MINDER FRA MIN BARNDOM

MINDER
FRA MIN BARNDOM
af
POUL MØLLER HANSEN
En ”Bondedrengs Erindringer”, skrevet i et fattigt sprog i forhold til den taknemmelighed,
som jeg skylder sine forældre og min Bedstefar for de gode kår, jeg voksede op under.
OVERSKRIFTER
HUSET OG HAVEN...................................................................................................side 3
FARS FORD...................................................................................................................side 3
MED FAR PÅ ARBEJDE ...........................................................................................side 4
SOMMERFERIE HOS BEDSTEFAR I TORPE...................................................side 4
BABYSITTER ANNO 1920-ERNE..........................................................................side 5
OM TRAFIK PÅ LANGELAND .............................................................................side 5
BEDSTEFAR FRA TORPE........................................................................................side 6
BEDSTEFAR FRA LONGELSE ..............................................................................side 6
VOGNE ..........................................................................................................................side 7
FLYTNING TIL TORPE ...........................................................................................side 8
OM AT PLØJE ..............................................................................................................side 8
OM AT MALKE ...........................................................................................................side 9
MIN MOR OG MADLAVNING..............................................................................side 9
MED BEDSTEFAR PÅ BYTUR...............................................................................side 11
BEDSTEFARS SIDSTE TID .....................................................................................side 12
MIN FLITTIGE FAR ..................................................................................................side 12
MIN SYNGENDE MOR............................................................................................side 14
VI VAR ALLE LÆSEHESTE ....................................................................................side 16
OM MARKVEJEN .......................................................................................................side 17
MODERNE INDRETNINGER...............................................................................side 18
MUSIK I MIT HJEM ...................................................................................................side 18
OM ANDRE GAVER OG OM KUNST.................................................................side 19
FORFÆNGELIGHED I KJOLE OG HVIDT......................................................side 21
HERREGÅRDSKARL PÅ SØVERTORP ..............................................................side 22
ARBEJDSDAGE PÅ EN HERREGÅRD...............................................................side 23
SLUTNING....................................................................................................................side 28
2
HUSET OG HAVEN
havde to barndomshjem. Det første var i Rudkøbing, det andet i Torpe. Jeg er født
Jegi Kohaven,
det som nu hedder Nørrebro. Der var vi dog flyttet fra, før jeg kunne begynde at huske noget.
Det er hjemmet i Møllemarken, det nuværende Humblevej, som jeg husker. Vi boede i et efter tiderne ret stort hus kaldet Villa Svanen, fordi der var udskåret en hvid svane i kvistens tremmeværk.
Der var to lejligheder i huset, og den ene var som regel lejet ud. Af lejerne kan jeg
huske en ungkarl, som hed Kristoffersen, og så Kaj Kaae og Julie, som var gode venner.
Han var møbelsnedker.
Det var små gammeldags lejligheder sammenlignet med vor tid, men efter datidens
forhold ganske anstændige.
Far arbejdede på Bindegarnsfabrikken i Nørregade. Han blev kaldt værkfører, hvad
det så siden stod for. Støvet og larmende var der i hvert fald.
Erik og jeg oplevede huset og haven som spændende. Haven skråede opad, en meget
enkel brugshave med gamle fasttrampede gange. Ikke noget med græsplæne, kun nyttehave med kartofler og grøntsager og helt oppe i enden et lille hønsehus med nogle få
høns i.
Men hvor var det spændende at løbe op og ned ad disse snoede gange og lege bil.
Det foregik på den måde, at vi hver havde en bliktallerken i hånden som rat, og så
brummede vi i forskellige styrker og skiftede gear. Vi efterlignede en lastbil, som hver
dag asede sig op ad bakken ud for vort hus. Den skiftede gear lige ud for os, og vi efterlignede det smæld, det gav, når gearet faldt i hak, og accelerationen begyndte forfra. Det
gik ud over stemmebåndet, og vi blev da også hæse og var så nødt til at dæmpe ned. Sådan kunne vi tøffe op og ned ad havegangene i timevis. Sikkert til glæde for Mor, for så
vidste hun da, hvor hun havde os i den tid.
Alternativet var jo landevejen på den anden side af huset, og der var hun ikke så glad
for at få os ud, selv om trafikken ikke var overvældende.
FARS FORD
T
rods sin beskedne stilling købte Far en gammel Ford-bil, noget usædvanligt for en
arbejder. Den kørte vi mange søndagsture i. Startproceduren var uhyre spændende:
Far åbnede fordøren, stak en hånd ind og satte tænding til ved at trække et håndtag ud.
Så løb han i fuld fart hen foran og hev i startsvinget, flere gange til den “tog ved”. Så i
susende fart igen hen til døren og regulere gassen, før den gik i stå.
Vi kørte så disse søndags-eftermiddagsture ud på landet. Farten var ikke overvældende, vel en 30-40 km i timen. Det var også rigeligt til de ujævne veje. Vi kom gerne
hjem sydfra, og ud for “Sommerlyst” tog Far så gassen af, og den løb det sidste stykke i
tomgang. Man var økonomisk.
3
MED FAR PÅ ARBEJDE
E
n periode var Far sælger for en margarinefabrik, som havde til huse i Østergade.
Jeg var somme tider med ham på hans ture i den gamle Fordbil, som dog ikke var
hans egen, men firmaets. Helt ud til Lohals kom vi.
Jeg mindes disse ture. Det var altid om sommeren, at jeg var med. Der er en stemning, som har sat sig fast i mit sind: Vi holdt en middagsstund på en gård i en af landsbyerne derude nordpå. Jeg sad i bilen, mens far var inde på gården. Denne døsige middagsstemning, solen bagte, vindens svage raslen med bladene i de store træer. Mærkeligt, som sådan en stemning kan sætte sig fast i et barns sind, så det står lyslevende for
mig, som var det i går og ikke 60 år siden. Fabrikken ophørte, og jeg mener, at Far kom
tilbage til Bindegarnsfabrikken
Engang da Far var syg, blev jeg sendt hen på fabrikken med et brev. Det var ikke
godt for en arbejder at blive syg i de dage. Sygekassen gav kun 50 øre om dagen og kun
i en vis periode. Det var da også en anmodning om forskud, jeg blev sendt af sted med.
Den skulle afleveres til chefen, L.P. Weidemann.
Jeg traf ham inde ved maskinerne, støvet og med en blå arbejdstrøje på som en anden arbejder. Måske var det hans dagligdags udseende, der gjorde, at jeg glemte at tage
huen af, men Weidemann rev den af mig og sagde, at her talte man ikke med huen på.
Brysk var han, den gamle, men vistnok flink alligevel. Jeg tror nok, at jeg fik en check
med hjem.
SOMMERFERIE HOS BEDSTEFAR I TORPE
opholdt mig meget ude hos Bedstefar i Torpe. Bedstemor var død, og min storeJegsøster
Gerda boede hos ham og holdt hus for ham. Hun var nok 12-13 år dengang.
Der blev jeg godt forkælet, men også inspireret til arbejdet med jord og dyr, som jeg senere kom til at beskæftige mig med en stor del af mit liv. Jeg mindes sommermorgenerne på dette eventyrlige sted. Det gamle køkken med stengulvet bestrøet med sand, det
hvidskurede køkkenbord, alt var badet i sol. Fluerne summede hyggeligt, kaffen og hvedekagen duftede. Bedstefar kom ind efter morgenmalkningen, ja disse sommermorgener står klart for mig - jeg fornemmer stemningen som var det en uge siden og ikke næsten 65 år.
Men jeg husker også modsætningen, nemlig efterårs- og vintermorgener. Jeg lå inde i
Bedstefars kammer, han i en bred seng, jeg i en mindre. Det var bælgmørkt, når han
stod op, men jeg hørte det altid. Han tændte flagermuslygten, smækkede glasset i med
det bestemte smæld, som det giver. Så gik han ud ad gangdøren, og jeg husker det flakkende skær, lygten sendte ind i kammeret, når han gik forbi vinduerne på vej til stalden.
Jeg råbte “Farvel!” så højt, som jeg kunne, når han passerede vinduet, og så råbte han
også “Farvel!”. Sommetider overdøvede blæsten det, men vi råbte alligevel. Så krøb jeg
over i Bedstefars seng. Den var meget spændende, var dejlig varm efter ham og havde
en speciel sur lugt, en blanding af sved og stald, som jeg syntes var dejlig. Der lå jeg og
lyttede til blæsten og lyden af Bedstefars raslen med mælkespandene, når han efter
malkningen læssede dem på trillebøren og kørte dem over til naboen, Karl Smed, hvorfra mælkemanden tog dem med. 5-6 år senere var det mig, der havde overtaget dette
morgenarbejde, men det vidste jeg ikke dengang.
4
Hyggeligt var der også i køkkenet på den årstid. Det gule lys fra petroleumslampen,
skæret fra ilden i komfuret, som skulle have sin tid, før varmen slog igennem.
Men sommeren var alligevel den bedste, og den husker jeg bedst. Middagspausen,
hvor alt flimrede af varme, mennesker sov til middag, og så gik man på opdagelse uforstyrret på de “store” marker, helt ned til enden af marken med det levende hegn med
de 6-7 æbletræer, hvoraf et var Skovfoged, og et var Sødæble, som smagte fantastisk. Så
kiggede man ind i “Egeskovgård”s mark, Fuglsbølle kirke kom så nær på hernede, den
sjove kirke, hvis tårn lignede et ansigt med en spids sort hue på. Også den dybe grøft
inde på Egeskovgård-siden, som Bedstefar havde pligt til at rende en gang om sommeren i den halve længde, et arbejde som jeg senere, da jeg selv skulle lægge krop til, betragtede som det kedeligste af alle arbejder. Men da jeg som lille var med Bedstefar og
så ham stå i dyndet og klaske det sorte mudder op på kanten af grøften, da var det
spændende.- Ja, alt var spændende på det gamle husmandssted, og en ferie gik hurtigt,
og man skulle tilbage til byen igen.
BABYSITTER ANNO 1920-erne
I
1925 blev Ove født, og da var Erik 3 år og jeg 6. Det blev min sure tjans at vugge
lillebror i søvn flere gange om dagen. Da så vuggeperioden var godt og vel overstået,
kom Axel i 1928, men da blev vuggepligten ligeligt fordelt mellem Erik og mig. Men vi
fandt ud af at sætte en fod på gængen i stedet for at bruge hånden. Selv om det var forbudt på grund af for voldsom søgang, så sneg vi os til det alligevel. Så kunne man bekvemt sidde på en stol og se billeder, læse kunne vi jo ikke endnu.
Dengang havde mødre den faste overbevisning, at et spædbarn kun kunne falde i
søvn, når det blev vugget. En lige så indgroet overbevisning var det, at når ungen græd,
skulle der en honningsut til for at få den til at tie. En honningsut var en narresut dyppet
i honning. Så blev ungen jo vænnet til det og troede selvfølgelig også, at sådan skulle det
være. Adskillige år senere hørte man til almindelig forundring, at unge mødre lagde deres spædbørn i en seng uden gænger, og de sov omgående, ligesom lægerne fandt ud af,
at børn, der havde fået honningsut, havde dårlige tænder, før de overhovedet havde fået
nogle.Ja, sådan holdt oplysningen efterhånden sit indtog og lyste op i mange indlærte fordomme, men så enkelt var det altså ikke, da Erik og jeg vuggede vore lillebrødre.
