1. No category

Havsnegle
Uudnyttet ressource eller miljøindikator?
Havsnegle tilhører rækken Mollusca (bløddyr). Denne dyrerække er meget omfattende og overgås i
artsantal kun af leddyr. Der findes omkring 110.000 arter af bløddyr og disse omfatter blandt andet
snegle, muslinger, søtænder og blæksprutter. Det er gastropoderne (snegle), der udgør klart den
største gruppe, med omkring 75.000 arter. De fleste mennesker forbinder ordet snegle med
landlevende snegle, som skovsnegl, dræbersnegl eller vinbjergsnegl, men langt hovedparten af
arterne er faktisk marine.
På verdensplan er mange arter af marine snegle betragtet som en stor delikatesse, men i Danmark er
der ikke den store tradition for at spise snegle. Den mest oplagte kandidat til en havsnegl der kunne
komme på det danske køkkenbord er almindelig konk (Buccinum undatum). Almindelig konk er en
ret stor havsnegl, der er almindelig i danske farvande, hvor saltholdighed er over ca. 15 promille.
Den findes mest på mudder- og sandbunde fra 5 meters dybde og nedefter. Sneglen kan blive op til
10 cm lang og skallen er grålig, brun, og kan have lilla markeringer. Overfladen af skallen er meget
bulet og danner ribber der går på tværs af spiralsnoningen (op til 7-8 vindinger). Sidste snoning
dækker 70 % af højden. Almindelig konk har en meget kort rende til ånderøret (en lille køl). Selve
sneglens krop er hvidlig med sorte pletter fordelt over hele kroppen. Almindelig konk er et rovdyr,
der æder krabber, orme, muslinger og friske ådsler. Sneglen er særkønnet og flere hunner kan lægge
deres æg i samme ægklump.
Almindelig konk kan umiddelbart minde om rødkonken, der kan have samme størrelse. Hos
rødkonken er skallens overfalde dog næsten helt glat, med svage striber der følger vindingerne
(Figur 1, billedet i midten). Den nederste del af åbningen ender hos rødkonken i en langstrakt rende
(køl). Denne rende er beregnet til ånderøret og forskellen på længden af denne rende hos de to arter
ses tydeligt ved at vende sneglene om (Figur 2). Det er meget vigtigt, at kende til denne forskel, da
rødkonken i modsætning til almindelig konk er giftig og derfor uegnet til menneskeføde.
Figur 1. Billeder af konk snegle. I midten ses billede af rødkonk omgivet af almindelige konk til hver side. Hvert
kvadrat på billedet er 1*1 cm.
Figur 2. Almindelig konk til venstre og rødkonk til højre. Forskel i
længden på randen til ånderøret ses tydeligt.
Almindelig konk kan fanges i tejner. Der findes mange forskellige typer. Figur 3 viser et
hjemmelavet eksempel af en konktejne.
Figur 3. Hjemmelavet tejne til fangst af almindelig konksnegl
(Buccinum undatum). Tejnen er forsynet med et lag cement i
bunden, så den står sikkert på havbunden.
Almindelig konk er i modsætning til rødkonken en værdsat spise mange steder i verden. I flere
Europæiske lande som Irland, Frankrig og Belgien er der et stort marked for almindelig konk. Det
har mange steder resulteret i kraftig tilbagegang for arten, som er sårbar over for et kraftigt
fisketryk, da arten er ret gammel inden den bliver kønsmoden. Forurening har visse steder tillige
gjort reproduktionen vanskelig. Bundmaling, i form af produkter indeholdende tributyltin (TBT),
har forårsaget skadelige effekter hos repræsentanter fra adskillige dyrerækker, men især krebsdyr og
bløddyr, som snegle og muslinger er særligt følsomme.
