1. No category

39
Kapitel 6, torsdag 02. april 1942,
jeg begynder at gå i skole:
Klasseskel i Danmark (Hr. Stationsforstanderens
mening):
Indtil midten 1950’erne herskede endnu et voldsomt klasseskel i Danmark.
En stationsforstander var en fin mand.
Hr. Stationsforstander Hjalmar Robert Adler Reiff var
efter sin egen mening den allerfineste af alle
stationsforstandere i hele verden.
Trafikassistenten var lidt mindre fin, portøren slet ikke fin og så var der
alle ”de simple mennesker”.
Hr. Stationsforstanderen og mor hørte til byens finere befolkningsdel.
Svinninge var på den tid som Matador-seriens Korsbæk. Hr.
Stationsforstanderens image måtte endelig ikke tage skade. Hr.
Stationsforstanderen; Hr. Stationsforstanderen; Altid Hr.
Stationsforstanderen. Det var den igen … Hr. Stationsforstanderens image!
I Korsbæk måtte Bankbestyrer Varnæs’s børn ikke lege med Mads Skjerns
børn. Til gengæld hentede Mads Skjern sin hustru hos Grisehandler Larsen
og endte med at blive den store mand i Korsbæk.
Mors familie var ”ikke så betydningsfuld” som Hr.
Stationsforstanderens familie:
Der var mange officerer med navnet von Bauditz med i kampene i
Sønderjylland og Slesvig. I 1864 tabte Danmark krigen og Prøjserne
besatte Sønderjylland og Slesvig helt op til Kongeaaen. Hr.
Stationsforstanderens far kom fra Sønderjylland og Hr.
Stationsforstanderen kunne ikke tilgive hæren at de havde tabt til Preussen.
Mors familie var hæren der havde tabt og var i Hr. Stationsforstanderens
øjne ikke noget særligt. Hæren var i hans øjne en stor anstødssten. Mor
havde sin slægt, og naturligvis var mor glad for den, men alligevel var
Oberst von Bauditz og Jagtjunker von Bauditz ”intet” ved siden af
Cigarhandler Reiff fra Næstved. Cigarhandleren solgte
nemlig ikke noget så simpelt som tobak og cigaretter –
næh, nej, det var store, håndrullede cigarer. Han var en
40
betydningsfuld mand! mente Hr. Stationsforstanderen.
Betydningsfuld, ligesom Hr. Stationsforstanderen selv.
Vinteren 1942 – 1943, juletræet i ventesalen:
Vinteren begyndte meget tidligt. Stormvejr og meget sne og is var der
masser af den vinter, men det var så også det eneste der ikke var mangel
på. Det var iskoldt og skibe og færger havde det svært. Isen på vandet var
tyk og isbryderne var alle ude. Det var 2. Verdenskrig der herskede.
Preusserne også kaldet "de grønne" var der også nok af.
Alt andet var rationeret. Mad, varme, lys og ”at rejse” (besøge familien i
julen). De fleste biler holdt stille for der var ingen benzin. I siderne af alle
vinduer var der malet en sort stribe så mørklægningsgardinerne sluttede
tæt og i lamperne var der 5 Watts eller 10 Watts pærer, for der skulle også
spares på elektriciteten.
Nogle tog og biler var nødt til at køre. Motorvogne og lastbiler fik en
gasgenerator monteret på fronten. Der blev fyret med små klodser af
bøgetræ og gassen var absolut ikke syrefri. Motorerne blev ødelagt og de
fleste ”bøgegas” drevne køretøjer sluttede deres liv sidst i 40’rne. I
Svinninge havde vi en enkelt bil der kørte på karbid. Det var bager Slotts
brødbil. Under motorhjelmen en blikdåse og låg med snaplåse. Et stykke
karbid, en spand vand og låget på. Så var der brændstof til motoren. Så gik
det ellers gennem byen med bang, bang, knald, bang og så var der lagt træ
om fælgene i stedet for gummi. Brødbilen kom frem, men det gik ikke
hurtigt og den støjede mere end den kørte.
