1. No category

 Forside
Indhold
Arkiv
Abonnement
Profil
Links
Kontakt
English
Brilleaber i rampelyset
søg
Af MADS MØLLER ANDERSEN
Du kan altid kende dem på brillerne. Både feminister og nørder
er i fremgang i amerikansk tv-sitcom, og det ses tydeligt i en
sitcom som 30 Rock (fig. 1). Men er der tale om en signifikant
tendens inden for genren? Eller er det blot en forbigående
undtagelse, at nogle nyere amerikanske sitcoms synes at
droppe køns- og karakterklichéerne til fordel for mere
nuancerede og ukonventionelle karakterer?
Fig. 1: 30 Rock (NBC, 2006- 2013).
Inden for de seneste 10-15 år har vi som bekendt været vidne til den
interessante tredje guldalder, som har fundet sted inden for
amerikansk tv-drama. Det startede, da de mindre kabelnetværk HBO
og AMC tog kampen op mod de større amerikanske broadcastnetværk
ved at satse på deres egne selvproducerede timelange dramaserier. Al
opmærksomheden omkring dramaseriens guldalder gjorde imidlertid, at
forskere, anmeldere og offentligheden til en vis grad overså
begyndelsen på en række spændende nye tendenser i den
amerikanske sitcomgenre.
Fig. 2: I 30 Rock spiller Alec Baldwin rollen
som den kapitalistiske og ambitiøse tv- boss
Jack Donaghey.
En del af forklaringen kan være, at sitcoms har haft et notorisk dårligt
rygte på grund af deres brug af kunstig dåselatter og fladpandet
humor for at fremtvinge et par ”billige” grin. Og i det hele taget har
tv-mediet kun undtagelsesvis nydt den samme anerkendelse som
filmmediet. Som ”Jack Donaghey”, en 30 Rocks karakterer, siger om
tv’ets dårlige rygte i en af seriens episoder: ”Do TV and no one will
ever take you seriously again” (”100: Part 2”, S5E21) (fig. 2). Selvom
tv’et og især sitcomen har ry for at være tankeløs underholdning til
masserne, er det måske alligevel på tide, at vi åbner øjnene for, hvad
der allerede er sket inden for amerikansk sitcom.
Farvel til Friends og forældede formater
Det startede sandsynligvis med serier som Seinfeld (NBC, 1989-98)og
The Simpsons (Fox, 1989-), der på mange måder var meget
utraditionelle serier, som legede med genreforventningerne til den
forholdsvis harmløse, klassiske sitcom (fig. 3). Men disse serier blev
også enormt populære, hvilket kan have inspireret andre til at
eksperimentere med genrens muligheder (Hight: 166). Derefter kom
der langsomt flere anderledes amerikanske sitcoms på sendefladen
som eksempelvis Malcolm in the Middle (Fox, 2000-06), Family Guy
(Fox, 1999-02, 2005-), Curb Your Enthusiasm (HBO, 2000-), Scrubs
(NBC, 2001-10)og Arrested Development (Fox, 2003-06; Netflix, 2013), som Andreas Halskov har kaldt smartcoms (Halskov: 152). Serier,
som anvender metafiktion, dokumentarisk æstetik (også kaldet
mockumentary eller comedy vérité), intertekstualitet, indforståede
referencer, singlekamerasetup i stedet for det normale
multikamerasetup, anden usædvanlig kamerabrug,
flashbacks/flashforwards/imaginary shots, eller som ikke bruger
dåselatter.
Alle disse serier var interessante nyskabelser på hver deres måde, men
de var i sig selv ikke helt nok til at få anmeldere og forskere til at sige,
at sitcomen var ved at genopfinde sig selv. Først da kæmpesuccesen
Friends (NBC, 1994-2004)takkede af i 2004 efter 10 år i toppen af
seertallene, var der for alvor plads på markedet til, at kanalerne turde
satse på at lave ukonventionelle sitcoms, og hermed kom der en ny
bølge af smarte sitcoms. I perioden fra 1950 til 1990 havde genren
ellers været præget af meget ritualiseret og fast programkoncept, som
æstetisk og formatmæssigt ikke havde ændret sig synderligt i næsten
40 år, siden sitcomklassikeren I Love Lucy i 1950’erne gav eftertiden
en formel for den succesfulde sitcom (fig. 4). Da der så endelig kom
en række nyskabende sitcoms i 90’erne og 00’erne, gik flere år, før de
nyskabende sitcoms til sidst fik deres velfortjente anerkendelse som
arnesteder for en begyndende revitalisering af genren.
