Et bæredygtigt landbrug for eftertiden
I N FO R M ATION MAJ 2014 Håb i Europa • ’Den tabte generation’ er optimistisk • Gyldent high tech-boom i Rumænien • Græske byboere bliver økobønder • Populisme er sundt for Europa-Parlamentet • Få ildsjæle holder liv i lukket græsk stats-tv Valg til Europa-Parlamentet den 25. maj Temaavis til Dagbladet Information EUROPA 2 INFORMATION MAJ 2014 Indhold Leder Illustration: Mia Mottelson/iBureauet » Side 4-5 ’Den tabte generation’: I Sydeuropa udfordres unges forventninger til fremtiden drastisk af krisen. To forfattere har gennem et års rejse rundt i Europa besøgt 24 lande og sovet i 100 hjem » Side 6 At føle sig tysk, ikke europæisk: Den tyske forfatter Hannah Beitzer er opdraget med, at Europa er cool og eventyrligt. Men hendes søster på 23 ser sig som tysk, ikke europæer » Side 10-12 Grækerne søger jord under neglene: Da eurokrisen ramte Grækenland, søgte byboerne ud på landet for at leve af at dyrke jorden. Det har skabt små, innovative og bæredygtige økolandbrug » Side 16-18 Steet art i Athen: Unge grækere har for længst mistet troen på politikere og politiet. Afmagten har givet sig udslag i gadekunst af høj standard på murene i Athens studenterkvarter, Exarchia » Side 22-23 Rumænsk trend inden for it: Bukarest er i al ubemærkethed blevet centrum for nogle af Europas dygtigste it-virksomheder. 33-årige Valentin Radu var en doven computerspilsnørd. I dag er han virksomhedsejer » Side 30-31 Geert Wilders hetz mod marokkanere: Den højrenationale politiker Geert Wilders’ negative marokkanerretorik har fået en hård medfart. Men Wilders ser ud til at opnå EP-valgets største sejr » Side 34-35 En arbejdsdag i EU’s maskinrum: Hvad laver de 766 folkevalgte i Europa-Parlamentet egentlig på en gennemsnitsarbejdsdag? Vi har fulgt svenske Amelia Andersdotter fra Piratpartiet som en skygge Forsidefoto: Jakob Dall Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen Magasinchef: Søren Heuseler/iBureauet Redaktionssekretær: Jens-Arne Sørensen Redaktion: Christian Andersen, Anders Fjordbak Trier, Mette Rodgers, Troels Heeger og Mads Frese Art Director: Jesse Jacob/iBureauet Illustrationer: Mia Mottelson/iBureauet Infografik: Jesse Jacob og André Leit /iBureauet Skribenter: Mette Rodgers, Troels Heeger, Mads Frese, Peter Laugesen, Elena Maria Askløf, Alma Wilthers, Göran Rosenberg og Paolo Flores Fotografer: Tor Birk Trads, Jakob Dall, Bjarke Ørsted, Malene Korsgaard Lauritsen, Rob Voss, Scanpix Korrektur: Jesper Jordan og Gustav Henningsen Annoncesalg: FrontMedia Tryk: Sjællandske Medier Udgivet i samarbejde med: Folkehøjskolernes Forening i Danmark: Det du ikke lærer andre steder Udgivetmed støtte fra: Europa-Nævnet og Dansk Ungdoms Fællesråd Velkommen til Europa Af Andreas Harbsmeier, Højskolernes Hus & Anders Fjordbak-Trier, Information I krisens skygge vil Europa mod slutningen af denne måned vælge 751 medlemmer til Parlamentet i Bruxelles til at repræsentere de omkring 500 millioner europæere. Og især for den unge generation med længst fremtid i Unionen, er der nok at stemme for og rigeligt at forsøge at forandre. Paradoksalt er det derfor, at den tabte generation, som de unge ofte bliver kaldt, samtidig er en gruppe, som det er yderst vanskeligt at få til at stemme. Nogle steder lyder det, at blot hver tredje unge vil stemme. Andre steder hver femte. Tallenes fortælling er dyster: Unge europæeres tillid til offentlige institutioner er faldet i løbet af krisen. Antallet af unge, der oplever alvorlige afsavn, er steget med seks procent siden 2007. Det gælder især unge i Spanien, Cypern, Portugal og Grækenland. Ledigheden blandt unge er vokset mere under krisen end for ældre europæere. Mellem 2007 og 2012 er den gennemsnitlige ledighed blandt unge mellem 15 og 24 år vokset fra 15 til 23 procent ifølge Eurostat. Værst ser det igen ud mod syd. Men ligeså nedslående tallene er, ligeså glædeligt er mødet med de unge europæere. For nok kan de vise sig svære at trække til valgurnerne, men mange af de steder i Europa, hvor Informations journalister er rejst hen, har der været positive fortællinger om europæere, der trodser dårlige konjunkturer og korruption og skaber sig en ny levevej. Det gælder især, hvor krisen har slået hårdest – mod syd – og det sker nogle gange inden for det etablerede system – andre gange udenfor. Som Evangelos Vergos, der hjælper unge grækere med at skabe sig en ny fremtid ved at dyrke den græske jord. De kommer godt nok ofte til ham i desperation, fordi de ikke ser andre muligheder, men grækerne er før blevet reddet af deres jord, og nu forsøger de – oven i købet på bæredyg- tig vis – ad denne vej igen. Eller rumænske Valentin Radu, der indledte sin succesrige karriere som teenager med at spille Counter-Strike på sin computer. Det skabte behov for hurtig netforbindelse og grobund for en forretning, der hurtigt blev rentabel for den unge rumæner. Ikke kun på grund af Radu, men nok på grund af personer som ham har Rumænien – Unionens fattigste land – i dag verdens femtehurtigste internet. Og en gruppe af unge, innovative it-entreprenører. I denne avis om Europa retter Information i samarbejde med højskolerne øjnene mod en række unge europæere, deres visioner for og drømme om Europa. De nævner fordele og ulemper, men efter mødet med dem er det vanskeligt kun at se pessimismen. Det giver håb om, at genera- tionen måske ikke er så tabt, som tallene ellers kunne illustrere. Hvor de unge er vanskelige at mobilisere til at stemme, har EUmodstanden og en stigende nationalisme flere steder fået folk til at rejse sig. Fra de nazistisk inspirerede protester i øst fra eksempelvis Grækenland og Ungarn til britiske, hollandske og danske EU-modstanderes krav om øget selvstændighed og mindre union som følge af en fri bevægelighed, der af mange ses som tærende på landenes sociale kasser. Et problem, der, når en million arbejdstagere indvandrer til Storbritannien, kan virke reelt, men som andre steder – som når det handler om børnecheck til nogle få skattebetalende udenlandske arbejdere – er så småt, at det er tæt på at være ikke eksisterende. Mange steder i Europa fører højre og venstre en fælles kamp imod fri bevægelighed – for lokal protektionisme og for grænsehegn. Men det er ikke nye grænser, mange af de unge, vi har mødt i Europa, ønsker at trække. Deres protest retter sig mod det etablerede politiske system. Mod uhensigtsmæssige, ineffektive strukturer og mod korruption og en elite, der fordeler goderne blandt sig selv. De unge, vi har talt med, kan mødes i drømmen om at blive budt velkommen i et nyt, frit, solidarisk Europa med muligheder og plads til innovation og kreativitet. På tværs af grænser. Så mest af alt efterlader denne avis formentlig læseren med et håb om, at fremtiden for Europa ikke behøver være så dyster, som de mange statistiske nøgletal kunne give anledning til. Måske er det tiden nu til at lytte til de unge. Når de etablerede systemer ikke fungerer, må man skabe sine egne. Og ikke bygge hegn, men nedbryde barrierer og med de unge sige til nytilkomne: ’Velkommen til Europa’. [email protected] stem.dk FORENINGSLIVET STYRKER UNGES POLITISKE ENGAGEMENT EUROPAPARLAMENTS VALG OG FOLKEAFSTE MNING En undersøgelse fra Eurofound* viser, at danske unge hører til de mest politisk engagerede i Europa. Unge danskere ligger helt i top, når det kommer til at deltage i politiske aktiviteter, de har stor tillid til folkevalgte, og de ser lyst på fremtiden. Det er foreningslivet, der former det engagement, unge møder demokratiet med: Ved at være aktive i én af DUFs 70 medlemsorganisationer lærer unge, at de altid har en stemme. Sådan er det også den 25. maj. VALGET ER DIT. STEM FOR DEMOKRATIET. (XURIRXQG6RFLDOVLWXDWLRQRI\RXQJSHRSOHLQ(XURSH3XEOLFDWLRQV2IğFHRIWKH(XURSHDQ8QLRQ/X[HPERXUJ 4 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 REJSEREPORTAGE REJSEREPORTAGE Belèn og hendes kæreste Ben fra Malaga er i årevis blevet tudet ørene fulde om den triste ledighedsstatistik for unge, der i Spanien ligger mellem 40 og 50 pct. ’Men helt ærligt, hvad kan man regne med andet end sin lyst?’ siger Belén, der faktisk har et job, men tænker på at flytte til Sydamerika med Ben. Foto: Elena Maria Askløft Mulighederne i at tilhøre ’den tabte generation’ Disse års europæiske ungdomsgeneration er blevet kaldt ’den tabte generation’. Særligt i Sydeuropa udfordres unges forventninger til fremtiden drastisk af krisen. Denne reportages to forfattere har gennem et års rejse rundt i Europa besøgt 24 lande og sovet i 100 forskellige unges hjem. Hjemvendt er de i tvivl om, hvorvidt det er dårligt, at Europas unge bliver voksne i en krisetid Af Peter Laugesen og Elena Maria Askløf D et er nu præcis et år siden, at vi pakkede vores bil og tasker. Fyldt med tøj, udstyr og spørgsmål ville vi på et års rejse gennem kontinentet møde andre europæiske unge og finde ud af, hvordan det egentlig er at være en tabt generation. »Mine forældre ryster på hovedet af os. De synes, vi er sindssyge, fordi vi vil kvitte vores job og tage til Sydamerika,« siger Belèn til os under den varme sol i Málaga. Hun er kæreste med Ben, og de to er henholdsvis 28 og 29 år. »Men helt ærligt, hvad kan man regne med andet end sin lyst? Jeg gider ikke gå og være bange for noget, og jeg gider slet ikke fortsætte med at arbejde, bare fordi folk truer mig 5 med ’arbejdsløshedsstatistikker’«. Ben og Belèn er, hvad de fleste i Sydspanien vil kalde heldige. De har begge et fast job i et land med astronomisk høj arbejdsløshed på næsten 50 pct. for unge. Deres løn er dog som de fleste andre spanieres ikke særlig god. Faktisk tilhører de det, der på spansk kaldes la generación de los mil euros(1000 eurogenerationen), da de kun tjener omkring 7.500 kr. om måneden, selv om de er uddannet og har fuldtidsjob. »Men nu rejser vi snart til Sydamerika for at være med i forskellige projekter derovre,« fortæller Belèn og kigger forelsket på Ben. Belèn har prøvet at være arbejdsløs. I næsten to år søgte hun job hver eneste dag uden held. »Jeg mistede enormt meget tro på autoriteterne i de år, jeg gik ledig. Jeg havde tid til at tænke mig om og arbejde frivilligt med grøn omstilling, og det gik op for mig, at når der er så meget, der ikke fungerer i systemet, så må man selv gribe til handling. På en måde oplever jeg det sådan, at krisen har fået mig til at miste tilliden til systemet og politikerne, men har styrket min tro på mig selv og mine venner.« Holdninger forandres I Italien oplever vi også, hvordan krisen har ændret unges måde at forstå samfundsstrukturerne på. I Torino bor vi hos det unge kærestepar Salvatore og Chiara. Hun arbejder ved siden af sine studier, men har ikke nogen kontrakt. Han er selvstændig og nødsaget til indimellem ikke at skrive kvitteringer på det, han sælger, fordi han ellers ikke tjener nok penge til at klare sig. »Jeg kan huske, hvordan jeg havde det før i tiden, når venner af familien kom og fortalte, hvordan det nu var lykkedes dem at snyde i skat. Jeg syntes, det var sejt, ligesom de fleste andre,« fortæller Salvatore og ryster meget italiensk og karikeret på hovedet og fortsætter: »Jeg synes helt ærligt ikke længere, det er sejt at snyde i skat. Det er jo ligesom dét, kombineret med et korrupt system og korrupte politikere, der har kørt vores land i sænk – så jeg tænker, at det er på høje tid med en forandring af vores mentalitet, og derfor reklamerer jeg ikke med mit skattesny- deri. Jeg holder det for mig selv.« I Grækenland kender de også til de problemer, som Salvatore beskriver. »Vi unge grækere har mistet retten til at drømme.« Sådan diagnosticerer den arbejdsløse læge Xristoy situationen for sin egen ungdomsgeneration, da vi taler med ham til en demonstration på Syntagmapladsen i Athen. føler os lidt utilpasse og kan jo godt se, at vores fine kamera og notesbøger ikke hjælper en skid på Zafs situation. Han sidder i saksen, og om lidt sidder vi i bilen på næste etape af vores store Europatur. Med tårer i øjnene rejser han sig og giver os et knus og et klap på skulderen: »Husk nu at nyde det, mine danske venner.« I bilen er vi begge kede af at måtte forlade vores nye ven på den måde. Men vi kommer også frem til, at de græske unge måske har mistet retten til at drømme, men mange af dem har til gengæld vundet lysten til at kæmpe. Nord og syd mødes Sovende forelæsning Derefter tager vi afsked med ham, som vi har gjort med så mange unge europæere før ham. Det har ikke altid været nemt at forlade personer, vi er kommet tæt på, men der er specielt en afsked, som rører os. Det er den dag, vi kører mod Istanbul og skal sige farvel til Zaf, som vi bor hos i Athen. Han er sociolog, arbejder i et reklamebureau til en skodløn, og han hader sit job. Han vil så gerne prøve noget andet. Krisen har for Zaf, ligesom for mange andre unge europæere, været en formativ begivenhed. Zafs tankegang er blevet præget af denne finanskrise, og han var også meget aktiv under de folkelige demonstrationer i 2011 på Syntagma-pladsen. Han har kæmpet mod politiet, mod racister og fascister. Da vi den dag drikker afskedskaffe med Zaf, opfører han sig underligt. Han bider os af. »Nu rejser I videre, og jeg skal tilbage til mit lortearbejde,« siger han og kigger stift ud af vinduet. Zafs mund, der engageret plejer at kritisere korruptionen, uligheden og EU-trojkaens sparekrav er tavs. Vi I London møder vi Lena, som kæmper for at få en fod inden for på arbejdsmarkedet. Hun får én fuldtidsløn for to fuldtidsstillinger, og ved siden af arbejder hun ulønnet på to store projekter. Over aftensmaden i hendes lejlighed fortæller hun, at hun er enormt stresset: »Jeg har problemer med vejrtrækningen, men som ung i Europa kan man jo ikke klage, når man har et job – eller fire – ligesom mig.« Hun griner halvhjertet og fortsætter: »Der er jo kamp om pladserne i dag, og selv om du har en kandidatgrad i, hvad ved jeg, så er du jo ikke sikret noget som helst.« To uger senere møder vi en helt anden virkelighed i Stockholm, da vi tager med to brødre til forelæsning. De er i gang med at tage en kandidatgrad i filmvidenskab, og hver gang forelæseren slukker lyset for at vise et filmklip, lægger brødrene hovedet på bordet for at lukke øjnene ligesom mange af de andre fra holdet. I mørket tænker vi for os selv, at der er langt fra denne skandinaviske studentervirkelighed til Lenas arbejdsiver, til Ben og Belèns antiautoritære eventyrlyst og til Zafs stærke følelser og oprørstrang. Tabt bag en vogn, vi ikke vil med Jeg mistede enormt meget tro på autoriteterne i de år, jeg gik ledig. Jeg havde tid til at tænke mig om og arbejde frivilligt med grøn omstilling. På en måde oplever jeg det sådan, at krisen har fået mig til at miste tilliden til systemet og politikerne, men styrket min tro på mig selv og mine venner Belén Arbejdsløs i Spanien De millioner af unge bliver kaldt ’den tabte generation’, men er der ikke også nogle muligheder i det at være tabt? Helt skidt er det måske ikke at blive tabt bag en vogn, når man finder ud af, at man ikke ville med på den vogn. Krisen ser ud til at få de unge, vi har mødt på rejsen rundt i Europa, til at tænke nye tanker, gøre op med korruption og få skabt nye fællesskaber, ideer og værdier. Og det er vel ikke så skidt igen? Krisen har gjort vores generation opmærksom på, hvad det er for en verden, vi er ved at blive voksne i. Det er en verden, der byder på europæisk union, global finanskapitalisme og tvungen migration for at finde arbejde. Men det er også en verden, der byder på mange muligheder, hvis man evner at gribe dem. [email protected] EUROPÆISKE STEMMER det lettere at rejse internt mellem de europæiske lande.« Constantina Panagi 27 år, Cypern Psykolog på en privat klinik – Hvilke fordele har det for dig, at du lever i EU? »Efter Cypern blev en del af Eu i 2004 er der sket mange ting. Blandt andet, er det blevet lettere at handle med andre europæiske lande. Det kan ses i supermarkedet. Der er mere græsk ost og flere typer spiritus, som vi ikke havde tidligere. Der er også kommet flere turister til. Måske fordi de åbne grænser gør – Hvilke ulemper oplever du ved EU? »På grund af den økonomiske krise, som er særligt slem her i Cypern, har vi tyskerne hængende over vores hoveder hele tiden. De tjekker bankerne, og undersøger, hvad der gik galt med vores økonomi. Krisen kom efter vi fik Euroen, men jeg tror ikke, at Euroen gjorde nogen forskel. Det er på grund af korruptionen, at det går dårligt økonomisk. Det er et problem, at nepotismen bestemmer, hvem der kan få job og hvem, der ikke kan. Jeg håber, at unionen vil hjælpe os med at håndtere de økonomiske problemer. At de måske vil gøre reklame for vores smukke strande, så der fortsat vil komme mange turister. Og allervigtigst: At de vil hjælpe os med at komme korruptionen til livs.« SERIE Europæiske stemmer • Irriterende rygelov, en savnet ost, forvirrende mobilpriser og følelsen af et sammenhold, som er større end det nationale. • Information spørger frem til europaparlamentsvalget søndag den 25. maj 28 unge mennesker fra samtlige EU-medlemslande, hvad de ser som fordelene og ulemperne er ved at leve i et europæisk samarbejde som EU. SPAR OVER 1.700 kr. på BRILLER med glidende overgang fra r. 900 k 900 kr. Briller med glidende overgang inkl stel, glas, synsprøve og etui. Få 2 briller IS til 1 brilles pris GRAT (Du skal kun betale for evt. tillægsydelser *) www.optikhuset.dk Tillægsydelser såsom antiireflex behandling, betales extra. Tilbuddet gælder også enkelt styrke briller. Glidende overgangsglas findes i 4 forskellige kvaliteter. Tilbuddet kan ikke kombineres med andre tilbud. OPTIK ÅRHUS - Klostertorvet 6, LYNGBY - Lyngby Hovedgade 19c, ODENSE - Fisketorvet 5, HILLERØD - Slagerupgade 2, RANDERS - Rådhustorvet 6, ROSKILDE - Hersegade 1A, SILKEBORG - Vestergade 35, FREDERIKSBERG - Falkoner Allé 47, 8613 6008 4587 1078 6613 7135 4828 7899 4466 6008 4632 4800 8681 0102 3810 1468 6 INFORMATION MAJ 2014 IDENTITET Unge tyskere føler sig ikke længere europæiske Den tyske forfatter Hannah Beitzer er opdraget med ideen om Europa som noget cool og eventyrligt. Men hendes lillesøster på 23 ser ikke sig selv som europæer, men som tysker. Det vækker forundring, men også en vis forståelse Af Troels Heeger Korrespondent, Berlin E uropa er ikke længere cool. Europa er en angstprovokerende kombination af krisebevidsthed, manglende sammenhængskraft og truende ungdomsarbejdsløshed. Det er den fornemmelse, den 31-årige tyske forfatter og journalist Hannah Beitzer får, når hun taler med sin kun otte år yngre lillesøster. »Hun tilhører en generation, som først lige er blevet voksen, og som netop nu er på vej ud på arbejdsmarkedet, og det er en generation, der ser på de økonomiske vilkår. De er ikke vokset op med de samme europæiske idealer. I det øjeblik da de begyndte at interessere sig for politik, var krisen der allerede«, siger Hannah Beitzer, der til sin egen overraskelse blev mødt af et »Hvorfor?«, da hun for nylig forklarede sin søster, at hun selv som 20-årig hellere så sig selv som europæer end som tysker. Selv om der kun er otte år mellem Hannah Beitzer og hendes 23-årige lillesøster, er der en verden – eller rettere et kontinent – til forskel mellem de to unge tyske kvinder. Da Hannah Beitzer var 20 år, var Europa stadig forholdsvist uberørt af krisetegn og konflikt. Den europæiske fortælling bestod af elementer som fred og genforening og manifesterede sig i vidtløftige drømme om bevægelsesfrihed, eventyr og fællesskab. Opvokset med fred og samhørighed »I min egen ungdom handlede Europa ikke om penge eller økonomi. Folk på min alder er vokset op med forestillingen om Europa som en forestilling om fred, naboskab og kulturel samhørighed. At man lærer sine naboer at kende og gerne vil møde dem og tale med dem«, siger hun. »Når man spørger dem om Europa, er det ord som ungdomsarbejdsløshed, gældskrise, hvem betaler for hvem, der falder dem ind.« Europa virker ikke langt væk på en fortovscafé i den populære berlinerbydel Prenzlauer Berg, hvor Information møder den 31-årige journalist og forfatter. På de brede fortove hører man uafladeligt brokker af dansk, fransk, engelsk, polsk, spansk og italiensk. Særligt en større andel af sydeuropæere har i løbet af krisen fundet vej til Nordeuropa, hvor jobmulighederne ganske enkelt er bedre. Men det er ikke kun sydeuropæerne, der i dag bekymrer sig om et svigtende arbejdsmarked. »Det handler meget om arbejdsløshed«, forklarer Hannah Beitzer. »Udefra set er det måske lettere fjollet, for det går jo egentlig fint i Tyskland. Vores ungdomsarbejdsløshed er lav i forhold til andre lande. Der hersker en følelse af usikkerhed. Hvad sker der med det økonomiske system, vi lever i. Vi er midt i Europa. Politisk, økonomisk, geografisk. Derfor er der stor angst for, at krisen har negative virkninger på de unges egne muligheder og chancer.« Det er naturligvis den store europæiske krise, eurokrisen, der har spillet en afgørende rolle i den gradvise forandring af unge tyskernes forhold til både omverdenen og sig selv. I udenlandske medier er Tyskland i løbet af krisen på grund af sine stærke økonomi blevet udskreget til krisevinder på de sydeuropæiske landes bekostning, mens den tyske kansler, Angela Merkel, har stået i spidsen for en europæisk krisepolitik, hvis fokus på sparedisciplin og offentlige nedskæringer har fået vrede demonstranter i lande som Grækenland og Italien til at sammenligne den tyske kansler med Hitler. Samtidig har kri- Danskere er originale sen også gjort ideen om et europæisk tilhørsforhold mindre indlysende hos unge tyskere. I en meningsmåling foretaget for det tyske bankforbund angiver blot otte pct. af de adspurgte unge tyskere, at de føler sig europæiske. 35 pct. mener, at de føler sig både tyske og europæiske, mens et flertal bestående af 56 pct. primært føler sig tyske. Det er en forbløffende udvikling i Tyskland, hvor både uddannelsessystemet og den offentlige samtale sædvanligvis søger at lægge en dæmper på tysk nationalfølelse. I modsætning til de fleste andre EU-lande har Tyskland indtil for ganske nylig havde Tyskland ikke haft et euroskeptisk parti. Hvordan kan Europa ændre sig? Hvordan kan ideen om Europa atter blive attraktiv for en ny generation? Som forfatter til bogen Wir wollen nicht unsere Eltern wählen. Warum Politik heute anders funktioniert« (Vi vil ikke stemme på vores forældre. Hvorfor politik i dag fungerer anderledes, red.), der handler om de politiske partiers manglende evne til at appellere til den tyske ungdom, udtrykker Beitzer på den ene side bekymring for den lave valgdeltagelse blandt sine generationsfæller. Hun ser derfor på en styrkelse af Europa- Parlamentet som en mulighed for at forbedre EU’s demokratiske legitimitet. På den anden side viser hun forståelse for leden ved de etablerede politiske partier og systemer hos en generation af unge europæere, der efter Murens fald i 1989 er opflasket med en blanding af ideologiernes død, økonomiske kriser og en stærk individualisme. Det er netop denne generation af tyskere under 30, som ifølge Beitzer i stigende grad også i de seneste år har mistet den naturlige begejstring for Europa, som siden efterkrigstiden har været et uundgåeligt led i unge tyskeres politiske dannelse. På grund af en nationalt institutionaliseret skyldfornemmelse over Tysklands nazistiske fortid har tysk politisk kultur traditionelt lagt vægt på hensynet til Europa. Blandt andet gik tyske kansler Helmut Kohl gik med til at ofre den stærke tyske D-mark til fordel for euroen af hensyn til Europa. Det er ikke så sikkert, at nutidens Tyskland ville have vist samme beredvillighed. »Med krisen er denne økonomiske faktor rykket frem i billedet. Det er blevet klart for en masse mennesker, at de havde en idé om, hvad Europa burde være, men samtidig har noget ændret sig både i politik og økonomi, Kriser og en stærk individualisme har ifølge Hannah Beitzer gjort, at yngre tyskere under 30 i stigende grad har mistet den naturlige begejstring for Europa. De ser sig selv som tyskere, ikke som europæere. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen som har sin egen selvstændige dynamik«, siger Hannah Beitzer. Rusland-Europa Trods smuldrende bånd mellem Tyskland og det omgivende kontinent, er Hannah Beitzer optimistisk anlagt og holder selv endnu fast ved sin europæiske identitet, som især bringes frem af eksotiske kontraster. »Hver gang jeg er i Rusland, føler jeg mig europæisk«, siger Beitzer, der har studeret russisk og har boet i Rusland i flere år. »Man bliver ofte også tiltalt på den måde: Jer fra Europa. Det er altid en stærk fornemmelse, når man befinder sig i lande, som ikke har frie medier og demokrati. Det er noget af det vigtigste ved Europa for mig: den demokratiske frihedstanke«. [email protected] Danmark er et lille land med originale idéer. Det skaber arbejdspladser – og det er godt. Men originale idéer har det med at blive kopieret, hvis ikke vi passer godt på dem. I dag er det ikke nok at have patent på sin idé i Danmark. Man skal have det i alle europæiske lande, og det er både dyrt og besværligt at få. Én fælles europæisk patentdomstol vil gøre det lettere og billigere. Danske lønmodtagere og danske arbejdsgivere er enige om at beskytte vores originale idéer mod kopiering – og dermed passe godt på vores danske arbejdspladser. Pas godt på Danmarks originale idéer: Ja Stem ja til én fælles europæisk patentdomstol den 25. maj 8 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 9 EU-GLÆDE 20-årige Ab Brightman og 18-årige Conor McKenzie ser EU som en del af deres liv og mobilitet. De taler her i det britiske Liberale Partis kontor i Oxford med partiets spidskandidat til EuropaParlamentet, Catherine Bearder. Foto: Anders Birger For de unge er EU en del af løsningen – ikke problemet EU’s unge er blevet ramt hårdere af eurokrisen end nogen anden gruppe. Men hvor de ældre borgere i højere grad har bebrejdet EU, støtter de unge stadig projektet og ser EU som en del af løsningen. Alligevel er der intet, der tyder på, at de denne gang vil møde talstærkt op ved stemmeurnerne til EP-valget Af Mette Rodgers Udsendt medarbejder, Oxford D e har stadigvæk godt to års studier igen, men 20-årige Ab Brightman og 18-årige Conor McKenzie kan allerede nu få lidt kriller i maven ved tanken om, hvilket jobmarked der venter dem, når de afslutter deres studier i henholdsvis filosofi og internationale relationer på Oxford Brooks University. »Hvis jeg ikke har udsigt til et godt job, når jeg bliver færdig, så vil jeg udforske muligheden for, om jeg kan studere filosofi i et andet EU-land,« siger Ab Brightman, der ud over studierne er international leder for Liberal Ungdom i Oxford. Dermed tænker den unge kvinde præcis som et voksende antal unge ligesindede i Europa i de seneste seks år, hvor finans- og eurokrise har for- krøblet arbejdsmarkedet. Antallet af unge, der har udskudt deres debut på arbejdsmarkedet og i stedet er blevet hængende i uddannelsessystemet, er steget med 3,7 procent mellem 2000 og 2011 ifølge EU’s European Youth Report 2012, en tendens, der særlig er taget til siden 2008. »Det er rart at have muligheden for at læse i udlandet,« mener Conor McKenzie – også medlem af Liberal Ungdom – der dog ikke håber, at han får behov for at forlænge sin studietid. Hårdt ramt Flere år på skolebænken er langt fra den eneste eller den værste konsekvens af krisen på europæiske unges liv. Anna Ludwinek, researchmanager for Eurofound, der for nylig har udarbejdet en rapport om europæiske unges livskvalitet, påpeger, at næ- sten halvdelen af Europas unge nu oplever en grad af afsavn som følge af den højere ungdomsarbejdsløshed, der nu er på 24 procent i gennemsnit – det dobbelte af den totale ledighed i EU. I Nordeuropa har stadig flere unge ikke råd til ferier eller til at gå ud med vennerne, mens sydeuropæiske unge i voksende grad må undlade at opvarme deres hjem samt droppe et måltid. Og i både Nord- og Sydeuropa tvinges de unge til at blive boende hjemme hos deres forældre længere. »Det har konsekvenser for overgangen til voksenlivet, og især unge mennesker, der selv har børn, men bliver tvunget til at bo hos deres forældre, ligger lavt i undersøgelserne af social eksklusion og lav velvære,« siger Ludwinek. Men på trods af, at de unge i høj grad er blevet krisens tabere føler de sig langt fra som ’den tabte generation’, sådan som medier og forskere har døbt dem, tilføjer hun. »Når du spørger dem, så siger de, at de ikke føler sig ekskluderet af samfundet. Men de føler, at livet er blevet meget kompliceret, og de føler ikke, at de bliver værdsatte.« Alligevel har de unge ikke – i samme grad som deres forældre og bedsteforældre – vendt sig imod EU. I Unionens mest EU-fjendtlige land, Storbritannien, viste en undersøgelse udarbejdet af tænketankene The Fabian Society og FriedrichEbert-Stiftung (FES) sidste år, at 67 procent af de 18-34-årige briter vil stemme for, at Storbritannien forbliver medlem af EU, hvis landet får en folkeafstemning i 2017. Kun 39 procent af de over 60-årige – en forskel på 23 procentpoint – vil stemme for fortsat medlemskab. Eurobarometer-undersøgelser i løbet af krisen har bekræftet, at den yngre generation i de øvrige EU-lande også er mere positiv over for det europæiske samarbejde end deres ældre landsmænd. 55 procent af unge mellem 15-24 år svarede i 2012 ja til, at deres lands medlemskab af EU var »en positiv ting« mod 47 procent af dem over 55. 47 procent af de 15-24-årige har desuden et »positivt indtryk af EU« mod 37 procent af dem over 55. »Det står meget klart, at ung- dommens holdning er langt mere proeuropæisk – også i andre EU-lande end Storbritannien,« siger Ulrich Storck fra FES, der var involveret i udarbejdelsen af rapporten. »De unge er kritiske over for EU, men de stiller ikke spørgsmålstegn ved Unionens eksistens,« tilføjer han. Spørgsmålet er hvorfor. Storch mener, at det i høj grad hænger sammen med, at unge i dag er vokset op med EU. »Det er sædvane for dem. Fri bevægelighed, at de kan studere i et andet EU-land. De ser EU som deres ’rum’, og de kan slet ikke forestille sig, at de fordele, de er vokset op med, kan forsvinde ... at du skulle have visum for at rejse til Frankrig,« siger han. Hans kollega Ed Wallis fra Fabian Society er enig: »Unge er mere kosmopolitiske, de er mere komfortable med samarbejde, de er vandt til at rejse, og mange har venner rundt omkring i Europa. De er mere forbundet på tværs af kontinentet gennem den digitale teknologi,« siger Wallis og tilføjer, at der er »en stor grad af realisme blandt unge«. »Unge mennesker forstår, at vi er stærkere sammen, og at EU faktisk kan hjælpe med at løse de problemer, vi står over for, såsom klimaforan- dring og terrorisme.« Ab Brightman og Connor McKenzie nikker genkendende til forskernes pointer. “»Min mor har måske et par venner i Europa, men de er begge født i Storbritannien og er rejst ud,« siger Brightman, der gennem sit engagement i Liberal Ungdoms internationale netværk har venner overalt i og uden for Europa. Efter at hun har sat sit kryds ved EP-valget, der holdes torsdag den 22. maj i Storbritannien mod søndag den 25. maj i Danmark, rejser hun til København for at hjælpe Radikal Ungdom med deres kampagne forud for den danske afstemning søndag d. 25. maj. »Jeg ser min nationalitet som mere flydende. Ja, jeg er britisk, og ja, jeg er engelsk, men jeg følger mig bestemt også europæisk,« siger hun på linje med 46 procent af Europas unge mellem 15 og 24 år. Kun 39 procent af dem over 55 år vil beskrive sig selv som europæere ud over deres nationale identitet. Conor McKenzie påpeger, at han i høj grad ser EU’s åbne grænser som en »tovejsproces«, der nok betyder, at unge fra resten af Europa har adgang til det britiske arbejdsmarked, men også betyder, at han og hans generation har adgang til resten af det europæiske arbejdsmarked. »EU vil styrke mine chancer for at finde et job,« supplerer Brightman. »Hvis vi forlod EU, ville det få virkelig negative konsekvenser for unge mennesker og for vores jobmuligheder,« mener hun og henviser til bl.a. EU-initiativer såsom ungdomsgarantien samt afsatte midler til lande med særlig høj ungdomsledighed. Stemmer ikke På trods af de unges generelle opbakning til det europæiske samarbejde – der varierer fra land til land – er der imidlertid ikke meget, der tyder på, at de i højere grad end ved tidligere EP-valg har tænkt sig at møde op og stemme, siger Giuseppe Porcaro, der er generalsekretær for organisationen European Youth Forum. »Vores undersøgelser bekræfter, at unge generelt er mindre EU-skeptiske, men det betyder ikke, at de vil møde op og stemme til EP-valget,« siger han og forklarer, at den måde, partierne fører kampagne på, er en af årsagerne til, at de unge ikke tænder De unge er kritiske over for EU, men de stiller ikke spørgsmålstegn ved Unionens eksistens. Det er sædvane for dem. Fri bevægelighed, at de kan studere i et andet EU-land. De ser EU som deres ’rum’, og de kan slet ikke forestille sig, at de fordele, de er vokset op med, kan forsvinde Ulrich Storck Tænketanken FriedrichEbert-Stiftung (FES) på valget. »De nationale partier taler om nationale problemstillinger – de taler ikke om Europa, og hvis de gør, er det som regel for at score point på den nationale arena,« forklarer han og tilføjer, at de ikke gør sig umage for at tale til de unge, »sandsynligvis fordi, de unge ikke stemmer«. Ed Wallis mener, at de unge, fordi de er vokset op med EU, ikke ser det som noget, der er »værd at kæmpe for på samme måde som dem, der vil ud af Unionen.« Han – og de øvrige eksperter – påpeger dog, at de unge ikke nødvendigvis er mindre politisk engagerede end tidligere, selv om de ikke stemmer. Andre former for politisk engagement – såsom at underskrive appeller og deltage i enkeltsagskampagner, ofte online – er vokset blandt yngre mennesker. Ikke desto mindre kan det få alvorlige følger for de unge, hvis de ikke stemmer – en nylig undersøgelse af den britiske tænketank IPPR har påvist, hvordan nedskæringerne har ramt unge mere end andre aldersgrupper, fordi de unge ikke stemmer. Og især i Storbritannien kan det få stor og vedvarende betydning for de unges liv, hvis de ældre og mere EU-skeptiske generationer møder talstærkt op, hvis landet får en fol- keafstemning om medlemskabet af EU i 2017. For EU-entusiaster som Ab Brightman og Connor McKenzie vil deres lands eventuelle træden ud af EU være dybt alvorlig af mange grunde. Men det irriterer dem især, at den ældre generation på den måde kan influere deres fremtid, for »det er os unge, der vil stå med aben,« som Brightman siger. »Problemer som for eksempel klimaforandring vil ikke ramme den ældre generation på samme måde, som det vil ramme os. Vi har behov for at samarbejde, og det vil være vanvittigt at forlade et af de fora, der faktisk kan gøre noget ved problemer som klimaforandring,« siger hun. Netop fordi konsekvenserne er så store for deres generation, har de to unge liberale kastet alle deres frie kræfter ind i partiarbejdet. McKenzie stiller sågar op til lokalvalget samme dag som EP-valget for – som han siger – »at gøre en forskel«. »Jeg stiller ikke op for at vinde, eller fordi jeg har politiske ambitioner, men at gå fra dør til dør er en god måde at komme i kontakt med folk og tale med dem om EU.« [email protected] HAR DU HØRT OM EU-MODSTAND FRA RADIKALE ELLER SF’ERE? – på liste N finder du bl.a. Lave K. Broch og Jørgen Grøn EU går på mange måder den forkerte vej. Med øget centralisering og en udemokratisk struktur træffes mange beslutninger, der er til skade for befolkningerne i EU og omverdenen. ■ EU blander sig i alt fra børnechecken til realkreditlånene i Danmark. ■ Og EU begår overfiskeri i afrikanske landes farvande og støtter våbenindustrien. ■ Vi mener det er på tide at vende denne udvikling. Vi vil et bedre samarbejde i Europa uden EU. Og vi mener, at EU’s udvikling kræver, at vi står sammen på tværs af partier. Derfor stiller vi op på Folkebevægelsen mod EU’s liste N til EU-valget. Jørgen Grøn kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og medlem af SF www.jorgen.folkebevaegelsen.dk – facebook.com/sjostrup Lave K. Broch kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og medlem af Radikale Venstre FOLKEBEVÆGELSEN MOD EU www.broch.dk – www.facebook.com/lavekbroch 10 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 BÆREDYGTIGHED 11 BÆREDYGTIGHED Koula Manabi høster frisk salat og samler æg i minilandbruget i Agios Anastasios, som har fået vejledning af American Farm School. Her ses Evangelos Vergos i stedets økologiske butik, hvor man kan købe friskmalket mælk, og ude i olivenlunden. Foto: Jakob Dall Grækere søger ud på landet og får jord under neglene Da eurokrisen forandrede Grækenland, søgte byboerne ud på landet for at leve af at dyrke jorden. Små, innovative og bæredygtige landbrug kan modvirke den nye fattigdom i det græske samfund Af Mads Frese Udsendt medarbejder, Thessaloniki D en amerikanske drøm lever i bedste velgående i det nordlige Grækenland, tæt på grænserne til Albanien, Republikken Makedonien, Bulgarien og Tyrkiet. Det er ikke forestillingen om et dollargrin og et liv i overhalingsbanen, men den oprindelige drøm om amerikansk frihed, som en europæisk emigrant, franskmanden Jean de Crèvecœur, drømte og beskrev i Letters from an American Farmer fra slutningen af 1700-tallet. Den uafhængighed, man kan opnå ved at dyrke egen jord, får en klassebevidst og undertrykt europæer til at »glemme underkastelsens mekanismer og den servile indstilling, som fattigdommen har lært ham«: »Det er altså her,« skriver Crèvecœur, »at lediggængerne finder beskæftigelse, hvor de ubrugelige bliver nyttige, og hvor de fattige bliver rige.« På en skråning ved Thermaikosbugten ligger American Farm School, som forsøger at formidle noget i retning af Crèvecœurs version af den VINDER VINDER VINDER VINDER CANNES FILM FESTIVAL PALM SPRINGS FILM FESTIVAL STOCKHOLM FILM FESTIVAL FESTIVAL - NEW CINEMA BEST DIRECTOR CINE LATINO AWARD BEST CINEMATOGRAPHY MONTRÉAL LOUVE D’OR EN FILM AF AMAT ESCALANTE ++ ++ ++ ++ + ”KRÆVER VORES OPMÆRKSOMHEED” THE GUARDIAN amerikanske drøm til det sydøstlige hjørne af Europa. I mere end 100 år er unge fra Grækenland og nabolandene på Balkan blevet undervist i landbrugsteknikker her. Det startede med en amerikansk missionær, John Henry House, som i 1904 købte 20 hektar uopdyrket jord 15 km vest for havnen i Thessaloniki. De første elever på den skole, han oprettede her, havde mistet deres forældre i forbindelse med Det Osmanniske Riges sammenbrud, som førte til Thessalonikis indlemmelse i Grækenland. Efter Anden Verdenskrig, hvor bygningerne blev de tyske besættelsestroppers hovedkvarter, og efter den græske borgerkrig, hvor en hel afgangsklasse blev kidnappet, kom skolen til at spille en nøglerolle i forbindelse med implementeringen af Marshall-planen og genopbygningen af Grækenland. Nu har eurokrisen skabt et lignende behov. »Takket være hr. House har Grækenland et redskab til at modvirke krisen, og vi er nogle få, der stadig har et job,« siger Evangelos Vergos, som underviser og rådgiver nye entreprenører i landbrugssektoren: »Det handler om at skabe nye virksomheder som svar på ny fattigdom i en nyt økonomisk virkelighed .« Brug for hjælp Under krisen har den 49-årige Koula Manabi ikke blot mistet sit job på en skønhedsklinik i Thessaloniki, hun er også blevet skilt. Nu lever hun af, hvad hun kan tjene på et stykke jord i Agios Anastasios, en landsby med grusveje, et par hundrede sjæle, en kirkegård og en automekaniker her omkring 25 km nord for Grækenlands næststørste by. Her købte hendes far i 1980 en grund og har bygget et hus for nogle af de penge, han har tjent gennem knap 34 år som mekaniker for Porsche i Stuttgart. En høne trisser rundt i haven, hvor Informations udsendte bliver budt på græsk kaffe og et udvalg af produkter fra Manabis have og køkken – brænde- nældemuffins, butterdejstærte med spinat, urter og frisk ost samt hårdkogte æg med peber og bønnespirer på toppen: »Krisen kan få os til at genopdage, hvor rig jorden er,« siger Manabi. »Jeg kan lide det, så jeg bliver ikke træt, selv om jeg ofte arbejder 12 timer om dagen.« For at gøre sin hønsegård og køkkenhave til en forretning har Manabi søgt rådgivning ved American Farm School. Således har hun fået indsigt i næringsværdien i nælder og andet ukrudt, som mange landmænd bruger kemikalier på at bekæmpe. Gennem laboratorieforsøg på skolen har hun fundet ud af, hvordan den særlige sammensætning af planter og urter på grunden kan omsættes til fødevareprodukter. Det har foreløbig resulteret i aftaler med tre kæder af delikatesseforretninger i Thessaloniki-området, som Manabi leverer færdige salater og brændenældemuffins til: »Det er ikke nemt at leve af at Mange højtuddannede fra byerne søgte for et par år siden ud på landet for at dyrke jorden, da de mistede deres job eller udsigten til at finde et arbejde. Men langt de fleste er vendt tilbage til byerne, fordi de ikke havde de nødvendige forudsætninger for at kunne leve af jorden Evangelos Vergos Landbrugslærer på American Farm School dyrke jorden. Jeg har haft brug for meget hjælp til at kunne komme i gang. Det kan kun løbe rundt, fordi jeg bor sammen med mine gamle forældre, og fordi mine tre voksne døtre alle har arbejde,« siger Manabi og fortsætter: »Jeg kunne have solgt salat og andre afgrøder direkte til supermarkederne, men jeg ville selv stå for indpakningen. Man er også nødt til at være god til markedsføring. Men det er ikke kun business. Jeg vil tilbyde folk det bedste, jeg har.« Lav intensitet På American Farm School byder Evangelos Vergos velkommen med et af Europas fasteste håndtryk: »Det er bondehænder,« siger landbrugsprofessoren og griner, mens han med sadistisk fryd klemmer til. For Vergos er der ingen tvivl om, at landbruget kan spille en vigtig rolle i den dybe krise, som Grækenland befinder sig i – eller under »det nye økonomiske regime«, som han foretrækker at kalde det: »Mange højtuddannede fra byerne søgte for et par år siden ud på landet for at dyrke jorden, da de mistede deres job eller udsigten til at finde et arbejde. Men langt de fleste er vendt tilbage til byerne, fordi de ikke havde de nødvendige forudsætninger for at kunne leve af jorden. Selv de, der besad nødvendige forudsætninger, havde det svært. Ifølge de oplysninger, jeg har, er det kun omkring en procent af dem, der har forsøgt sig som landmænd, som har formået at kunne leve af det. Entusiasme er ikke nok, og når desperate mennesker kaster sig ud i noget nyt, kan det nemt ende galt. Opskriften på at lykkes med at skabe moderne landbrug er lav dyrkningsintensitet ... ++ ++ ++ ++ + ”ESCALANTES FORTÆLLLESTIL ER EKSSEMPLARISSK” TIME OUT UK +++ ++ + ”STILFULD, SEVÆ ÆRDIG OG RØRENDE” FILM MMA MAGA GASI SINE NET EKKO PREMIERE 8. MAJ Fortsættes næste side GRAND tEMPIREtVESTER VOV VOV ØST FOR PARADIS AARHUS CAFÉ BIOGRAFEN ODENSE tBIFFEN AALBORG ALBERTSLUNDtISHØJ t VICTORIA SORØ m. flere 12 INFORMATION MAJ 2014 BÆREDYGTIGHED Information om Europa Koula Manabi blev fyret og skilt på en gang og måtte begynde helt forfra. Hun valgte livet på landet og har stablet en forretning på benene ved at sælge brændenældemuffins, færdige slalater og friske æg til cafeer inde i byen. ’Krisen kan få os til at genopdage, hvor rig jorden er,’ siger Manabi. Foto: Jakob Dall Fortsat fra forrige side og et højt teknologiniveau, så man udnytter områdets naturlige ressourcer bedst muligt.« Skolen er struktureret som et selvforsynende samfund. På skråningerne ved Det Ægæiske Hav er der kollegie- og lærerboliger, forsøgsmarker, stalde, olivenlunde, laboratorier, vinstokke, bistader, en børneinstitution, en lille kirkegård, et forskningsbibliotek, en fodboldbane, en sportshal og et supermarked, hvor skolens egne produkter er til salg: »I et par år har vi også haft en almindelig skole for mindre børn, som på den måde kommer i kontakt med landbrug fra en meget ung alder. I alle led af uddannelsen udgør miljømæssig bæredygtighed et centralt element,« siger Vergos og fortsætter: »Grækenland er skabt til små landbrug med produkter af høj kvalitet. Tre fjerdedele af landet er bjergegne, så der er ikke meget tilbage at opdyrke. For at vinde markedsandele er vi nødt til at tænke landbrug og fødevarer sammen på en ny måde og omstille os til agrofood-sektoren. Det gør man ved at forsøge at kombinere forskellige produkter af høj kvalitet gennem samarbejde mellem forskellige producenter. Det forsøger vi at lære studerende og kursister her på skolen.« Inden krisen gik der blot fem kursister på American Farm Schools hold for voksne, nu er der over 700, fortæller Vergos: Holistiske landbrug »Jeg har 62 studerende i klassen for biavl. I år er der omkring 70, der lærer at lave ost og efter bestået eksamen vil kunne kalde sig statsgodkendte producenter. Vi har også kurser i dyrkning og forarbejdelse af naturlige lægeurter. Avl af spisesnegle er også populær, ligesom presning af oliven til olie. Og så er produktion af vin og alkohol selvfølgelig et meget populært emne.« Selv om reformerne skulle have gjort det græske samfund mindre bureaukratisk, er det ikke blevet væsentligt meget nemmere at starte et landbrug, vurderer Vergos. Ifølge den tyske ngo Transparency International, som overvåger det oplevede korruptionsniveau i verdens lande, er Grækenland heller ikke blevet mindre korrupt under krisen. Så håbefulde landmænd møder stadig mange administrative forhindringer: »Det tager vel i gennemsnit omkring otte måneder at få papirerne i orden,« vurderer Vergos. »Politikerne siger, at det er kun tager en måned nu, men dem tror ingen længere på her i landet. Mange må gennem et helvede for at få deres tilladelse og lever i lange perioder som en slags lovløse. Det største problem er dog, at det er så besværligt og langsommeligt at få bevilget og udbetalt iværksætterstøtte. Så mange opgiver helt.« Tidligere var Thessalien-regionen, som ligger mellem Thessaloniki og Athen, centrum for Europas største bomuldsproduktion. Grækenland har stadig næsten lige så mange producenter af oliven- Jeg har 62 studerende i klassen for biavl. I år er der omkring 70, der lærer at lave ost og efter bestået eksamen vil kunne kalde sig statsgodkendte producenter. Avl af spisesnegle er også populær, ligesom presning af oliven til olie. Og så er produktion af vin og alkohol selvfølgelig meget populært Evangelos Vergos Landbrugslærer på American Farm School olie som resten EU-landene tilsammen. Men meget græsk produceret olie bliver hældt på flaske i Italien og solgt som italienske produkter. På samme måde bliver dele af den landbrugsstøtte, som græske gårde får uddelt, i virkeligheden brugt til produktion i lande med lavere omkostninger f.eks. Bulgarien, EU’s fattigste land, mindre end en times kørsel fra Thessaloniki. Under alle omstændigheder – bl.a. på grund af vandmangel og konkurrencen på produktionsomkostningerne – hører den intensive landbrugsproduktion fortiden til, mener Vergos: »Vores opgave går ud på at opdrage landmænd til at producere holistisk. Det handler f.eks. om ikke at vande jorden midt på dagen i 40 graders varme og ikke at bruge kunstgødning i store mængder. Samtidig forsøger vi at fremme udveksling af viden om kvalitetsprodukter. Sidste år var vi f.eks. en tur i Sepino i det sydøstlige Italien for at studere, hvordan de laver deres berømte ost, caciocavallo. Krisen kan måske lære små producenter at samarbejde i grupper og dermed styrke hinanden.« Fri for ekstremer For Crèvecœur, der skrev om at dyrke jorden som nybygger i 1700-tallets USA, handlede den amerikanske frihedsdrøm ikke kun om selvudfoldelse. Den handlede for ham især om naboskab og om fraværet af såvel ekstrem rigdom som ekstrem fattigdom. Problemet med samfund med stor ulighed er, at de meget rige »hverken ser, hører eller føler lidelsen hos deres stakkels slaver, fra hvis anstrengende arbejde al deres rigdom stammer«, mente franskmanden. Allerede i 2005 havde Grækenland og et andet kriseramt land i Sydeuropa, Portugal, EU’s højeste Gini-koefficient, som måler forskellen mellem samfundets rigeste og fattigste. Den forskel er ikke blevet mindre under krisen, mens de græske familiers gennemsnitlige rådighedsbeløb ifølge Elstat, den græske stats statistiske institut, i samme periode er blevet reduceret med 40 procent. For Koula Manabi har krisen medført både personlige og økonomiske omvæltninger. Men udfordringerne med at drive et landbrug er blevet til en lidenskab for hende: »Fordi jeg taler så entusiastisk om mine produkter, har jeg hurtigt fået mange kunder,« siger hun, »det gør mig ondt med de gamle, som har sparet op hele livet, men nu har fået halveret deres pensioner. Og det gør mig ondt med de unge, som har taget lange uddannelser og nu kun kan få dårligt betalte jobs. Men alle er gode til et eller andet. Jeg føler selv, at jeg har genvundet min værdighed.