1. No category

6
HOLBÆK
NordvestNyt
SEK TION 1
LØRDAG 19. oktobeR 2013
Tom Castor Andersen er tilbage til læretiden,
når han besøger Holbæk Museum.
Foto: Jørgen Juul
Lærepladsen på
museum
Levende historie: Når Tom
Castor Andersen fra Tuse Næs
besøger Holbæk Museum,
besøger han samtidig en masse
ting og sager fra sin fars gamle
malerværksted.
Billedet her er fra 1890, da der var
skomagerværksted i huset Klosterstræde 12.
I døren ses skomager Isaach Jönsson
Hedenskog.
og frem til 1960’erne. Han var i øvrigt også
vært i Udby Forsamlingshus. Malerfi rmaet
blev overtaget af sønnerne Poul og Ib Castor
Andersen. Tom Castor Andersen er nu blevet 74 år. Han kom i lære hos sin far allerede som 13-årig - og skulle derfor stå fem år i
lære i stedet for de fi re, der var almindeligt.
Han blev uddannet både bygnings-, skilteog porcelænsmaler.
- Jeg lærte meget, men det var nok ikke så
sjovt at stå i lære hjemme med far og to ældre brødre, griner Tom Andersen og mindes
blandt andet, hvordan han blev sat til at lave
kit morgenen efter at have været til bal til
ud på de sene timer.
- Pyha, smiler han.
Af Jørgen Juul
hoLbæk: Ejendommen Klosterstræde 12 i
Holbæk er en del af Holbæk Museum. Huset
er fra 1600-tallet eller måske første halvdel
af 1700-tallet, og det var i mange, mange år
skomagerværksted. Der eksisterer et billede fra 1890, der viser skomager Isaach Jönsson Hedenskog i døren til huset. Billedet er
taget af hans datter, Marie, der var fotograf.
Ejendommen blev overdraget til museet i
1971, og der kan man få et kig på tidligere
tiders håndværk. Huset danner nu ramme
om udstillinger, der fortæller om malere,
bødkere, pottemagere, og der vises keramik
fra Knabstrup.
Når Tom Castor Andersen fra Uglerupvej
på Tuse Næs besøger Holbæk Museum - og
det sker jævnligt - kigger han indenfor i Klosterstræde 12. Der er, kan man sige, en del
af hans barndom og ungdom udstillet. De
udstillede genstande stammer nemlig for
en stor dels vedkommende fra malermester
Albert Andersens værksted på Næsset, og
Albert Andersen var på én gang Tom Castor
Andersens far og læremester.
i lære med brødrene
Hos malermester Albert Andersen og hans
hustru, Anna Larsine Andersen, var der
5.37 fra holbæk
syv børn, fi re drenge og tre piger. De fi re
drenge blev alle udlært malere i faderens
fi rma. Ud over Tom Caster Andersen var det
Poul, Ib og Bent.
Bent og Tom Castor Andersen kom ikke til
at arbejde som svende hos faderen. Bent rejste til Grønland, Tom Castor Andersen fik
virke på blandt andet Den kgl. Porcelænsfabrik, De forenede Bryggerier og på Bygmesterskolen i Holbæk. Han startede også
senere egen virksomhed i Holbæk, nemlig
Holbæk Skilte Center.
- Jeg har det godt med at kunne komme her
på museet og se de gamle ting fra min fars
værksted. Det er hyggeligt, siger Tom Castor Andersen og kaster et blik på de mange
bøtter med farve, på penslerne, på dørene,
som malerne strøg deres pensler af på, når
arbejdsdagen var forbi, og på alt det andet
grej fra barndomshjemmet i Udby.
vært i forsamlingshuset
Albert Andersen, der kom fra Fåborg, havde sit værksted på Udby Kirkevej fra 1918
Så da læretiden var overstået, kom han til
marinen, men gik samtidig på malerskole
på Frederiksberg, og han blev underglassurmester på Den Kgl. Porcelænsfabrik og
kom - senere igen - på Dansk Akrylteknik i
Taastrup, han blev underviser på Bygmesterskolen i Holbæk og var i 23 år på værkstedet hos De forenede Bryggerier.
- Det var af sted med toget fra Holbæk hver
dag fra mandag til lørdag klokken 5.37, husker han.
Som 49-årig startede han Holbæk Skilte
Center. Det solgte han den dag, han fyldte 60
år.
Nordvestnyt
SEK TION 1
LØRDAG 19. oktober 2013
7
I gamle dage lavede man selv farverne
på malerværkstedet. Bøtterne fra Tuse Næs er
nu på museum i Holbæk.
Af Jørgen Juul Jensen
Portrætter og
plankeværker
Levende historie: Mennesket
har dekoreret boliger
i 100.000 år.
Albert Andersens malerværksted
på Udby Kirkevej.
Læretiden kan han altså fortsat mindes
ved et besøg på Holbæk Museum. Så kommer historierne om dengang, da malerne
ikke kørte i bil ud til deres opgaver, men
cyklede med stiger, bøtter og pensler.
- Det var dengang, vi selv blandede farverne hjemme på værkstedet, erindrer han og
kigger på de mange bøtter med kejser-grønt,
cremser-hvidt og kalk-rødt.
Tom Castor Andersen har givet glæden
ved farverne videre til gæster på Holbæk
Museum, hvor han har undervist børn i skabelon-maling.
Albert Andersen og hans hustru,
Anna Larsine Andersen.
Holbæk: Mennesket har alle dage ville udsmykke sin boliger. Sådan har det faktisk
været i 100.000 år!
De ældste hulemalerier, man kender til,
er fundet i Sydafrika, og de er, mener forskerne, omkring 100.000 år gamle. De er lavet med en rødlig maling, der består af en
blanding af jernholdig jord og opvarmede,
knuste knogler. Forskerne mener, at fortidsmenneskene brugte en tynd knogle til at
male med.
- Hulemalerierne er et vigtigt tegn på,
hvor teknisk avancerede mennesker var
for 100.000 år siden, mener arkæolog Christopher Henshilwood ved universitetet i Johannesburg.
Det at gøre sin bolig pænest mulig ligger
altså dybt i mennesket. I Europa har vi kendskab til hulemalerier i Spanien og Frankrig,
der er 30.000 år gamle, skabt på et tidspunkt,
da der var istid i den del af verden, hvor Danmark nu ligger. Der blev malet med kalk og
ler, sod og okker rørt ud i fedt og blod. Billederne forestiller de dyr, der omgav menneskene: Okser, rener, ræve og vildsvin.
Også dengang var nogle - må vi formode bedre til at male end andre.
Langt tættere på nutiden var malere personer, der både skulle kunne lave kunst og
male plankeværket. Middelalderens maler
lavede både kalkmalerier og dekorerede
billedskærerarbejder. Malermestre var
både kunstnere og håndværkere. I 1600-tallet skulle Christian IV’s malere både lave
portrætter og landskabsmalerier, dekorere
vægge og lofter og sørge for, at slotshavens
stakit blev malet og kakkelovnene sværtet!
Alsidigheden har faget bevaret langt frem
mod vor tid, hvor de blandt andet har skullet imitere træsorter som mahogni og eg og
lave forgyldninger. Mange har dekoreret
hestevogne og andre har specialiseret sig i
skiltemaling, og i tiden fra 1850 overtog malermestrene langsomt sadelmagernes- og
tapetserernes arbejde med at beklæde vægge med stof og lærred. Det skete, da det blev
mere almindeligt at bruge papirstapeter.
I 1976 kunne man ønske glædelig jul med kortet
her. Motivet er fra malerværkstedet i håndværkersamlingerne på Holbæk Museum.
8
HOLBÆK
NORDVESTNYT
SEK TION 1
LØRDAG 21. SEPTEMBER 2013
På Holbæk Museum har man blandt andet dette stykke
husflidsarbejde. Det er en såkaldt dansemaskine,
fremstillet af købmand Chr. Larsen i Igelsø.
Han var tidligere gårdejer i Sasserup. Dansemaskinen er fra 1909.
Dengang kunne de lokale genkende parrene,
der dansede - og notere sig, om de dansede med de »rigtige«.
Foto: Holbæk Museum
Høstoptog i Holbæk i 1924. I spidsen for det hele en pige på en hvid hest.
Efter hende kommer høstpiger med river. Billedet blev bragt i Holbæk Amtstidende.
Foto: Holbæk Museum
Den store fest
HØST: Af alle gode tider på
landet er høsten måske den
bedste. Den har altid været
en fest værd.
HOLBÆK: Høsten er noget ganske særligt. Af
alle gode tider på landet er høst-tiden måske
den bedste. Den har altid været en fest værd,
og der er mange gamle skikke knyttet til netop høsten.
Høstgilderne har med tiden udviklet sig
fra det små, nære og helt lokale til store fester med flere end tusind deltagere, og det er
i øvrigt ikke længere alene de, der har hjulpet til med høstarbejdet, der deltager.
Høsten har alle dage været hårdt arbejde.
På marken, ved tærskeværket, i laden og
loen.
Så når alt var på plads, skulle det fejres.
I gamle dage kunne det for eksempel be-
gynde med, at høstfolkene blev trakteret
med såkaldt skårgrød i stedet for den tarveligere nadvervandgrød.
Bedre end julen
Det store høstgilde blev mange steder holdt
på mikkelsdag, den 29. september. Det var for mange fattige husmænd på Sjælland og
Fyn - en endnu bedre dag end juleaften. Det
var nemlig en skik, at husmænd og landarbejdere der havde deltaget i høstarbejdet på
bondegården i nærheden, blev indbudt med
kone og børn til gilde på gården.
Der kunne være oksekødsuppe, peberrodskød eller lammesteg på menuen. Måske
var der blevet lavet suppe på gårdens gamle
væder. Det var for eksempel traditionen ved
Højby og Riis i Odsherred. Suppen skulle
være kogt på en vædder. Kødet lå i suppen
- og rumpen af vædderen skulle vende mod
husbond, der sad for bordenden.
»Det middagsmåltid var altid en vældig
oplevelse for husmandsbørnene, der ellers
aldrig smagte fersk kød«, fremgår det af
Dansk Husmoderleksikon, der fortsætter:
»Om Eftermiddagen efter den straalende
Middag var der ikke sjældent Udflugter, om
Aftenen efterfulgt af et overdaadig Aftensmaaltid, hvor Skaalene gik frit over Bordet. Ikke blot Bondegaardene, men også de
danske Herregaarde satte en Ære i at fejre
store, oplevelsesfyldte Høstgilder, hvor Herremanden dansede med Høstkoner og Høstpiger og hans frue med Karle og Husmænd«.
En dans med neget
»I ældre Tid spillede det sidste Neg ved Høsten en betydelig Rolle ved Høstgildet, omtrent som Juletræet i vore Dage. Man dansede med det ved Høstgildet og anbragte de
Neget eller dets Binderske som Høstgildets
Dronning på Ærespladsen ved Husbondens
Side«.
Fra Skamstrup og Røsnæs er det fortalt, at
det var den pige, der havde bundet det sidste
neg, der først skulle danse med det.
Ud på aftenen blev der serveret smørrebrød og øl og brændevin.
I Algestrup var det almindeligt med grød,
fisk og sylte, i Riis i Odsherred med risengrød med fåremælk til.
