1. No category

Da folkemusikken indtog
Nordjylland
5
10
Folkemusikken havde kronede dage i Nordjylland i 1970'erne. Musikere fra det meste
af landet lavede musik i Palle Juuls Stuk-studier ved Sønderholm, og Skagen fik sin
egen visefestival.
Det var en blanding af tilfældigheder, foretagsomhed og særligt sindelag, der gjorde
Nordjylland til et naturligt samlingspunkt for folkemusik og visekunst. De Gyldne
Løver, Niels Hausgaard og Fisker Thomas var hovedaktører på en scene, der lokkede
fæller til fra nær og fjern.
Meget af ånden gik tabt ved indgangen til 1980'erne, men anekdoterne og musikken
fra dengang lever videre, og tonerne lyder atter på Stuk Ranch.
15
Af Thomas la Cour
20
Sønderholm, maj 2013
Der er lunt, rart og imødekommende i det store, lydtætte lokale. Udover en smule dagslys, som
sniger sig ind gennem kontrolrummet, er det hele afdæmpet oplyst af små lamper, lampetter og
stearinlys. Her er helt stille, og man hører intet til hunden, der tog imod på gårdspladsen eller
hammeren og elværktøjet, der bliver brugt et sted på den store ejendom. Suset i trækronerne
udenfor føles også langt væk. Den tykke dør er gået i, og hvis vi trak gardinet for, ville det være
svært at skelne dag fra nat, 2013 fra 1977.
25
30
35
40
Det var her i lokalet, Stuk Ranch Studio 1, at den 57-årige pladedebutant og tidligere fiskeskipper
Thomas Jensen i 1977 indspillede sin første plade, mens de noget yngre, medvirkende musikere fik
skæmtet den aldrende novice til at stille sig op på en stol, fordi han ikke sang højt nok. Det var her,
der blev lavet musik hele natten, indtil nabogårdenes malkemaskiner fik Studer-båndmaskinen til at
gå ned i hastighed, fordi der ikke var strøm nok. Det var her, at periodens væsentligste viser, folkeog spillemandsmusik blev til, mens der blev festet, drukket, grint og musiceret, og verden udenfor
landejendommen på Sønderholm Hedevej ved Nibe kunne passe sig selv.
Det perforerede, lyddæmpende gipsloft ser næsten nyt ud, og den høje, imposante murstensvæg,
hvor forbandtet giver en halv stens kig ind til den rustrøde bagvæg mellem hver eneste, hvide sten,
kunne have været muret op for få måneder siden. Mange har ejet stedet, siden musikken forsvandt
for mere end tyve år siden, men ingen har vovet at bygge om eller rive ned.
I en periode var der kun salmesang i rummet. Pinsekirken brugte ejendommen til at lære tidligere
misbrugere, at ”det er sejt at sige nej”. Studio 1 blev brugt til morgenandagt ved et stort, illumineret
kors. Hvis folkemusikernes eder, druk og sjoferter hang i rum og vægge, blev de for alvor renset ud
med besværgelser og forbøn i de år.
Men nu findes det spirituelle blot i den skønhed, de rette fingre kan få ud af Hammondorglet,
Side 1/13
45
50
Martin-guitaren eller den båndløse Mørch-bas. Musikken er tilbage på Stuk Ranch. Det er den unge
Aalborg-musiker Jens Varmløse, der har fyldt studiet med instrumenter, forstærkere, mikrofoner og
andet grej. Et par københavnerbands har allerede dristet sig helt til Sønderholm for at lave musik i
det historiske lokale. Ingen af dem spiller folkemusik, men det er alligevel en veneration for den
tabte tid, der driver dem. Lokalet repræsenterer en tid og en ånd, hvor man turde lidt mere. En tid,
hvor en entreprenant sjæl turde banke et topmoderne studie op på en mark, hvor musikernes
fællesskab gav rum til en kreativitet og spilleglæde, som stadig kan høres i vinylskivernes riller.
Det afhænger af øjnene, der ser, og ørerne, der lytter, om der er en særlig ånd i væggene på Stuk
Ranch. Jens Varmløse er dog ikke så meget i tvivl.
55
- Når det er mørkt udenfor, er det som om tiden står stille herinde, siger Jens.
60
65
70
Hjørring, oktober 1967
Den 23-årige nyuddannede lærer Jens Bjørn-Hansen har fri fra jobbet på Elsagerskolen og skal
hjem til Frederikshavn med toget. Togene går ikke så tit, så Jens fordriver ofte tiden med en øl eller
to på den nyåbnede pub ”Den Gyldne Løve”, der ligger lige overfor banegården i Hjørring. Den
vane deler han med en del seminariestuderende og gymnasielever, der dagligt tager turen fra
oplandet til studiebyen Hjørring. Oktober 1967 er den vådeste og mest blæsende i mands minde, så
pubbens varme, bløde bænke og kolde øl lokker mere end statsbanernes ventesal på den anden side
af gaden.
Der er ikke rigtig nogen udkantsfølelse i tiden. Nok sker der meget i København, men det er meget
langt væk. Det tager seks og en halv time med lyntoget fra Aalborg eller hele natten på
Aalborgbåden, men den kulturelle afstand til hippierne ved Storkespringvandet er om muligt endnu
længere. Det er en tid i oprør, og det gamle må vige for det nye i Kongens København.
Studenteroprøret er i sin vorden, opgøret med ”professorvældet” ligger lige om hjørnet. I Hjørring
er ungdommen lidt mere konservativ, og der er ikke mange unge mænd, der drømmer om flower
power og oprør, selvom den medfølgende kropskultur, der praktiseres af unge kvinder med bare
bryster, da ikke er særlig træls at kigge på.
75
80
85
90
Jens er søn af to skolelærere fra Frederikshavn. Det lå i kortene, at han skulle samme vej, og
allerede efter studentereksamen blev det til vikarjob på faderens arbejdsplads. Den kommende
tjenestemandsansættelse med pension føles næsten som en spændetrøje for en ung mand med
udlængsel, så Jens overvejer tilbuddet fra Mellemfolkeligt Samvirke. Han kan blive ulandsfrivillig.