OM TRAFIK PÅ LANGELAND
M
en livet gik sin gang i villa Svanen. Jeg fik lært den svære kunst at cykle. En damecykel med sadlen i bund og store træklodser på pedalerne blev jeg snart fortrolig
med. Troede jeg da. Jeg kørte helst ind mod byen, ned ad bakken forbi Røde Kro. Men
ingen havde fortalt mig, at man skulle køre i højre side, jeg troede, at man selv kunne
vælge side, så en dag kom jeg susende ned ad bakken i venstre. Mod mig kom en dame,
også på cykel, og da hun så, at jeg havde kurs lige mod hende, begyndte hun at skrige,
men der var intet at gøre, farten var for stor. I sidste øjeblik forsøgte vi begge at undvi-
5
ge, men selvfølgelig til samme side, og jeg brasede lige ind i hende. Hvad der skete, står
dunkelt for mig, om hun kom noget til, husker jeg ikke. Det må være et mirakel, hvis
hun ikke gjorde det, men efter den overhaling, hun gav mig, blev jeg klar over, at højrekørsel er en absolut betingelse for at begå sig i trafikken, og jeg passede nøje på, hver
gang jeg siden satte mig på cyklen, at den hånd, jeg spiste og sagde goddag med, var
nærmest fortovet eller grøftekanten, så ville der ikke blive problemer med modkørende.
Den store asfaltvej uden for vort hus var en spændende legeplads. Der drev vi kydsel, trillede tøndebånd og andet, selvfølgelig med tilbørlig hensyn til trafikken, som dog
ikke var overvældende. En cyklist i ny og næ, et hestekøretøj, endnu sjældnere en bil,
men så vidste vi også instinktmæssig, at så var det os, som skulle give plads og al leg
standses medens de passerede. Den store vej gik fra nord til syd gennem hele øen og
var lige blevet asfalteret, eller tjæret, som det hed dengang, og var den eneste vej, som
havde fået den behandling. Alle andre veje var grusveje og ofte hullede og ujævne.
BEDSTEFAR FRA TORPE
A
f og til fik vi besøg af vore bedsteforældre. Bedstefar fra Torpe var vor Morfar, og
Bedstefar fra Longelse var vor Farfar. Bedstefar fra Torpe kom agende ind med
sin brune Oldenborgerhoppe for fjedervognen. Han havde ærinder i Fyns Andel, hos
købmand Mørk Hansen og hos bryggeren ved Østerport. Hesten blev sat ind i Andelens stald, medens Bedstefar endte sine ærinder. På vejen ud af byen igen, holdt han ind
ved Østerport, og den gamle brygger langede et anker øl ud af det dampende kældervindue, og Bedstefar lagde en tokrone på den brede stenkarm, og så var den handel
gjort. Nogle bemærkninger om vind og vejr og det aktuelle nye. Så hilste Bedstefar farvel, og den gamle brygger forsvandt ind i dampen igen. På hjemturen holdt Bedstefar
ind ved Villa Svanen, dog ikke hver gang, og så var det gerne min tjans at stå ude og
passe på den brune, medens Bedstefar fik køkkenkaffe hos Mor. Men ingen lang snak.
Bedstefar tog tiden i agt, han skulle “stræve” hjem. Dengang var udtrykkene Morfar og
Farfar ikke almindelige, kun Bedstefar brugtes, hvad der jo var upraktisk.
BEDSTEFAR FRA LONGELSE
B
edstefar i Longelse kom også undertiden forbi, dog ikke kørende, men på cykel.
Når han gik, stak han gerne en lille skilling til Mor, og jeg hørte, at han mumlede:
”Det kan I nok behøve.” “Tusind tak, Bedstefar,” sagde Mor så. Og så entrede Bedstefar sin ganger, en stiv herrecykel uden frihjul. Opstigningen forgik på den måde, at Bedstefar skrævede over baghjulet og satte højre fod på den pind, som stak ud fra navet og
var beregnet til det samme. Med den venstre satte han så i gang, og efter at have opnået
en passende fart hævede han sig ved hjælp af benet på pinden op på sadlen, og starten
var lykkedes. Alene det, at en ældre mand turde lære at cykle, var ikke småting i cyklernes barndom. Bedstefar havde været møller. Nu passede han Fyns Andels filial ved stationen i Longelse, trillede kraftfoder og korn ud på bøndernes vogen og trillede sække
fra banevognene over et langt bræt ind i pakhuset, når toget kom med en ladning og
6
satte vognen ind på sidesporet. Han skrev regninger med en blå blyant. Jeg beundrede
den blå blyant og hans flotte håndskrift.
VOGNE
D
engang kørte der mange vogne ud fra forretningerne. Der var bagervogne, slagtervogne, fiskevogne, mælkevogne, ja, det vrimlede med handelsvogne, de fleste
hestetrukne, men også enkelte biler. Henninge Mølle’s brødvogn kom hos os et par
gange om ugen. Det var en flot vogn, syntes jeg. hestens seletøj var flottere end bøndernes, og vognen var uhyre spændende, højt kuskesæde, læderbetrukket, bremseklodser for hjulene, håndbremse, trappe op til kuskebukken, og på den brunlakerede kasse
stod der med flotte snørklede bogstaver: Henninge Mølle’s Bageri. Jeg kikkede langt og
misundelig efter drengen, som var kuskens medhjælper og ønskede inderligt, at det var
mig. Hvordan det gik til, husker jeg ikke, men en dag var det virkelig mig, som sad der.
Det var nok min Mor, som formidlede det, og jeg har sikkert fået pladsen ved naturlig
afgang. Der var mange frysedage om vinteren, når Marius snakkede alt for længe i husene, men engang imellem fik jeg lov at springe, og så kunne der godt enkelte steder falde
en fem-øre af i drikkepenge. Men skønt var det, når efter endt tur Marius lukkede buret
op og tog det duftende franskbrød ud, som var min løn for hver tur, og som jeg gav
Mor og fik en 50-øre i stedet.
Marius var en frisk fyr, han var jyde, en af de få, som er havnet på Langeland. Han
havde kastet sine øjne på Marie, og en dag, vi kørte tur, var han særlig glad. Han var nu
altid i godt humør, men den dag var han helt ovenud. Han fløjtede og sang, sprang ind i
husene, og mange sagde: Tillykke, Marius, og nogle råbte: Hils Marie. Han var blevet
gift dagen i forvejen, og efter den tid betragtede jeg altid nøje mennesker, som lige var
blevet gift. Det blev man åbenbart glad af, men en glæde, som kunne måle sig med Marius’ traf jeg aldrig, men han havde måske også været ualmindelig heldig med Marie. Jeg
så ham aldrig siden. Han og Marie fik en lille købmandsforretning i Gl. Skrøbelev. Jeg
var inde og handle med Marie mange år efter. Marius var da arbejdsmand. Mon han bevarede sit gode humør? - Jeg så lige for nylig Maries dødsannonce i avisen, hun overlevede ham adskillige år. Underligt at tænke på så mange år, der er gået, og dog så underlig kort, livet er.
Jeg var komme i tredje klasse, Erik var endnu ikke begyndt i skolen. Helga var blevet
konfirmeret, og Gerda var stadig husbestyrerinde ude hos Bedstefar.
Far overraskede os stadig med mange påfund af teknisk art. Engang kom han hjem
med en skildpadde, hvilket dog var uden for det tekniske. Den kom op på pulterkammeret på loftet om vinteren. Om sommeren stod den i tøjr ude i haven. Engang kom
han hjem med en grammofon, og en violin fandt han på en auktion. Den øvede han sig
på søndag formiddag, men højdepunktet var alligevel radioapparatet, som han med egne hænder byggede, et såkaldt krystalapparat. Stor var vor forundring, da vi fik hovedtelefonen på og kunne høre musik og tale fra København. Senere blev det til bedre apparater med højttalere, som han også selv konstruerede. Jo, fars evner rakte længere end
til rutinearbejdet på bindegarnsfabrikken.
7
FLYTNING TIL TORPE
I
foråret 1929 begyndte der at ske noget. Der var noget i luften, vi vidste bare ikke
hvad, men noget hemmelighedsfuldt var der, for vi hørte mærkelig tale om hussalg
og flytning, og en dag sprang bomben: Vi skulle flytte fra Villa Svanen. Og hvorhen? Jo, til Torpe Mark, ud til Bedstefar, ud til eventyrriget, drømmelandet langt fra asfaltvejen og den begrænsede baghave.
Forventningerne var over al beskrivelse. Dagene til flytningen gik ulidelig langsomme, men endelig oprandt dagen. Det var vist i september, men mærkeligt nok husker
jeg intet om selve flytningen, om det var med lastbil eller hestevogn. Jeg husker intet,
kun den betagende fornemmelse de første dage: al den plads, vi pludselig fik, både ude
og inde. Ret gamle var vi ikke endnu, men vi fik hurtigt vore små pligter og blev gradvis
oplært til dagliglivet på et husmandssted, som rummer et så fantastisk spekter af nuancer, som bliver opsuget i barnets sind og følelser og fostrer disse husmandsbørn.
Bedstefar var en mester i at oplære os, nogle mener lidt hårdt, men hans hensigt var
ædel. Hans ønske var at give os børn den bedste arv, som en af mine madmødre senere
i livet sagde: Den bedste arv, vi kan give vore børn, er at lære dem at arbejde.
Man kan vel sige, at vi børn fik den største gevinst ved flytningen. Mor flyttede til
mere primitive forhold. Hun måtte undvære både bygas og el. Der blev høns og kyllinger at passe, arbejdsdagen blev længere og strengere. Far fik meget længere til arbejde,
og hans stilling i familien blev noget egenartet, idet han nok var husfaderen, men ikke
husherren, som Bedstefar jo var.
Hvad skolen angik, blev det også en markant forandring. Vi kom i Skrøbelev Skole,
som i forhold til byskolen var “den stråtækkede”, selv om der godt nok var fast tag på.
Der var kun fire klasser. Lærer Mortensen, som var førstelærer, havde de to ældste
klasser, medens lærerinden, fru Jensen, regerede over de to første. Skolegangen var hver
anden dag. Første og tredje klasse gik tirsdag, torsdag og lørdag, medens anden og fjerde klasse gik mandag, onsdag og fredag. Jeg blev aldrig glad for Skrøbelev Skole. Det
var ikke selve timerne med indlæringen, men mere hele atmosfæren. Der var store
drenge, sværlemmede fodermesterbørn, som var hårde ved os små, visse førerskikkelser, som i kraft af deres fysiske overlegenhed fik magt og blev frygtet og set op til.
Men hver anden dag og søndagene var herlige. Der var masser at gøre på husmandsstedet. I en tidlig alder fik vi lært at pløje.
OM AT PLØJE
P
løjningen var for de gamle bønder det vigtigste arbejde, det grundlæggende, det
fundamentale. Pløjningen var forberedelsen til næste års høst. Der var næsten andagtsstemning over bonden, når han pløjede sin jord. Furen skulle have den rigtige dybde, den rigtige bredde, og de skulle lægges snorlige. Det var Bedstefar en mester i at lære
os. Resten af mit liv kom jeg til at elske dette arbejde. Visse andre arbejder i landbruget
har jeg følt mig underlegen overfor, men når jeg gik bag ploven, var jeg sikker. Ro og
fred i sindet fik man, når man gik bag sit spand omgang op og omgang ned, og de duftende, glinsende furer lagde sig underdanig bag en. Denne uforklarlige følelse af overle-
8
genhed og sejr over jorden, men alligevel blandet med ydmyghed tror jeg går igen i alle
bondegenerationer. Den lærte Bedstefar mig.
OM AT MALKE
E
n næsten lige så betagende stemning var der over malkningen. Morgenmalkningen
var en festlig start på dagen. Mor og jeg satte os under hver sin ko. Enhver håndmalker kender stemningen. Man børster yveret af med en tør hånd, lægger kinden ind
til koens varme mave, og snart lyder en festlig musik ud i stalden, skingrende, ja helt
oppe i det høje C, når de første stråler rammer bunden af spanden. Spandene har ikke
samme lyd, derfor bliver det flerstemmigt. Efterhånden går den næsten hysteriske høje
tone over i en hyggelig buldren, når mælken stiger højere og højere i spanden. Og koen
nyder det, og ved de kendte lyde begynder de andre køer at “lægge ned” og sender af
velbehag og forventning fine stråler ud af patterne, så når malkeren kommer, er de lette
at gå til. Bedstefar deltog ikke i malkningen, den havde han været alene om i mange år.
