1. No category

palæstinaorientering
Nr. 2 Juni 2013
TEMA: De palæstinensiske flygtninge
Et kor af stemmer - At gå mod strømmen
p
s3
s5
s7
s9
s14
s17
s18
2
s20
Forside:
Ældre palæstinensisk kvinde, som har levet i flygtningelejr siden hun var 9 år.
Foto: Dana Loustalot Duncan/Flickr
Leder: Flygtningene findes stadig
Den største israelske forbrydelse fylder, ganske som den israelske stat selv,
65 år i år. Israel har – trods overvældende historisk dokumentation – aldrig vedgået at bære et ansvar for den etniske udrensning. Princippet om
de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage bliver hvert år konfirmeret af FNs generalforsamling. Men flygtningene findes stadig.
Tema: Når benægtelsen bliver til folkemord
Gerningsmændene til den etniske udrensning i 1948 var de zionistiske
bosættere, som kom til Palæstina før Anden Verdenskrig. Den zionistiske
grådighed efter territorium benægter stadig eksistensen af de nu omkring
tolv millioner mennesker, som bor i og nær ved det land hvor de hører til.
Tema: Noter om flygtninge
Israel har flere gange lagt yderligere smerte til den, de påførte palæstinenserne i 1948: I 1967 måtte mange palæstinensere flygte for anden gang, da
Israel erobrede Østjerusalem, Vestbredden og Gaza-striben. I Libanon blev
palæstinenserne ofre for massakrer i flygtningelejrene Sabra og Shatila i
1982. I Gaza, hvor 80 procent af indbyggerne er flygtninge, har Israel i de
senere år holdt befolkningen i et jerngreb, senest i 2008 hvor mere end
tusinde mennesker blev slået ihjel og andre tusinder blev såret.
Tema, boganmeldelse: ”Solens port”
Elias Khourys roman, på arabisk ”Bab al Shams”, vandt den litterære pris
”The Palestine Prize” i 2000. Elias Khoury arbejdede i et palæstinensisk
forskningscenter i Beirut i 1960’erne og tilbragte derefter mange år med
at indsamle fortællinger fra de libanesiske flygtningelejre. Romanen opbygger myter ud fra ophobningen af disse stemmer, men den sætter også
spørgsmålstegn ved begreber som heroisme og martyrium og giver dermed plads for en smertelig ærlighed om ydmygelse og nederlag.
Dr. Walid Khalidi om den nuværende situation i Mellemøsten – i et
historisk perspektiv
I oktober 2012 holdt Dr. Walid Khalidi, Mellemøstens grand old man
blandt historikere, en tale på the Middle East Institute, the Carnegie
Endowment for International Peace, i Washington. I artiklen bringes centrale uddrag.
Filmanmeldelse: ”At gå mod strømmen”
Filmen beretter om israelske Gideon Levys opsøgende journalistik i det
besatte Palæstina fra 1986 til i dag. Hans artikler har gjort ham til den
måske mest hadede journalist i Israel, og han beskyldes for at være skyld i
det globale had mod landet.
Kommentar: Flygtningespørgsmålet – et studie i erindringsforskydninger
Man må helst ikke tale om det palæstinensiske flygtningespørgsmål og
slet ikke om dets primære årsag og de logiske løsninger. Alle verdens flygtninge og deres familier har ret til at vende hjem til de steder, de kommer
fra, står der i FN’s flygtningekonvention fra 1951. Dette bør også gælde
for palæstinensere. Den både historiske og aktuelle logik tilsiger, at Israel
burde sige ”velkommen tilbage” til disse udsatte medborgere.
Google – den store fredsprocesødelægger?
I april ændrede Google teksten på palestine.ps fra ”de palæstinensiske
territorier” til slet og ret ”Palæstina”. Google har henvist til optagelsen af
Palæstina i UNESCO i 2011.
Ændringen faldt selvfølgelig, per refleks, den israelske regering voldsomt
for brystet.
Palæstina Orientering udgives af foreningen Palæstina Orientering, Mjølnersvej 1E, 1, 3000 Helsingør.
Ansvarshavende redaktør: Ole Olsen • Redaktion i øvrigt: Lars Ploug, Gitte M. Rasmussen, Henning Kosack, Else Christensen, Jan
Mortensen, Dagmar Dinesen, Anne Berit Larsen, Marianne R. Thomsen, Jørgen Nyeng • Layout: Henning Kosack • Tryk: HFA-Tryk.
Bladet udkommer 4 gange årligt. Næste nummer: September 2013.
Abonnement 2012: Trykt udgave: 150 kr. Elektronisk/Pdf: 75 kr. • Merkur bank. Reg.nr. 8401 Kontonr. 0001161241
[email protected] • www.palestinaorientering.dk • Tlf. 30 59 26 88
Flygtningene findes
stadig
Om Palæstina-konfliktens aspekter, postulerede kompleksitet og det flygtningespørgsmål, der stadig er brændende, og som må finde sin løsning af praktiske, politiske og moralske grunde
Anfægtelser
I Palæstinorienterings redaktion og
bestyrelse deles vi om at lade os an-
fægte af den skæbne, som den israelske stat med den vestlige verdens
udbredte velsignelse har udleveret
palæstinenserne til. Den indignation beror på især to ting:
For det første den behandling,
som Israel giver de palæstinensere,
der lever under israelsk herredømme. I de besatte områder trakterer Israel palæstinenserne med
et militærdiktatur, der trods Israels
selvforståelse som “verdens mest
humane besættelsesmagt” byder
på alt det, som militærdiktaturer
i almindelighed tilbyder dem, de
underkaster. Tortur, drab, tyveri af
ejendom, hyppige massakrer. Dertil
kommer behandlingen af de israelske palæstinensere, der ganske
vist er statsborgere i Israel, men
som på grundlag af deres etnicitet
bliver behandlet som anden klasses
borgere.
Den største israelske forbrydelse
fylder, ganske som den israelske
stat selv, 65 år i år. I månederne
op til og efter erklæringen af den
israelske stat i maj 1948, fordrev
zionistiske enheder og styrker trekvart million palæstinensere fra
den jord, de havde levet af og boet
på. Midlerne var etnisk udrensning,
altså massakrer, der skræmte den
palæstinensiske befolkning af huse,
eller tvangsflytning.
Palæstinenserne blev fordrevet til
hjørner af Palæstina, som det ikke
var lykkedes zionisterne at erobre,
eller som de valgte at holde sig fra.
Bag den grønne linje, dvs. våbenstilstandslinierne fra 1949, fik ca.
150.000 palæstinensere lov til at
blive. Det var dem og deres efterkommere, der senere blev andenrangs statsborgere i Israel.
I 1967 angreb Israel Syrien,
Egypten og Jordan, og skaffede sig
dermed kontrol over Østjerusalem,
Jordanflodens Vestbred og Golanhøjderne. Ved den lejlighed blev
mange palæstinensere fordrevet
Balata flygtningelejren på Vestbredden. Foto: Beatiful Faces of Palestine/Flickr
endnu en gang, og alle blev de
fordømt til et liv fyldt med checkpoints og soldater, målrettede
likvideringer, hæmningsløst tyveri
af den jord, de skulle leve af og et
herrefolk af bosættere, der stjæler
drikkevandet og putter det i swimmingpools.
Udrensningens lange spor
Den israelske etniske udrensning
af palæstinenserne i 1948 og 1967
har trukket lange spor, helt op til
vore dage. Fx er størstedelen af
palæstinenserne i det gigantiske
fængsel, som Gaza-striben er blevet
til, flygtninge fra 1948 eller efterkommere af dem. I den libanesiske
borgerkrig, der sluttede for mere
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
I Palæstinaorientering og andet af
den lekture, der behandler konflikten mellem palæstinenserne
og staten Israel, bruges ofte begreberne Palæstina-spørgsmålet eller
Palæstina-konflikten. Begreberne
tjener som altfavnende og altbegribende sammenfatninger af det morads af aspekter, der indgår i den
offentlige samtale om konflikten
mellem Israel og Palæstinenserne.
Konflikten kan fremstilles sådan, at der ingen ende er på dens
dimensioner eller på de folk, der
lever af dens påståede kompleksitet. Medierne er fulde af dovne
analyser, der tager udgangspunkt
i mærkværdigheder og maleriske
tildragelser og forstørrer dem til at
være det, det hele handler om.
Fx om religionen, der ifølge nogen forklarer alt, hvad der er at
forstå om konflikten. For det meste
til palæstinensernes ulempe al den
stund, at de for flertallets vedkommende er muslimer. Dermed passer de i de racistiske kategorier,
der knytter en verdensreligion til
fanatisme, irrationalitet og blodtørst. Nogle gange kommer denne
kortslutning også Israel til skade.
Dette fordi konfliktens udstrækning
i tid og rigdom på skrækkelighed,
bærer ved til den forståelse, der ser
den som båret af gensidigt had og
manglende fremkommelighed hos
begge parter.
Det er let at løbe vild, hvis man på
grundlag af mediernes gængse og
begivenhedsoptagne fremstillinger
vil finde ud af, hvad man skal mene
om sagerne. Og det kan være svært
at vide, hvad der skal indgå som
præmis for moralske konklusioner
om, hvem der har ret til hvad, hvem
der har ansvaret for, at konflikten
stadig har til gode at blive løst osv.
33
Tema: de palæstinensiske flygTninge
MR. Salman (th), som kom til Egypten i 1948, sammen med sin søn (tv) og sit barnebarn. Foto: Zeinab Mohamed/Flickr
4
end femten år siden, blev de palæstinensiske flygtninge ofre endnu
en gang, blandt andet for Israel,
der havde invaderet Sydlibanon,
bombet deres lejre og nikket ja
til, at deres falangistiske allierede
massemyrdede palæstinensere i
flygtningelejrene Sabra og Shatila.
I dag er palæstinenserne blandt de
hårdest ramte befolkningsgrupper i
det syriske blodbad.
Selvom princippet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende
tilbage hvert år bliver konfirmeret
af FNs generalforsamling, har det
været småt med forsøg på en løsning af flygtningespørgsmålet.
Det nærmeste, vi er kommet til
en løsning, er vel den for længst havarerede fredsproces, der begyndte
med Osloaftalerne i 1993. Her blev
flygtningespørgsmålet udsat til de
såkaldte “final status”- forhandlinger, som aldrig blev til noget,
fordi Israel i årene efter fordoblede
antallet af bosættere og dermed
eroderede betingelserne for en
levedygtig palæstinensisk stat.
Bosættelserne var, ligesom flygtningene, vandet og Østjerusalem
udskudt til ”final status”- forhandlingerne. Og da det var aftalt, at
parterne intet måtte foretage sig,
der ensidigt indskrænkede, hvad
der var at forhandle om, blev flygtningespørgsmålet aldrig et tema.
Israel har - trods overvældende
historisk dokumentation - aldrig
vedgået at bære et ansvar for den
etniske udrensning. Staten har kun-
net strække sig til, at der var tale
om et rent humanitært spørgsmål,
som Israel kun ville hjælpe til med
at løse af god vilje. Ikke af ansvar.
Uanset at Israel ikke vil stå ved sit
ansvar for den etniske udrensning,
uanset at verdens magtforhold ikke
befordrer en realisering af palæstinensernes ret til at vende tilbage, så findes flygtningene stadig.
Spørgsmålet er, om vi vil en verden,
hvor stater, der kalder sig demokratiske, uden konsekvens kan berøve
mennesker midlerne til livets opretholdelse og tilmed nægte, at det
er det, de har gjort.
Palæstinaspørgsmålets nøddeskal
Dét er Palæstinaspørgsmålet i en
af dets nøddeskaller, og det er ikke
en rent akademisk nøddeskal. Først
og fremmest fordi det at være flygtning ikke bare er et spørgsmål om
at leve “et andet sted”, men om at
have tabt det sted, man hører til og
ofte også om at have tabt de mennesker, man hører sammen med
i familie eller slægt. Det handler
om umådelig fattiggørelse, om at
leve på eller af andres nåde, og det
handler om at være udsat for de
fikse ideer, som værtslandets politiske ledere kan få om, hvem der er
skyld i nationale ulykker.
Kataloget over den fortræd, man
kan blive udsat for som flygtning, er
tykt, og mange af siderne i det beskriver, hvad Palæstinenserne har
været udsat for siden 1948.
Ovenstående overvejelser beskriver i store træk vort motiv til
at gøre flygtningene til tema for
dette nummer. Vi har samlet en lille
flok artikler, der på forskellig måde
beskriver, hvorfor flygtningespørgsmålet er så vigtigt, som det er.
Mahmoud Issa, ph.d. i engelsk
litteratur og forsker i flygtningespørgsmålet, skriver om flygtningespørgsmålet som Palæstinakonfliktens kerne. Mahmoud, hvis
familie flygtede fra landsbyen
Lubya i 1948, fremhæver forskellige dimensioner af flygtningespørgsmålet, historisk, politisk og
geografisk.
Ilan Pappe, en af de israelske historikere, der mest eftertrykkeligt
har brudt med den officielle israelske historie om begivenhederne
i 1948, skriver om den israelske
præsident Shimon Peres, der for
nylig gentog løgnen om det tomme
land, som ”miraklet” Israel har fundet plads i. Peres’ historieforfalskning illustrerer, mener Pappe, at
Israel vedligeholder farlige forestillinger, der, som historien fra 1948
viser, kan have farlige og folkemorderiske konsekvenser.
Marianne Risbjerg Thomsen skriver om bogen Solens Port, der portrætterer den fælles-palæstinensiske erfaring af tab af land og hjem.
God læselyst,
Redaktionen
Når benægtelsen
bliver til folkemord
Den israelske historiker Ilan Pappe om gabet mellem virkelighedens eksisterende palæstinensere og deres fravær i den zionistiske ideologi om det tomme land: I 1948 løste
zionisterne ”bevidsthedsspaltningen” ved at fordrive langt de fleste palæstinensere.
Spaltningen findes stadig. Spørgsmålet i dag er, hvad den regionale supermagt Israel i
dag vil gøre for at få ideologi og virkelighed til at stemme overens.
Af Ilan Pappe
Oversat af Lars Ploug og Jørgen
Nyeng
I et interview den 14. april
2013 på tærsklen til Israels
”Uafhængighedsdag” sagde Israels
nuværende præsident, Shimon
Peres, til avisen ’Maariv’:
Bevidsthedsspaltning
Gerningsmændene til den etniske udrensning i 1948 var
de zionistiske bosættere, som
kom til Palæstina før den Anden
Verdenskrig, ligesom den polskfødte Shimon Peres. De benægtede
eksistensen af det indfødte folk,
de mødte, som havde boet der i
hundreder af år, om ikke mere.
Zionisterne havde ikke på det tidspunkt styrken til at løse den bevidsthedsspaltning, de stod i: deres
overbevisning om, at landet var
folkeløst trods tilstedeværelsen af
så mange indfødte mennesker dér.
De løste næsten spaltningen, da
de fordrev så mange palæstinensere, de kunne i 1948 – og kun stod
tilbage med en lille minoritet af
palæstinensere inden for den jødiske stat.
Men den zionistiske grådighed
efter territorium og overbevisning
om, at meget mere af Palæstina var
nødvendigt for at have en levedygtig jødisk stat, førte til konstante
overvejelser og i sidste ende handlinger for at udvide staten.
Med skabelsen af ”Storisrael”
efter erobringen af Vestbredden
og Gaza i 1967 vendte spaltningen
tilbage. Denne gang kunne problemet imidlertid ikke så let løses ved
gennemtvingelse af etnisk udrensning. Antallet af palæstinensere var
større, deres selvhævdelse og frihedsbevægelse var kraftigt til stede
på bunden, og selv de mest kyniske
og traditionelt pro-israelske aktører på den internationale scene
anerkendte deres eksistens.
Spaltningen blev løst på en anden måde. Landet uden folk var
enhver del af ”Storisrael” som staten ønskede at judaisere inden for
grænserne fra før 1967 eller annektere fra de territorier, der blev
besat i 1967. Landet med folk var
i Gaza-striben og nogle enklaver i
Vestbredden såvel som inden for
Israel. Landet uden folk er bestemt
til at udvides trin for trin i fremtiden og få antallet af mennesker i resten til at skrumpe som en direkte
konsekvens af denne omklamring.
Trinvis etnisk udrensning
Denne trinvise etniske udrensning
er svær at se, med mindre den
forstås som en historisk proces.
De ædle bestræbelser fra samvittighedsfulde vestlige menneskers
og gruppers side på at fokusere på
denne proces her og nu er – når det
kommer til israelsk politik – dømt
til at svækkes af den nutidige forståelse, ikke den historiske.
Sammenligning af Palæstina
med andre steder har altid været
problematisk. Men med den morderiske virkelighed i Syrien, Irak og
andre steder bliver det en endnu
større udfordring. Det seneste udgangsforbud, den seneste politiske
arrestation, det seneste overfald,
det seneste mord på et ungt menneske er alt sammen forfærdelige
forbrydelser, men blegner i sammenligning med nære eller fjerne
slagmarker og områder med kolossale blodsudgydelser.
Den kriminelle fortælling
Sammenligningen tager sig meget
anderledes ud, når den betragtes historisk, og det er i denne
sammenhæng vi bør forstå det
forbryderiske i Peres’ fortælling,
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
”Jeg husker, hvordan det hele
begyndte. Hele staten Israel er en
millimeter af hele Mellemøsten.
En statistisk fejl, gold og skuffende
jord, sumpe i nord, ørken i syd, to
søer – den ene død – og en overvurderet flod. Ingen naturresource
bortset fra malaria. Der var intet
her. Og vi har nu det bedste landbrug i verden! Dette er et mirakel:
et land bygget af mennesker”.
Denne fabrikerede fortælling,
udtalt af Israels førsteborger og
talsmand, belyser, hvor meget
den historiske fortælling er en del
af den nuværende virkelighed.
Præsidentens frækhed sammenfatter virkeligheden på tidspunktet
for den 65. fejring af Naqba, den
etniske udrensning af det historiske
Palæstina. Den forstyrrende kendsgerning 65 år efter er ikke, at det
symbolske overhoved for den såkaldte jødiske stat, og for den sags
skyld næsten alle i den nyvalgte
regering og parlament, tilslutter sig
sådanne synspunkter. Den bekymrende og udfordrende virkelighed
er den globale immunitet over for
en sådan frækhed.
Peres’ benægtelse af de indfødte
palæstinensere og hans gensalg
i 2013 af mytologien om landet
uden folk afslører den bevidsthedsspaltning, hvori han lever: han benægter eksistensen af omkring tolv
millioner mennesker, som bor i og
nær ved det land hvori de hører til.
Historien viser, at de menneskelige
konsekvenser er rædselsfulde og
katastrofale, når magtfulde mennesker, der leder magtfulde institutioner såsom en moderne stat, benægter eksistensen af et folk, som i høj
grad er til stede.
Denne benægtelse var der ved
begyndelsen af zionismen og førte
til den etniske udrensning i 1948.
Og den er der i dag, hvilket kan føre
til lignende katastrofer i fremtiden
– med mindre den stoppes øjeblikkeligt.
5
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
Palæstinensisk flygtningebarn laver lektier med muren i baggrunden. Foto fra BADIL
6
der er lige så forfærdelig som
besættelsen – og potentielt langt
værre. For den israelske præsident,
Nobelprismodtageren, fandtes ingen palæstinensere, før han i 1993
påbegyndte Oslo-processen – og
derefter fandtes kun dem, der bor
på en lille del af Vestbredden og i
Gaza-striben.
Med denne fortælling har Peres
allerede sprogligt elimineret de
fleste palæstinensere. Hvis man
ikke eksisterede, da Peres kom til
Palæstina, så eksisterer man helt
sikkert ikke i 2013, hvor han er
blevet præsident for Israel. Denne
eliminering er præcis det punkt,
hvor etnisk udrensning bliver folkemorderisk. Når man fjernes fra
historien og bevidstheden hos toppolitikere, er der altid fare for, at
det næste træk vil blive ens fysiske
eliminering.
Det er sket før. De tidlige zionister, inklusive den nuværende
præsident, talte om “transfer” af
palæstinenserne, længe før de faktisk skaffede sig af med dem i 1948.
Disse visioner om et de-arabiseret
Palæstina optrådte i zionistiske
dagbøger, tidsskrifter og samtaler
siden begyndelsen af det 20. århundrede. Hvis man taler om, at
der ingen er i et område, hvor der
er mange, kan det være uvidenhed
med vilje. Men hvis man taler om
det som en vision eller ubenægtelig virkelighed, så er det alene et
spørgsmål om magt og lejlighed,
førend visionen bliver realitet.
Benægtelsen fortsætter
Interviewet med Peres kort tid før
65 års-jubilæet for Naqba’en får det
til at løbe en koldt ned ad ryggen,
ikke fordi det legitimerer enhver
voldshandling over for palæstinenserne, men fordi palæstinenserne
er fuldstændigt forsvundet fra hans
selv-lykønskende beundring for de
zionistiske resultater i Palæstina.
Det er forbløffende at få at vide, at
de tidlige zionister benægtede eksistensen af palæstinensere, da de
ankom til Palæstina i 1882. Men det
er endnu mere chokerende at finde
ud af, at de stadig benægter deres
eksistens – ud over i små, sporadiske ghettoer – i 2013.
I fortiden gik benægtelsen forud
for forbrydelsen. Forbrydelsen lykkedes ikke fuldstændigt, men de
skyldige blev aldrig stillet til ansvar.
Det er formentlig derfor, at benægtelsen fortsætter. Men denne gang
er det ikke eksistensen af hundredtusinder af palæstinensere, der står
på spil, men eksistensen af seks
millioner palæstinensere, der lever
i det historiske Palæstina og fem og
en halv million, der lever uden for
Palæstina.
Man skulle tro, at kun en galning
ville kunne ignorere millioner af
mennesker - mange af dem under
hans militære apartheid-regime
– samtidig med, at han aktivt og
hensynsløst nægter dem muligheden for at vende tilbage til resten af
deres hjemland. Men når galningen
modtager de bedste våben fra de
Forenede Stater, Nobel-prisen fra
Oslo og begunstiget status fra den
Europæiske Union, undrer man sig
over, hvor alvorligt vi skal tage det,
når Irans og Nordkoreas ledere
bliver kaldt farlige og vanvittige.
I vore dage ser det ud til, at vanvid alene bliver forbundet med
atomvåben i ikke-vestlige hænder.
Selv på det punkt består den lokale galning i Mellemøsten prøven.
Hvem ved, måske det i 2014 ikke
vil være den israelske bevidsthedsspaltning, der bliver løst, men den
vestlige: Hvordan man forener
en universel opfattelse af menneske- og borgerrettigheder med
den vestlige favorisering af Israel
i almindelighed og Shimon Peres i
særdeleshed.
Noter om flygtninge
Kun tre år efter Anden Verdenskrig blev trekvart million mennesker fordrevet fra deres
hjem og jord i Palæstina. Det palæstinensiske flygtningeproblem er med de 65 år, der
er gået siden den omfattende etniske udrensning, det ældste af verdens flygtningeproblemer. Og som sådan fortsætter det med at spille en rolle, ikke bare for løsningen af
Palæstina-konflikten, men også for Mellemøsten og verdenssamfundet.
Af Mahmoud Issa
Palæstinensiske drenge i Jabalia flygtningelejren i Gaza. Foto IRIN photos/Flickr
digvæk et af de mest kontroversielle aspekter i det bredere Palæstinaspørgsmål.
Først og fremmest, selvfølgelig,
netop fordi de findes, og fordi de i
deres tilværelse som flygtninge har
fastholdt ønsket om at vende tilbage. Et ønske, som de ifølge FN har
ret til at få indfriet, og som de selv
har kæmpet for at se opfyldt. Den
moderne palæstinensiske modstandsbevægelse begyndte i flygtningelejrene i midten af 1960erne.
Serie-ofre
Israel har flere gange og i flere sammenhænge lagt yderligere smerte
til den, de påførte palæstinenserne
i 1948. I 1967 måtte mange palæstinensere flygte for anden gang,
da Israel erobrede Østjerusalem,
Vestbredden og Gaza-striben. I
Libanon blev palæstinenserne
ofre for massakrer, da Israel slap
sine kristen-falangistiske allierede
løs på flygtningelejrene Sabra og
Shatila efter drabet
på falangistlederen
Bashir Gemayel i
september 1982.
I Gaza, hvor 80
procent af indbyggerne er flygtninge,
har Israel i de senere år holdt befolkningen i et jerngreb
og konstant udsat
dem for angreb med
luftvåben og artilleri. Senest i november sidste år, og
værst i bombekrigen og invasionen i
december 2008 til
januar 2009, af israelerne kaldet operation Støbt Bly, hvor
mere end tusinde
mennesker blev
slået ihjel og andre
tusinder blev såret.
Men Israel har ikke
været alene om at
forfølge de palæsti-
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
Fortællingen om de palæstinensiske flygtninge var i mange år formet af israelsk ideologi: Der var slet
ingen, hed det, for det Palæstina,
som zionisterne tidligt havde udset
sig som det territoriale grundlag,
var tomt og ufrugtbart. Der var med
andre ord ingen palæstinensere at
fordrive, derfor intet flygtningeproblem og ingen etnisk udrensning.
I de sidste ca. 20 år har israelske
historikere rokket ved den officielle
fortælling om flygtningene. Først
var det især Benny Morris, der gjorde op med Israels flygtningeløse
fortælling og påpegede, at der faktisk var flygtninge, og at der fandt
grusomheder sted, der fik mange
indfødte palæstinensere til at flygte.
