4
Samfund
# 44 1. november 2013
Weekendavisen
Vækst. Den nye skov kaldes publikumsvenlig, bevægelsesparat, multifunktionel og er fyldt med udstyr, aktiviteter og instruktion. Men selve skoven gror bare - uden at have særlige
intentioner med os. Derfor kan den helbrede.
Nem pille at sluge
Af pernille stensgaard
fOTO: anne prytz schaldemose
S
kovrider Søren Paludan står og
venter ved siden af sin firehjulstrækker på parkeringspladsen.
Han er i solide støvler, sweater og
vatteret grøn fjällrävenvest, dertil
en ung og kompakt brun labrador,
som han går på jagt med, og i baggrunden
breder Paludans egen Kærehave skov sig over
38 hektar. En skovrider efter bogen og alligevel
overhovedet ikke.
Han driver ikke skov for træets skyld som sin
skovriderfar og generationerne før ham og heller
ikke, som de lærte det på Københavns Universitet,
hvorfra han blev forstkandidat i 1986. Men han
begyndte traditionelt.
Da han købte Kærehave som »et godt tilbud« i
2000, regnede han med at sælge træ og jagt som
alle andre private skovejere, der tilsammen ejer 73
procent af landets skove. Dengang var kineserne
helt vilde med bøgetræ, prisen tre gange så høj som
nu, og der stod gammel bøg i Kærehave skov, klar
til hugst. Århundredets storm, decemberorkanen
i 1999, havde endnu ikke oversvømmet markedet
med billigt træ. Det lå stadig i enorme mængder
rundt omkring i Europas medtagne skove og endte
med at blive solgt for nærmest ingenting. Hurtigt
kom hele situationen til at skrige på eksperimenter.
Midtsjællandske Ringsted ligger ret nøgent
på en bakke. Nærmeste skov er Søren Paludans
Kærehave skov, der ligger lige i kanten af byen.
Langt de fleste andre skove i kommunen er også
private, åbne for offentligheden fra klokken seks
om morgenen til solnedgang, men kun på veje og
stier. Sådan har det været siden politikerne i 1969
tvangsåbnede de private skove. Og derfor vil de
fleste skovejere helst ligge isoleret, langt fra byerne
og det store publikums slid.
Søren Paludan så anderledes på det. Måske
kunne skovens nærhed til en by være en fordel for
alle parter. Måske kunne han udvikle og sælge
noget nyt – sundhed – til de stressede og demente,
de kræftramte og de sårede, storrygerne, de angste
og alle børnene, der ikke fejler noget og skal blive
ved med det:
LAYOUT: ANDREAS PERETTI
»Folks oplevelse af skoven er af langt større
værdi end kævler, jagt og juletræer,« siger han,
mens vi går ad de nye brede og handicapvenlige
grusstier til 500.000 kroner.
»Min skov blev en modelskov, hvor jeg sammen med Ringsted Kommune leder efter måder
at nedsætte sundhedsudgifterne på. Danskere
bliver ældre og ældre, flere vil blive syge og
budgettet sprængt, hvis vi ikke kan finde ud af at
forebygge og finde andre billige, bedre løsninger.
For hver dag man kan holde folk ude af plejehjemmene, er det godt for alle.«
Livgivende, helbredende
Kærehave har en størrelse, så den er til at finde
rundt i. Paludan er fuldt til stede over det hele. Et
mudderhul er forvandlet til en sø. Et stykke tæt
skov til en lysning. Der er bålpladser med grilludstyr som i de amerikanske nationalparker og
en container med økser, knive, fiskenet og udstyr
til madlavning over åbent bål. Langbordene har
plads til 50 børn, og så er der tilløbsstykket – en
250 meter lang naturfitness- eller motorikbane af
træstammer og stubbe.
