1. No category

tillæg til grænseland
1864
1
Hans Jørgen L. Larsen
Baggrunden
for krigen i 1864
Indledning
Da fredsforhandlingerne i forbindelse med 1864 krigen var i gang i
London i sommeren 1864, skulle
den engelske Dronning Victoria
have spurgt sin statsminister Lord
Palmerston, om han ikke kunne
forklare for hende, hvad der egentlig var baggrunden for det slesvigholstenske problem, som havde
forårsaget krigen i 1864 mellem
Danmark og en række tyske stater.
Han skulle have svaret: ”Der er kun
tre mennesker, der forstår det slesvig-holstenske problem. Den første
er Prins Albert, Dronning Victorias
mand, men han er død. Den anden
er en tysk professor, men han er blevet sindssyg, og den tredje er mig
selv – og jeg har glemt det!”
Baggrunden for 1864 krigen er
– som antydet ovenfor – en temmelig vanskelig og indviklet sag at
gøre rede for. Jeg har forsøgt i det
følgende at give en forklaring på,
hvordan forløbet, der førte frem til
krigen, har været; hvad der var
baggrunden for at krigen brød ud
og en kort redegørelse for krigens
forløb. Det vil blive lidt indviklet
undervejs, da det som sagt netop
er indviklet, hvis man vil prøve at
forstå, hvorfor det endte som det
gjorde.
Jeg vil begynde med at skildre
stormagterne og det slesvig-holstenske problem efter afslutningen
Dronning Victoria og Prins Albert,
1854.
2
Baggrunden for 1864
af den første slesvigske krig i 1850.
Derefter vil der blive givet en beskrivelse af, hvordan de forskellige
politiske grupperinger i Danmark
stillede sig til sagen mellem 1850
og 1864 og hvordan man fra dansk
side søgte at løse det slesvig-holstenske problem. Sagen vil derefter
blive belyst fra en slesvig-holstensk
synsvinkel. Dernæst følger en beskrivelse af stormagternes indstilling til sagen i årene op til krigens
udbrud. Jeg vil så forsøge i et mere
fyldigt afsnit at skildre, hvordan
Otto von Bismarck, preussisk kansler, havde held med at få udviklingen til at gå i den retning, han ønskede, nemlig at gøre Preussen til
en tysk stormagt. Endelig følger et
afsnit om, hvorfor krigen netop
kom i begyndelsen af 1864, efterfulgt af et afsnit om krigens forløb
og hvordan den blev afsluttet.
Stormagterne og
det slesvig-holstenske
problem efter første
slesvigske krig, 18481850
Medens den første slesvigske krig
stadig blev udkæmpet svarede den
russiske ambassadør i Berlin på et
spørgsmål om, hvordan man skulle finde frem til en fred og til en
endelig løsning på det danske arvefølgespørgsmål: ”Freden kan ikke
bringes til veje uden om Rusland,
og arvefølgespørgsmålet kan kun
bringes til afslutning ved Rusland!”
Arvespørgsmålet drejede sig
om, at der skulle træffes en afgørelse for hvilken gren af den danske kongeslægt, der skulle arve tronen efter den barnløse Kong Frederik 7. Den russiske zar-familie
var i familie med den danske konge og havde derfor arveret til den
danske trone og således også indflydelse på, hvem der skulle arve
den danske trone.
I 1848 var det gået en revolutionær – nationalistisk og demokratisk – bølge gennem Europa. I det
ene land efter det andet blev der
indført mere demokratiske styreformer. Danmark blev også berørt
af de begivenheder. Dels var der
den første slesvigske krig, 1848 –
Baggrunden for 1864
Lord Palmerston,
engelsk premierminister, 1858.
3
Skagen
Frederikshavn
Ålborg
Thisted
Viborg
Randers
Silkeborg Århus
Ringkøbing
Helsingør
København
Varde
Roskilde
Fredericia
Kolding
Odense
Køge
Ribe
Tønder
Flensborg
Slesvig
Husum
Meldorf
Eckernförde
Kiel
Neumünster
Gluckstadt
Slesvig
Holsten
Lauenborg
Den dansk- slesvigholstenske helstat
efter 1814.
1850, der jo var et nationalt og liberalt slesvig-holstensk oprør mod
den enevældige danske stat – et
oprør som blev støttet af Preussen
i en periode; dels var der indførelsen af demokratiet i kongeriget i
1849, da den første grundlov blev
vedtaget. Det autoritært styrede
Rusland var gået fri af revolution,
men så med megen stor bekymring på, hvad der skete i mange
europæiske lande i 1848-1849.
I 1849 vendte bølgen. I de allerfleste lande blev revolutionen og
dens resultater undertrykt og fjer-
4
Baggrunden for 1864
net med hjælp fra bl. a. det russiske zarrige. For Rusland var det
også magtpåliggende at få bragt
både demokratiet i kongeriget og
det slesvig-holstenske oprør til ophør. Under pres fra Rusland trak
Preussen sig ud af krigen i 1850.
Oprøret blev derefter nedkæmpet
af den danske hær i 1850.
Rusland lagde sig meget i selen
for at få lavet en international aftale omkring den danske helstats
fremtid. Helstaten er betegnelsen
for det danske monarki indtil 1864
– helstaten bestod af rigsdelene
Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg. Målet for Rusland var at
genskabe Helstaten, som den så ud
før krigen.
I perioden 1851-52 blev der
indgået flere internationale aftaler, som blev accepteret af Danmark og som bragte en ende på
krigen og sikrede arvefølgen til
den danske trone. Preussen og
Østrig underskrev også aftalerne.
Aftalerne bestemte:
1. Den danske helstat skulle bestå
af 4 dele: kongeriget og de tre hertugdømmer (Slesvig, Holsten og
Lauenburg).
2. Hvert af Helstatens dele skulle
have sin egen grundlov for sine interne forhold. Hertugdømmerne
Slesvig og Holsten beholdt således
deres stænderforsamlinger, der fik
udvidede beføjelser i forhold til,
hvad de havde før krigen. Kongeriget beholdt sin grundlov fra 1849.
3. For styret af de områder af Hel-
statens affærer, som skulle være
fælles for alle rigsdelene – finanser,
forsvar og udenrigspolitik – skulle
der snarest laves en fællesforfatning . Konsekvenserne af disse aftaler var, at Slesvig hverken måtte
knyttes nærmere til kongeriget eller til Holsten. Oprøret i 1848 havde bl. a. sin baggrund i, at man i
kongeriget i 1848 ønskede at slutte
kongeriget og Slesvig sammen,
medens Holsten ønskede, at Slesvig og Holsten/Lauenburg skulle
være sluttet sammen i en stat, der
var mere eller mindre løsrevet fra
Danmark. Aftalerne indebar også,
at de 4 rigsdele skulle inddrages i
udarbejdelsen af en fællesforfatning og hver for sig godkende den.
