1. No category

VAR TEUTONERNE DANER?
Valdemar
IIs godser i Swecia
Karsten Krambs
© 2014 - Karsten Krambs, version 1.4.
Layout & sats: Adobe PageMaker, Garamond
Forside: Teutoner-stenen
Foto, kort, grafik og illustrationer generelt: Karin & Karsten Krambs
Alle rettigheder forbeholdes.
Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er
kun tilladt med forfatterens skriftlige tilladelse ifølge gældende dansk lov om ophavsret.
Var teutonerne daner?
Karsten Krambs
Teutonerne
Første gang udtrykket ’germaner’ blev anvendt i
de skriftlige kilder var året 222 f.Kr. af konsul
Marcus Claudius Marcellus, der sejrede i slaget
ved Clastidium i Gallia Cisalpîna. Beretningen
nævner ”de Galleis et Germaneis” - dvs. de germanske
gallere.
Selvom oplysningerne om guionerne og teutonerne måske ikke kommer fra selve Pytheas, må
Plinius have kendt til det forhold, at guioner og
teutoner var naboer.
Germaner
Intet folk har i før-romersk/keltisk jernalder kaldt
sig for ’germaner’ og navnet må på samme vis som
oprindelsen af begrebet kelter - ’celtoi’ - været
overleveret fra antik græsk og romersk litteratur.
Første beretning om landene omkring Nordsøen og de folk - der boede der - er rapporteret af
en græsk opdagelsesrejsende Pytheas fra Massalia
perioden 330-300 f.Kr. Hans rejseskildring - Peri
tou Okeanos - menes at være urkilden til de senere
overleveringer, hvor bl.a. Plinius den Ældre i Varusslaget
En hændelse år 9 e.Kr. - Varusslaget - fik stor
Naturalis Historia XXXVII, 35 skriver betydning for romernes historiske forløb i Nordeuropa. Ifølge Tacitus tabte romerne stort i et slag
ved Saltus Teutoburgiensis oversat i dansk histoPytheas Guionibus (Guttonibus), Germarieskrivning som Teutoburgerskoven.
niae genti, accoli aestuarium oceani
Tacitus siger:
Metuonidis (Mentonomun) nomine spatio
stadiorum sex milium; ab hoc diei navigaBructeros sua urentis expedita cum manu
tione abesse insulam Abalum; illo per ver
L Stertinius missu Germanici fudit; interfluctibus advehi et esse concreti maris
que caedem et praedam repperit unde
purgamentum; incolas pro lingo ad ignem
vicesimae legionis aquilam cum Varo
uti eo proximisque Teutonis vendere.
amissam. ductum inde agmen ad ultimos
Bructerorum, quantumque Amisiam et
Pytheas [siger], at der er en havbugt med en bredde på
Lupiam amnis inter vastatum, haud procul
sekstusind stadier, der kaldes Metuonidis (Metuonis),
Teutoburgiensi saltu in quo reliquiae Vari
hvor det germanske folk guionerne (guttonerne) boede.
legionumque insepultae dicebantur.
Fra denne er der en dags sejlads til øen Abalus. Her
bliver det (i.e. rav) ført ned ad floderne i foråret og
udskilt fra det faste hav. De lokale bruger det som ved
"Bruktererne, der satte ild på alt, hvad de ejede, blev
til bål og sælger det til de nærtboende teutoner.
slået af Lucius Stertinius, som Germanicus havde
udsendt med en flyvende kolonne; mens man myrdede
Fortolkes oplysningerne fra Pytheas sørejse, har og plyndrede, fandt han den nittende legions ørn, som
denne uden tvivl besøgt nordsøkysten og det vi i var gået tabt under Varus. Derfra marcherede tropperne
dag kalder for de - De vestfrisiske Øer - (Texel, til brukterernes yderste grænser, og alt landet mellem
Vlieland, Terscelling, Ameland, Schiermonnik- floderne Ems og Lippe blev hærget. Her var man ikke
oog, Rottumeroog), hvor der findes rav.
langt fra teutoburgerskoven, hvor resterne af Varus
og hans legioner siges at ligge ubegravede".
Sværere er det at forklare ordet ’Germaniae’, da
Pytheas nok ikke kendte til denne term i 300- Teutoburgerskoven
tallet f.Kr. Dog foreligger muligheden, at han har Begrebet - teutoburgiensi saltu - har gennem tiden
mødt stammefolket guionerne og teutonerne. Py- beskæftiget en del forskere. Specielt synes objektet
theas omtaler ligeledes tidevandet.
