Vinterens fugle - strandby borgerforening

Vinterens fugle
Når frosten sætter ind, søger mange fugle fra skoven ind til byerne. De
søger føde i byerne og flyver tilbage til skoven hver aften.
Solsortene samles ofte i flokke i grantræer, hvor de finder sig et skjul
mellem træernes tætte grene. Skovspurve og gråspurve samles også af og
til på fælles sovesteder i graner, hvor de sidder og trykker sig op mod
hinanden, men de sover dog hellere i huller i træerne ligesom mejserne.
Tidligere trak de danske måger syd på om vinteren, men nu bliver mange
måger i Danmark hele året. Det skyldes ikke mindst, at der i havne, byer
og på lodsepladser er rigeligt med føde i form af affald at finde for dem.
Langs kysterne og ved søer og vandløb kan du møde masser af svømmeog dykænder. Det kan f.eks. være troldænder, skeænder, krikænder,
gråænder, toppede lappedykkere, små skalleslugere, knopsvaner,
sangsvaner eller grågæs.
Og i Tøndermarsken og vadehavsområdet har de besøg af tusindvis af
gæs på træk fra det arktiske område.
Får vi en kold vinter, bliver havne og andre steder, der er fri for is, tilholdssted for mange svømmefugle. Du kan se mange forskellige arter på et lille område.
Men læg mærke til, at de helst holder sammen i artsflokke og altså ikke blander sig indbyrdes.
Lav mad til vinterens fugle
De vilde dyr i naturen kan som regel klare en vinter med sne og frost uden hjælp. Men fugle, der bor i byer, hvor veje og bebyggelse forhindrer dem i at finde nye og
større områder at søge føde i, kan det være en god idé at fodre. Samtidig kan du også få lejlighed til at studere fuglene.
Læs her hvordan du kan lave mad til havens fugle
Fugle på træk
Vandstær
Vandstæren er en ret almindelig vintergæst i Danmark. Den gæster det samme sted år efter år, og etablerer et vinter territorium, men den yngler her meget
sjældent.
Du kan se den på de stenede bredder langs vandløb. Som den eneste spurvefugl har vandstæren nemlig valgt at søge føde i vandet. Langs de vandløb, hvor
strømmen er frisk, sidder vandstæren på sten og tuer.
Pludselig hopper den på hovedet i vandet, og ved at folde vingerne lidt ud får den vandstrømmen til at presse sig ned til bunden. Vandstæren har et ekstra øjelåg
- en blinkhinde - der er halvgennemsigtig og som den bruger som dykkerbriller, mens den samler insekter og smådyr. Når den ikke længere kan holde vejret
slipper den og klapper vingerne ind og stiger op som en prop.
Ved vandløbene afslører hvide ekskrementklatter på stenene ved vandet, at der er vandstære til stede.
Isfugl
Ser du en skinnende blå-grøn fugl sidde opret og stille på en gren, der rager ud over vandet – er det Isfuglen, som jager og lever ved de ferske vande.
Isfuglen jager fra en udkigspost, eller stående på kippende vinger, og fanger op til 10 cm lange fisk, tanglopper, guldsmedelarver og andre vandinsekter.
Der er kun ganske få isfugle, som yngler i Danmark, men der kommer flere omstrejfende vintergæster på besøg.
Sjaggere
Hver vinter kommer flokke af sjaggere til Danmark nordfra for at overvintre. Sjaggerne strejfer rundt og finder træer med bær som røn, tjørn og havtorn, og så er der
festmåltid. Da sjaggere er ret stridbare både over for andre fugle og indbyrdes, går det aldrig stille af. Sjaggeren er en nær slægtning til solsorten, og både i bevægelse
og adfærd ligner de hinanden.
I løbet af vinteren opløses sjaggerflokkene, og man ser små hold eller enkeltfugle i vinterlandskabet, og der besøger den også ofte foderbrætter i haven. Det er en køn
fugl og fødemæssig vil den have det samme som solsorten, og så må man acceptere at den bringer lidt uro.
I Danmark var sjaggeren tidligere en ren trækfugl, men i dag yngler den også spredt i Danmark. Der er ofte mange sjaggere sammen, for ligesom sjaggere i vintertiden
ofte færdes i flokke, kan den også i yngletiden godt lide at bo mange sammen i kolonier.
Fugle med en høj promille
Nogle fugle finder deres vinterføde på frugt- og bærbuske, som stadig bærer
frugter.
Mange af disse frugter og bær er gæret og har derfor et højt indhold af
alkohol, og de fugle, der spiser rigeligt, får en ”ordentlig kæp i øret”.
Det er specielt trækfuglene sjagger og silkehaler, der spiser mange gærede
bær. Disse fugle er dog tilpasset dette vintermisbrug, og deres lever er derfor
langt større end andre fugles.
Hvert år kommer store mængder af sjagger og silkehaler flyvende hertil fra
Norge og Sverige. Begge fuglearter optræder ofte i meget store flokke, som
bl.a. kan ses i haver og parker.
Kontakt til:
Naturstyrelsen
Haraldsgade 53
2100 København Ø
Tlf. 7254 3000
[email protected]
Følg os



Nyhedsbrev
Ud i naturen
Naturstyrelsens videoer
Artiklen er fra Naturstyrelsens hjemmeside
Tilrettet og redigeret til Strandby Borgerforenings hjemmeside / Kirsten Schøler