Rusland havde med disse aftaler fået genoprettet den danske
Helstat og forhindret dannelsen af
en slesvig-holstensk stat, der ville
være blevet knyttet til det tyske
område, som Holsten jo var en del
af udover at høre under den danske konge. Efter at den danske regering i januar 1852 havde fremlagt sin plan for virkeliggørelsen af
de internationale aftaler, skrev den
russiske udenrigsminister til den
russiske ambassadør i Berlin:
”Vi kommer altså ikke til at høre
mere snak om det danske spørgsmål. Herren være lovet!” Hvad der
viste sig ikke at holde stik, for at
sige det mildt! Rusland havde delvist fået sin vilje – den danske
grundlov fra 1849 havde de dog
ikke fået afskaffet, men aftalerne
betød dog at grundloven efter
1852 kun ville gælde for kongerigets indre anliggender. I forbindelse med den danske accept af de
internationale aftaler, havde det
internationale samfund også
godkendt, at Prins Christian af
Glücksborg skulle efterfølge Kong
Frederik 7. som Konge af Danmark.
Preussen og Østrig havde med
aftalerne også fået deres ønsker
opfyldt – Slesvig kunne ikke knyttes nærmere til Danmark. Med aftalerne fra 1851-52 havde de endvidere fået en mulighed for at
blande sig i de indre danske forhold, når der skulle laves en fællesforfatning for Helstaten. Dertil
kom at Holsten og Lauenburg var
medlemmer af Det tyske Forbund,
der var blevet oprettet i 1815; i alt
39 stater var med i forbundet deriblandt Kongeriget Preussen og
Kejserriget Østrig, som var de to
største medlemmer og som konkurrerede om lederskabet i forbundet. Det Tyske Forbund ville
således også kunne blande sig i
forholdet mellem Danmark og
hertugdømmerne.
Baggrunden for 1864
5
De danske politiske
grupperingers holdning til det slesvigholstenske problem
1850-1864
Aftalerne fra 1851-52 om helstatens forhold fik også konsekvenser
for den indenrigspolitiske situation i det nye demokrati, Kongeriget
Danmark.
De konservative kredse, der
gerne ville begrænse demokratiet i
1849 grundloven, kunne udnytte
arbejdet med at udforme en fællesforfatning til at foretage indskrænkninger i det nye demokratiske system.
De nationalliberale, som havde stået bag indførelsen af 1849
grundloven og som havde som
mål at forene Danmark og Slesvig
(den såkaldte Ejderpolitik) og kun
have en løsere forbindelse til Holsten og Lauenburg, arbejdede fortsat på trods af aftalerne fra 185152 for at få gennemført en sammenslutning af Danmark og Slesvig. I løbet af 1850erne blev
gruppen af nationalliberale på
Rigsdagen dog delt i holdningen
til, om det nu også skulle være
grundloven af 1849, der skulle
være den fremtidige fælles grundlov for Danmark og Slesvig eller
om det skulle være en mindre demokratisk forfatning. De nationalliberale var blevet betænkelige
ved den udvikling demokratiet
havde taget. De havde regnet med,
6
Baggrunden for 1864
at vælgerne ville vælge ” de begavede, de dannede og de formuende”
(dvs. de nationalliberale akademikere)til at styre staten. Vælgerne
havde dog ikke ganske forstået
dette og havde valgt mange repræsentanter ind i Rigsdagen fra deres
egne kredse – til de nationalliberales store fortrydelse. Så i løbet af
1850erne var der opstået en nationalliberal højrefløj, der fortsat gik
ind for en fælles grundlov for
Danmark og Slesvig, men det skulle ikke længere være 1849 grundloven, men en ny mindre demokratisk af slagsen.
Den tredje hovedgruppe i
dansk politik dengang var de såkaldte Bondevenner, der repræsenterede venstrefløjen i dansk politik i 1850erne. De var også delte i
spørgsmålet, om man skulle arbejde for at fastholde den gamle Helstat eller for et Danmark til Ejderen. Frem til 1852 stod Bondevennerne bag Ejderpolitikken, men da
man på det tidspunkt begyndte at
frygte, at en sammenslutning af
Danmark og Slesvig ville medføre
en indskrænkning i demokratiet,
begyndte de i stedet for at støtte
helstatsmodellen. De mente, at de
ad den vej bedre ville kunne fastholde de demokratiske rettigheder
i 1849 grundloven. Alle i Bondevennernes gruppe var dog ikke
enig heri, hvad der svækkede gruppens politiske indflydelse.
I befolkningen i kongeriget var
der stor opbakning til Ejderpoli-
tikken – i 1861 lykkedes det for tilhængerne af Danmark og Slesvigs
”forening til et udeleligt uafhængigt
rige” at indsamle 71.000 underskrifter på dette krav.
Forsøgene på at lave en
fællesforfatning mellem
1852 og 1864
1864 krigen brød ud, fordi den
nationalliberalt ledede regering i
1863 med megen besvær fik vedtaget en fællesforfatning for Danmark og Slesvig. Det var et brud
på aftalerne af 1851-52 og medførte en militær reaktion fra Preussen, Østrig og Det tyske Forbund.
Der havde i løbet af 1850erne
(i 1854 og 1855) været et par forsøg fra skiftende danske regeringer
på at få de forskellige rigsdele til at
blive enige om en fællesforfatning
for Helstaten; uden held!
I kongeriget var der som sagt
modstridende interesser til projektet: skulle helstaten fortsætte eller
skulle man skabe noget nyt (et
Danmark og Slesvig sluttet tættere
sammen med en løsere tilknytning
til Holsten og Lauenburg). Dertil
kom, at de forskellige kredse ville
benytte denne sag til også enten at
forringe eller at fastholde demokratiet i kongeriget.
Da regeringen i november 1863
fik vedtaget sit forslag til en fællesforfatning for Danmark og Slesvig,
betød det en indskrænkning af demokratiet. Fællesforfatningen vedrørte de forhold, der var fælles for
kongeriget og Slesvig (finanser,
forsvar og udenrigspolitik). De to
rigsdele skulle fortsat have deres
egne styreformer, som havde ansvaret for de områder af statsstyret, der ikke var fælles. I kongeriget
var det 1849 grundloven. Et Rigs-
Helstaten.
Satirisk tegning fra
1850erne. Kongeriget trækker det
tunge læs, Helstaten, og Holsten styrer. Hatten på
stangen symboliserer ”hensynet til de
europæiske stormagter” dvs. en
konsekvens af aftalerne af 1851-52.
Baggrunden for 1864
7
råd skulle lovgive om fællessagerne – der skulle være et folketing og
et landsting. Rigsrådets landsting
skulle vælges af de rigeste mænd i
Danmark og Slesvig; Rigsrådets
folketing skulle vælges ved almindelig valgret. Det lykkedes den nationalliberale regering at få både
gamle helstats tilhængere, de nationalliberale og bondevennerne til
at stemme for forslaget i 1863.
