1. No category

RUED LANGGAARD UDGAVEN
Rued Langgaard: Sange til danske og norske tekster
1916-1949
Kritisk udgave ved Bendt Viinholt Nielsen og Ole Ugilt Jensen
Indhold
[1]
[2]
[3]
[4]
[5]
[6]
[7]
[8]
Russiske Sange (ved Thor Lange) (BVN 126)
1. Intet Ly (Lillerussisk)
2. Zigeunervise (Sydrussisk)
3. Flugt (Lillerussisk)
4. Mens Du kan, kys mildt paa Mund (Lillerussisk)
5. Sus ikke for mig (Lillerussisk)
6. Dandsemelodi (Lillerussisk)
7. Stakkels, stakkels lille Pige (Lillerussisk)
8. Ak, Du Tid (Lillerussisk)
1916 (rev. 1940rne)
Sommer (Fire Sangtonebilleder) (Rued Langgaard) (BVN 139)
1. Byger drager med Regn og Plask
2. Aftnen svøber sin Skumringskaabe
3. Luften er svalet af Torden og Regn
4. Solblink, vajende Flag
1917
[9]
[10]
[11]
[12]
1918
[13]
[14]
[15]
[16]
[17]
[18]
[19]
[20]
[21]
[22]
Ti Digte af Herman Wildenvey (BVN 146)
1. Sommertegn
2. Signe (I)
3. Signe (II)
4. Sommerhilsen
5. Tør jeg tro?
6. Plystrevise
7. Farvellet falder
8. Høstsyn
9. Eventyr (rev. 1933)
10. Vej
1918
[23]
[24]
[25]
[26]
[27]
[28]
Sonetter af "Adam Homo" (Frederik Paludan-Müller) (BVN 147)
1. At ret jeg lever skylder dig jeg kun
2. Min Grund til kort at skrive vil du høre
3. Just som de stivfrosne Snoge
4. Hjemad Soldaterne trække
5. O Lørdagsaftens Glans
6. Lyksaligt –
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 1 af 9
[29]
[30]
[31]
[32]
[33]
[34]
[35]
Loreley-Sange (Alvilde Prydz) (BVN 148)
1. I en ung piges album
2. Siste nat
3. Et landsted
4. Mens guldterningen trilled
5. Skærsommer
6. Epilog: Loreley
7. Orgelklang (BVN 135)
1918 (rev. ca. 1947/1949)
[36] Nu straaler atter Juleskær (Emilie Thorup) (BVN 162)
1919?
[37] November (Betty Tofte) (BVN 209)
1930
To aandelige Sange (BVN 256)
[38] 1. At tro (Emilie Thorup)
[39] 2. Jeg er træt og gaar til ro (Luise Hensel/Kristian Arentzen)
1914/1941-42
[40]
[41]
[42]
[43]
[44]
[45]
Ungdom (6 norske Sange) (Ewald Sundberg) (BVN 340)
1. Det er en morgen som en vældig tone
2. Fra gaden
3. Onde øjne
4. Aah tid, døde tid
5. Dit saare smil
6. Skum
[46] Det bødes der for (Jens Peter Jacobsen) (BVN 387)
[47] I Bjerget (Den Bjergtagne) (Carsten Hauch) (BVN 392)
1947-48
1949
1949 ( rev. 1951)
Om denne udgave
I dette bind præsenteres i alt 47 sange, hvoraf kun én tidligere har været publiceret, nemlig Mens
guldterningen trilled [32], der blev udgivet selvstændigt af Wilhelm Hansens Musikforlag i 1919.
Blandt Langgaards aandelige sange og salmemelodier findes tre titler, som er optaget i dette bind, da de
eksplicit er komponeret for sangstemme med klaver- eller orgelledsagelse. Det drejer sig om Nu straaler
atter Juleskær [36] og To aandelige Sange [38][39]. Sidstnævnte anføres i Langgaards endelige manuskript
at være for sang og orgel, men en anden kilde angiver sang med klaverledsagelse.
Udgaven er baseret på komponistens egenhændige manuskripter, som foreligger i Rued Langgaards Samling
på Det Kongelige Bibliotek i København. Et manuskript til den trykte sang Mens guldterningen trilled
kendes dog ikke, og genudgivelsen i dette bind har derfor førsteudgaven som kilde.
Som det er praksis for Rued Langgaard Udgaven publiceres værkerne i den form, komponisten senest er
kommet frem til. Rued Langgaards rettelser og tilføjelser i manuskripterne respekteres således i udgaven.
Pedalangivelser i klaverstemmen gengives som de forefindes i kilderne med de store uregelmæssigheder, det
medfører. I de tidlige sange er der kun sparsomme eller slet ingen pedalangivelser, men i manuskripter fra
1930rne og 40ne, hvad enten det drejer sig om sene sange eller om reviderede versioner af tidlige sange,
finder man i reglen detaljerede angivelser.
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 2 af 9
Denne udgave følger de generelle retningslinjer for Rued Langgaard Udgaven. Udgivernes tilføjelser og
rettelser er typografisk markeret i nodesatsen ved hjælp af skarpe parenteser og buer med brudt streg.
