Amnestygruppen om Børn
Referat af Børnerettighedsdagen den 20. november 2013
Aftenens program blev indledt med en kort præsentation af Amnestygruppen om Børn (AoB), som
har eksisteret siden 1979. FN's Børnekonvention har udviklet sig fra vedtagelsen af "Erklæringen
om Barnets Rettigheder" i 1959 via "Det Internationale Børneår" i 1979 til "Konventionen om
Barnets Rettigheder" i 1989. Den er tiltrådt af 193 lande, men desværre svigter mange af landene
deres forpligtelser ved ikke at overholde bestemmelserne i konventionen.
Søren Højrup fra AoB gav en introduktion til Amnestys vision og mission og en historisk
gennemgang af Amnestys arbejde, internationalt så vel som nationalt. Han forklarede om AoB's
arbejde med brevaktioner, informationsbreve, paneldiskussioner og udstillinger, som fokuserer på
rettighederne i Børnekonventionen og overtrædelser af disse rettigheder.
Frode Højer Pedersen havde instrueret og produceret de to dokumentarfilm og fortalte om deres
tilblivelse og vanskelighederne ved at filme "on location".
Fotos: Søren Højrup
Filmen ”De døde drenge” om gadebørn i Brasilien har en særlig interesse på grund af VM i fodbold
i Brasilien i 2014, der utvivlsomt vil sætte pres på netop disse børn. Frode fortalte, hvordan han
oplevede sin første film om gadebørn i Rio de Janeiro som et møde med ham selv i det ”fremmede”,
og hvordan dette ”fremmede” katalyserede en frustration, som kan udmunde i fordomme. Hans film
var derfor også et portræt af ham selv, som spejlede sig i mødet med det ”fremmede”.
I ”De døde drenge” følger man Renato fra han bliver født i 1987 til han bliver myrdet – skudt ned –
på gaden i 2006, efterladende sig en lille søn på 3 år, som han var enefar til. Mere om filmen og
Frodes refleksioner kan læses på dette link http://www.b.dk/verden/renato-er-doed-tv-journalist.
Efter filmen blev der lejlighed til at stille spørgsmål. Frode forklarede selv, at han efterfølgende sad
tilbage med følelsen af et ansvar og en forvirring om, hvorvidt han kunne have gjort noget for at
ændre Renatos skæbne, og spurgte: ”Hvad kan man gøre for at ændre disse børn og unges
situation?”. Skulle han i højere grad have deltaget mere aktivt for at påvirke Renatos situation i en
mere positiv retning?
Der blev spurgt, om han havde overvejet at tage Renato til sig. Det havde han da, men situationen
var jo den, at Renato havde familie. Det er sin sag at komme og tage et fattigt barn med hjem. Så er
det bedre at få organiseret et projekt på stedet.
For ham var det svært, fordi hans rolle måtte være den iagttagende/passive ikke-aktive journalist.
Desuden filmede han ikke selv i favelaen (slumkvarteret). Det var for farligt, så det tog en hjælper
sig af. Man var enig i, at hans rolle som den iagttagende/passive journalist er vigtig, fordi den
formidler viden til de mange om forholdene.
Til et spørgsmål om det ville hjælpe at kontakte myndighederne, svarede Frode, at der var mulighed
for skolegang, vel at mærke for de børn, der har en fødselsattest. Det havde Renato ikke dengang.
Det fik Frode dog rådet bod på senere. Der er også NGO-institutioner, som tilbyder mad, men miljø
og narkohandel gør en rehabilitering vanskelig. Det er derfor svært at placere en egentlig skyld.
Frode forklarede om de problemer han oplevede med myndighederne. Han fortalte, at hans film på
et tidspunkt blev beslaglagt pga. mistanke om overgreb på gadebørn, der sov på gaden. En fornuftig
dommer fik dog ophævet beslaglæggelsen, men filmen måtte herefter gøres færdig inden for de
næste 5 dage, således at anklagerne ikke nåede at anke dommen.