Risengrød med fåremælk hører ikke længere høstgilderne til. Til gengæld er der så
rigeligt af så meget andet: Sild, frikadeller,
flæskesteg, oksested, fiskefi letter med remoulade, rejser, ost, kaffe, kage - ja, alt, hvad
hjertet kan begære af mad og drikke. Der
blev bagt mikkelsbrød af ny hvede, brød, der
ofte blev givet som gave til de fattige hjem.
Mjød af ny honning kunne løfte stemningen i tiden lige efter høst.
Mikkelsaften var i gamle dage mange steder efterårets første lysaften. Det kan vi passende tænke lidt over søndag i næste uge,
når vi når den 29. september - mikkelsdag.
NORDVESTNYT
SEK TION 1
LØRDAG 21. SEPTEMBER 2013
9
Ester Rasmussen med sin første høstsang,
der blev sunget i Holbæk Landboforening.
Det var i 1978.
Foto: Jørgen Juul
Ester - altid klar med en høstsang
HØSTGILDE: Ester Rasmussen
bor nu i Tølløse. Tidligere
havde hun og hendes mand,
John, både landbrug
og landbrugsmuseum
i Bukkerup. Hun har skrevet
høstsange siden 1978.
TØLLØSE: Når høsten er kommet i hus, skal
det fejres. Sådan har det altid været på landet. Dér er der ikke mange fester, der er så
betydningsfulde som lige præcis høstgildet.
Høstfesterne skulle i første række med de
nærmeste, med familien og dem, der havde
taget del i høstarbejdet. Senere blev festerne større og blev ikke holdt alene for et husmandssted, en gård eller en landsby. De blev
for hele egnen. Så var det for eksempel ved
Holbæk, hvor Holbæk Landboforening i en
årrække stod som arrangør af en høstfest
med flere end 1.000 deltagere. De første fester i landforenings-regi blev holdt hos virksomheden Diness i Holbæk. Siden rykkede
hsøtfesten ud i egnens haller, blandt andet i
Knabstrup-Hallen og i Stestrup Fritidsgård.
Ester Rasmussen, der nu bor i Østergade
i Tølløse, er en af dem, der har været med
til rigtig mange af Holbæk Landboforenings
høstfester. Og ikke nok med det. Hun har
skrevet årets høstsang til festerne 16 gange
og har i øvrigt også lavet sange til en halv
snes af de høstfester, man nu holder i ved
Soderup Præstegård i regi af Soderup og Kr.
Eskilstrup Sogne.
Ester Rasmussen er lige fyldt 87 år. mange
husker hende nok fra den tid, da hun sammen med sin mand, John Rasmussen, boede
på Nordgården i Bukkerup og havde et landbrugsmuseum på ejendommen.
Ester Rasmussen skrev sin første høstsang i 1978. Den gik på melodien »Hvem sidder der bag skærmen«. Den sendte hun til
Hartvig Dehn, Algestrup, der var landboforeningens formand.
Pludselig blev sangen delt rundt
- Dehn sagde ikke rigtigt noget, men pludselig blev sangen delt rundt til høstfesten,
fortæller Ester Rasmussen.
- Det var ikke så svært at skrive sådan en
høstsang. Jeg kendte jo til markarbejdet,
fortsætter hun. Jeg skulle skrive om nogle
emner, som alle kunne forholde sig til. Det
kunne for eksempel være noget om kvinder,
der skulle køre traktor, og noget om Poul
Nyrups cykelhjelm.
Sangskriveriet kom for alvor i gang i
1980’erne.
Da var Hans-Werli Rasmussen fra Hellestrup blevet formand for Holbæk Landbo-
forening. Han opfordrede Ester Rasmussen
til at skrive en sang hvert år.
Til gengæld fik Ester og John Rasmussen
hver en gratis billet til festen.
Holbæk Landboforening eksisterer ikke
længere. Det gør høstfesterne i Stestrup
heller ikke. Men Ester Rasmussen skriver
fortsat høstsange. Nu er det deltagerne til
høstfesten i Soderup Præstegård, der nyder
godt af dem.
Høstfesten i Soderup bliver altid holdt i
september. Der var 154 med til festen forleden.
- Der er jo ikke så mange landmænd mere.
Høstfesten er for alle fra området, fortæller
Ester Rasmussen, der også er en af de lokale,
såkaldte blomsterpiger, der pynter kirke og
festtelt.
- Det er meget festligt med fyldt kirke, god
mad, musik, folkedans og tovtrækning for
både børn og voksne, siger hun.
Mikkelsdag og brød
uden møg
Af Jørgen Juul Jensen
ORØ: Nu om dage siger datoen 29. september
nok ikke de fleste mere end den 28. september eller den 30. september.
Det var anderledes i gamle dage.
Den 29. september er nemlig mikkelsdag,
og i gamle dage holdt man i Norden kirkefester dén dag.
De havde karakter af en takkefest for høsten.
Mikkelsdag var en af de dage, som Struensee sammen med mange andre bods- og bededage fik slået sammen til store bededag.
Mikkelsdag markerede fra gammel tid høstens afslutning.
Harald Petersen skriver om dagen i sin bog
»Dengang på Orø«:
»Før man begyndt at dyrke rodfrugter,
skulle alt det, man havde at leve af det kommende år, helst være bjærget ind før mikkelsdag. Derfor var det en festdag, hvor husmandsfolkene samlede alle dem, der havde
hjulpet med høsten, til gilde.
»Men det var også afregningens dag«, noterer Harald Petersen i bogen. »Dengang
blev megen kredit - af naturlige grunde - givet til mikkelsdag, da bonden kunne sælge
den nye høst.
»Høsten blev også markeret ved, at vi fik
brød af nyt korn, og det kunne smages«, fortsætter Harald Petersen. »Det var en fryd at
spise brød af ny rug. Nu smager det ens året
rundt. Men datidens kornbunker var hjem-
Mikkelsdag, den 29. sepember, var tidligere en dag
med meget stor betydning. Det var den dag, man
fejrede høsten, den dag, man havde kredit til, og
den dag, da man begyndte at tænde lys indendørs.
søgt af rotter og mus, og mange af deres ekskrementer lod sig ikke sortere fra kornet,
men røg med i kværnen. Måske var det derfor, vi ikke blev allergiske ...«.
6
HOLBÆK
NordvestNyt
SEK TION 1
LØRDAG 10. AuGust 2013
Når marken
skulle mejes
Høst: Tidligt op og sent i seng.
Høsten har alle dage været en
travl tid på landet. Men det var
også en fest.
Holbæk: Tidligt op og sent i seng. Hårdt arbejde fra morgen til aften. Høsten har alle
dage været en travl tid på landet. Men det
var også en fest. Både når det sidste neg var
bundet og sat - og når det sidste læs var kørt
hjem. Til den nyere del af landbrugs- danmarkshistorien hører selvbinderen og tærskeværket. De afløste leen og plejlen. Mekaniseringen var sat i gang.
En af milepælene i mekaniseringen var
den tærskemaskine, som Svend Jansen arbejdede med på Jansens Jernstøberi i Holbæk. I begyndelsen en håndkraftmaskine,
men lige godt en revolution, som man noterede i Holbæk Amts Venstreblad, da avisen i
1959 beskrev Holbæk Maskinfabriks 100 års
jubilæum.
Jansen blev en af pionererne i den landbrugstekniske historie i Danmark.
I 1876 overdrog Jansen virksomheden til
sin svigersøn, N.R. Petersen. Sideløbende
med arbejdet med at fremstille dampkedler
og pasteuriseringsapparater til mejerierne
var der fokus på tærskemaskinerne, og den
4. november 1892 fik N.R. Petersen kongeligt
patent på det første selvrensende tærskeværk til hestekraft.
I en årrække blev tærskeværket grundstammen i Holbæk-fabrikkens produktion.
Jansens Jernstøberi blev i 1907 til Holbæk
Maskinfabrik. Tærskeværkerne var et speciale på virksomheden.
Tusindvis af tærskeværker - og halmpressere - blev fremstillet på Holbæk Maskinfabrik.
Efter Anden Verdenskrig var der kommet endnu mere gang i mekaniseringen.
Nye produktioner blev taget op i Holbæk. Et
kombineret tærskesæt med helautomatisk
ilægningsapparat og kornblæser for eksempel.
Landbrugsmaskiner fra Holbæk - af mange forskellige slags- var populære, ikke blot
her i landet men også ude i verden. Der blev
eksporteret maskiner til en række europæiske lande - og til så forskellige steder som
Brasilien, Marokko, Pakistan og Grønland.
Men det er en helt anden historie.
Det er såkaldte båndskærere, der ses på billedet.
Båndskærerne kunne spændes fast om håndledet.
De blev brugt til at skære høstbindegarnet af
kornnegne, inden negene blev lagt i tærskeværket.
Foto: Holbæk Museum
Skiltet her er fra Aktieselskabet Holbæk Maskinfabrik, der blev grundlagt i 1919.
Der blev både lavet tærskeværk og halmpressere.
Skiltet opbevares på Holbæk Museum.
Foto: Holbæk Museum
Høst med 100 kilo
korn på ryggen
Høst: Knud Erik Jensen
fra Orø har været med hele
vejen fra leen og plejlen over
selvbinderen og tærskeværket
til mejetærskeren. Det værste
var de tunge kornsætte.
orø: Knud Erik Jensen fra Nørrestængevej
på Orø er blevet 86 år, og kræfterne er ikke,
hvad de har været. Men da han var yngre,
kunne han tage fat. Dengang var høsten for
ham og andre på landet blandt andet noget
med at bære sække med 100 kilo korn. Op på
ryggen med dem og af sted. Nogle gange op
ad trappen til kornloftet, andre gange hen til
vognen, der skulle køre kornet ned til købmanden, eller hvor det ellers skulle hen. 100
kilo ad gangen. Sådan. Nogle gange endda i
både bagende varme og støv.
- Det var de tunge sække, der var det værste af det, der fulgte med høsten, mener
Knud Erik Jensen.
en lille runde med leen
Han har været med hele vejen igennem. Fra
le og plejl over selvbinderen og tærskeværket til traktoren og mejetærskeren. Knud
Erik Jensen har arbejdet ved landbruget
siden han var 13 år. Nu er han som nævnt
86, tager gerne en lille runde med leen og
har indtil for ikke så længe siden også været
med til at vise, hvordan et tærskeværk skal
betjenes. Det var i Andelslandsbyen.
Nu er hans ejendom nede ad markvejen fra
Nørrrestængevej for en stor dels vedkommende omdannet til museum med fokus på
forholdene på landet. Der er stadig 23 tønderland til ejendommen. De drives af Knud
Erik Jensens søn, Jens, mens Knud Erik
Jensen og hans hustru, Tove på 82 år, tager
imod gæsterne på museet. Knud Erik Jensen er født i Bybjerg på Orø i 1927. Hans far,
Aksel Jensen, var fisker.
- Jeg kan godt lide vandet og holder meget
af lugten af fiskegarn, men at blive fisker
var ikke noget for mig, fortæller Knud Erik
Jensen. Senere forpagtede faderen dog den
landbrugsejendom, som Knud Erik Jensen
har ejet siden 1967.
Han kom ud at tjene allerede som 13-årig.
- Hver anden dag. Det var hos min faster
og onkel her på Orø, siger han. Man sku’ jo
bestille noget, som min far sagde.
