og lo
imens han så ondt på ham.
Men så kunne han høre på stemmen, at det ikke var manden.
,,Hvad så snothvalp!?’’ Lasse så ret bange ud.
,,Hvor skal du hen? Han ville bare hjælpe os!’’ kaldte Lasse
forpustet. Abrial vendte sig mod ham i et råb:
,,Ikke noget’’ svarede Abrial.
,,Tænk, at vi finder os i det! Sådan et svin!’’ Lasse så forskrækket
på Abrial. Han havde aldrig opført sig sådan før.
,,Hvorfor tøver du? Er du bange, lille mand?’’ de andre lo. De
eneste der ikke lo var Lasse og Abrial.
,,Jeg har ikke tænkt mig at finde mig i det i hvert fald,’’ snerrede
Abrial og efterlod Lasse, der så forskræmt efter sin ven.
,,Nej da’’ stammede Abrial. Men det mindede ham om ordene i
historien fra kroen, ”selvfølgelig var han ikke bange.”
Abrial havde slet ikke lyst til at tage hjem. Men det blev han
nødt til. Han havde jo lovet at købe brød. Han købte et godt
stykke med spelt og kerner på toppen. Han holdt sin vrede
tilbage over for sin mor. Han kunne godt lide hende men han
var træt af at skulle løbe ærinder for hende, fordi han var et
barn.
Stjerner til højre og venstre. Et kort øjeblik forstod Abrial ikke
hvad der skete. Der var bare sort og en masse stjerner, der mere
lignede guldglimmer. Et sekund hvor han ikke vidste hvad
der skete. Først derefter gik det op for ham, at han var blevet
skubbet. Og han lå på jorden så han var oven i købet faldet. Det
var bare et skub. Sådan et der trykkede i brystet. Som var han
slået i hovedet.
,,Hey! Er du okay lille mand!?’’ spurgte en mand på den anden
side af gaden, som kom hen mod dem. Abrial kunne ikke se
ham. Abrial havde nemlig krummet sig sammen på maven da
han havde hørt at ryggen kan tåle flere slag end maven.
Men han kunne dog høre at Thue og de andre rødder gik deres
vej. Abrial mærkede en hjælpende hånd på sin skulder. Det var
den fremmede mand. Men Abrial rystede den væk i et hurtigt
ryk med hele overkroppen. Og gik.
Næste morgen tog han med sin rygsæk på ryggen af sted. Den
var fyldt med reb og det brød han havde købt dagen før. En
helt holder hvad han lover og han havde købt brødet. Men Hun
havde ikke sagt noget om at hun selv skulle bruge det. Men han
havde det dårligt over ikke at sige farvel til sin mor. Og at gå. At
gå fra det hele. Han ville komme til at savne det.
Det var her, han havde boet hele livet. Men vidste godt, at han
var nødt til at tage af sted. Ellers ville hans drømme aldrig gå i
opfyldelse. På trods af at han ville det så meget, begyndte han
nu at tvivle. Tvivle på om det mon i virkeligheden var hans
drøm? At fange skurke og sådan.
Han var rasende. Hvordan skulle han kunne blive dusørjæger,
hvis han ikke engang kunne klare Thue. Han hørte skridt, der
fulgte efter ham.
Eller om det var bedst bare at blive. Men selvfølgelig var det
noget pjat. Alle fugle flyver fra reden. Som de tanker han
tænkte. Aldrig havde der fløjet så mange tanker rundt i hoved
på ham på en gang, som nu. Men han var optimistisk alligevel.
,,Kunne den nar ikke bare blande sig udenom!?’’ tænkte Abrial.
Nu var det bare ham.
46
47
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
Han ville tage af sted alene ud i verdenen. Bare ham, sin rygsæk
og det tøj han gik og stod i. Tiden gik lynhurtigt, mens hans
tanker løb af sted med ham, og snart var han på landevejen,
hvor det tilgengæld gik alt for langsomt. Han gik og gik, og der
var ikke mere at tænke over. Kun køer og får holdte ham med
selskab på den lange rejse, samt lyden af sprøde brødskorper
der knasede op af hinanden i hans rygsæk, hver gang han tog
et skridt.
,,Velkommen til Droko! Hvad er Deres ærinde her?’’ spurgte
en forvirret fyr lige udenfor byporten ved en hjemmelavet bod.
Han vandrede længe og timer føltes som dage. Han havde
aldrig været udenfor byen og gå så meget før, men han følte
alligevel en vis selvtilfredsstillelse. Han følte virkelig han kunne
noget selv. At han var blevet stor. Og han gik og gik.
,,Hey! Du kan ikke ligge her og sove du! Kan du straks forlade
min mark!’’
Langsomt åbnede Abrial øjnene der var fyldt med søvn og så
op i et surt gammelt ansigt med tørre øjne. Han var åbenbart
faldet i søvn midt på bondemandens mark. Abrial rejste sig
hurtigt op.
,,Hvad laver sådan en lille mand som dig her alene!?’’ spurgte
den gamle spidst. Abrial forklarede, at han ville være den
største dusørjæger i verdenen. Bondemanden skiftede nu fra
vred brummen til hylende latter. Det gjorde Abrial gal.
,,Hvad griner du af!?’’ snerrede Abrial. Bonden tørrede tårer af
med sine snavsede fingre og så, så han ned på Abrial igen.
,,Jamen det skal jeg da ikke stå i vejen for. Held og lykke, lille
mand.’’ lo han og gik med sin høtyv på skulderen i latter, imens
Abrial råbte efter ham, at han i hvert fald ikke var nogen ”lille
mand”.
”Droko” hed stedet. Endelig kom han til en by. En lille by.
Mindre end den, han selv boede i, men alligevel en hyggelig by.
48
,Jeg er på jagt efter forbrydere’’ svarede Abrial. Manden så
underligt på ham.
,,Forbrydere? Dig? Øh. Nåår, dusørjæger?’’ Abrial nikkede.
,,Er du ikke lige lovlig lille til den slags?’’ smilede han.
,,Nej, jeg er ej! Sig hvor forbryderne er, eller jeg slår dig ihjel
med den her!’’ råbte Abrial og pegede med en gren der lå på
jorden, han havde samlet op.
,,Åå nej det kan vi jo ikke have,’’ sagde manden sarkastisk med
et smil på læben, og tog et papir frem med et billede på og lagde
det på bordet frem mod Abrial.
”Krunk Washeim” stod der, med stort og der var et billede af
en mand med skæg, bred næse, stråhat, buskede øjenbryn og
noget der godt kunne ligne en guldtand og midt i hoved havde
han et voldsomt ar.
,,Hvis du kan fange ham, så gir jeg sgu et bolsje, ud over
dusøren der!’’ sagde manden og pegede med sine fedtede
fingre på ansigtet, der var trykt på papiret. Abrial kunne godt
fornemme, at manden hånede ham, og han tog i et hurtigt og
vredt greb papiret i et snuptag stak det i lommen og gik rasende
ind i byen. Han skulle vise ham, skulle han.
Byen var meget mere stemningsfyldt end hans egen. Og snart
blev hans humør ændret fra irritabel til glad. Luften var fuld af
sang og latter, og hver anden person han så, smilte og så glad
ud. Der var teatre på hvert gadehjørne, og musik blev spillet
overalt, både på gaden og i kroerne og butikkerne. Børn legede,
og gamle mænd så på og drak øl med piber i munden.
49
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
Han var så optaget af at se på muntre mennesker, at han nær
glemte at se efter ”Krunk Washeim”. Plakaten hang på murene
ved hver eneste gade han forbi passerede. Dusøren var godt
nok ikke så høj. 1000 for hans hoved. Men det var en start. Han
kunne heller ikke være så svær at finde så.
,,Jeg leder efter ham her!’’ vrissede Abrial mere modigt, tog
plakaten op ad lommen og rakte plakaten frem mod Scotth.
Den ranglede fyr så på den krøllede plakat og fniste så igen.
,,Psst! Du!’’ hørte Abrial i det samme en hvisken. Det kom inde
fra en mørk gyde. Uden at tænke over det havde han bevæget
sig ind i et mindre befolket kvarter. En masse containere stod
stablet rundt omkring og oven på hinanden. Bag en af dem
kunne Abrial ane et hoved, der lige stak op over kanten.
,,Ja dig! Kom lige herind engang.’’ hviskede skikkelsen
hemmelighedsfuldt. For blot et par dage siden var Abrial aldrig
gået derind. Og hvis, ville han have skidt i bukserne af skræk.
Men ikke nu. Uden at tænke nærmere over det, gik han bare
derind.
Han blev mødt af en fæl stank af råd, bakterier og affald. En rotte
strejfede hans fod, da den forsøgte at stikke af. Fyren derinde
var en ung mand, cirka 6 år ældre end Abrial. Omkring de 17.
Med et lille fipskæg på hagen, der gik op i bakkenbarter. Ved
første øjekast kunne de mange ar i hans ansigt godt forveksles
med rynker, og den krummede ryg gjorde, at han næsten var
lige så lav som Abrial. Han havde gammelt, slidt tøj, og noget
sagde Abrial, at det var snavs, der gjorde det så mørkt.
,,Du ligner en der leder efter noget?’’ fniste skikkelsen hæst. Nu
fik Abrial en klump i halsen. Bag skikkelsen kom der en hale til
syne. Abrial stod bare og gloede forvirret og ventede på, hvad
der derefter ville ske.
,,Åhh undskyld..’’ smilte skikkelsen, og præsenterede sig selv
som ”Scotth” imens han rakte sin lodne og betændte hånd frem
mod ham. Abrial tog et par skridt tilbage.
Men så kom Abrial i tanke om sit ærinde.
50
,,Så du vil jage hoveder!? Det er et farligt job for sådan en lille
fyr som dig!’’ lo han. Abrial så irritabelt på Scotth og sagde:
,,Ja jeg skal fange den fyr!’’ med en overbevisende tone. Scotth
smilede bare og så på den lille dreng.
,,Jamen hvad står du så her for?’’ spurgte han nedgørende.
Abrial tøvede en smule, men forklarede så, at han ikke kunne
finde forbryderen.
,,Jeg ved tilfældigvis hvor denne såkaldte ”Krunk Washeim”
befinder sig,’’ svarede Scotth og studerede sine negle, som om
de var noget helt specielt.
,,Gør du!?’’ efterspurgte Abrial overrasket.
,,Jep og jeg kan vise dig vej hen til ham. Men.. Det kræver
selvfølgelig, at jeg får noget igen’’ smilede Scotth. Abrial
forstod ikke hvad han mente. Han var ikke vandt til den slags
forhandlinger.
,,Kom med! Byvagterne kommer!’’ udbrød Scotth og forsvandt
om bag containeren, og væk var han, som om han stak af fra
noget. Bag containeren var blot en åben rist, men Scotth var
ikke til at se dernede. Alligevel var det, det eneste sted, han
kunne være forsvundet hen.
Plask! Abrial landede i noget klamt, slimet og grønt vand. Ved
siden af ham stod Scotth. Han havde revet ham ned i sidste
øjeblik, før de blev opdaget.
,,Hvorfor stak vi af fra dem!? Det var jo bare byvagter!’’ spurgte
Abrial forbavset.
51
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
,,Jeg må ikke være her i byen, hvis det er rigtigt. Jeg har bare et
ærinde. Så snart opgaven er fuldført, smutter jeg igen.’’ hviskede
han. Abrial spurgte, hvorfor han ikke måtte være i byen.
Og Abrial lagde sig på madrassen, som der blev forslået. Den
nat sov Abrial ikke særlig meget. Han havde hjemve, og følte sig
utryg. Han vidste stadig ikke om han kunne stole på Scotth. Han
virkede en smule lumsk. Men Abrial tænkte at han selvfølgelig
skulle passe på ikke at dømme ham for hans hæslige udseende
som de andre i byen gjorde. Men alligevel sov han ikke godt.
Han blev også vækket tidligt af rumsteren og støj.
,,Kan du se den her hale? Den er jeg født med. Det ikke ligefrem
normalt, at have sådan en. Jeg er anderledes. Og byen her kan
ikke lide anderledes personer,’’ forklarede Scotth imens han
viste sin rottehale frem. Abrial måtte give ham ret i at halen var
grim. Men direkte at han ikke måtte være i byen syntes Abrial
var forkert.
,,Du kan ikke komme ind nu! Du vækker ham!’’ hørte han
Scotth sige til en anden i døråbningen.
Pludselig lød der knirken og raslen oppe fra risten af.
,,Vækker hvem?’’ spurgte den fremmede mande stemme.
,,Shit!’’ Udbrød Scotth og løb, og Abrial løb med.
,,Ham som skal skaffe Øjet til os!’’ hviskede Scotth tyssende.
Trods Scotths krumme ryg, var han fandens hurtig, og Abrial
måtte virkelig anstrenge sig for at følge med. Det var svært
at løbe gennem det grønne stads der fyldte kloakken. De løb
gennem alverdens ukendte kanaler, og på et tidspunkt kurrede
de ned i et rør og løb gennem en dør. En lang, kompliceret vej
men det så ud til, at Scotth vidste, hvor de var på vej hen. Som
om han kendte de mange gange udenad.
,,Du kan vente på ham ude foran bygningen i morgen og tage
imod det.’’
,,Her finder de os aldrig!’’ hviskede han og lukkede døren bag
dem. I modsætning til resten af kloakkens gange så dette sted
ligefrem pænt ud. Et slags værelse med rundt loft og Møbler.
Godt nok var der koldt og fugtigt, men sådan et sted måtte
Scotth da trives fint, tænkte Abrial, og han spurgte, om han
boede her.
,,Ja midlertidigt,’’ svarede han og lagde sig i en seng, der stod
derinde.
,,Hvad skal vi så nu?’’ hviskede Abrial.
,,Vi overnatter her til i morgen. Og så fortæller jeg dig, hvad du
skal hjælpe mig med. Du kan sove der!’’ svarede Scotth.
52
,,Vågn op knægt! I dag går det løs!’’ Abrial havde mest lyst til at
sove nogle timer mere. Han gned sine øjne og så op på Scotth,
der så meget målrettet ud. Han rodede og puslede i reoler. Han
fandt papirer, dimser og sager frem fra skabe og skuffer og
lagde dem på bordet, og derefter så han på Abrial.
,,Så rejs dig dog, stump!!’’ hvæsede han. Og Abrial Adlød. Han
så nysgerrigt på papirerne, der var lagt frem på bordet. Der
var en masse komplicerede optegninger og kruseduller, og den
ivrige rottemand pegede hist og her og prøvede at forklare ham
en masse, han ikke forstod et klap af.
,,Okay! Her ser du byens mest utilgængelige hus. Næsten
umuligt at bryde ind i. Og her skal du skaffe ”Zafras Øje” til
mig!’’ fortalte han.
,,Du mener, at vi skal stjæle!?’’ spurgte Abrial.
,,Ja?’’ svarede Scotth. Abrial havde bestemt ikke lyst til at stjæle.
53
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
Sådan ville han ikke blive en helt. Men på den anden side
var det det, som skulle til, hvis han skulle vide, hvor Krunk
Washeim, var.
,,Du kan bare tage hoveddøren ud fra museet når du har fundet
øjet. Så vil min kammerat vente dig, og tage imod det!’’ råbte
Scotth.
,,Hvorfor skal vi stjæle? Hvad skal du da bruge det til?’’ Abrial
rystede på hovedet.
Det var en smule uhyggeligt at gå i kloakken alene. Det var
svært at huske det hele, og der var klamme rotter, som fes frem
og tilbage, men han fandt alligevel vejen, og da han nåede
skakten, kunne han lige nøjagtigt klemme sig igennem.
,,Det er det eneste medicin der kan fjerne min hale. Det må du
forstå; jeg vil så gerne være ligesom alle de andre. Jeg vil være
normal. Ved du, hvordan det føles at være adskilt fra sin familie
og venner fordi man er anderledes!? Jeg har brug for det øje!’’
Han pegede på papiret og et billede af en ædelsten. Abrial
kunne godt forstå Scotth og følte, at det på en eller anden måde
var det rigtige at gøre. Men Abrial spurgte alligevel forvirret,
hvorfor han dog havde brug for ham.
,,Du har størrelsen til at komme igennem den skakt der!’’ sagde
Scotth og pegede atter på papiret.
,,Man skal igennem disse kanaler i kloakkerne og videre
gennem denne trakt og ind i den der sluse og op forbi der, og
gennem skakten og ned. Og det har jeg brug for en som dig til.’’
Abrial nikkede.
,,Tror du at du kan klare det? Selvfølgelig kan du det!’’ smilede
han. Abrial så op på hans smilende ansigt. Først nu gik det op
for ham at der var en, der rent faktisk troede på ham.
En fremmed der regnede med ham. Det var en dejlig følelse.
Tilbage i kloakken førte Scotth ham hen til den kanal, han
skulle igennem.
,,Godt! Husk så, hvad jeg viste dig før om, hvilke veje du skal
tage,’’ sagde han og skubbede Abrial derind.
54
Han måtte kæmpe sig frem på maven, og en enkelt forkert
bevægelse ville få skakten til at brase sammen. Han kunne se
ned igennem nogle små huller. Der sad vagter rundt omkring.
Og snorksov. Det var et slags museum.
Med hjertet i halsen fortsatte han gennem træskakten. Op til
flere gange fik han splinter i hænderne, men han var nødt til at
bide smerten i sig, for ellers ville han blive fanget af de mange
vagter. Det tog en evighed at kravle igennem skakten, og den
drejede hele tiden. Så til højre, så til venstre.
