Faktisk
Weekendavisen
# 32 8. august 2014
5
Louis Armstærk – kapitel 2. Louis fandt en plade i kælderen. Hun havde den stående inde på sit værelse nogle dage, men selvom
»TIL SALG« kun var syv sølle bogstaver, kunne hun ikke skrive dem. Huset var jo det sted, hun havde boet hele sit liv.
Det er da løgn!
Af Camilla Hübbe
Louis Armstærks far er forsvundet i en orkan i
den amerikanske by New Orleans. Alle tror, at
han er død. Men Louis ved bedre.
D
en første jul uden far var svær. For
mor altså. Hun blev syg og lå i
sengen med høj feber.
»Kan vi ikke bare droppe jul,«
hviskede hun og trak dynen op om næsen.
»Nul og nix,« erklærede Louis Armstærk fra
fodenden af sengen iført rød tophue.
»Vi holder jul, som vi plejer!«
Mor hostede.
»Lægen har sagt, at jeg skal blive i sengen.«
»Hvis du ikke kan holde jul,« sagde Louis,
»så kan jeg!«
Og så gik Louis Armstærk på nettet og
fandt opskrifter på rødkål, sukkerkartofler,
andesteg og risalamande. Hun skrev en to
sider lang huskeseddel, stak pinkoden til mors
kreditkort i baglommen, fandt trillebøren
frem og traskede på juleindkøb med Lily på
ladet. Der skulle købes så meget ind, at hun
måtte have en trillebør til at bære det hjem.
Det blev en uforglemmelig jul. Andestegen
havde stået lidt for længe i ovnen, fordi
Louis og Lily skulle se Disneysjov. Måske
skulle risene i risalamanden også have været
grødris og ikke poseris, men skidt med det.
Kirsebærsovsen var god. Louis Armstærk
fældede et juletræ og satte fod på det. Og så
pyntede hun og Lily det.
Mor slog hænderne sammen af overraskelse,
da hun så det flotte julebord og juletræet med
alle de tændte lys.
»Neeej, I er verdens bedste børn!«
Hun krammede Louis og Lily, mens hendes
blik gled hen over bordet.
»And og kartofler og ...«
Hun standsede ved den fjerde tallerken.
»Kommer her flere?«
»Hvem er det?« spurgte Lily nysgerrigt.
Louis trak på skulderen.
»Far bliver ked af det, hvis vi ikke har dækket til ham.«
Mor fik et hosteanfald. Louis Armstærk
måtte banke hende i ryggen. Da mor kom til
sig selv, tog hun Louis ind til sig.
»Louise,« sagde hun alvorligt. »Din far
kommer ikke tilbage. Nu må du forstå det.«
Var der noget, Louis Armstærk hadede, så
var det at blive kaldt Louise. Hun så venligt
LAYOUT: BENTE BRUUN
på sin mor og forklarede, at hun hed Louis
Armstærk, og at hendes far kom hjem, om
ikke i dag, så en anden dag, og så løftede hun
smilende sit glas og skålede for julen.
Den sommer, Louis fyldte 12, erklærede mor,
at huset skulle sælges. Hun spurgte Louis, om
hun ikke ville finde en træplade og skrive et
skilt, hvor der stod »TIL SALG«.
Louis fandt en plade i kælderen. Hun havde
den stående inde på sit værelse nogle dage,
men selvom »TIL SALG« kun var syv sølle
bogstaver, kunne hun ikke skrive dem. Huset
var jo det sted, hun havde boet hele sit liv.
»Behøver vi at sælge?« spurgte Louis, da hun
endnu en gang blev mindet om skiltet. Mor
nikkede alvorligt.
»Vi har simpelthen ikke råd til at bo her
mere, Louise. Nu da far er væk.«
»Kan vi ikke sælge bilen eller gøre noget
andet, så vi kan blive boende?« spurgte Louis.
Men mor rystede på hovedet, og så lovede
Louis, at når mor kom hjem fra sin næste
flyrejse, så ville hun have skiltet klar.
Og hun holdt, hvad hun lovede. Selvom det
kostede en ordentlig håndfuld armbøjninger,
stod TIL SALG-skiltet i hækken og bød mor
velkommen.
Louis havde regnet med, at hun ville blive
glad. Men da hun så skiltet, hev hun det op
og bar det med ind i huset.
»Hvad laver du?« sagde Louis.
»Har du fundet en stavefejl?«
Mor rystede på hovedet og smilede, mens
hun kastede pilothatten gennem luften og
ramte knagerækken i et pletskud. Det var,
som om hun strålede en smule mere, end hun
plejede. Som om hendes øjne var en kende
mere blå.
»Nej,« sagde hun. »Jeg har fundet en lejer,
der gerne vil leje overetagen.«
Louis så på sin mor.
»Vil det sige, at vi bliver boende?«
Hun nikkede.
»Jubiii.« Louis sprang sin mor om halsen og
smækkede hende et kys.
»Hvor finder man sådan én?«
»I lufthavnen. I New York.«
»Du er bare den bedste mor,« råbte Louis.
Mor smilede og prikkede hende på næsen
med sin lakerede negl. Så trak hun en kæmpe
pose skumfiduser op af sin taske.
»Nå, piger, det skal fejres! Er I med?«
»Ja,« råbte Louis og Lily i kor.
Mens Mor og Lily samlede kæppe og grene
i haven, tændte Louis op i bålet. Så sad de,
mor, Lily og Louis, med den lyse sommeraften omkring sig og ristede skumfiduser.
Louis hentede TIL SALG-skiltet og kastede
det på bålet.
Mens det langsomt krøllede sammen og
forsvandt i flammerne, så hun op på huset.
I skæret fra ilden fik den røde murstensvilla
et varmt og hyggeligt skær, som når mor,
far, Lily og Louis havde bål. Når far spillede
trompet, mens Lily og Louis trommede på
hver sin dåse, og mor smilede med tepotten
i hånden og vrikkede udad på træskoen, når
hun så hen på far.
»Om lidt bliver det sådan igen,« tænkte
Louis. »Om lidt kommer far hjem.«
Senere på aftenen kom mor ind for at læse.
Det gjorde hun altid, når hun var hjemme.
Det var rart at ligge i overkøjen og lytte til
hendes stemme. Trygt, syntes Louis. Hun
lukkede øjnene og mærkede mætheden,
varmen fra dynen, den gode lyd af mors
stemme, der læste. Duften af hendes parfume,
der steg op fra underkøjen, hvor hun havde sat
sig op ad ribberne ved Lilys hovedgærde for at
få lys til at læse.
Sådan havde far også siddet og læst for
Louis, da hun var lille. Da det var hende, der
lå i underkøjen og mærkede hans islandske
sweater gennem sin tynde T-shirt. Der hang
en god lugt af uld og brænderøg ved ham.
Som om intet ondt kunne nå hende, dér i
hans armhule.
Mors stemme standsede. Lidt efter kom
hendes ansigt til syne over sengekanten.
»Godnat, Louis-mui.«
»Mor,« hviskede Louis. »Hvornår flytter
den nye lejer ind?«
»I morgen. Sammen med sin søn Charlie,
som kun er et år ældre end dig.«
Louis rejste sig i sengen og så vantro på sin
mor.
»Det er da løgn!«
Hvad er det for en lejer, Louis’ mor har fundet i
New York? Følg med i næste uge, når vi bringer
kapitel 3 i vores føljeton om Louis Armstærk.
Du kan læse det første kapitel af føljetonen på
www.weekendavisen.dk.
ILLUSTRATION: RASMUS MEISLER
KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN