1. No category

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk
nr. 1 | marts 2014 | 25. årgang
ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN
Pilatus
– helgen eller brutal slagter?
Hvem var Pilatus: Helgen eller brutal slagter?
10
Havde Abraham kameler – eller ej? 16
Personer Jesus mødte: Pontius Pilatus
3
BOGANMELDELSE
Flavius Josefus: Mod Apion
Oversættelse, indledning og noter ved Niels Henningsen.
Forlaget ANIS 2013, 216s, 249 kr.
”Ifølge den jødiske historieskriver Josefus”, skriver vi ofte i TEL. Og med god
grund. Josefus var øjenvidne til den jødiske krig med templets ødelæggelse
og skrev efterfølgende udførligt om det. Derfor er det en stor begivenhed,
når ét af hans skrifter oversættes til dansk, som tilfældet er med Niels Henningsens oversættelse af ”Mod Apion”.
Der er tale om en særdeles kompetent og veludført oversættelse med
et fremragende noteapparat med bunker af interessante paralleller til andre klassiske værker. Det er ganske enkelt et meget lærd stykke arbejde.
Selve Josefus’ skrift Mod Apion er et forsvarsskrift for jøderne ca. 20
år efter templets fald, hvor mange anklager mod jøderne florerede i det
romerske rige. De blev f.eks. beskyldt for at være æseldyrkere og for ikke
i virkeligheden at være et gammelt folk, hvad man i den græsk-romerske
verden anså som det største adelsmærke. Deres love blev set som menneskefjendske ved ikke at tillade at spise svin og opstille kejserstatuer
og ved derimod at tillade skamfering af kroppen med omskæring. Mod
Apion giver en levende fornemmelse af, hvordan smædekampagner florerede i antikken med grove karikaturtegninger af hinandens folkeslag,
et punkt hvor Josefus heller ikke selv holder sig tilbage.
Det hører til vores vestlige historie, at sådanne smædeord under
givne forhold kan føre til forfærdelige handlinger i f.eks. de mange
jødeforfølgelser. Alene af den grund er bogen aktuel og interessant ud over sit eget
indhold. Den er også interessant i og med, at det præcis var disse standardfortegninger af hinanden, som Paulus
gjorde alt, hvad han kunne, for at imødegå i de kristne menigheder: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at
være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus ” (Gal 3,28).
Morten Hørning Jensen
Hvem var Pilatus:
Helgen eller brutal slagter?
Denne sten blev opdaget ved et tilfælde i Cæsarea ved Havet i 1961. Den bærer Pilatus’ navn i anden linje (…IVS PILATVS) og udpeger ham som
”præfekt”. Samtidig fortæller den, at Pilatus lod en bygning opføre til kejser Tiberius’ ære ved navn ”Tiberieum”. Med størst sandsynlighed var denne
bygning et tempel, hvor Cæsareas befolkning kunne bringe ofre til kejserens ære. Foto: Morten Hørning Jensen.
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop
Tlf.:
E-mail:
Internet:
Bank:
7586 1748
[email protected]
www.bibelskarkaeologi.dk
Sydbank konto 7920-1014 846
Redaktion:
Morten Hørning Jensen (ansv. red.),
Hartvig Wagner (red. sekr.),
Jørgen Bækgaard Thomsen (red. sekr.),
Carsten Vang.
Forsidefoto:
Jesus foran Pilatus ifølge en kunstner.
Illustration: Balage Bolough.
Hvad betyder TEL?
Bladet TEL har sit navn efter de ruinhøje fra oldtiden,
der rummer lag på lag af bebyggelse. ”TEL” er den
arkæologiske betegnelse for ”ruinhøj”.
Links i TEL:
Links til artiklerne er samlet på www.bibelskarkaeologi.dk
under ”Kvartalsmagasinet TEL”.
Layout: Freehand.dk, Herning
Tryk: Økotryk, Videbæk
Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens
eller SBAs synspunkter. © SBA og artiklernes forfattere. Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde
angives.
Abonnementspris:
Årsabonnement koster kr. 185 (for unge under 26 år
kr. 135), som opkræves via PBS først på året. Abonnement tegnes via www.bibelskarkaeologi.dk.
Selskabets bestyrelse:
Bibelunderviser Jan Højland (formand),
tlf.: 2396 8383 · [email protected]
Lektor, ph.d., cand.theol.
Morten Hørning Jensen (redaktør),
tlf.: 8742 0242 · [email protected]
Overlæge Vagn Juul Jensen (næstformand),
tlf.: 7512 9021 · [email protected]
Grafisk designer Ben Haman Jensen (webmaster),
tlf.: 2263 0321 · [email protected]
Ekstern kasserer:
Hans Hansen,
tlf.: 7586 1748 · [email protected]
Støt SBA’s arbejde økonomisk
Du kan støtte SBA’s arbejde økonomisk ved at indbetale en gave på bankkonto: 7920-1014 846. Tak!
Af Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL
”Pint under Pontius Pilatus” lyder det i kirker søndag efter søndag. Pilatus’
andel i retssagen mod Jesus har udødeliggjort hans navn. Men hvem var han
egentlig? Var han en hensynsløs slagter, som nogle kilder antyder, eller en
’skjult kristen’ som nogle kirkefædre har gjort ham til?
Adresseændring meldes til [email protected].
ISSN 0905 - 5827
2
TEL 2014/1
Selskab for Bibelsk Arkæologi
www.bibelskarkaeologi.dk
TO MINUTTERS BERØMMELSE
I grunden skulle Pilatus aldrig have været
mere end en lille fodnote i verdenshistoriens lange almanak. Han var en romersk
mellemklasse-embedsmand over en lille
tredjerangs-provins, som der har været
så mange af, og som vi knapt kender
navnene på.
Men én scene i hans liv ville det
anderles: mødet med Jesus fra Nazaret.
Det gav ham de eftertragtede to minutter
i spotlightet, som så mange længes efter,
og gjorde ham mere kendt end de fleste
kejsere.
3
TEL 2014/1
Kristne gjorde Pilatus til martyr og helgen
Med baggrund i evangeliernes beskrivelse af Pilatus’ uvilje mod at dømme Jesus
(se mere i næste artikel) udviklede der sig i senere kristne apokryfe skrifter en
stærk tradition om, at Pilatus blev overbevist om, at Jesus var Guds søn. Disse
skrifter (ikke mindst Pilatus-akterne tilføjet Nikodemusevangeliet i det 5. århundrede) digtede ivrigt videre på samtalen mellem Jesus og Pilatus og gør f.eks.