TBT er et aktivt middel (biocid), der igennem flere år, er blevet tilsat malinger, der er anvendes i
havmiljøet. Midlet er tilsat for at forhindre begroning af planter og dyr, på bunden af skibe og
stationære marine konstruktioner. TBT er et bredspektret biocid, der virker mod en lang række
forskellige organismer så som bakterier, planter, dyr og svampe og regnes for at være det mest
effektive antibegroningsmiddel, der har været taget i brug. Dette har skabt et reelt miljøproblem,
idet TBT også kan betegnes som en af de giftigste miljøgifte, der forsætligt er tilført havmiljøet.
I havmiljøet bliver TBT med tiden nedbrudt til mindre giftige nedbrydningsprodukter via
fysiskekemiske eller biologiske processer, hvorved butylkæder fraspaltes. Derved dannes
henholdsvis dibutyltin (DBT), monobutyltin (MBT) og i sidste ende frie tin-ioner. Langt de fleste
dyregrupper kan relativt let metabolisere (nedbryde) TBT, men der kan være store artsmæssige
forskelle på evnen til at omdanne TBT, selv mellem nært beslægtede arter. Muslinger og havsnegle
er eksempler på dyregrupper, som generelt er dårlig til at omdanne TBT.
TBT kan optages af dyrelivet, enten med føden eller direkte fra vandet fx via gæller. Muslinger, der
lever af at filtrere vandet for partikler, vil optage størstedelen af TBT fra vandet, mens bl.a. pattedyr
og fugle fortrinsvis optager TBT gennem føden. Begge optagelsesveje er vigtige for snegle og fisk.
Forureningen med TBT har vist sig at have størst direkte effekt på havsnegle. Sneglene er meget
følsomme over for forureningen og dyrene udvikler underlige kønstræk. Fænomenet betegnes som
imposex og intersex og er blandt andet fundet hos Purpursnegl (Nucella lapillus), Dværgkonk
(Hinia reticulata), Almindelig konk (Buccinum undatum), Rødkonk (Neptunea antiqua) og
Almindelig strandsnegl (Littorina littorea).
Purpursnegl og rødkonk er generelt mere følsomme end andre undersøgte havsnegle.
Imposex er en betegnelse for en form af mandlige køns-karakteristika, såsom udviklingen af hanlige
kønsorganer, som penis og sædleder hos hunlige individer. Udviklingen af de hanlige kønsorganer
giver problemer, da den fortsatte vækst af penis vil blokere for æggelederen, mens der fortsat er en
æg-produktion. Den konstante produktion kan i værste fald resultere i døden, da individet ikke kan
rumme de mange æg der bliver produceret. Dette er set hos purpursneglen (Nucella lapillus).
I hunner af den almindelige strandsnegl kan TBT medføre at kønsorganerne omdannes, så de ligner
hannens, dette fænomen kaldet intersex.
I de mest fremskredne stadier medfører imposex og intersex, at hunnerne bliver sterile, hvilket kan
medføre at sneglene forsvinder lokalt. De enkelte individer kan, som tidligere nævnt, endda risikere
at dø på grund af de køns-ændringerne.
Nedbrydningen af TBT foregår i de frie vandmasser indenfor flere dage til få måneder. TBT er
betydeligt sværere nedbrydeligt i sediment, hvor det under anaerobe (iltfrie) forhold har
halveringstider på op til flere år. Der er derfor også observeret vækst af penis mm. hos hunlige
individer i områder hvor brugen af TBT har været forbudt gennem længere tid. Der er ligeledes ikke
set tydelige tegn på forbedringer af vandmiljøet i forhold til TBT og TBT må stadig karakteriseres
som en trussel mod havmiljøet.
Imposex er i dag et almindeligt fænomen i flere havsnegle arter der lever i Skagerrak og Kattegat
Til sammenligning fandtes der ikke tegn på imposex i havsnegle fra Kattegat og Skagerrak i
begyndelsen af 1900-tallet, hvilket er et tegn på at effekterne er menneskeskabte og må tilskrives
den udbredte forurening med TBT i området.
Graden af tvekønnethed/omdannelser hos havsnegle er blevet brugt som indikatorer på hvor kraftig
en TBT forurening, der er i området.