1. No category

KARAVANA
– en rejse i musik, teater og billeder
KARAVANA
– en rejse i musik, teater og billeder
1. oplag 2003
Udgivet af KARAVANA, Århus Amt
Forlaget LEV
Tryk: Århus Amts Trykkeri
Konsulent: Anne Marie Zwergius,
Diplomudd.leder, Danmark Journalisthøjskole.
Omslagslayout: Maria Clausen
Omslagsillustrationer: Atelier Karavana
Printed in Denmark 2003
ISBN …………………..
Bestilling/køb af bog:
Forlaget LEV, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre. Tlf. 36359696.
KARAVANA, Graham Bells Vej 1, 8200 Århus N. Tlf. 86109933.
Enhver kopiering eller gengivelse er kun tilladt i overensstemmelse med gældende lov om ophavsret eller
indgået aftale med KARAVANA.
Indholdsfortegnelse
9
At være på vej til nye steder
Birgit Kirkebæk
13Øjebliksbillede
Jan Thomsen
19
Præsentation af Karavana
Jan Thomsen
26Arbejdsmetode
Jan Thomsen
34
Musik og Karavana Band
Jan Thomsen
41
Kompagni Karavana
Erik Bentsen
49
Atelier Karavana
interviews af Pam Thu,
lavet af Anne Marie Zwergius
56
Karavana på tværs
Jan Thomsen, Erik Bentsen
64
Den pædagogiske dimension
Jan Thomsen
71
Den æstiske dimension
Erik Bentsen
76
Den etiske dimension
Erik Bentsen
85
Kulturelle udvekslinger og byttehandler
Pam Thu, Erik Bentsen og Jan Thomsen
92Persongalleri
95
Karavana – ud af huset
110Litteraturreferencer
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
7
Forord
Med denne bog vil vi præsentere de ideer og æstetiske produktioner, som udviklingshæmmede og
personale på Karavana igennem de sidste 10 år
sammen har værnet om og udviklet.
Karavana har i kraft af sin særegne position som
beskyttet værksted, hvor de æstetiske udtryksformer og produktioner er omdrejningspunktet,
konstant villet og skullet begrunde sig selv, reflektere og afprøve nye pædagogiske og æstetiske
ideer.
Det er denne bog også et udtryk for. Vi håber dermed at kunne bidrage til diskussionen i det felt,
hvor pædagogik, undervisning og kunstneriske
udtryksformer mødes og beriger hinanden.
Som et konkret eksempel, på hvordan vi tænker
pædagogik, undervisning og æstetiske opgaver,
har vi valgt fortrinsvis at bruge betegnelsen billedpædagog, musikpædagog og dramapædagog om
personalet – og betegnelsen elever om de udviklingshæmmede.
I forbindelse med denne udgivelse vil vi takke
en række personer:
Eleverne på Karavana skal have den største tak,
da de naturligt er hovedpersonerne i det skrevne,
men også værdige og positive personer, som kan
være stolte af resultaterne. Tak for jeres tålmodighed med færdiggørelsen af dette arbejde.
Denne tak skal i høj grad også lyde til resten af
Karavanas personale.
Uden tidligere forstander Jørgen Buttenschöns
støtte og oplæg samt hele Lyngåskolens opbakning havde Karavana ikke kunnet udvikle sin
identitet som et tilbud til udviklingshæmmede,
hvor musikken, maleriet og teatret er i centrum.
Vi vil også gerne takke kollegaer i bo- og værksteder for relevante og inspirerende diskussioner.
Hans Grundsøe og Elin Hertz har været så
venlige at lade os bruge deres fotografier til bogens illustrationer.
Birgit Kirkebæk, der er en vedholdende debattør
omkring udviklingshæmmedes vilkår og menneskelige ressourcer, takker vi for det fine indledende kapitel.
Århus Amts Trykkeri har også i denne arbejdsopgave for Karavana været en samvittighedsfuld
og inspirerende samarbejdspartner.
Bogen har fået økonomisk støtte fra Fælleskontoudvalget, Voksen Handicap, Århus Amt og
Landsforeningen LEV.
En speciel tak skal Anne Marie Zwergius have
for ihærdighed og overblik i konsulent- og redigeringsarbejdet med denne bog.
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
8
9
Atelier Karavana
Lyst og identitet
Alle sidder og tegner med tusch og pen. Ansigter,
fabeldyr og sære figurer dukker frem på papiret.