Juleaften 1942:
Julen begyndte med masser af sne. Togene blev mere og mere forsinkede
og snestormen rasede. Juleaftens eftermiddag var alt ved at gå i stå. Fra
stationsbygningen over et stativ på taget af udhuset og videre til
signalmasten, der dengang var en semafor med to vinger, hængte to
ledninger med strøm til signallampen. Når et af de helt kraftige stormstød
kom, slog ledninger sammen og så røg sikringerne. Der blev i et væk
skiftet sikringer og til sidst kom der en 60 Watt pære i, i stedet for
sikringen. Når der nu kom et stormstød, flammede pæren blot op og for
”en gangs skyld” kom der lys på trappen men det kostede da ikke flere
sikringer.
41
I stuen var juletræet pyntet. Mor og Tante Lotten var i fuld gang i
køkkenet. Toget der skulle have været her kl. halv fire kom først kl. halv
seks og kom ikke videre. Snedriverne havde lukket sporet forbi – og lige
efter NVE. Foran toget var banen lukket ved Grevinge og Kelstrup.
Bagved toget var der lukket ved Ny Hagested. I toget var der 18 rejsende,
togfører, togbetjent, lokofører og fyrbøder = 22 personer.
Hjælp:
Mor ringede til købmand Alfred Larsen, købmand Axel Nielsen, bager
Slott, slagter Rasmus Hansen, Gartner Ingemann Petersen og tømrermester
Gabriel Hansen og bad om hjælp. Krig eller ej – hjælpen kom i form af
madvarer og en bordplade på bukke. Flæskestegen til så mange stegte
slagteren.
Karen Marie Eriksen – bestyrerinden på telefoncentralen – alarmerede
resten af byen. Nogle kom for at hjælpe i køkkenet. Andre kom med puder
og tæpper. Dengang ”kom man hinanden ved”.
Juleaften:
Alle fra det strandede tog blev inviterede ind i mine forældres
tjenestebolig. Julemiddagen nød vi i ventesalen med opdækning på hurtigt
opsatte bordplader fra tømrermester Gabriel Hansen og vi var 27 til at
spise – det blev først ved 20-tiden – og til at danse om juletræet den aften.
Julegaver – nå ja, vi havde jo kun til os selv, men der var familier mellem
de 22 fra toget som var på vej til juleaften hos familien, så de hentede
deres egne gaver ind fra toget og gav til hinanden.
Natten tilbragte de rejsende og personalet i toget og der var puder og
tæpper nok - stillet til rådighed af Svinninges borgere. Brændsel til
kakkelovnen i personvognen var der også nok af, for lokomotivets tender
var langt fra at være tom. Juledags formiddag kom hjælpetoget og det
indesneede aftentog blev gravet fri.
Juletræ i ventesalen:
Fra julen 1943 kom der juletræ i ventesalen hvert år. Det varede til mine
forældre blev pensionerede 1957. Den nye stationsforstander gad ikke
være menneskelig. Det gjorde den gamle stationsforstander for resten
heller ikke! Det var altid mor der stod for et eller andet arrangement.
Skikken med juletræet i ventesalen genoptog jeg da jeg i 2009 vendte
tilbage til barndomshjemmet.
42
Vinteren 1942 – 1943:
Hvert år i december taler man om ”hvid jul” - bliver det eller bliver det
ikke? Meteorologerne siger at ”sådan og sådan skal det være for at man
kan kalde det ”hvid jul”. De aner dårligt nok hvad en hvid jul er - man skal
have levet under de tre første krigsår for at vide det.
Vinteren 1942 – 1943 gik med masser af sne og hårde frostgrader helt
frem til maj. Frost, sne og is og det meste af tiden et sted mellem storm og
orkan. Færger og skibe der ikke kunne sejle og tog der sneede inde både
her og der.
