1. No category

Dansk filmfotograf forbund 2013/7
Dansk Filmfotograf Forbund
Postboks 81
1003 København K
AXEL
Ansvarshavende redaktør:
Jan Weincke
[email protected]
www.dff-dk.dk
Tlf.: 61 33 54 04
Redaktør:
Eva Hammershøy
The Club House
Tv-byen
Gyngemose Parkvej 86
2860 Søborg
Redaktion:
Steen Dalin
Jan Pallesen
Michael Rosenløv
Sophie Winqvist
Forretningsfører:
Eva Hammershøy
Tlf.: 61 33 54 04
[email protected]
Layout:
Helle Bendixen
Bestyrelsen
Stillfoto:
Steen Dalin
Sophie Winqvist
Frank Paulsen
Michael Rosenløv
Povl Thomsen
Jan Weincke
Ron Fricke
m.fl.
Formand:
Jan Weincke (JW)
[email protected]
Næstformand:
Caspar Høyberg (CH)
[email protected]
Søren Berthelin (SB)
[email protected]
Steen Dalin (SD)
[email protected]
Jesper Find (JF)
[email protected]
Edward Friis-Møller (EFM)
[email protected]
Jan Pallesen (JP)
[email protected]
Michael Rosenløv (MR)
[email protected]
Malte Udsen
[email protected]
Layout, bagsiden:
Povl Thomsen
Navigation
03 Formanden har ordet
05 50 års jubilæum
06 Horror i Bollywood
20 Samsara
26 NAB 2013
Redaktionens adresse:
AXEL
c/o Dansk Filmfotograf Forbund
Postboks 81
1003 København K
Tryk og forsendelse:
Scandinavian Book
Udsendes af: (DFF)
Dansk Filmfotograf Forbund
Adresseændring til:
Eva Hammershøy
Tlf: 61 33 54 04
[email protected]
Forsiden:
Framegrab fra Bollywoodfilmen Aatma
fotograferet af Sophie Winqvist DFF
I billedet den indiske skuespiller
Geetika Tyagi
Instruktør: Suparn Verma
DFF
ønsker
TILLYKKE
B-fotograf JESPER FIND
50 år i filmbranchen
30. september 2013
Formanden har ordet ...
Sommeren er gået på hæld, nu har vi atter fået smøget ærmerne op og fået gang
i produktionerne. Det gælder også bestyrelsen. I løbet af efteråret vil vi arrangere flere spændende oplevelser for jer. Så
følg med på jeres mail og på facebook.
I foråret var DFF inviteret til AFC’s
Micro Salon Show 2013. De franske fotografer ville gerne både se og høre lidt
om dansk film og ikke mindst de danske
filmfotografer. DFF sendte Dirk Brüel,
Eric Kress og Morten Søborg til Paris,
og det blev ifølge franskmændene en stor
succes. Efterfølgende blev DFF spurgt,
om vi ville skrive en artikel om vores
arbejdsforhold. Franskmændene forstod
ikke, hvordan vi kunne lave så fremragende film og TV-serier på så – efter deres opfattelse – kort tid og med så gode
arbejdsforhold!
Under arbejdet med artiklen fik Dirk
Brüel kontakt med professor Tage Søndergård Kristensen, og efter en længere
samtale mente Tage Søndergård, at han
havde fundet forklaringen, hvorefter han
skrev en artikel: Better films and TVprograms through high social capital. Det er spændende læsning, som vi
alle kan lære af – så jeg overlader med
glæde min plads til Tage Søndergård
Kristensen.
Indledning
Hvis man skal finde forklaringen på, hvordan danske film og TV-serier af høj kvalitet
kan produceres på kort tid og under gode
arbejdsforhold, er det nødvendigt at stille
nedenstående spørgsmål:
Hvad har følgende arbejdspladser til fælles?
Et hospital
Et symfoniorkester
En byggeplads
Et luftfartselskab
En læreanstalt
Et fængsel
En filmproduktion
Svaret er, at de har det til fælles, at de ansatte skal være gode til at samarbejde under pres. Hvornår er dette pres særlig stort?
Det er tilfældet når:
- der er tale om professioner med stærk
identitet
- forskellige grupper har specialviden
- der er statusforskelle med hensyn til løn,
prestige osv.
- grupperne/personerne er afhængige af
hinanden for at gøre et godt stykke arbejde
Og det er lige præcis situationen, når man
skal lave en film sammen med en høj kvalitet, og når der er en fast ramme med hensyn
til tid og penge.
Social kapital
For at dette skal lykkes, skal arbejdspladsen være i besiddelse af høj social kapital.
Social kapital er en egenskab ved arbejdspladsen (i dette tilfælde filmholdet), som gør
det muligt for filmholdet at løse kerneopgaven: at producere en fremragende film inden
for den givne tidsmæssige og økonomiske
ramme. Social kapital har tre hovedkomponenter, som alle skal være til stede:
1. Tillid.
2. Retfærdighed (Eller fairness).
3. Samarbejdsevne.
Tillid
Tillid indebærer en række forhold:
At man stoler på hinanden.
At ledelsen ikke skjuler relevante informationer.
At ledelsen uddelegerer opgaver og beslutningskompetencer og stoler på, at de ansatte kan løse selv meget vanskelige opgaver i tillid til, at medarbejderne vokser med
opgaven.
At ledelsen lytter til forslag og ideer i tillid
til, at de ansatte har noget at sige, som det
er værd at lytte til.
Retfærdighed
Retfærdighed indebærer blandt andet:
At goder og ”onder” er retfærdigt fordelt,
Formand Jan Weincke
f.eks. løn, frynsegoder, arbejdstider, opgaver, forfremmelser, fyringer osv. (Fordelings
retfærdighed).
At man anerkendes og respekteres for et
godt stykke arbejde.
At tingene går ordentligt for sig. (Proces
retfærdighed). Det vil sige, at ændringer
og beslutningsprocesser hviler på relevante
informationer og vurderinger, som alle sammen tåler dagens lys.
At der ikke sker forskelsbehandling på
grund af køn, race, relationer til ledelsen,
alder osv.
Samarbejdsevne
Samarbejdsevnen kan ofte opdeles i tre dele:
Bonding (samarbejde inden for den enkelte
gruppe, fx en faggruppe).
Bridging (samarbejde mellem forskellige
faggrupper).
Linking (samarbejde mellem ledelse og ansatte).
3
Problemerne ligger som regel inden for bridging og linking.
Bridging handler om samarbejdet mellem
faggrupper ”på tværs”. Faggrupperne på en
filmproduktion (instruktør, skuespillere, fotograf, belysning, osv) har hver deres faglige
kunnen og erfaring. For at dette samarbejde
skal fungere, er det nødvendigt, at to ting
virker perfekt: Koordinering og kommunikation. Hvad koordinering angår, er der tre
nøglefaktorer:
1. Fælles sprog
2. Fælles mål
3. Gensidig respekt
Fælles sprog handler om, at man ved, hvad
der menes med de specielle udtryk, som de
forskellige faggrupper anvender.
Fælles mål handler om, at alle ved, hvilken
slags film, man er ved at producere. Hvad
er de særlige kvaliteter f.eks. teknisk og
kunstnerisk? Hvordan er handlingen? Hvilken genre er der tale om? Hvordan er tempo,
lys, stemning osv.? Det fælles mål er ikke til
diskussion! Eller rettere: Bør ikke være det.
Professor
Tage Søndergård
Kristensen, sociolog
og dr.med. har i
mange år forsket
i arbejdsmiljø ved
Det Nationale
Forskningscenter for
Arbejdsmiljø
Det er ødelæggende, hvis der opstår diskussion eller tvivl om det fælles mål i løbet af
en produktionsproces.
Gensidig respekt handler om, at man accepterer og respekterer, at alle faggrupper er
nødvendige for at opnå det færdige resultat.
Ingen er vigtigere end andre. Det er vigtigt
med klare roller og kompetencer. Men det er
mindst lige vigtigt, at alle er klar til at ”give
en hånd med”, når det kniber.
Eksempel: I South West Airlines (som har
den højeste sociale kapital blandt amerikanske luftfartselskaber) er det almindeligt, at
piloterne hjælper, når det kniber med at nå
tidsplanen. Det kan fx være passagerer i
kørestol, som giver særlige problemer. Her
hjælper piloterne med at tømme maskinen.
Dette handler om, at alle er ansvarlige for
at nå det fælles mål: At overholde tidsplanen. En flyvemaskine, der står på jorden,
tjener ingen penge. Dette er alle faggrupper
enige om, og derfor overskrider man sin faggrænse, når der er behov for det.
Eksempel: På hospitaler med høj social kapital vil en overlæge ikke vente på en portør,
hvis der er et problem med at rulle en seng
med en patient ind på en operationsstue.
Han vil selv rulle patienten ind, så operationen kan gå i gang. Igen er det fælles mål
i centrum.
I de fleste tilfælde er der størst problemer
med de faggrupper, som har den højeste
prestige. Det er som regel disse grupper,
som har den laveste respekt for andre. Det
er vigtigt at være klar over, at samarbejdet mellem faggrupper ikke blot hviler på
en arbejdsdeling mellem ”ligestillede”, men
ofte også involverer statusforskelle. Derfor
er det vigtigt, at disse statusforskelle ikke
ødelægger samarbejdet.
Linking handler om
Ledelse. Arbejdspladsens sociale kapital
handler først og fremmest om ledelse. Det
er ledelsen, der sætter og formulerer de fælles mål, og det er ledelsen, der undervejs
sørger for, at man når målet.
Man kan udøve ledelsen på to fundamentalt
forskellige måder.
Management: Management handler om
at ”gøre tingene rigtigt”. En management
leder vil ofte bruge tid på at sørge for, at
man overholder planerne (tid og penge).
Hvis man er bagefter tidsplanen (eller ikke
overholder budgettet) vil denne leder sige til
de ansatte, at de er bagefter. De skal med
andre ord ”tage sig sammen” eller arbejde
længere. Dette er dårlig ledelse. Hvis man
er bagefter tidsplanen eller budgettet, er
det lederens ansvar. Enten har budget eller
tidsplan lige fra begyndelsen været urealistisk, eller også har lederen undervejs ikke
været sit ansvar voksen. Dette er ikke de
ansattes ansvar.
Leadership: Leadership handler om at ”gøre
de rigtige ting”. Med andre ord om at nå
det fælles mål. Her bruger lederen tid på
at ”coache” de ansatte. Hvis de ansatte ikke
når målene, vil denne leder fortælle de ansatte, hvordan de med den samme anstrengelse kan nå bedre resultater. Dette kræver,
at lederen ved en masse om, hvad er faktisk
foregår i den daglige proces.
Det vil altid være sådan, at der er en klar
sammenhæng mellem kvalitet og produktivitet. Hvis man skal gøre den samme optagelse om igen og igen (lav kvalitet), så vil
det på lidt længere sigt give lav produktivitet, og budgettet kan ikke overholdes. Hvis
man skal gøre den samme optagelse om, så
skal det være fordi man har lært af de problemer og fejl, der var ved den foregående
optagelse. Jo bedre forberedelse og ledelse,
jo færre gange har man brug for at gøre noget om.
Samlet konklusion
Når et filmhold er i besiddelse af en høj
social kapital vil det have to vigtige konsekvenser:
1. Bedre trivsel og samarbejde mellem de
ansatte. Dette hænger sammen med, at høj
tillid, retfærdighed og samarbejde i sig selv
giver stolthed og arbejdsglæde. Det fører til
2. Bedre kvalitet og produktivitet i løbet af
en produktion. Altså film af høj kvalitet, der
bliver færdige til tiden. Det er en myte, at
det tager længere tid at lave en god film,
end det tager at lave en dårlig film.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at det
ikke er en god strategi at benytte den amerikanske måde at arbejde på: Arbejde længe
og hårdt. På den lange bane er dette en dyr
strategi, som indebærer en masse spild –
både menneskeligt og økonomisk.
I Danmark har vi et arbejdsmarked, som er
kendetegnet ved høj social kapital, lav magtdistance, høj uddannelse og stor indflydelse
til de ansatte. Måske er det derfor, at man
under ”civiliserede” forhold kan lave gode
film og TV-serier uden at bruge længere tid?
50 års jubilæum som B-foto/Focus puller
af Jan Weincke
Det er ikke mange forundt at have arbejdet
på mere end 90 danske – og udenlandske
spillefilm, et utal af reklamefilm, Tv-serier,
kort- og dokumentarfilm, men det har Jesper Find DFF.
Den 30. september 2013 kan B-fotograf
Jesper Find fejre 50 års jubilæum i filmbranchen, Jesper har sat sit aftryk på alt
fra Annelise Reenbergs Min søsters børn til
Lars von Triers Europa. Ingen i den danske
filmbranche har kunnet undgå at møde
hans smil og underfundige lune på en eller
anden film, stor som lille – intet var for
småt for Jesper – altid var han klar til at
holde focus.
Jespers første spillefilm var Sven Methlings
sort/hvide historie 5 mand og Rosa på Saga
Studio. Han startede på sin 16 års fødselsdag og fik straks at vide, at når man var så
ung, kunne man ikke blive krediteret – så
det blev han heller ikke. Senere har han dog
fået slået sit navn fast på filmenes rulletekster og det flere gange end de fleste.
2009 modtog Jesper DFFs Klukpris for sit unikke arbejde som focus puller. Th. prisens sponsor
Mogens Gewecke, Bico
Jesper er den eneste B-fotograf, jeg kender,
der har beholdt sit job i så mange år og samtidig været blandt de allerbedste hele vejen
– hans evne til hele tiden at få lagt skarpheden det rigtige sted er helt unik, og det er
de færreste, der kan gøre ham kunsten efter. Jesper er en sand kunstner på sit felt.
Jesper er den eneste B-fotograf, jeg kender,
der har beholdt sit job i så mange år og samtidig været blandt de allerbedste hele vejen
– han evne til hele tiden at få lagt skarpheden det rigtige sted er helt unik og det er
de færreste der kan gøre ham kunsten efter.
Jesper er en sand kunstner på sit felt.
I de sidste mange år har Jesper siddet i
DFFs bestyrelse og varetaget sine kollegers
interesser og det kan vi kun være tilfredse
med. Han er eksempelet på, hvor vigtigt det
er at vi har dygtige B-fotografer og hele tiden
får uddannet nye til at tage over – dygtige
B-fotografer hænger ikke på træerne.
DFF ønsker Jesper stort tillykke med jubilæet og alt det bedste fremover.
En stor tak og en kæmpe krammer fra os alle!
Jesper Find DFF
5
Skrevet af Sigrun Gudbrandsdottir
Sidste år var Sophie Winqvist, DFF filmfotograf, på en Bollywood film. Det første
spørgsmål, hun som regel får, er: Hvordan
endte du derovre?
Så kommer en historie om eventyr og tilfældighed, der strækker sig over mange år.
Om hvordan hendes mor arbejdede derude,
og viste hende en fantastisk opognedvendt
verden. Om et indisk filmhold i Stockholm,
der for ti år siden tog hende ind som lysassistent, og om et netværk, der voksede frem.
Sophie er uddannet på Den Danske Filmskole i 2009, men inden hun søgte ind, boede hun i Bombay, hvor hun lavede en kortfilm og arbejdede sporadisk som assistent
hos den etablerede Bollywoodfilmfotograf
*Binod Pradhan ISC. Hun lod sig opsluge af
byen, hang ud med fotografen på lange ture
med chauffør, mens de diskuterede filmfotografi, drak whisky, og så det støvede Bombay passere forbi. Hun var fascineret af ”det
skøre, vilde land uden smagspoliti.
Under studierne i Danmark savnede hun
Indiens liv og kontraster, og sidste sommer
tikkede der en fb-besked ind, om hun havde
lyst til at skyde en horror-film i Bombay. Det
føltes som en invitation til at vende hjem til
den uforudsigelige verden, hvor ting har en
magisk energi.
Kontrakt, manus og andre
ting der ikke virkede
What do you mean
”preproduction”?
Men hvordan fik du så jobbet?
En ven fra dengang havde vist en af mine
musikvideoer til en instruktør og producer
fortæller Sophie og så bad de ham om at
kontakte mig.
Da manuskriptet kom, viste det viste sig at
være en ret stor film – og med en ret stor
stjerne.
Det var en fordel, at jeg kendte Indien på
forhånd. Men jeg kendte ikke kulturen i Bollywood-industrien. Den kom bag på mig.
Hvordan var oplining og forberedelser
af filmen?
Instruktøren Suparn Verma var begejstret
for min stil, så han stolede på mig. Han så
mig som en maler på celluloid, såvel som
eksponent for en vestlig kamerastil – og
han gjorde mig til visuel kaptajn. Måske
genkendte han Indien i mit farveregister.
Mødet med scenografen og rekvisitøren var
fantastisk. Jeg blev mundlam når de foreslog
turkise vægge og en hot pink sofa i siden. Der
var ikke fem nuancer af grå. De har en dyb
viden om farve i Indien. Du kan se de fattigste
mennesker dekorere deres hjem med farver,
som ville få den hippeste art director i New
York til at falde ned af stolen. Det hænger
nok sammen med landets hårde lys, men også
med den spirituelle brug af farver.