Hver elev arbejder på at udvikle sin særlige stil
eller måske opdage helt nye figurer, når den sorte
tusch flyder ud på papiret.
Den aktuelle opgave for Atelierets syv malere er
at fremstille billeder til illustration i et tidsskrift.
Det kræver dyb koncentration. Af og til bliver
det koncentrerede arbejde i værkstedet afbrudt af
snak om helt andre ting: rejser, udstillinger, kærester og andre af de forhold, som hører livet til.
Arbejdet går videre imens og stopper heller ikke,
hvis billedpædagogen forlader lokalet. Alle kender
deres opgave og ved, hvor materialerne findes i
værkstedet.
Efter et stykke tid er der en, der ikke har lyst til at
være med mere. Hun får en anden arbejdsopgave
– de andre elever arbejder videre.
Når tuschbillederne er færdige efter nogle dages
arbejde, bliver de hængt op på væggen. Der bliver
snakket om dem, og de bliver kopieret ned i størrelse. På den måde kan detaljerne bevares i transformationen fra det store til det lille billedformat.
Billedpædagogen vælger de bedste elementer ud
til illustrationsopgaven: en figur fra en elev og måske et mønster fra en anden. Endnu en arbejdsopgave er fuldført, og eleverne kan igen i en periode
arbejde med deres egne billeder og deltage i den
kontinuerlige undervisning, indtil næste opgave,
som kan være en udsmykning, en udstilling, en
plakat eller postkort.
Dette eksempel rummer de væsentlige ingredienser i arbejdet i Atelier Karavana. Arbejdsdisciplinen bygger på, at lysten til at lave billeder er til
stede. Det koncentrerede arbejde bliver indrammet af det sociale samvær i værkstedet, og de udadrettede bestillingsopgaver veksler med arbejdet
med eget billedudtryk.
Lysten er en vigtig drivkraft i det daglige arbejde
i atelieret og bliver brugt bevidst som motivationsfaktor. Men det er ikke bare et spørgsmål om
leg, eksperimenter og fornøjelsen ved at mestre
nye teknikker. Det æstetiske frirum i værkstedet
er netop ikke bare et uforpligtende frirum, men
også et rum, hvor eleverne kan hente identitet og
selvværd.
De mange eksterne udstillinger og bestillingsopgaver viser, at det ikke kun handler om den enkelte elevs personlige billedudvikling. Hver elev har
sin individuelle stil, sine yndlingsfigurer og maleteknikker, som bliver udviklet og forfinet gennem
årene, men Atelieret er også et arbejdsfællesskab,
hvor hver skal yde sit til det fælles produkt.
Eleverne kalder sig selv malere – deres arbejde
består i at male billeder. Bestillingsopgaver og
udstillinger er med til at legitimere arbejdet med
billeder – det er et arbejde, der giver anerkendelse.
Man kan her tale om et æstetisk funderet arbejdsbegreb, som er nyt i forbindelse med udviklingshæmmede.
I starten siger de: det billede har jeg lavet. Efterhånden bliver det til: det billede har jeg malet,
vil du købe det? En meget pragmatisk opfattelse
af værket som kommunikation og produkt, som
står i modsætning til den traditionelt romantiske
kunstopfattelse.
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
10
Vilje og motivation
De ydre motivationsfaktorer er status, anerkendelse og opmærksomhed - viljen til at udvikle sig
billedmæssigt er en anden vigtig drivkraft.
Den billedsproglige udvikling hos udviklingshæmmede standser måske nok på et tidligere trin
end hos andre mennesker. De kan ikke udvikle
sig så meget vertikalt, hvis man, som indenfor traditionel udviklingspsykologisk tegneteori, ser den
billedsproglige udvikling som en trappe, der ender med evnen til at kunne tegne naturalistisk. Til
gengæld er mulighederne for horisontal udvikling
på det trin, hvor de er, mangfoldige. Men udviklingen må tit og ofte gå ad nogle andre veje og omveje end i billedarbejdet med andre målgrupper.
Det vil sige en udviklingsforestilling, som hverken
er lineær eller cirkulær, men måske snarere partikulær.
