Rejsebrev 2 -1017- Side 1
For 12 år siden hørte vi for første gang om den protestantiske kirke på Bali. Som mange af jer ved,
er vi ret flittige kirkegængere derhjemme, og på Bali havde vi været i den katolske kirke. En
protestantisk kirke lød imidlertid tillokkende. Vi hørte nu, at denne protestantiske kirke drev 7
børnehjem rundt omkring på Bali. Det har jeg før skrevet meget om. Vi kommer jævnligt i kirken.
Når de beder Fadervor på indonesisk gør vi det på dansk, og vi slutter samtidigt med et "amin" og
et "amen". Vi har herudover tæt kontakt med 2 af børnehjemmene, og nu nærmer jeg mig "dagens
historie".
Da vi kom til børnehjemmet, mødte vi lederen, pastor Yohanes, som senere er blevet en nær ven
af os, og så blev vi vist rundt af en ung pige Trifena. Hun var færdig med sin studentereksamen,
var meget dygtig og havde fået et legat til 3 måneders ophold i Australien. Herfra var hun kommet
tilbage til børnehjemmet, talte nu nærmest flydende engelsk og var den, der tog imod fremmede.
Hun havde en helt utrolig udstråling. Lille, tæt, og med et lysende blik. - Vi besøgte sammen med
hende hendes forældre, der boede uden for alting. Nærmest midt i junglen i en elendig hytte.
Kristne, gæstfri og ekstremt fattige. Det var en mærkelig oplevelse at se dette udslidte, laset
klædte forældrepar sammen med den velklædte, veluddannede datter og så mærke, hvor meget
de holdt af hinanden. Vi har lige siden holdt forbindelsen med Trifena. Hun ville studere videre. Børnene på børnehjemmene
får alle en uddannelse tilpasset deres evner. Trifena var et af universitets- emnerne, og hun var ikke i
tvivl. Hun ville være præst, så hun kom til Java på det teologiske fakultet. Pengene til studiet fik hun
dels via et lån fra den protestantiske kirke, dels via et arbejde i universitetsboghandelen. - Lånet er
rentefrit, og det er også afdragsfrit, dog således at man regner med, at hun, når hun selv tjener penge,
vil tilbagebetale. Der er ingen kontrakt, men en moralsk
Rejsebrev 2 -1017- Side 2
forpligtelse, som der, efter hvad vi hører, leves op til fra de mange, der efterhånden har fuldført en
universitetsuddannelse. - I alle de år Trifena har læst, har pastor Yohanes været hendes støtte. Når
hun har følt sig ensom, i tvivl om sine evner, har det været ham, hun har kunnet henvende sig til,
og han har været både indfølende og krævende. Den ekstra far, som hun med sit moderne liv har
haft brug for.
Rejsebrev 2 -1017- Side 3
Trifena har afsluttet sin uddannelse og er ansat som "vikaris" (hjælpepræst) i en af kirkerne på
Syd-Bali. - Hvordan kunne vi nu træffes? Vi havde kun to dage på Syd-Bali og var temmelig
udmattede efter rejsen, så.... kunne man finde på noget bedre? - Trifena meddelte så, at hun ville
komme til Nord-Bali og møde os der. Kl. 9 en aften ringer Trifena og spørger, om hun må komme
forbi, og en halv time senere er der stor-omfavnelse på vores terrasse. Nu kommer der så lidt
balinesisk skik og brug ind i billedet. Vi har siddet og snakket i 10 minutter, da Trifena spørger, om
det er i orden, at hendes forældre kommer ind. ??????? Jo, de sidder i en bil udenfor. - Ind
kommer de sammen med en onkel og en yngre slægtning. Så nu er vi så pludselig 8 mennesker
på vores terrasse (Morten, Michael og mig samt de 5 nyankomne), og snakken går lystigt. Godt at
vi kan sproget! Trifenas lillesøster studerer engelsk på universitetet, og forældrene er flyttet fra
skuret til et lille hus ved siden af kirken. Faren har lidt arbejde med at passe kirkens have og holde
lidt orden rundt omkring. Det er over 10 år siden, vi så dem sidst, og modsat af det normale, ser
begge forældre meget yngre ud.
Vi skal selvfølgelig ses igen. Jeg kunne så godt tænke mig at høre Trifena prædike. Nu får vi se,
om det kan lykkes.