1. No category

Gråsten Slotskirke
Bygningshistorisk gennemgang
Februar 2013
Gråsten Slotskirke
Bygningshistorisk gennemgang
Udarbejdet af Kent Alstrup
Slotte og Kulturejendomme
Februar 2013
2
Indholdsfortegnelse
Indledning 4
Slottets bygningshistorie 5
Slotskirken
16
Malerierne
20
Inventar
22
Konklusion
27
Tidslinje
28
Kilder
29
Noter 30
3
Indledning
Gråsten Slotskirke rummer mange gåder, som nærværende undersøgelse
vil søge at belyse, så langt det kan lade sig gøre. Desværre er det meget
begrænset hvad der kan fremdrages af vore arkiver. Da kirken byggedes af
en privatmand, er der ikke som ved de andre kongelige slotte oplysninger
at hente i den kongelige bygningsadministrations regnskaber, kongelige
resolutioner etc.
Bygherren, lensgreve Frederik Ahlefeldts efterkommere har på Tranekær
Slot ganske vist et stort arkiv, men det går kun tilbage til 1720´erne hvor
Gråsten afhændedes til hertugen af Augustenborg.
Det ældste materiale må derfor søges i de augustenborgske godsarkiver
i Rigsarkivet, i samtidige beskrivelser, samt iagtagelser gjort på stedet,
f.eks. i Nationalmuseets storværk ”Danmarks kirker”.
Fig. 1. Gråsten Slot set fra Slotssøen. Nationalmuseet.
Slottets bygningshistorie
Det første Gråsten byggedes syd for slotssøen, hvor byens bibliotek nu står.
Det opførtes efter 1519, da de to brødre Frantz og Gregers Ahlefeldt arvede
det store Søgård gods. De to brødre kunne ikke enes, som deres far i sin tid
ikke kunne enes med sin bror. Faderen Benedikt og dennes bror Jørgen var
så meget uvenner at de delte alt så lige som det kunne lade sig gøre. Selv
Søgård blev delt i to lige store dele, med en mur tværs over borggården!
Fig. 2. Gråsten Slot set fra luften. Øverst ses nordfløjen med Slotskirken.
Det ældste Gråsten har formodentlig ikke været særligt stort, og måske
heller ikke videre komfortabelt. I hvert fald boede Gregers Ahlefeldt altid
i Flensborg om vinteren. I løbet af 1900-tallet stødte man flere gange på
rester af dette ældste slot i forbindelse med nybyggerier, men resterne blev
aldrig nærmere undersøgt.
Gregers Ahlefeldts søn Gregers var den der gjorde Gråsten til slægtens
hovedsæde. I 1603 nedbrændte den gamle herregård, og den nye opførtes
på sin nuværende plads. Den nye avlsgård stod færdig allerede 1604, selve
slottet i 1616.
I stedets gartner, Hans Petersens, bevarede erindringer fra 1772 fortæller
han, at Frederik Ahlefeldt lod kirken bygge på det sted hvor der tidligere
havde været et ridehus og et ”aparte” hus, kaldet Wandrath, der var så stort
”at køer heste stod deri, og alt kornet opbevaredes deri”. Det har været gættet på at selve slottet har ligget parallelt med denne avlsgård, altså hvor den
nuværende sydfløj ligger. Denne teori blev i 1986 fremsat af Poul Andersen
i hans bog ”Graasten – et slot og et sogn”.
Undersøgelser i slotskirken har da også vist at nordfløjen er en ombygning
af et ældre hus, der har haft et dæk mellem stue og første sal (1). Ydermere
findes der gamle vinduesspor, der viser at etageinddelingen oprindeligt
har været anderledes, idet at vinduerne i stuen har gået op til pulpiturernes nuværende underkant, mens vinduessporene på første sal når op over
kirkens stukloft (2).
At der skulle have været et ridehus, er dog noget overraskende. Det er ikke
noget man ellers på dette tidspunkt finder på herregårdene, så Ahlefeldt
skulle have været mere end almindeligt hesteglad, for at have sådan et.
Umuligt er det selvfølgelig ikke, Kongen havde jo sit ridehus bag Københavns Slot. Ahlefeldt var ikke nogen helt almindelig godsejer, og Gråsten
var ikke nogen helt almindelig herregård
En anden fortolkning af slottets ældste historie er givet af Inge Adriansen
og Vivi Jensen (3). Den går på, at gårdens oprindelige hovedhus lå hvor
kirken i dag ligger, nærmere bestemt den del hvor kirkens fremspring
på seks fag mod haven ses i dag. Denne tykkere mur har således dannet
hovedfløjens nordside. Ved en gennemgang af murankrene i 2008, kunne
man ud fra teglstenenes forskellige formater, konstatere at dette midterparti var ældre end resten af fløjen. Det trefags fremspring mod gården
fortolker de som den oprindelige hovedbygnings indgangsparti.
Sydfløjens midterste, meget svære tværmure, anses af Adriansen og Jensen ligeledes at være reminiscenser af det ældste byggeri. Murenes nuværende udnyttelse til installation af kaminer, mener de ikke er den oprindelige; så svære mure må have haft en bærende funktion. Det foreslås derfor,
at der her har ligget et porthus.
Det kunne understøttes af at de omtalte mure faktisk ligger næsten symmetrisk om den førnævnte hovedbygning. Dermed ville de to bygninger
have dannet et aksefast anlæg. At nordfløjens nuværende midtrisalit mod
gården også skulle have været den gamle hovedbygnings, er derimod ikke
helt så indlysende, da den ligger skævt i forhold til både selve hovedbygningen og det foreslåede porthus.
Hvorom alting er, så kunne man forestille sig at stenhusene har været forbundet med lave bindingsværkslænger. Tilsvarende disposition ses andre
steder, bl.a. det ældste Ledreborg fra 1660´erne. Men måske skal man være
forsigtig med bare at feje gartnerens erindringer af bordet, han kan jo
godt have sine oplysninger fra en velinformeret kilde på stedet, og kom jo
faktisk til Gråsten så tidligt som i 1715.
Fig. 3. Gråsten Slot, opstalt fra ”Den danske Vitruvius”.
Allerede anden generation på det nye Gråsten, måtte gå fra gården. I 1648
solgte Hans Ahlefeldt ejendommen til hertug Philip af Glücksborg, der
dog atter måtte sælge i 1663. Dermed kom Gråsten tilbage i Ahlefeldternes
eje, idet den nye ejer var Hans´ søstersøn Frederik (1623-86). Han var en
mand med en stormende karriere. Inden længe var han lensgreve af Langeland, blev storkansler og tysk rigsgreve. Selv om hans stilling som storkansler ofte krævede hans tilstedeværelse i København, hvor han havde en
gård på Slotsholmen, foretrak han at opholde sig på Gråsten.
Her gik han formodentlig i gang med at bygge om og til, så hans slot kunne
passe til hans høje position. Hvor langt han kom, er ikke til at sige, meget må være udført under sønnen, der forvirrende nok også hed Frederik
(1662-1708). Nordøstre pavillon er med sikkerhed dateret til midten af
1600-årene (4). Den kan således godt være fra storkanslerens eller hertugens tid.
Poul Andersen mente at den sydøstre pavillon må have været opført
samtidigt med den nordøstre. Terrassefløjen med porttårn, som ses på et
senere maleri, skulle så også være fra samme tid. Påfaldende er det dog, at
den sydøstre pavillon er opført over en temmelig irregulær plan, idet den
nærmest ser ud til at være hægtet skævt på sydfløjen.
Men hvis det er rigtigt at de to pavilloner og terrassefløjen opførtes samtidigt, må man næsten forestille sig at slottets overordnede idé har været
planlagt fra starten. Nu har man ikke tilsvarende undersøgt den sydøstre
pavillon, for at se om den er lige så gammel som den nordøstre, og selve
hovedfløjen brændte i 1757.
Til gengæld var de to vestre pavilloner ikke mere skadede, end at de sammen med kirken og de østre pavilloner efter branden kunne indgå i det
restaurerede anlæg. Således ville en bygningsarkæologisk undersøgelse af
de vestre pavilloner måske kunne kaste lys over hvor gammelt den del af
slottet er.
Det første man gjorde efter branden, var at opføre en beboelsesfløj mellem
de to sydlige pavilloner. Den gamle sydfløj, der formodentligt gik tilbage
til det oprindelige slot fra 1616 var antageligvis blevet nedrevet omkring
1730-40.
Måske var den blevet overflødiggjort af den nye hovedfløj, og måske af
samme grund dårligt vedligeholdt. I stedet for var slotsgården til denne
side blevet lukket af en mur, den ses på plantegningen i Lauritz de Thuras
”Den Danske Vitruvius” (fig. 5).
Der har dog været fremsat tvivl om at fløjen, bortset fra gårdmuren, skulle
have været fjernet. Det taler ihvert fald imod den teori, at sydfløjens kraftige tværmure går tilbage til et gammelt porthus. Men der findes faktisk et
udsagn fra 1749 om at ”sydfløjen stod der ganske vist i fordums tider, men
er nu derimod nedrevet, og ændringer foretaget i den allerede nævnte høje
mur” (5) Udsagnet er bemærkelsesværdigt nok fra samme år som Thuras
plantegning, så de to udsagn understøtter unægteligt hinanden.
Muren er hos Thura angivet som værende meget tyk, men der tales jo også
om en høj mur, måske har den endda været to stokværk høj, for at danne
symmetri i gården. En så tyk mur ville det ellers være oplagt at udnytte til
den nye beboelsesfløj efter branden, men hos Thura står den noget sydligere end den nuværende gårdmur. Det kunne derfor tyde på at den gamle
gårdmur blev nedrevet da man byggede den nye sydfløj. Fløjen har da også
de for midten af 1700-årene så karakteristiske ørelisener. Arkitekten var
da også J.G. Rosenberg, der i 1750´erne havde arbejdet tæt sammen med
hofbygmester N. Eigtved, hvis forkærlighed for ørelisener er velkendt (6).
I stedet for den gamle hovedfløj, blev der opført en forbindelsesgang mellem nord- og sydfløj. Selv om branden ikke bredte sig til kirken, kan heden
have gjort skade på facaden. I hvert fald blev alle vinduerne udskiftet på
dette tidspunkt, måske fordi ruderne var lagt i bly, der smeltede i den kraftige varme. De nye vinduer kan naturligvis også have været tænkt at skulle
passe til vinduerne i den nye sydfløj.
Vilhelm Lorenzen skriver at man umiddelbart skulle tro, at Gråsten var
bygget efter en samlet plan, måske endda helt tilbage fra 1660´erne (7).
Men da der jo skulle have ligget en ladegård på stedet forekommer det ham
alligevel usandsynligt. I dag ved vi, at det ældre anlæg indgik i det nye,
så formodningen om at der har foreligget et overordnet projekt, er måske
ikke så tosset endda. Hvornår kirken blev indrettet kan ikke siges med
sikkerhed. Dog kan kirkeklokken give et praj, da den er dateret til 1698,
hvoraf man kunne udlede at kirken må være fra omtrent samme tid. Også
det udskårne årstal 1702 i pulpituret, peger på en datering omkring år
1700.
Fig. 4. Gråsten Slot, plan fra ”Den danske Vitruvius”.
Det passer også med at der i et inventarium fra 1778 omtales en nu forsvunden sten som Frederik Ahlefeldt havde opsat som kirkens stifter (8).
På stenen var samtlige Ahlefeldts titler opremsede. De to Frederik´er, far
og søn, havde de samme titler bortset fra en, nemlig storkanslertitlen. Da
denne ikke stod på stenen, må det være den yngre Frederik Ahlefeldt der
er tale om.
Ifølge stenens indsskrift havde greven bestemt at der ikke skulle oprettes en særlig stilling som præst i Gråsten, men at præsten i Adsbøl tillige
skulle fungere som slotspræst. Denne, Frederik Brekling, omtales som værende i sin ”høje alder”. Da Brekling døde i 1708 i en alder af 74, kan man
udlede at kirken ikke kan være ret meget yngre end fra ca. 1700, hvilket
passer fint med dateringen af kirkeklokken og pulpituret!
Men faktisk har der været ansat slotspræster på Gråsten før Brekling. J.
Pascius ansattes som slotspræst i 1695, og blev afskediget igen i 1702. Dermed var han præst da kirkeklokken blev støbt og pulpituret rejst, hvilket
har ledt til den konklusion at det var Pascius der indviede kirken. Hvorom
alting er, så ændrer det ikke meget ved kirkens datering, om det nu var den
ene eller den anden præst der indviede den.
Thura skriver at slottet var opført af storkansleren, men det passer umiddelbart dårligt på Slotskirkens datering. På den anden side kan Thura jo
godt have talt med nogen, der kendte til stedets historie. Og ret beset kan
det jo godt være rigtigt, at slottet er storkanslerens værk, selv om det blev
sønnen der kom til at fuldføre det. Ikke mindst arbejdet med pragtinteriører, som for eksempel slotskirken, kan nemt have været længe undervejs.
