Haderslev Kommune Voksen‐ og Sundhedsservice Haderslev den 13.11.2013 Indstilling til Haderslev Kommunes Handicappris 2013 Bestyrelsen for Haderslev Skyttekreds indstiller hermed Bruno Steffen Samuelsson, Lærkevej 5, 6100 Haderslev til Haderslev Kommunes Handicappris 2013. Indstillingen begrunder vi med Steffens utrolig store indsats og mangeårige engagement som instruktør og hjælper for de handicappede skytter i Haderslev Kommune. Steffen startede med at dyrke skydesporten sammen med sin søn Anker i Haderslev Handicap Idrætsforening og Haderslev Skyttekreds i 1979. Anker havde muskelsvind men kunne på dette tidspunkt skyde med riffel i skydestillingen ”stående med anlæg” . Dermed kunne han være med både til skydning for handicappede og på Haderslevs foreningshold for junior‐ og ungskytter. Steffen har siden 1979 virket som instruktør og hjælper for både sin søn og andre handicappede skytter fra Haderslev. Fire af de handicappede skytter fra Haderslev skød jævnligt på banerne under Haderslev Hallen og fandt sammen med andre handicappede skytter fra Rødekro og Aabenraa. Skytterne fra Haderslev, Rødekro og Aabenraa dannede i 1983 Sønderjysk Handicap Skytteforening som fik skydebaner stillet gratis til rådighed i det tidligere SI‐Center i Rødekro. Steffen var fra starten med som bestyrelsesmedlem og bød stadig ind med hjælp og instruktion. I 1987 blev Steffen formand for SHS og i hele perioden frem til 2006, hvor SI‐Centeret afbrød samarbejdet med SHS omkring skydebaner, ydede han en meget stor indsats. Efter 2006 faldt det SHS medlemmerne fra Haderslev naturligt at fortsætte med deres sport i Haderslev Skyttekreds hvor de fleste var medlemmer i forvejen. Skydebanerne i Haderslev, der nu ligger på Fjordagervej 44, kan uden problemer anvendes af de SHS medlemmer der sidder i kørestol. Dette fordi halvdelen af vores baner er etableret uden niveau forskelle og med justerbare skydeborde . SHS medlemmerne er faldet naturligt ind i vores hverdag og Steffen fik ret hurtigt ombygget en af vores baner så SHS’s 2 blinde skytter kunne få installeret deres specialudstyr. Steffen er meget kreativ og har lavet en løsning så vores blindeskydningsbane endda kan anvendes af SHS’s blinde medlem der sidder i kørestol. Vores samarbejde med SHS og især den meget aktive Steffen forløb så godt, at vi uden betænkning, valgte at fusionere de to foreninger i 2011. For SHS gav det en del praktiske fordele og Haderslev Skyttekreds blev en mere rummelig forening . SHS indgår nu i Haderslev Skyttekreds som et selvstændigt udvalg med Steffen som udvalgsformand og dermed også bestyrelsesmedlem. Som udvalgsformand står han for tilmeldinger til konkurrencer, indsendelse af resultater til handicapturneringer, kontakt til Dansk Handicap Idrætsforbund, almindelig opgaver i bestyrelsen mm. Steffen er hver tirsdag på banen for at træne med de blinde skytter og hver mandag + torsdag hjælper han de handicapskytter som ikke selv har mulighed for at indstille feks skydeborde mm. Derudover byder Steffen også hver tirsdag eftermiddag ind med en stor hjælp til vores ungdomsafdeling. De unge er mindst lige så glade for Steffens hjælp og vejledning som de handicappede skytter. Steffen er som menneske utrolig hjælpsom, altid glad og altid med overskud til at give dem han hjælper en dejlig oplevelse. Haderslev Skyttekreds lægger løbende baner og hjælpere til når Haderslev Kommune laver arrangementer for feks Digagergård, VGH eller andre med handicap. Steffen er også her en vigtigt person der altid stiller op og med sit rolige temperament samt pædagogiske instruktion giver alle en succes oplevelse. Derudover så finder Steffen også tid til at vedligeholde samt reparere de mange små og store elektriske ting der findes på en skydebane. Steffens baggrund som elektriker i Flyvevåbenet gør ham til en meget vigtig person i skydebanens daglige drift. Steffens søn Anker døde i 2008 og kunne desværre de sidste år af sit liv ikke være aktive skytte. Dette har dog ikke mindsket Steffens indsats og Haderslev Skyttekreds er Steffen meget taknemmelig. De mange punkter vi har oplistet er kun et udpluk af alle de ting Steffen byder ind med i vores forening. Det vil glæde os meget, hvis vi via Haderslev Kommunes Handicappris 2013, kunne gøre omverdenen positiv opmærksom på Steffens store indsats og engagement. Vi står gerne til rådighed for yderligere oplysninger. Med venlig hilsen Dorthe Lorenzen Formand Haderslev Skyttekreds Tlf 28 10 93 02
© Copyright 2024