1. No category

1
Rejsepostkort fra Rothenburg ob der Tauber
Der var en gang i fjernsynet en trold, der hed Hugo. Han havde
meget kørende med en køn mørkhåret pige, der vist også festede
lidt med Frede en overgang. Så blev hun gift med en rar ældre
mand, blev mor og meldte sig ud af det permanente Billedbladsslæng.
Hvad trolden sagde til det, vides ikke, og det er dybest set også
fuldstændig lige meget – Pigen hed forresten, - ja det har du jo
glemt ikk ? - Nina (Klinker Jørgensen) – Hun giftede sig med Erik
Stephensen – nej ikke Ole, men hans bror – det er ham der er
alvorlig og har penge, Ole er sjov og fattig. Hvad du så ikke ved om Nina er, at hun rent faktisk er uddannet
filminstruktør, og Hugo drøner stadigvæk verden rundt som stor TV-stjerne.
Hvor skal vi hen med det her Hugo-snak – ja, det er præcis det, vi skal.
Da Hugo beslaglagde den bedste sendetid i starten af 90’erne var han årsag til en sproglig fornyelse –
vendingen: ”hvor skal vi hen, du?”.
Det er overskriften på Hanne og min ferie i år – hvor skal vi hen, du ?
Det skulle være camping – afslapning og godt vejr – puttet ind i de 14 dage, Hanne har sommerferie. Vi
pakkede færdigt fredag – Hanne havde nu stort set pakket det hele i løbet af ugen - så vi trillede stille og
roligt derned af.
Vi ville ikke sidde i en bil den 26. så vi skal være et pænt sted med noget godt vejr. Det blev til Dundelum ! –
så kan de geografikyndige lure lidt på, hvor det er, Diernæs Strand da ? – nå ! Det kniber nok lidt uden GPS,
hva ? – På den gamle hovedvej 10 mellem Haderslev og Åbenrå ligger Hoptrup – i gamle dage kendt for
gode kroballer og frygtet af lastbilerne for de lange stejle bakker på begge sider – I Hoptrup drejer man
mod øst til man rammer Lillebælt – Der ligger Vikær-Diersnæs Strandcamping. Fin plads – tidligere
TopCamp-plads, der har været igennem en fallit – den nye ejer har droppet TopCamp – hellere være en
super 3-stjernet end en sølle 5-stjernet – det er logik for stjernekiggere – måske kan vi bruge den på
sygehuset ?
Mange gode pakker – superbøffer a la Hanne –masser af hilsner
på mobilen - så går det dejligt med at holde fødselsdag i det
fremmede.
2
Med hue og brandert på.
Der er musikfestival i Haderslev, mens vi er her – Kløften, hedder den, de lokale studenter er opsatte på at
være helt klar, så de varmer grundigt op på den obligatoriske køretur – vejrguderne er med dem – det er
pænt vejr, men de får nok tømmermænd alligevel – og halvdelen af dem ser ikke ud til at klare at se
aftenen i øjnene. Det er den ene aften i livet, hvor mor og far ville være svært bekymrede, hvis det unge
menneske kom hjem i pæn ædruelig tilstand - den aften, hvor det forventes, at det unge menneske ligner
det, det er, et resultat af flere døgns målbevidste fravalg af sund levevis –
Det har ikke skortet på fornuftige tilbud, og alle mødrene har stået længe i køkkenet for at lave ”lidt
lækkert” til store-køre-rundt-dag - der er så også lidt saltstænger og peanuts, for et syns skyld
Farmand har også arbejdet hårdt – han ved præcis, hvad, der skal til – kolde billige dåseøl – og et lettere
anstrengt smil til dem, der vælter i stauderne, og et ”det er OK” til den høflige kavaler, der voldplukker den
eneste blomst på præmierosen, for at give den til hende den rødblonde klassekammerat, der aldrig har
ænset ham. Det gør hun heller ikke denne gang, så rosen udånder på terrassebordet omgivet af fravalgte
håndgjorte snacks, alt for mange cigaretskod og hobevis af stort set urørte, åbnede dåsebajere –
saltstænger er der ikke flere af - pludselig bliver der stille – the show must go on – næste hjem skal raides.
Mor rydder stille op, - godt der ikke blev smadret mere end et glas - far tager flagene ind fra vejen og kalder
på naboen – sammen kigger de grundigt på den deflorerede rose, skulle der monstro være en lille ansats til
en ny knop, de undersøger og overvejer, mens de tager sig en slantbajer. Der er i øvrigt VM-bold i
fjerneren i aften – og det ville da være åndssvagt at smide alle de lettere brugte øl ud – er de enige om.
Mor’en ryster på hovedet - det er ulækkert at drikke” brugt øl” – faren og naboen mener nu ikke, at det gør
øllet ringere, hvis det har været forbi en af de kønne bette piger, der var her i højt humør og sommertøj.
Moren går over til nabokonen med et fad pindemadder – det havde taget en pokkers tid at lave dem, og
selv om de har stået i solen lidt, skal de nu ikke smides ud – dem deler de over en god snak – ”nu er det
studenterbesøg til en side” – Lidt senere sidder de og fniser over minderne fra deres egne studenterdage –
godt mændene ikke er der - der er ting, der er uegnet for ægtemænd, også selv om de ikke var opfundet,
da det skete. Tænk dig, nabokonen har også været sammen med en, der hedder Mads med et meget
karakteristisk modermærke på et meget intimt sted - ” – det mindefællesskab tvinger proppen af den
næste flaske hvidvin. Mor har godt nok lovet at ”komme og hente, når hun ringer” – det må blive en taxa.
Mændene roser kvaliteten af HD-fladskærmen – flot bold – ingen konekontrol med antallet af øl, der glider
ned – go dag. – Har det noget med vores ferie at gøre – ja da – vi så nogle biler med studenter på – så
smuttede hukommelsen lidt på udflugt – og ferie er udflugt – capice ??
Haderslev blev besøgt – H&M, Skoringen og Netto fik omsætning på os – Domkirken et gratis kig foruden et
uspecificeret antal kludebutikker, der ikke havde udvalget i orden til en handel med Hanne.
Er DMI til at stole på ?
Hanne er meget i tvivl – vi er kørt herned til den sønderjyske
østkyst, fordi det skal være smukt – og det er der – og godt vejr
ifølge DMI – og det er der ikke ret meget. Det er overskyet og
blæser lidt for meget – vinden er kold, og om natten bliver det
3
klart – fuldmåne og pissekoldt – 8 grader ude og 16 inde – så det betyder afgang herfra.
Barsø med en flot måne – udsigt fra ”forteltet” – plads 203 - Vikær-Diernæs Strand Camping.
Næste stop ?
På listen over mulige destinationer står der Bodensøen, Venedig, Schweiz, Lago Maggiore og Rothenburg
ob der Tauber.
Sidstnævnte ligger små 800 km ”nede ad gaden” – vejrudsigten siger 25 – 30 grader på de kanter, og
eftersom det er søndag i morgen, skulle vi vel nok kunne rulle problemfrit derned uden lastbiler på A7’eren.
Et psykologisk fænomen.
Klokken 10 er vi rullet derudaf – der er Cafe Hack i radioen – de genudsender
et interview med Erik Clausen, så kan det ikke blive mere dansk, inden vi skal
forlade fædrelandet – Radio Syd rækker pænt ned i Schleswig – det er naturligt
nok – mindretallet i det gamle danske land og vi udenlandsfarer skal have
adgang til dansk kultur - anderledes er det med teleselskaberne – de er
nationalistiske på cm – så lige så snart vi er ovre grænsen overtager tyskerne
kontrollen med forbindelsen. Nå - da Cafe Hack slutter med musik af Hansi
Hinterseer – tænker vi – ”så kan det da vist ikke blive værre” – nu får NDR 2
4
Welle Nord chancen – så vi skiftede kanal nede ad Rendsburg til. Musikken fejlede ikke noget, men
trafikmeldinger var svært trælse.