Nu overlod han det til os. Han gik imens og syslede med grisene og hesten. Efter malkningen kørte jeg på trillebøren mælkespandene over til naboen, Karl Smed, for at gøre
det lettere for mælkemanden, som kom præcis, lidt over seks.
MIN MOR OG MADLAVNING
N
år malkningen var overstået, ilede Mor ind til det huslige. Morgenkaffen skulle på
bordet, dertil hvedekagemadder med margarine, som vi så dryssede sukker på. Far
skulle af sted, børnene op, skolemadderne smøres, solide rugbrødsskiver med fedt, pølse, leverpostej og ost.
Så skulle hun vel ikke tænke på mad før kl. 12 igen? - Jo, det skulle hun. Allerede ved
9-tiden skulle davren være på bordet. Og davren var flæskepanden, som nok var typisk
for Langeland. En pande stegt flæsk, der spruttede i dets eget fedt, blev sat på bordet.
Bedstefar og vi børn satte os ved bordet og dyppede en skive rugbrød i det varme fedt,
helst så dybt, så der kom fedt på begge sider. Samtidig bed vi af en skive flæsk. Det
smagte vidunderligt, navnlig hvis det var fersk flæsk, som når det var nyslagtet, og der så
var kommet godt med løg i panden. Vi drak øl til, der blev tappet fra et anker, som stod
i kælderen. Et ganske godt måltid med mange kalorier i, som satte sig på sidebenene,
hvis man havde anlæg for fedme. Nok af den grund var det sjældent, at kvinderne tog
del i dette måltid.
Det var egentlig utroligt, at man efter dette kunne spise igen kl. 12, men da stod der
to retter mad på bordet. Kun een ret var utænkeligt. Forretten var vælling, sødsuppe eller grød, om sommeren dog skíftet ud med frugtgrød, som så ikke var forret med dessert. Næsten altid kød, sovs og kartofler. Kødet var svinekød i form af frikadeller, medisterpølse og som regel en gang om ugen fisk. Hver 14. dag “søbemad”, grønkålssuppe,
hvidkålssuppe eller gule ærter eller kartoffelgrød med flæsketerninger i et tykt lag ovenpå og et fedtehul i midten. Solid bondekost var et, beregnet til at kunne arbejde på.
Når vi kom fra skole om eftermiddagen kl. ca. halv fire, fik vi først vor kaffe med
hvedekage, Mors dejlige uundværlige hvedekage med margarine og vendt en gang på
hovedet i sukkerskålen. Derefter var det lektielæsning, det var udenads-læring, både bi-
9
belhistorie, danmarkshistorie, geografi og salmevers. Lektielæsningen tog dog ikke lang
tid, højst en time, fordi jeg havde let ved at lære udenad, og så var det ud til de forskellige arbejder i mark og stald. Det var så dejlig befriende og afvekslende efter mange timers sidden stille.
Efter aftenmalkningen var det så aftensmad, eller Nar, som de gamle sagde, og som
er en forkortelse af nadver. Aftensmaden var smurt mad, rugbrød og sigtebrød med
forskelligt pålæg, og til dette fik vi te. Det var så det sidste måltid, for aftenkaffe fik vi
ikke i vort hjem, men om sommeren ofte en portion rødgrød med om ikke fløde, så
dog dejlig afkølet sødmælk.
I 1930, da vi havde boet et år i Torpe, blev Annie født som den sidste af syv. Gerda
og Helga var ude at tjene, som det hed, havde plads i huset, mest på gårde, så Annie
blev ene pige blandt os fire drenge. Jeg tror nok, hun blev Bedstefars øjesten. Nu havde
han gået og tumlet med os drenge, så det har nok været en afveksling for ham med en
pige. Tilmed udviklede hun sig med årene til et lyst hoved. Hun var nemlig både kvik og
meget lyshåret.
Erik og jeg morede os med at efterabe. Det var mest de store piger, der måtte holde
for. Helga havde den egenskab, at hun fortalte alt, hvad hun oplevede på gården, så når
hun kom hjem om søndagen, gik der en time med at aflægge rapport om det, der var
sket i ugens løb, og da hun altid har været meget hurtigsnakkende, blev det til en sand
ordflom, som Mor tålmodigt hørte på. Et sted, hun var, hed husmoderen Magda, og
hvad Magda og hende havde talt om i ugens løb, var ikke småting, og alt skulle refereres. Så i en periode, når Erik og jeg gik sammen og arbejdede, var dette ordskifte mellem os omtrent det eneste: - “og så sagde Magda, og så sagde Magda.” Det morede vi
os selv over, medens Bedstefar, som lyttede, selvfølgelig ikke forstod humoren. Der har
nok ligget lidt misundelse bag, for pigerne var jo voksne og var ude i en spændende
verden, som vi endnu ikke kendte til.
Ove slap efter Eriks og min mening for let med arbejdet. Ove var på mange måder
anderledes, han var mere stilfærdig, blødere af sind. Hans hu stod ikke til landbruget.
Han var mere en drømmernatur. Han syslede med tanker om opfindelser, om at skabe,
tanker, som lå uden for Eriks og mit område. Der lignede han Far. Når han blev sat til
at malke, sad han og faldt i tanker, og malkningen gik uhyre langsom, gik nærmest i stå,
så koen blev urolig, som køer har for skik, når der ikke er fuld tryk på. Så sagde Bedstefar, som gik frem og tilbage på staldgangen: “Ja, hun bliver køv a det, Ove, å det er heller et så sært!” Ove var glad, da han efter skoleårene fik læreplads som tømrer nede hos
Theodor i Longelse.
Axel var endnu den lille. Det meste af, hvad jeg kan huske om Axel er, da han var
kravlet op på stigen til kornloftet, og stigen skred, og han faldt ned og brækkede armen.
Mor stod inde i køkkenet og, som hun senere sagde: “Jeg kunne med det samme høre
på gråden, at det var alvorligt.” Jo, det kan en Mor, som har fået sanserne skærpet til at
høre forskel på gråd. Axel og jeg var de eneste, som blev ved landbruget efter skoleårene. Senere fik Erik lyst til den finere form for jordbrug, nemlig gartneriet, og navnlig
blomster, så han kom i lære hos Hofmann i Rudkøbing.
Axel mødte sin skæbne, da Onkel Niels kom hjem fra Florida og var hos os i fire
uger. Det var i sommeren 1947, den tørreste og varmeste sommer, jeg kan mindes nogensinde. Der faldt så at sige ikke regn hele sommeren. Solen bagte ubarmhjertigt fra
morgen til aften.
10
Niels og Johanne efterlyste en af os drenge til muligvis at komme over og hjælpe
dem på deres appelsinfarm. Da jeg var 28, var jeg for gammel. Axel, som var 19, havde
lige den passende alder, og da han ikke var særlig tilfreds med at arbejde ved landbruget,
var der ingen tvivl om, at det skulle være ham. Året efter, i oktober 1948, rejste han så.
Men på dette tidspunkt var Bedstefar død. Han døde i 1944, så jeg springer de år tilbage og dvæler ved hans sidste år, den Bedstefar, som kom til at betyde så meget for
mig, og hvis adfærd og livsindstilling kom til at præge min barndom og ungdom som et
ideal af en bonde og jorddyrker, og som jeg bevidst eller ubevidst søgte at efterligne.
MED BEDSTEFAR PÅ BYTUR
D
a jeg som lille gik ude hos ham, før vi endnu var flyttet derud, var jeg jævnlig med
ham på hans Rudkøbing-tur. Vi rullede ind i Andelens gård, og Anton hjalp med
at spænde hesten fra og sætte den på stald, medens Bedstefar endte sine ærinder i byen.
Det var gerne Sparekassen, købmand Mørk Hansen, isenkræmmer Kålund og så selvfølgelig Andelen, som leverede ham de par sække kraftfoder, som køer, svin og høns
kunne æde inden næste bytur.
Når vi så kom tilbage og skulle have hesten spunden for til hjemturen, kom Anton
altid ud: ”Kom lige med ind og stop piben, Niels!” sagde han. Jeg skal ellers stræve
hjem!” sagde Bedstefar, for sådan skal en bonde jo sige, men han havde altid tid. Så gik
vi ind i Antons lille kammer, hvor der stod en sofa med fedtet sort læderbetræk, to stole, også læderbetrukne og et bord, hvorpå der stod en kasse med grov tobak i det ene
rum og pibeudkrads i det andet. Så satte jeg mig i sofaen og lyttede til mændenes samtale, de aktuelle nyheder, vejret og hvordan afgrøderne stod derude på landet, medens luften blev tyk af blålige, duftende tobaksskyer. To gode gamle venner, begge med herkomst derude fra landet og mulden og dyrene, Bedstefar nu som selvejerbonde, omend
kun af et husmandsssted på syv tønder land. Anton endte som gårdskarl i Andelens
gård herinde i byen, afskåret fra det vide udsyn over markerne, men med kærligheden til
bondelandet i behold.
Men ikke de lange stunder. Snart kom det beslutsomt fra Bedstefar: “Så, Anton, skal
vi så tage hende?” Og med “hende” mente han den brune. Men Anton var tilfreds med
disse små stunder, og mændene sludrede videre, meden de spændte for.
Jeg husker en dag, da de havde spundet for, så ser Anton bestemt på mig, tager piben ud af munden og siger: “Er du avlskarl derude på godset?” “Ja,” siger jeg. Så siger
han med et sideblik tilæ Bedstefar: “Jeg tænker han er lømmelhård ved dig!” “Nej!” siger jeg. Det var første gang, jeg hørte udtrykket “Lømmelhård”, og jeg har aldrig hørt
det siden.
Netop i den forbindelse har jeg et minde, som har sat sig dybt i mit sind. Et stærkt
billede, som endnu så mange år efter næsten kan give mig følelsen af at græde indvendig.
Det var mange år efter, og jeg må have været omkring tyve år. Hvorfor jeg i den alder var kommet med på bytur, ved jeg ikke, måske fordi Bedstefar var blevet for gammel til at køre alene.
Bedstefar var begyndt at falde af på den. Hans hudfarve var blevet gustengullig, og
han var begyndt at blive noget kort for hovedet, lidt vranten, som gamle mennesker of-
11
te bliver, når de mærker, at kræfterne tager af. Vi havde endt vore ærinder og var igen
kommet tilbage til Anton. “Har du hesten, Anton?” sagde Bedstefar bestemt. Anton så
forbavset på ham. “Jamen, vi skal da lige ind, Niels!” “Nej!” sagde Bedstefar, “vi skal
hjem!” Der spændte for i tavshed. Anton fik sine 50 øre, men aldrig glemmer jeg det
udtryk af smerte i hans øjne, da han rakte Bedstefar tømmerne. “Farvel Niels!” sagde
han stille. “Farvel Anton!”
Ingen tvivl om, at Anton har tænkt: mon det er sidste gang, jeg ser min gamle ven?
Om det virkelig blev sidste gang, husker jeg ikke, men indtrykket sidder dybt i mig, og
Antons blik talte mere end ord.
BEDSTEFARS SIDSTE TID
B
edstefar sad den sidste vinter, han levede, helt stille henne ved kakkelovnen og stirrede frem for sig, som om han var i sine egne tanker. Jeg var voksen dengang, omkring 23 år, tror jeg, og så ham kun om søndagen, når jeg var hjemme. Hvad tænkte den
gamle mand på? - Tænkte han tilbage på sit lange, slidsomme og flittige liv? Tænkte han
frem og beredte sig til den sidste rejse?
Det var så betagende, denne stille mand derhenne ved kakkelovnen, med det blege
ansigt. Dette uforklarlige udtryk i de trofaste grå øjne. Der var ligesom højtid over ham.
Jo, jeg tror, at Bedstefar sad og mindedes de svundne dage, sad og belavede sig på at tage afsked med det hernede og møde det ukendte med sin tro på en nådig dommer og
frelser. I hvert fald forstod jeg på Mor, som var hos ham inde i hans lille kammer i den
sidste tid, at han sov ind med fred, som hun sagde med en højtid i stemmen, som jeg
tydelig fornemmede.