Hertugdømmerne og
forholdet til kongeriget 1852-1864
I de tre hertugdømmer var den
tysktalende del af befolkningen
ikke blevet blidere stemt over for
det danske styre i København efter
nederlaget i den første slesvigske
krig. De ønskede fortsat et mere
eller mindre selvstændigt SlesvigHolsten med tæt tilknytning til det
tyske område. Økonomisk ville
man gerne knyttes til Det tyske
Toldforbund – en form for fællesmarked for store dele af det tyske
område – etableret i 1834 under
preussisk ledelse. Politisk ville man
gerne være en del af et kommende
stortyskland. Endvidere var de førende konservative godsejerkredse
i Holsten imod demokratiet og var
derfor også meget imod at blive
styret af et demokratisk rige som
Danmark.
8
Baggrunden for 1864
I kongeriget sikrede 1849
grundloven, at der var et forholdsvist demokratisk sammensat parlament med en vis politisk bredde. I
hertugdømmerne var valgretten til
stænderforsamlingerne meget begrænset. Det betød, at flertallet i
begge stænderforsamlinger var tysk
og konservativ. De ville gøre alt,
hvad der stod i deres magt for at
forhindre regeringen i København
i at få indført en fællesforfatning
for Helstaten. De ville gennem deres politiske modstand søge at skabe en situation, hvor hertugdømmernes løsrivelse fra Helstaten blev
en realitet. De forsøgte at gøre dette ved at nægte at acceptere det forslag til en fællesforfatning, som regeringen i København fremlagde i
1855 og som med megen besvær
var blevet accepteret af den danske
rigsdag. Stænderforsamlingerne
havde ifølge aftalerne fra 1851-52
fået indflydelse på, hvordan en fællesforfatning skulle udformes; desuden var Holsten og Lauenburg
medlemmer af Det tyske Forbund,
som så også i kraft af aftalerne fra
1851 -52 havde ret til at blande sig
i forholdet mellem Helstatens regering og Holsten og Lauenburg.
Preussen og Østrig var også medlemmer af Det tyske Forbund
Efter 1855 blev det klart, at det
ville være meget vanskeligt at få de
4 rigsdele – Danmark, Slesvig,
Holsten og Lauenburg – til at blive
enige om en fællesforfatning for
helstaten.
Stormagterne og det
slesvig-holstenske
problem i årene op til
den anden slesvigske
krig i 1864
Efter 1848 revolutionerne gik der
en reaktionær bevægelse gennem
Europa – ledet af Rusland. I slutningen af 1850erne var Ruslands
indflydelse i Europa blevet kraftigt
reduceret, efter at landet havde
tabt i Krimkrigen til bl. a. Frankrig
og England. Til gengæld var
Frankrig i en periode i 1850erne
ved at blive en betydningsfuld
europæisk magt under kejser Napoleon 3. I det tyske område var
Preussen ved at blive den førende
magt. Preussen frygtede, at Rusland og Frankrig ville indlede et
nærmere samarbejde med henblik
på at lægge pres på de to store tyske magter, Preussen og Østrig.
I 1862 blev Otto von Bismarck
udnævnt til kansler i Preussen, dvs
statsminister. Han viste sig at blive
en meget dygtig politiker både på
den hjemlige og på den internationale scene; han var faktisk en politiker i særklasse ! Kort efter at han
var blevet kansler, gik han aktivt
ind for at etablere et godt forhold
til Rusland. I 1863 gjorde polakkerne oprør mod det russiske
overherredømme. Polen eksisterede ikke dengang som en selvstændig stat, men området var i 1795
blevet delt mellem Rusland, Preussen og Østrig. Oprøret i 1863 blev
brutalt nedkæmpet af russerne,
der fik hjælp hertil af Preussen.
England, Frankrig og Østrig protesterede forgæves mod det det
preussisk – russiske samarbejde i
nedkæmpelsen af oprøret. Danmark ville derfor nu ikke længere
kunne forvente støtte fra Rusland i
tilfælde af en konflikt mellem
Danmark og Preussen som følge af
det slesvig-holstenske problem.
Frankrig var nu i 1860erne blevet svækket som stormagt som følge af interne problemer og ville
Baggrunden for 1864
Kejser Napoleon 3
af Frankrig, malet
af Franz Xaver
Winterhalter i
1855.
9
derfor ikke kunne støtte Danmark
effektivt i en konflikt med Preussen, hvis det skulle komme dertil.
England var o. 1860 isoleret i
europæisk politik og havde heller
ikke vilje til at støtte Danmark i en
evt. konflikt med Preussen selvom
der i 1864 var engelske kredse, der
så med velvilje på Danmark.
Preussen, Østrig og Det tyske
Forbund støttede Holsten i dets
protest mod de danske forsøg på
at lave en fællesforfatning for Helstaten. De var som det senere skal
vise sig dog ikke helt enige i, hvad
de ville med et fremtidigt uafhængigt Slesvig-Holsten, hvis det blev
resultatet af konflikten med Danmark.
Otto v. Bismarck
Den preussiske kansler, Otto v. Bismarck, blev den ledende skikkelse i
de begivenheder, der førte op til de
tyske staters krig mod Danmark i
1864. Han var som nævnt blevet
kansler i september 1862 kun halvandet år før krigens udbrud. På det
tidspunkt var der en meget alvorlig
indenrigspolitisk krise i Preussen.
Der udspillede sig en voldsom
magtkamp mellem de to kamre i
det preussisk parlament (landdagen). Det mere demokratiske underhus var liberalt domineret og
ønskede mere magt, hvad det konservative overhus ikke ville give
dem. Striden gik i hårdknude. Den
preussiske konge udpegede da Bis-
10
Baggrunden for 1864
marck til kansler i håbet om, at han
ville kunne bringe den politiske
krise til en afslutning.
Bismarcks første umiddelbare
mål var at stække demokratiet – de
liberale i underhuset – og styrke
kongens magt ved at gå hårdt til
værks over for de liberale kræfter i
Preussen. Det lykkedes bl. a. indirekte ved hjælp af konflikten med
Danmark, så i løbet af få år fik han
kvalt den liberale opposition i
Preussen, hvad der vakte stor forargelse blandt liberale kræfter i det
tyske område.
Hans andet mål var at gøre
Preussen til den førende stat i Det
tyske Forbund. Østrig var den anden store stat i Det tyske forbund.
De to lande konkurrerede om at
blive den førende magt i forbundet.
Bismarcks midler til at nå disse
mål var:
1. En dristig udenrigspolitik bl. a.
over for Danmark. Udenrigspolitikken skulle bl. a. bruges til at aflede opmærksomheden fra hans
indenrigspolitiske konflikt med de
liberale grupperinger.
2. En opbygning af et stærkt
preussisk militær og
3. At gøre brug af krig hvor det efter hans mening ville være nødvendigt for at opnå de ønskede
mål.
Krisen omkring udformningen
af en fællesforfatning for Danmark
og hertugdømmerne blev i 18631864 effektivt udnyttet af Bismarck
i hans indsats for at nå målene.