Nu til dags drukner Bornholm hvert år i rigeligt med sne. Resten af
Danmark ved dårligt nok hvad sne er for noget. Uhadada - hvis bilen ikke
kan køre med højere fart end tilladt, er det en katastrofe ... .. ... .. og når de
ikke kører efter forholdene, kan det meget let ende i en katastrofe.
Skoletiden:
I skolen var jeg den grimme ælling. Navnlig da jeg kom i puberteten. Jeg
havde noget der lignede en penis, men den var ikke lukket. Der var en
åben kanal så jeg måtte sidde ned og tisse. Jeg fik bryster. Pigerne sagde:
”Hvad er du for en”. Drengene sagde: ”Hvad er du for en”. Jeg var aparte
og skulle kanøfles. I dag ved de alle hvad der var galt, og en hel del af dem
skammer sig over den måde de behandlede mig på. I barndomstiden og i
ungdommen havde jeg ofte problemer med hals og lunger. Astma og
bronchitis plagede min hverdag. Sport i skolen duede jeg ikke til. Jeg
havde ikke vejr nok til løb, så i boldspilstimerne blev jeg bagstopper. Jeg
kunne klare et 10 meter løb i rekordtempo, men ved 12 meter tabte jeg
vejret og ved 15 meter gik jeg i gulvet. Det gjorde bestemt ikke
skolekammeraternes velvilje mod mig større at jeg var så dårlig til sport.
Ros fik jeg aldrig –
Hr. Stationsforstanderen forventede af mig ...
lærerne forventede af mig ... skolekammeraterne
forventede af mig … alle forventede af mig …
men ingen spurgte mig, eller interesserede sig
for grunden til at jeg ikke kunne klare de krav
man stillede til mig.
43
Autoimmun sygdom:
Så tidligt som 1964 konstaterede man på KMH (Københavns
militærhospital) at jeg havde bindevæv i lungerne og at min lungekapacitet
var stærkt nedsat. Havde man dengang haft viden nok om bl.a. binyrebark
hormonerne, kunne jeg måske have undgået at komme ud i det kaos som
autoimmun sygdommen SLE har bragt mig i.
Men ... .. ... .. Manglende viden 1964 er ikke - og skal
ikke være - en undskyldning for Svinninge Lægehus’
undladelsessynder 1995 - 2008.
Tvekønnet, med drengenavn:
og i en by hvor ingen udenfor familien måtte vide noget, opdraget som
dreng af Hr. Stationsforstanderen der ville have et image, opdraget i
hemmelighed som pige af mor og mormor. Det var en helt igennem
"pragtfuld" tilværelse.
Hr. Stationsforstanderen”, far, der var min
”onde ånd” foran stationsbygningen.
44
Det kan vist ingen være i tvivl om. Tog var nok ikke den helt rigtige
interesse for piger, men jeg skulle jo forestille at være en dreng og i
modsætning til én bestemt jernbanemand, Hr. Stationsforstander Reiff, så
var de fleste af jernbanens ansatte mine venner - nå ja, de vidste vel heller
ikke noget, og der var da et par stykker som trak sig da de i 1974 fik at
vide at de ikke vidste noget ... .. ... ..
Vær mod andre
som du ønsker andre skal være mod dig.
De, som trak sig, burde vel nok have rettet bebrejdelserne mod Hr.
Stationsforstanderen. Jeg havde ingen interesse i at leve mit liv som andre
ønskede.
Mor i døren til ventesalen. Hun elskede mig.
Hr. Stationsforstanderen elskede KUN sig selv og sit image.
Et spirende oprør:
Måske var der i det stille et spirende oprør, en protest, mod Hr.
Stationsforstanderens regime, for et af de steder jeg satte pris på var
lokomotiverne hvor man fik sorte hænder, og det var afgjort imod fars
ønske, for Hr. Stationsforstanderens barn skulle altid have rene hænder.