På et tidspunkt gik den ned ad. Det eneste at gøre var at styrte
ned med hoved først. Og det gjorde han.
Han landede oven i et bor, og det larmede helt ekstremt. Han
stod helt stille et øjeblik for at høre, om der var nogle der havde
bemærket ham. Det var der. Vagterne var vågnet og var på vej
hen mod rummet, han var i. Hurtigt overskuede han rummet
og fik øje på stenen, som han skulle hente!
Eller ”Øjet” som Scotth kaldte den. Abrial tog stenen, smadrede
vinduet og løb så alt, hvad hans ben kunne bære, væk fra museet.
Han løb om bag et hjørne og ind i en gyde. Her lukkede han
øjnene og håbede bare på, at vagterne ikke ville opdage ham,
for herfra kunne han ikke komme videre.
,,Hey du!!’’ brølede en stor mand og pegede på ham. Abrial
lagde sig på knæ i rædsel med hænderne for ansigtet.
55
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
Han kunne intet stille op nu. Han mærkede en hånd på sin
skulder, der prøvede at få ham op.
,,Abrial hedder du? Hvorfor arbejder du for det bæst!?’’ spurgte
Krunk. Abrial så skiftevis på Scotth og så Krunk, Krunk og
så Scotth. Abrial stod som en forvirret hund der ikke vidste
hvilken vej bolden blev skudt hen. Skulle han bare give den til
Scotth som aftalt? Ham havde han kendt i længere tid.
,,Hold nu op din idiot! Vi må se at komme væk!’’ Det lød ikke
som en vagt. Han kiggede op i et ansigt, han havde set før, men
han kunne ikke huske hvorfra. Abrial rejste sig og så tænksomt
på manden. I et sæt tog den fremmede sin hætte på, og i det
samme kom to vagter rundt om hjørnet.
,,Hey! Du! Du har vel ikke set en ung mand løbe forbi her,
vel!?’’ Det løb Abrial koldt ned ad ryggen.
,,Nej De herre. Mig og min søn var blot på vej ned til slagteren,’’
sagde den fremmede.
,,Jaså..’’ svarede vagterne. Den ene af dem så meget længe på
Abrial. Lidt for længe. Men så blev han reddet af en brølen et
andet sted fra.
,,Herover! Han er her!’’ og vagterne løb videre.
,,Puha det var tæt på.. Har du øjet?’’ Spurgte Manden. Abrial
så bare mistænksomt op på manden. Det måtte være Scotths
ven som skulle tage imod den. Han rakte stenen frem mod
manden, men nu kunne Abrial genkende hans ansigt.
,,Krunk Washeim!!” Abrial trak hånden til sig igen inden,
manden fik fat i den.
,,Du skal ikke give ham den!’’ hørte han en hvæsen bag sig.
Abrial vendte sig hurtigt om. Det var Scotth, der var på vej op
ad kloakken bag ham.
,,Ham der er ikke min ven!’’ hvæsede han og skulede rasende
mod Krunk.
,,Giv mig den Abrial!’’ snerrede Scotth.
56
Og Krunk Washeim var jo en farlig forbryder! Ellers ville han
jo ikke være efterlyst. Men Krunk reddede ham jo trossalt fra
vagterne.. Men det var nok bare på grund af stenen. Hvorfor
ville HAN have stenen!? Han havde jo ingen ulækker hale?
Scotth virkede også lige lovlig desperat efter den. Det gjorde
de begge to.
,,Giv mig øjet! Du har dit bytte der! Det var ham, du var ude
efter, ikke!? Giv mig det!! Giv mig øjet!’’ Scotth kravlede hen
mod ham på fire ben og lignede mere end nogen sinde en rotte.
,,Der kommer ikke noget godt ud af, at han får den! Han
vil bruge øjet til noget ondt. Det er en stor kraft, du står der
med i hænderne Abrial!’’ brølede den store Krunk. Det var
skræmmende den måde Scotth kravlede mod ham.
Men Krunk stod lige ved udgangen af gyden. Krunk ville han
uden tvivl ikke kunne banke. Men Scotth var så uhyggelig. Han
vidste ikke hvad han skulle gøre.
Scotth sprang mod Abrial, og Abrial kastede sig baglæns og
tabte stenen i bevægelsen.
,,NEJ!’’ brølede Krunk og sprang mod Scotth. Men det var
for sent, for Krunk. Og i Scotths hånd lå stenen allerede som
nu begyndte at lyse med en mærkelig grønlig neonfarve som
Abrial aldrig havde set før.
Krunk faldt om ved siden af Abrial. Scotth rejste sig op på to
ben og lo.
57
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
,,Hhahaha! Idioter!’’ Abrial så op på den krumryggede
rottemand, som nu tog øjet op til hoved. Så rev han sit øje ud
og erstattede det med ædelstenen.
,,Harh! Ja En legende er, hvad man kaldte ham! Men for
hvad!? Hvad gjorde han, der var så legendarisk!? Rædslens Øje
forbandede ham! Ligesom det forbander Scotth nu. Man bliver
ligeglad med alle andre, fordi de frygter en. At være frygtet af
alle er en pine! Vork var en dræbermaskine! Han levede af at
jage hoveder. Men han var ligeglad med ofrene! Han myrdede
bare alle. Koldblodigt! Og han gav mig dette som afskedsgave!’’
hviskede Krunk og pegede på det ar, der dækkede halvdelen af
hans ansigt.
,,Hvad sker der!?’’ skælvede Abrial.
,,Han er den nye hersker af Rædslens Øje,’’ sagde Krunk.
,,Jamen han skulle jo bare af med sin hale!’’ svarede Abrial.
,,Er det, hvad han har bildt dig ind!?’’ spurgte Krunk. Latteren
steg hos Scotth imens og han nærmede sig de to.
,,Lille snothvalp at du troede på mig! Haha! Jeg er den nye ejer
af Rædslens Øje! Nu vil alle, der ser mig i øjet, frygte mig!’’ lo
han.
”Rædslens Øje!”. Det mindede Abrial om historien han hørte
på kroen.
,,Hvad? Jamen det har jo været Vork Dunkeløjes øje!’’ skreg
Abrial til Krunk, i skræk for Scotth.
,,Yes, men da han døde, overlevede øjet! Vork fik selv øjet af
en anden engang!’’ råbte Krunk der holdte fast i ham. Abrial
forstod intet. Han vidste ikke at Vork var død. Hvordan kunne
han det? Han var jo selveste Vork Dunkeløje!
Med et lød der et skrig fra Scotth, og han faldt sammen i
smerter.
,,Så er det nu! Der er ikke meget tid! Af sted!’’ råbte Krunk og
rev Abrial med sig. Vagter stormede til, da Abrial og Krunk var
stukket af. Abrial og Krunk gemte sig bag et hus.
,,Men hvordan døde Vork Dunkeløje? Han var jo en legende!’’
nærmest græd Abrial. Krunk så på Abrial og lo.
58
,,Har du været oppe og slås med Vork!?’’ måbede Abrial.
,,Ja da. Der er for helvede en dusør på mit hoved. Og det har der
været i årevis. Vork er ikke andet end historier på historier! I
virkeligheden var han et grådigt svin, der kun tænkte på penge.
Tror du måske, han havde klaret Grumhale, hvis ikke der var
nogle der havde hjulpet ham!? Han ville have hævn. Han var
også blevet behandlet dårligt. Men hævn gør intet godt. Hævn
er vejen til det onde. Det lærte jeg engang af en fyr jeg kendte.
Han sagde blandt andet: ”Alt ondskab og kaos startede da der
engang var en der fandt på at slå igen” Vork var en kryster. Og
jeg fandt ud af, hvordan jeg skulle klare ham..’’ svarede Krunk.
Da indså Abrial at det var Krunk som havde myrdet Vork
Dunkeløje.
,,Kan du så også klare Scotth?’’ spurgte Abrial. Krunk svarede
at han kunne gøre det uden problemer, men at Abrial måtte se
at komme væk først. Men Abrial nægtede:
,,Nej! Jeg troede, at Vork var en helt og at det var heltemodigt at
ville være dusørjæger. Og nu har jeg hjulpet det der rottebæst
med at få fat på øjet, samtidig med at du hjalp mig. Jeg stikker
ikke af. Jeg vil hjælpe dig mod Scotth!’’ spyttede den lille dreng.
Krunk smilede og blev så alvorlig:
59
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
,,Okay. Jeg får også svært ved at komme derhen uden at blive
fanget af vagterne, men du kan nå derhen uden problemer, så
det er måske meget godt at få din hjælp. Hør godt efter. Vil du
høre hemmeligheden om rædslens øje?..’’
,,Hvad prøver du på at sige!?’’ snerrede Abrial.
Asen og masen. Folk der stod og gloede som var det et dårligt
gøglershow. Men Abrial havde lige størrelsen til at komme
forbi de mange mennesker. Vagter lå og forblødte på jorden, og
flere vagter kom til. Og i midten af gyden var Scotth kommet
på benene igen. Hans øje lyste, som var det lavet af ild. Abrial
løb frem mod ham, og standsede omkring en meter foran ham.
Scotth lo.
,,Ja, og jeg tror nok, jeg får en dusør for at aflevere øjet tilbage!’’
svarede Abrial rasende.
,,Hvad så snothvalp!? Er du kommet for at dø!?,’’ hånede han og
åbnede sit øje på vidt gab. Abrial ville gøre, som Krunk havde
bedt ham om. Men kunne han klare det? Omme bag huset lød
det ikke så svært. Men nu i situationen tvivlede han på sig selv.
Han så på Scotth. Og han indså, at han VAR bange.
Scotth smilede. Smilet. Abrial så på Scotths bøvede smil og
kom til at tænke på, hvor meget han egentlig var blevet fuppet
af det bæst. Scotth var gået over stregen. Scotth ville have
stenen, fordi han selv var bange. Abrial kunne nu mærke, at
det i virkeligheden var Scotth, der var bange. Bange for at være
offer for andre, og nu havde han muligheden for at slå igen.
Scotth var ikke noget at være bange for! Abrial stirrede direkte
op i øjet, imens han råbte:
,,Jeg er ikke bange for dig!! Jeg er ikke bange for dig!!’’ han
gentog det igen og igen ligesom Krunk havde bedt ham om,
og Scotth skiftede ansigtsudtryk fra hånlig til måbende. Han
faldt sammen som en sæk knogler og lå nu gispende på jorden.
Abrial gik hen mod ham og Scotth så op på ham. Abrial satte
sig på hug foran hans ansigt.
,,At jeg tog fejl af dig. Du er uden tvivl skabt til at være
dusørjæger,’’ rallede Scotth.
,,Har du tænkt dig at tage Rædslens Øje fra mig? Så ved du vel
godt, at jeg dør ik’? Husk på, hvor godt jeg tog imod dig. Da du
var helt ny her i byen.’’ svarede Scotth uroligt. Nærmest bange.
,,Du løj for mig! Jeg troede, vi to stolede på hinanden. Og se
hvad du har gjort. Du er kun ude på at hævne dig på dem, der
ikke kunne acceptere din hale. Det er også forkert! Hvad skulle
jeg have tilovers for dig!?’’ snerrede Abrial.
,,Du ved ikke, hvor meget jeg har været igennem! Jeg er blevet
tortureret, blevet holdt udenfor. Blevet spyttet på, på gaden!
Ved du, hvordan det er at blive behandlet sådan!?’’ Hylede
Scotth.
,,Nej, og jeg ville aldrig gå så vidt som dig! Det er forkert at tage
hævn!’’ svarede Abrial. ,,Du skal ikke komme her og sige, det ikke er sket for dig! Har
du aldrig prøvet at være alene mod en masse andre!? At blive
holdt udenfor, og blive slået på? Være offer for en større flok?
Har du aldrig prøvet at ville tage hævn?. Jo du har.. Det er også
det DU vil! Det er derfor, du vil have øjet! Hahaha! Du vil selv
have det! Du vil tage hævn!’’ lo Scotth.
,,Abrial. Du er så sandelig blevet stærk, siden jeg mødte dig.’’
smilede Scotth.
,,Nej jeg vil ej!’’ råbte Abrial og greb ud efter ’Øjet’ og i det
samme i en pludselig bevægelse bed Scotth, Abrial i benet.
Abrial skreg i smerte. Scotths hugtænder skar gennem kødet
på Abrial. Abrial fik fat i Scotths hoved og følte sig frem til,
hvor øjet sad. Og rev det ud.
60
61
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
Scotth gav slip og faldt død om, og stenen faldt ud af hoved på
ham og landede ved siden af Abrial. Han tog det op. Folk stod
rundt om dem og stirrede. Der kom nogle nye vagter til.
Jeg har lært mig selv ikke at frygte. Hverken det, der er
anderledes, eller det, som truer mig. Men det er ikke alle, der
kan det Abrial. Og det øje skal udslettes. Og tro mig når jeg
siger, at jeg hellere end gerne vil være ham, der gør det.’’ sagde
Krunk og rakte sin hånd frem mod Abrial som forstod og gav
ham stenen.
,Af sted!’’ råbte Krunk og brasede forbi vagterne, tog fat i Abrial
og sprang med ham ned i kloakken og løb derefter videre. Det
var noget nemmere at følge med store Krunk, end det var at
følge efter Scotth, og Abrial kunne lige klare det. De løb og løb,
og på et tidspunkt kom de til en stige op til en kloak, der førte
op.
,,Her er der fri bane. Det er den eneste vej, der fører ud og
ind til byen. Så du kender nok vejen tilbage til din egen by.
Jeg bliver nødt til at gemme mig her for vagterne, jeg har nok
bøvl med dem i forvejen, forstår du nok,’’ sagde Krunk og tog
afsked. Abrial tog stenen op ad lommen og så på Krunk.
Han vidste ikke helt, om han skulle give ham den. Abrial ville
ikke selv bruge den. Det ville han virkelig ikke. Men han var
bange for at Krunk ikke var bedre end Scotth.
,,Hør Abrial. Du må stole på mig. Jeg ved, hvad øjet kan gøre.
Og det, som det gør, har jeg ikke behov for. Kan du huske, hvad
du gjorde mod Scotth? Du var ikke bange for ham. Du viste
ham, at du ikke var bange for ham. Jeg har set ind i Rædslens
Øje mange gange. Og første gang var med Vork.
Lige siden har øjet haft mange ejere. Men folk bliver kun bange,
fordi de TROR, det er farligt. Ligesom Vork. Han er kun så
legendarisk, fordi folk tror det. De tror på de mange historier.
Og den mest udbredte. Den om Grumhale. Det er jo en person,
der har skrevet den. En begivenhed kan laves meget om, når
den bliver skrevet ned. Tænk, hvis det i virkeligheden var
Grumhale, der var den gode?
Tænk hvis folk gjorde Grumhale ond automatisk, fordi den var
anderledes? Ligesom de gjorde med Scotth.
62
,,Og husk nu, hvad du gjorde mod Scotth’’ sagde Krunk og
klappede ham på kinden. Abrial gik op ad stigen og op på
vejen. Krunk var egentlig god nok. Måske var det urimeligt, at
der var blevet sat en dusør på ham. Nu når Abrial tænkte sig
om, vidste han jo faktisk ikke, hvorfor Krunk var efterlyst.
,,Hey Krunk!’’ råbte Abrial og stak hoved ned gennem risten
for at spørge Krunk, hvad han egentlig var efterlyst for. Og så
hørte han en meget mærkelig lyd. Fra et mærkeligt dyr eller
noget. En lyd han aldrig havde hørt før.
,,Vi ses Abrial!’’ hørte han Krunk råbe. Abrial kunne ikke tro
sine egne øjne. Krunk var på vej væk ned ad kloakkens gange,
men han sad på et mærkeligt dyr. Det havde otte ben og utallige
haler.
,,Grumhale..’’ måbede Abrial. Og Krunk forsvandt i mørket på
sit dyr.
,,Hvad snuser du rundt efter min fine ven?’’ En byvagt prikkede
ham på skulderen.
,,Øh.. Ikke noget?’’ stammede Abrial. Byvagten rev Abrial væk
fra risten og så ned i kloakken.
,,Jamen der er jo ikke noget!’’ snerrede vagten.
,,Det var jo det jeg sagde?’’ svarede Abrial og vagten satte risten
på igen.
63
Filip Lynard Poulsen
Rædslens Øje
Vejen hjem føltes ikke så lang som vejen derhen. Snart var
Abrial tilbage til sin gode gamle by, der havde en god velkendt
tryg duft. Han havde savnet sin by. Her var der ingen der var
fremmede. Og snart var alt ved det gamle igen. Lige ude foran
Durobroen så han Lasse igen stå og blive mobbet af Thue og de
andre rødder.
,,Hey du! Stump!’’ blev der råbt efter Abrial, da de fik øje på
ham, og han gik stille og roligt derover.
,,Ja hvad er der!?’’ råbte Abrial tilbage. Sådan havde han aldrig
gjort før. Det var, som om han var blevet mere selvsikker siden
sidst. Thue så bare provokeret på ham og råbte:
,,Hvordan er det du snakker til mig, din snothvalp!? Skal du
have på munden eller hvad!?’’ Abrial så ham bare lige ind i
øjnene. Og så røg det ud af ham:
,,Næh tror du, jeg er bange for dig eller hvad!?’’ Og Thue
skiftede ansigts udtryk fra hånlig til måbende.
