1. No category

The
ADVENTURER
Nr. 2-7 Feb-Sept 2013 - 71. årgang
Medlemsblad for The Adventurers’ Club of Denmark
Foto: Kaare Vagner
Generalforsamlingen 2013:
For en gangs skyld
lidt rav i den
Dirigenten
Bent Andersen
Formanden
Jens Hjorth
Generalforsamlingen 2013
Hov, hov!
Til venstre: Bent Andersen, Viggo
Hansen og Jens Bjerre. Herover: Jakob
Andersen.
Af Jakob Andersen
V
i fik gule ærter med Anders
Bilgrams ”Røde Willy”-dram til, og
det varslede godt. Den efterfølgende
generalforsamling fik da også nogle
stænk af det hjertelige kaos, der gør en
generalforsamling værd at møde op til.
Først konstaterede dirigenten, at
generalforsamlingen slet ikke var lovlig,
idet den var indkaldt for sent (eller hvad
det nu var). Det var Bent Andersen, der
dirigerede, og han har før vist, at han er
en mester, der kender alle paragraffer og
krinkelkroge i statutterne.
”Der må altså indkaldes til en ny
generalforsamling,” konstaterede
Bent Andersen, og her svigter min
hukommelse noget, for de næste minutter
var konfuse. Min sidemand måbede,
andre sad med usikre udtryk i ansigterne.
”Så får vi gule ærter én gang til,”
råbte en lystig fætter.
I bestyrelsen så de bestyrtede ud, men
Viggo Hansen havde en forklaring, der
vist nok gik ud på, at det var de moderne
tider med internettet, der havde stukket
en kæp i hjulet. Kaare Vagner bidrog
med en saglig bemærkning fra sidelinjen
men ingen tog notits af den. Nede i
grebningen, hvor jeg sad, var vi lutter
øre.
Der blev mumlet og hvisket - også
blandt vore ledere - men dirigenten
anerkendte ingen undskyldninger
for procedurefejlen. Han stod fast.
Generalforsamlingen var og blev ulovlig.
Langt om længe begyndte Bent
Andersen imidlertid at vise svaghed i
koderne, og til sidst bemærkede han med
et forsorent glimt i øjet, at forsamlingen
jo kunne vedtage, at generalforsamlingen
alligevel var indkaldt lovligt. Om dette
er i overensstemmelse med lov, ret
og logik ved jeg ikke, men det skete i
hvert fald, og folk sank lettede tilbage
i stolene - undtagen ham der ville have
to gange gule ærter. Med konduite og
opfindsomhed havde eventyrerne igen
klaret en uforudset hindring.
Den næste halve time var alt fryd og
gammen. Formand Jens Hjorth aflagde
beretning med elegance og optimisme.
Han har let til smilet, og det klæder
ham at bære formandskæden. Kasserer
Viggo Hansen forelagde regnskabet,
og det bragte mange smil frem på
medlemmernes ansigter. Per Schrøder
havde nemlig testamenteret 300.000 kr.
til klubben, og de fik Viggo Hansens
regnskab til at ligne Wall Street.
Det sidste punkt på dagsordenen
var ”Eventuelt”, og her kom vi til
generalforsamlingens andet højdepunkt
af exceptionel underholdning. En række
medlemmer kom med indlæg, og efter
det sidste skulle dirigenten have sagt:
”Er der flere indlæg under punktet
Eventuelt?”
Bent Andersen, der kender proceduren
som nogen, nåede imidlertid ikke at
afslutte reglementeret. Formand Jens
Hjorth tromlede hen over ham, erklærede
generalforsamlingen slut og begyndte at
synge en sang.
”Hov! Hov! Punktet Eventuelt er ikke
slut,” råbte jeg, for jeg havde et indlæg.
”Hov! Hov!” råbte John Andersen,
for han havde også et indlæg, og med
energisk courage rejste han sig og holdt
det, mens formanden klamrede sig til sin
sang med et utålmodigt smil om læben.
Efter Johns indlæg regnede jeg med,
at turen også kom til mig, men Jens
Hjorth begyndte straks at synge med
vældig røst, og forsamlingen fulgte ham.
”Andersen, skal du ikke lave
ballade?” hviskede Bjørn Harvig
forhåbningsfuldt, men jeg måtte skuffe
ham, for jeg var kun i halvt krigshumør.
Jeg mente dog som gammel KGB-jæger
at kende årsagen til det hele. Jens Hjorth
er jo en fremragende sanger, og han har
endda sunget i koret i den russiske kirke i
København. Formentlig har han der lært
et par sovjetiske tricks om mødeledelse.
Men der er mere godt at fortælle om
denne aften. Sjældent har jeg set en så
livlig interaktion mellem medlemmerne.
Der blev snakket og fortalt historier.
Ølskabet tømtes langsomt, og på væggen
i forstuen smilede Peter Freuchen som
bevis på, at han bifaldt det hele.
”Vi skal være positive og
romantiske,” sagde Nikolaj Kirk, da vi
diskuterede klubbladet.
”Ikke tale om,” svarede jeg, ”der
mangler tværtimod debat og rivninger. Vi
trænger til nogle spark i løgsovsen.”
Men jeg var i mindretal. De andre
ville også have romantik og folkekære
artikler. Hvad i alverden gør de, når de
møder en tiger ude i junglen? Aer de
den?
Hen imod midnat sad jeg med det
sædvanlige slæng af værtshusrotter,
som jeg af og til opererer sammen med.
Der var Bjørn Harvig, Lars Kræmmer,
Henrik Juul-Nielsen og et par stykker til.
Vi besluttede at starte nattens rundtur i et
bestemt værtshus, som jeg anbefalede, og
jeg gik i forvejen for at rekognoscere.
Men værtshuset var nedlagt, så jeg gik
hjem, og det var heller ikke så dårligt.
Inden jeg lagde mig til at sove, tænkte
jeg på det indlæg, jeg aldrig fik holdt,
og jeg måtte indrømme, at sovjetisk
mødeledelse kan have sine fordele.
2
Generalforsamlingen 2013
Formandens beretning
Formand Jens Hjorth med en smuk teleskopkikkert, som har tilhørt Peter Freuchen. Det er Tom Christoffersen, der har foræret
klubben den, og Claus ”Tavse” Birkbøll skal montere den over Det Runde Bord. Mere om kikkerten senere.
Af Jens Hjorth
KTakærefor,kammerater.
at I har mødt så talrigt op.
Uden jeres aktive interesse i klubbens
gøren og laden ville vi ikke kunne bestå.
Et begivenhedsrigt år er gået.
Bestyrelsen har med sine næsten
månedlige bestyrelsesmøder fået tingene
til at fungere. Og som formand kan jeg
kun takke den øvrige bestyrelse for det
supergode, engagerede og inspirerende
samarbejde. En særlig tak til Ole
Wøhlers, der har været en særdeles
god sekretær. Han har trukket sig fra
bestyrelsen, da han om vinteren har valgt
at bo under varmere himmelstrøg. Vi vil
savne hans gode og engagerede referater.
Vores uundværlige kasserer, Viggo, er
foruden regnskabet også kommet med en
opgørelse vedrørende klubaktiviteterne,
som jeg vil læse op:
Siden sidste generalforsamling er
medlem nr. 281 Niels Bech død 1.
oktober 2012, hvor jeg deltog ved hans
begravelse på Samsø. Æret være hans
minde.
Til gengæld har vi siden sidst fået
optaget et nyt medlem. Det er Ole
Bendtzen, der blev optaget d. 14/4 2012.
Som tilføjelse har vi i 2013 optaget
Martin Breum og Erik Bruun Jørgensen
i januar og februar. Endnu engang
velkommen.
I 2012 har vi holdt 36 ordinære
møder med i alt 618 deltagere (plus
de to sommermøder i juli og august).
Gennemsnit 17,2 medlem pr. møde. Der
er en flot stigning i forhold til 13,3 i 2011
og 15,9 i 2010.
Andre arrangementer.