Det kræver mange gentagelser, træning og tålmodighed at indlære nye teknikker og udvikle sit eget
personlige billedsprog. Her er det daglige arbejde
en væsentlig forudsætning – bevidstheden om at
et billede ikke bliver færdigt på et kvarter, men
kræver mange skitser, farveblandinger og justeringer for at lykkes. Det kan også være et spørgsmål
om at blive opfordret til at frigøre sig fra stereotype fremstillingsformer som fx altid at tegne
konturer op med sort eller tegne det samme motiv
igen og igen på næsten samme måde.
Den kontinuerlige træning anskueliggør en bevægelse væk fra en reformpædagogisk tankegang
om, at eleven skal udvikle sig billedmæssigt uden
indblanding fra billedpædagogens side. En tankegang, som i billedpædagogikkens historie har
vekslet med en mere dannelsesorienteret kunstpædagogisk forestilling om, at pædagogens opgave er
at bibringe eleven grundlæggende viden om kunstens historie, traditioner og teknikker.
Det er også en bevægelse væk fra ideen om, at æstetisk arbejde fortrinsvis er et intuitivt, oprindeligt
udtryk for indre følelser. At producere såvel som
at percipere billeder kræver træning, kendskab til
teknikker og eksperimenter med materialer.
Billedsprog
Begrebet Outsider Art indbefattede oprindeligt
billeder og skulpturer produceret af sindssyge,
primitive folkeslag, især fra Afrika og Polynesien,
og børn. Der er nu en stigende international interesse for også at inddrage udviklingshæmmedes
billeder i dette begreb.
De fleste af eleverne på Karavana har et personligt, billedsprogligt repertoire. Det kan være
svært at afgøre, om der er tale om en udvikling af
medfødte tegn, figurer og temaer – eller i hvor høj
grad der er tale om inspiration fra andres billeder
i bøger, på udstillinger og i omverdenen i øvrigt.
Men det er karakteristisk for elevernes billeder,
at motiverne er i familier med motiver i mange
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
11
værker fra den traditionelle modernisme i malerkunsten: antropomorfe figurer, fabeldyr, masker,
ansigter, fugle og andre dyrelignende figurer. Et
træk, som kan genfindes i andre udviklingshæmmedes billeder på både danske og internationale
udstillinger.
Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt
man kan tale om et fælles billedsprog for udviklingshæmmede malere. Men det er vigtigt at pointere, at det ikke bare er livsbekræftende billeder i
varme, glade farver, men at det tankevækkende,
det foruroligende og det, der ikke umiddelbart er
til at forstå, også kommer til udtryk i billederne.
Denne spændvidde er fx repræsenteret i et af Karavanas julekort: her er engle i alle afskygninger
fra de blide, romantiske til de sære og dæmoniske.
En romantisk opfattelse af de udviklingshæmmedes billedsprog som værende mere oprindeligt og
naturgivent fører ikke til en reel anerkendelse. Det
er voksne mennesker, som lever i et moderne samfund og kommunikerer deres mangfoldige livserfaringer via billeder.
Billederne er i sagens natur blivende værker i
modsætning til musikkens og teatrets mere flygtige væsen. Billederne kan ses, fortolkes og vurderes uafhængigt af tilblivelsen – og dermed også af
handicappet. Denne fortolkning og vurdering af
billedet for dets egen skyld giver både en frihed
og en forpligtelse. Frihed, fordi værket bliver skilt
fra handicappet – og forpligtelse, fordi billederne
vedblivende skal kunne stå deres prøve i det offentlige rum i form af fx. udsmykninger eller illustrationer.
Arbejdsform
Atelier Karavana består af 6-7 elever og en billedpædagog. Hertil kommer skiftende gæstelærere,
kunstnere og studerende.
Som billedpædagog i atelieret har man en mangfoldighed af pædagogiske og kunstneriske arbejdsopgaver. Det overordnede princip for arbejdet i
atelieret er at kombinere de udadvendte, målrettede projekter med den kontinuerlige undervisning
i kendte og nye billedteknikker. De to arbejdsformer er lige vigtige og skaber tilsammen betingelserne for udvikling.
Eleverne deltager i de fælles forløb, men hver elev
har sine unikke forudsætninger og kræver sin egen
blanding af vedligeholdelse af allerede erhvervede
færdigheder og ny udfordring. Billedpædagogen optræder i den forbindelse som værkstedets
mester i gammeldags forstand. Hun kan se mulighederne i det billede, som kun lige er ved at
tage form, og kan vejlede mht. valg af farver og
vægtning af billedelementer. Hun kan være den
enkelte elevs hukommelse, når glemte teknikker
og færdigheder skal hentes frem i lyset. Hun kan
sige stop, når produktionen af billeder antager et
for stort omfang, eller billederne bliver for hurtigt
færdige og ikke er gennemarbejdede.