,,Giv slip på ham din spade,’’ beordrede Abrial. Før Thue fattede
hvad der egentlig skete rev Lasse sig løs og de to kammerater
gik. Abrial indså at han ikke havde så travlt alligevel. Han ville
i hvert fald ikke blive som Vork Dunkeløje. Men måske bedre
en dag. Måske som Krunk? Men indtil da, ville han blive i byen
lidt.
,,Hvor har du været henne? Din mor og de andre er rigtigt
bekymret for dig!’’ Spurgte Lasse.
,,Ude på en lang tur,’’ svarede Abrial. Lasse spurgte om hvor
han var taget på tur hen.
,,Du vil ikke tro mig men jeg har oplevet et eventyr der var
langt bedre end noget eventyr Bruno fra kroen nogensinde
kunne have fortalt..’’ lo Abrial.
64
65
Rosen
Frederikke Sofie Bech Høyer
Frederikke Sofie Bech Høyer (15 år)
Frederikke kommer fra Sjælland, men bor i øjeblikket på
efterskole. Hun læser normalt fantasy, men hopper lidt imellem
genre. I sin fritid arbejder hun på en masse projekter, skriver
poesi og elsker at lære en masse ting.
Historien handler om en pige, hvis liv er ved at falme. Hendes
helbred har aldrig været dårligere, men hun har en drøm om at
komme ud og leve det liv hun havde engang. Tiden ændrer alt
og skæbnen er allerede planlagt på forhånd. Dette er historien
om hendes liv og om hendes fremtid.
Frederikke Sofie Bech Høyer
Rosen
I de store grønne skove, hvor træernes kroner spærrede for
dagslyset, og mulden var blød af fugt. Der hvor det kølende mos
voksede op ad den gamle træstamme, og søen lå stille hen. Helt
derude, hvor menneskene sjældent kom, stod en sten. Stenen
var formet af tidens ælde og vejret, som var gledet hen over
den. Fyldt af oldgamle tegn og skrifter, hvori man berettede om
en historie, som for længst var gået i glemsel.
Kedelige Havegryn; igen! Jeg var syg. Syg nok til, at jeg ifølge
de voksne, ikke kunne komme udenfor. Min krop var åbenbart
fyldt af en udefinerbar virus. Sludder! De eneste, der troede på
lægerne i de hvide kitler, var mine forældre, og da de fandt ud
af, at jeg åbenbart var syg, hev de mig ud af alle mine aktiviteter
og ud af skolen.
Historier som selv de ældste folk ikke huskede mere. Bag den
gik solen ned, og de sidste varme stråler ramte min krop, før
mørket faldt på. Dette var mit sted. Natten var mørkere, end de
mørkeste væsner, som var ude på den her tid, og stenen lyste
svagt op i et mosfarvet skær. Svampene nær stenen skinnede
svagt, om kap med stjernerne og var lige så værdige som dem.
De fortsatte ned langs stien.
Jeg løb hen langs stien. Det føltes som om, at selve skoven
pressede sig ind mod mig. Jeg kunne høre slangetunger. Alle
nattens skygger hviskede til mig, de ville lede mig ud i krattet.
Deres stemmer ramte mig med overvældende kraft. Jeg løb af
alle mine kræfter. Men selv om jeg gjorde dette, blev de ved. Jeg
kom til en åbning, hvor marken tog over for skoven.
Havren svajede i den lune vind. Aksenes lyd var som musik
i mine ører, og midt i dette vidunderlige stykke natur, stod
egetræet. Alene, mystisk, tiltrækkende. Jeg måtte derhen.
Men i det min fod ramte marken, blev alt svimlende sort og
forsvandt. Forsvandt, som om jeg blev hevet op og ud af en
historie.
De ville have mig hjemme. Latterligt! Lige netop… Latterligt!
Det er jo ikke det, jeg ønskede. Jeg ville være fri og leve. Ikke
leve i det fangenskab, som regerede i vores hus lige nu. Min dør
var altid låst og vinduet kunne ikke åbnes mere end de få cm,
som gjorde at der lige akkurat kunne komme frisk luft ind.
De holdte mig tilbage fra livet, indespærret i dette fængsel, som
mine forældre har skabt. Jeg hadede deres måde at fortælle
mig om tingenes tilstand. Det er jo dumt! De behandlede mig,
som om jeg var et barn. Det var jeg altså ikke længere! Jeg
var gammel nok til at høre sandheden, hvis den overhovedet
fandtes.
Jeg plejede at være sammen med Oliver efter skole. Min elskede
Oliver. Jeg har tit tænkt tilbage på vores oplevelser. Turende ved
vandet, glimtende i øjnene og smilende på hans mund. Han
var på nuværende tidspunkt den eneste, som jeg talte med,
der ikke var sindssyg. Han ville ikke kontrollere mig og mine
handlinger, heldigvis - så var der i det mindste et fornuftigt
menneske tilbage på denne planet.
Jeg åbnede øjnene. Det første jeg så, var min dyne. Den
klistrede sig til min krop. Den var kold og fugtig, vægten fra
den pressede næsten luften ud af mine lunger. Kulden udenfor
trykkede på vinduet, men radiatoren varmede rummet op, og
gjorde det næsten umuligt at ånde, uden at det føltes som en
sauna. Jeg smilede bittert til mig selv. Endnu en forbandet dag
i sengen, med den ensformige morgenmad.
Min elskede Oliver, hvor jeg dog savnede ham. Men efter alt
dette sygdom, så jeg ham ikke så ofte. Det var hverken hans
eller min beslutning. Det var de ”gamles” skyld. De troede, det
var lettere at styre mig, få mig til glemme mit gamle liv og leve
i det her ”nye og forbedrede liv”– hvor alt åbenbart skal ske
efter ”deres” vilje. Derfor låste de min dør til omverdenen. De
regnede åbenbart med at jeg glemte det hele med et trylleslag?
Men hvad være er, nu skal min kæreste undersøges for, om han
”fejler” noget, før han overhovedet må besøge mig…
68
69
Frederikke Sofie Bech Høyer
Rosen
De voksne kunne gøre mig så rasende. Jeg var ikke deres lille
baby! Jeg var sku da seksten år. Jeg prøvede at tage diskussionen
med dem i går. Igen. Og det endte med at vi alle tre stod med
tårerne væltende ud af øjnene og råbte og skreg hinanden ind
i hovedet. Alle tre af afmagt, og bekymring. Det her går ikke
mere. Ikke for nogle af os. I dag skal jeg til lægerne. Dem i de
hvide kitler som har en ”højere akademisk uddannelse”, med
en ”avanceret læretid” og en masse ubrugeligt sludder. Dem
der fejlagtigt sagde at jeg var syg… Pladder!
Han kiggede op, vores øjne mødtes, jeg mærkede frygten vokse
i mig. De mindede mig om slangetungernes hvisken. De ville
have fat i mig. Tage mig. Jeg kravlede langsomt tilbage, han var
begyndt at notere noget i den lille læderindbundne bog han
holdt i sin hånd. Jeg kiggede forskræmt på ham. Var det et af
de væsner der snakkede til mig om natten? Jeg rejste mig op, og
begyndte langsomt at gå baglæns.
Solens stråler ramte lunden. Smukke og varme gled de over
det bløde græs. Bladene var ved at falde af træernes kroner for
derefter at svæve mod jorden. Oppe i trækronerne var rødgule
plamager begyndt at komme til syne. Som blodet. Det blod som
størknede, når vinterens kulde og frost først slog ind. Græsset
stod lige så højt som normalt, og fuglene sang, men vinden var
koldere end før, og i stedet for den lune sommerbrise var den nu
kold og gennemtrængende. Men friheden var der stadigvæk.
Jeg sad helt stille, da jeg hørte en gren knække bag mig. Der var
en hvisken, og en unaturlig følelse af at blive overvåget, bredte
sig i mig. Jeg sad stille i troen på, at det ikke var vigtigt. Men
det derude kom nærmere og nærmere. Jeg mærkede en ånde
i min nakke. En vinterkold ånde. Noget grab fat i min skulder.
Jeg kiggede tilbage, og så et væsen stå der. Først troede jeg, at
det var en grib, men efter at havde stirret på den i et stykke tid,
indså jeg, at det var en mand.
Nu hvor jeg tænkte over det lignede han et af de væsner som var
ude efter folk i skovene. Trolde avl. Mystikken sitrede omkring
dem. Når de var i nærheden kom ulykken også. Hvorfor han
havde skrevet om mig i bogen anede jeg ikke. Dog var en ting
sikkert, det ville ikke bringe noget godt med sig.
Han tog hånden ned i sin taske og fandt en smuk rose frem.
Hans blik løftede sig fra den. Han så tvivlende ud et sekund,
men rakte den til mig. Rosens blomst var ikke sprunget ud.
Den hvidklare farve fængede mig. Jeg rakte hånden ud og
tog forsigtigt rundt om rosen, men mærkede med det samme
en torn gennembrød min hud. Jeg mærkede en smerte, kort
men dog nok til at jeg stoppede midt i min handling. Mit blik
sænkede sig og kiggede ned, på rosens brod. En bloddråbe
ramte jorden. Jeg undrede mig. Hvorfor havde jeg ikke lagt
mærke til den? Det var som om den ikke var der før. Som om
det var forudbestemt, at jeg skulle stikke mig på rosen.
Manden havde en lang kroget næse og dybe indgroede mørke
øjne. Hans tøj fik ham til at gå i ét med omgivelserne, så han
næsten blev usynlig. Vi stivnede begge, imens jeg kiggede på
ham. Det var som om tiden gik i stå. Da følelsen forsvandt,
snuste han til mig. Han begyndte med at pille ved mit tøj, og
pludselig holdt han en lok af mit hår, og kiggede på den. Han
virkede betaget af lokken og snuste grådigt til den, som om han
aldrig ville se den igen. Efter at han gav slip på lokken, rodede
han i sin taske og fandt en bog frem.
Jeg kiggede på rosens knop. Hvor var den dog betagende,
få sekunder efter forsvandt jeg ind i den. Tiden stod stille.
Denne gang helt. Jeg trak ikke vejret, mit hjerte slog ikke.
Intet bevægede sig. Kun mine tanker eksisterede. Jeg var ikke
sikker på, hvad der skete helt præcist, da jeg kom tilbage til
virkeligheden. Men rosen var sprunget ud. Dens farve var ikke
ændret, og charmen i den, var stadigvæk betagende. Men jo
mere jeg stirrede på den, jo mere rødlig blev den. Nærmest
som om den fik en del af mig i sig. Tryllebundet lod jeg mit blik
hvile på den. Til sidst var den helt rød, blodrød. Hvorfor gav
trolde avlet mig den?
70
71
Frederikke Sofie Bech Høyer
Rosen
Tidsfornemmelsen kom tilbage til mig, begyndte igen. Jeg
kunne mærke luften i mine lunger igen. Mit hjerte pumpede
atter blodet ud i mine åre, men der var tomt. Jeg kiggede
rundt, avlet var væk. Jeg råbte efter ham, men han var væk.
Jeg var atter omgivet af ensomhed. Jeg lagde mig ned på højen,
rørte forsigtigt ved den åbne rose og lukkede øjnene. Jeg blev
svimmel, hostede, og alt blev sort.
Det reddede hele min dag. Følelsen af indespærringen
forsvandt og blev efterfulgt af en varm og rar følelse. En følelse
som gjorde, alle mine hosteanfald blev forvandlet til dug og
forsvandt ud i luften. Verden blev bare meget bedre.
Lægen var gammel. Han havde kort gråt hår og lignede mest
af alt en grib, med et par gamle briller på. Hans øjne var
matte, nærmest kynisk kolde, og både hans stemme og hele
hans attitude var ulidelig. Han sagde en masse videnskabeligt
pladder om min krop. Hvor vidste han det fra? Er det ikke min
krop? Han ved ikke en skid. Jeg er ligeglad med, at han hjælper
andre. Jeg ved, han ikke kan hjælpe mig. Hvad er det han mener
han kan, som andre ikke kan? Ikke en skid. Det er det samme
pladder, jeg får at vide af dem alle. Hvorfor siger han, at det er i
orden at mine forældre spærrer mig inde? Hvorfor vil han ikke
hjælpe mig med at komme ud?
Det første jeg gjorde i dag, var at gå hen til vinduet og kigge ud.
Naturen var smuk, vinterkold og klar. Solen var på vej op, og
der lå sne og frost på alt derude. Træerne var helt hvide, smukt
hvide, som om det var et maleri. Efter morgenmaden fik jeg et
af de normale hosteanfald, hvor jeg ikke kunne trække vejret.
Hvad er det mine forældre giver mig?
De små hvide piller må være det rene nervegift. Det er vel
ikke meningen, jeg skal blive ved med at tage dem! De smager
forfærdeligt, og de ødelægger tydeligvis mere end de gavner.
Jeg forstår mindre og mindre af alt det, der sker omkring mig.
Jeg begynder at have flere smerter. Jeg får det værre og værre. Er
det min egen psyke, der bilder mig noget ind? Er det mig selv?
Eller er det faktisk rigtigt? Er jeg måske syg? Nej! Så vidste jeg
det vel selv. Lige som rosen burde gøre når den visner. Oliver
var der i dag. Han fejlede selvfølgelig intet, så han måtte godt
komme ind. Jeg blev uendelig glad for at se ham.
72
Han kom med en buket hvide roser og inde i midten var der en
rød. Den eneste ensomme røde rose, blodrød. Lige som den jeg
drømte om. Det var den smukkeste rose af dem alle, og roserne
blev genspejlet i hans øjne. De øjne fik alle de dæmoner og
skygger, som var herinde i rummet, til at forsvinde. Når jeg
kigger ind i hans øjne, er der kun os to.
Han lå op af mig og holdt om mig, varmede min krop. Uden
ham var kulden enorm og mørket større end det. Hans varme
kys ramte min kolde hud, ramte mine kolde læber, og alt
omkring mig forsvandt i det sekund. Hans liv flød over i mit.
Han genopladede mig som et batteri. Fyldte mig med energi,
så jeg kunne kæmpe videre. Vi lå sammen hele dagen under
min dyne.
Da det blev aften, skulle han hjem, og med ham forsvandt
min frihed. Jeg nåede at sige til ham, at jeg elskede ham, og
at jeg aldrig ville sige helt farvel. Jeg ville altid være der, om
det så var i fysisk eller i en anden form. At han gjorde mit liv
i fangenskabet til et liv værd at leve. At han ikke skulle græde,
men skulle finde et håb. Vi aftalte at den dag jeg kommer ud,
skal vi sammen opleve verdenen. Bare ham og jeg. Lige før han
var på vej ud af døren, tog jeg hårdt fat i ham og kyssede ham
en sidste gang, før han løb ned af gaden, med tårerne løbende
ned ad sin kind. Jeg havde det dårligt efter at have set ham løbe
af sted. Ordene jeg havde sagt i aften, var nok blevet for meget.
Hemmelighed. Hemmeligheder. Pangfarver, druk, glæde,
mad og musik. Masker, fyldt af farver og forskellige former.
Kjolerne store, smukke, lange og eventyrlige som stjerner på
himlen. Musikken var stemningsfyldt og klassisk. Folk dansede
yndefuldt rundt til musikkens rytme.
73
Frederikke Sofie Bech Høyer
Rosen
De grinede, snakkede og spredte rygterne fra byen, videre selv
her til ballet. Maskeballet. Ingen vidste, hvem der var hvem.
Alle i balsalen lignede eventyrlige væsner på hver deres måde.
I den ene ende af festrummet stod en gammel rund mand, med
et langt skæg og kort fedtet hår. Hans kostume og maske fik
ham til at ligne en jætte. En af dem fra de høje bjerge. En snedig
gut, som gjorde alt for at få det bedste ud af situationen.
Vi var som luft og ild, vand og jord. Som krop og sjæl. Vores
bånd var flettet ind i hinandens hjerter, hvor ingen kunne få
dem ud igen. Han tog sin hånd ind til sin inderlomme og fandt
en halskæde frem. Den var lavet af læder og havde en sølvrose
i. Han fjernede nænsomt mit hår fra nakken og gav mig den
på. Efter det tog han af sted, men sendte mig et sidste luft kys
gennem natten, og jeg gik ind.
Et andet sted stod den magreste pige, jeg nogensinde havde set.
Hun lignede en ånd, som var vågnet fra sin hvile. Kjolen sad
helt tæt på hende og igennem den kunne jeg se hendes ribben.
Hendes hud og øjne var udtryksløse og lignede mest noget, der
var ved at gå i forfald. Hvide, matte øjne, som dem man ser
på folk der er ved at dø, og i øjnene ænsede man en snært af
råddenskab. Sammenbøjet, med en krummet ryg stod hun der
og kiggede ud af vinduet på den hvide sne og frosten som hang
fra det isklare tag.
Der var stille i huset, undtagen på min faders kontor. Jeg sneg
mig over til døren og hørte mine forældre tale om min fremtid.
De snakkede, diskuterede og råbte af hinanden. De var begge
enige om, at jeg skulle giftes ind i et politisk miljø til vinter
og at jeg aldrig måtte se min drømmeprins igen. Dog var de
uenige om hvilken mand, der ville gavne familiens magt og
interesser mest.