Men Morris frikendte Israel for
anklagerne om planlagt etnisk udrensning. Flygtningene var, skrev
han, en uheldig konsekvens af krigen og urolighederne.
Ikke ”et uheld”
Senere har flere af Morris’ israelske
kolleger, som Avi Schlaim og Ilan
Pappe (der bidrager andetsteds
i bladet, red.) dokumenteret, at
fordrivelse indgik i zionisternes
militære planer og i den zionistiske
tænkning. Den palæstinensiske
historiker Nur Masalha peger på, at
vendinger og begreber som ”overførsel”, ”etnisk udrensning”, ”kolonisering”, ”clearing”, ”mest muligt
land, færrest mulige arabere”, “udryddelse” m.m. lå i kernen af tænkningen hos centrale zionister som
Arthur Balfour, Chaim Weizman og
David Ben Gurion, og det allerede i
slutningen af det attende århundrede, da de første zionistiske kolonier
blev etableret i Palæstina.
I store træk er der i dag enighed
blandt historikerne om, at de palæstinensiske flygtninge findes, og at
de er en konsekvens af virkeliggjort
zionistisk ideologi. Og politisk set
udgør flygtningespørgsmålet sta-
7
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
de ansvarlige regeringer eller myndigheder.”
Dheisheh flygtningelejren ved Bethlehem. Foto: Reham Alhelsi/Flickr
8
nensiske flygtninge. Fx blev mere
end en halv million palæstinensere
fordrevet fra Kuwait, efter at de
irakiske invasionsstyrker var blevet
drevet ud af den lille, rige oliestat i
2001. I Libyen blev tusinder af palæstinensere fordrevet af Gadaffis
regime i 1994. Han henviste til
fredsaftalen mellem Israel og PLO
og mente, at den havde givet de
palæstinensiske flygtninge i Libyen
et andet sted at være.
Og i det aktuelle blodbad i Syrien
er det ligeledes gået hårdt ud over
palæstinenserne.
FN og folkeretten
FN har på mange måder spillet en
vigtig rolle for diaspora-palæstinenserne. Verdensorganisationen
har oprettet en lang række organisationer til at assistere palæstinenserne humanitært. Men rollen som
den instans, der skulle hjælpe de
palæstinensiske flygtninge tilbage,
er det ikke lykkedes FN at spille.
Heller ikke selvom det er FN, der
i et par resolutioner har betonet
de palæstinensiske flygtninges ret
til at vende tilbage. Og heller ikke
selvom Israels optagelse i FN blev
gjort betinget af den ny stats vilje
til at lade palæstinenserne benytte
sig af deres ret. I FN-resolution 194
bestemmes det blandt andet, at
”De flygtninge, der ønsker at
vende tilbage til deres hjem og
leve i fred med deres naboer, skal
have tilladelse til det, så snart det
er praktisk muligt, og der skal udbetales kompensation for tab af
ejendom til dem, der vælger ikke
at vende tilbage, og for tab eller
beskadigelse af ejendom, som efter
principper for international ret
eller billighedsret skal erstattes af
Flygtningene og Israel som jødisk stat.
I 1994 anerkendte PLO Israel. I
mange år havde Israel afvist at
forhandle uden en sådan anerkendelse, og det blev derfor set som
et stort fremskridt. Men siden har
israelske politikere skærpet kravet
sådan, at palæstinenserne afkræves
en anerkendelse af Israel som jødisk stat. Det er en anden måde at
bede palæstinenserne om at slippe
den ret til tilbagevenden, som de
har i henhold til international lov.
Det skyldes, at Israels selvforståelse
som jødisk stat står og falder med,
at der i Israel er jødisk befolkningsflertal.
Så retten til tilbagevenden er i det
perspektiv en trussel mod Israel
som jødisk stat, og de israelske krav
til palæstinenserne om at opgive
denne ret er derfor også et krav
om, at palæstinenserne accepterer
Israel som en etnisk stat. En etnisk
stat, som inden den behøver at forholde sig til, hvilke rettigheder palæstinenserne har, skal sørge for at
være en jødisk stat. På den måde er
flygtningenes eksistens et levende
eksempel på, at det i Israel ikke er
rettigheder, der afgør politikken,
men etnisk eller religiøst tilhørsforhold.
Dette etniske grundlag for den
israelske stat har også betydning for de palæstinensere, der
ikke blev fordrevet fra den del af
Palæstina, der blev til Israel i 1948.
Ca. 150.000 palæstinensere blev
tilbage. Først levede de under militærdiktatur. Siden har de fået israelsk statsborgerskab, men er stadig
diskrimineret og holdt ude af de
mange områder af Israels politiske
liv, der er udpeget som anliggende
alene for den jødiske majoritet.
Og det sker jævnligt, at israelske
politikere taler om fordrivelse af
israelske palæstinensere.
Nyt håb fra det arabiske forår
Det arabiske forår har åbnet en
horisont for befolkningen i hele den
arabiske verden i dens kulturelle og
religiøse mangfoldighed. Også for
de seks millioner palæstinensiske
flygtninge, der har været marginaliseret siden fordrivelsen i 1948.
Drømmen mangler stadig at blive
realiseret, men den lever: At være
et frit menneske i den store arabiske verden, at deltage i det politiske
og sociale liv og at kunne kæmpe
for retten til at vende tilbage.
Boganmeldelse:
”Et kor af stemmer”
Elias Khourys roman ”Bab El Shams” bygger på autentiske erindringer om fordrivelsen
fra Palæstina og livet i flygtningelejrene
Af Marianne Risbjerg Thomsen
I 1998 udgav den libanesiske forfatter Elias Khoury romanen ”Bab El
Shams, - Solens Port”. Her drømmer en af personerne om engang
at skrive ”en bog uden begyndelse
og slutning… en episk fremstilling
af det palæstinensiske folks historie”. Khourys roman er på en måde
netop denne bog fortalt af et kor af
stemmer fra Libanons flygtningelejre.
Fedayeen’en.
Yunis er en legende i flygtningelejrene i Libanon, og Khaleel er
den forældreløse dreng fra Shatila,
som Yunis tog til sig, efter at han
måtte efterlade sin familie i Galilæa
i 1948. Da alle andre i hospitalet
opgiver Yunis som døende, bærer
Khaleel ham op i en sygestue. Her
flytter han ind sammen med ham,
passer ham så omsorgsfuldt og
kærligt, som var han et spædbarn,
og prøver at kalde ham tilbage til
livet.
Af og til indgår Khaleel i heftige
”dialoger” med Yunis om smertepunkterne i dennes liv. Dialoger,
der i glimt fører os frem og tilbage
i tid fra drengetidens kampe med
engelske patruljer, opstanden mod
englænderne i 1936, fordrivelsen Nakba - i 1948, de mange år som fedayeen i Syrien, Jordan og Libanon,
Elskeren
Hverken Yunis eller Khaleel tog med
de palæstinensiske
guerillasoldater
til eksilet i Tunis i
1982, men valgte
at blive i Shatila.
Khaleel forklarer
det indirekte således:
”Yunis, du fortalte
mig, at forfatteren
Ghassan Kanafani
kom til dig og bad
dig om lov til at fortælle din historie, så
han kunne skrive den ned. Det var
jo dig, der havde trænet alle i den
første kadre. Hvorfor har du aldrig
fortalt mig om det? Og om hvorfor
du sluttede dig til Fatah? Og hvorfor
skrev Kanafani ikke din historie
alligevel? Måske var det, fordi han
ledte efter mytiske historier, og din
historie bare var en historie om en
mand, der var forelsket i sin kone
og mod alle odds kæmpede for at
fastholde deres kærlighed”.
Her er vi i nået ind til fortællingens kærne. Bab El Shams er også
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
Handlingen
Den centrale historie, hvorom alle
de andre historier grupperer sig, er
historien om den aldrende palæstinensiske frihedskæmper Yunis, der
engang i 90’erne ligger i koma i et
lille interimistisk hospital i flygtningelejren Shatila i Beirut. Igennem
7 måneder kæmper hans plejesøn,
lægen Khaleel, for nå ind til hans
bevidsthed og kalde ham tilbage til
livet ved at bombardere ham med
historier fra hans liv.
Romanen er denne 500 sider
lange monolog ved Yunis’ sengeleje.
fængselsopholdene,
torturen, borgerkrigen i Libanon 197590, evakueringen af
de palæstinensiske
frihedskæmpere
fra Beirut i 1982
og de efterfølgende
massakrer på de
efterladte familier
i flygtningelejrene
Sabra og Shatila.