Pilatus så modvillig mod at dømme Jesus, at Jesus til sidst må bede om at blive
korsfæstet for at opfylde profetierne. Kirkefaderen Tertullian fra det 3. århundrede
kaldte Pilatus en ”kristen i hjertet”, mens Augustin i det 5. århundrede kaldte ham
en ”profet for Gudsriget”. I den etiopiske kirke blev Pilatus ligefrem gjort til martyr
og helgen i det 6. århundrede, og d. 19. juni fejres som Skt. Pilatus’ dag.
De romerske standarter var hellige genstande for legionerne, der blev tilbedt i
forbindelse med sejre. Ofte indgik den romerske ørn og billeder af kejseren som
vist på denne rekonstruktion. Foto: © Wikimedia Commons.
Spørgsmålet er blot, om Pilatus er blevet
kendt for noget godt. Det strides ”traditionerne” om, så at sige.
På den ene side har vi en senere kristen tradition, der ligefrem endte med at
gøre Pilatus til en helgen på baggrund af
hans uvilje mod at dømme Jesus.
På den anden side har vi i en række
beskrivelser af Pilatus i kilder fra det
første århundrede, som f.eks. de jødiske
skribenter Filon og Josefus, nogle grumme
historier, der viser en brutal side af Pilatus, der ikke veg tilbage fra at henrette
fanger uden rettergang og at tøjle opstande med hård hånd.
Vi står altså med to modstridende
billeder af Pilatus. I det følgende skal vi
dykke ned i arkæologiens og historiens
kilder for at danne os et billede af den
person, der i hvert fald formelt afsagde
dødsdommen over Jesus.
Denne denar blev præget af den berømte romerske general, Markus Antonius, i år 32 f.Kr.
og på bagsiden påtrykt den romerske ørn flankeret af to romerske standarter. Foto: © Wikimedia Commons.
på dem, fik han dem til på den sjette dag
at indfinde sig i byens store stadium, der
sikkert er identisk med hippodromen (jf.
TEL 2013/3).
Men så snart Pilatus havde slået sit
dommersæde op, lod han soldater med
trukne sværd omringe jøderne og krævede, at de skulle acceptere hans nye tiltag.
Til Pilatus’ store overraskelse blottede
jøderne dog blot nakken og bad ham give
dem dødsstødet. For, som Josefus skriver,
de ville hellere ”dø end overtræde loven”
(Krigen 2.174, jf. Antikviteterne 18.59).
En sådan nidkærhed overraskede
Pilatus så meget, at han valgte at trække
standarterne ud af byen. Man kan derfor
sige, at på samme måde som beretningen
taler for, at Pilatus manglede fornemmelse
for jødiske traditioner, så viser den også
en påvirkelig person.
2: LANGE FINGRE I TEMPELSKATTEN
Josefus fortæller videre om en anden
hændelse, der dog ikke fik så lykkelig en
udgang. Én af statholderens opgaver var
at sørge for infrastruktur som f.eks. veje
og vandforsyning. Det var derfor ikke helt
i skoven, at Pilatus ønskede at bygge en
vandledning fra Salomos Damme syd for
Betlehem til Jerusalem.
Der løb allerede én vandledning fra
det første århundrede f.Kr., den såkaldte
lave vandledning, hvortil der på et tidspunkt i det første århundrede e.Kr.
1: ENTRÉ TIL KEJSERLIG FANFARE
Denne gyldne ørn fra det 2. årh. e.Kr. prydede i sin tid øverst på en romersk standart. Foto: © Wikimedia Commons.
4
TEL 2014/1
Ifølge den jødiske historieskriver, Josefus, var Pilatus knapt landet i Israel som
statholder, før han for første gang gjorde
uheldigt opmærksom på sig selv. I ly af
natten, som om han godt vidste den var
gal, befalede han en afdeling soldater at
marchere fra Cæsarea til Jerusalem for
at opstille romerske felttegn i byen. Det
havde ingen af de tidligere statholdere
gjort, og måske ville Pilatus med ét slag
markere sig over for jøderne og forsøge at
stige i anseelse over for sin kejser i Rom,
Tiberius.
Romerske felttegn indeholdt nemlig
indgraverede billeder af kejseren og var
en hærafdelings allerhelligste genstand.
Josefus fortæller senere, hvordan romerske soldater ofrede til deres felttegn efter
indtagelsen af Jerusalem i år 70 (Krigen
6.316).
For jøderne var det en uhørt fornærmelse. Det var som at introducere
en fremmed guddom i deres hellige by,
ligesom det var et direkte brud på buddet
om at ikke at gøre sig noget afbillede.
Det vakte stor opstand, og da Pilatus trak sig tilbage til sit hovedkvarter
i Cæsarea ved Havet, fulgte en større
folkemængde med, der fem dage og nætter i træk med ansigtet i jorden bønfaldt
Pilatus om at fjerne standarterne fra
Jerusalem.
Pilatus var nu tvunget til at gøre
noget, og under påskud af at ville høre
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Hestevæddeløbsbanen, hippodromen, var den største offentlige bygning i Herodes den Stores prægtige by, Cæsarea ved Havet og ses i midten af
billedet. Josefus kalder den for ”stadionet”, og det var derfor her, Pilatus stillede sit dommersæde op og lod de protesterende jøder omringe af
soldater. Bemærk også bygningen fortil, der løber ud i vandet. Det er Herodes den Stores gamle palads, der fungerede som statholdernes borg
(prætorium) i Cæsarea. Illustration: © Balage Bolough.
www.bibelskarkaeologi.dk
5
TEL 2014/1
blev føjet endnu én, der kom ind i Jerusalem på et højere niveau og derfor kunne
forsyne det rige kvarter i den vestlige
bydel, der lå højere end tempelpladsen,
hvor den gamle vandledning endte.
Nogle forskere mener ligefrem, at det var
Pilatus, der byggede denne vandledning,
mens andre siger, at han blot reparerede
den første vandledning.
Uanset hvad, kunne Pilatus ikke holde
sine fingre fra den store tempelskat, som
han tog af for at finansiere byggeriet.
Tempelskatten blev kaldt for ”korban”
(jf. Mark 7,11), dvs. helliget til Herren. De
fleste tolker derfor problemet i Pilatus’
handling sådan, at det endnu en gang var
et indgreb i jødernes religiøse område.