Kulden udenfor var tættere på end nogensinde, men
stearinlysene på lysekronen var så smukke, at man nærmest
forelskede sig i deres flamme. Flammerne dansede med til
musikken, fortalte hver en historie om hvad der var sket på
slottet. Jeg blev budt op til dans syv gange, men hver gang
takkede jeg nej til de fremmede, for jeg ventede på min
drømmeprins, ham på den hvide hest. I virkeligheden var han
ikke en prins, men soldat. En simpel mand, som jeg havde fået
forbud mod at tage med til fest.
Jeg kiggede en sidste gang rundt, og lige da jeg skulle til at gå,
kom han gående. Jeg smilede. Endelig. I stedet for at tage hjem
dansede jeg med ham resten af natten. Han holdt mig tæt ind
til sig. Vores trin og åndedræt var som ét. Vi blev lette som fjer
og modige som løver. Sammen kunne han og jeg gøre alt, for
jeg elskede ham af hele mit hjerte. Da festen sluttede, fulgte han
mig hjem. Vi stod udenfor og tog afsked og rørte hinandens
læber i et fantastisk og halvdrømmende kys. Vi var som et træ
med blade på om sommeren. Eller som en vinter med sne.
74
Jeg gik i chok og lagde mig i sengen og græd. Kærligheden til
ham, min drømmeprins, var større end nogle skulle bestemme.
Jeg kiggede på den halskæde jeg havde fået af ham. Vinteren
nærmede sig med hastige skridt. Intet kunne stoppe dens
mørke og kulde. Den kom nu. Jeg vågnede sent i dag. Mine
drømme blev ved at blive længere og længere for hver nat.
Mere og mere virkelige. Udenfor var kulden blevet endnu mere
gennemtrængende, Danmark har aldrig ligget under så meget
sne. Folk har fået fri fra deres arbejde, og skolerne har lukket.
Børnene har kælket og moret sig, mens de voksne har været
på juleindkøb. Mine forældre troede, at jeg sov. Det kunne
jeg ikke. Jeg har i lang tid fornemmet at der var noget galt. De
holdt noget hemmeligt. De er ikke gået i seng endnu. Jeg vil
vide, hvad jeg fejler!
Jeg skulle aldrig have lyttet ved deres dør, for nu kender jeg
sandheden. Løgnen var bedre at leve i. Mine forældre talte om
mit helbred. Resultaterne var kommet fra lægerne. Jeg kunne
ikke tro dem. Tro på resultatet. Jeg kommer til at dø inden for
nogle få uger, selvom jeg tager min medicin. Jeg kan intet gøre
ved det. De ved at jeg kommer til at dø.
75
Frederikke Sofie Bech Høyer
Rosen
De har vidst det i lang tid, men har ikke ville fortælle mig det.
Hvilke forældre ville holde sådan noget skjult? Hvorfor har de
ikke sagt noget? Var det ikke det mest relevante i hele denne
sag? Det er den femte december i dag, og jeg kommer næppe
til at opleve juleaften.
Burde han ikke beskytte os mod dæmonernes slagterier? Er han
ikke den alvidende fader, som bestemmer over livet og døden?
Døden? Han skabte det sammen med det onde. Det, der gør, at
vi synder. Er det en synd, at modsige sig sine forældres ønske,
for at kunne blive ved med at se sin drømmeprins? . Er det en
synd at stikke af med ham?
Min sygdom vil vinde over min krop. Jeg kommer aldrig mere
ud. Jeg bliver aldrig fri igen. Jeg kommer til at dø i fangenskab,
hvis jeg ikke konfronterer dem. Men hvordan gør man det
uden at skabe for meget konflikt i alt det her rod? Jeg er nødt
til at fortælle dem, at det eneste jeg ønsker er at opleve verden,
før jeg dør. Jeg VIL nå at være sammen med Oliver, nå at se
verdenen med ham. Jeg vil nå ud på restaurant med ham.
Se en film i biografen. Drikke kakao og alle de andre ting. Ham
og jeg. Jeg og ham. Men de vil have at jeg ikke ser ham mere!
De mener at det er for farligt for mig. De kan ikke mene det.
Han var mit et og alt. Min kontakt til virkeligheden. Mit liv. De
kunnen godt glemme det. Jeg ville kæmpe med liv og lemmer
for at vinde. Kampen om at nå at leve. Det har været lang tid
undervejs. Den kamp skulle nås.
Tårerne var kolde, ligesom vinteren og ligesom vinteren
fortæller de en følelse. En følelse af ensomhed og frygt.
Følelsen af at flygte, men at falde til sidst. Vinteren var kommet.
Snefnuggene faldt ned fra skyerne og ramte jorden. Kulden er
begyndt at trænge ind i huset. Kakkelovnen er tændt og varmer
huset op lidt efter lidt.
Udenfor rendte de mørke skikkelser, dæmoner og skygger
rundt. Vi havde nået deres årstid, deres element. De slagter de
gamle og svage, men gud gør intet mod det. Folk dør på stribe.
De fattige på gaderne klarer sig kun med nød og næppe.
Jeg ville prøve at diskutere med mine forældre og forhandle
mig frem til en løsning, på problemet. Jeg vidste at manden var
under min standart, en simpel soldat. Det var forbudt, men det
var det jeg ønskede. Min far var kørt til marked med tre potter
af de pureste guldmønter for at købe mad til denne måned.
Min moder sad herhjemme og syede.
Jeg sad for mig selv med et stearinlys på min skrivepult. Det
lyste hele mit værelse op. Foran mig lå en bog og med en
fjerpind i hånden, sad jeg tegnede en rose. Rosen jeg tegnede,
var den jeg fik fra jætte avlet. Den var endnu ikke visnet. Dens
blodrøde farve var stadigvæk betagende. Men i takt med
vinterens kommen, var dens blade begyndt at falde af. En efter en.
Jeg har bedt mine forældre, om at snakke med mig i aften. Jeg
var ulykkelig. Jeg tvivlede på sandt og falsk. Hvem var skurken?
Var det mig, fordi jeg lyttede ved døren, eller var det dem, fordi
de handlede, som de gjorde? Min rose var næsten helt visnet.
Jeg ønskede kun, at døden kom hurtigere, end den var forudset
til. Gid jeg ikke tænkte over dette. Hvis jeg ikke kunne få ham,
vil jeg ikke mere.
På kirkegårdene sidder ravne og synger klagesange om døden.
De brokker sig til Gud over de mange, som mistes. Men er det
ikke hans valg, hvem der dør?
Han var mit liv, min frihed, min tryghed og mit håb. Jeg havde
ikke fortalt dem det endnu, men jeg kendte allerede deres svar.
Ordene var allerede lagt i deres mund, de manglede bare at
udtale dem. De manglede bare at sige det højt, tydelig og klart.
Det bliver et klar og entydigt: ”Nej det må du ikke.” Jeg ved det
er deres svar. Jeg kender dem og de kender mig. Jeg ville ønske
at jeg ikke skulle. Men før jeg gik, kiggede jeg i spejlet. Jeg så
mig selv i det. En pige eller en kvinde.
76
77
Frederikke Sofie Bech Høyer
Rosen
Hendes grønne øjne tiltalte mig. Hendes lange hår hængte løst
ned. Pigen var mig. Hun kom gående ud fra værelset og satte
sig ved sine forældre. De snakkede først om det normale. Om
hvad de havde lavet i dag. Om alle deres oplevelser. Nærmere
og nærmere kom de på den længe ventede konfrontation. Nu
var begge sider klar. Der blev pludselig stille, som om en engel
gik igennem rummet. Hun sukkede dybt, men begyndte:
Hun tog et par sko på som stod i et hjørne, det var som om
skæbnen ville dette. De stod normalt ikke der, men hendes
mor skulle gør rent og havde flyttet dem, indtil hun var færdig.
Imens hendes forældre prøvede at få kontakt med hende.
”Jeg kunne ikke rigtig sove, så jeg gik hen til kontordøren. I
virkede, som om I havde travlt og for at finde ud af, hvornår
det var passende at komme ind, var jeg nødt til at lytte. Men
jeg hørte noget jeg ville havde ønsket at undgå. Jeg hørte om
det, I ikke har fortalt mig, jeres hemmelighed. Hvad værre er:
at I tvinger mig til at jeg ikke må se ham mere. Min elskede,
min bedste ven og ham som skaber et håb i mit liv, fordi I selv
tvivler. Jeg synes I burde skamme jer, tage jer sammen. Det her
nytter ikke noget. For nogle af os. Forstår I, jeg vil være fri. Ikke
fanget. Det nytter ikke at lukke mig inde. Jeg vil ud. Jeg vil nå
at se verdenen før jeg dør. Ikke glo på det samme værelse hver
dag. Tag jer sammen. Vil I ikke nok for min skyld. Jeg er træt
af slaveri. Jeg…”
”Unge dame. Du har på intet tidspunkt haft ret til at lytte ved
dørene. Hvad hørte du helt præcis? Forklar dig bedre. Vi vil
vide, hvilke ting du ved. Det er private ting, som du ikke skulle
høre.””Hvad fanden snakker du om? Private ting. Det handler
jo om mig. Det handler om mit liv, min fremtid. Jeg vil vide,
hvad der skal ske.”
Diskussionen forsatte, til langt ud på natten. Det endte
med at pigen og hendes forældre stod og råbte af hinanden.
Tårerne fossede ned ad hendes kinder og ramte gulvet, en
dråbe ad gangen. Hendes vrede, frustration og fortabelse blev
så overvældende, at hun løb ind på sit værelse og smækkede
døren. Låsen blev med det samme slået til. Hun ønskede ikke at
hendes forældre skulle komme ind på værelset. Hun ville væk
fra dem. Væk fra det hele.
78
For sent! Hun åbnede vinduet og hoppede ud.”Jeg vil ikke mere”
gik igennem hendes tanker – igen og igen. Hun løb af alle sine
kræfter igennem den klare kolde sne, kun iført en T-shirt og et
par korte nat bukser. Hendes kjole blev hurtigt gennemblødt.
Hun løb videre, igennem den lille by og kom til udkanten af
den store mørke skov. Hun stoppede og kiggede tilbage.
Dette var en dødsdom i sig selv. Men hellere dø fri end at
leve resten af sine dage i et fangenskab. Solen var næsten gået
ned, men de sidste desperate stråler lyste op, så hun kunne se,
hvilken vej, hun skulle løbe. Hun kiggede en allersidste gang på
byen, nikkede et farvel og løb videre ind i den sneklædte skov.
Hun løb bare. Hun mærkede hvordan hendes våde kjole
revnede, når de bare grene sad fast i dem. Men blodet pumpede
for hurtigt, til at hun tænkte over det. Hun lod hendes ben
bærer hende så hurtigt de kunne. Benene bestemte vejen.
Hun løb på en gammel sti, som ingen andre havde været på
i årtier. Skoven pressede på stien og slangetunger hviskede i
mørket. Solen var nu helt væk. Mørket herskede, men hun
var ligeglad. Hun løb. Forude så hun noget lyse klart. En
ubeskrivelig farve. En tiltrækkende farve. En begærlig farve,
som var formet som flere tegn. Da hun kom tæt nok på, så hun
en sten. Hun genkendte ikke tegnene.
Hun genkendte ikke stedet. Men hun satte sig op af stenen.
Træt. Kulden slog ind. Hun lukkede øjnene, og forsvandt. Ude
i skoven hørtes råben. En drengestemme kaldte. Kaldte på sin
elskede. Han var bekymret. Sorgfyld. Hun skimtede Oliver.
Hun smilede for sig selv. Hun havde nået at høre ham og se
ham en sidste gang. Hendes lunger blev fyldt af kold luft og
stille udåndede hun. Rosen visnede langsomt.
79
Frederikke Sofie Bech Høyer
Rosen
Oliver løb over mod stenen. Han råbte på hende og håbede
inderligt, at hun ville svare. Han ønskede kun, at hun snakkede,
svarede, trak vejret, i det hele taget reagerede. Hvert sekund
føltes som flere timer. Han lukkede alt andet ude. Frygten
for mørket. Kulden og sneen omkring sig. De larmende råb
bagved. Kun hun var i hans synsfelt. Hun sad op af stenen, helt
stille, helt kold.
Hun så lygter og lys rundt omkring i skoven og fik hun kræfter
nok til at holde ud lidt endnu. Hun prøvede at råbe på hjælp,
men hendes stemme lukkede sig sammen og snørede sig som
et korset, hårdt og stramt. Hun foldede sine hænder og bad til
Herren om hjælp. En tåre løb ned ad hendes kind og videre ned
langs hendes hals. Hun skimtede over mod indgangen til den
lund hun befandt sig i, og hun så en skikkelse. Hun vidste det
var hendes elskede.
Han strøg hende over kinden, der var kold som frosten. Han
begyndte at græde og faldt hulkende sammen foran hende.
Han hviskede for sig selv, utydelige ord. Ord som ikke kunne
forstås, kun meningen bag dem. Han kiggede på hende med
sine tårefyldte øjne. Hendes øjenvipper var smukke, krystal blå
og der sad frostdråber på dem. Hans hånd rystede.
Skoven var blevet mørkere, men i mørket lyste hun op. Han tog
sin elskede op i sin favn og mærkede efter hendes puls, men
hun var væk. Han bed sig i læben og sendte et blik mod den
vej, han var kommet. Han tog en dyb vejrtrækning, luftens
frost kom helt ned i lungerne og så råbte han af sine lungers
fulde kraft. Lyden der kom ud var fyldt med al den afmagt,
frustration og vrede, der var vokset inden i ham de sidste timer.
Lygterne kom nærmere og blev reflekteret i sneen. Folk kom
løbende over mod ham, men han var ligeglad. For hun var væk.
Hun var mistet. Han hviskede stumt et farvel i hendes øre. Et
usikkert farvel. Eller snarere på gensyn. Han var ikke sikker.
En ting var sikkert. Hendes sjæl var nu kommet til et bedre
sted, hvor de en dag skulle mødes. Han ville aldrig glemme
kærligheden. Aldrig glemme sin første og eneste rose. For den
perfekte rose kunne aldrig erstattes.
Hun prøvede igen en sidste gang at sige noget, men luften blev
slynget ud af hendes lunger. Hun kunne ikke få luft. Hun tog
sig til halsen. Hosten var blevet slem og nu pressede døden på.
Hun håbede, at hun i det mindste kunne få lov til at rafle om sit
liv med ham. Hun kiggede en sidste gang mod sin elskede, men
han havde ikke set hende endnu.
Han gik igennem sneen og kiggede opgivende rundt og råbte
hendes navn. Et uforklarligt skarpt glimt lyste pludselig hele
lunden op og blændede ham. Han tog en hånd foran øjnene og
fortsatte igennem den høje sne. Kæmpede sig frem og da han
nåede hende var lyset brændt ud og nattens mørke herskede
atter.
Han satte sig ned og kyssede hendes kolde pande. Hendes læber
var blå. Kinderne hvide og uden nogen form for farve. Hun trak
vejret sagte. Hvordan kunne nogle overleve at komme igennem
alt dette? Uforklarligt. Han strøg hendes kind. Døden havde
åbenbart valgt at lade hende blive. Han rejste sig med hende i
armene og råbte på de andre, og langsomt nærmede folk sig.
I kirken var hendes kiste hvid som sneen, der var faldet udenfor,
og oven på kisten, lå der de smukkeste roser. Hun hostede. Det
var nok den dårligste ide hun nogensinde havde fået. Kulden
havde sat sig dybt i hendes lunger, og hun ville snart dø.
Da hun vågnede hjemme, snakkede hun i tåger om et andet
sted. Hun kunne ikke kende sin familie og fablede om en
anden. Fablede om aldrig at have boet i huset, aldrig havde
haft en barndom her. Hun blev reddet, men hun var forandret.
Passede ikke til tiden. Virkede anderledes, som om noget i
hendes sind døde den nat, men kroppen overlevede.
80
81
Frederikke Sofie Bech Høyer
Rosen
Kan et sind forandres, efter man har stået ansigt til ansigt med
døden og raflet om sit eget liv? Eller en andens? Men trods
dette hysteri indså hendes forældre noget vigtigt, og hun fik
lov til at blive gift med den mand, hun elskede, og som havde
reddet hende. Soldaten fik den største skat af alle; hende.
Deres kærlighed voksede kun endnu mere i takt med foråret,
og imens vinter blev til forår og forår blev til sommer, spirede
en ny plante op af jorden fra det sted, hvor hun havde været ved
at dø. Planten viste sig at være en rose. Den voksede hurtigere
end de andre blomster, og da blomsten sprang ud, virkede det
som om at endnu et eventyr var slut.
82
83
Pigen med paraplyen
Julie A. Christensen
Julie A. Christensen (15 år)
Julie er 15 år gammel og går i 9. klasse på Hobro Søndre Skole.
Hun har altid været fantasifuld - tegnet og skrevet historier.
Inden for de sidste par år er det blevet mere seriøst. Nu skriver
hun større historier, melder sig til konkurrencer, og prøver at få
sin skrivelyst længere ud end sin vennekreds.
Historien handler om drengen Alexander, som er rigtig uheldig
i forhold til venskaber. Han mister en ven, og tror han får en ny.
Men er tingene altid så simple? Og er alt som det ser ud?
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
Jeg havde kendt Sebastian hele mit liv. Vi var altid sammen.
I skolen, derhjemme og i byen. Vi var DE uadskillelige
bedstevenner fra Hobro, men det skulle ikke blive ved …
Ikke noget rigtigt, bare noget han fandt på, og som jeg aldrig
ville kunne gentage. Jeg grinede og skubbede til ham.