’teutoburgiensi’ ikke at give nogen mening og en
~
forklaring må nok søges tilbage i Tacitus tid og en
4
keltisk påvirkning. Deles begrebet i tre termer, Stedet er slaget ved Aquæ Sextiæ år 102 f.Kr. hvor
teuto - burgiensi - saltu, findes flere fortolkninger. der deltog germanske stammer som ambroner og
teutoner. Sidstnævntes anfører hed Teutobod (latin:
Den primære term ’teuto’ eller þeuðô, betyder Teutobodus). Teutobod blev taget til fange af ro(folke)stamme eller mennesker1 - og siges at kun- merne og ført i triumftog til Rom.
ne relateres til stammen teutonerne. En plausibel
afstamning af ordet teuton skønnes overdraget Etnicitet
fra keltisk til et germansk folkenavn.
Hvad angår stammernes etnicitet synes de at
udvise visse forskelligheder. Ambronerne f.eks.
Termen ’burgiensi’ er en del sværere at tyde, da fulgte en keltisk skik med at råbe stammens navn,
Tacitus ingen andre steder i sin litteratur anvend- når de gik i kamp.
te ordet. Latinske ord anvender ofte endelsen ensis, når adjektiver ændres til stednavne, hvilket
I navnet Teutobod tyder forleddet på, at udtrykkan forklare burgiensi(s). Borg hedder på keltisk ke stammens etnicitet, hvor efterleddet ’bod’ på
’briga’ og er oprindelsen til det germanske ’burg’ oldfrisisk betyder befaling, i afledt betydning af
- og identisk med ordet ’dunum’. Det latinske ord leder, anfører, konge. Endelsen - bod - kendes ligele’burgium’ betyder borg i fortolkningen befæstet des fra kongen af markomannerne Marabod/Marsted eller by. Termen ’burgus’ - af nyere dato - bod og det senere frisiske kongenavn Radbod fra
fortolkes som en mindre befæstet by, fæstning el- sidst i 600-tallet (latin: Radbodus)2.
ler fort. Endnu et udtryk er termen ’vicus’ i betydningen midlertidig lejr eller tilflugtssted.
Kimbrerne synes at være ledet af anføren Boiorix, et keltisk klingende navn. Navnet siges af
Men Tacitus konstruerede sit eget ord ’burgi- sprogforskere at have ’gallisk’ oprindelse. Forensi’ til at belyse dette teutoniske sted og selvom leddet - Boio - tyder på at udtrykke stammens
det er vanskeligt at afklare, må betydningen være etnicitet og efterleddet - rix - må betyde leder,
’en mindre befæstet bosættelse’.
anfører, konge i afledt betydning som det latinske
rex, regis.
Termen ’saltus’ er ligeledes tvetydig. I teksten
anvendte Tacitus et ablativ ’saltu’ for substantivet
Kimbrer og teutoner var i togtet allierede og
saltus. Almindeligvis anvendes silva i betydnin- talte sandsynligvis samme sprog og burde derfor
gen skov på latin, så saltus må i Tacitus sammen- tilhøre samme germanske fraktion med 'bod'hæng have en anden mening. Ordet har mange endelsen. Kimbrerkongen Boiorix galliske navn
fortolkninger som skov, et pas, kløft, flaskehals, stemmer ikke i den forbindelse.
(skovklædt) græsgang, domæne, område, gård.
Termen 'teuton' og 'teutonic' bliver i dag traEn meningsfyldt afklaring på begrebet ’teuto- ditionelt anvendt i forbindelse med det germanske
burgiensi saltu’ kan forklares med folk.
teutoner-stammens område
med en mindre befæstet bosættelse
Teutobod
En del overlevering knytter sig til teutonerne og
deres leder Teutobod. Allerede på romernes tid
Slaget ved Aquæ Sextiæ
blev tilfangetagelsen af Teutobod anvendt i deres
Den græske forfatter Plutarch (Plutarchos, Plut- propaganda som klart fremgår af senere skrifter.
ark), ca. 48-122 e.kr. - skrev ca. år 96 e.kr. sin Romeren Publius Annius Florus (70-140 e.kr.)
berømte samling “Bioi parálleloi”.
skrev denne latinske sætning ca. år 100 e.Kr.
