1. No category

1910 – 1920
Om vippepind og toiletspande
Dagene på den nye Voerladegård Skole startede ved 8-tiden med morgensang.
Børnene sang typisk to salmer. Det kunne være ”I Østen stiger Solen op” eller ”Nu
vågner alle Guds fugle små”. Ind imellem bad læreren Fadervor.
Om formiddagen øvede børnene blandt andet regning og skønskrivning samt diktat
og salmevers, som de skulle lære udenad. Drengene havde gymnastik i
forsamlingshuset. Imens blev pigerne undervist i håndgerning af lærerens kone.
I det store frikvarter løb børnene fra byen hjem for at spise middagsmad. De børn,
som boede længere væk, havde madpakke med.
Men der var også plads til leg. Børnene spillede langbold eller ”vippepind” med en
stor og en lille pind.
Når sommeren var på sit højeste, så løb børnene ned for at bade i Mossø. De brugte
ikke badetøj, så drenge og piger måtte i vandet fra hvert sit badested.
Læreren hed hele det årti Thomas Møller. Han skulle klare det hele sammen med sin
kone Kamilla. Undervisning, rengøring, fyre i kakkelovnen og tømme spandene på
toiletterne.
Samtidig skulle parret tage sig af børnene Jens, Kaj, Asta, Arne og Ellen Agnethe
kaldet Pusse.
En del af Møllers løn bestod af 6 favne bøgebrænde. Det blev i løbet af det årti skiftet
ud med 132 kroner om året. Senere – i 1914 – blev brændselsgodtgørelsen forhøjet til
145 kroner om året.
Og der var brug for noget at varme sig ved. For i 1915 oplevede Danmark
århundredes første hvide jul midt i en forrygende snestorm, som lukkede både veje og
jernbaner fra den 22. til den 29. december.
___________________________________
Kilde: Interview med Marie Laursen fra 1988, Lund Kirkedals optegnelser, mfl.
1920 – 1930
Om tampe og søløver
Skolestuen i Voerladegård var stor og lys og der var højt til loftet. I nogle af
vinduerne var der potteplanter, og på væggene hængte anskuelsesbilleder fra
Danmark og Færøerne.
Katederet var i en klasse for sig: et majestætisk stykke møbel, der tronede på en
sokkel. Der var skab i siderne med plads til skrivebøger, grifler, penne og allerbagest
i skabet lå tampen til skræk og advarsel.
De nye elever måtte stille sig op ved katederet på første skoledag. De fik besked på at
sige deres navne og vise koppeattest. Som en ekstra fornøjelse for de store elever
skulle de små stå på et ben og fløjte samtidig. Det lød ikke altid kønt, for mange af
dem var ikke færdige med at skifte tænder.
Gymnastik foregik i forsamlingshuset, hvor børnene marcherede rundt under ledelse
af læreren, som havde overfrakke, filthat og træsko på. Trægulvet gav sig klagende,
når eleverne hoppede op og ned på jernbeslåede træsko.
Skolefester var en sjælden affære. Men når det endelig skete, blev bordene i
skolestuen skubbet til side, så der var plads til dans. Sodavand var der ikke råd til. Til
gengæld stod der en emaljeret spand med saftevand sammen med en øse og et
blikkrus på et af bordene. Så kunne børnene stille sig i række og få slukket tørsten.
To gange om året gav hvert barn 25 øre til en julegave og en fødselsdagsgave til
læreren. Det var mange penge i store familier. I 1925 måtte husmoderen for eksempel
betale 39 øre for en liter mælk og to kroner for et kilo ost.
Og læreren: han hed stadig Thomas Møller.
Han holdt en times middagspause ligesom børnene. Når han kom tilbage fra pausen
havde han tit et par æbler i lommen. Dem skar han i små bidder med sin lommekniv.
Så kastede han stykkerne ud til børnene og fik dem til at springe på nakken af
hinanden som søløver i en zoologisk have for at få fat i æblerne.