I disse ”dialoger”
mærker vi det tætte
forhold mellem de
to mænd. Alt er til
debat, men samtalen ender gerne
med at handle om
kvinderne i deres
liv.
Elias Khoury
en kærlighedshistorie - en fortælling om forholdet mellem Yunis og
hustruen Naheela. Under flugten
i 1948 sammen med Yunis’ forældre og den lille søn finder de efter
mange prøvelser frem til landsbyen
Deir al-Asad. Yunis’ far, den blinde
sheik, nægter at fortsætte flugten,
og familien flytter ind i et forladt
hus og overlever under kummerlige
forhold, mens Yunis vender tilbage til sin plads i frihedskampen.
Gennem alle årene siden da har han
sneget sig ind over den libanesiske
grænse for at besøge sin familie.
9
På bjerget bag landsbyen ligger
grotten Bab El Shams, og det er her,
Yunis mødes med Naheela, og sammen med hende formår at skabe et
lille frirum på deres egne betingelser. Her deler de sorgen over den
første lille søns død og glæden over
de andre børn. Her udlever de deres kærlighedsliv.
Erindringernes betydning for
diaspora-palæstinenserne
Undervejs i historiefortællingen i
sygestuen i Shatila bevæger Khaleel
sig ud ad forskellige tangenter, og
hovedvægten i romanen tipper i
længere perioder væk fra Yunis
over i en sammenfletning af de
mange forskellige historier om
vandrende menneskeflokke, der
tøvende lader sig drive fra sted til
sted. Som gemmer sig i olivenlunde
og ruiner, indtil de til sidst giver op
og søger mod opsamlingslejrene i
Libanon.
Fortællingerne følger erindringens ulogiske og abrupte baner og
bølger med deres mosaik af brikker
frem og tilbage i tid, rum og social
og politisk kontekst. I bratte skift
bevæger de sig fra den trivielle detalje til ophøjet patos, når vi i flokken af flygtninge hører om kvinden,
der begræder den efterladte, kogende gryde courgetter på komfuret, mens andre fortvivlet bebrejder
sig selv den manglende modstand
mod israelernes overgreb.
Et litterært greb
En anmelder kalder denne skriveteknik for en fortsættelse af den
før-litterære arabiske litteratur
som for eksempel ”Tusind og én
nats eventyr”. Et lige så godt bud
kan være en fortsættelse af bevidsthedsstrøms-teknikken udviklet i
begyndelsen af det 20. århundrede
hos moderne europæiske forfattere
som James Joyce og Virginia Woolf.
Det er krævende læsning at følge
bevidsthedsstrømmen og lade sig
suge ind i historien.
Elias Khourys indsamling af erindringer
De mange erindringer om fordrivelsen og livet bagefter i flygtningelejrene er autentiske. Elias
Khoury arbejdede i det palæsti-
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
Palæstinensiske flygtninge i 1948. Foto stillet til rådighed af BADIL
10
nensiske forskningscenter i Beirut
i 1960’erne og tilbragte derefter
mange år med at indsamle fortællinger fra de libanesiske flygtningelejre.
Ligesom lejrene, ifølge Khoury,
består af landsbyer stablet oven på
hinanden, oplevede han, at koret af
stemmer gled sammen til én fælles
historie, hvor de personlige erindringer byggede oven på hinanden.
Man huskede noget, man aldrig selv
havde oplevet, fordi man undervejs
overtog andres minder. Ved ubevidst at tage ejerskab til hinandens
skæbnefortællinger, fastholdt man
kærnen i de fælles erindringer.
Romanen opbygger myter ud
fra ophobningen af disse stemmer,
men den sætter også spørgsmålstegn ved begreber som heroisme
og martyrium, der ofte er indlejret i
historierne, og giver dermed plads
for en smertelig ærlighed om ydmygelse og nederlag.
Erindringernes blindgyde
Men diaspora-palæstinensernes
fokusering på erindringerne kan
også være en blindgyde. Da Khaleel
i det eksproprierede område E1
nær Jerusalem.
Aktivisterne gav deres ”landsby”
navnet ”Bab El Shams”. I en udtalelse om aktionen skrev de:
”Gennem 50’erne og 60’erne
smugler frihedskæmperen Yunis sig
ind i Galilæa, hvor han mødes med
sin hustru i grotten i Bab El Shams,
og hvor hun føder deres børn. Bab El
Shams er porten til vores frihed og
udholdenhed. Bab El Shams er vores
port til Jerusalem. Bab El Shams er
porten til vores tilbagevenden.”
Og så igen, i marts 2013, i den 6.
og foreløbig sidste symbolske opførelse af en ”landsby” på eksproprieret palæstinensisk jord, henviser
aktivisterne igen til Khourys roman. Men denne gang, efter at have
oplevet sammenstødet med det
israelske militær og dets voldelige
nedrivning af ”landsbyerne”, opkalder de denne lejr efter Yunis. Yunis,
fedayeen’en.
Palæstinensisk flygtningelejr i 1948. Foto stillet til rådighed af BADIL
Romanen ”Bab Al Shams”s
betydning for palæstinenserne.
Elias Khourys roman vandt den
litterære pris ”The Palestine
Prize” i 2000, og i januar 2013
fik den en ny betydning i brede
kredse både i Palæstina og i
resten af verden. Det skete i
forbindelse med unge palæstinensiske aktivisters etablering af den
første ”palæstinensiske bosættelse”
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
en dag får overrakt en videofilm fra
en vens besøg i dennes gamle hus
i Galilæa, fortæller han Yunis om
filmen med en blanding af vrede
og ømhed. ”Hvad kan vi bruge
de videofilm til? Shatila- lejren er blevet en video lejr..
Kassetterne cirkulerer mellem
husene, og folk sidder foran
deres fjernsyn og husker og
fortæller historier. De fortæller historier om det, de ser, og
ud af billederne af landsbyerne
bygger de landsbyer. Bliver de
da aldrig trætte af at gentage
de samme historier? Kommer
de aldrig videre?”
Som 2. generationsflygtning
føler Khaleel sig pacificeret
og indespærret. ”I Israel er vi
blevet jødernes jøder, og her er
vi arabernes arabere. Lejrene
er belejret udefra og ødelagt
indefra. De burde udraderes,
så minderne om dem ligeledes kan udraderes, på samme
måde som vores landsbyer
blev udraderet.”
Elias Khoury: Gate of the Sun.
Vintage 2008
Inspireret af Khoury’s Bab El Shams.
Af falasteenyia/Flickr
11
Hvor er
palæstinenserne?
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
Det palæstinensiske folks moderne historie har gjort dem
til et folk, der er spredt over Mellemøsten, ja hele verden.
I det historiske Palæstina bor stadig lige ved 6 millioner
palæstinensere. Ca 2,65 millioner på Vestbredden og i ØstJerusalem og 1,65 million i Gaza lever under israelsk besættelse, mens 1,65 million lever som andenklasses borgere
i Israel. De israelske palæstinensere er efterkommere af
de ca 150.000, der fik lov at blive tilbage efter den etniske
udrensning i månederne op til og efter erklæringen af den
israelske stat i maj 1948.
12
Mere end halvdelen af alle palæstinensere er endt uden
for det historiske Palæstina. I nabolaget i Jordan, Libanon,
Egypten og Syrien bor ca. 4,3 millioner, deraf alene i Jordan
ca. 3 millioner. Lidt længere væk i fx Irak, Libyen og i stater
på den arabiske halvø ca. 844.000 (se illustration).
Ca. 1,3 millioner bor i Syd- og Nordamerika, de fleste i
Chile (500.000), i Honduras (250.000) og i USA (255.000).
Spredt i europæiske og asiatiske lande samt i Australien
bor 171.500 palæstinensere, deraf alene i Tyskland ca.
80.000.
UNRWA-registrerede flygtninge.
UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for
Palestine Refugees in the Near East) er navnet på den FNorganisation, der varetager sociale (fx uddannelsesmæssige) behov for registrerede flygtninge på Vestbredden, i
Gaza, i Libanon, Syrien og Jordan. De fem områder og lande
udgør UNRWAs operationsområde. Inden for dette område
har UNRWA 58 flygtningelejre, hvor der bor lidt mere end
1,5 million palæstinensere.
Kriteriet for at blive registreret som UNRWA-flygtning
er, at man i perioden fra 1. juni 1946 til 15. maj 1948 har
haft fast bopæl i Palæstina, og at man som følge af krigene i
1948 og 1967 har mistet både hjem og livsgrundlag.