Renato bad aldrig om hjælp fra Frode eller andre, der var involveret i filmprojektet, men han fik af
og til et mindre beløb til bl.a. gas, så han kunne varme mælk til sin lille søn. En skoleklasse i
Herlev, der havde set Renato i TV, tilbød hjælp, så Renato kunne finde et sted at bo i en favela.
Filmen er aldrig blevet vist i Brasilien, og Frode forklarede, at filmen næppe ville være populær i
Brasilien, og at mange der allerede kender forholdene.
I dag er volden på gadeplan noget mindre, men Brasilien har alligevel en uhyggelig høj mordrate.
Ca. 51.000 personer blev slået ihjel i 2012, og sat i forhold til indbyggertallet er det 5 gange så højt
som i USA og 26 gange det tilsvarende tal i Danmark.
Der blev spurgt om, hvad der er blevet af Renatos søn Renan, som mormoren tog sig af efter
Renatos død. Frode fortalte, at mormorens hus blev skyllet væk under en storm. Regeringen har
sørget for genhusning. Han ved, at Renatos mormor herefter flyttede væk fra Rio sammen med
Renan og Renatos lillesøster Bianca.
Den næste film ”Børnearbejderne” blev introduceret af Mads Bugge Madsen
Ulandssekretariatet (Dansk Fagbevægelses Bistandsorganisation) suppleret af Frode.
fra
Mads forklarede, at man støtter fagbevægelsen i U-landene. Børnearbejde er meget almindeligt,
fordi mange familier er afhængige af deres børns indkomst. Det har den konsekvens, at børn og
unge bliver frataget deres ret til at uddanne sig. Uden uddannelse bliver børn og unge fastholdt i
ringe jobs med dårlige arbejdsvilkår og indtjeningsmuligheder. Tidligere var der en bred accept af
børnearbejde og ingen lovgivning på området. Selv fagbevægelsen i Bangladesh accepterede
børnearbejde. I 2009 kom der dog en lovgivning, og senere i 2012 blev den første handlingsplan
formuleret.
Ulandssekretariatet har lagt en politisk og lovmæssig strategi for arbejdet med børnearbejde. Bl.a. er
Dansk Metal gået ind i sagen om at løfte børnearbejdere ud af fattigdom ved bl.a. oplæring og
gennem en kampagne ”Stop børnearbejde - ansæt en voksen arbejder" .
Filmen handler om 4 børn i hovedstaden Dhaka. De er gennem et projekt, ledet af Ulandssekretariatet og finansieret af Danida, blevet hjulpet til en ændret livssituation med skolegang og kendskab til
deres rettigheder. Et af børnene, pigen Akhi, der arbejdede på en tændstikfabrik, er nu begyndt at gå
i skole. Da hendes far blev syg, måtte hun imidlertid ophøre med skolen for igen at arbejde. Da
hendes far blev rask igen, måtte hun dog fortsætte med at arbejde, fordi familien ikke kunne
undvære hendes supplerende indtægt, og kun hendes søskende kom i skole. Her gik Frode
undtagelsesvis ind og blandede sig. Han lovede hendes far at betale 90 kr. hver måned, svarende til
Akhis arbejdsløn, så længe Akhi gik i skole. Det blev Akhis redning fra børnearbejde.
Mads blev spurgt, om regeringen retter sig efter den vedtagne handlingsplan. Det gør den ikke i
fuldt omfang. Det forudsætter nemlig blandt meget andet, at folk lærer deres rettigheder at kende.
Filmen er blevet vist i Bangladesh, hvor den er blevet sendt på en national TV-kanal med henblik på
blandt befolkningen at udbrede kendskabet til deres rettigheder.
Aftenen sluttede med, at Mads Bugge gjorde opmærksom på et arrangement i Brøndsalen i Frederiksberg Have den 23. maj 2014, hvor der åbnes en udstilling med malerier og fotos fra Guatemala, Bolivia og Honduras.
Det var en meget spændende aften med 45-50 deltagere.
Referenter: Marie Louise Allerslev og Jacob Bech Sillesen, Amnestygruppen om Børn