Sammenfletningen af A7 og Kielermotorvejen - lige syd for Rendsburg – var starten på køkørsel - faktisk helt
ned til Hamburg – og trafikmeldedamen kunne muntert trøste os med, at hun synes, det var synd for os,
samtidig med at hun spændstig radiostemmebetoning kunne fortælle os, at køen ”vor der Ebltunnel” nu var
vokset med yderligere 2 kilometer.
Vi holdt stille/smårullede ca. 10 km – det tog over 1½ time fra Schnelsen Nord til Elbtunnel – ikke videre
”god radio” at lytte til – det mærkelige var – at der slet ingen grund var til køen ! Der er 3 baner på
motorvejen, og der var 3 rør åbne, så hvis folk bare kørte normalt, ville der ikke blive kø – vi trillede i
stopandgokø halvvejs ned i tunnelrøret – så pludselig gik det stærkere, og da vi kom ud af røret var farten
normal – hvad der skal til for at undgå den kø – uden grund – kan man så spekulere over.
– Efter den start er der langt til R.o.d.T – og så over Kassel med campingvogn i en bil med en halv motor.
Fint vejr og meget lidt trafik den søndag eftermiddag syd for Hamburg – de havde åbnet 3 baner ved Soltau
– flinke folk - for nu at holde helt fri bane, havde vi sendt tyskerne hjem for at se fodbold – 1/8 delsfinale
mod England – vi var med på en lytter – de havde det ret sjovt, de tyske radioværter – og da kampen var
slut, fik trafikradioen travlt med at fortælle, hvilke gader i de sydtyske byer der var spærret for biltrafik af
festende fodboldfans. De er godt nok noget kørt op over det der VM-bold. Det var ikke sejren i en 1/8
delsfinale, der var det store – nej det var det, at det var englænderne, der fik en røvfuld, de er svært
tilpasse med. Det er muligt, at tiden læger . . . ., men. . .
Tauber Camping Idyll er en idyllisk lille plet nede i dalen
under Rothenburg. Vi var her lidt i 22 med bekymring for,
at det var for sendt at checke ind – nejda, campingfatter
var der og vi fik den sidste plads til en vogn af vores
størrelse – på hans egen græsplæne – og vi fik også lov til
at købe brötschen i morges, selv om vi ikke havde bestilt
– fordi vi var kommet så sent – fin service.
Rothenburg er en køn, velbevaret middelalder by med en stormfuld historie. Den ligger tæt på Wurzburg og
var derfor med i starten på reformationen, og det gik som bekendt ikke stille af. Byen er protestantisk i dag.
Den fik ganske vist delvist et pulver i marts 45, så den østlige bydel brændte, men det er nu genopbygget,
blandt andet med sponsorhjælp fra hele verden. Især ringmuren er et studie i sponsorater fra Japan,
Skandinavien og fra USA – hvilket vel er rimeligt nok, det var USAF, der smadrede byen i ’45.
Under sponsornavnet på de indmurede navnesten kan der stå et lille 1M, 2M eller mere – det fortæller,
hvor mange meter ringmur, sponsor har betalt for at få genopført. (OG NEJ, KNOLDEN HAR IKKE TAGET ET
FOTO AF SÅDAN EN STEN) – skal du se sådan en, så er det østlige ringmur Rothenburg ob der Tauber –
vægtergangen - erste stock !
5
Det
Det er lidt sjovt med Rothenburg – den er et turistmål, men den er åben for al trafik, man kan bare køre ind
gennem en af portene og parkere gratis i gaderne – der er ingen entre- eller P-betalingshalløj – og der er
også almindelige forretninger inde i den gamle bydel – samt en masse souvenirbutikker og restauranter og
cafeer.
Her på Tauber Camping Idyll snusede den
bærbare sig frem til et lokalnet, der ville
have password. Jeg prøvede med - Tauber Idyll, - 1234, ingen gevinst, så jeg måtte op
og spørge campingfatter efter passwordet,
Han sagde jawohl og gav mig det:
01020304050607080900010203 så kan alle
hackere og halvbesofne campister godt
opgive – men der er faktisk system i det – vi
er vel i Tyskland, nicht war ?
Her på pladsen er der meget varmt – det er
en skøn gryde, frodigt og masser af læ – det
betyder 30 grader uden vind og en masse
flyvekravl om aftenen, så Hanne er ved at være flytteklar igen – nu ved vi jo ikke, om der er net på den
næste plads, så I må hellere få dette lille startpostkort.
Servus aus Detwang.
6
Kirketid til tiden
Kirken ligger lige ved siden af campingpladsen. Det er en fin gammel kirke med et flot, strunkt
tårn, der knejser over dalen, synlig – og hørlig - fra huse, marker og enge.
Om det er udvalgte lettere tunghøre borgere i vores lille by, Detwang , menigheden eller en enkelt
velhaver, der har gjort det med hørligheden så grundigt, skal være usagt, men ingen på disse
kanter skal være i tvivl om, hvad klokken er.
Der findes mange udgaver af begrebet kirkeur – nogle har flotte store urskiver med smukt
bearbejdede alenlange visere – på en, to eller på alle fire sider – nogle kirker kan sågar bryste sig
af, at der er små porte, der går op, og små figurer kører ud og gør mærkelige ting og sager inden
de igen tøffer ind til pause den næste times tid.
Kirketårnet i Detwang går ikke ind for den slags sofistikeret pjank – der er hverken urskive, visere
eller andet, der afslører, at det rummer noget særligt. Man behøver heller ikke at vente ret længe,
inden det går op for en, at det kirketårn kan noget særligt – og det er nemlig det, det hele går ud
på, - man skal ikke vente ret længe på at få at vide, hvad klokken er – døgnet rundt !
Den lille klokke er den flittige. (Nu skal man være varsom med størrelsesangivelser i den branche,
så det er måske bedst at kalde den den-ikke-så-lille-endda-klokke).
10 gange i timen er den på arbejde, dertil kommer det løse, som at ringe solen op og ned. Den
arbejder solo, og det er den meget stolt af, fordi man så kun kan høre den og snildt kan forveksle
den med en stor klokke – altså den rigtigt store, som den, den deler tårn med. Så den gør sit
bedste for at lyde højt og klart og tydeligt, og det er jo det kirkeklokker er lavet til – hvem har hørt
om en kirkeklokke, der bimlede sagte og undseeligt ? Nej, der skal gang i malmen, skal der, og det
er der så.
Skulle man komme til Detwang kort efter klokken hel, - det er altså ”klokken tidspunktet”, jeg
mener – noget med at den store viser peger lige op i luften på det ikke-eksisterende kirkeur, ikk ?
så vil den-ikke-så-lille-klokke-endda hilse en velkommen til området med et enkelt markeret slag
”et kvarter over”. ”Klokken halv” er der dobbelt op – 2 slag – og ”kvarter i” – (rigtigt gættet) – 3
slag – så nærmer vi os det store show:
Den-ikke-så-lille-klokke-endda er nu varmet godt op – 4 solide slag markerer, at en runde er slut.
De 4 slag vækker den svært store klokke – om det er for at sætte den-ikke-så-lille-klokke-endda på
plads, skal jeg ikke kunne sige, men ingen i dalen kan være i tvivl om ”hvad klokken er slået”, når
den tager fat med timeslag.
Og jo da – selvfølgelig arbejder klokkerne også hele natten – så der er ingen grund til hverken
armbåndsure eller vækkeure i Detwang – klokkerne i tårnet passer tjansen for alle i dalen, uanset
om man foretrækker et velopdragent vækkeur, der først gør opmærksom på sin eksistens på et for
7
ferierende folk anstændigt tidspunkt, har de besluttet, at du SKAL hele tiden vide, hvad klokken er
– Detwang lokal kirketid.