Hvorom alting er, så må det færdige anlæg have bestået af et firfløjet anlæg, som det ses på det bevarede maleri (fig. 6). Dispositionen med tre fløje
og en lav portfløj var velkendt herjemme fra Frederiksborg Slot. Faktisk
havde man en så stærk forkærlighed for motivet, at Nicodemus Tessin d.y.
i 1680´erne blev stillet over for et absolut krav om at udforme sit forslag til
Sophie Amalienborg efter samme skema.
Gråsten skiller sig ud fra Frederiksborg ved at have pavilloner i hjørnerne,
10
der binder fløjene sammen. Heri minder det meget om Palais du Luxembourg i Paris, opført 1625-31, med sine tre fløje forbundne med hjørnepavilloner, og en lav terrassebygning på den fjerde side, med porttårn
midt for. Samme tema blev senere benyttet til byggeriet af Hirschholm i
1730´erne.
Med så fornemme slægtninge har vi allerede sporet os ind på noget væsentligt: Ahlefeldternes Gråsten var ikke nogen helt almindelig herregård.
Der var tværtimod tale om et egentligt slotsanlæg, ikke bare på grund af
hovedbygningens størrelse, men også fordi ladegården flyttedes væk fra
slottet. Kun en ridestald nævnes i slottets umiddelbare nærhed.
Fig. 5. Gråsten Slot ca. 1725. Maleri af ukendt kunstner. Nationalmuseet.
Der har været gættet på at den var indrettet i de to lave forbygninger,
der ses på et maleri fra ca. 1730 (fig. 7). De var langstrakte med ottekantede pavillontårne ved de yderste hjørner, mod indgangssiden ses små
fremspringende, vagthus-agtige pavilloner, der via to buede murpartier
forbandtes med porttårnet. På den måde dannedes en lille forplads, og
anlægget fik dermed den klassiske franske opdeling af gårdene i en nedre,
cour basse, og en øvre, cour d´honneur.
Selve hovedbygningen havde på hver fløj hvert sit valmtag, og pavillonerne
ser på samtlige gengivelser fra før 1757 ud til at have pyramidetage, hvor
de i dag har helvalme. Tagene var således med til at understrege husets
overordnede idé med de fire fløje, med pavilloner i hjørnerne, der samler
det hele i en harmonisk helhed.
Selve hovedfløjen havde midt for en fem fag bred midtrisalit, der var halvanden etage højere end resten af huset. Foran midtrisalittens tre midterste
fag var der en søjlebåret balkon i højde med beletagen. Over taget havde
midtpartiet en slags lanterne, eller belvedere, med ottekantet spir og vindfløj. Fra slotsgården førte tre trapper op til en terrasse foran hovedfløjen.
Terrassens spærremur kronedes af en balustrade med tolv gudestatuer.
11
Efter bogen skulle haven have ligget i slottets symmetriakse. Men hovedbygningen lå lige ud til slotssøen, så haven måtte lægges ud for sidefløjene.
Den fornemste del anlagdes ud for kirkefløjen, i akse med et prægtigt
orangeri.
Det ovennævnte maleri findes ikke mere, men maleriet på Nationalmuseet
viser ikke forgården med dens bygninger, så måske blev de aldrig opført,
de ses heller ikke på stikkene i Pontoppidans ”Theatrum Daniæ” og Thuras
”Den danske Vitruvius”. I den sidste ses dog på plantegningen de buede
spærremure foran porttårnet. Ellers er der stort set overensstemmelse
mellem de fire forskellige fremstillinger af slottets facader. Dog ses der på
de Thuras tegning, at der kun var blomsterguirlander mellem vinduerne i
den del af midtpartiet, der rager op over taget, mens der på de øvrige fremstillinger også ses guirlander over vinduerne i beletagen (9).
Netop guirlande-motivet peger entydigt mod Nederlandene. Det samme
gør porttårnet, med sine fire pilastre, med trekantsfronton og ottekantet
spir. På det forsvundne maleri fremstår slottet bemalet i en lys farve, der
på Nationalmuseets ses at være grå med lysere gesimser. En sådan bemaling er ikke just karakteristisk for tidens nederlandske byggemåde, men
vandt meget frem herhjemme, hvor også Charlottenborg sent i 1600-tallet blev pudset og malet. En grå farve observeredes ved renoveringen af
Kirkefløjen i 2008 under den nuværende hvide. Under den grå farve ses
en gul eller muligvis lyserød farve, der måske stammer fra det ældste hus,
enten dette nu var hovedbygning eller avlsgård (10).
En arkitekt nævnes ikke, men der har været gættet på Ewert Janssen (død
ca. 1692), der med sin nederlandske baggrund godt kunne være ophavsmand til slottet, som det gengives i Thuras Vitruvius og på det bevarede maleri. Storkanslerens nye palæ på Kongens Nytorv, der opførtes i
1680´erne, var også stærkt nederlandsk inspireret. Også den tyske arkitekt
12
Francois Dieussart har været foreslået (11). Han vides at have bygget det
ældste Sorgenfri for storkanslerens yngre søn Carl. Det er dog påfaldende
at han i en ansøgning til Kongen i 1707 anfører at han har været bygmester
for Carl Ahlefeldt, og opført Sorgenfri for denne (12). Havde han været
arkitekt for Gråsten, ville det være nok så relevant at nævne det, da dette
anlæg jo var et væsentligt mere omfattende og prestigefyldt byggeri end
Sorgenfri. Oven i købet skulle byggeriet jo ifølge gartner Petersen først
have været fuldført i 1709, og altså stadig være under opførelse, da Dieussart skrev til Kongen. (13).
Ahlefeldternes Gråsten indgår i en større arkitektonisk bevægelse, kaldet
den hollandske palladianisme (14). Heri ligger ikke bare, at Palladios idéer
formidledes over Nederlandene, men også at der bag denne arkitektoniske
bevægelse fandtes ideologiske og filosofiske forestillinger.
Fig. 6. Gråsten Slot, ca. 1735. Efter nu forsvundet maleri af ukendt kunstner.
Fra V. Lorenzen: ”Dansk Herregaardsarkitektur fra Baroktiden”, København 1928.
Arkitektonisk fik retningen sit gennembrud herhjemme omkring 1670 med
bl.a. Sophie Amalienborg, Gyldenløves Palæ (nu Charlottenborg) og Nysø.
De præges helt grundliggende af harmoni, soberhed, orden og symmetri,
med en behersket brug af dekorative elementer, primært i form af pilastre
i stor orden og trekantsfrontoner. Heri er der for så vidt ikke noget specielt
nederlandsk, det er helt efter bogen (Palladios), det samme er klassiske
indramninger af portaler og vinduer.