Orienteringsfortegn i runde parenteser skyldes udgiverne. Yderligere oplysninger findes i afsnittet
Redaktionelle bemærkninger samt i Kilder og kritisk beretning.
Sangtekster gengives med udgangspunkt i digtenes publicerede form. Eventuelle udeladelser og ændringer,
Langgaard bevidst har foretaget, respekteres. Der tages dog ikke hensyn til hans delvise fordanskninger af
norske tekster. De anvendte digte gengives med redaktionelle noter og bibliografiske henvisninger s. XX.
Rued Langgaard som sangkomponist
Rued Langgaard (1893-1952) komponerede 143 solosange med klaverledsagelse, hvoraf de 18 i dag er
forsvundet. Nogle af de 125 kendte sange foreligger imidlertid i to selvstændige versioner. Dertil kommer
seks ufuldførte sange, som foreligger i skitseform.1 Næsten alle Langgaards sange blev til inden for perioden
fra 1906 til 1918, og mere end 100 af dem blev komponeret i den bemærkelsesværdigt korte årrække fra
1914 til 1918, da komponisten var i begyndelsen af tyverne. “Han komponerer Sange á la Schubert – med
Hensyn til Hurtighed, ryster et Par ud af Ærmet om Dagen”, skrev hans mor Emma Langgaard således i et
brev i 1916.2 I samme femårsperiode komponerede Langgaard i øvrigt også en del værker for sangstemme
med ledsagelse af symfoniorkester eller strygekvartet. Der var tilsyneladende ikke nogen ydre anledning til,
at han producerede så mange vokalværker i disse år. Grunden var sandsynligvis, at den unge komponist i
denne livsfase havde et særligt udtalt behov for at knytte en sproglig, digterisk dimension til sin musik.
Sangene blev komponeret til digte af danske, norske og tyske forfattere. Til ni af sangene leverede
komponisten selv teksten. I foråret 1918 ophører Langgaards sangproduktion med ét, og i de følgende 34 år
indtil hans død i 1952 blev værklisten kun forøget med 12 titler inden for denne genre.
En del af de tidlige sange, 27 i alt, blev udgivet på Wilhelm Hansens Musikforlag mellem 1906 og 1919. De
fleste titler blev udgivet enkeltvis under vekslende seriebetegnelser som fx Sange – Lieder af Rud Immanuel
Langgaard.3 Forlaget forsynede sangene med løbenumre, men ændrede nummerserien et par gange i løbet af
årene.4 Nogen nævneværdig udbredelse fik de trykte sange øjensynlig ikke, og man må i det hele taget sige,
at Langgaard, trods den store og meget varierede sangproduktion, ikke gjorde sig bemærket i samtiden inden
for genren. Kun knapt halvdelen af sangene, i alt omkring 65 titler, blev opført i Langgaards egen tid. De
fleste af dem blev kun opført en enkelt eller nogle få gange og næsten altid ved koncerter, som Langgaard
selv havde foranstaltet og hvor han tillige medvirkede som akkompagnatør. Endnu en grund til at sangene
forblev forholdsvis ukendte var, at de ofte blev præsenteret ved velgørenhedskoncerter, i kirkelig
sammenhæng eller i foreningsregi og i mange tilfælde i provinsen – eller i udlandet. Egentlige liedkoncerter
helliget Langgaard-kompositioner fandt således kun sted to gange, i Stockholm i 1916, hvor Mimi Klein
fremførte 16 sange (hvoraf de 10 var uropførelser), og i Berlin i 1920, hvor Ellen Overgaard sang 12 sange
ved Langgaards “Kompositions-Abend” i Gesellschaft der Berliner Secession. Begge gange sad komponisten
ved klaveret.
Rued Langgaard omgav sig med en snæver kreds af musikere, og de sangere, som nogenlunde hyppigt
fremførte hans værker kan tælles på én hånd. I de første år er det Vilhelm Michelsen (1879-1957), et
estimeret navn i tidens danske musikliv. Fra 1915 optræder Langgaard i nogle år ofte sammen med den
jævnaldrende koncertsangerinde, frøken Mimi Klein (1890-1938; i 1919 gift Falkenstjerne). Hvis han skrev
nogle af sine sange med en bestemt stemme i tankerne, var det utvivlsomt hendes. Fra 1918 er det imidlertid
Ellen Overgaaard (1882-1946), der stort set er enerådende på Langgaards koncertprogrammer. Hun havde en
karriere som wagnersopran med jævnlige gæstepil på de tyske operascener og medvirkede også fire gange i
årene 1920-25 i opførelser af Langgaards symfoni nr. 2, hvis sidste sats er en orkesterlied. Andre sangerinder
medvirkede ved enkeltstående lejligheder; det gælder koncertsangerinde Ingeborg Nørregaard-Hansen
(1874-1941), den ellers ukendte Marie Holleufer samt en af de stærke kræfter ved Det Kongelige Teater,
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 3 af 9
kongelig kammersangerinde Emilie Ulrich (1872-1952). Sidstnævnte fremførte syv sange ved en koncert i
Odd fellow Palæet i København den 7. december 1917. Ved denne koncert var det reelt første gang, at et
bredere københavnsk koncertpublikum og byens musikkritikere havde mulighed for at opleve et udvalg af
Langgaards sange. Koncerten bød også på to Langgaard-symfonier, som naturligt nok tiltrak sig størst
opmærksomhed. At dømme efter avisreferaterne blev afdelingen med sange dog modtaget helhjertet af det
talstærkt fremmødte publikum, mens kritikerne – som vanligt, når det gælder Langgaard – var forbeholdne i
større eller mindre grad. De få specifikke anmeldelser af Langgaards sange, der foreligger, såvel fra den
nævnte som fra andre koncerter i de følgende år, domineres uheldigvis af den stærkt Langgaard-skeptiske
kritiker Gustav Hetsch fra Nationaltidende. Han karakteriserer generelt Langgaards sange som “skruede” og
med uinteressante, usangbare melodier til et søgt akkompagnement. Han påpeger komponistens usikkerhed
over for det litterære, “dels ved Musikens Grundstemning, dels ved en søgt eller kejtet Deklamation”. I nogle
af sangene finder han sangstemmen stedmoderligt behandlet, nærmest som et uvedkommende appendiks.