»Sidste år en hvid januardag inviterede jeg en
række af byens børnehaver til saft, æbleskiver og
en tur i skoven. Mange af børnehaverne ligger
kun et kvarters eller en halv times gang herfra,
men de havde aldrig været i skoven. I dag skal
man jo introduceres til naturen, men så kommer
de også igen og igen. Da jeg var barn, var vi ude
hver aften, i skoven eller i haven, men nu er det,
som om man skal lære børn at lege.«
I oktober modtog Søren Paludan Region
Sjællands sundhedspris for sit målrettede arbejde
med at få institutionerne til at bruge skoven. Han
har en driftsaftale med Ringsted Kommune, der
betaler 150.000 om året. Paludan er frustreret
over, at det ikke hænger økonomisk sammen:
Jagten kan ikke lejes ud, når så mange mennesker
befinder sig i skoven, de slider på den, og Paludan
bruger oceaner af sin egen tid på at få vegetationen til at se afvekslende og naturlig ud, uden at
nogen lægger mærke til det. Men han vil hellere
fortælle historier om den livgivende, helbredende
natur. Om mennesker, der er kommet sig i
skoven. En dement kvinde, der ikke havde sagt
et ord i tre år, begyndte at tale. En anden havde
fået 16 brud i en trafikulykke og brugte skoven
tre timer hver dag som genoptræning. På skift
har byrådet og grupper af professionelle folk fra
ældreplejen over lærere og pædagoger til genoptræningsfolk været på kursus i skoven for at lære
alle dens kvaliteter at kende. En fysioterapeut,
der er koordinator for indsatsen for kommunens
hjerneskadede, har haft et forløb med patienter
i skoven. Ringsted Gymnasium holdt idrætseksamen i Kærehave etc. For første gang arbejder
en privat skovejer så tæt og omfattende sammen
med en kommune.
Medicin uden bivirkninger
Eva Skytte i Dansk Skovforening, skovbrugets
brancheorganisation, har arbejdet tæt sammen
med Søren Paludan om projektet. Hvis det lykkes Paludan og Ringsted at skrue en aftale sammen, så begge parter vinder på det, kan modellen
brede sig over hele landet.
»For byer, der ikke har egen skov i deres
nærhed, er der god økonomi i at lave brugsaftaler
med private skove. For Ringsted er det en god
forretning,« siger Skytte.
Hun har regnet på det: Hvis Ringsted alternativt valgte selv at rejse skov tæt på byen med
opkøb af landbrugsjord, ville 38 hektar koste
omkring 10 millioner kroner svarende til årlige
omkostninger på cirka en halv million til renter
og vedligehold. Og så ville kommunen få en
mark med nyplantede træer i stedet for som nu
en gammel, smuk og oplevelsesrig skov med
skovenge, søer, gamle store træer og et rigt dyreog fugleliv.
Eva Skytte og skovforeningen er ved at
bevæge sig ind på statsskovenes største produkt:
oplevelser, drømmerier, absencer, frikvarter.
Rollefordelingen mellem de private og statslige
skove (18 procent) har groft sagt været, at de
private tjente penge på traditionel drift, og statsskovene leverede tabsgivende friluftsliv og blev
trukket ud af fuld produktion, fordi hensyn til
profit og publikum ofte kolliderer.
To store landsdækkende undersøgelser fra 1977
og 1994 viser begge, at skovgæsterne mere end
noget andet ønsker at opleve stilhed i skoven.
Stilhed, natur og dyr. Ikke motorsave, lastbiler,
træer på snorlige rækker og andre spor efter
produktion. Folk er heller ikke meget for, at man
fælder store områder på én gang. Det forstyrrer
billedet af skoven som noget stabilt i en foranderlig verden. Forholdet er følelsesmæssigt. Og statsskovene har indrettet sig efter kunderne – og efter
krav om biodiversitet og bæredygtighed. Ingen
sprøjtemidler, flere gamle træer, mindre dræning,
mere økologi og områder med urørt skov har
gennem de seneste 20 år især gjort statens skove
vildere og mere varierede. Nu dyrker statens
skovfogeder natur fremfor produktionstræ.