Det var en varm højsommerdag, da han blev begravet. Vi fulgte efter vognen ad den
ujævne markvej. Jeg kan huske, at jeg sagde til Mor: “Ja, denne vej har han kørt mange
gange, og det er så den sidste.”
Folk stod uden for husene hele vejen gennem Torpe for at slutte sig til.
MIN FLITTIGE FAR
P
å en måde kan man sige, at Bedstefar var familieoverhovedet, og Far var husfaderen. Det har ikke været nogen let stilling for Far. Det anede man dengang, uden at
man fæstede sig så meget ved det. Sådan var det bare. Vel var det en absolut gevinst for
os børn, at få bylivet byttet ud med landlivet, men vore forældre, og navnlig Far, måtte
egentlig betale en pris for det. Mor fik mere primitive forhold, mere arbejde, og Far fik
lang vej til arbejdet, og blev på en måde en tilbagetrukket person. Vi så ham meget lidt,
hans arbejdsdag var lang, og han spiste altid for sig selv inde i spisekammeret, dels var
der ikke plads ved bordet, og dels fik han altid diætmad på grund af en tarmsygdom,
som han havde det meste af sit liv.
Han blev derfor for os børn ligesom en sekundær person, næsten som en skygge,
som vi vidste var der, men som vi så meget lidt til. Bedstefar var hovedpersonen, ham
der bestemte, vor arbejdsgiver, chefen, kan man sige. Det var helt normalt for os. Sådan
var det bare, og sådan skulle det være.
12
Far var ikke den fødte bonde. Det var Bedstefar. De var meget forskellige. Far købte
gamle motorcykler og biler, som han selv lavede i stand og kørte i. Det så Bedstefar
skævt til, det anså han for nymodens pjat og tidsspilde. Dog, da Fars opfindertrang
strakte sig til, at han lavede en vindmølle, som ved hjælp af en akkumulator kunne forsyne kostalden med elektrisk lys, tror jeg nok, at Bedstefars indstilling mildnedes lidt.
Det var jo en virkelig lettelse i forhold til flagermuslygten.
Far skulle tidlig af sted om morgenen. Han arbejdede i mange år i Fyns Andels Foderstofforretning i Rudkøbing. Han var den første, som skulle møde om morgenen og
lukke op, og den sidste om aftenen, der skulle lukke. Dagen var nærmest på ti timer. Og
det var strengt arbejde, meget med at bære sække med 100 kg på nakken. Men Far var
utrolig stærk, trods sin meget spartanske kost. Han løb med sækkene på de smalle planker i pakhuset ud på skibene eller modsat, når de lossede eller ladede på havnen. Han
var udlært møller og havde et tag på at håndtere sække, som kun dette folkefærd har.
Det er ikke for meget sagt, at Far var populær som få. Han var en god kammerat på
sin arbejdsplads. Han havde den interesse for sine medmennesker, som er ægte og derfor tillidsvindende. Frode vidste de altid, hvor de havde. Han gjorde ingen forskel på
mennesker. Var altid parat til at gøre andre en tjeneste. Han var egentlig det mest
uegennyttige menneske, jeg nogensinde har kendt.
Det kom os børn til gode, at vi havde en populær Far. Jeg kan huske, at jeg engang
som ung mand sagde til Mor, vel nok halvt i spøg: “Blot vi nævner Fars navn, så springer alle døre op!” Jeg tænkte i den forbindelse på, når jeg f.eks. skulle søge arbejde, så
kunne jeg tydeligt mærke, at indstillingen blev positiv, når jeg nævnede, at Frode var
min Far. Jeg hørte en morgen, da Far og Mor sad og drak deres morgenkaffe, at Mor
fortalte Far, hvad jeg havde sagt om de åbne døre. Jeg kan se for mig, at hun har haft et
smil i øjenkrogen, og jeg hørte, at Far brummede et eller andet. Den dag i dag er jeg
glad for, at jeg sagde de ord, og jeg er sikker på, at Mor netop sagde dem til ham for at
give ham en opmuntring. Mor lod ikke en sådan anledning til at opmuntre gå fra sig.
Hun vidste, at Far trængte til det. Hvilken Far bliver ikke glad for at høre, at han er
skyld i, at dørene åbner sig for hans børn, også selv om han er vidende om, at det er
sagt med et glimt i øjet.
Når en mand på arbejdet blev sendt af sted med sækken efter øl (det skete nu kun
ved særlige lejligheder og kun i frokostpausen. Arbejdstiden var effektiv dengang), så
blev der råbt efter ham: “Husk en sodavand til Frode!” Far drak ikke øl. Det vidste de
bare, og der blev ikke set ned på ham af den grund. Det var i orden, når det var Frode.
Han kunne slet ikke tåle noget stærkt, heller ikke kaffe. Hans madpakke var flad, et par
stykker franskbrød eller grahamsbrød, en flaske saftevand eller tynd te, så kunne han
klare en dag på 10-11 timer. Der må have ligget viljestyrke bag og evnen til at se bort fra
sig selv.
Han var også lun og kunne sige tingene på sin tørre måde. Engang var jeg med ham i
et ærinde nede hos Åge Larsen på Torpe Hjørnegård. Gamle Marthe, Åges mor kom
stavrende ud, gigt- og arbejdskroget. Hun var af den gamle skole. “Ja, arbejderne har det
godt i vore dage!” sagde hun, “Kort arbejdstid og stor løn!” “Ja, såmænd!” sagde Far
sagtmodigt. Marthe lurede lidt: “Ja, hvor meget får I nu? I får måske 50 kr. om ugen?”
Far sagde senere: “Jeg skulle nok lade være med at fortælle hende, at vi fik næsten det
dobbelte. Men Marthe mente altså, at en 54 timers arbejdsuge inklusive hele lørdagen,
13
var en kort arbejdstid, og at 50 kr. var en stor ugeløn. Hun har nok selv haft den dobbelte arbejdstid og den halve løn.
En bestemt arbejdskammerat var i knibe to gange om året. Det var når opkrævningen på “børnepenge” kom. Konen var rasende hver gang, han skulle betale disse penge.
I sin nød kom han til Far, og Far forstod og lagde ud, så atmosfæren i hjemmet blev
mindre ophedet. Så kunne kammeraten tilbagebetale lidt efter lidt, så disse store beløb
ikke tirrede konen så voldsomt.
Selv nu så mange år efter, glæder det mig, når jeg taler med ældre mennesker, og jeg i
samtalen løb nævner, at Frode var min Far. Alle har noget godt at sige om Frode. Der
lyser noget op i deres ansigt: “Nå- nå! Så Frode er din far!” og så kommer der ofte en
eller anden erindring om, hvordan Frode har været inddraget i deres liv ved en eller anden lejlighed, som næsten altid har noget med tjenstvillighed og medmenneskelighed at
gøre.
Tænk, at kunne give sine børn den arv, en velvillig indstilling på grund af ens adfærd
blandt sine medmennesker. Jeg var kun et barn, da jeg spøgefuldt sagde det med “de
åbne døre” til Mor, men der var mere sandhed i dem end jeg dengang var i stand til at
bedømme, og den virkede længe efter Fars død, ja, mon ikke den virker ind i evigheden? - Jeg tror det.
I 1944 efter Bedstefars død overtog Far så ejendommen, og han måtte så holde op
med at arbejde i Rudkøbing. Men de næste seks år blev faktisk hans dårligste. Landbruget var ikke hans lyst. Han var ikke den fødte bonde, og derfor voldte arbejdet ham
meget besvær. Dyrene havde han et stort hjerte for, men hans følelser for dem gik for
meget ind i arbejdet, så det tog længere tid at passe dem. Han kunne ikke skelne mellem
det væsentlige og det uvæsentlige. Derfor blev det mere besværligt for ham end nødvendigt. Arbejdet blev en plage. Og da tiderne også efterhånden blev sådan, at man ikke
kunne leve af så lidt jord, var det da også en lettelse både for ham og Mor, da de fik
solgt i 1950 og flyttede til et lille hus i Vindeltorpe. Der boede de så i 14 år, hvorefter de
flyttede helt ind til Rudkøbing, på Spodsbjergvej, i et endnu mindre, gammelt, men meget hyggeligt hus. I 1972 døde Far. Han lå en kort tid på sygehuset efter en hjerneblødning, lammet men helt åndsfrisk. I det hele taget kan jeg sige, at vi endnu ikke har kendt
til senilitet eller forkalkning i min familie. Både Bedstefar, Mor og Far var helt åndsfriske til det sidste. Far blev 79. Mor overlevede ham i fire år og blev 83. Bedstefar blev så
vidt jeg husker 82. De tre personer, som har betydet mest for mig i min barndom og
videre frem i den tid, jeg havde dem. Lysende eksempler for mig så forskellige, som de
var.
Men nu vil jeg som den sidste af de tre forsøge at beskrive Mor. Skulle jeg sætte en
overskrift over mine erindringer om Mor, kunne det passende være:
MIN SYNGENDE MOR
nemlig, at hun altid sang. Hun havde en blød og ren sangstemme, og mange
Jeger desynessalmer
og åndelige sange, jeg lærte ved at gå og lytte til hende. Jeg tror, hun sang
både i sorg og glæde. Det var nu hendes vane, ja, mere end det. Det var nok nærmest
en livsnødvendighed, en styrke for hende.
Mor var enebarn, og blev forholdsvis tidligt gift, fik otte børn, men en pige døde
som spæd.
14
Dengang blev kvinderne arbejdsmennesker. Det blev de helt automatisk, for børneflokken var næsten altid stor, pengene som regel små, så der var fuldt op af arbejde. De
store hvedekager, som hun har bagt hundreder af, nej, hvor de duftede, når hun trak
pladen ud af ovnen. Mærkeligt nok formede hun ikke dejen til flere brød, men til dette
store brød, som fyldte hele pladen, og som kaldtes en hvedekage. Der blev nogle store
ovale skiver af det, som blev delt i tre. Midterstykket var det mest eftertragtede, for det
var der mindst krumme på. Og så ned i den store sukkerskål med hvert et stykke, på
hovedet ned, så sukkeret hængte i margarinen. Det fik vi børn en vældig øvelse i. At
spise det uden sukker var utænkeligt.
Efter middag gik Mor ind og lagde sig en halv time, aldrig mere, og derefter vaskede
hun sig og redte sit lange mørke hår. Jeg tror også, hun tog en anden kjole på. Det gjorde man dengang om eftermiddagen. Der var stil over det!
En gang hun var til læge, spurgte han: “Sover De til middag?” “Ja!” sagde Mor.
“Hvor længe?” “En halv time!” “Kan det ikke blive til en hel?” “Nej!” sagde Mor. Det
var doktor Jakobsen i Rudkøbing, og han vidste nok, at de landbokvinder havde dagen
besat.
Mor var den første, der var oppe, og den sidste, der gik til ro. Medens Mor sov til
middag, skiftedes Erik og jeg til at feje og vaske køkkengulvet. Det fik vi en vis løn for,
men jeg kan ikke huske, om det var en eller to øre pr. gang. Bedstefar sov altid en time
til middag, men det kunne Mor ikke tillade sig. Sådan var det bare. En halv times middagssøvn var der tid til og heller ikke mere. Til gengæld havde hun den evne, at hun lagde sig og sov omgående, og lige så præcist vågnede hun en halv time efter. Selv da hun
blev ældre og pensionist, sov hun sjældent mere end en halv time. Det var blevet hende
en vane.
Den månedlige storvaskdag mindes jeg som en ret dyster dag, våd og tung syntes jeg
den var. Det kogende vand i gruekedlen, bryggerkieli, som det jo hedder på langelandsk.