« [email protected] Gratis avis i fire uger til dig eller en du kender? Vi leverer avisen i fire uger. Den stopper helt af sig selv. Så kommer vi med et godt tilbud om at fortsætte avisen. For jo flere læsere vi har, jo bedre Information kan vi lave. Sådan: Ring 70 10 09 08 eller SMS: AVIS til 1241 eller besøg information.dk/4ugergratis/eu Tilbuddet gælder kun husstande i Danmark, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. SMS koster 0 kr. + alm. takst, udbydes af Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K, tlf: 33 69 60 00, og betales via mobilregning. Avisen stopper automatisk efter fire uger. 14 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 15 ØKOAKTIVISTER Mistillid til den rumænske elite har vakt en ung grøn aktivisme mentsmedlemmer og ngo’er, munde ud i en række anbefalinger. I praksis har de vasket deres hænder. Der er ikke meget mere, vi kan forvente af dem.«, siger Diana Iftodi. Det er heller ikke blevet nemmere at være modstander af fracking i Rumænien efter Ruslands anneksion af den ukrainske halvø Krim. Frygten for at blive afhængig af russisk gas har gjort spørgsmålet om Rumæniens energiforsyning til et spørgsmål om loyalitet og patriotisme. »I Bulgarien har de allerede forbudt fracking,« siger Diana Iftodi. »Men hvis man siger det i Rumænien, siger myndighederne, at Bulgarien er filtret ind i russiske interesser. De bruger samme argument til at påstå, at rumænske antifracking-demonstranter er sponsoreret af Rusland, hvilket er nonsens.« Kampklædt politi Statsligt brandudsalg af Rumæniens naturressourcer har genoplivet den sociale protest i et land, der er svært præget af politisk ligegyldighed i postkommunismens tidsalder. ’Det største siden Ceausescus fald,’ siger unge rumænske aktivister om de grønne protester mod bl.a skiftergasudvinding og giftforurening Af Troels Heeger Udsendt medarbejder, Bukarest D an Trifu står på taget af et tårnhøjt boligkompleks i en sydlig udkant af Bukarest. Under horisonten udpeger han Ceausescus vulgært store præsidentpalads og de ortodokse kirkers tårnspir, der hæver sig over massen af Bukarests grå etagebyggerier. For foden af højhuset ligger Vacaresti-deltaet. Dan Trifu har ført os op på taget af huset, der er opført af investorer på jagt efter hurtigt afkast, for at vise os udsigten over betonsøen, der resultatet af et ukontrolleret møde mellem falleret kommunistisk byggeplanlægning og vild natur. Set ovenfra ligner det sumplignende vådområde, der er omgivet af en enorm cementvold, en tilgroet fæstning i et post-apokalyptisk landskab. I 1986 var Vacaresti-deltaet det absolutte prestigeprojekt for den kommunistiske diktator Nicolae Ceausescu, der besluttede at rydde et lokalt kloster til fordel for dannelsen af en kunstig sø med en bund af støbt beton. Bukarest skulle have et olympisk svømmebassin med en omkreds på godt fire kilometer, mente diktatoren, hvis byggeplaner blev skrinlagt, da han blev henrettet af revolutionære i december 1989. Som formand for den miljøaktivistiske gruppe Eco Civica kæmper Dan Trifu for at beskytte Vacarestideltaet mod boligspekulanter. I de sidste 25 år er bassinet gradvist blevet fyldt med sivende grundvand og har undervejs udviklet sig til et vildtvoksende hjemsted for et mangfoldigt dyre- og planteliv. Vandrefugle på træk gennem Europa har til glæde for ornitologer slået sig ned og lægger æg i sivene, mens lokale fiskere kan være heldige at få mere end 90 forskellige ferskvandsfisk på krogen i ferskvandsdammene. Trifu frygter, at det kun er et spørgsmål om tid, før spekulanter får held med at bebygge det grønne område. »Nogle af dem, der ejede området før kommunismen, har vundet ejendomsretten tilbage ved en retssag. Yderligere 250 retssager er i gang i øjeblikket. Mange af dem ønsker at sælge landet til internationale investorer. Vi har forsøgt at forklare dem, at de ikke kan bygge noget her på grund af grundvandet står så højt. Huslejerne i de omgivende bygninger er allerede for høje. Derfor står de tomme.« Grøn aktivisme Set fra toppen af de nærliggende højhuse afslører Vacaresti-deltaet sig i dag som enestående grøn plet af i den tæt bebyggede og svært trafikerede rumænske hovedstad. Men det er langtfra det eneste vidnesbyrd om de utilsigtede og uforudsigelige virkninger af det mangeårige kommunistiske diktatur i nutidens Bukarest. Endnu en langtidsvirkning af det kommunistiske diktatur er den udbredte resignation og mistillid til det politisk system, som man støder på overalt hos yngre rumænere. For den britiske journalist Michael Bird, der der har boet i Rumænien i over 10 år og i løbet af et årti har observeret tilblivelsen af en ny form for politisk aktivisme i Rumænien, er det derfor heller ikke overraskende, at det netop er klimaaktivister som Dan Trifu, der i disse år mobiliserer den rumænske ungdom. »Unge mennesker i 20’erne og 30’erne, der måske endnu har en erindring om kommunismen, har set både den autoritære venstrefløjs fejl, og de har set højrefløjens fejl ved overgangen til kapitalismen,« forklarer Michael Bird. »Når unge rumænere i dag søger at få deres politiske frustrationer ud, vender de sig mod grønne mærkesa ger. Det er noget, man ikke tidligere har prøvet i Rumænien. Det bliver set som et klart brud med både højre og venstre. Det er blevet en ideologisk præference blandt en lille, men dog magtfuld kerne af aktivister i Bukarest.« Mistillid til politikerne En af Rumæniens unge grønne aktivister hedder Diana Iftodi, der denne dag er mødt frem i forårskulden på Piata Romana i Bukarest. Sammen med en håndfuld demonstranter deler hun flyers ud foran socialdemokraternes partikontor, mens højttalere brager løs med protestmusik. Aktivisterne har slået midlertidig lejr på den centrale plads i Bukarest for at ytre deres frustration over både manglende politisk indflydelse,og et statsligt brandudsalg af landets naturressourcer. »Vi håber, at vores stemme bliver hørt, men vi er skeptiske over for, hvordan den politiske klasse reagerer«, siger Diana Iftodi, der er ph.d.studerende og i slutningen af 20’erne. Anført af premierminister Victor Ponta fra det socialdemokratiske parti er den rumænske regering stærk tilhænger af den omstridte udvindingsmetode, der er kendt som fracking. Netop nu er det amerikanske energifirma Chevron ved at gøre sig klar til at udvinde skifergas fra den rumænske undergrund ved hjælp af fracking, der forurener voldsomt. »Vi protesterer mod frackingplanerne, men eftersom den samlede politiske klasse er enig om at støtte og fremme udvinding af skifergas retter vores protester sig også mod den politiske dagsorden og mod politiske klasse som sådan. De politikere, der burde repræsentere os, repræsente- rer en række multinationale selskabers interesser,« siger Diana Iftodi. Det rumænske efterår I det postkommunistiske Rumænien er fordelingen af energi- og naturressourcer en milliardforretning, der ofte vækker mistanke om lyssky studehandler mellem udenlandske investorer og korrupte rumænske politikere. »Det er en krig om ressourcer«, siger ingeniøren og spejderlederen Vasile Darie med henvisning til regeringens tidligere planer om at ud- Når unge rumænere i dag søger et output for deres politiske frustrationer, vender de sig mod grønne mærkesager. Det er noget, man ikke tidligere har prøvet i Rumænien. Det er blevet en ideologisk præference blandt en lille, men stadig magtfuld kerne af aktivister i Bukarest Michael Bird Britisk journalist i Rumænien licitere guldminedrift i den nordrumænske bjergregion Rosia Montana til et canadisk selskab, der ønsker at åbne Europas største guldmine. Ifølge planen ønskede Gold Corporation at udvinde 300 ton guld og 1.600 ton sølv over en periode på 17 år. Minedriften ville imidlertid medføre ødelæggelsen af tre landsbyer, samt bortsprængning af fire bjerge. Dertil kommer anvendelsen af mindst 12.000 tønder cyanid og endnu større mængder af mineaffald, der vil have seriøse konsekvenser for miljøet. Før sit valg til premierminister i 2012 var socialdemokraten Victor Ponta imod minedrift i bjergregionen Rosia Montana. Efter sit valg vendte han på en tallerken og blev tilhænger af mineplanerne. »Politikerne respekterer ikke basale demokratiske principper. For eksempel har vi ingen gennemsigtighed, når det gælder kontrakter med olie- og gasselskaberne. Der er ingen dialog eller politisk debat. De eneste proteststemmer er de lokale beboere i Pungesti, der er oprigtigt bekymret, fordi det er dem, der vil blive påvirket. De ønsker blot at vide, om det vil påvirke dem, og de har konstant forhørt sig hos de lokale myndigheder, men alle nægter at give et svar«, siger Diana Iftodi. Indledningsvist blev protesterne mod regeringens planer båret af få aktivister samt lokale landsbyboere i nærheden af den planlagte minedrift. Til både aktivisterne og politiker- Ceaucescus megalomane planer om et svømmebassin/kunstig sø med en omkreds på fire km i udkanten af Bukarest, er i dag muteret og omdannet til et sumplignende vådområde, der er omgivet af en enorm cementvold. Det er blevet en tilgroet grøn oase, der forsvares af miljøforkæmpere. Foto: Tor Birk Trads nes overraskelse vandt protesterne tilsutning blandt et bredt udsnit af rumænere, da den rumænske regering i august sidste år fremlagde et lovforslag, der gav mineselskabet Rosia Montana Gold Corporation, et datterselskab af den canadiske Gabriel Resources, beføjelser til at tvangsforflytte lokale beboere. »Vi kalder det for ’det rumænske efterår’«, siger Vasile Darie, der selv var involveret i protesterne mod minedrift i Rosia Montana. I løbet af kort tid bredte protesterne sig til adskillige rumænske byer, hvor mere end 30.000 demonstranter gik på gaden med en efter rumænske forhold usædvanlig fornemmelse af sammenhold til at tale både politikere og svigtende medier imod. I sidste ende valgte regeringen at aflyse minedriften i Rosia Montana, hvilket gav aktivister og unge rumænere en gigantisk sejrsfølelse og genetablerede en flig af troen på det rumænske civilsamfund. »Protesterne er det største, der er sket i Rumænien siden Ceausescu. For 10 år siden var vi som børn. Vi ejede ikke evnen til at bedømme, hvad der skete på et institutionelt niveau. Siden september sidste år har vi haft en følelse af at være en familie, der kan vælge en anden retning, end vores forældre har gjort i den postkommunistiske æra,« siger Vasile Darie. Når Chevrons planer om at bore efter skifergas er blevet modtaget med et skuldertræk af mange rumænere, bliver Vasile Darie bekymret for, om hans landsmænd evner at holde fast i protestånden. »Problemet er, at vi ser, at folk er begyndt at blive demotiverede på grund af regeringens skifergasplaner. De har netop monteret de første boremaskiner. Chevron har budt ind på omtrent 70 pct. af rumænsk jord. Vi har begyndt en PR-kampagne, men det har ikke den samme effekt som Rosia Montana-kampagnen. Den familiefornemmelse har vi ikke set i protesterne mod skifergas.« Netop på grund af mistilliden til de hjemlige politikere sætter mange rumænske aktivister, der arbejder for forbedrede demokratiske vilkår, deres lid til EU, som Rumænien blev medlem af i 2008. Det er dog ikke al- tid, at EU formår at leve op til forventningerne. Håb om europæisk indblanding »Vi har været i kontakt med ngogrupper i Bruxelles. De prøver at skabe bevidsthed om konsekvenserne af fracking i Europa-P arlamentet og måske bevirke nogle direktiver, der måske en dag kan forbyde fracking. I begyndelsen ville vi bare have en rapport, der kan vurdere konsekvenserne af fracking,« siger Diana Iftodi.EU-Kommissionen har på en eller anden måde formået at lade den ret solide information om de akutte konsekvenser af fracking, som er blevet stillet til rådighed af både parla- Allerede sidste år stødte demonstranter sammen med kampklædt politi i den nordøstrumænske by Pungesti, hvor Chevron planlægger at påbegynde sine omfattende frackingplaner i Rumænien. Efter sabotage fra lokale aktivister har Chevron været nødt til at opstille tre meter høje pigtrådshegn omkring fracking-området. I dag er kampklædt politi ifølge Diana Iftodi permanent til stede i de berørte landsbyer. »Det er noget, man ellers ikke ser i et demokratisk samfund. Lokale kræfter har forsøgt at få en folkeafstemning. De har forsøgt at indsamle underskrifter. Og der har været lokale politiske beslutninger. Men de demokratiske metoder er nu nået til vejs ende. Nu kan vi kun lave demonstrationer og protestaktioner.« Ifølge Michael Bird er den manglende tiltro til det politiske system langtfra atypisk for en ny generation af rumænere. »I løbet af de seneste 20 år har en generation af rumænere oplevet skuffelsen over den postkommunistiske æra, der trods løfterne om et bedre liv og et velfungerende frit marked er sandet til i turbokapitalisme og korruption. Rumænien har været et kleptokrati, hvor en rumænsk elite, der tidligere var en del af kommunismen, holdt op med at docere kommunistiske værdier og i stedet begyndte at tale om det frie marked, men ellers fortsatte som hidtil med at sætte sig på statens værdier«, forklarer Michael Bird. Som medlem af en generation, der har oplevet de værste sider af både kommunismen og turbokapitalismen ved Vasile Darie, at det handler om at bevare modet og tiltroen til den næste generations håb og drømme. Derfor arbejder han i dag som spejderleder for at påvirke unge rumænere til at opbygge selvrespekt, respekt for deres medmennesker og ikke mindst for naturen. Kun på den måde kan han bevare optimismen. »Vi bliver nødt til at være millioner. Selv 100.000 er ikke nok. Vi så potentialet sidste år. Der blev sået et frø. Nu er vi nødt til at vande det frø. Jeg føler, at det kan være en sag for den rumænske ungdom. Hvis jeg mister den følelse, er jeg død.« [email protected] 16 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 POLITISK GADEKUNST 17 POLITISK GADEKUNST Det vægmaleri, som tandlægen Mapet (t.v.) har skabt med skabeloner og sine tandlægebor på muren, forestiller en veteran fra den græske borgerkrig, som brød ud i 1946 i forbindelse med det første valg efter den tyskitalienske besættelse af landet: ’Jeg sloges mod fascisterne, men mine børnebørn har vakt dem til live igen,’ står der over tegningen af den rygende partisan. Foto: Jakob Dall I Athen er demokrati blot en silhouet Mange unge grækere har for længst mistet troen på det repræsentative demokrati. Den skepsis og afmagt i forhold politikere og politi, som krisen kun har forstærket, står malet på alle mure i Athens studenterkvarter, Exarchia Af Mads Frese Udsendt medarbejder, Athen F or Mapet og mange andre i hans generation begyndte tilværelsen og Grækenland for alvor at ændre sig en aften i december 2008: »Jeg havde aldrig før deltaget i en demonstration,« fortæller den 35-årige tandlæge, som i sin fritid ulovligt dekorerer husmurene i Athen. Derfor er han nødt til at udtale sig under sit kunstnernavn, da Information møder ham og hans venner i studenterkvarteret Exarchia. Få meter længere henne ad gaden døde Alexandros Grigoropoulos den aften for seks år siden, da en betjent affyrede sin tjenestepistol mod den 15-årige gymnasieelev under de tilbagevendende protester i kvarteret. For mange blev det begyndelsen på en undtagelsestilstand, som eurokrisen har gjort mere eller mindre permanent: »Det var en lørdag aften, hvor jeg bare sad derhjemme og hørte musik,« erindrer Mapet. »Men så ringede en af mine venner og fortalte, at politiet havde skudt en dreng. Jeg gik på gaden iført en skjorte, som jeg havde bundet rundt om hovedet, da jeg mange timer senere kom hjem igen. Siden da har jeg deltaget i et utal af protester.« Politivold Tandlægen har også givet et hav af interview i de seneste år. Ligesom i f.eks. Egypten og Libyen er graffiti og street art kommet til at spille en stor rolle for yngre grækere. Det samme gør symboler på en idé om international solidaritet. Mapet har f.eks. lavet en stencil af den 15-årige tyrker Elvan Berkin, som i marts blev dræbt af en tåregasgranat under optøjerne i Istanbul. Hans ansigt pryder nu en væg i Athen ved siden Grigoropoulos’. Mapet bruger et tandlægebor til at de lave matricer, som gør ham i stand til hurtigt at male politiske og kunstneriske budskaber på byens vægge. Det har gjort ham til et af de store navne på den blomstrende scene for street art, som krisens Athen også er blevet: »Den udenlandske presse er vild med det. Jeg har også lige talt med The New York Times,« siger han grinende. Vi står foran et stencilmaleri, som han foreløbig har udført fire steder i den græske hovedstad. Et af stederne har nynazisterne fra partiet Gyldent Daggry overmalet værket med slogans om et racerent Grækenland. Vægmaleriet forestiller en veteran fra borgerkrigen, som brød ud i 1946, da den britisk støttede overgangsregering ignorerede terror mod den kommunistiske modstandsbevægelse i forbindelse med det første parlamentsvalg efter den tysk-italienske besættelse af landet: »Jeg sloges mod fascisterne, men mine børnebørn har vakt dem til live igen,« står der over tegningen af en rygende og aldrende partisan. Appelsagen mod den politimand, der skød Grigoropoulos og ved første retsinstans blev idømt fængsel på livstid, blev forleden udskudt til marts 2015. I Grækenland har både politiet og politikerne længe været vant til straffrihed. Og under krisen er politivold, som tidligere generationer havde kendt til i juntatiden fra 1967 til 1974, igen blevet hverdag for mange unge grækere og indvandrere: »Jeg er sikker på, at politimanden skød ham med vilje, og at han selv var sikker på at slippe godt fra det,« siger Mapet og fortæller om politiets nyeste metoder: »Trods nedskæringerne har staten købt 1.000 nye politimotorcykler. Dem bruger de bl.a. til at køre ind i folkemængden ved demonstrationer. Der sidder så en betjent bagpå og slår med sin knippel på alle, der kommer i vejen for dem.« Markedsføring Trods nedskæringerne har staten købt 1.000 nye politimotorcykler. Dem bruger de bl.a. til at køre ind i folkemængden ved demonstrationer. Der sidder så en betjent bagpå og slår med sin knippel på alle, der kommer i vejen for dem Mapet Street artist og tandlæge På skibsrederfamilien Onassis’ kulturcenter midt i byen kan man indtil midten af juli se en række eksempler på græsk graffiti og street art. På kunstakademiet i Athen bliver der undervist i street art, hvilket selvfølgelig har været med til at hæve niveauet, mens udtryksbehovet har været stigende. Nu vil bystyret markedsføre sig på tendensen, men forsøger også at forebygge den ulovlige praksis ved at give anerkendte kunstnere lov til at udsmykke murene i slumkvarterer: »Når en by bryder sammen og samtidig er blevet dækket med graffitimalernes tags, har vi en forpligtelse til at stoppe det,« siger Amalia Zeppou, som udsteder kommunens tilladelser til at lave gavlmalerier. Hun udtaler håbefuldt til The New York Times, at »når graffiti bliver til bestilt kunst, er det et tegn på begyn- delsen til enden på den økonomiske og sociale krise, byen har oplevet«. Exarchias mure er helt dækket med graffiti. Her patruljerer politiet sjældent, så det er nemt at få arbejdsro, forklarer Mapet. Nogle gange må han dog først male et stykke væg hvidt for at kunne lave sine stencils. Gyldent Daggry holder sig også væk, selv om politiet fandt et kort over mål i kvarteret, da partiets lokaler blev ransaget efter mordet på rapperen Pavlos Fyssas i september 2013. I gaderne omkring Den Polytekniske Læreanstalt, der tilbage 1973 var centrum for oprøret mod militærjuntaen, er politiet knap så synligt som tidligere. Det skyldes især, at regeringspartiet Pasok, Grækenlands svar på Socialdemokraterne, ikke længere kunne betale huslejen i partihovedkvarteret og derfor er flyttet et andet sted hen, fortæller Mapet. Her hersker en udpræget skepsis mod den store medieinteresse for grækernes reaktioner på eurokrisen: »Hvis I vil tale med folk, skal I sige, at I kommer fra et uafhængigt medie,« lyder rådet fra en af Mapets venner, skolelæreren Makis Stais. »Undertrykkelsen er blevet en vane,« står der under en stencil, hvor en befolkning i knæ lader sig portrættere mod betaling: »Kun tre euro for et foto!!!« Forventningsløse Min mor er 47 år og arbejder som tjener til en euro i timen – 10 timer om dagen. Det er selvfølgelig sorte penge. Og hun er endda heldig. En af mine venner er bartender, men han får kun løn, hvis der er kunder i baren Nasia Tentolouri Arbejdsløs indretningsarkitekt og jordbærplukker på Tåsinge Europaparlamentsvalget har ingen store forventninger til. Det er ikke blot parlamentets sammensætning, men hele systemet, der skal ændres, mener de fleste i Exarchia-kvarteret: »Jeg stemmer ikke og har heller ikke tænkt mig at gøre det denne gang. Jeg bryder mig ikke om systemet og vil ikke være en del af det,« siger den 31-årige indretningsarkitekt Nasia Tentolouri. Hun er arbejdsløs, men tjener lidt penge ved at sælge brugt tøj i en bod. »Min mor er 47 år og arbejder som tjener til en euro i timen, 10 timer om dagen. Det er selvfølgelig sorte penge. Og hun er endda heldig. En af mine venner er bartender, men han får kun løn, hvis der er kunder i baren,« siger Testolouri. Hun har tidligere arbejdet som jordbærplukker på Tåsinge, hvilket gav hende mulighed for at istandsætte sin bolig i Athen: »Jeg fik 16 euro (omkring 120 kr., red.) i timen. En fantastisk løn!« Alligevel kan hun ikke se nogen fordel ved EU: »For mig er Europa blot et sted ligesom alle andre. EU betyder intet for mig. Det er jo bare et spil, når USA, Rusland og Europa konkurrerer om, hvem der er stærkest. Vi er nødt til at bryde de store systemer ned og starte forfra i små enheder. Jo, jeg tror på politik som en måde at ændre tingene på. Men jeg tror ikke på de politiske partier, de er døde.« Makis Stais er den eneste, der har tænkt sig at stemme. Tidligere stemte han på venstrefløjsalliancen Syriza, som nu næsten står med nøglerne til regeringsmagten i Grækenland – bl.a. som følge af Pasoks sammenbrud under krisen. Nu rykker han et skridt længere til venstre – ud blandt de partier, som i modsætning til et flertal i Syriza vil have Grækenland til at forlade eurozonen: »Min forældre er medlemmer af Syriza og tror meget på partiet. Jeg har selv svært ved at tro på partiets leder, Alexis Tsipras. For at få magten siger han alle de ting, som bankerne og Bruxelles vil høre,« mener Stais. Han er 38 år og arbejder som kunstlærer ved en række landsby- skoler på halvøen Peloponnes, et par timers kørsel fra Athen. Under krisen er hans løn blevet skåret ned med mere end en tredjedel. Nu risikerer han endda at miste sit job, hvis han får en dom for vold mod politiet. Stais hævder selv, at han og en række andre blev tilfældige ofre for en masseanholdelse for et par år siden. Foreløbig har han brugt 2.700 euro, omkring 20.000 kr., på at betale en advokat: »Mange står i samme situation som mig. Det skyldes de love mod demonstrationer, som blev vedtaget for at kvæle protesterne mod låneaftalen,« siger Stais og fortsætter: »For at dække nogle af udgifterne har jeg fået trykt et hæfte med street art, som jeg kan tage lidt penge for. De fleste af mine venner er knækket på et tidspunkt under krisen. Jeg har også selv haft et par sammenbrud. Hver dag tænker jeg på at flytte til et andet land, men det kræver lang tid og meget energi at fungere et andet sted. På en måde kan man sige, at vi grækere ikke længere nyder den luksus at kunne tillade os at blive deprimerede.