I beretningen fortælles om stammer som kimbrere, ambroner og teutoner Certe rex ipse Teutobodus, quaternos senosque equos transilire solitus, vix unum, cum
Teutobod sammen med, efter sigende, 20.000 af
fugeret, ascendit, proximoque in saltu
hans folk blev fanget.
conprehensus insigne spectaculum triumphi
5
fuit. Quippe vir proceritatis eximiae super
tropaea sua eminebat.
Deres konge - Teutobod - kunne springe over fire til
seks heste, men kunne knap finde en, da han flygtede.
Derfor gik han, men blev fanget i den nærliggende skov
med stor triumf. En abe fra sin egen fæstning, som
trofæ.
Overleveringen fortæller, at teutonernes konge
Teutobod var en mand af en så gigantisk størrelse,
at når han gik i triumf procession i Rom, da ragede hans hoved op over alle tropperne. Som det
ses af Florius' ovenstående tekst blev han nærmest
betragtet som en vildmand.
Teutonerstenen
En anden sag er den omdiskuterede Teutonersten.
Bautastenen skulle år 1878 være fundet af Limesforskeren Wilhelm Conrady, der beholdt den i sin
egen private samling indtil den i perioden 1940Tovtonos skulle her være den keltiske form af
42 for første gang blev undersøgt3.
Teutoner. Stenen er i dag en 4,75 m høj nåleforPå stenen skulle følgende indskrift være ind- met sandsten og er udstillet på Museum Stadt Miltenberg. Museet skriver i sin information, at stehugget nens funktion er uklar da der ikke findes paralleller, men ordet 'inter' peger på en funktion som
INTER
grænsesten.
TOVTONOS
C
Undersøgelser af stenens udhugning har vist,
A
at
den
åbenbart er blevet skabt af en dygtig stenH
hugger, der dog helt manglede den uddannelse og
I
viden som den traditionelle romerske håndværker besad. Yderligere undersøgelser har vist, at
sandstensmaterialet stammer fra det nærliggende
Greinberg, hvor stenen er blevet viderebearbejdet.
Bautastenens indskrift med bogstaver vinkelret på hinanden, udgør den dag i dag et mysterium.
Enkelte tyder inskriften CAHI som keltisk i betydning Teutonernes område. Andre læser indskriften som C(imbros) A(rvernos) h(aec) f(ines). Indskriften dateres i dag til den romerske periode 1 100 e.Kr.4 Tvivlere mener den er en forfalskning
fra det 11. årh.
I området nord for, hvor Teutonerstenen blev
fundet, ligger desuden et præhistorisk tempelanlæg
indenfor et voldanlæg.
~
Greinberg ved Miltenberg. Teutonerstenens fundsted.
6
Hohenburg (CIL 13, 06122) -
Guden Teutates
I forskellige områder af Europa findes der inskriptioner på stentavler dedikeret til guden Teutates
Toutenus eller Toutatis. Guden opfattes generelt som
en typisk stammegud.
MERCVR-IO
TOUVI[T]E
OEIRNV
OAIRONIS
Toutatis, Teutates eller Toutenus var ifølge keltisk mytologi guden Touto-tati-s i betydning 'stammens far' og var gud for krig, vækst og rigdom væsentlige elementer i stammens enhed og harmoni. Den romerske poet Lucan's værk Pharsalia
nævner guden Teutates i det 1. årh. e.Kr.
Speyer (Noviomagus) (AE 1997, 1185) DEO
TOVTEN[O]
O AVENTO
Den romerske gud Merkur
Tre inskriptioner fra området omkring den
antikke by Mogontiacum (Mainz) bærer alle
navnene Merkur og Toutenus5. Toutenus menes at
være pendent til den romerske gud Merkur.
Merkur, Mercurius, var romernes gud for primært
handel, indtjening og kommunikation - og specielt handelen må have gjort Merkur til en populær
guddom.
Det var den romerske kejser Tiberius Claudius
Nero - fra år 14. e.Kr. - der ændrede romernes agressivitet og efterfølgende foretrak at stole på diplomati og bestikkelse, som midler til at kontrollere de germanske stammer. Han fastlagde grænsen ved Rhinen og adskildte dermed Nord- og
Central-germanien (Germania Magna) som værende udenfor det romerske rige. Samtidig opretholdt romerne både handel og andre kontakter med
de germanske stammer.