Jeg valgte selv gaffer og havde interviews
med steadicam operator, focus puller og
chefen for grip huset. Anthony Dod Mantle
DFF, BSC, ASC hjalp mig med nogle gode
kontakter fra Slumdog (Slumdog Millionaire 2008). Min line producer Anil Thakur
havde ingen email, og insisterede altid på
personlige møder in the office. Han havde
lavet over 30 Bollywood film på den måde
og var en karakter. Det var trættende med
alle de personlige møder, men også godt at
alt blev talt igennem.
Det ville have været svært at få producerne
til at gå med til at optage på film. De foreslog RED Epic med Master primes, men jeg
valgte Alexa Plus med Cooke, for at få en
blød organisk stil med stor farvemætning.
Hvordan var det med kontrakt?
En dansk producer-ven hjalp mig, og vi havde en lang forhandling, inden jeg sagde ja
til projektet. Jeg prøvede virkelig at dække
mig ind, men det viste sig ikke at have nogen betydning. Papiret var ligegyldigt for
dem, og dog var det hvad vi tog udgangspunkt i. Lønnen var omtrent tilsvarende en
første low budget spillefilm i Danmark, plus
hotel, rejse og diæter.
Hvordan var manuskriptet, kendte du
det inden du rejste?
Det var manus som lokkede. En horror-film
med nogle fantastiske, overnaturlige scener,
meget visuelle og stemningsprægede. Ingen
dans desværre. Men historien var god. En
blanding af familiedrama og det overnaturlige. Filmen handler om en jaloux far, der
efter en social deroute kører galt i vrede og
dør. Efterfølgende vender han tilbage som
ånd, for at hævne sig på sin kone, og tage
deres datter med sig i døden.
Line producer Anil Thakur
Jeg havde troet at alle de gamle, seje optikker gemte sig i Bollywood men sådan
var det slet ikke. Når jeg spurgte efter det,
sagde de, at det kunne jeg få fra Europa. Alt
deres gamle udstyr var blevet smidt væk
eller solgt til Vesten, det var en skuffelse.
Jeg endte med at skyde det meste på det
nye Cooke Panchro. De har masser af godt
udstyr i Bombay, man skal bare være inde
over, hvad man egentlig får udleveret.
Jeg kunne ikke få fat i blue handles i Indien
så der blev jeg reddet af fantastiske Kameraudlejningen. Efterfølgende har de selvfølgelig kopieret dem dernede. Alt udstyr, de
selv kan producere, laver de. Hi-hats er meget flotte i træ. Green screens farver de selv.
Hvert enkelt lille stykke har en forskellig
nuance og bliver syet sammen til en stort
ujævn klud. De har til gengæld rigtig billig
og dygtig arbejdskraft i post.
Jeg besluttede mig for at prioritere fleksibilitet, så jeg skød scope på SxS kort. Der
ville være mange skift mellem håndholdt,
steadi og kran. Jeg gik efter teknisk nemhed og fleksibilitet for at få overskud til alt
kaos. Det var surt at vælge Alexa Studio og
anamorfe optikker fra men bagefter – da jeg
vidste, hvor lidt planlægning, der var – var
jeg glad for min beslutning.
Many men
7
Lavede I storyboard – hvis ja, var du
med til det?
Efter min oplevelse, har jeg svært ved at
forestille mig, at der overhovedet eksisterer
film i Bollywood lavet efter storyboards. Så
nej, det var der ikke noget af. Til gengæld
pressede jeg instruktøren til at lave en skudliste på den første halvdel af filmen. Det er
ikke normalt at planlægge i Indien, de tager
dagen som den kommer og løser skuddene
på settet. Dybest set handler det om to vidt
forskellige tilgange til proces. Jeg kunne
ikke forstå, hvorfor de ikke ville planlægge,
specielt når vi skulle have effektskud med
stunt, wires og cgi. Måske er det fordi, at
alt altid går galt i Indien, så de synes ikke
at det nytter noget. Film er heller ikke
Camera crew
kunst, det er underholdning. Samtidig er
de dybt afhængige af at lave boxoffice hits
for at få videre finansiering. Nogle gange
virker et film set i Indien som en legeplads
for nepotismens glade overklassebørn, med
et hold sultne filmarbejdere, der står rundt
omkring og kigger på, parate at løbe efter
noget, så snart der bliver råbt ad dem.
Skuespil brydes ned i små klip-bidder, ligesom i amerikansk film. Der er ikke meget plads til at fokusere på skuespil eller
kameraarrangementer, der visuelt fortæller historien. Men ældre indisk film har en
fantastisk kvalitet, og det ser ud til, at der
kommer en independent bølge, der vil generobre den.
The shoot – Der er mange
mennesker i Indien…
Hvor stort var hele holdet?
Mellem 100 og 300 mennesker vil jeg tro.
Lidt afhængigt af om vi lavede stunts og
effekter, eller havde statister. Der er altid
rigtig mange, der bare står og hænger ud eller sidder og sover, hvor jeg ikke helt ved
hvilken funktion de egentlig har.
Kamera
Det var uvant for dem med håndholdt kamera. Ikke mange focus pullers kunne følge
med, her er de danske virkelig specialister.
Jeg endte med at bruge en sej, ældre mand,
der kun stolede på sine øjne.
Hvert enkelt kamera i Indien har mindst
én camera attendant. På filmkameraer, og
de gode digitalkameraer, er der normalt tre
personer, der følger med. De spiser og sover
sammen med det. Ingen tør udleje teknik i
Mig og mine lysdrenge
Indien, uden at have sin egen mand med.
Hvis du lejer en lyn-maskine eller en speciel
optik, følger der også altid mindst en med.
De kender kameraet udenad, og tager ansvar for det, men når filmstjernen ændrer
sine datoer, så mister du ofte din booking, og
står med et helt nyt kamera crew hver gang.
Det var især besværligt, da jeg lavede meget
håndholdt, og de mangler rutine i det.
Jeg opererede selv kameraet og havde en
steadicam operatør de fleste dage. Han havde tre assistenter, der balancerede riggen
for ham, og holdt hans paraply. Han lavede
også b-kamera og stunt operating. I Indien
arbejder grips meget med jimmie jib. Nogle
operatører er fantastisk dygtige. Og nogle er
rædselsfulde. Det bedste er at få et jimmie
jib hold der kender og kan lide hinanden, så
bliver der flow.
Lys
Jeg er stadig i tvivl om hvor mange lys-assistenter, jeg egentlig havde. Dette var under
konstant diskussion med produceren. De
sagde, at jeg havde 30. Flere lå og sov under
studiegulvet, da de blev pisket rundt i døgndrift. Men jeg havde et jernhold på cirka 1015 mand, der var med for det meste. Når vi
havde store setups, så var der flere og også
prelight teams.
Folk siger, at der kommer en lysmand ud,
hver gang en kvinde prutter i Bombay. De
tjener nærmest ingenting og er slaver i lysudlejningens firma. De kan ikke sammenlignes med danske belysere, som er dyre,
gode og hurtige. Indien har ingen gaffer
tradition, normalt detail-kontrollerer fotografen alt. I mit tilfælde ejede produceren
sit eget lysudstyr og mænd, så det var rigtig
skidt. I starten prøvede jeg at tage diskussioner med line-produceren om deres vilkår.
Men det skulle jeg ikke bekymre mig om,
det er de vant til, fik jeg at vide. Så jeg ændrede taktik og lod for eksempel som om at
jeg skulle være i studiet og havde brug for
at have aircondition tændt. Dét tog de alvorligt. Men denne ligegladhed med mennesker og deres liv er nok det sværeste for mig
at forholde sig til som fotograf i Indien.
Hvad var din lys-stil, hvilke lamper havde
du til rådighed, og hvad brugte du?
Vi gik efter en blød, malerisk stemning hvor
kroppene blev lysende uden skygger – som
i **Gregory Crewdsons kunstfotografi. Vi
byggede et ret fantastisk lysloft med almindelige lysstofrør der bouncede op i en sølvflade og dryssede det ned gennem en halv
silk med lidt cyan strimler, der fik kælenavnet ”leopard skin”. Vi havde nærmest en
hel by ovenpå settet med folk, der manuelt
styrede hvor mange kolde og varme rør, vi
havde tændt. Det var ikke blevet godkendt
af danske sikkerhedsregler. Effekten blev
meget smuk. Et tungt, blødt lys, der faldt
ned i rummet og gjorde, at de cyan-farvede
mure nærmest vibrerede af afmeldt desperation. Så havde vi typisk en blød hmi som
vi spottede på stjernen, så billedet fik en
kold kerne og hun sprang ud i rummet. Plus
negative fill for at lukke det. De var efter
mig fra produktionen, hvis jeg havde en 10
eller 5kw jeg ikke fik brugt. Hvilket var lidt
svært, da vi sprang imellem dag og nat, og
sol og overskyet i studiet, helt uden plan. Vi
lavede halvdelen af filmen på studie, og da
vi gik på location fulgte vi samme lysidé. I
film city er der mange leoparder, så det gælder om, at holde sig tæt på kameraet.