__________________________________________
Kilde: Lis Berentsen (gift Pedersen) m.fl.
1930 – 1940
Om rengøring og gratis sodavand
Hygiejnen var et vigtigt anliggende på Voerladegård Skole i det årti.
I 1939 modtog skolen en folder med titlen: ”Vedtægt for Rengøring af Skoler samt
Opvarmning og Udluftning af Skolelokaler i Sdr. Vissing – Voerladegaard
Kommune.”
Her kan man blandt andet læse, at væggene på klosetterne dagligt skulle vaskes op i 1
½ meters højde. Og at rengøringspersonalet kom på ekstra arbejde to gange om året,
når der skulle gøres hovedrent til jul og om sommeren.
Og hvis anvisningen i folderen ellers blev fuldt, så kunne børnene regne med, at der
var præcis 14 grader i klasselokalet ved skoledagens start.
Fra den tid er der også beskrivelser af udflugter i omegnen. Himmelbjerget, Århus og
Skanderborg. Men børnene kom også længere væk. De besøgte Lillebæltsbroen i
1935, det år broen blev indviet. Og de var også en tur i Hvide Sande for at se den nye
sluse.
Den største oplevelse fik børnene dog i 1937. En fem-dages tur til København
sammen med børnene fra Møldrup skole.
De fik den helt store tur rundt i hovedstaden. Tivoli, Zoologisk Have, Glyptoteket,
Illum og en tur på Carlsberg, hvor børnene fik gratis sodavand.
Og selv om børnene ind imellem tog en sporvogn, så var de trætte, da de kom hjem til
Voerladegård. En af eleverne sov et helt døgn, inden han blev sig selv igen.
Skolens lærere hed stadig Thomas og Kamilla Møller.
Parret havde en stor sorg midt i det årti, da deres svigerdatter døde og efterlod sig to
små børn. Lærer Møller gav børnene fri fra de sidste timer den dag. Og han græd, da
han fortalte børnene, hvorfor de fik fri.
1940 - 1950
Om vikarer og Richs-billeder
Forandringens vinde blæste over Voerladegård Skole i krigsårene.
For første gang siden indvielsen i 1908 måtte skolen se sig om efter en ny lærer. I
1944 sagde Thomas Møller farvel til sine elever efter 36 år på skolen. Han gav hånd
og sagde farvel til hvert enkelt barn. Til sidst kunne han ikke sige mere, men måtte
nøjes med at give hånd.
Så kom vikar Poul Kaas Rasmussen. Han var ung og bragte nye skikke med til
skolen. Han sad ikke ved katederet hele tiden, men gik rundt og hjalp børnene.
Og da det blev jul oplevede børnene noget, de aldrig havde set før. Dagen før
juleferien havde vikaren pyntet klassen med gran og juleting. Og han havde købt
juleknas og et æble til hver elev.
Men han kunne også blive skuffet over børnene. En dag mødte en af drengene ikke
op, og Kaas Rasmussen måtte ringe til drengens forældre. Imens satte han børnene til
at læse eller skrive. Men i stedet fór ungerne i fuld fart rundt i klasselokalet.
Poul Kaas Rasmussen blev kun på skolen i et halvt år, så flyttede Blicher Andersen,
hans kone Emma og to børn Erik og Tove ind i lærerboligen. Grundlønnen for enelæreren var 2.700 kroner, men der blev trukket 337 kroner fra til bolig og varme.
Blicher Andersen købte de første 30-40 bøger til skolebiblioteket, som hurtigt
voksede. Han trænede drengene i fodbold om aftenen og underviste i engelsk efter
skoletid. Det var frivilligt og eleverne måtte betale lidt for det.
I frikvartererne spillede børnene med hønseringe og byttede glansbilleder, servietter
og kort fra Richs-pakkerne med kaffeerstatning.
Dengang var der en branddam ved Brugsen i Voerladegård. Her skøjtede børnene om
vinteren i frikvartererne og glemte alt om skoleklokken.
________________________________________
Kilde: Inger Mathisen, 1999
1950 – 1960
Om utætte tage og en spritny skole
I `50-erne kunne byens borgere få ordnet deres sko hos Søren træskomand, der var to
lillebilforretninger og Klostermøllevej var grusvej. Når hullerne blev for stor måtte
vejmanden forbi med grus og skovl.
Forsamlingshuset var et kapitel for sig. Der var tagpap på taget og en vinterdag, da
der var dilettant, blev det tøvejr, og vandet dryppede ned på gæsterne. Og da en af
gæsterne til en fest ville åbne vinduet, så faldt karmen med ud.
Med andre ord: forsamlingshuset var lige til at rive ned. Så byens borgere gav penge
til et nyt forsamlingshus i 1956. Landmænd gav tømmer, sandet kom fra skoven,
murerne støbte grunden. Alle gav deres arbejdskraft gratis.
Men det var ikke det eneste nye byggeri i Voerladegård i `50-erne. Skolen havde
vokseværk i det årti.
Hele to gange kunne eleverne sætte sig til rette ved bordene i helt nye lokaler. Første
gang i 1953, hvor der blev bygget to nye klasseværelser, og anden gang i 1957 da
flaget gik til tops for en helt ny bygning på Voerladegård Skole.
I datidens aviser kan man læse, at pigerne nu kunne blive trænet i husgerningens
mysterier i et stort lokale med snorlige rækker af elektriske kogeplader. Og børnene
kunne spejle sig i de nylakerede gulve i gymnastiksalen.
Der blev også plads til sløjd, skolelægen fik et rum, og der var bibliotek og et
ungdomslokale.
Med udvidelsen blev Voerladegård Skole sognets centralskole med 175 børn.
Samtidig ringede klokken ud for sidste gang i Højlund, Møldrup og på skolen mellem
Dørup og Voerladegård.
Overlærer Hjalmar Østergaard blev ansat som førstelærer i Voerladegård. Og
eleverne blev undervist af tre lærere, en lærerinde, en forskolelærerinde og en
timelærerinde. Sognet købte to huse til lærerboliger og der blev bygget to nye
lærerboliger.
Kilder: aviser, Gudrun Wammen Pedersen, Bjarne Damgaard
1960 – 1970
Om smadrede vinduer og guggenødder
Hver morgen stillede børnene op i skolegården klassevis fra 1. til 7. klasse. Så
marcherede de ind i aulaen på Voerladegård Skole, hvor de sang morgensang.
For selv om ungdomsoprøret så småt spirede og eleverne fik Beatles-hår sidst i det
årti, så var der stadig disciplin i skolen.
Den værste straf var når læreren knyttede hånden og slog med knoerne ind i panden
på det uvorne barn. Det blev kaldt en gugge-nød.
Der var også kontant afregning, når børnene spillede fodbold og baldrede en rude. Så
måtte de tage glas med hjemmefra og sætte det i vinduet under ledelse af Hjalmar
Østergaard.
I 1962 fik børnene et rød-hvidt flag at kigge på. Det år blev Hem-Dørup
Borgerforening nedlagt. Foreningen havde en fane med navn og årstal broderet i
guld. Den fik Voerladegård Skole med alt til faner hørende; fanestang, bånd og spyd.
Dengang blomstrede handelslivet i byen. Købmandsgården lå i udkanten af byen, der
var en foderstofforretning, tricotage, Brugsen, en stor slagterforretning og en bank.
Når terperiet i skolen var forbi, gik turen tit forbi slikmutter eller is-huset. Så måtte
børnene pænt vente på, at skolepatruljen viste, at der var fri bane. Hos slikmutter
kunne børnene købe en is til 25 øre eller et stort kræmmerhus proppet med
spejderhagl.
Skoletøjet var nederdel, strømpebukser og en lille cardigan til pigerne. Drengene gik i
starten af årtiet stadig i plusfours og knælange strømper. Når børnene kom hjem,
skiftede de skoletøjet ud med arbejdstøjet, så de kunne hjælpe til derhjemme.