En udsøgt plads.
Nu kan Hanne ikke klare at holde ferie længere uden nærhed til noget større vand – så vi skal til at
rykke videre. Bodensøen har hun aldrig set – det er en god ting, så har hun ikke umiddelbart noget
imod den, bortset fra det ikke er saltvand, den er fyldt af, og at den ikke ligger i Italien. Det tyske
køkken er ikke fruens hof – så må vi finde på noget andet – Østrig da? – vi skal ikke alt for langt
væk fra østenden af søen, hvis vi også skal se Schloβ Neuschwanstein , der ligger en 100 kilometer
øst for Bodensøen.
Eftersom Bregenz, der også er ukendt land for mig, ligger et passende sted, blev det vores næste
mål, og 250 km motorvej er småting i forhold til de 800 km, vi lavede forleden.
Vi bruger den fine netforbindelse på Tauber Idyll til at kigge på campingpladser ved Bregenz. Det
skal helt klart være ved vandet, så Seecamping Bregenz lyder lovende.
Ofte bruger campingpladsers hjemmesider meget krudt på at forklare, hvordan man skal reservere
og vise antallet er komfortpladser også videre.
Seecamping Bregenz konstaterer lakonisk på hjemmesiden:
Da wir immer genügend Plätze zur Verfügung haben, nehmen wir KEINE Reservierungen entgegen.
Det lyder ikke overbevisende på en by- og sønær plads – så kommer næste information:
WICHTIGE INFORMATION:
Da es in der vergangenen Saison zu massiven Ruhestörungen und exzesshaften
Ausschreitungen gekommen ist, werden wir keine Jugendgruppen mehr aufnehmen. Wir
behalten uns das Recht vor, Personen - welche für uns den Anschein erwecken nur auf
unseren Campingplatz kommen zu wollen um "PARTY" zu machen, oder die "SAU" heraus
zu lassen - ohne nennen weiterer Gründe abzuweisen.
Bitte berücksichtigen Sie diesen Umstand bei der Planung Ihres Urlaubes!
Vi og I husker nok, hvordan vi ”hyggede os” med en flok partygale tyskere ved Gardasøen sidste år,
så det lyder som et sted for os fredelige bedsteforældre.
Der SEECAMPING BREGENZ ist der grösste Campingplatz in Bregenz. Er ist ein
Familienbetrieb und wird seit ca. 50 Jahren von der Familie Geisselmann geführt.Der
Campingplatz liegt am Rande des Naturschutzgebietes (Mehrerauer Seeufer und Mündung der
Bregenzerache) und ist nur durch einen Fuss- und Radweg vom Bodenseeufer getrennt.
8
Unser Platz bietet durch den Baumbestand sowohl Schatten- als auch Sonnenplätze
Det prøver vi – er det pral og markedsføring, kører vi da bare igen.
Vi stiller GPS’en på Hechtweg 4 i Bregenz og beder den høfligt om at undgå betalingsveje, der er jo
ingen grund til at skulle købe en østrigsk motorvejsvignet for at køre 3 kilometer på motorvej fra
grænsen til vi skal af igen.
Vi finder stedet helt uden problemer. Campingmutter tager imod sød og venlig – spørger om vi har
været her før, da vi svarer nej lyder – så er det da på tide, I kommer til vores skønne plads ! Find
jer et sted – der er ingen pladsnumre – free seating all over.
Det er meget sjældent at opleve på campingpladser i dag – og slet ikke på disse kanter – det plejer
at være ret små frimærker, hvor det altid kniber med en stor vogn som vores – både at få den
bugseret på plads og så at få plads til bil og solsejl m.v. Ofte er der få pladser at vælge imellem, så
det er meget take it or leave it, når der skal vælges.
Seecamping Bregenz er kæmpestor, altså rigtig
rigtig kæmpestor, og i flere afdelinger, så det
er ikke pral, når de skriver, at de har plads nok.
Og toiletbygningerne er nye og flotte, og der
er en voldsom overkapacitet, så her venter
man ikke på bademulighed.
Vi kan vælge og vrage – fuld sol – fuld
skygge – tæt ved en toiletbygning – og da vi
har 50 m kabel med, skal vi nok fange en elstander. Så er det, at det bliver svært – der
er alt for mange muligheder, så vi flakker
rundt for at finde den helt rigtige – udsøgte
plads – nu når vi selv må vælge. Det bliver så en kombination af fravalg og tilvalg.
9
Fravalg af buskads og stillestående vand – at slå
sig ned ved sådan natur er en åben invitation til
blodrus for den lokale bestand af lurende sulte
myg.
Fravalg af skraldespande og tæt på
hovedindgang – det er fravalg af lugt og færdsel
– fravalg af egetræer og nåletræer – de laver
træls skidt på vogn og telt (egetræer er lusede, så
det regner med sukkerstads (luselort), så er der
myrer, der elsker det guf – nåletræer sveder
harpiks – sukkerstads og harpiks er no-go på et
fortelt, hvis man er ”øm om si sager” – og det er vi – og endelig fravalg af naboer tæt på – vi vil
ikke dele lydbillede med andre for åbentstående vinduer (Jeg deler helst kun min snorken med
Hanne og har nok i min egen – andre skal ikke supplere, hvis jeg kan blive fri)
Tilvalg af birketræer med let
skygge - tilvalg er aftensol –
tilvalg af søkig – tilvalg af
svalende brise fra søen –
tilvalg er cykelhul i hegnet til
stien til søen – tilvalg af
passende afstand til vandhane og badehus, TILVALG af
svømmevand !
Det er ik’ så ringe endda. Eneste minus – her er ingen net, så
det er mobilopkobling på Vodafone.de – og det er godt nok
sløvt at bruge.
Bilfri onsdag.
I dag have vi bilfri dag – på cykel til Eurospar – det er godt at købe ind på cykel – det begrænser
impulskøbene. Fin ny butik, der ligger tæt på – så er der suppleret op.
Der er en cykelsti på søbredden – den ville vi tage ind til Bregenz.
10
Her er virkeligt mange cyklister – og frygteligt mange ”oldinge”, der ser ud til at tage det alvorligt.
Uanset alder – altså uanset hvor meget over 70 eller 80 – kvinder og mænd skal være i
stramtsiddende cykelbuks i klassisk sort eller tjubangfarver – gerne med sponsormærker på –
trikot, der mere end antyder – at de lige har sluttet Schweiz rundt og ikke har haft tid til at skifte
prof-trikoten ud med en mindre blæret – cykel i rå racerudgave – eller mountainbike med en
milliard gear og tasker over det hele – dertil Ray-Ban solbriller og cykelhjem – enhver kan således
se, at de er de vigtigste cyklister her, og derfor ”ejer cykelstien i fuld bredde”.
Vi synes ellers selv, at vores sammenklappelige Dahon-cykler – i cykelhandlerkvalitet ! – ikke noget
med Bilkakram her – med 3 fremadgående gear er smarte og fikse og vi kan da godt holde fart,
synes vi, men her falder vi ved siden af normen og kommer i klasse med lokale koner med
barneanhænger, fodgængere og andre irritationsmomenter.
Det er vel så i orden, vi er trods alt campister på bilfri dag og junior-seniorer endnu.
Bregenz – 25.000 indbyggere – hovedstad i Vorarlberg - er nok mest kendt for sine festspil og for
at være Østrigs eneste havneby – hvis man ikke regner flodhavne med. De har lige bygget en ny
havn til alle de turistskibe, der sejler færgefart og udflugtsture. Nu tænker I jo nok på de klassiske
hvide dampere, der plejer at tøffe rundt på floder og søer – de er her bestemt også i stort tal, men
der bor i Bregenz en rederiejer med stor trang til at være anderledes – så han slap en skibsarkitekt
løs med tegneriet, hvad værre er – han havde penge nok til at lade et værft omsætte ”anderledes”
til virkelighed.