Generalforsamling 28. februar med
31 deltagere. Fest med Kvindelige
Eventyrere den 21. april med 22
deltagere. Sommerturen den 16. juni
til Geo-Center Møn og efterfølgende
frokost hos Henrik Haubroe på Nordfeld
med 29 deltagere. AC dameaften til
Revy museet den 15. september med 23
deltagere. Julefrokost den 8. december
med 54 deltagere.
Sidst, men ikke mindst, tak til Anders
Bilgram for hans arrangement med
jagtture til Lildal i Thy, som Mikkel
Jungersen har beskrevet i det sidste
nummer af The Adventurer. Og tak for de
12 flasker hjemmebrændt snapse han har
givet klubben.
Den 9. juli blev der på vores
bankkonto indsat 300.000 kroner. Penge,
der er testamenteret af Per Schrøder. Vi
er ham naturligvis meget taknemmelige.
Schrøder elskede klubben og var et
meget flittigt medlem til det sidste. Æret
være hans minde.
I tilslutning til de gule ærter med
flæsk vil jeg komme med noget
valgflæsk. Bestyrelsen har énstemmigt
vedtaget, at kuvertprisen på 30 kr.
bortfalder for alle deltagerne til møderne.
I øvrigt: En stor byrde er taget af
Fortsættes næste side
3
Generalforsamlingen 2013
Øverst, fra venstre: Claus ”Tavse” Birkbøll, Frode Uhre, Lars Ørlund, Jens Bjerre, Jens Alstrup, Henrik Bohr. Nederst fra v.:
Vagn Bjerre Christensen, Nikolaj Kirk, Hjalte Tin. T.h.: ”Tavse”, Ørlund, Klaus Heede Møller, John Andersen, Schönherr m.fl.
Fortsat fra forrige side
vores skuldre. Køkkenprojektet er nu
fuldendt, takket været Tavse og hans
firmas meget økonomisk fordelagtige
tilbud. En meget stor tak til Tavse, der
med ildhu har engageret sig i dette
arrangement. Vi skal også takke Tavse
for hans restaurering af det runde bord.
De sidste navne er næsten indgraveret,
og bordet er som ”at røre ved silkehud”
(en god erstatning). Det er renset, slebet
og olieret efter alle kunstens regler. Som
en tak for hans store indsats har han fået
en kasse god rødvin.
Køkkenet ville ikke være kommet i
stand, hvis ikke vi havde fået indtægterne
fra vores bog ”Udlængsel”. Så derfor en
meget stor tak til kammeraterne, der har
været med til udgivelsen af bogen. Tak til
Hans Peter Mikkelsen for den elektriske
installation. Tak til Henrik Andersen m.fl.
for, at I frivilligt hjalp til med at få revet
det gamle køkken ned.
På forhånd tak til vort medlem
Bent Thagesen, der nu er i gang med
at registrere alle vores genstande i
klubhuset.
I denne takkeregn må vi også inkludere
Jakob Andersen for hans altid gode blad
Fortsættes næste side
4
Generalforsamlingen 2013
Alle fotos: Kaare Vagner, Jakob Andersen
Fortsat fra forrige side
The Adventurer. Takket være hans hustru
Lotte, som står for layouten, tager bladet
sig fantastisk ud. Derfor har Lotte også
fået en kasse god rødvin af bestyrelsen.
Uden mad og drikke duer helten ikke.
Uanset menuen ved møderne er Gert
uundværlig. Han får det til at fungere,
ikke mindst når hans Ingrid er med ved
de større arrangementer herinde. Så
derfor får Gert og Ingrid som en ekstra
påskønnelse en stor flaske Talisker
Whisky.
I al almindelighed er der kommet
større interesse for Eventyrernes
Klub. Det skyldes bl.a. de mange
bogudgivelser og først og fremmest de
mange foredrag, kammeraterne holder
rundt om i landet. Nordisk Film har lavet
en aftale med flere kammerater om at
holde foredrag. Det er uden tvivl med
til at øge interessen for klubben. Som
formand sidder jeg og besvarer en masse
mail fra interesserede. For nylig ønskede
BT Søndag en artikelserie med de gamle
eventyrere. Loddet faldt på Jens Bjerre,
Torben Wolff og mig. Vores udløbsdato
er endnu ikke overskredet. Gamle såvel
som unge er med til at viderebringe
eventyret til stor glæde og interesse for
vores medmennesker.
Eventyrernes Klub må vi værne om med
den fornødne respekt og værdighed, der
tilkommer den.
Jeg vil tillade mig at slutte med et
citat, som Ole Lindboe udtrykte ved den
forrige generalforsamling, frit taget fra
Peter Freuchens mindetale ved Knud
Rasmussens død:
”I var min ungdoms og manddoms
kammerater. Det var et liv i spænding og
eventyr. Lykkelig føler jeg mig, fordi jeg
traf jer på min vej.”
Øverst: Jens Bjerre og Kaare Vagner. Nederst fra venstre: Frode Uhre, Lars Kræmmer, Mikkel Jungersen, Henrik Juul-Nielsen,
Kaj Spangenberg, Klaus Aarsleff, John Andersen, Klaus Heede Møller.
5
Mødet ved Peter Freuchens varde, januar 2013
LARS ØRLUND
tog disse billeder ved årets første møde i klubben.
Øverst: Søren Thirslund (”Gamle Søren”), Leif
Vanggaard, Jens Bjerre. Til venstre: Jens Hjorth og
Hans-Henrik Jørgensen. Til højre: Jakob Andersen, der
videofilmede det hele.
6
1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea
Jens Bjerre på vej ind i junglen med sine bærere.
Dansefest med komplikationer
Af Jens Bjerre
Tekst og foto
En hvid mand mødes med mistro og
truende holdning hos moromboerne,
en stamme der lever isoleret i junglen
D
en lille flyvemaskine hoppede
igennem tordenskyerne, som lå tæt
hen over de savtakkede bjerge. Piloten
pegede ind over en truende bjergkæde og
sagde:
“Du skal over den der for at finde
morombostammen. God fornøjelse!”
Turen var begyndt med, at jeg
havde spurgt distriktskommissæren i
Goroka, om han kunne fortælle mig,
hvor i højlandet, der fandt dansefester
sted på denne årstid. Han havde
bragt spørgsmålet videre pr. radio
til de forskellige patruljeofficerer,
udstationerede i de afsidesliggende
egne af Ny Guineas højland, og fra
nogle af dem var der kommet besked
om, at morombostammen var i fuld
gang med forberedelser til den årlige
næsegennemboringsfest. Men regntiden
var begyndt tidligt og jeg måtte
skynde mig. Derfor havde jeg lejet en
flyvemaskine til at føre mig ud til en
missionsstation, hvorfra jeg til fods
måtte gå ud til moromboerne.
Efter landingen sagde piloten, idet
han borede sin ene støvle ned i mudderet
på landingspladsen og stirrede op mod
skyerne:
“Du gør klogt i at skynde dig. Om
en uge er det umuligt at lande med
maskinen her!”
Før det var blevet lyst næste morgen,
startede jeg. Missionsstationens leder
havde givet mig fire af sine bedste
bærere med, deriblandt Maio, en tolk og
vejviser som hørte til morombofolket og
kendte stierne i bjergene.
Vi skulle klatre det meste af vejen,
og jeg havde skåret bagagen ned til
det allernødvendigste: Filmapparater,
Fortsættes næste side
7
1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea
Fortsat fra forrige side
båndoptager, sovepose, luftmadras,
presenninger, regntøj, kogegrejer,
konserves og endelig byttevarer.
Herimellem var en halv sæk salt, tobak
samt gamle aviser, som de indfødte
anvender som cigaretpapir.
I de første fire-fem timer gik det støt
opad over de åbne, græsklædte bakker.
Stigningen blev brattere op til de tætte
bregneskove, hvor alt var fuldstændigt
dækket af slimet mos, som dæmpede
alle lyde. Der herskede en ejendommelig
stilhed mellem lianerne og de grønne,
“plydsbeklædte” stammer, der som søjler
bar det tætte bladløv. Kun ganske lidt lys
trængte igennem og selv lyset havde et
grønt skær.
Vi måtte passere flere vandløb. I
begyndelsen kunne vi gå over på de
indfødtes primitive hængebroer, men
senere hen var de skyllet bort. Det sker
hvert år ved regntidens begyndelse.