Derimod er den udbredte anvendelse af blomsterguirlander et specielt
nederlandsk træk. Et andet udpræget nederlandsk træk er den blanke
mur, der dog herhjemme sent i 1600-tallet ofte måtte vige for pudsede og
malede facader (15), antageligvis under påvirkning af den svenske arkitekt
Nicodemus Tessin d.y. Denne, som havde sin baggrund i den italienske
barok, agiterede voldsomt imod de nederlandske tendenser i dansk byggeri
(16).
Så firkantet som den hollandske palladianisme her er karakteriseret, blev
13
den dog ikke udformet i Danmark. Flere steder ses der f.eks. slet ikke pilastre, andre steder er trekantsfrontonen erstattet af af en balustrade, nogle
steder steder ses trekantsfrontoner uden at være båret af pilastre etc.
Den ideologiske baggrund for den hollandske palladianisme skal findes i
dels udviklingen af den moderne stat, som den gav sig udtryk i enevældens
bestræbelser mod et centraliseret forvaltningsapparat og en merkantilistisk opfattelse af handel og økonomi; dels i de lutherske og de kalvinistiske etikker.
Der er ligefrem tale om en ”nederlandsk bevægelse”, hvis idealer om
fornuft, selvbeherskelse og mådehold er direkte beslægtede med den nye
stil ”med dens enkle og sobre bygningslegemer, forædlet med klassiske
tempelgavle… og strammet op med de flade pilastres faste rytme” (17).
Også elitebevidstheden hos den nye hofadel må tages med i betragtning.
Den indbefattede udover de nævnte religiøst-filosofiske idealer, en boglig
og konverserende kultur, beregnet på at gøre sig i saloner. Gode manerer
parret med selvbeherskelse og kultiveret dannelse var alfa og omega, hvis
man ville lege med samfundets store.
Til denne kreds kan man bestemt regne Ahlefeldterne. I Ditlev Ahlefeldt,
der skrev sine erindringer, toner den perfekte hofmand frem. Og storkansleren selv betegnes af samtidige som en ”højt dannet polyhistor, der kunne
føre diskussioner om teologiske og filosofiske emner” (18).
Hannibal Sehested (manden bag den nye enevældes magtapparat) sagde
om ham, at han var ”den betydeligste og dygtigste Mand i Danmark, og
den, hvis Raad høres mest. Han er meget lærd, og optaget af Studier, har
rejst meget og er saare videbegjærlig… han er arbejdsom, tapper og modig,
heftig og løs paa Haanden, saa stivsindet i Udførelsen af sine Planer, at
han endog kan yppe trætte i selve Conseillet, ja med Kongen selv, men da
han kender denne sin Fejl, foretrækker han at blive i Holsten”.
14
Han var højt værdsat af dronning Charlotte Amalie; det samme var i
øvrigt sønnen Carl. Dronningen var selv en særdeles kultiveret dame, der
som reformert, eller kalvinist, stod bag opførelsen af den reformerte kirke
i Gothersgade, som stilistisk føjer sig smukt ind i rækken af bygninger i
den nederlandske klassicisme herhjemme.
Disse personlige egenskaber, kombineret med Palladios opfattelse af den
gamle romerske bygningskunst, ”som hierarkisk graduerede strukturer,
som rytmiske bygningslegemer med over- og underordnede dele samlet
om en hovedakcent” (19), kan stå som en passende karakteristik af Ahlefeldterne og deres Gråsten.
Fig. 7. Gråsten Slotskirke, nedtagelsen af korset, detalje af altertavlen. Nationalmuseet.
15
Slotskirken
Pontoppidan skrev i 1730 om slotskirken på Gråsten, at den var i samme
manér som jesuitterkirken i Antwerpen (20). Udsagnet er umiddelbart ret
så overraskende, for godt nok er der tale om en nederlandsk kirke, men
den er katolsk. Oven i købet tilhørte kirken jesuitterordenen, hvis fornemste opgave var at genvinde nordeuropa for den katolske kirke efter reformationen - af pavekirken betegnet ”det store frafald”.
I øvrigt er der store ligheder mellem de to kirkerum. Begge har søjlebårne
gallerier i to etager, og kirken i Antverpen havde loftsmalerier af Rubens
i hvert fag over og under pulpituret, ganske som på Gråsten. Mesteren for
malerierne på Gråsten må dog i al stilfærdighed siges at være i en noget
anden liga. I dag er ligheden mellem de to kirkerum ikke helt så påfaldende, i og med at malerierne i jesuitterkirken senere er brændt.
Pontoppidans udsagn kan ikke bare være grebet ud af luften, som når turisthåndbøger udnævner enhver kirke med kuppel til kopier af Peterskirken i Rom. Frederik Ahlefeldt vides jo at have opholdt sig en del i Nederlandene. Kirken kan have gjort indtryk på ham, så han har ytret et ønske
om at få sin slotskirke indrettet i samme stil. Arkitektonisk er slotskirken
barok på en måde der er sjældent set på vore breddegrader, med sit stærkt
bevægede søjlebårne galleri.
Selve rummets hovedidé går tilbage til Slotskirken i Torgau, som selveste
Luther var med til at indrette. Typen blev hurtigt norm i slotskapeller i
hele det lutherske område, herhjemmefra kendes den fra bl.a. Koldinghus,
16
Sønderborg, Kronborg og Frederiksborg slotskirker.
Rummet er bygget op over både længde- og tværaksen. I længdeaksens
poler ses henholdsvis alter og orgel, i tværaksens prædikestol og indgangsdør med herskabsstol over. I fløjens regulære firkant, står søjlerne som en
installation. De søjlebårne gallerier skaber et stærkt bevæget rum i rummet.
Foran hver langside bæres galleriet af seks korintiske søjler, fordelt med
tre på hver side af tværaksen. Mellem de to midterste søjler buer entablementet konkavt, så der i rummets midte opstår en cirkulær udvidelse. Lige
før de buede dele af entablementet møder muren, ses mod nord prædikestolen, mod syd herskabsstolen, begge ottekantede. Også i længdeaksen
buer galleriet ind bag henholdsvis alter og orgel.
Over entablementet ses en rigt udskåret brystning, hvis postamenter bærer kompositte søjler, og et entablement der gentager den bølgende bevægelse. Således får det bevægede rum i rummet karakter af en langskibet
søjlehal, der midt på udvider sig over et cirkulært grundrids. Tilsvarende
er det rige stukloft opdelt i en flad kuppel over midterpartiet, flankeret af
to flade tøndehvælv.
Fig. 8. Gråsten Slotskirke set mod alteret.