Godt den var bundet fast til kajen –
ellers så det ud som om, den
kunne vælte hvert øjeblik, så
toptung ser den ud – ifølge
rederiet kan den også sejle !
Festspilteateret er bestemt også
dristigt – det må være fantastisk at
have så gode forbindelser til vejrguderne, at
man kan bygge et teater uden tag (det er
tilskuerpladserne til venstre) – og ude i
vandet. Det så meget avanceret og flot ud.
De spiller Aida fra 21. juli til slutningen af
august, hvis det var noget.
11
Man mærker det slet ikke.
Vi trillede på cykelstien i det gode vejr forbi Bregenz og nød udsigten og tænkte ikke nærmere
over det, at vi kørte over en flod, men lidt længere fremme var der pludselig tyske flag på
stængerne – vi var uden at opdage
det kørt ind i Tyskland – på
tilbagevejen kiggede vi grundigere
efter, og jo, der var da et skilt efter
broen, der fortalte, at her går der
en national grænse mellem to
suveræne stater. Vi besluttede at
fortsætte til Lindau, det gik jo så
godt.
Nu
tænker
I
vel
på
Forbundsrepublikken Austria og
Forbundsrepublikken Deutschland
– men sådan tænker bayerne ikke,
de er ”midlertidigt medlem” af
Deutschland, men skilter gerne
med, at de er sig selv
– så kommer løsrivelsen en dag, behøver de ikke skifte skiltene ud.
Først tryghed – så skønhed.
Vore forfædre tænkte i tryghed og
forsyningssikkerhed som det primære, når de
bosatte sig, og som de landkrabber, vi er, er
der ikke noget så godt som vand til at holde
fjender på passende afstand. Er der ikke
naturligt vand at putte sig bag ved, må man i
gang med et møjsommeligt arbejde for at lave
voldgrave og så videre. Adgang til frisk vand var
også en forudsætning, hvis man blev belejret.
De folk, der fandt øen, de kaldte Lindau i
østenden af den store udposning på Rheinen
(Bodensøen), må have været fornøjet med de naturlige kvaliteter. En frugtbar ø i et dejligt klima,
tæt på fastlandet, men ikke for tæt på, masser af ferskvand (i søen) og så oven i købet en
12
naturhavn på sydsiden – et perfekt bosted, og sådan har det så været siden ????. – og så er her i
tilgift også rigtigt pænt.
I dag har byen stadigvæk en rolle som kreishovedstad – 25.000 indbyggere som Bregenz på den
anden side af grænsen 8 km væk – så her er en del offentlige kontorer og en masse turister.
Vi så en del ”noget specielt udseende turister” rende rundt med et konferenceskilt på maven – de
så lettere desorienterede og malplacerede ud i deres hvide skjorter og grå eller sorte bukser med
mere eller mindre heldig pasform. En plakat kundgjorde, at byen var meget stolt af at byde 60
Nobelpreisträgere inden for fysik, kemi, medicin o.s.v. velkommen til en konference, hvis formål
jeg ikke forstod meningen med – enten er det tyskkundskaberne, der kikser her, eller også skal
man være Nobelprismodtager, for at fatte meningen – vi almindelige dødelige spiste is og
justerede væskebalancen med kølig vandblandet alkohol og lod de kloge om at løse cirklens
kvadratur, hvis det var det, de havde gang i – eller måske var de ved at løse et alvorligere problem,
som for eksempel hvordan man undgår bilkø (uden synlig grund) foran Ebltunnelen !
Lindau er hyggelig at besøge – og det er dejligt afslappende at komme dertil på cykel – ingen Pbøvl, man tager bare sit transportmiddel med sig gennem gågadesystemet, og sætter den ved
siden af cafebordet – hvor svært kan det være ?
13
En net forbindelse.
Når man som os kører rundt uden forudlagt plan, med halvgamle kort, en bedaget
campingpladsfortegnelse og en GPS, der gerne vil have eksakte adresser at forholde sig til, er det
næsten ikke til at undvære internetforbindelse. Min lille rejsePC er gæv til at finde noget at koble
op til – den kan jo så ikke gøre for, at der ind imellem er et betalingsspørgsmål at tage vare på.
Den udveksler bites and bytes – udveksling af valuta med netudbyderen er den sådan set ligeglad
med– skal der hul igennem til internettet, skal den nok finde en mast at snakke med – om masten
så vil snakke med den er en helt anden sag. Min lille pc’er er udstyret med både trådløst netkort,
SIMkort og så videre, så den kaster sig villigt i armene på næsten hvad som helst – selvfølgeligt er
der en firewall, der gerne skal forhindre, at den roder sig ud i noget træls virussnavs, hvad der er
masser af også på det, der ligner tilforladelige ”hotelnet”.
Her på Seecamping Bregenz går man ikke ind for WIFI, det gør nabopladsen – Camping Mexico -,
men den vil mærkeligt nok ikke levere båndbredde til Seecampings gæster, så min pc’er bliver
afvist – serveren gider ikke en gang bede om et password – så det nok lidt for bøvlet , og signalet
er ikke for stabilt.
Til gengæld er her masser af mobilbredbånd – de vil frygteligt gerne
snakke med pc’eren, hvis TDC vil
betale dem en fed takst for
datatrafikken, og det er TDC
tilsyneladende ikke villig til i større
målestok, efter kort tids opkobling
falder forbindelsen af med følgende
besked:
Jeg opgiver og ringer til en ven - Jonas hjemme i IT-afdelingen – han er enig i, at det er TDC, der
nægter at betale til samarbejdspartneren. Ganske vist står det skidt til med Region Midt’s
økonomi, men at det skulle være så ringe, at kreditværdigheden hos TDC så hurtigt bliver ædt op
af min bette pc’er lyder ikke rart.
Han kan dog så fortælle, at de danske teleselskaber er blevet pålagt at lægge loft over, hvor store
roamingudgifter, der kan samles sammen på et dansk SIM-kort. Der er tilsyneladende danske
familier, der er kommet hjem til chokerende store telefonregninger (60.000 kr), fordi ungerne
gennem en længere ferie har hygget sig med at se film og høre musik over nettet – så Jonas skal
have fat i TDC for at få loftet hævet på SIM-kortet i min pc for at jeg igen kan finde ud af, hvor vi
skal køre hen i morgen, og da også for at jeg skal kunne sende et postkort i ny og næ.
Nyt land forude.
Det bliver noget med Schweiz – Viervaldstätter See – og de dygtige schweizere har allerede bonet
os for en del af turen – til motorvejsvignetter. Østrigernes turistvenlige 10 dages vignetter (8 Euro)
kendes ikke hos schweizerne – det hedder årsmærker til alle – både til bil og campingvogn – så det
14
blev lige 62 Euro for et par klistermærker – men så gælder de også til 31.01.11 – hvad vi ved, og
schweizerne ved, er, at måske ikke en gang 1 promille af turisterne kommer til at bruge de
schweiziske motorveje til andet end hjemturen om få uger, og de har ikke kørt på dem fra
vignetten trådte i kraft 01.12.2009 – så kilemeterprisen er høj.
Man skal nogle gange opsøge lidt held, og give det videre.
Vi er trillet på landevej gennem en smuk del af Schweiz med lidt bjergkørsel. Det blev en ny rekord
på benzinforbruget – 2,3 km/l – 2. gear og 4000 omdr. Op kom vi, men den bil er altså ikke egnet
til det job – så hvorfor fa…. jeg bliver ved med at udsætte den for sådanne prøvelser er en gåde,
både for den og mig selv. På DCU er der mange kloge folk, der skriver om alt muligt – og skal man
den vej, vi skal, er der 2 veje at vælge imellem – San Bernadinopasset og St. Gotthardpasset. St.