Af alle de antikke guder blev Merkur oftest
tilbedt i oldtiden. Udover navngivet i talrige inskriptioner er der samtidig fundet et antal bronzefigurer, der var anbragt på de hjemlige altre
(lararium). En dobbeltgud som Mercurius Toutatis
forbindes ofte med Tacitus begreb 'interpretatio
Romana', hvor interpretatio må betyde, at 'fortolke' to guddommelige fælles begreber af forskellig
sprogligt, religiøst og etnisk oprindelse. Guder
nævnt på et lararium var medlem af husstanden
og dens beskyttere - og det betyder, at både Merkur
og Toutatis var adopteret af og blevet ligeværdige
guder i familien.
Bingen (Bingium) (AE 1927, 0070) MERC[VRIO]
TOV[TENO]
TEMP[LVM]
CVM [SIGNO]
ET ORN[AM(ENTIS)]
VIRILI[S POS(UIT)]
V S [L L M]
Miltenberg (Seiopa, Seiopum)
I området omkring floden Mains drejning mod øst
lå Miltenberg, som omkring år 160 e.Kr. blev et
strategisk vigtigt grænsepunkt. Her forlod Limes
floden Main med retning mod syd og stedet Lorc,
der lå ved grænsen til den romerske provins Raetia.
To typer af fæstningsværker6 - kasteller - blev bygget i henholdsvis Miltenberg Altstadt og Bürgstadt.
Hohenburg tavleindskrift.
7
Altstadt var et såkaldt kohort kastel dvs. en Auxilium lejr for en infanterienhed på ca. 500 mand og
blev anlagt umiddelbart samtidig med numerus
kastel var opført omkring ca. år 160 e.Kr. - og
havde kapacitet til at rumme minimun 1. kohorte
á 6 centuria á 80 mand7.
En forbindelsesvej har eksisteret mellem Altstadt kohort kastel og Bürgstadt numerus kastel, en
vej der løb forbi bjerget Greinberg, hvor Teutoterstenen blev fundet.
Auxilium - Auxilia
Auxilia8 betyder hjælpetropper og var sjældent
romere - og allerede fra kejser Augustus tid (31
f.Kr.-14 e.Kr.) blev disse tropper systematisk rekrutteret fra allierede - fremmede (peregrini) - soldater fra 'ikke-romerske' byer.
En Auxilia-enhed oprettet fra en vestlig provins, tog gerne navn efter området eller stammenavnet. Der kan differentieres på to forskellige
typer Auxilia, hvor den ene er en kohort-Auxilia
og den anden en numerus-Auxilia. Sidstnævnte
adskiller sig ved, at det er tilladt at bære sit eget
tøj og personlige våben. En numerus-Auxilia enhed skiller sig desuden ved, at være rekrutteret
fra samme etniske gruppe i forhold til en kohortAuxilia.
To personlige krav blev stillet til en Auxilia,
hvor denne skulle lære sig det romerske sprog, da
al militærkommunikation forgik på latin. Det andet var et forbud, da det var ulovligt for en Auxilia,
at gifte sig med en romersk statsborger.
Kortet viser stedet Teutoburgerskoven, samt Teutonerstenen
(Miltenberg) og Toutenustavlernes placering. En del Toutatistavler i Britain er vist.
Bürgstadt var et såkaldt numerus kastel beregnet
for tropper af soldater uden romersk statsborgerskab - såkaldte Auxilium - og var normeret til at
kunne rumme 2 centuria á 80 mand. Fæstningsværket Bürgstadt benævnes som 'Numerus Exploratorum Seiopensium' og blev opført ca. år 159 e.Kr.
som ekstra beskyttelse for starten af det efterfølgende byggeri af det sydlige Limes.
I spidsen for et numerus kastel og de to centuria, stod en leder - praepoitus numeri - kaldet en
legion Centurio. Denne var igen underlagt præfekten i det nærliggende Altstadt kohort kastel og
servicerede primært denne ved, at numerus fungerede som spejdere i marken.
Fra begyndelsen blev de første Auxilia udstationeret nær deres etniske oprindelsessted, men
senere - og for at sikre sig deres loyalitet - blev de
mixet og rekrutteret fra forskellige områder. Det
medførte visse tilpasningsproblemer. En hel kohort af nye rekrutter fra området Nedre Rhin blev
af den romerske statholder Agricola ca. år 84 e.Kr.
udstationeret i det sydvestlige Skotland. Omplaceringen medførte en opstand, hvor kohortens ledere blev myrdet og soldaterne sejlede tilbage til
Rhinlandet. Et andet eksempel er Auxilia's rekrutteret lokalt i Britain, som blev omplaceret udenfor
øen for at opretholde deres loyalitet.