Derfor måtte vi vade over vandløbene,
ofte i vand til livet.
Hen under aften var vi nået så højt
op, at der kun var et par hundrede meter
til bjergryggen. Vi slog lejr. Bærerne
byggede i løbet af en halv times tid et par
små hytter af gréne og blade, hvorefter
vi åbnede et par dåser konserves og
kogte ris. Jeg følte mig komplet udkørt
efter dagens klatring. Det værkede i alle
lemmer, værst i ryggen. Det var kun tre
uger siden, jeg var blevet udskrevet fra
et hospital ved kysten, hvor jeg havde
pådraget mig en malaria. Kininen havde
Disse kvinder synger grædende
klagesange over en slægtnings død.
Den lokale høvding fungerer som en slags sognefoged. Hans myndighed er markeret
ved Tul-tul skiltet, som han bærer på panden, og som han har fået tildelt af den lokale
patruljeofficer.
taget mine kræfter. Nu lå jeg på min
luftmadras i hytten og spiste i halvmørke.
Jeg var så træt, at jeg trods sulten faldt
i søvn med mad i munden. I hvert fald
vågnede jeg ud på natten ved, at jeg
lå oven på en bliktallerken med kogt
ris. Bålet var brændt ud. Alle sov. Det
var hundekoldt. En klam tåge drev ind
gennem hyttens åbning. Klokken var
tre. Jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg
syntes, jeg havde lidt feber, tog et par
ekstra kininpiller og besluttede mig til at
vække bærerne og starte med det samme,
nærmest for at overbevise mig selv om,
at feberen ikke var kommet igen.
Bærerne var gnavne over at blive
vækket. Efter at vi havde spist nogle
stegte kartofler, startede vi, netop som det
begyndende dagslys gjorde det muligt at
skelne træer og klipper i tågen. Regnen
blev efterhånden mere voldsom, og
humøret sank. Bærernes blikke fortalte
Fortsættes næste side
8
1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea
Denne kvinde har smurt
sig ind i ler for at vise en
afdød slægtnings ånd, at
hun bærer sorg.
Fortsat fra forrige side
tydeligt, at de anså det for vanvittigt at gå
over bjergene i regntiden.
Vi nåede bjergryggen, som var
indhyllet i tæt tåge. Vi måtte hejse
hinanden op med sikkerhedstovet. Vi
var 7.000 fod over dalen. På kammen
var der kun nøgne, skarpe kalksten og klam tåge. Da vi skulle begynde
nedstigningen, fandt vi kun lodrette
klippevægge og gik længe langs
bjergryggen, som flere steder var så smal,
at vi måtte kravle på alle fire. Endelig
fandt vi et sted, hvor vi kunne foretage
nedstigning. Det var næsten vanskeligere
end opstigningen. Vi var hele tiden i fare
for at styrte ud over klippesiderne. En
bærer snublede, hans rygsæk med ris
styrtede lydløst i afgrunden og splintrede
mod en klippespids. Risen stod som en
hvid sky over den grønne mosgroede
klippeside.
Alle var segnefærdige af udmattelse,
sult og tørst, da vi kort før solnedgang
slog lejr. Der blev bygget et par hytter,
jeg slugte igen tre-fire kininpiller og
rullede mig ind i soveposen i den ene
hytte. Om morgenen følte jeg mig bedre
tilpas. Feberen syntes at være aftaget.
Bærerne var nu ivrige for at komme
af sted. Dybt nede i dalen kunne vi
skimte en landsby. De vidste, at nede i
landsbyen under os var der mad og fest.
Men først sent på eftermiddagen nåede
vi frem.
Jeg havde ventet, at vi var blevet
godt modtaget. Men moromboerne
havde haft meget lidt kontakt med
europæere og brød sig åbenbart ikke om
mit selskab. Maio var ikke velset blandt
sine stammefrænder, fordi han arbejdede
på missionsstationen. Vel et hundrede
fjerprydede og krigsmalede mænd sad
i grupper uden for hytterne og skulede
efter mig med uvenlige blikke. Maio
viste mig hen til høvdingen, som jeg
forklarede, at jeg gerne ville overvære
deres fest og danse og at jeg havde gaver
med til dem. Høvdingen diskuterede lidt
med de andre og viste mig så hen til en
gæstehytte. Her kunne jeg bo.
Jeg bad høvdingen samle de gamle
mænd uden for min hytte. Hver fik en
håndfuld salt, som de begærligt slikkede
i sig. Ved Maios hjælp fandt jeg ud af,
at ceremonien med gennemboringen af
drengenes næser skulle finde sted en
af de nærmeste dage. Jeg forærede så
høvdingen en stor kniv og forklarede,
at han fik flere gaver, hvis jeg måtte
overvære denne ceremoni, især hvis han
ville fremskynde den.
Resten af dagen gik jeg rundt i
landsbyen for at vænne beboerne til synet
af mig. Efter at jeg havde givet dem
forskellige gaver, syntes de at forsone
sig med min tilstedeværelse. Den aften
sov jeg til akkompagnement af sangen
og trommerne, der lød fra de mange
fælleshytter, som var rejst i anledning af
dansefesterne.
Næste morgen oprandt med solskin.
Hele formiddagen strømmede krigere til
fra de omliggende landsbyer. Alle var
pragtfuldt dekoreret med farvestrålende
paradisfuglefjer. Mange havde smurt
plantefarve, sod og vildsvinefedt i
ansigtet.
Til at begynde med sad de i
smågrupper og spiste og drak.
Drikkevarerne var en berusende drik,
fremstillet af sukkerrør og en slags
søde, gærede kartofler. Ved middagstid
begyndte dansen. Mændene stillede
sig op i lange rækker midt på den
åbne plads i landsbyen. Halvdelen af
dem havde trommer med slangeskind,
andre stod med lange spyd eller buer
og pile i hænderne. Dansen bestod
nærmest i hop og stamp til trommernes
akkompagnement. Lidt efter lidt steg
tempoet. Danserne arbejdede sig mere og
mere op i ekstase. Sveden haglede ned
ad dem. Flere af dem afbrød ofte dansen
for at drikke. Efterhånden blev mange
stærkt berusede. Enkelte råbte truende til
mig, når jeg rettede filmapparatet eller
mikrofonen hen imod dem.
Pludselig blev der uro i landsbyen.
En flok unge piger styrtede råbende ud
fra en af fælleshytterne. De greb en af de
unge mænd i de dansenes rækker og førte
ham under voldsom modstand med sig
ud i junglen, mens landsbyens beboere
hylede af latter. Maio fortalte, at dette
Fortsættes næste side
9
1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea
Krigerne varmer op til dansen ved at slå på trommerne, stampe i jorden og råbe
udfordrende til de øvrige deltagende klaner.
Fortsat fra forrige side
ofte sker under dansefesterne. Når en af
de unge piger havde fået kik på en mand,
gjorde hun åbent kur til ham og hvis han
ikke tog notits af hende, ja, så samlede
hun sine veninder, hvorpå de bortførte
den tilbedte med magt.
Hen under aften fortalte høvdingen,
at jeg samme aften kunne følge
med mændene ud til stedet, hvor
gennemboringen af drengenes næser
skulle finde sted. Jeg spurgte, om han
ikke kunne vente til det blev lyst næste
dag, men det afslog han. Ceremonien
kunne kun foregå om aftenen.
Straks efter solnedgang gik vi i en
lang række med et par fakler foran ud
til en rydning, godt et par kilometer fra
landsbyen. Her lå en temmelig stor hytte,
inde i den opholdt sig fem-seks drenge.
Det hele tog ikke lang tid og var heller
ikke omgivet af mange ceremonier.
Drengene, som var i otte-ti års alderen,
blev én efter én hentet ud fra hytten.
De ældre mænd - deres onkler eller
fædre - tog en tilspidset fugleknogle og
borede den igennem næseborsbrusken på
drengene. Ingen af dem gav et kny. De
stod bagefter i række, hver med et tyndt
ben gennem næsen, og så helt kække ud.
