1. No category

UGGERBYSKIBET
Sikring og opretning
Afsluttende rapport
SKIBSBEVARINGSFONDEN 2010
UGGERBYSKIBET
Sikring og opretning. Afsluttende rapport
Det såkaldte ”Uggerbyvraget” blev udgravet i 1984 og
efterfølgende udstillet ved Uggerby Strand, som
ligger nogle kilometer øst for Hirtshals i Nordjylland.
Efter at en storm i 2000 havde skyllet store dele af
strandklitten bort, stod skibet og den bygning, det var
udstillet i, efterhånden i fare for at skride ud, og
skibet blev derfor i 2002 flyttet til Frederikshavn. Der
har skibet fristet en ublid tilværelse og var
efterhånden blevet så medtaget, at det stod i fare for
at falde helt fra hinanden.
Uggerbyvraget, herefter kaldt Uggerbyskibet, er en
kravelbygget slup på godt og vel 11 meters længde.
Vraget består af en fuldstændig intakt bagbords side
(yder- og inderklædning), forstævn, agterstævn, en
stor del af hækken, bundflakket i styrbords side,
bagbords side af bjælkelag, dæk og dele af lastlugen.
Da en så betragtelig del af skibet er intakt, kan man
med 100 procent nøjagtighed beskrive skibets
konstruktion, hvilket er bgrundelsen for, at vi her
vælger at anvende betegnelsen skib.
Det daværende Skibshistorisk Laboratorium
v/arkitekt Morten Gøthche udførte i 1986 en
opmåling og udarbejdede et komplet set tegninger af
skibet. En beretning om udgravningen og en analyse
af skibet er publiceret i årbogen Nationalmuseets
Arbejdsmark 1986, s. 209-221.
Der er gennemført to årringsanalyser af tømmer fra
Uggerbyskibet. Den første blev foretaget af
Trædateringslaboratoriet i Århus i 2003, finansieret i
fællesskab af Bangsbo museum og det såkaldte
Kravellprosjektet under Hardanger Fartøyvernsenter
(N). En ny undersøgelse blev foretaget i 2009 af
Nationalmuseets Naturvidenskabelige
Undersøgelser, på Skibsbevaringsfondens
foranledning. Undersøgelsen indgik i projektet ”Med
ryggen mot fjellet”, et samarbejdsprojekt mellem
Fylkeskonservatoren i Vest-Agder (N) og
Nationalmuseet (DK). Den nyeste analyse
konkluderer, at skibets tømmer (eg og fyr) har vokset
på strækningen Kristiansand – Arendal og er hugget
før 1810. Vi kan derfor fastslå som sikkert, at skibet
er bygget i Sydnorge. Dette faktum gør
Uggerbyskibet til det ældste kendte, kravelbyggede
småskib bygget i Norge.
I marts 2010 mødtes Vest-Agder fylkeskommune
v/fylkeskonservatoren og Skibsbevaringsfonden i
Frederikshavn til en besigtigelse af det meget
medtagne Uggerbyskib. Fylkeskonservatoren rettede
efterfølgende en henvendelse til Nordjyllands
kystmuseum v/Bangsbo museum med et forslag om,
at skibet/vraget blev sikret og transporteret til
Kristiansand, hvor det ville kunne indgå i en
udstilling om den mange hundrede år gamle
skudefarten mellem Sydnorge og Nordjylland.
Fylkeskommunen tilbød at dække alle omkostninger
til sikring af skibet, transport til Norge, den videre
konservering og på sigt etablering af en bygning, hvor
skibet kunne bevares og udstilles under trygge
forhold.
En aftale om udlån af skibet blev indgået mellem
Bangsbo museum og Vest-Agder Fylkeskommune.
Skibsbevaringsfonden blev engageret til opgaven med
at lede det sikringsarbejde, der skulle gøre
Uggerbyskibet i stand til at tåle flytningen til Norge.
Opdraget, som blev ledet af skibshistorisk konsulent
Tom Rasmussen, blev opdelt i fire delprojekter,
således: Projektering, Dokumentation,
Tilrettelæggelse, Reetablering/istandsættelse
På Skibsbevaringsfondens anbefaling blev der indgået
kontrakt mellem Vest-Agder fylkeskommune og
Kurt Sørensens Skibs- og Bådebyggeri i Aalbæk
(Nordjylland) om den fagmæssige delen af opgaven,
som skulle følge Skibsbevaringsfondens
projektbeskrivelse og anvisninger. Bådebyggeriet og
Skibsbevaringsfonden besigtigede sammen skibet og
planlagde opgaven. Et sæt tegninger i skala 1:20 blev
fremskaffet, og der blev indkøbt et parti stål (fladtjern
og rør) til afstivning af skroget. Arbejdet blev igangsat
den 1. juni med to skibstømrere fra bådebyggeriet og
ledet af Skibsbevaringsfondens konsulent.