« Fortsættes næste side 18 INFORMATION MAJ 2014 POLITISK GADEKUNST Vi skal beskytte de gode idéer, der giver vækst og arbejdspladser i Danmark. Stem ja til patentdomstolen. Morten Helveg Petersen Spidskandidat til Europa-Parlamentet Fortsat fra forrrige side »Globalt udgør politiske stencils i dag en af protestkunstens vigtigste udtryksformer,« skriver gadekunstneren UNPAUSE i det hæfte, som Makis sælger til revolutionsturister i Exarchia. Gennemslagskraft Teksten forklarer, at teknikkens udbredelse hænger sammen med nutidens storbyer, hvor »statsmagten og dens allierede gennem love og politimagt konstant forsøger at kontrollere det visuelle rum, der omgiver os«. Faktisk var det de italienske fascister, som i 1920’erne først begyndte at bruge stencils i politisk øjemed for at vise bevægelsens lederes ansigter på byernes mure og dermed i borgernes bevidsthed. Siden blev teknikken overtaget af borgerrettighedsbevægelser i Latinamerika og ved det parisiske studenteroprør i 1968. Nu bruges den overalt fra Rio de Janeiro til Istanbul, på Wall Street i New York såvel som på Tahrir-pladsen i Cairo, påpeger UNPAUSE: »Anvendelsen af et visuelt tegnsystem, som er fælles og forståeligt for store dele af samfundet, tillader ikke beskueren ikke at forstå,« hedder det bl.a. om den politiske stencils potentielle gennemslagskraft: »De fungerer ikke blot som illustrationer af den politiske diskurs, men bidrager aktivt til en alternativ politisk diskurs og til samfundskritik gennem billedskabelse (…) Stencils fremmer kommunikationen mellem mange lokale bevægelser, og på denne måde bidrager de til styrkelsen af globale bevægelser.« For den forhenværende amerikanske diplomat John Brady Kiesling, som er ekspert i den græske venstrefløj, er billedeksplosionen i Athen snarere et tegn på selvbedrag, rådvildhed og mangel på ideer blandt venstreradikalisterne: »Meget af det har nærmest karakter af performancekunst, og deres strategi er ikke særlig sofistikeret,« sagde Kiesling til Information i 2010: »Det går ud på at vælte systemet og først bagefter bekymre sig om, hvad der så skal ske.« Protestkunstnere Ifølge Mapet er det værste ved krisen, at den har givet politikere og medier mulighed for at tømme ordene for betydning: »De politikere, der bærer ansvaret for landets desperate situation, bliver nu fremstillet som de eneste, der kan redde os,« siger Mapet og hiver en pose rulletobak frem fra sin Adidas-regnjakke, som må være lige så gammel som ham selv: »Gyldent Daggry, som regeringen påstår at beskytte os mod, har den selv skabt. Der er efterhånden ingen grænser for, hvor racistisk græske politikere kan udtale sig på tv. En af de eneste måder, man kan gøre De fleste af mine venner er knækket på et tidspunkt under krisen. Jeg har også selv haft et par sammenbrud. Hver dag tænker jeg på at flytte til et andet land, men det kræver lang tid og meget energi at fungere et andet sted Alexis Tsipras Kunstlærer offentlig modstand mod det på, er gennem street art. F.eks. kalder regeringen indsatsen mod indvandring i Grækenland for Operation Zeus, men Zeus var jo også gæstfrihedens gud. Og nu bliver flygtninge spærret inde på ubestemt tid i modtagelsescentre, eller også risikerer de at blive overfaldet af Gyldent Daggry – uden at politiet griber ind.« Kort efter det skelsættende drab i december 2008 skrev en anonym græsk blogger: »Under disse dages opstand er normaliteten og den normale tid blevet suspenderet – det har endelig givet os god tid til at leve og til at vokse. Af denne og en million andre årsager er der simpelthen ingen vej tilbage: Vi kan ikke skrue tiden tilbage, vi kan ikke slette minderne om disse dage.« Siden da har unge grækerne fået mange flere grunde til at tvivle på landets og deres egen fremtid: »For mig betyder Europa ikke andet end problemer,« siger Mapet, som heller ikke har tænkt sig at stemme. I hæftet med dokumentation for de seneste års protestkunstneriske aktiviteter er der en stencil, som viser silhuetten af en mand, der peger til venstre med den ene tommelfinger og til højre med den anden: »Når demokratiet er latterligt, må borgerne være ynkelige,« står der. [email protected] Politisk street art på et forfaldent hus i Athens studenterkvarter, Exarchia. Foto: Jakob Dall FAKTA Fra gaden til skærmen • ’Gadekunst transmitterer en fornemmelse af, at ordet ikke er noget man får, men noget man kan tage,’ siger kuratoren og kunstkritikeren Toke Lykkeberg, der til efteråret udgiver en monografi om graffitimaleren Zevs på det franske forlag Gallimard. • Scenen i Grækenland er så politiseret, at næppe ikke giver mening at skelne mellem kunst og aktivisme, mener Lykkeberg: ’Når det er så let at tale på nettet, kan det virke som et endnu stærkere udsagn at gøre sig besværet med at agitere i gaden. Det kan altså have en virkelighedseffekt ligesom fotografi. Det bevirker, at gadekunst ikke bare spreder sig fra en mur til en anden, men også fra byen til internettet. På skærmbilledet bekræftes vi i, at der er en verden derude, og at den kan ændres.’ Kristina Siig Radikale Venstre Jeppe Kofod Socialdemokraterne Christel Schaldemose Socialdemokraterne Karen Melchior Radikale Venstre Sissel Kvist Radikale Venstre Britta Thomsen Socialdemokraterne C Kathrine Alexandrowiz Socialdemokraterne VALG 2014 Lasse Quvang Socialdemokraterne Thomas Elkjær Radikale Venstre Gunde Odgaard Rasmus Gjedssø Bertelsen Socialdemokraterne Socialdemokraterne B Morten Helveg Petersen Radikale Venstre Tonni Hansen Socialistisk Folkeparti Søren Gytz Olesen Socialistisk Folkeparti Anne-Mette Wehmüller Socialistisk Folkeparti Marianne Mørk Mathiesen Liberal Alliance Volkan Turan Socialistisk Folkeparti Christine Sidenius Socialistisk Folkeparti Nichlas Vind Det Konservative Folkeparti Michael Thomsen Socialistisk Folkeparti Jakob Bille Liberal Alliance Jørgen Grøn Folkebevægelsen mod EU Bendt Bendtsen Josefine Kofoed Christiansen Tove Videbæk Det Konservative Det Konservative Det Konservative Folkeparti Folkeparti Folkeparti Margrete Auken Socialistisk Folkeparti Kasper Heumann Kristensen Liberal Alliance Charlotte Broman Mølbæk Socialistisk Folkeparti Karina Rohr Sørensen Folkebevægelsen mod EU F Niels Westy Liberal Alliance Christian Juhl Folkebevægelsen mod EU Victoria Rsibjerg Velásquez Folkebevægelsen mod EU Mette-Katrine Ejby Buch Det Konservative Folkeparti Rune Bai Nielsen Socialistisk Folkeparti Ole Nors Nielsen Folkebevægelsen mod EU Mehmet Aksoy Folkebevægelsen mod EU Susanne Eilersen Dansk Folkeparti Anders Stoltenberg Det Konservative Folkeparti Christina Egelund Liberal Alliance Malte Bang Inger-Marie Folkebevægelsen Tryde Martensen mod EU Folkebevægelsen mod EU Jørn Dohrmann Dansk Folkeparti Harry Jensen Venstre Catja Gaebel Det Konservative Folkeparti Lave K. Broch Folkebevægelsen mod EU Tilde Bork Dansk Folkeparti Poul-Erik Høyer Venstre Julie Broe Det Konservative Folkeparti Rina Ronja Kari Folkebevægelsen mod EU Jean Thierry Folkebevægelsen mod EU Karsten Lorentzen Dansk Folkeparti Diego Gugliotta Venstre Allan Norré Pedersen Socialistisk Folkeparti Hans Henrik Larsen Folkebevægelsen mod EU Rikke Karlsson Dansk Folkeparti Ole Davidsen Venstre Sanni Aakjær-Olesen Venstre N N I Thorkil Sohn Folkebevægelsen mod EU Anders Vistisen Dansk Folkeparti Asger Christensen Venstre Aleksander Aagaard Venstre Annemette Johnsen Socialistisk FolkepartL Morten Messerschmidt Dansk Folkeparti Nils Juhl Andreasen Venstre Irene Simonsen Venstre Meta Fuglsang Socialistisk Folkeparti V Ulla Tørnæs Venstre Jens Rohde Venstre Halime Oguz Socialistisk Folkeparti Danni Olsen Dansk Folkeparti Nicolai Svejgaard Poulsen Venstre Henrik Frost Rasmussen Venstre Fathi El-Abed Socialistisk Folkeparti Samira Nawa Amini Radikale Venstre Ole Christensen Socialdemokraterne EUROPA-PARLAMENTET A Christian Kjølhede Radikale Venstre Jacob Isøe Klærke Socialistisk Folkeparti Christian Wedell-Neergaard Morten Thiessen Det Konservative Det Konservative Folkeparti Folkeparti Teis Volstrup Socialistisk Folkeparti Lau Lykke Tambjerg Socialistisk Folkeparti Niels Høiby Liberal Alliance Troels Stru Schmidt Socialistisk Folkeparti Anne Kathrine Kirk Liberal Alliance Helge Rørtoft-Madsen Folkebevægelsen mod EU Jørgen Jørgensen Socialistisk Folkeparti Andreas Hastrup Liberal Alliance Erik Bach Folkebevægelsen mod EU Jan Kjær Socialistisk Folkeparti Sabeena Sareen Liberal Alliance Brian Olsen Folkebevægelsen mod EU Githa Nelander Dansk Folkeparti Jess Myrthu Venstre O Mette Langdal Folkebevægelsen mod EU Kristina Jørgensen Dansk Folkeparti Morten Løkkegaard Venstre Troels Juel Tobias Clausen Preben Kristensen Folkebevægelsen mod Folkebevægelsen mod Folkebevægelsen mod EU EU EU Marcus Knuth Venstre BRUG DIN INDFLYDELSE! Hvilke 13 danske kandidater skal være med til at bestemme i EU? Når du stemmer, er du med til at afgøre Europa-Parlamentets politiske retning for de næste fem år. Er du i tvivl? Så vil en kandidattest kunne inspirere dig til at beslutte, hvor du skal sætte dit kryds. Du kan matche dine holdninger med kandidaternes på www.altinget.dk eller www.europarl.dk. #EP14DK 22 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 RUMÆNSK HIGH TECH RUMÆNSK HIGH TECH Rumæniens fremtid flyder i optisk fiber EUROPÆISKE STEMMER Esben Wibe Nielsen 24 år, Danmark Læser teologi på Aarhus Universitet – Hvilke fordele har det for dig, at du lever i EU? »Store dele af min familie er landmænd, så min holdning er måske meget præget af deres. Men jeg ser det da som en fordel, at der er et samarbejde. At der er et fælles organ i Europa, og at der er et standardiseringselement. Det er rart, at ens pas er gyldigt i mange lande, at tingene minder om hinanden i landene. Selv om jeg ikke selv rejser så meget, Bukarest er i al ubemærkethed blevet centrum for nogle af Europas dygtigste it-virksomheder. Rumænien menes at have verdens femtehurtigste net. 33-årige Valentin Radu startede som computernørd. I dag er han virksomhedsejer med positive forventninger til Rumæniens fremtid Af Troels Heeger Udsendt medarbejder, Bukarest I dag er Valentin Radu 33 år en succesrig forretningsmand, der udstråler alvor og seriøsitet. Men det var afhængigheden af computerspillet Counter-Strike, der for godt 11 år siden befordrede Radus karriere som iværksætter i et land, der ikke er kendt for at hylde det private initiativ. I selskab med en håndfuld venner brugte han som 22-årig universitetsstuderende al sin tid på at spille onlinespil på Bukarests computercafeer. En dag fik Valentin nok af at smide penge ud ad vinduet på cafeer med elendige internetforbindelser. »På et tidspunkt sagde vi til os selv: ’Lad os selv være udbyderselskabet’,« fortæller Valentin Radu. »Jeg overbeviste min chef om at låne mig 300 dollar, hvilket svarede til et forskud på to en halv måneds løn.« Elektrisk stød Sammen med fire venner indsamlede Valentin i alt 700 dollar, som de investerede i indkøb af ADSL-kabler. Uden myndighedernes tilladelse begyndte de at hænge kablerne op tværs over Bukarest befærdede gader. På et tidspunkt måtte de blokere den lokale sporvognsrute med store sten for at skaffe tid til monteringen af kablerne. »Vi vidste ikke engang, at vi kunne risikere at få voldsomme stød som i en elektrisk stol,« ler Valentin Radu i dag. Rygterne om den hurtige internetforbindelse bredte sig hastigt i Radus fattige nabolag i Bukarest. På mindre end et år havde de fem venner en lukrativ forretning med over 4.000 kunder. Selv naboen til Valentin Radus forældre, der ellers anså den unge computernørd for at være en døgenigt, ændrede sit syn på den unge mand, da han uden knas på linjen kunne tale via Skype med sin datter i London. »Folk i vores kvarter hyldede os som heltene, der bragte internet til kvarteret. Vores forældre, der plejede at bande over, at vi sad og gloede ind i en skærm, skiftede pludselig mening«, fortæller Valentin Radu. »Der var mange små virksomheder som os. I sidste ende var der et stort internetfirma, der bestak sig til alle netværksforbindelserne, og vi solgte også vores andel til det firma.« Valentin Radu leder i dag en af de såkaldte tech-startup-virksomheder, Marketizator, der i disse år skyder frem i Bukarest. Der er tale om virksomheder grundlagt på en blanding af mod og oftest en enkelt god idé udviklet af talentfulde programmører eller entreprenører. Fair fremtid Valentin Radu har inviteret os til at besøge ham på hans kontor, der har til huse i et veloplyst loftrum i den gamle bydel af Bukarest, som en frisk ejendomsmægler muligvis ville kunne finde på at beskrive som »new-yorker-agtigt«. Han er iklædt blazer og taler et formfuldendt og selvsikkert engelsk. »Vi satser på, at vores virksomhed bliver det oplagte førstevalg, når det gælder marketingsløsninger i Europa. Vi har amerikanske virksomheder, men det er vanskeligt at operere på det amerikanske marked på grund af tidsforskellen. Vores muligheder ligger i Europa.« Sammen med sine ansatte sidder han bag en rumopdeler, mens det øvrige lokale optages af reklamebureauet Friends for Advertising. En sort kontorkat slanger sig mageligt på et ledigt tastatur, mens reklamebureauets ubarberede direktør, Sorin Branca, ligger henslængt på i en sofa. Godt 15 ansatte taster løs bag opslåede Macbooks. Selv om indretningen er afslappet og tydeligvis skal signalere en vis kreativ spontanitet, er stemningen koncentreret. På væggen hænger et logo med ordlyden: »Do your best. Or go home«. Firmaet Marketizator er Radus hjertebarn og har fem ansatte. »Vi har udviklet et værktøj, der kan maksimere kommercielle internetplatformes såkaldte conversion rate«, forklarer han. Marketizator, der blev stiftet i 2012, leverer optimerede 23 marketingsløsninger til udenlandske virksomheder. Blandt deres kunder er tyske, amerikanske og canadiske firmaer, der sætter pris på rumænske virksomheders kombinationen af råt talent og billige produktionsomkostninger. Når unge rumænere bliver succesrige virksomhedsejere skaber det håb om en lysere fremtid i et land, hvis mest begavede indbyggere har haft for vane at udvandre til resten af Europa. »Jeg tror på, at vort land har en mulighed for en fair fremtid. Den nye generation er mere bevidst. De kan se, når politikerne og medierne begynder at lyve. Fjernsynsmedierne går tilbage, mens internettet går frem. Bloggerne og andre vil blive langt mere magtfulde, når det gælder om at nå de unge generationer. Derfor vil korruptionen også dø ud i fremtiden,« siger Valentin Radu. Postrevolutionært kaos Internettet er en enorm industri i Rumænien: Ud af 18 mio. rumænere er godt syv mio. på Facebook. Omtrent 90 pct. af rumænsk ungdom under 25 med internetadgang er på Facebook. Måske er netop det en del af forklaringen på, at Rumænien for tiden oplever en opblomstring af succesfulde virksomheder inden for itteknologi. For nylig pegede det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg på Rumænien som verdens femtebedste land, når det gælder internethastigheder, hvilket skyldes, at Rumænien var fremsynet nok til at droppe kobberkabler og i stedet lagde optiske fiberkabler, da landets kommunikationsinfrastruktur skulle etableres. Derudover har billige huslejer, lave lønninger og produktionsomkostninger samt ikke mindst en stor andel af kvalificeret og højt motiveret arbejdskraft gjort nystartede rumænske it-virksomheder som Marketizator til særdeles konkurrencedygtige på internationalt niveau. En virksomhed som Bigstep, hvis programmører befinder sig i Bukarest, leverer også ombejlet cloudteknologi til internationale kunder. så er det en fordel, at euroen kan bruges andre steder end i Tyskland. Altså sådan helt lavpraktisk.« – Hvilke ulemper oplever du ved EU? »Hvad der gør sig gældende i ét land, gør sig ikke nødvendigvis gældende i et andet land. Derfor kan nogle af de centralt besluttede ting, som skal gælde for alle lande, ofte virke helt latterlige. Det kan man så grine af, og det gør jeg da også, men der er noget problematisk i det. For mig rent personligt, gør det jo ikke noget. I hvert fald ikke sådan, at jeg opdager det og tænker over det. Men for min familie som driver landbrug i Nordjylland og på Bornholm er der noget lovgivning, som ikke giver mening for dem, og de ryger i økonomiske klemmer på grund af det. Jeg tror aldrig, at EU kan blive til et USA version 2. Landene er hver især alt for nationalistiske til det. Det viser historien jo også.« EUROPÆISKE STEMMER Rumænerne har i stor stil taget it-teknologi til sig, og har en af verdens fem hurtigste internetfiberforbindelser. Rumænske it-firmaers kunder er tyske, amerikanske og canadiske firmaer, der sætter pris på den rumænske kombination af råt talent og billige produktionsomkostninger. Foto: Tor Birk Trads Vort land har en mulighed for en fair fremtid. Den nye generation er mere bevidst. De kan se, når politikerne og medierne begynder at lyve. Bloggerne og andre vil blive langt mere magtfulde, når det gælder om at nå de unge generationer. Derfor vil korruptionen også visne Valentin Radu Chef for Marketizator »Mange af vores ingeniører er rumænere, der har tilbragt deres teenageår i 90’ernes postrevolutionære kaos og været usikre på, hvad fremtiden ville bringe dem. Derfor skabte de muligheder for sig selv, fordi langtfra var givet, at andre ville gøre det«, siger Bigstep-direktøren Ioana Hreninciuc til erhvervsmagasinet Forbes. Europæiske værdier Trods fremkomsten af utallige dygtige rumænske virksomheder er det stadig fordommene om de altoversvømmende rumænske indvandringsbølger, der rejser mod nord for at lænse europæiske velfærdsstater for sociale ydelser, der præger mange europæeres billede af Rumænien, der blev medlem af EU i 2007. Da rumænere og bulgarere ved årsskiftet 2014 fik ret til at søge arbejde i de øvrige EU-medlemslande pustede især de britiske tabloidmedier til frygten for de østeuropæiske indvandrere. Antallet af rumænere, der siden 1. januar er udvandret er ifølge eksperter ikke steget betragteligt. For unge virksomhedsejere som Valentin Radu er de britiske mediers skræmmekampagner meningsløse. »Bukarest er ikke nødvendigvis det bedste sted for os rent forretningsmæssigt, men det passer os bedst. Hvis vi skulle skifte kultur, familie og venner ud ville det være uproduktivt. Derfor bliver vi i Bukarest. Vi kommer til at rejse rundt for at etablere partnerskaber og lære, hvordan nationale markeder fungerer. På samme måde som amerikanske virksomheder gør med os. Men Rumænien er vores hjem, og vi kommer til at blive her.« For Valentin Radu er det indlysende, at Rumænien i de seneste årti har åbnet sig mod Europa. »Som nation er vi blevet mere åbne«, siger han, men han mener stadig, at det postkommunistiske Rumænien har meget at lære af Europa. »I har en masse værdier i Europa, som vi har behov for at låne, f.eks. åbenhed. Vi europæere er ikke så konkurrenceprægede som amerikanerne. Vi har en slags kristendom, der ikke er så fanatisk. Vi har kirker, hvor man kan holde rockkoncerter. Man kan have sin tro, men man generer ikke nødvendigvis sin nabo med den. Det er derfor, vi har så mange indere og muslimer i eksempelvis Storbritannien. På trods af vores økonomiske vanskeligheder i Europa, er det min overbevisning, at vi europæere vil blive mere forenede, ikke kun økonomisk.« Sygt korrupt system Valentin Radu gør sig dog ingen falske illusioner. Rumænsk erhvervsliv er som resten af landet præget af korruption og nepotisme. For at nå til tops i traditionelle brancher er det nødvendigt med gode forbindelser til både magtfulde forretningsmænd og politikere, der udsteder nødvendige tilladelser. »Systemet er sygt,« siger Valentin Radu, der mener, at det rumænske samfund trænger til forandring. »En trekant af religion, medier og uddannelse lader ikke individet tænke for sig selv. I stedet skal folk lære ting udenad. På grund af internettet kan jeg tale med mine venner uden at tænke på regeringen eller på medierne eller andre faktorer. Vi begynder at udvikle vores egen måde at kommunikere på.« Som virksomhedsejer i et land, der på grund af den kommunistiske fortid ikke har nogen lang tradition for privat initiativ, er sådan en som Radu stadig et særsyn, men som tusinder af andre rumænere tilhører han en generation, der har førstehåndserfaringer med både kommunismen og turbokapitalismen. For ham handler virksomhedsskabelse hverken om rastløs akkumulering af kapital eller status. »Jeg har venner, der tjener adskillige millioner. Men de ønsker sig altid mere. Hvor meget skal der til? Forestil dig en verden, hvor vi er 40 år og har arbejdet i 20 år, og hvor vi ikke har behov for at arbejde mere. Hvorfor skal vi vente med at se Kina, Indien eller Australien, til vi er 70 år og ikke kan bevæge os mere? Vi burde ændre systemets algoritmer,« siger Valentin Radu, der med egne ord ønsker »et system, der tillader dig at skabe arbejde til andre mennesker, og lader dig sørge for dine egne basale behov.« [email protected] Liva Sibirjova 19 år, Letland Går på Brandbjerg Højskole FAKTA Rumæniens it-boom • Kombinationen af lave produktionsomkostninger, en bred talentmasse inden for programmering og ingeniørfag gør i stigende grad Bukarest til hjemsted for små it-virksomheder med store ambitioner, såkaldte tech-startups, der tiltrækker kunder fra hele verden. • Ifølge databasen Romanian Startups står omtrent 375 rumænske grundlæggere bag omtrent 183 startupvirksomheder inden for forskellige brancher som 3D design, marketing, bioteknologi, Big Data og it-sikkerhed. • Til de mest succesrige produkter udviklet af rumænske startups tæller app’en Twotap, en software beregnet til online-produktbestilling via mobiltelefon og mobil-app’en The Pole, der lader brugere skabe deres egne reklamer for lokale events via mobil og streame dem direkte til digitale skærme i Bukarest. • Multinationale som Intel, Amazon, Microsoft og Electronic Arts har alle lokale afdelinger i Bukarest, hvor fokus ligger på udvikling af lokalt talent. – Hvilke fordele har det for dig, at du lever i EU? »Jeg kan rejse frit mellem EUlandene, og nu hvor jeg f.eks. er taget til Danmark, har jeg mulighed for at få et CPR-nummer og alle de privilegier, som følger med det. På grund af EU har jeg fået et stipendium, så jeg kan gå på højskole i Danmark. Jeg behøver ikke at betale den fulde pris, som danskerne gør for at gå her. Hvis jeg skulle det, havde det ikke været en mulighed for mig at tage af sted. Når folk, som ikke kender Letland, spørger mig, hvor jeg kommer fra, er det let at sige, at jeg kommer fra Europa. For mig er det ét fedt, om jeg er fra Østeuropa eller Letland. Jeg håber, at EU-landene kan blive ved med at leve fredeligt sammen og få støtte fra hinanden. Ikke kun økonomisk, men også moralsk. Da vi sidste år havde et butikstagskollaps i Letland og over 50 mennesker døde, var det rart, at hele Unionen viste empati.« – Hvilke ulemper oplever du ved EU? »I Letland har vi lige fået euroen. Det ærgrer mig. Jeg tror, at alle lande har brug for symboler for deres egen nationalitet, og det får man netop gennem møntfoden. Første gang jeg fik euro tilbage, da jeg betalte for en vare i en butik, blev jeg lidt trist til mode.« Tag et ophold på Hadsten Højskole og bliv klar til: ~ ~ ~ ~ Statskundskab DMJX Jurastudiet Politiskolen Vi er Danmarks førende højskole på det samfundsvidenskabelige felt, og vi underviser på et højt fagligt niveau. www.hadstenhojskole.dk T: 8698 0199 24 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 YDERFLØJENE YDERFLØJENE EUROPÆISKE STEMMER Kan græsk ekstremisme eksporteres? hjulpet mig. Der er sikkert også andre ting, som indirekte påvirker mig positivt. Måske er den fisk, jeg spiser til frokost i kantinen, fanget under forhold bestemt af EU.