Det kræver et indgående kendskab til hver elev at
kunne stille de relevante niveaumæssige krav. Som
udgangspunkt er det en asymmetrisk relation,
hvor billedpædagogen er den styrende. Men det
er også en relation med mulighed for ophævelse af
denne asymmetri gennem træning, kendskab til
teknikker og materialer og derigennem udvikling
af et fagligt funderet personligt billedsprog.
Og midt i alt det seriøse arbejde skal der være
plads til hverdagens små fortrædeligheder, skøre
indfald og sort humor. Nogle gange kan det være
nødvendigt at trække en enkelt elev væk fra gruppen og sidde i fred og ro et andet sted, hvis livet
går én i mod den dag. Her er det en fordel, at re-
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
12
sten af eleverne kan arbejde videre og hjælpe hinanden uden pædagogens tilstedeværelse. At blande sig frem til den helt rigtige farve, at få figurerne
til at se ud som de skal, at finde en balance mellem
figuren og baggrunden. Det kræver nogle gange
hjælp fra sidemanden: Hvordan har du blandet
den farve? Kan jeg låne lidt af din?
Æstetisk inspiration
Billedpædagogen skal også fungere som æstetisk
inspirator. For at kunne vedligeholde motivationen og lysten til at udvikle sig gennem billeder må
den daglige arbejdsdisciplin suppleres med små og
store udflugter og besøg på udstillinger. En tur til
stranden med koncentreret arbejde for at fange
lyset, havet og skyerne ned på papiret kan give inspiration og samtalestof til mange timer i atelieret.
Det er et kontinuerligt arbejde at give æstetiske
og sansemæssige oplevelser i hverdagen: former og
farver i et blad eller en sten på en tur ud i naturen,
inspiration fra andre kunstnere gennem bøger og
udstillinger, at pege på lige den farve eller detalje
på en anden kunstners billede, som kan genkendes og inspirere til nye billeder.
Det er ikke ligegyldigt, hvilke udstillinger, der
bliver valgt. Der skal helst være et element af genkendelighed i form af farver, spændende former
og figurer og gerne et figurativt indhold. Med
genkendelsens glæde følger også evnen til at kunne vurdere håndværket i andres billeder – og en
nysgerrighed og lyst til at inddrage oplevelserne
hjemme i atelieret.
Variation og gentagelse
Der skal med jævne mellemrum introduceres nye
materialer og teknikker. Efter en periode, hvor
eleverne har fordybet sig i egne malerier, kan det
være befriende at arbejde eksperimenterende med
sort/hvide teknikker: linoleum, koldnål, monotypi eller alternative trykteknikker med plexiglas
eller sølvmateriale fra en juicekarton. Her er plads
til legen, at afprøve billedformer som måske ikke
lykkes eller at opdage helt nye figurer og former,
som kan føjes til ens personlige repertoire.
Gentagelsen er et vigtigt element i arbejdet – ikke
bare i det daglige arbejde med at blande farver,
fylde hele billedet ud og at bruge forskellige teknikker i samme billede, fx kridt på akvarel.
Ikke mindst arbejdet med at de malede figurer
ikke kommer til at stå alene på det hvide papir,
og dermed virker ufærdige, er en kontinuerlig
træning, som nogle gange kræver, at man i bogstavelig forstand vender billedet på hovedet. Det
kræver også lang tids træning at kunne blande den
helt rigtige farve og at kunne holde fast i gode figurer i billedernes virvar af flader, farver og figurer. Erindringen om tidligere forløb og erfaringer
skal sidde i hænderne.
Det kræver en bestandig vekselvirkning mellem
små og store billedformater, fine tegneredskaber
og grove pensler, teknikker der kræver finmotorik,
som fx linoleumstryk og store malerier med akrylmaling og brede pensler. Men også i den overordnede planlægning er det vigtigt, at bestillingsopgaver veksler med arbejdet med egne malerier og
genoptagelse af allerede introducerede teknikker.
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
13
Rum og indretning
Flere af de nuværende elever har været med fra
begyndelsen og har været med til at indrette værkstedet på en hensigtsmæssig måde. Det sikrer, at
de ved, hvor tingene skal være, når der skal ryddes
op. Det betyder også, at de har været med til at
præge og definere rummet i overført betydning.