Gotthard er blevet underbordet af en 17 km lang tunnel, beregnet på lastbiler og pjevset
maskineri som vores, så det er a peace of cake, siger DCU-vennerne – San Bernadino er meget
meget flot, men det kræver muller at hive en campingvogn over. Det er de ret enige om – og når
man kender lidt til DCU-folket, vil man vide, at de helst kører i 4-hjulstrækkere med turbo, eller en
almindelig personbil med noget voldsom dieselmaskineri i næsen – adskillige hundrede Nm i
moment ved 1600 omdr.- altså sejtrækkere af Guds nåde. Der er ingen grund til at bilde sig selv
eller 159’eren ind, at den har noget at gøre i det selskab – så San Bernadino er ude med den dyt
foran Knaus’en!
Derfor har vi i dag sigtet på Viervaldstättersøen, her er smukt, men ikke mange campingpladser. Vi
kom tidligt, så der skulle nok være et hjørne til os i Silikon eller Fuelen, men nej, der skulle
reserveres lang tid i forvejen, så en plads ved søen var udelukket. Vi var for en gangs skyld fanget
af vores (min) allergi mod reservationer på campingpladser, jeg ikke kender. Vi var lidt på den –
een plads tilbage på kortet før St. Gotthard, og trafikradioen kunne forklare om kø ved St.
Gotthardtunnelen.
Vi fandt pladsen i Altdorf – og dette skilt :
Øv, det så ud, som om der var plads, så vi fandt
campingfatter, men nej - alt var reserveret, og ja, hans var
sidste plads inden St. Gotthard. Vi stod og kiggede
betuttet over på et bette stykke bart græs ved siden af en
hollænder – og minsandten om ikke han forbarmede sig –
OK – hvis vi klistrede os op af hollænderen og stillede
bilen foran vognen, kunne vi få lov at blive til i morgen
tidlig. Jeg havde set pladsen, han havde ikke set vores
vogn, der stod bag ved hækken, så der skulle ikke siges
noget om, at bilen i så fald skulle blokere det hele – vi
sagde tak og rullede ind. Han sagde ikke noget til, at
vognen alene fyldte det hele, så bilen blev stillet ved
siden af.
15
Det er en noget spøjs plads – det minder
mest af alt om en kolonihavebebyggelse med
små træhuse og pussenysselige haver. Man
kan da spørge sig selv, hvad har det at gøre
på en campingplads. Det har sikkert et eller
andet med regler at gøre – ser man rigtigt
grundigt efter på de små huse ser vinduerne
bekendte ud, og der er en stor dør eller et
forhæng i den ene ende af huset.
Der bor simpelthen en campingvogn inden i husene – så
schweizerne har sikkert nogle regler om, at der skal være en
campingvogn – at den så er pakket ind i træ og med et ganske solidt
fortelt og kun kan komme derfra med største besvær er en anden
sag – og campingpladser og campingvogne, det hører sammen – så
er det ikke noget sommerhus – teknisk set.
Her er meget varmt – tropevarmt – og det rumler oppe i bjergene, det er stemningsfyldt og lidt
truede – det skifter hurtigt, mellem tunge regndryp og klar himmel.
På et tidspunkt ved solnedgang
skifter lyset og får en helt
ubeskrivelig rosa farve, som selv et
hæderligt godt kamera som vores
umuligt kan gengive
Efter vi er landet på vores lille plet
er der kommet en lind strøm af
hollandske campingvogne, der alle
er blevet afvist og har måttet køre
igen – ind imellem kommer der en
belgier – de slipper ind, det ser ud
som om, den belgiske afdeling af DCU
har reserveret hele pladsen, efterhånden
bliver her pænt fyldt af belgiere.
16
En stor blå Pannenhilfe (Falckbil) kommer trækkende med en velvoksen belgisk campingvogn – de
får en god hjørneplads, jeg står tilfældigvis sammen med campingfatter, da de kommer – han
trækker på skuldrene – det sker 2-3 gange om ugen, at han får den slags besøg – næsten altid fordi
koblingen eller bremserne er stået af på den trækkende bil.
Hmmm – vi ligger altså neden for St Gotthardpasset og ikke San Bernadino !
Ud af ”Falckbilen” kommer en lille familie – far, mor og to små børn, faren ser bister ud, mor og
ungerne græder – ikke nogen god feriestart, og så en fredag aften – de trisser lidt rundt om sig
selv og finder så en større samling sorte plastiksække frem, det ligner et byggesæt til et fortelt. Det
er det. Isabellas glasfiberstænger er let genkendelige på lang afstand. Der er igen tvivl om, at
familien er på et energimæssigt lavpunkt, og det fortelt ligner en uoverstigelige hindring – i 30
graders trykkende hede. De ser så fortabte ud, at vi spørger om de mangler en hjælpende hånd,
det vil de gerne have, de har kun stillet teltet op en gang før – for to år siden.
Hanne og jeg kan stille et Isabella-fortelt op i
søvne, så for os er en stor pose stænger ikke
et uregerligt Mikadospil – det er et stativ,
hvor hver del er let at placere – når man ved
hvordan. Det tager os ikke mange minutter
at få skik på det telt. Lykke er at få uventet
hjælp, når der er allermest brug for det.
Campingfatter forbarmede sig over os – det
var tid for os at sende den gode gerning
videre.
Der er alt det, der skal til for at Remo-Camp Altdorf er ret kikset og i kategorien ”no more” –
fastliggermiljøet - stærk trafik 2 meter bag vognen, myg og bremser, en jernbane, men vi vil
alligevel huske den som en plads med gode oplevelser – og så er der er forresten pæne toiletter og
flot vejr – så det kan ikke kaldes totalkikset.
Koblingdræberen.
Stigningen op til St. Gotthardtunnelen er ikke noget at snakke om, den kan alle fornuftige biler
klare. Næh, det, der gør den sidste del af turen til et mareridt for mange, er det ”smarte” system
schweizerne har fundet på for at flette motorvejens 2 spor ind i til 1 spor inden tunnelen,
kombineret med stor udrejsetrafik.
17
Vi kørte tidligt fra Altdorf, og det gik rigtigt pænt – en stigning javist, men med god fart og
omdrejninger på motoren – trafikradioen begyndte at snakke om ”Stockender Verkehr” – det lød
overkommeligt – så kom der et blinkende skilt – Stau (kø)– skiltet havde ret. Vel 3 kilometer før
tunnelen startede køen. Den bevægede sig i ganske små ryk og i skridttempo – opad og opad – det
er nas for en kobling, så jeg prøvede hele tiden på at liste af sted i tomgang uden at fire på
koblingen, men med det moment vi har ved 800 omdr. op ad bakke er der ikke noget at arbejde
med, når der hænger 1300 kg på kuglen, der har mere lyst til at rulle den anden vej. Det var noget
af en prøvelse, så vi gjorde det samme som lastbilerne – holde stille længe, til der kom et godt hul
for så at rulle så langsomt som muligt uden at røre koblingen og minimere disse stop/startbelastninger. Det lugtede grundigt af varm kobling på det stykke motorvej, og der holdt adskillige
biler i nødsporet med kogende motorer, eller defekter, der var værre.
”Det smarte system” består i et lyskurvsystem, der kun er grønt i 15 sekunder ad gangen for at
hakke trafikken i små bidder – dels for at flette de 2 baner sammen, dels og at få spredt bilerne, da
der er et krav om, at man skal holde en indbyrdes afstand i tunnelen på 150 m. Når så en kø vokser
til 16 km, som den gjorde, mens vi nærmede os tunnelmundingen, er det klart, at det er hård kost
for alle biler. Det må være fast arbejde til en god hyre at have et koblingsværksted i Altdorf.