Light boys in the studio
Handy dimmer
Light plan
Gaffers
Den første optage-uge blev et stort chok for
mig og min belysningsmester. Jeg var blevet bedt om at lave en rough, håndholdt
stil med drastisk lys. Mørkere og hurtigere,
mere dansk end hvad Bollywood plejer at
kunne lide. Den fest stoppede, da vi nåede
til stjernens første nærbillede. ”Can you
make moody and bright?” Det viste sig, at
de to kvinder, der fulgte hende, var hendes
monitor-vagter. De holdt hele tiden øje med
den rynke, hun havde til venstre for sin
næse. Der måtte ingen skygger være. Efter
at have panikket og kun skudt hendes højre
profil i en tid, så lavede min belysningsmester en lille flamingoboksmed en dimmer
hvor han kunne blæse alle skygger ud, som
Meg Ryan kan lide det. Det aflivede mange
af de mere vilde lysstemninger, vi ellers
kunne have lavet. Heldigvis fik jeg rigeligt
med tid i post til at udjævne de skift, der så
opstod, når vi havde gjort krumspring for at
forskønne hendes næse.
Light loft
Filter hejses op
Filter hejses op
9
Framegrab fra AATMA
Framegrab fra AATMA
Framegrab fra AATMA
Framegrab fra AATMA
Framegrab fra AATMA
Framegrab fra AATMA
Framegrab fra AATMA
Framegrab fra AATMA
13
Arbejdsforhold og metode
– How to Stress Slowly
PUJA - det religiøse ritual, som skal sikre
produktionen mod uheld
Train night shoot
Vi arbejdede 12 timer om dagen, 6 dage om
ugen. Normalt med 1-2 timers transport
hver vej. Det blev til 37 optagedage i alt. På
grund af stjernens skema blev det spredt
ud over fire måneder. Jeg talte engelsk med
alle a-funktioner, og mit gebrokne kamerahindi med assistenterne, til deres store begejstring.
Ved første take i Indien sætter man kryds
på en kokosnød. Man giver alle på holdet
lidt kokos at spise og sætter resterne af nødden på et lille alter (det kan være en hvid
plastikstol) hvor man tænder røgelse, sætter et gudebillede og laver en lille puja (religiøs ritual). Man separerer ikke åndelighed
fra arbejde i Indien. Det er nok, så de kan få
det til at give mening.
Monsun
Da jeg havde vænnet mig til den manglende
struktur, mødte jeg bare op til optagelsen
og spurgte hvad vi skulle lave. Det kunne
være ’nat i skov’. Så lavede jeg lys til scenen, instruktøren ankom altid i panik, men
vi var helt på ’the same page’, rent visuelt.
Når stjernen kom blev alting normalt lavet
om, måske skiftede vi endda til en helt anden scene. Jeg fik træning i at stresse ned,
være fleksibel og tage det, som det kom.
Manuskriptet blev ved med at blive ændret
radikalt, så jeg gav helt slip og gjorde hvad
jeg kunne i det rum, jeg fik.
Der var altid rigtig mange ting, der gik galt.
De fleste props og scenografiting virkede
ikke, som de skulle. Et spejl kunne være
konvekst og ligne noget fra Tivoli, og så gik
der tre timer inden vi fik et nyt. En nat, hvor
min gaffer var syg, brasede en stor industriel kran til en lys-rig sammen, heldigvis kom
ingen til skade. Den var enorm og det tog to
timer at få den ud af billedet. Så var der den
dag en scenografibil slet ikke nåede frem,
fordi den var stoppet i en eller anden obskur
vejkontrol. Eller så gik elektriciteten i hele
byen. Eller så kom der en monsunbyge. Eller så var stjernen utilfreds med noget og
brugte en time på at kritisere instruktøren.
Normalt gik ting stille og roligt indtil de
sidste to timer, hvor alle panikkede, fordi vi
ikke kunne nå dagen. Stjernen forlod altid
settet det minut, optagelsen skulle slutte,
lige meget hvor forsinket, hun tidligere selv
havde været. Hun skulle til fitness. På en
eller anden magisk måde, så nåede vi næsten altid det hele alligevel. Hvilket selvfølgelig gik meget ud over, og var takket være,
lysholdet. Det var svært at lade være med,
at tage indspilningsleder-rollen på sig. Men
hvis jeg havde gjort det, var jeg blevet helt
drænet. Ham, som var indspilningsleder,
tog alt som det kom. Så der var ingen, der
drev optagelsen fremad, sådan som vi er
vant til Alt dette er meget normalt i Indien.
Tingene skrider frem i en bred ustyrlig, larmende, organisk masse.
Så I prøver hver dag efter dagens optagelser?
Jeg gjorde de første to dage, derefter var det
ren overlevelse. Det var en svær balance at
holde motivationen og ambitionen højt, når
ingenting fungerede og jeg slet ikke blev
bakket op af produktionen. Jeg skulle trykke på speederen og bremsen samtidig.
Samarbejde
med A-funktioner =
Manipulation og Politik
Var der noget der var fuldstændigt anderledes end i Skandinavien? Var der
nogen sammenstød?
Stjerner
Ud over at Indien er et grundlæggende anderledes land og med en helt anden kultur,
så var det stjernesystemet og producerens
mentalitet, der chokerede mig mest.
Hvis en af de store stjerner er med i en film,
så ved man, at millioner mennesker vil se
den, lige meget hvor dårlig, den er. Stjernerne er guder, alle bliver nødt til at handle
med. De skriver manuskriptet om, kommer
og går når det passer dem, og tåler ingen
kritik.
Det første, vores stjerne sagde til mig, var:
”Finally a woman dop! I like it but it’s also
weird”. Vi fik en god kontakt, selvom jeg
The car case setup
prøvede at holde mig ude af al drama og
politik. Hun var meget tilfreds med, hvordan hun blev skudt, og sagde, at hun aldrig
havde døet så smukt, and I have died many
times.
Producere
Bollywood- producere kan fremstå som the
Godfather. De har så mange kontakter, at
ingen kan gøre dem noget. En morgen, da
vi havde optaget en hel nat på en rigtig dyr
location, det gamle koloniale General Post
Office i Bombay, så kom min DIT og undskyldte, at han ikke havde kunnet tage en
back-up. Det viste sig, at kameraudlejeren
ikke havde fået sine penge, og havde taget
materialet som afpresning. Hele holdet bagtalte produceren, og ingen fik udbetalt løn.
Så blev jeg lidt paranoid. Da jeg, på dansk
manér, talte lige ud af posen og ville have
min løn udbetalt, blev jeg fyret. Min indiske
fotografmentor grinede, da jeg fortalte det.
Han sagde, at alle producers er skurke her,
det skal du ikke tage dig af, det vigtigste er,
at du får lavet din første film. Du skal lære,
hvordan du kommunikerer med dem. Jeg
talte med produceren, og blev genansat. Det
eneste jeg egentlig havde at handle med var
mit talent. Som skandinav løber man ind i
store kulturelle forskelle omkring begrebet
respekt. Casting directoren hilste altid på
den ældre line producer ved at røre ved hans
fødder. I kommunikationen er det vigtigt
med nærvær, høflighed, charme og humor.
Hvis man interesserer sig for den indiske
måde at gøre tingene på, så kan der skabes
en fælles respekt, men naivitet udnyttes.
Mange der arbejder i Bollywood er ”filmie
people”, de kører et overfladisk, charmesmart og manipulerende succésjagts-spil.
Der er få trygge relationer at hvile i, alt er
politik. Det var heldigt at jeg havde venner
udenfor branchen. En anden ting der var
afgørende, var mine høretelefoner, hvor jeg
med musik kunne lukke larmen ude.
Mange jeg taler med, der kender Bollywood,
er imponerede over at jeg ’overlevede’. Nu,
hvor jeg har gennemført en film, har jeg et
greencard i branchen, og folk kan mærke og
stole på, at jeg kender gamet.
Instruktører
Der er få instruktører, der har magt i den
indiske filmbranche. De er i klemme mellem
stjernen og produceren, og kæmper for at få
lov til at lave noget, der bare ligner en film.
De går på kompromis med de fleste af deres
visioner, og er parate til stort set hvad som
helst, i desperation for at få lov til at lave
en film.
Samarbejdet med instruktøren gik godt til
at starte med. Han er en filmkritiker, der
er blevet instruktør, så han gikok mere op
i at lave ’homage til Kubrick’ end at bruge
tid på sine spillere og historien. Det viste
sig, at han havde en seriøs form for adhd og
jeg er den omhyggeligt planlæggende type.