Hans få positive ord angår de fine og veltrufne enkeltheder, han trods alt hører rundt omkring. Og så
fremhæver han Mens Guldterningen trilled, som han finder “jævn og naturlig dansk”, og Mir träumte von
einem Königskind, der “virkede velgørende med sin jævne, naturlige Folkevisetone”.5 Den ofte nedladende
kritik fra Gustav Hetsch i det autoritative dagblad var en plage for Rued Langgaard. Men der fremkom dog
også andre synspunkter. Da Mimi Klein den 22. februar 1918 fremfører fem sange i Kasinos koncertsal i
København, for en gangs skyld uden Langgaards personlige medvirken, opnår sangene usædvanlig nydelige
omtaler i tre aviser. En af dem skriver eksempelvis:
“[Langgaards fem Sange] betød for ham som Sangkomponist næsten et Gennembrud,
imponerende ved deres lødige Indhold og smukke Form. Hvilken stille Søndagsfred var der ikke over
‘Ved Kyrkhult Kirke’, en blid, stille Melodi til henrivende enkle Harmonier, og prægtigt svøbte hans
Toner sig om det J.P. Jacobsenske Digt ‘Du Blomst i Dug’, steg og sank med dets Rytme. De blev fint
sunget af Koncertgiverinden, særlig Heines ‘Wir träumte’, ogsaa en fin og poetisk Komposition.”6
Uvejrsaften og Foraarssang var også på programmet, og en anden af anmelderne konkluderer, at Langgaard
med de fem sange “vandt […] en virkelig Komponistsejr.”7 Også seks sange, som blev fremført af Ellen
Overgaard den 1. december 1918 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, gjorde ifølge Berlingske
Tidende megen lykke blandt publikum og “vidnede om en let vakt Fantasi og fin Klangsans.”8
Langgaards sange forsvinder ud af koncertprogrammerne nogenlunde samtidig med at han selv i
begyndelsen af 1920rne ophører med at optræde offentligt som klaver- og orgelspiller. De utrykte sange
bliver lagt på hylden hjemme hos komponisten, ingen afskrifter er øjensynlig blevet bragt i cirkulation, og de
trykte sange bliver langsomt udsolgt fra forlaget, uden at de dukker op med nogen synlighed i koncertsalene.
Langgaards sange går dog ikke fuldstændig i glemmebogen, idet de drypvis holdes i live gennem
udsendelser i Statsradiofonien (Danmarks Radio). Små udvalg med skiftende sangere og akkompagnatører
udsendes både i Langgaards tid (1930, 1941, 1950) og i de følgende år (1955, 1957, 1958). Det er navnlig
trykte sange, som opføres, og de oftest gentagne er to-tre af de fem Sange af Jenny Blicher-Clausen samt de
to J.P. Jacobsen-sange Du Blomst i Dug og Alle de voksende Skygger, alle fra 1914.
I 1966 er Danmarks Radio blandt de første til at relancere Rued Langgaards musik, og i årene derefter sendes
jævnligt programmer med Langgaard-sange i radioen. Der er i reglen tale om studieproduktioner. Mange af
de utykte værker bliver nu uropført eller genopført for første gang siden Langgaards tid.
Publikationsinitiativer fører det dog ikke til; i de næsten 100 år mellem udgivelsen af Mens Guldterningen
trilled (1919) og nærværende udgivelse (2013) blev der ikke udgivet ‘nye’ sange af komponisten i nodeform.