Det er et imponerende bygningsværk, denne 17
km lange tunnel – og turen gennem den er let kørt
– hvis man ikke lider af klaustrofobi !
Det må have kostet en krig at bygge den – nu
fører Schweiz jo ikke krig, de tjener lidt på at
sælge kanoner til dem, der gør, og lappe på
skaderne bagefter - Røde Kors ”bor” i Geneve og
beskæftiger mange mennesker, så er etikken og
økonomien vel i orden i den sag. At den bliver
brugt – det tør siges:
Over 700.000 biler på en måned i 2007 – det er sikkert mere i dag – der fik vi trods alt noget for
vores motorvejsvignetter.
18
Det er en ommer !
Vores oplevelse af Schweiz var faktisk noget kort og ikke videre afslappende – måske vidste vores
rejseskytsengel det inden vi tog af sted, fordi vi har slet ikke skaffet os nogle schweizerfranc, de
eneste vi fik brug for var nogle 1 francmønter som bademønter – overnatningen på
campingpladsen i Altdorf kunne uden problem betales med Euro.
Og måske var det ikke denne gang, vi skulle opleve Schweiz, men bare haste gennem dette
smukke land, og komme igen en anden gang. Vi har taget en del billeder i Schweiz inden vi landede
i Altdorf, men en fedtplet på linsen af kameraet har bevirket, at de er af så dårlig kvalitet, at de
ikke er egnet til gengivelse – så det er vel det nærmeste vi kan komme på at være løbet ind i en
ommer !
Lago Maggiore
Jeg har glædet mig til at gense Lago Maggiore – og til at Hanne skulle opleve dette dejlige sted.
Det absolut en tilfældighed – men dog lidt inspireret af ”snakken” på DCU’s hjemmeside, at vi
kører mod Camping Orchidea i en lille flække, der hedder Feriolo nord for Baveno.
Vi har været lidt bekymret for, om der nu var en ordentlig plads til os – i dette reservationsmiljø.
Dels kan pladser, der er pænt omtalt på DCU være meget populære hos danskere med tidlig ferie,
dels sværmer hollændere alle steder, hvor der er vand og varme.
Turen langs den schweiziske del af søen er utrolig smuk – vejen er en udfordring, snoet og smal, så
chaufføren har nok at gøre med det trafikale – men vi kan rulle ind på pladsen allerede ved
middagstid.
Jeg har kigget lidt på pladsens hjemmeside og forberedt Hanne på, at det bliver noget med et
stykke vej til søkanten, som altså ikke kan forventes at være en strand, og at bunden nok er noget
skrammel. Der er nogle ganske få parceller ved søen, men – glem det.
19
STEDET !
Der ser overraskende tomt ud på pladsen – og
damen i receptionen spørger, hvor lang tid vi
bliver – en uge siger vi – så kigger hun på sin
oversigt, forklarer på nydeligt engelsk, at hun vil
give os nogle række forskellige pladser at vælge
mellem. Fint – det er standard.
Mens vi snakker med damen, har
MasterCard’et spottet prislisten. Man
skal ikke lade sig snyde af de beskedne
tal
i
Euro.
Den
indbyggede
omregningstabel har for længst fundet
ud af, at en plads type C1 eller C2 vil
være OK.
Plastikkortet rykker uroligt rundt i
lommen, da der bliver sat en cirkel omkring en luksusparcel – type A - ved sandstranden, samt en
række glimrende skyggefulde pladser længere tilbage.
Hanne kender heldigvis ikke pladsen så godt som mig, men det tager ikke mange minutter inden
hun har set, hvad hun har brug for. Parcel nummer B – (frygtelig meget A-type) - og Hanne har
stort set ikke hilst på hinanden før de er enige om, at de skal være fælles om den næste uges tid.
Nu skal man jo ikke bare sådan lige springe på det første det bedste – så jeg vil altså også se de
andre - sikkert ganske glimrende parceller - med pæne og ordentlige skyggetræer – MasterCard’et
anerkender forsøget, men tvivler på nytten, der er alt for langt mellem succesfulde downgrades.
Jeg prøver – meget praktisk oplysende – at henlede opmærksomheden på den fine skyggekvalitet
på plads 35B – for ligesom at gøre overgangen til en type C1 mindre barsk - Hanne mener at vide,
at vi slæber rundt på adskillige kilo fortelt for netop at kunne lave vores egen skyggeplads, hvis det
er sparsomt med den tilstedeværende vegetations højde og drøjde. Der er ikke meget at stille op,
fruens kvalitetsbevidsthed kan være skræmmende bastant, når det kommer til ting som rødvin
med en anelse eksotisk eftersmag (prop), og steder, hvor hun skal opholde sig – Hanne sover f.
eks. aldrig på et rygerhotelværelse, og slet ikke på noget hotel uden at have undersøgt flugtvejene
og har fået helt styr på placeringen af brandtrapper og slukningsgrej.
”Der er ingen brandtrappe på luksusparcel B !” - det var hun villig til at se bort fra. Platinkortet
undlod at sige ”hvad sagde jeg !” af den simple grund, at det ikke kan sige noget.
20
Stranden og vandet var ikke en gang
et forkølet stenkast væk – og ja, vi
har boet lækkert mange gange, men
det her er absolut noget af det
bedste vi har prøvet – og uden at
reservere!
Camping Orchidea har orden i
tingene. Hver morgen bliver
stranden renset og revet,.
Der
er
brandslukningsmateriel mange steder, El-skabene er bare i orden med HPFI-relæer, og der er masser
af dem, lifeguard ved den lille strand - toiletterne
bestemt fine, en god lille butik med frisk brød og
grønt og en stor god restaurant. Og så har de et helt
utroligt affaldssorteringssystem. Vi har fået en
manual på en hel A4-side, der i detaljer fortæller, hvordan affaldet skal sorteres – og for det ikke
skal være løgn blev der udleveret en plastikaffaldsspand til vores organiske affald.
Det kan undre, at der er rigtigt mange tomme pladser – og slet ingen danskere – lidt dyrt, men….
21
Det er sundt for helbredet.
Der er ikke tvivl om, at Hanne og jeg havde hårdt brug for at komme på ferie – vi var slidte og
mentalt kørt ned begge to – så Bregenz var og dette sted er utroligt god medicin for os begge.
Vi har jo været trætte af ikke at kunne motionere det, vi gerne ville, dels på grund af Hannes fod,
dels på grund af mine forskellige skavanker. Vi har fået gang i cyklerne, og vi løb en god tur i
onsdags i Bregenz og igen her til morgen (søndag) her i Feriolo blev det til en tur på 5 – 6
kilometer. Hannes fod minder hende ind imellem om, at hun skal lade være med at overanstrenge
den, så er den OK, og jeg har haft det fint med hjertet, faktisk har jeg reduceret min medicindosis –
dels for at se, hvad der skete ved det – dels for at slippe for nogle af bivirkningerne – og det er
gået fint – jeg kan løbe de 6 kilometer i pænt tempo – det er lidt hårdt, men det er nu mere
manglende træning end hjertebøvl – og ryggen er også helt OK igen.
Det er ingen sag at stå
tidligt op, når det, der
venter, er stilheden og
det mest fantastiske
vejr og vand.
Vi nyder at dovne – det er lidt nyt ikke at have ambitioner om at skulle opleve en masse – ”nu vi er
her”. Nu er der en hel uge, hvor vi ikke skal flytte plads – så der skal nok komme gang i
oplevelsesgenet – og Isola Bella og Stresa skal vi helt sikkert se – en dag.