I Tanzania.
Hjørring er som alle andre mellemstore provinsbyer plastret til med købmænd, slagtere og andet
handelsliv. Studiemiljøet fra det seks år gamle seminarium smitter af på kulturudbuddet, og der er
ret ofte livemusik på byens beværtninger og klubber. Som oftest jazz, der passer godt til de
vordende skolelæreres kulturforståelse. Jazz er mere sofistikeret end efterdønningerne af
pigtrådsæraen, og Steppeulvenes ”Hip” med syrede drømme om Nepal er ikke rigtig nået til
Vendsyssel. Jens er også til jazz. Den første plade var med Louis Armstrong, og han har betjent
trommerne i forskellige jazzsammenhænge i Frederikshavn, siden han var 16.
Jens Bjørn-Hansen er hyppig gæst på ”Den Gyldne Løve”, og ejeren har bemærket, at den unge
lærer af og til har haft et musikinstrument med, når han venter på toget. Derfor er det meget
naturligt at spørge Jens Bjørn, om han kender nogen, der spiller musik. Jens Bjørn springer til og
kontakter Carsten Holst og Jens Wollfsen, som han kender fra seminariet.
Side 2/13
95
Banjo, guitar … og tuba
De valgte – helt i tidens ånd – at kalde sig ”Golden Lion Folk Group”. Den lidt løjerlige
instrumentsammensætning banjo, guitar og tuba blev udgangspunktet for trioens engagement på
pubben, og de tre tyrede den engelske sangbog igennem for becifringer og tekster, så repertoiret af
engelske og amerikanske folkesange gradvist kunne udbygges.
100
105
110
De tre debuterede på pubben mandag den 24. oktober 1967. For 35 kroner, en platte og en øl per
mand. Siden blev det til fast engagement de fleste tirsdage og torsdage, og publikum strømmede til.
Gæsterne sad i vindueskarmene, og de stod tæt ved baren, hvor tjenerne havde travlt. Der skete ikke
meget i Hjørring midt i ugen, så muligheden for at dele en af de omdelte tekstpamfletter med
sidemanden og skråle med på ”My Bunny Lies Over the Ocean” eller ”It's a Long Way to
Tipperary” var et godt alternativ til provinsiel kedsomhed. Det hele var meget uformelt og
afslappet, men Carsten og de to gange Jens fandt ens, tværstribede trøjer og bowlerhatte, så det
synede af lidt mere.
115
Den irske tone
I midten af 60'erne begyndte Danmarks Radio at interessere sig for Clancy Brothers, The Irish
Rovers, Dubliners og anden irsk folkemusik, og det fangede straks både Carsten og Jens Bjørn. Der
var en tone af både længsel, mandighed, sentimentalitet og sort humor i den irske musik, som
passede godt til et par unge lærere fra Hjørring i sluttressernes politiske og kulturelle nybrud. Snart
blev de engelske og amerikanske folkesange suppleret med irske ditto.
120
Instrumenteringen og besætningen ændredes gradvist. Jens Wollfsen gik ud og blev erstattet af Jens
”Memphis” Nielsen og Kalle Jørgensen, som Jens Bjørn kendte fra jazzmiljøet i Frederikshavn.
Den grundlæggende instrumentering blev med tiden banjo, mandolin, guitar, violin, fløjte og bas,
selvom jazzrødderne også gav plads til blæseinstrumenter af og til.
125
Populariteten på Den Gyldne Løve rygtedes et pænt stykke ud over bygrænsen, og snart spillede
”GLFG” på blokvogne over det meste af Jylland. I 1969 kulminerede opmærksomheden med radiooptræden, da Danmarks Radio den 6. maj sendte fra indvielsen af den nye, flotte og utætte
Limfjordstunnel.
130
Rutinen var på plads, da de fire via en mellemmand i sommeren 1970 fik audiens hos
pladeselskabet Sonets indspilningsdirektør og nationalcrooner, Gustav Winckler. Han var i
Vendsyssel med makkeren Bent Werther i anden anledning, og han indvilligede i at give den
nordjyske musikinstitution et lyt.
Winckler var på besøg hos venner på en hundekennel nordvest for Hjørring. Solbrændt, trivelig og i
korte bukser, åbentstående skjorte og solbriller. Han lignede stereotypien på en rig amerikaner, og
han rystede det gode humør ud af de korte ærmer i en lind strøm.
135
- Jeg tror, vi spillede ”Black Velvet Band”. Efter ti minutter stoppede han os og sagde: 'Fint drenge,
jeg kender en del irere, der synger bedre irsk end I gør. Gør jeres på dansk eller jysk eller hvad
hulen det er, I snakker heroppe. Så høres vi ved, når I har materialet til en LP', siger Carsten Holst.
140
Og de skulle hedde noget på dansk. Navnet blev De Gyldne Løver.
Vanløse, januar 1971
Det er en sælsom forsamling på scenen foran biograflærredet i Vanløse Bio. Salen er tom, og den
lave, tynde, stilfærdige og pertentlige Ivar Rosenberg rigger mikrofonerne til. Imens går den joviale
og rastløse Gustav Winckler omkring med en smøg i den ene hånd og en øl i den anden. I midten på
Side 3/13
145
150
155
160
165
170
scenen står fire unge og håbefulde vendelboer med guitar, banjo, kontrabas og violin forsamlet om
en mikrofon og klar til at yde deres bedste.
Den tidligere tonemester fra Minerva Film, 44-årige Ivar Rosenberg, har opnået pæn succes med sin
aftale med Vanløse Bio. Om aftenen er der film, og i dagtimerne kan biografsalens lydisolering
bidrage til fin lydkunst på Ivars otte-spors-båndoptager. ”Ivar Rosenberg Sound Technic” står bag
mange af tidens grammofonpladeindspilninger, og senere i år får han fødderne under eget bord, når
Rosenberg Studiet er klar på Dortheavej. Ivar er personligt mest til klassisk musik og jazz, men hvis
ellers de kan synge rent, kan han godt godtage de popsangere, Winckler disker op med. Tanken om
at skulle lave lyd for fire vendelboer, der synger irsk folkemusik på dansk, fylder ham med afmålt
begejstring.