Indretningen giver mulighed for selv at definere
sit arbejdsrum efter arbejdsopgavens karakter og
personlige behov. At sidde tæt sammen med små
projekter som tryk og tegning – og i perioder at gå
væk fra det fælles og fordybe sig i store malerier,
der på flere måder kræver plads og rum.
Det kræver både æstetiske og visse sociale kompetencer at få det daglige arbejde i atelieret til at
lykkes. De nuværende elever har selv været med
til at tage imod og oplære nye elever i atelierets
arbejdsform.
Leg og eksperiment
Den enkelte elevs ressourcer skal frem i lyset og
udfordres for at få det færdige billede til at fremstå
så autentisk og personligt som muligt.
Det er i høj grad en mesterlærefunktion, hvor
man skal gøre, vise, pege frem for at introducere
nye temaer eller teknikker gennem det talte sprog.
Man skal have et stort materialekendskab og være
åben for at inddrage utraditionelle materialer, hvis
det er mere anvendeligt til lige denne gruppe malere.
Et meget vellykket projekt i atelierets historie
har netop været at udnytte en legende og eksperimenterende tilgang til at få nye billedmæssige
og sociale udfordringer. På et tidspunkt var det
småt med papir, og en af eleverne foreslog, at man
kunne male på nogle af de gamle stole, som stod
på skolen. Ja, hvorfor ikke? Så gik stolejagten ind,
og der blev vasket af og grundet og malet figurer
og mønstre på stolene. Stolene blev malet på alle
flader og blev senere sat sammen i opstillinger på
flere udstillinger.
Her var billedpædagogens opgave at være lydhør
og gribe ideen i det rette øjeblik. Selve det grænseoverskridende i at male på en stol i stedet for
på lærred eller papir var med til at give en helt
særlig stemning af leg, glæde og kunstnerisk eksperimentering. Ideen blev videreudviklet, og bl.a.
skabe og sengegavle har senere indgået i billedforløb.
Inspiration udefra
Gennem årene har mange forskellige gæsteundervisere givet ny inspiration til Atelieret. Det kan
være professionelle billedkunstnere, som har lyst
til at prøve særlige teknikker af sammen med eleverne, fx grafik med trykpresse. Det kan også være
studerende fra seminarier, som skal lære at strukturere et billedforløb. I disse forløb er Atelierets elever
ikke bare elever, men lige så ofte ligeværdige samarbejdspartnere på forskellige billedprojekter. Det
giver en basal selvværdsfølelse at blive anerkendt
som en person, der kan noget – og tit er Karavanas
elever hurtigere og mere trænede end de studerende, når det kommer til det konkrete billedarbejde.
De pædagogiske forløb kan have en varighed fra
endagsbesøg, hvor de studerende arbejder med i
Atelieret, til forløb, hvor Karavanas elever arbejder
på seminariet en uge med en gruppe studerende.
Når der inddrages gæsteundervisere udefra, får
den faste billedpædagog rollen som konsulent.
Målgruppen af udviklingshæmmede malere kræver
et gennemtænkt undervisningsforløb, som har den
rette balance mellem kendte, overskuelige teknikker og så alt det nye, som både fascinerer og kræver
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
14
mod. Mulighederne i det nye materiale eller den
nye teknik skal visualiseres, og forløbet skal begynde med simple og kendte øvelser, fx at tegne skitser.
Udstillinger
Det er et stort og kontinuerligt arbejde at få aftaler
om udstillinger. I lighed med Kompagniet og Karavana Band kan man her skelne mellem de interne
og eksterne æstetiske fremstillinger. Der er stor forskel på at udstille i skolens kantine og sende værker
ind til en censureret udstilling. Det er forskellige
vurderingskriterier, der gør sig gældende, selvom
begge dele er vigtige motivationsfaktorer for det
daglige arbejde.
I Atelierets historie er der sket en udvikling fra
udstillinger fortrinsvis for andre udviklingshæmmede til en større berøringsflade med verden
udenfor ”miljøet”. De største aftagere af udstillinger er stadig seminarier og andre pædagogiske
institutioner, men også fx ældrecentre, biblioteker,
lægehuse og private virksomheder har lagt hus til
udstillinger.