Romersk militærdiplom skrevet på en bronze tablet.
Efter år 52 e.Kr. fik Auxilia's romerske civile
rettigheder efter 25 års militærtjeneste, bekræftet
~
8
af et diploma indeholdende personens data. Lejlig- hed relaterer sig til folkestammen Teutonerne. Thy
hedsvis kunne en hel kohort opnå romersk stats- er på oldnordisk nævnt som þjóð.
borgerskab for fremragende service og loyalitet.
Generelt var de fremmede Auxilia's (peregrini) med
En af de tydeligste indikatorer på et fælles
til, at sprede kendskabet til den romerske livsstil. ordforråd indenfor den indoeuropæiske sproggruppe, er eksempelvis ordet “folk”14.
Guden Toutatis
I England er der fundet en del tavleindskrifter i
Britannia og provinsen, der senere kaldes for East
Anglia. Overordnet hyldes dobbeltguden Mars
Toutatis og en større koncentration af fire indskrifter findes i området ved byen Lincoln11 (Lindum).
nordvestindoeuropæisk *teutâ
gotisk þiuda
oldnordisk þjóð
oldengelsk þçod
oldfrisisk þiâd
Den romerske gud Mars var primært en krigsgud og optræder her i symbiose med den keltiske
eller germanske krigsgud Toutatis. Den mest kendte af alle inskriptioner er på en såkaldt Votive plaque af sølv, der er formet og ornamenteret som et
blad12.
Så den primære term ’teuto’ eller þeuðô, betyder
(folke)stamme eller mennesker - og begrebet sættes
traditionelt i forbindelse med folkestammen teutonerne. En plausibel afstamning af ordet teuton
skønnes overdraget fra keltisk til et germansk folkenavn.
Ingen kan vel i dag afvise at Schütte var på
rette spor, men ordet 'Thyuth - Þjóð' henviser blot
til den indoeuropæiske grundstamme *teutâ i betydningen “folk” og kan ikke entydigt knytte
teutonerstammen til landskabet Thy - eller udnævne folket til germanere.
Barkway, 43-410 e.Kr. (RIB 219) MARTI
TOVTATI
TI[BERIVS] CLAVDIVS PRIMVS
ATTII LIBER[TVS]
VSLM
Lingvistiske undersøgelser af de tidligere nævnte alterindskrifter - lararium - fra det 2. årh. viser
tydelig påvirkning af det germanske sprog i dedikationer skrevet på latin15. Af korrespondance
mellem germanske stammer og det romerske regime findes kun et par eksempler, hvoraf det ene
er en brevveksling mellem markomannernes konge Marabod (latin: Maraboduus) og kejser Tiberius
- refereret af Tacitus.
Til ære for guderne Mars og Toutatis i anledning af
Tiberius Claudius Primus' frigivelse af Attius, der
villigt og fortjent har opfyldt sit løfte.
Cumbria, 43-410 e.Kr. (RIB 1017) I[OVI] O[PTIMO] M[AXIMO] ET RIOCALAT[I]
[TO]VTAT[I] M[ARTI] COCID[I]O
[VO]TO FECI[T] VITA [LIS]
Marabod levede i sin ungdom i Italien og gjorde - ifølge Strabo - romersk krigstjeneste under
kejser Augustus, så det må formodes at han var
uddannet i det romerske sprog latin.
Til ære for guden Jupiter - den bedste og største - og
Omkring år 56 f.kr. blev markomannerne
(grænsefolket) og deres konge Marabod fordrevet
opfyldt sit løfte og lavet (dette alter).
fra deres område i landet Suebi (Sueborum) af romerne. Efter fordrivelsen trak markomannerne
frem mod de keltiske områder og omkring år 8
Lingvistik
13
I 1942 skrev Gudmund Schütte , at landskabs- f.kr. var stammens indvandring til Boiohaemum
navnet Thy - på olddansk Thyuth - samt varianter- (Bøhmen) fuldendt og Marabod opbyggede her
ne Thiuth, Thyud og Thyth - med en vis rimelig- et rige med hovedsæde efter romersk forbillede.
Riocalatis, Toutatis og Mars og Cocidius, har Vitalis
9
Det lykkedes Marabod at stifte et stort statsforbund bestående af flere germanske stammer med
markomannerne som den ledende - og med tiden
opbyggede Marabod desuden en stor hær. Selvom han havde gode relationer til Romerriget,
forsøgte romerne snart at nedkæmpe denne nye
magtfaktor hvilket resulterede i, at en fredstraktat blev indgået.