Oprindeligt må der have været en anden ordning af kirkens vestende. Før
fyrstestolen på gulvet indrettedes omkring 1760, må man forestille sig at
også pulpiturets kortside har været båret af søjler. Ikke nok med det. Afstanden fra sidste søjle og hen til fyrstestolen er kun ca. 2/3 af den afstand
der ellers er mellem søjlerne. Følgelig har maleriet under pulpituret kun
2/3 af den længde maleriet over pulpituret har. Ligeledes er akantusmotiverne tydeligt mere komprimerede end i felterne mellem de øvrige søjler.
17
Det ville derfor være oplagt at forestille sig pulpituret har sluttet noget
vestligere end i dag, hvorved søjlerne ville have stået med samme afstand
langs begge langsider. Dermed ville pulpituret over vestenden også have
været en del smallere end i dag, og dermed have haft samme dybde som
bag alteret, og rummet ville have stået perfekt symmetrisk.
I kortsiden må der have været søjler, der korresponderede med postamenterne i brystningen. Ved ændringen i midten af 1700-tallet skulle man
følgelig have forkortet malerierne under pulpituret, samt ændret brystningens træskærerarbejde, for at skabe plads til den nye fyrstestol.
Fig. 9. Gråsten Slotskirke, plan af stueetagen. Fra Charles Christensen, ”Graasten Slot”,
1939, i rækken af indenrigsministeriets protokoller, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.
Problemet ved den foreslåede vestligere afslutning af pulpituret, er at
der ikke kan have været meget plads til organisten foran orgelet. Thuras
tegning viser en helt anden indretning af vestenden med tre mindre loger,
samt to søjler mere i østenden. Pontoppidan nævner 24 søjler, hvilket passer på kirkens nuværende antal. Måske vil fremtidige undersøgelser under
fyrstestolens gulv kunne give nogle interessante bud på spørgsmålet.
Virkningen af rummet i rummet understreges af, at søjlerne ikke korresponderer præcist med vinduestakten. Ganske vist er der en søjle pr.
vinduespille, men de står ud for pillernes hjørner, hvilket er højst ureglementeret ud fra den klassiske tilgang til arkitekturen. Oven i købet udgøres tværaksens midtpunkt af en vinduespille, hvilket betyder at der heller
ingen korrespondance er mellem det ydre og det indre. Som konsekvens
heraf er den oprindelige indgangsdør forskudt mod vest.
At søjlehallen i den grad ikke er tænkt sammen med husets vinduestakt,
kunne være en indikation på at projektet til kirken er blevet ændret undervejs. Der kan ikke bare være tale om at vinduerne fra staldbygningens tid
ikke passede til kirken, i og med at de var blevet muret om i anden halvdel
af 1600-tallet. Måske skal det forstås sådan at man har ombygget fløjen, så
facaderne svarede til slottets øvrige. Når man så kom til at skulle indrette
18
kirken, har man lavet den som man syntes den skulle være, uden at skele
for meget til facaden. Det er i så fald ret bemærkelsesværdigt for sin tid.
Barokken lagde vægt på at skabe overensstemmelse mellem ude og inde.
På Thuras plan i Vitruvius ses rummets symmetri dog at tage udgangspunkt i indgangsdøren, der jo sidder i den udvendige facades midterste fag.
Om det så er Thura, der ikke har kunnet nære sig for at ”forbedre” planen,
eller om der er tale om et ældre projekt, vides ikke. På Thuras plan er
uoverensstemmelsen mellem vindues- og søjletakten endnu mere udtalt,
hvilket understreger fornemmelsen af at kirkerummet ikke er tænkt sammen med fløjens ydre arkitektur.
Dørens skæve placering ses dog ikke inde i kirken, da indgangen er kamufleret som en tredelt portal, hvor altså kun den vestligste del rent faktisk er
en dør. Portalens fire pilastre kronet af en trekantfronton, vækker stærke
mindelser om slottets oprindelige porthus. Set i sammenhæng med herskabsstolens karnap, er ligheden med porttårnet ligefrem frapperende (fig.
4 og 10).
Fig. 10. Gråsten Slotskirke set mod orgelet og fyrstelogen fra midten af 1700-tallet. Fotograferet vinteren 2013 af Thomas Rahbek, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.
Oprindeligt har rummet fremstået anderledes farverigt end i dag. Farvearkæologiske undersøgelser har vist at marmoreringer i sort, hvidt og rødt
har domineret, som det endnu ses på alteret. Således stod alle søjlerne
rødmarmoreret på en hvid bund (fig. 13). Før restaureringen i 1940´erne
stod de hvidmalede (fig. 12).
Også den tredelte portal har stået i sort og rød marmorering. Om væggene
altid har stået hvidtede vides ikke, en nærmere undersøgelse vil kunne
vise om der har været malede dekorationer. Brystningens forgyldte træskærerarbejde i akantusbarok har oprindeligt haft en blå-grå baggrund, og
sortmalet håndfang øverst.
19
Stukloftets stærke blå bundfarve er ikke den oprindelige, ligesom den
sorte farve på motivet med flisegulvet over alteret formentlig heller ikke er
det. Hele stukloftet har antageligvis stået hvidtet. ”Loftet har skullet svæve
over rummet, ikke være en del af det” (22). Tilsvarende har gesimser, samt
bræddelofterne over og under pulpiturerne, stået hvidmalede, hvilket er
ret usædvanligt for tiden. Men bræddelofterne skal forstås i sammenhæng
med stukloftet. Oven i købet har de måske endda stået hvidkalkede. Lister
og kapitæler, såvel som brystningens slyngværk, har altid stået forgyldt,
om end forgyldningen mange steder fornyedes ved restaureringen i
1940´erne.
Malerierne
Kirken er ustyret med en overdådig malerisk udsmykning. Ifølge Pontoppidan var billederne udført af en berømt italiensk mester. Som nævnt
ovenfor, var det nok så som så med berømmelsen. I øvrigt mener man nu
at malerierne stammer fra fem forskellige værksteder, og er malede efter
kobberstik, så om egentlige originale kunstværker er der ikke tale. Malerierne i lofterne under og over pulpituret er indfældede i et rammeværk,
der relaterer sig til søjlestillingen. Derudover er malerierne placerede på
vinduespillerne, på en sådan måde at de spænder ud mellem vinduerne.
Kirken skal have haft 80 malerier, i dag er 76 bevarede, om end ikke alle
på deres oprindelige pladser. Dels er der overordnet set en del uorden i
kronologien, dels er billederne på vinduespillerne byttet om, således at
de der oprindeligt hang øverst, nu hænger nederst. Rummets maleriske
udsmykning er tilsyneladende skabt efter et overordnet program.
Fig. 11. Gråsten Slotskirke. Undersiden af søndre pulpitur. Nationalmuseet.