Eva Skytte er forfatter til Sundhed og livskvalitet
i naturen – et idékatalog (2013), hvor hun peger
på, at skovene kan levere bivirkningsfri medicin.
Skovene mødes med krav, der i virkeligheden er
lige så rationelle som tidligere. Naturen bliver
bedt om at levere behandling til fysiske, psykiske
og sociale sygdomme som ulighed og arbejdsløshed.
Hvorfor naturen virker
I kapitlet »Hvorfor virker naturen?« anfører Eva
Skytte fire teorier, der har det til fælles, at naturen fremstår som skånekost og meget mindre
krævende end civilisationen og byerne.
Rachel og Stephen Kaplan er begge professorer i psykologi på University of Michigan.
Forskerparret mener, vi har to typer opmærksomhed – en rettet og en spontan. Den første
kræver energi og koncentration, den bruger vi i
byerne, hvorimod den spontane opmærksomhed
er mindre krævende og i brug i naturen. Hjernen
kan slappe af, restituere sig.
Professor i arkitektur og sundhedspleje Roger
Ulrich mener, at vi på en brøkdel af et sekund
vurderer omgivelser ud fra et overlevelsesmæssigt synspunkt. Naturlige omgivelser vurderes
instinktivt som trygge. Blodtrykket, stresshormonniveauet og muskelspændingerne falder. Det
modsatte sker i miljøer med meget lidt natur,
hvor man ikke kan stole på sine ubevidste og
instinktive kropslige reaktioner.
»Naturens åbne tiltale« kalder dr.scient.
Bjørn Tordsson, det særlige ved naturen. Ifølge
Tordsson har naturen ingen intention med os
eller nogen iboende mening. Alligevel er den fuld
af udtryk. Det betyder, at man i naturen kan
være, som man nu engang er. Den er et rum,
man kan tolke sig ind i.
Den svenske hortonom og forsker Johan
Ottosson har beskæftiget sig med mennesker
i krise og tager sit udgangspunkt i teorien om
relationstrappen. Mennesker i krise har svært
ved at klare komplicerede relationer. De har brug
for mere grundlæggende og enkle relationer som
er tilpasset deres følelsesmæssige tilstand for at
komme gennem krisen. Ottossons trappe har fire
trin: 1. døde ting som sten 2. træer og blomster.
3. dyr og 4. mennesker. Nederst på trappen
er døde ting, som man kan have de enkleste
relationer til, og øverst ligger andre mennesker
med de mest komplicerede relationer. Hvor på
trappen, man begynder, afhænger af krisens
styrke.
En mandag formiddag i Kærehave møder man
børnehavebørn, skoleklasser og et ældre ægtepar
med hinanden i hånden. I de to år, der er gået,
siden Søren Paludan som tydelig værtsfigur
slog skoven på vid gab og inviterede folk ind, er
besøgstallet skudt i vejret. Det viser tre infrarøde
målere, der blev sat op ved projektets start i 2012.
Fra at have været stort set mennesketom er der i
de sidste måneder kommet 200 om dagen.
På skovens hjemmeside ligger en reklamefilm
med akustisk guitar og klip af kvinder, der
mediterer i skovbunden. En præst holder
gudstjeneste i det fri, en ældre mand laver en
fløjte til et barn af en gren. Folk løber, tænder
bål, synger fødselsdagssange, laver mad, spiller
bold, ror kajak, fisker. En aktivitetskalender
lister arrangementer, der vil få Kærehave til at
»summe af fysisk aktivitet og bålhygge«. Forældre
kan bestille børnefødselsdag med bål i hytten,
skattejagt, saftevand og kage og instruktion på
naturfitnessbanen.
Meningen med den klassiske produktionsskov
er en helt anden end meningen med den nye
publikumsvenlige, bevægelsesparate og multifunktionelle skov fyldt med udstyr, aktiviteter og instruktion. Men selve skoven har ikke forandret sig
lige så meget. Den gror bare – uden at have særlige
intentioner med os, som Bjørn Tordsson siger.
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