Mændene tog nu hver en kæp eller
en tornet gren i hånden og stillede op i
to rækker. Drengene blev beordret til at
løbe spidsrod mellem rækkerne. Slagene
faldt ubarmhjertigt. Nogle drenge blev
temmelig ilde tilredt og blødte af rifter.
Men ingen gav en lyd fra sig. De løb
straks hen til hytten, hvor de skulle
opholde sig i endnu en uges tid, før de
kunne komme tilbage til landsbyen.
Da vi senere på aftenen var tilbage i
landsbyen, var dansen i fuld gang. Nu
deltog der mange kvinder i dansen, både
unge og gamle. Alle hoppede og svajede
i takt til sangene og trommernes rytme.
Der stod en stank af sved fra de nøgne
kroppe. Skæret fra bålene lyste i de
hvide tænder, i smykkerne og de vajende
paradisfuglefjer. Min båndoptager
snurrede.
Jeg kom sent i soveposen. Da jeg
vågnede næste morgen, opdagede jeg, at
der havde været besøg i min hytte. Min
bagage var gennemrodet. Sækken med
salt var stjålet sammen med mine øvrige
byttevarer og alle konservesdåserne. Der
var kun efterladt et par dåser kaffepulver
- og heldigvis alle mine film- og
lydapparater.
Jeg for rasende ud af hytten og løb
lige ind i en flok unge, drukne krigere,
som proppede sig med min dåsemad.
Jeg sparkede dåserne ud af hænderne på
dem og råbte på høvdingen. Han viste
sig ikke. Krigerne indtog en fjendtlig
holdning. Et par kastede deres spyd
demonstrativt imod min hytte, kun et
par meter fra, hvor jeg stod. Det betød
tydeligt nok:
”Forsvind - eller!”
Jeg gav Maio ordre til opbrud.
Jeg havde fået nok, både af film og
lydoptagelser og af moromboerne.
Desuden var jeg bange for at komme for
sent til flyvemaskinen, der skulle hente
mig.
Mens jeg pakkede, kom høvdingen
med nogle af de gamle mænd og
undskyldte tyveriet. Han gav mig et
par store bærenet med frugter og søde
kartofter. Jeg bemærkede, at han havde
flere af mine forsvundne byttevarer
stukket ind under sit barkbælte. Men jeg
sagde ingen ting.
Vi startede lidt før middag. Den
eneste føde, vi havde tilbage, var
kaffepulver og høvdingens gaver. Men
det tyndede hurtigt ud i dem. Allerede
da vi vadede gennem det første vandløb,
skyllede mange frugter ud af nettet,
som blev revet i stykker på nogle sten.
Vi nåede at få bygget et par hytter helt
oppe ved den mosgroede bregneskov,
før mørket faldt på og regnen satte ind.
Fortsættes næste side
10
1961 - Jens Bjerre i junglen på Ny Guinea
Fortsat fra forrige side
Om morgenen spiste vi halvdelen af de
resterende frugter og drak kold kaffe
til. Bærerne fandt nogle sukkerrør og
tyggede dem i sig.
Vi kom hurtigt ud af bregneskoven og
nåede de nøgne kalkstensklipper. Her var
der også tæt tåge og det var vanskeligt
at orientere sig. Ved middagstid nåede vi
helt op på ryggen. Et par bærere havde
revet fødder og knæ til blods på de
skarpe sten. Netop som jeg skulle lægge
forbinding, hørte jeg et skrig bag mig.
Jeg nåede lige at se hoved og arme på
en af bærerne forsvinde i tågen. Et par
sekunder efter hørte vi et uhyggeligt slag
og en svag jamren. Men vi kunne intet
se. Maio råbte til bæreren, at han ikke
måtte bevæge sig.
Vi gjorde så et tov fast, så jeg kunne
fire mig ned over kanten. Seks-syv
meter nede var der en afsats og her lå
Lalak, som bæreren hed. Han havde
et sår i hovedet og kunne ikke bevæge
sig. Øjensynligt var et ben brækket.
Maio kom ned med tæpper og mere
tovværk. Vi lagde Lalak i tæpper og
hejste ham forsigtigt op på bjergryggen.
Da jeg selv kom derop, havde han mistet
bevidstheden. Vi masserede ham og gav
ham kold kaffe og fik ham til bevidsthed
igen. Det regnede, men heldigvis fandt
vi et stykke nede på skråningen et lille
fremspring, under hvilket vi kunne sidde
nogenlunde i læ. Her krøb vi sammen
hele natten uden at få megen søvn.
Så snart det lysnede, krøb Maio
sammen med en bærer ned til
bregneskoven for at hente lianer og grene
til en båre. Da de kom tilbage et par
timer efter, havde vi fået tændt bål og
til afveksling tilberedt varm kaffe. Dette
livede op på Lalak, som flere gange
var ved at miste bevidstheden. Han
blev bundet fast til båren, så han ikke
kunne falde af og derefter begyndte vi
nedstigningen. Det gik meget langsomt.
To gange måtte vi forsigtigt hejse båren
ned fra den ene afsats til den anden. Det
gik så langsomt, at vi kun var nået midt
ind i bregneskoven, da det begyndte at
blive mørkt. Så byggede vi atter et par
bladhytter, drak hver flere krus kold kaffe
og forsøgte forgæves at få lidt søvn.
Aldrig har en nat forekommet så lang.
Den følgende dag var det otte dage
siden, jeg havde fået en uges tid som
frist til igen at nå ud af dalen med
flyvemaskinen. Det var umuligt at sætte
farten op. Vi var udmattet af sult, og det
gik langsomt med båren. Min feber var
ved at blusse op igen. Heldigvis gik det
ikke mere så stejlt. Vi lod os halvt falde,
skridt for skridt. Lalak klagede ofte. Vi
faldt flere gange og slog os til blods,
men var for sløve til at bekymre os om
forbindinger.
Hver gang vi passerede en bjergstrøm,
drak vi begærligt af vandet. Det gik
stadig langsommere. Hvert femte minut
måtte vi skiftes til at bære båren. Lalak
var bevidstløs i lange perioder. Jeg var
nu bange for, at han ikke ville vågne op
igen.
Den nat sov vi i en forladt hytte på
bjergskråningen. Jeg blundede kun en
time den nat. Vi skiftedes til at holde et
lille bål vedlige for at tørre klæder og
tæpper. Regnen strømmede ned endnu
voldsommere end om dagen. Jeg rystede
af feber og havde en pibende susen for
ørerne af de mange kininpiller.
Vi startede om morgenen, endnu
før det var dagslys. Men nu var der en
sti, som førte ned til missionsstationen.
Maio gik foran med min lommelygte.
Da det blev lyst, kunne vi skimte
missionsstationen dybt under os. Det gav
fornyede kræfter.
Pludselig pegede Maio mod
landingspladsen. Jeg skimtede gennem
støvregnen et tåget, hvidt kors:
flyvemaskinen!
Jeg havde allerede på forhånd opgivet
håbet om at blive fløjet ud af dalen,
men nu blev jeg grebet af en næsten
panikagtig skræk for, at maskinen ville
lette uden mig. Jeg satte tempoet op til
det yderste.
Piloten sad sammen med missionæren
og spiste, da jeg vaklede ind på
missionens veranda. Jeg havde kun tanke
for maden og åd begærligt som et dyr.
Så først fik jeg fortalt om Lalak, som
missionæren tog sig af. Piloten fortalte,
at alle landingspladser var lukkede,
på nær én, der lå næsten to hundrede
kilometer borte i junglen.
”Men,” tilføjede han med et grin, ”jeg
arrangerede en ’nødlanding’ her for at se,
om du var kommet tilbage. Vi må af sted
med det samme!”
Og en halv time efter sad jeg i
maskinen og glædede mig ligefrem til
at svæve hen over bjergryggen, hvor jeg
havde aset i de sidste fem dage. Men
jeg havde overvurderet mig selv. Inden
maskinen havde cirklet sig op over
bjergene, snorksov jeg.