Det fik Knud Erik lov til. Der skulle for
eksempel bæres tunge junger med mælk og
valle, og til høst måtte han være med til at
slæbe neg.
tre heste i front
- Da jeg var dreng og ung, høstede vi med
en selvbinder, der blev trukket af tre heste.
Man kunne få både højre- og venstre-vendte
selvbindere. Vores var højre-vendt. Det var
mest almindeligt. Hestene gik ved siden af
selvbinderen. Derfor måtte den første omgang rundt om en mark ofte slås med le. Ellers ville hestene jo jokke i kornet.
Han har også været med til at høste med
slåmaskine. Så måtte det afskårne korn
samles sammen og bindes i neg med håndkraft, som hvis det var slået med leen.
Hjemme hos sin far, der forpagtede den
ejendom, som Knud Erik Jensen og hans hustru nu bor på, i perioden fra 1932 til 1946,
har Knud Erik Jensen været med til at tærske med plejl.
- Der var ikke så højt til loftet. Nogle gange
kom jeg for skade at ramme det med det re-
- Det værste var kornsækkene.
De vejede 100 kilo stykket. Det var bare op på nakken med dem og af sted, fortæller
Knud Erik Jensen. Det var noget lettere at
gå bag hestene, når der skulle pløjes.
Knud Erik Jensen er blevet 86 år - men tager
stadig en lille runde med leen i ny og næ.
Foto: Jørgen Juul
sultat, at jeg fik plejlen lige oven i hovedet,
husker han.
Jensen husker tydeligt sommeren 1947.
Den sommer var usædvanligt varm.
termometret gik i stykker
- Jeg erindrer en dag, vi tærskede rug hos
min faster og onkel. Allerede om morgenen
viste termometret på gårdspladsens nordside 30 grader. Noget senere flyttede det om
i solsiden. Det sprængte ved 53 grader. Det
var drønende varmt. Sanktbernhardshunden lå bare og gispede. Vi arbejde i heden og
støvet.
- Det bedste arbejde ved landbruget i gamle
dage var, når der skulle pløjes, og man kunne gå der bag hestene. Furerne skulle være
lige, og man kunne ikke gå og kigge på fugle
og den slags. Men jo, pløjningen var det bedste, mener Knud Erik Jensen.
Nordvestnyt
SEK TION 1
LØRDAG 10. august 2013
7
Kærnemælksuppe og pandekager i Brorfelde
Rosa Hansen - blev populær med sin
varme kærnemælksuppe og pandekagerne.
Foto: Jørgen Juul
Høst: Når tærskeholdet kom,
skulle der laves mad i lange
baner. Rosa Hansen prøvede
det i Brorfelde.
Brorfelde: Mændene var med. Og kvinderne. Og børnene. Alle havde travlt i forbindelse med høsten i gamle dage. Kvinderne skulle ikke alene være med i arbejdet på marken
og i lo og lade. De skulle også sørge for, at der
var mad på bordet. Masser af mad.
Rosa Hansen, der nu bor på Solvænget
i Tølløse, har prøvet det, Hun måtte både
være med på selvbinderen, da hun og hendes
mand, Børge, drev landbrug ved Brorfelde,
og når tærskeholdet så kom, var det hende,
der skulle sørge for, at der var rigeligt med
mad.
Rosa og Børge Hansen overtog i 1953 ejendommen Teglværksgården i Brorfelde. Eller
rettere, de overtog brandtomten efter Teglværksgården. Bortset fra en svinestald måtte alt bygges op fra grunden.
Efter frasalg af jord til det, der senere skulle blive det astronomiske observatorium,
var der 12 tønderland til Teglværksgården.
Det blev gennem årene til 40 tønderland.
Børge og Rosa Hansen sørgede selv for, at
der blev sået og høstes, men når der skulle
tærskes, blev der købt hjælp udefra.
- Det var i 1950’erne og måske også i begyndelsen af 1960’erne. Hvert år bestilte vi to
mand med et tærskeværk, og vi sørgede selv
for, at der var fire-fem medhjælpere til arbejdet. Jeg skulle lave mad både til dem og til os
selv og også tage hånd om vores to små børn,
husker Rosa Hansen.
Sild og kartofler
Til et tærskehold skulle der typisk serveres
et måltid mad først på formiddagen, klokken
10.30 skulle holdet have en øl, til frokost mad
igen og ud på eftermiddagen var der kaffe.
- Dengang havde vi hverken fryser eller
køleskab, og komfuret var et af den slags,
man fyrede med brænde i. Det var ikke bare
lige at lave mad til så mange, fortæller Rosa
Hansen.
Et tærskehold fik typisk stuvede kartofler
og spegesild eller bidesild klokken 9. Til frokost var der hakkebøffer eller kyllingesteg.
- Hos os tog tærskearbejdet en dag. Et år
var tærskeværket gået i stykker, og Børge
Selvbinderen
Tærskeværket
Høst: Høstarbejdet begyndte
at skifte karakter i
1800-tallet. Revolutionen
kom fra Amerika.
Høst: Der var to hovedtyper af
tærskemaskiner: Holbæk-typen
og Hillerød-typen.
Af Jørgen Juul Jensen
Holbæk: I 1800-tallet begyndte høstarbejdet
så småt at skifte karakter. Den store nyhed
kom fra Amerika. Der havde man nemlig i
slutningen af 1870’erne opfundet selvbinderen, og den kom til at afløse seglen, det lille
håndredskab, der blev brugt til at afskære
sæd og andre afgrøder, leen, et noget større
håndredskab til afskæring, og selvafliggeren.
Selvafliggeren var en slåmaskine, der også
have et aflæggeapparat, bord, aksløftere og
et større fraskilleapparat. Aflæggeapparatet tjente ikke alene til at samle og aflægge
negene, men førte også sæden mod skæreapparatet. Trækkraften var et par almindelige
arbejdsheste. Man kunne høste mellem fire
og fem hektar pr. dag.
Efter selvafliggeren kom slåmaskiner med
håndaflægning. De var lettere, og de var forholdsvis billige, og med dem kunne man arbejde på steder, hvor de tungere, selvaflæggende mejemaskiner ikke kunne anvendes.
De håndaflæggende maskiner krævede to
mands betjening og stillede store krav til
den, der skulle passe aflægningen. Sæden
skulle enten bindes med det samme eller
lægges til side, da negene blev lagt i skåret.
Selvbinderen var en revolution for landbruget.
Den afhuggede sæd faldt på et bordsejl - et
endeløst sejl med trælister, som blev bevæget over ruller til en elevator. Elevatoren bestod af to sejl uden ende, som transporterede
sæden til bindebordet, hvor den blev pakket
mod en opstående arm. Når neget havde den
størrelse, der var bestemt, kom en nål frem.
Neget blev bundet.
Et almindeligt neg havde en omkreds på
mellem 70 og 75 centimeter.
Skårbredden var knap halvanden meter.
En selvbinder kunne give rigeligt arbejde
til tre heste. Selvbinderen vejede typisk mellem 650 og 750 kilo.
Højbindere havde elevator og hævet bindebord, lavbindere havde bindeapparatet ved
siden af bordet.
De første af slagsen gjorde god fyldest i
Amerika, men kunne kun vanskeligt behandlede den langstråede og delvis liggende sæd, som var almindelig i Danmark, så
producenterne i Amerika måtte ændre på
selvbinderne, så de også passede til det europæiske marked.
Holbæk: Indtil tærskemaskinerne var en
realitet, var det plejlen, der blev brugt, når
der skulle tærskes korn, et redskab bestående af hoveddelene stokken og slaglen, der
blev holdt sammen af hilden. Med håndtærskningen var tærskning et arbejde, der
for størstedelens vedkommende blev foretaget i vintermånederne.
Så kom tærskemaskinerne, og tærskningen begyndte samtidig med, at kornet blev
bragt hjem til ejendommen. Det meste korn
var tærsket i løbet af efteråret.
Der var tærskemaskiner til håndkraft,
tærskeværker, der skulle drives af heste,
tærskeværker med dampkraft eller med motorer.
kom ind og sagde til mig, at tærskeholdet
ville komme igen dagen efter, og jeg måtte
sørge for, at der var mad. Jeg var på den.
Som sagt havde vi hverken køleskab eller
fryser og lå ikke inde med hverken hakkebøffer eller kyllinger til fem mand ekstra
end dag mere end beregnet. Jeg løste problemet ved at serve var kærnemælkssuppe og
pandekager. Det blev de rigtig glade for på
tærskeholdet. De fik jo næsten altid de der
hakkebøffer, så kærnemælksuppe med rosiner og pandekager med jordbærsyltetøj var
en dejlig forandring for dem.
- Vi havde meget, meget travlt i høsten,
men det var en tid, vi så frem til. Det var jo
høsten, vi skulle leve af. Men jeg brød mig
absolut ikke om at være den, der sad på selvbinderen, siger Rosa Hansen, der gennem en
årrække også havde job med blandt andet
rengøring på observatoriet.
Da mejetærskeren holdt sit indtog, var det
slut med besøgene af tærskeholdene.
De selvrensende tærskemaskiner kunne
trækkes af to-tre heste.
Med indførelsen af motorer og elektrisk
kraft blev tærskemaskinerne større.
De danske tærskemaskiner - tærskeværker - var fuldtud på højde med de bedste fra
udlandet, og de hjemlige værker blev delt
op i to hovedtyper: Holbæk-typen og Hillerød-typen.
Holbæk-typen var en lav maskinem med
en enkel konstruktion. Alle omdrejende organer var samlet på to eller tre aksler. Kerne og avner blev ført til et såkaldt renseri af
kastehjul.
Hillerød-typen var mere sammensat. Godset blev af en kopelevator ført op til knivkørneren, der var anbragt på tværs over maskinen.
Der var flere aksler og flere remtræk end
på Holbæk-modellen.
Stodderen og kællingen
Soderup: Der var to dage, man specielt så
frem til med spænding, når der skulle høstes førhen. Det var de dage, da man mejede det sidste skår og bandt det sidste neg, og
den dag, det sidste læs blev kørt hjem på gården eller husmandsstedet.
Ofte var det sådan, at markens sidste neg
blev pyntet - klædt ud som enten en gammel
mand eller en gammel kone. Alt afhængig
af udklædningen fik neget navnet »Stodderen« eller »Kællingen«.
Mange steder blev det sidste neg afklædt
sit tøj efter høstgildet og derefter omhyggeligt gemt til jul, hvor det så blev brugt som
offerneg til fuglene.
Ved Soderup var det en udsøgt fornøjelse
at få en dreng på en halv snes år til at stå for
enden af det sidste skår. Der skulle han »fange ræven« - det sidste neg - i en pose.
Den praktiske landmand skulle være opmærksom på, at negene ikke blev bundet
hverken større eller fastere, end at de selv
ved ugunstigt høstvejr kunne tørres uden
omstilling af hobene. Uforholdsmæssigt store neg kunne selv i godt høstvejr volde bryderier.
Nybundne neg blev stillet i hobe, som regel
i retning fra syd til nord.
Holbæk Amtstidende 24. maj 1940
8
HOLBÆK
NORDVESTNYT
SEK TION 1
LØRDAG 15. JUNI 2013
Et ridt på træhesten var en straf, der oprindelig blev brugt i militære system. Herremændene tog metoden til sig - og brugte den over for bønder, som de mente var oprørske eller dovne.