Kreative Winckler
Winckler var en mand med store armbevægelser. Han drak Rød Aalborg af kaffekopper, kæderøg
grøn Cecil og slukkede tørsten i sort øl. Han kunne høre et musikalsk potentiale i de fire nordjyder
og han kunne lugte penge. Den irske folkemusik var ved at være populær, og han havde fået eneret
på distributionen af The Dubliners i Danmark. En dansksproget pendant ville kun højne interessen.
Han havde entreret med vennen, landets mest produktive tekstforfatter, Thøger Olesen, så der var
noget kvalitativt materiale, Løverne kunne gå i gang med, hvis de manglede. Studietid var dyr. Men
Winckler kunne høre, at Løvernes materiale var bedre. Måske så han også en ekstra
indtjeningsmulighed i at lade Løverne indspille eget materiale. De fleste af sangene var uden kendt
komponist, de såkaldte traditionals.
- Winckler var kreativ. Vi havde udfyldt indberetningspapirerne til Nordisk Copyright med ”trad. arrangeret af De Gyldne Løver” ud for komponistoplysningerne, og det rettede Gustav til ”W.
Lance”. W. Lance var et af Wincklers mange pseudonymer, så han kunne score 50 pct. af
rettighederne på alle sangene. Vi var jo grønne, så vi anede ikke uråd. Det tog flere år, før vi fandt
ud af, at han havde scoret kassen på vores bekostning, siger Carsten Holst.
Siden fandt de dog også ud af, at fremgangsmåden var ret udbredt dengang.
175
- Det var måske nok dokumentfalsk, men det var måden, vi skulle betale tilbage på, fordi han tog en
chance og gav os en pladekontrakt, siger Carsten Holst.
180
185
190
Men Winckler var også kreativ på det musikalske plan. Da gruppen var taget tilbage på hotellet,
brugte Winckler otte-spors-teknikken til at lægge sin egen basstemme ind under Løvernes
harmonier. Tydeligst på den skæring, der blev pladens største succes og tredje single, ”Jeg er ikke
som de andre”. De fire Løver opdagede først ændringen, da pladen var kommet ud.
Sønderholm, december 1973
Det er mere end tolv år siden, at Palle Juul og hans kone, Tove, flyttede til Sønderholm ved Nibe fra
en lejlighed i Nørresundby. Palle havde fundet det ni år gamle hus på Sønderholm Hedevej 45, da
han var ude med et tv for radioforhandleren i Danmarksgade i Aalborg. Palle var dengang 21,
nybagt far, ægtemand, tidligere sømand på verdenshavene og meget optaget af musik. Han havde
allerede oplevet mere, end mange når på et helt liv. Han stod til søs som dæksdreng på en galease
efter konfirmationen. Alene med skipper på de oprørte have som 14-årig. Senere blev han matros på
Danmarks sidste umotoriserede fragtskib, Dannebrog, hvor turen jævnligt gik til Newcastle efter kul
med alle sejl sat. Også om vinteren. Han sluttede sin søfartskarriere som 18-årig efter en tid med
store fragtskibe og eventyr, der gik det meste af kloden rundt.
Side 4/13
195
200
Ved Sønderholm var der både plads til musikken og den lille familie, der med tiden blev større. Her
kunne han øve med sine bands uden klager fra naboerne, her var horisonten næsten ligeså vid som
på havet og her var der ro og udviklingsmuligheder.
De tolv år har gjort hjemmet ved Sønderholm til udflugtsmål for musikere fra nær og fjern. Palle
har sammen med sin bror, Poul Henning, lavet lydstudie og etableret pladeselskab. Quali Sound
Studio blev oprindelig til i det gamle udhus, hvor rummet til koks blev lavet om til trommeboks, og
der blev slået hul ind til værelset ved siden af, så der kunne isættes dobbeltglas og etableres et lille
kontrolrum.
205
- Vi fik ideen, da Palle og hans band på det tidspunkt, måske var det ”Palle & Les Libres”, skulle
indspille en demo i et studie oppe ved Thisted. Det var jo i de glade monodage, og vi blev enige om,
at hvis der ikke skulle mere til, kunne vi sagtens selv lave et studie. Jeg havde jo allerede en
båndoptager, og så skulle der bare bruges et par mikrofoner og en mixer, husker Poul Henning Juul.
210
Dansktop og pyjamasbukser
Siden oprettede brødrene et aktieselskab, og Poul Henning kom over fra sit hjem i København i
weekenderne, når bands og solister skulle indspille. Han gik om bord på Aalborgbåden om aftenen,
og lørdag morgen stod Palle klar på kajen i Aalborg med firmabilen. Så kørte de til Sønderholm.
Palle var forretningsmanden, og Poul Henning lavede lyd.
215
Musikere fra nær og fjern strømmede til, og der blev snakket en del på egnen om de mærkelige
mennesker, der begyndte at komme til Sønderholm Hedevej. Naboen hjalp gerne med at hente de
fortabte, unge mennesker, når de kom med tog og senere bus til Nibe.
220
- Så kom de på et lad efter en traktor, og jeg kan huske en af landmændene sagde: ”Og Tove … så
kommer de i pyjamasbukser!” De opførte sig lidt anderledes end almindeligt, og deres påklædning
var vist ikke tidligere set på Nibeegnen. Vi havde besøg af musikkollektivet ”Den Lille Prins”, og
de rendte rundt med hinanden i en trillebør ude på markerne. De var vist på et trip, siger Tove Juul.
225
1973 var et begivenhedsrigt år. Palle tog kunstnernavnet ”Country Palle” og strøg til tops på
Dansktoppen i marts med ”Der fandtes ingen kærlighed”. Dansktoppen var vigtig for
populærmusikken i Danmark. Programmet og listen, hvor lytterne kunne stemme musikken i vejret,
var forskellen på succes og fiasko. Et par ugers placering på top ti kunne give mange spillejobs på
markeder og i forsamlingshuse.