Det tøj, som skulle koges, blev så vasket i vugge-vaskemaskinen, som Erik og jeg så
stod og trak. Det var et slags kar på fire ben. Overdelen var en slags vugge med tremmer, som gnubbede tøjet, når vi trak den frem og tilbage i et håndtag. Hver “maskinfuld
tøj” skulle have 200 slag. Det var meget trivielt at stå der og tælle. Ove blev fritaget for
dette arbejde, fordi han påstod, at han blev søsyg af det!
Mor og Far talte mest sammen ved morgenkaffen. Der var de alene. De mindre
børn var ikke kommet op, og de større og Bedstefar var endnu ude i stalden. På det
tidspunkt var Far meget snaksom, hvad han bestemt ikke var om aftenen. Dels var han
for træt, og dels var der for mange mennesker. Men om morgenen var han lige i sit es.
Han fortalte Mor om gårsdagens hændelser, og så lo han, hvis der var et eller andet
pudsigt, og Mor var en god lytter. Hun glædede sig over hans livlighed om morgenen,
for hun vidste, at om aftenen ville han komme træt hjem, spise sin mad i tavshed i spisekammeret og gå i seng kort efter. Far var morgenmenneske, om nogen var det.
Engang imellem måtte Mor om aftenen løbe frem og tilbage mellem køkkenet og
soveværelset med varme omslag. Det var, når Far havde ondt i tyktarmen. Så var der en
dyster stemning. Heldigvis var det sjældent, det skete.
Mor var en personlig kristen. Derom var vi børn ikke i tvivl. Ikke fordi hun prædikede for os. Jeg tror ikke engang, at hun bad aftenbøn med os fast. Der var bare en ud-
15
stråling fra hende, som vidnede uden ord om et stærkt og rigt indre liv. Det prægede
hjemmet og mærkedes af alle, hun kom i berøring med. Der var fasthed og ro omkring
hendes person. Hun var mild og myndig. Ro og værdighed var der over hende trods en
travl arbejdsdag aldrig fortravlet, ligesom hvilende i sig selv, fordi hun hvilede i Gud.
Mor blev respekteret meget af naboer og dem, der kendte hende. Det var i de tider,
da en kvinde, som mønstrede en stor børneflok og som kunne få et hjem til at fungere
med beskedne midler, altid blev beundret. Man var også klar over, at hendes gudfrygtige
sindelag stod bag og var det elementære i hendes liv.
Da Olavs Kristine skulle føde, kom Olav. Hvem var bedre at gå til end Mor, som var
vant til turen. “Så, Anna, nu er det vist ved at være oppe over!” “Jeg skal straks være
der!” sagde Mor.
Jo, Mor var den rette til at med kyndig hånd gøre de nødvendige forberedelser til
jordemoderens ankomst. Det var nabotjeneste, helt naturligt. Man ventede ingen løn
for det. Det var jo dejligt at kunne hjælpe, og modtageren var taknemlig, selv om det
ikke blev udmøntet i kontanter. En vennetjeneste, som så blev gengældt på anden måde. Den ene tjeneste var den anden værd.
VI VAR ALLE LÆSEHESTE
V
i var alle læseheste i vort hjem. Vi var ikke ret gamle, før vi begyndte at læse Langelands Avis. Af ugeblade holdt vi “Hjemmet”, som en dreng kom med hver Tirsdag. Så sloges vi nærmest om bladet. Alt i det blev læst. Først “Knold og Tot” og “Gyldenspjæt”, så “Hjemmets humor”, så alle novellerne, såvel kærligheds- som kriminalnoveller, de fortsatte romaner, hvoraf der som regel var to. Alt blev slugt. De fortsatte
romaner sluttede altid på det mest spændende sted, til stor ærgrelse, for der var så uendelig længe til Tirsdag igen.
Dengang var ugebladene sobre, absolut ikke nedbrydende, ikke engang for børn.
Heltene var helte, og skurkene var skurke, og det gode sejrede altid. Tegningerne var
også fine, farvestrålende, fortællende og altid sobre. Mænd og kvinder var kønne, moderne og pæne i tøjet, men aldrig med for lidt på. Det var jo ikke moderne dengang.
Den dag, “Hjemmet” kom, kneb det for Bedstefar at få os ud at arbejde, når vi kom
fra skole. Når vi så mundhuggedes om, hvem der først skulle have bladet, og det nogle
gange kunne gå over til håndgemæng, så sagde bedstefar: “Så, så, så, så, så! bladet bliver
her jo dog!” Det var det samme, han sagde hver gang, så vi gjorde det hurtigt til et
mundheld og efterabede Bedstefar ved egnede og uegnede lejligheder: “Så, så, så, så, så!
bladet bliver her jo dog!” Kun de indviede kunne naturligvis se humoren i det.
Vi læste også mange bøger fra biblioteket. Lærer Mortensen oprettede bibliotek i
skolen. Det var hans stolthed. Det var skønlitteratur det meste. Et ret pænt udvalg efter
forholdene, og han havde da også den glæde, at mange kom og lånte, både børn og
voksne.
Vi drenge læste de klassiske drengebøger, Robin Hood, Nybyggerne i Kanada, alle
Flemming-bøgerne, der var fem-seks stykker, og mange andre. Vi var alle læseheste,
men Gerdas rekord kunne vi andre ikke slå. Hun læste to-tre tykke romaner om ugen.
Hun var hurtiglæser i modsætning til mig. Jeg læste langsomt, lod det “synke ned”, var
ligesom bange for, at en spændende bog skulle få for hurtig ende, hvis jeg læste for hurtigt.
16
Det var utroligt, at den beskedne petroleums-hængelampe over køkkenbordet kunne
give lys nok til alle de par øjne, som sad rundt om bordet de lange vinteraftener med
bøger og blade og regnestykker fra skolen. Men børn har gode øjne, og hyggeligt var
det. Mor kunne lige få en kneben plads med sit stoppe- og lappetøj. Og Bedstefar med
avisen for bordenden. Hans plads var ukrænkelig. Far var der ikke plads til, men det forlangte han heller ikke. Han gik i seng og hvilede sin trætte krop og stod meget tidligt op
om morgenen.
OM MARKVEJEN
M
arkvejen var en del af vor barndom, ja, af vort liv. På een gang hadede vi den, og
elskede vi den på en mærkelig måde. Den lå midt i Olavs marker, begyndte oppe
på byvejen, der går gennem Torpe ude i enden af landsbyen, når man havde passeret
den sidste gård, som var Olavs.
Det var en smal vej på omkring 400 meter. Derude i enden lå så Karl Smeds ejendom, et lille trelænget husmandssted. Her drejede vejen til venstre og blev til en endnu
smallere vej, nærmest en sti med to hjulspor. 100 meter henne stoppede stien, og der lå
så vort hjem.
Om efteråret var den næsten ufremkommelig, hullet og pløret og opkørt af arbejdskørsel med roer og møg, og da var den meget fjendtlig indstillet overfor stadstøj og åbne sko. Om sommeren var den selvfølgelig meget mere medgørlig.
Vi var alle dage irriterede på markvejen, men på en mærkelig, uimodståelig måde
havde den også vor kærlighed. Det var jo vejen hjem, den sidste del af en lang cykeltur
fra Rudkøbing eller fra vore pladser spredt rundt omkring. Den sidste del, hvor vi måtte
kæmpe med vandhuller, pløre og skidt, men hvor vi så også var nær målet, det kære
hjem der langt ude, næsten ved verdens ende.
Men der var rigtignok trafik ad den markvej. Ingen tvivl om at Torpe-boerne har
tænkt: Godt vi ikke bor helt derude, langt fra alfarvej, og så ad den elendige markvej!
(De sagde: Dem oppe på marken, og modsat sagde vi: Dem nede i byen.) Skønt jeg er
sikker på, at en landmåler ville konstatere, at der ikke var noget oppe eller nede, men at
terrænet var helt fladt. Det er en af de talemåder, som der ikke er nogen logisk forklaring på.
Men de har nok undret sig over den trafik, der dog var ad den sølle vej. Jo, for der
var altid skolesøgende børn deroppe fra det yderste husmandssted, og de færdedes der
jo dagligt.
Men de voksne børn, dem der var ude at tjene eller i lære, de forcerede også vejen
mindst et par gange om ugen. De skulle hjem og have aftenkaffen, når de var sluppet fri
fra pladserne. Ja, selv de børn, som efterhånden blev gift og stiftede familie, på dem
blev også denne vej ved med at have denne sælsomme dragende magt. Søndag eftermiddag kom de cyklende med eller uden børn til det ventende søndagseftermiddagskaffebord. Om sommeren var det jo ingen sag, da var det en skøn udflugt, men om vinteren måtte man trodse pløre og vand. Ja, selv snedriver havde svært ved at stoppe denne
festlige strøm af søndageftermiddagsgæster til det yderste husmandssted.
Så havde Mor bagt boller og kringle, og kaffekanden var i livlig aktivitet. Det vil sige,
ren kaffe var det nu ikke i de dage. Normen var halv kaffe og halv “Richs”. Men festligt
var det.
17
Det var næsten synd for naboens. Karl og Agnes var gamle og havde ingen børn. De
har nok siddet og fulgt denne menneskestrøm fra vinduet. De drejede alle af til venstre
og fortsatte ad stien, men det var de jo så vant til at se. Måske har de tænkt: Bare det
var os! Eller også: Godt, det ikke er os!
MODERNE INDRETNINGER
M
en det lille hjem deroppe blev nu respekteret af Torpe-boerne. Niels Tønsen forstod at lære drengene op til at bestille noget. Anna var den milde og myndige,
som styrede hjem og børn med fast hånd, og Frode var den arbejdsomme og beskedne
mand, som hver morgen kl. halv syv tøffede af sted på den røde “Indian”, en període
endda i en gammel Fordbil. Sidstnævnte vandt aldrig Bedstefars anerkendelse. En Ford
var for flot! Men i de sidste år havde Far nu kun cykel som transportmiddel.
Jeg husker ikke nøjagtigt, hvornår vi fik elektricitet, men det har nok været, da jeg var
14-15 år. Det er svært for nutidsmennesker at sætte sig ind i, hvad en dagligdag uden el
betyder. Men det indebærer jo, at ingen af de kendte og for os selvfølgelige hjælpemidler findes. Ingen køleskab, ingen støvsuger, intet el- eller gaskomfur, petroleumslamper
overalt, ingen indlagt vand.
Da pælene endelig blev rejst langs markvejen, begyndte altså den ny epoke. Det betød dog “kun” lys i første omgang, for alle de andre behageligheder var endnu slet ikke
opfundet.
MUSIK I MIT HJEM
M
an kan sige, at musik havde vor interesse. De fleste af os var musikalske. Tidligt
kunne vi spille på et instrument. Det første var i reglen mundharpe, men hurtigt
blev det også til harmonika, mandolin, blokfløjte og lidt violin. Men kun Ove fik lært
noderne. Vi andre nåede kun til gehøret.
Ove lærte på violin hos Kaj Kåe, og desuden efterhånden mandolin og blokfløjte.
Erik og jeg holdt os til mundharmonikaen, men fik også smag for harmonikaen, også
mandolinen og tildels violinen.
Axel husker jeg ikke rigtig. Der var alligevel så stor aldersforskel på os. Jeg ved ikke,
om han kom længere end til mundharpen, men muligvis også harmonikaen.
Af pigerne husker jeg Gerda som udøvende. Hun havde i en periode en guiter, hedder det vist, en slags harpe med mange strenge. Den ligger fladt ned på bordet og er beregnet til, at man skal synge til. Den har en meget blød klang.
Helga og Annie husker jeg ikke har spillet på noget, men de har nok haft mange andre gode egenskaber.
Når jeg som dreng kom til Rudkøbing, skulle jeg altid om i Sidselbagersgade og kigge
ind i Ramus Musikforretning. Jeg tænker, jeg har købt de første ti mundharper hos Ramus. Der var mange modeller og mange priser. Der var krumme og lige, der var dobbeltsidede, der var store og så små, så de blev borte i munden på en. Priserne var fra 2-3
til den svimlende pris af 25 kr. En utænkelig sum penge for en dreng. Ulempen var, at
man ikke kunne afprøve dem. Det tillod den gamle Ramus ikke. Det kunne jo kun ske
18
på en måde. Derimod kunne man godt prøve harmonikaerne. Navnlig dem med pianotangenter var jeg betaget af. Jeg købte da også sådan en, da jeg blev voksen, dog ikke
hos Ramus, men hos en privat, Nørregaard på Pelykkevejen, som selv var musiker. Den
var brugt og kostede 150 kr.