Det er maleren Rasmus Christiansen, der står bag billedet her. Han malede omkring 1920 en række billeder, der fortæller om landbohistorien.
Bonden, båndet og træhesten
LEVENDE HISTORIE: I år er det
225 år siden stavnsbåndet blev
ophævet. Det blev indført med
militære begrundelser i en tid
med økonomisk krise, og det
blev brugt til at holde bønderne hjemme på godset - og til at
holde dem nede.
HOLBÆK: I sidste weekend viste de sjællandske landmænd det ypperste, de kan præstere, når det handler om husdyr, fødevareproduktion og teknisk grej. Det foregik på
dyrskuepladsen i Roskilde. For mange landmænd er det hårde tider med en vanskelig
økonomi. Man hører moderne landmænd
snakke om, at de er stavnsbundet til deres
ejendom.
I gamle dage eksisterede et rigtigt stavnsbånd. Dengang var bondestanden en stand,
der havde masser af pligter, men kun ganske
få rettigheder.
Stavnsbåndet blev indført i 1733 og opløst
igen i 1788. Det er altså 225 år siden i år, at
bønderne i Danmark fik deres frihed. Inden
da havde de været stavnsbundne.
Loven om stavnsbåndet blev indført i 1733
med en militær begrundelse. Godsejerne
havde pligt til at stille med én soldat til landmilitsen pr. 60 tønder hartkorn, som det hed.
Til gengæld kunne godsejeren så forbyde
de værnepligtige mænd at forlade godset.
Værnepligten havde en mand, fra han var
14 til han var 36 år. Alderskravene blev endda skærpet i to omgange. Mod slutningen af
stavnsbåndsperioden var drenge og mænd
mellem fi re og 40 år stavnsbundne til det
gods, på hvis område de var født.
På museet i Holbæk ligger man inde med
flere genstande fra perioden ligger omkring
stavnsbåndstiden. Redskaber, klædedrag-
Da stavnsbåndet blev ophævet, blev der rejst en frihedsstøtte i København. Jubilæerne for stavnsbåndets
ophævelse bliver fejret i hele Danmark, men ikke mindst i dansk landbrug. Billedet her er fra 150-året i 1938.
Det er fra en festmiddag, som blandt andre Hans Larsen, Ebbehøjgård ved Igelsø, var med til. Hans Larsen
var formand for Holbæk Amts Landeboforening fra 1928 til 1947, og han sad i hovedbestyrelsen for De sjællandske Landboforeninger fra 1939 til 1951.
ter, fæstebreve. Og i museumsgården kan
man netop i disse dage få et indblik i, hvordan det var at være bonde i Danmark for
snart 300 år siden. Holbæk Dramatiske Klub
opfører nemlig Ludvig Holbergs »Jeppe paa
Bjerget«. En morsom historie på en alvorlig
baggrund. De fleste ved, at Jeppe i den grad
var under tøflen. Ikke bare ridefogeden var
efter ham. Det var hans kone, Nille også, og
områdets overklasse morede sig på den forsvarsløse bondes bekostning.
Jeppe havde det slemt. Og så foregår hans
historie endda en halv snes år inden stavnsbåndet blev indført og bøndernes forhold
endnu en gang forværret.
Forestillingen om Jeppe på Bjerget blev
opført første gang i 1722 i Lille Grønnegade
i København. »Jeppe paa Bjerget« er en del
af den danske kulturkanon. Forestillingen
holder endnu.
Jeppe er en fiktiv person. Men der var tusindvis af danske bønder, der på egen krop
fik at mærke, at de hørte til i den lave ende
af det klassedelte samfund dengang. Da
stavnsbåndet blev indført, var der økonomisk krise i Danmark. Karlene fra landet
søgte mod købstæderne, godsejerne frygtede at komme til at mangle arbejdskraft.
- Hverken herremænd eller borgere i Danmark har det let. Men bønderne har det dog
værst. Ja, så vidt jeg kan se, har de det på
Sjælland helt som slaverne på De vestindiske Øer. Dog med den forskel, at bøndernes mad her er dårligere. Hverken bønderne eller deres børn kan forlade det gods, de
tilhører. Herremanden tæller sin ejendom i
antallet af bønder, lige som vi i England tæller kvæg, skrev en englænder om forholdene
i Danmark omkring år 1700, da bønderne på
Sjælland og Lolland-Falster var vornede værnede - i en ordning, der lå forud for det
landsomfattende stavnsbånd.
Bønderne og deres børn måtte ikke uden
tilladelse fra godset forlade ejendommen.
Flygtede de, blev de hentet hjem med magt.
Det var herremændene, der bestemte. Det
blev der ændret på i 1660, da de danske
konger blev enevældige og blandede sig i
forholdet mellem bønder og herremænd. I
1702 blev vornedskabet ophævet, men herremændene kunne fortsat true bønderne med
militærtjenste.
For at sikre sig soldater nok til sin hær indførte Christian VI så stavnsbåndet.
»Ingen bondekarl må rejse fra det gods,
hvor han er født, så længe hans husbond
kan skaffe ham tjeneste, medmindre, han er
over de til indrulleringen fastsatte år«. Det
var altså over 36 og under 18, senere over 40
og under fi re.
Herremændene var sikret (billig) arbejdskraft. Bønderne blev presset til endnu mere
hoveriarbejde. Gjorde bønderne ikke, som
der blev sagt, kunne herremændene straffe
dem. Det havde de folk til. Bønderne kunne
blive dømt til træhesten, den spanske kappe, hundehullet. Mulighederne var mange.
NORDVESTNYT
SEK TION 1
LØRDAG 15. JUNI 2013
9
I baghuset har Holbæk Museum en bondedragt, der er sat sammen af dele,
der er kommet ind fra tre forskellige givere.
Men dragten er typisk for Holbæk-området omkring 1800, oplyser museet.
Der er tale om en festdragt, der blev brugt om søndagen og til årets og livets højtider.
Hverdagstøjet var fremstillet af ufarvet uld.
Faderen måtte tage straffen
DRAGSHOLM: I 1755 rømte en ung karl fra
Dragsholm Gods. Faderen, Mads Bødker
fra Vallekilde, blev gjort ansvarlig for dén
handling, og han blev kaldt til Dragsholm.
Mads Bødker forsøgte at fralægge sig ansvaret. Så blev han sat i »hullet« i fi re dage.
Ude igen forsøgte han at finde sin søn,
blandt andet i hovedstaden, men det lykkedes ikke. Igen måtte Mads Bødker møde op
på godset, hvor ridefoged Eggers slog ham
med knyttet næve i hovedet og derefter trak
ham op til godsejeren, Christian Lente Ade-
ler, hvor ridefogeden pryglede Mads Bødker
med et skaft.
Igen røg Bødker i »hullet«, det inderste og
værste. Senere blev han pryglet med en hasselkæp.
Mads Bødker anlagde sag mod Eggers og
Adeler med krav om erstatning. Sagen blev
i første omgang afvist af Dragsholm Birketing, men ved Landstinget blev ridefoged og
godsejer dømt til at betale Bødker 100 rigsdaler i »sagsomkostninger og nogenledes til
reparation«.
Prygl på Tølløsegård
TØLLØSE: Landmilitsen blev oprettet i 1701
i forbindelse med Store nordiske Krig med
henblik på at aflaste staten for de voldsomme udgifter til lejesoldater. Godsejerne udvalgte de bønderkarle, der skulle stille som
soldat, og der var eksercits om søndagen efter kirketid.
Bondevæbningen - landmilitsen - blev indført, da vornedskabet blev ophævet.
Landmilitsen blev ophævet i 1730, og fra
1730 til 1733, da stavnsbåndet blev indført,
kunne karlene forlade godserne. 10 unge
karle havde i perioden opsagt deres tjeneste
på Tølløsegård. De kunne berette, at prygl
var en del af traktementet på Tølløsegård.
Det kom frem, da ridefoged Morten Suur
Herremændene havde hånds- og halsret
over bønderne.
Træhesten blev brugt. Ikke så meget som
pisken, godt nok, men alligevel.
Bønderne kunne klage over behandlingen
og få sagen behandlet ved retten, men fik
sjældent ret. Dommerne var udnævnt og betalt af herremændene.
I 1788 blev stavnsbåndet endeligt ophævet.
Kronprins Frederik ophævede loven.
Bønderne fejrede friheden ved at opstille
Frihedsstøtten i København. Det er 225 år
siden.
Af Jørgen Juul Jensen
i 1732 rømte fra gården på grund af regnskabsmæssige uregelmæssigheder. Der
blev rejst sag mod ham, og det kom frem, at
han havde været hård mod bønderne.
For eksempel havde Peder Pedersen fra
Marup opsagt sin tjeneste, fordi Morten
Suur havde pryglet hans bror, Laurits Pedersen, med en stor stage, da han var gået af
lade for at købe øl til sin mad. En Peder Andersen var blevet slået så voldsomt, at han
ikke kunne arbejde i 14 dage. Søren Nielsen
var slået og pryglet, fordi han havde tudet på
gaden i Tølløse for at samle bymændene.
Flere andre sager er refereret.
Pryglene faldt tæt og hårdt under Suurs
regimente på Tølløsegård i Merløse Herred.
Straffemetoderne
LØVENBORG: Herremændene måtte tugte
bønderne i gamle dage, og listen over straffe-metoder var lang. Mest almindeligt var
det at uddele en bøde. En bonde kunne få en
bøde for næsten hvad som helst, fra nogle
få skilling til flere rigsdaler. Herremanden
kunne udstikke en bøde, hvis han for eksempel ikke fandt, at hoveriarbejdet blev udført
godt nok eller hurtigt nok. Bøden gik som oftest i godsejerens egen lomme.
Men der var også voldsommere straffe.
Træhesten, hundehullet, den spanske kappe, prygl med stok eller pisk, halsjernet, pælen og den polske buk, for eksempel.
Træhesten kender de fleste. Et ridt på den
var voldsomt smertefuldt. På Løvenborg fik
man i øvrigt en ny træhest så sent som i 1787,
året før stavnsbåndet blev afskaffet
Den polske kappe var en tønde, hvis bund
der var skåret hul i, og den blev hængt omvendt over hovedet på den, der skulle straffes, så hovedet stak op gennem hullet. Krop
og arme var omsluttet af tønden. Bonden
skulle vandre rundt med tønden i kortere
eller længere tid.
Det var en mildere straf end træhesten.
Den polske buk var en straf, hvor den, der
skulle straffes, blev bundet på hænder og
fødder, bøjet sammen og fik et stykke træ
stukket ind over sine sammenbundne arme
og under sine knæ.
»Pælen« var en metode, hvor delikventen
blev bundet til en stang og stillet på en skammel besat med jernpigge.
Halsjernet var egentlig en kirkelig straf,
men den blev også brugt af herremænd over
for bønder.
Fæstebrevet her
ligger på Holbæk
Museum. Det er fra
1787, året før stavnsbåndet blev ophævet.
Det er et fæstebrev
mellem Carl Adolph Castenschiold, Hagestedgaard, og gårdmand
Hans Pedersen. Det er
håndskrevet, med snor
og laksegl.
Foto: Holbæk Museum
8 DIALOG-ARTIKEL
nordvestnyt
Såmaskinen, som kom fra Hellestrup til Holbæk Museum for snart 90 år siden, blev trukket af en enkelt hest. Når vinteren
Nu er det forår. Landmændene ældre dato. Den blev indleveret til museet
allerede i 1924. Da var tiden løbet fra den.
skal i marken. Holbæk Museum
Tromlerne er
har både små og store
af træstammer
såmaskiner fra gamle dage.