Andre mener, at problemet var, at den nye
vandledning blev anlagt på en måde, der
forurenede vandet, da den løb over en
tidligere gravplads.
Det kom nu til endnu større protester
end ved den første hændelse. Josefus
beskriver, hvordan tusinder forsamlede sig
omkring Pilatus’ hovedkvarter i Jerusalem.
Der var med andre ord en potentiel
risiko for, at situation ville komme ud af
kontrol, og at Pilatus’ trods alt begrænsede militærstyrke ville blive løbet over
ende – som det senere skete, da jøderne
gjorde oprør i år 66.
Pilatus fandt derfor på den ide at
lade civilklædte soldater blande sig med
folkemængden, og på et givent signal trak
soldaterne skjulte køller frem og slog løs
på mængden. Ifølge Josefus blev en del
slået ihjel, mens mange fortrak fra stedet
lemlæstede (Krigen 2.175-177; Antikviterne
18.60-62).
Modsat den første historie, er det her
svært at bortforklare billedet af en brutal
hersker. Nogle forskere argumenterer
dog med, at han næppe kan have fået
penge fra tempelskatten uden de øverste
præsters accept, hvorfor de må anses for
medskyldige i, at folkestemningen løb
løbsk.
3: GYLDNE SKJOLDE I PALADSET
Salomos Damme syd for Betlehem har siden bibelsk tid været et vigtigt vandreservoir for
områdets befolkning. For at sikre vandforsyningen til Jerusalem tog Pilatus en sum penge fra
tempelskatten enten for at bygge en ny vandledning eller reparere den gamle. Det resulterede
i en folkelig opstand, som Pilatus brutalt lod slå ned. Foto: © www.bibleplaces.com.
6
TEL 2014/1
En anden jødisk skribent fra det første
århundrede, Filon, har også en historie at
fortælle om Pilatus. Da den ikke helt svarer til Josefus’, antager de fleste forskere,
at der er tale om en separat hændelse.
Filon fortæller, hvordan Pilatus søgte
at ære kejser Tiberius ved at opsætte
gyldne skjolde i sit palads i Jerusalem (sikSelskab for Bibelsk Arkæologi
kert Herodes den Stores gamle palads i
den vestlige bydel, jf. TEL 2013/1). Modsat
de romerske standarter var der ingen
billeder af kejseren på disse skjolde, men
de bar en indskrift, der hyldede og ærede
ham i tilbedende toner.
Det fik ikke bare de almindelige jøder
på mærkerne. Ifølge Filon blev også fire
sønner af kong Herodes den Store så
oprørte, at de gik i spidsen for en klagedelegation til Pilatus.
Først nægtede Pilatus at flytte skjoldene, men så truede delegationen med
at indklage ham for kejseren, som de ikke
kunne tro havde forlangt at blive æret i
Jerusalem på en måde, der samtidig forulempede de jødiske love.
Denne trussel fik Pilatus til at reagere,
da det var afgørende for ham at stå sig
godt med sin kejser i Rom, og da han
tilsyneladende var bange for at blive stillet
til regnskab for sin embedsførelse. Derfor
flyttede Pilatus skjoldene til templet for
kejser Augustus i Cæsarea (jf. Filon Legatio ad Gaium 299-305).
I det hele taget har Filon meget lidt
positivt at sige om Pilatus og kalder ham
for ”ufleksibel, nådesløs og konfliktsøgende”, ligesom han skulle have været korrupt
og have haft for vane at myrde løs på
befolkningen på den mest umenneskelige
måde og henrette fanger uden rettergang.
Det får nogle forskere til at sige, at Filon
bevidst sværter Pilatus til for at fremme
sin pointe.
4: MASSAKRE PÅ GALILÆISKE PILGRIMME OG OPSTAND I JERUSALEM
Også evangelierne har i forbifarten et
par indicier på voldelige hændelser under
Pilatus. Den første finder vi i Luk 13,1, hvor
en gruppe sikkert oprørte jøder opsøgte
Jesus, for at fortælle ham om ”de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med
blodet fra deres offerdyr”.
”Desværre”, set med historiske briller,
går Lukas straks videre i sin beretning,
og vi får ikke yderligere oplysninger. Men
at dømme ud fra denne lille notits, må
hændelsen have fundet sted i Jerusalem,
siden der er tale om galilæiske pilgrimme.
Det er tilmed muligt, at den fandt sted i
templet, da der er tale om en blanding af
blodet fra offerdyr med deres eget blod.
Det eneste sted, hvor der var blod fra
offerdyr, var i præsternes forgård, hvor
mændene foran en lille halvmur afleverede
www.bibelskarkaeologi.dk
I Luk 13,1 opsøger oprørte jøder Jesus for at fortælle ham om Pilatus’ overgreb på nogle galilæiske pilgrimme, hvis blod han havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Vi ved ikke præcis,
hvad der ligger bag hændelsen, men det er tænkeligt, at Pilatus havde beordret soldater til at
forfølge galilæerne helt ind i templet, hvor ofringerne fandt sted. Det var stærkt oprivende for
jøderne. I dag kan man hvert år opleve påskelam blive slagtet på samaritanernes hellige bjerg,
Garizim. Foto: Morten Hørning Jensen.
deres offerdyr til præsterne. Alternativt
kan det tænkes, at der er tale om påskelammene, som mændene bragte med
hjem fra templet til det sted i Jerusalem,
hvor familien skulle spise påskemåltidet.
Men her ville lammene være parteret og
aftappet for blod.
Det kan altså se ud som om, at
Pilatus under en jødisk fest havde
forfulgt nogle jødiske pilgrimme dybt
ind på tempelområdet og forårsaget en
massakre, der på en og samme gang
var frygtelig i sig selv og et overgreb på
templets ukrænkelige hellighed. Normalt
ville ingen fremmed blive lukket ind bag
muren mellem hedningernes og jødernes
forgård, og når en fremmed hersker fra
tid til anden gjorde det, som f.eks. Antiokus Epifanes i år 168 f.Kr. og senere den
romerske general Pompejus i år 63 f.Kr.,
kom det til store opstande og stærke
fordømmelser.
I Mark 15,7 får vi en anden lille baggrundsnotits, det kunne have været interessant at vide mere om. Markus fortæller
os om oprørsforbryderen Barabbas, der
var blevet fængslet for drab begået ”under oprøret”. Hændelsen angives
Romersk styre
af Israel i årstal
63 f.Kr.