En af de smarte sitcoms, som kom i kølvandet på aflysningen af
Friends, var som sagt NBC-serien 30 Rock, som i januar 2013 sluttede
efter syv sæsoner. Trods vigende seertal høstede serien mange priser
Fig. 3: Seinfeld demonstrerede en stor
selvbevidsthed om sitcomgenren ved bl.a.
at lade karaktererne Jerry og George skrive
sitcomen Jerry, som til forveksling lignede
Seinfeld.
Fig. 4: I Love Lucy gav eftertiden en formel
for den succesfulde sitcom. Desuden var
serien generelt set meget fysisk i sin
komik, hvilket anskueliggøres med denne
legendariske chokoladescene.
og kritikernes anerkendelse, og en af seriens finurligheder er, at den
konstruerer en fiktionsverden, hvori den refererer til og leger med
nogle af de virkelige tendenser i den amerikanske tv-industri. 30 Rock
er en tv-serie om et tv-sketchshow, hvor de refererer til tv-branchen.
Den er tv ganget med tv ganget med tv – eller sagt på en anden
måde: tv i tredje potens. Den peger fingre ad sitcomgenren og tvbranchen, men på samme tid er serien selv betinget af nogle af de
samme genretræk og de samme markedsvilkår, som den parodierer.
Og det er serien i høj grad bevidst om. 30 Rock er et eksempel på,
hvordan nyere sitcoms ikke kun består af en række ritualiserede
gentagelsesmønstre, men at nyere værker inden for genren også byder
på komplekse fortællestrukturer.
Blandt den række af strømninger, som præger og har præget
amerikansk sitcom inden for det seneste tiår, bør man måske også
indtænke, om de smarte sitcoms har bibragt en anderledes
repræsentation af kvinder? Og på hvilke måder er disse nye
kvinderoller i så fald anderledes ift. tidligere? Dette vil denne
featureartikel forsøge at give sit bud på i det følgende.
Hvem er Liz Lemon?
En finurlighed ved 30 Rock er nemlig seriens kvindelige hovedperson
”Liz Lemon”, som spilles af Tina Fey, der også har skabt, skrevet og
produceret serien (fig. 5). Omkring karakteren Liz benytter serien en
række interessante strategier, selvom hun på overfladen kan virke ret
konventionel. Som hun bliver præsenteret i seriens pilotepisode, er hun
enlig, midt i 30’erne, travl, collegeuddannet, feministisk og en
newyorkerkvinde, som godt kan lide at læse magasiner om kvinder
med et sundt forhold til deres egen krop (”Pilot”, S01E01, 4:54). Man
skal ikke kigge sig langt omkring inden for den amerikanske
sitcomgenre for at finde andre enlige kvindelige hovedrolleindehavere
fra New York, som kom før Liz: Rhoda (CBS, 1974-78), ”Elaine” fra
Seinfeld (NBC, 1989-98), The Nanny (CBS, 1993-99), Caroline in the
City (NBC, 1995-99), Veronica’s Closet (NBC, 1997-2000), de tre
kvindelige hovedkarakterer i Friends (NBC, 1994-2004) og så videre.
Fig. 5: Liz elsker Star Wars så meget, at
hun vælger at blive gift i sit Prinsesse Leiakostume i seriens sæson syv. Husbonden
”Criss” spilles af James Marsden.
Men det usædvanlige ved Liz er, at hun er en kvindelig tv-nørd i
udpræget grad. Hun går nemlig med briller, hun elsker Star Wars
(især Prinsesse Leia), hun spiller The Sims, og hun klæder sig på ingen
måde feminint. I genren har man måske nok set andre kvindelige
nørder, men næsten aldrig i en hovedrolle. De stereotypiske nørder i
amerikansk sitcom har som oftest været mandlige såsom ”Urkel” i
Family Matters (ABC/CBS, 1989-98)og ”Screech” i Saved by the Bell
(NBC, 1989-93) (Quail: 460). Men selvom det er vanskeligt at finde
specielt mange eksempler på nørdede kvinder i sitcoms, kan man
alligevel nævne biroller som ”Lisa” i The Simpsons (Fox, 1989-), ”Meg”
i Family Guy (Fox, 1999-), ”Bernadette” i The Big Bang Theory (CBS,
2007-) og ”Alex” i Modern Family (ABC, 2009-) samt hovedroller som
”Betty” i Ugly Betty (ABC, 2006-10), ”Jess” i New Girl (Fox, 2011-) og
eventuelt ”Hannah” i Girls (HBO, 2012-) (fig. 6). Girls og Ugly Betty
hører dog strengt taget begge ind under genrekategorien dramedie.