Kilder: UNRWA, Israel Central Bureau of Statistics,
Palestinian Central Bureau of Statistics, Wikipedia
Libanon: 402
Historiske Palæstina: 6.000.0
Ægypten:
270.200
Syrien:
630.000
2.500
000
Jordan:
3.000.000
Iraq:
57.000
Saudi-Arabien:
280.200
Qatar: 100.000
UAE:
170.000
Tema: De palæstinensiSke flygtninge
Kuwait: 80.000
13
Yemen: 55.000
Dr. Walid Khalidi
om den nuværende
situation i
Mellemøsten – i et
historisk perspektiv
I slutningen af oktober 2012 holdt Dr. Walid Khalidi, Mellemøstens grand old man
blandt historikere, en tale på the Middle East Institute, the Carnegie Endowment for
International Peace, i Washington. Emnet var ’Den nuværende situation i Mellemøsten’,
og han inddrog en analyse af panarabismens endeligt, karakteristik af Benyamin
Netanyahu som verdens farligste leder – og en vurdering af Mahmoud Abbas’ Mission
Impossible.
Vi bringer her et par centrale uddrag om Israel og palæstinenserne fra Dr. Walid Khalidis tale, oversat af
Birgitte Rahbek.
14
Israel
Sideløbende med tilbagegangen for
den sekulære panarabisme er der
i Israel sket en konstant tilbagegang for arbejderzionismen. Det er,
som om arbejderzionismen havde
en særlig historisk rolle at spille,
nemlig skabelsen af infrastrukturen til den jødiske stat under det
britiske mandat; så snart den var
gennemført, blev den overflødig.
Det er især tragisk, fordi det virkede som om arbejderzionismen
var ved at gennemgå en læreproces
under Rabins ledelse, han der var
selve personificeringen af Sabramilitarismen. Mordet på Rabin var
ikke en isoleret handling. Jødisk
fundamentalisme var kommet til
Israel og havde indtaget sin plads.
Der havde altid været en religiøs
tilstedeværelse ved siden af arbejderzionismen; ja faktisk var arbejderzionismen på et dybere plan en
form for sekulær messianisme. Men
arbejderzionismen havde sin egen
måde at behandle de religiøse zionistiske grupper på.
Tag for eksempel Ben-Gurion. Fra
midten af 1930erne og frem var
han ledernes leder, først i Jewish
Agency og siden i Israel til et godt
stykke ind i 1950erne. Alle de
ministerier, han dannede, havde
en mizrahi – et religiøst zionistisk
islæt. Mapai, arbejderpartiet, havde
aldrig flertal, det havde flerhed.
Ben-Gurion brugte den flerhed til
at bygge en koalition, ikke med den
sekulære højrefløj, ikke med revisionisterne, ikke med Jabotinskys
gruppe, som senere blev Begins
gruppe, som senere igen blev
Netanyahus gruppe. Nej, han allierede sig med mizrahierne, med
den religiøse gruppe. Men de havde
indgået en aftale: han ville give dem
frie tøjler med hensyn til sabbatten, til værnepligt for unge religiøse
jøder og til civilretlige spørgsmål,
så længe de overlod strategi og
udenrigspolitik til ham.
Men med erobringen af
Østjerusalem i 1967 blev sluseportene til den fundamentalistiske
religiøse zionisme igen åbnet.
Hvorfor? Fordi det var første gang
siden Titus og Hadrian at jødiske
soldater satte fod på Tempelbjerget.
Det var på det tidspunkt, at den
religiøse zionistiske triumfalisme
tog sin begyndelse. En episode kan
illustrere dette: Umiddelbart efter
at Tempelbjerget var faldet, hastede
den israelske hærs ledende rabbiner, Shlomo Goren, hen til stedet
og greb fat i kraven på den israelske
hærfører, Narkiss: ”Gør det nu, gør
det nu!” Narkiss sagde: ”Gør hvad
nu?” Og Goren sagde: ”Spræng de
to moskeer i luften! Spræng dem
i luften – det er nu det skal gøres.
Det kan gøres med hundrede pund
TNT”. Narkiss måtte gå så langt som
til at true med at arrestere den ledende rabbiner, hvis han ikke holdt
inde med sit sludder. Men sådan var
israelernes triumfalistiske fornemmelse.
Det er ikke tilfældigt, at Likud og
Gush Emunim opstod efter 1967,
førstnævnte i 1973 og den anden i
1974. Det er ikke tilfældigt, at den
første højreorienterede regering
siden begyndelsen af den zionistiske kolonisering kom til efter 1967,
ledet af Begin i 1977. Begin var
ikke selv sekulær. Han forlod sin
ungdomsbevægelse i Warszawa og
havnede i Palæstina via Rusland,
efter den tyske invasion af Rusland.
I februar 1944, under Anden
Verdenskrig, før Hitler var slået, var
Begin blevet leder af Irgun Tzvai
Leumi, en terrororganisation. I sin
krigserklæring mod Storbritannien
i februar 1944, anråbte han ”Israels
Gud, Hærskarernes Herre”. I maj
1948, ved afslutningen af det britiske mandat, samlede han igen sine
Irguntropper ved at anråbe ”Israels
Gud, bevar dine soldater og velsign
deres sværd”.
Hvis Rabin var personificeringen
af Sabra arbejderpartimilitarisme,
er Netanyahu personificeringen af
den højreorienterede zionistiske
triumfalisme. Han konkurrerer
ikke alene med sine samtidige –
Benny Begin, Olmert, Lieberman
og Barak – men han konkurrerer også om at blive optaget i
det zionistiske panteon sammen
med sine forgængere. Weizmann
fik Balfourdeklarationen. BenGurion fik staten. Eshkol erobrede Østjerusalem inklusive
Tempelbjerget. Begin neutraliserede Egypten under Sadat. Shamir
fik – takket være Henry Jacksons
ambitioner om at blive præsident
- en million russere. Hvordan skal
Netanyahu kunne blive medlem af
denne fremtrædende gruppe i det
zionistiske panteon? For Rabin var
indgangen til panteonet en fredsaftale. For Netanyahu var det konsolideringen af Israels kvælertag
på den vestlige del af Eretz Israel,
denne side af Jordanfloden. Hans
største fortrin er en perfekt amerikansk accent og hans amerikanske
fodboldjargon.
Netanyahu ser ikke sig selv som
kun en israelsk leder. Hans selvopfattelse er som en janusagtig israelsk-amerikansk politisk leder med
èn eneste valgkreds, delt i to: en
der ligger på bredden af Levanten
og en der ligger mellem de to strålende have på denne halvkugle. Jeg
tvivler på, at Netanyahu ser nogle
begrænsninger for sin besnærende
argumentation for sin tohovedede
politik her i landet. Hvorfor skulle
han også det i betragtning af, hvor
ofte og hvor let han har udmanøvreret og overgået først Clinton og
nu Obama?
Irans atomprogram udgør ganske
rigtigt en trussel mod Israels atommonopol. Det udgør en trussel mod
Israels regionale supermagtstatus.
Derimod udgør det ikke en eksistentiel trussel mod Israel. Det gør
det ikke, og det ved Israels militær
og efterretningstjenester godt.
Netanyahus fokusering på Irans
atomprogram er en enorm afled-
ningsmanøvre. Han har brug for at
aflede opmærksomheden fra sin
første prioritet: hans ufuldendte
zionistiske ærinde i Palæstina. Det
er ufuldendt. Det er derfor at kun
70 ud af 3.300 ord i hans seneste
FN-tale handlede om de fire millioner palæstinensere, som han har
magten over. En yderligere fordel
for Netanyahu ved at fokusere på
Iran er at puste til sunni-shia splittelsen og de kurrende signaler, det
sender til visse arabiske dynastier.
Indtil nu er det lykkedes strålende
for Netanyahu, som i dag formentlig
er verdens farligste leder.
Palæstinenserne
Nu går jeg over til at tale om palæstinenserne. Det mest iøjnefaldende
aspekt ved det palæstinensisk-israelske forhold er den enorme asymmetri i magtforholdet mellem de to.
Palæstinenserne på Vestbredden
og i Gaza er samlet set de facto
spærret inde. Abbas rejser til New
samfund, en form for medlemskab
for Palæstina af FN. Men det ønsker
Netanyahu ikke; og fordi Netanyahu
ikke ønsker det, gør Washington
det naturligvis heller ikke.
