Seniorkattens sygdomme Det er vigtigt at have ekstra fokus på seniorkattens helbred. Grunden til dette er, at i takt med at katten ældes, øges risikoen for en lang række sygdomme. Det skyldes især at kroppens organer har arbejdet uafbrudt i mange år. Derfor begynder organerne at blive slidte, og derved svækkes deres ydeevne. Ydermere bliver kattens immunforsvar gradvist dårligere, og den bliver dermed mere modtagelig over for infektioner. Endelig er en lang række kroniske sygdomme flere år om at udvikle sig, og ses af den grund kun hos ældre katte. Nogle af de mest almindelige sygdomme hos seniorkatte er beskrevet nedenfor. Ved hver sygdom er der en kort beskrivelse af årsager til sygdommen, samt en beskrivelse af de mest almindelige symptomer, diagnostiske muligheder samt behandling. Slidgigt Årsag: Slidgigt skyldes overbelastning af kroppens led. Når et led overbelastes kan det reagere ved at der i og omkring leddet dannes knoglenydannelser. Disse giver anledning til smerte. Typiske steder hvor katte får gigt er ryggen, lænd, hofter, knæ og albuer. Symptomer: Katten får svært ved at rejse sig og hoppe op. Den får en stiv og nogen gange usikker gang. Musklerne omkring de påvirkede led svinder ind pga. manglende brug. Katten kan nogle gange vise smerteytringer ved bevægelse. Dog kan det være meget svært at se om en kat har smerter, da de ofte ikke er villige til at udvise smerte. Diagnose: Klinisk undersøgelse + røntgen Behandling: Afhængigt at sværhedsgraden. Men ofte: Smertebehandling, foderkorrektion og vægtkontrol. Mundhulesygdomme Årsag: Mundhulesygdomme omfatter mange forskellige sygdomme. De mest almindelige er tandresorptioner, hvor der forekommer nedbrydning af emaljen på tændernes krone og rod. Dette er meget smertefuldt for katten. Ligeledes er tandsten og tandkødsbetændelse meget almindelige fund. Symptomer: Dårlig ånde, rødt/hævet tandkød, belægninger på tænder, løse/manglende tænder, besvær med at tygge og savlen. Hvis tilstanden har stået på længe vil katten ofte tabe sig. Diagnose: Klinisk undersøgelse + tandrøntgen + evt. bakteriologisk undersøgelse. Behandling: Afhængig at årsag. Men ofte: Fjernelse af tandsten samt evt. syge tænder, evt. antibiotika/smertebehandling og foderkorrektion. Det er vigtigt at påpege, at man som ejer selv kan gøre meget for at forebygge at tand/mundhuleproblemer opstår/genopstår efter behandling. Spørg os gerne til råds om tandpleje og mundhygiejne. Nyresygdomme Årsag: Nyresvigt er et udtryk for nedsat eller ophørt funktion af nyrerne. Dette bevirker at nyrerne ikke længere er i stand til at koncentrere urinen og rense blodet for affaldsstoffer. Desuden danner nyrerne et hormon (EPO), som er vigtigt for dannelsen af røde blodlegemer. Denne hormondannelse er nedsat eller ophørt ved nyresvigt og derfor kan katten få blodmangel. Nogle orientalske racekatte er genetisk disponeret for danne cyster i nyrerne (PCKD). Hos disse racer er det ekstra vigtigt at få lavet regelmæssige nyreundersøgelser. Nyreproblemer disponere desuden katten for at få problemer i de nedre urinveje som f.eks blærebetændelse og urinvejssten. Symptomer: Katten drikker og tisser meget, blodig urin, ophørt urinering, den taber sig, kaster op og får nedsat appeltit. Katten bliver dehydreret og nedstemt. Diagnose: Klinisk undersøgelse + Blodprøve + urinundersøgelse + evt. ultralydsscanning Behandling: Ofte vil behandlingen bestå i permanent medicinering samt foderkorrektion. Hvis sygdommen diagnosticeres tidligt i forløbet er behandlingsresultaterne ofte gode. Nedsat leverfunktion: Årsag: Nedsat leverfunktion/leversvigt kan være forårsaget af bakterie/virus infektion, forgiftning, fedtlever eller cancer. Leverproblemer kan også være sekundære til andre systemiske sygdomme. Symptomer: Opkast, vægttab, øget drikkelyst, øget bugomfang, nedstemt, neurologiske anfald, gulsot (gul hud/slimhinder). Diagnose: Klinisk undersøgelse + blodprøve + evt. røntgen/ultralyd Behandling: Afhængig at udløsende årsag, men ofte: foderkorrektion/fodertilskud. Leverlidelser kan være meget svære at behandle, da sygdommen desværre ofte diagnosticeres sent i sygdomsforløbet. Diabetes/sukkersyge: Årsag: Sukkersyge skyldes hos kat, som hos mennesker, øget sukkerindhold i blodet pga. nedsat eller ophørt insulindannelse i bugspytkirtlen. Det kan skyldes overvægt/fejlfodring hos katten, men der er også genetiske faktorer involveret i sygdommens udvikling. Symptomer: Øget tørst og urinering, vægttab på trods af god ædelyst, opkastninger, svag, nedstemt, muskelsitren, der kan ses muskellammelser – især i bagben. Diagnose: Klinisk undersøgelse + blodprøve + urinundersøgelse Behandling: Afhængig af sværhedsgraden: Foderkorrektion + vægtkontrol + insulinbehandling Forøget stofskifte/hyperthyrodisme: Årsag: Hyperthyrodisme opstår på grund af en unormal høj udskillelse af hormon fra kattens skjoldbruskkirtel. Ofte pga. en godartet tumor i denne. Dette hormon regulere kattens stofskifte, som ved denne tilstand bliver for højt. Symptomer: Katten taber sig på trods af ofte stor ædelyst, hævelse på halsen ifm. skjoldbruskkirtlen, rastløs og forhøjet aktivitet, nogen gange udviser katten mere aggressiv adfærd, tør og kedelig pels evt. med pelstab, drikker og tisser mere. Diagnose: Klinisk undersøgelse + blodprøve Behandling: Afhængig af sværhedsgraden: Foderkorrektion evt. suppleret med permanent medicinering. Der kan i få tilfælde foretages kirurgisk behandling. Cancer Årsag: Cancer er en tilstand hvor kroppens celler vokser uhæmmet og unaturligt, idet kroppens normale regulering af cellevæksten ikke fungere normalt. Der er både miljømæssige og genetiske årsager til, at cancer udvikler sig i katten. Symptomer: Symptomerne på cancer er enormt varierende idet de ofte relatere sig til hvilket væv/organ canceren befinder sig i. I nogle tilfælde vil man kunne se en tumor på kroppens overflade eller i mundhulen, ved endetarm eller hos hunkatte i brystvævet. Andre gange sidder canceren i de indre organer og er derfor ikke synlige. I disse tilfælde er kattens symptomer ofte relateret til nedsat funktion i det påvirkede organ. Dette kan være diarre, opkast, nedsat ædelyst, nedsat/øget drikkelyst, vægttab, vejrtrækningsproblemer osv. Diagnose: Afhænger af den fysiske placering. Men ofte: Klinisk undersøgelse + blodprøver + røntgen/ultralyd + evt. biopsier (vævs/celleprøver). Behandling: Denne kommer an på typen af cancer og dennes placering. Nogle typer kan fjernes kirurgisk, andre kan behandles med kemoterapi (skal dog henvises til specialister) og endeligt er der nogle typer af cancer som ikke kan kureres.
© Copyright 2024