« Anna-Kajsa Peräkorpi 31 år, Finland Merchandising manager i Google – Hvilke fordele har det for dig, at du lever i EU? »Jeg har studeret i Sverige og nu arbejder jeg i Storbritannien, så det er uden tvivl den frie bevægelighed for mennesker og varer, som er det vigtigste for mig. Uden EU og Schengen-aftalen havde mit liv været bøvlet. Jeg ville sandsynligvis ikke have arbejdet i London nu, hvis de aftaler ikke havde været der. Det europæiske samarbejde har Under krisen vinder yderfløjene frem i europæisk politik. Tendensen er mest markant i Grækenland, som har oplevet enorme sociale omvæltninger. De europæiske højrepartier vil helst ikke sammenlignes med nazisterne i Gyldent Daggry, mens venstrefløjen har gjort SYRIZA til et symbol på solidaritet i EU Af Mads Frese, Korrespondent, Athen og Rom E urokrisen har genoplivet såvel eurokommunismen som nazismen, to spøgelser fra ideologiernes tidsalder. Det er sket i Grækenland, som har været krisens laboratorium med en hastig afvikling af socialstaten. De europæiske institutioners hårdhed; udueligheden blandt såvel socialister som konservative i de græske regeringspartier; korrupte politikeres straffrihed; sammenbruddet i et politisk system, der for længst burde være faldet sammen af sig selv, men som ikke desto mindre havde sikret social fred i Grækenland siden militærjuntaens fald i 1974 – det er nogle af de faktorer, der har givet ekstremerne i græsk politik stor og uventet fremgang. Synaspismós Rizospastikís Aristerás (Koalitionen for den radikale venstrefløj, forkortet SYRIZA, red.) og Chrysí Avgí (Gyldent Daggry, red.) er på få år blevet synlige i Europas politiske landskab, og de to ideologiske modsætninger har også delvis overlappende vælgerskarer. For ifølge opinionsundersøgelser foretaget i forbindelse med de to græske parlamentsvalg i 2012 overvejede omkring 15 procent af begge partiers vælgere det andet parti som eneste alternativ – fra den yderste venstrefløj til det ekstreme højre eller omvendt, uden mellemstationer: »Det viser jo bare, hvor konfus den politiske situation i Grækenland er blevet under krisen,« siger en af SYRIZA’s kandidater til Europa-Parlamentet, Anastasia Christodoulopoulou. Vi sidder på tagterrassen i partiets nye hovedkvarter i et af de mest nedslidte kvarterer, Metaxourgeio, i Athens efterhånden anløbne centrum: »Mange tager kun stilling til, om de er for eller imod trojkaens (EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, red.) krav. Efter flere årtier med klientelistisk system er befolkningens politiske opdragelse i sig selv et problem,« siger Christodoulopoulou, der som garvet menneskerettighedsadvokat har oplevet metapolítefsi, overgangen fra diktatur til demokrati, fra en privilegeret position: »Mange vælgere stemmer stadig ikke for at beskytte deres rettigheder, men for at opnå privilegier. Hvis SYRIZA får regeringsmagten, bliver en af de største opgaver at gøre op med den kultur.« Autoritære regimer Grækenlands regeringsleder, Antonis Samaras, fra det konservative Nea Dimokratia, drager ofte paralleller mellem yderfløjene. Da ledelsen i Gyldent Daggry sidste år blev anholdt i forbindelse med drabet på den antifascistiske rapper Pavlos Fyssas, udtalte Samaras, at regeringen ikke blot havde en forpligtelse til at bekæmpe højreekstremismens forsøg på at undergrave demokratiet, men også til at bekæmpe »den anden ekstremisme«: »For at bekæmpe populisme må man sikre sig, at man ikke selv forfalder til populisme,« sagde Samaras med henvisning til SYRIZA’s kritik af regeringens og trojkaens krisepakker, »for at bekæmpe ekstremisme må man sikre sig, at man ikke selv går til ekstremer.« Historien om, hvordan SYRIZA på få år er gået fra at være et lille venstrefløjsparti til nu at have en vælgeropbakning på knap 30 procent og dermed næsten stå med nøglerne til regeringsmagten i Grækenland, adskiller sig dog alligevel markant fra historien om, hvordan nazistisk raceteori med Gyldent Daggrys store fremgang pludselig har fået et nyt talerør i europæisk politik. Inden valgene i 2012 spillede Gyldent Daggry en marginal rolle i græsk politik. Partiets holdninger var indtil 25 da blevet repræsenteret af et andet nationalistisk og fremmedfjendsk parti, LAOS, som nød opbakning i den græsk-ortodokse kirkes mest konservative kredse. Men da LAOS i 2011 støttede bankøkonomens Lucas Papademos’ nationale samlingsregering, tabte partiet alle de vrede vælgere. Af de 16 mandater i det græske parlament, som Gyldent Daggry erobrede i 2012, kom de 15 fra LAOS, der mistede alle sine mandater. Gyldent Daggrys kernevælgere er efterkommerne af de 30.000 græske kollaboratører under besættelsen, som senere blev vindere i borgerkrigen (1946-49, red.). Indtil krisen ændrede alt, var partiets stifter og leder, den nu fængslede Nikolaos Michaloliakos, blandt de få, der ønskede sig oberststyret (1967-74) tilbage: »Den græske æt er kun stor under autoritære regimer,« har han udtalt på tv. Men mange års masseindvandring og indskrænkningen af grækernes sociale rettigheder har givet ny grobund for ideer fra historiens mødding. Gyldent Daggry er nu i kraft af sine pladser i det græske parlament også repræsenteret i Europarådet, der efter krigen stod bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som en følge af nazisternes forbrydelser. Men partiet risikerer at blive stemplet som en kriminel organisation og dermed opløst og forbudt, mens Michaloliakos risikerer en dom for medvirken til drab, til afpresning og til mange immigranters forsvinden: »Vi er nazister, fordi vi i den tyske revolution i 1933 har set den kraft, der frigør menneskeheden fra det jødiske afskum,« har han forklaret i partiets blad, »vi har set den kraft, der fører os mod en ny europæisk renæssance.« Enorme omvæltninger SYRIZA udspringer af det græske kommunistparti, KKE, som var forbudt fra borgerkrigen til juntaens Et af Gyldent Daggrys partimedlemmer, Ilias Panagiotaros, taler her til en forsamling i Athen i februar i år. Ingen kan være i tvivl om, hvor partiet henter sit idémæssige ophav fra med det svastikaagtige-flagsymbol og den militaristiske fremtræden. Foto: Nicolas Koutsokostas Efter flere årtier med klientelistisk system er befolkningens politiske opdragelse i sig selv et problem. Mange grækere stemmer stadig ikke for at beskytte deres rettigheder, men for at opnå privilegier. Hvis SYRIZA får regeringsmagten, bliver en af de største opgaver at gøre op med den kultur Anastasia Christodoulopoulou SYRIZA’s kandidat til EP fald. Der findes stadig kommunister i Grækenland, partiet KKE har 12 mandater i parlamentet, og partiet marcherer stadig demonstrativt alene ved protesterne mod krisepolitikken. Men allerede som undergrundsparti under oberststyret blev KKE splittet i en stalinistisk og en reformistisk fløj. I slutningen af 1970’erne teoretiserede kommunistpartierne i Italien, Spanien og Frankrig eurokommunismen som en vej til et både socialistisk og pluralistisk samfund. SYRIZA forsøger, som en reaktion på krisen og et forsøg på overvinde gammel splittelse på den græske venstrefløj, at genopfinde denne tradition, der gik i glemmebogen omkring Sovjetunionens sammenbrud. Betydningen af ordet kommunisme diskuteres stadig i partiet: »Vi forsøger at eksperimentere med en regeringsform og en alternativ samfundsmodel for at redefinere ordets betydning,« har partiets unge leder, Alexis Tsipras, sagt: »Vi er bevidst om at stå over for et afgørende slag, som kan fremprovokere enorme omvæltninger ikke bare her i landet, men i hele Europa,« siger han, »det er et slag, som bliver udkæmpet på mange planer: på de økonomiske argumenters plan, på det politiske plan og på det kommunikative plan.« Tsipras første erfaring med europæisk politik var i 2001, da han sammen med andre græske venstrefløjsaktivister blev forhindret i at deltage i Social Forum, som blev afholdt i protest mod G8-mødet i den italienske by Genova. De italienske myndigheder havde ophævet Schengen-traktatens bestemmelse om fri bevægelighed i forbindelse med G8 og kunne derfor afvise grækerne ved grænsen, mens antiglobaliseringsdemonstrationerne i Genova som bekendt udviklede sig til omfattende optøjer og politivold. Inden eurokrisen fungerede SYRIZA primært som talerør for små borgerrettigheds-, miljø- og antiglobaliseringsbevægelser. Men ved valget i 2012 – da trojkaen allerede havde installeret sig i Athen og dikteret et fortsat regeringssamarbejde mellem de to partier, som i knap 40 år havde skiftedes til at udplyndre Grækenland, Nea Dimokratia og PASOK – fik SYRIZA pludselig 27 procent af stemmerne. Opbakningen, som nu har gjort partiet til Grækenlands største, er blevet fastholdt og udbygget gennem en konstant tilstedeværelse ved de seneste års protester mod krisepolitikken: »Vi har ingen gylden teori, men vi har en metode,« siger advokaten og kandidaten Christodoulopoulou på partiets tagterrasse med udsigt over byen, »det handler om at starte nedefra og skabe et program, som er anderledes end det, der havde staten i centrum. Vi skal opmuntre sociale eksperimenter, solidaritetsnetværk, alternativ produktion, sammenslutninger af uafhængige producenter og forbrugere, nye banksystemer og originale institutioner. Vi ved, at det bliver meget svært, hvis ikke vi får støtte fra andre europæiske lande.« I samme bassin Kan yderfløjenes fremgang i Grækenland få europæiske konsekvenser? De fleste højrefløjspartier har travlt med at lægge afstand til Gyldent Daggry, der ikke skjuler sine antisemitiske holdninger. Samme angst for at blive identificeret med belastende tankegods har fået bl.a. Dansk Folkeparti og det britiske UKIP til at afvise en alliance mellem alle de EU- og indvandringskritiske kræfter i parlamentet, sådan som Marine Le Pens Front National og Geert Wilders Partij voor de Vrijheid, der står til at blive de største partier i henholdsvis Frankrig og Holland, har foreslået. Gyldent Daggry, som står til at få to mandater, vil nok kun kunne finde fælles fodslag med partier som Jobbik fra Ungarn og de tyske nynazister i Nationaldemokratische Partei Deutschlands. Tilsammen får de næppe mandater nok til at kunne danne en politisk gruppe. Nyfascistiske grupperinger i Italien har forsøgt at lukrere på Gyldent Daggry succes, men ligger langt under spærregrænsen. På den italienske højrefløj står Berlusconi stadig vakler mellem traditionel europæisme og et opgør med euroen, mens hans tidligere allierede flokkes om Le Pen og Wilders’ EU-modstanderalliance. Afsløringer af tætte forbindelser mellem Gyldent Daggry og premi- erminister Samaras’ nærmeste rådgivere har vist, at den yderste højrefløj ikke er helt politisk isoleret i Grækenland. Ifølge George Pleios, professor i kultur- og mediesociologi ved universitetet i Athen, flyder Nea Dimokratias højrefløj og Gyldent Daggry »i samme ideologiske bassin«. »I antikommunismen navn har staten samarbejdet med og til tider også skabt højreekstreme grupperinger,« skriver journalisten Dimitri Deliolanes i en bog om Gyldent Daggrys oprindelse. På nogle grækere virker partiets forslag om en tilbagevenden til fortidens voldelige opgør med venstrefløjen ikke som et helt ufornuftigt svar på krisen, påpeger Deliolanes: »Løftet er endnu et halvt århundredes monopol på magten.« ler venstrefløjen, eller om den er for eller imod euroen. Initiativtagerne til Tsipras’ liste håber, at den kan udgøre et fælles holdepunkt for de mange tusinde borgerinitiativer, der er opstået i senere år til beskyttelse af fælles goder, f.eks. skoler, teatre, vandforsyning og natur. Venstrefløjsog miljøpartiet Sinistra Ecologia Libertà støtter listens kandidater, der alle har en fortid i græsrodsinitiativer som f.eks. Social Forum: »De europæiske socialdemokratier bærer et stort ansvar for krisen, fordi de har solgt ud til neoliberalismen. De er endda gået så vidt som til at forestille sig et Europa uden Grækenland,« tordner partiformanden Nichi Vendola ved et velbesøgt vælgermøde i Teatro Vittoria i det romerske arbejderkvarter Testaccio. I foyeren lader en gruppe vælgere, som ikke kan få adgang til den overfyldte sal, deres frustrationer gå ud over teatrets sikkerhedspersonale. Tsipras repræsenterer derimod Italiens sidste håb for, at 20 års berlusconisme kan munde ud i en – Hvilke ulemper oplever du ved EU? »Med en stor organisation som den Europæiske Union vil der altid være en følelse af, at tingene er meget bureaukratiske. Nogle gange synes jeg også, at EU er noget ugennemsigtig i beslutningsprocesserne. Det kan altid blive forbedres. Men når man kommer fra et lille land som Finland, må man se på det pragmatisk. Vi har flere fordele end ulemper ved at være en del af noget stort. Fremover håber jeg, at EU vil tage en ledende rolle på sig, når det kommer til klimaspørgsmålet. EU skal ikke lade sig skubbe rundt længere. Vi har brug for at handle nu, og vi må stå sammen. Når vi taler med én stemme, står vi stærkere.« venstredrejning, hævder Vendola nede i salen. Linjen er, at euroen skal bestå, men finanspagten må forgå: »At indføre et forbud mod budgetoverskridelser svarer til at forbyde Keynes’ (økonomen John Maynard, red.) ideer,« siger Vendola. Tsipras’ italienske aktivister bruger den græske kædedans Syrtaki som mobiliseringsredskab i det offentlige rum – ligesom Berlusconis modstandere for 10 år siden symbolsk slog beskyttende ringe om landets institutioner. Forsøget på at blande græsk og italiensk politik sammen ved europaparlamentsvalget handler om at »forandre vreden til handling«, forklarer en af hovedkræfterne bag listen, journalisten Barbara Spinelli. Eksperimentets udgangspunkt er, at venstrefløjen ikke længere findes, fastslår Spinelli: »Alle ved, at Grækenland er blevet brugt som prøveklud.« [email protected] Vinderen af #MYEUROPE14 Fælles holdepunkt også i Italien SYRIZA’s fremgang har gjort Tsipras til et forbillede på den europæiske venstrefløj og til Europæisk Venstrepartis kandidat til posten som kommissionsformand. I Italien repræsenterer han håbet om en ny venstrefløj og et nyt Europa, så her han fået sin egen borgerliste, L’altra Europa con Tsipras (Det andet Europa med Tsipras, red.). Komikeren Beppe Grillos protestbevægelse, MoVimento 5 Stelle (Den Femstjernede Bevægelse, red.), appellerer til nogle af de samme vælgere. Det står dog ikke klart, om bevægelsen tilhører højre- el- “In my future Europe there will be equal education opportunities for all!” Simone Hagen Rieder, 21, fra Danmark, @simonhrieder Dagbladet Information og Højskolerne bad unge give deres bud på de vigtigste kampe og udfordringer i Europa 2014. Simone Hagen Rieder modtager polaroidkamera i præmie for sit vinderbillede. Se de øvrige bidrag på Instagram og Twitter under: #MYEUROPE14 26 INFORMATION MAJ 2014 POPULISME Vi stemmer på Folkebevægelsen mod EU Internationalt samarbejde er hamrende vigtigt. Også i Europa. Men den økonomiske krise har kastet millioner - især unge - ud i arbejdsløshed, og EU’s nedskæringspolitik forhindrer investeringer i jobs og presser vores velfærd. Vi har brug for en kritisk stemme i EU. En stemme, som kæmper imod nedskæringer i vores velfærd og for et internationalt samarbejde baseret på fællesskab. Den 25. maj stemmer vi for mere solidaritet, bæredygtighed og demokrati. Stem sammen med os på Folkebevægelsen mod EU. ’Islam er en løgn. Profeten Mohammed er en horeunge. Koranen er det rene gift’ står der på arabisk på en sticker, som en af Europas mest kendte populistiske partiledere, den hollandske islambekæmper Geert Wilder fra PVV viser frem i det hollandske parlament i Haag. Hans parti sælger klistermærket. Foto: Bas Czerwinski Populismens spøgelse Der går et spøgelse gennem Europa, skrev Karl Marx engang. Marx’ 1800-talsspøgelse hed kommunismen og skræmte datidens magthavere med ideen om en revolution, som ville feje dem af banen. I dag fremmaner magthavere populismens spøgelse Af Göran Rosenberg O gså i dag går der et spøgelse gennem Europa. Et spøgelse, som rasler stadigt højere med sine kæder, og som måske også skræmmer stadig flere, men til forskel fra kommunismen har ingen skrevet noget manifest for dette spøgelse. Ej heller har nogen gjort sig en nogenlunde samlet idé om, hvad det vil, endsige udtænkt en plan for, hvordan det vil feje vor tids magthavere af banen, og det er derfor ret uklart, hvad disse magthavere skal frygte. Et navn på vor tids spøgelse kunne være populisme, et andet nationalisme. en løfter man op i det ene spøgelseslagen, bliver som regel også det andet synligt, eftersom populismen som oftest er nationalistisk, og nati- onalismen som oftest er populistisk, og der derfor i praksis ikke er nogen større forskel. Det ene, der spøger, er Folket. Det andet er Nationen. Begge hævder at ville repræsentere de skuffede, de marginaliserede, de overhalede, de bedragne, de angste mennesker. Europas tabere, kort sagt. Eller i det mindste dem, der oplever sig selv som tabere. Eller de, som af en eller anden grund frygter at blive tabere. Tabere i globaliseringens spil, tabere på grund af EU, euroen, indvandringen – og ja, også på grund af det parlamentariske demokrati, som de ikke anser for at være et sandt demokrati, men snarere et viljesløst redskab for magthaverne. Folket mod magthaverne er populismens retoriske grundstemning. Nationen imod De Andre er nationalismens. Men som nævnt er de som oftest sammenfaldende. Og mere sofistikeret end dette bliver det sjældent. De enkle løsninger er det nye spøgelses specialitet. Finanskrise? Lad bankerne betale. Velfærdskrise? Stop al indvandring. Demokratikrise? Forlad EU. Budgetkrise? Beskat de rige. Løsninger, som er lette at forstå og populære at lancere, men svære at føre ud i livet. I hvert fald på det nationale niveau. Og i hvert fald ikke uden en åbenlys risiko for, at løsningen kommer til at forværre problemet. Det er også her, at spøgelset blegner og undertiden går helt i opløsning, lige så snart det er rykket ind i magtens korridorer og ikke har andet at skræmme end sig selv. Vor tids populistiske og nationalistiske bevægelser lever kort sagt højt på, at de ikke behøver at indfri og tage ansvar for, hvad de lover. Politisk ansvar har samme effekt på disse bevægelser som sol på en huletrold – de sprænges i stykker. Det er derfor, de elsker folkeafstemninger og foragter parlamentariske beslutninger. Som i Schweiz for nylig, da det såkaldte folk, opildnet af landets største parti, stemte for at stoppe den såkaldte masseindvandring. Beslutninger ved folkeafstemninger er nemlig beslutninger, som nogle andre end det såkaldte folk bliver nødt til at tage det politiske ansvar for og de politiske konsekvenser af. Folket er en politisk fiktion. Ikke et politisk parti. Tager ikke ansvar for utilfredshed I valget til Europa-Parlamentet søndag den 25. maj ventes populistiske og nationalistiske partier at opnå stor fremgang, idet de rider på en bølge af utilfredshed rettet mod EU fremfor alt, og så på indvandringen. Og på håbet om en enkel og håndfast løsning på Europas sociale og politiske problemer. Ikke at der ikke kan være gode grunde til at være utilfreds i dagens Europa. Det kan der i høj grad. Men hvad der savnes hos disse partier og bevægelser, er en evne til at bevæge sig fra utilfredshed til ansvar. Populismen lever af en folkelig utilfredshed, som den ikke kan tilfredsstille. Nationalismen lever på en nostalgisk drøm, som den ikke kan virkeliggøre. En drøm, som for mange europæere desuden vil blive et mareridt. Så hvad har vi grund til at være bange for, om noget? Ikke så meget selve spøgelset, tror jeg, som frygten selv. Frygten hos det parlamentariske demokratis partier og ledere for at tage konfrontationen med de fordrejede forenklinger og den uholdbare kortsynethed. Frygten for at gå i brechen for det komplicerede, det krævende og det langsigtede. Frygten for at gå i brechen for den europæiske politik, som Europas demokratier behøver. De falske forenklinger og den uholdbare kortsynethed er populismens og nationalismens livsluft – og demokratiets problem. Det er ikke spøgelset, vi skal være bange for. Det er os selv. © Göran Rosenberg er svensk journalist og forfatter Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen Johanne Schmidt-Nielsen Politisk ordfører, Enhedslisten Niels Hausgaard Sanger, underholder og satiriker Læs mere på enhedslisten.dk eller folkebevægelsen.dk 28 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 POPULISME 29 POPULISME Europa ’Populister er sundt for EuropaParlamentet’ Udsigten til et Europa-Parlament med langt flere EU-skeptikere og -modstandere kan få alvorlige konsekvenser for arbejdet i de kommende fem år, men flere populister i Bruxelles kan vise sig sundt for demokratiet, mener professor Af Mette Rodgers Korrespondent, London M ed udsigt til, at EU-skeptiske populistiske partier – både på højre- og venstrefløjen – kan sætte sig på op mod en tredjedel af Europa-Parlamentets mandater efter valgene i maj, har der ikke været mangel på dommedagsprofetier blandt mainstream-politikere og iagttagere. Den forhenværende italienske premierminister Enrico Letta har advaret om, at »risikoen ved at få det mest EU-skeptiske Europaparlament i historien undervurderes markant«. Og Mark Leonard, direktør for tænketanken European Council on Foreign Relations i London, har sammenlignet den euroskeptiske blok med det amerikanske Tea Party, men forudser, at de europæiske populister kan gøre langt større skade end deres amerikanske kolleger. »Tea Party-bevægelsen ønsker at jage regeringen ud af borgernes liv, men de er ikke modstandere af unionens eksistens eller af den amerikanske kongres. EU-skeptikerne støtter ikke EU’s eksistens, og følgelig er de modstandere af EuropaParlamentet, som de søger valg til. Hvis – som meningsmålingerne forudser –EU-skeptikerne opnår stærk støtte, kan vi ende med et ’selvhadende parlament’, som i sidste ende ønsker at sikre sin egen afskaffelse,« skriver Leonard i en analyse på Reuters hjemmeside. Frygten er ikke blevet mindre af de højrepopulistiske partilederes – bl.a. Front National leder, Marine Le Pens – tilkendegivelser af, at de vil samarbejde med yderligtgående partier fra andre lande for at skabe en »krise« i Parlamentet med det mål at destabilisere EU’s institutioner. Imidlertid mener to eksperter, Information har talt med, at truslen er overdrevet. Faktisk kan det styrke det europæiske demokrati, at disse stemmer nu bliver repræsenteret, mener Simon Hix, profes- sor i europæisk politik ved London School of Economics, der bekræfter, at de seneste målinger tyder på, at europæerne vil indvælge »den største antiføderale, populistiske koalition nogensinde set i Bruxelles«. »Vi vil se en stigning i støtten for den yderste venstrefløj og særligt den yderste højrefløj – en anti-føderalistisk, populistisk koalition, om man vil,« siger Hix, der også bestyrer hjemmesiden VoteWatch.eu, der holder styr på, hvordan europaparlamentarikerne stemmer. »Mit synspunkt er, at det vil være sundt for EU-politikken. Det vil være sundt for det europæiske parlament at have medlemmer, der repræsenterer disse synspunkter, for der er ingen tvivl om, at det er borgernes synspunkter.