Kære Lene Dagen i dag er nummer 183 og der er 182 dage tilbage af året, kort sagt vi er på årets midterste dag. Det er også dagen hvor Biskop Hans Tausen i 1530 fremlægger den protestantiske troserklæring. Det er dagen hvor William Booth i 1865 grundlægger Frelsens hær på et møde i London - min kære frelserpige! Men ikke mindst er det i dag, at vi to forlover os. Det er en dag jeg har set frem til med glæde. Du er et dejligt menneske Lene, så sød, så klog, så kærlig, så idérig, så stærk og dog så sårbar. Vi har haft mange gode timer sammen, såvel i samarbejde om forskellige projekter, som privat, hvor vi har kunnet snakke om mange ting, ja nærmest alt. Du har virkelig rørt noget i mig. Du har åbnet en ny verden for mig, den kristne, bevares jeg er kristen og deler de kristne værdier om næstekærlighed, men du har et indgående kendskab til den verden og er stærkt troende – må jeg vise dig min dybeste respekt for det! Jeg er sikker på, at vi vil få et rigtig dejligt, indholdsrigt og meningsfuldt liv sammen, der vil være spændende timer med samarbejde, der vil være gode snakke, der vil være masser af ømhed Der vil sikkert også komme nedture, men selvom vi begge er sårbare, tror jeg på, at vi klarer det sammen, også når det er svært. Jeg tager det hele med. Kære Lene – Jeg elsker dig!
© Copyright 2024