Vi havde fuldstændig modsatte arbejdsmetoder. Jeg blev tit chokeret over at han løb
rundt og speedtalkede på en location reccie
og bagefter lynede af sted. Jeg ville gerne
gå rundt, mærke stedet og vende idéerne
sammen med ham. Dette skabte med tiden
friktion og slutteligt en fælles udmattelse,
men da filmen var i mål, var han tydeligt
stolt over hvad jeg havde lavet.
Killing Rehearsal
Utilfreds stjerne og instruktøren Suparn Verma
Sophia og stjernen Bipasha
Soveværelse og indspilning
Sophia shooting with rabbit ears
Plakaten
Lighting at GPO
Samarbejde med holdet
– At gå på slap line med
magt og kærlighed
Hold
Den modsatte energi til a-funktionerne
fandtes hos arbejderne på holdet. Jeg tror,
at de indiske filmarbejdere er blandt de sødeste i verden. Der var altid smil, varme og
et ønske om at hjælpe og skabe en god stemning. Der kunne jeg hente energi, når det
blev for hårdt med de andre. Jeg prøvede at
styre mine relationer, så jeg var en tydelig
og konsekvent chef, der viste stor varme og
respekt for dem, der arbejdede for mig. Jeg
fik en fin relation til producentens chauffør,
hvilket kom til at gavne mig ved flere tilfælde. Hvis man er respektfuld i dette land,
så får man meget igen.
Det fantastiske med Indien er, at alt er muligt. Vi fik lamper op de mærkeligste steder,
scenografen byggede et panda-tv af flamingo, de håndtrykte et tapet og kunne bagefter spraymale det ned til præcis det mørkeniveau, der var ønsket. Alt er fleksibelt. Det
findes et indisk ord for det, ”Jugaad”. Det er
et begreb, der anvendes til alle former for
kreative eller nyskabende idéer, der leverer
en hurtig, alternativ måde at løse et problem
på. Jugaad betyder bogstaveligt et improviseret arrangement eller work-around, der
anvendes på grund af manglende ressourcer. Det er meget beskrivende for, hvordan
man laver film i Indien.
At være filmfotograf og kvinde i Indien. Var det et problem at være pige og
samtidig skulle styre et filmhold? Fik
du samme respekt som en mand?
Som udenlandsk, hvid, kvindelig filmfotograf var jeg eksotisk. Jeg har kun hørt om
én, udover mig, der har skudt en Bollywood
film. Jeg gik fri af stereotypen om den hvide,
mandlige muskelfotograf, der begår sig med
arrogance. Jeg var ikke en trussel, men en
smilende pige, vild med Indien, der talte lidt
hindi og gik lige ind i deres hjerter. Jeg blev
nok tit behandlet pænere og med mere respekt end en mand. Lys, grip og kameraholdet var meget stolte over deres ’Madam’, der
var nærmest ingen grænser for hvad de ville
gøre for mig. Det var mærkeligt, rørende og
også skræmmende. Der var to spot boys på
omtrent 50 år der nærmest hånd-madede
mig, hvis de ikke syntes, at jeg spiste nok.
Jeg har nok fået et livs forbrug af små søde
espresso-agtige chai. Dem kan man komme
langt på, på natoptagelser.
Producerne tvivlede derimod mere på min
kompetence, end de nok havde gjort, hvis
jeg havde været mand. Jeg kan lide at samarbejde med mit hold, og spørger tit om folks
mening. Det oplevede de som uselvstændigt.
Først troede de, at jeg ikke kunne noget
uden min gaffer. Men da han stoppede, så
blev det tydeligt, at det var min vision, der
stod frem uanset hvem, de satte på lys. De
var vildt begejstrede over mit arbejde. Jeg
tror på, at arbejde ud fra positiv energi, selv
om det kan tage længere tid at få respekt
fra alle. Det er overskud som fotograf og sy-
nergi med holdet, jeg gerne vil stræbe efter.
En kompliceret ting i Bombay er, at mange
mænd synes at det er meget spændende og
frækt med hvide kvinder, og endnu mere
med en filmfotograf. Det gør at jeg ofte skal
bruge energi på at navigere uden om den
interesse. Reklamefilmsproducenter arrangerede gerne møder med mig på romantiske
restauranter. Det bliver lidt svært at være
professionel i den ramme, uden at de føler
sig afvist som mænd. Jeg blev nødt til at
være meget tydelig, høflig og lade som om,
at jeg var gift.
Post – logaritmisk helvede og
oceaner af tid til flueknepperi
Hvordan gik colorgradingen?
Få dage inden post skiftede produceren
vores post house, da han ikke kunne få en
enorm mængde effekter på få dage til en billig pris. Jeg mistede så den post koordinator, jeg havde forberedt alt arbejde med vfx
og plates sammen med.
Det nye post hus havde en rædselsfuld logaritmisk lut tilpasset deres workflow til print
på Kodak. Vi turde ikke at gå lineært da de
aldrig havde arbejdet med det før. Luten
havde en død hinde, hård kontrast, skrigende saturation og smalt dynamisk omfang,
det modsatte af hvad jeg havde skudt. Som
den taktiker, jeg var blevet, gjorde jeg det
meget klart for dem, at det ville tage mig
lang tid, så jeg fik 1,5-2 måneder til at grade. Jeg og min colourist Santosh havde en
fest – jeg brugte mere tid i grading end på
optagelse. Jeg tror ikke, der er et eneste billede uden nogle trackede masker med farve
justering og forskellig kontrast. Jeg fik vir-
Girl on ledge in action
kelig udforsket, hvad det er, jeg vil med et
billede, og hvor langt jeg kan trække det.
Det var et skønt samarbejde med Santosh,
som er meget dygtig. Vi arbejdede på Baselight. Men jeg vil aldrig arbejde logaritmisk
igen. De havde en fast deal med Kodak, ellers ville jeg have valgt Fuji print, der stod
flottere til dette projekt. Vi lavede flest dcp
men også mange prints til landsbyerne. De
blev nødt til at være lyse, da de har så dårlige projektorer.
Stjernen
17
Filmanmeldelser
– Nordic Magic
Framegrab fra AATMA (Bootleg)
****Bootleg
Bootlegs er uofficielle udgivelser af bl.a. film
og musik, som fx piratoptagelser af koncerter og filmforevisninger. Bootlegs kan
normalt ikke købes i butikker. De bliver i
stedet distribueret gennem fx internettet
eller plademesser. Man mener at de første
bootlegs kom frem i 60’erne.
Bootslegs kan også dække over piratkopier
af udgivelser som ikke længere er til at opdrive fra ny, og som har meget høj kurs som
brugte (og med meget få eller ingen sælgere),
men stadigt er efterspurgte. I dag ses dette
typisk ved udgivelser som er efterspurgt på
Lp men kun er genoptrykt på cd, eller materiale som aldrig er udgivet, eksempelvis
tv-udsendeler og film. Her adopteres optagelser fra tv (eller biograf) til en uofficiel
udgivelse. Her er der oftest gået sport i at
lave menuer, undertekster mv. ligesom på
officielle DVD udgivelser. Mange fans som
ellers er mod piratkopiering, ser oftest disse
bootlegs som en undtagelse, da der tit er
tale om udgivelser som folk ellers ville betale for, men ikke har mulighed for at købe,
og som folk har i sinde at købe hvis en officiel udgivelse udkommer. I visse tilfælde
eksistere der måske ikke længere masterbånd eller lign, eller rettighedshaverne har
været umulige at opspore. Det er da også
set at officielle genoptryk er blevet lavet på
baggrund af at mange bootlegs er kommet i
omløb, selvom det blev vurderet at der kun
var få eller ingen købere.
Ordet bootleg stammer fra forbudstiden i
USA, hvor ordet betegnede at man smuglede
flasker i støvleskafterne. For at lave bootleg
plader kræves optageudstyr medbragt til
koncerter og filmforevisninger, hvilket oftest skulle smugles forbi sikkerhedsvagter,
hvorefter denne type DVD’er var navngivet.
I dag er det dog blevet nemmere da de fleste
nyere mobiltelefoner har både kamera og
videokamera.
Sophies film kom til at se sådan ud på internettet 3 dage efter premieren i Indien. Men
så kunne millioner af mennesker se den der
hjemme på computeren.
Blev du tilfreds med resultatet? Hvad
fik du for anmeldelser? Og ville du gøre
det igen?
Jeg blev tilfreds med mit eget arbejde, og
stolt over, at jeg gennemførte processen.
Men historien gik tabt, hvilket var ærgerligt, da manus og skuespillere havde potentiale. Jeg fik meget ros i pressen, hvor
instruktionen fik meget kritik.