Men især karakteren Jess fra den succesfulde Fox-sitcom New Girl er
et godt bud på en moderne kvindelig sitcomnørd og en pendant til Liz.
Livet som feminist og tv-nørd
Fig. 6: Den smånørdede hovedperson Jess
fra sitcomen New Girl er blevet lanceret
med overskriften ”Simply adorkable”.
På grund af sit lidt nørdede ydre får Liz mange kritiske kommentarer
fra sine kolleger vedrørende sin påklædning. Som regel er joken, at Liz
klæder sig som en lesbisk eller som en mand, og at hun køber sit tøj i
herretøjsforretninger. For yderligere at understrege Liz’ mangel på
stereotypisk feminin opførsel er der det faktum, at Liz har et særligt
ufeminint forhold til mad. Hun elsker junkfood, hvilket bliver tydeligt
inden for de første 30 sekunder af pilotepisoden af 30 Rock, da hun
køber en hel kasse med hotdogs (”Pilot”, 00:35). Hun spiser masser af
doughnuts, chips, pizza, chokolade og har sågar et billede af en burger
med pommes frites hængende på væggen i sit kontor (fig. 7). Trods
sit indtag af junkfood dyrker hun ikke motion, da hun er doven, og
som feminist er hun desuden imod objektivisering af kvinder som
sexsymboler (ibid.: 14:08).
På privatfronten har hendes kærlighedsliv i lange perioder været
præget af hendes store arbejdsiver. Derudover havde hun en række ret
uhensigtsmæssige kærester, hvoraf den værste var ”Dennis”, en dorsk
og umoden bippersælger, som Liz havde meget svært ved at slippe af
med. Mange af seriens episoder har haft denne tematik om den svære
balance mellem arbejdsliv og privatliv, som har været en klassisk
konflikt i genren, siden sitcomkvinderne først kom ud på
arbejdsmarkedet i serier som The Mary Tyler Moore Show (CBS, 197077) og senere i Murphy Brown (CBS, 1988-98).
I slutningen af sæson to beslutter Liz sig for at prøve på at adoptere et barn på egen hånd, men denne idé dropper hun senere i sæson tre.
Dette temas tilstedeværelse i genren af workplace sitcoms med
kvindelige hovedpersoner bliver også ekspliciteret i ekstrem grad i 30
Rock-episoden ”Murphy Brown Lied to Us” (S06E18), hvor serien
demonstrerer en stærk bevidsthed om sin egen sitcomarv. I episoden
sammenligner Liz sig selv med Murphy, som var en karrierekvinde over
fyrre i Washington D.C. og enlig mor, og ud fra Liz’ synspunkt var
Fig. 7: Liz har et helt særligt og
iøjnefaldende forhold til mad. Se eventuelt
denne YouTube- video om emnet.
budskabet i Murphy Brown, at man godt kan få både karriere og børn,
selvom man er en enlig, 40-årig kvinde (fig. 8). Selvom Liz i starten af
episoden afviser tanken om børn og mener, at Murphy Brown tog fejl,
beslutter hun og hendes nye kæreste ”Criss” sig for til sidst at prøve
alligevel. Hermed har Liz mod slutningen af serien for første gang valgt
at prioritere sit privat- og kærlighedsliv, da hun ellers har været
karrierekvinde og arbejdsnarkoman det meste af tiden.
Fast and only on Saturdays – Sex i 30 Rock
I de første mange sæsoner af serien har Liz’ også en forholdsvis
akavet, kedelig og afvisende attitude over for sex. I episoden ”Jack
Meets Dennis” (S01E06) stiller karakteren “Jenna” spørgsmålet ”How’s
the sex?”, hvortil Liz svarer ”Fast and only on Saturdays. It’s perfect.”