Feriolo – vores lille hyggelige flække, gør ikke meget væsen af sig, og det er just det lækre ved den.
22
Noget om vejr og vind
Når Torben Klausen, Peter Tanev, Michael Jarnvig og andre vejrkloge kaster sig ud i at indgyde håb
eller fremprovokerer irritation over noget, d’herrer overhovedet ikke har indflydelse på, er det i et
indforstået sprog om lavtryk og højtryk og deres sammenhæng med det vejr, vi skal brokke os over
de kommende dage. At brokke os over vejret, er en national ret og nødvendighed, det er nemlig
aldrig godt vejr i Danmark flere minutter ad gangen.
Hjemmevejr
Masser af lavtryk i tætte rækker fra Atlanten giver blæsevejr og regn. Det lærer man i børnehaven,
så er det ”vi-bliver-inde-i-dag-I-bliver–bare-syge-vejr”. Sikke noget vrøvl at bilde børn ind, fordi de
ikke må komme ud og hoppe i vandpytterne, fordi pædagogerne ikke gider alt det blævrede tøj.
Man kan altid være ude i det danske vejr uden at komme til skade – går det galt, er det bare
påklædningen, der er forkert. Babyer, der på grund af en god indbygget radiator, risikerer
overophedning af al den overomsorgsfulde indpakning, mens ranglede tøsebørn i voksealderen,
hvor alt er ude af proportioner helst skal fise rundt med bart maveskind og nylonben i frostvejr for
at blive set, og det gør de, - mest fordi de er blå og næsen og ryster af kulde.
Vi vil gerne være ude, men er faktisk frygteligt kræsne med, hvad vejr vi vil være ude i.
Ingen vind uden et højtryk med luftoverskud til at fylde lavtrykket, så er det noget med fronter,
der render rundt og blander sig i vejrmenuen, men det er for besværligt at skrive om.
Det er altid et højtryk i nærheden af Danmark – som regel solidt plantet over Centraleuropa. Skulle
dette højtryk komme til at parkere lidt nordligt, så det også dækker Danmark, får vi stille vejr og
hedebølge. Det er også træls, så klager bønderne, græsplænen bliver gul og der kommer
vandingsforbud, så stauderne ligger gispende hen ad jorden. Det tvinger havepartisanerne til at
liste rundt ved nattetide og begå dybt kriminelle handlinger ved at snydevande i evig frygt for, at
en emsig nabo eller hvad værre er, en kommunal vandmand står og lurer ved hækken klar til at
sende dem direkte på ”vand og brød” for at tørlægge byen for drikkevand. Tanken om
planteskoleLeif’s smil ved kasseapparatet, hvis skidtet går ud og skal erstattes, er dog et større
mareridt end en kommunal skideballe – og når vandmonopolisterne så oven i købet skammer sig
til at tage i hundredvis af kroner i kloakafgift for det vand, der aldrig ser rensningsanlægget i
Bruunshåb af den simple grund, at tørstige planter ikke går på toilettet og tisser, så er det vel et
WNF-projekt at trodse et lumpent forbud og redde naturen fra tørken – alt sammen på grund af
en ulidelig hedebølge, som vi selv har efterlyst i sidste uges elendige regn- og ruskvejr.
Vi vil have stabilt, ensartet vejr, når vi har ferie – vi skal have solskin, masser af solskin og ikke det
blæsevejr, vi er vant til, altså bortset fra når det er for meget af det gode med al den sol.
23
Udevejr
Hernede – i højtrykkets hjemland blæser det ikke meget – og turister sidder og piver – kunne det
da ikke bare lufte lidt ! Skyer er her ingen af, så solen står på fuldt skrald fra morgen til aften. Det
giver 30-34 grader stillestående luft, det er også galt – så bliver de blege turister skoldede, det er
alt for varmt til at sove i det vejr, ungerne får solstik, vil ikke drikke vand nok og plager for is hele
tiden, - aftnerne er skønne, hvis det da ikke var for alle de myg og andet lort, der stikker og bider i
en uendelighed– og så har vi til ingen nytte slæbt alt det varme tøj med, vi ikke har brug for, –
”hvad fa’en sku vi egentli’ her ”.
Bjergsø-vejr.
Jeg har været ved Balatonsøen et par gange uden at opleve det naturfænomen, nogen kalder
”balloneffekten”. Fænomenet er frygtet, og med god grund, ved vi nu. Vi har oplevet det et par
gange her i mindre målestok end ved Balaton - må man formode - og forstår nu hvorfor det er
lumsk og farligt.
Ved Balatonsøen er der sirener og master med kraftige blink hele vejen rundt om søen, og på
campingpladsen der fik vi meget nøje instruktion i, at hylede sirenerne og begyndte
advarselslysene at blinke, skulle vi straks komme op af vandet og få styr på alt løst gods, fordi så
var der risiko for meget kraftigt stormvejr inden for få minutter. Nå, tænkte vi dengang, som
danskere er vi vant til blæsevejr, det tager da tid at komme op i gear.
Vi har oplevet balloneffekten her, og det er forbløffende, hvor hurtigt, det sker. Der kan være stille
og roligt, så kommer der en dejlig luftning – men det er ikke der, man skal sætte sig ned og nyde
det, det er advarslen om, at det er tid til at redde parasoller og få sikret fortelte og småbørn, for i
løbet af et par minutter stiger vindstyrken til kulingstyrke og river blade af træerne og rykker
badedyr, luftmadrasser og andet løsøre til havs, hvis det er vores sø, ”der letter”.
Der er en mindre sø inde mellem bjergene bag os. Den ”lettede” forleden dag, hold da kæft, hvor
det gik hurtigt, det kostede os en crashed parasol, og det selv om vi godt vidste, hvad der var på
vej, det overraskende var, at vinden kom fra den modsatte retning af den forventede, fordi det var
nabosøens tur til at ryge i luften.
Fænomenet opstår i stille højtryksvejr, hvor solen opvarmer luften over en sø. På grund af
genspejlingen i vandoverfladen bliver luften over søen varmere end luften over land. Herved
dannes der sidst på dagen en stor pude af meget varm luft ved jordoverfladen, og ligger der højere
oppe en dyne af tung koldere luft, bliver den varme luft holdt nede ved jordoverfladen indtil
trykket bliver så stort, at denne pude af varm luft kan presse sig op gennem den kolde luft – det
samme, der sker, når en varmluftballon letter. Hastigheden afhænger af temperaturforskellen, jo
større den er, jo pludseligere og jo stærkere går det.
Når luften over søoverfladen stiger til vejrs, dannes der vacuum (undertryk) ved vandoverfladen,
og det sætter gang i luften omkring søen – for at udligne trykket strømmer der luft til fra siderne,
indtil undertrykket er udlignet. Det er derfor, at der er fralandsvind på alle sider af søen, og det er
24
derfor, det er meget farligt, at være på en madras selv tæt på søbredden, når det starter, man
bliver suget ud midt på søen in no time!.
Det tager måske 20 – 60 minutter, så er der helt stille igen, og det var så dagens luft !
Tordenvejr og den slags almindelig bygeluft får vi også, men det ses let på skyerne, hvis der er
optræk til sådan noget, men det holder sig mest på afstand, så vi kigger på langt-væk-lyn
Vi indretter os på vejret – gør vi - så de, der
har været her før, eller i nogle dage har lært
det - teltcampister har gang i alle barduner og
vi med fortelt har fundet det tunge strop-grej
frem for at holde forteltet ved jorden.
Gammelt guld
Fortællingen om Borromeo-slægten er en lang historie om en adelsslægt
med stor magt, direkte relationer til Vatikanet, masser af rigdom og udsøgt
smag for kunst og skøn natur.