Skrogets
tilstand
På initiativ fra en skibstømrer var Uggerbyskibet i
2009 blevet flyttet ind i en plastichal på
værftsområdet ved tidligere Frederikshavn Bedding.
Denne hal var desværre ikke stor nok til at rumme
hele skibet, og ca. 2,5 m af forskibet kom således
ikke under tag.
Skibet var meget medtaget efter de alt for mange år
uden døre, det meste af tiden uden nogen som helst
form for overdækning. Skibet stod placeret op mod
en sydvendt teglstensvæg, og de mange år under disse
forhold havde medført, at klædningsplankerne var
begyndt at falde af. Forstævnen var løsnet og skredet
ud/ned, dækket var faldet ned forude, og
agterstævnen havde vredet sig ca. 25 grader mod
bagbord.
Reetablering
af
form,
fiksering
Målet med sikringsarbejdet var at bringe skrogets
linjer i overensstemmelse med opmålingstegningerne
fra 1986. Ved hjælp af støtter, båndjern, skruer og
bolte skulle skroget efterfølgende fikseres i den
endelige facon.
Den voldsomme ændring i skrogets form skyldes i
stor grad, at skroget ikke er blevet sikret i forbindelse
med udtagning af prøverne til årringsanalysen tilbage
i 2003.
Skibet stod på en stålramme fra det tidligere
Danyard i Frederikshavn. Denne var ca. 6 meter
lang, således at ca. 3 m af skibets køl manglede
understøtning. Dette havde medført, at endeskibene
”hang” ned.
Det før så faste egetræ var i forskibet begyndt at gå i
forrådnelse, som følge af de mange år uden
overdækning. Kølsvinet var revnet, troligt efter
frostsprængning, og der havde dannet sig muld i
revnen, hvor der nu voksede små træer. Ét spant
forude i styrbords side var gået helt i forrådnelse og
faldet fra hinanden, og ét spant i styrbord side var
brækket af og lå løst om bord.
Som første led i arbejdet blev skibets køl justeret ind
således, at den kom til at stå på stålrammens
midterlinje, hvor den med donkraft blev fastholdt
midlertidigt mod påsvejste vinkler. Efterfølgende blev
der fæstet korte stykker tømmer langs barkholtet i
bagbord side. Mod disse blev der placeret
donkrafter, og langsomt blev skrogets slagside rettet
op indtil forstævnen stod lodret.
Skibet har i mange år ligget tungt med bagbords side
mod intermistiske støtter, hvilket har medført, at en
række spant er brækket i kimningen og
klædningsplankerne trykket ind. Mange planker var
løsnet, kølplanken i styrbord side var sprunget fra i
spundingen, og bagbords kølplanke var faldet helt af.
For at bringe spantprofilerne tilbage til formen på
1986-tegningen, valgte vi en metode hvor skroget
efterfølgende så at sige ”holder sig selv oppe” ved
hjælp af et ”net” af 4 x 80 mm båndjern. En stringer
–et langskibs båndjern – blev boltet fast neden under
den nederste barkholdsrang (der er fem af slagsen).
Der blev efterfølgende lagt udvendige båndjerns”svøb” fra kølen og op til stringeren, hvor det blev
svejset fast. Ved kølen blev båndet fartgjort med en
bolt tværs igennem kølen. Svøbene fulgte spantene,
og ved at stramme på de gennemgående,
specialfremstillede bolte kunne vi så forsigtigt trække
spantene ud mod svøbene. Der blev lagt til sammen
syv svøb i bagbords side efter denne metode.
Svøbene og stringeren blev i starten støttet af
påsvejste rør, der gik fra bundrammen og op til
stringeren. Senere blev disse rørstøtter flyttet, således
at de kom til at give støtte under kimningen, idet
svøbene og de gennemgående bolte viste sig at holde
skibet i den ønskede facon. Således kom støtterne til
at stå på linje, hvilket giver et bedre visuelt udtryk.
Efter at fire svøb var blevet monteret, valgte vi at
forsøge at rette hækken op. Der blev ophængt
lodsnor fra agterstævnens top, og ved hjælp af
donkraft blev hækken langsomt præsset tilbage indtil
den stod lodret. Opretningen medførte, at
forstævnen drejede sig en lille smule mod bagbord.