I 12-13 års alderen begyndte jeg at spille på Fars gamle violin. Det var om aftenen,
når det var mørkt, at jeg gik ind i stuen. Der var hverken lys eller varme. Det var nok
om efteråret, for vi var endnu ikke begyndt at sidde i stuen om aftenen. Det gjorde vi
kun i vinterhalvåret.
Jeg kan tydelig huske, at jeg til min egen forbavselse fik nogle toner sat sammen til
en melodi. Det blev til mange aftener inde i den mørke stue. Jeg havde prøvet lidt på
mandolinen før, men den var meget hård at trykke ned mellem båndene, og det gav
ømme fingerspidser på venstrehånden. Violinen tiltalte mig mere. Strengene var blødere, og der var ingen mellemrum. Det tiltalte mig, at man selv skulle finde det hårfine
mellemrum.
Inspirationen til den musikalske udøvelse fik vi ved at lytte. Lytte, lytte og atter lytte.
Hvad lyttede vi så til? - Jo, hovedsagelig, for ikke at sige udelukkende til radioen. Tonerne betog os, havde en magisk magt over os. Navnlig dansemusik. Den såkaldte moderne dansemusik var på den tid i sin fulde blomstring. Vi har i mangen sen nattetime stået
med hovederne helt inde i højttaleren og lyttet til, når Teddy Pedersen dirigerede sit
danseorkester fra “Wiwex” i København. Så var vi som bjergtaget. Disse bløde smægtende Tango- og foxtrotrytmer betog os, og vi kunne ikke blive trætte af at lytte. Violinerne og saxofonerne var nok i overtal, og så i Tangoen var harmonikaen med.
Sådan skulle det være. Sådan ville folk have det, og i hvert fald den befolkningsgruppe, vi hørte til, forstod ikke andet. Klassisk musik sagde os intet. Torsdagskoncerten
åbnede vi ikke for. Den aften var spildt efter vor mening. Mange, hørte vi, var glade for
torsdag aften, men meget få blandt almuen, og slet ikke de unge. Der skulle gå mange
år, før jeg lærte at værdsætte vore store komponister. Ja, der gik det meste af 30 år.
I mange år delte jeg min lidenskab mellem Violinen og Harmonikaen, men som det
går de allerfleste, der ikke får lært noder, blev det nærmest til ulykkelig kærlighed, selv
om jeg har haft mange lykkelige timer sammen med de to instrumenter.
Jeg var tryllebundet, når jeg så en professionel håndtere Pianoharmonikaen. Senere i
livet var det den professionelle violinist, jeg blev tryllebundet af.
OM ANDRE GAVER OG OM KUNST
M
en det at have øre for musik, er jeg mere og mere blevet klar over, er en gave og
ikke alle givet, men det har været en rigdom i mit liv. Andre har så gaver, som beriger deres liv i lige så høj grad. De går ud i naturen og maler. Eller de skriver et digt. En
har anlæg for at arbejde med træ. Ethvert håndværk er kunst og kræver anlæg, som igen
er gaver.
Det, den ene har anlæg for og kan udføre legende let, skal den, der ikke har anlæg,
pukle og ase med og vil aldrig kunne nå samme resultater som den anden, fordi den anden har det medfødte anlæg, altså gaven.
Det belyser Morten Korch genialt i en af sine romaner: Husmanden og jorddyrkeren, men jeg husker ikke hans navn. Klodset, kejtet, stiv, når han er i den fine stue hos
19
godsejeren, smidig og adræt som en gymnast når han havde fat på skovlen eller spaden
og lavede sit kunststykke.
Ja, min Bedstefar i sin tid belyste såmænd det samme. Jeg var lige kommet i min første plads, en lille gård ikke langt fra mit hjem. Manden, en ældre bonde, var kendt for at
kræve meget med hensyn til akkuratesse og orden i arbejdet.
Jeg gik en dag og gravede have lige ud til vejen, da Bedstefar kom agende forbi i fjedervognen med den gul hoppe for. Bedstefar holdt stille og ville lige hilse på. “Kan du
grave godt nok til ham?” spurgte han. “Det er vel ingen kunst at grave have!” svarede
jeg lidt overlegent. “Ethvert veludført arbejde er kunst!” sagde han, og så nikkede han
og kørte videre. Jeg har ofte tænkt på denne lille episode. Dengang har jeg nok ikke givet ham ubetinget ret, men det var jo i grunden visdomsord, han udtalte.
En dreng på 13-14 år, hvad foregår der egentlig i ham? Ja, han er i hvert fald ikke
selv i stand til at forklare det. Han er i den begyndende pubertet. Alle de nye følelser og
indtryk, som lå og slumrede i barneårene, kommer nu frem og skal tages stilling til. Det
er svært, og der er jo et væld af dem. Der er nye opdagelser af livets mangeartede sider.
Der er drømme og idealer, stærke følelser, begejstring, som grænser til lidenskab for en
eller flere interesser, som pludselig dukker op. En blandet landhandel, som det er svært
at få orden i.
Jeg var i den alder betaget af landbruget, lidenskabeligt som kun en dreng lige netop i
den alder kan være det. Jeg slugte Skjoldborgs bondedigte: “Du husmand, som aver1
den stridige jord,” og “Jeg lagde min gård i den rygende blæst,” som dog er af Jeppe
Aakjær.
- har ploven og ageren trættet hvert lem,
tyst glimter et skær mellem pilene frem,
nu tænder hun lampen derinde.
Der går som en varmende strøm i mit sind
ved arnelysenes kalden.
Hjem nikker mit spand i den krydrede vind,
hos hende jeg sætter til skiven mig end,
mens øgene gumler i stalden.
Den stemning betog mig. Jeg kendte den jo så godt derhjemme fra. En efterårsdag
bag ploven. Jeg pløjer grønjord. Denne berusende duft af nypløjet græsjord blandet
med den ramme svedlugt fra hesten. Det bliver langsomt mørkere og mørkere, men
øjet kan blive ved med at se furen, fordi det mørkner gradvist. På afstand ser det ud,
som pløjer man i mørke, hvad man faktisk også gør, men pløjemanden skimter alligevel
sikkert furen. Lysene tændes i gårde og huse. Denne betagende fyraftensstemning efter
endt dagværk.
Har ploven og ageren trættet hvert lem,
tyst glimter et skær mellem pilene frem Jo, jeg så ham tydelig for mig, den unge stærke bonde på den lille magre hedegård.
Det var hans kongerige. Han var sin egen herre. Skulle det engang blive mig? Skulle mit
spand engang nikke hjem i den krydrede vind? Og skulle jeg efter endt dagværk, sætte
20
mig ind til skiven hos HENDE? Med plovens og agerens træthed i hvert lem. Mens
øgene gumler i stalden. Jo, fremtidssyner var der, følelserne var stærke.
FORFÆNGELIGHED I KJOLE OG HVIDT
M
ed til drengeårene hører også for de flestes vedkommende en utrolig forfængelighed, og jeg var ingen undtagelse. Tøjet skulle være som de andres. Man måtte ikke stikke af. Man skulle holde sig til normen, hverken værre eller dårligere.
Deri adskiller drenges forfængelighed sig fra pigers. De skal helst være fiksere end de
andre. Drenge er bange for at være anderledes. Mit konfirmationstøj skulle endelig være
som de andres: Mørkt tøj, hvid skjorte med stiv flip og endelig sort sløjfe, ikke slips.
Jeg havde en underlig mani. Jeg beundrede sygeligt mænd, der bar kjole og hvidt eller
smoking. Jeg havde aldrig set dem i virkeligheden, kun på billeder. Mit højeste ønske var
engang selv at komme til at bære denne påklædning.
En overgang sad jeg hemmeligt og tegnede mænd med denne festklædning. Underligt af en bondedreng. Jeg kunne sidde og tegne i snesevis af tykke mænd og tynde
mænd med kjole og hvid vest og hvid sløjfe eller smoking med sort vest og sort sløjfe.
Sådan kunne jeg sidde og tegne i snesevis af variationer. Jeg passede godt på, at ingen så
det, for så ville jeg blive til grin.
Jeg kom bort fra det med medfødt håndelag og færdighed. Jeg mindes en episode,
som står klart for mig. Gårdspladsen derhjemme skulle fejes og rives hver lørdag. Det
var Eriks og mit arbejde, og vi skíftedes. Den halve gårdsplads var jord, som skulle rives, og den anden halvdel var runde brosten, som skulle fejes.
En dag var det min tur, og da jeg lige var færdig, kommer Bedstefar ud og tager det i
øjesyn. “Er det godt nok, Bedstefar?” siger jeg og ventede nok et ja. “Ja-a, jo-o!” Han
trak på det. “Men det er nu ikke så net arbejde, som når Erik gør det!” Det var en dukkert. Tænk, Erik, som var to år yngre end mig, kunne gøre arbejdet “nettere”.
Bedstefar var viis. Han smigrede ikke, og det er jeg taknemmelig for i dag, selv om
det sved dengang. Jeg havde godt af at få at vide, at det kunne gøres bedre. Eriks håndelag var bedre end mit. Jeg kunne måske gøre det lige så godt, men så skulle jeg gøre
mig mere umage, end han behøvede.
Jeg led ganske forfærdelig af hjemve i den første plads, jeg havde hos Hans Jakob
Kasten, som vi sagde, men han hed altså Karstensen. Det var ellers ikke længere væk,
end jeg kunne kigge hjem, når jeg kom ned i enden af marken. Ja, jeg prøvede netop på
at komme derned så tit som muligt. En lille skov lå imellem, Stubhaven, som den kaldtes, men jeg kunne lige over Stubhaven se det røde tag og de to hvide skorstene. Så
kom dette sug i maven, som jeg måtte døje med det første år.
Det var såmænd ellers en god plads. Der var kun 15 tdr. land, en del var frilandsgartneri og en stor have. Hans Jakob var gammel. Han var ugift, men han havde boet
sammen med sin søster i mange år. Hun var død nu, og han havde fået Bertha som
husbestyrerinde. Hendes datter, Asta, var et par år yngre end mig. Vi kendte jo
hinanden godt i forvejen, for vi havde gået i skolen, og vi var alle vant til at komme
sammen hos forskellige naboer til kaffeselskab. Så jeg hørte med til familien, men var jo
først karl og medhjælper, og den gamle var streng på den måde, at han forlangte
nøjagtighed og orden, navnlig med arbejdet i gartneriet, som overvejende var kål og
kartofler.
21
Jeg fik lært noget der, med da jeg havde været der i godt et år, blev det solgt. Han var
blevet ældre, og det var i landbrugskrisens værste år. Min løn var kun 240 kr. for et helt
år, men det kneb med at skaffe pengene.
Det var lige før høst, at Hans Jakob solgte, så jeg blev ledig, men fik hurtigt høstarbejde på Skrøbelev Anneksgård hos Gotfred Leth. Der var jeg så til November skiftedag, hvorefter jeg kom til Rifbjerg hos Johannes Knudsen helt langt ude på Udflyttervejen.
Der var jeg kun vinteren over. Så fik jeg plads hos Julius Olsen i Rifbjerg by. En lille
gård, hvor manden var svagelig. Konen hed Signe. Det hed forresten også den gamle
kone, som var mandens mor, og som også boede på gården. Hun var 90 år, men rask
og rørig.
Det var primitive forhold og fattigt. Landbrugskrisen satte sine tydelige spor. Konen
og jeg malkede køerne, der var en 7-8 stykker og 2 heste. Der var jeg et år, og jeg havde
det godt. Jeg blev betragtet som hørende til familien. Der var for øvrigt et par tvillingedrenge på 4 år samt en pige på 6. Hun hed Erna, og drengene hed Erik og Ejner.