230
235
240
Palles dansktopsucces var klassisk jydecountry med et omkvæd, der stillede ret store krav til
ædruelighed og hukommelse: ”Der fandtes intet fjols som det fjols som mig som det fjols jeg var
for dig, og der fandtes ingen pige som den pige, der ku' gøre det mod mig”. Kampen om toppen af
listen stod bl.a. med De Gyldne Løvers ”Byens gader” og Gustav Winckler og Bent Werthers vittige
”Hønsefarmen”. Sidstnævnte havde Palle og broderen Poul Henning selv optaget live på Fredericia
Teater nogle måneder forinden med Quali Sounds campingvogn, der gjorde det ud for mobilt studie.
Forretningen var ved at blive stor, og Palle Juul kunne brødføde sin familie med indtægterne fra
studie, pladeselskab og egen dansktopsucces. Han var blevet et kendt ansigt på egnen, og
kunstnernavnet Country Palle passede godt til cowboytøjet, støvlerne og cowboyhatten. Nibeegnen
havde fået sin egen, jyske ”rhinestone cowboy”.
Smeden fra Strandby
I december '73 lykkedes det omsider Palle at overtale den beskedne smed, cykelvikar og kunstmaler
Side 5/13
245
fra Strandby i Vesthimmerland, Niels Hausgaard, til at gå i studiet på Sønderholm Hedevej. Palle
kendte Hausgaard fra Nordjyllands Radio, hvor han siden efteråret havde fungeret som huspoet.
Niels havde sat musik og rim til egnens store og små begivenheder, og han havde også formået at
erstatte nyhederne i radioen med gendigtning af dagens begivenheder på vendelbomål.
250
Niels Hausgaard kom fra et hjem, hvor der blev talt tilstræbt rigsdansk. Men han lærte vendelbomål
i baglokalet hos Thomsens Skibsproviantering i fødebyen Hirtshals, hvor fiskerne drak og
diskuterede med spyt og skråsovs i mundvigen, når det ikke var havvejr. På omslaget til albummet
”Til Ane” (1975) forklarede Hausgaard, hvorfor han valgte at synge på vendelbomål:
255
”Dels finder jeg vendelbomålet smukt og melodiøst, dejligt at synge, ligesom svensk er det. Og dels
er det lettere for mig at være ærlig på vendelbomål, vel nok fordi det sprog er udtryk for et miljø,
som jeg nærer de varmeste og mest ægte følelser for.”
260
265
270
Niels havde – som Palle - været ude at sejle på verdenshavene med de store coastere, så der var en
fælles referenceramme. Siden havde han studeret på kunstakademiet i Aarhus indtil det hele blev
lidt for teoretisk for den praktisk anlagte Hirtshalsdreng. I 1973 boede han med sin kone, Gitte, i en
nedlagt landbrugseejendom i Vesthimmerland. Gitte var skolelærer, og Niels var cykelvikar for
egnens skoler. Skolevæsenet så ikke så strengt på vikarernes uddannelsesbaggrund dengang, og
Niels havde haft travlt med at terpe alt det, han ikke fik med på Hirtshals Skole i 50'erne. Ellers gik
tiden med at male let dystre selvportrætter i det renoverede hønsehus eller indspille demoer af nye
viser på spolebåndoptageren.
Viserne var små fortællinger med lune og en afsluttende pointe. Hovedpersonen var i
fortællerrollen, hvilket gav mulighed for at vedkommende kunne udlevere sig selv. Der var
historien om den værnepligtige, der aldrig fik nogen venner i tjenesten og altid blev kaldt ”wosti”,
fordi han ville bytte madder med de andre soldater og sendte sine ildelugtende ostemadder rundt.
Der var historien om den unge landbrugsmedhjælper, der helt overså kærestens lystne adfærd og
irriteredes over, at hun i en sen aftentime gemte hans scooternøgle, når han nu skulle op og malke
klokken fem.
275
To vilde weekender
Palle Juul havde ringet nogle gange til Niels, men Niels var skeptisk. Han kunne ikke forestille sig,
at der var nogen, der gad købe en plade med viserne. Palle ville bare tabe penge, mente Niels. Men
Palle var godt skåret for tungebåndet.
280
- Niels fortalte mig om den første gang, han mødte Palle. Palle kom ud til Niels' hus i Strandby i
en sej bil, klædt i denim fra top til tå, cowboystøvler og hat. Så forestil dig Niels, der jo ikke letter
to millimeter fra jorden, uanset hvad der sker. Det har været ret morsomt at betragte det optrin. Men
Palle kunne jo overbevise folk, så han fik også overtalt Niels, siger Poul Henning Juul.
285
Palle kunne høre muligheder i Hausgaards visekunst, men han syntes også, at udtrykket var for
spagt. Det skulle peppes op, hvis det skulle kunne gøre sig gældende, og Palle kunne se muligheder
i at sætte visesangeren Hausgaard sammen med De Gyldne Løver.
290
Hausgaard havde naturligvis hørt om Løverne, der var den mest succesfulde gruppe fra Vendsyssel
nogensinde, og Hausgaard havde også boet i Hjørring, mens ”Golden Lion Folk Group” underholdt
på ”Den Gyldne Løve”. Desuden er Vendsyssel ikke større, end at de havde fælles bekendte. De
faldt godt i hak med det samme.
Side 6/13
295
- Det var grin fra ende til anden. Vi var jo alle vendelboer, så vi havde det skideskægt de to
weekender.Vi øvede lidt til vi kunne det, og så indspillede vi. Det var primitivt, men det fungerede,
siger Jens Bjørn-Hansen.
300
Det blev til to weekender i Quali Sound, hvor der blev festet, drukket og indspillet. Natte- eller
formiddagssøvnen blev snuppet i trommeboksen og på studiegulvet.
305
En af sangene adskilte sig fra de øvrige. ”Først en halv time på den ene side, så en halv time på den
anden” kom i kassen med blæseinstrumenter, der gav sangen en stemning af New Orleans-jazz.
Sangen handler om en mand, der filosoferer over stress og jag. Han foretrækker en lur, mens konen
får ”postelinet” af bordet og vasker op.
310
315
320
325
Palle fik sangen ud på single. Han var så begejstret for albummet, at han besluttede at få det sendt
ud på pladeselskabsgiganten EMI. Palle havde ellers få år forinden skiftet navn på sit pladeselskab,
så det nu hed Stuk i stedet for Quali Sound, og ambitionerne var tårnhøje for det nye selskab. Men
han vidste også, at EMI kunne bruge flere penge på markedsføring, og at det britiske selskab havde
lettere ved at sælge varen. Palle kendte folk på EMI, fordi han havde kontrakt med dem på de
sange, han selv hittede med på Dansktoppen.
- Det var jo helt uhørt at sende en ukendt visesanger, der sang på dialekt ud på EMI. Han har
formentlig lavet en økonomisk aftale med dem, så de var sikret mod underskud i projektet, hvis det
ikke holdt. For sådan var Palle, når der var noget, han brændte for. Så gik han 120 pct ind i
projektet, siger Poul Henning Juul.
Projektet lykkedes. I marts 1974 debuterede Niels Hausgaard på Dansktoppen med ”Først en halv
time på den ene side og så en halv time på den anden” og blev der i otte uger. LP'en ”Et Portræt”
blev også en pæn succes.
Niels Hausgaard var ikke udelt begejstret for singleprojektet og Dansktopplaceringen, fordi sangen
ikke var repræsentativ for resten af albummet. Den eksplosive opmærksomhed passede også dårligt
til et lidt sky gemyt. Han var ked af alle de tilbud, han skulle til at afslå. Aalborg Stifttidende havde
den 17. marts 1974 et interview med Hausgaard, hvor han sagde: ”Jeg vil tænke mig gevaldigt godt
om, før jeg laver sådan en plade igen. Jeg havde jo ikke drømt om, at det var noget, nogen gad at
høre på. (...) Når jeg maler, kan jeg somme tider, inden lærredet er tørt, stryge det hele af igen. (…)
Det har været noget helt andet med den her plade. Bordet har fanget. Jeg kan ikke tørre den af.”
330
335
340
De Gyldne Løver på Stuk
Palle var meget interesseret i at udvide samarbejdet med Løverne, der stadig var på kontrakt med
Sonet, da gruppen passede som fod i hose til Stuks musikprofil og Palles ambitioner. Samtidig
havde han selv kontrakt med dansktopsangerinden Annette Klingenberg, der alligevel boede i
København. Klingenberg hittede stort på Stuk i 1974 med ”Snart er du mer' end 17 år”, så Palle
havde noget at handle med. Både Løverne, Klingenberg og Sonet var med på ideen, og snart var
byttet en realitet.
I 1975 kunne Løverne omsider indspille en opfølger til debutpladen fra 1971. Teksterne på
”Hjemmebrændt” var igen fordanskninger og gendigtninger af irske sange, men Løverne var blevet
mere voksne på de fire år, der var gået siden oplevelserne i Vanløse Bio. Bassisten Kalle Jørgensen
var ved at stifte familie, Carsten var blevet far, og det var kun Memphis, der manglede at passere de
tredive år.
Side 7/13
345
350
355
360
365
370
Det havde været fire år med voksende succes, men der havde også været modstand. Flere af de
andre grupper, der spillede den irske folkemusik, ville gerne latterliggøre De Gyldne Løver og deres
danske gendigtninger.
- Der var ”puristerne”, som mente, at det var helligbrøde at synge de irske ting på dansk. Det måtte
man ikke. Vi holdt stien ren og gik langt udenom de ting, som vi ikke kunne forsvare at oversætte,
f.eks. ”The town I loved so well” og den slags. Men de havde alligevel ondt i røven over, at det jo
var os, der fik succesen, siger Jens Bjørn-Hansen.
- Folk kunne godt lide, at de kunne forstå, hvad vi sang. At der var noget at grine af og synge med
på. Vi mødte ret ofte de grupper, der holdt sig til originalsproget, og de fleste af dem var da også
venlige i omgangstonen, men de blev aldrig rigtig hjertelige. Vores succes nagede dem, supplerer
Carsten Holst.
Fire stolte stemmer
Den irske påvirkning fornægtede sig ikke. På coveret til LP'en ”Hjemmebrændt” ses alle fire Løver
i hvide uldsweatre, så de lignede fire unge udgaver af inspirationskilderne i The Clancy Brothers.
Det lyriske udtryk var for alvor ved at tage form. Hvor debutpladen skød lidt i øst og vest og med et
enkelt bidrag fra Thøger Olesen, pegede udtrykket på ”Hjemmebrændt” mere i en enkelt retning.
Den irske tone havde ved Løvernes hånd fået en nordjysk afart. Som Thøger Olesen på
omslagsnoterne til ”Hjemmebrændt” påpegede: ”Irerne synger om piger, hjemmebrænding, porter,
særlinge, landskaber og hav – og det har de alt sammen i Vendsyssel. (…) Der er noget selvfølgeligt
ved, at den robuste, irske folkemusiktradition skulle finde sin danske forlængelse i Vendsyssel”.
Her var plads til sort humor, som i historien om Kræn Pæsens begravelse, hvor hovedpersonen
vågner op i kisten, da gæsterne begynder at smide med hans brændevin. Fortællingen, der foregår i
Børglum sogn, foredroges af Jens Memphis, som formåede at lyde omkring tredive år ældre end de
beskedne 28 år, han havde på bagen. Irsk folkemusik skulle helst lyde af brændevin, porter og fyrre
smøger om dagen, hvis den skulle være autentisk.