Marabod måtte - efter interne uroligheder - år
19 e.kr. flygte fra sit rige, fik asyl hos kejser Tiberius og levede i Ravenna til sin død år 37 e.Kr.
~
Tacitus nævner ikke på hvilket sprog Marabod's brev er skrevet, men det er svært at se andet end, at brevet var skrevet på latin sikkert i
Old Roman Cursive16, da det germanske sprog ville
have været upassende Maroboduo undique deserto non aliud subsidium quam misericordia Caesaris fuit.
transgressus Danuuium, qua Noricam prouinciam praefluit, scripsit Tiberio non ut profugus
aut supplex, sed ex memoria prioris fortunae:
nam multis nationibus clarissimum quondam
regem ad se uocantibus Romanam amicitiam
praetulisse.
Marabod, nu uden andre ressourcer, fandt det nødvendigt at appellere om kejserens nåde. Efter at have
krydset Danube, på et sted hvor den grænser til
provinsen Noricum, skrev han til Tiberius. Hans tone
var ikke flygtningens eller ansøgerens - men mere som
én, der husker sin tidligere storhed. Da havde han
været en magtfuld monark, sagde han, og mange
nationer havde gjort tilnærmelser til ham, men han
foretrak Rom’s venskab.
Den romerske gud Merkur med barn efter Dionysos
historie om Merkur, der bringer barnet Nymphen af
Nysa i sikkerhed. Fundet i romerkastellet Saalburg
og dateres til ca. 210 e.Kr.
v
10
Var teutonerne daner?
År 2004 udkom værket 'Danmarks Oldtid' skrevet flåden ville det medføre en stor risiko, at sejle viaf museumsinspektør ved Nationalmuseet, Jørgen dere mod nord uden mulighed for supplerende forJensen - og 2. udgave kom år 2006. Om kimbrere syninger.
og teutoner fortælles Herefter nævner den romerske kartograf PomHvor de fremmede kom fra, ved vi ikke. De romerske ponius Mela ca. år 40 e.Kr. bugten Codanus eller
forfattere beskrev dem som kimbrere, teutoner og Codanovia, hvor teutonerne bor - og sidst placerer
ambronere, og man har af de skrevne kilder villet geografen Ptolemaios ca. 150 e.Kr. teutonerne et
slutte, at kimbrerne kom fra Himmerland, teutonerne ukendt sted i Nordtyskland.
fra Thy eller muligvis områderne ved den sydslesvigske
Summen af nævnte beretninger har holdt liv i
vestkyst og ambronerne fra Slesvig. Det er dog ganske
usikkert, og i hvert fald må andre folkegrupper og myten om folkestammer fra nord, der kom fra den
stammer være stødt til, da toget drog igennem Europa. kimbriske halvø. Problemet er, at det er meget
Nogle er sikkert også faldet fra undervejs, men det er lidt eller misvisende fakta, der efterfølgende giver
sandsynligt, at der på den måde blev skabt personlige anledning til teorier, hvor spekulationer holdes i
forbindelser mellem stammefolk over store dele af live til langt op i nyere tid.
Kontinentet.
v
Det er nok for det meste de antikke kilder, der
giver stof til myten om teutonerne fra Thy.
Pytheas rejseskildring er interessant derhen, at
han ikke stod til regnskab for andre end sig selv.
En af de første mytedannere er Plinius den Så hvis vi kan stole på Plinius' referat, er det inÆldre, der refererer Pytheas fra Massalia's beret- teressant at han nævner teutonerne i forbindelse
ning om kysten ved navn Metuonis samt rav, der med floder, der løber ud i havet.
bliver ført ned af floderne, tidevand og en folkestamme med navnet teutoner.
Sammenholdes oplysningerne med Tacitus
nævnte 'Saltus Teutoburgiensis' og de arkæologiEndnu en mytedanner er Kejser Augustus be- ske udgravninger i Kalkriese lidt nord for Osnaretning om Tiberius’ felttog mod germanerne år 5 brück hvor Varusslaget fandt sted, virker denne
e.kr., hvor han skriver placering som rette sted for Teutoburgerskoven og
teutonernes bosættelser - mellem floderne Ems
Fra Rhinens munding sejlede min flåde over oceanet (Amisia) og Weser (Visurgis).
mod solopgangen til kimbrernes land, som ingen romer
før havde nået til, hverken på landjorden eller på havet.