Langgaards kunstneriske udvikling i ungdomsårene afspejles særdeles tydeligt i sangproduktionen. De første
sange fra 1906-08 er præget af dansk romancetradition, som man kender den fra Peter Heise (1830-79) og
P.E. Lange-Müller (1850-1926). Så følger omkring 1910 en række lidenskabelige sange til kærlighedsdigte
og digte med religiøst-filosofisk indhold af den tyske forfatter Emil Rittershaus. Disse sange er karakteriseret
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 4 af 9
ved at være ret lange og besidde et dominerende, i reglen bredt og kraftigt klaverakkompagnement. Det er,
som om komponisten her søger et udtryk, der ligger på grænsen af, hvad sangstemme og klaver kan yde. Han
gik også til yderligheder, hvad tonearter angår. Sterben er i Fis-dur, Die Sonne meines Lebens i Ges-dur og
Das Auge i es-mol. Med Lieder von Goethe fra 1913 sker der en bemærkelsesværdig ændring i Langgaards
sangproduktion fra det opulent teatralske til det intime. De korte, enkle og stilmæssigt tilbageskuende
Goethe-sange indvarsler en ny fase, hvor det lyrisk afdæmpede og sarte klanglige nuancer kommer i fokus. I
større omfang end tidligere finder man eksempler på kromatisk og eksperimenterende harmonik, og
klaverteknisk kan man ane en inspiration fra fransk impressionisme. Sangene fra den produktive periode
1914-18 udviser stor stilmæssig bredde og en rig variation i de musikalske former. Da RL efter en pause på
30 år vender tilbage til genren med den lille sangcyklus Ungdom i 1948, fastholder han den senromantiske
harmonik (med undtagelser af en ironisk anvendt 12-tone-række i begyndelsen af sangen Aa Tid, døde Tid).
Men de sene sange har alligevel en anden, tungere karakter og et udtryk, der ligger nærmere ved
samtidsmusikken i Danmark i årene lige efter krigen, end de tilbageskuende værker, Langgaard typisk skrev
i denne sidste fase af sit liv.
Rued Langgaard fulgte ikke den tendens i dansk sangæstetik, der med Carl Nielsen (1865-1931) i spidsen
stræbte mod en enkelt og sangbar vokalstil. Den folkelige, danske sang fik et vældigt opsving i århundredets
første årtier, men satte sig ingen spor hos Langgaard, der holdt fast i den ekspressive og kunstfærdige liedgenre. En national tone finder man næppe i Langgaards centraleuropæisk orienterede sangproduktion. Det
melodiske synes i det hele taget ikke at have været det væsentligste for Langgaard. Han betragtede
øjensynlig en sang som et tonebillede i miniatureformat, hvor det gjaldt kompositionens samlede udtryk og
det stemningsskabende og billeddannende i forhold til teksten. I den forbindelse er det karakteristisk, at
samlingen Sommer (1917) har undertitlen “Fire sangtonebilleder”. Klaveret er ikke blot akkompagnerende i
Langgaards sange, men har en selvstændig rolle: det skaber og fastholder et klangrum, som er særegent for
den enkelte sang, ganske ofte ved hjælp af gentagne, små figurer eller rytmiske repetitioner. I mange af
sangene finder man instrumentale indskud mellem de vokale fraser og afrundende, stemnings- eller
motivmæssigt pointerende efterspil.
Om Langgaards sange 1916-1949
Dette binds indhold afspejler, at Langgaards sangproduktion stort set ophører med samlingen Loreley Sange
[29]-[35], komponeret i april 1918, hvor komponisten var 25 år gammel. 9 En kort og sen opblomstring
kommer så 30 år senere med de otte sange, Langgaard skrev 1947-49, hvoraf de seks indgår i samlingen
Ungdom [40]-[45]. Af de 47 sange, som udgives her, blev kun 16 opført i Langgaards levetid, og af disse 16
opnåede de fleste kun én opførelse. Formodentlig har en del af dem dog været sunget i privat regi. I 1940rne
har Langgaard haft fat i de fem samlinger fra 1916-18, hvilket bevidnes af en række korrektioner og
kommentarer, som er tilføjet i manuskripterne, i reglen med blyant. Langgaard kan have haft til hensigt at
revitalisere sangene ved at udarbejde nye (og lettere læselige) renskrifter, men det skete kun for LoreleySanges vedkommende [29]-[35]. I slutningen af 1940rne indsendste Langgaard en ny renskrift indeholdende
en let revideret version af disse sange til Statsradiofonien, og sangene blev opført i radioen i 1950.
Russiske Sange [1]-[8] blev komponeret i oktober 1916 til syv lillerussiske folkeviser og en enkelt sydrussisk
vise, oversat af Thor Lange og publiceret i 1902 i Fjerne Melodier. Folkeviser og Smaadigte. Thor Lange
(1851-1915) levede det meste af sit liv i Rusland, og hans gendigtninger af slavisk poesi fik ikke blot
betydning for dansk litteratur, men var også til stor inspiration for samtidens sangkomponister. Seks af
Langgaards Russiske Sange blev uropført af kgl. kammersangerinde Emilie Ulrich og komponisten ved den
ovenfor omtalte koncert i København den 7. december 1917. Én af sangene, Mens Du kan, kys mildt på
Mund [4], blev opført yderligere tre gange frem til 1920, men her ud over kendes der ingen offentlige
opførelser af de otte sange i komponistens samtid. I 1940rne fandt Langgaard sangene frem igen og indførte
en del skitseprægede rettelser i manuskriptet. Han har utvivlsomt haft til hensigt at udarbejde en ny, revideret
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 5 af 9
renskrift af samlingen, men kun sang 1 og 6 foreligger i nyere renskrift. Den første sang er ubetydeligt
revideret, mens sang 3 og 6 til gengæld blev genstand for en ret omfattende revision. Udgaven her
præsenterer sangene i deres endelige form.