Af Jørgen Juul
[email protected]
Hellestrup: Når vinteren rinder i grøft
og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap véd jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade.
Johan Skjoldborgs mere end 100 år gamle
sang har været sunget til adskillige landbrugsmøder i Nordvestsjælland gennem
årene. Om nutidens landmænd almindeligvis synger under markarbejdet er
tvivlsomt. Men det er uomtvisteligt, at de
tripper for at komme i gang. Efter de lange,
mørke og kolde måneder er det nu, de - og
alle andre - vil se det spire og gro. Landmændene vil i marken!
Landbruget har i mange hundrede år
været et erhverv af stor betydning i Danmark - også i Nordvestsjælland, selvfølgelig. Det kan man se adskillige beviser på,
på museerne. På Holbæk Museum har man
for eksempel en meget flot såmaskine af
Maskinen er næsten tre meter lang, en
meter og 24 centimeter bred og en lille
meter høj. Den er fremstillet af træ og jern
og blev brugt, når der skulle sås rapsfrø.
Det var Hans Rasmussen, der ejede
Agerkrogsgaard i Hellestrup, der forærede
Holbæk Museum såmaskinen for snart 90
år siden.
Maskinen består af et todelt stel af sammentappede træbomme, som bærer to
svære tromler fremstillet af træstammer.
På højre side er der monteret en kasse.
Den er til rapsfrøene. En såkaldt ilægningsordning drives ved hjælp af snoretræk fra den højre tromle.
Foran er der to stjærte med trækkroge
til en hest - et enspænderforspand, som
det hedder.
Såmaskinen er delvis brunmalet og var
naturligvis gammel allerede da den blev
foræret til museet i 1924 efter at være blevet brugt på markerne ved Hellestrup.
Såmaskinen
til håndarbejde
Museet i Holbæk råder også over en
anden interessant såmaskine. Det er en
håndsåmaskine til græsfrø. Den består af
en oval jernplade på hvis underside der er
monteret en rotor med fem vinger. På en
kort jernbøjle er der monteret et drivhjul
samt et trækhjul med træhåndtag. Over
beholderen er der en hvid lærredspose
med halsstrop.
Manden, der gav den store såmaskine
til Holbæk Museum hed som nævnt Hans
Rasmussen. Han stammede fra Skimmede,
men overtog Agerkrogsgaard i 1897. Han
drev den frem til 1926, da den blev overtaget af sønnen Ove Davidsen Rasmussen og
hans hustru Magda.
I 1961 overtog Ove Davidsen Rasmussens søn - og Hans Rasmussens barnebarn
- Hans Werli Rasmussen Agerkrogsgaard.
Hans Werli Rasmussen blev i øvrigt senere formand for Holbæk Landboforening.
Han er nu 81 år og bor på Slotsvolden i
Holbæk. Han og hustruen Ruth flytteede
fra Hellestrup til Holbæk for en halv snes
år siden. Ikke fra Agerkrogsgaard, men fra
en ejendom lige i nærheden.
Blev kontaktet
af museet
Da Hans Werli Rasmussen fra nogen tid
siden fik en henvedelse fra Holbæk Museum om den gamle såmaskine havde han
ingen anelse om, at de havde noget med
hans familie at gøre.
- Jeg er fra 1931 og har derfor aldrig set
såmaskinen på Agerkrogsgaard. Museet
fik den jo allerede i ´24, griner han. Jeg
havde ikke hørt om såmaskinen, før Gudrun Lund, registrator på museet, ringede
til mig en dag.
Foto: Holbæk Museum
rinder
Da Hans Werli Rasmussen og hans bror,
Folke, der blev rektor ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, voksede op på
ejendommen i Hellestrup, foregik markarbejdet med heste. Sådan var det helt frem
til slutningen af 1950’erne, da Hans Werli
Rasmussen købte sin første traktor. Det
var en Fordson Major. Den står på en gård
i Tv. Merløse. Den er ikke længere aktiv, så
at sige, men kan stadig starte, og det hænder, at Hans Werli Rasmussen kører en tur
med den på sønnens jord.
Agerkrogsgaard er en ejendom, som
Hans Werli Rasmussens slægt har været
knyttet til siden 1766, da Peder Davidsen
fik arvefæsteskødebrev på den.
I 1920 blev den gamle staldlænge ud
mod Holbæk-Ringsted Landevej erstattet
af en ny staldbygning, indrettet til 20 malkekøer, ungkreaturer, kalve og en tyr, syv
båse, bokse til heste og rum til kraftfoder,
hakkelse og roer. Der blev også installeret
en skinne til transport af roer i en tipvogn.
Der var el-vandpumpe og malkemaskine
- vist nok en af de første, der blev taget i
brug i Danmark.
l
DIALOG-ARTIKEL 9
Lørdag den 13. april 2013
En såmaskine af de mindre:
En håndsåmaskine.
Foto: Holbæk Museum
Af Jørgen Juul Jensen
- Jeg havde ingen anelse om, at den gamle såmaskine
på museet havde noget med vores familie at gøre,
siger Hans Werli Rasmussen, der her er fotograferet
på Agerkrogsgaard, barndomshjemmet i Hellestrup.
i grøft ...
Hans Werli Rasmussen med en såmaskine, som de ser ud nu om dage. Foto: Jørgen Juul
8 DIALOG-ARTIKEL
nordvestnyt
Kopsætnings-sættet her har tilhørt urmager Nielsen i Holbæk.
Ud over snepperten består det af syv glas og en spritlampe.
Foto: Holbæk Museum
I 1814 blev lille Carl Evald fra Frydendal Sogn vaccineret.
Han var et halvt år gammel - og �ik sin koekoppe-indpodnings-attest
med underskrift af distriktslæge Reinhard.
Foto: Holbæk Museum
Kopper
- en sag for politiet
Efter flere koppeepidemier
udarbejdede kongen og Danske
Kancelli i 1810 en forordning
om vaccination. Der var tale
om frivillig tvang. Uden attest
kunne man for eksempel
ikke blive konfirmeret, gift, få
læreplads eller blive soldat.
På Holbæk Museum har man
både kopsætningsapparater og
kokoppe-indpodnings-attester.
Af Jørgen Juul
[email protected]
HOLBÆK: På Holbæk Museum ligger man
inde med en række apparater og en stribe
papirer, der tilsammen tegner en alvorlig
side af både egnens og hele Danmarks historie: Tiden, da kopper var en frygtet sygdom overalt. Udstyret kaldes snepperter
eller kopsætningsapparater. Papirerne er
de attester, der blev skrevet til dem, der
blev vaccineret.
I begyndelsen af 1800-tallet var der
�lere koppeepidemier i Danmark, og i 1810
udarbejdede kong Frederik VI, Danske
Kancelli og Vaccinationskommissionen en
forordning, der pålagde landets borgere at
blive vaccineret mod kopper. Det var frivilligt. Eller rettere: Der var tale om frivillig
tvang, for blev man ikke vaccineret - eller
kunne man ikke bevise, at man havde
overvundet en koppesygdom - kunne man
ikke blive kon�irmeret, gift, gå i skole, få en
læreplads eller komme ind ved militæret.
Så det var stort, det Frederik VI satte i
gang med sin forordning i april 1810.
På Holbæk Museum råder man blandt
andet over et kopsætningsetui, der ud
over selve kopsætningsapparatet består af
syv glas og en spritlampe. Det er fremstillet i København, og det har tilhørt urmager
Nielsen på Ahlgade Holbæk. Det er skænket til museet af Jens Christensen, Landlyst.
Lille Evald vaccineret
Museet har også en hel kasse med koppeattester. Bladrer man lidt i dem, �inder
man for eksempel en fra 1814. Af Koe-
koppe-Indpodnings-Attesten, som det
hedder, fremgår det, at Carl Evald, søn af
Niels Larsen af Frÿdendal, et halvt år gammel og bosiddende i Frydendal Sogn, blev
indpodet med kokopper den 2. november 1814, og at distriktslæge og kirurg W.
Reinhard i Holbæk kunne konstatere »Ved
nøjagtigt Eftersyn imellem den 7de og 9de
Dag efter Indpodningen har jeg fundet alle
de Tegn, som vise dem at være de ægte
Koekopper: de vare nemlig hele og ubeskadigede, opfyldte med en klar Vædske,
i Midten nedtrykkede og omgivne med en
rød Zirkel.
Der er attester, der viser vaccinationer
af borgere i Soderup, Allerup, Brorfelde,
Ugerløse og mange andre steder.
På vand og brød
Kampen mod de frygtede kopper angik
alle. Selv politiet var involveret. Af Frederik VIs forordning, der gjaldt for både
Danmark og Norge, fremgår det, at politiet på ethvert sted på det strengeste skal
overvåge, at forordningen angående vaccinationens udbredelse og børnekopperne
forebyggelse bliver efterlevet og lægernes
forskrifter følges nøjagtigt - og at overtrædelser bliver straffet hurtigt.
Så snart, husfædre eller -mødre så tegn
på børnekopper i deres huse, skulle de
med det samme anmelde det til præsten
eller sognefogeden, der meldte det videre
til distriktslægen og politimesteren som
bragte anmeldelsen videre til amtmanden.
I købstæderne gik man til byfogeden eller
stedets læge.
Fulgte husfaderen eller husmoderen
ikke forordningen, kostede det fra otte
dages fængsel på vand og brød til og til tre
måneders arbejde i Forbedringshuset!
Af forordningen fremgik det også, at forstandere og bestyrere på skoler og undervisningsinstitutter var ansvarlige for, at
ingen, som ikke beviseligt var vaccineret,
eller som havde haft de naturlige kopper,
kunne optages som »lærling til opdragelse
eller undervisning«, som det hed.
Samme forpligtelse havde oldermænd
og laugsmestre, direktørere og bestyrere
af offentlige stiftelser.
Også mænd, der blev udskrevet til kongelig krigstjeneste til lands eller til vands
skulle fremvise koppeattest eller bevis
på, at han havde haft de naturlige kopper.
ellers blev han underkastet vaccination
straks ved ankomsten til tjenesten.
Også kon�irmander og brudepar skulle
DIALOG-ARTIKEL 9
Lørdag den 9. marts 2013
Frederik VI og Danske Kancelli
udarbejdede den forordning,
der satte koppe-vaccinationen i system
i Danmark. Billedet her er malet
af C.W. Eckersberg i begyndelsen af
1820’erne.
Kopper er udryddet
Sundhedsorganisationen WHO erklærede sygedommen kopper udryddet i
1980. Det senest registrerede udbrud af sygdommen var i 1977 i Somalia.
Inden da var kopper en både meget smitsom og meget farlig sygdom.
Mellem 20 og 60 procent af de mennesker, der blev ramt af kopper, døde af
det.
Kopper var den første sygdom, man vaccinerede imod, og det var det,
der førte til, at sygdommen blev udryddet.