11
Klubbens nye genbo
Af
Alex Frank Larsen
Tekst og foto
V
ed min optagelse i denne ærværdige
klub i september 2011 var kammerat
Nauntofte så venlig at citere fra en
rejseberetning, jeg begik engang i Yngre
Jernalder. Nærmere bestemt artiklen om
en sejltur fra Cap Horn til Sankt Thomas,
bragt i mit gamle blad Information 19.
august 1983.
Jens fortalte, hvordan han bragte
avisen, en ny fok og et par flasker
god rom med ud til Bali, hvorfra han
stævnede ud på Det indiske Ocean
bound for Christmas Island på Gitte
og Erik Wedersøes gode skib Gitte
Gry. Undervejs benyttede han et
skippervagtskifte kl. 16 til at slå
rom i glasset og læse artiklen højt.
Kammeraterne om bord lyttede med
slet skjult benovelse over turen fra de
frådende kolde søer ved det chilenske
ildland Tierra del Fuego op langs
Sydamerika til den gamle danske
slavekoloni på de caribiske Jomfruøer.
Først langt nede i teksten åbenbaredes
det, at historien var en satirisk parafrase
over jordomsejlernes strabadser, og at
de to eksotisk lydende destinationer var
spisesteder, der befandt sig på solsiden i
Nyhavn og ved kajen på Flakfortet.
Nu vil Skæbnen - eller hvem der
ellers bestemmer den slags - at det skib
jeg benyttede til den minderige udflugt,
har lagt sig til kajs lige ud for porten til
Eventyrernes Klub.
For mig var der dén særlige hage ved
Nauntoftes beretning omkring det runde
bord, at den bragte minder frem om mine
første besøg i klubben 13 år tidligere,
i 1998. Dengang var jeg inviteret til et
par klubaftener af Erik Wedersøe og
John Andersen. Som nyslået formand
havde John planer om en TV-serie om
Eventyrernes Klub, som jeg skulle
producere. Det forhandlede vi med TV2
om, men da ingen af os ville goutere
deres absurde krav om at fixe serien op
med diverse popsmarte påfund, rebede vi
Fortsættes næste side
12
Chaluppen anduver Flakfortet og restaurant Sankt Thomas med Alex Frank Larsen ved rattet. Gasterne er datteren Jamilla og
professor Ole Lange, tidligere bådsmand hos Erik Wedersøe. (Foto: Ernst Nielsen)
Fortsat fra forrige side
sejl og riggede af med et ’tak for kaffe’.
Tre år tidligere havde Wedersøe
lokket mig med på en anden galej: at
sejle til de steder omkring Atlanterhavet
& omegn, hvor danskerne historisk
havde sat deres spor. Grønland,
Færøerne, Island, videre til Nordamerika,
Caribien, over dammen til Guldkysten
(Ghana) og hjem via Normandiet,
Irland og England. Et års rundrejse
med billedrapporter sendt hjem direkte
fra skibet via satellit og redigeret hos
Zentropa af en vis Lars Trier til et
ugentligt program 54 uger i træk.
Alle var begejstret for projektet,
også de implicerede chefer i DR, der fik
ryddet avisforsider om deres andel i den
store odyssé, men da det kom til stykket,
ville de ikke slippe slanterne. What else
is new?
Jeg havde gennem årene delt
andre maritime erfaringer med
kaptajn Wedersøe, så det var en sær
fornemmelse, at min optagelse i
Eventyrernes Klub netop fandt sted den
dag, da han afmønstrede fra det jordiske,
den 27. september 2011.
Men tilbage til skibet ved bolværket
ud for Nyhavn 53.
Det er en statelig chalup, bygget
for Københavns Havnevæsen i 1926
til at sejle byens fine gæster rundt i
havnen. Bilbrevet betegner skibet som
en halvdæks Patrouillebaad i en længde
Fortsættes næste side
13
Fidel Castro
dukkede op i jeep
for at hilse på de
skandinaviske
gæster på den
revolutionære
byggeplads .
Fortsat fra forrige side
på 13,5 meter, bygget af udsøgt Cubamahogni på spanter af eg og dæk af
Oregon-pine, med facetslebne ruder og
apteret med alskens finesser. Prisen uden
motor var svimlende 27.000 kroner.
Dertil kom oprindeligt en Rolls Royce
motor. Alt buet træ er krumvokset og
superstærkt, ikke bare hugget til pasform.
Er det ikke også, hvad mange eventyrere
er -krumvokset?
Nå. Jeg havde fornøjelsen - og sliddet
- ved at eje fartøjet med min far og bror
i over tre år fra 1983. Da havde det
netop ageret sejlende sommerhus for to
børnefamilier, der drog ned ad Europas
floder og vendte rundt i Avignon.
De blev frarådet at stikke stævnen
ud i Middelhavet - det havde et hold
forgængere vovet på en tidligere flodrejse
med chaluppen, men de blev hurtigt
klogere. Nu sluttede de unges hjemtur
en kold novemberdag i en nederlandsk
havn, hvorfra jeg købte skibet ubeset
- jeg kendte skipper Chresser som en
mand af ære.
Et par uger før den formelle
overdragelse var jeg på min anden rejse
til det blokaderamte Cuba. Første gang
var en skandinavisk pionertur i 1972
med Brigada Nordica. Jeg var redaktør
af Studenterbladet og ville rapportere
om uddannelse og samfundsopbygning
efter Castros og Che Guevaras revolution
i 1959. Vi blev installeret i kønsadskilte
barakker med køjesenge og vækkedes
af revolutionære marcher fra skrattende
højttalere. Så ud til kolde afvaskninger
under tilkalkede brusere, næsten som i
rekruttidens Frøslev-lejr. Dog med den
forskel, at i det sønderjyske behøvede vi
ikke hver morgen ryste skorpioner ud af
støvlerne.
Om dagen gravede vi render i
gammel koralgrund med trykluftbor,
drivende af sved under den skarpe sol
og side om side med unge slidere fra
det krigshærgede Vietnam. Renderne
skulle blive fundamenter til plejehjem for
revolutionens veteraner.
De små vietnamesere græd af
glæde, da Fidel Castro i egen person og
kampuniform kørte ud til byggepladsen
i jeep og blandt andet spurgte, om
vi fik mælk til maden. Mælk? Vi fik
smattede ris og bønner klasket ned på
ramponerede aluminiumsbakker og
bagefter sød stærk kaffe i fingerbøl,
men sgunte mælk. Dagen efter kom
der mælkejunger til lejren, på direkte
ordre fra El Comandante en Jefe. Hvis
nogen skulle forbinde Cuba med Frozen
Daiquiris eller Mojitos i skørteformede
champagneglas, kunne chefen belære
dem om yversaftens lyksaligheder, så
selv dansk landbrug måtte fryde sig.
Castro inviterede os også til Havana
på den årlige revolutionsdag, 26. juli,
hvor vi sad på den særlige gæstetribune
foran en halv million cubanere, der stod
op i syv stive timer og hørte på hans
politiske refræner.
Min næste Cuba-rejse 11 år senere
var en såkaldt ludertur (all inclusive for
indbudte journalister i håb om noget
omtale) med Hansa Folketurist. Trods det
kommunistiske islæt med fly fra Interflug
via Østberlin forløb denne tur anderledes
civiliseret.
Jeg var i selskab med cigarrygende
aficionados som Jan Stage og Øjvind
Kyrø. Rejsen bød på VIP-forkælelse på
den legendariske hotelsilo Habana Libre,
pilgrimsbesøg på Hemingways bardiske,
frokost i kemi-magnaten Irénée Du
Ponts pragtvilla i Varadero og energiske
benspjæt fra fjerklædte nougat-nymfer på
scenen i cabaret Tropicana.
Men under glimmeret og den
vidunderlige Son musik lød der mislyde i
den caribiske nat. Fra overfyldte fængsler
skummede vreden over, og skuffede
cubanske desperados satte kurs mod
Florida i små vankelmodige joller. Cuba
havde sin egen krise, længe før den blev
global.
Det politiske uføre blev et naturligt tema,
da Stage og jeg blev inviteret til middag
hos den danske ambassadør. Under
de efterfølgende Mojitos på terrassen
kom Stage i heftig diskussion med en
dansk kvinde, der havde tilbragt en
menneskealder i landet. Det ene ord tog
det andet, og til sidst slyngede hun ud:
”Nu lyder du fuldstændig som Jan
Stage!”
