Referat af ordinær generalforsamling ved den selvejende institution Skanderborg Realskole onsdag den 28. marts 2012. 1) Valg af dirigent Bestyrelsens formand Mads Nysted foreslog advokat Kristian Storgaard, som blev valgt uden modkandidater. Dirigenten konstaterede uden indsigelser, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt. 2) Bestyrelsens beretning Bestyrelsesformand Mads Nysted fremlagde på bestyrelsens vegne beretningen. Han konstaterede, at året først og fremmest har været præget af masser af god undervisning i trygge rammer. Det er første generalforsamling med den nye skoleleder ved roret, og Mads Nysted var glad for at konstatere, at bestyrelsen og ansættelsesudvalget havde valgt rigtigt! Mads fremhævede, hvad skolen lægger vægt på – begreber som faglighed, tryghed, en stærk kultur med mange traditioner, plads til at være sig selv og respekt for hinanden i tale og gerning. Bestyrelsens væsentligste prioritet er naturligvis, at skolen består, og det handler om økonomi – forældrebetalingen, tilskud fra staten og en stram omkostningsstyring. På plussiden er, at skolen har næsten fuldt elevtallet. På minussiden skæres der for tiden år for år i statstilskuddets procentvise andel af udgiften pr. elev i den kommunale folkeskole. Bestyrelsen har fået foretaget en fuldstændig bygningsgennemgang, og på den baggrund lavet en istandsættelsesplan for de kommende 10 år. Planen er taget med i en langsigtet økonomiprognose. Det nye 10. klassecenter i kommunen vakte en vis utryghed til tilslutningen til vores egen 10. klasse. Det har vist sig, at denne utryghed har været ubegrundet. Der er blevet rejst et nyt hus på Sumpen i stedet for den gamle jernbanevogn. Sidste år var bestyrelsen ikke nået så langt, at man kunne indfri ønsket om en kostordning for eleverne. Det er lykkedes i år med Birgitte Blak Sørensens indsats. Birgitte Blak Sørensen redegjorde for ordningen hos ”Michaels Mad & Vin”. I det kommende år vil bestyrelsen arbejde med at fastholde skolens tilbud til eleverne, med skolens faglighed, med opstart af madordningen og med byggeri, som vil blive drøftet på et særligt punkt på dagsordenen. Formanden takkede medarbejderne for indsatsen, og forældrene for den tillid, der vises bestyrelsen i det daglige. Bestyrelsens beretning blev taget til efterretning uden indvendinger. 3) Ledelsens beretning Skoleleder Christian Kronow aflagde ledelsens beretning som supplement til den udsendte skriftlige beretning. Indledningsvis kom han med nogle betragtninger omkring sit valg om at søge stillingen, og om den frie skoleform, som Skanderborg Realskole er en del af. Skanderborg Realskole er en skole med stolte traditioner og med et stort fællesskab. Christian Kronow har brugt meget tid indtil nu på at sætte sig ind i kultur og traditioner på det sted, han er leder for. Han har stor respekt for det engagement, der ligger hos de ansatte og hos forældrene på skolen. Skolen har et godt omdømme i lokalområdet. Det er vigtigt at fastholde dette gode omdømme. Både i hverdagen og ved særlige lejligheder er samtale og dialog grundlaget for at fastholde og udvikle det, Skanderborg Realskole er. I dagligdagen er skolen fuldstændig afhængig af de ansattes indsats og engagement. Der er undersøgelser der viser, at netop lærernes og pædagogernes engagement og indsats overfor eleverne, der er den vigtigste i faktor i elevernes indlæring og faglige udvikling. Det er vigtigt at sætte fagligheden højt i alle fag, at have forventninger og stille krav til elevernes indsats. Det er rigtigt, som Mads Nysted fremhævede, at økonomien vil være en udfordring fremover. Men der er andre udfordringer. Der er tendens til, at folkeskolen bliver mere differentieret, med fodboldlinjer, eliteidrætsklasser, eliteklasse med mere. Dette rokker ved grundlaget for de frie skoler, og det er en interessant udvikling, som vi i den frie skoleverden skal være opmærksomme på. Vi skal derfor her på skolen være tydelige omkring, hvad det er vi står for. Her er det væsentlig, at vi har så