Men der var også tid til fritidsaktiviteter. I 1963 var flere lærere på skolen med til at
starte KFUM-spejdernes afdeling i byen. På bare to år havde lederne samlet 120
spejdere til sang og aktiviteter omkring bålet.
________________________________________________
Kilde: Henning Jensen, diverse
1970 – 1980
Om dukse og discostøvler
Også i 1970-erne mødtes børnene til morgensang. Det foregik i aulaen under ledelse
af overlærer Hjalmar Østergaard.
Han stod på trappen, så han kunne se ud over flokken af elever. De stod klassevis to
og to ved siden af hinanden. Fra 1. til 7. klasse.
Når sang og meddelelser var overstået gik eleverne ud til deres klasser. De stod
udenfor døren på række, indtil læreren viste dem ind. Læsebogen var rød og hed
”Søren og Mette”, og når børnene henvendte sig til læreren, var det stadig ikke god
tone at bruge fornavn. Til gengæld hed det hr. og fru og lærerens efternavn.
I frikvarteret spillede børnene langbold og rundbold. Og hvis der kom gang i en rask,
lille slåskamp, så gjaldt det om at dække for de kæmpende. Så kunne gårdvagten ikke
komme til at skille slagsbrødrene.
Madpakkerne blev spist i klasseværelset. Men først blev duksene sendt hen til
pedellen med mælkebilletterne for at hente mælk.
Det var dengang skolefesterne stadig foregik i forsamlingshuset. Drengene var pænt
klædt på med hvid skjorte, sorte bukser og butterfly. Højeste mode for pigerne var
strømpebukser og skotskternede nederdele, måske med en stor, gylden sikkerhedsnål.
Senere blev garderoben skiftet ud med musikken. Nu hed idolerne Donny Osmond,
Boney M og Abba. Så blev der købt discostøvler, bordeaux fløjlsbukser og tilhørende
vest.
Også på Voerladegård Skole blev der skiftet ud. Hjalmar Østergaard takkede farvel.
Nu hed skoleinspektøren Benny Maarup Nielsen.
Han kom til at stå i spidsen for endnu en stor ændring på skolen.
____________________________________
Kilder: Bente Mortensen, Gitte Rosendal, Kenneth Olesen, Frank Jensen
1980 – 1990
Om små elever og blob-blob spil
7, 14, 21, 28, 32.
Der blev terpet tabeller i matematiktimerne. Børnene lærte helt op til 19-tabellen
udenad. Og der var ikke noget, der hed lommeregner.
Til gengæld var der også kontant belønning, når de leverede en god præstation. Så
kunne læreren finde på at starte smalfilmsapparatet for at vise James Bond, Olsen
Banden eller Bjergkøbing Grand Prix med cykelsmeden Theodor Felling og bilen Il
Tempo Gigante.
Men der var også kontant afregning, når læreren ikke var tilfreds. Blev en af ungerne
taget i løb på gangen, så vankede der eftersidning, eller også fik øret et ordentligt
vrid.
Om vinteren var der trængsel ved radiatoren i aulaen på Voerladegård Skole. For kun
om vinteren måtte børnene være inde. Så gjaldt det om at komme først hen til
radiatoren for at få varmet numsen.
Intet årti uden ændringer på Voerladegård Skole.
Nu blev der igen sendt elever til andre skoler og nye kom til. Skolen mistede 6. og 7.
klasse til Sdr. Vissing Skole. Nu var eleverne i 5. klasse de største på skolen.
Til gengæld kom alle de små børn fra Sdr. Vissing-området ind med bussen om
morgenen. Skolen fik for første gang børnehaveklasser. De holdt til i en af
lærerboligerne. Og skulle børnene en tur forbi inspektøren, så hed han nu Torben
Meier.
En anden ny og spændende ting i det årti var, da skolen fik en edb-maskine. Den var
brugt og kostede 2.500 kroner, og den blev købt for overskuddet fra sommerfesten.