375
380
385
Der var også plads til den romantiske og småsentimentale tone i ”Min lille dreng”, hvor omkvædet
blev fremført lyst og kraftfuldt af Carsten Holst: ”Så husk på din far er dog din far / skønt du ham
sjældent ser / Han må slide sig frem / langt fra sit hjem / for os, som han har kær”. Ingen kunne lyde
som unikummet Luke Kelly fra The Dubliners, men det var tydeligt at høre inspirationskilden, når
Carsten Holst satte fuldt tryk på organet og sang, som ønskede han at puste en ballon op gennem en
kanyle.
Jens Bjørns stemme bidrog med en ramsaltethed, der genlød af åbent hav, tovværk og tjære, hvad
enten den hyldede Løvernes chauffør i ”Jønne's sang” eller lå som markant, stilsikker og let
genkendelig andenstemme på titelnummeret.
Kalle var i den mere affekterede afdeling, stærkest på ”I morgen er der atter en dag”, og samlet gav
de fire Løvers forskellige stemmer noget af den samme variation i udtrykket, som man fandt i
Dubliners og Clancy Brothers.
390
Carstens lyse tone kunne også bruges til at servere et tidstypisk, politisk budskab på ”Solen
brænder”: ”Alt er mørke / alt er nat og sort / Døden henter hjem sin fangst / forbrændte folk, der
skriger højt i angst”. Et budskab, der passede fint i tiden, hvor Aarhus-aktivisten Anne Lund få
måneder forinden havde tegnet ”Solmærket” med det enkle budskab ”Atomkraft? – Nej tak”.
Side 8/13
395
Angsten for, at det hele skulle ende i en padehattesky var udtalt. Den kolde krig var isnende.
400
”Hjemmebrændt” blev en stor succes for Løverne. LP'en udkom på Stuk, men selskabets
distributionsaftale med CBS havde givetvis en del af æren for, at albummet holdt sig blandt de tyve
mest solgte LP'er i 12 uger fra oktober 1975 og frem. I konkurrence med Pink Floyd, Gasolin' og
ABBA.
405
410
Sønderholm, forår/sommer 1976
Pladsen i Quali Sounds studie på Sønderholm Hedevej 45 var ved at være for trang. Der var stor
travlhed, og Palle savnede et ekstra studie og plads, så musikerne kunne overnatte andre steder end i
trommeboksen. Men ombygningen ville give ekstra pladsproblemer, så Tove og Palle var på udkig
efter nogle lokaler, hvor familien kunne bo, mens en ombygning stod på. En gård længere oppe ad
vejen stod tom, fordi to bønder havde delt jorden imellem sig. Palle kunne se muligheder i
ejendommen og besluttede sig for at købe.
Palle havde allerede godt gang i samarbejdet med den danske afdeling af det amerikanske
pladeselskab CBS i København. CBS købte for år tilbage Poul Henning Juuls aktiepost i Quali
Sound. Produceren Poul Bruun ville gerne udvide samarbejdet, så Palle så straks nogle perspektiver
i at udvide produktionen. Med bank, kreditorers og samarbejdspartneres hjælp lykkedes det at
etablere Stuk Ranch på Sønderholm Hedevej 69.
415
420
425
430
435
440
- Så skulle der lånes penge til den store guldmedalje. Det faldt ikke lige i min smag. 'Hvis man ikke
låner noget, bliver man ikke en stor mand', sagde Palle. Og jeg kunne jo bare svare, 'nej, det gør
man nok ikke. Men man sover godt om natten'. Men Palle fik jo meget til at lykkes, for han ville
virkelig noget, og jeg kunne jo være ligeglad. Jeg var ude af det, men vi kunne jo tale om det som
brødre, siger Poul Henning Juul.
Palle ville noget. I efteråret 1976 stod Stuk Ranch klar. Med topmoderne lydstudie, der matchede
de bedste studier i København, kassettebåndsfabrik, spisesal, værelser og bar til musikerne.
Placeringen gav dog også stedet en em, som storbystudierne ikke kunne levere: Det tog lang tid at
få lugten af ko ud af spisesalen. Særligt på fugtige dage kunne man tydeligt fornemme, hvad
rummet tidligere havde været brugt til.
Det var fuldstændig uhørt at lave en kassettebåndsfabrik ude midt på en mark, men det blev en stor
forretning. Egnens børn og unge hjalp med at folde indlægskort og lægge i kasser, og snart fik Stuk
også opgaver med at lave lydbånd til landets biblioteker. Skuespilleren Jens Okking var blandt
oplæserne i Stuk Ranch Studio 2.
Forretningen gik strygende. Stuk havde også kontor i Aalborg og et skrivebord hos CBS i
København. Der var en livlig trafik af musikere på gården, og grænserne mellem hjem og arbejde
blev udvisket for gæsterne.
- Det var helt fantastisk at komme på Stuk Ranch. Palles kone, Tove, var omsorgsfuld madmor, og
ellers kunne vi tage op på Sønderholm kro, hvor de lavede stegt kylling på størrelse med en struds.
Vi følte os hjemme og tog nogle gange også op og spillede på Multi-Maren i Aalborg, mens vi
havde Stuk som base. Det var noget helt andet end at være i et studie, hvor man køber sig ind fra
otte til fem, siger Lasse Helner fra Lasse & Mathilde.
Skagen, juni 1976
Skagen Visefestival var blevet en gedigen succes. Det var fem år siden, at skolelæreren Lis Randi
Side 9/13
445
Sørensen og kontorassistenten Gerd Parkholt lavede festival i Skagen første gang. Dengang
inviterede de til koncerter med fem nordmænd og en enkelt brite i Skagensmaleren Laurits Tuxens
gamle atelier, hvor publikum sad på puder på gulvet og lyttede andægtigt til de musikalske foredrag.
Det var samme weekend, to gymnasieelever fra Roskilde for første gang arrangerede det, der siden
blev til Roskilde Festival.
450
Festivalen i Skagen havde siden vokset sig stor, og det var tredje år med et stort navn på plakaten.
De to foregående år var Cornelis Vreeswijk trækplasteret, men i 1976 var det engelske Ralph
McTell og hans ode til de fattige i London, ”Streets of London”, der skulle trække publikum til.