engageret en forældrekreds, som vi har. Til sidst takkede Christian Kronow personalet for den fantastiske modtagelse, han har fået på skolen, og for personalets store engagement. Ligeledes takkede han forældrene – og deres børn – for opbakning i hverdagen, og bestyrelsen for et godt samarbejde. Endelig takkede han viceskoleleder Peter Hugger og lærer Rikke Friis for indsatsen som konstitueret skoleledelse i foråret 2011, og Loa Carnera for sin mangeårige indsats for skolen. En forælder spurgte til skolelederens holdning til, hvad en god skolelærer er – set i relation til den menneskelige side. Christian Kronow understregede først, at skolen vægter faglig kompetence og faglig udvikling hos personalet højt. Hvad angår det sociale skal ansatte på skolen være i stand til at håndtere de sociale situationer, som skolehverdagen består af. Og hvad det menneskelige angår, er det vigtigt, at der på skolen er plads til en mangfoldighed af personligheder. En anden forælder spurgte til tankerne omkring specialundervisning – og ikke mindst terminologien. Skolelederens svar, der blev suppleret af afdelingsleder Birgit Skannrup, er at skolen lægger vægt på, at specialundervisning ikke udskiller børn, hvorfor vi taler om resursecenteret. Endelig var der en kommentar omkring skolelederens positive evne til at træde i karakter og hjælpe eleverne videre, hvis der havde været problemer. 4) Redegørelse ved skolens tilsynsførende Skolens tilsynsførende, Jonna Grønver (JG), aflagde beretning. Hun redegjorde først for sin baggrund for at føre tilsyn med skolen. Hun har selv gået på privatskole, ligesom hendes børn har. Hun var været folkeskolelærer i 25 år, og har derefter både i Folketinget og som byrådsmedlem og borgmester arbejdet meget med skoleområdet og med undervisning. JG er desuden siden sidste år blevet certificeret som tilsynsførende, hvad der var meget udbytterigt for hende. Den tilsynsførendes beretning bliver lagt ind på skolens hjemmeside, hvor alle – også ministeriet – kan læse den. Hun præciserede, at hun ikke skal føre tilsyn med enkelte lærere (eller elever), men med skolens generelle linje. Hun har i år koncentreret sig om fagene dansk, engelsk og historie. Det har været en stor fornøjelse at deltage i undervisningen. Hun konstaterer, at fagligheden er stor – blandt andet fordi lærerne er velforberedte til timerne, og engagerede i undervisningen – og det smitter børnene. Der er en venlig og humoristisk atmosfære i klasserne, og det giver tryghed. På Skanderborg Realskole er faglighed og en afslappet omgangsform ikke i modstrid. JG har set på skolens inddragelse af eleverne til et liv med folkestyre og rummelighed, og hun har set, at det er der plads til og åbenhed for på skolen. Der var et forældrespørgsmål om betydningen af ture og andre aktiviteter, som i modsætning til folkeskolen ikke er sparet væk på Skanderborg Realskole i forhold til det sociale fællesskab på skolen. JG kommenterede, at det afgørende altid er den daglige omgangstone og klimaet på selve skolen. 5) Fremlæggelse af skolens regnskab Det udsendte regnskab blev gennemgået af bestyrelsesmedlem Mads Meldgaard. Resultatet minder umiddelbart meget om sidste års resultat. Men i tallene skjuler sig udgifter til fysiklokalet på 1,7 millioner, hvoraf 1 million er udgiftsført i 2011. Ekstra stram omkostningsstyring og en sund drift, medvirkede til at denne udgift kunne rummes i regnskabet. Også likviditetsmæssigt ser det godt ud. Egenkapitalen er faldet fra 11,2 til 10,2 millioner. Det hænger sammen med den indgåede renteswap-aftale. Tallene viser, at skolen er effektivt drevet på alle områder (undervisning, øvrige lønudgifter, administration og bygninger – bygninger dog kun, når man fraregner vandskaden i fysiklokalet). Lønudgifterne ser lavere ud, men lønniveauet er markedssvarende, og de lavere udgifter skyldes svingende vikarudgifter, svingende udgifter til specialundervisning med mere. 6) Byggeri Mads Nysted redegjorde for bestyrelsens planer. Larven blev opstillet i 1982, egentlig for en 5-årig periode, men den står der stadig, og står nu overfor en større renovering, hvis den fortsat skal benyttes. Bestyrelsen ønsker ikke at placere store midler i en midlertidig bygning. Et byggeri til erstatning af Larven skal opfylde skolens ønske om en fysisk samling af mellemtrinseleverne (4.