I 1863 udtalte han i den preussiske landdag, at han kunne forsikre landdagens medlemmer og udlandet om, at når regeringen finder det nødvendigt at føre krig
med Danmark, så vil den føre den
med eller uden landdagens accept.
Endvidere skrev han i 1862,
kort efter at han var blevet udpeget til kansler, i en fortrolig meddelelse, at det slesvig-holstenske
spørgsmål kunne kun blive løst
ved hjælp af en krig. Preussen
skulle kun gå ind i sådan en krig,
fortsatte han, for at tilgodese sine
egne interesser. Krigen skulle ikke
udkæmpes for at oprette en ny
selvstændig tysk stat, Slesvig-Holsten. Krigen skulle heller ikke have
som mål at forøge Det tyske Forbunds magt og betydning og det
var væsentligt for ham at understrege, at Preussen politik i denne
sag ikke skulle blive underlagt den
”revolutionære tyske nationalistiske
bevægelse”.
Hertugen af Augustenborg
havde i 1848 stået i spidsen for det
slesvig-holstenske oprør mod den
danske stat. Hertugen var i familie
med den danske kongeslægt og påstod, at han havde arveret til Slesvig og Holsten efter Kong Frederik
7. Den danske stat havde afvist det
krav og i aftalerne af 1851-52 havde det internationale samfund anerkendt, at Prins Christian af
Glücksborg skulle efterfølge Frederik 7. både som konge og som hertug. Augustenborgfamilien afviste
dog, at den aftale gjaldt for Slesvig-Holsten. Da augustenborgerne
var kendt i det tyske område for at
være liberale, fik deres krav på
Slesvig-Holsten opbakning fra brede kredse i de tyske stater
Bismarcks bemærkninger
ovenfor var en afspejling af, at den
slesvig-holstenske sag i 1860erne
var blevet en meget populær sag i
brede kredse i hele det tyske område. Der var overalt i det tyske område opstået et stort antal foreninger, der havde som deres formål at
hjælpe til med at bekæmpe danskerne til fordel for oprettelsen af
et uafhængigt tysk Slesvig-Holsten
med hertugen af Augustenborg
Otto von Bismarck,
1871.
Baggrunden for 1864
11
som statsoverhoved. Bismarck
havde intet til overs for den tanke
og ville gøre alt for, at den ikke
blev til virkelighed, selvom både
den preussiske konge og kronprins
lod sig rive med af den tysknationale begejstring for hertugen af
Augustenborg. Ved nytåret 18641865 – efter det danske nederlag i
krigen 1864, men på det tidspunkt
hvor hertugdømmernes skæbne
ikke var blevet endeligt afgjort sagde Bismarck i en privat sammenhæng, at Slesvig-Holsten skal
blive preussiske til sidst. Det var
hans mål og det lå nu i Guds hænder, om han kunne nå det mål.
Han ville ikke have været ansvarlig
for at have udgydt preussisk blod i
krigen blot for at skabe en ny lille
stat, som altid ville kunne stemme
mod Preussen i Det tyske Forbund.
Bismarcks mål var altså Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen. Hvis han fulgte folkestemningen i de tyske stater og greb ind i
konflikten, kunne han risikere at
blive afhængig af de tyske liberale,
som arbejdede for at skabe et samlet demokratisk Tyskland, hvad jo
ikke helt var Bismarcks langsigtede
plan. På den anden side kunne han
ved at gribe ind i den slesvig-holstenske krise blive meget populær i
brede kredse både i Preussen og i
de øvrige tyske stater; han ville
dermed med et slag også få afsluttet sin strid med de liberale i den
preussiske landdag.
12
Baggrunden for 1864
Bismarck var en yderst dreven
politiker. Han valgte at udnytte krisen omkring den danske forfatningssag til det yderste på trods af
den store risiko, han ville løbe ved
at gå så aktivt ind i sagen. Faktisk
havde han, fra han blev kansler i
1862, ventet på chancen til at kunne udnytte de forfatningsmæssige
problemer i Danmark til sin fordel.
I løbet af 1863 havde han sørget for at isolere Danmark internationalt. Rusland havde han fået
over på Preussens side efter Polen
oprøret. Preussen konkurrerede
med Østrig om førerstillingen i
Det tyske Forbund. I 1863 havde
han sørget for at få Østrig som allieret i konflikten med Danmark.
Nu ventede han blot på, at den
danske regering foretog et skridt,
der kunne sætte den militære operation i gang med eller uden hjælp
fra de øvrige tyske stater og på et
retsligt grundlag.
Krigen kommer
1863-1864
I Danmark blev en ny fællesforfatning for Danmark og Slesvig vedtaget i november 1863. Den nye
forfatning var i modstrid med de
internationale aftaler fra 1851-52.
Kong Frederik 7. skulle så skrive
den under, for at den kunne træde
i kraft. Han døde imidlertid ganske
pludseligt, inden han fik skrevet
under, så det blev den nye konge,
Christian 9., der skulle skrive under. Han frygtede imidlertid, at novemberforfatningen ville få meget
alvorlige konsekvenser for det danske monarki, og mente sammen
med mange andre, at vedtagelsen
af fællesforfatningen ville føre til
krig. Kongen tøvede i tre dage med
at skrive under. Regeringen truede
med at gå af, hvis han ikke skrev
under. Folkestemningen i København var ophidset og man krævede
han skrev under straks. Stemningen var sådan, at hvis han nægtede
at skrive under, ville han også have
været nødt til at træde tilbage som
konge. Han skrev under!
Samtidig var der et kraftigt
pres fra Rusland, Frankrig og England for at få regeringen til at
trække Novemberforfatningen tilbage. Den 2. december 1863 besluttede Det tyske Forbund så at
besætte Holsten d. 1. januar 1864
med henvisning til aftalerne fra
1851-52. Novemberforfatningen
skulle træde i kraft samme dato.
Regeringen benægtede, at den havde brudt aftalerne fra 1851-52.
Den ville ikke trække forfatningen
tilbage og mente, at de danske regeringer var blevet kostet rundt
med de sidste 10 år, uden at man
havde fundet en løsning på det
forfatningsmæssige problem,
hvorfor krigen alligevel ville komme før eller siden. Dog var tidspunktet – efteråret 1863 – tilsyneladende uheldigt valgt, hvis man
ønskede at tage konflikten nu, da
det i et halvt år havde stået klart, at
ingen af stormagterne ville komme Danmark til undsætning – heller ikke Sverige-Norge, som mange
ellers havde håbet på ville komme
os til hjælp.
Hvorfor styrede regeringen så
direkte mod krigen med sin beslutning i forfatningssagen?
En tolkning går ud på, at statsministeren, C. C. Hall, så en krig
mod en overlegen fjende som den
eneste mulighed for at få løst det
slesvig-holstensk problem for altid. Hall vidste – ifølge denne
tolkning – at Danmark ville tabe
Christian 9., konge
af Danmark, 1864.