Mens Langgaard var på sommerophold i den skånske kurby Tyringe i 1915 skrev han tre digte under
overskriften Sommer. I november året efter satte han disse digte i musik sammen med et fjerde digt, han selv
havde skrevet, men hvis eksakte tilblivelsestidspunkt ikke er oplyst. Det blev til samlingen Sommer, Fire
Sangtonebilleder [9]-[12]. Sangene er ikke forsynet med specifikke titler i manuskriptet, men blot betegnet IIV. De skildrer stemninger fra ferier i Sverige, og den sidste tekst refererer helt konkret til havneområdet i
Helsingborg. Sangenes karakterbetegnelser er usædvanlige. Den først sang var oprindeligt betegnet Smilende
med en Understrøm af Extase (kort efter ændret til: Bevæget). Den anden sang var betegnet Som Musik i
Himmelen (snart ændret til: Temmelig langsomt). Den tredje sang bærer stadig den oprindelige betegnelse:
Som et bevæget i Toner langt udholdt Ak!, og det samme gælder den sidste sang, som er betegnet: Med
undertrykt Resignation og Sværmeri. Allerede under renskrivningen foretog RL ændringer i det første digt og
i de følgende år føjede han nye tekstversioner ind i manuskriptet, således at der i den første sang stedvis kan
konstateres hele fem versioner af sangteksten. Også teksterne til sang 2 og 3 blev revideret flere gange, mens
der ingen ændringer blev foretaget i sang 4. Langgaard korrigerede til dels sangstemmen parallelt med de
skiftende tekstrettelser, hvorimod klaversatsen forblev uændret. Blandt de reviderede tekster dominerer en
version, som efter skriften at dømme stammer fra 1924/25. De tre første digte er her væsentligt forandret i
forhold til den tekst, Langgaard oprindeligt satte i musik. Digtene findes med samme ordlyd, men i lidt
længere versioner i et manuskript blandt Langgaards efterladte papirer.10 Nedskriften er tydeligvis fra 1924;
dateringerne er imidlertid de samme som kendes fra nodekilden: 9.-11. juli 1915. I sidste ende valgte
Langgaard imidlertid at gå tilbage til den oprindeligt komponerede tekst med ganske få justeringer. Digtenes
endegyldige ordlyd skrev han ud for neden på nodesiderne, efter skriften at dømme omkring 1946-47.
Udgaven henholder sig til denne, sidste teksteversion og ser bort fra tekstændringer og dermed
sammenhængende noderettelser, som Langgaard foretog mellem renskrivningen i 1917 og optegnelsen af
den let reviderede, endelige tekst i 1940rne. Sangene blev delvis opført i 1969 og i komplet form første gang
i 1980 i Danmarks Radio.
For oven på manuskriptet til Ti Digte af Herman Wildenvey [13]-[22], kompoeret i marts 1918, har
Langgaard mange år efter sangenes tilblivelse noteret, at de er “Skrevet for Mimi Klein’s Sangstemme”. Men
det var Ellen Overgaard, som uropførte fire af dem, nr. 1, 4, 9 og 10, på Det Kongelige Danske
Musikkonservatorium den 23. februar 1919 med komponisten ved klaveret. Nr. 9, Eventyr, blev genopført
året efter af Overgaard og Langgaard i Berlin og i Tivolis Koncertsal, og så sent som 12. oktober 1933 var
den samme sang på programmet ved en Rued Langgaard-koncert i Hornung & Møllers koncertsal i Dansk
Komponist-Forenings serie, Danske Komponist-Aftener. Her var det så Mimi Klein (nu gift Falkenstjerne),
som opførte en til lejligheden udarbejdet, revideret version. Det var i øvrigt den sidste offentlige koncert med
kammermusik og sange af Langgaard i komponistens levetid. Også dette manuskript har været gennem
Langgaards hænder i 1940rne. Han har indføjet smårettelser i alle sange, undtagen nr. 5 og 10. For
Plystrevise (sang nr. 6)’s vedkommende er der tale om en ret omfattende revision. Farvellet falder (sang 7)
er først revideret og senere er alle siderne streget over. Sangen medtages desuagtet i udgaven her.
Tekstforfatteren Herman Wildenvey (1885-1959) er en af det 20. århundredes betydeligste norske lyrikere.
Langgaard fandt digtene i samlingen Digte i utvalg (1917).
Frederik Paludan-Müllers (1809-76) digtroman Adam Homo, udgivet 1841-48, indeholder sonetter og andre
digte, som forfattes af romanens kvindelige hovedperson, Alma. Langgaard satte fem digte, hvoraf de tre er i
den traditionelle sonet-form, i musik i marts 1918 (den sjette sang blev muligvis til som den første i februar
1918). Sangene endte øjensynlig straks i Langgaards skrivebordsskuffe og blev først taget frem mange år
senere. I 1940rne påbegyndte han således en orkesterversion af den sidste sang under titlen Fuga og med
betegnelsen III. Meningen med dette initiativ kendes ikke, og det blev kun til nogle løse notater. Det var
formodentlig på samme tidspunkt, at han på titelbladet karakteriserede sangene som “gode”. Langgaard har
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 6 af 9
dog øjensynlig ikke været så tilfreds med O Lørdagsaftens Glans (nr. 6), for han har overstreget siderne i
manuskriptet. Sangen medtages dog i denne udgave. Uropførelsen af de seks sange fandt sted i 1987.