Hun havde vist glemt at kigge på
gæstelisten.
Som tidligere agent for Castro-styret
havde Jan Stage stadig gode forbindelser
i landet. Han var eminent til at organisere
friske hummere og andre lækkerier fra
den sorte børs. Jeg husker endnu en
Stage-indledning i Politiken fra Habana
Libre:
”Hvem ringer telefonen for? Er
det hotelledelsen, der alligevel kræver
en visumforlængelse? Er det dollarbutikken, der vil tilbyde billig HavanaClub-rom eller amerikanske cigaretter,
som ingen dødelig cubaner kan få fingre
i? Eller er det blot en eller anden, der
ønsker at erhverve sig en halvbrugt
deodorant-stift?”
Mine egne spørgsmål var mere
målsøgende. Hvor finder jeg noget ægte
Cuba-mahogni?
Når chancen bød sig på udflugter fra
Havanna og Varadero eller ude østpå fra
Santiago de Cuba nær den amerikanske
Guantanamo-base, spejdede jeg efter
træstumper til nogle småskavanker på
chaluppens agterspejl, hvor den i sin
Fortsættes næste side
14
Fortsat fra forrige side
iver efter at komme hjem havde stødt
rumpen mod en fransk sluse. Men jeg
ledte forgæves, og her rakte Stages
forbindelser desværre ikke til. Castro
havde forbudt al udførsel af fædrelandets
mahogni, den fineste i verden.
Tilbage i 1926 benyttede Københavns
Yacht- og Motorbaads-Værft cubansk
ædeltræ, der havde ligget til tørring i ni
år og blev vendt hver uge, men de tider
var forbi.
Så jeg vendte tomhændet hjem til
fædrelandet, bortset fra en 12-årig flaske
Havana Club og en T-shirt, som nogen
havde foræret mig med den flammende
påskrift Patria o muerte -venceremos!
Fædrelandet eller døden - vi vil sejre!
Efter et slidsomt forår med en grundig
overhaling af Patrouillebaad 1926 lagde
vi skønheden til havns i Vallensbæk,
hvor jeg kunne se hende fra mit
arbejdsværelse.
Al hendes elegance og charme ufortalt
måtte vi dog med tiden erkende, at hun
havde sine svage sider: hun brød sig for
eksempel ikke om bølger. Derfor blev
vore ture mestendels begrænset til så
eksotiske rejsemål som havnen i Køge
eller via slusen i Sydhavnen og gennem
København op til Hven.
På sin oprindelige hjemmebane
i hovedstaden blev chaluppen ofte
genkendt af gamle håndværkere,
der havde nusset om den på Holmen
og stadig omtalte skibet med stor
ærbødighed. Det nød også positiv
særbehandling, når vi eksempelvis lagde
til kajs på gæstevisit i Nyhavn. Her
befandt det sig godt.
Chaluppen er og bliver en
københavner, så vi takkede pænt nej til
købstilbud fra både Silkeborg-søerne,
Sydfrankrig og sågar Florida. I november
1987 overlod vi klenodiet til konsortiet
bag den gamle havneknejpe, nu
restaurant Lumskebugten på Esplanaden.
De spenderede en lille million i en
ansigtsløftning på Marinmuseet i svenske
Karlskrona, så herligheden igen kunne
byde spisende gæster rundt i havnen, nu
med knapstukne plyssæder i salonen og
ny 120 hk Perkins motor under dørken.
Renoveringen blev fejret i stor stil med
champagne, østers og hornmusik på
Nordre Toldbod, hvor jeg inviterede
Wedersøe med.
I dag ejes den 86-årige chalup af JS
Boatcharter, der tager sig af ældreplejen,
så den stadig kan vise gæster rundt i
havnen. Turen ”fra Cap Horn til Sankt
Thomas” kan dog ikke gøres om, alene
fordi Flakfortets restaurant har skiftet
navn.
Om vinteren kommer chaluppen i hi
under tag i Skudehavnen. Men når våren
går gennem Nyhavn, når solen - som
salig Sigfred sang - har gule unger i hver
skimlet regnvejrspyt, så går skønheden
atter til kajs.
Og i magsvejr kan den stolte matrone
stadig overtales til at vise sine klassiske
ynder frem i Nyhavn, og sågar tage en
stille vals rundt i havnen, hvis nogen
ellers vil spendere en skilling eller to.
Åh, disse minder …
15
En rapport fra Goma og Bunia i det østlige Congo
En fredelig dag ved fronten. Den 30-årige oberst Mamadu Ndala poserer ved frontlinjen. Et par hundrede meter bag ham ligger
oprørshæren M23 parat. En uge efter dette foto blev taget, brød kampene løs mellem regeringstropperne og M23.
Fra børnesoldat til hashhandler
Af Øjvind Kyrø
Tekst og foto
O
berst Mamadu Ndala er en flink
fyr. Han vil gerne modtage journalister
ved fronten, der består af lavasten fra en
glødende vulkan i nærheden. På anden
side - omkring 200 meter væk - ligger
oprørshæren M23.
Det er en stille dag ved fronten. Der
er fuglefløjt i luften, som ind imellem
flænges af lyden af gamle russiske
helikoptere, som FN har indkøbt til
at patruljere. Fire helikoptere flyver
efter hinanden, men inde på oberstens
territorium. FN har købt droner i Italien
til at overvåge fjendens, det vil sige
militsgrupperne, stillinger, bevægelser og
forsyningslinjer, men små førerløse fly
kommer først om et par måneder.
Obersten nyder bevågenheden fra
verdenspressen, der kan tælles på
Fortsættes næste side
16
Goma
Fortsat fra forrige side
tre fingre. Hans krop er arret af fem
skudhuller, fordi han er kendt for ikke at
trække sig tilbage under et slag, hvilket
er en sjældenhed i den congolesiske
regeringshær. Normalt spæner soldaterne
væk, når de hører et skud.
Sidst var i november, da M23 nærmest
slentrede ind i millionbyen Goma og
holdt den besat. Først da regeringen i
den fjerne hovedstad Kinshasa gik ind på
forhandlinger, trak M23 sine styrker ud
af byen. Men oberst Mamadu fik dem til
at fortrække syv kilometer ud af byen,
og ikke kun tre kilometer, hvor de havde
opsat deres stillinger. Derfor blev han
Gomas helt.
Under erobringen af Goma lå verdens
største FN-styrke på deres feltsenge,
forskanset i deres hovedkvarter for
det østlige Congo. At en oprørshær
med en sådan lethed kunne få såvel
regeringshæren som FN til at hytte
deres egne skind og ikke beskytte
civilbefolkningen, blev anset som en
skandale i FN-bygningen i New York.
Her besluttede man at udstationere
en brigade på 3.000 mand fra Tanzania,
Malawi og Sydafrika, som er blevet
forsynet med et offensivt mandat. Men
den er ikke gået i aktion endnu, og
spørgsmålet er, om den vil virke efter
hensigten og gøre kål på de tre dusin
militsgrupper, der har magten i det
østlige, mineralrige Congo. Som en
højtstående FN-kilde trist siger:
”Jeg tror ikke, at fx Sydafrika vil
tillade, at nogle af deres soldater falder i
kamp i Congo.”
Alt i alt er stillingen den, at en
kujonagtig regeringshær og en uduelig
FN-styrke - dog forstærket af en muligvis
deling af duelige soldater - i løbet af et
år (længere løber mandatet ikke) skal
eliminere de militsgrupper, der i årevis
har taget magten i det magttomrum,
der er opstået, fordi regeringshæren er
verdens værste og regingen i Kinshasa
negligerer regionen.
Oberst Mamadus nærmeste fjende
er M23-oprørshæren, som han kalder
for ’terrorister’, når man spørger ham
om, hvordan han professionelt set
vurderer sin modstander. Men det er for
letkøbt, når hele verden ved, at det er
nabolandet Rwanda, der har organiseret,
finansieret, bestykket, rekrutteret og
trænet soldaterne, som mestendels består
af tutsier - ligesom ledelsen af Rwanda.