45
Tilsyneladende havde han ikke hørt om at vand og sæbe kunne gøre
snavsede hænder rene og alligevel ”vaskede han hele tiden, på min
bekostning, sine egne hænder”.
Udenfor Hr. Stationsforstanderens synsvidde:
I hvert fald kunne jeg holde mig udenfor hans synsvidde når jeg tog med
på maskinen til nabostationen og tilbage igen, og endelig, togene kørte jo
hele tiden lige forbi huset og det kan ikke undgå at påvirke en. Som
journalisten fra "Jyderup-Posten" skrev i 1997: "Enten kommer man til at
elske togene til op over begge ører, eller også er man livstidsvaccineret
mod dem”. Lommepenge fik jeg af mor. Under krigen var det som
"kulpenge" Jeg samlede de kul op som lokomotiverne havde tabt, mor
vejede dem og udbetalte så "pr. kilo". Jeg hjalp ofte fyrbøderen med at
"lempe kul frem på tenderen" og når kæmpeskovlen smuttede og en
skovlfuld kul "røg udenbords" grinede fyrbøderen og lokomotivføreren af
mig og spurgte om det var meningen at toget skulle videre eller om de
skulle blive holdende på grund af kulmangel. Når de var kørt, samlede jeg
kullene op ..... komfuret i køkkenet fungerede som centralvarmefyr for
stationsbygningen og kul varmede bedre end tørv. I mine lommer varmede
pengene for en skovlfuld kul mere end pengene for et par tilfældigt tabte
stykker.
”Skolepeder” er med på billedet – det er vistnok 1946 eller 1947.
Nederst, nr. 3 fra venstre – jeg var bedøvende ligeglad med hvordan
jeg så ud. Hr. Stationsforstanderen ville have jeg skulle se ”nobel” ud.
Det var ”en ære” for mig at se så rædselsfuld ud som
det var muligt – blot for at være Hr.
Stationsforstanderen på tværs.
46
Image, image, image:
Far var nok bange for at "ryge ud af det fine selskab" hvis "den gemene
hob" fik kendskab til "sagen". Som ”søn” af en fin mand var mit liv sat på
skinner. Det var for alt i verden hans image det gjaldt. Hvordan det så,
senere i livet, skulle gå mig var sagen uvedkommende. Svinninges ”Mads
Skjern” Frits Christiansen talte, ligesom i Matadors Korsbæk, ikke med –
det gjorde Poul Larsen fra Damernes og herrernes magasin.
Et image som stationsforstander og andre fine folk i
Svinninge:
For at begynde i den ene ende af Svinninge, så var de rigtigt fine,
Godsejer Knipschild på Katrinedal;
Godsejer Kjærsgård på Svinningegården*);
Direktøren på Valsemøllen Johannes Petersen (Valse Johannes);
Møbelfabrikant I. C. Nielsen;
Realskolebestyrer Peder Madsen Pedersen ~ ”Skolepeder”.
Hr. Stationsforstander Reiff;
Direktør Andersen (NVE);
Driftsbestyrer H. A. Jensen (NVE);
Overingeniør Samson (NVE);
Ingeniør Jønsson (NVE);
Doktor Blume;
Købmand Alfred Larsen;
Manufakturhandler Poul Larsen (Damernes og herrernes magasin ligesom
i Korsbæk!!!) og
Godsejer Schwensen på Arnakke.
*) Det hed dengang Godsejer Kjærsgaard, men han var vist kun forpagter
af Svinningegaarden for Hansen Nord og på et tidspunkt byttede de bolig
mellem Svinningegaarden og Adamshøj ved Ringsted.
Svinninges lokale ”Landsting”, ”Folketing” og
”Regering”:
Jeg tror nok det var onsdag, møderne fandt sted - møderne hvor byens fine
mænd ordnede landets anliggender. Man mødtes hos en af dem,
medbringende porter og cigar (hvis man kunne få) og så gik
diskussionerne. Så ordnede man de anliggender hvor man ikke var
tilfredse med politikerne – noget man ellers havde regering, folketing og
landsting til.