Jeg har personligt kendt Abbas
i tre årtier. Jeg har også - trods aldersforskellen - haft et meget nært
kendskab til hans tre forgængere:
Arafat, Shukairy og, ja, Hajj Amin
al-Husayni. Abbas’ strategiske tankegang er kvalitativt, antitetisk,
radikalt forskellig – en modpol til
hans tre forgængeres strategiske
tankegang. Det ved jeg med sikkerhed. Han er ikke pacifist. Han
er ingen Gandhi. For ham er det et
spørgsmål om inderlig overbevisning baseret på konkret erfaring,
selvkritik, selviagttagelse og dybe
overvejelser. Diplomati er for Abbas
vejen, den eneste vej – et ’sesam luk
dig op’ – til en fredsaftale. Han har
været villig til at holde fast i dette
trods israelernes provokationer
og trods bitter kritik fra sine egne.
Præsident Mahmoud Abbas. Foto: Cabinet Office/Flickr
York, men han kan kun rejse til New
York, fordi Netanyahu giver ham
lov til at rejse til New York. Abbas
kan vende tilbage til sit hovedkvarter i Ramallah, men han kan kun
vende tilbage til sit hovedkvarter
i Ramallah, hvis Netanyahu giver
ham lov til at vende tilbage til hovedkvarteret i Ramallah. Hvordan
kan der være direkte forhandlinger
imellem fangevogteren og de indsatte? En mulig delvis symbolsk
modvægt findes i det internationale
Abbas er på mange måder en tragisk figur: som den sidste af Fatahs
grundlæggere har han vendt Fatah
på hovedet. Hans tropper forsvarer
Israel imod palæstinenserne frem
for at forsvare palæstinenserne
imod Israel. Abbas er de facto kollaboratør – og han ved det. Hans
amerikansk/israelsk/jordansk
trænede soldater lægger sig i den
gode gamle victorianske indfødte
tradition: indfødte soldater holder
de indfødte nede for at tjene besæt-
15
teren.
Abbas er ingen forræder, og han
er ingen tåbe, men han er en anelse
naiv. Han troede oprigtigt og ærligt
på, at hvis han utvetydigt beviste,
at han udelukkende gik ind for den
diplomatiske vej, så ville Israel
og USA gøre noget til gengæld.
De seneste kontakter jeg har haft
med ham, tyder på at han er ved at
have udtømt sine kræfter, og at han
formentlig er ved at indse, at hans
strategi har spillet fallit.
16
USA
Hvad angår USA, så bliver man, når
man lytter til den politiske diskurs
om Mellemøsten i Kongressen, i
valgdebatter og selv i udtalelser
fra landets ledelse, slået af hvor
centralt begrebet ’ingen uoverensstemmelser mellem Tel Aviv og
Washington’ er. Det har naturligvis
direkte at gøre med, hvad USAs
rolle i konflikten burde være: en
mægler, en uvildig mellemmand, en
udefrakommende iagttager, eller,
som Albright så koket udtrykte det,
en tjenerinde?
Det hænger også sammen med,
hvor vidt det er tilladt at hæve et
øjenbryn, kritisere eller, Gud forbyde det, lægge pres på Israel. Det
fremgår tydeligt af den vedvarende
diskurs, at begrebet ’ingen uoverensstemmelser’ i USA har opnået
status af et moralsk imperativ, som
fuldstændigt udelukker sådanne
skridt. Samtidig kræver begrebet
’ingen uoverensstemmelser’ den
konstante og gentagne fejring af
vor allieredes værd. I realiteten er
ordet ’allieret’ i sig selv blevet synonymt med Israel, uden at det er
nødvendigt udtrykkeligt at nævne
landet. Denne idealisering af Israel
har haft et særligt zoroastrisk resultat: Hvis Israel er Ahura, godhedens guddom, så er palæstinenserne, araberne og muslimerne per
definition Ahriman, det ondes gud.
Mine damer og herrer, jeg er palæstinenser. Men jeg har siden 1990
også været amerikansk statsborger.
Med jeres tilladelse vil jeg tage
min turban af og tage min Red Sox
kasket på for at gøre opmærksom
på, at den førte politik med ’ingen
uoverensstemmelser’ har meget
praktiske konsekvenser for USA.
Ikke alene forstærker det Israels
følelse af, at det kan gøre, hvad det
vil i området, det styrker også dets
følelse af indflydelse, berettigelse
og ret til at købslå i Washington.
Hvad der er mere relevant, så styrker det uundgåeligt opfattelsen hos
arabere og muslimer af USAs meddelagtighed i forhold til Israel.
Jeg vil slutte med at citere fra
George Washingtons ’afskedstale’:
’En lidenskabelig forbindelse mellem to nationer skaber en række
onder. Sympati for den foretrukne
nation, hvorved den enes fjendskaber overføres til den anden, lokker
den ene til at deltage i den andens
stridigheder og krige uden nogen
passende foranledning eller retfærdiggørelse’. Tak for jeres tålmodighed.
Filmanmeldelse:
At gå mod strømmen
I dokumentarfilmen ’At gå mod Strømmen’ (”Going against the Grain”) beretter den israelske stjernejournalist fra det israelske dagblad Haaretz, Gideon Levy, om, hvorledes
fortællingen om konsekvenserne af den 46 år lange israelske besættelse af Palæstina
blev hans livsopgave.
Af Poul Milberg
Filmen, der for nylig blev vist på
Al Jazeera, er produceret af filminstruktøren og fotografen Bilal
Yousef og beretter om Gideon Levys
opsøgende journalistik i det besatte
Palæstina fra 1986 til i dag. Det
var Bassem Eid fra den israelske
fredsbevægelse B’Tselem, som
blev Gideon Levys kontaktmand og
ugentligt formidlede de personlige
møder med voldsofre og øjenvidner, som han byggede sine artikler i
Haaretz på.
Denne research af besættelsens
konsekvenser for den palæstinensiske befolkning betød en ændring af
Gideon Levy, - både som menneske
og som professionel journalist.
Hvad han selv oplevede, hørte, så
og filmede, fik ham til at skamme
sig over sine landsmænd. Samtidig
oplevede han palæstinensernes
magtesløshed og forstod den deraf
følgende desperation og terror som
den svages oprør mod overmagten.
Hans mission
Oplevelserne fik ham til at konkludere tre ting: For det første stod
han overfor det største drama i
staten Israels historie siden 1948.
For det andet erkendte han, at den
israelske befolkning ikke blev orienteret derom. For det tredje måtte
det følgelig blive hans mission at
arbejde for at oplyse den israelske
befolkning om de konsekvenser af
besættelsen, som de egentlig ikke
ønskede at vide noget om.
Med henvisning til sine oplevelser
stillede han i Haaretz spørgsmål
som: Hvordan kan vi acceptere, at
jødiske bosættere ødelægger alle
en bondes mere end 80 år gamle
oliventræer? - at en gravid kvinde
skal miste sit nyfødte barn på
grund af ligegyldige soldater ved
et checkpoint? - at tilfældige unge
mænd skydes ned i hævnaktioner?
- at en lille flok jødiske bosættere
terroriserer hele kvarterer i Hebron
med deres helt overvejende palæstinensiske indbyggere? -at henrettelse af palæstinensiske ledere fra
sikker afstand i helikoptere betyder
drab på de omkringstående uskyldige mennesker i tæt befolkede
gader i Gaza?
Dehumaniserede palæstinensere
Gideon Levy opfatter besættelsens
grusomheder som en konsekvens
af et udsagn fra den tidligere israelske ministerpræsident Golda Meir:
”Efter Holocaust kan jøder tillade
sig alt”.
Han ser forråelsen af de unge
soldater og dehumaniseringen af
palæstinenserne, der gør dem til
legitime ofre, som et udtryk for
denne tankegang.
Den mest hadede journalist
Det nævnes i filmen, at flere mil-
lioner europæere hver fredag slår
op i avisen Haaretz for at se, hvad
Gideon Levy kan berette om konsekvenser af israelsk politik på
Vestbredden og i Gaza. Men Levys
artikler på lederplads har også
gjort ham til den måske mest hadede israelske journalist i Israel, og
han beskyldes for at være skyld i
det globale had mod landet.
Gideon Levy har tit været forfulgt,
hånet og truet i Israel. Filmen viser
en scene i Tel Aviv, hvor en råbende,
skrigende og fingerpegende flok
jøder omringer ham og truer ham.
Danske aviser har af og til refereret Gideon Levys beretninger i
Haaretz, og det er en stærk oplevelse gennem denne film at overvære
hans arbejde på åstederne og møde
de involverede mennesker.
Filmen kan findes på: http://aje.
me/X2E9ac
Denne plakat i Dublin inviterer til offentlig forelæsning og bogpræsentation på Trinity Universitet
med Gideon Levy ’den måske mest hadede israelske journalist i Israel’. Fptp: William Murphy/Flickr
17
Flygtningespørgsmålet
– et studie i erindringsforskydninger
Af Ole Olsen
Palæstinaspørgsmålet handler om,
hvor meget af Gaza og Vestbredden
og måske et hjørne af Østjerusalem,
som skal udgøre en palæstinensisk
stat – eller sådan bliver sagen i
hvert fald ofte fremstillet.