Efter slaget ved Aquæ Sextiæ år 102 f.Kr. skulle
folkestammen teutonerne ifølge en del litteratur
Mange tolker sætningen som, at den romerske nærmest være udryddet? Men alligevel nævner
flåde sejlede op langs Jyllands vestkyst, men en Mela teutonerne ca. år 40 e.Kr. og igen af Ptolegranskning og et kik på et landkort viser, at flå- maios ca. 150 e.Kr.
den blot fulgte hele kyststrækningen ved vadehavet fra Rhinen og frem til øen Texel, hvor kysten Hvad kan årsagen være?
efterfølgende drejer mod øst og solopgangen. Den
romerske flåde kom aldrig længere end til Elben.
I Miltenberg er der fundet den såkaldte Teutonersten, der i dag dateres til perioden 1-100 e.Kr.
Ved floden Ems' munding lå romernes nord- og vurderes at have haft en funktion som grænligste landingssted og garnison ved navn Bentumer- sesten. I samme tidsrum nævner den romerske posiel, som var sidste led i deres forsyningskæde. For et Lucan guden Teutates17.
11
Yderligere er der fundet tre altertavler der er
dedikeret til stammeguden Toutenus i symbiose
med den romerske gud Merkur. Tavlerne er alle
fundet i grænseområdet mellem Rhinen og Limes
- og guderne Mekur-Toutenus kunne tyde på, at
'ikke romere' gjorde tjeneste i forbindelse med
handel og logistik i samarbejdede med en romersk
Auxilia-enhed i det 2. årh. e.Kr.
Tyske forskeres hypotese ser her resterne efter
Kimbrertogtet, der skulle have bosat sig i området
Odenwald mellem Rhinen og Limes og bygger nok
på, at Cæsar beretter om teutoner og kimbrer der
blev ladt tilbage i en lejr ved den belgiske grænse.
Langt sværere er det at forklare en hel del tavleindskrifter i Britannia, der hylder krigsguden
Mars-Toutatis og som bredt dateres til perioden
43-410 e.Kr. Minimum 12 indskrifter tyder på, at
en større gruppe 'ikke romere' har gjort romersk
krigstjeneste i Britain.
En enkelt tekst nævner Tiberius Claudius der
frigav en vis Attius, hvilket måske kunne tyde på,
at der er tale om en person i romersk fangenskab.
Kejser Tiberius Claudius Drusus deltog selv i
erobningen af Britannia i perioden 43-54 e.Kr.
Noget tyder på, at der er tale om 'ikke romere',
da eksempelvis en enkelt indskrift hylder flere
guder som Riocalatis, Toutatis og Cocidius. Denne
gruppe 'ikke romere' må være blevet hvervet i
grænseområdet ved Rhinen.
Var teutonerne daner?
Det er ikke muligt ud fra nuværende forskningsniveau, at føre bevis for, at teutonerne skulle nedstamme fra et dansk område i Jylland.
v
12
Romersk militærmaske fra Varusslaget fundet i Kalkriese og Teutoburgerskoven.
Afrunding
Tacitus forfattede ca. år 98 e.Kr. et lille etnogra- var keltisk kerneområde. Selv den kryptiske tekst
fisk essay med navnet 'Germania'. Her forklarer 'toutonos' på teutoterstenen kan opfattes som en
han - med en romersk indfaldsvinkel - det romer- tribut til samme keltiske gud.
ske syn på germanerne.
I dag ved vi absolut intet yderligere om teutonerne
- mere end de antikke beretninger. Det er
Der skelnes mellem germaner, der boede nærmest flodbredden - dvs. grænsefloderne Rhinen ikke engang sikkert at teutonerne talte et gerog Donau - og de germaner, der boede nord for mansk sprog. Det eneste udgangspunkt for en
Rhinen og udenfor grænsen Limes. Sidstnævnte etnografisk identificering er kun stammebetegområde kaldes for 'Germania Omnis' i meningen nelsen.
'det frie germanien'.
Den sproglige verifikation synes relevant nok
Germanere der boede i grænseområdet havde men igen, termen ’teuto’ eller þeuðô betyder blot
ganske godt begreb om penges brug og om han- 'folk' og dermed bliver Pytheas nævnte 'nærtbodelsvarers værdi og så helst, at betaling for varer- ende teutoner' kun til ét ud af mange folk.
ne forelå i sølvmønt. Germanerne fra det indre
v
Germania derimod, fortrak stadig at anvende
gammeldags tusk- eller byttehandel. Om germaSe desuden artiklen i samme serie: 'Myten om
nernes religion siger Tacitus, at de især dyrker gukimbrerne'.
derne Merkur og Mars.