20
I loftet under pulpituret ses fremstillinger fra det gamle testamente, begyndende i nordøstre hjørne med verdens skabelse (fig. 14), syndefaldet,
Kain og Abel, syndfloden (fig. 20) og Noahs ark, og slutter af i nordvestre
hjørne med Noahs syndefald. Oprindeligt sekunderedes disse loftsbilleder
af fremstillinger på vinduespillerne af gammeltestamentlige profeter; de er
senere flyttet ovenpå.
Motiverne fra det nye testamente i loftet over pulpiturets nordøstlige
hjørne starter med Mariæ bebudelse og fortsætter med Jesu fødsel, legenderne om Jesu barndom, dåb og fristelsen i ørkenen. Fra det sydvestlige
hjørne fortsættes med Jesu liv og gerninger, efter han er trådt offentligt
frem. Sidst i rækken ses indtoget i Jerusalem og uddrivelsen fra templet.
Disse billeder er sandsynligvis fra 1800-tallet. De må have erstattet ældre
malerier, da Pontoppidan udtrykkeligt nævner 80 malerier. Billedserien
fortsættes med Jesu lidelseshistorie i billederne mellem vinduerne nede
i kirken, der jo oprindeligt hang foroven, hvormed der var skabt logisk
sammenhæng. (21). De er fra 1700-tallet, en nærmere datering vil man
antageligvis kunne komme frem til i forbindelse med en restaurering af
billederne (22).
Fig. 12. Gråsten Slotskirke set mod orgelet. Fotografi fra før 1920. På pulpituret set den
fremskudte væg, med loftsmalerier genbrugt som dørstykker. Nationalmuseet.
I altertavlens tre billeder sluttes der af med en opsummering af Jesu død
og opstandelse som vejen til frelse. Billedet af nadveren forneden minder
om det blod der er udgydt af og for menneskene, og det fællesskab hvori
frelsen kan findes, i sorgen over Jesu død, som illustreret ovenover, og i
glæden over opstandelsen og himmelfarten, som vist øverst.
På gamle fotos ses to store malerier hængende over døren til præste- og
degnestolene. Hvornår de er forsvundne, vides vistnok ikke. Men kirken
må oprindeligt have haft to vinduespiller mere i vestenden, før fyrstelogen
på gulvet blev indrettet omkring 1760. Måske har de oprindeligt hængt
her?
Samlet set er billedprogrammet blevet karakteriseret som Guds tre tilbud
til menneskene om at leve i kærlighed, og hvordan disse muligheder svigtes (23): Gud skaber himmel og jord, dyr og mennesker, men så sker syndefaldet og Kain dræber Abel. Guds andet tilbud kommer med syndfloden,
og Noahs chance for at overleve på arken, men også han fejler til sidst.
21
Guds tredje tilbud består i at lade sin søn ofre for menneskenes synders
skyld. I svigtet af dette tredje tilbud ligger imidlertid også frelsen, som den
fremstilles på altertavlen, med nadveren, begrædelsen, opstandelsen og
endelig himmelfarten. I stukloftet opsummeres Jesu liv og væsen i bebudelsen, treenigheden og dommedag. Denne tolkning understøttes af billedernes placering, og måden hvorpå maleriserien ved hvert hjørne skifter
spor.
Kirkens to sidste malerier falder uden for serien, men er ganske så væsentlige, nærmest som et fortolkningsredskab: Portrætterne over prædikestolen af reformatorerne Martin Luther og Philipp Melanchthon, den sidste
indviede de første danske lutherske bisper og kronede Christian III.
Inventar
Fig. 14. Gråsten Slotskirke, verdens skabelse. Maleri af ukendt kunstner. Nationalmuseet.
Altertavlen, der antageligvis er et værk af snedker og billedskærer Peter
Petersen i Tønder, er bygget arkitektonisk op med søjleordner i to etager,
korintisk forneden, og som sig hør og bør, komposit foroven (fig. 15). Underetagen leddeles over det sortmarmorerede fodstykke af fire søjler med
forkrøppet entablement. I midterste intercolumnie ses malerier i pragtfulde, udskårne og forgyldte rammer. Sidepartierne har figurer af Moses og
Aron på baggrund af forgyldt akantus i gennembrudt arbejde. Overetagens
midterfelt flankeres også af søjler, mens der på postamenterne yderst står
figurer af Jesus og Johannes Døberen.
Foran den derimellem værende akantus ses figurer af evangelisterne. Over
det øverste entablement udgøres topstykket af to engle der holder et rundt
billede forestillende himmelfarten. På alle flader og friser ses forgyldt
akantus; søjlerne henholdsvis rød og hvidmarmorerede. Gesimser er marmorerede i hvidt, sort og rødt. Alterskrankens fodstykke, postamenter og
håndliste står sortmarmorerede, balustrene rødmarmorerede.
22
Alterbordet er muret, med en jernbeslået træluge bagpå. Bordet står dækket af glatte fyrrebrædder. På sydsiden ses primitive udskæringer, som
man nok ville have betragtet som hærværk, hvis de ikke havde så historisk
dokumentarisk værdi: Et dannebrogsflag, Frederik VII´ s monogram og en
karikatur af hertug Friederich af Augustenborg henviser til treårskrigen
1848-50. Indskriften under karikaturen, ”Hertug Landsforræder”, siger
en hel del om, hvordan den lokale befolkning så på augustenborgernes
valg af side i konflikten. Ifølge inventaret fra 1778 var der ”foran” alteret to
sølvplader med henholdsvis hertugens og hertuginde Frederikke Louises
våben. I dag dækkes bordet af et antependium i rødt silke, broderet af
Dronning Ingrid.
Modsat alteret ses under orgelet en nyere herskabsstol, der dog i dag fungerer som våbenhus (fig. 16). Stolen er formentlig indrettet efter branden
1759; at den ikke kan være oprindelig, ses af at pilastrene ikke korresponderer med brystningens postamenter ovenover. Nu er der så vidt vides ikke
blevet udført farveafdækninger, der kunne vise om de har haft den samme
røde marmorering som søjlerne.
I og med at stolen ikke er oprindelig, må man næsten forestille sig at der
har været åbent under galleriet, og derfor forekommer det mest oplagt at
galleriet har været båret af søjler. I øvrigt er det naturligt at forestille sig at
der har været malerier i loftet under pulpituret. Der ville nemt være plads
til de sidste fire malerier, der mangler for at nå op på de oprindeligt 80.
Fig. 15. Gråsten Slotskirke. Alteret. Nationalmuseet.