I leksikonet Den nye Salmonsen, der ikke længere er så nyt, beskrives
kopper som »en epidemisk sygdom, fremkaldt af �iltrerbart virus. Efter en
inkubationstid på 10-14 dage kommer der pludselig kulderystelser og høj
feber. To dage senere fremkommer et udslet, som kan ligne enten mæslinger
eller skarlagensfeber. Efter �ire dage kommer der samtidig med temperaturfald små knopper i huden. På spidsen af disse dannes der på 6. dagen en
vandklar blære. 8. dag dannes der materie i dem og cirka 12. dag udtømmes
de og danner mørke skorper, som afstødes og efterlader ar«.
Mange af os, der er lidt oppe i årene, har et lille ar på venstre skulder, der
minder om, at vi som børn blev vaccineret mod kopper.
stille med en koppeattest eller bevis på, at
de havde haft naturlige kopper.
I huse og på gårde, hvor kopperne viste
sig, skulle der sættes en seddel med ordene »Her er børnekopper« op på gadedøren eller porten. Lignende sedler skulle
sidde på dørene til de rum, hvor de syge
opholdt sig. Politimesteren skulle sikre sig,
at sedlerne ikke blev �jernet, før distriktslægen havde givet tilladelse til det.
»Ingen Uvedkommende maae ind�inde
sig hos de Syge. Sørgestuer og alle andre
Almue-Samqvem forbydes: De Døde begraves inden 48 timer efter Døden, med
det samme Tøi, hvori de ere bortdøde og i
Kister, som indvendingen ere begede eller
tiærede, samt nedgraves 4 Alen under Jorden, og endelige at hverken Ligefølge eller
Begravelses-Gilder tillades«, står der i forordningen fra Frederik VI og Danske Kancelli.

Af Jørgen Juul Jensen
En sneppert i nærbillede.
Nogle kaldte det lille apparatet
en snappert. Hovedsagen var,
at det virkede - og det gjorde det.
Foto: Holbæk Museum
8 DIALOG-ARTIKEL
nordvestnyt
I St. Grandløse var der
førhen to skoler. Her skolen,
hvor de yngste elever gik.
Uffe på
skolebænken
Uffe Raben foran
Algestrup Skole,
hvor han gik fra
1955 til 1957.
Foto: Jørgen Juul
Uffe Raben havde ikke lyst til at
gå i skole, men har været
skolemand næsten hele livet.
Han gik på forskole i
Sdr. Asmindrup og Algestrup
og har været både elev og
lærer på Vipperød skole.
Af Jørgen Juul
[email protected]
ALGESTRUP: Der tales om skolereform.
Igen. Sådan har det været mange gange. Så
mange, at der er lærere, der siger, at de efterhånden har svært ved at holde styr på
alle de omlægninger, de har været igennem.
Folkeskolen er ikke i dag, hvad den var for
nogle får år siden. 25 år er meget længe
siden i skolevæsenet, og skolerne lige efter
2. Verdenskrig, i 1950’erne og 1960’erne
hører vel nærmest en anden verden til. Det
var dengang, da salmevers og tabeller
skulle læres udenad, og man sagde De til
læreren. Eftersidningen var opfundet, men
nogle steder kunne man få sådan én byttet
ud med en lussing.
Hundredevis af skoler er blevet lukket
siden da. Nye og store skoler er kommet til.
Sådan er det også i Holbæk og nærmest
omegn. Ved Vipperød, for eksempel. Dér
hedder skolen nu Kildevangs Skole, afde­
ling Vipperød. Før da havde man Vipperød
Centralskole. Den blev indviet i 1955. Og
endnu tidligere havde man hele fire skoler
i området. To i St. Grandløse, en i Sdr. As­
mindrup og en i Algestrup.
Uffe Raben, der bor på Fruerskovvej ved
Sdr. Asmindrup, kender mere end de fleste
til skolerne i den del af Holbæk Kommune.
Han har nemlig gået på både Vipperød Cen­
tralskole og på forskolerne i Sdr. Asmind­
rup og i Algestrup, og han kunne faktisk
også have nået at gå i skole på den ene af
de to småskoler i St. Grandløse nogle få
dage.
Sådan blev det dog ikke.
Vi skruer tiden tilbage til 1950’erne. I
også på gymnastikhøjskole. Han tog stu­
denterkursus på Nørrebro i København og
kom på Holbæk Seminarium. Der fik han
eksamen i 1976.
Uffe Rabens første lærerjob var på Ods­
herreds Efterskole i Fårevejle, senere var
han på Larkollen ved Oslo­fjorden, fra 1985
til 1990 på Vipperød Skole, siden endnu et
år i Norge, og fra 1991 og frem til denne
sommer var han på skolen i Tuse.
­ Så pudsigt nok: Som barn havde jeg
ikke lyst til at gå i skole, men jeg har været
der næsten hele tiden, griner Uffe Raben.
Uffe og hans kone, Anna­Lena, bor nu på
Fruerskovvej, nogle få hundrede meter fra
»Rubjerg«, hvor han voksede op ­ og med
såvel Algestrup­ som Sdr. Asmindrup­ og
Vipperød Skole tæt på.

Sønder Asmindrup Sogn boede der den­
gang knap 600 mennesker fordelt på 166
husstande. Udover Sønder Asmindrup talte
sognet byerne Algestrup, Vinstrup, Valle­
strup og Søby. I nærheden lå Vipperød dels
i Grandløse­, dels i Aagerup Sogn, og der
var Store­ og Lille Grandløse i Grandløse
Sogn. Sønder Asmindrup havde fået skole i
1887, Grandløserne i 1905 og Algestrup i
1914.
I Store Grandløse var der som nævnt to
skoler: En til de yngste og en til de ældste
elever.
Centralskolen i Vipperød blev indviet i
1955. Det vender vi tilbage til.
Uffe Raben er årgang 1947. Han blev født
på ejendommen »Rubjerg« ganske tæt på
skolen i Algestrup, men han voksede op ved
Store Grandløse.
­ I ‘47 boede mine forældre ved St.
Grandløse, men min mor valgte, at fødslen
skulle foregå hos min mormor og morfar,
Marie og Hans Salomonsen, der boede på
»Rubjerg«, så sådan blev det, fortæller Uffe
Raben.
Senere flyttede Uffes forældre, Karen og
Marinus Raben, til »Rubjerg«, og det blev
der, Uffe voksede op med sine søskende
Asger, Birgit, Hans, Tove og Bent.
­ Det med flytningen kom til at betyde, at
jeg kunne være begyndt i forskole i St.
Grandløse, men jeg skulle så efter ganske
kort tid være flyttet til Sdr. Asmindrup. Det
endte med, at jeg begyndte i Sdr. Asmind­
rup. Det var den 1. april. Dengang gik sko­
leåret fra april til april, siger Uffe Raben.
Uffe Raben gik i skole i Sdr. Asmindrup ét
år. Så blev skolen nedlagt, og han fortsatte
i Algestrup, hvor Karen Hansen var lærer.
Uffe gik på Algestrup Skole fra 1955 til
1957.
En typisk centralskole
I Algestrup gik man i skole til og med 3.
klasse. Derefter fortsatte man på Vipperød
Centralskole, der ­ som tidligere nævnt ­
stod færdig i 1955. En centralskole typisk
for tiden, som Uffe Raben udtrykker det.
­ Jeg var ikke specielt glad for at gå i
skole, så efter 7. klasse var jeg ude igen.
Skoleåret var lagt om, men de, der var be­
gyndt i april, kunne også slutte i april, så
det valgte jeg, siger Uffe Raben.
I november 1961 kom han i lære hos
smeden i Algestrup og blev uddannet vogn­
og beslagsmed. Han var lige godt 14 år, da
han kom i lære. På et tidspunkt ville Uffe
Raben dog gerne på teknikum. Det krævede
en realeksamen, og den fik han på Bapti­
sternes Skoler i Tølløse. Senere kom han
Skolen på museet
HOLBÆK: I juli 1814 udstedte
kong Frederik VI tre anordninger,
som kom til at danne grundlag for
den danske folkeskole. Der er løbet
meget vand i stranden og mange
reformer gennem systemet siden.
Nu er en ny på vej.
På Holbæk Museum, andre,
lokale museer og i lokalarkiverne
kan man finde meget materiale om
skolen i gamle dage. De gamle sko­
ler er blevet brugt som motiver på
kalendere udsendt af arkiverne i
Tølløse, Svinninge og Jyderup.
På museet ligger man for eksem­
pel inde med et spanskrør fra
Slotsmarksskolen, masser af
anskuelsestavler og skolebøger
tilbage fra midten af 1800­tallet.
For et halvt hundrede år siden
var der stadig gang i de små skoler
­ blandt andet i Algestrup, Sdr.
Asmindrup og Grandløse.
DIALOG-ARTIKEL 9
lørdag d. 12. januar 2013
Hjem og skole
på én gang
Karen Hansen var lærer to
steder på én gang:
I Sdr. Asmindrup og i
Algestrup.
Af Jørgen Juul
[email protected]
ALGESTRUP: Når landkortene, den sorte
tavle, kladdehæfterne og kasserne med
røde og blå bogstaver, selvlyde og medlyde,
er i lokalet nede i den anden ende af huset,
kan man ikke vist ikke komme meget tættere på skolen. Anne-Lykke Sørensen, der
for et par måneder siden fyldte 68 år og bor
i Mørkøv, er vokset op på Algestrup Skole.
Hun er nemlig datter af Helge og Karen
Hansen, og Karen Hansen var lærer på den
lille skole fra 1952 til midten af 1960’erne.
Helge og Fru Hansen, som parret blev kaldt,
boede på skolen sammen med døtrene
Anne-Lykke og Inger-Margrethe i en årrække.
I 1950’erne og 1960’erne kunne man
ikke drømme om at kalde sin lærer ved for­
navn, så Helge og Karen var ­ ganske natur­
ligt ­ Helge og Fru Hansen for børnene på
skolen. Fru Hansen lærte børnene at læse
og skrive, gange og dividere, hun lærte dem
salmevers og geografi og hvad der ellers
skulle til, og Helge, der var murerarbejds­
mand, kunne give drengene gode råd, når
de spillede fodbold på pladsen uden for lo­
kalet, hvor eleverne i både 1., 2. og 3. klasse
blev undervist.
­ Om det var underligt at vokse op på en
skole? Det ved jeg ikke. Jeg har jo aldrig
prøvet andet, smiler Anne­Lykke Sørensen.
Karen Hansen stammede fra Vendsyssel.
I 1941 kom hun på husholdningsskolen An­
kerhus ved Sorø. I Sorø mødte hun Helge,
der var fra Pedersborg, og de to blev gift i
1942. Sit første job som lærer fik hun i
Havnsø. I 1952 rykkede hun til Sdr. As­
mindrup og blev lærer dels på skolen dér,
dels i Algestrup. Dengang gik man i skole
hver anden dag, hvis man boede på landet,
så Karen Hansen underviste hver anden
dag i Sdr. Asmindrup og hveranden i Alge­
strup.
Centralskolen i Vipperød
I 1955 blev centralskolen i Vipperød ind­
viet. De små skoler i Sdr. Asmindrup og St.
Grandløse blev lukket, men Algestrup Skole
fortsatte en halv snes år mere.
­ Vel nok fordi der var så langt at cykle fra
Algestrup­området til Vipperød, mener
Anne­Lykke Sørensen.
Hun havde sin mor som lærer i Sdr. As­
mindrup.
­ Hun var vist nok lidt strengere over for
os end over for de øvrige elever. Det skulle
jo ikke hedde sig, at vi havde fordele af at
være lærerindens børn, griner Anne­Lykke
Sørensen.