Senere bliver Liz dog mere sensuel, da hun bliver kærester med Criss,
men selv i deres indbyrdes forhold spiller Liz nogle gange rollen som
den maskuline. Dermed står Liz i stærk kontrast til den seksuelt
eventyrlystne Jenna, som ofte forsøger at bruge sin seksualitet som et
middel til at nå sine mål. I forhold til hvordan køn og seksualitet er
blevet repræsenteret i sitcomgenren, er 30 Rock ret usædvanlig, for
det er sjældent, at den kvindelige hovedperson portrætteres som
kedelig og uinteresseret i sex. I Christine Scodaris artikel ”Sex and the
Sitcom – Gender and Genre in Millenial Television” (2005) beretter hun
om en undergenre i sitcomen, som hun kalder sexcom (fig. 9). Med
denne term påpeger hun, hvordan serier som Ally McBeal (Fox, 19972002) og Sex and the City (HBO, 1998-2004) begge har en stærk
kvindelig og karriereorienteret hovedperson, og disse serier handler i
høj grad om:
Fig. 8: Murphy Brown (spillet af Candice
Bergen) bar af og til briller og en stor
sweater ligesom Liz i 30 Rock. Og så
prøvede de begge at få tid til både karriere
og privatliv.
Fig. 9: Både narrativt og æstetisk
iscenesætter Sex and the City
hovedpersonen Carrie som en moderne
storbyprinsesse (og ikke som Prinsesse
Leia), der først bliver lykkelig, når hun har
fundet sin prins.
[…] attractive, urban, professional women, most of whom are single, White, and fit
snugly into the twenty- five to thirty- four demographic grouping […] Both series
deal almost exclusively with the feminine, private- sphere issues surrounding sexual
and/or romantic relationships […] (Scodari: 242).
Scodari sexcom-kategori skal forstås som en afart af sitcomgenren.
Men strengt taget passer begrebet dramedie nok bedre på netop de to
serier, for der er en betydelig portion drama i dem begge (Mills, 2009:
29 f.). Også Helle Kannik Haastrup regner disse to serier for
”subjektive livsstilsdramedier” (Haastrup: 59). Selvom Scodaris to
eksempler ikke helt kan kaldes sitcoms, kan hendes sexcombegreb dog
stadig bruges som et grundlag for en sammenligning mellem
henholdsvis det mere sædvanlige kvindesyn i amerikansk tv og 30
Rocks kvindesyn.
Disse populære serier henvender sig specifikt til kvinder med en
tematisering af problemstillinger, som er interessante og relevante for
moderne storbykvinder. Men begge serier har fået megen kritik fra
forskere og kvinder, som mener, at serierne er for sexfikserede, for
fulde af single-pige-patos og for degraderende over for kvindekønnet
(ibid.: 246). Scodari selv er helt på linje med denne kritik og tilføjer:
The message of the sexcom, however, appears to be that if women cannot navigate
their public lives as smoothly and stylish as Ally, Carrie, and their cohorts […],
whatever intellectual, emotional, and physical energy remains will not be sufficient
to achieve success in their demanding and time- consuming private affairs (Scodari:
251).
Denne kritik skal dog ikke underkende de to seriers enorme popularitet (især SATC), men disse såkaldte sexcoms tydeliggør, hvordan 30 Rock
har en ganske anden dagsorden. 30 Rocks strategi er nemlig at
appellere til de kvinder, som fandt sexcoms og deres kvinderoller for
flade og urealistiske, og som hellere vil se en workplace sitcom om en
nørdet, seksuelt kedelig, enlig, kvindelig arbejdsnarkoman i slutningen
af 30’erne. Næsten som en metakommentar eller måske for at
tydeliggøre 30 Rocks afstandtagen og kontrast til de seksuelt
fokuserede serier blev Jane Krakowski, som spillede karakteren
”Elaine” i Ally McBeal, hyret til rollen som ”Jenna” i 30 Rock (fig. 1011). Elaine og Jenna bruger begge sex som et middel til at nå deres
mål, og disse to roller er på mange måder ret ens, men i 30 Rock
sættes Jenna op imod Liz, som er en erklæret feminist, og de to
seriers budskaber vedrørende køn og seksualitet bliver hermed ganske
forskellige.