Baggrunden for 1864
13
C. C. Hall, dansk
statsminister i
1863, malet af J. V.
Gertner, 1864.
krigen, og når så krigen var tabt,
ville man kunne håbe på, at stormagterne ville sørge for, at der
kom en holdbar løsning på problemet i form af en afståelse af Holsten og Lauenburg og en deling af
Slesvig efter nationale retningslinjer. En model som ville være tiltalende for den franske kejser, Napoleon 3., der var tilhænger af nationalitetsprincippet, og derfor kunne tænkes at ville støtte Danmark
mod Preussen i den situation. Når
Hall skulle være interesseret i at
føre en så farlig politik og udsætte
landet for en krig, som han vidste,
vi ville tabe, skyldtes det – ifølge
tolkningen – at det efterhånden
var den eneste måde, hvorpå han
mente, han kunne få den danske
opinion til at acceptere en deling
af Slesvig ( den nordlige del med
det store dansktalende flertal skulle så forbindes med kongeriget;
den sydlige del med et tysk flertal
skulle så høre til Holsten). Debatten i Danmark havde nemlig hele
tiden drejet sig om enten at bevare
Helstaten eller også knytte hele
Slesvig til Danmark. En deling af
Slesvig havde ikke været diskuteret
i offentligheden imellem de to krige – den deling fandt først sted i
1920.
Krigen
Halls regering gik imidlertid af i
december 1863. D. G. Monrad blev
nu statsminister og skulle med
kort varsel håndtere den hastigt
voksende krigstrussel. Den 23. december 1863 rykkede tropper fra
bl. a. Kongeriget Hannover på vegne af Det tyske Forbund ind i Holsten og Lauenburg, 4 dage senere
blev augustenborgeren Hertug
Friedrich hyldet i Holsten som
hertug af Slesvig-Holsten. Den
danske hær var forinden blevet
trukket tilbage til Dannevirkestillingen i Slesvig.
Tropperne fra Det tyske Forbund besatte i første omgang kun
Lauenburg og Holsten, da de to
hertugdømmer jo var en del af Det
tyske Forbund. I midten af januar
14
Baggrunden for 1864
1864 forlangte Preussen og Østrig
på vegne af Det tyske Forbund, at
Danmark ophævede Novemberforfatningen inden 48 timer: hvis det
ikke skete ville man besætte Slesvig.
Den danske regering kunne ikke
imødekomme kravet med det korte
varsel og krigen var en kendsgerning. 1. februar 1864 rykkede
preussiske og østrigske tropper ind
i Slesvig. den danske hær stod ved
Dannevirke, som var udbygget til
en forholdsvis stærk stilling; forudsat at fjenden ikke kunne gå uden
om den mod øst eller vest. Øst for
Dannevirke lå fjorden Slien, mod
vest var det flade land oversvømmet. Vinteren var hård i februar
1864 og vandene frøs til is. Fjenden
ville da forholdsvis nemt kunne gå
uden om Dannevirkestillingen.
Hæren blev derfor trukket tilbage
til Dybbølstillingen, hvad der vakte
stor bestyrtelse i Danmark. Den
øverstbefalende, overgeneral C. de
Meza blev afskediget, selvom hans
beslutning om en tilbagetrækning
fra Dannevirke militært set var korrekt og blev godt udført.
I slutningen af februar begyndte kampene ved Dybbøl. De danske styrker lå bag skanserne, som
de preussiske tropper langsomt arbejdede sig ind på under stadig
bombardement af de danske stillinger. Det blev efterhånden vanskeligt at holde stillingen og i begyndelsen af april bad den kommanderende general om tilladelse
til at række hæren tilbage til Als.
Det ville regeringen ikke tillade, da
man ønskede, at Dybbøl skulle bliBaggrunden for 1864
Skanse i Danne­
virke, 1864.
15
Dybbøl, dansk
skanse under artilleribombardement,
maleri af Jørgen V.
Sonne, 1871
ve så længe som overhovedet muligt på danske hænder, medens
man ved en fredskonference i London forhandlede om en afslutning
på krigen. Fra Dybbølstillingen
ville man hele tiden kunne true
fjendens styrker, der i marts også
var rykket over Kongeåen og ind i
kongeriget og efterhånden havde
besat hele Jylland.
England havde i februar 1864
indbudt de krigsførende parter og
de neutrale stormagter til en fredskonference i London. Østrig var
ivrig efter at få en forhandling i
gang. Preussen sagde også ja til at
deltage, men Danmark tøvede
med at sige ja til at deltage. Danmark håbede stadig på hjælp fra
Frankrig og Sverige-Norge. 12.
april skulle fredskonferencen så
begynde, men nu var det Preussen
og Østrig, der bad om udsættelse
til den 20. april. Preussen ville nu
sørge for at Dybbøl var faldet, in-
16
Baggrunden for 1864
den konferencen begyndte. Det
endelige angreb fandt sted den 18.
april, efter 4 timers kamp var
preusserne herre over skanserne;
det kostede Danmark 378 døde
soldater, 910 sårede og ca. 3.500
blev taget til fange af preusserne.
Preusserne havde et tab på 263
døde og 909 sårede. Det udløste
sejrsjubel i Berlin og fredskonferencen kunne gå i gang den 25.
april.
Fredskonferencen
i London
Den danske side stod svagt på
fredskonferencen, ikke alene på
grund af nederlaget ved Dybbøl,
men også fordi den danske side
var uenig med sig selv om, hvad
man ville opnå ved konferencen,
og trak derfor forhandlingerne i
langdrag. Den12. maj blev man
enige om en våbenhvile.
Den danske uenighed: Kong
Christian 9. ville bevare Helstaten,
selvom det ville betyde at både
Slesvig og Holsten skulle være løst
tilknyttet kongeriget. Statsminister
Monrad ville bevare hele Slesvig
på danske hænder og kunne ikke
gå ind for en deling af Slesvig. Han
håbede, at de internationale forhold ville ændre sig med tiden, så
Danmark ville kunne få hjælp fra
omverdenen mod Preussen-Østrig.
Bismarcks mål for fredsforhandlingerne: De dele af hertugdømmerne, Danmark måtte afstå i
forbindelse med den endelige fred,
skulle indlemmes i Preussen. Han
ville undgå, at Slesvig-Holsten blev
en selvstændig tysk stat. Han gik
forsigtigt frem for at nå sit mål, bl.
a. var han jo nødt til at tage hensyn til augustenborgernes og det
folkelige ønske om et selvstændigt
hertugdømme Slesvig-Holsten.
Han foreslog dog således overraskende nok i maj, at Slesvig og
Holsten skulle afstås af Danmark
og blive til et selvstændigt hertugdømme under den augustenborgske hertug. Det forslag vakte stor
jubel i de tyske stater. Bismarck
havde tilsyneladende tabt kampen
mod de tyske liberale folkelige
kredse, der jo netop havde ønsket
denne løsning på krigen.