Den dag, det hele startede, skulle vi være sammen efter skole.
Vi småløb gennem skovvejen, væk fra Bymarksskolens mure.
Vi havde lige fået fri og var på vej hjem til mig.
Det blæste, og man kunne høre festpladsen gøre klar, selvom
den lå i den anden ende af byen. Byfestens lyde faldt rytmisk i
et med skoven.
“Hurtigere, Alexander!” Sebastian grinede og satte farten op.
Jeg var langsommere end ham, men han elskede at konkurrere.
Jeg stoppede opgivende, og trak vejret hostende.
Mine lunger kunne ikke klare anstrengelsen. Da jeg var lille
havde jeg astma, og det sad stadig i mig. Jeg er lille, spinkel
med et rundt hoved og udstående øjne, som altid er rødere end
resten af min hud. Mit hår er så lyst, at det næsten er hvidt, og
mine øjne er lyseblå. Jeg ser med andre ord rigtig dansk ud.
Sebastian var lige modsat. Han var heller ikke høj, men helt
sikkert både stærkere og hurtigere end mig. Han havde gyldent
pjusket hår og brune øjne. Han var den bedste til enhver form
for sport, men gik ikke op i det. Jeg gik ud fra, at han var for
doven.
“Ej, hvorfor stoppede du?” Sebastian lavede en skuffet grimasse,
mens han gik tilbage mod mig. Jeg rystede bare irriteret på
hovedet.
“Du ved jeg ikke kan følge med.” Han nikkede, det var ingen
hemmelighed. Han lagde sin arm om mig, og ruskede mig.
“Nu skal vi more os!” Og så begyndte han at synge højlydt.
86
En tur hjem til mig, kunne nemt tage et tyve minutter, selvom
jeg boede tæt på skolen. Især når Sebastian var i synge- eller
dansehumør.
Vi drejede op af min vej. En helt almindelig, kedelig vej. Alle
huse var i bund og grund meget ens. Kun få huse stak ud, og
det var kun fordi de var overbegroede og forsømte. Flere af
husene var blevet renoveret, især omkring det først stykke af
vejen.Men kom man så op omkring nr. 20 blev de mere og
mere forsømte, før vejen igen blev pæn og ren for enden.
Vi gik, til vi stod foran mit eget i nummer 7. De røde mursten
smilede mig i møde, mens jeg gik gennem grusindkørslen.
Sebastian var lige bag mig.Jeg var ivrig, og tog trappen to trin
af gangen, for at nå hoveddøren. Sebastian skulle selvfølgelig
overgå mig, så han tog tre trin af gangen. Jeg rystede bare
grinende på hovedet, da hans forsøg mislykkedes og han endte
med at falde midt på trappen.
Jeg låste døren op, imens Sebastian fejlede endnu et forsøg, og
gik ind.
Der lugtede stadig stærkt af maling. Min mor havde malet
gangen forrige lørdag, og derfor var der et mindre kaos af
aviser og malings bøtter. Sebastian trådte ind bag mig. Han
klemte sig forbi mig og smuttede ind på mit værelse, mens jeg
blev stående lidt i gangen og nød følelsen af ingen hjemme.
“Kommer du?” Sebastian stod i døren, og så en smule irriteret
ud.
“Ja ja.” Sebastian forsvandt fra døren, og jeg kunne høre hans
sko ramme en væg, da han sparkede dem af.
87
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
Jeg tog en sidste dyb indånding, før jeg fulgte efter ham. Han
sad allerede på min seng, i færd med at lede min kasse med spil
igennem.
Så næste torsdag stod Sebastian og ventede på mig udenfor
Ambu-pladsen. Først kunne jeg slet ikke se ham, men så
trådte han ud i solen. Hans hår lyste nærmest op, mens han
vinkede som en sindssyg. Jeg løb hen til ham. Han holdt sin
indgangsbillet frem.
“Hvor er det der racerspil?” Han så næsten desperat ud.
“Sidder allerede i,” svarede jeg, mens jeg tog mit overtøj af.
Sebastian var hoppet tværs gennem rummet, for at tænde
spillet. Jeg trissede selv over gulvet for at indstille tv’et. Mit
fjernsyn var manuelt og en gammel klods.
“Hvorfor skaffer dine forældre dig aldrig noget nyt?” Spurgte
Sebastian, mens han satte stik i konsollen. Jeg rystede bare på
hovedet.
“Det må du altså spørge dem om. I det mindste virker det.”
Sebastian brummede et svar, før han kastede sig over i min
seng med et joystick. Jeg samlede min egen op fra gulvet og
satte mig til rette. Sebastian var allerede i gang med at vælge
figur, mens han nynnede vores skoles feriesang. “Hvad med
Ambu?” Spurgte Sebastian efter 3 racerløb.
“Vi mangler bare dig.” Han hev mig med over til
billetlugen. “Kom nu, kom nu, kom nu!” Han hylede som en ulv, mens
han ventede, på jeg skulle få byttepenge tilbage. Jeg smilede
flovt til billetdamen. Sebastian var nærmest hyperaktiv, mens
han studerede boderne og forlystelserne. Jeg selv var mere
tilbageholdende.
“Nu skal vi ikke op i den høje, vel?” Sagde jeg, mens jeg trak
mig væk fra den store karrusel, som drejede rundt i en stor
svimlende uendelighed. Sebastian grinede.
“Ambu?” Sebastian sukkede.
“Så så, kylling, du skal ikke være bekymret. Selv jeg gider ikke
den.” Jeg vidste at det var en undskyldning til mig. Han ville
prøve den senere, men jeg sagde ikke noget. Han var bare en
god ven, der passede på mig.
“Ja, Ambu,” han var sarkastisk i tonen “Skal vi ikke ned og
skyde en bamse og drøne rundt i nogle radiobiler?” Jeg havde
egentlig ikke planlagt at tage derned. Jeg ville gerne spare mine
penge.
Vi begav os ud på pladsen, som lige var åbnet. Der var ikke
ret mange mennesker, og det virkede, som om alting lige var
vågnet. Musikken blev tændt, boder åbnet og det begyndte at
lugte af mad.
“Tja” Sagde jeg bare. Sebastian rullede med øjnene.
“Skal vi følges? Vil du med? Det starter på lørdag, ved du nok ”
Vi gik to runder på pladsen to gangen, før nogen stoppede os.
En lille pige med en rød paraply uden armen, kom løbende
mod os, mens hun kaldt på os.
“Klart, skal bare spørge om lov.” Og det gjorde jeg så. Så snart
min mor kom hjem. Og jeg fik selvfølgelig ja. Verden ville have
været anderledes med et nej, men jeg fik ja.
“Du tabte noget,” sagde hun, da hun endelig indhentede os, og
holdt min pung frem. Jeg smilede og tog imod den, med et
taknemligt smil.
88
89
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
Pigen drejede hovedet mod Sebastian og sendte ham et let
smil. Sebastian rykkede sig lidt væk fra os, med et udtryk af
ubehag, hvilket fik mig til at se på ham, med et hævet øjenbryn,
før jeg vendte mig mod pigen. Hun var allerede væk. Jeg så på
Sebastian, han så væk.
Jeg ventede i evigheder, men han kom ikke. Jeg mødte flere
fra min klasse, der spurgte, om vi skulle følges, men jeg blev
standhaftigt stående.
Flere mennesker kom til, mens vi prøvede vores første ture. Og
snart var hele pladsen fyldt.
Jeg lød sikker, men det var jeg langt fra. Pludselig føltes luften
kold, og min indre panik hylede i mine øre. Jeg begyndte at
gå mod den høje for at lede efter ham, mens jeg prøvede at
overbevise mig selv om, at køen måtte være lang. Den var helt
sikkert lang. Det var det, det var grunden til, at han ikke var
kommet tilbage.
“Hvorfor mon de ikke har flere vilde forlystelser,” udbrød han
irriteret. Jeg svarede ikke lige med det samme.
“Vil du da prøve den høje alligevel?” spurgte jeg så. Hvorpå han
overtog tavsheden.
Vi havde været på pladsen i mere end tre timer, og jeg måtte
selv indrømme at visse forlystelser havde mistet deres ‘wow’effekt.
“Vil du? For det er i orden. Jeg ved, du elsker de vilde ting.”
sagde jeg med følelsen af at tale til en dør. Sebastian var nu
stoppet helt op.
“Sikker?” Hans stemme virkede lidt underlig, som om han
ikke rigtig var sig selv. Den var ligesom skinger på den forkerte
måde. Han stirrede på et bestemt punkt. Jeg så på ham, eller
rettere hans ryg.
“Jamen så ses vi.” Og så forsvandt han i mængden, og lod mig
stå tilbage. Jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvad der var
sket. .
Spørgsmål fyldte mit hoved. Havde jeg såret ham? Var han sur
eller bare ivrig? Jeg gik hen og købte en cola. Han ville jo snart
komme tilbage, også ville jeg kunne spørge ham. Men han kom
ikke tilbage!
90
“Sebastian kommer lige om lidt,” sagde jeg.
Jeg nåede den høje, lige da turen var slut. Folk hoppede ud af
sæderne, og nye satte sig. Jeg prøvede at holde øje med dem,
som steg ud, og dem, som satte sig ind, men det var en håbløs
opgave. Der var alt for mange mennesker, og snart blev jeg
puffet rundt i mylderet. Nu blev jeg for alvor bekymret. Jeg
havde ikke nogen mobil, så jeg kunne ikke ringe til Sebastian.
Jeg begyndte at gå rundt på pladsen og spørge efter Sebastian,
men han var ingen steder, og ingen havde set ham. Alt blev til
sidst helt tåget. Jeg var i panik. Alt omkring begyndte at snurre
rundt, og jeg fik kvalme. Jeg prøvede at komme ud af mylderet,
men det var en umulig mission.
Nogen greb min skulder og tvang sig gennem mængden med
mig. Jeg lod mig føre hen til et træ, hvor jeg langsomt fik vejret
igen.
“Alexander, har du det dårligt? Du ligner et lig,” krævede min
storesøster at vide. Jeg tog en dyb indånding og fokuserede så
på hende.
“Sebastian blev væk …” sagde jeg og rakte så ud efter hendes
vandflaske.
91
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
“Tror du ikke bare, han er gået? ” spurgte hun. Jeg tog en tår
vand, før jeg rakte flasken tilbage til hende.
Hvor komisk var det ikke. Ambulancefesten ender med en
rigtig ambulance … min bedste ven, Sebastian døde ifølge alle
andre end mig, af chok. Ingen ved hvorfor, man mener ikke der
var tale om mord. Kun jeg tror der skete noget andet. Jeg tror
ikke Sebastian bare ville gå i chok og dø.
“Nej, det kunne han ikke drømme om.” sagde jeg.
“Drik noget mere. Duer jo helt fra den,” sagde hun og tvang
mig til at drikke lidt mere.
“Du bør ikke være alene, ” fortsatte hun så. ”Vi følges til
Sebastian dukker op.” Hun så bestemt på mig.. Jeg skubbede
mig selv væk fra træet for at følge tilbage på pladsen efter hende.
Hun stod allerede på pladsen, da jeg nåede frem. Jeg stivnede,
da jeg så hende. Al farve i hendes ansigt var væk. Jeg vendte
mig langsomt, fulgte hendes blik, indtil jeg også så det.
Det var, som om alt standsende, men så skreg hun. Min søster
startede tiden på magisk vis med sin stemme, og jeg løb hen
mod den livløse krop. Sebastian lå på jorden i skyggen af
skoven, næsten usynlig, med vildt opspilede øjne og et stumt
skrig i ansigtet. Skriget blev ved, og snart kom flere hundrede
andre stemmer til. Højlydt mumlen, råb og nogen som forgæves
prøvede at skabe ro.
Jeg sad med Sebastian krop, knugede ham ind til mig, som om
det ville få ham til at vågne. En eller anden greb mine skuldre i
et forsøg på at rive mig væk fra ham.
“Slip liget.” Var der en, der sagde i mit øre, mens jeg blev tvunget
væk. Jeg vendte rasende mit ansigt mod ham der talte til mig.
“Han er ikke noget lig!” hvæsede jeg vredt til ham og skubbede
ham hårdt væk. Jeg lukkede mine øjne, og borede mit ansigt
ned i Sebastian trøje. Jeg havde lukkede øjne, men kunne
tydeligt se de hvide blik fra kamerablitzer. I det fjerne kunne
man høre sirener, sikkert fra en ambulance.
92
Jeg var den eneste tilbage ved hans begravelse. Mor havde
prøvet at tvinge mig med, men havde heldigvis opgivet. Det
regnede, hvilket virkede meget passende. Min mor havde købt
en sort jakke til mig, for jeg skulle have noget passende at tage
på. Dog var min paraply skriggul, og yderst upassende.
Derfor havde jeg foldet den sammen igen, og jeg var
gennemblødt, men det ragede mig.
Der var næsten gået 14 dage siden han døde, men på grund af
obduktion og undersøgelser havde de først fået lov at begrave
ham i dag. På en lørdag. Gruset bag mig knasede, da nogen
kom gående. En skikkelse stillede sig ved min side uden ord.
Ud af øjenkrogen kunne jeg skimte en blodrød paraply.
“Kendte du ham godt?” spurgte skikkelsen med en blød
pigestemme. Jeg måtte synke, før jeg nikkede. Alting var gået
så stærkt.
Jeg havde ikke været i skolen, men blev nok tvunget til det på
mandag. Jeg havde sovet den første uge væk, og den anden uge
var gået med mine forældres bekymring og gentagende opkald
fra en psykolog, som jeg ikke gad tale med. Pigen hævede sin
paraply og trådte tættere på, så den dækkede os begge.
“Jeg syntes vi skal gå nu,” sagde hun.
Jeg nikkede, uden egentligt at høre hende. Jeg mærkede hendes
blødt uldvanter tage min hånd, før hun førte mig gennem
regnen.
93
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
Jeg var helt væk. min hjerne prøvede at komme fra punkt a til
punkt b, men var stadig stivnet ved spørgsmålet. ‘Var det en du
kendte godt?’ Jeg ville have sagt ja, men nu jeg tænkte over, at
det snakkede vi aldrig om, da Sebastian var i live.
Jeg gik lige gennem gravlabyrinten. Det var ikke svært at finde
Sebastians grav. Der var nye blomster, stearinlys og en fodbold
med et bånd omkring. Og så lå den i et afsides hjørne, hvor
man skulle være blind for ikke at kunne finde hen.
Jeg glippede med øjnene for at fokuserer, og så, at jeg stod uden
for kirkegården. Der var ingen pige med en rød paraply eller
nogen andre for den sags skyld, så jeg gik hjem.
Jeg satte mig ned på en stenbænk lidt der fra. Af en eller anden
grund havde jeg ikke lyst til at gå tættere på. Kendte jeg ham
overhovedet? Nu hvor han ikke var her længere, dukkede det
spørgsmål op.
Jeg var overtræt. Pigen havde været ren fantasi. Så jeg hverken
fortalte eller tænkte mere på hende eller det faktum hun havde
haft en rød paraply.
Jeg startede i skolen mandag morgen som alle andre. Men alt
var anderledes. Klassen summede, da jeg kom ind. Jeg gled
lydløst ned på min plads.
Jeg talte ikke med nogen, men fandt bøgerne til første time
frem. Dette ville blive min første skoledag uden Sebastian, så
jeg kunne vel ligeså godt få det bedste ud af det.
Klokken ringede, og min sidemand satte sig modvilligt ned.
Normalt ville han tale højlydt med mig om sport, men i dag var
han stille. Faktisk var hele klassen stille. De lyttede.
Ville jeg sige noget? Måske gøre noget? Svaret var nej. Jeg ville
bare gå i skole og så gå hjem. Det var vel ikke svært at forstå.
Men det var det. Hele dagen gik med lærernes bekymrede
blikke og pigernes lettere irriterende spørgsmål, mens alle
drengene trak sig væk.
“Sidder der nogen der?” spurgte en svagt genkendelig stemme.
Jeg så op, mens jeg mumlede nej. Pigen med den røde paraply
stod foran mig. Hun havde stadig paraplyen under armen, og
det var derfor, jeg kunne genkende hende . Hun smilede, og der
kom smilehuller i hendes kinder, mens hun tog plads ved siden
af mig. Hun så mærkelig ud: Store mørke krøller, bleg hud og
en åbenstående jakke, som afslørende en besynderlig lyseblå
lillepigekjole.
“Så …” sagde hun, mens hun lagde hovedet på skrå.
“Så?” gentog jeg ligegyldigt.
“Så …” sagde hun leende, “hvor går du i skole?” Det var et ganske
normalt spørgsmål, og det startede en samtale. For første gang
i to uger snakkede jeg om andet end sorg og Sebastian. Jeg kan
ikke påstå jeg morede mig, men det var bedre end at være alene
og ulykkelig.
Jeg havde det elendigt. Jeg ville bare være i fred, men da ikke
nødvendigvis behandles som en udstødt. Jeg besluttede at gå
omkring kirkegården i stedet for lige hjem. Lågen var allerede
åben, så jeg gik lige ind. Der var stort set tomt, kun et ældre
ægtepar kom gående mod udgangen arm i arm.
Da jeg forlod kirkegården timer efter, var det sammen med
Lili. Pigen med paraplyen. Lili, havde taget Sebastians plads
på under fem minutter. Jeg var selvfølgelig ikke rigtig klar
over det, hun var der bare. Over de næste uger ændrede mit
liv ændrede sig tilbage til noget, der lignede det tidligere, bare
uden Sebastian.