Men så var den også pædagogisk meget korrekt. Børnene fik ikke lov til at spille
blop-plop spil, som der stod i Horsens Folkeblad i 1984. Til gengæld var den
programmeret med forskellige talspil, som passede til undervisningsbøgerne.
________________
Kilde: Horsens Folkeblad, Bente Mortensen, Gitte Rosendal, Kenneth Olesen, Frank
Jensen
1990 – 2000
Om sorte skyer og en redning på målstregen
Aulaen på Voerladegård Skole var ikke længere samlingspunkt, når klokken ringede
ind 8.30.
I stedet mødtes børn og lærere i gymnastiksalen, hvor de satte sig på gulvet. De små
forrest og de ældste bagest. Så spillede musiklæreren klaver eller guitar til dagens
morgensang, og de små stemmer skrålede ”Æblemand”, ”Regnvejrsdag i november”.
Tit sad forældre langs ribberne i gymnastiksalen og lyttede til børnene, inden de
sagde farvel og god skoledag til deres unger.
I det årti blev der kaldt til borgermøde i byen. Skulle pladsen ved skolen fortsat være
til busser og madpakketurister? Eller skulle den komme børnene til gode? Det endte
med den sidste løsning, så børnene fik en legeplads at boltre sig på.
I 1991 var skolen meget tæt på at blive lukket. Det ville ikke kun gå ud over eleverne,
men også byens borgere, som mødtes om aftenen på skolen for at kniple eller søge i
den lokale historie.
Lukningen blev afværget, men skolen måtte afgive 5. klasserne til Sdr. Vissing Skole.
Til gengæld fik skolen en dispensation til at passe 20 børnehavebørn fra tre-års
alderen.
Skolen blev bygget om for 300.000 kroner. Nu rummede den 100 børn fra
børnehaveklasse til og med fjerde klasse og 55 børn i den nye børnehave. Alt
sammen styret af ni lærere, syv pædagoger og skoleinspektør Torben Meier.
I Voerladegård var der ikke mange butikker tilbage. Nu kunne børnene købe slik og
sodavand hos købmanden eller bageren. Også slagteren holdt stand. I de andre
forretninger havde butiksklokken ringet for sidste gang.
Men skolen overlevede, og i 1994 blev skole-børnehaven gjort permanent. Den
såkaldte landsbyordning var en realitet.
Kilde: ”Børn, skole og samfund” mv
2000 – 2008
Om en makeover og nye tider
Farvestrålende sofaer, hyggekroge, masser af lys og højt til loftet.
Det her årti startede med, at eleverne indtog en ombygget Voerladegård Skole.
Multirummet blev skolens hjerte. Her var plads til gruppearbejde og klassefester, men
også til legoklodser og dukkehuse.
Legepladsen fik også en makeover. Ud med de gamle legeredskaber og ind med et
stort træ-skib, hvor børnene kravlede rundt og lod fantasien drage ud på oceanerne.
Børnene kunne dog ikke kun glæde sig over de lækre omgivelser. Politisk blæste
også nye vinde over skolen.
En reform møblerede igen om på kommunerne. Voerladegårds borgere stemte om,
hvilken kommune de ønskede at høre til. Da stemmerne var talt op pegede pilen mod
Skanderborg Kommune.
Det betød også nye tider for skolen.
I jubilæumsåret 2008 besluttede politikerne, at børnene kan blive i Voerladegård til
og med 6. klasse. Derefter skal de ikke længere over Gudenåen for at gå i de ældste
klasser i Sdr. Vissing, men den anden vej til skolerne i Skanderborg.
I byen er den gamle købmandsbutik bygget om til lejligheder. Tilbage holder
slagteren og bageren stadig åbent.
Men på Blegsø Banke og Kirstinelund har håndværkerne travlt. Masser af familier
bygger nye huse i raskt tempo.
Så måske kan børnene og byens borgere også de næste 100 år samles på
Voerladegård Skole.
Kilde: Læserbreve, dagsordner mv.