-6. klasse). Byggeriet skal være af god kvalitet, og det skal være til at betale. Skitsen til byggeriet, som er besluttet i bestyrelsen, blev gennemgået af Mads Nysted. En forælder spurgte til, om solceller har været overvejet. Det har det ikke konkret endnu. Byggeriet skal finansieres, og det ønsker bestyrelsen ikke at gøre ved at gå på kompromis med skolens tilbud. Derimod ønsker man at hæve elevtallet i 4.-5. klasse, så det svarer til de 22 elever i 6. klasse. Derimod bibeholdes 20 elever i indskolingen (0.-3. klasse). Christian Kronow redegjorde herefter for de pædagogiske aspekter ved at hæve elevtallet med 2 elever pr. klasse på de to årgange. Det vil give en stabilitet i elevtallet på hele mellemtrinnet – der kommer ikke nye elever i klasserne undervejs. En forælder spurgte til, om man kunne forestille sig at elevtallet skal hæves yderligere. Mads Nysted svarede, at der ikke er pædagogiske argumenter imod at hæve elevtallet yderligere, men at han og resten af bestyrelsen ikke ønsker dette. En lærer stillede spørgsmål til lokalefaciliteterne for håndarbejde og sløjd. Christian Kronow svarer, at der er tænkt en del tanker omkring dette, og der skal findes en løsning i de eksisterende lokaler. Et par forældre kommenterede, at det giver god sammenhæng med 22 elever i hele mellemtrinsforløbet, og at det formentlig kan være nemmere for nye elever at komme ind i 4. end i 6. klasse. En forælder spurgte til lysindfaldet. Christian Kronow redegjorde for, at man i samråd med arkitekterne og gennem forskellige tiltag sikrer tilstrækkeligt lysindfald i lokalerne. 7) Budgetorientering Mads Meldgaard redegjorde for budgettet med det besluttede byggeri indregnet. Budgettet er baseret på skolepengestigning på 4 % årligt til finansiering af faldet i koblingsprocenten, mens det kommende byggeri primært bliver finansieret af de 2 ekstra elever pr. klasse i 4.-5. klasse. 8) Indkomne forslag Der er indkommet et enkelt forslag: Hvordan sikrer man en bredde i bestyrelsen med hensyn til bestyrelsesmedlemmer fra forskellige klassetrin. Mads Nysted forklarede, at bestyrelsen for øjeblikket er meget bredt sammensat i denne henseende. Bestyrelsen ønsker ikke en vedtægtsændring på dette punkt, men overlader til generalforsamlingen at vælge bestyrelsesmedlemmer, og ønsker i øvrigt at holde sig for øje, at der kommet nye forældre med unge elever ind i bestyrelsen. 9) Valg af bestyrelsesmedlemmer Der var to poster i bestyrelsen og to suppleantposter på valg. Mads Meldgaard var på valg, og var villig til genvalg. Birgitte B. Sørensen var på valg og villig til genvalg. Der var ikke andre kandidater. Mads Meldgaard og Birgitte B. Sørensen blev genvalgt uden afstemning. 10) Valg af suppleanter Som suppleanter til bestyrelsen valgtes uden modkandidater og uden afstemning: 1. suppleant Anne Birgitte Fruelund Jensen 2. suppleant Dorit Nipper Ottesen Læbel 11) Valg af tilsynsførende Valgperioden blev uden afstemning fastsat til 2 år. Tilsynsførende Jonna Grønver var på valg, og var villig til genvalg. Der var ikke andre kandidater, og Jonna Grønver blev valgt uden afstemning. 12) Eventuelt Spørgsmål fra salen: 1. Kunne man opdele skolefesten efter samme kriterier som klasseinddeling i indskoling, mellemtrin og udskoling, og evt. flytte festen til skolen frem for Kulturhuset. Christian Kronow svarer, at det ikke har været overvejet, men at man kommer til at overveje blandt andet disse aspekter i forbindelse med nybyggeriet. 2. Kan man starte med 1. skoledag tirsdag efter sommerferien fremover. Christian Kronow svarer, at det er allerede besluttet for det kommende skoleår og fremadrettet. Referent: Peter Hugger, viceskoleleder. Dirigent Kristian Storgaard
© Copyright 2024