Bismarck var dog ikke blevet
overvundet, tværtimod. I begyndelsen af juni havde han en 3 timer
lang samtale med den augustenborgske hertug i Berlin om situationen. Hertugen var mødt op med
den indstilling, at han ville give
Preussen vide militære rettigheder
i sit hertugdømme. Bismarck ville
ikke vide af hans forslag, men gjorde det klart for hertugen, at Preussen ville stille så store krav til ham,
for at han kunne blive hertug af
Dybbøl. Preussiske
soldater i en erobret dansk skanse
d. 19. april 1864,
dagen efter stormen
på Dybbøl.
Baggrunden for 1864
17
Fredskonferencen i
London 1864. Forskellige forslag til
deling af Slesvig.
Slesvig-Holsten, at han egentlig
kun ville være at betragte som en
preussisk embedsmænd. Hvis hertugen ikke ville accepter disse krav
fra Preussen, så ville Bismarck foreslå, at storhertugen af Oldenburg
skulle være hertug af Slesvig-Holsten i stedet for augustenborgeren.
Den samtale gjorde det klart for
den augustenborgske hertug, at
Preussen ikke ville støtte hans planer om et mere eller mindre selvstændigt Slesvig-Holsten under
hans ledelse.
Bismarcks forslag om et selvstændigt hertugdømme blev ikke
debatteret på fredskonferencen, i
stedet for gik man over til at diskutere en mulig deling af Slesvig. Den
engelske udenrigsminister foreslog
en deling af Slesvig, hvor grænsen
ville følge Dannevirke. Preussen
Slesvig
Flensborg
Slesvig
foreslog en linje nord for Flensborg.
Danmark afviste det preussiske forslag, men gik i princippet ind for
det engelske forslag med visse ændringer. Fredskonferencen fortsatte
med at diskutere forskellige forslag
til deling af Slesvig frem til den 25.
juni uden at nå til enighed.
Preussen foreslog på et tidspunkt, at der skulle afholdes en
folkeafstemning i Slesvig, som
skulle danne udgangspunkt for en
grænsedragning. Det blev ikke
støttet af andre lande (i 1920 blev
Nordslesvig en del af Danmark efter en folkeafstemning).
Til slut i forhandlingerne fremlagde den engelske regering et forslag om en grænse, der skulle gå et
sted mellem Flensborg-Tønder
linjen og Slesvig -Friedrichstadt
linjen. Den endelige grænselinje
skulle så bestemmes af en neutral
magt eller ved voldgift. De tyske
stater ville ikke lade sig binde af
den første mulighed og Danmark
ville ikke acceptere forslaget om
voldgift (dvs at parterne vælger en
tredjepart til at afgøre sagen og lover at rette sig efter afgørelsen).
Rendsborg Kiel
Holsten
Preussisk-østrigsk forslag til nordlig grænse for voldgift
Uofficielt preussisk forslag til nordlig grænse for voldgift
Uofficielt dansk forslag til sydlig grænse for voldgift
Dansk forslag til sydlig grænse for voldgift
18
Baggrunden for 1864
Krigen genoptages
Fredskonferencen var nu brudt
sammen og 3 dage efter – den 29.
juni – gik 30.000 preussiske soldater over Alssund og erobrede øen
inden aften.
Der havde dog været enkelte
militære lyspunkter for Danmark
under krigen. I maj havde danske
krigsskibe vundet et søslag mod
nogle østrigske krigsskibe ved
Helgoland i Nordsøen. De østrigske krigsskibe var blevet sendt op
fra Middelhavet til Vesterhavet for
at bryde den blokade af nordtyske
havne, som den danske flåde havde opretholdt med megen succes
under hele krigen.
Fred
Krigen var dog tabt med tabet af
Als. Danmark var nu i den situation, at man ikke kunne stille betingelser for en fred. I eftersommeren
1864 måtte man i den danske ledelse endda alvorligt overveje, om
Sjælland ville kunne forsvares
imod et preussisk-østrigsk angreb.
Den preussiske overkommando
begyndte i sommeren 1864 at lægge planer for et angreb på Fyn og
Sjælland. Preussen havde imidlertid ikke selv en flåde, der skulle
kunne understøtte et sådant angreb, men var afhængig af den
østrigske flåde for at kunne gennemføre et angreb på øerne. Østrigerne derimod var ikke indstillet
på at deltage i en så farlig manøvre
for deres skibe.
20. juli blev der aftalt våbenhvile og 30. oktober 1864 blev der
sluttet fred i Wien. Det blev en
hård fred for Danmark, der måtte
afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg til Preussen og Østrig. Ethvert forsøg på fra dansk side at få
nogle indrømmelser blev blankt
afvist af Preussen. Østrigerne var
mindre aggressive, men bøjede sig
for de preussiske ønsker (2 år senere i 1866 udkæmpede Østrig en
kort krig med Preussen, som de
tabte. Ved den fred overtog Preussen alle tre hertugdømmer). Hverken Det tyske Forbund eller den
augustenborgske hertug blev inddraget i fredsforhandlingerne eller
fik nogen indflydelse på dem.
Det danske rige blev reduceret
fra 58.000 km2 til 39.000 km2 . Befolkningstallet faldt fra 2,5 millioner til 1,5 millioner. Endvidere
Baggrunden for 1864
Siegessäule i
Berlin. Sejrssøjlen
blev rejst i 1873 til
minde om Preussens sejre over
Danmark i 1864,
over Østrig i 1866
og over Frankrig i
1870-1871.
19
hørte de afståede hertugdømmer
til de rigeste områder i Helstaten.
Så der var tale om et markant tab
for det danske monarki. Fra 1871
til 1905 var Danmark det mindste
land i Europa. For første gang siden afståelsen af Skåne, Halland og
Blekinge i 1658 kom nu en stor
dansk befolkningsgruppe under
fremmed herredømme. Nederlaget
skabte også i de første år efter krigen en frygt i den danske regering
for, om Danmark overhovedet ville
kunne overleve som selvstændig
stat.
Danmark var med nederlaget
for alvor blevet en lille stat i den
internationale verden, der til genVejle
Esbjerg
Ribe
Kolding
Rigsgrænse
1864-1920
Åbenrå
Tønder
Nuværende
rigsgrænse
Flensborg
Slesvig
Kiel
Grænsen mellem
Slesvig og Holsten
ved Ejderen
Holstens
grænse
mod syd
Hamburg
20
Baggrunden for 1864
gæld i løbet af sidste halvdel af det
19. århundrede blev mere og mere
global. Danmark ville i den nye
verdensorden, der tonede frem i
højere grad blive offer for – eller
drage fordel af – strukturer og begivenheder i hele verden. Tyskland,
Rusland og England ville dog og
vil fortsat i mange år frem spille
en meget stor rolle i dansk udenrigspolitik.