455
460
465
470
475
480
485
490
De Gyldne Løver var på plakaten for anden gang, og de havde udsendt albummet ”En Omgang Til”
få uger forinden. Det var deres andet album på Stuk, og Løverne havde helt i tråd med tiden et mere
politisk udtryk. Her var plads til hyldester til såvel Joe Hill som Skipper Clement.
Der var andre mere højlydte, politiske bidrag i Skagen det år. Kunstmaleren John Little havde
inviteret Christianias aktionsteater Solvognen til byen. De bare bryster og teatralske optrin passede
ikke bedsteborgerne, så byens Venstre-borgmester, H. Nibe Hansen, smed både John Little og
teatertrup ud af byen med et hult drøn, da festivalgæsterne var taget hjem.
1976 var også året, hvor visefestivalen for første gang skulle dokumenteres for eftertiden. Palle Juul
og det nye, mobile studie fra Stuk Ranch lavede koncertoptagelser med Stuks egne kunstnere,
heriblandt De Gyldne Løver, Sand På Gulvet, Niels Hausgaard og Ramund. Palle ville også lave en
optagelse af skawboen, fiskeskipper Thomas Jensen, der i løbet af det seneste år havde slået sit navn
fast som henholdsvis Thomas Fisker og Fisker Thomas.
En fiskeskipper gik i land
Thomas var årgang 1919 og havde 38 års erhvervserfaring fra Nordsøen. Han stod ud i 1934, 14 år
gammel og fire dage efter sin konfirmation, med S140 Henny, der landede fisk i Grimsby i
Midtengland. I begyndelsen af 70'erne begyndte benene at værke, og de lange, slidsomme ture på
Nordsøen blev for hårde for Thomas, der i mellemtiden var blevet fiskerskipper på egen kutter. Så
han takkede ja, da Specialarbejderskolen ville bruge hans viden til fiskerkurser på
Sømandshjemmet. Han havde altid holdt af at synge søens viser, og tidligere, da reglerne for brugen
af skibsradioen ikke var så strenge, kunne man i stille perioder høre ham oplade sin røst på den
daværende Skagen Radio.
- Når fiskeriet var lidt sløjt, så syntes jeg, fiskerne fortjente en sang til lidt opmuntring, og så gik det
ellers derudad, og skønt var det, når man kunne mærke, at humøret vendte tilbage efterhånden som
visen skred frem, sagde Thomas Jensen til Skagen Avis, 20. juni 1976.
Lysten til at synge forsvandt ikke, da Thomas fik fast grund under fødderne. Under visefestivalen
året forinden imponerede han flere med sin ukunstlede sang, da han i festligt lag foredrog ”Fra
Halifax til Spanien”. Siden havde indtægten fra fiskerkurset kunnet suppleres med spillejobs på
”Værtshuset” ved Foldens Hotel, hvor han optrådte med blandt andre hustruen Bodil på harmonika
og siden Jens Memphis.
Fisker Thomas var blevet en fast institution i Skagen, men han var ikke med på visefestivalens
officielle program i 1976. Han skulle assistere De Gyldne Løver og Niels Hausgaard ved
afslutningskoncerten søndag aften i Badmintonhallen.
Niels Hausgaard var så begejstret for den autencitet, der lå i Fisker Thomas' visefortolkninger, at
Side 10/13
495
500
505
510
515
520
han fik overbevist Palle Juul om, at der skulle laves en plade. I april '77 havde Niels Hausgaard fået
samlet et hold musikere i Stuk Ranch, så albummet kunne blive til virkelighed. Blandt de udvalgte
var Jens Bjørn og Jens Memphis fra Løverne, Lasse Helner fra duoen Lasse & Mathilde og Niels
Hausgaard selv på guitar og i rollen som producer. Hausgaard bookede fire weekender i Stuk
Ranch, da han var lidt usikker på, hvordan mødet mellem professionelle musikere og en pensioneret
fiskeskipper med periodevis tonedøvhed ville spænde an.
Men det gik strygende. De begyndte fredag den 29. april og besluttede at fortsætte, så alle elleve
sange var i kassen tirsdag den 2. maj. Fisker Thomas var 57 år gammel og i uvante omgivelser,
hvilket musikerne med en gennemsnitsalder i begyndelsen af 30'erne ikke var sene til at udnytte.
”Den gamle” blev drillet, så temperamentet af og til løb af med ham og der blev smækket nogle
døre. Men drilleriet kunne ikke skjule den respekt, Niels Hausgaard og de øvrige musikere viste
Fisker Thomas og de viser, han havde med. Kunsten var at give viserne musikalsk rygstød uden at
gøre projektet prætentiøst og iscenesat.
Sønderholm, '78 og '79
Palle Juul havde mindre og mindre at gøre med produktionerne på Stuk Ranch. Der var godt gang i
studiet, og der var ikke mange, der havde brug for Palles ekspertise som producer længere. Studiet
var på mange måder selvkørende, og Palle valgte at trække sig tilbage fra den daglige drift. Han
slap grebet og ansatte en direktør i selskabet, markedskonsulent, pressechef – alt imens
investeringerne blev af mere privat karakter. Ungdommens bedrifter på verdenshavene blev
genopfrisket og materialiseret gennem investeringen i en 38-fods Colin Archer. En imponerende
skude med en sødygtighed, der gjorde den anvendelig til verdensomsejling. Udadtil så det hele
positivt ud på Stuk Ranch, men indadtil begyndte utilfredsheden at ulme.
Det hele blev for koldt og upersonligt, og flere havde problemer med samarbejdet med de folk, der
skulle køre forretningen. Samtidig udeblev honorarerne til kunstnerne, og aftaler blev ikke holdt.
Det hele forværredes af Palles skrøbelige sind. Han havde lidt af voldsomme humørsvingninger det
meste af sit liv, og utilfredsheden pustede til hans depressive sider.