94
95
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
Mig og Lili var altid sammen efter skole, men altid ovre hos
hende. Hun boede med sin mor og sin storesøster i et stort
hvidt hus, som lå helt ovre ved Nordre Skole i byens anden
ende af byen. Huset var meget lyst og lå som et stort tårn på en
bakke, og selvom der var langt, gik jeg gerne.
Hun åbnede munden for at sige noget, men der kom kun en
rallende lyd ud. Og så pludselig styrtede hun ned af trappen
med en uhyggelig skinger lyd.
Fra vinduerne følte man, at man kunne se helt byen. Det var
også flot indrettet. Møblerne i gammel stil, som jeg kun troede
man nutidig kunne finde i et dukkehus. Væggene havde mange
oliemalerier, alle af huset beboere. Haven bestod til gengæld
mest af ukrudt og vildtvoksende træer, og hegnet, som skulle
omhegne huset, var brudt sammen flere steder, og resultat var,
at haven virkede som en mørk hule, og at havelågen stod ene
tilbage.
Første gang jeg var hjemme hos Lili, var en uge efter, vi havde
mødt hinanden. Altså tre uger efter Sebastian døde. Mine
forældre troede jeg levede videre og lod mig være, mens min
klasse trak sig længere og længere væk fra mig. Jeg var egentlig
ligeglad, for så længe jeg havde Lili, var alt fint. Den første gang
jeg var hjemme hos Lili, mødte jeg både hendes mor og søster.
Hendes mor, en meget tynd og bleg kvinde ved navn Karen,
gav mig et kram. Hvilket jeg helst havde set mig fri for.
Hendes glansløse blonde hår og tunge parfume var ved at kvæle
mig. Hun var kold og klam, og slet ikke som Lili. Lili måtte
rømme sig meget højlydt, for at få hende til at stoppe igen. Så
sendte Lili mig et lille smil, og tog mig med op af trappen til sit
værelse.
Lili undskyldt selvfølgelig. “Min søster kan godt lide at
skræmme folk.” sagde hun, mens hun grinende løb op af
trappen. Jeg havde bare nikket og fulgt hende. På Lilis værelse
var der meget pænt. Næsten ikke rodet eller støvet. Til gengæld
var der koldt. Lili lod ikke til at bemærke det, men satte sig på
sin seng og snakkede løst om alt.
Jeg nikkede bare og kom med bekræftende lyde. Jeg var
meget optaget af hendes værelse. Hun havde små figurer, som
forstillede guder og gudinder. Det var ikke noget man så i et
normalt dansk hjem, ikke engang hvis familien rejste meget.
Jeg vendte og drejede en Afrodite figur i hænderne, mens Lili
betragtede mig. Hun syntes ikke at bryde sig om dem. De måtte
have kostet en formue, men var værdiløse genstande for hende.
Blandt Lilis mange skatte, var der dog en som hun holdt af.
Hendes dukkehus. Et dukkehus, hvor man kunne flytte rundt
på værelserne, og som var nøjagtigt indrettet som Lilis hus. Alt
ned til mindste detalje var lavet. Og da Lili så mine store øjne,
satte hun sig hen foran det.
Hun fandt en lille æske frem fra husets tag, og åbnede den.
Indeni lå nøjagtige kopier af hendes søster og mor, men som
dukker var de smukke. De havde faktisk både mere form og
farve end de rigtige.
På trappen mødte vi hendes søster, og her skete der noget
virkelig mærkeligt. Anne, som var søsterens navn, stillede sig
i vejen for os. Hun stirrede tomt på mig, med slørede blå øjne.
Hun var ligeså bleg som sin mor, men tusinde gange mere
uhyggelig. Det løb mig simpelthen koldt ned af ryggen, bare af
at se på hende.
“Kan du lide det?” Spurgte Lili, mens hun omhyggeligt
placerede dukken, der forstillede hendes mor, i køkkenet. Jeg
nikkede stumt.
96
97
“Jeg har fået det af mig far,” sagde hun lidt efter, mens hun
flyttede sin søster fra rum til rum.
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
“Hvor er han?” Spurgte jeg og tog dukken ud af hendes hænder.
Hun så på mig, med sammenknebne øjne.
Lili var ikke hjemme, og døren blev åbnet af Anne. Jeg havde
vænnet mig til, hun ikke talte med mig og bad hende hente Lili.
Til min overraskelse svarede hun mig.
“Ikke fordi jeg vil snage,” skyndte jeg mig at sige og satte dukken
ind på det som måtte være dens værelse.
Lili smilede. “Nej, nej, det er helt okay. Han er bare ude på
forretningsrejse. Han kommer snart hjem.” Hendes stemme fik
en syrlig undertone, men jeg troede, det var fordi, hun savnede
ham.
På vejen hjem den dag passerede jeg køkkenet, hvor Karen stod.
Jeg hilste på hende, men hun svarede mig ikke. Hun stod bare
helt stiv. Hun mindede mig om dukken, men jeg slog tanken
hen.
Lili og jeg fortsatte sammen. Hun fik blandt andet åbnet mine
øjne for en helt ny verden af tøj. Mine gamle cowboybukser
blev udskiftet. Jeg gik i det tøj, hun udpegede for mig. Jeg gik i
skjorte, vest og bukser med pressefolder. Lili opfordrede mig til
ting, og jeg gjorde det. Tøjet var ikke nyt, men af den slags som
bliver glemt bagerst i skabet.
Jeg blev en stræber som var bange for snavs..
Min klasse bemærkede selvfølgelig Lili på et tidspunkt og
prøvede at mobbe mig lidt med hende. Jeg gad ikke engang
svare dem.
Jeg begyndte at stå op klokken 4 for at gå hjem til Lili og bære
hendes bøger i skole for hende, og det gik aldrig op for mig, at
Lili langsomt tog fuld kontrol over alle mine handlinger. Ikke
før den dag jeg tog på overraskelsesbesøg, selvom Lili havde
sagt hun havde meget travlt. Jeg havde ikke set hende en hel
uge, fordi hun havde været i gang med at forberede en slags
velkomstfest for sin far, og jeg savnede hende forfærdeligt.
98
“Lili er ikke hjemme,” sagde hun. “Hun er ude at hente sin
dæmonskaber, så han kan stjæle din sjæl, ligesom hun stjal
vores. Du skal være hendes nye dukke, derfor slog hun også
din ven ihjel. Han passede ikke ind. Flygt”
Anne holdt sine øjne stift rette mod mig. Jeg grinte hende
selvfølgelig bare op i ansigtet.
“Meget morsomt, sig til Lili, jeg er på hendes værelse.” Og så
gik jeg lige forbi hende og videre hen mod trappen. Anne gav
ikke op.
“Hun er en udødelig. Hun lever for at lave den perfekte familie.
Flygt, og gør det nu! Hun vil gøre dig til en dukke, en del af
spillet!”
Jeg gik langsomt væk fra hende. Hun måtte være sindssyg. Hun
havde sikket læst for mange gysere. “Så gå selv op og se efter!”
sagde hun. Jeg troede ikke på hende, men gik op af trappen. I
starten ville jeg bare vente på Lili, men så blev jeg nysgerrig. Jeg
gik over til dukkehuset og gav mig til at undersøge det.
Den dukke, der lignede hendes søster stod ved hoveddøren. Jeg
gik ud fra, Lili havde glemt at lægge hende på plads, hun var
ellers så påpasselig. Så fandt jeg en dukke på den anden side af
hoveddøren. En dukke, som lignede mig. Jeg gik ikke i panik,
men ledte i stedet systematisk hele værelset igennem.
Jeg så på dukkehuset, og huskede den første gang, jeg havde
set det. Lili havde nøje flyttet rundt på dukkerne, som om hun
havde opsat en scene. Jeg satte mig ned foran det lille hus.
Kunne det virkelig passe?
99
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
Kunne jeg forandre ting ved at flytte dem rundt? Jeg samlede
Annes dukke op og flyttede den. Jeg satte den meget forsigtigt
ind i Lilis værelse, mens jeg tænkte på, hvor dumt det var at
sidde her og lege med dukker. Dukke Anne sad på den lille
legetøjsseng. Og jeg satte mig tilbage og ventede på, der skulle
ske noget, men der skete intet. Jeg sukkede irriteret.
Anne stivnede med begge hænder på mine skuldre. Jeg prøvede
at signalere, vi skulle snige os ud, og listede ned af trappen.
Tænk engang, jeg var faldet for et dumt storesøsternummer. Lili
havde jo flere gange sagt, Anne kunne lide den slags. Hvordan
kunne jeg være så dum? Jeg samlede dukkerne op en efter en
og lagde dem i æsken, alle med undtagelse af dukke Anne. Jeg
var i tvivl. Skulle hun tilbage i æsken, eller lægges tilbage ved
hoveddøren?
Jeg besluttede at lægge den på plads, men tabte æsken. Låget
faldt af, indholdet trillede ud. Lilis mor, dukke Anne, dukke
mig og en sidste dukke. Æsken var gået i tre dele. Der havde
åbenbart været en aftagelig bund. Den sidste dukke lå forvredet
og stirrede på mig med genkendelige øjne. En død dukke
Sebastian.
“I to er virkelig dårlige til at liste, ved I det?” spurgte Lili med en
stemme som helt havde mistet sin lillepigesødme. Jeg stivnede.
Vi kunne ikke stikke af. Hun havde set os, og hun så ikke ud til
at være glad for synet.
Hendes hår strittede til alle sider, og hendes små næver var
knyttede. Hendes jakke stod åben, og tøjet indenunder var i
uorden. Hendes pupiller var trukket helt sammen.
“Hej Lili.” sagde jeg i forsøg på at tale hende til ro. Det så ikke
ud til at virke. Lili tog et skridt ind i længere ind i rummet.
“Hvordan gik din aftale med din far?” Spurgte jeg, mens jeg
langsomt gik baglæns. Lili skulede, men stoppede.
“Han brændte mig af,” sagde hun koldt. ”Men det vil han
fortryde.”
Så gik døren til værelset op, og ind kom Anne. Hun så helt stiv
ud, mens hun satte sig på sengen. Hun sagde ikke noget, men
sad ubevægelig. Hun var en dukke. Det var tydeligt nu.
“Ingen forlader mig.” Hviskede hun og trådte ind under en
lysekrone, hvilket fik hendes hår til at flamme op og hendes
øjne til at se endnu mere sindssyge ud. Jeg veg tilbage.
“Hun er tæt på, ødelæg dukken.” Ordene kom som en svag lyd
fra Annes ubevægelige læber. Jeg så mig panikslagent omkring.
Så greb jeg Annes dukke, og rev med et hurtigt ryk dens hoved
af.
“Du er gal!” udbrød jeg. Lili lo.
Først skete der intet, men så løsnede Annes krop sig, og hun
rejste sig vaklende.
“Måske … men det bliver vores lille hemmelighed. Du slipper
aldrig ud, og heller ikke dig! Han vil fortryde det, og I vil
fortryde det!”
Hun vendte sig som et lyn mod Anne, som for sammen i frygt.
“Du skal ud herfra, inden det er for sent.” Anne skubbede
mig mod døren og ned af trappen, men i det samme hørte vi
hoveddøren smække.
“I vil begge blive straffet.” sagde hun, med en genvunden
lillepigetone. Hun lød, som når et barn taler til et kæledyr eller
et stykke forsvundet legetøj. Kærligt, på den uhyggelige måde.
100
101
Julie A. Christensen
Pigen med paraplyen
Der opstod en anspændt stilhed. Lili smilede selv tilfreds og
gik over mod mig.
Så sprang Anne pludselig. Hun kastede sig bogstavelig talt over
Lili. De ramlede sammen på gulvet med hyl og flænsende lyde.
Jeg stirrede først på det, men så udnyttede jeg det. Jeg løb forbi
dem, mod døren. Jeg kunne høre Anne råbe: ”Flygt, og gør det
nu!!”
Jeg så mig tilbage en enkel gang. Huset stod i lys lune. Det
var lige så skræmmende som at se 9/11 film på nettet med
vinterstilheden som baggrund. Jeg løsrev mig og løb hjem alt
hvad jeg kunne.
Jeg kunne høre Annes ord i mit hoved hele vejen hjem. Flygt,
og gør det nu! Hun vil finde dig.
Jeg famlede med låsen til hoveddøren i flere minutter, men fik
den så op. Jeg styrtede straks rundt i hele huset. Først for at
tjekke, om der var nogen hjemme, og derefter for at låse alle
døren og vinduer.
Til sidst var jeg tilbage på mit værelse, hvor jeg blokerede døren
med min kommode, trak gardinerne for og tog den nærmeste
lampe som våben. Jeg stod med front mod døren, bange og
anspændt. En kold vind blæste mit vindue op, og pludselig stod
en skikkelse bag mig.
“Er du sikker på det var et klogt valg?” spurgte skikkelsen. Da
gik det op for mig, at jeg langt fra havde forstået alvoren af min
situation.
102
103
Legenden om Fløjten
Ludmilla Szöllösi-Rose
Ludmilla Szöllösi-Rose (17 år)
Ludmilla kommer fra Hvidovre, men går lige nu på Østerskov
efterskole. Hun elsker at læse og skrive, især fantasy-genren
interesserer hende. I sin fritid spiller hun rollespil, World of
Warcraft, eller slapper af med vennerne.
Folkene i landsbyen grinede og klappede. Gøglerne løftede
nogle af de unge kvinder, som fniste og skjulte deres røde
kinder. Mænd og kvinder, unge og gamle, alle begyndte de at
danse lystigt efter dem. Skade og Rose rejste sig, og dansede
med. Rose kiggede betaget på de smukke masker, men Skade
var mere fascineret af instrumenterne. Langsomt forsvandt
størstedelen af byen, efter gøglerne ud i skoven… Rygtet siger
at en gruppe forrædere vil ødelægge byen, ved at udslette dens
magiske kraft. Skade og Rose får for opgave at finde, og afsløre
dem. Alle kneb gælder i kampen om gøglerbyen.
Ludmilla Szöllösi-Rose
Legenden om Fløjten
Afsnit 1
“Rose kom nu!” råbte Skade, og løb hurtigt ned af den smalle
gade. Han stoppede bag en mur, og vente blikket imod hende.
Endelig nåede Rose hen til ham, forpustet.
“Jeg tror altså ikke det er nogen god ide,” hviskede hun.
Kom folkens, kom til vor lille fest
Kom drik med os, kom og bliv vor gæst
Kom som du er, smuk eller grim
Kom dans med os, til vort eventyrland
“Nu ikke sådan en tøs, det bliver virkeligt fedt” hviskede han
tilbage og smilede til hende. Hun gengældte forsigtigt hans
smil, og langsomt listede de sig længere ind i landsbyen. De
havde ikke de store problemer med at gemme sig, ingen lagde
alligevel mærke til et par børn i mængden. Musikken blev
højere, og Skade mærkede spændingen vokse i maven.
Folkene i landsbyen grinede og klappede. Gøglerne løftede
nogle af de unge kvinder, som fniste og skjulte deres røde
kinder. Mænd og kvinder, unge og gamle, alle begyndte de at
danse lystigt efter dem. Skade og Rose rejste sig, og dansede
med. Rose kiggede betaget på de smukke masker, men Skade
var mere fascineret af instrumenterne.
“Tror du der er magi?” hviskede hun. Han nussede hende i
håret.
Langsomt forsvandt størstedelen af byen, efter gøglerne ud i
skoven. Stadig syngende, stadig dansende, førte de vej. Der sad
gøglere i trækronerne og sang med. Skoven var som fyldt med
magi, som om selv træerne bevægede sig til gøglernes rytme.
Skade var nysgerrig og ville gerne kravle op til en af dem, men
Rose holdt stædigt fast i hans hånd, så de holdt tempoet med
de andre.
“Magi, dans, sang, musik ... der er det hele” svarede han. Roses
smil forsvandt.
“Hvorfor måtte vi så ikke komme med?” spurgte hun.
“Du kender voksne, de vil altid have det sjove for dem selv”
svarede Skade. De fik gemt sig bag et par store tønder. Rose
virkede nervøs. Han tog om hendes hånd, og gav den et
klem. Forsigtigt løftede han hovedet, så han lige kunne ane
menneskemængden.
Ned langs gaderne kom de dansende, langsomme og smidige
som katte. De bar alle sammen masker og kostumer i alle
regnbuens farver. Nogle spillede på forunderlige instrumenter,
imens andre pustede ild, eller jonglerede med knive.
En mand i en lang, himmelblå kappe begyndte at synge.
106
Skoven delte sig, og gøglerne førte dem ind i en lysning. . Oppe
i luften hang der en by. Flere meter over jorden. Skade gned sig
i øjnene, Rose stirrede bare med åben mund.
Gøgleren i den himmelblå kappeslog ud med armen. En lang
hængebro foldede sig ud fra byen, hele vejen ned for fødderne
af dem. Han begyndte igen at synge for dem.
Kom folkens kom, nu er der ikke langt
Kom nu med os, kom, bliv ikke skræmt
Følg bare rytmen, vi skal helt der op
Følg nu dit hjerte, med sind og med krop
107
Ludmilla Szöllösi-Rose
Rose trykkede sig ind til Skade, han lagde en arm omkring
hende.
“Måske skulle vi tage tilbage,” hviskede hun.