I ”Danmarks krigshistorie” fra
2010 s. 585 står følgende vurdering
af årsagen til det knusende nederlag:
”Nederlaget i 2. Slesvigske Krig i
1864 skyldtes militært set på det taktiske niveau på slagmarken det overlegne preussiske belejringsartilleri
samt de fjendtlige enheders rigelige
tildeling af officerer, befalingsmænd
og forsyninger af enhver art i forhold
til de danske troppers … Krigen var
præget af, at Danmark havde begrænsede ressourcer, vi havde kun èn
hær, hvorimod vore modstandere
kunne opstille ..mange hære, hvorved
krigen var tabt på forhånd.
En løsning af den dansk-tyske
konflikt havde kun været mulig ad
diplomatisk vej. Det havde sandsynligvis kunnet ske, hvis man fra dansk
side havde været indstillet på en deling af Slesvig … Det var man imidlertid hverken i årene op til krigen eller under denne indstillet på, med det
resultat, at Danmark blev offer for en
romantisk, idealistisk politik, der viste
sig ikke at have hold i virkeligheden.
Mange tusinde danske soldater døde,
Kong Wilhelm 1. af
Preussen bliver udråbt til Kejser Wilhelm 1. af Tyskland i
Versailles efter sejren
over Frankrig i 1871.
Bismarck ses midt i
billedet i hvid uniform. Maleri af Anton von Werner,
1885. Maleriet var
en gave til Bismarck
fra den tyske kejserfamilie på Bismarcks
70-års fødselsdag
d. 1. april 1885.
fordi politikerne havde kastet landet
ud i en krig uden at være ordentligt
forberedt, hvilket man ellers skulle
mene, var det mindste, man kunne
forlange, når de med våbenmagt ville
forene Slesvig med Danmark … De
skiftende regeringers manglende forståelse for den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation samt uviljen til
kompromis i det slesvigske spørgsmål
er krigens store tragedie”.
Dommen over datidens danske
politikeres håndtering af begivenhederne, der førte op til krigen
1864, er hård og udstiller dem som
ledere, der på ingen måde var
hverken deres ansvar bevidst eller
deres opgave voksen.
Over for denne – udbredte –
opfattelse står en anden mere nu-
anceret vurdering af statsminister
C. C. Halls motiver for at igangsætte
de begivenheder, der udløste krigen,
nemlig Novemberforfatningen af
1863. Ifølge den fortolkning følte
Hall sig tvunget af omstændighederne til at fremprovokere krigen,
selvom han godt vidste, at vi ville
tabe den (se også side 13 – 14). Han
håbede imidlertid, at nederlaget med stormagternes hjælp - ville
kunne betyde, at man kunne finde
en varig løsning på det slesvig-holstenske problem uden for store omkostninger for det danske monarki.
Hvis vi antager, at det var det der
var hans plan, så var den både dristig og farlig og førte ikke blot til et
nederlag men til et katastrofalt nederlag.
Baggrunden for 1864
21
Danmark var umiddelbart set
krigens største taber, men til taberne hørte også Hertugen af Augustenborg og tanken om et selvstændigt Slesvig-Holsten. Det tyske forbund fik ikke noget ud af
krigen, til gengæld blev Tyskland
samlet til en stat under Preussens
ledelse 7 år senere i 1871. Østrig
tabte i kampen med Preussen om
at blive den førende magt i Tyskland – det blev helt tydeligt i 1866,
da Østrig led nederlag i en kort
krig med Preussen, og i 1871 da
der ikke blev plads til Østrig i det
nye samlede Tyskland. Det er
Preussen der går ud af 1864 konflikten som den sejrende part –
takket være Bismarcks dygtige og
hårde politik.
22
Baggrunden for 1864
Anvendt litteratur:
Danmarks Krigshistorie 700-2010
(2010)
Dansk Udenrigspolitiks historie
bind 3 (2003)
Feuchtwanger, Edgar: Bismarck
(2002)
Grænseland – krig og kulturmøde
(2009)
Hvidt, Kristian: Danmarkshistorie
bind 11 (1990)
Skovgaard-Petersen, Vagn: Danmarks historie bind 5 (1985)
Sønderjyllands Historie bind 2
(2009)
Gunvor Vestergaard
Arven fra 1864
Danskerne hører til de lykkeligste i
verden og vi er eksperter i tillid.
Samtidig ligger vi nummer 117 på
listen over gæstfrie nationer. Vi fortæller gerne om det lille hyggelige
land mod nord. Men vi har det
svært med de fremmede, der kommer hertil. Vi deltager aktivt på
den internationale scene. Men er
ret skeptiske overfor EU og ikke entydigt begejstrede for danske soldaters deltagelse i internationale konflikter. Vi er meget berejste, men
samtidig ikke helt overbeviste om,
at den store verden er til at stole på.
En ny national identitet
Der er mange, der har forsøgt at
finde forklaringer på, hvor den
danske skepsis kommer fra. Nogle
forklaringer peger mod det dansktyske grænseland og de historiske
begivenheder, der har fundet sted
der. Nederlaget til Preussen og
Østrig i 1864 har haft stor betydning for den måde det danske
samfund har udviklet sig på.
Nederlaget betød, at Danmark
gik fra at være en europæisk magtfaktor til at blive en småstat. Landets territorium blev reduceret
med 1/3 og 2/5 af indbyggerne forsvandt. Det skabte en national
identitetskrise. Man var nød til at
opfinde en ny fortælling om nationalstaten Danmark.
Preussen og Østrig var de
umiddelbare fjender og det var forholdsvis let at opbygge en række
myter, der gjorde tyskerne til nogle
slemme skurke, der uden videre
Danmark i internationale undersøgelser
Lykkelige lande
Mest gæstfrie lande
Danmark
1. Island
Norge
2. New Zealand
Schweiz
3. Marokko
Holland
4. Makedonien
Sverige
117. Danmark
Kilde: World Happiness Report 2013 og World Economic Forum Survey 2013
Arven fra 1864
23
Hvert år d.18. april
markeres det danske nederlag på
Dybbøl Banke
havde knust de hårdt kæmpende
danske soldater. Men heller ikke de
andre store europæiske nationer,
svenskerne, russerne, franskmændene og englænderne havde vist sig
til at stole på. De var ikke kommet
Danmark til undsætning, hverken
under selve krigen eller ved de afsluttende fredsforhandlingerne. I
Den britisk-amerikanske samfundsforsker Benedict Anderson kalder nationale fællesskaber
for forestillede. Nationer er forestillede, for i
selv den mindste nation vil medlemmerne kun
have personligt kendskab til en lille del af nationens øvrige medlemmer. Selv om vi ikke kender alle danskere, har vi alligevel en oplevelse
af, at vi har noget til fælles. Kommunikation er
vigtig for oplevelsen af et fællesskab. Det samme er den fælles historie og de erindringer og
myter, der følger med.
24
Arven fra 1864
en dansk optik var det stakkels
Danmark mod det store udland.