Den første udstilling udenfor det pædagogiske
miljø var i et lægehus i 1996 (Speciallægernes Hus
i Århus). Som ved andre udstillinger var første trin
etablering af kontakten. Det foregår via indsending
af fotos og andet informationsmateriale til institutioner og kunstforeninger.
Som en del af udstillingen havde en gæstelærer
introduceret det at arbejde med triptykons for ele-
verne. Et triptykon er oprindeligt et trefløjet religiøst billede fx en del af en altertavle, men blev her
brugt i en mere verdslig udgave. Eleverne malede et
selvportræt på et stykke træ, som derefter blev savet
midt over. Begge billedhalvdele blev med hængsler
forbundet til et andet stykke træ, hvorpå eleverne
fik til opgave at male deres tanker – en indre billedverden, som dukkede frem, når man åbnede
selvportrættet.
Da kontakten var etableret, skulle udstillingsarealet
vurderes: venteværelser, et gangareal på to etager og
en forbindende trappeopgang. Hvor mange billeder skulle hænge hvor? Hvilke billeder krævede
meget luft omkring sig pga. stærke farver eller udtryk? Hvilke billeder var harmoniske sammen, og
hvilke ”skreg” til hinanden?
Udover selvportrætterne bestod udstillingen af et
langt billede malet på silke, som hang i trappehullet, så man gik rundt om det.
Udstillingen var kulminationen på en lang, men
givende arbejdsproces, som blev afsluttet med en
fernisering med drinks, snacks og underholdning
ved Karavana Band.
Den næste udvidelse af Atelierets rækkevidde er
et lokalt netværksarbejde, hvor eleverne efter planen skal udstille på både institutioner og private
virksomheder i lokalområdet.
I forbindelse med udstillingerne arbejder billedpædagogen som censor. Som andre kunstnere
producerer hver elev store mængder af skitser og
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
15
billeder, hvoraf kun en lille del kan gøre sig fortjent
til at blive udstillet.
Udover egne udstillinger via kunstforeninger deltager eleverne jævnligt i både censurerede og ucensurerede udstillinger i ind- og udland. Parallelt med
udviklingen fra udstillinger indenfor til udenfor
”miljøet” er der sket en udvikling hen imod flere
censurerede udstillinger for udviklingshæmmede.
Ikke bare af praktiske grunde fordi de mange nye
billedværksteder giver en produktion af billeder,
som ville sprænge alle rammer i en ucensureret
udstilling, men mest fordi det giver en højnelse af
billedniveauet generelt. Det gælder ikke bare det
æstetiske niveau på udstillingen, men også den bevidstgørelse af eleverne, der udspringer af en censurering. Alt er ikke lige godt, og hvis man får et
billede afvist, må man stille større krav til sig selv.
Som regel udvælger underviseren et lille antal billeder fra hver elev til en Karavana-udstilling. Hvis
tiden er til det, kan eleverne selv være med til udvælgelsen.
Og anstrengelserne bliver belønnet. Både i form
af den glæde, som billederne giver tilskuerne, og
også mere kontant i form af salg af billeder. Nogle
sælger mere end andre, men alle elever kender tilfredsstillelsen og anerkendelsen ved at kunne sige:
Nu har jeg solgt et billede igen.
Som hovedregel går det halve af salgsbeløbet til
kunstneren og resten til materialer. I særlige tilfælde, fx ved opsparing til rejser, går hele beløbet i
en fælles pulje.
Udsmykningsopgaver
En blivende udsmykning giver en stor forpligtelse
overfor den institution, som skal se på det hver
dag. Derfor kan de udsmykningsopgaver, som
Atelieret deltager i, karakteriseres som et samarbejde mellem elever og billedpædagog, men et
samarbejde hvor pædagogen altid er den styrende
ift. det færdige udtryk. Hvornår i processen og i
hvilken grad eleverne er medbestemmende, er afhængig af opgavens omfang og karakter. Det kan
være en dialog eller et mere struktureret mesterlæreforhold.
Atelierets første udsmykningsopgave på en institution hed: Vi har en kedelig gang, hvad kan I
gøre ved det? Opgaven blev løst gennem to-tre
store og en række små billeder samt malerier malet direkte på afgrænsede felter over vinduerne.
Eleverne var på besøg og bestemte selv, hvem der
skulle male hhv. de store og de små billeder. Ved
samme lejlighed kunne de vurdere de farver på
inventaret, som billederne skulle passe til. Ved
denne opgave var der ikke et fælles tema, men de
store billeder var styrende for valget af de små.