Loreley-Sange gennemgik en revision i 1940rne, sådan som det i større eller mindre omfang var tilfældet
med mange af de ovenfor omtalte sange. Men i tilfældet Loreley-Sange fulgte Langgaard revisionsarbejdet til
dørs i og med, at han udarbejdede en ny og mere læselig renskrift end den oprindelige fra april 1918.
Manuskript fra 1918 eksisterer stadig, men omfatter i dag kun fem, unummererede sange. Mens
guldterningen trilled er ikke med, måske fordi den blev udgivet som enkeltstående sang af Wilhelm Hansens
Musik-Forlag i 1919 og således taget ud af sammenhængen. Desuden mangler Orgelklang, der blev til som
enkeltstående sang et år før de øvrige og først blev indlemmet i Loreley-Sange i 1949 eller 1950. Den nye
renskrift af Loreley-Sange er formodentlig udarbejdet 1947. Den repræsenterer en let revideret eller snarere
notationsmæssigt forenklet version med udeladelse af små tempoændringer i sangene, fjernelse af mange
fraseringsbuer og reducering af antallet af dynamiske angivelser. Efter fuldførelsen indleverede Langgaard
det nye manuskript til Statsradiofonien som programforslag. Et trykt ensemplar af Mens guldterningen trilled
var vedlagt som sang nr. 4. Sangene blev antaget, men først opført i radioen den 7. juni 1950 af Käthe Bruun
Bielenberg, akkompagneret af Folmer Jensen. Inden opførelsen indsendte Langgaard sangen Orgelklang til
Statsradiofonien med den besked, at denne sang hørte sammen med de antagne, men endnu ikke opførte,
Loreley-Sange. Den nye sang kom ikke med ved opførelsen. Da Käte Bruun Bielenberg genopførte sangene i
radioen den 21. april 1958 (nu med Esther Vagning ved klaveret) medtog hun Orgelklang som sang nr. 7.
Langgaard oplyser ikke selv, hvor i rækkefølgen sangen skal indplaceres; det er Constance Langgaard, der i
manuskriptet betegner den som nr. 7, hvilket jo er lidt lidt ulogisk, eftersom den foregående sang hedder
Epilog (nr. 6).
Orgelklang stammer fra 1917, men det oprindelige manuskript kendes ikke. Den foreliggende renskrift er
ikke dateret, men stammer givetvis fra ca. 1949. Dette manuskript bærer påskriften “Ved Fru Henriette
Siemsens Død (Bredgade 451) 22 April 1917”. Læge H. Siemsen og hans hustru var bekendte af familien
Langgaard. Da sangen ifølge komponisten imidlertid blev til 19.-20. april, altså et par dage før fruens død,
har han for forståelsens skyld tilføjet “Forudanelse!”. I en udvidet version for sopran og strygekvartet indgår
sangen som anden sats af værket I Blomstringstiden (BVN 136).
Teksterne til Loreley-Sange er af den norske forfatterinde Alvilde Prydz (1846-1922), hvis romaner vakte
opsigt omkring 1900, også uden for Skandinavien. Digtene stammer fra samlingen Digte (1916). Langgaard
oplyser, at Alvilde Prydz kom hos ham og hans mor fra 1917, altså også det år, hvor Loreley-Sange blev til.
Bekendtskabet med forfatteren kan forklare, hvorfor teksten til Orgelklang adskiller sig fra den publicerede
version af det pågældende digt. Men ved tonesætningen af digtet Skærsommer må Langgaard nok have
overset to meningsbærende verslinjer til slut i digtets strofe 3. Oprindeligt har Langgaard komponeret strofe
2 og 3 som musikalske gentagelser af strofe 1, men digtets strofe 3 har to ekstra verslinjer, som derved gled
ud. Disse linjer giver imidlertid hele forklaringen på, hvad der tales om i strofe 4, nemlig nogle ubestemte
naturvæsener, nisser, trolde eller alfer, der viser sig ved midsommer. I den reviderede version benytter
Langgaard kun strofe 1, 3 og 4, stadig med den mangelfulde strofe 3, og udgiverne har derfor ændret teksten
til denne strofe, således at de to manglende, meningsdannende linjer kommer med på bekostning af to andre,
knapt så væsentlige linjer. Fire af sangene opførtes på det Kongelige Danske Musikonservatorium den 1.
december 1918 af Ellen Overgaard og komponisten, som genopførte tre af dem året efter. Begge gange var
Mens guldterningen trilled med, og den blev som nævnt udgivet i 1919 – med en tilegnelse til Ellen
Overgaard.