30 Rock laver også en parodi på Sex and the City i den førnævnte
episode, hvor Liz til sidst sidder iført et lyserødt tylskørt på sin seng og
skriver på sin laptop, indtil hun på yderst uelegant vis falder ned af
sengen (”Stride of Pride”, S07E03, 19:43-20:50). Hermed viser serien
en selvbevidsthed om sin forskellighed fra SATC. Liz har nemlig langt
hen ad vejen mere til fælles med Mary Richards (fig. 12), Murphy
Brown og Roseanne, end hun har til fælles med så mange andre tvkvinder. Selvom serien tit gør grin med Liz’ feminisme, følger
handlingen trods alt hende som hovedperson, og serien giver hende
lov til at udtrykke sine værdier.
Fig. 10: I Ally McBeal spiller Jane Krakowski
rollen som den forfængelige og
sexfikserede karakter Elaine, der hele tiden
gerne vil synge for de andre karakterer.
Fig. 11: Og det er i store træk den samme
rolle, som hun spiller i 30 Rock.
Feminisme pakket ind i humor
30 Rock er en feministisk serie, men ikke uden selvbevidsthed og
selvironi. Liz Lemon er heller ikke den eneste karakter i serien med
stærke holdninger, eftersom hendes chauvinistiske modstykke Jack
Donaghey er der til at give hende modspil, hvorved seerne har
mulighed for at identificere sig med (eller grine af) både feministen og
chauvinisten. Som nævnt er denne kønspolitiske konflikt mellem Liz og
Jack også med til at drive fortællingen fremad. Liz overdriver og
overgør nemlig ofte sin feminisme og sine andre moralske
standpunkter, og som følge deraf roder hun sig ud i situationer, hvor
hun enten må opgive sine idealer, eller hvor hun bliver latterliggjort af
især de mere chauvinistiske karakterer som Jack, Tracy, Frank m.fl.
(fig. 13). Hun har sine moralske værdier, men hun bliver tit tvunget til
at handle imod sin egen overbevisning – som i pilotepisoden, da hun
må acceptere Tracy som en del af sit show TGS, selvom han tydeligvis
er mentalt ustabil. Hermed har serien et stærkt værdisæt som en af
sine strategier, men værdierne bliver stadig leveret i en humoristisk
indpakning, hvilket nedtoner seriens feminisme.
Et interessant eksempel på seriens diskussion af kønsroller er den
føromtalte episode ”Stride of Pride” (S07E03), som er skrevet af Tina
Fey selv. Heri diskuterer Liz og Tracy, om kvinder er lige så sjove som
mænd, og selvom Liz’ første indskydelse er at undgå at lade sig
provokere af Tracys chauvinisme, ender hende og Jenna alligevel med
at skulle bevise, at de er sjove ved at lave deres eget topersoners
sketchshow. Showet er et hit hos alle kollegerne, og Liz vinder
diskussionen, selvom hende og Tracy stadig ikke er helt enige (17:06).
At diskutere, om kvinder er sjove, er desuden i sig selv en metafiktiv
reference til seriens egen præmis, fordi 30 Rock i den grad er
afhængig af sin hovedrolleindehaver og skaber Tina Fey, som er en
kvindelig komiker. Herved forsøger serien i episoden ”Stride of Pride”
at sælge sin kønspolitiske dagsorden, men med en selvironisk
undertone, hvor budskabet er, at serien ikke vil fornedre sig til at
diskutere chauvinistiske anklager.
Men når alt kommer til alt, lader serien alligevel Liz vinde diskussionen,
og således har Tina Fey skrevet en episode, som tilsyneladende ikke
vil diskutere kønspolitik, men som ikke desto mindre ender med at
sælge et feministisk budskab: Kvinder er sjove, og at diskutere
humormæssige forskelligheder mellem kønnene er forbeholdt
hulemænd, og på samme tid dadler serien den historiske favorisering
af mænd i komedier og sitcoms (Kutulas: 217 f.). Resultatet er en
episode, hvor 30 Rock indimellem forråder sin komiske agenda til
fordel for sin kønspolitiske agenda. Hermed kan serien også tolkes som
en mere generel beretning om, hvordan kvinder (og især feminister) i
tv-branchen bliver disciplineret af et til tider ret mandsdomineret miljø
(fig. 14).
Feminisme som strategisk greb
Vi har kunnet konstatere, at der er en lang række strategier bag Liz.
Den første usædvanlige strategi bag hendes karakter er, at hun er en
tv-nørd, der helt åbenlyst sammenligner sig selv med hendes
genremæssige forgænger Murphy Brown og benytter et hav af
metafiktive referencer til tv og til sitcomgenren. Dermed målretter
serien sig de seere, som kender til ældre sitcoms, og som i forvejen
ser mange timers tv. At hun så endda er en kvindelig nørd, er endnu
mere usædvanligt.
For det andet er hun moderne og højtuddannet, så hun kan tilbyde en
mulighed for seeridentifikation blandt moderne, højtuddannede,
købestærke storbyseere. De er måske ikke er det største seersegment,
men en attraktiv skare på grund af deres købekraft og dermed
interessante for annoncørerne. Grundet de relativt lave seertal har 30
Rock nemlig været særligt opmærksom på at gøre sig til en attraktiv
annonceplads, da det ikke gør så meget, at man har få seere, hvis blot
man har de rigtige seere.
For det tredje er Liz (og Tina Fey) en erklæret feminist, og strategien
heri er, at serien adskiller sig fra langt de fleste sitcoms ved at
fremstille Liz som en stærk og selvbevidst kvinde, som er bedøvende
ligeglad med, at hun er ufeminin. Hendes mål i livet som enlig har i
det meste af serien ikke været at finde den rigtige mand (modsat Ally
McBeal og de fleste af karaktererne i Sex and the City), men at opnå
succes i sit arbejdsliv. På trods af at Tina Fey er en forholdsvis
attraktiv kvinde, er seriens strategi at nedgøre Liz’ udseende ved
blandt andet at lade de andre karakterer kommentere på hendes
skønhedsfejl og ved at skjule hendes kropsformer i uformelige
sweatere og en generelt maskulin tøjstil, hvorved Liz afseksualiseres og
gøres mere almindelig og relaterbar. Men reelt set er Tina Fey slank og
forholdsvis attraktiv, så selvom serien prøver at fremstille hende som
uattraktiv, kan det naturligvis ikke udelukkes, at hun måske alligevel
appellerer til mandlige seere, og hun har da også erfaring med at spille
den attraktive kvindelige hovedrolle i romantiske komedier som Baby
Mama (2008) og Date Night (2010) (fig. 15).
Når dét er sagt, har man vel næppe set en kvindelig hovedperson som
Liz, der er så maskulin og ligeglad med sit udseende, siden Roseanne.
Fig. 12: 30 Rock har nok hentet inspiration
i The Mary Tyler Moore Show, da de begge
er ugifte, mørkhårede karrierekvinder, som
bor i en storby og arbejder i tv- branchen.
Fig. 13: Liz er tydeligvis ikke bange for at
se usoigneret ud. I episoden ”The Tuxedo
Begins” (S06E08) gør hun sig selv
ekstraordinært grim for lettere at kunne få
en siddeplads i metroen. Resultatet er, at
hun ender med at ligne Jokeren.
Fig. 14: Men der er også eksempler på det
modsatte: I ”Rosemary’s Baby” (S02E04)
bliver den feministisk manuskriptforfatter
Rosemary Howard (spillet af Carrie Fisher,
hvilket igen er en reference til Prinsesse
Leia) fremstillet som overidealistisk og
decideret usympatisk.
Fig. 15: Tina Fey spiller den nogenlunde
attraktive kvindelige hovedrolle i filmen
Date Night over for en anden daværende
NBC- tv- stjerne – nemlig Steve Carell.
Fig. 16: Roseanne var på mange måder en
ret ukonventionel family sitcom, der
dristede sig til at portrættere den hvide
underklasse på en temmelig realistisk
facon.
Selvom Roseanne var mere skandaløs end Liz/Tina, benytter de begge
deres position som producer og hovedrolleindehaver i en sitcom til at
diskutere tidens kvindeidealer (Karlyn: 252) (fig. 16). Men som Judy
Kutulas desuden påpeger, har workplace sitcoms altid forsøgt at levere
en mere moderat og tv-venlig version af feminismen lige siden
lanceringen af Mary Richards (Kutulas: 225). Selvom nutidens tvfeminist Liz Lemon måske nok er ukonventionel, nørdet og usexet, er
hun stadig et kommercielt produkt, og 30 Rock forhandler som nævnt
denne uforenelighed mellem feminisme og kommercialisme ved at
moderere Liz’ kønspolitiske agenda gennem brugen af humor.