47
En aften med spillekort:
Dengang var bridge og l’hombre heller ikke noget ukendt i Svinninge. Det
fine selskab mødtes til ugentlige kortaftener hvor damerne spillede bridge
og herrerne l’hombre. Under min seng gik der et varmerør gennem gulvet
til stuen nedenunder. Det var den stue hvor damerne spillede bridge og
drak the af små spinkle kopper der mindede om et kinesisk dukkestel ... ..
... .. og de snakkede ... .. ... og de snakkede. Jeg tilbragte mange aftener
under min seng lige ved siden af rørgennemføringen.
Skænderier og ophold i København:
Efterhånden blev jeg stor nok til at kunne forstå det når mor og far "læste
hinanden teksten". Hr. Stationsforstanderen måtte mange gange bide i sig
at mor truede med skilsmisse, for ..... skammen ..... hans image som
stationsforstander ..... fin mand i byen ..... ingen måtte vide noget om hvad
der foregik indenfor hjemmets fire vægge.
De evindelige skænderier mellem mor og Hr. Stationsforstanderen om mig
gjorde, at jeg når det var muligt, opholdt mig hos mormor og moster, Dr.
Abildgaardsallé 9, på Frederiksberg. Jo mere jeg var fri for Hr.
Stationsforstanderen, jo bedre. Han ville mig aldrig noget godt. Når jeg var
hjemme, blev jeg bare banket gul og blå.
Min elskede mormor sådan som jeg kendte hende.
Ville jeg en dag kaste åget af mig?
Mor, Mormor, moster Mysse (Marie-Louise) og tante Lotten lærte mig i
smug en masse af "det en pige skal kunne" fordi de allerede da forudså det
48
som skete 1972, at jeg kastede åget og blev "mig selv". Een person i
balance i stedet for to halve ingenting der hverken var mand eller kvinde.
Mistede en støtte i mormor:
Mormor som jeg kendte hende – gammel og svagelig, men hun elskede
mig overalt på jorden. Mormor døde 9. marts 1943, men selvom et kærligt
menneske manglede, så var mosters adresse stadig Dr. Abildgaardsallé 9
og der stod stadig von Bauditz på dørpladen. Jeg kom meget på besøg der,
nogen gange alene, andre gange sammen med mor, for der var jeg fri for
"Hr. Stationsforstanderen" og hans ”forordninger”.
Admiralen Briand de Crevecour:
Admiral og Admiralinde Briand de Crevecour ”flyttede ind” hos os 29.
August 1943 efter at den danske marine havde sænket orlogsfartøjerne så
tyskerne ikke kunne få fat i dem. Tyskerne ledte med både lys og lygte
efter bl.a. admiralen. Admiralinden, Marie Louise havde været
klassekammerat med mor for mange, mange år siden.
Tante Lotten, admiralsparret og ”de grønne”.
Under 2’ verdenskrig var ”de grønne” et skældsord. Tyskerne gik i grønne
uniformer. Hr. Stationsforstanderen og mor havde rigelig at se til. Han var
udover at være stationsforstander også ”Kongelig Autoriseret Vejer og
Måler”. Det mente han var så fint, så fint – kongelig, uhadada! Der var
under krigen en masse tørv og formbrændsel der skulle vejes og
vognvægten skulle også passes. Vognvægten var på den anden side af
sporene overfor Banegården og så mor kunne passe jernbanen medens Hr.
kongelig autoriserede vejer og måler vejede og målte derovre. Vi kunne
altså let have to piger i huset uden at det vakte opsigt og admiralen blev
portør. Han trillede sække og kasser fra rampen ind på varehuset, flyttede
lidt om på varerne, trillede noget ud igen og noget andet ind. Portørerne og
togpersonalet vidste godt hvem han var, men tyskerne der gik vagt langs
banen var både døve og blinde. De søgte i nord, syd, øst og vest efter både
admiralsparret og efter tante Lotten men opdagede ikke hvad der foregik
for øjnene af dem.