Efter selv at have været oprørshær blev
Rwandas Patriotriske Front regeringshær,
da den havde stoppet folkemordet i 1994.
General Paul Kagame har siden styret
landet.
Fortsættes næste side
17
Fortsat fra forrige side
To gange har det jyllandsstore Rwanda
invaderet det kæmpemæssige Congo,
og nu er det tredje gang, Paul Kagame
vil have kontrol over alt det, han savner
i sit eget land. Rwanda er overbefolket,
skovene er næsten væk, de er brugt
til at varme aftensmaden, og der er
ingen mineraler. Få kilometer vestover
ligger Congo, som er 70 % dækket af
skov, og hvor de 75 mio. congolesere
går rundt på bare fødder oven på et
skatkammer af mineraler - diamanter,
guld, coltan, kobolt, tin, kobber, uran
for at nævne nogle få - de ubrugte
reserver er forsigtigt ansat til at være 24
billioner dollar værd, hvilket er mere end
det samlede BNP for USA og Europa
tilsammen.
●
Jeg har en kammerat i Bunia, der ligger
længere nordpå. Det er en by, der er
omgivet af guldminer og frugtbar jord.
Baraka Lemabe hedder han, og jeg traf
ham for fem år siden, efter at han var
gået ud af en militsgruppe, som han
havde tjent som børnesoldat. Han var
dengang 14 år. Han blev forældreløs
i løbet af få minutter, mens han som
seksårig så på, at hans mor og far blev
dræbt af hema-militsen.
”Jeg blev skånet, fordi jeg var et
barn,” fortalte han. Derpå blev han
indlemmet i lendu-militsen, som hans
storebror var blevet rekrutteret til.
Hema og lendu er to etniske grupper,
hvis historie til forveksling ligner den om
tutsier og hutuer i nabolandet Rwanda.
I 1998 havde Rwanda og Uganda for
anden gang invaderet Congo og allieret
sig med de lokale etniske grupperinger,
og de opretholdt alliancen, efter der i
2003 blev indgået en fredsaftale, som
bød, at de udenlandske hære skulle
trække sig tilbage. Uganda og Rwanda
fortsatte således med at plyndre Congo
ved hjælp af deres allierede. Den ene
dag støttede Uganda Lendu-militsen,
den næste dag Hema-tropperne. Det
hele drejede sig om kontrollen over
guldminerne, som denne nordøstlige del
af Congo er så rig på.
Baraka Lemabe blev indrulleret i
en lendu-militsgruppe under ledelse
af krigsherren Cobra Matata - hvilket
betyder den onde slange. Cobramilitsen bestod af cirka 2.000 soldater,
og mange af dem var børn. En smule
under halvdelen af den samlede styrke,
skønnede Baraka. Han fik lært at rense
og bruge våben samt slå ihjel. Og efter
et sejrrigt slag blev de mest magtfulde
officerer blandt de døde fjender valgt ud.
”Vores ledere skar dem op og spiste
hjertet og leveren rå,” beretter den
17-årige Maki Kiza, ”derpå blev resten
af kroppen stegt - bortset fra indvolde
Baraka Lemabe - fra børnesoldat over bilvasker til hashhandler
og hoved - og så skulle der spises. Vi
ville blive dræbt, hvis vi ikke spiste, for
menneskekød ville gøre os stærke, så vi
kunne slå nogle flere ihjel, sagde de til
os.”
Da jeg i 2008 traf Baraka, var han i
gang med at opbygge et bilvaskeri i en
flodseng. Derpå fik jeg at vide, at han
igen havde tilsluttet sig militsen, for der
var flere penge i krig end i bilvask.
Forleden mødte jeg ham igen. Han
havde fået sig en kæreste, han boede
sammen med, og han havde fået sig et
nyt erhverv: Hashhandler. Baraka har
entreret med nogle bønder, der dyrker
cannabis, og i hjemmet har han og
broderen en hjemmeindustri med at lave
joints, som de på en god dag kan sælge et
par hundrede af.
Baraka er glad og fornøjet, han har
gjort det godt. Vel havde han aldrig lært
at læse og skrive, men spille fodbold og
sælge hash, det kan han. Han går rundt
i en skøn tåge og bekymrer sig ikke
om forestående kampe, som dem der
fandt sted i Bunia mellem 1999 og 2007
og dræbte 60.000 og sendte 500.000
mennesker på flugt.
For kampe er på programmet. Det er
nemlig planen med den ny FN-Brigade
på 3.000 mand, der er udrustet med et
offensivt mandat. De må for første gang i
FN’s historie blive en del af krigen ved at
true militsgrupperne med angreb, hvis de
ikke strækker våben.
18
Albanien set nedefra
Af Lars Kræmmer
Tekst og foto
Onsdag den 3. juli. Ambassadørens
residens, Tirana.
Mads Sandau hentede mig på hotellet
præcis kl. 16.30 som aftalt. En ældre,
distingveret og kæderygende mand med
gråhvidt hår og overskæg. Venlige øjne.
Meget behagelig. Ikke særlig høj. Lidt
buttet efter mange år med god mad. En
mand af format, ingen tvivl om det.
Chaufføren var middelhøj,
middelkraftig, middelmådig. Han åbnede
galant døren, og jeg tog plads ved siden
af ambassadøren på bagsædet af den
sølvgrå Mercedes. Restauranten var
lokaliseret højt over byen med smuk
udsigt mod bjergene og Tiranas park.
”Her oppe er vi i sikker afstand fra
byens os,” forklarede Mads, ”Tirana er
Europas mest forurenede storby.”
Det var ikke noget, som havde slået
mig ved min ankomst.
Her er nogle glimt fra
Lars Kræmmers dagbog,
der blev skrevet i denne
sommer - han møder
vor klubkammerat Mads
Sandau, og en gammel
bondekone giver ham sin
plads i en varevogn
”Det skyldes de mange, dårligt tunede
Mercedes dieselmotorer, og hvad der
ellers fyres af i borgernes brændeovne
om vinteren,” forklarede han.
Den erfarne ambassadør havde,
som ventet, en masse gode historier
at servere til middagen. Fortællinger,
som understregede hans tilhørsforhold
til Eventyrenes Klub. Et medlemskab,
som han nyder på afstand, da han
sjældent kommer til Danmark. Han
viste sig også som en mand med stærke
politiske holdninger og meninger
om, hvordan man former et sundt
samfund. Holdninger født af et langt
og begivenhedsfuldt liv og en hyppig
færden blandt verdens topledere. Mads
var ven med Vladimir Putin, inden denne
blev præsident og stadig arbejdede som
embedsmand i Skt. Petersborg, og han
fortalte levende om deres forhold.
Vi blev kørt hjem til ambassadørens
bolig efter en god middag, hvor der blev
spillet The Scorpions i højtalerne. Heavy
rock til fin mad. Huset lå i et indhegnet
område 20 minutter fra centrum. En vagt
løftede bommen, og vi rullede gennem
et lille kvarter med enorme villaer på en
stejl bakke med udsigt. Kun få af husene
var beboede, da kvarteret stadig var
under konstruktion. Ambassadørens hus
lå for enden af vejen og ragede op med
stue og to etager. Mens chaufføren låste
porten til ejendommen, satte Mads sin
nøgle i fordøren.
”Vær sød at tage hatten af, inden du
træder ind. Mine to hunde har ikke set en
mand med hat endnu, og de bryder sig
ikke om overraskelser,” advarede han,
Fortsættes næste side
19
Mads Sandau.
Fortsat fra forrige side
og fortsatte, ”jeg fandt dem på gaden, da
de var små. Der er alt for mange vilde
hunde i landet, men nu har mine to i det
mindste fået sig et hjem.”
Så snart døren gik op, lød hundenes
voldsomme gøen, og jeg skyndte mig
at tage hatten af. De sprang op ad mig,
da jeg trådte ind, og viste sig at være
meget søde. De var bror og søster og
begge velplejede og slanke med korte,
lysebrune hår.
Indenfor var etagerne forbundet med
elevator, og udenfor løb et vandfald fra
en svømmepool, hvor der i bunden med
sorte kakler stod skrevet navnet HENRI.