Rued Langgaard skrev en række sange til åndelige digte og til tekster fra salmebogen, alle i den traditionelle
firstemmige udsættelse – med undtagelse af tre sange, som er er komponeret med klaver- eller
orgelledsagelse: Nu straaler atter Juleskær [36], At tro [38] og Jeg er trær og gaar til ro [39]. De to
sidstnævnte angives i det renskrevne manuskript at være for sangstemme og orgel, men på et andet, tidligere
titelblad blandt Langgaards manuskripter skriver han sangstemme og klaver. Akkompagnementet er ikke
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 7 af 9
tilrettelagt ideomatisk for orgel, det er tværtimod en typisk klaversats. Renskriften bærer dateringen 1941-42,
men de to sange er hver for sig desuden dateret julen 1914. Fra andre kilder ved vi, at Langgaard skrev tre
åndelige sange i 1914, hvoraf den første var til teksten At tro, den tredje til Jeg er træt og gaar til ro. Kun
den førstnævnte er bevaret i 1914-versionen (som firstemmig sats), og den har melodisk intet sammenfald
med At tro fra 1941-42. Man må formode, at Langgaard så at sige har genkomponeret de to sange i 1941-42,
uden at der nødvendigvis er tale om rekonstruktioner. Den oprindelige version af Jeg er træt og gaar til ro
blev uropført af Emilie Ulrich og komponisten (orgel) ved en koncert i Københavns Domkirke den 18. maj
1916. Endnu en opførelse i 1918 kendes. Begge sange opførtes første gang i deres endelige form i Danmarks
Radio i 1967 af Bonna Søndberg og Jørgen Ernst Hansen.
Den enkeltstående sang November [37] står med kompositionsåret 1930 fuldstændig isoleret i Langgaards
sangproduktion. Teksten er fra det populære blad Tidens Kvinder, som Langgaards hustru Constance måske
abonnerede på? Forfatteren Betty Tofte (1876-1956) bidrog til utallige ugeblade og tidsskrifter, men udgav
kun én bog (digtsamlingen Krystaller, 1906). Langgaard satte i første omgang en strofe af egen tilvirkning i
musik som erstatning for Betty Toftes strofe 3, men omkomponerede kort efter den pågældende passage til
Betty Toftes originaltekst. Hele Betty Toftes digt benyttes således uden ændringer i sangens endelige
version. Uropførelsen fandt sted ved Langgaards tidligere omtalte kompositionsaften den 12. oktober 1933,
hvor Mimi Falkenstjerne sang til komponistens akkompagnement. November var den sidste af programmets i
alt seks sange.
Hvad der i 1947-48 motiverede Rued Langgaard til at genoptage genren klaversange efter en pause på 17 år,
er uvist. Den norske digter Ewald Sundberg (1886-1967) havde i 1912 kontaktet Langgaard og efterfølgende
forsynet ham med sine digtsamlinger Digte (1911) og Ny Tid (1912) med henblik på, at Langgaard skulle
finde inspiration i teksterne. I 1915-16 komponerede Langgaard de To Skumringssange11, og Sundberg
omarbejdede på Langgaards anmodning digtet Lysøen fra samlingen Digte til brug for et korværk, som i
1916 blev inddraget i scenesymfonien Sinfonia interna12. Kontakten mellem Sundberg og Langgaard ophørte
allerede i 1916, men Langgaard havde utvivlsomt stadig Sundbergs digtsamlinger stående på bogreolen. Det
første digt, han nu tog fat på, var Skum, der blev komponeret den 1. november 1947. Nogle måneder senere, i
dagene fra den 7. til den 10. marts 1948 skrev Langgaard de øvrige fem sange og gav samlingen titlen
Ungdom [40]-[45]. Om sang nr. 2 Fra Gaden skriver Langgaard på manuskriptet “Paatænkt at komponere i
1912!”. Han var dengang 19 år gammel, og det forklarer vel titelvalget Ungdom. Alle sangene blev opført
første gang den 22. juli 1995 i Svaneke af Christine Teborg og Ulrich Stærk.
De to sidste sange, Det bødes der for [46] og I Bjerget (Den Bjergtagne) [47], er fra august og oktober 1949.
Langgaard har kun indskrevet første strofe af J.P. Jacobsens (1847-85) digt i sit manuskript. Intentionen er
formodentlig, at denne ene strofe, sammen med det vedholdende, uvarierede akkompagnement, skal skabe en
effekt, som ville udeblive, hvis alle fire strofer i digtet skulle med. Man skal i den forbindelse bemærke, at
Langgaard ændrer originalens “Det bødes der for i lange Aar” til “Det bødes der for i tusind Aar”. Mens
Langgaard komponerede sange til i alt tre digte af J. P. Jacobsen, blev det kun til det ene digt I Bjerget af
Carsten Hauch (1790-1872). Langgaard kan muligvis have kendt til det gennem Niels W. Gades brug af
teksten i det upublicerede værk Den Bjergtagne op. 52 for sopran solo, damekor og orkester fra 1872. Af
Langgaards sang foreligger der en førsteversion af slutningen, som viser, at han oprindeligt fulgte Hauchs
tekst i strofe 3. Efterfølgende indskød han 5 takter med et supplement til teksten, som han selv havde
forfattet: “Dér mig selv jeg saa, ej fri: hver en Kirke jeg gik forbi” (dette indskud omfatter t. 42-45 til og med
fermaten). Hvad Langgaard mener med denne kryptiske regibemærkning er ikke klart; måske har han villet
påpege et skæbnefællesskab mellem sig selv og indespærrede elverpige (egentlig, hos Hauch: “Huldren”)?