Det var fantastisk at få lov at lave billeder
til så stort et publikum. Jeg kan godt lide
tanken om alle de indere i små landsbyer,
der sidder i biografen og kigger på mine billeder. Det er en fin rejse.
Filmen kommer ikke til Danmark, men man
kan downloade en ****bootleg fra en 35mm
kopi. Den er fantastisk med en masse organiske fejl på printet og kameraet, som har
affilmet den, gør den endnu blødere. Det er
lidt som en stor kunstoplevelse for mig.
Jeg vil gerne blive ved med at vende tilbage
til Indien, det er en god kontrast til Skandinavien, og skønt om vinteren. Når jeg er
der, lærer jeg rigtig meget om at være menneske. Det er godt at mærke vores komfortisolerede boble, og finde ud af hvad man vil
bruge sine privilegier til. Bombay er en fabelagtig by, hvor jeg stadig har en skøn, lille
lejlighed. Men Bollywood systemet trækker
tænder ud, jeg vil foretrække at lave flere
reklamefilm, som er en hurtigere og renere
branche. Hvis jeg skal lave mere spillefilm
må det gerne være med en af de skønne independent instruktører – og et godt produktionsselskab i ryggen.
Filmen var en fantastisk erfaring jeg aldrig
ville have undværet.
*Binod Pradhan (native of Kalimpong,
Darjeeling district, West Bengal) is an acclaimed Indian cinematographer whose creative visuals and cutting-edge imagery have
left their mark on Indian cinema. Some of
his award-winning works include: 1942 A
Love Story, Devdas, Rang De Basanti, Mission Kashmir, Munna Bhai M.B.B.S. and
Puli (2010).
**Gregory Crewdson (født 26. september
1962) er en amerikansk kunstfotograf, som
er særlig kendt for sine billedserier Beneath
the Roses og Twillight, som begge fremstiller nøje tilrettelagte scener fra amerikanske
hjem i udkantssamfund i udefinerbare lokaliteter.
Crewdson anvender meget omhyggelige
lyssætninger, som skaber en blanding af
dokumentarisk fotograferede by- og landskabsscener, og filmisk belyste individer.
Billederne får samtidig ofte en karakter af
øjebliksbilleder i en kontekst, som tilskueren selv opfinder. Farverne er tit kontrastfyldte, således at en glødende himmel kan
stå i skærende kontrast til de ofte kolde,
våde, fugtige, grå vejrmæssige omgivelser.
Individerne oplyses dog af et glødende lys,
som sætter dem i fokus. Udvalgte værker
fra Crewdsons billedserier Beneath the Roses, Sanctuary og In a Lonely Place blev vist
på Den Sorte Diamant/Det Kongelige Bibliotek i København i 2012.
***Jugaad (Hindi) is a Hindi-Urdu term
widely used in India and Pakistan and by
people of South Asian origin around the
world. Jugaad (also sometimes jugarh or jugard) is a term applied to a creative or innovative idea providing a quick, alternative way
of solving or fixing a problem. Jugaad literally means an improvised arrangement or
work-around, which has to be used because
of lack of resources.
Det skrev de indiske aviser:
Saibal Chatterjee, NDTV Movies.
Thursday, March 21, 2013
“Thanks to Nordic director of phot
ography
Sophie Winqvist’s energetic cam
erawork
and mood-inducing lighting, Aatm
a wears
a unique look and feel.
The ghostly air is accentuated
by the
quick changes in the camera’s
focus that
at once draw the viewers into
the
as well as put them at a clear rem action
ove, often within the span of a single
sequ
Winqvist’s camera is a fidgety pres ence.
sometimes it rests at ground leve ence –
l, sometimes at the level of the eye. It
freq
perches itself at a dizzying heig uently
ht
vide top-angle shots, at others it to proadopts a
skewed perspective of the scene.”
Aniruddha Guha, Time Out Mum
bai on
March 15 2013
“Sophie Winqvist’s camerawork,
especially, is noteworthy, the use of
spac
light creating an eerie atmosph e and
ere, setting you up for what’s to follow.
“
Sonia Chopra, Sify movies
“The film’s strength also lies
in its technical prowess. Cinematography
by Sophie
Winqvist has us soak in the beau
tiful visual
aura of the film. Sound design,
background
score and production value are
a treat. “
Shivom Oza, MovieTalkies, 22 Mar
ch 2013
“The cinematography (Sophie
Winqvist) deserves special mention for inco
rpor
bluish-gray colour tone and imb ating the
ibing it so
wonderfully with the screenplay.”
Box Office India (March 22, 2013
)
“Technically, the film impress
es from the
word go. Editing by Hemal Koth
ari is firm
and slick. He smartly wraps the
minutes flat, with smooth segu film in 95
e. The cinematography too notches up som
e points and
the technical and creative virtu
oso are a plus
too. Locations are brilliantly
capt
the sets are good. Cinematography ured and
Winqvist is another asset. The enti by Sophie
re
a rainy backdrop and the lighting film has
and shottaking do justice to the genre.”
19
Samsara
Af Steen Dalin
Nogle gange må man ty til engelske udtryk:
Ever so often (ind imellem, ofte?) sker det,
måske hvert tiende år, at en film som *Samsara får premiere og altid under stort postyr,
for har man nogensinde set noget lignende?
– Altså, lige bortset fra for ti år siden? Da
jeg havde den store fornøjelse at starte som
militærnægter og som en temmelig naiv
dreng på Filmværkstedet for rigtig mange
år siden, sneg jeg mig ind til Steenbeck
klippebordet, når buddet fra Ankerstjerne
afleverede Jenö Farka’s 30 meter rushes.
For jeg havde aldrig nogen sinde set noget
lignende og det havde store dele af den danske filmverden heller ikke.
Denne mystiske ungarer var i færd med at
lave en live-action dokumentar ‘Breakfast’
med sit 16mm Bolex kamera, næsten udelukkende bestående af enkeltbilled optagelser, hvad der speedede ganske almindelige forløb op til en helt vanvittig hastighed
og fik hele sceneriet, som f.eks. pigegarden i
pausen i en fodboldkamp, til at fræse rundt
på grønsværen i et helt absurd tempo. Legen på film med high-speed og slow motion
optagelser har været et effektivt værktøj
lige siden en eller anden i stumfilmstiden
fandt på at dreje hurtigere eller langsommere på håndtaget til filmfremføringen.
Næsten samtidig med ‘Breakfast’ ramte en
amerikansk film ‘Koyaanisqatsi – En verden ude af balance’ de danske filmlærreder
med musik af debutanten Philip Glass. Dér
i 1984 havde ingen nogensinde før set noget lignende. Scenen med et vinduesoplyst
højhus hvor fuldmånen langsomt, men alligevel hurtigt dukker frem fik ikonisk status
og blev genbrugt i diverse mere eller mindre
lødige Tv-shows. Filmens indianske titel
på Hopi, samt Philip Glass’s minimalistiske musik tiltalte dén tids New Age generation. Men sjovt nok brugte den scene for
scene, billede for billede de samme motiver
som Jenö Farkas’s low-budget workshopfilm. Ikke fordi instruktøren Godfrey Reggio og hans fotograf Ron Fricke nogensinde
havde hørt tale om en ungarsk filmmand i
Danmark, der kørte taxa om natten for, at
finansiere sin film, men fordi disse timelapse og high-speed optagelser med deres
helikopter-view er uhyre velegnet til at vise
den moderne verdens absurditet. Men derfor bliver de også så frygtelige ensartede.
Koyaanisqatsi blev efterfulgt af Powaqqatsi
(1988) og Naqoyqatsi (2002) og mistede efterhånden langsomt, men sikkert nyhedens
interesse.
Det er altså gammel vin på nye flasker og
mellem Koyaanisqatsi og den nye Samsara
er der gået 30 år og teknikken har udviklet
sig en hel del siden. Ikke fordi Ron Fricke (ja,
nu er han instruktør) er faldet for fristelsen
til at benytte digital optageteknik – næh nej,
vi taler om 65 mm celluloidfilm (negativ)
her, hvad der også reklameres behørigt for
på selve plakaten, og det kan nok få aldrende
danske filmfotografer til at fælde mangen en
modig tåre, eftersom lyset blev slukket og
der blev sagt godnat for bestandig sidste år,
med Kodaks konkurs og lukning af det sidste
danske filmlaboratorium.