Den romerske general Pomejus
den Store indtager Jerusalem.
63 f.Kr.-6 e.Kr.
Romerne lader lokale klientkonger
og klientfyrster regere landet.
6-41 e.Kr.
Første periode med romerske
statholdere (Pilatus: år 26-36).
41-44 e.Kr.
Den jødiske kong Agrippa I regerer
som klientkonge.
44-66 e.Kr.
Anden periode med romerske
statholdere.
66-70 e.Kr.
Den jødiske krig mod Rom.
7
TEL 2014/1
i bestemt form, som om der er tale om en
eller anden kendt hændelse. Igen ved vi
ikke mere. Måske kan der være tale om én
af de hændelser, der er nævnt, eller om
en anden. Men i hvert fald var der tale om
et voldsomt oprør mod Pilatus, der havde
ført til anholdelser og dødsdomme.
5: PROVOKERENDE MØNTER
I vores forsøg på at forstå personen Pilatus er vi så heldige, at vi har to arkæologiske fund, der stammer direkte fra Pilatus’
egen hånd.
For det første har vi de mønter, som
Pilatus lod præge. Det var en gængs ting,
at de romerske statholdere udsendte serier af bronzemønter, der blev distribueret
vidt og bredt som en art dagligdagsmønt.
Normale romerske mønter indeholdt
ofte et portræt af kejseren eller aftegninger af ting fra de romerske templer. Det
gjorde de romerske statholdere i Judæas
mønter imidlertid ikke. Ret hurtigt må
statholderne have indset, at de stod sig
bedst med jøderne ved at undgå at provokere deres religiøse følelser.
Det vil sige: Igen var der en undtagelse fra reglen, Pontius Pilatus. I år 29
udsendte han sin første serie, hvor han
påtrykte et symbol på romersk tempelaktivitet, en præstelig øseske (simpulum).
Året efter udsendte han en ny serie, der
denne gang fik påtrykt symbolet for en
romersk tempelpræst, hans stav (lituus).
Ikke alle forskere mener, at vi skal
tolke Pilatus’ billedvalg som et direkte
forsøg på fremme romersk religion i Israel.
Det kunne blot være udtryk for tilfældig
udsmykning. Men det er bemærkelsesværdigt, at de tre statholdere, der før
Pilatus havde slået mønter, alene holdt sig
til symboler, der allerede var i omløb på
jødiske mønter.
6: TEMPEL TIL TIBERIUS
Det andet arkæologiske fund blev gjort
ved et held i 1961. En gruppe italienske
arkæologer var midt i udgravningen af
det flotte teater i Cæsarea ved Havet, da
de opdagede en sten med en indskrift.
Det meste af indskriften var hugget af,
da stenen på et tidspunkt i det andet
århundrede var blevet genbrugt som et
trappetrin i teatret.
Men der var nok tilbage af indskriften
til at gøre fundet til en sensation. Med
flotte latinske bogstaver kunne de læse:
TIBERIEUM … TIUS PILATUS … ECTUS IUDA,
hvorfra det ikke var svært at genskabe de
halve ord: TIBERIEUM PONTIUS PILATUS
PRAEFECTUS IUDAEAE (Tiberieum, Pontius
Pilatus, jødernes præfekt/statholder).
Derimod er der forskellige forslag til,
hvordan den fulde ordlyd skal genskabes.
Én udbredt tolkning er, at det omtalte ”Tiberieum” angiver en helligdom til Tiberias.
Et kejsertempel af en art. I så fald ville hele
indskriften sige noget i retning af: ”Pontius
Pilatus, jødernes statholder, har skænket
Cæsareas befolkning et Tiberius-tempel”.
Selvom andre mulige læsninger er
foreslået, synes det sikkert, at stenen
skulle pryde en eller anden bygning til kejserens ære. Det er derfor rimeligt at tolke
stenen som endnu et udtryk for Pilatus’
ivrighed for at stå sig godt med kejseren.
7: OVERGREB PÅ SAMARITANERNE
Ifølge Josefus kom Pilatus’ embedstid til
en brat ende i år 36 e.Kr. En samaritansk
profet havde opildnet en stor skare af
samaritanere til at samle sig på deres hellige bjerg Garizim. Der ville han nu afsløre
et hemmeligt sted, hvor Moses skulle have
gemt nogle hellige kar fra tabernaklet.
Pilatus valgte at sætte kavaleriet ind
mod mængden, før det skulle udvikle sig
til en religiøs opstand. Umiddelbart kunne
det virke som aktion efter bogen, men tilsyneladende var soldaterne så voldsomme
i deres fremfærd, at mange blev dræbt,
ligesom Pilatus efterfølgende fængslede
og henrettede mange.
Det fik samaritanerne til at klage til
legaten over Syrien, Vitellius, der krævede,
at Pilatus rejste til Rom og fik sin sag prøvet hos kejseren. Før det kunne ske, døde
Tiberius, og vi hører ikke mere til Pilatus’
videre skæbne (Antikviteterne 18,85-88).
PILATUS: TONEDØV, BRUTAL,
PÅVIRKELIG, SVAG
Når alt dette holdes sammen, møder der
os et billede af en sammensat person:
Nogle historier tyder på, at han var tonedøv over for eller ligeglad med jødiske forhold (de romerske standarter, de gyldne
skjolde og mønterne), hvis ikke ligefrem
brutal i sin fremfærd (de galilæiske pilgrimme, opstanden pga. vandledningen,
det samaritanske oprør).
Andre tegner et billede af en statholder, der lod sig påvirke af en ophidset folkeskare (de gyldne skjolde og de
romerske standarter), ikke mindst fordi
meget tyder på, at Pilatus for enhver pris
ønskede at stå sig godt med kejseren i
Rom og undgå at falde i unåde (Tiberieum-templet, mønterne, de gyldne skjolde,
de romerske standarter).