Baron og forfatter Schaffalitsky de Muckadells bøger om marinen blev om
aftenen korrekturlæst af både admiralen og mig. Det var spændende
læsning. Nyboderdrengen, Chresten Jungmand, Chresten Kok, Søkadet
Flink, Søløjtnant Erik Viking, Radiotelegrafist Prik, Pehr Septimus,
49
Frisk og Laber, Hurra for Willemoes, Kanonbaad Ohøj, Skarpe Skud,
Torden over Nordsøen og mange flere.
De 3 vinduesruder:
Det er ikke pænt at være skadefro, men skadefryd er til syvende og sidst
også en slags glæde.
Der skulle gøres hovedrent på mit værelse. Vinduerne skulle altså åbnes
ALLESAMMEN. Mor bankede i hjørnet af et vindue med et kosteskaft –
skaftet røg, selvfølgelig, gennem en rude.
Neden under vinduet stod Hr. Stationsforstanderen. Han fik glasskårene
ned i pulden på kasketten. Rasende styrtede han op og fortalte højlydt at de
kunne da bare gøre det ordentligt – sådan her. Han tog en brændeklods,
lagde den til rette i vindueshjørnet og slog på den med en hammer. Nå ja,
klodsen fløj gennem ruden ved siden af den rude mor havde smadret.
Hr. Stationsforstanderen mumlede at, nu kom toget vist og rendte ned.
Tante Lotten ville gøre som anbefalet og sendte en brændeklods gennem
en tredie vinduesrude.
Neden under vinduet stod igen Hr. Stationsforstanderen. Han fik, én gang
til, en smadret vinduesrude ned i pulden på kasketten og blev edderspændt.
Han kom farende op på 1’ sal og buldrede løs. Tante Lotten sagde bare:
”Først var det min kusine, så var det hr. Stationsforstanderen selv – nu
syntes jeg det ligesom var min tur”. Marie-Louise (admiralinden) nærmest
trillede på gulvet af grin.
Hr. Stationsforstanderen gik bare ned igen – luskede af ”med halen mellem
benene” som en våd hund og han blev fulgt til dørs af en hånlatter fra mor,
tante Lotten, Marie-Louise og ikke mindst mig. Var jeg skadefro – Ja! Det
er ellers ikke pænt at være skadefro, men skadefryd er til syvende og sidst
også en slags glæde.
Verdenskrigen slutter 05. Maj 1945:
En verdenskrig får også ende. Vi blev igen alene på stationen da vores tre
fastboende gæster rejste hjem. Admiralsparret til Humlebæk og Tante
Lotten til Salzburg.
Rejse alene til København 1947:
Rejse alene til København når jeg skulle besøge moster? Ja, selvfølgelig
kunne jeg det, det var ikke for ingenting jeg fik min opdragelse på en
jernbanestation. På Københavns Hovedbanegård stod moster og tog imod
mig. Lidt efter lidt lærte jeg også København at kende, således at jeg selv
kunne finde vej. Det begyndte med at jeg, som 12-årig, ”blev væk”. Kong
50
Christian X lå på ”Lit de Parade” i Christiansborg Slotskirke. Mor,
moster og jeg defilerede (gik) forbi kisten. Lige med et kunne jeg ikke
finde mor, mormor og moster mellem de 1000-vis af mennesker der sagde
farvel til Christian X.
Rejse alene til København – klart jeg kunne og det
hændte jeg ”var med på maskinen”. Mor kendte
de fleste af datidens lokomotivførere fra den tid
hun var ansat på Kilometerkontoret på DSB’s
maskindepot på Otto Bussesvej.
Blevet væk:
Jeg vidste at jeg skulle hjem til Dr. Abildgaards Allé med en linie 2. Jeg
fandt en sådan og fortalte konduktøren at jeg var blevet væk, at jeg ikke
havde penge til en billet og at jeg skulle af der hvor huset ved siden af
stoppestedet lignede plakaten på en Odeon Grammofonplade.