Manuskriptet er præget af utallige revisioner, den øjensynlig seneste er udført med kuglepen og dateret
“Febr. 1951 modif[iceret]”. Udgaven præsenterer komponistens seneste version. Det bødes der for blev
første gang opført i 1995, mens I Bjerget endnu er uopført.
Bendt Viinholt Nielsen, april 2013.
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 8 af 9
Noter
1. De ufuldførte sange bærer BVN-numrene U28-U31; dertil kommer: a) en skitse som i 2011 blev identificeret som en
sang til digtet Auf den Rosengrüften af Emil Rittershaus, og som er optaget værkfortegnelsens supplement som U28a,
og b) den skitserede sang Gyldenlak (Henrik Wergeland), som blev fuldført som klaversats i 1940 (sats 2 af Smaa
Sommerminder BVN 254), og som er optaget i værkfortegnelsens supplement som U29a.
2. Brev fra Emma Langgaard til Godtfred Skjerne 24.11.1916; Skjernes Samling, Musikmuseet, København.
3. Komponisten var døbt Rud Immanuel Langgaard, men kaldte sig fra 1932 Rued Langgaard.
4. De første 15 sange udkom i fire serier med hvert sit titelblad og med tre forskellige fortløbende nummereringer af
sangene. Det løbenummer, en sang fik i den serie, hvori den blev publiceret, er altså ikke nødvendigvis identisk med det
nummer, som knyttes til sangen i oversigter på andre, senere titelblade. De første fire sange udkom i 1906-07 i serien
Rud Immanuel Langgaard: Kompositioner med løbenumrene 1, 2, 5 og 6 (nr. 3 og 4 var klaverstykker). Da serien
Sange af Rud Immanuel Langgaard blev lanceret i 1908, blev disse fire sange, i ændret rækkefølge, betegnet nr. 1-4 på
titelbladet, hvorfor denne series tre nye sange blev publiceret med nummerene 5-7. Gefunden udkom med separat
titelblad og uden løbenummer i 1908, men indsættes på plads nr. 8 i den fortløbende nummerering. De første to af
Rittershaussangene udgives således i 1910 med numrene 9 og 10 i en ny serie betegnet Sange – Lieder af Rud Immanuel
Langgaard. I 1912 udgives den fjerde og sidste serie, som på titelbladet betegnes Rud Immanuel Langgaard: Sange –
Lieder. Samtidig revideres nummereringen, idet to af de tidlige sange, Nattevagt og Søv sødt, min Elskede, publiceres i
denne serie med tysk tekst og indskydes på pladserne 3 og 7, lige efter deres respektive danske pendenter (en anden
sang, Jeg beder ej om Guldets Glød, var tidligere publiceret som nr. 7). De sidste fem sange af Rittershaus får numrene
13-17. Derefter publiceres i 1914 fem Sange af Jenny Blicher-Clausen med et fælles titelblad uden nummerering. På
bagsiden af udgaverne er sangene dog indregnet i den fortløbende nummerfølge som nr. 18-22. I 1915 udgives 4 Sange,
hvoraf kun den første, Du Blomst i Dug, forsynes med et løbenummer, som så bliver nr. 23, hvilket dog kun fremgår af
den oversigt over hele serien fra 1 til 23, som findes på bagsiden af selvsamme sang. Her stopper
forlagsnummereringen, og de tre sidste af de 4 Sange samt 2 Sange fra 1916 og endelig Mens Guldterningen trilled, der
udgives med separat titelblad i 1919, inddrages altså ikke i forlagsnummereringen.
5. Nationaltidende 8.12.1917, 10.2.1919 og 25.9.1923 (sign. –st-ts-).
6. Udateret udklip uden kildeangivelse i RLS 139 signeret A.E.
7. Udateret udklip uden kildeangivelse i RLS 139 signeret A.J.
8. Berlingske Tidende 2.12.1918 (sign. A.T.).
9. Yderligere oplysninger om sangens tilblivelse, uropførelse, tilegnelse mv. kan findes i Bendt Viinholt Nielsen: Rued
Langgaards Kompositioner. Annoteret værkfortegnelse (1991). Tilføjelser og korrektioner findes til bogen findes
www.langgaard.dk/opslag/vaerk/vaerk.htm.
10. Det Kongelige Bibliotek (HA Tilg. 554,3). Teksterne til sang 1-3 er dateret hhv 9., 10. og 11 Juli 1915, men
optegnelsen stammer ifølge skriften tydeligvis fra 1924.
11. Rued Langgaard: Sange til danske og norske tekster 1906-1915, [39] og [40].
12. BVN 122.
Rued Langgaard Udgaven. Sange til danske og norske tekster 1916-1949. Forord.
Side 9 af 9