Det blev en af de grundmyter,
det nye Danmark blev bygget op
på. Godt nok havde vi tabt, men
moralsk havde vi sejret. Mantraet
blev ”hvad udad tabes skal indad
vindes”. Danskerne vendte sig mod
det nære, det lokale, det trygge.
Landet blev en etnisk ren nationalstat – et folk, et sprog, en kultur.
Det var et godt udgangspunkt for
det nye demokratis opbygning. Det
gjorde det nemmere at skabe samhørighed og oplevelsen af et fællesskab.
Myterne og fortællingerne var
sammen med de fremvoksende bevægelser (andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen)med til at skabe en ny national
identitet, et stærkt fælles ”vi”. Godt
nok kendte alle danskere ikke hinanden, men der var en klar forestil-
ling om et fællesskab. Både politisk,
økonomisk og kulturelt fandt Danmark fodfæste ved at kikke indad.
En succeshistorie
På mange måder er den danske
udvikling efter 1864 en succeshistorie. Det lykkedes ikke mindst
gennem landbruget at skabe et
godt økonomisk grundlag, som vi
har kunnet bygge videre på helt
frem til i dag. Paradoksalt er netop
landbruget blevet et af vores store
eksportområder og er med til at
sikre Danmark en placering i den
globale økonomi. Her er man netop gået fra småt til stort.
Det tætte fællesskab har betydet, at lighed og tillid er blevet
grundlæggende elementer i danskernes omgang med hinanden.
Det er hele grundlaget for velfærdsstaten. Fordi vi kan identificere os med hinanden og har tillid
til, at vi handler ud fra samme
normer og værdier. Det gør at vi
er villige til gennem skatten at betale til hinanden. Dermed forstærker vi også fortællingen om Danmark som et godt og trygt sted at
være.
Fortællingen udfordres
Siden 1970’erne har den danske
fortælling været udfordret på flere
fronter. Danmark er ikke længere
et etnisk homogent land. Indvandrere og flygtninges tilstedeværelArven fra 1864
25
se har betydet at nye sprog, kulturer og religioner er kommet til. Alt
det vi har taget for givet, er ikke
nødvendigvis indlysende for de
nye medborgere. Det har givet
grobund for en debat om, hvad
det vil sige at være dansk. Vi har
hele tiden vidst, at det at være
dansk var noget andet end at være
tysk. Men hvad er man, når man
er født i Danmark, men ikke spiser
svinekød og snakker tyrkisk med
sine forældre?
Det udfordrer det danske fællesskab og den stærke tillidskultur.
For hvordan skal vi kunne stole på
nogen, der ikke altid handler ud
fra de samme normer som vi gør?
Arven fra 1864 gør det svært for os
26
Arven fra 1864
”Danskernes tillid til hinanden er helt unik i
verden. Den væsentligste årsag er en stigende
tillid til statens institutioner. De fleste danskere
tror på, at institutionerne er velfungerende og
behandler folk lige. Danskerne tror eksempelvis
på, at retsvæsenet behandler folk ud fra, hvad
de har gjort og ikke, hvem de er. Og at offentlige ydelser tildeles efter behov og ikke efter,
hvem man kender. Helt generelt tror folk på, at
dem, der har penge, er kommet til dem på ærlig
vis. Samtidig har vi tillid til, at folk, der misbruger tilliden og snyder fællesskabet, bliver opdaget og straffet.”
Kim M. Sønderskov, Århus Universitet
at finde ståsted i et flerkulturelt
Danmark.
Det europæiske samarbejde er
et andet område, der har udfordret
den danske selvbevidsthed. Der er
kommet fri bevægelighed hen over
de nationale grænser og en del lovgivning er flyttet væk fra det danske Folketing. Men det er svært at
opbygge en vi-følelse i et samlet
Europa.
En del af arven fra 1864 har
handlet om det fredelige Danmark,
der ikke ønskede at være en del af
flere krige. Den del af arven har vi i
praksis lagt fra os. De sidste 20 år
har danske soldater deltaget aktivt i
krigsshandlinger forskellige steder i
verden. Men opfattelsen af Danmark som et fredeligt og neutralt
land har vi ikke lagt fra os.
Arla fra andelsbevægelse
til global virksomhed
”Småt er godt” er blevet så indgroet del af den danske selvforståelse,
at vi ikke længere forbinder den
med krigen i 1864. Det er en del af
det danske brand. Det mest brugte
symbol på tankegangen er Janteloven. Det er blevet en måde at imødegå globaliseringens udfordringer. Det handler om brugerdreven
innovation, små og mellemstore
virksomheder og at tingene bliver
bedst, hvis de vokser op nedefra.
Vi vil gerne have iværksættere,
men uden alt for højtflyvende ambitioner.
Arla er en af de virksomheder,
der har mærket danskerne skepsis.
Arla er vokset ud af de mange små
andelsmejerier, der opstod i slutningen af 1800-tallet. I dag er det
der ejes af mælkeproducenterne,
har koncernen svært ved at leve op
til ”småt er godt” tankegangen. På
mange områder opfattes Arla som
det modsatte af, hvad den kom af.
Koncernen har da også af flere
omgange været udsat for store
protester og boykot fra de danske
forbrugere. Ikke mindst i forbindelse med Muhammed krisen i
2005 oplevede Arla en massiv
modstand både fra de danske forbrugere og fra politisk side. Årsagen var en annonce i arabiske medier, hvor Arla tog afstand fra Muhammed-tegningerne. Formålet
var at stoppe den arabiske boykot
og minimere de økonomiske tab. I
en dansk kontekst blev det opfattet
som knæfald for en fremmedartet
tanke gang og et svigt af danske
værdier som ytringsfrihed.
1864 og grænselandet
”Hele den måde som vi danskere har indrettet
vores samfund og økonomiske struktur på, afhænger af de grundfortællinger og de grundmyter som blev lavet i slutningen af 1800-tallet.
Vi agerer stadig efter dem, som vores grundlæggende moralske, kognitive pejlemærke, men
vi referer ikke længere til dem.”
Mads Mordhorst, professor ved Copenhagen
Business School
Arven fra 1864
27
Slesvig er det område, der mest
konkret mærkede konsekvenserne
af nederlagt i 1864. Først blev hele
området tysk og siden i 1920 delt,
så den nordlige del (Sønderjylland) blev dansk. På den måde er
det blevet et grænseland med nationale mindretal. Men uanset hvilken magtinstans området har været underlagt, så har det altid rummet både det danske og det tyske.
Her har flere kulturer og sprog
hele tiden været i spil.
28
Arven fra 1864
Arven fra 1864 var i mange år
præget af modsætningsforhold og
konflikt. I dag forsøger man at
bruge det flerkulturelle konstruktivt. De to mindretal spiller aktive
roller i det grænseoverskridende
samarbejde og er med til at vise, at
det flerkulturelle kan være en ressource. Modsætningen mellem
dansk og tysk er ikke helt forsvundet, men der er kommet mange
nuancer til og ikke mindst har
området vist, at man med samarbejde kan komme langt.