Jeg kan sådan set godt forstå et
ønske om at skære spørgsmålet
ned til noget næsten simpelt, som
de fleste kan forholde sig til. Det er
imidlertid let at få den tanke, at den
forsimplede fremstilling sker med
vilje og hensigt.
Som det fremgår af dette blad,
tæller det palæstinensiske folk ca.
12 millioner sjæle, mens der kun
bor ca. 4 millioner i de besatte områder. Det betyder, at 8 millioner
ikke bor i de palæstinensiske områder.
Men det palæstinensiske spørgsmål handler om langt mere end
streger på et landkort. Det handler
også – og vel egentlig især – om
rettigheder og fremtidsmuligheder
for de palæstinensiske mennesker,
kollektivt og individuelt.
18
Den unævnelige historie
Palæstinensere som i dag er ”udeboende” er det i langt de fleste
tilfælde ikke af egen fri vilje. Deres
forhold er især bestemt af fordrivelse og desperat flugt i forbindelse
med Israels oprettelse i 1948, hvor
antallet af palæstinensere i det
nye Israel blev reduceret fra ca.
900.000 til 150.000.
At tale om det palæstinensiske
flygtningespørgsmål er derfor at
tale om handlinger, primært begået af militante jødiske grupper,
som helt givet ville blive bedømt
som strafbare, hvis de kunne indbringes for Den Internationale
Straffedomstol. Denne har siden sin
oprettelse i 2002 haft til formål at
sikre, at ansvarlige for folkedrab,
krigsforbrydelser samt forbrydelser mod menneskeheden bliver
retsforfulgt.
Fordrivelsen i 1948 er ikke noget,
som hverken Israel eller landets
velvillige støtter ønsker at blive
mindet om eller påtage sig det
mindste ansvar for. At FN’s anerkendelse af staten Israel i 1948
havde som præmis, at Israel skulle
tillade flygtninge og fordrevne at
vende tilbage, må der heller ikke
i Vesten. Her får ansvarlige uld i
mund og taler om, at der må findes
andre løsninger i dette ”specielle”
tilfælde, selv om de i princippet
støtter det osv, osv.
Israels påstand om, at en tilbagevenden af palæstinensere vil
true Israels eksistens, er blevet
købt ureflekteret og uden nærmere
analyse og uden at se på delvise
løsninger. Israel har altid ret, og
palæstinenserne må underordne
Palæstinensisk pige i Jenin flygtningelejren. Foto Joel Carillet/Flickr
tales om. I denne sag skal historien
glemmes, synes spindoktorernes
anbefaling at være.
Alle verdens flygtninge og deres
familier har ret til at vende hjem til
de steder, de kommer fra, står der i
FN’s flygtningekonvention fra 1951.
Denne selvfølgelighed skal imidlertid ikke komme palæstinensere
til gode, hvis man spørger bredt
sig – står der mellem linierne i de
udenrigsministerielle instrukser –
også i Danmark.
Palæstina-Syrien og retur?
De aktuelle begivenheder i Syrien
oprører os alle, og der er et bredt
ønske om at kunne beskytte de
udsatte mod død og lidelse.
Centralt i denne kategori står
– måske lidt upåagtet – en halv million palæstinensere, som befinder
sig i Syrien, fordi de eller deres familier flygtede eller blev fordrevet
i 1948 (eller i 1967 for nogles vedkommende).
Aktuelt søger nogle af de palæstinensiske flygtninge mod Libanon,
andre mod Jordan eller Tyrkiet,
mens det øjensynligt ikke er faldet
nogen ind, at den både historiske
og aktuelle logik tilsiger, at Israel
burde sige ”velkommen tilbage” til
disse udsatte medborgere.
Det ville løse et akut beskyttelsesproblem, og det ville være
svaret på en lille del af det palæstinensiske flygtningespørgsmål. Men
fortrængningerne står øjensynligt
i vejen.
Og de danske (blinde) vinkler
Der er 25.000 palæstinensere i
Danmark, og som gruppe bliver
de ofte fremhævet, når der ses på
vanskeligheder med integration eller på kriminalstatistikken. Mange
har mange meninger om palæstinensere som en del af det danske
samfund.
Langt færre har øjensynligt
spurgt sig selv, hvorfor der er
mange palæstinensere i Danmark
og derved fundet ud af, at det især
hænger sammen med staten Israels
oprettelse og – senere – med en
blodig borgerkrig i Libanon, som
Tul Karem flygtningelejren på Vestbredden. Foto: Flo Razowsky/Flickr
slet ikke om dets primære årsag og
PLO blev en del af og mange civile
de logiske løsninger.
palæstinensere i flygtningelejrene
ofre for.
Og hvem tænker på den israelskpalæstinensiske
konflikt eller på det
palæstinensiske
flygtningespørgsmål,
når der stilles krav
om, at kriminelle
med palæstinensisk
baggrund skal sendes ud af Danmark
og hjem ”hvor de
kommer fra”?
En aktuel politisk
skandale handler
om, at statsløse unge
borgeres rettigheder
er blevet tilsidesat i
strid med lovgivningen og internationale
konventioner.
Der handler især
om unge med palæstinensisk baggrund,
men interessen i
sagen rækker ikke så
vidt som til at knytte
en historisk sløjfe til
på Palæstina Orientering 2013
årsagerne til, at mange palæstinensere er
Abonnement på bladet for 2013 (4 numre)
statsløse.
koster 150 kr. for trykt udgave og 75 kr. for
Nej, man må helst
elektronisk udgave (pdf-format).
ikke tale om det paAbonnement kan bestilles ved mail til:
læstinensiske [email protected]
ningespørgsmål og
Tegn
ABONNEMENT
19
Afsender: Mjølnersvej 1E, 1,
3000 Helsingør
- den store fredsprocesødelægger?
Søgemaskinen Google har påkaldt sig Israels forudsigelige vrede ved at bruge ordet
Palæstina på den palæstinensiske udgave af søgemaskinen.
En gang var der ved Nordhavn Station en grafitti. De store bogstaver, der let kunne ses fra
S-toget, stavede sætningen ”Jordan er Palæstina”. Pointen i de pro-israelske hærværksmænds budskab var gængs dengang, hvor det i brede kredse var velanskrevet at mene,
at de mange palæstinensere, som Israel havde fordrevet til Jordan, havde gjort Jordan til
palæstinensernes stat. Det fulgte deraf, at palæstinenserne ingen krav havde på den ejendom, som Israel havde stjålet fra dem.
Graffitien ved S-toget er blevet vasket væk for længe siden, og omtrent det samme er vel
sket med den brede lydhørhed over for den semantiske svindel, der skiftevis lod Palæstina
og palæstinenserne forsvinde, så der ikke var noget at have krav på, og ikke var nogen, der
havde sådanne krav. Og selv om mange mennesker stadig vil nægte palæstinenserne deres
krav, så er der langt mellem dem, der mener, at de og Palæstina ikke findes.
Israel vs. Google
I dag er det kontroversielle spørgsmål, om der findes en palæstinensisk stat, og på det
seneste også, om Googles palæstinensiske side, der kan findes på internet-domænet www.
palestine.ps, må skrive, at den er søgemaskine for Palæstina.
I april ændrede Google teksten på palestine.ps fra ”de palæstinensiske territorier” til slet
og ret ”Palæstina”. Google har henvist til optagelsen af Palæstina i UNESCO i 2011.
Ændringen faldt selvfølgelig, per refleks, den israelske regering voldsomt for brystet:
-Ved at bruge ordet “Palæstina” anerkender Google i realiteten eksistensen af en palæstinensisk stat, skrev den israelske viceudenrigsminister Ze’ev Elkin i et brev til søgemaskine-gigantens administrerende direktør Larry Page.
20
Han fortsatte:
- Sådan en beslutning er efter min mening ikke alene forkert, den kan også influere negativt på min regerings forsøg på at starte direkte forhandlinger mellem Israel og de palæstinensiske selvstyre-myndigheder.
Vi lader den lige stå et øjeblik…
Så dumt, det er
Nu har den vist stået så længe, at de fleste kan se, hvor bizart det er. For hvordan skulle
det skade direkte forhandlinger mellem Israel og PA, at der står Palæstina på Googles
hjemmeside? Det er ikke lige til at forstå, slet ikke hvis man husker på Israels sabotage af
alle hidtidige forhandlinger.
Det er næsten ligeså dumt, som det er at skrive ”Jordan er Palæstina” på en mur ved
Nordhavn Station.