I et andet tilfælde begyndte forløbet med, at underviseren bestemte et antal billeder og formater
ud fra rummenes karakter. Så kom eleverne på
besøg i rummene og var med til at diskutere farveskala ud fra de øvrige farver på vægge, gulve,
møbler og måske andre billeder. Temaet var mennesker eller masker.
Hjemme i atelieret blev der tegnet og malet skitser. Et utal af malede skitser til hele billeder, detaljer og dekorative rammer, som så kunne kombineres på forskellige måder.
Nogen gange er temaet frit og individuelt, andre
gange kan det være defineret på forhånd eller dukker op undervejs.
Når skitsearbejdet er færdigt, bliver de bedste
valgt ud og overført til lærred eller plade i fri hånd.
Eleverne har et antal farver til rådighed, som passer til inventaret. Farver på de store flader og baggrundene bliver fastlagt af billedpædagogen. På
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
16
den måde kan man sikre både elevens mulighed
for at udvikle sit eget billedudtryk indenfor et fast
defineret areal, og at det samlede billedudtryk bliver harmonisk.
I andre tilfælde køber fx en ny institution et antal
billeder ud fra et udvalg.
Det kræver en solid håndværksmæssig baggrund
at kunne styre bestillingsopgaverne samtidig med,
at elevernes personlige billedudvikling får de
bedst mulige vilkår.
Desuden skal jungletrommerne plejes, så Karavana kan få flere opgaver – også udenfor det pædagogiske miljø.
Andre opgaver
Ved bestillingsopgaver som udsmykning, illustrationer til bøger og tidsskifter eller plakater har
billedpædagogen en vigtig rolle som rammesætter
– både i konkret og overført forstand. Pædagogens indramning af udvalgte billeder er en del af
arbejdsprocessen, men
eleverne har også arbejdet i forløb, hvor rammerne er en del af det malede billede. Det kan
begynde med, at eleverne arbejder med at klippe
mønstre, figurer og borter i papir, som så bliver
kopieret og sat sammen i rammer. Rammerne
kan være forskellige i udformning og format. En
ramme kan samle et billedes udtryk og kan sikre,
at der ikke står en figur og flagrer midt på papiret.
Rammerne er så ikke bare en påmalet ramme i
en kontrastfarve men i sig selv fulde af figurer og
mønstre og en integreret del af billedet.
Ikke mindst når det handler om plakater, hvor
eleverne bidrager med hvert et lille billede, er den
billedmæssige og pædagogiske rammesætning vigtig. Gennem årene har Atelieret bl.a. produceret
plakater til den årlige Kulturuge for voksne udviklingshæmmede i Århus Amt. Et typisk arbejdsforløb med en kollektiv plakat begynder med, at
billedpædagogen bestemmer rammen og teksten.
Emnet bliver diskuteret blandt eleverne. Hvordan
kan man udtrykke begrebet Kultur i billeder? Der
er mange bolde i luften, og eleverne vælger hvert
sit tema: eventyr, kærester, bowling, fodbold, diskotek….
Ud fra rammerne, som er defineret af billedformat og materialer (kraftigt akvarelpapir, flydende
akvarelfarve og kridt), udarbejder hver elev ti eller
flere forslag. I samarbejde med billedpædagogen
bliver de to-tre bedste fra hver elev valgt ud til videre bearbejdning frem mod det endelige billede.
Dette forløb varer en til to uger.
Det er en arbejdsform, hvor det pædagogiske
hensyn til inddragelse af alle elever vægtes højt.
Efterhånden er denne kollektive arbejdsform blevet afløst af en mere individuel tilgang. Ved andre
plakatopgaver, fx til Kompagniets forestillinger,
udarbejder alle elever et forslag, men kun ét forslag bliver valgt ud. Parallelt til deltagelse i censurerede udstillinger er det en balancegang at tage
pædagogiske hensyn, samtidig med at det giver
en tilfredsstillelse og en højere æstetisk bevidsthed
hos eleverne: alt er ikke lige godt.
Det overordnede mål i forbindelse med eksterne
opgaver er ikke en kunstinstitutionel anerkendelse i traditionel forstand, men at opbygge en identitet og et netværk, som gør, at Atelierets elever
til stadighed kan få nye og udfordrende opgaver
udenfor huset.
