1. No category

CHRISTIAN IVS TØJHUS
EN BYGNINGSHISTORISK GENNEMGANG
JULI 2013
Christian IVs Tøjhus
Bygningshistorisk gennemgang
Udarbejdet af Kent Alstrup
Slotte og Kulturejendomme
Juli 2013
Fig. 1: Slotsholmen 1725. Fra ”København før og nu og aldrig.”
2
Indholdsfortegnelse
Det nye Tøjhus4
Brand og Svenskerkrige
8
Tøjhuset i det 18. og 19. århundrede
10
Tøjhusets nyere historie
14
Kilder
16
Fig. 2: Slotsholmen 1985. Fra ”København før og nu - og aldrig.”
3
Det nye Tøjhus
Christian IVs imponerende tøjhus på Slotsholmen i København opførtes i
årene 1598-1604 syd for det daværende Københavns Slot som erstatning
for et ældre. Dette var et bindingsværkhus fra 1550 i tre etager; det lå hvor
nu Rigsarkivets bygning langs Rigsdagsgården ligger. Endnu tidligere
havde man haft mindre opbevaringssteder til det af statens skyts, der
opbevaredes til byens forsvar.
Andre befæstede byer og fæstninger havde naturligvis også deres skyts,
men i København samledes efterhånden rigets centrale våbenlagre. En af
grundene til at det blev København, var at byen måtte overgive sine våben
til Kongen ved byens overgivelse efter Grevefejden i 1536. Hvor andre
byer, som f.eks. Malmø, havde deres eget skyts, var Københavns indkorporeret i kronens. Dermed fandtes rigets største samling i hvad der reelt, om
ikke officielt, var Danmark-Norges hovedstad. Også tilstedeværelsen af rigernes flåde betingede en større koncentration af kanoner, krudt og kugler.
Allerede en måned efter sin kroning omtaler Christian IV i et brev et nyt
rustkammer, som han havde til sinds at bygge. Ganske vist var et rustkammer ikke det samme som et tøjhus. Hvor tøjhuset primært rummede artilleri, var rustkammeret stedet hvor man opbevarede stikvåben, skydevåben
og rustninger. Men i det nye tøjhus blev der plads til begge kategorier.
Hvem der var arkitekt for det nye byggeri kan ikke siges med sikkerhed.
Kongen selv var tilstrækkeligt godt inde i tegnekunst og arkitektur til selv
at have givet et udkast. Ofte skriver han i sine breve, at den eller den
4
bygmester skal opføre dette eller hint hus efter udleveret ”afrids”. Hvor involveret Kongen var i de enkelte byggerier er således usikkert. Til at forestå
opførelsen af det nye tøjhus udså han Bernt Petersen, der netop da havde
fuldført byggeriet af Kæmpetårnet på Koldinghus. Han blev udnævnt til
kongelig bygmester i 1598, det år hvor man regner med at Tøjhuset blev
påbegyndt.I oktober dette år afmærkede Bernt Petersen byggegrunden.
Fra kronens skove i Jylland, Skåne, Norge og Gulland (som er det rette
danske navn for Gotland) blev der hentet træ. De store røde munkesten
blev skaffet dels fra nederlandske, dels danske teglværker.
Tøjhuset indgik i et større anlæg omkring et firkantet havnebassin. Her
kunne flådens skibe trækkes ind og forsynes med kanoner fra Tøjhuset og
med fødevarer fra Provianthuset overfor. Imellem disse to huse var der
mod nord tænkt en tredje fløj opført, men den blev aldrig bygget (fig. 1 og
3).
Fig. 3: Tøjhuskomplekset som det var tænkt af Christian IV. Fløjen mellem Provianthuset og Tøjhuset blev aldrig opført. Kobberstik fra 1611, af Jan van Wijk.
Det nye tøjhus var stort tænkt. Med sin længde på 163 meter blev det fem
gange Rundetårns højde. Huset blev 24 meter bredt, med 3,45 meter tykke, massive mure i første stokværk, hvilende på en udtrappet murfod i ca. 3
meters dybde. Første stokværk består af to rækker med hver 17 krydshvælv,
hvilende på firkantede sandstenspiller der er 3,3 meter høje. På ydervæggene hviler gjordbuerne af på sandstenskonsoller. Andet stokværk udgør et
stort rum. Under taget blev der indrettet lofter i tre etager.
Ud for østfacadens tredje fag fra nord opførtes et trappetårn over en ottekantet plan. Dog ses der at være bygget på den nordlige side, tildels med
gule sten blandt de røde munkesten. Dette er sandsynligvis en reminiscens
af den lille udbygning der ses på fig. 8, og hænger muligvis sammen med
den fløj der var tænkt opført mod nord. Samme fænomen gør sig faktisk
gældende på Provianthusets trappetårn. Dog er dette trappetårn placeret
et fag nordligere end Tøjhusets.
5
Da Provianthuset, der påbegyndtes senere end Tøjhuset, er noget smallere end dette, har man måske undervejs skiftet mening om hvor bred den
påtænkte nordfløj skulle være. I 1622-23 opførtes i stedet en løngang af
træ mellem Tøjhuset og Provianthuset. Den blev dog placeret en anelse
sydligere, praktisk nok oven på havnemuren, der skilte havnebassinet fra
gården indenfor.
At der virkelig var planer om en tredje fløj ses af, at muren mellem tøjhusets trappetårn og nordgavl kun var en tynd skalmur. Den blev opdaget
da man i 1780 ville rive den gamle løngang mellem Tøjhuset og Kunstkammerbygningen (nuværende Rigsarkiv) ned, og erstatte den med en
udvidelse til Det Kongelige Bibliotek. Zuber, der stod for byggeriet, valgte
at rive skalmuren samt den smalle tilbygning nord for trappetårnet ned
og erstatte den med en tyk mur, der dog ikke blev massiv. På senere planer
kan man se adskillige smårum udsparet i murtykkelsen.
Mod havneløbet var der opført to bygninger, et galejhus op til Provianthuset, og et kort svovlhus op mod Tøjhuset. imellem de to huse gravedes
kanalen, der gav adgang til Tøjhushavnen. Hverken svovl- eller galejhus
havde tag, men havde i stedet terrasse med mur og skydehuller. Svovlhuset
forsvandt senere efter branden i 1647, mens en del af Galejhuset nu indgår
i Det Kongelige Bibliotek. En del af dets hvælvinger kan endnu ses i kælderen, hvor Det Jødiske Museum er indrettet.
Fig. 4: En af Tøjhusets oprindelige porte i
nordgavlen. Opmåling af Klein, 1860.
6
I det ydre fremstod Tøjhuset efter 1615 pudset så det så ud, som om det var
bygget op af svære kvadre. Taget var belagt med bly, og trappetårnet fik
spir. Det samme fik vindeltrappen, der blev opført inde i den tykke østmur. Det ses stikkende op af taget på van Wijcks stik fra 1611 (fig. 3 og fig
11). Tagrygningen, der i stedet for at ende spidst, havde indrettet en åben
altangang langs mønningen, så man kunne spadsere fra den ene ende af
huset til den anden, med udsigt til alle sider.
I taget var der i øvrigt to renæssancegavle over portene midt i huset,
foruden tre rækker små kviste til lofterne. (Tøjhusmuseets model viser to
gavle på begge langsider).
Øverst i trappetårnet blev der indrettet et lille tårnværelse til Kongen,
når han opholdt sig i bygningen. Rummet var udsmykket med malerier af
hofmaler Didrik Moll, der også havde malet billeder al fresco på pillerne
i Kanonhallen. De øvrige mure stod kalket, og gulvet havde belægning af
kampesten. Vinduerne var lidt mindre end nu, og havde glas i jerntralværk.
To store porte i begge gavle, samt midt på langsiderne, gav adgang til hallen (fig. 4). I rummet opstilledes, udover kanonerne, den endnu bevarede
kanonvægt (fig. 5). Den stod midt i hallen, men blev senere sat udenfor under et halvtag, inden den i 1832 kom ind og stå i hallens sydende. Der står
den endnu. I salen i andet stokværk blev Rustkammeret opstillet. Udover
stikvåben, harnisker og bøsser til hærens brug, blev de historiske rustninger og pragtvåben fra Kongens forfædre opbevaret her.
Efterhånden skød der flere små og store bygninger op på området. Allerede i Christian IVs tid blev der etableret flere værksteder vest for Tøjhuset
til fabrikation af lavetter og geværskæfter. Mellem Tøjhusets sydgavl og
Kongens Bryghus lå et stort papirdepot, kaldet Blækhuset, hvis navn dog
over tid forvanskedes til Blikhuset.
Fig. 5: Tøjhusets kanonvægt.
Gennem de næste 200 år blev der opført flere huse langs Tøjhushavnen.
Endnu står der to fine pavilloner langs den nordre havnemur. Den vestre
stammer tilbage fra omkring år 1700, den østre blev opført som pendant i
1915-16 i forbindelse med anlægget af Bibliotekshaven på bassinets gamle
plads. Det lille hus i middelalderstil ved muren nærmest Tøjhuset må
stamme fra Nebelongs restaurering i 1860´erne.
7
Brand og svenskerkrige
Blandt de mange ulykker der på Christian IVs ældre dage væltede ind over
ham, var Tøjhusets brand i 1647. Branden opstod i Svovlhuset, hvor skibskaptajn Jan Jansens søn var i færd med, foran en åbentstående kakkelovn
at fylde krudt i papirhylstre til fyrværkeri. Husets lofter og andet stokværk
lagdes øde, men første stokværks hvælvinger holdt, så Kanonhallen overlevede.
Katastrofen ramte, udover selve huset og dets rustkammer, også Kongens
eget gravmæle, der stod opstillet her, indtil det skulle bruges. Den gamle
konge var knust over tabet, og måtte holdes tilbage for ikke at korporligt at
straffe husets ansvarshavende, felttøjmester Zernikow.
Christian IV gik straks i gang med at forberede genopbygningen, men nåede ikke at se sit tøjhus under tag igen. Senere samme år døde sønnen og
tronarvingen Christian, den udvalgte prins, og 28. februar 1648 døde han
selv på Rosenborg.
Først i 1655 rejstes taget, men denne gang var der ikke råd til bly, taget
blev lagt med blåglaserede tagsten. Den lange altan blev udeladt, ligesom
gavlene over sideportene. Heller ikke Svovlhuset genopstod. I 1666 blev
valmgavlene mod nord og syd ændret, således at der blev udsparet træaltaner i niveau med tredje loft.
8
Først i 1680 kom der spir over trappetårnet. Spiret, der prydes af en forgyldt vindfløj med Christian Vs monogram, kunne være tegnet af Lambert
van Haven. Dog minder dets former mere om spir fra begyndelsen af århundredet, end om van Havens to kendte projekter til spir. Det er besnærende at forestille sig, at det er Hans van Steenwinckel der har tegnet et
spir i stil med det, hans forfædre tegnede til Christian IV på Frederiksborg
og andre steder.
I mellemtiden var Tøjhuset indgået i fæstningsringen omkring København,
idet Vestervold først i 1660erne blev forlænget ud i Kalvebod Strand. Så
under svenskernes belejring, fik Tøjhuset en del af krigshandlingerne tæt
ind på livet. Udover travlhed med at fremskaffe krigsmateriel, stod hovedangrebet ved stormen natten til d. 11. februar 1659 ved Slotsholmen.
Fig. 6: Kanonhallen.
9
Tøjhuset i det 18. og 19. århundrede
Hvor Christian IV havde planlagt tøjhuskompleksets nordfløj, lod Frederik
III 1665-70 den nye kunstkammerbygning opføre. Denne kom dog til at
ligge frit, flankeret af mure med porte. På disse opførtes løngange af træ,
der forbandt bygningen med Tøjhuset og Proviantgården. I Kunstkammerbygningen blev der indrettet felttøjhus i stueetagen, da pladsen til kanoner
var begyndt at blive trang.
Da man nu skelnede mellem kanoner til brug til søs og kanoner til brug
i hæren, deltes administrationen af kanonerne op i 1660. I 1740erne tog
man konsekvensen og opførte Arsenalet på Holmen til brug for Søartilleriet, om end en fuldstændig opdeling mellem de to etater først gennemførtes i 1768.
Selve Tøjhushavnen havde for længst udspillet sin oprindelige rolle, som
det sted hvor flådens skibe blev udrustet, efter byggeriet af Knippelsbro i
1620. Selv om broen var forsynet med en vindebro, var det simpelthen for
besværligt at få de store skibe til og fra havnebassinet.
I 1780 var løngangen mellem Tøjhuset og Kunstkammerbygningen så
nedslidt, at den måtte nedrives og erstattes af en ny. Men den kongelige
bygningsinspektør C.J. Zuber foreslog, at man i stedet for løngangen og
den derunder beliggende mur med port opførte en udvidelse af Kunstkammerbygningen til brug for Det Kongelige Bibliotek, der var ved at kvæles i
mangel af plads.
10
Forslaget blev godkendt, og nedrivningen af løngangen gik i gang. Herved
var det at Zuber opdagede den gamle skalmur, hvor Christian IVs planlagte nordfløj skulle have været forbundet med Tøjhuset.
Gennem årene var man begyndt at opbevare historiske våben og rustninger i Tøjhuset. Først i 1838, hvor man nyordnede alle de kongelige
samlinger, blev der indrettet et egentligt rum til den historiske våbensamling. Denne blev placeret i Rustkammersalens nordende, hvorfra der
var adgang direkte fra tårntrappen, så gæster ikke skulle ind gennem det
øvrige militære område. Ganske vist var der ikke tale om offentlig adgang
på dette tidspunkt, man forestillede sig at samlingen skulle indgå i kadetternes undervisning.
Placeringen var ikke just velvalgt ud fra museumsfagligt synspunkt, idet
der jo ikke var meget dagslys at hente. Hverken mod nord eller øst var der
vinduer, så det ca. 20x20 meter store lokale var temmelig mørkt. Pengene
var i øvrigt små, de rakte kun til spanske vægge til ophængning af våbnene.
Ellers blev væggene kalket for at lysne rummet en anelse. En bræddevæg
skilte den historiske våbensamling fra den tiloversblevne del af Rustkammersalen. Samlingen rummede dog ikke kanonerne, de stod stadig nede i
Kanonhallen, og indgik i hærens beholdning.
I det indre var den nordligste del af det hvælvede stokværk blevet indrettet
til edskapel. Fra gammel tid var det tradition at soldaterne skulle aflægge
ed til Kongen ved at lægge deres hånd på regimentsfanen. Da artilleriet
ingen fane havde, lagde de i stedet hånden på en kanon. Da edsaflæggelsen
afskaffedes i 1869, blev kapellet inddraget i den historiske samling.
Fig. 7: Tøjhuset og Blikhuset. Tegning fra ca. 1770 i Ingeniørkorpsets
Tegningsarkiv, Rigsarkivet.
En kommisson, der blev nedsat i 1853, kom ikke frem til en brugbar
ordning af samlingerne før man endelig i 1928 oprettede Tøjhusmuseet.
11
I mellemtiden var flere våbensamlinger kommet til, bl.a. fra Tøjhuset i
Rendsborg i 1853. Det var også i sidste øjeblik, i og med at Rendsborg bare
elleve senere blev en tysk by.
I 1850 havde man overvejet at bygge en etage på Tøjhuset, til brug for Det
Kongelige Bibliotek. Det undgik man heldigvis ved at overlade Kunstkammerbygningens stueetage til biblioteket. Da man i 1857 nedrev Vesterport,
overvejede man at opføre dennes facade, hvis søjler var udformet som
kanoner, midt på Tøjhusets østfacade.
Da Tøjhuset i forvejen trængte hårdt til en kærlig hånd, fandt man genopførelsen af porten for kostbar. Selv om det havde været interessant at
have bevaret porten, ville det have været et voldsomt indgreb i husets hele
karakter. Kun portens buste af Christian IV indlemmedes i samlingen.
I 1860erne gik man så i gang med en større restaurering af bygningen.
Man lagde ud med at rydde op i de mange småbygninger og skure, der omgav huset på alle sider. Det var blandt andet i den forbindelse at Blikhuset
forsvandt. Derefter blev Tøjhuset pyntet gevaldigt op.
Fig. 8: Plan over Slotsholmen ca. 1730. Man får et tydeligt indtryk af kaos-prægede miljø. Nationalmuseets Arkiv.
Arkitekten F.H. Nebelong havde ikke nogen videre forståelse for bygningens karakter. Én ting havde han dog fanget: Christian IVs bygninger er
karakteriseret ved pragtfulde, svungne gavle, så det måtte der naturligvis
til! Hans idé med at bryde de lange mure med pragtportaler med søjler,
krigerskikkelser og våbenskjolde blev dog ikke til noget.
Til gengæld kom der små ”peberbøsser” på husets hjørner ud mod havnen.
I nordenden erstattedes portene med store vinduer i nygotisk stil Fig. 9).
Både gavlenes, peberbøssernes og de nye vinduers ornamenter udførtes i
cement. Også murene dækkedes af ”Cementens hæslige og døde Proletarmateriale” (O. Smith: Tøjhuskomplekset).
12
Alt imens man brændte penge af på at skamfere Christian IVs gamle hus,
stod taget i fare for at falde sammen. I 1870 blev så endelig de gamle blå
tagsten udskiftet med skifer. Bygningens trævinduer erstattedes med jernvinduer i stil med dem man brugte i stalde og fabriksbygninger.
Efter Christiansborgs anden brand i 1884, opførte man to udvendige
trappehuse. Det ene opførtes ved midterporten mod vest. Den anden blev
anbragt ved østsiden, hvor den gamle sandstenstrappe i muren var. Denne
blev derfor revet ned.
Vest for Tøjhusets sydgavl opførte Nebelong en administrationsbygning,
hvortil han overførte sine idéer med volutsvungne gavle i cement. Bygningen står endnu som et vidnesbyrd om periodens arkitektur. Som sådan er
bygningen interessant, men den formidler ikke just sammenhæng mellem
tøjhusanlægget og det samtidige Kongens Bryghus. De to elementer taler
ellers så fint til hinanden i murenes og tagenes røde tegl.
Fig. 9: Christians Brygge. Tøjhuset ses med Herholdts cementpynt, og gitteret,
der afskærmer det militære område fra kajen. Xylografi i Illustreret Tidende
1878-79.
I mellemtiden var man begyndt at opfylde Tøjhushavnen. Grunden var at
man ville udvide byens havnekapacitet med strækningen langs Slotsholmens sydsiden. Dermed ville indsejlingen til Tøjhushavnen komme i vejen
for trafikken på tværs af den nye havnekaj, og da militæret ikke brugte
Tøjhushavnen alligevel.
13
Tøjhusets nyere historie
I 1921 foretog slotsarkitekt Thorvald Jørgensen en større restaurering af
Tøjhuset. De værste Nebelong´ske uartigheder blev fjernet. Kun nordgavlen beholdt sit historicistiske udtryk, ligesom Klokkeporten ved husets
sydgavl bevaredes i modereret stand. Denne fik til gengæld tilført et gammelt solur, der oprindeligt sad på Kunstkammerbygningen.
De to trappehuse blev nedrevet og erstattedes af trapper inde i murene.
Den ene opførtes hvor den gamle fra Christian IVs tid havde stået, den
anden i muren ved siden af midterporten mod vest. Taget gennemgik
en større restaurering i 1982-86. Arbejdet blev projekteret af kongelig
bygningsinspektør Preben Hansens Tegnestue, og udførtes af arkitekt
Kurt Moll. I den forbindelse blev Nebelongs skifertag endelig erstattet med
røde tagsten. Derimod har man for ikke så mange år siden restaureret den
nygotiske facade mod Tøjhusgade.
Fig. 10: Tøjhuset og Det Kongelige Bibliotek. Istedløven kom som gave til
Christian X efter 2. verdenskrig, og opstilledes ved Tøjhuset. Fotografi fra 1949.
14
Fig. 11: Planer af tøjhuset i vor tid. Nederst stueetagen med Kanonhallen, øverst
1. sal. Bemærk trapperne i murtykkelserne øverst til højre (hvor trappen var allerede i Christian IVs tid) og nederst midtfor fra 1920erne. Fra ”Tøjhusmuseet”,
projektforslag ca. 1990.
15
Kilder
Blom, Otto: Kristian den Fjerdes Artilleri, hans Tøihuse og Vaabenforraad. København 1877.
København før, nu og aldrig. Bind 1. København 1987.
Smidt, O.: Tøjhuskomplekset.
Tøjhusmuseet. Projektforslag, ca. 1990.
16
Fig. 11: Tøjhushavnen, tegning af C. Hetschfra ca. 1860. Københavns Bymuseum.
Fra ”København før og nu - og aldrig.”
17
18
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
T 3395 4200 | slke.dk