Det lykkedes ikke at sætte den tilbage i lodret stilling
uden at hækken atter blev vredet, og vil valgte derfor
at lade stævnen beholde denne smule skævhed.
De sidste tre svøb blev så lagt på, og den samme
procedure blev gentaget i styrbord side.
Forstævnen var faldet både forover og ned. Vi
placerede donkraft under stævn/køllasken og mod
stævntoppen og fik således bragt stævnen noget
tilbage. Stævnen blev efterfølgende fikseret med
bolte og en specialtilvirket vantskrue inde i skibet.
Dækket, som tidligere var båret af en langskibs
drager placeret under bjælkerne og holdt oppe af fire
støtter ned på spant, var faldet delvist ned. Dæksknæ
og bjælkeender hvilede ikke længere på
bjælkevægeren, men var blevet skubbet ind i skibet.
Forude mod stævnen var dækket faldet ca. 30 cm
ned.
Dækket blev løftet op igen med donkraft. Ved hjælp
af specialtilvirkede bindebolte og vinkler blev
dæksbjælkerne trukket tilbage i sine oprindelige
positioner på bjælkevægeren. Der blev fremstilt ni
slanke rørstøtter, som sammen med bindeboltene
holder dækket på plads. Støtterne hviler nu på
kølsvinet, hvor de tidligere hvilede på spantene.
Da skroget og dækket nu var sikret, blev der isat en
hel del skruer på de steder i klædningen og dækket,
hvor vi ikke kunne anvende svøb eller støtter. Disse
skruer er et fremmedelement, hvorfor vi har anvendt
moderne, forsænkede Spax-skruer.
Afslutningsvis blev stålrammen bygget om. Den blev
forlænget i begge ender så den nu giver støtte til hele
kølens længde. Endvidere er rammens højde blevet
reduceret fra ca. 80 til ca. 35 cm. Skibet og rammen
blev inden transporten startede skønnet at veje
mellem 6 og 8 tons. Vægten er efterfølgende fastslået
til ca. 5,5 tons.
Fremtidig
bevaring.
Konservering
De mange svøb, støtter, bolte og skruer sikrer, at
Uggerbyskibet ikke længere står i fare for at ”falde i
stave”. De mange stålforstærkninger holder skibet
fast til stålrammen og i facon. Skibets fremtid er
sikret, og projektets formål er således opfyldt.
Man kan måske hævde, at der er blevet tilført rigeligt
mange mange forstærkende elementer og i for store
dimensioner. Men dette har været et bevidst valg,
idet skibet skulle ud på en lang rejse, som ville
udsætte det for store belastninger. Når skibet en gang
i fremtiden finder sin permanente placering, er der
for så vidt intet til hinder for at reducere antallet
støtter, eventuelt erstatte dem med støtter i en
mindre dimension.
Indtil Uggerbyskibet blev flyttet til Frederikshavn,
holdt et lokalt skibslaug tilsyn med skibet. Det stod
udstillet under tag i en bygning, der var åben på to
sider. Skroget blev smurt udvendigt med
træbeskyttelse, sandsynligvis et linoljeprodukt. I de
otte år, der er gået siden skibet blev flyttet til
Frederikshavn, har skibet ikke fået nogen som helst
træbeskyttelse.
Efter de mange år under åben himmel er visse dele
af skibet angrebet af råd, specielt i forskibet. Skibet
bør derfor som et første skridt mod fortsat bevaring
gives en rådhindrende behandling med et borprodukt, f.eks. Boracol (bor i en ethyleneglycolopløsning), ProtoxSvamp (der indeholder aktivstoffet
Propiconazol emulgeret i vand), alternativt en
behandling med ethyleneglycol. Om ønskeligt gives
alle overflader en afsluttende overfladebehandling
med rå linolje eller en blanding af trætjære og rå
linolje.
Bundrammen, stringers og støtter er fremstilles af
almindeligt, blødt stål. De er ikke
overfladebehandlet, og specielt bundrammen har
overfladerust.
Vi anbefaler, at alle ståldele rustskrabes og børstes og
efterfølgende får en rusthindrende maling, f.eks.:
Neutra Rust 661 Rust Converter (Skau Industry
Supply, 0047 3553 4060) med efterfølgende
topstrøg,
eller
PowerCoat 3 in 1 (J.S.Cock AS, www.jsc.no), som er
grunder og topstrøg i et og samme produkt.