Men jeg fik lyst til at prøve større gårde, så jeg søgte på Søvertorp, som var en af egnens mønstergårde. Den lå nær ved mit hjem og var på ca. 300 tdr. land. Jeg rejste altså
fra den lille gård i Rifbjerg for at prøve modsætningen, en herregård. Selv om jeg kun
havde 150 kr. til gode, da jeg skulle rejse, havde Julius dog ikke pengene. Lidt forlegent
spurgte han: “Kan du komme igen om 14 dage, når jeg har fået penge fra Slagteriet?”
Så lidt penge var der hos bønderne i de år. Og når bonden ikke har penge, er der
heller ikke andre, der har, i hvert fald ikke den gang.
Jeg huggede for øvrigt en ende af venstre tommelfinger en af de sidste dage, jeg var
hos Julius, så jeg ankom til “Søvertorp” med armen bundet op.
HERREGÅRDSKARL PÅ SØVERTORP
D
en første morgen kl. 6 blev jeg sendt ud med to heste for en tredelt tromle på en
kæmpestor mark. Jeg måtte have tømmen over nakken og forsøge at styre hestene med en hånd, og det gik nu meget godt. Jeg begyndte ude i yderkanten og tromlede
rundt. Proprietæren kom ud, da jeg var kommet i gang. “Ja, det er spilleme nogle lange
omgange, lille!” sagde han. Han havde den vane at sige spilleme og at tiltale sine folk
med “lille”. Mellem folkene blev han da også kaldt “Spilleme” eller “Den Gamle”.
Men han var nu ellers flink nok, Axel Hansen hed han, og han havde lige købt gården, så han sad nok hårdt i det de første år. Kriseårene var endnu ikke forbi, selv om
det så småt begyndte at gå opad igen.
Vi var seks karle på “Søvertorp”. Seks spand heste var der foruden et spand køreheste, som blev brugt til mejerikørsel. Der var desuden 5-6 faste arbejdere, husmænd, som
de kaldtes. De boede i egne huse og var på egen kost. Desuden kostaldspersonalet, som
udgjorde 2-3 mand og et par malkekoner. En fast staldkarl passede hestene og kørte
den daglige tur med mælken til Skrøbelev mejeri.
Vi 6 karle var altså ansatte til at “følge heste”, som det hed dengang. Men selvfølgelig
også til alt andet arbejde, når det ikke var sæson at bruge heste, hvad det dog næsten altid var.
Herregårdskarlene regnede sig for lidt “finere” end bønderkarlene. De havde intet
med pasning af køer og svin at gøre. Ikke engang deres egne heste skulle de fodre om
22
aftenen. De havde således fri hver aften, hvad bønderkarlene ikke havde. Vi havde fast
arbejdstid, hvad de andre heller ikke havde.
Herregårdskarlene var også lidt finere i arbejdstøjet. De skulle helst gå i “spidsbukser”, gummistøvler og gul jakke. Almindelige blå arbejdsbukser og træsko kunne
man bare ikke gå med! De mest forfængelige fik endda spidsbukserne skræddersyet, for
at “frølårene” kunne sidde, hvor de skulle. Det fik jeg nu aldrig, selv om jeg overvejede
det, da det var svært at få et par, som virkelig sad, kortbenet som jeg var.
“Søvertorp” var egentlig kun en stor proprietærgård, men efter langelandske forhold
blev den alligevel kaldt for en herregård. Ejeren af sådan en gård blev altså kaldt Proprietæren. Til at forestå den daglige drift havde han en Forvalter, som altså skulle sætte folkene i arbejde om morgenen og ellers dagen lang fare omkring fra den ene mark til den
anden og påse, at arbejdet gik, som det skulle .
Nogle herregårde, de lidt mindre, havde en såkaldt “arbejdende forvalter”, og det vil
sige, at han skulle nok sætte i arbejde, men selv arbejde med. Men “Søvertorp” var altså
af den størrelse, at der skulle en rigtig forvalter til.
ARBEJDSDAGE PÅ EN HERREGÅRD
A
rbejdsdagen så sådan ud: I sommerhalvåret ti timer, og i vinterhalvåret otte timer.
Om sommeren foregik det sådan:
Kl. 5 blev vi vækket af staldkarlen, og vi gik alle ud i græsfolden, som godt kunne være langt borte. Der gik hestene om natten, og hver mand fik så fat i sit spand heste.
Hvis en hest eller to ikke ville lade sig fange, kunne der gå meget ekstra tid med det, og
tiden var knap, for vi skulle hjem i stalden og have dem selet op til kl. halv seks præcis,
for da skulle vi ind til morgenmad. Den bestod af øllebrød, et par stykker brød og kaffe.
Så var der en frokostpakke til hver, tre skiver rugbrød med pålæg pakket ind i avispapir.
Madpapir tror jeg ikke, der fandtes dengang.
Efter endt morgenmad samledes vi så i hestestalden. Hver mand stillede sig bag sit
spand heste. Husmændene og løsarbejderne var ankommet og stod i en række for sig.
Kl. 6 præcis trådte forvalteren ind ad stalddøren, lettede på kasketten og sagde Godmorgen, hvorefter alle vi andre også lettede på kasketten. Så begyndte han at sætte i arbejde fra forkarlen af og nedefter: “Jens, De tager i Vestermarken og pløjer! Poul, De
tager i Ellehaven og tromler!” Osv. og til sidst alle husmændene.
Det var kotume, at forvalteren tiltalte folkene med De og fornavn, medens de til
ham sagde De og efternavn. Proprietæren tiltalte folkene på samme made, men til ham
sagde vi ikke De, men Proprietæren. Der var standsforskel!
Så blev hovedlagene hurtigt lagt på og vi rykkede ud i nummerorden. Skulle vi alle ud
i samme mark, hvilket kunne ske f.eks. ved pløjning, så ventede vi på hinanden ude på
gårdspladsen, og siddende på den venstre hest red vi så i karavane ud til marken. Hvis
det var de yderste marker, kunne det godt tage en lille halv time for det i jævn for ikke
at sige langsom fodgang. Klokken var seks, og der lå en lang dag foran. Det vidste hestene også godt, så de luntede langsomt ud, lidt kvikkere gik det, når de skulle hjem.
Muleposerne, som var fyldt op med hakkelse og kærne, hængte tværs over hestens ryg,
og oveni lå vor frokostpakke.
Klokken halv ni holdt vi en halv times pause. Hestene fik muleposerne på, og vi satte os under hegnet og nød klemmerne, som altid smagte herligt herude i den friske luft.
23
Men en sur fornøjelse kunne det godt være i regn og blæst, til gengæld dejligt en sommerdag.
Jeg kan huske, at Bedstefar forundret spurgte: “Får I ikke noget at drikke til?” Nej,
det gjorde vi da ikke. “Det var ikke mig, der kunne klare det!” sagde han så. Men vi savnede det nu ikke. Vi kunne nemt få tre tykke klemmer ned uden vådt til. Vanen gør jo
meget. Men var vi så heldige at arbejde sammen med en husmand, kunne vi være sikre
på at få en kop kaffe, og det satte vi selvfølgelig højt.
Arbejdet gik så videre til hen ad kl. 12, og så red vi hjem til middag. Så tog vi rebene,
som vi sagde, så betids, at vi kunne nå hjem på gården og få hestene på stald til tårnuret
slog tolv. Så gik det i rask gang over gården og ind i folkestuen til middagsmaden, som
var to gode retter, og appetitten var glubende, som den jo er i den alder.
Så var der middagspause, hvor de fleste sov, og fem minutter i halv to gik vi alle igen
i folkestuen genne gang til den obligatoriske kop eftermiddagskaffe. Vi ville hellere have
haft den kl. 3, men det var ikke skik på herregårde. Det ville sinke for meget. Der var to
stykker sukker til denne kaffe.
Klokken halv to kom forvalteren igen ind ad stalddøren. Nogen skulle til nyt arbejde,
og andre skulle fortsætte. Var der ingen, som skulle til nyt arbejde, brølede han bare:
FORTSÆTTER!
Eftermiddagstrækket var fra 13.30 til 18, et ganske langt ”træk”, og i modsætning til
pausen om middagen, hvor vi måtte spænde fra så tilpas, så vi kunne nå hjem til kl. 12,
så måtte vi til fyraften ikke ”tage rebene” et minut før kl. 18, og det vil sige, at klokken
kunne blive tæt på halv syv, før vi havde hestene inde og var færdige. En tallerken med
smurte madder stod der til hver mand, og desuden ”varmekartofler”, som regel brasede
i fedt. Hvilken appetit! Unge mennesker på 18-20 år! Der blev ”taget fra”! Kokkepigen
stak hovedet ind og spurgte: ”Nogen ekstra madder?” Det var der gerne en eller flere,
der ønskede. Så kom hun svansende ind med fedtemadder belagt med fedt og æblegrød, som var fast ekstramad. Dog tror jeg nok, der kunne fås leverpostej, hvis det ønskedes, men det gjorde det sjældent. De fleste var vilde med fedt og æblegrød.
Herregårdsfolket var et frit folkefærd. Aftenerne var deres egne. Ikke noget med at
bede husbonden: ”Vil du gerne passe hestene i aften? Jeg vil gerne en tur i byen.” Nej,
efter at hestene var sat ind, havde vi fri til næste morgen. Dog var der ”hjemtur” hver
sjette eller syvende helligdag, alt afhængig af hvor mange karle, der var. Det blev til gengæld så også betragtet som noget af en straf, skønt der ikke blev forlangt andet af os,
end hente posten på stationen om eftermiddagen og så ellers bare være der for alle tilfældes skyld, f.eks. hvis en af kostaldsfolket skulle være syg. Måske netop fordi der ikke
var noget at lave, kunne sådan en søndag godt blive lang for et ungt menneske på sådan
en næsten folketom gård. De mest frimodige eller frække kunne da også godt finde på
at stikke af midt på eftermiddagen og nyde resten af dagen i friheden. Dog forvissede
man sig nok først om, at kostaldsfolkene var mødt fuldtalligt op. Navnlig husker jeg lille
Frede fra Spodsbjerg. Han tog chancen hver gang. Jeg tror nok, jeg snød en gang eller
to, men jeg var ikke helt rolig ved det. Skulle uheldet være ude, og der blev brug for
”hjemturen”, og man så var forduftet, kunne det få ubehagelige følger.
Frede og jeg blev for øvrigt tæt forbundne med hinanden i de to år, vi var på ”Søvertorp”. Vi havde meget til fælles, for vi var omtrent lige store eller lige små, for vi var
ikke ret store, og vi var begge ret spinkle. Han var godt et år ældre end mig. Hans håndelag var formidabelt, og derfor faldt alt arbejde ham let, hvorimod jeg skulle pukle mere for at følge med. Selv om han ligesom jeg var spinkel, havde han en fantastisk krop.
24
Den var som var der spændt et mønster af muskler og sener omkring hele denne
spændstige krop, som jeg nok ikke var fri for at misunde ham.
Hvis de store kraftige karle satte sig for, at de ville køre Frede ned, ”presse” ham, så
kom de på arbejde. Han skulle nok klare sig, for der kom hans usædvanlige gode håndelag ham til gode, og sejgheden og spændstigheden gjorde sit til, at mange i første omgang tog fejl af ham.
Jo, disse herregårdskarle følte sig nok lidt over bønderkarlene, skønt vi jo alle var
startet som sådanne. Vi behøvede ikke være smurt ind i komøj. Vores arbejde var hovedsagelig at ”følge heste”.
Til gengæld var der så heller ingen ”kære mor” de dage, hvor vejret var så dårligt, at
det var synd at jage en hund ud. Det var ud, uanset hvor meget det regnede eller sneede. Men surt kunne det være en efterårsdag, og man var gennemvåd, før man fik
spændt for ploven. Vi havde godt nok olietøj, men det var sjældent så velholdt med
smøring, så det kunne holde ret meget regn ude. Men unge var vi jo, og det blev en vane at gå en formiddag med dyngvådt tøj, og så skifte til tørt om middagen, for så at være gennemblødt igen en time efter.