« Janis Emmanouilidis, senioranalytiker ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles, er enig i, at truslen er overdrevet. »Jeg ville ikke bekymre mig alt for meget om, at disse EU-skeptiske kræfter får succes i forhold til effek- Debat Danskerne skal stemme til Europa-Parlamentet den 25. maj, og Information inviterer i den anledning til en række debatarrangementer Unge og Europa I samarbejde med Højskolerne inviterer vi til debat om unge og Europa. Hvilken rolle spiller den unge generation i Europa? Hvilke udfordringer står Europa overfor, og hvilket fremtidigt Europa ønsker vi os? Tirsdag d. 6. maj kl. 16.30-18.00 Den Internationale Højskole, Montebello Allé 1, 3000 Helsingør. Informations europakorrespondenter indleder med personlige beretninger om deres møder med Europas unge, og herefter er der debat mellem unge kandidater til valget. Gratis entré (Arrangementet er på engelsk) Onsdag d. 7. maj kl. 15.30-17.00 ’Vi vil se en stigning i tilslutningen til den yderste venstre- og særligt den yderste højrefløj – en antiføderalistisk, populistisk koalition ved dette valg til Europa-Parlamentet, men det er sundt,’ siger Simon Hix, professor i europæisk politik ved London School of Economics. Foto: Bjarke Ørsted Jeg ville ikke bekymre mig alt for meget om, at disse EU-skeptiske kræfter får succes i forhold til effekten på EuropaParlamentets arbejde. Det er en meget uhomogen gruppe, og Parlamentet har før vist sig i stand til at klare store udfordringer. Janis Emmanouilidis Senioranalytiker ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles ten på Europa-Parlamentets arbejde. Det er en meget uhomogen gruppe, og Parlamentet har før vist sig i stand til at klare store udfordringer. Det er et parlament, som i løbet af årtier har måttet tilpasse sig traktatændringer, påtage sig nye roller og ny magt. Så jeg tror også, at det vil være i stand til at håndtere denne udfordring,« siger den græsk-tyske Emmanouilidis, der forudser, at populisterne vil få samarbejdsvanskeligheder, som tiden går. »Det er en ekstrem uhomogen gruppe, men hvad de alle har tilfælles er deres brug af populistisk retorik, og de har alle en systemkritisk og antielitær tilgang. I den første tid, vil de nok forsøge at vise deres vælgere, at de kan samarbejde, men som tiden går, vil forskellene blive mere og mere tydelige. De fleste er ikke rigtig interesserede i EuropaParlamentets egentlige arbejde. De ser Parlamentet som en platform, hvorfra de kan score point på hjemmefronten,« siger han. Politisk pres At de to eksperter mener, at dommedagsprofetierne er overdrevne betyder imidlertid ikke, at det ikke vil få politiske konsekvenser både i EU og på nationalt niveau, hvis de EU-skeptiske partier får succes ved valgene. »Politisk set er disse grupper anti-big business, antibanker, antifinansinteresser. Det yderste højre er modstandere af hjælpepakkerne, det yderste venstre er modstandere af nedskæringspolitikken. Begge grupper er i høj grad modstandere af en dybere økonomisk og monetær union. Den antiamerikanske fløj vil blive større i Parlamentet, og der vil være større modstand mod den frihandelsaftale, EU i øjeblikket forhandler med USA,« forudser han og tilføjer, at der fra begge sider vil være tørst efter en reform af den frie bevægelighed inden for Unionen; ikke af hovedprincippet, men af retten til velfærdsydelser. Emmanouilidis mener, at det er effekten på national politik – og dermed indirekte på EU’s politik – der er af større bekymring. Hjemlige politikere presses »Den største fare og udfordring er den effekt, disse partiers succes på europæisk plan vil få på nationalt plan. For de nationale regeringer vil sandsynligvis blive nødt til at reagere, hvis disse EU-skeptiske kræfter klarer sig godt. De vil tilpasse deres politikker og overtage noget af den populistiske retorik, fordi de frygter, at de ellers vil miste stemmer på nationalt plan,« siger han. »Så faren ligger mere i, hvordan de etablerede partier vil reagere på, at disse EU-skeptiske grupper klarer Den største fare og udfordring er den effekt, disse partiers succes på europæisk plan vil få på nationalt plan. For de nationale regeringer vil sandsynligvis blive nødt til at reagere, hvis disse EU-skeptiske kræfter klarer sig godt. De vil tilpasse deres politikker og overtage noget af den populistiske retorik Janis Emmanouilidis Senioranalytiker ved tænketanken European Policy Centre i Bruxelles sig godt, og hvilken indirekte effekt, det kan få på europæisk politik via de nationale hovedstæder,« tilføjer han. Begge eksperter konstaterer, at europæisk politik i øjeblikket er meget mere polariseret end op til sidste parlamentsvalg i 2009. Simon Hix mener dog, at det er en virkelighed, parlamentet vil være i stand til at tilpasse sig – især set i lyset af, at det europæiske parlament, modsat de nationale, « bygger koalitioner emne for emne». Og de to største grupper i parlamentet – den socialistiske gruppe og centrumhøjre-gruppen European People’s Party – vil sammen have flertal imod fløjene. »Vi vil overordnet se de to store grupper blive klemt, og vi vil se en stigning af både det yderste højre og det radikale venstre. Det er et meget mere fragmenteret parlament, end det nuværende, og det vil tvinge de to største grupper til at samarbejde,» konstaterer han. Skolerne i Oure, Sport og Performance, Idrætsvej 1, 5883 Oure. Informations europakorrespondenter indleder med personlige beretninger om deres møder med Europas unge, og herefter er der foredrag med Vores Europa. Gratis entré Læs mere og tilmeld dig via ishop.information.dk Europa - hør fra korrespondenterne Hvordan går det i Europa lige nu, og hvad taler europæerne om før valget? Hvem er optimistiske og tilfredse, hvem er frustrerede og i oprør? Mød Informations europakorrespondenter Mette Rodgers, korrespondent i London, Troels Heeger, korrespondent i Berlin, og Mads Frese, korrespondent i Rom, og oplev dem i samtale om deres oplevelser, møder og rejser rundt i Europa. Torsdag den 8. maj kl. 17.00-18.30 Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K. Pris 50 kr. (85 kr. for ikke-abonnenter) Læs mere og køb billet via ishop.information.dk [email protected] 30 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 31 POPULISME Kacem Bhayaje (siddende), født og opvokset i Holland af marokkanske forældre, hos sin i Apeldoorn. Frisøren er fra De Hollandske Antiller i Caribien. ’Før politikere som Pim Fortuyn og Geert Wilders kom til, følte jeg mig mere som hollænder. Nu minder de os hele tiden om, at vi er en minoritet,’ siger Kacem Bhayaje. Foto: Rob Voss Aalberts, som spår, at Frihedspartiet kan blive et af landets største partier ved europaparlamentsvalget. Men hvem er egentlig de vælgere, der stemmer på Wilders’ enmandsparti? Ifølge Wilders-eksperten tæller de statistisk set flere lavt uddannede end højtuddannede og flere mænd end kvinder. De bor primært i de socialt belastede boligområder i store byer som Amsterdam, Rotterdam og Utrecht, og i de lidet prominente dele af landet, såsom Gelderland, hvor Apeldoorn er hovedby. Og så efterlyser de mærkbare løsninger på de problemer, som de møder i deres dagligdag, siger Chris Aalberts. Og det kan den 54-årige blomsterhandler Gert Oonk tale med om. Fra sin forretning på et lille torv i den Marokkanerhetz kan gøre Geert Wilders til EP-valgets vinder Den omstridte højrenationale politiker Geert Wilders’ marokkanerretorik under det hollandske kommunalvalg i marts har fået hård medfart af hans politiske modstandere og af marokkanerne selv. Men Wilders ser stadig ud til at lede det parti, der bliver landets største ved EP-valget Af Alma Milthers, Apeldoorn V il I gerne i denne by og i dette land have flere eller færre marokkanere?,« spurgte Geert Wilders på den seneste valgaften i Holland i marts. »Færre, færre, færre!,« råbte hans tilhængere uden tøven. Dertil svarede den karismatiske politiker: »Det skal vi nok sørge for!« Men Wilders muligheder for at indfri sit valgløfte er ikke just blevet større efter affæren. For mens hans højrenationale Frihedspartiet – Partij Voor de Vrijheid (PVV) agerede støtteparti for den daværende koalitionsregering fra 2010-12, var regeringschef Mark Rutte fra det liberale parti VVD ikke sen til at lægge afstand til Wilders udtalelser: »Hvad han i aften har sagt, giver mig en beskidt smag i munden,« udtalte han senere på aftenen. Også alle andre partiledere har stået i kø for at slå hånden af Geert Wilders. Marokkanertalen præger den hollandske debat så meget, at den har afgørende betydning for europaparlamentsvalget den 25. maj, hvor Wilders står til at blive den store sejrherre og stå i spidsen for landets største parti. Ifølge ekspert i politisk kommunikation, Chris Alberts er der dog intet nyt ved Wilders udtalelser. Og derfor tager 28-årige Kacem Bhayaje med marokkansk baggrund dem også med et gran salt. »Hvis flertallet af hollænderne begyndte at stemme på Wilders, ville det bekymre mig. Men vi ved jo godt, at han ikke kan smide alle os med mørk hud på porten,« siger Kacem Bhayaje, der er en af de mange unge mænd med anden etnisk baggrund, som kommer fast hos en barber i Apeldoorn, der drives af en ung mand fra den hollandske ø Curaçao i Caribien. Men selv om Wilders ikke kan gøre alvor af sine valgløfter, påvirker de alligevel Kacem Bhayaje, der er født og opvokset i Holland. »Før politikere som Pim Fortuyn og Geert Wilders kom til, følte jeg mig mere som hollænder,« fortæller han. »Wilders minder os hele tiden om at vi er en minoritet. Og jeg føler mig ikke længere særlig velkommen her,« fortæller Kacem Bhayaje, før han sætter sig i barberstolen blandt sine kammerater fra Tyrkiet, Afghanistan, Suriname og Indonesien. Modstand avler modstand Kacem Bhayaje er ikke den eneste unge med marokkansk baggrund, der føler sig stødt af Wilders udtalelser. I en kampagne på Twitter portrætterer marokkanere med hollandsk statsborgerskab sig selv med deres hollandske pas i hånden. Rapper og teaterinstruktør Ali Bouali, som også er født i Holland, spurgte til en koncert for nylig sit publikum med direkte reference til Wilders udtalelse i marts: »Vil I gerne have mere eller mindre Wilders?« Svaret giver sig selv. For mange velfungerende marokkanere føler sig misforstået af Wilders og hans vælgere. »Der er også en masse unge marokkanske drenge og piger, der uddanner sig og gør gode ting. Dem taler Wilders aldrig om – han taler kun om rødderne,« siger Kacem Bhayaje, der selv er pædagogisk medarbejder på en institution for unge mellem 15-18 år, der har begået kriminalitet, og som alternativ til fængselsstraf får mulighed for at blive resocialiseret. Mange hollændere bakker marokkanerne op. I en kampagne på Facebook indsender de eksempelvis billeder af sig selv iført en T-shirt med teksten: »Jeg er også marokkaner.« ’Debattøren Mittchel Esajas er en af de mange tusind mennesker, der den seneste måned har indgivet anklage mod Geert Wilders. »Han er gået over grænsen, og nu kan vi som samfund fortælle ham, at det vil vi ikke være med til,« siger han. Men på trods af modstanden står Wilders som altid ved sine ord: »Jeg fortryder intet, og jeg har ikke i sinde at undskylde nogen for noget,« sagde han dagen efter episoden i en ’forsvarstale’ til pressen. Wilders fastholder, at hans udtalelser ligger i forlængelse af partiprogrammet og dermed inden for lovens grænser. »Og kun en dommer kan overbevise mig om det modsatte,« har han bedyret. Tidligere har Wilders udtalelser om muslimer skaffet ham en retssag på halsen. Men det førte ikke andet med sig end, at Wilders blev en endnu større helt i sine tilhængeres øjne. Og selv om han denne gang skulle blive idømt eksempelvis et års fængsel, vil det kun styrke partiet, vurderer Chris Aalberts, som har skrevet en bog om Wilders vælgere. Wilders vælgere vil tages alvorligt Marokkaneraffæren har affødt en mediestorm, der først nu ligeså stille er ved at stilne af. Men medierne er domineret af eliten. Og elitens meninger siger ikke noget om, hvor mange der vil sætte deres kryds ved Frihedspartiet i fremtiden, siger Chris betonbelagte del af Apeldoorn, har han i sin tid overværet megen ballade, forårsaget af unge med udlændingebaggrund. Og han er heller ikke bleg for engang imellem at sætte fredsforstyrrerne på plads. Gert Oonk udpeger en boligblok i nærheden, hvor seks mennesker er blevet bestjålet inden for det seneste halve år, og han har ondt af de ældre damer, der ikke længere tør gå uden for en dør. »Vi er blevet alt for slappe her i Nederlandene. Straffen for kriminalitet burde være langt højere, end den er i dag,« mener Gert Oonk, der sætter sit kryds ved Wilders, selv om han ikke altid er »100 procent enig« med ham. »Vi må finde de rådne æbler. Når en udlænding med dobbelt statsborgerskab har begået kriminalitet for tredje gang, så må vi tage passet fra ham og sende dem tilbage til, hvor de kommer fra,« siger Gert Oonk. »Wilders er den eneste, der italesætter de problemer, der rent faktisk eksisterer,« siger Chris Aalberts, der fastslår, at Wilders har ret, når han siger, at der er en overrepræsentation af unge marokkanere i kriminalstatistikerne. Ifølge en undersøgelse af den kendte meningsmåler, Maurice de Hond, er 43 procent af hollæn- derne enige i, at antallet af marokkanere skulle skæres ned. »Det kan godt være, at Wilders formulerer det forkert, men han er den eneste, der tør tage diskussionen op. Og det er det vigtigste for mig,« siger Gert Oonk. Wilders medvind til EP-valget Da jeg spørger den inkarnerede Wilders-vælger, om han også har tænkt sig at stemme til valget til EuropaParlamentet, svarer han: »Nej, det har jeg ikke lyst til. Jeg er ikke for EU. Jeg mener, at grænserne skal lukkes.« Men da det går op for ham, at Frihedspartiet også er på valglisten, siger han prompte: »Jamen, så skal jeg helt sikkert ned at stemme!« PVV’s valgprogram har den meget sigende titel: ’Deres Europa, vores Nederlandene’. Og er man som Gert Oonk EU-kritisk, er der kun én mulighed i hollandsk politik, med mindre man er ekstremt socialistisk eller konservativ kristen, fortæller Chris Aalberts. Da Wilders sidste år indledte et samarbejde med Marine Le Pen, lederen af det højrenationale franske parti Front National, blev det blæst stort op i medierne, siger han. Men skal det lykkes de to højre- orienterede politiske ledere at opnå reel politisk magt, skal de ikke alene bygge bro over deres interne uenigheder om eksempelvis jøder, men også finde fem andre partier, der vil stemme sammen med dem. Og det kan godt blive svært, vurderer Chris Alberts. Men selv om Wilders’ reelle Alle ved, at Wilders er halvt indoneser og afbleger sit hår. Han er selv blevet diskrimineret som ung, og nu diskriminerer han os. Wilders er en klog mand, og derfor burde han ikke tale som et vredt lille barn Kacem Bhayaje Hollandsk marokkaner parlamentariske magt er begrænset, skal man ikke undervurdere ham, siger kronikør i den store landsdækkende hollandske morgenavis Volkskrant Max Pam: »For fire år siden skrev jeg i denne avis, at Wilders befandt sig på afgrundens rand. Der står han stadig. Så længe vreden dominerer, vil han blive stående der – ikke så meget for at opnå noget, men først og fremmest for at blive stående,« skriver han. Også Kacem Bhayaje taler om Wilders vrede: »Alle ved, at han er halvt indoneser og afbleger sit hår. Han er selv blevet diskrimineret som ung, og nu diskriminerer han os andre. Wilders er en klog mand, og derfor burde han tale klogt – ikke som et vredt lille barn. Så længe han bare sårer folk og skaber splid, hjælper han hverken sit land eller Europa,« siger den unge marokkaner. Men for vælgere som Gert Oonk er klare og kontante løsninger på de store sociale problemer vigtigere end kloge ord. »Der skal simpelthen gøres noget. Og det er Wilders den eneste, der vil. Derfor stemmer jeg på ham,« siger blomsterhandleren. [email protected] VORES BEDSTE MAND I BRUXELLES ER EN KVINDE DER ER BRUG FOR MARGRETE I EU I Europa-Parlamentet kæmper SF for: > at bekæmpe social dumping. Vi skal sikre danske løn- og arbejdsvilkår på danske arbejdspladser. > at sikre fordele til den grønne industri. Vi skal skabe vækst og arbejdspladser ved at satse på vedvarende energi. > at tøjle den finansielle sektor, så grådige banker ikke fremover kan sende regningen videre til EU’s borgere. HENT APP’EN “I SEE”, HOLD MOBILEN OP FORAN ANNONCEN OG HØR MERE. WWW.SF.DK 32 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 EU-MODSTANDERE EU-MODSTANDERE ’Meld jer ind i folkehæren mod EU’ Partiformand for UK Independence Party, Nigel Farage (t.v.) og Liberaldemokraternes Nick Clegg er ved flere lejligheder de seneste uger mødtes til en live-debat for og imod Storbritanniens EUmedlemskab. UKIP ’s Farage har forladt debatterne som den mest populære. Foto: Jeff Overs har udfordret Farage til debat, fordi han mener, at UKIP’s populistiske retorik skal kvæles med fakta. Skeptikerne Det antieuropæiske britiske parti UKIP er stormet frem de seneste år og står til at få flest stemmer ved europaparlamentetsvalget. Men hvad er baggrunden for succesen? Og vil den holde? Information er taget med partileder Nigel Farage til EU-duel mod liberaldemokraten Nick Clegg og til akademisk debat i en tænketank for at opklare, hvad det er, UKIP har og kan, som tiltrækker så mange briter Af Mette Rodgers Korrespondent, London O mrådet omkring BBC’s Broadcasting House nær Oxford Circus i London summer af ophidselse og forventning. Udenfor glasfacaden står BBC News 24’s kvindelige vært og følger ankomsten af aftenens to debattører: Liberaldemokraternes Nick Clegg og UK Independence Partys Nigel Farage. For anden gang på to uger mødes de to partiformænd til en live-debat for og imod landets medlemskab af EU. »Bliver det personligt i aften,« spørger en reporter, der følger efter den liberale politiker, som han hastigt skrider op mod hovedindgangen. I mediecentrets café i bygningen på modsatte side af gaden interviewer en anden BBC-vært de to partiers udsendte talsmænd, mens repræsentanter for den britiske og udenlandske presse gør sig bekendte med de øvrige spindoktorer og politikere, der er mødt op for at kommentere på debatten før, under og efter. En storskærm flankeret af fire mindre skærme er sat op foran rækkerne af arbejdsborde, hvor skrivende journalister og radiorapportere har sat deres udstyr op og spændte afventer udfaldet af aftenens verbale dyst. Men ligegyldigt resultatet af den obligatoriske meningsmåling blandt seerne efter debatten, har den ene af de to debattører allerede sejret. Det er ikke længe siden, at Nigel Farage og hans partifæller i UKIP blev afskrevet som »tosser«, »skøre kugler« og »skabsracister« af landets premierminister, David Cameron. At han overhovedet står her i dag – på et oplyst podium i BBC’s store radiostudie, foran et inviteret publikum, i en timelang live-debat med landets vicepremierminister, præsenteret og styret af landets mest garvede vært, David Dimbleby – er et vidnesbyrd om, at UKIP-formanden har formået at etablere sig selv og sit parti som en reel spiller på den politiske kampplads. »Vi har ventet på det her i 20 år,« indrømmer Tim Aker, leder af UKIP’s politiske afdeling, der velvilligt stiller sig til rådighed for kommentarer. Begyndelsen UKIP’s revolte mod Storbritanniens medlemskab af EU blev ironisk nok startet af en liberaldemokrat – i dag landets mest proeuropæiske parti. Det var historikeren Alan Sked, der som ansvarlig for London School of Economics Europastudier op gennem 1980’erne havde mødt nok »bureaukrater og andre euro-fanatiske akademikere« til at nå til den konklusion, at »det hele var vanvittigt«. Inspireret af Margaret Thatchers kritiske Brügge-tale i 1988 stiftede han i 1991 den Anti-Føderale Liga – senere UKIP – som stillede op for første gang ved parlamentsvalget i 1992. Partiets mål var at presse de konservative, så partiet ville blive tvunget til at antage en hårdere antieuropæisk kurs, der i sidste ende skulle resultere i, at landet forlod EU. Valget blev dog et flop, og partiet opnåede kun gennemsnitligt 0,5 procent af stemmerne, hvor det stillede op. Samlet set fik det færre stemmer end protestpartiet Monster Raving Loonies. Men spol frem til 2014, og virkeligheden ser anderledes lys ud for UKIP. Premierminister Cameron har siden han kom til magten i 2010 haft omkring 100 EU-kritiske parlamentsmedlemmer på nakken, der har krævet en hårdere EU-kurs. Resultatet er blevet en markant Bruxelles-kritisk linje fra regeringens side. Cameron har gentagne gange truet med at ned- 33 lægge veto i EU-forhandlinger og har sågar brugt vetoretten i ét tilfælde. Og han har ikke mindst lovet den britiske befolkning en folkeafstemning i 2017 om et genforhandlet forhold mellem landet og EU. Et løfte afgivet under pres fra egne rækker, hvor de siddende parlamentarikere oplever vælgerflugt til UKIP og fra en befolkning, hvoraf over 50 procent nu tilkendegiver, at de vil stemme ja til at forlade EU, hvis de får muligheden. Meningsmålingerne forud for europaparlamentsvalget i maj viser, at UKIP nu står til at høste næstflest stemmer med hele 31 procent af stemmerne mod Labours 28 procent og de konservatives kun 19 procent, mens liberaldemokraterne risikerer at blive så godt som udryddet i europæisk sammenhæng med kun ni procent. Ved det forrige Europaparlamentsvalg i 2009 fik UKIP 17 procent af stemmerne. Med andre ord – det tog tid, men UKIP har opnået præcis det, partiets grundlægger havde håbet på. »UKIP’s opkomst har været temmelig ekstraordinær. Vi forventer, at det mest sandsynlige udfald af det europæiske valg bliver, at UKIP vinder flest stemmer (i forhold til de konservative, red.),« siger Joe Twyman fra meningsmålingsinstituttet YouGov i debatten ’UKIP, den radikale højrefløj og Europaparlamentsvalget’ i tænketanken Chatham House få dage før BBC-debatten mellem Nigel Farage og Nick Clegg. Anti-establishment I BBC’s Broadcasting House er klokken blevet 19 en onsdag aften, og David Dimbleby skyder debatten i gang. »Det er 40 år siden, BBC debatterede dette spørgsmål,« lægger Farage ud og erklærer, at alt i mellemtiden er forandret. Fællesmarkedet er f.eks. blevet til en politisk union. »Hvis vi i dag skulle stemme om, hvorvidt vi ville være medlem af den union, ville vi sige nej med overvældende flertal. Men der er en forhindring, og den forhindring står her i dag i form af Nick Clegg. Det er karrierepolitikerne og deres venner i erhvervslivets top, der ønsker at fastholde dette status quo,« tordner han og beskylder den »politiske klasse« for at have skabt et lavtløns- samfund ved at åbne dørene på vid gab for resten af EU’s arbejdskraft. »Det er meget, meget godt for big business, det er godt for rige mennesker, der skal hyre tjenestefolk. Men det er ikke godt for dem på bunden af samfundet,« fortsætter han. Det viser sig, at debatten bliver personlig i aften. Nick Clegg kalder Farage’s verdensbillede for en »fantasi« og forsøger at gå i rette med UKIP’s på- stand om, at 75 procent af britiske love stammer fra Bruxelles. »Det er syv procent, ikke 75 procent, som er et tal Nigel Farage har opfundet. Syv procent af primærlovgivningen kommer fra EU. Så lad os få en debat, der ikke er baseret på skræmmebilleder, ikke på en eller anden farlig fantasi, men om nogle af de realiteter vi står over for som et moderne samfund,« lyder det fra den liberaldemokratiske leder, der Men kan han det? Kan fakta sætte en stopper for UKIP’s fremmarch? Ifølge Joe Twyman fra YouGov interesserer UKIP’s vælgere sig ikke nævneværdigt for Europa, som han forklarer i sin præsentation i Chatham House. »Når du spørger om Europa generelt, så rangerer det ikke særlig højt hos folk. Så spørgsmålet er, hvad det er, der driver UKIP’s fremgang,« spørger han og giver selv et bud. »UKIP har været særlig god til at samle de utilfredse op. Folk, der ikke stoler på politikerne, og folk, der misbilliger udviklingen i samfundet. Og ja, det er ofte fair at karakterisere dem som euroskeptikere, men det er ’skeptiker’-delen, der er det vigtigste, ikke ’euro’-delen,« siger han. Forsker i populisme i Europa Matthew Goodwin, der sammen med kollegaen Robert Ford netop har udgivet bogen Revolt of the right – explaining support for the radical right in Britian, er enig. Han mener, at UKIP er »misforstået som politisk parti«. »Vi tror, vi ved, hvad der ligger bag UKIP. Vi får konstant at vide, at det primært er et oprør fra den euroskeptiske konservative middelklasse. At det er enkeltsagsvælgere. Men når du ser på UKIP i en anden kontekst – nemlig hvordan det britiske samfund har forandret sig siden 1970’erne – begynder du at forstå, at virkeligheden er en helt anden,« siger Goodwin og forklarer, at UKIP »i virkeligheden næres af et meget dybt socialt skel« i samfundet. »Nigel Farage og UKIP tiltrækker dem, der er blevet ’hægtet af’. Arbejderklassen, lavt uddannede, økonomisk klemte, hovedsageligt ældre, hvide mænd, som ser et land, de ikke kan genkende, og som de ikke ønsker at være en del af. Og de er ikke blot motiveret af én sag: Europa. Disse mennesker er dybt bekymrede over hjemlige problemer såsom indvandring og opfattelsen af en ikkelydhør Westminster-elite. Tendensen viser os, at UKIP’s opkomst har været lang – men også at den har lang vej igen,« siger han og kalder UKIP for et »symptom«. »UKIP fortæller os noget om de sociale ændringer og det værdiskifte, der har fundet sted i Storbritannien. På den ene side er der dem med færdighederne og evnen til omstilling og overlevelse i den globale postindustrielle økonomi; på den anden side dem, der blev hægtet af. Dem, som ikke kun blev ramt af landets økonomiske omstilling over de seneste tre årtier, men derefter blev ramt hårdest af finanskrisen og nedskæringerne.