Romerne styrede Judæa via statholdere
Det kolossale romerske rige blev holdt sammen af en stærk tradition for love (den romerske ret) og et veludviklet militært og
administrativt bureaukrati. Oprindeligt var der to måder at styre en provins på. Enten via en klientkonge som f.eks. Herodes den
Store, der var en lokal hersker, eller direkte fra senatet gennem udpegelsen af en prokonsul, der blev valgt fra Roms øverste
elite: senatorerne. I år 27 f.Kr. tilføjede kejser Augustus en tredje styreform, nemlig de kejserlige provinser, der hørte direkte
under ham og ikke under senatet. Kejseren uddelegerede så sin myndighed (sit imperium) til underordnede generaler eller
embedsmænd. Hvis provinsen var hjemsted for den øverste militære enhed, en legion (6.000 soldater), så blev dennes øverste
general, legaten, også øverste embedsmand i provinsen. Hvis det ikke var tilfældet, så udpegede kejseren i stedet en statholder, der enten kunne være præfekt (en militær titel) eller
prokurator (en embedsmandstitel).
Provinsen ”Judaea” var først tænkt som et delvist selvstyrende klientrige efter Pompejus’ erobring i år 63 f.Kr.
Det fortsatte også efter Herodes den Stores død i år 4
f.Kr., hvor Augustus delte riget i tre hoveddele. Hovedparten (Idumæa, Judæa og Samaria) gik til Herodes-sønnen
Arkelaos, der fik titel af ”folkefører” (etnark), mens hans
brødre Antipas og Filip måtte nøjes med mindre bidder
(hhv. Galilæa og Peræa til Antipas og de nordlige områder
til Filip) og fik titlen ’fjerdedelsfyrste’ (tetrark), i NT oversat ’landsfyrste’.
Samtidig stillede Augustus Arkelaos i udsigt, at han
kunne blive ophøjet til ”konge” (basileus), hvis han regerede med succes. Det gjorde han bare ikke og fik ry for
at være brutal (jf. Matt 2,22). Resultatet blev, at Augustus
landsforviste Arkelaos i år 6 e.Kr. og tog direkte kontrol
over området ved at indsætte en romersk statholder med
rang af præfekt. Vedkommende blev hentet fra klassen
under senatorerne.
Til sin disposition fik statholderen fem afdelinger
hjælpetropper (kohorter), der bestod af 500-1000 mand
hver. Hjælpetropper bar som regel lettere våben end de
tungt udrustede, ægte romerske legionærer, der kun blev
betroet til de højtrangerende romerske legater fra den lille
senatoriske herskerelite. Den nærmeste legat for Judæa
holdt til i Antiokia, i Syrien, og hver gang der var større
uro, så måtte den siddende romerske statholder kalde på
hjælp fra den syriske legat.
Hovedopgaven for statholderen bestod i at håndhæve
romersk lovgivning i området, opkræve skatter og – i
samarbejde med det jødiske råd i Jerusalem – opretholde
ro og orden med myndighed til at udstede dødsdomme.
To af Pilatus’ mønter fra hhv. år 29/30 og 30/31 bar symboler, der var hentet fra den romerske tempelkult. Den ene har på forsiden tre aks, hvoraf
de to bøjer nakken (hvad nogle forskere tolker som et symbol for jøderne, der bøjer sig for Rom), mens den på bagsiden viser en øseske, der blev
brugt i forbindelse med drikofre. Den anden har en stav på bagsiden, der var det primære symbol for de romerske offerpræster som stand, nemlig
deres offerstav (lituus). Mens begge symboler ofte optræder på romerske mønter, så havde ingen af de tidligere romerske statholdere vovet at præge
mønter med symboler for den romerske tempelkult. Fotos: © David Hendin, Guide to Biblical Coins, 5th Edition (2010), gengivet med tilladelse.
8
TEL 2014/1
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Det var måske i virkeligheden Pilatus’
svage punkt: Hans frygt var at blive sat
fra bestillingen, som om han havde noget
skjule, hvis hans embedsførelse skulle
prøves i Rom. Derfor fik han svært ved at
modstå et folkeligt pres.
Så hvad var Pilatus – helgen eller bruwww.bibelskarkaeologi.dk
Delingen af landet i år 6 e.Kr. mellem de romerske statholdere, Herodes Antipas og Herodes Filip. Pilatus var statholder i det grønne område fra år 26-36.
tal tyran? Selvom billedet af ham er sammensat, er der alt i alt bevaret en bemærkelsesværdig stor mængde eksempler på
dårlig dømmekraft eller direkte brutalitet.
Det er ikke tilfældet for nogen af de andre
statholdere i den første periode med
direkte romersk styre (år 6-41). Vi skal
faktisk helt frem til de statholdere, der var
udsendt i perioden op til den jødiske krig
(år 44-66), før vi finder lignende dårlig
presse i vores kilder.
Én ting synes vi altså at kunne sige
med rimelig sikkerhed: En helgen, det var
Pilatus ikke!
9
TEL 2014/1
HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN
Artikelserie | Personer Jesus mødte [7]
FATTIGE
PRÆSTER
UDSTØDTE
ARBEJDERE
SPEDALSKE KVINDER
RIGE
KLOGE
DISCIPLE PONTIUS PILATUS
FARISÆERE
HEDNINGER
HERSKERE
De romerske statholdere var indlagt til påske
Under de jødiske højtider bugnede Jerusalem af pilgrimme fra Galilæa, Judæa og alle andre steder, hvor der boede jøder, inklusiv
andre lande. Da festerne var en fejring af Guds store handlinger med Israel i fortiden, som f.eks. udfrielsen fra Egypten under
påskefesten, så var samtidig forventningerne til Guds handling i nutiden tårnhøje. ”Er det i år, Gud vil gribe ind til fordel for sit
folk?”, spurgte mange sig selv.
Derfor var de romerske statholdere tvangsindlagt til jødernes fester. Af rent og skært sikkerhedshensyn måtte de tage turen
sammen med størstedelen af deres soldater fra Cæsarea ved Havet til Jerusalem, hvor der var god brug for forstærkningen. Josefus fortæller, hvordan de romerske soldater festerne igennem stod vagt på tagene rundt om tempelpladsen for at tage modet fra
eventuelle kamphaner, unge som gamle (Krigen 2.224-227).
Faktisk fastholdt statholderne en tradition, som Herodes den Store havde indført, med at inddrage de ypperstepræstelige
ceremonielle klæder og kun udlevere dem lige før helligdagene. Der blev ikke taget chancer med den jødiske tendens til folkelige
opstande!
Det jødiske råd udnyttede Pilatus’ svagheder
Evangelierne giver en realistisk
beskrivelse af den kaotiske proces
mod Jesus
En kunstners bud på, hvordan ”stenbroen” (Joh 19,13), hvor Pilatus havde opsat sit dommersæde, så ud. © Balage Bolough.