Samsara (Livshjulet) er det buddhistiske
og hinduistiske udtryk for sjælens vandring
gennem forskellige tilværelsesformer, altså
reinkarnation og genfødsel, og Ron Fricke
og produceren Mark Magidson har gennem
fem år været igennem 25 lande for at skabe dette værk, der introduceres som – og
her må vi igen ty til engelsk: ”Awesome,
gorgeous... spellbinding. Definitely, not to
be missed!”(citat fra Boston Herald). Filmholdet har også været i Danmark, så der
er optagelser fra Moesgaard- og Silkeborg
museum og – måske mindre flatterende fra
en dansk synsvinkel – fra en dansk svineog kyllinge fabrik. I forbindelse med dette
års DOXBIO blev alle sejl sat til og filmen
åbnede festivalen i august med visning i 50
biografer samtidig landet over.
For at det ikke skal være løgn inviterede kokken Henrik Boserup og Fanøs borgmester på
en visning af Samsara under åben himmel i
Fanø lystbådehavn, med fanølam på grillen
og velkomst af borgmesteren himself.
Men lad os citere filmens handling, direkte
fra DOXBIO’s program: ”Filmet over en periode på fem år, i femogtyve lande, på fem
kontinenter og skudt med 70mm film (65mm
negativ, red.), fører Samsara os til verdener
bestående af hellig jord, industrielle komplekser og naturens vidundere. Dette er udgangspunktet for de to filmskabere, mens de
søger efter den uhåndterlige strøm af sammenhæng, der løber igennem vores liv.
Samsara viser dog også bagsiden af skønheden, hvor det groteske, vanvittige og paradoksale dukker op til overfladen, uden dog
at forfalde til nogen form for moralisering.
Oplevelsen i biografen overlades derimod til
egne fortolkninger, som inspireres af betagende billeder og musik, der kombinerer det
gamle med det moderne og det mondæne
med det mirakuløse. Ved at dispensere fra al
dialog og deskriptiv tekst undergraver Samsara vores forventninger om en traditionel
dokumentar og bliver hermed helt sin egen.
Samsara er en meget speciel oplevelse, som
man med garanti ikke vil kunne opleve igen
i biografen i længere tid – måske dog om 20
år, når de to herrer måske igen er klar med
en ny produktion af denne kaliber!”
Ja, eller måske allerede om ti år, når støvet
har lagt sig igen. Når det er sagt, må jeg
sige, at det absolut er én af de flotteste af
dén slags film jeg nogensinde har set. Ro
Fricke og Mark Magidson har virkelig presset citronen til det yderste og formået at udnytte filmfotografering og teknik til at opnå
det ypperste.
Tekniske specifikationer:
Længde: 102 min.
Lyd Mix: Dolby Digital (8 kanaler)
Aspect Ratio: 2.35 : 1
Kamera: Fricke 65 Time-Lapse,
Panavision System 65 og
Schneider Variogon
optikker Panavision 65
HR kamera, Panavision
System 65 og Schneider
Variogon optikker
Laboratorie: FotoKem Laboratory,
Burbank (CA), USA
(65mm film services)
Negative
Format: Fotografisk
proces: Filmkopi: 65 mm (Kodak Vision2
50D 5201, Vision2 250D
5205, Vision3 250D
5207, Vision2 500T 5218,
Vision3 500T 5219)
Digital Intermediate (4K)
Panavision Super 70
35 mm (anamorphic)
(Kodak Vision 2383)
D-Cinema
*samsara, (af sanskrit samsara ‘gennemgang, kredsløb’), centralt begreb i indisk
religion og filosofi. Samsara betegner individets fødsel, død og genfødsel i én uendelighed. Årsagen til dette kredsløb er menneskets handlinger. Målet for både hinduer,
buddhister og jainaer er frigørelse fra denne
evige vandring fra eksistens til eksistens.
De anviser forskellige veje til frelse, fx erkendelse eller gudhengivenhed.
Gyldendals Den Store Danske
21
Framegrab fra Samsara
Framegrab fra Samsara
Framegrab fra Samsara
Framegrab fra Samsara
23
Framegrab fra Samsara
Framegrab fra Samsara
Framegrab fra Samsara
Still fra Samsara
25
NAB 2013 8.-11. april: National Association of
af Michael Rosenløv
Broadcasters
Det store, årlige NAB show: The Digital Media Industry Event for Video, Audio, Film &
Communications Professionals, blev afholdt
i Las Vegas i april i år. Over 80.000 besøgende mødte op for at blive opdaterede, få
overblik over alt det nye og for at få checket
holdbarheden i strømmen af rygter, der florerede på nettet. Det så ud til, at langt de
fleste nyheder var lækket, allerede før messen var åbnet. Black Magic formåede dog at
overraske de fleste med præsentationen af
deres Black Magic Pocket Cinema Camera,
og tilstrømningen til BM’s store stand var
imponerende.
Tilstrømningen til BM’s store stand var imponerende
27
Black Magic Cinema Camera
BMPCC Data: MFT mount, super
16 sensor, optager på SD kort og
i ProRes eller lossless DNG raw,
er super kompakt, hovedtelefon
indgang, mikrofon input, micro
HDMI – alt sammen til lige under 6000,- kr.
En rigtig god nyhed til alle, der
har nogle gode skår fra Cooke,
Zeiss og Angenieux. De kan igen
komme til ære og værdighed – PL
adaptere findes allerede fra mange forskellige leverandører.
MöVI M10 i håndholdt setup – her monteret med et Panasonic G3, skulle efter forlydende komme
til Danmark, så snart leverancerne starter til efteråret 2013
MöVI M10 – alle talte om dette apparat. En digital 3-akser gyro-stabiliseret kamera gimbal, der
kan kombineres til mange forskellige konstellationer og anvendelser, som f.eks. at blive monteret på bil, båd, helikopter osv. – 3½ pund kombineret med eksempelvis et Canon 1DC, og der
er skabt muligheder for fantastiske, stabiliserede mobile optagelser, selv under meget ekstreme
optageforhold.
MöVI M10 blev ved afstemning valgt til det bedste nye produkt på NAB 2013, og ordrebøgerne
blev fyldt hos producenten Freefly Systems i Seattle.
Det gamle BMCC
Endvidere præsenteredes en 4K version
af det “gamle” BMCC i en glasmontre,
men hvordan det performer var svært at
konstatere på standen.
Specifikationer, August 2013: Production
Camera er et 4K kamera med Super35
sensor og de samme features som Cinema Camera, men med tilføjelse af Global
Shutter (!) og lossless DNG (Cinema Camera har ukomprimeret DNG). Kameraet optager også i 4K ProRes filer.
Action kameraer, stabiliserede billeder til lands, til vands og i luften var klart et stort tema på
årets NAB show og der var snesevis af små helikoptere til luftoptagelser, og modelbiler og både,
der kunne bære HD-kameraer. En stor andel af disse er i et relativt lavt prisleje, hvor konsumere
og prosumere sagtens kan være med
4K udgaven af Cinema Camera med EF mount. Super 35
sensor og 6G SDI output.
Levering af begge kameraer i
slutningen af august 2013?
Aktionbilleder af alt og for alle, er uhyre populært og et lukrativt marked, hvis man skal dømme
efter GoPro standen, som også var kæmpe stor og meget vel besøgt
29
I lavpris-afdelingen var den såkaldte
Padcaster også meget populær – lidt
tilbehør til iPad’en og du kan starte
din egen TV- station med kamera,
lyd og redigering i een enhed, og
sågar en microdolly
4K fyldte som forventet rigtig meget i high
end produktionsudstyret for professionelle.
Sony var stærkt repræsenteret på kamerasiden med deres F65, F55 og F5, som alle
kan håndtere den høje opløsning.
Det samme gælder Canon med deres C500
og 1DC, samt Red med deres Epic. Seneste
skud på stammen er BM med Black Magic
Studie Camera. Men hvad med Arri, er der
en 4K Alexa på vej?
Det skulle være bekræftet fra Arri’s side,
men hvornår vides ikke – rygterne siger, at
det bliver tidligst om et år.
Arri er lidt tilbageholdende, hvilket er forståeligt, da Alexa kameraet, som optager i 2k
Raw direkte på onboard kort, er det fortrukne kamera blandt både professionelle filmmagere og udlejere. Brugervenlighed, driftsikkerhed, simpelt workflow, fremragende
farvegengivelse og stort dynamikområde er
jo blevet varemærket for Alexa. Lidt længere
hyldeliv er sikkert ønskeligt for producenten, da det er bekosteligt at udvikle et velfungerende systemkamera. Det som mange
Rolling shutter problematikker kender alle
der har arbejdet med CMOS sensor baserede
kameraer, disse problematikker skulle være
elimineret med Global Shutter teknologien,
som blandt andet anvendes i Sony F55, men
også i det nye prisbillige Black Magic Studie
Camera. Hvis fotografen vil have et retvisende billede af motion blur og eller strobe
effekt eksempelvis ved panorering, kræver
det meget af søgeren og monitoren, som skal
kunne gengive den enkelte frame på samme
måde, som kameraet registrerer det.