“Nej, kom nu” svarede Skade, ”hvornår får vi ellers sådan en
chance for eventyr?” De fulgte efter mængden af mennesker
hen over broen. Jo længere de gik, jo mere ivrig blev Skade.
Han satte tempoet op, og løb det sidste stykke, da han kunne
ane spidsen af nogle farvede telte . Nu var der ingen vej tilbage.
Der var noget deroppe der kaldte på ham.. Rose strammede
grebet om hans hånd, og kastede et sidste nervøst blik over
skulderen, tilbage på det liv, de havde kendt indtil nu.
Afsnit 2
“Skade er du klar? Vi er fremme nu.” Skade sukkede, evigt og
altid skyndede hun på ham. Han havde sin smukkeste, sorte
dragt på, med en matchende maske. Den han vidste der virkede
bedst på de unge kvinder.
“Jeg kommer nu!” råbte han og gik ud af sit telt. Rose stod og
ventede på ham. Hendes lange, røde hår hang løst og smukt ned
langs hendes ryg. Hun havde en rød dragt på, som viste hendes
smukke krop, og hun havde valgt en rød maske, med gylden
kant der passede til hendes øjne. Han rystede på hovedet. Hun
skulle altid forsøge at overgå ham.
Legenden om Fløjten
En lille, snavset træfløjte. “Vi er klar, herre.”
Skade bukkede dybt, ”Så snart De føler for det.”
Lederens hvide tænder formede et smil, og funklede under
halvmasken. En enkelt var af sølv. Han satte fløjten til læberne,
Skade rettede sig op.
og gik ud af teltet, og Sølvtands musik fulgte ham hele vejen
til kanten af deres svævende paradis. Hængebroen foldede
sig langsomt ud til den lå perfekt nede pådet faste land. Så
begyndte de at danse.
Skade var forrest, og gøglerne fulgte ham igennem den mørke
skov. Der gik ikke lang tid, før de stod foran en lille landsby.
Skades øjne funklede svagt i natten, og så begyndte han at
synge.
Kom folkens, kom til vor lille fest
Kom drik med os, kom og bliv vor gæst
Kom som du er, smuk eller grim
Kom dans med os, til vort eventyrland
Igennem gaderne dansede de. Landsbyfolk åbnede vinduerne
og kiggede nysgerrigt efter dem. Skade fandt hurtigt sit
publikum, de unge kvinder. Hans sang ændrede sig. Nu sang
han om mystik, om længsel, om kærlighed.
De andre gøglere var ved at gøre sig klar, Skade gik ind mod
det sorte telt i midten af pladsen, De kaldte det moderteltet, og
det var større og prægtigere end de andre telte. Han stillede sig
foran åbningen og ventede på tilladelse.
Kvinderne lyttede forelsket til, bange for at han forsvandt,
og imens dansede Rose dansede med den andre igennem
gaderne, det var svært for byens mænd at få blikket fra hende.
Hele hendes væsen lokkede dem.
“Skade, kom du bare ind” lød Sølvtands venlige stemme. Skade
lod langsomt sit blik vende sig til mørket. I midten af teltet
stod den mand, han var kommet for at se. Han havde fløjten i
hænderne.
Folkene i byen begyndte at følge dem tilbage. Skade smilede, og
sang højere og smukkere i takt med, at de nærmede sig skoven.
De kom til lysningen, og Skade viste vej imod hængebroen.
108
109
Ludmilla Szöllösi-Rose
Kom folkens kom, nu er der ikke langt
Kom nu med os, kom bliv ikke skræmt
Følg bare rytmen, vi skal helt der op
Følg nu dit hjerte, med sind og med krop
Folkene klappede og fulgte ivrigt efter ham op af hængebroen.
Rose dansede, Skade sang. Blændet af deres talent og skønhed
fulgte de alle efter dem som får. De nåede enden af hængebroen,
og Skade tog en af de smukkeste kvinder ud af mængden og
førte hende hen imod et af de mindre telte.
Legenden om Fløjten
Hun satte sig ikke ned med hovedet mod hans skulder, men
blev stående, til han udmattet åbnede øjnene og så på hende.
“Vi er indkaldt” sagde hun.
“Og hvad så? Lidt ros for velgodt arbejde? ?” Skade smilede
træt. Hun gengældte det ikke.
“Nej, det er vidst noget vigtigt” sagde hun og kørte et par fingre
igennem sit lange hår“en hemmelighed der har fundet sin vej
ud.”
“Kom min smukke, denne vej,” sagde han og viste hende ind.
Kvinden grinede og satte sig på en af stolene. Skade satte sig
foran hende: “Skal jeg se din fremtid?” spurgte han og smilede
forførende. Hun nikkede og så spændt til, mens han fandt en
halskæde frem.
Skade satte sig nysgerrig op.
“Her,,” sagde han, og lagde den forsigtigt rundt om hendes hals.
Den lille gøglerby var stille, ingen var interesseret i at udføre
deres kunster, når der ikke var publikum på. Skade gik roligt
efter Rose, betragtede hende lidt. Som altid så pligtopfyldende,
at hun næsten var belastende. Da de trådte ind i ‘Moderteltet’
var de ikke alene. Ud over Rose og ham selv, var tre andre
ankommet. Tilsammen var de fem de mest betroede i denne
forskruede by. Deres kære leder sad med træfløjten i hånden.
Lydløst fandt de deres faste pladser i teltet, Skade vekslede et
hurtigt blik med Silke, der sad overfor ham.
Hun rødmede. Skade rykkede tættere på og gav hende et kys.
Hun lukkede øjnene, og han strammede rutineret grebet om
hende. Hun spærrede forskrækket øjnene op, men han kvalte
hendes skrig i kysset og trak langsomt sjælen ud af hende.
Halskæden glødede og hendes øjne blev tomme, idet hun faldt
til jorden. Han trak teltdugen til side, kiggede ud og sagde:
“Næste.” En efter en trådte de stakkels, uvidende kvinder ind i
teltet, og der var ingen, der kom ud på den anden side.
Efter en tid holdt musikken omsider op. Kun tomme hylstre,
beholdere til sjæle, lå tilbage. Nogle andre tog godt fat om
ligene og bar dem væk. Skade satte sig ind i sit telt, og lukkede
øjnene. Dødtræt. Drabene og ritualet var det eneste, der sled
på hans energi i denne verden, Helt drænet for alle kræfter, sad
han nu og ventede. Hun ville være der om tre, to, en ...
Rose trådte ind. Men det var ikke, som det plejede.
110
“En hemmelighed? Hvilken hemmelighed?” .
“Jeg ved ikke mere. Kom.” svarede hun.
“Rose og Skade, klar, Sølvtand” sagde Rose og bukkede i
respekt. Synkront bukkede Skade også hovedet. Det var nu
engang det bøvl, han skulle igennem for at få noget at vide..
Skade holdt vejret lidt, ventede.
Endelig begyndte Sølvtand at tale, og der kom liv i hans øjne.
“Kender I alle legenden om fløjten?” spurgte han. Skade
sukkede tungt. Alle kendte legenden om fløjten, så selvfølgelig
gjorde de fem betroede det også.
111
Ludmilla Szöllösi-Rose
Legenden om Fløjten
“Fløjten blev snittet af den evige gøgler, som skabte byen. Når
man spiller på fløjten, flytter byen sig fra sted til sted. På den
måde transporterers den rundt. Nu er den evige gøgler død,
men man siger hans sjæl lever videre i fløjten” sagde Skade og
forsøgte at skjule skuffelsen i sin stemme. Dette her var ingen
hemmelighed, dumme Rose!
Skade tog sig til hovedet. “Ja, og så er der jo ingen fare? Hvad er
så problemet?” forlangte han at få at vide. Rose lagde en hånd
på hans skulder. Skade gav hende et lille ’ja-ja-jeg-ved-detgodt’ blik og så undskyldende mod Sølvtand.
Sølvtands smil voksede: “Du tror nok, du ved det hele?” han
rystede på hovedet. “Sig mig så unge ven, hvordan slipper
man væk herfra?” En del forbløffede blikke blev rettet imod
Sølvtand.
“Slipper væk?” kom det tøvende fra Silke.
“Det kan man ikke,” kom det koldt fra Rose. “Man kan ikke
slippe væk. Fra det øjeblik du er indenfor byens grænse, slipper
du aldrig ud igen” sagde hun. “Det er den historie, vi altid har
fået fortalt.”
Sølvtand nikkede. “Lad mig indvie jer i en lille hemmelighed.”
Skade spidsede ører. “Der findes en måde at slukke og dræbe hele denne her
verden på,” fortsatte han stille, “hvis en der aldrig har betrådt
hængebroen spiller på denne fløjte, vil fortryllelsen være
hævet.” Ingen sagde et eneste ord, men det var helt tydeligt for
Skade, at de var overraskede.
Sølvtand rejste sig op. Han kiggede ned på hver og en
af dem. “Langt fra alle i byen er loyale, I bliver nød til at
kende hemmeligheden, ellers vil I ikke kunne sætte jer ind i
situationens alvor..” han lukkede øjnene et øjeblik. “I ved, man
kun kan komme til dette fantastiske sted via hængebroen,
og ingen der har betrådt hængebroen kan bruge fløjten til at
komme ud. Hvis du tager fløjten med dig over hængebroen,
mister både den og byen her sin kraft.”
112
“Hele ideen med dette møde, står bare ikke klart for mig.”
Sølvtand kiggede ham koldt i øjnene. Et svagt stik af frygt fra et
barndomsminde ramte Skades underbevidsthed.
“Det er fordi du er en utålmodig dreng, Skade” sagde Sølvtand
”Nu skal jeg fortælle dig hvorfor.”
“Rygtet siger at nogen alligevel har prøvet at finde en vej, og at
det måske er tæt på at lykkes. De vil udslette os.”
Skade så tankefuldt ned i jorden.
”Rygtet.. han siger mange ting, og alt for meget af det, han
fortæller er en fordrejning af sandheden, eller pure opspind.”
Sølvtand nikkede, tydeligvis enig.
“Men det er en risiko jeg ikke kan løbe, derfor vil jeg have jer
fem til at undersøge sagen” han kastede et blik over imod Rose
“nogen af jer har.. utrolige overtalelsesevner.”
Skade rejste sig.
“Så vi skal finde ud af om Rygtet taler sandt? Og hvis han gør?”
Rose rejste sig.
“Dræbe alle der sætter gøglerbyen i fare” sagde hun.
Sølvtand nikkede
“Husk, hvis magien først er ødelagt.. så dør vi alle sammen.”
113
Ludmilla Szöllösi-Rose
Legenden om Fløjten
Afsnit 3
Skade nikkede og foldede brevet sammen igen.
“HVAD VED DU?!” Skade greb fat i Vinge og tvang ham
op imod væggen. “Intet, intet! Jeg sværger!” skreg han, og
skærmede for sit ansigt.
De gik ind i Moderteltet og knælede begge for Sølvtands fødder.
“Det er ikke, hvad man siger rundt omkring i teltene, jeg har
også læst det brev du skjulte” sagde Skade hånligt.
“Jeg ved intet om noget brev, jeg siger jer jo jeg er u-” hans
øjne blev tomme og hans krop slap. Skade løftede blikket og
skævede imod Rose, der blot trak sin dolk til sig.
“Du dræber dem, før de når at tale” klagede Skade. “Og, du
spilder vores tid, vi har bevis på, han var en af dem,” sagde hun
roligt.
“Sølvtand burde ikke have givet dig den sjæledolk, du nyder
vist lidt for meget,at indsamle folks sidste, sølle rester” sagde
han. Rose kiggede ligegyldigt på ham.
“Uden sjæl er vi bare et hylster, selv når vi er ‘døde’ går vores sjæle
til denne fantastiske, flyvende ø.” Hun gik ud af teltet. Skade
rystede på hovedet. At diskutere med Rose om disse ting var
umuligt, især efter Sølvtand havde betroet hende sjæledolken,
som sendte den sidste del af ens sjæl til de forbandede gøgleres
fængsel. Rose holdt brevet frem og viste det til Skade. Uden et
ord læste han det hurtigt igennem:
Rygtet er efter os. De har sendt forstærkning. Jeg tør ikke snakke
med dig personligt, Rygtet hører alt. Jeg har endelig fundet
løsningen på vores problem. Det er sjælende der holder byen
svævende. Hvis vi forhindrer byen i at indtage flere sjæle, vil
den ikke kunne holde sig oppe. Så er hængebroen ikke længere et
problem, folk kan komme ind uden. Det skal nok gå, vi er trods
alt ti der alle vil give vores liv for denne opgave.
- Vinge
114
“Endnu en forræder er faldet, denne gang fik vi fat i et brev. Vi
ved nu, vi i hvert fald leder efter ti forræddere, hvis der ikke
er kommet flere til,” sagde Rose og lagde brevet for sin herres
fødder .
Sølvtand læste brevet, og smilede stort.
“I sandhed en flok tåber. Vi har sjæle nok på lager til at kunne
holde denne ø flyvende i generationer. Uduelige undermålere,
og jeg som var bekymret.” han grinede højt. Skade og Rose
udvekslede blikke og ventede, til deres herres jubelråb var
færdigt.
“Vi vil selvfølgelig lede efter de sidste alligevel straks,” sagde
Rose og rejste sig. “Det burde ikke blive svært, jeg vil tage en
lille snak med Rygtet, se om han har fundet ud af noget” sagde
Skade.
Rygtets telt var mørkt og der lugtede jordslået. Skade gik
forsigtigt der ind. Rygtet sad, indhyllet i en mørkebrun, laset
kappe. Skade satte sig overfor den kappeklædte skikkelse, hvis
ansigt ingen kendte.
“Skade, velkommen.” lød den hæse stemme inde fra mørket
“hvad bringer dig hid?”
“Jeg kommer for at høre hvad Rygtet har at sige om legenden”
svarede han. Et hæst grin kom fra hætten
“Rygtet siger der er en kvinde indblandet. En kvinde som
Sølvtand stoler ubetinget på. En af de fem.”
Skade trak sig lidt væk fra skikkelsen.
115
Ludmilla Szöllösi-Rose
Legenden om Fløjten
”En kvinde? En af de fem? ” grinet blev højere “en af jeres egne
er forræder, det er hvad Rygtet siger.”
Skade rejste sig.
“Vi gennemsøgte dit telt, og fandt det” sagde Skade og betragtede
brevet “...et brev fra en af de døde forrædere, der fortæller om
hvordan han vil have dig til at skaffe flere oplysninger.” Rose
strammede grebet om brevet
“Jeg takker” sagde han og skyndte sig så ud. Han løb hurtig
imellem de mange telte, og ignorerede de enkelte gøglere der
befandt sig ude i byen. Uden tøven, spænede han ind i sit eget
telt. Rose gispede overrasket, men da hun så, det var Skade,
slappede hun straks mere af.
“Rygtet siger, at en kvinde er den sidste af forræderne, en som
Sølvtand stoler ubetinget på, en af de fem” han holdt
“Ved du hvad det vil sige?” Rose lagde armene om ham, og de
kiggede hinanden ind i øjnene.
“Silke.”
Der blev indkaldt til møde i moderteltet. Det var som andre
møder, kun for de fem udvalgte, og så selvfølgelig Sølvtand.
Dette møde var dog helt anderledes, for det var Skade og Rose
der havde indkaldt dem. Forvirring var at spore i alles øjne, da
de kom ind. Skade og Rose udvekslede korte blikke, så talte
Skade.
“Jeg har talt med Rygtet, forfærdelige nyheder, det var hvad
jeg fik. En forræder er iblandt os. En der ved alt som os” han
lukkede øjnene og samlede sig. “Silke, vi anklager dig..” han
åbnede langsomt øjnene, mødte hendes blik og så forvirring
blive til forfærdelse.
“han takker også for, at du fortalte ham sandheden om
fløjtenden samme dag, som Sølvtand delte sin hemmelighed
med os.” Sølvtand kiggede længe på Silke, rystede svagt på
hovedet
“Silke.. det skuffer mig dybt.”
Silke kastede sig nu grædende for hans fødder
“Det er løgn! Løgn! Sølvtand jeg har givet dig hele mit liv, der
er ingen du kan stole mere på i denne verden end jeg! Jeg ville
aldrig, aldrig afsløre noget! Det ved du da. Nogen må have
plantet brevet i mit hjem! Nogen er ude efter mig! Sølvtand
nogne e-” hendes blik blev tomt, hendes krop slap. Hun sank
sammen på gulvet foran dem, og Rose trak dolken til sig.
Sølvtand kiggede på Rose, det var ikke til at se hvilken følelse
der gik igennem ham lige nu.
“Jeg er tilfreds. Men jeg forventer, at I gennemsøger stedet,
så vi er sikre på, der ikke er flere forræddere.” Skade og Rose
bukkede dybt. De gennemsøgte byen, men den sidste spor af
den oprørske samling var væk. Rygtet tav, og alt blev, som det
engang havde været.
“Mig?!” udbrød hun, med en lidt for skinger stemme. “Er I gået
fra forstanden? Jeg ville hellere dø, end at svigte Sølvtand!”
Rose rejste sig, og så på hende med bedrøvede øjne.
“Vi har desværre beviser Silke, og det er med tungt hjerte, at vi
siger dette” hun trak et lille, beskidt brev frem.
116
117
Ludmilla Szöllösi-Rose
Legenden om Fløjten
Afsnit 4
Skade og Rose sad i deres telt. Rose sang blidt og smukt, så
smukt at Skade ikke kunne lade være med at kysse hende. I
favnen havde hun et tæppe. Godt pakket ind, bar hun et lille
barn. Et barn med sort hår og gyldne øjne. Skade strøg blidt
den lille over kinden og smilede tilfredst.