Af Morten Hørning Jensen,
lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL
Evangeliernes beskrivelser af Jesu møde med Pilatus under påskens retssag giver et realistisk billede af en kaotisk proces, hvor det jødiske råd til sidst udnyttede Pilatus’ svagheder til dets egen fordel.
10
TEL 2014/1
KAOTISK MEN REALISTISK BESKRIVELSE
Evangeliernes beskrivelse af det jødiske råds retssag mod Jesus
efterlader et kaotisk indtryk, hvor rådet med forskellige kneb til
sidst fik tvunget Pilatus til at korsfæste Jesus. Faktisk kræver det
ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan Pilatus allerhelst hurtigst muligt ønskede sig tilbage til sin dejlige Middelhavsresidens
i Cæsarea ved Havet. Men under de jødiske fester var han nødt til
at indfinde sig i Jerusalem for at forebygge uroligheder og håndhæve romersk ret.
Det er altså helt efter bogen, at Pilatus befinder sig i Jerusalem den påske, hvor det jødiske råd med ypperstepræsterne
Selskab for Bibelsk Arkæologi
i spidsen beslutter sig for at få Jesus
dødsdømt (jf. Matt 26,3-5; Mark 14,1-2;
Luk 22,1-6; Joh 11,47-57).
Helt efter bogen er også en række
andre hændelser i evangeliernes beretning, der på en og samme gang tegner et
billede af et forvirret og kaotisk, men også
realistisk begivenhedsforløb, der ellers
ofte er blevet kritiseret for at tegne et
urealistisk skønmaleri af Pilatus.
1: PILATUS HAR MAGTEN
OG MYNDIGHEDEN
Med hjælp fra Judas får det jødiske råd
held med at fange Jesus ved nattetid
i Getsemane have (Luk 22,1-6.47-53),
hvorefter de fører ham til ypperstepræsten
Kajfas’ palads (Matt 26,57). Rådets natlige
forhør tager tydeligvis afsæt i den jødiske
lov. Anklagerne handler om gudsbespottelse og om at påvise, at Jesus er en falsk
Messias og profet (Matt 26,62-66; Mark
14,60-65; Luk 22,66-71). Ifølge Moseloven
er en dødsdom mulig for hver af disse
anklager (3 Mos 24,14-16; 5 Mos 18,20-22;
jf. Jer 26,11; 28,15-17)!
Problemet var imidlertid, at romerne
havde frataget det jødiske råd retten til at
eksekvere dødsdomme. Måske var der en
enkelt undtagelse: Hvis en ikke-jøde gik
videre ind mod templet fra hedningernes
forgård, hvor store skilte var sat op på
hebraisk, græsk og latin med advarsel om
www.bibelskarkaeologi.dk
Det jødiske råd havde under de romerske statholdere ikke lov til at eksekvere dødsdomme.
Derfor måtte de henvende sig til Pilatus, for at få Jesus korsfæstet. Der var dog én undtagelse
fra reglen: Hvis ikke-jøder gik videre ind mod templet end hedningernes forgård. Store skilte på
græsk og latin advarede besøgende i templet om, at de kun havde sig selv at takke for den efterfølgende død, der helt sikkert ville komme over dem, hvis de brød reglen, jf. ApG 21,27-31. To
af disse skilte er blevet bevaret, og her ser vi en rekonstruktion af teksten, der stærkt advarende
slutter med det græske ord for ”død”, thanatos. Foto: Wikimedia Commons.
dødsstraf for at gå bag indelukket (jf. ApG
21,27-31 og TEL 2003/1).
Derfor er det jødiske råd nødt til at
troppe op hos Pilatus for at få eksekveret
dommen, og da han forsøger at holde sig
udenfor ved at sige, at de kan dømme ham
efter deres egen lov, må rådet minde ham
om problemet med dødsstraf: ”Vi har ikke
ret til at henrette nogen” (Joh 18,31). Det er
Pilatus, der har magten og myndigheden.
2: STATHOLDERENS DOMSTOL
Derfor må det jødiske råd opsøge Pilatus
i den borg eller det palads, han opholder
sig i under festen (Joh 18,28). Johannesevangeliet giver os den mest
11
TEL 2014/1
alle evangelierne det klart, at han anså
Jesus for uskyldig (Matt 27,24; Mark 15,1015; Luk 23,4.14-16.22; Joh 18,38; 19,4.6.12)
og ydermere gennemskuede processen
som misundelse fra rådets side (Mark
15,10; Matt 27,18).
Som den eneste af evangelisterne fortæller Lukas os, at én af de måder, Pilatus
søgte at slippe for at dømme Jesus på, var
at sende ham til Jesu landsfyrste Herodes
Antipas, da Pilatus hørte, at Jesu oprør
egentlig begyndte i Galilæa (23,5-7).
At Antipas var i Jerusalem til påskefesten, er ganske realistisk. Filons beretning
om de gyldne skjolde, Pilatus opsatte i sit
palads i Jerusalem (se forrige artikel), er et
andet eksempel på, at sønner af Herodes
samarbejdede med det jødiske råd om at
konfrontere Pilatus. Faktisk var Antipas
på dette tidspunkt den vigtigste tilbageværende herodianske regent, og det er
sandsynligt, at han ofte tog til Jerusalem
under valfartsfesterne for at højne sin popularitet og gøre sin indflydelse gældende
over for det jødiske råd.
5: PILATUS’ SVAGE PUNKT
Stillet over for Pilatus’ uvilje må det jødiske råd spille en trumf, de havde skjult
i ærmet. Sikkert fra tidligere konfrontationer med Pilatus ved de, at han har et
svagt punkt: frygten for at falde i unåde
hos kejseren. Som vi så det i forrige
artikel, kan Pilatus’ ”Tiberieum”-tempel i
Cæsarea og hans mønter med romerske
tempelgenstande ses som et udtryk for
hans forsøg på at indynde sig i Rom, ligesom de herodianske prinser har held til at
vinde over Pilatus i sammenstødet over de
gyldne skjolde netop ved at spille på, at
han går imod kejserens vilje.
Helt ublu udnytter det jødiske råd
denne ’svaghed’, da de er på nippet til at
tabe retssagen: ”Løslader du ham, er du
ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig
selv til konge, sætter sig op imod kejseren” (Joh 19,12).