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
17
Atelieret rejser ud
Salget af billeder i forbindelse med udstillinger er
ikke bare en kontant anerkendelse, men også led i
opbygningen af en identitet som udviklingshæmmet billedkunstner. En identitet, som defineres
af det daglige samvær og sociale tilhørsforhold til
gruppen, men bliver forstærket på tværs af skoler og landegrænser, når eleverne møder og maler
sammen med elever fra danske og udenlandske
skoler og billedprojekter. Begrebet Outsider Art,
som tidligere fortrinsvis indbefattede sindslidende
og fysisk handicappede, indbefatter nu også udviklingshæmmede. Det har givet nye muligheder
for at deltage i internationale udstillinger og projekter i et internationalt fællesskab.
Interviews af Pam Thu,
Lavet af Anne Marie Zwergius
18
19
Karavana på tværs
Dans
Menneskekroppen er i stand til at bøje, strække,
skubbe, føre kroppen eller et materiale og dermed
efterligne og skabe nye bevægelsesudtryk. Dansen
er ikke bare en lukket bevægelsesform, der skal
overholde konventionerne for en bestemt dansetradition. Det er derimod en kulturel udtryksform, der beskriver de mønstre og bevægelsestyper, som vores kulturtradition og dermed også
vore elever benytter.
I Karavanas produktioner får dansen og bevægelsen en særlig betydning. Når vi bruger dans,
er det både for at lære en bevægelsesforms egen
logik, tradition og selvforståelse, og også for at
kunne perspektivere og improvisere. Vi udvider
og eksperimenterer med nye danse- og bevægelsesformer.
Musikken har sit eget sprog. Dansen har sit sprog,
men disse to sprog kan også gensidigt berige hinanden. Bevægelsen eller dansen er en æstetisk
kommunikationsform, mange piger og enkelte
drenge på Karavana udtrykker sig bedst ved. En
bevægelse kan ofte sige mere end ord. Den nonverbale kommunikationsform har sin egen værdi
og fortælleverden. Hver krop er unik og har sit
eget bevægelsesmønster. Måden du går på er et af
dine personlige kendetegn. Dette kan også udnyttes i arbejdet med dans og bevægelse.
Gennem årene har vi indøvet dansesekvenser
for en gruppe piger i forbindelse med optræden
sammen med Karavana Band. Disse go-go-pigeoptrædener har skullet øves meget for at være
præcise nok. Her handler det om, at enten torsoen eller benene udgør den styrende faktor, da
koordinationen for alvor kommer på prøve.
Forskellige virkemidler og instrumenter, der
er beslægtede med dans eller forstærker det koreografiske bevægelsesudtryk, er en essentiel indgangsvinkel. At skulle udtrykke sig kropsligt helt
uden støtte kan virke uoverskueligt og grænse-
overskridende. Derfor bruges følgende virkemidler og instrumenter til indøvelse af et danse- og
bevægelsesudtryk.
Musik – indspillet, akustisk, elektrisk live-akkompagnement, selvudført m.m.
Stemme – sang, udråb, kor, rap, taler m.m.
Materialer som “partner” - stol, stok, snor, stof,
sodavandsflaske m.m.
Inddragelse af andre musiske udtryksformer - poesi, billedkunst, drama, gøgl m.m.
Beklædninger– ensfarvede el. farverige, enkle eller
pompøse, løse eller stive m.m.
Nye udtryksformer – stomp, break, stunt, rap
m.m.
Bevægelsesudtryk – mønstre, vaner m.m.
Vi kan kalde det ”at materialisere bevægelsen”,
hvilket betyder, at nævnte forhold kan medvirke
til at give bevægelsen/dansen et tilhørsforhold til
rummet og tyngden.
For nogen vil et materiale, f.eks. et redskab, være
den rigtige dansepartner. For andre vil en stor
kjole give vedkommende et stort udtryk. Mange
af disse virkemidler blev illustreret i førnævnte
teaterforestilling, Don Quixote, hvor kostumer,
musik, rap og rekvisitter indgik som bevægelsesmæssige holdepunkter.
Til optog har vi i de senere år etableret et samba-calypso-orkester med dansere.
I parader må grundtrin, grundbevægelser og flere
små bevægelsesmønstre simplificeres for at kunne
koordinere hænder og fødder. Dansen har indbyggede breaks i sammenhæng med musikken.
Jan Thomsen, Erik Bentsen