525
- Palle havde engang nogle musikere med ud at sejle i båden, og der var nogen, der sagde til ham,
'ja, ja, det er meget fint. Men det er jo vores penge, der har betalt din båd'. Det gik ham utrolig
meget på. Han havde jo bare lånt penge i banken til en båd, nøjagtig som nogen låner penge til et
sommerhus, siger Tove Juul.
530
535
540
Kunstnerne følte, at pengene blev brugt forkert. I deres optik rendte Palle rundt med en
dokumentmappe og var lidt for optaget af at fortælle alle, hvor mange penge han tjente. Men
musikerne fik ikke flere procenter af den grund. Snart forlod kunstnerne Stuk, fordi de ikke kunne
blive enige om økonomien med Palle. De Gyldne Løver, Fisker Thomas og Niels Hausgaard gik
over til det nystiftede Medley Records. En række andre kunstnere forlod også Stuk, heriblandt Lars
Lilholts Kræn Bysted og Sand på Gulvet. Men der var intet ondt blod.
- Vi har altid holdt os ude af den slags ufred. Vi skulle jo ikke leve af vores musik, så vi traf bare
mundtlige aftaler med Palle fra gang til gang. Denne gang kunne vi så bare ikke blive enige, og så
gik vi et andet sted hen. Vi kunne sagtens tale med ham bagefter, siger Carsten Holst.
De kostbare svingture
Palle Juul så en afløser for De Gyldne Løver i Schwåmpi's Venner fra Brønderslev og Tørfisk fra
Thyborøn. De havde begge en folkelighed, der mindede om Løvernes, men det blev aldrig en
Side 11/13
545
550
succes, der kunne måle sig med det, han havde mistet. Han kunne ikke fylde hullerne ud, og
økonomien begyndte at vakle.
I 1981 forsøgte Country Palle sig halvhjertet med et comeback som udøvende kunstner. De
dansksprogede countrynumre på LP'en ”Syv år efter” bar trods muntre tekster præg af stemningen i
Palle og på Stuk Ranch. På bagsiden af coveret til ”Syv år efter” så man Palle siddende på en
havetraktor ved Stuk Ranch. Med fuldskæg, anstrengt smil, solbriller og Stetson. Alene.
- De sidste år sagde han ofte til mig, at han følte sig som en gammel mand, selvom han jo kun
havde passeret de 40, siger Tove Juul.
555
Palle havde flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, og broderen Poul Henning mener, at
han formodentlig var maniodepressiv.
560
- Men man satte jo ikke så mange mærkater på folk dengang. Vi var vant til, at han havde sine
humørmæssige luner, og sådan var han bare. Når han hidsede sig op, vidste folk, der kendte ham, at
de bare kunne trække 80 pct. fra, siger Poul Henning Juul.
Men den anstrengte økonomi og de store humørsvingninger var en farlig cocktail. Den 16. august
1982 tog Palle sit eget liv i en døs af piller og sprut. Han blev blot 42 år.
565
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han ville herfra. Det var meget determineret. Han gjorde det,
han følte var bedst for konen og børnene, for han vidste, at det ikke kunne blive ved med at gå. Det
sidste år var virkelig en prøvelse for os alle, så det kom ikke som nogen stor overraskelse, siger
Poul Henning Juul.
570
Palle havde haft kraftige op- og nedture i årene op til selvmordet.
575
- Når han havde sine maniske perioder slog han jo lidt vildt ud med armene, og det kostede jo for
meget, så når han fik en nedtur, røg han endnu længere ned. Han følte jo et stort ansvar overfor
konen og børnene. Til sidst kunne han ikke tage svingturene mere. Det var en utrolig trist
afslutning, men det han kunne, den arbejdsomhed og risikovillighed var jo også et resultat af den,
han var, siger Poul Henning Juul.
580
Kirken i Sønderholm var fyldt til bristepunktet ved begravelsen, og bårebuketterne lå tæt fra
altertavlen og hele vejen ud af våbenhuset. Palle efterlod sig sin mor og far, broderen Poul
Henning, ægtefællen Tove og fire sønner i alderen 13 - 22 år.
Tove Juul forsøgte at køre Stuk Ranch videre, men måtte opgive efter knap fire år.
585
590
- Jeg duede ikke til det der med kontrakter. Lad mig lave noget med mennesker, det er jeg god til.
Men tal og økonomi er ikke lige mig. Og jeg skulle nok have holdt fast i folkemusikken. Sådan er
man jo altid klogere bagefter. Men intet varer jo evigt, siger Tove Juul.
Sønderholm, maj 2013
Jens Varmløse tager imod i Stuk Ranch studio 1, mens Niels Hausgaards ”Men det går jo nok” fra
1976 kører på grammofonen i hjørnet.
Jens håber, han kan få en aftale med de nye ejere af ejendommen, så studiet kan fortsætte. Et par
bands fra Helsingør har allerede gjort turen derop og det er også blevet til en produktion med den
Side 12/13
595
600
605
nordjyske singer-songwriter Reneé Søndergaard, hvor Jens har spillet alle instrumenterne og
produceret.
- Der er så meget ro herude. Det er på Lars Tyndskids mark, og jeg ved som musiker, hvor meget ro
betyder, når man skal lave musik. Her vælter det ikke ind og ud med alle mulige mennesker, og du
kan ikke lige smutte ned om hjørnet og købe din frokost. Her går ingen busser, så du er anderledes
dedikeret, når du kommer herud, siger Jens Varmløse.
Han fremhæver, at Stuk Ranch er et af de sidste, gamle studier. Legendariske Sweet Silence,
Rosenberg, Easy Sound, Genlyd m.v. i København og Aarhus er nedlagt, nedrevet eller bygget om
for mange år siden. Det lille stykke musikhistorie på Sønderholm Hedevej repræsenterer en ånd og
en tid, der også kan inspirere i dag.
Studiet, hvor stearinlys og lampetter reflekterer gløden i guitarernes varme lak, er som en lun favn
på en vindomsust mark denne kølige forårsdag.
610
Vægge, gulv og loft tigger om mere musik.
Side 13/13