”Kejserens ven” – det var præcis, hvad
Pilatus ønskede at være mere end noget
andet.
6: RO VIGTIGERE END RETFÆRDIGHED
Da rådet tilmed kan presse Pilatus på én
måde mere, nemlig med den forsamlede
folkemængde, som de overtaler til at
støtte deres sag (Matt 27,20; Mark 15,11),
så falder det i hak for dem.
Som Matthæus skriver: ”Da Pilatus
så, at der ikke var noget at gøre, men at
der tværtimod blev uro, tog han noget
vand, og i skarens påsyn vaskede han sine
hænder og sagde: ’Jeg er uskyldig i denne
mands blod.
De romerske statholdere havde deres residens i Cæsarea ved Havet og tog kun op til Jerusalem, når de var nødt til det, f.eks. under de store jødiske
fester. De fleste forskere mener, at de brugte Herodes den Stores prægtige, vestlige palads som bolig under disse ophold. Enkelte dele heraf kan
stadig ses i dag i Davids Citadel i Jerusalem. Foto: Morten Hørning Jensen.
udførlige beskrivelse af processens rammer med bemærkningen
om, at Pilatus ”satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes
Stenbroen, på hebraisk Gabbata” (19,13).
Ordet for ”dommersæde” (bema) er det samme, som Josefus
bruger i beskrivelsen af optøjerne på Cæsareas stadion i forbindelse med Pilatus’ forsøg på at lade romerske standarter opstille i
Jerusalem. Statholderen var nemlig forvalteren af romersk lov i sit
område, og der, hvor han opsatte sit dommersæde, var retten.
3: ANKLAGET FOR ”KONGE”-ASPIRATIONER
Spørgsmålet er nu, om rådet kan få Pilatus til at bruge sin magt
på Jesus. For at få det til at lykkes ændrer de anklagerne en
anelse fra spørgsmålet om gudsbespottelse til en sag om oprør
og kongeaspirationer.
Lukas gengiver jødernes anklage mest udførligt: ”Vi er blevet
klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus,
en konge … Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa;
han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil” (23,2.5).
12
TEL 2014/1
Dette er ikke tomme, ligegyldige anklager. Det er derimod særdeles realistisk. En romersk statholder var pinligt klar over, at netop
spørgsmålet om skat og kongeønsker kunne få folket til at begå
oprør. Det var nemlig præcis skattespørgsmålet, der havde ført til
et stort oprør, da romerne afholdt en folketælling i år 6 e.Kr. for at
finde ud af, hvor meget skat den første statholder skulle indkræve.
Netop dét fik Judas fra Galilæa til et indlede et oprør. Som
Josefus siger det, gik han med “kongetanker” om sig selv og nægtede at betale skat til romerne, fordi det ville være det samme
som at anerkende kejseren i Rom som ”herre” og dermed et
brud på det første og største bud i loven om kun at have én Gud
(Antikviteterne 18.1-8, 23)
Romerne vidste altså, at en jøde med ”kongetanker” var som
en tændstik i et krudttårn. Derfor låser Pilatus’ forhør sig også
fast på dette emne ifølge alle fire evangelier: ”Er du jødernes
konge?” (Matt 27,11; Mark 15,2; Luk 23,3; Joh 18,33.37).
4: HERODES ANTIPAS SOM LYNAFLEDER
Alle anklager til trods lader Pilatus sig ikke overbevise. Faktisk gør
Selskab for Bibelsk Arkæologi
Ifølge Johannesevangeliet (19,13) slog Pilatus sit dommersæde op på ”stenbroen” (lithostrotos). Hos Zionsøstrene på Via Dolorosa kan man i dag
se et smukt stentorv, der i hvert fald går tilbage til det 2. århundrede e.Kr., som giver en fornemmelse af, hvordan den omtalte stenplads kan
have set ud. Foto: Morten Hørning Jensen.
www.bibelskarkaeologi.dk
13
TEL 2014/1
ET LILLEBITTE FUND – MED STOR BETYDNING
Det bliver jeres sag’” (27,24). Lukas beskriver, hvordan folkets råb
overdøvede alt andet (23,23).
Pilatus sidder faktisk i et dobbeltpres som fra en skruestik:
Først er der hans frygt for at falde i unåde hos kejseren, og nu
også hans frygt for uro og folkelig opstand.
Frygten for ”uro” (Matt 27,24) var, som vi har set, velbegrundet. Jøderne var mestre i folkelige opstande. Selvom evangelisterne insisterer på, at Pilatus til det sidste fandt Jesus uskyldig
i anklagen for oprør mod kejseren, så er det en realistisk beskri-
Slog jøderne Jesus ihjel?
Med udgangspunkt særligt i bemærkningen i Matt 27,25:
”Lad hans blod komme over os og vore børn” spredte der
sig i kirken en tradition om, at jøderne som folk var skyld
i Jesu død. Kirkehistorikeren fra det 4. århundrede Euseb
løftede denne tanke op til nye højder ved at bruge Josefus
som en art historisk bevis og på den baggrund konkludere, at ”ulykkerne mod hele folket (det jødiske) begyndte
velse af Pilatus, at han valgte ro frem for retfærdighed.
Så, ”da Pilatus gerne ville gøre folkeskaren tilpas”, løslod han
i stedet oprøreren Barabbas” og ”lod Jesus piske og udleverede
ham til at blive korsfæstet” (Mark 15,15).
PÅSKEN GEMT I KAOS
Selvom evangeliernes beretninger ofte er beskrevet som historisk
utroværdige og alt for idylliske over for Pilatus, er der rent faktisk
en hel række af indicier på en ganske realistisk og troværdig
beskrivelse af en proces, der godt nok var kaotisk, men samtidig
falder inden for rammen af, hvad vi ved om romerske statholderes arbejdsvilkår i almindelighed og om Pilatus i særdeleshed.
Ved at spille på Pilatus’ dobbelte frygt for opstand i befolkningen og for at falde i unåde hos kejseren, så lykkedes det til sidst
rådet at tvinge deres vilje igennem.
Samtidig er det værd at bemærke, hvordan Pilatus’ møde med
Jesus midt i dette kaos på en underlig bagvendt måde viser, hvad
påskens evangelium betyder. Pilatus’ frigivelse af Barabbas er
nemlig samtidig den første demonstration af, hvad evangelierne
postulerer, blev betydningen af Pilatus’ korsfæstelse af Jesus: En
stedfortrædende død, der sætter fanger fri (jf. Mark 10,45).