Her ses en god overensstemmelse når der trækkes paralleller til de alterindskrifter fra området
ved floden Main, der nævner dobbeltguden Merkur-Toutatis som relateres til handelen.
Fra eksemplet om markomannernes konge Marabod dokumenteres, at mange 'fremmede' gjorde romersk krigstjeneste og gennem deres ansættelse og uddannelse lærte de sig latinsk sprogbrug.
Det kan forklare de nævnte latinske alterindskrifter, hvor flere er germansk påvirket - og samtidig
det faktum, at krigsguden Mars-Toutatis anvendes
ved krigstjeneste.
Eneste reelle fakta er vel området teutoburgerskoven, der måske kan knyttes til en teutonisk bosættelse. Teutonerstenen fra Miltenberg er
et interessant fænomen - en mulig grænsesten fra
perioden 1-100 e.Kr. - men et tvivlsomt arkæologisk bevis. Det teutoniske folk kan desværre ikke
forbindes med området omkring Miltenberg.
Interessant er de mange altertavler med påskriften Toutatis, men her hyldes blot en keltisk
gud i grænseområdet, der helt tilbage i antikken
13
Noter
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
13.
14.
15.
16.
17.
"Gotisk", af mag.art. Bjarne Simmelkjær Sandgaard
Hansen, Indoeuropæisk v/ Københavns Universitet.
"Vikingetidens konger", Karsten Krambs 2009 s.21416.
Museen Am Mainlimes, Bayerisches Landesamt für
Denkmalpflege, www.museen-mainlimes.de
Epigraphic Database Heidelberg,
http://edh-www.adw.uni-heidelberg.de/home
"Teutates: el héroe fundador", Martin Almagro-Gorbea
& Alberto J. Lorrio Alvarado, Real Academia de la Historia, 2011 s. 338.
Museen Am Mainlimes, Bayerisches Landesamt für
Denkmalpflege, www.museen-mainlimes.de
Den romerske hær blev efter slaget år 105 f.Kr. omorganiseret. Hver kohorte havde omkring 480 mand
opdelt i 6 centurier på hver 80 mand ledet af en centurion.
Det giver en samlet legion á 10 kohorte på 4.800 mand.
Senere forstærkede man den første kohorte (-linje) og
gjorde den dobbeltstrenget, hvilket forøgede en legion
til 5.280 mand. ’The Roman Army’ af Nigel Rodgers &
Dr. Hazel Dodge FSA, 2009 s. 21.
"The Roman Army" af Nigel Rodgers & Dr. Hazel Dodge
FSA, 2009 s. 28-29.
"Jahrbücher des vereins von alterthumsfreuden im
Rhenlande" af A. Marcus, Bonn 1871 s. 167-171.
Epigraphic Database Heidelberg,
http://edh-www.adw.uni-heidelberg.de/home
"Teutates: el héroe fundador", Martin Almagro-Gorbea
& Alberto J. Lorrio Alvarado, Real Academia de la Historia, 2011 s. 338.
Roman inscriptions of Britain, R.G. Collingwood’s and
R.P. Wright’s magisterial edition of 2,401 monumental
inscriptions from Britain found prior to 1955.
http://romaninscriptionsofbritain.org/
"Kimbrer og Teutoner" af Gudmund Schütte, Paa himmerlandsk Dialekt ved Th. Thomsen. Særtryk af Fra
Himmerland og Kjær Herred 1942 s. 208 ff. 1942.
"Gotisk", af mag.art. Bjarne Simmelkjær Sandgaard
Hansen, Indoeuropæisk v/ Københavns Universitet.
"Runes and their secrets" edited af Marie Stoklund m.fl.
- artikel "Runes in the First Century" af PhD Bernard
Mees, Museum Tusculanum Press, Københavns
Universitet 2006 s. 203-204.
"Runes and their secrets" edited af Marie Stoklund m.fl.
- artikel "Runes in the First Century" af PhD Bernard
Mees, Museum Tusculanum Press, Københavns
Universitet 2006 s. 202-203.
Marcus Annaeus Lucanus. c.61-65 CE. Bellum civile,
Book I, ll.498-501.
14