Referat: Orienteringsmøde d. 15. oktober 2010 - mødested: Boldrup Naturefterskole, Ørnbjergvej 13, Boldrup, 9610 Nørager KONTAKT CARSTEN RØMMING SØRENSEN TELEFON: 4099 6025 MAIL: [email protected] WEB: WWW.HAVORREDLIMFJORDEN.DK AAGE GRYNDERUP TELEFON: 2482 1768 MAIL: [email protected] WEB: WWW.HAVORREDLIMFJORDEN.DK Først vil jeg på vegne af initiativgruppen v/Aage Grynderup og undertegnede sige tak for jeres deltagelse i mødet fredag d. 15. oktober og sige tak til naturvejleder Gert Rubæk og Boldrup Museum for lån af lokaler samt for god forplejning. Jeg synes det er fremragende, at der er så stor opbakning til projektet - både fra lystfiskerforeninger, Sportsfiskerforbundet, FiskeriLAG'en, DTU og kommunerne. Opsamling på mødet - hvad blev der diskuteret? Der var bred enighed om, at projektet primært skal omhandle kystfiskeriet i hele Limfjorden og sekundært fiskeriet i de åsystemer, der har udløb i fjorden (plus naturlige søer/PT-søer). Det betyder, at projektet tilsigtes et regionalt samarbejde mellem de kommuner, der grænser op til Limfjorden. På mødet blev Mariagerfjord bragt i forslag som deltager i projektsamarbejdet, skønt kommunen ikke har direkte ”vandberøring” med Limfjorden. Turistmæssigt er Mariagerfjord Kommune imidlertid særdeles interessant, idet lystfiskeriet i Mariager Fjord allerede er kendt og populært blandt såvel indenlandske som udenlandske fiskeriturister, hvorfor det falder helt naturligt, at denne kommune også indgår i projektet og i dermed i en fælles markedsføring. Det betyder derfor at de åer, som har udløb i Mariager fjord, også ønskes omfattet af projektet. Der skal findes en grænse for, hvor mange kommuner der kan/ skal/vil være en del af projektet. Jeg foreslår, at alle Limfjordskommunerne forespørges, således projektet omhandler kommunerne Aalborg, Jammerbugt, Thisted, Morsø, Vesthimmerland, Rebild, Mariager Fjord, Brønderslev (Ryå med udløb i Limfjorden). Herudover vil Hjørring Kommune (Liver Å og Uggerby Å - begge med udløb i Vesterhavet) og Frederikshavn Kommune (Elling Å og Sæby Å – begge med udløb i Kattegat) være interessante samarbejdspartnere i projektet. I Region Midtjylland inddrages kommunerne Viborg, Skive, Holstebro, Lemvig og Struer. Der blev ligeledes diskuteret, hvorvidt der skulle ske ekstraordinære udsætninger af havørredyngel (smolt) i vandløbene for at styrke havørredbestanden for kystfiskerne efter samme fremgangsmåde, som i projekt ”Havørred Fyn”. Der var der delte meninger herom. Dog var der bred enighed om at der i de vandløb og kystområder, hvor bestanden af havørreder af den ene eller anden årsag var ringe, kunne tilgodeses med supplerende udsætninger. På sigt skal alle åer i Danmark, iht. DTU Aqua og Sportsfiskerforbundet, være selvreproducerende med udgangen af 2018, så der er altså fokus på forbedringer af vækstforholdene for havørrederne i vandløbene. Dette forudsætter derfor, et øget fokus på yngeludsætning, restaurering af gydepladser og udlægning af skjulesten i åerne, som også vil blive nærmere beskrevet i projektet. Denne del af opgaven forestiller jeg mig uddelegeres til de respektive kommuners biologer i samarbejde med de stedlige lystfiskere. Jeg noterede mig under mødet, at der er et ønske om et øget fokus på samarbejdet mellem de forskellige lystfiskerforeninger, kommuner og fiskeplejekonsulenter mhp. udsætning og genopretning. Hvad sker der så nu? • Jeg etablerer kontakt til de omtalte kommuner med henblik på et samarbejde. Da projektet har turisme som fællesnævner, er det naturligt at de enkelte turistforeninger (fx VisitVesthimmerland mf.) inddrages i projektet. • Jeg har tilrettet projektbeskrivelsen, så den omhandler fiskeriet i Limfjorden og de tilhørende vandløb, samt de kommuner hvor åerne har udspring i Limfjorden, herunder også Mariager fjord. • Der skal penge til. Og som jeg sagde på mødet, så kan kommunerne ikke spytte ret meget i kassen, hvorfor projektet skal finansieres af eksterne midler/fundraising. Ansøgningen om penge har derfor meget høj prioritet i denne fase af projektet. Dette arbejder jeg derfor sideløbende på, samtidigt med at der bliver taget kontakt til alle samarbejdspartnere. • Jeg får udfærdiget et brev/mail med en mødeindkaldelse til alle de berørte lystfiskeriforeninger i de føromtalte kommuner, der har lyst til at deltage i projektet. Jeg brænder meget for dette projekt, og mit ønske om at øge antallet af lystfiskerturister i de nordjyske kystområder og fiskevande, skal først og fremmest medvirke til, at alle involverede interesseparter får del i de øgede turistindtægter, og at der bl.a. via øgede indtægter ved salg af lystfiskertegn bliver flere penge til fiskepleje, herunder yngeludsætning og restaurering af vandløbene. Grønne, rene og attraktive vandløb i regionen vil virke som et positivt trækplaster på vore turister og ikke mindst på nye bosættere, for hvem naturen indgår som et af hovedelementerne i beslutningsgrundlaget for bosætning. Derudover er det også kommunernes ønske, især yderkommunerne, at øge bosætningen og tiltrække virksomheder til kommunerne. Med projektet håber jeg, at et øget antal af turister, kan gøre det attraktivt for både borgere og virksomheder at bosætte sig i yderkommunerne og i regionen som helhed. Samtidig gør det jo ikke noget, at vore elskede fiskevande får noget omtale, hvilket forhåbentlig giver nogle penge til foreningskasserne og forhåbentlig øger medlemsantallet og interessen for at besøge fiskevandene. Jeg vil opfordre alle til at melde tilbage til mig, hvis I har kommentarer til indholdet i min mail eller projektet som helhed såvel positive som negative. Derudover vil jeg gerne have en tilbagemelding fra de, som ønsker at være en del af styregruppen. Den skal nedsættes umiddelbart efter, at jeg har snakket med de ovennævnte kommuner. For så vidt angår projektets opgaver omkring strukturering og planlægning af forbedring af opvækstforholdene i vandløbene for havørreder vil styregruppen kunne styrkes ved at inddrage en biolog fra en af kommunerne samt en repræsentant fra lystfiskerkredsen. Side 2 Til sidst vil jeg endnu engang sige tak for jeres interesse og deltagelse i mødet. Projektets succes er afhængig af, at alle parter samarbejder og at alle parters ønsker tilgodeses i det omfang, det er muligt. Jeg håber at I stadig er interesseret i at støtte positivt op om projektet. Side 3
© Copyright 2024