Ikke til ære for vores prins, men til ære
for bygherrens søn af samme navn. Et
flot og imponerende hjem fyldt med
danske designermøbler og en omfattende
samling af afrikanske masker, persiske
tæpper, sabler, geværer, og andre
objekter fra krige i forskellige lande
og fra forskellige tider. Mads havde
åbenbart været en ivrig samler gennem
sin lange karriere.
Chaufføren, som også var butler,
lavede kaffe til os alle tre. Mads bad
ham fortælle, hvad han vidste om landet.
Chaufførens store passion var at fange
småfugle i bjergene. Han bragte en fugl
i et særligt bur med indgang men ingen
Lars Kræmmer betalte sig vej med artmoney, som han lavede undervejs. Om
artmoney se: http://da.wikipedia.org/wiki/Artmoney
udgang. Buret satte han ud i en skov.
Fuglen sang og tiltrak sin egen art, som
så kravlede ind til den og blev fanget.
Via sin hobby havde han set nogle af de
fjerneste egne af landskabet og kunne
derfor bidrage med nyttig information
til en rejsende. Efter kaffen sendte Mads
butleren hjem til hans familie. Mads
havde været ambassadør i 8 måneder
og havde arvet butleren fra den tidligere
ambassadør. Han var en del af huset.
Mads var bekymret for sin kone.
Hun havde været ude for et uheld med
sin hest. Den landede på hende, da den
faldt i et spring. Nu lå hun på hospitalet
i Danmark med en masse brækkede
knogler. Han håbede at få hende hjem en
af dagene men havde problemer med at
arrangere en sygetransport.
Fortsættes næste side
20
Artmoney.
Fortsat fra forrige side
”En ambassadør behøver en kone,”
forklarede han. ”Jobbet er 24 timer, og
det involverer en masse selskabelighed.
Det er bedst at være to. Desuden savner
jeg hende og vil helst have hende hos
mig, når hun er syg.”
Forståeligt nok. Vi talte videre til det
blev sent.
Jeg fik lov til at sove i et
gæsteværelse, hvor jeg netop er vågnet
til en solrig morgen kl. 05:30 med udsigt
over huse og bjerge og en uforudsigelig
dag i et fremmed land. Ambassadøren
pusler allerede i stuen. Han havde
også fortalt, at han arbejder bedst fra
morgenstunden.
Onsdag den 3. juli. Shkodër.
Som sagt så gjort. Da jeg frittede
Mads om det farligste og smukkeste
i Albanien, anbefalede han at drage
nordpå mod de høje bjerge. Nær området
hvor chaufføren fangede sine fugle.
Til bjergbyen Theth. En egn berygtet
for generationer af familiefejder og en
særdeles aktiv, illegal våbenhandel. En
egn kendt for sin smukke og uberørte
natur. Væk fra turisterne, som jeg ikke
har set en eneste af på min rejse til
Shkodër.
Jeg valgte den lokale transport for at
få en oplevelse og stod på en minibus
i en travl rundkørsel i Tirana. En hvid
Mercedes varevogn med et interimistisk
skilt i forruden med navet Shkodër. Der
var ingen busstop, og bilerne holder kun
ganske kort tid, da det åbenbart ikke er
tilladt. Sådan er det bare.
Chaufføren kørte som død og
djævel med sømmet i bund og
millimeteroverhalinger. Jeg var heldig
at få det sidste ledige sæde og blev fri
for at stå. Turen varede et par timer og
kostede 400 Lekè - ca. 20 kroner. Ud
af vinduet kunne jeg nyde det albanske
landskab. Misvedligeholdte huse og
aldrig færdigbyggede konstruktioner.
Bønder i gang med at høste med le og
stakke hø med en høtyv. En masse skrald
i grøftekanten.
Da vi standsede nogle sekunder
for at samle en ny passager op, kom
en tynd, sorthåret mand i brun skjorte
løbende og viftede en levende, hvid
kanin foran ruderne. Måske nogen
ønskede at købe lidt kød i farten? Jeg
kunne ikke lade være at tillægge synet
en magisk betydning, da jeg netop var
gået i gang med at læse romanen The
Power of Silence af Carlos Castaneda, en
beretning fra en elev hos en mexicansk
troldmand. Og så må jeg være faldet i
søvn. Jeg havde en underlig drøm om
Mother Theresa og vågnede med et sæt,
da bussen standsede midt i en rundkørsel.
Da jeg slog øjnene op og kikkede ud
af ruden, kollapsede virkelighed og
drøm. En tre meter høj statue af Mother
Theresa stod og stirrede ind til mig med
hænderne foldet for brystet. Så satte
bussen i gang igen, og vi fortsatte, inden
jeg fik tid til at trække kameraet op af
lommen.
Landevejen måtte deles mellem
langsomme lastbiler, Mercedes
personbiler i alt for høj fart, cykler og
knallerter, forgængere og overlæssede
æsler. Da vi endelig nåede Shkodër, den
sidste storby inden bjergene, valgte jeg
at tage en pause. Mættet af indtryk og
presset af den kvælende varme glemte
Fortsættes næste side
21
mørk linje på skjorten, fra de gange han
måtte dreje. Chaufføren formåede at ryge
med venstre hånd, som også var dén,
han styrede sin taxi med, og askede med
jævne mellemrum ud af det åbne vindue.
Edvard, hed han. Havde to voksne børn.
En dreng og en pige. Edvard førte mig
sikkert til Koplik med topunderholdning.
Her satte han mig af i, hvad han
erklærede som ”centrum,” og flåede mig
for de 2000 Lekè, som jeg helt havde
glemt at forhandle. Nå, men det var jo
alligevel billigt set med danske øjne.
●
Temperaturen har sneget sig over 30
grader, og jeg føler mig ør efter at have
vandret Koplik tynd. Ikke fordi byen er
særlig stor. Måske tvært imod. Det er
ikke lykkes mig at finde andet centrum
end der, hvor jeg blev sat af. Her er jeg
uden tvivl den eneste udlænding. Det
ligner en røverby revet ud af en dårlig
western. Alt er støv, og husene virker,
som om de kun holder taget oppe takket
være de store sten, som forfædrene havde
muret ind i de bærende vægge. Alt er
misvedligeholdt og ser som helhed både
romantisk og særdeles autentisk ud, hvis
man skal sige noget pænt om byen. Jeg
har sat mig stratetisk korrekt på første
sals balkon på en café med overblik over
hovedgaden med den første albanske
flaskeøl. En Kugalashe (”Tirana” Since
1960). Den smager herligt, og så er den
kold!
Jeg må tage mig selv i ikke at grine
nedsættende. Overbærende. Når jeg ser
det ene vilde syn efter det andet … hov,
nu afbrydes kopi-pop-musikken af et
muslimsk bedekald fra en nærliggende
minaret. Klokken er lidt i fem. Nå, men
Fortsættes næste side
Fortsat fra forrige side
jeg tasken i baggagerummet. Jeg måtte
løbe efter bussen. Nåede den lige, som
den skulle til at dreje ud i trafikken igen,
klaskede min flade hånd på bagklappen,
fik den til at standse og reddede min
taske. En taxichauffør havde fulgt
optrinnet og grinede højlydt. Han hev fat
i mig og prøvede straks at sælge en tur til
Koplik for 2000 Lekè. Nu, da jeg kender
prisen, var det nemt at afslå men lidt
besværligt at vriste ham af uden at kunne
tale sproget.
Onsdag den 3. juli. Koplik.
Den kære taxichauffør stod og ventede
standhaftigt og tålmodigt, da jeg var
færdig med kaffen i Shkodër. Han havde
på et tidspunkt været inde i caféen og
se efter mig. Han slog ud med armene i
et lettelsens suk, da jeg endelig kom ud.
Jeg troede et øjeblik, han ville omfavne
mig på åben gade. OK. Selv om Shkodër
er en travl by, så var jeg nok alligevel
eneste turist og stak ud af mængden med
Artmoney - en bjerghytte fra Theth.
min sorte taske og gule Nettobærepose.
Der var ikke noget at stille op.
Varmen var uudholdelig, og manden var
uimodståelig. