1. No category

”Den saa kaldte røde Broe”
Bygningshistorisk gennemgang
Februar 2013
”Den saa kaldte røde
Broe”
Bygningshistorisk gennemgang
darbejdet af Kent Alstrup
Slotte og Kulturejendomme
Februar 2013
2
”Den saa kaldte røde
Broe”
Den ældste bro
4
Træbroens fornyelse 5
Stenbroen bygges 7
Broen udvides 9
Stillevej 10
Konklusion 11
Kilder
12
3
Den ældste bro
Røde bro kan spores tilbage til i hvert fald starten af 1600-årene. Hvornår
den oprindeligt er skabt kan ikke siges med sikkerhed (1). Usikkerheden
bliver ikke mindre af, at broen optræder under forskellige navne gennem
tiderne.
Som broen fremtræder nu, er der tale om en bred, stensat dæmning med
gennemløb i midten (fig. 1). Oprindeligt har der været en lang træbro. Den
omtales ved begyndelsen af 1600-tallet som en bro ”ud af volden” (2). Med
det menes de lave skanser bag Slotsherrens Hus. Også betegnelsen ”broen
til vedhaven” dækker over Røde Bro. Det nævnes kun om den, at den
havde et rækværk ud mod søen, altså Lille Slotssø.
En anden oplysning får betydning for opsporingen af broens historie
senere i århundredet. Det siges nemlig, at den ligger i nærheden af Vaskerhuset; det hus der ligger lige nord for Røde bro, bag Fadeburslængen. Fra
1680´erne og frem, foreligger der meget minituøse regnskaber over udleverede materialer til reparationer og nyindretninger på slottet (3). Heraf
fremgår det at Vaskerhusbroen ofte skulle repareres, faktisk forekommer
der større eller mindre reparationer hvert år, herunder af vindebroen.
Fig. 1: Frederiksborg Slot, prospekt far 1739 af J.J. Bruun. Røde Bro ses yderst til højre.
Rosenborg, fotografi af Lene Gerd Larsen
4
Denne vindebro ses ikke på nogen ældre fremstillinger af broen. Nu findes
broen kun gengivet på fugleperspektiver der viser hele slotsanlægget. Til
gengæld ser man den port, der nævnes som en stakitport ”for Vadsker
Broen”. På stikket i bogen med slottets ældste trykte beskrivelse fra 1646 af
slotsforvalteren Johan Adam Berg, ses det som et regulært porthus (fig. 2).
Det samme observeres på Resens stik fra 1677. Det sidste er dog mere eller
mindre kopieret efter Berg.
I hele denne periode omtales broen under navnet Vaskerhusbroen, undtagen da der i 1691 skal slås brædder på tværs af broens bærende stolper,
for at svanerne ikke skal komme ind i dyrehaven i Indelukket. Da omtales
”Röedbroe” for første gang. Det gamle navn holdt sig dog et stykke tid
endnu, ved siden af det nye.
Træbroens fornyelse
I 1697 blev der opført en ny ”Röde broe”. Den havde 11 fag, ”under hver fiire Lange Peller, fem Lengde Bielker med Rechwerch paa baade Sider, samt
Stolper Skifuer og Löesholter.” Altså har hvert fag hvilet på fire piller, eller
stolper, og der har været rækværk. Resten virker noget uklart.
Til gengæld siges det at byggeriet forestodes af en bygmester Steenwinckel, formodentlig Hans, eller Johan, Steenwinckel, af den gamle slægt af
bygmestre; både hans far og farfar havde medvirket ved Frederiksborgs
opførelse under Christian IV.
Materialerne til den nye bro blev udleveret fra februar til august. Netop i
august oplyses det, at to håndværkere, slottets tømmermand Hans Caspar og stukkatøren og billedskæreren Morten Grønvold (4) skulle vurdere
hvilke materialer fra den nedrevne bro, der kunne genanvendes ved opførelsen af den nye.
At broen nu omtales som den røde, selv om navnet ”vaskerhusbroen”
forekommer endnu, må hentyde til broens bemaling. Det ses da også at der
udleveres farver til to broer, nemlige Røde Bro og Grønne Bro.
Fig. 2: Fugleperspektiv fra Bergs beskrivelse, 1646. Røde Bro ses til venstre i billedet
5
Den sidste gik i to tempi fra arealet bag Audienshuset til Indelukket. Fra
Audienshusets nye trappetårn havde Kongen altså en privat adgang til en
tur i det grønne. I øvrigt var også denne bro, der går tilbage til Christian
IV´s tid, oprindeligt rødmalet. Først efter 1680 var broen blevet grønmalet.
Her i 1697 blev broen nyopført i ”huggen sten”, men skulle alligevel males,
formodentlig var det broens rækværk der fik en tur.
Blandt de farver der leveredes, nævnes brunrødt, spansk grøn og blyhvidt.
Den brunrøde var en blandingsfarve, som formodentlig har været blandet op med blyhvidt, for at give den kraftige røde farve, man umiddelbart
forbinder med broens navn.
Broens port nævnes ikke, men på et fugleperspektiv i Rigsarkivet, ses to
kraftige portstolper, hvor der på de tidligere fugleperspektiver sås et egentligt porthus. Stikket kan dateres til denne periode, bl.a. ses det trappetårn,
der i 1680´erne opførtes ved Audienshusets gavl (fig. 3).
Da man ikke ser haven nord for slotssøen, kan det ikke siges om tegningen
er fra før eller efter anlægget af barokhaven omkring 1720. Det ses heller
ikke om Grønne Bro er muret eller af træ, men rækværket står til gengæld
lige så tydeligt som jernrækværket på S-broen, hvilket lader formode at
den nye bro havde grønmalet jernrækværk.
Fig. 3. Fugleperspektiv, efter ca. 1690. Rigsarkivet.
6
Stenbroen bygges
Over de næste mange år repareres der jævnligt på broen, men gennem
århundredet bliver oplysningerne i materialeregnskaberne mere og mere
sparsomme. Men i Rentekammerets bygningskontors regnskaber dukker
der pludseligt nyt op om broen. I 1794 nævnes det at den såkaldte Røde
Bro på Frederiksborg er nyopført i kampesten med en åbning i midten
til vandet. Det er en beskrivelse der passer iøjnefaldende godt på broens
nuværende udseende.
Fra at være en let konstruktion i træ, blev broen nu en dæmning, med
gennemløb i midten. Oprindeligt har det åbenbart været meningen at
dæmningens sider skulle stå med græstørv. Til Rentekammeret indsendtes
en forespørgsel om hvorvidt, det kunne koste så meget mere at belægge
broens sider med kampesten, fremfor græstørv.
Formodentlig er det arkitekten, professor Meyn, der har ment at en
stenbro ville give mere pondus til anlægget som helhed. Rentekammeret
indvilligede i forslaget. Meyn kunne tillige oplyse, at broens rækværk -”Gelænderværket”- nu var malet. Mon ikke det blev rødt igen?
I øvrigt har broen jo i dag kun en ganske lav stenkant. Hvornår man har
opgivet at vedligeholde et rækværk vides ikke, lige som det ikke fremgår
om dette var af træ eller jern.
Fig. 4. Røde Bro. Nordside, antagelig med oprindelig stenbeklædning, 2002.
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme
7
At bringe de mange kampesten til broarbejdet må have været besværligt,
for Meyn indstillede at slottets materialkuske skulle have en ”gratifikation”
- en bonus. Rentekammeret forhørte sig straks hvor mange kuske der var
tale om, og hvad han mente ville være et passende beløb. De fire materialkuske og de to slotskuske fik derefter henholdsvis fire og to rigsdaler (6).
I de næste hundrede år sker der tilsyneladende ikke de store ændringer
med Røde Bro. Der repareres på den af og til, bl.a. op til Frederik VI´s
salving i 1815. I den forbindelse oplyses det at gelænderet er borttaget, og
at broen trænger til istandsættelse (7).
Arbejdet med broen kommer dog ikke i gang før i 1816. Om arbejdet vides
ikke andet end at der skulle fragtes en del materialer til stedet. Da slottets
to materialheste ikke alene kunne klare de til dels lange ture, måtte man
leje heste til formålet (8).
I øvrigt betød de fattige tider efter statsbankerotten, at håndværkere og
leverandører måtte vente i årevis på at få deres penge. Så sent som 1827
blev regningerne for reparationen af Røde Bro sendt til de deputerede for
finanserne, den kommission der tog sig af statsgælden (9). Hvornår regningerne blev betalt ses ikke, men der gik i hvert fald 11 år inden det skete!
På tegningen af Frederiksborg ved midten af 1800-årene (fig. 5) skimtes
Røde Bro i baggrunden til venstre. Om end man ikke ser broen i detaljer,
kan man alligevel slutte noget om broens udseende. Brobuen ses nemlig
tydeligt, og det fremgår at der ikke har været meget mur over buen, ligesom i dag. Noget rækværk ses ikke. Til gengæld ses det at broen er væsentligt smallere end i dag.
Fig. 5. Frederiksborg Slot ved midten af 1800-tallet. Røde Bro skimtes til
venstre.
8
Med Frederiksborgs brand i december 1859, fik Røde Bro en ny rolle. Hidtil havde hovedlandevejen fra København over Hillerød til Helsingør gået
via Byporten, Staldgaden, S-broen, og videre gennem porten i Slotsherrens
Hus til Møntporten. Men nu blev trafikken generende for genopbygningen
af slottet, og arkitekten, Ferdinand Meldahl, fik gennemført at landevejen
nu skulle gå over Røde Bro.
Det skete med en kongelig resolution af 5. maj 1862 (10). For at lette trafikken blev de bygninger der lukkede Karruselgården mod syd, herunder det
såkaldte Judicérhus, nedrevet.
Den nye landevej fik også andre uheldige konsekvenser. Efterhånden som
bilismen vandt frem, kom både Møntport og Karruselport til at ligge udsat.
I 1965 var der blevet nedsat et udvalg, der skulle komme med forslag til en
ny vejføring uden om slottet. I 1969 forelå udvalgets rapport, men den fik
ikke følger foreløbigt. Allerede året efter blev Karruselporten påkørt, og
måtte af sikkerhedsmæssige grunde nedtages (11).
Da karruselporten genopstilledes i 1984, var man kun nået til at ensrette
trafikken i nordgående retning. Om end det var en klar forbedring, blev
forholdene ikke optimale før man i 1988 endelig fik lukket for gennemkørsel.
Broen udvides
Imidlertid havde trafikken sat sit tydelige præg på Røde Bros fremtoning.
I 1932 blev broen derfor gjort godt en halv gang bredere. I Styrelsen for
Slotte og Kulturejendommes tegningssamling er bevaret en tegning (fig.6),
der i detaljer fortæller om broudvidelsen.
Fig. 6.Tegning til Broudvidelsen i 1932.
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.
På plantegningen i øverste venstre hjørne (fig. 7) ses hvordan brobanen
udvides i bredden mod syd. Man ser den gamle fløjmur markeret, og hvor
den nye fløjmur skal stå. Der er angivet kantsten til mere end to meter
brede fortove, noget broen tilsyneladende ikke havde haft før.
Det ses at at gennemløbet bliver drejet en anelse mod vest, således at
9
bådturen under broen drejer en tredjedel inde. Grunden til dette ses på
opstalten nederst til venstre. (fig. 8) For ikke at få gennemfarten for tæt på
den højere østre skrænt, har man været nødt til at bøje af.
På både dette og tværsnittet øverst til højre (fig. 9) ses at den nye del af
broen skulle stå på pæle, hvor den gamle del af broen ser ud til at være
muret op fra grunden.
På tværsnittet ses det også, at der hen over gennemløbet er lagt bjælker af
jernbeton. Oven på disse er så brolægningen lagt. Den overordentligt oplysende tegning har detaljer af betonbjælkerne og blandingsforhold til både
jernbetonen og støttemurene.
Stillevej
Fig. 7. Plan. Detalje af fig. 5.
Fig. 8. Opstalt. Detalje af fig. 5.
10
Endelig i 1988 blev landevejen lagt uden om slottet, og ruten over Røde
Bro til Mønterbroen blev stillevej. Der etableredes vejbump, hvortil der
findes tegninger i Styrelsen for Slotte og Kulturejendommes tegningsarkiv
(fig. 10).
Konklusion
Røde Bro har lange aner. Den har været repareret og rekonstrueret flere
gange, for endelig at skifte ham fra træbro til stenbro.
Fig. 9. Tværsnit. Detalje af fig. 5.
Trafikken over broen har i alle årene haft en betydning for broens skæbne.
Idelige reparationer af træbroen vidner om hestehoves flugt over plankerne, når turen gik mellem slottet og ladegården mod vest. Endelig blev man
træt af alle lapperierne, og fik skabt en stenklædt bro, der bedre kunne
modstå tidens tand.
Men igen fik trafikken en afgørende indflydelse på broens udseende. Broen
blev landevej nr. 7, og med biltrafikken krævedes plads, og Røde Bro måtte
gøres bredere.
I vor tid er man langt om længe nået til den erkendelse, at vejen gennem
slottet var uholdbar. Trafikken førtes udenom slotsområdet, og broen blev
en rolig optakt for forventningsfulde museumsgæster.
Ved broens forestående restaurering vil der givetvis være interessante
iagttagelser at gøre. Blandt andet vil grænsen mellem gammelt og nyt være
tydelig, ikke mindst mellem den oprindeligt smallere bro og den nyere
bredere bro.
Fig. 10. Vejbump. Uffe Kjerulf, 1988.
Styrelsen for slotte og Kulturejendomme.
11
12
Litteratur
Noter
Kjerulf, Uffe: Ringrendingsporten på Frederiksborg Slot, Boligministeriet,
Ejendomsdirektoratet 1983-84.
1) I Rigsarkivet skulle befinde sig en tegning af Røde bro. Tegningen
dateres til ca. 1529, men det er desværre ikke lykkedes at lokalisere denne
tegning. I øvrigt lyder dateringen umiddelbart noget utroligt; tegninger fra
så gammel tid er et sjældent syn. En plausibel forklaring kunne simpelthen
være at der en slåfejl, at der egentlig skulle stå 1829, hvilket ville give mere
mening i et regnskab fra 1850.
2) Steenberg, s. 181, note til kapitlet ”Udenfor slotsportene”.
3) Rigsarkivet, Reviderede regnskaber, Kgl. slotte og haver, Frederiksborg, 1681-1847 Materiale- og brændselsregnskab.
4) Han skar bl.a. de pragtfulde billedrammer i audiensgangen.
5) Rigsarkivet, Rentekammeret, Danske afdeling, Bygningskontoret,
journal C 1793-95, nr. 710.
6) Ibid, nr. 628.
7) Rigsarkivet, Rentekammeret, danske afdeling, Bygningskontoret, 1814,
nr. 860.
8) Ibid, 1816, nr. 593 og 605.
9) Ibid, journalen, 12. april 1817, nr. 96.
10) Beretning om Frederiksborgs gjenopførelse og restaurering efter branden d. 17. december 1859, København 1889.
11) Kjerulf, sidste kapitel.
Møntportudvalget: Betænkning om vejforholdene i Hillerød omkring Frederiksborg Slot, 1969
Steenberg, Jan: Christian IV´s Frederiksborg, Hillerød 1950
13
14
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
T 3395 4200 | slke.dk