“Vi har dræbt mange uskyldige, for at denne plan kunne lykkes”
sagde Rose. “Ti er ikke mange ofre, ikke i forhold til hvor
mange vi kommer til at redde fra dette evige helvede” svarede
Skade “Vi snød dem alle sammen, Vinge, Silke, Sølvtand, ja
selv Rygtet tror ikke længere det var os”
“Vi har forrådt vores venner med løgne” sagde hun.
“Men vi klarede den Rose, du bærer en lille nyfødt, der aldrig
har og aldrig vil komme til at betræde hængebroen.”
118
119
Livet, Døden og
alt Derimellem
Mathias Oliver Lykke Christensen
Mathias Oliver Lykke Christensen (17 år)
Mathias kommer fra Jylland men bor i øjeblikket på Østerskov
Efterskole. Læser generelt bøger der ikke er trivial-litteratur.
Til daglig spiller han rollespil, læser, eller nyder naturen.
En fortælling om sand magi og om hvordan sande magikere
holder sig skjult for den verden, vi andre betræder. Og et kig
ind i en fortryllende verden, hvor logikken ikke bestemmer.
Mathias Oliver Lykke Christensen
Livet, Døden og alt Derimellem
Engang for mange århundreder siden, da vor verden stadig var
ung, opstod menneskeracen. Denne race var delt i to parter:
Dem der besad de fem menneskelige sanser, dem der så og
forstod verden gennem disse sanser og holdte sig til ”fakta” og
”logik”.
Den dag virkede hans mor og far mere sørgmodige end
normalt, en skygge var faldet over dem. Hans far kaldte ham
ind i stuen, hvor de alle tre sad. Den fremmede bad ham om at
tage plads.
Så var der de andre, dem der opfattede verden på en anderledes
måde, ikke gennem fakta, ikke gennem logik, men gennem
følelser, gennem jernhård vilje og et helt anderledes syn på,
hvad der er og ikke er muligt. Disse alternative mennesker var
et mindretal, og de var anderledes, så det logiske flertal, bundet
af naturlovene, valgte mange steder at jage og nedslagte disse
”troldkarle” og ”hekse,” som de valgte at kalde dem, i hvert fald
her i Europa.
Nu til dags findes der meget få magikere, og dem der lever,
betræder jorden med yderste forsigtighed, for at de ikke
genkendes for, hvad de er. Nogle af dem ser det endda som
en forbandelse, at de er anderledes, at de skal jages på denne
måde.
Han ligger ned, kigger op; himlen er mørk, månen sløret af
grå skyer, bladene er gule, græsset er brunt, og jorden hård.
Temperaturen falder støt dag for dag. Lydene af fugle der letter
fra træerne, rævene der lusker rundt i skoven, bliver færre og
færre. Efteråret er ved at være slut og den kolde, nådesløse
vinter vil snart indtræffe. Han er udmærket klar over, at denne
vinter så let som ingenting kan blive hans sidste, sådan har det
været de sidste mange år, siden det skete.
Han var kun elleve år gammel, da han blev fjernet fra sin familie,
sit hjem og sine venner, helt væk. En dag kom der en gammel
mand til hans hjem. Han bar slidt, brunt tøj og havde langt,
uglet, gråt hår, som passede til hans skæg, der var mindst lige
så langt som hans hår. Hans forældre inviterede den fremmede
indenfor uden at stille spørgsmål.
122
Da den gamle stirrede på ham, følte han sig ikke bare stirret på,
men stirret hele vejen igennem og ind i, læst som en åben bog.
Manden spurgte: ”Min dreng, har du nogensinde set ting, som
ingen anden end dig har set?”
Han nikkede svagt og forklarede hvordan han så skikkelser i
skolen som ingen andre så, hvordan han følte ting omkring sig,
og vidste ting om folk han aldrig havde mødt. ”Knægt, du er
ikke mærkelig, du er bare… Anderledes, du er ikke af samme
tankesæt som mange andre. Du er magisk.”
Derefter tog den gamle ham væk fra sit hjem, langt væk. Nu
er han blevet sytten år og har ikke set sine forældre siden. De
seks år har han brugt herude i skoven med den gamle, som
nu er blevet hans højt respekterede lærermester og fortaler for
naturen. Han har lært meget om magi, og hvordan man bruger
det. Han har snakket med skovens ånder, kommunikeret med
træerne og lyttet til vinden og ikke mindst forstået det hele.
Han har skænket sig selv til naturen, og til gengæld er naturen
til hans rådighed nu, dette er hans magi, og ingen i verden kan
gøre ham kunsten efter, for ingen føler præcis det samme som
han. Med al den viden, han har fået igennem disse år, er han
også blevet mere betænksom og mere påpasselig med alt, hvad
han gør. Han bruger meget af sin tid på at tænke i skoven, den
skov som nu er hans hjem og altid vil være det.
Han har aldrig forstået, hvorfor den gamle valgte at slæbe lige
præcis ham med herud til dette ensomme sted midt i en enorm
skov. Han undrer sig over meget for tiden, undrer sig over hvad
han skal gøre nu, hvor skal han forlade denne magiske skov,
som er et af de få magiske områder tilbage i Europa.
123
Mathias Oliver Lykke Christensen
Livet, Døden og alt Derimellem
Han tænker også ofte tilbage til første gang han kom ind i denne
skov, så fremmed for ham, dog underligt velkendt. Lugten af
bark, lyden af vinden i træerne, smagen af frisk luft. Dette var
de første indtryk, han fik, da han satte fod i skoven, denne skov
der burde være så fremmed for ham, men alligevel var bekendt
fra første møde …
Ræve, harer, ugler, alle former for dyr samler sig omkring ham,
følger ham på vej på denne sørgmodige vandring gennem
skoven. Han vil aldrig glemme hvorledes den gamle oplærte
ham og dedikerede den sidste del af sit liv til ham. En enkelt
tåre triller ned af hans kind og skinner i stjernernes lys før den
forsvinder. Han stopper og, kigger på et træ, et helt bestemt
træ. Dette var det første træ, han talte med, da han begyndte at
forstå, at hans rødder, plantet i skoven, begyndte at spire.
En opløftene følelse strømmede igennem ham, allerede da han
første gang gik ind mellem træerne; han følte sig hjemme. Han
vandrede elegant mellem træerne, trods han altid havde været
klodset, som om han kendte hver eneste sten og hvert eneste
blad, uden den mindste form for tvivl i sine skridt. I takt med
at han kom længere ind i skoven hørte han flere og flere af
naturens lyde omkring sig, så flere forskellige planter og dyr.
Han stoppede; han stod foran en sø midt i skoven. Den var ikke
stor, men der var noget helt fantastisk ved den, for den var helt
klar og ren, og reflekterede skoven på sin overflade. Han gik
tættere på og kiggede ned i den, og i det han gjorde det, blev
han ramt af alle verdens følelser på engang; vrede, glæde, had,
kærlighed, medfølelse, jalousi, alt på en gang.
Han væltede chokeret tilbage og gispede overrasket. Bag ham
kunne man høre den rene latter fra hans nyfundne lærermester.
”Dette,” begyndte den gamle til den unge: ”kaldes Skovens Sø,
selvom den er ældre end selve skoven. Alle disse træer, planter
og dyr udspringer fra den. Den er vital for al magi udøvet med
skovens velsignelse og magt. Med tiden vil du komme til at
respektere og elske denne sø, som du også vil med skoven.”
Koncentration. Dyb koncentration. Sveden, der perlede ned
ad hans ansigt, øjnene og munden knebet sammen. Dette var
nyt, krævende. Han mærkede en hånd på sin skulder, afslappet.
Åbnede stille øjnene, og så sig selv direkte i øjnene. Foran ham
stod han selv, med hans lærermesters beroligende hånd på sin
skulder. Da forstod han, at han ikke så gennem sine egne øjne,
men træets. Det havde lukket ham ind, accepteret ham.
Så, som et lyn fra en klar himmel blev hans hoved fyldt med
minder, minder der strakte sig hundreder af år tilbage, minder
om de første spæde år hvor der blot var buskkrat i området,
minder der bevidner de første dyr i skoven, dyr der jagede og
senere blev de jagede, minder om de første mennesker der
betrådte skoven, og frem for alt minder om folk som ham selv,
både unge og gamle, der oplevede det samme vidunder som
han nu gjorde.
Han rejser sig, læner hovedet på skrå og smiler. Hans bladgrønne
øjne glimter sørgeligt, og hans ildrøde hår skinner i månelyset.
Han glider elegant og lydløst henover skovbunden, hopper og
dukker sig, men sagtner aldrig farten. Naturen former sig efter
ham, tillader ham adgang. Han respekterer skoven, og skoven
respekterer ham. Han beskytter skoven, og skoven beskytter
ham. Han vandrer i skoven, og skoven vandrer i ham.
Han trak sit sind tilbage til sig selv og faldt sammen på jorden.
Træet havde accepteret ham og delt sine tanker med ham. Det
var en fantastisk oplevelse, syntes han, men også krævende.
Han trak vejret hurtigt og kiggede op på den gamle. Hans
læremesters øjne strålede, da han åbnede munden og ytrede
ord: ”Du vil blive noget stort en dag, det vil jeg love dig.” Han
lukkede sine øjne, veltilfreds med, hvad dagen havde bragt
ham. Han kigger op igennem trækroner på den store, hvide
måne. Smiler let, endnu en tåre triller ned ad hans kind, helt
ned til halsen og ind under hans brune trøje. Han fortsætter,
denne gang stille og roligt.
124
125
Mathias Oliver Lykke Christensen
Livet, Døden og alt Derimellem
Træerne virker sørgmodige i aften, ligesom dyrene. Han fører
langsomt sin hånd ned i sin lædertaske og trækker et stykke
brød op, tager en bid og tygger lidt på det, synker det så og
kaster resten til ræven, der følger ham. Han husker første gang,
han mødte det nu voksne dyr. Det får ham til at smile.
Han træder igennem to birketræer, der danner en port, og ind
i en stor lysning i skoven. Græsset vokser frit og højt her, og en
å løber igennem. Midt i lysningen ligger den gamles krop. Han
går langsomt hen til den, bøjer sig ned foran den og hvisker
nogle ord. Så tager han nænsomt fat omkring den og samler
liget op. Drejer om på hælen og begynder at gå med den gamles
krop. Tårerne begynder at vælde ud af ham, da han tænker på,
hvor meget hans læremester har gjort for ham i årenes løb.
Fuglene sang deres morgensang. Solen var lige stået op, og
han rejste sig fra sit leje af blade på den bløde jord. Strakte
sig i hele sin højde og kiggede sig omkring. Der stod en skål
grød på en træstub lidt fra ham, og bag den sad den gamle og
smilede: ”Godmorgen, min dreng, spis din morgenmad og lad
os komme af sted. Jeg har en følelse af, at der sker noget i dag,
der vil have betydning for dig.”
Han traskede hen og tog skålen.
Han satte den tomme skål på jorden, og kiggede afventende på
den ældre, der straks rejste sig og pegede dybere ind i skoven:
”Denne vej, min dreng,” smilede han. De gik i nogle timer, og
pludselig stoppede de begge; foran dem lå en ræv i smerter;
”Du skal nu se miraklet ved en fødsel, knægt” sagde den gamle,
allerede dybt betaget af den fødende ræv. Der sad de i nogle
timer, til ræven havde født sine to hvalpe.
Bagefter faldt moderen sammen, og hans lærermester sukkede;
”Min dreng, livet er en smuk ting, men det har altid sin pris.
Hun er død, og ungerne vil ikke overleve, med mindre nogen
tager sig af dem.”
Han havde taget de to med tilbage og opfostret dem begge. Da
de fyldte tre år valgte den ene at tage ud i skoven og leve sit eget
liv, mens den anden blev hos ham. Nu går han her sammen
med sin eneste egentlige ven, den røde ræv. Hans skridt bliver
tungere i takt med, at han nærmer sig. Han kan mærke, at det
bliver sværere for ham at fortsætte, men han ved, at han skylder
den gamle at gøre det. Hans læremester fortjener det.
126
Han stod i skovbrynet i ly bag en busk og så det. De store, gule
nedrivningsmaskiner holdt lige uden for skoven. Han anede
ikke sine levende råd. Han havde ikke den mindste chance for
at forhindre dem i at begynde at fælde skoven. Disse maskiner
var lavet til det ene formål: at reducere skoven, til pindebrænde
og minder. Så hørte han den ru lyd af en motor, der blev startet.
Han blev kortvarigt blændet af lygterne fra maskinerne og
mærkede så den forfærdelige rumlen af biler, der kørte imod
skoven. Så hørtes en mægtig stemme, en stemme man ikke
kunne overhøre eller ignorere.
Den beordrede stop, og der, lige foran det første træ, stoppede
maskinerne. Så gik det løs: Enorme rødder skød op fra jorden,
rødder så tykke som træstammerne selv, men alligevel smidige
som slanger. De svang sig omkring de forsvarsløse maskiner
og rev dem rundt, som var de et legetøj i hænderne på et barn.
De kastede dem væk, som var de ren luft, og lod dem lande på
grusstien, de kom fra.
Ud af skovbrynet trådte min læremester, med en beslutsomhed
jeg aldrig havde set, kun følt, i ham før. Han var den ubestridte
sejrherre i denne kamp, som naturen, med den gamle som sin
herold, ikke kunne tabe.
Han stopper igen. Foran ham er Skovens Sø, den rene, klare sø,
som han elsker så højt. Her foran lægger han sin læremesters
døde krop. Hans tårer finder ro og hans gråd stopper.
127
Mathias Oliver Lykke Christensen
Livet, Døden og alt Derimellem
Han kigger grundigt på den livløse gamling, inspicerer kroppen
nøje fra top til tå: Den korte, tynde krop, den blege hud, de
simple, brune og grønne klæder, de lange grå hår, der kun lige
udkonkurrerer hans skæg i længde. Han kan ikke lade være
med at føle skyldfølelse over, at hans læremester døde for hans
skyld. Han vil aldrig at glemme ham.
Han satte sig op og smilede stort, men smilet sygnede hen, så
snart han så ud over sig selv: Hans læremester sank sammen
foran ham, kollapsede på jorden: Den gamle havde givet sit liv
for ham.
Han bevægede sig befriet dybere ind i skoven. Dybere end han
havde været før. Noget trak i ham. Det var en følelse, han ikke
kunne forklare. Ligesom et sort hul i skoven, et lille område
han ikke kunne mærke overhovedet. Det var han på vej mod
nu. Han kom nærmere, lige rundt om et træ, og så; en slange
stod der, med hovedet højt og med et grumt smil: ”Min unge
ven, endelig mødessss vi.”
Han vendte sig for at forlade stedet, men i det samme mærkede
han et lille prik i nakken, og så blev alting mørkt. Slangen
plagede ham med mareridt, hvor den berettede om, hvordan
den havde fulgt hele hans oplæring og ventet på at slå til.
Hvordan den var udsendt af en mægtig magiker i et rige langt
herfra, og hvordan den triumferende havde overvundet ham,
så let som vand overvinder ild.
Så, med et sæt var han vågnet til det bekymrede blik fra sin
læremester. Han kunne ikke rejse sig, ikke tale højt og ikke
trække vejret ordentligt. Han var svag, på dødens rand. Den
gamle kunne ikke hjælpe ham. Han hostede mere og mere, og
til sidst kom der blod med op. Den ældre sukkede dybt, lukkede
øjnene og mumlede: ”Nuvel, hvis der ikke er andre valg.”
Han lukker sine øjne, trækker hånden ned i sin lædertaske,
finder sin panfløjte og begynder at spille en sørgelig melodi.
Vinden blæser omkring dem, tager fat om den gamle og bærer
ham skånsomt ud over søen. Træerne omkring ham sørger.
Alle skovens dyr samler sig omkring søen for at tage en sidste
afsked med deres ven og vogter gennem så mange år.
Da den gamle er midt på søen, bliver han stille og roligt trukket
ned i vandet. Lige inden den gamles ansigt forsvinder helt,
hører han sin lærermesters stemme, den fylder hans hoved,
luften omkring ham og hele skoven: ”Lev videre. Lev, for livet
er smukt, og det vil føre dig videre og give dig nye minder. Du
vil møde andre mennesker og holde af dem, det vil jeg love dig.
Vi tager ikke afsked, vi skilles blot for en stund.”
Et snefnug lander foran ham, så et til, så flere. Sneen falder,
og kulden tager ind. Han vender sig bort fra søen og sin
læremester, mod hvad der vil blive nye eventyr, nye erfaringer,
nye venskaber og nye minder.
Han satte sig ned foran ham, løftede sine hænder, placerede
dem over sit ansigt, mumlede nogle ord og flyttede dem
langsomt og forsigtigt, som bar han noget skrøbeligt, ned over
ansigtet på ham, en ren, naturlig kræft strømmede igennem
ham, og han følte sig rask og stærkere end nogensinde.
128
129
[slut]
Forfatteren Mette Finderup ledte i skoleåret 2010-11 en skriveworkshop
på Østerskov Efterskole for elever på efterskolen og fra omgivende
folkeskoler i Hobro.
Det har resulteret i syv spændende historier, som vi nu giver dig.
- Mads Lunau, forstander
Forfatterkollektivet samles til gruppebillede