Citronlunden
“Lemon tree, very pretty,
and the lemon flower is
sweet,
But the fruit of the lemon is
impossible to eat
Lemon tree, very pretty, and
the lemon flower is sweet,
But the fruit of the lemon is
impossible to eat”
Opskriften på
Syltede citroner
(Lamoun Makbouss)
Ingredienser:
- En krukke
- 5-6 citroner
- 1 kop vand
- ½ tsk. Salt
- 1 kop eddike
(Man kan lægget
lidt tyndskåret
peberfrugt imellem
citronskiverne.
Nogle bruger olie i
stedet for eddike)
1. Skær citronerne i
stykker (ca. 6 snit).
2. Bland vand,
eddike og salt og kog
det i 6 minutter
3. Lad væsken køle
lidt ned og hæld
derpå over
citronerne i krukken.
Sæt krukken et
køligt sted i 1
måned.
4. Gør andre ting i
mellemtiden – gå på
arbejde, tag på
ferie… uanset hvad.
5. Dine syltede
citroner er klar til at
blive spist.
Kan spises som en
snack til friskbagt
brød eller til en
salat.
God appetit
Kort om filmen
Hvad er vigtigst – et menneskes liv eller en
citrons liv? Du vil sikkert vælge menneskelivet,
men efter en tur med den jødiske filmproducent
Eran Riklis igennem citronlunden, så begynder
du nok at tvivle.
Salma og Mira
I kernen af historien er to kvinder på sin hver
side af citronlunden: Forsvarsministerens kone
og ejeren af citronlunden. De er dybest set ikke
så forskellige som man skulle tro. Begge to
fanget midt i omstændigheder, de ikke selv kan
styre – men begge to i oprør mod det.
Mira står som en ”desperat hustru”, der bare skal
nikke og tage imod ved selskaber – og ellers bare
er en ”dum ko”, imens hendes mand har en
affære.
Salma står med stoisk ro og kæmper sin kamp
både imod jøderne og mod sine egne, som
bestemt ikke bakker hende op.
Og rundt om dem en konflikt, der er ude af
kontrol, men som bestemmer deres liv.
Spørgsmål til efter filmen
Citroner
Jeg kan ikke lade være med at overveje om der er
et eller andet symbolsk i de citroner, der er med
nærmest ved hver eneste scene.
”Det handler bare om citroner” – siges det hele
tiden. Men er Salmas kamp bare for de citroner,
som hun alligevel ikke kan leve af?
Kan man sige, at Salma ikke vil dø, hvis hun mister sin citronlund, men
hun vil miste sit liv? Citronlunden bliver et symbol, der binder hende til
sin familie, til sin fortid og til sit land.
Soldaten i vagttårnet
Han lærer hebræisk og jødisk filosofi – fejlslutninger som ”Sokrates er
død – min hund er død, derfor er min hund Sokrates”.
Kan man sige, at der foregår en sådan fejlslutning lige nede for vagttårnet:
”Nogle palæstinensere er terrorister derfor er alle palæstinensere
terrorister”?
Historien
”Man skal lære af historien” – men er der nogensinde kommet noget godt
ud af at lære af historien andet end en fastholden i en gammel konflikt?
Salma er også bundet af sin fortid – hvad betyder mon scenen, hvor hun
brænder mandens tøj sammen med avisartiklen om advokatens forlovelse?
Kan man glemme historien og komme videre?
En nuanceret film?
Kan man sige, at filmen er nuanceret eller er den pro-israelsk eller propalæstinensisk?
- Der må være en
anden løsning
- I 3000 år har vi
ingen fundet.
- Så er det måske på
tide.
(Samtale mellem
forsvarsministeren og
hans kone)
Taber og vinder?
Hvem er taber og hvem er vinder i
filmen? Eller ender filmen ligesom i
virkelighedens kamp mellem jøder
og arabere: At begge taber? Flere
fældede træer og flere murer – og
mere ensomhed.
Sidder man med et indtryk af en
konflikt, der kan løses eller er det
en uløselig konflikt?
Ville denne konflikt kunne løses på
anden måde end den, der vælges?
Retten til Mellemøstens citroner
- skrevet af Steffen Jensen, TV2s korrespondent i
Mellemøsten
Historien er så smuk, som den er enkel. Hele
Israel-Palæstinakonflikten er kogt ned til en
nabostrid mellem palæstinensiske Salma Zidane,
en fattig, stille enke og hendes nye nabo, den
israelske forsvarsminister, som flytter ind med sin
kone og tilhørende sikkerhedsvagter. Naturligvis
er der ikke bare tale om en personlig strid mellem
to familier et tilfældigt sted i Mellemøsten.
Filmen er – om end smukt underspillet – en klar
kommentar til konflikten. Men modsat så mange andre film, der bruger
Mellemøsten som bagtæppe for sin fortælling, forsøger Citronlunden at
være mere nuanceret og bæres oppe af en klar humanistisk grundholdning.
Men opgaven er formentlig umulig. Man kan ikke koge en så kompliceret
konflikt ned til så lidt. Palæstinensiske Salma har med sine citrontræer
dybere og mere ægte rødder i den fædrene jord, end den tilflyttende
israelske forsvarsminister har. Den svage palæstinensiske kvinde får også
automatisk retten på sin side i filmen, mens hendes magtfulde israelske
nabo med sin regeringspost og indflydelsesrige venner lige så automatisk
bliver portrætteret som uærlig og uden adkomst til nogen ret.
Fortælleteknisk er det altid nemmest at følge eventyrernes
historieopbygning med en ond og magtfuld dronningestedmor over for en
svag men ærlig fårehyrde, der lever af jorden. Men i virkelighedens
verden har man ikke nødvendigvis uret, fordi man har magten, og man er
heller ikke født til at have ret, blot fordi man er svag.
Citronlunden er en smuk og fin beskrivelse af en håndfuld skæbner, fanget
i en umulig altopslugende konflikt, og som sådan virkelig
anbefalelsesværdig. Et præcist,
dækkende og balanceret billede
på virkelighedens konflikt i
Mellemøsten er den ikke. Men
det bør man heller ikke forvente
af en enkelt biograffilm.