Omkring 1970 flyttede Helge og Karen
Hansen fra Algestrup til Vipperød, og Karen
Hansen arbejdede i en periode som lærer
på Vipperød Skole.
Helge Hansen døde i 1989, Karen Han­
sen i 1997.
I den første halvdel af 1900­tallet var der
stor forskel på at gå i skole på landet og i
byen. I byen gik man i skole hver dag og
Anne-Lykke Sørensen voksede op
på Algestrup skole som datter af Helge og
Karen Hansen - eller Helge og Fru Hansen,
som eleverne kaldte parret.
Foto: Jørgen Juul
Karen Hansen med eleverne
på Algestrup Skole i 1957.
Der er elever fra både 1., 2. og 3. klasse
på billedet.
kunne tage en eksamen. På landet gik man
i skole hver anden dag og kunne ikke tage
en eksamen. Der var flere fag og flere timer
på skolerne i byerne.
I 1903 indførte man en mellemskole for
6. til 9. klasse, en bro mellem de små klas­
ser og gymnasiet. Mange arbejderbørn fik
nu en mellemskoleeksamen.
Der blev mere skolegang, og ­ må vi gå ud
fra ­ børnene blev dygtigere. I 1960 gik 50
ud af 100 børn ud af skolen efter syv år. 10
år senere var det kun seks ud af 100 børn,
der forlod skolen efter syv år.

To nye elever
i Algestrup
I 1965 begyndte 500 elever i
1. klasse i skolerne på Holbækegnen - to af dem i Algestrup.
ALGESTRUP: I august 1965 skulle rundt
regnet 500 børn begynde i 1. klasse på skolerne på Holbæk-egnen. To af dem kom til
at udgøre den nye 1. klasse på Algestrup
Skole.
Dén historie kom på forsiden af Holbæk
Amts Venstreblad, hvor man så Karen Han­
sen vise Kim og Søren til rette i klasseloka­
let.
I skoleåret 1965­66 var der i alt 15 ele­
ver på skolen. Ud over de to i 1. klasse var
det 10 elever i 2. klasse og tre elever i 3.
klasse. I øvrigt skrev man Alkestrup i stedet
for Algestrup, så slagfejl i avisen er ikke
noget nyt ...
På samme dags forside kunne man læse,
at der havde været indbrud hos Winston
Venstrebladets forside den 12. august
1965: Karen Hansen viser Kim og Søren til
rette på Algestrup Skole.
Churchills enke i England, en demonstra­
tion med håndgemæng i Los Angeles, en
nordvietnamesisk division i Sydvietnam og
planerne om at indføre moms herhjemme.

Af Jørgen Juul Jensen
8 DIALOG-ARTIKEL
nordvestnyt
Så skal der vandes køer.
Maleriet her hænger på
Statens Museum for Kunst.
Motivet er fra Brorfelde, og det er malet
af Johan Thomas Lundbye i 1844.
Knud, køerne og
kalenderen
Johannes Pedersen husker tydeligt
tiden i Brorfelde. Som dreng var han
med i arbejdet på gården og skulle blandt
andet vande kvierne på bakkerne.
Foto: Jørgen Juul
Hvad er sammenhængen
mellem et 168 år gammelt
maleri på Statens Museum for
Kunst og årets julekalender i
tv? Det er en bakke i Brorfelde.
mellem Grøntveds store Overdrevs Banker«.
I 1885 fejrede Knud og Kirsten Nielsen
guldbryllup. Om formiddagen nød de ældre
mennesker Den hellige Nadver i deres hjem
sammen med børn og svigerbørn, om eftermiddagen samledes slægt, venner og bekendte i den smykkede gård, hvor der var
rejst en smuk æresport. Der var god mad,
musik og dans til ud på natten.
Kirsten og Knud Nielsens barnebarn,
Niels Peter Thorsen, fæstede gården i 1892.
Han havde boet hos Kirsten og Knud i
mange år.
Af Jørgen Juul
[email protected]
Brorfelde: På 2. sal , værelse 17, på Statens Museum for Kunst hænger der et maleri med titlen »Køer vandes ved gadekær«.
Det er malet af Johan Thomas Lundbye i
1844. På museet i Holbæk findes der en
trykt udgave af det samme maleri i sorthvid. Nogenlunde midt i billedet ser man en
mand, der sidder på en sten. Han hed Knud
Nielsen. Bag Knud Nielsen og køerne er
der en bakke. Den kender langt de fleste
af os nu. Den spiller nemlig en central rolle
i Danmarks Radios julekalender, den
der hedder »Julestjerner«. Julekalenderen
foregår omkring det astronomiske observatorium i Brorfelde, og observatoriet
ligger på den bakke, Johan Thomas Lundbye har med på sit nu 168 år gamle
maleri.
J.T. Lundbye var født i Kalundborg i 1818.
Han var en usædvanlig god tegner, og han
blev kendt som en af romantikkens betydeligste malere i Danmark. Hans malerier var
realistiske, romantiske og havde et stærkt,
nationalt præg. Specialet var dyre-malerier.
Jord til kirken
Hans »Malkeplads ved Vognserup«, for eksempel, er kendt af mange. Men han kom
altså også til Brorfelde, efter sigende for at
forvinde en kærlighedssorg. I Brorfelde
fandt han motivet med manden, der er ved
at vande fem magre køer ved gadekæret.
Manden er - som nævnt - Knud Nielsen.
Han blev i 1835 fæster af gården på matrikel nummer 1a, og til den gård hørte blandt
andet bakken, der mere end 100 år senere
blev solgt til Københavns Universitet, der
byggede et observatorium på stedet, en
bakke og et stjernekigger-sted, som nu, i
december 2012, er kendt af alle, der følger
med i julekalenderen på Danmarks Radio.
Historien om ejendommen er fortalt i
bogen »Kvanløse Sogns historie«, skrevet af
Ole Peter Jensen i 1958, bearbejdet og revideret i 2004.
Maleren på besøg
Knud Nielsen blev i 1835 gift med Kirsten Andersen, og samme år fæstede han
altså gården. I marts 1844 kom Johan Thomas Lundbye til Brorfelde og gjorde Knud
Nielsen og de fem køer til et godt kendt
motiv i den danske malerkunst. Lundbye
boede et par uger hos Knud og Kirsten.
Om egnen skrev J.T. Lundbye til en ven:
»Aldrig har jeg maaske i den Grad skjønnet paa den Ro og Stilhed der ligger i Naturen, som i de Dage, naar jeg vankede
I oktober 1921 købte Niels Peter Thorsen ejendommen, men solgte den til Fr.V.
Johansen i juni året efter. Johansen solgte
blandt andet lidt jord til Skt. Stefanskirken,
den kirke, der senere er genopført i Andelslandsbyen i Holbæk.
17. juli 1928 købte Jens Peter Pedersen
gården i Brorfelde sammen med sin hustru
hustru, Astrid. Parret fik 11 børn. Nummer
otte i rækken fik navnet Johannes Pedersen. Han bor nu sammen med sin kone,
Grethe, i en lejlighed i Torvestræde i Holbæk. Han var 13 år, da familien flyttede fra
Brorfelde. Han er nu 83 år, men husker tydeligt tiden på den 84 tønderland store
ejendom i Brorfelde.
Dengang var Brorfelde en landsby med
DIALOG-ARTIKEL 9
lørdag d. 8. december 2012
Landevejen ved Brorfelde, set fra Ugerløse-siden. Billedet er fra 1935 og altså fra tiden før
vejen var reguleret.
Foto: K.P. Danø, Holbæk
1940, landevejen er blevet reguleret. I baggrunden bakkerne, der senere kom til at huse Københavns Universitets astronomiske observatorium.
Foto: K.P. Danø, Holbæk
Billedet her kan man nyde på
Holbæk Museum. Midt i det hele
ses Knud Nielsen og køerne i baggrunden bakken, hvor der mange år
senere blev bygget astronomisk
og observatorium, og hvor årets
tv-julekalender »Stjernejul« foregår.
tre gårde inde i byen, fem gårde
lige uden for, seks-syv huse, en
købmand, der også kørte med sul,
samt en skovfoged og en skytte
- Det meste af jorden blev dyrket på helt almindelig vis. Kun på
de mest stejle steder var der græs
hele tiden, fortæller han. Arbejdet
på markerne foregik med heste.
Vi havde tre spand.
Johannes Pedersen lærte at
malke allerede som seks-årig, og
nogle af hans tidligste erindringer fra gården og Brorfelde er da
også om de røde malkekøer, og
hvordan han kunne kende dem
fra hinanden.
»Akkord-malkning«
- Sammen med mine brødre lavede jeg
»akkord-aftaler« om malkningen, og så var
det bare med at komme i gang, griner han.
I det hele taget var det jo almindeligt
dengang, at børnene hjalp til med arbejdet.
Johannes Pedersen tog sig for eksempel af
høns, ænder og gæs.
- Og så vandede jeg kvierne, der stod tøjret på bakkerne, siger han.
- Med 84 tønderland var det en stor gård.
Nogle gang stod der »proprietær« på brevene til min far, men det var han nu ikke.
Johannes Pedersen gik i skole i Kvanløse
hver anden dag, som man gjorde på landet
dengang.
Som 13-årig flyttede Johannes Pedersen
til Tuse.
Gården brændte
Universitetet købte gården i 1947. I slutningen af 1951 brændte ejendommen. I
foråret 1952 købte Rosa og Børge Hansen
brandtomten og opførte en ny gård med
stuehus og stalde til både køer og grise. I
‘80 købte deres datter og svigersøn halvdelen af gården, grisestalden blev lavet om til
beboelse og jorden forpagtet ud til en
anden landmand.
Efter endt skolegang var han ude at tjene
på forskellige gårde. Først var det i Vinstrup, siden gik turen til Tjørntved mellem
Stenlille og Vedde, til Osager, Allerslev,
Tuse, Vostrup i Vestjylland og til Osted og
Lejre. Han har også - i en ganske kort periode - været med til at skrabe smuld til briketter ved Hanerup.
Johannes Pedersen har været på Rødding Højskole og Tune Landbrugsskole.
I 1952 købte han sammen med sin bror
Erling et landbrug med 30 tønderland i Søstrup. Senere købte Erling Pedersen en
gård ved Ll. Knabstrup, men Johannes Pedersen og hans hustru, Grethe, fortsatte på
»Lundsbakkegården« i Søstrup. Den voksede med tiden fra 30 til 120 tønderland.
Parret forlod ejendommen i 2003 og flyttede til lejligheden i Holbæk.
- Julekalenderen? Jo, den ser jeg da, siger
Johannes Pedersen. Jeg morer mig da over
historien i Brorfelde. Den har jeg bestemt
ikke noget imod.
- Der er guld i bakkerne, mener Vera
Grus, en af figurerne i »Stjernejul«.
Med det hentyder hun til historien om, at
Jens Peter Pedersen - Johannes’ far - på et
tidspunkt havde i tanker at udnytte den
rødler, der er i bakkerne i Brorfelde. Det
kom der dog aldrig noget ud af.

Af Jørgen Juul Jensen
4 DIALOG-ARTIKEL
nordvestnyt
Peder og Morten
måtte i krig
vogne til rådighed, så soldaterne dog kunne
køre noget af turen.