« Disse er, tilføjer han, langt fra alle utilfredse konservative. Faktisk viser målingerne, at 19 af de 20 kredse, hvor opbakningen til UKIP er størst, i dag har Labour-flertal. Så er UKIP et parti af afhægtede, gamle, hvide mænd, vil ordstyreren vide. For Nigel Farage er også til stede i denne debat. Og når han ikke taler direkte til vælgerne, står det klart, at der ligger politisk kalkule bag hans joviale og forenklede måde at tale til vælgerne på. Han er fuldt ud klar over, hvem hans støtter er, og han roser Goodwin og Ford for deres beskrivelse af dem. »Når man læser de Cameron-støttende aviser, skulle man tro, at alle, der støtter UKIP, er pensionerede oberster bosat i udkanten af Salisbury-sletten, som hader Europa, og som ikke har været der siden 1945. Det er rigtigt, at vi er populære i det segment, men der er bare ikke særlig mange af dem,« siger en jokende, men i dag også analytisk Farage. »Nej, det er blevet klart i de seneste to år, at vores virkelige potentiale ikke er defineret af folks politiske baggrund, men af deres klasse. Så simpelt er det.« Han opremser tre årsager til, at partiet har oplevet fremgang. Den første er, at partiet forudsagde, at landet ville opleve masseindvandring, hvis Storbritannien i 2004 – som et af kun tre lande – åbnede sine grænser for de nye øst- og centraleuropæiske landes arbejdskraft. Flere end en million EU-borgere er siden ankommet frem for de højst 13.000 om året, det britiske indenrigsministerium havde forudset. »Og i forhold til euroen forudså vi ulykke og sagde, at alle, der støttede det projekt, måtte være idioter. Se på middelhavslandene i dag og vurder selv. Vi kom med nogle store forudsigelser, og mange kan se, at vi fik ret,« siger han. »Den anden årsag er, at desillusionen med de tre etablerede partier – den professionelle karrierepolitiske klasse – er langt større, end nogen forstår. Der er millioner af mennesker derude, der ikke har nogen intentioner om at stemme på de tre partier igen, og som flyder rundt i systemet på udkig efter et andet sted at gå hen. En af de ting, folk oftest siger til mig, er: ’Nigel, jeg er ikke enig med alt, hvad du står for, men i det mindste ved jeg, hvad du står for,« siger den 50-årige partileder, der overrasker de fremmødte ved at erklære, at »folk ikke stemmer UKIP, fordi de ønsker at forlade EU«. »De stemmer UKIP, fordi de kender og forstår vores holdninger. De stemmer på UKIP, fordi de kan se, at vi taler om de emner, der virkelig bekymrer dem, hvoraf indvandring står øverst på listen.« »’Cleggers’ (Nick Clegg, red.) kan komme med alle de statistiske tal, han vil, om, at vi får et par hak ekstra opad i BNP (som følge af indvandring, red.). Men det handler om den grundlæggende forandring, som har fundet sted i vores samfund og en følelse af, at noget er gået frygtelig galt,« tilføjer han. En folkehær Nigel Farage og UKIP tiltrækker arbejderklassen, lavt uddannede, økonomisk klemte, hovedsageligt ældre, hvide mænd, som ser et land, de ikke kan genkende, og som de ikke ønsker at være en del af. Og de er ikke blot motiveret af én sag: Europa. Disse mennesker er dybt bekymrede Matthew Goodwin Forsker i populisme i Europa Nigel Farage ved med andre ord præcis, hvem han taler til, hvad de frygter, og hvad han skal love dem for at vinde deres stemme. I aftenens debat trykker han på alle de rigtige knapper, mener Tim Aker, der har travlt med at erklære sin mand for vinder, allerede før debatten er afsluttet. Og han ved, at det er medieeksponering som den, partiet har fået i de seneste uger, der får medlemmerne til at strømme til. «I denne uge – efter sidste uges debat – steg vores medlemstal til over 35.000. Vi har en reel chance for at skabe et jordskælv ved EP-valget og derefter sikre, at vi ved næste parlamentsvalg får fjernet den politiske klasse, som ikke lytter til folk,« som han siger til Information. »Elite«, »karrierepolitiker«, »big business«, »indvandring«. Det er langt fra en tilfældighed, at disse ord er velrepræsenteret i Nigel Farages ordforråd i debatten med Nick Clegg. »Jeg opfordrer folk til at melde sig ind i folkehæren. Lad os sammen vælte det etablissement, der fik os ind i det her cirkus,« afslutter han sin appel til seerne. Få minutter senere kvitterer de med at erklære ham for aftenens suveræne sejrherre – afsløret af BBC på Twitter: »Det er Farage igen, 68 pct. er for ham, siger YouGov’s Joe Twyman ,mens 27 pct. er for Nick Clegg.« [email protected] FAKTA UKIP - United Kingdom Independence Party • 60 procent af UKIP’s nuværende støtter stemte konservativt ved parlamentsvalget i 2010. 15 procent stemte på Liberaldemokraterne og syv procent på Labour. 12 procent stemte på UKIP. • 54 procent af UKIP’s tilhængere foretrækker en regering under ledelse af den konservative premierminister David Cameron mod 19 procent for Labours Ed Miliband. Men 27 procent afstår fra at vælge side. • Mens 60 procent af de britiske konservative tilhængere ser sig selv som til højre for midten i britisk politik, er tallet kun 46 procent for UKIP’s støtter. Mens 25 procent af de konservative beskriver sig selv som på midten eller til venstre for midten, er det tilsvarende tal for UKIP’s støtter 36 procent. • 58 procent af UKIP-vælgere – mod 49 procent af de konservative vælgere - læser en af de højreorienterede tabloidaviser The Daily Mail, The Sun eller The Daily Express. • 57 procent af UKIP’s vælgere er mænd. • Hvor 46 procent af alle vælgere er over 50 år og 38 procent under 40 år, er tallene for UKIP’s vælgere henholdsvis 71 procent og 15 procent. • Kun 13 procent af UKIP’s vælgere har en universitetsuddannelse – halvdelen af det nationale gennemsnit. • 23 procent af UKIP-vælgerne bor i en husstand, hvis samlede indkomst er over £40.000 om året (ca. 364.000 kr.) sammenlignet med 38 procent af de konservative vælgere og 28 procent af Labours vælgere. rod Kilde: YouGov og www.ukip.org/index 34 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 PARLAMENTARIKEREN 35 PARLAMENTARIKEREN Amelia Andersdotter (t.h.) fra det svenske Piratparti sidder i Parlamentets grønne partigruppe – og hun er med sine 26 år det yngste medlem i labyrinten af gråhvide korridorer i det enorme parlamentskompleks i Bruxelles. Her lytter hun med skeptisk mine til en kollega i en mødesal i Parlamentet. Foto: Bjarke Ørsted Selv uforenelige interesserer kan finde løsninger i EU De 766 folkevalgte medlemmer af Europa-Parlamentet er ansigterne på det europæiske demokrati. Men hvad laver de mange parlamentarikere egentlig på en gennemsnitsarbejdsdag? Information følger i hælene på den unge svenske parlamentariker Amelia Andersdotter fra morgen til aften for at få et indtryk af demokratiet i funktion Af Mette Rodgers Udsendt medarbejder, Bruxelles A ftalen var at mødes kl. 11, men den bliver lidt i 14, før det lykkes at finde Amelia Andersdotter – Europa-Parlamentets yngste medlem – i labyrinten af gråhvide korridorer i den monstrøse parlamentsbygning i Bruxelles’ europæiske kvarter. For Amelia Andersdotter – valgt for det svenske Piratparti – begyndte dagen kl. otte med et morgenmøde om handelshemmeligheder, kl. 10 blev ugens program og strategi diskuteret med medarbejderne på kontoret, kl. 11 skulle hun lige mødes kort med en svensk masterstuderende. Men mødet trak ud, så hun løber direkte videre til en arbejdsfrokost, hvorfra hun nu kommer, på vej til næste møde i lokale 5E1 – det vil sige 5. sal, område E, rum 1. Her skal hun som del af den grønne gruppe i parlamentet koordinere gruppens holdning forud for en afstemning dagen derpå. »I må undskylde, men mandage er altid lidt hektiske. Det er den dag, du mødes med alle dem, du ikke normalt ser,« forklarer hun, da vi et kvarters tid senere skridter ned gennem de anonyme gange mod hendes kontor for enden af en anden anonym gang, der dog straks får lidt karakter, da vi nærmer os. Uden for har Amelia og hendes medarbejdere – to assistenter og to praktikanter – hængt forskelligt parti-materiale op. Bl.a. en kampagneplakat, hvor den i dag 26-årige Amelia, flankeret af tre jævnaldrende medarbejdere, toner frem. Snart skal de på valgkampsturné igen, for Amelia har trods fem til ti- der frustrerende år besluttet sig for at genopstille. »Jeg mener, at der stadig er gode ting, jeg kan gøre her – og der er ting, som Parlamentet kan gøre for at skubbe Kommissionen i den rigtige retning. Alt i alt mener jeg, at min indflydelse tjener EU-systemet godt,« siger parlamentarikeren, da hun endelig ser sit kontor igen og lader sig dumpe ned foran computeren. »Hvad jeg faktisk ikke bryder mig om er selve valgkampen. Arbejdet her er frustrerende, men okay. Valgkamp handler mest om markedsføring, om hvordan du når ud til dine kernevælgere, hvordan du konstruerer de rette soundbites. Men hvordan kan du fortælle din vision for verden i én soundbite,« spørger hun panderynkende, men trækker så på skuldrene. »Jeg burde være bedre til det – det er en del af jobbet.« It-strategi, pres og lobbyister Den del af jobbet Amelia Andersdotter derimod elsker og er god til, er det konkrete lovgivningsarbejde. Hun sidder i parlamentets industri-, forsknings- og energiudvalg og kan derfor kæmpe for Piratpartiets mærkesager: reform af copyright og patentlovgivningen. »Copyright er et enormt vigtigt område for samfundet. Hvordan vi håndterer copyright er altafgørende for, hvordan infrastrukturen i alle andre sektorer fungerer – i sundhedsvæsnet, i offentlige institutioner, det handler om ting såsom, hvordan en browser fungerer, hvilke egenskaber der er inkluderet i de redskaber, du benytter til al din internetkommunikation – alt dette påvirkes i meget, meget høj grad af den måde, vi skriver copyrightlovene på,« forklarer hun ivrigt og tilføjer, at copyrightlove og it-politik generelt bliver besluttet på det europæiske niveau, ikke det nationale. »Så det europæiske niveau er et naturligt niveau for vores parti at operere på – også fordi der er et enormt ekspertise- og kvalifikationsunderskud her.« Resultatet er, fortæller den unge politiker, at »vi på EU-plan fuldstændigt mangler en strategi« på området. Mens Amelia Andersdotter har formået at sætte sit og partiets aftryk på en række områder – særligt parlamentets afvisning af ACTA-aftalen, en handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning – erkender hun, at den politiske virkelighed ikke helt lever op til de forventninger, hun havde, da hun i 2009 blev valgt ind i parlamentet, endnu inden hun havde afsluttet studierne i matematik, fysisk, spansk og erhvervsret på Lunds Universitet. »Problemet er dybere, end jeg troede, det ville være. Det er ikke nok at ændre en detalje her eller der. Problemet er, at EU ikke har nogen strategi for internettet eller for de digitale servicer. Jeg er uenig i valget af ikke at reformere copyrightlovene, men der ligger ikke engang en strategi bag beslutningen om at undlade at reformere. Og det er det samme inden for mange andre områder,« forklarer hun, mens hun sideløbende besvarer e-mails på computeren og spørgsmål fra hendes assistenter, der af og til dukker op med forespørgsler fra nabokontoret. Hun erklærer sig også led ved den indflydelse, lobbyister har over politikerne i Bruxelles, og som har indvirkning på lovgivningsarbejdet. »Jeg var til en konference og hørte en repræsentant fra Cable Europe, der sad i et panel, sige noget, som jeg havde hørt en konservativ britisk kollega sige under et møde i parlamentet. Det kunne være læst op af det samme stykke papir, og fordi det er usandsynligt, at det er min kollega, der har lobbyet Cable Europe til at antage den position, så må jeg formode, at indflydelsen er gået i modsat retning. Den slags giver mig lidt en dårlig smag i munden over Europa,« erkender hun, inden hun igen rejser sig fra kontorstolen. »Kan vi tale videre på vejen,« spørger hun. »Jeg skal hen og stemme.« Demokratiet og at læse bøger En hollandsk kristendemokrat og vores interesser ville normalt ikke være forenelige, men han var i stand til at se gennem fingre med det og se, at det var i vores fælles interesse at forsvare vores ret til at være uenige. Det var meget demokratisk af ham og meget inspirerende Amelia Andersdotter Det svenske Piratparti På vejen til afstemningerne i parlamentets budgetkontroludvalg, hvor Amelia Andersdotter er stedfortræder, falder snakken på udsigten til, at Parlamentet efter europaparlamentsvalget i maj vil bestå af måske en tredjedel medlemmer fra populistiske partier. »Problemet med højreekstremister er, at deres værdigrundlag som regel er meget uklart. Det står klart, at de ikke kan lide fremmede, men det er ikke et særlig stærkt værdigrundlag at have som udgangspunkt. Og spørgsmålet er, hvordan det vil stille dem i forhold til de store erhvervsgrupper, og hvordan de vil blive influeret af de mange interessegrupper i Bruxelles – hvilken retning vælger de? De kan gå begge veje – enten blive bedste venner med erhvervslobbyen, eller de kan blive anti-establishment. Vil de kæmpe for de større medlemslandes interesser eller de mindre medlemslandes. Vi ved det ikke« siger hun. Dog mener hun, at det vil være en fejl at fryse dem ude. »Både EPP (centrum-højre-gruppen European People’s Party, red.) og Socialdemokraterne vil afvise at samarbejde med de populistiske partier, og det vil forværre problemet, for det vil legitimere dem og give dem grund til at sige, at ingen vil samarbejde med dem,« som hun siger. Inde i Altiero Spinelli-mødelokalet er de cirka 60 fremmødte ved at indtage deres pladser. Amelia Andersdotter hilser på kollegerne på vej mod sin plads under glasburene, hvor tolkene sidder parat til at oversætte dagens procedure. Blandt bordene går tjenere iført hvid skjorte og sort butterfly rundt og tilbyder medlemmerne kaffe og te. Formanden lægger ud, og ifølge den danske tolk udtrykker han ønske om at komme hurtigt igennem den 15 sider lange afstemningsdagsorden, fordi det er konens fødselsdag. Høflig latter lyder dæmpet fra medlemmerne. De næste to timer lyder det monotont fra tolken: »Ændringsforslag 2. Hvem stemmer for? Imod? Hverken for eller imod?« ... pause ... »Forslaget er vedtaget«. Formanden gør sit bedste for at frembringe lidt latter indimellem det ensformige arbejde, der fortsætter til kl. 17. Tilbage på kontoret kommer Amelias assistenter ind på stribe for at få afklaret spørgsmål, der er dukket op i de seneste timer, og rundt om på ledige stole sidder mennesker, der ikke var der før, og arbejder eller snakker. »Hvis du vil tale med Amelia, er det bedst at vente til hun er i Sverige,« konstaterer den slovakiske praktikant. Den franske assistent, Julien Bencze, kommer ind for at oplyse sin parlamentariker om, at EPP spre- Du får aldrig de repræsentanter, du ønsker dig, så tidligere har jeg tenderet til at støtte mere direkte demokratiske modeller med flere folkeafstemninger. Men nu kan jeg se, at repræsentativt demokrati måske ikke er så skidt endda Amelia Andersdotter Det svenske Piratparti der rygter om, at Piratpartiet ikke er til at stole på, hvilket har foranlediget et andet medlem til at søge klarhed over, om Amelia har tænkt sig at stemme imod et forslag, han har fremsat. »Jeg forsikrede ham om, at du ikke ville stemme imod, hvis det var en forbedring af det eksisterende forslag,« forklarer Bencze. Piratpartiets tyske medlem, der har været inde for at koordinere arbejdet, må afsted og beklager på vejen ud, at hun nok ikke når at læse den bog, Amelia har anbefalet hende. »Amelia er den eneste, der læser bøger her i Parlamentet,« mener parlamentarikerens assistent, Galia, da Amelia begejstret åbner en papkuvert med en bog med titlen The Future Mind. Kanapeer og champagne Klokken nærmer sig 19, men ingen synes på vej hjem. Amelia Andersdotter har en aftenreception et andet sted i parlamentet med interesseorganisationen Knowledge4innovation. Champagne og vin samt et bord med kanapeer byder de inviterede velkommen, og en K4I-vært genkender straks Amelia Andersdotter og takker hende for, at hun er mødt op. Så snart han bevæger sig videre til en næste gæst, kommer en fransk forretningsmand op til hende og fortæller om sit virke. Kampen om politikernes gunst er konstant i Bruxelles og en del af spillet. Men Amelia Andersdotter synes efter snart fem år garvet og fremstår med en skeptisk rynke i panden, mens hun lytter, ikke som én, der er let at imponere. Og selv om andre af hendes kolleger tydeligvis er, fortæller hun, at hun faktisk »er blevet en mere overbevist demokrati«, efter at hun er kommet til Bruxelles. »Jeg har altid været en forbeholden demokrat, fordi der ikke synes at findes nogle gode valgkriterier for ledere i et demokrati. Du får aldrig de repræsentanter, du ønsker dig, så tidligere har jeg tenderet til at støtte mere direkte demokratiske modeller med flere folkeafstemninger. Men nu kan jeg se, at repræsentativt demokrati måske ikke er så skidt endda,« siger hun og mener, at parlamentet i dag har tilpas med magtbeføjelser, men bare ikke altid er særlig god til at forsvare og kæmpe for sine egne interesser. »I hele 2013 var det, der gav mig den største tiltro til det demokratiske system, da jeg fik en meget mærkelig allieret fra de hollandske kristendemokrater,« siger hun og forklarer, hvordan hun var på jagt efter underskrivere på et protestbrev til støtte for parlamentets ret til at debattere et emne, som Kommissionen forsøgte at begrave. »Hans og vores interesser ville normalt ikke være forenelige, men han var i stand til at se gennem fingre med det og se, at det var i vores fælles interesse at forsvare vores ret til at være uenige. Det var meget demokratisk af ham og meget inspirerende,« konstaterer hun. »Den slags lysglimt er der engang imellem.« [email protected] FAKTA Fra EU’s maskinrum • Information besøger det europæiske demokratis maskinrum: EuropaParlamentet i Bruxelles. • Vi følger en dag i en folkevalgt europaparlamentarikers arbejdsliv, vi taler med den politiske rådgiver, administratoren, tolkene, pressetjenesten, itfolkene og flyttemanden – alle sammen tandhjul i det større maskineri, der udgør Europas eneste folkevalgte institution. 36 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 MEDIER MEDIER ’Jeg ikke acceptere en sort skærm,’ siger Eleftheria Farantaki, som her viser et klip fra dokumentarfilmen om regeringens dramatiske lukning af Grækenlands DR som led i statens spareplaner. Minderne om chokket får tårerne til at trille ned ad hendes kinder. Hun har arbejdet på ERT’s afdeling i Thessaloniki i 20 år. Foto: Jakob Dall Da græsk stats-tv gik i sort ejerne af seks kommercielle kanaler, kontrol over de digitale sendefrekvenser. De er alle sammen skibsredere på nær en enkelt, som ejer motorvejene og lufthavnene. Det er sket efter en udbudsrunde med kri- Lukningen af ERT, Grækenlands statslige radio-tv-selskab, var et af de få øjeblikke under eurokrisen, der egnede sig til tv. I Thessaloniki har ERT’s tidligere ansatte besat redaktionen, dog gratis fortsat deres arbejde i over 10 måneder og opdaget, at de spiller en hovedrolle for demokratiet Af Mads Frese Udsendt medarbejder, Thessaloniki og Athen M an skal prøve at forestille sig Danmark uden DR eller Storbritannien uden BBC. Så kan man begynde at danne sig et begreb om det chok, der ramte den græske befolkning, da regeringen i Athen den 11. juni 2013 meddelte det statslige radio- og tv-selskab ERT’s øjeblikkelige lukning. Samme aften gik ERT i sort efter 78 års udsendelser, som hverken var blevet afbrudt under Anden Verdenskrig eller under militærdiktaturet. Billederne af grædende musikere under det nationale symfoniorkesters sidste koncert skabte et af de få øjeblikke under eurokrisen, hvor grækernes situation blev forståelig for andre europæiske tv-seere: »Jeg elsker mit arbejde. Derfor kan jeg ikke acceptere en sort skærm,« siger Eleftheria Farantaki. Vi sidder i en nedslidt redigeringssuite på ERT’s afdeling i Thessaloniki, Grækenlands næststørste by. Farantaki var produktionstekniker for ERT i 20 år – her mødte hun sin mand, som hun har to børn med. Beslutningen om at standse alle udsendelser fik ERT’s ansatte til at besætte bygningerne og fortsætte arbejdet i protest. Men i november gennemtvang regeringen lukningen af hovedsædet i Athen med politimagt. Thessaloniki er et af de få steder i landet, hvor de tidligere ansatte ikke har givet op. De kan stadig trække på et netværk af frivillige korrespondenter og får tilbudt gratis produkter fra kolleger over hele landet. Farantaki og hendes mand er blandt dem, der sørger for, at stationen stadig sender. Før var 37 afdeling i NERIT kun består af fem personer. Det betyder, at NERIT ikke har teknisk kapacitet til overgangen til digitale udsendelser over hele landet. »Det er en katastrofe,« siger Michalitsis. »Det betyder, at DIGEA kan lukke for signalet, hvis de er utilfredse. Når vi skal til valg næste gang – jeg ved ikke, hvornår det bliver, men forhåbentlig bliver det snart – vil de have installeret digitale sendere 156 steder i landet. Så hvis en ny regering skulle vælge at opsige kontrakten, som løber i 50 år, kan de bare lukke for signalet i hele Grækenland. På den måde vil de også kunne afpresse fremtidige regeringer.« [email protected] Dansk Hudpleje Der Virker CRÈME MÉTAMORPHIQUE - VITAMIN A CREME der 375 ansatte, omkring 100 holder stand – selvfølgelig uden at få løn: »Vi arbejder meget mere end før. Vi er nødt til at være her hele tiden for at forhindre, at politiet beslaglægger lokalerne. Jeg udfører alle mulige opgaver, som journalist, producer og tekniker,« siger Farantaki. Farvel, venner På vej til ERT støder vi på en anden gruppe af krisens ofre. Det er bygningsarbejdere fra metroen i Thessaloniki, som nu er blevet arbejdsløse. Arbejdet blev påbegyndt i 2006, tre år inden den græske krises begyndelse. Undergrundsbanen skulle efter planen ligne den i København og stå færdig i 2018. Men et stort antal arkæologiske fund har været med til at forsinke og fordyre arbejdet: »Det er ligesom at bladre i en historiebog,« udtaler en begejstret arkæologiprofessor, Michalis Tieverios, til avisen Kathimerini. Men nu er kassen bare tom, og de ledige metroarbejdere ser ikke entusiastiske ud, mens de demonstrerer blandt ufærdige og nedrivningsmodne bygninger på byens bredeste boulevard. For mange grækere er piratudsendelserne fra ERT i Thessaloniki, som også kan følges på hjemmesiden ertopen.com, blevet et symbol på modstanden mod en økonomisk overmagt. Eleftheria Farantaki, hvis fornavn betyder frihed, viser os nogle af alle de tilkendegivelser af støtte og sympati, som de får tilsendt. De har fået chokolade fra Frankrig, breve fra grækere over hele verden og et postkort fra en kvinde på Kreta, som er stilet til »smukke fru Frihed«: »Vi føler os meget heldige,« siger Farantaki, »vi har truffet et valg, som vi ikke behøver at skamme os over. Vi er de eneste, der taler om f.eks. terier, som kun DIGEA kunne leve op til, så der var kun én ansøger. Før havde de kun kontrol over indholdet, nu ejer de også signalet,« forklarer Michalitsis og fortsætter: »Da ERT’s signal blev afbrudt sidste år, begyndte en privat kanal at vise udsendelserne fra medarbejdernes ERT. Men så skiftede DIGEA denne kanal ud med en, der sender tegnefilm. Samtidig har de kommercielle kanaler fået bedre økonomiske vilkår. Før skulle de betale to procent af deres omsætning for at sende på statens frekvenser, nu skal de kun betale 0,1 procent. DIGEA består af problematiske virksomheder med stor gæld, så staten har sat sig selv i et svært dilemma.« Der var 100 ansatte i Michalitsis’ afdeling i ERT, mens den tekniske Jeg er blevet en bedre journalist. Nu hvor bølgen også har ramt os, forstår vi bedre, hvad det vil sige. Jeg står ikke længere kun op for at forsvare min egen arbejdsplads, men for at kæmpe for samfundet. Det har ændret min personlighed. Før kom nyhederne til mig, nu finder jeg og analysere dem selv Athanasios Vikopoulos Politisk reporter miljørisikoen i forbindelse med de guldminer, som et canadisk selskab vil åbne her i området. Så vi er nødt til at kæmpe for Grækenland, demokratiet og vores børns fremtid.