Ved sidste sommers udgravninger af Khirbet al-Maqatir fandt
udgraverne en egyptisk skarabæ, som er en lille lykkeamulet
af form som en bille. Skarabæen kan dateres til ca. 1450 f.Kr.
Dette fund er meget vigtigt. Det viser med al tydelighed, at
al-Maqatir var beboet i perioden lige op til det tidspunkt,
hvor Josva og israelitterne kom til landet (ca. 1400 f.Kr.).
Bibelforskningen har længe sagt, at der ikke var nogen by
ved navn Aj i hele dette område på indvandringens tidspunkt. Udgraverne af al-Maqatir peger på, at al-Maqatir faktisk kunne passe med den bibelske beskrivelse af Aj: Der var
en mindre by, som stod frem til ca. år 1400 f.Kr., hvorefter
den blev totalt ødelagt ved brand. Det nye fund styrker tolkningen af, at stedet var beboet frem mod år 1400 f.Kr.
på Pilatus’ tid og med overgrebene på Frelseren” (2.6.3).
Faktisk var Josefus’ værk, Den jødiske Krig, uhyre populært
blandt kristne i Middelalderen, fordi det ”beviste”, hvordan Gud havde forstødt og straffet sit tidligere folk, fordi
de slog Jesus ihjel. ”Kristusmordere” var det udbredte
skældsord. I den katolske kirke blev dogmet om jødernes
”blodskyld” først ophævet på det andet Vatikanerkoncil
Denne skarabæ, som er ca. 1,5 cm lang, dateres af eksperter til ca.
200 år før Abraham. © Associates for Biblical Research. Foto: Mike
Luddeni. Må ikke gengives uden skriftlig tilladelse fra Associates for
Biblical Research. www.BibleArchaeology.org.
i 1962. Der er også al mulig grund til at tage afstand fra
denne tanke. Alene af de tre historiske grunde, at det
frem for alt var det jødiske råd, der førte processen mod
Jesus og ikke hele det jødiske folk; at det i den sidste
ende var Pilatus, der slog Jesus ihjel; og hele den teologiske forståelse af Jesu død som en del af Guds frelsesplan.
Magasintilbud
GIV ET SMUKT PORTRÆT
– den helt personlige gave !
Håndtegnede portrætter udføres
fra fotos og leveres
færdigmonteret med
passepartout i enkel,
klassisk aluramme.
Kontakt freehand.dk !
Køb et sæt af tidligere numre af TEL
(ca. 50 numre)
Kun
250 kr.
+ forsendelse
Skriv til: [email protected]
Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web
14
TEL 2014/1
Selskab for Bibelsk Arkæologi
www.bibelskarkaeologi.dk
15
TEL 2014/1
Havde Abraham kameler
– eller ej?
Af Carsten Vang, Menighedsfakultetet
knogler fra kameler, som er fundet
tamkameler i Israel, eller om der skulle
findes rester af ældre kamelknogler andre
steder i landet, som tilfældigvis bare ikke
er fundet endnu.
Når man tænker på, at kameler ikke
hører naturligt hjemme i byerne, men på
steppen og i ørkenen, og når man videre
tager i betragtning, at bibelarkæologien
især fokuserer på de byhøje, som gemmer på resterne fra de gamle byer, er det
ikke så mærkeligt, at man endnu ikke har
fundet entydige spor efter tæmmede kameler, der er ældre end 900 f.Kr. Kameler
hørte ikke til byens normale husdyrhold,
og de indgik ikke som lastdyr for varetransport mellem byerne. Derfor kan vi
ikke vente at finde knogler fra tæmmede
kameler i stort tal i byhøjene.
ved det meget store kobberudvin-
KAMELER I EGYPTEN
Midt i februar måned ramte en ejendommelig pressemeddelelse fra Tel
Aviv University alverdens medier, og
også mange danske viderebragte nyheden uden kritisk forbehold. Ved
hjælp af kulstof-14 analyse har to
af universitetets forskere dateret
dingssted Khirbat en-Nahas i Jordan.
Ud fra disse dateringer hævder de,
at tamkamelen først kom til Israels
Meget tyder faktisk på, at kamelen har
været tæmmet væsentligt tidligere end det
9. årh. f.Kr. På en klippevæg i det sydlige
Egypten har man fundet en graffiti, som
viser en mand, der trækker en dromedar
efter sig med et reb. Graffitien dateres til
2200 f.Kr., 200 år tidligere end Abraham.
Også andre indicier peger på, at
egypterne anvendte tamkameler som
lastdyr i deres karavaner før år 2000 f.Kr.
Vi ved fra arkæologiske fund, at egypterne
importerede balsamstoffer fra Sydarabien
så langt tilbage som tidligdynastisk tid,
d.e. 2800 f.Kr. Da handelsruterne indebar mange dages rejse gennem ørkenen,
anser forskerne det for udelukket, at
egypterne har brugt æsler på disse rejser.
Æsler kan simpelthen ikke vandre i dagevis
uden vand, og derfor må egypterne have
benyttet kameler.
Ifølge 1 Mos 12,16 fik Abraham sine
kameler som en gave fra farao, da han
opholdt sig i Egypten en tid. Derfor er der
ikke noget i vejen for, at han har haft kameler blandt sine dyr, sådan som Bibelen
fortæller.
For yderligere information om Abrahams
kameler, se Knud Skovs artikel ”Abrahams
kameler” i TEL 2005/3.
land efter 900 f.Kr.
Bibelen nævner ganske vist, at Abraham,
som levede omkring 2000 f.Kr., havde
kameler. De nye dateringer af kamelknogler beviser imidlertid, siger de to forskere,
at dette er uhistorisk, og at 1 Mosebog
må være skrevet mange hundrede år efter
Moses’ tid.
EN BESYNDERLIG KONKLUSION
Denne pressemeddelelse er yderst besynderlig! Kulstof-14 metoden kan kun datere
knogler, som rent faktisk er fundet. Den
kan ikke sige det mindste om, hvorvidt
disse knogler stammer fra de ældste
På en klippevæg ved Aswan findes indridset en enpuklet kamel (dromedar), trukket af en
mand. Graffitien dateres til ca. 200 år før Abraham. © Michael Ripinsky, Journal of Egyptian
Archaeology 71 (1985) 139.