Nørder og feminister i fremgang
Der er i det hele taget en tendens til flere nørder – og især kvindelige
nørder – i amerikansk tv for tiden, med New Girl og The Big Bang
Theory som nogle af hoveddrivkræfterne bag denne tendens inden for
de mainstreamorienterede sitcoms.
Men måske kan man også tale om en generel tendens til
ukonventionelle og småfeministiske kvinderoller på sendefladen for
tiden, hvis man for eksempel inddrager HBO-dramedien Girls. Denne
serie kan nemlig karakteriseres som en subjektiv livsstilsdramedie
(eller sexcom), der på linje med 30 Rock går imod den sædvanlige
portrættering af storbykvinder. Serien er i udgangspunktet meget lig
SATC med fire veninder bosat i New York, der leder efter lykken og
manden i deres liv. Men Girls har et mere råt og upoleret udtryk med
en ret ukonventionel, buttet og neurotisk hovedperson ”Hannah”
(spillet af seriens egen skaber Lena Dunham), der bestemt ikke skåner
seerne for eksplicitte billeder af sin nøgne krop, som ikke lever op til
branchens normale skønhedsidealer(fig. 17).
Måske kan 30 Rock og Girls være tegn på en større strømning inden
for amerikansk tv, hvor vi forhåbentlig får flere seksuelt nuancerede og
mangefacetterede kvinderoller at se fremover. Men det er svært at spå
om, for trods disse tendenser er konventionelle sitcoms med dåselatter
og klichéer fortsat enormt populære i seertallene (Mills: 127). Alligevel
sætter både feminister og nørder et markant præg på sendefladen i
øjeblikket, selvom disse typer som regel har været forbeholdt biroller.
Eller måske vender genren om lidt igen tilbage til de sædvanlige
klichéer. Indtil da kan brilleaberne nyde deres tid i rampelyset.
Fakta
Fig. 17: I eksempelvis den sindssygt sjove
episode ”Bad Friend” (S02E03) render
Hannah på ret ufeminin vis rundt i en
uformelig neongul netundertrøje og sveder,
mens hun tager en masse kokain sammen
med sin homoseksuelle ekskæreste.
Udskriv denne artikel
Gem/åben denne artikel
som PDF
Der er 138 episoder af 30 Rock fordelt på syv sæsoner.
Litteratur
Haastrup, Helle Kannik (2011): “Dramedien som genre – fra livsstilsserie til
krisefortælling”. IN: Nielsen, Jakob Isak et al. (eds.): Fjernsyn for viderekomne – de
nye amerikanske tv- serier. Turbine Forlaget, Aarhus.
Gem/åben hele nummeret
som PDF
Halskov, Andreas (2011): “Fra artig til arty – Smarte sitcoms til smarte seere”. IN:
Kosmorama, nr. 248. Det Danske Filminstitut, København K.
Hight, Craig (2010): Television mockumentary. Reflexivity, satire and a call to play.
Manchester University Press.
Karlyn, Kathleen Rowe (2003): “Roseanne. Unruly Women as Domestic Goddess”. IN:
Morreale, Joanne: Critiquing the Sitcom . Syracuse University Press, New York.
Kutulas, Judy (2005): “Liberated Women and New Sensitive Men: Reconstructing
Gender in the 1970s Workplace Comedies”. IN: Dalton, Mary M. og Linder, Laura R.
(eds.): The Sitcom Reader. America Viewed and Skewed. State University of New York
Press, Albany, New York.
Mills, Brett (2009): The Sitcom . Edinburgh University Press, Edinburgh.
Quail, Christine (2011): “Nerds, Geeks, and the Hip/Square Dialectic in Contemporary
Television”. IN: Television & New Media, vol. 12, no. 5. SAGE Publications, Californien.
Scodari, Christine (2005): ”Sex and the Sitcom – Gender and Genre in Millenial
Television”. IN: Dalton, Mary M. og Linder, Laura R. (eds.): The Sitcom Reader.
America Viewed and Skewed. State University of New York Press, Albany, New York.
www.nbc.com/30 - rock
articles.philly.com/2011- 11- 09/entertainment/30378075_1_tv- rule- tv- writers- geek
16:9 - juni 2013 - 11. årgang - nummer 51
Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.
ISSN: 1603- 5194. Copyright © 2002- 13. Alle rettigheder reserveret.
5