Orgelet er i hovedsagen originalt, hvad angår facaden, mens værket er
fornyet to gange, første gang efter at det oprindelige var blevet ødelagt
under treårskrigen (fig. 17). Facaden har halvrundt midttårn og to spidsvinklede sidetårne. Overalt på facaden ses forgyldt akantusløv på hvid
bund, ligesom træværket i øvrigt står hvidmalet med forgyldte lister. De
store ”vinger” på siderne i form af forgyldt akantus i gennembrudt arbejde,
endte førhen nederst i små draperier. De var senere tilføjelser, og blev ved
23
orgelets restaurering i 1964 taget ned og opsat på væggen bag orgelet.
Den oprindelige passage bag om orgelet, forsvandt da bagvæggen på et
tidspunkt rykkedes frem, måske fordi orgelhuset udvidedes bagud i forbindelse med udskiftningen af værket i 1852. Passagen retableredes i forbindelse med sidste restaurering. I samme forbindelse blev fire loftsmalerier
opsat bag orgelet.
I Kulturstyrelsens arkiv kan man læse at det skal undersøges om dørstykkerne på pulpituret oprindeligt har været loftsmalerier. Disse ses på gamle
fotos over de to døre i den fremskudte væg, og de to sidste ses at have haft
en tilsvarende placering i kirkens østende, selv om der ikke var nogen døre
her. På de gamle fotografier ses de at have været rektangulære, hvor de nu
har affasede hjørner(fig. 10 og 12). Måske er de oprindelige loftsmalerier
blevet øgt, da de skulle bruges som dørstykker, og så har man ved fjernelsen af den fremskudte væg kunnet fjerne øgningerne igen.
Fig 16. Gråsten Slotskirke. Detalje af fyrstestolens nordre sidefag. Nationalmuseet.
24
Af prædikestolen er kun lydhimlen med det store krucifiks den oprindelige
(fig. 18). Den har tre hele og to halve sider af en ottekantet plan. På ”ottekantens” hjørner står der store akantusvolutter, der øverst bindes sammen af kraftige bladguirlander. Volutterne mødes omkring krucifiksets
korsstamme. Imellem volutterne ses over ”ottekantens” faser putti med
lidelelsredskaber. Selve prædikestolen er i rokokostil, fra midten af det
18. århundrede. Dog er den indre træramme muligvis fra kirkens første
tid, men er så omkring 1760 blevet pudset over. De fire fag er prydet med
forgyldte stukornamenter. Hvert fag har i midten en stor cirkel, udformet
i samme profil som den smalle ramme omkring faget. I hjørnerne ses
rocailler, der også pryder opgangspanelet. Under panelerne er den buede
underbaldakin, båret af en muret vægkonsol. Også underbaldakinen har
forgyldte rocaille-ornamenter.
Kongestolens brystning har som galleriet i øvrigt akantusløv og putti på
blå baggrund (fig. 19). Baldakinen som bæres af lodrette akantusprydede
rammestykker, er hvælvet og er dækket med forgyldt akantus. Øverst står
en forgyldt engel med palmegren. Oprindeligt har der været vinduer i
stolens åbninger ud mod kirkerummet, der kunne sænkes ned i højde med
brystningen. I siderne mod pulpituret var der døre; nu er der helt åbent, til
skade for stolens fladevirkning.
Ud over Kongestolen er der på pulpituret to andre lukkede stole på hver
side af altertavlen. De har en uregelmæssig femkantet form, idet hjørnet
ind mod kirken er faset af. Oprindeligt menes de at have siddet længere
fremme i rummet, idet der har været skydevinduer i siderne. På gulvet
findes helt lukkede stole beregnet på præsten og degnen.
Som nævnt blev der midt i 1700-årene indrettet en ny fyrsteloge på gulvet
under orglet. Den fik tre fag skydevinduer. Ved restaureringen i 1925 blev
logen ændret til forhal, og det nederste vindue i midten erstattedes af en
fløjdør, der står hvidmalet, ligesom sprodserne i vinduerne foroven og ved
siden.
Døbefontens kumme i rombeporfyr er den oprindelige fra omkring år
1700. Den balusterformede fod er i træ, malet som samme porfyr.
Fig. 17. Gråsten Slotskirke, orgelet og detalje af stukloftets fremstilling af dommedag Nationalmuseet.
Restaureringen i 1925 indbefattede også lægning af et nyt gulv. Hvor der
før kun havde været Ølandsfliser i midtskibet, og klinker under pulpiturene, kom der nu Ølandsfliser i hele rummet. Hvorvidt rummet altid har
haft Ølandsfliser vides ikke. Det er en besnærende tanke at forestille sig
gulvet lagt med sorte og hvide marmorfliser, som indenfor knæfaldet. Det
ville have klædt det mere farverige rum, med dets sorte og røde marmoreringer. Undersøgelser af gulvet, for eksempel under trappen til prædikestolen, vil måske i fremtiden kunne give et fingerpeg om rummets oprindelige
belægning.
25
Allerede i 1935 blev slotskirken igen restaureret, denne gang i forbindelse
med at kronprinsparret Frederik og Ingrid havde fået slottet overdraget til
sommerresidens. I årene 1940-42 blev stukloftet restaureret, og fik i den
forbindelse erstattet den meget kraftige ultramarinblå bundfarve med en
mere afdæmpet lyseblå. Også pulpiturets brystninger fik ny bundfarve;
den oprindelige blå-grå erstattedes af en mere blå. Meget af den skårne
akantus, såvel som de fleste af englehovederne på postamenterne blev
fornyede (24).
I 1964 fik kirken som nævnt nyt orgel fra Marcussen og Søn i Åbenrå, og
den gamle bagvæg og omgangen bag om orgelet retableredes (25). Af de
løse stole på gulvet går de hvidmalede med stråsæder ifølge Danmarks
Kirker tilbage til 1850 (26). På ældre fotgrafier fra før 1920 ses dog nogle
helt andre stole. På pulpituret står der bænke, i inventaret fra 1861 nævnes der løse fyrrebænke. De nuværende er byggede ind i trinet nærmest
brystningen. I 1976 blev der opsat forsatsrammer med profileringer som de
gamle vinduer (27).
Fig. 18. Gråsten Slotskirke. Prædikestolen. Over selve stolen ses portrætterne af Martin
Luther og Philip Melanchton. Nationalmuseet.
26
Konklusion
Skønt ombygget og restaureret i flere omgange står Gråsten Slotskirke
endnu som et fornemt eksempel på barokkens rumkunst herhjemme. Selv
om der ikke skabtes ret meget i den helt store stil herhjemme i enevældens
første 40 år, rager Gråsten alligevel op som en kæmpe. Egentlig er det vel
kun Charlottenborg og Vor Frelsers Kirke i København der overgår Ahlefeldternes Gråsten i monumentalitet og stilsikkerhed. I en tid hvor selv
kongemagten, til trods for ny enevælde, ikke magtede at bygge passende
rammer om hoflivet, var byggeriet af Gråsten noget af en bedrift. Det tog
så også tre overhoveder af Ahlefeldtslægten at fuldføre værket.