« Farantaki fortæller om en kvindelig kollega, der begik selvmord to måneder efter regeringens beslutning om at lukke ERT. Hun havde været ansat i 35 år. Universitetet i den sydengelske by Portsmouth har regnet ud, at for hver procents nedskæringer i de offentlige budgetter er selvmordsraten blandt grækerne steget med 0,43 procent. Stigningen er mest markant blandt mænd. Af de 508 selvmord i 2012 kan omkring halvdelen tilskrives nedskæringernes konsekvenser, vurderer forskerne. »Farvel, venner« – sådan lød de sidste ord på det officielle ERT, fortæller Farantaki, som viser os klip fra dokumentarfilmen The Lost Signal of Democracy om den dramatiske lukning af ERT. Pludselig får minderne om chokket og 10 måneders modstandskamp tårerne til at trille ned ad den spinkle kvindes kinder: »Der findes ikke længere public service i Grækenland. I dag har vi kun kommercielle medier, der hjælper regeringen. Selvfølgelig er krisen ikke slut, når 30 procent af befolkningen og 60 procent af de unge er arbejdsløse.« Vi laver bedre nyheder end før »Vi har forvandlet os fra byzantinske malere, der ser på dig fra Guds perspektiv, til renæssancemalere, der beskriver verden fra menneskenes perspektiv,« siger Athanasios Vikopoulos, en af stationens politiske journalister, i et radiostudie: »Før var jeg en, der gik på arbejde for bagefter at kunne holde fri. Nu har arbejdets betydning ændret sig radikalt, det samme har forholdet til kollegerne og til samfundet. Vi må ikke glemme, at ERT som statsligt medie var den siddende regerings talerør, ligesom alle andre steder i verden. Det er vi nu sluppet for, så vi i stedet kan fungere som samfundets talerør.« Ligesom sine kolleger lever Vikopoulos nu for en beskeden understøttelse, omkring 500 euro om måneden, og har ikke længere råd til sociale aktiviteter. Han er afhængig af hjælp fra sin mor og sine svigerforældre. Alligevel tøver han ikke med at betegne de sidste 10 måneder som sit livs største professionelle eventyr: »Jeg er blevet en bedre journalist,« siger han, »som statsansat journalist har man normalt en stor sikkerhed i sit job, hvis man holder sig inden for de afstukne rammer. Den sikkerhed kan også lulle dig i søvn i forhold til noget af det, som sker uden for døren. Man kan hurtigt komme til at tænke, at verden jo ikke går under, hvis 500 skolelærere mister deres arbejde. Nu hvor bølgen også har ramt os, forstår vi bedre, hvad det vil sige. Jeg står ikke længere kun op for at forsvare min egen arbejdsplads, men for at kæmpe for samfundet. Det har ændret min personlighed. Før kom nyhederne til mig, nu finder jeg og analysere dem selv. Før skulle jeg også stå til regnskab over for politikerne, nu skal jeg kun stå til regnskab over for mig selv, kollegerne og lytterne. Jeg kan rigtig godt lide, at jeg nu kun selv har ansvaret for det, jeg siger og skriver.« Under vores besøg fejrer ERT’s tidligere ansatte, at de har holdt stand i præcis 10 måneder. Det foregår med et sammenskudsgilde i et tilrøget mødelokale. Midt i rummet sidder en mand og drikker vin af et plasticbæger, mens han nynner med på melodien til et gammel græsk hit om en kvinde, der kræver store gaver af sin mand, mens hun er ham utro: »Entusiasme er ikke nok,« understreger Vikopoulos, »man er nødt til at få entusiasmen og en organiseringsstrategi til at gå op i en højere enhed. Men de redaktionelle beslutninger kan vi nu træffe i større frihed, hvilket betyder meget. Tag f.eks. den store nyhed fra i går om, at staten nu igen udbyder statsobligationer. Før lukningen havde vi helt sikkert fulgt regeringens ønsker og beskrevet det som noget meget positivt. Men enhver, der ved bare lidt om politik og økonomi, kan se, at man blot graver et dybere hul, når man trods en kæmpe gæld låner penge. Derfor valgte vi at beskrive den gode nyhed som en stor løgn.« Private ejere er tæt på magten Om pressens vilkår generelt i Grækenland skriver den amerikanske demokratiorganisation Freedom House, at »mange ejere af medierne har et tæt forhold til regeringen«. En re- præsentant for de internationale organisationer, som skulle reformere den græske økonomi, har betegnet forholdet mellem medier, virksomheder og politikere i Grækenland som »ekstremt incestuøst«: »Hævdvundne interesser modsætter sig de reformer, som er nødvendige for at kunne gøre økonomien konkurrencedygtig,« lød vurderingen. Det er et lille netværk bestående af forbindelser mellem landets skibsrederfamilier og bankerne, der kontrollerer næsten hele den græske mediesektor. Men i stedet for at reformere det kommercielle tv-marked med henblik på at undgå monopoldannelser og interessekonflikter, benyttede regeringen situationen til at lukke det statslige radio- og tvselskab. ERT var blevet »et typisk tilfælde på uigennemsigtighed og spild af offentlige midler«: »I en tid, hvor det græske folk må bringe ofre, er der ikke plads til forsinkelser og tøven. Ligesom der heller ikke er plads til hellige køer,« sagde regeringens talsmand, Simos Kedikoglou, da han meddelte, at selskabet skulle lukkes og ville blive erstattet af »en moderne og offentlig, men ikke stats- eller partikontrolleret medievirksomhed«. På et hotel i Athen møder vi Nikos Michalitsis, som tidligere var leder for ERT’s tekniske afdeling. Afviklingen af ERT og oprettelsen af det nye selskab, NERIT, sker samtidig med afviklingen af det analoge signal: »Regeringen har valgt at give et konsortium, DIGEA, som består af Virker på både mor & datter! Se det selv i spejlet Foryng din hud med Crème Métamorphique vitamin A creme. Kom ind til en af vores forhandlere og få det bekræftet med en gratis ultralydscanning af din hud. Scanningsdage og forhandlernet ses på beaute-pacifique.dk 115 ml tube Kr. 549,- 50 ml krukke Kr. 389,- beaute-pacifique.dk Made In Denmark Udviklet og produceret i Danmark 38 INFORMATION MAJ 2014 INFORMATION MAJ 2014 ESSAY ESSAY fjender, der forskanser sig for at beskytte deres privilegier. Derfor er der akut behov for en institutionel revolution, som kan give det repræsentative demokrati nyt liv. Parlamentarikerne skal ikke kunne gøre politik til et job, men kun udføre deres opgave som delegerede i en begrænset årrække. Politik skal kort sagt være midlertidig samfundstjeneste. Hvordan kan Europa reddes? Nye organisationsformer Hvis det er forudsætningerne for demokratiseringen af EU’s institutioner, står det klart, at de reformer, Habermas foreslår, svarer til at tage en aspirin mod en kræftsvulst. Det står dog også klart, at institutionerne ikke kan tage det første skridt. Det kan kun ske gennem en politisk kamp. En EU-regering, der bliver valgt på baggrund af fratagelse af borgenes suverænitet, hvilket er stadig mere udbredt over hele kontinentet, minder nemlig på tragisk vis om »borgerskabets forretningsudvalg« – som om de politiske eliter i Europa kappedes om at give Lenins gamle teser ny glans. Det største problem er altså dannelsen af en politisk formation, der på europæisk plan kan fremme et alternativt program som det her skitserede. Den findes ikke i dag. Alle de socialdemokratiske partier i EU er irreversibelt integreret i kombinationen af politisk og økonomisk magt. De kan ikke reformeres indefra. Når de vinder, skyldes det kun deres modstandere. Hollande vandt ikke, mange For at der skal kunne opstå europæiske institutioner, som er virkeligt demokratiske, kræves der en politik, som implementerer idealerne ’frihed, lighed og broderskab’ i hverdagslivet Af Paolo Flores d’Arcais D et ville være synd at sige, at Europa vækker begejstring. Ideen om »Europas Forenede Stater« appellerer ikke til borgerne, mens det reelt eksisterende EU fremkalder fjendtlige følelser. Det opleves som finansmagtens og de underkastede regeringers EU, ikke som den folkelige suverænitets EU. Hvis EU vedbliver med at være dette EU, vil den folkelige modvilje vokse, de nationalistiske fristelser vil mangedobles, og reaktionær populisme vil vinde stadig mere indpas. At prædike for »mere Europa«, som Jürgen Habermas gør for at uddrive den snæversynethed, der også forpester venstrefløjen, svarer til at bede en bøn. Hvis man altså ikke forvandler de faktisk eksisterende demokratiers paradigm e radikalt. I sin seneste prædiken om Europa (Hvis Europa skal reddes, bragt i en forkortet udgave i Information 5. april) skriver Habermas: »Uden et vitalt skub fra borgerne i et civilsamfund, som kan mobiliseres på tværs af landegrænser, mangler EU’s regering i Bruxelles (…) styrken til og interessen i på socialt bæredygtig vis at regulere markederne, som nu er blevet overladt til deres dyriske instinkter.« Varm luft Det er uimodsigeligt. Men hvordan kan dette »vitale skub« af borgeraktivisme opstå? Habermas foreslår to »nyskabelser«: »Et fælles, dybtgående politisk projekt med de dertil hørende økonomiske overførsler« og »ligestilling af Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne, red.) i lovgivningsprocessen, hvor EUKommissionen står til regnskab for begge«. Desværre er det varm luft. Det, der bliver fremstillet som et universalmiddel, er kun en gradvis tilpasning af de europæiske institutioner til de liberaldemokratiske institutioner i de enkelte medlemsstater. Men hvis det næste Europa-Parlament fik samme beføjelser som de nationale parlamenter, og hvis EU’s regering fik parlamentets støtte, så ville spørgsmålet om »et vital skub« af aktivt medborgerskab ikke have gjort fremskridt. Finanskapitalens overmagt i forhold til de »suveræne borgere« vil endda kunne øges. Hvis den udøvende magt i Bruxelles i dag er underlagt de økonomiske magthaveres dik- 39 tat, så er de nationale regeringer lige så underlagt slyngelkapitalen, der har forvandlet aktiemarkederne til et gigantisk Las Vegas. Det er meget sandsynligt, at modstanden mod den vilde liberalisme og myten om »ekspansive stramninger« svækkes i det parlament, vi skal vælge sidst på måneden. Den eneste trendy opposition til ulighedens apostle vil sandsynligvis bestå af chauvinisme og racisme. Blot et redskab Man kan indvende, at det nytter ikke at jamre: Det er risikoen ved folkestyre. Men det er netop dette mangehovedede uhyre, den eksproprierede suverænitet, som ingen ønsker at se: Hvor meget har traditionelle former for demokratisk legitimering gennem folkeafstemninger egentlig med folkestyre at gøre? Kan det være rigtigt, at vi blot 80 år efter Europas tragedie pr. definition har glemt, at Hitler kom til magten ved et regulært valg? Og at valghandlingen ikke er essensen af demokratiet, men blot dets redskab? Det er et uundværligt redskab, men blot et blandt flere. Kan det være rigtigt, at man glemmer, at demokratiets vilkår – dets juridiske, socioøkonomiske og kulturelle forudsætninger – kommer først og derfor forudbestemmer valgene? Og at hvis ikke disse forudsætninger er rodfæstede, og hvis ikke en samfundsborgerlig etos er udbredt, kan flertalsafstemninger være et redskab for despoti og tyranni – til at fratage medborgerskab snarere end til at udøve folkelig suverænitet? Illustration: Mia Mottelson/iBureauet mokrati er kort sagt et radikalt velfærdssamfund i konstant ekspansion. Vaccinen mod demokratiets krise er derfor en konstant omfordeling af indkomster og formuer. Det indgår allerede i mulighedernes horisont, fordi store dele af offentligheden er moden til det. Fortrængte forudsætninger En fri stemme kan ikke være en skræmt, købt eller manipuleret stemme. Blandt dens forudsætninger er en retspolitik med kompromisløs respekt for princippet om lighed for loven. Dette princip skal håndhæves af retsvæsenet, der som uafhængig magtinstans begrænser politikernes og finansfyrsternes magt og bekæmper alle former for organiseret kriminalitet (hvor »én person, én stemme« bliver til »én kugle, én stemme«) og korruption (»ét seddelbundt, én stemme«). En politik, der bekæmper religiøs indflydelse i det offentlige rum (»én bøn, én stemme«), monopoler i medierne (»ét indslag, én stemme«) og ethvert forræderi mod den faktuelle sandhed (»én løgn, én stemme«), er lige så nødvendig. Foragten Frie og lige Hvis valghandlingen er den ultimative kilde til legitim magtudøvelse, skal afstemningen være fri og lige. Det liberale demokratis minimumstandard – »én person, én stemme« – bliver kun overholdt, hvis vælgerne stemmer ud fra deres overbevisning. Efter den franske revolution argumenterede konservative briter stadig for, at den, der ikke nyder fuld materiel og psykologisk uafhængighed, ikke kan træffe frie valg. De havde helt ret. De brugte det bare til at argumentere for begrænset valgret, bestemt af klassetilhørshold, mens den logiske konsekvens snarere ville være en så dyb social forandring, at den sikrer alle den individuelle trivsel og de kritiske redskaber, som er nødvendige for at kunne stemme frit. Frie og lige valg indebærer et samfund, der kæmper konstant for at mindske materielle og åndelige uligheder, uanset om de er indkapslet i traditionen eller bliver frisat af markedskræfterne. Forudsætningen for de- for »beskedne, faktuelle sandheder« var for Hannah Arendt et utvetydigt symptom og tegn på totalitarisme. En mere velkendt, men ofte fortrængt forudsætning er neutraliseringen af pengenes betydning i det offentlige rum. Realiseringen af borgernes juridiske og politiske lighed kræver, at forskelle i besiddelser, indkomst, status, køn, religion, race osv., som karakteriserer det konkrete individ, slettes i det offentlige rum. Det er det stik modsatte af, hvad der sker i USA, hvor fundraising er afgørende for enhver præsidentkandidat. Alle politiske kræfter skal have samme adgang til kommunikative ressourcer, og ingen skal kunne nyde godt af privat finansiering. Blot en enkelt, delvis krænkelse af disse – og så meget, hvis det er flere og indbyrdes forbundne krænkelser – undergraver demokratiets minimumgrundlag og underminerer folkets suverænitet, uanset hvor tit der afholdes valg. Paradokset er indlysende: Forudsætningerne for det liberale demokratis institutioner består af politik substans, som i de faktisk eksisterende demokratier kun foreslås af »ekstremister«. Således fornægtes forudsætningerne for et demokrati, der realiserer løftet om »én person, én stemme«. lighed og broderskab« i hverdagslivet. Det er det stik modsatte af, hvad der sker i det liberalistiske Europa. Forudsætningen for de institutionelle reformer, Habermas foreslår, er en europæisk socialpolitik, som indfører samme mindsteløn, samme faglige rettigheder og samme miljøregler i alle medlemslande for, at virksomhederne forhindres i at afpresse arbejdstagerne. Nogle lande er beholdere af billig arbejdskraft, hvilket gør det muligt at sænke lønningerne til et eksistensminimum. I 1970’erne syntes disse marxistiske betragtninger at være blevet definitivt overflødiggjort af socialdemokratismens erobringer, som selv borgerlige regeringer ikke satte spørgsmålstegn ved, og som den skandinaviske lighedsmodel gjorde til hele kontinentets fremtid. Men isvinteren under Thatcher og Reagan og globaliseringen af den utæmmede liberalisme har gjort Marx’ analyse af arbejdsmarkedet aktuel igen. Uden en fælles europæisk arbejdsmarkedslovgivning vil lønvilkårene uundgåeligt nærme sig kinesernes. Der er også brug for europæiske politikker, som uforsonligt bekæmper sammenhængen mellem skatteunddragelse, korruption, hvidvaskning af penge og finansspekulation, der tværtimod fejrer tri- umfer på finansmarkederne i London. Forvandlingen af hele kvarterer, som overtages af emirer og russiske oligarker, er et slag i ansigtet mod ethvert demokratisk ideal. Organiseret kriminalitet er ikke længere et italiensk problem. Nye og gamle mafiaer fra Italien, Kina, Rusland, Albanien og det tidligere Jugoslavien er ved at kolonisere hele kontinentet. I finansfyrsternes Europa er de blot forretningsfolk blandt forretningsfolk. Desuden må finanssektorens frihed indskrænkes for at tvinge bankerne til at være demokratisk acceptable redskaber til gavn for den produktive økonomi. Men den største, tilsyneladende uoverstigelige forhindring for demokratisk repræsentation er de politiske partier, sådan som de har udviklet sig og er degenereret strukturelt. Partierne på såvel højre- som venstrefløjen fungerer i dag som maskiner til fratagelse og ophævelse af borgernes suverænitet. Jeg er ikke fortaler for direkte demokrati, men netop som tilhænger af det repræsentative demokrati, finder jeg det nødvendigt at understrege, at »demokratisk repræsentation« i dag er en fiktion. Partierne er blevet selvkørende maskiner, og politik som karriere får vælgerne til at opleve deres repræsentanter som fremmede eller Paolo Flores d’Arcais Italiensk filosof Uden de nævnte forudsætninger repræsenterer parlamentet ikke borgerne, men højest deres desperate og resignerede marginalisering. Det er således ikke et tilfælde, at antallet af sofavælgerne og dem, der afgiver blanke eller ugyldige stemmer, er stærkt stigende. Selv om man i Nordeuropa endnu ikke har nået det samme niveau af foragt, som borgerne i Italien, Spanien eller Grækenland betragter deres politikere med, skal man være blind for ikke at se, at utilfredsheden med de eksisterende repræsentative institutioner er Europas store problem, hvis man vil undgå et Weimar af kontinentale eller globale dimensioner. For at der skal kunne opstå europæiske institutioner, som er virkeligt demokratiske, kræver det europæiske politikker, der implementerer de gamle idealer om »frihed, Hinnerk Brunk, 26 år, Tyskland Medicinstuderende i Aarhus – Hvilke fordele har det for dig, at du lever i EU? »Jeg ved jo ikke, hvordan det havde været, hvis jeg ikke levede i EU. Det, jeg primært oplever, er, at samarbejdet hen over grænserne er større og mere omfattende, end man ser det andre steder i verden. Det giver en frihed for os alle, at vi kan bevæge os frit inden for EU’. Det giver en følelse af at være fælles om noget stort og godt. At man ikke nødvendigvis er nødt til at pege på nogen og sige: »Han er tysker – eller han er dansker«. For mig eksisterer den dansktyske grænse praktisk talt ikke.« »Jeg synes, det er værd at arbejde frem imod, at man frit kan bevæge sig rundt i hele verden, uden at man skal ’have lov’ Europa - hør fra korrespondenterne Torsdag den 8. maj kl. 17.00-18.30 Der er valg til Europa-Parlamentet i Danmark den. 25. maj. Men hvordan går det i Europa lige nu, og hvad taler europæerne om før valget? Hvem er optimistiske og tilfredse, hvem er frustrerede og i oprør? Mød Informations europakorrespondenter Mette Rodgers, korrespondent i London, Troels Heeger, korrespondent i Berlin, og Mads Frese, korrespondent i Rom, og oplev dem i samtale om deres oplevelser, møder og rejser rundt i Europa. 50 kr. (85 kr. for ikke-abonnenter) Læs mere og køb billet på ishop.information.dk Paolo Flores d’Arcais er italiensk filosof og redaktør for tidsskriftet MicroMega. © Information & MicroMega 2014 Oversat af Mads Frese EUROPÆISKE STEMMER Borgernes foragt Jeg er ikke fortaler for direkte demokrati, men netop som tilhænger af det repræsentative demokrati, finder jeg det nødvendigt at understrege, at ’demokratisk repræsentation’ i dag er en fiktion. Partierne er blevet selvkørende maskiner, og politik som karriere får vælgerne til at opleve dem som fremmede franskmænd kunne bare ikke længere holde Sarkozy ud. Derfor kan Marine Le Pen nu også risikere at vinde. En genoplivelse af kommunismen kan ikke udgøre et svar på venstrefløjens harakiri, som har stået på i mindst et kvart århundrede. Der er brug for en ny og fleksibel organisationsform, som konstant kan forny sig i forhold til de politiske kampe og holdninger, der gennemstrømmer civilsamfundet. Radikale bevægelser på venstrefløjen blusser stadig hyppigere op, men de har ikke fundet katalysatorer, som har kunnet give dem organisatorisk kontinuitet og parlamentarisk repræsentation. Der er brug for udveksling af ideer og koordinering mellem alle de europæiske erfaringer for borgeraktivisme. Bevægelserne har ofte nægtet at forstå, at hvis ikke de kan gøre sig gældende ved valg, så er deres aktiviteter på gaden og på nettet blot en måde at afreagere og ikke politiske handlen, der kan ændre tingene. Hvis ikke denne demokratiske grobund, der i dag kun kommer til udtryk som sporadisk harme, bliver til en politisk kraft, har Europa kun valget mellem finansdiktaturet eller den mørke afgrund, som består af nye former for fascisme med sukker på toppen. af den ene eller den anden stat. Jeg har bopæl i både Tyskland og Danmark, og det giver noget bøvl. Især med forsikring og mobilabonnement oplever jeg store udgifter. Derfor er jeg glad for, at EU arbejder for at få mere strømlinede priser internt i EU. Jeg har et indtryk af, det bliver lettere og lettere at være EU-borger. Måske min danske forsikring fremover også vil dække mig, når jeg er i udlandet? Det ville være dejligt, hvis priserne var nogenlunde de samme over alt.« – Hvilke ulemper oplever du ved EU? »Nogen gange bliver der truffet beslutninger hen over hovedet på én. Pludselig er genmodificerede majs blevet tilladt i hele EU. Den europæiske politik er efter min mening ikke specielt gennemsigtig. Egentligt er jeg fortaler for, at vi får et større fællesskab, men der er nogle ting, som man ikke kan eller bør beslutte på så stort et plenum som Europa-Parlamentet er. Det skal man være klog nok til at se. Nogle gange skal magten uddelegeres til et regionalt plant.« NYE BØGER Weekendavisen Berlingske Berlingske ”Et resultat af klassisk humanistisk videnskabelighed.” ”Vedkommende og udfordrende” Information Kristeligt Dagblad FRA SYSTEMKRISE TIL GRØN ØKONOMI KORT FORTALT Østarbejdere og social dumping i byggeriet KSEMPEL? - HVAD VIL DU HELT KONKRET? - KONKRET BETY RET BETYDER DET - DET ER ALT FOR UKONK RET - KONKRET KONKRET VIL VI - HELT KONKRET - VÆR KONKRET - VÆR ONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? - LIGE KONKRET - ET K LT KONKRET? - KONKRET BETYDER DET - KONKRET VIL VI FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI- HVAD VIL DU HELT KO RET ”- VÆR LIGE KONKRET - LIGE KONKRET - ET KONKRET E EL? - HVAD VIL DU HELT KONKRET? - HVAD VIL DU HELT KO ER DET - DET ER ALT FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI - H L VI - HELT KONKRET - LIGE KONKRET - ET KONKRET EKSE KONKRET - VÆR LIGE KONKRET LIGE KONKRET - ET KONKR KRET BETYDER DET - KONKRET BETYDER DET - KONKRET V Om -samtalens i dansk-politik HVAD VIL DU HELT K EKSEMPEL? ET KONKRETdød ONKRET LT KONKRET? - KONKRET BETYDER DET - HVAD VIL DU HELT VIL VI - KONKRET BETYDER D - KONKRET UKONKRET FORJAN MAINTZ HANSEN - HV RET - VÆR LIGE KONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? KSEMPEL? - HVAD VIL DU HELT KONKRET? - KONKRET BETY RET BETYDER DET - DET ER ALT FOR UKONK RET - KONKRET KONKRET VIL VI - HELT KONKRET - VÆR KONKRET - VÆR ONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? - LIGE KONKRET - ET K LT KONKRET? - KONKRET BETYDER DET - KONKRET VIL VI FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI- HVAD VIL DU HELT KO RET ”- VÆR LIGE KONKRET - LIGE KONKRET - ET KONKRET E EL? - HVAD VIL DU HELT KONKRET? - HVAD VIL DU HELT KO ER DET - DET ER ALT FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI - H L VI - HELT KONKRET - LIGE KONKRET - ET KONKRET EKSE KONKRET - VÆR LIGE KONKRET LIGE KONKRET - ET KONKR KRET BETYDER DET - KONKRET BETYDER DET - KONKRET V VÆR LIGE KONKRET - HELT KONKRET - KONKRET VIL VI ONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? - HVAD VIL DU HELT K LT KONKRET? - KONKRET BETYDER DET - HVAD VIL DU HELT FOR UKONKRET - KONKRET VIL VI - KONKRET BETYDER D RET - VÆR LIGE KONKRET - ET KONKRET EKSEMPEL? - HV Politiken 158 Forord af LEIF GW PERSSON KAN DU VÆRE MERE KONKRET? HANNES RÅSTAM FALSKE DEN JØRGEN STEEN NIELSEN DEN STORE OMSTILLING KAMP PLADSER ”Der er store tanker, poetiske formuleringer og vrede til et helt liv i Friedrich Nietzsches Schopenhauer som opdrager. ” Politiken Jyllands-Posten Jakob Mathiassen & Klaus Buster Jensen ”Giver anledning til at tage hul på de nødvendige politiske og idémæssige diskussioner, som Europas socialdemokratier står over for” Politiken ”Fejende flot historieskrivning.” På sporet af den amerikanske beatgeneration LEVERANDØR TIL EN NUANCERET DEBAT ”Danner et fint grundlag for at sætte Anne Franks skæbne ind i en bredere sammenhæng” ”Historieskrivning i bedste angelsaksiske stil: Levende, skarpsindig og følelsesladet ” Lars Movin FRA INFORMATIONS FORLAG KAI SØRLANDER FORNUFTENS SKÆBNE SERIEMORDER Thomas Quick og Skandinaviens største retsskandale TANKER OM MENNESKETS VILKÅR INFORMATIONS FORLAG INFORMATIONSFORLAG.DK DEN SPANSKE BORGERKRIG BAGGRUNDEN, KRIGEN OG VERDEN OMKRING TORBEN RIIS PETERSEN INFORMATIONS FORLAG
© Copyright 2024