I 15hundrede-tallet forelskede en Borromeo sig i 3 små øer i Lago Maggiore
og gik i gang med at indrette sig med slotte og haver ”til den store
guldmedalje”. Gennem de sidste 500 år er Isola Bella, Isola Superiore og
Isola Madre blevet forskønnet og forfinet, så de i dag fremstår som store
turistattraktioner, stadigvæk i slægtens eje.
25
På Isola Bella og på Isola Madre er der skabt
botaniske haver – på Isola Bella en rokokohave i
klassisk stil med klippede planter i stram
arkitektur.
På Isola Madre er der en botanisk have
med vægt på naturlighed og planter fra
hele verden, flere af disse store
sjældenheder, fordi de er så gamle.
Bambus – i ”voksen” udgave.
26
Det skal opleves – se kig forbi næste gang, I kommer på disse kanter. Der var fotografering forbudt
inde på slottene – men i paparazziernes hjemland og uden at forstå italiensk ?
27
Noget af en traumeudrykning.
I 1862 sendte Borromeos agent i Indien et brev
med friske frø af en Cashmir Cypress hjem til
Italien, og disse blev sået på Isola Madre. Et af
disse frø stortrivedes og udviklede sig til et
pragttræ med en kæmpekrone, hvis lige stort
set ikke fandtes i Himalaya, hvor det kommer
fra. Træet blev et symbol på slægtens storhed
og succes gennem århundreder.
Det 28. juni 2006 gik vejret amok over Lago
Maggioro, og der blev dannet en kraftig
tornado over søen. Tornadoen raserede
østsiden af Isola Madre og væltede Cashmir
Cypressen.
Det var selvsagt en katastrofe for enhver
botanisk have, med for Borromeo-slægten
var det mere end det, det var måske et
varsel om slutningen på en æra, et
truende endeligt for Borromeoslægtens
”evighedssymbol”. Det var et varsel, der ikke måtte blive til virkelighed, så man igangsatte et
utroligt kostbart og enestående redningsarbejde.
Træets rødder blev indpakket i flere lag stof
og de blev overrislet døgnet rundt, og man
gik i gang med at forberede en genrejsning af
træet.
28
Der blev med helikopter fløjet
gravemaskiner og materialer ud på den
lille ø (der er ingen bro til øen eller veje
på øen, kun smalle stier) – og der blev
støbt ankerblokke under jordoverfladen og sammen med et ”cable
company” ’s ingeniører blev der bygget
kraner og spil, der kunne klare vægten
af det 70 tons tunge træ, hvis
overlevelse var afhængig af botanikernes og teknikernes kamp mod
tiden.
Man havde kun en mulighed for at
redde træet. Det skulle ske meget
hurtigt, og man skulle redde hver
eneste bid af rodnettet, der – selv om
det var blevet voldsomt amputeret, da
træet væltede – stadigvæk havde en
diameter på over 8 meter – hvilket
gjorde det kompliceret for kranerne
både at skulle løfte og rejse det på en
gang.
Det kom op at stå igen – og så var der ikke andet for Borromeo og teknikerne at gøre end at vente
og se, om det overlevede.
Det gjorde det – ikke i fordums storhed,
men som en forslået 140 årig kæmpe med
livsviljen intakt og mod på flere år endnu
som ”kongen af Isola Madre” - og for
Borromeo-slægten var det nok et godt tegn
– uanset omkostningerne til ”lægeholdet”.
Det er stadigt i dag støttet af kraftige
barduner, men hvor mange andre ældre har
ikke også brug for lidt afstivning efter et så
dramatisk fald.
29
Den kulinariske vinkel
Vi har en klar aftale om, at vi spiser ude, når Hanne ikke gider lave mad, så det er hendes valg, om
vi køber ind eller kigger en restaurant ud.
Det sker bestemt, at morgenens plan om at spise ude, bliver ændret, hvis vi lige skal ind og kigge i
et center. Vi starter med tøjbutikker og skoshopper – det gjorde vi også i dag onsdag – Hanne har
forelsket sig i et bestemt italiensk skomærke, så vi kørte til Verbania, hvor firmaet har en butik.
Det var lidt øv, at der bare ikke var nogle, hun kunne li’ – og så middagslukkede forretningerne på
strøget bare sådan om ørene på os, ikke en gang en bikini kunne det blive til, så det var strengt og
varmt. Vi rullede hjemad efter en svalende is, men jeg ”kom til” at køre forkert i en rundkørsel, så
vi landede i nabobyen Gravellona, hvor der er et nyt stort center. Vi checkede igen tøjshopper –
det var bare ikke i dag, der var noget som helst, der var smart og passede.
Og så var der lige IperCOOP – en svært stor Kvickly, må man sige.
Så kan Hanne - uden at jeg på nogen måde protesterer mod det – pludselig godt blive grebet af
trang til et kokkerere, og jeg har det nok lidt bedre med vinkortet her end på restauranterne.
De er forbløffende lokale i deres udvalg – her er vi i Piemonte, så det er næsten udelukkende
Piemontevin, der er på hylderne – en enkelt amarone og et par ripasso’er fra nabodistriktet, kan
det blive til – lidt fransk og tysk – og en enkelt gammel kending fra California, Gallo Zinfandel.
Det er vel derfor forståeligt, at vi kan have svært ved at finde rundt i italiensk vin, når denne
hyldegade næsten udelukkende repræsenterer det udvalg af den lokale produktion, COOP køber –
så vi prøver os frem med vekslende held. Vinen koster det samme som i Danmark, så skal man
købe noget her, er det fordi det er lækkert og ikke kan skaffes i DK.
Den bette fejlkørsel kom der denne lækre middag ud af !
30
Restauranten her på Camping Orchidea er udmærket,
og så har de det helt specielle koncept, at alle retter på
det store spisekort også er take away. Da vores bord i
strandkanten og vores private vinkort fuldt ud kan
konkurrere med larmen i restauranten, benytter vi os
af at bestille maden hos kokken Fabio og indtage den
hjemme – så er alle glade, men han skal stramme sig
an for at slå Hanne f.eks. i kvaliteten af en lille let
frokosttallerken.
Finalen
Der var fuldt hus i restauranten forleden, og de mange hollændere havde en pragtfuld aften. I går
var der også mange – mest tyskere – der var stille, det meste af tiden. Hollændere kan være et
noget anstrengende folkefærd at være på camping sammen med, de fylder meget, og med den
finaleplads i bagagen er de ikke just mindre bevidste om egen storhed.
Nu ser vi helt bort fra, at danskerne sikkert ville have været værre endnu i den situation, men dels
er her ingen på pladsen her, og dels er vi enige med vores belgiske naboer om, at det også for
tiden kan være for meget med det der VM-fodbold – ingen snak om rønnebær her, tak !
Vi er ved at se bagenden af vores ophold her - de rutinerede nabogæster fortæller, at hele
hurlumhejet starter for alvor til weekenden, så er det tid for os til at fortrække.
I morgen fredag skal der slutprovianteres i COOP og vi pakker vi grejet stille og roligt ned, bader og
nyder den sidste aften i den lune luft, inden vi lørdag morgen tidligt ruller nordpå.
For os er det et meget bevidst valg at holde ferie på disse kanter på dette tidspunkt, og vi er blevet
bekræftet i, at vejret er godt og her er ikke overrendt, hvilket passer os fint. Vi håber, at det
varslede trafiktummel holder sig i det sydgående spor, så det går rimeligt kvikt nordover. Så ser vi,
hvor langt vi når op i Tyskland inden vi stoppet for natten. Det skulle give os en fair chance for at
komme gennem Tyskland i løbet af weekenden, hvor der er begrænsninger på antallet af lastbiler.
Vi kan godt anbefale Lago Maggiore, og lyder et campingophold på Camping Orchidea ikke
interessant, er der da alternative boformer i Baveno, hvis man har ”det store kort” med.
31