Konduktøren tænkte lidt om og sagde at det med pengene ”kom vi nok
over”. Jeg skulle også nok komme af det rigtige sted, men lige nu kørte vi
den forkerte vej. Jeg måtte med til Amager og vende. På vejen tilbage blev
jeg sat af ved Landbohøjskolen, fik af konduktøren ordentlig besked på at
gå hen til lyskrydset (Falkonerallé), vente til der blev grønt og så gå lige så
langt tilbage på den anden side. Så skulle jeg gå mellem to huse og så ville
jeg være på Dr. Abildgaards Allé.
Finde rundt i København:
Da to, meget bekymrede mennesker, mor og moster vendte hjem, sad jeg
på trappen og ventede på dem. Kort efter begyndte de at lære mig
sporvognene og S-togene at kende så jeg altid ville kunne finde rundt i
København. Desuden havde jeg fra da af altid penge nok til en
51
omstigningsbillet på mig. Nu, hvor kalenderen siger 2011, er byen fyldt
med nogle busser med nye numre og jeg har ingen anelse om hvor de kører
hen eller hvorfor. Jeg benytter S-toget, metroen og mine ben for resten.
Movia kan have deres ”forkerte” buslinier for sig selv. – Jeg kan stadig
huske hvor sporvognene kørte hen – linienumre, skiltefarver osv. Og
benytter gerne ”den vej sporvognene kørte”. Jeg er aldrig i tvivl om
hvilken vej jeg skal.
Der er en forskel:
En husmoder har pige i huset:
Jeg, der måske en dag skulle blive "fruen i huset" skulle jo gerne selv
kunne det, pigen blev sat til at gøre. Jeg havde ingen interesse i at blive
opdraget som en dreng. Jeg var inderst inde en pige og ønskede mit liv
sådan. Sideløbende med den officielle opdragelse fik jeg så, af mor, tante
Lotten og fra 29. August 1943 også Admiralinde Marie Louise (misse)
Briand de Crevecour en opdragelse som pige så jeg senere ville kunne
klare mig når jeg en dag kastede åget af mine skuldre.
Ulveungen:
Hr. Stationsforstanderen gjorde alt hvad han kunne for at ”lære” Svinninge
at jeg var en dreng. Altså skulle jeg være ulveunge og senere spejder. Jeg
gjorde hvad jeg formåede for at holde mig længst muligt væk fra
spejderhytten. Let var det ikke, for møderne var om aftenen og hvor skulle
jeg gå hen når det var mørkt? Et af stederne jeg kunne gemme mig, var på
loftet over varehuskontoret.
I spejderhytten var der lys. En akkumulator blev opladet hos elinstallatøren om dagen og gav strøm til et par søvnige lamper når der var
spejdermøder. Ulveunge føreren var Palle. Han var elektriker hos bemeldte
elinstallatør.
En af hulerne:
Et af de steder hvor vi unger havde indrettet en hule var på varehusloftet.
Der lå et arkiv med op til 30 år gamle fragtbreve. Dem havde vi flyttet lidt
rundt på så de dannede en høj mur ud mod varehuset. Underneden på
kontoret var der en varmeovn, så loftet - vores gulv - var lunt. Der gemte
jeg mig når Hr. Stationsforstanderen troede mig til møde i spejderhuset.
52
Husassistenter:
Mor fik piger i huset af dem der kommer 1’ Maj og rejser igen til
”skiftedag” 1’ November, Pigerne holdt aldrig så længe. De kunne ikke
lide Hr. Stationsforstanderens kommandotone.