Fig. 19. Gråsten Slotskirke. Kongestolen. Nationalmuseet.
Ganske vist mente storkansler Frederik Ahlefeldt selv at han ”i Livet altid
havde været en Fjende af verdslig, overflødig Pragt”. Nu skal udtrykket
”overflødig” ikke forstås negativt, det kommer af overflod, og betyder
pragtfuldt, overdådigt. Udsagnet kan være udtryk for den fromme kristnes sidste efterrationalisering på gravens rand, eller måske betyder det
virkelig at Gråsten var efterkommernes værk - de efterkommere der satte
alt over styr og til sidst måtte sælge fædrenegodset.
27
Tidslinje
O. 1604-16
Den nuværende kirkefløjs midterste del opføres som enten Gråstens første
hovedfløj, eller som stald og kornlager.
O. 1700
Kirken står færdig, dog er det muligt at den maleriske udsmykning først
afsluttes over de næste 25 år.
1757
Slottets hovedfløj brænder, kirken overlever branden, men der foretages
mindre ændringer. Der indrettes en ny fyrsteloge på gulvet under pulpituret i vestenden, i stedet for den gamle på pulpituret overfor prædikestolen.
Prædikestolen fornys. Der indsættes nye vinduer i årene efter branden.
Fig. 20. Gråsten Slotskirke. Syndfloden. Maleri af ukendt kunstner. Nationalmuseet.
1851
Under treårskrigen (1848-50) har der været indkvarteret slesvig-holstenske tropper i kirken, hvilket efterfølgende kræver en større istandsættelse.
Orgelet fornyedes og udvidedes bagud. I den forbindelse rykkes bagvæggen frem, således at der ikke længere var adgang bag om orgelet. De to
nedtagne loftsmalerier placeres som dørstykker på den nye væg. Efter
krigen overgår slottet til den danske stat og kirken bliver sognekirke.
1864
Preussiske tropper - med heste - er indkvarteret i kirken under krigen.
28
1925
Kirken restaureres, der lægges nye ølandsfliser i hele kirken, hvor der før
kun var fliser i midtskibet, mens der under pulpiturene havde været klinker af nyere dato. Herskabsstolen indrettes til forhal.
1935
Slottet inkl. kirken restaureres til brug for kronprinsparret Frederik og
Ingrid. Søjler gråmarmoreres, alterskranken får sort og rød marmorering,
den blå farve på stukloft dæmpes. Meget af pulpiturets udskårne akantus
fornyes.
1940-42
Stukloftet hovedrepareres.
1968
Kirken får nyt orgel, og omgangen bagom det genetableres, ligesom de
gamle loftsmalerier genopsættes i loftet.
O. 2000
Prædikestolen istandsættes.
Kilder
Adriansen, Inge og Jensen, Vivi: ”Gråsten Slot. En historisk gennemgang
over Gråsten Slot og slotskapel, bygherre og slægter. Foreløbigt uddrag…
Redigeret af MAA Per Windeleff, Kjaer og Richter. 2011.
Adriansen, Inge: ”Kirkerne på Als og Sundeved”, værk under forberedelse,
2012.
Andersen, Poul: ”Graasten – et slot og et sogn.” 1986.
Barfod, Jens: ”Guide til billedfortællingen i Gråsten Slotskirke.” 2008
Danmarks Kirker, bind 22, Åbenrå Amt, 1959.
Josephson, Ragnar: ”Tessin i Danmark”, Stockholm 1924.
Kaspersen, Søren: ”Købmand Michelbeckers Palæ og den københavnske
palladianisme”, i ”Forblommet antik”, 1988.
Kjaer og Richter: ”Gråsten Slot. Istandsættelse af vestfacade, rygning m.v.”,
2008.
Lorenzen, Vilhelm: ”Dansk Herregaardsarkitektur fra Baroktiden.” 1928.
Nationalmuseet, Bevaringsafdelingen: ”Gråsten Slotskirke. Tilstandsvurdering og restaureringsforslag for kirkerummets historiske inventar.”
2010.
Paulsen, Jørgen: ”Graasten Slot”, Danske slotte og herregårde, bind 16,
side 153-174. København 1967.
29
Noter
1)
Kjaer og Richter
2)
Danmarks Kirker, side 259.
3)
Adriansen og Jensen.
4)
Andersen, side 33, Kjaer og Richter, Paulsen side 163.
5)
Danmarks Kirker, side 273.
6)
Adriansen og Jensen.
7)
Lorenzen, side 86.
8)
Rigsarkivet, Gråsten-Adsbøl, Sager angående Adsbøl kirkeinventarium 1648-1870.
9)
På stikket ses guirlanderne over beletagens vinduer kun på hovedfløjen, på de to malerier også på de to tilstødende hjørnepavilloner.
10)
Kjaer og Richter
11)
Lorenzen, side 94-95.
12)
Kaspersen, side 18-19.
13)
Måske var han i familie med arkitekten Charles Philippe Dieussart, ca. 1625-96, der stammede fra Nederlandene, men arbejdede i Tyskland, bl.a. i Mecklenburg-Güstrow, hvor Frederik IV´ s dronning Louise
kom fra. Måske er Francois Dieussart kommet til Danmark som resultater
skabt i forbindelse med giftemålet? Meget vides der ikke om ham, end ikke
fødsels- og dødsår.
14)
Som i sin danske udgave er blevet betegnet ”Københavnsk Palladianisme”, se Kaspersens artikel.
15)
Bl.a. Charlottenborg og prins Jørgens palæ i Vordingborg. Dog
var Sophie Amalienborg tilsyneladende oprindeligt fra starten pudset, og
havde i øvrigt fladt tag med terrasse, meget atypisk for hollandsk, endsige
30
dansk bygningskunst.
16)
Josephson, side 13-19.
17)
Kaspersen, side 35.
18)
Ibid, side 43-44.
19)
Ibid, side 33.
20)
Danmarks Kirker, side 258.
21)
Barfod mener det er sket i pietismen for at man bedre kunne leve
med i Jesu lidelseshistorie.
22)
Nationalmuseets rapport, side 30-32.
23)Barfod.
24)
Danmarks Kirker, side 262.
25)
Kulturstyrelsens arkiv, Gråsten Slot.
26)
Danmarks Kirker, side 268.
27)
Kulturstyrelsens arkiv, Gråsten Slot.
31
32
Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
T 3395 4200 | slke.dk