Stemningen var patriotisk, og der blev
sat indsamlinger i værk. Boghandler Bertelsen indsamlede for eksempel 79 par
strømper og 208 par sokker til soldaterne
plus 10 lagener, 37 par sko og fire tæpper.
Fra Vallekilde-Hørve kom der blandt andet
53 skjorter, fra Højby ni lagener, fra Sjællands Odde 47 skjorter, fra Eriksholm 18
par strømper, fra Tølløse skjorter og sokker.
Listen over bidragene er lang.
Krigen var også en del af tilværelsen i
Nordvestsjælland. Man havde stiftet »Comiteen for Holbæk og Omegn til Indsamling
af Bidrag til Understøttelse for de i Krigen
Fraværende Familier, de Qvæstede og de
Faldnes Efterladte.«
I forbindelse med, at der skulle
flyttes effekter fra Holbæk
Museum til museumsmagasinet i Ugerløse dukkede
der en medalje og et
hædersgavebrev op. Brevet var
udstedt i 1907, næsten 60 år
efter, at Morten Jensen
fra Kundby Koloni havde
været med i tre-års-krigen
i Sønderjylland.
Midt i det hele
Af Jørgen Juul
[email protected]
Holbæk: Museums-magasinet i Ugerløse
er stedet, hvor museer fra fem vestsjællandske kommuner kan anbringe ting og
sager, der ikke umiddelbart skal være med
i en udstilling. Holbæk Museum har for eksempel allerede bragt flere effekter til
Ugerløse, og det var i forbindelse med det
arbejde, at medarbejderne rettede fokus
mod en medalje, et emblem, en afregningsbog og et hædersgavebrev, som museet fik
indleveret i sommeren 1980. Det var Ejner
Larsen fra Ladegårdsparken, der havde
overdraget tingene til Holbæk Museum. De
havde tilhørt hans morfars far Morten Jensen. Han levede fra 1828 til 1912, boede i
Kundby Koloni og havde været med i treårs-krigen i Sønderjylland, den krig, der
blev udkæmpet fra 1848 til 1850. I 1907 56 år efter, at krigen var slut - fik Morten
Jensen et hædersgavebrev. Bestyrelsen for
de militære underklassers pensionering og
for invalideforsørgelsen havde tildelt ham
en livsvarig, årlig hædersgave på 100 kroner for deltagelse i kampene for fædrelandet i årene 1848-50.
Brevet var udstedt i København den 26.
januar 1907. Papiret er gulligt, trykket
brunt, notaterne er håndskrevne og brevet
er stemplet.
Udover hædersgavebrevet ligger Holbæk
Museum inde med Morten Jensens afregningsbog fra Den kongelige Livgarde. Den
rummer indførsler fra de tre krigsår. Museet har også den medalje, han fik for krigsdeltagelse, en medalje i bronze med et
profilportræt af kong Frederik VII samt et
emblem fra De Danske Våbenbrødre.
Morten Jensen var én af de mange tusind,
der måtte drage i krig mod oprørere og tyskere i Slesvig-Holsten.
For dem, der var med, var krigen 1840-50 - som alle andre krige - ganske forfærdelig.
Andre opfattede den mere romantisk - for eksempel en del kunstnere. På maleriet her
fejres de tapre landsoldater.
Såret ved Fredericia
Indsamlingerne
Også Peder Larsen fra Vinstrup var med
i dén krig. Og Hans Pedersen fra Vallestrup,
Ole Jensen fra Undløse, Ole Hansen og Jens
Larsen fra Østrup, Jens Nielsen fra Tuse, ni
unge mænd fra Soderup Sogn, 50 fra Sejerø.
Hundredevis fra Nordvestsjælland, mange
tusind landet over.
Slesvig var langt væk i 1848. Alligevel var
krigen tæt på. Den kom også til at sætte
præg på livet på Holbækegnen. Ved juletid
lå to kompagnier fra 2. Infanteribataillon
indkvarteret i Holbæk, og da soldaterne
drog af sted til krigen, fulgte halvdelen af
byen dem på vej. Holbækkerne stillede
Midt i det hele, der hvor der blev kæmpet, stod Morten Jensen fra Kundby Koloni
og Peder Larsen fra Vinstrup.
Morten Jensen blev født den 17. marts
1826. Dagen efter blev han døbt hjemme, i
slutningen af maj i Kundby Kirke. Han var
søn af udrider Jens Pedersen og Kirsten
Eilersdatter af Vognserup.
Morten Jensen blev husmand, og han
blev gift med Karen Marie Sørensdatter fra
Kundby. De fik sønnen Jens.
Morten Jensen døde den 20. marts 1913.
Fire år tidligere var han - som nævnt - blev
tildelt hædersgavebrevet, der sikrede ham
en hædersgave på 100 kroner om året for
krigsdeltagelsen - eller i kampene for fædrelandet, som det hed i brevet.
En anden af de unge mænd fra Holbækegnen, der måtte kæmpe mod oprørerne og
tyskerne, var Peder Larsen fra Vinstrup.
Han blev født i et lille fæstehus i Algestrup den 25. april 1823. Hans forældre
havde på et tidligere tidspunkt haft Hulsbjerggård i Algestrup, men var - nu uvist af
hvilken grund - kommet fra den.
Peder Larsen aftjente sin værnepligt i
1845 og tjente, indtil tre-års-krigen brød
ud - på en gård i Vinstrup.
Han blev indkaldt igen ved krigens begyndelse i 1848. Han kom som menig soldat i 2. bataillons 1. kompagni. Peder
Larsen var en pennens mand. Han skrev
dagbog, og en samling af hans håndskrevne
soldatersange har været udlånt til studium
på Det kongelige Bibliotek.
Ved krigens udbrud var han i 6. brigade
under oberst de Meza, der senere blev
overgeneral i krigen i 1864.
Peder Larsen levede fra 1823 til 1873.
For sin krigsdeltagelse blev han i 1870
dekoreret med Dannebrogsmændenes
hæderstegn og optaget i Våbenbroderselskabet.
Morten Jensen fra Kundby Koloni var én
af mange nordvestsjællandske soldater,
der var med i tre-års-krigen. Han modtog
medaljen her for sin indsats. Den er nu i
Holbæk Museums samling.
Peder Larsen var med i Fredericia-slaget
den 6. juli 1849. Da slaget var slut, var to officerer, tre underofficerer, 22 menige og en
hornblæser fra Peder Larsens kompagni
blevet dræbt.
Peder Larsen blev såret af et skud i venstre arm. Han blev ført til et lazaret på Fyn.
Han blev hjemsendt den 12. februar 1850.
Skuddet havde knust knoglen i overarmen.
Efter hjemsendelsen blev Peder Larsen
gift med Karen Nielsdatter af Fruerskov og
overtog senere Karens fars fæstehusmandssted. Han døde den 13. juli 1873. Da
var han 50 år.
Om deltagelsen i Fredericia-slaget skrev
Peder Larsen:
»Vi drog med det samme imod fjenden
med en saadan Iver og Lyst, at det ikke var
DIALOG-ARTIKEL 5
lørdag d. 10. november 2012
Ejendommen ved Fruerskov - her som maleri.
Længe i slægtens eje
Landsoldat Peder Larsens
oldebarn, Finn Pedersen, blev
vognmand i Sdr. Asmindrup.
Nu bor han i Tølløse.
Hædersgavebrevet
til Morten Jensen.
Det fik han 56 år efter at
have været med i krigen.
Fjenden muligt at modstaa os enten ved
Skanser eller Batterier, thi største Delen
følte den Hjærtens Kærlighed for Konge og
Fædreland, at enten sejre eller dø. Da vi nu
havde taget alle Batterier og Skanser, saa
trængte Fjenden saa strengt paa et Punkt,
saa vi måtte retirere, hvor jeg i det samme
blev truffet af en Geværkugle, som slog min
venstre Arm over, hvorfor jeg straks maatte
forlade Fægtningen og begive mig til Fredericia, som jeg straks maatte forlade, da jeg
ikke kunne blive forbundet der, saa jeg
måtte begive mig over Vandet til Billeshave
paa Fyen.
Efter hjemsendelsen fik Peder Larsen
Dannebrogskorset.
Danmark vandt krigen i 1848-50. Nogle
år senere gik det grueligt galt. Nederlaget i
1864 blev som bekendt totalt. Danmark
mistede en tredjedel af sin størrelse.

Fruerskov: Ejendommen, som Peder
Larsen og hans hustru, Karen Nielsdatter,
boede i ved Fruerskov, eksisterer stadig.
Den har været i slægtens eje indtil for ganske få år siden.
Peder Larsen og Karen Nielsdatter overtog ejendommen efter Karen Nielsdatters
far, Niels Christensen. Det skete antagelig i
forbindelse med brylluppet, der fandt sted,
efter at Peder Larsen var vendt hjem fra
krigen.
De to fik syv børn. To døde som ganske
små.
Ejendomme ved Fruerskov var på 12
tønderland. Den blev i 1893 overtaget af
parrets ældste søn, Ole, og i 1939 gik den
videre til Ole Pedersens søn, Laurits.
Laurits Pedersen var født i 1899. I 1923
startede han vognmandsforretning i Sdr.
Asmindrup. Den drev han frem til sit 40 års
jubilæum den 1. september 1963. Så tog
Laurits søn, Finn Pedersen, over. Han havde
Finn og Tove Pedersen bor nu på Ove Billesvej i Tølløse.
vognmandsforretningen frem til 1992. Nu
bor Finn Pedersen, der altså er landsoldat
Peder Larsens oldebarn, med sin hustru,
Tove, på Ove Billesvej i Tølløse.
Finn og Tove Pedersen ejede landejendommen ved Fruerskov indtil 2005.

Morten fra kolonien
Kundby Koloni - ikke i midten
af 1800-tallet, men i 1910.
Fotografiet er venligst udlånt
af Svinninge Lokalhistoriske Arkiv.
Kundby Koloni - eller
Kolonihusene - blev oprettet i
1783. Der var tre tønderland
på hvert lod.
kundby koloni: Morten Jensen blev født
den 17. marts 1826. Han var søn af udrider
Jens Pedersen og Kirsten Eilersdatter
Morten Jensen voksede op i Kundby Koloni.
Kolonien var blevet oprettet i 1783, og
den bestod af 18 små husmandsbrug. Hvert
lille brug for en jordlod med et hus i hjørnet. Tre tønderland var sådanne et jordlod
på, og dér kunne familien supplere den løn,
manden fik som daglejer.
Husene var bindingsværk. Der var en
lille stue og et udhus.
150 år senere blev der oprettet 13 statshusmandsbrug på Vognserups jord. Dem
var der lidt mere jord til.
I folketællings-listerne kan man blandt
andet se, at Kirsten Eilersdatter som 41årig var blevet enke og boede i kolonien
med sønnerne Morten og Peder, sin ugifte
søster Sidse og enken Maren Nielsdatter.
Ved folketællingen i 1850 var Morten
Jensen fraværende i sognet, som det hed-
Af Jørgen Juul Jensen
der. Han var i krigstjeneste. Morten Jensens
fars stilling opgives som udrider. En udrider var - ifølge Ordbog over det danske
sprog - en bereden person, der var ansat på
et gods eller en herregård og red ud med
breve, beskeder, påbud og lignende. Morten
Jensen opføres efter sin krigsdeltagelse
som husmand, jordbruger og snedker.