Efter krigen hvor Tante Lotten og admiralinden vendte hjem til egne
boliger, fik mor igen piger i huset. Mor bad pigerne om at gøre et eller
andet. Hr. Stationsforstanderen befalede dem til ... Han skulle nok vise
hvem der var den kommanderende – ”generalen”! De kunne ikke fordrage
ham. De holdt som regel kun ½ år til næste ”skiftedag”. Alle de, som
færdedes dagligt i hjemmet, vidste om mig, selvom Hr.
Stationsforstanderen troede de var uvidende.
Ikke let at være pige når Hr. Stationsforstanderen vil
have man skal være en dreng:
Det var ikke så let at være pige i Svinninge. Hr. Stationsforstanderen var
her, og kun til fastelavn lykkedes det. Mor iklædte mig en folkedragt fra
Hardanger i Norge.
Pige kunne jeg være når jeg var væk hjemmefra, hos mormor eller nogle af
mors venner. Der var jeg fri for Hr. Stationsforstanderen. Det var absolut
ingen dans på roser at være mig – ja, så skulle det da være at jeg dansede
på de tornede stilke.
Hvad troede Svinninge:
- og Svinninge ... .. ... .. hvad troede Svinninge? Svinninge troede det
Hr. Stationsforstanderen ville have de skulle tro. Svinninge troede det
de så. I stationsforstander familien var alting lutter idyl. De troede det
de havde set på vores ”paradefoto” – en lykkelig familie. Kun et fåtal
anede eller vidste noget: Skolepeders fru Jenny, doktor Blume og enkelte
andre vidste ... nogle af de andre i omgangskredsen anede måske, men
Svinninge vidste ikke at Hr. Stationsforstanderen ofte tævede mig gul og
blå for at få mig til at gøre som han ville, eller for at få mig til at holde
kæft. Tævede mig med bagsiden af en støvekost. Det var dagligdagen med
både psykisk og fysisk vold. Han skulle nok lære mig at være den dreng
som han ønskede.
Kommuneskolen og realskolen:
1944 tog tyskerne kommuneskolen og allerede da blev jeg flyttet fra
kommuneskolen til realskolen. Hr. Stationsforstanderen besluttede at jeg
53
ikke skulle gå i skole snart i Missionshuset, snart i Teknisk Skole eller i
Badmintonhallen – ikke fint nok at fare byen rundt for at gå i skole og ”jeg
skulle alligevel flytte dertil” efter 4. klasse. Mine klassekammerater fra
kommuneskolen fulgte først efter i august 1947 da vi skulle i 1’ mellem.
Realskolen før der blev bygget til.
I baggrunden Metha og Ingemann Petersens gartneri.
Tyskernes halmvogne brændte:
Tyskerne skulle bruge kommuneskolen som logi for tyskere der flygtede
fra russerne. De skulle sove på gulvet - i halm. Halmen fik tyskerne fra
diverse gårde og det var ofte læsset på jernbanevogne. En dag var der med
middagstoget seks halmvogne.
Først lokomotivet, de seks halmvogne og resten af toget. Lige før
Svinninge gik der af en eller anden "mærkværdig årsag" ild i halmen. I
Svinninge blev halmvognene skilt fra resten af toget. Tyskerne ville ringe
efter brandvæsenet i Snertinge. Imidlertid talte mor og fru postmesteren i
telefon og de forstod ”naturligvis” ikke et ord tysk. Det varede en rum tid
før de ringede af. Tyskerne fik fat i centralen, men Karen-Marie havde
allerede alarmeret sin kollega på Snertinge Central. I Snertinge talte
doktorfruen i telefon med brandinspektørfruen, så de måtte ringe til
Weinrich der løb over og afbrød samtalen. Nå, brandsprøjten kom da
afsted fra Snertinge. I Svinninge koblede man vandslangerne på en
brandstander og åbnede - pssssyh - ikke mere vand. Det var
vandværksbestyreren der rensede filtre. Han havde skilt det hele ad og var
gået til frokost. Der gik det meste af en time før man fandt ham.
Langt om længe fik man vand i brandslangerne, men på det tidspunkt var
der ikke noget at slukke.