Dette gamle herregårdsliv er jo fortid i dag. De mange heste og de mange folk er erstattet af kæmpestærke traktorer og næsten ingen folk. Men dejlige var de, de trofaste
herregårdsheste, belgiere eller jyder var det som regel. Utroligt hvad de var villige til at
trække, når de kom i den rigtige karls hænder, og utroligt, som de kunne misbruges af
den forkerte mand.
En god gård havde gode velholdte heste og som regel også gode folk. ”Søvertorp”
var en af de gode gårde. Der var også dårlige gårde på Langeland, ”Rederne” blev de
kaldt. De havde som regel dårlige heste og dårlige folk.
Jeg var to år på ”Søvertorp”, og i betragtning af, at det er almindeligt for karle at
skifte hvert halve eller hele år, så var det længe. I den tid var vi tre, som var sammen hele perioden. De fleste af de andre var der et eller halvandet år. Men mærkeligt nok var
der i samme periode ikke mindre ned tre forskellige forvaltere.
Det er klart, at der var mange hårde dage på sådan en gård. Efteråret med roe- og
møgkørsel på de opblødte marker var ikke altid lutter idyl, og man var nødt til at byde
hestene mere, end man brød sig om, og mange episoder, når man kørte fast i marken,
og de arme heste nærmest lå på bugen i desperate forsøg på at trække læsset fri af moradset, kunne nok betragtes som meget tæt på dyremishandling. Vi havde det ikke godt
med at drive dem frem med tømmerne og høre dem stønne af anstrengelse. Men vi
skulle jo følge tur, og så måtte vi gøre os mere hårde end vore følelser. Men alle de gode
dage opvejede langt de dårlige. Og de gode husker man bedst, heldigvis.
Sådan en forårsmorgen kl. 6 i en lang karavane at ride ud til de yderste marker! Solen
løftede sin røde kugle op bag skoven og fik duggen på græs og grene til at skinne som
perlemor. Passende borte fra gården tændte forkarlen piben, tegnet til at alle piberne
kom frem. Øvede og langtskuende øjne afprøvede horisonten, om forvalteren eller Den
Gamle var at se. Helt sikker kunne man jo aldrig være, så rygningen foregik nærmest
som nogle sug i smug med piben gemt i den hule hånd og med så dybe inhaleringer, at
røgen kom ud som en fin tåge, hvis den overhovedet kom ud. Det var en øvelsessag,
som nogle mestrede til fuldkommenhed.
Rygning i arbejdstiden var strengt forbudt. Selvfølgelig var de overordnede godt klar
over, at det ikke blev overholdt. Kom de så uheldigvis bag på os, var de jo nødt til at
give os en overhaling, hvilket de da også gjorde til punkt og prikke. Duften kunne jo ik-
25
ke skjules, og når forvalteren så vejrede tobakslugt og kom bag på banden, var der kun
uskyldige ansigter og ikke en pibe at se. Jo, kunsten blev drevet vidt og letsindigt, og det
var en skam for en herregårdskarl ikke at slippe godt fra det.
En halv time kunne det godt tage at nå ud til ydermarkerne, for de kloge heste gik
langsomt. De vidste jo godt, at de havde en lang dag foran sig, så der var ikke noget at
haste efter, og karlene var af samme mening og skyndte ikke på dem.
Vel ankommet til marken blev der spændt for harver, tromler, kultivatorer, og så gik
det omgang op og omgang ned på de store marker, ofte på et kuperet terræn, op ad
bakke, ned i dale. Det var så festligt, at der var dette uforklarlige sammenhold af arbejdende mennesker og dyr. Sved og damp fra hestene, mens kuskene gik og havde det
godt. De store marker med de lange omgange var de mest eftertragtede. Der gik tiden
så godt, men ve den, der blev sendt hen til en lille mark, hvor der skulle vendes hele tiden – det var ulideligt.
Jeg kørte nr. 5 i den tid, jeg var på gården. Nr. 5-hestene hed Pelle og Musse. Et par
halvgamle, stive men skikkelige dyr uden nogle særlige fortrin i modsætning til nr. 3erne, som var et par kønne belgiere og bomstærke. Hvad de ikke kunne trække, skulle
de andre også nok lade stå. Men de blev jo også passet, de heste. Når vi stod op om
morgenen, havde Frederik Westphal fodret dem i et par timer, og han sparede ikke på
kerne. Han gav dem nok lidt mere, end han egentlig måtte.
At være forkarl på sådan en gård var en anset stilling. Forkarlen var en betroet mand.
Når herregårdene søgte en forkarl, stod der ofte i annoncen: Skal kunne pløje og så lige.
Forkarlens arbejde var at fure alle stykkerne op ved efterårspløjningen og at styre såmaskinen ved forårssåningen. Opfuringen skulle være lige som en lineal. Det samme skulle
såsporene være. Den store såmaskine var med forstyring, og der var tre heste for, som
en mand gik og styrede. Forkarlen skulle udelukkende koncentrere sig om at styre, hvilket foregik ved en styrearm på hver side af forvognen. Såmaskinen var meget bred, og
derfor krævede den tre heste. Og det gik stærkt, rask skridtgang grænsende til trav, så
kusken krævedes der også meget af. Jeg husker ikke, om der også var en mand bagpå.
Det var der nogen steder. Et bræt var påmonteret bag på såmaskinen, som en mand så
skulle stå på og påse, at der kom korn ud af alle tragtene, og at det ikke slæbte. Han
skulle også være vaks, for det gik stærkt. Til tider havde han nok at gøre med at holde
sig fast.
Jo, der var fart over feltet i såtiden, og den skarpe martsvind satte sine spor i ansigterne, som blev rødsprængte og nærmest mishandlede af vind og støv. Købmanden
havde afsætning på Arnisan-glyserin i forårstiden eller Nivea-creme, som lige havde set
dagens lys på den tid.
Men en spændende tid var foråret. Dagene længtes, og forude lå den forjættelsesfulde sommer efter en lang og mørk vinter. Om to-tre uger ville kornet stå i lange snorlige
rækker, og de mørke agre forvandles til denne fine, spæde grønne farve, som maleren
kæmper med at fange og overføre på sit lærred.
Hver onsdag kom Niels Bager sindigt kørende ad sognevejen fra Torpe til Longelse.
Derinde bag hegnet havde ”Søvertorp” en af sine største marker. Var det i pløjetiden,
kørte Niels meget langsomt forbi. Han vidste af erfaring, at karlene holdt øje med ham,
og det skulle gerne passe med, at en af dem var ved enden af stykket, når han passerede,
men det var Niels Bager god til at få til at passe, så han var sikker på at blive lettet for 6
stænger wienerbrød til 20 øre stykket, og det var jo ikke dårligt. Heller ikke for karlene,
som gumlede på den kæmpestore wienerbrødsstang, mens de fortsatte op ad næste fu-
26
re, for holde stille måtte man jo ikke. Skulle forvalteren komme, måtte man stikke stangen i lommen. Men jeg tror nu nok, at forvalteren var vidende om denne bagerhandel
om onsdagen og holdt sig på afstand, til vi fik gumlet færdig. Han havde jo selv været
karl engang.
Manden, som havde lagt pengene ud, løb jo en vis risiko. Det svarede til omkring
120 kr. i dag, men det gik som regel smertefrit, selv om der nok kunne være en enkelt
mand, som ikke lige stod og havde de 20 øre.
Vi blev ”fæstet” halvårsvis på ”Søvertorp”. Så vidt jeg husker, fik vi 360 kr. den første sommer fra Maj til November, og noget mindre for vinterhalvåret. Den første i hver
måned var der udbetaling. Man hævede dog ikke alt, hvad man havde tjent. Mange satte
en ære i at hæve så lidt som muligt, i nogle tilfælde kun en 10-kroneseddel, for så at få
en ordentlig skilling den dag, fæstemålet var udløbet.
Frede og jeg fik et sæt tøj syet hos skrædderen i Skrøbelev. Fredes var brunt, og mit
var helt sort med en ret bred lys stribe. Vi skulle hver betale 115 kr. for herligheden.
Men den gamle skrædder var betænkelig ved, at vi forlangte bukserne med 64 cm bredde forneden. Det var mode med brede bukser, men så brede var i overkanten, og han
prøvede at få os ned til 62 cm, men vi var ubøjelige og fik så vor vilje. Lige forfængelige
var vi begge, og jeg tror også, det var de bredeste bukser i miles omkreds. Og lige så
brede, bukserne var, lige så korte var jakkerne. Det var højeste mode.
Til sådan et sæt tøj hørte en silkeskjorte, endelig ikke hvid, men kulørt. Jeg havde en
glinsende grøn silkeskjorte i flere år. Slipset skulle helst have samme kulør, så jeg gik
med grøn skjorte og mørkegrønt slips. De mest yderliggående havde sort skjorte og sort
slips.
Jo, i den alder betød moden alt, og man ville for alt i verden ikke falde uden for det
gængse. Hovedbeklædningen var hat, til daglig kasket, som skulle sidde så langt nede
over det ene øre som muligt.
På nogle herregårde var der foruden karlene også elever. Det kunne være sønner af
andre godsejere eller bymennesker, som stilede efter en karriere inden for det større
landbrug. Eleverne skulle gøre det samme arbejde som karlene. Den eneste forskel var,
at de desuden fik en vis teoretisk undervisning, og at de fik en ringere løn. I visse tilfælde skulle de endda betale for uddannelsen. Som regel gik eleverne med ”kravetøj”, det
vil sige manchetskjorte og slips til daglig. De skulle finde sig i alt. De stilede jo efter en
god anbefaling, som kunne føre til forvalterstillingen og videre op i systemet til forpagteren eller godsejeren, som dog de færreste nåede.
Høsten på ”Søvertorp” strakte sig over en meget lang periode. Det var fordi vi havde en masse forskellige frøafgrøder, som skulle høstes på forskellige tidspunkter. Hundegræs og rajgræs skulle høstes før den egentlige kornhøst, og efter kornhøsten kom
rødkløver, hvidkløver og flere andre sorter. Høsten strakte sig over næsten tre måneder.
Det var ikke altid lige inspirerende, når vi kom hen i nærheden af oktober. Det var da
også et lotterispil at få afgrøderne bjerget uden tab på grund af vejret. Men en ende fik
det jo, og høstgildet kunne holdes for alle høstarbejderne, koner, børn og kærester.
Stegt æblekage, sange, taler, musik og dans. Glemt var støvet og sveden.
27
SLUTNING
Her slutter ”En bondedrengs erindringer”, skrevet i et fattigt sprog i forhold til den taknemlighed, som jeg skylder mine forældre og min Bedstefar for de gode kår, jeg voksede op under.
Den vise Salomon siger i Prædikerens Bog:2 Spørg ikke: ”Hvoraf kommer det, at de
gamle dage var bedre end vore? Thi således spørger du ikke med visdom.”
Alligevel har jeg skrevet om de ”gamle dage” og gjort det med glæde. Var de bedre end
vore? De var anderledes, for udviklingen skrider frem, og den lader sig ikke stoppe.
De gamle dage var gode, uden at det betyder, at de var bedre.
Det var en anden tid. På mangfoldige måder har vi fået det meget meget bedre i vore
dage, og derover er der jo grund til at være så meget mere taknemlige.
Men er vi blevet lykkeligere?
Blomst skal bære frugt engang,
Høst skal følge sommer,
Dag er ej så travl og lang,
Aftenstund dog kommer.
Lad ved dag kun op og ned
Lykkens terning rulle!
Fandt ved kvæld kun sjælen fred,
Gik det, som det skulle.
(Ingemann)3
1
Originalen har ørker
Præd. 7.10
3
Fra: Dagen går med raske fjed
2
28