4K kræver også ekstra høj opløsning i viewfinder og monitor, hvis skarpheden skal
kunne vurderes kvalificeret.
Alle de etablerede producenter havde deres
bud på produkter i disse segmenter, men
priserne var høje og overstiger i flere tilfælde prisen på de billigere 4K kameraer.
fagfolk opfatter som det bedste HD billede,
relaterer oftest til høj farveopløsning og højt
dynamikområde og udlæsningsmetoden på
billedsensoren, frem for ekstra høj opløsning,
lyder argumentationen fra Arri’s side.
Kursen var dog sat på NAB show 2013 anført af Sony. 4K eller sågar 8K og flere fps i
høj opløsning. Opskaleringen fra 2K til 4K
i optagefasen, kræver yderligere en opgradering af monitorer, viewfinders, lagermedier, dataforbindelser, redigeringssystemer,
computere osv., osv.
31
Højkvalitets viewfinder i full
HD fra Astro.
13-30” 4K display fra TVLogic. Virkelig høj opløsning pr. tomme, Rec 709, DCI,10 bit farver
The Phantom Flex4K prototype. Metalkasse med pålimede knapper. Spændende, om
det når markedet i efteråret 2013?
Specifications:
The Phantom Flex4K is a full-featured digital cinema camera, capable of speeds from
23.98 to over 1000 frames-per-second (fps)
at 4K and up-to 2000 fps at 2K pixel resolution. Building upon the award winning
technology of Phantom digital cinema products, the Flex4K combines features found in
the latest cinema cameras with those found
only in specialty cameras (kilde: AbelCine).
Til produktion af sport – og live TV-events
er der meget stor interesse for højere opløsning og høj framerate. Ved at optage i Ultra
HD (Ultra High Definition-teknologi), kan
der zoomes ind på specifikke detaljer, reframes og optages i superslow, eller picture in
picture og stadig broadcastes i full HD.
Mulighederne er mange. Canon brugte mange m2 af deres meget store stand til at demonstrere nogle af disse muligheder, vel vidende,
at sport på TV er kæmpe forretningsområder
med en gigantisk omsætning og købekraft.
Canon demonstrerede også, hvordan 4K video optionen på Canon EOS-1DC anvendes
af stillfotografer indenfor mode og action.
Nu har de pludselig 24 4K billeder pr. sekund at vælge imellem, mod normalt max.
13 i normal stillbillede mode. Der blev
printet på standen under 10 min. efter op-
tagelserne, og printene så forrygende ud!
Canons egne folk på stedet anbefalede, at
der anvendes kortere eksponeringstider end
1/100, da det skulle øge risikoen for artifacts
i forbindelse med Motion JPEG komprimeringen. Umiddelbart forekom det mig, at
Canon var meget konservative og påpasselige med ikke at love mere, end de helt sikkert kunne levere.
Jeg må sige, at det var en stor fornøjelse at
være på Nab show 2013. Der blev delt en
masse viden fra de største kompetencer inden for industrien, selv om det er et meget
kompetetivt marked og konkurrencen er
benhård. Jeg oplevede gentagne gange, at
der var megen åbenhed, og at folk brændte
for at formidle og informere om alle spændende nye trends og tiltag, også når det var
konkurrenterne, der havde været dygtige.
En af de stolte
fædre til Odyssey
7 og Odyssey 7 Q
Justerbare handles ved et tryk på knappen, super – så
vil vi gerne have det hele i Ninja Black
Dette år var der også et enormt udbud af rigs og tilbehør
i alle afskygninger. Mange gamle kendinge blandt producenterne, men også et utal af nye kinesiske fabrikater. Det
Canadiske firma Shape havde blandt andet nogle gode innovative produkter til en overkommelig pris.
Eksterne recordere var der også et stort udbud af i mange forskellige afskygninger. Et
spændende nyt produkt
var Convergent Designs Odyssey 7 og Odyssey 7Q. En 7,7” monitor med indbygget SSD
recorder. SSD op til 960 GB.
Udstyr til de nye Sony F5 og F55
Specifications:
Odyssey 7Q includes a set of professional
features such as Waveform, RGB Parade,
Zebras, 1:1 Pixel, Focus Assist (Peaking),
Vectorscope, Histogram, LUT Support, False
Color and more. The 7.7” OLED has a 1280x
800 RGB pixel array, wide color gamut, and
3400:1 contrast, with virtually no motion
blurring and true blacks. Bluetooth LE supports simple remote control through iPhone
and Android apps. (kilde: AbelCine)
33
Ombygning af ældre filmobjektivsæt er også
tidens trend.
Cooke Super Panchro serie II (faste brændvidder) er meget populære pga. af deres varme bløde organiske billedgengivelse, som
nogle fotografer udtrykker det. De klassiske
objektivfejl/svagheder på ældre objektiver
klæder det lidt for perfekte matrixregistrerede digitale billede og tilføjer et egenartet
organisk look?
Refurbishing, som det hedder, koster min.
15.000 Dkr. pr. objektiv, men så har man
også vintage glas i spritny og velfungerende
indpakning.
Tokina 16 – 28 mm T3 Zoom
Objektiver var der til overflod fra alle de kendte producenter, super zooms i alle afskygninger, med fantastisk lysstyrke og opløsningsevne, der overgår 4K, men også til priser som en
god mellemklassebil i Danmark og opefter.
Der var nogle spændende nyheder i det lavere prissegment til de mange små uafhængige filmmagere, som arbejder med DSLR
og prosumer digitalt kameraudstyr. Sæt
af faste objektiver, Cinestyle 4 stk. for ca.
2.000$, eksempelvis fra engelske Samyang.
Japanske Tokina, som typisk har lavet stillbilledobjektiver til de store producenter som
Nikon, Canon ect., fremviste også Cinestyle
zooms af eget fabrikat. Blandt andet deres 1116 mm objektiv til APS-C eller S-35 format,
som hidtil er blevet ombygget af det amerikanske firma Duclos og leveret med PL Canon
– og Nikon mount til omkring 3.500$. Tokinas
pris forventes at blive under 2.000$.
Yderligere har de udvidet brændvidde området med et 16 – 28mm T 3 Cinestyle zoomobjektiv til fullframe, som var med på udstillingen, men ingen kunne oplyse, hvornår
de vil kunne leveres og til hvilken pris – et
rygte nævnte i omegnen af 5.500$.
Danske Red Rental (fra venstre Malte Udsen DFF og Anders Holck Petersen DFF) på besøg hos
True Lens Services
4K er en realitet, og jeg tror, at implementeringen vil gå hurtigere end først antaget,
måske ikke pga. et akut behov hos
almindelige brugere, men fordi industrien
bag har brug for en motor og en indtjeningskilde, som jeg ikke tror 3D eventyret på nogen måde har genereret.
Computerindustrien ruster sig også til 4K,
som kræver ekstrem hastighed og masser
af GB.
Apple’s ny Mac PRO kan eksempelvis håndtere 3 4K displays på samme tid og mon ikke
Apple melder sig på banen som leverandør
af disse senere på året?
NAB showet er gigantisk og der er virkelig
gode muligheder for at se i hvad retning
udviklingen går. Udbuddet og omfanget
af udstyr og information er enormt, og det
samme er arealet, som skal dækkes. Vil
man have det hele med kræver det grundige
forberedelser og militant præcision og logistik, samt en fysik som en top atlet.
Det bliver spændende at se hvilke nyheder,
der som lovet rammer markedet til efteråret – årets IBC messe i Amsterdam 13.-17.
september vil sikkert kunne give gode indikationer.
Cooke Anamorphic Lenses: 25mm, 32mm, 40mm, 50mm, 75mm, 100mm og 135mm – alle (2x
Squeeze) T2.3
Angenieux Optimo Anamorphic 56-152mm
2S (2x Squeeze) T4
Anamorfiske objektiv sæt er også meget
efterspurgte og de specielle kvaliteter eller
billedfejl, søges af mange fotografer for at
tilføje optagelserne et anderledes look.
Der har været arbejdet benhårdt i mange
år på at perfektionere anamorfiske objektiver, men i disse digitale tider er der mange
diskussioner frem og tilbage mellem objektivudviklerene og de professionelle fotografer: Hvad skal prioriteres? Perfektion eller
særegent look? Adspurgt kunne udviklerne
fra Cook fortælle, at det var rigtig svært at
navigere, da opfattelsen af det “fede look”
varierer fra fotograf til fotograf.
Cook og Angenieux har indledt et frugtbart
samarbejde, som har resulteret i, at de kunne præsentere et sæt Cook Anamorphic Prime Lenses, som er matchet til Angenieux’s
revolutionerende Anamorphic Zoom.
35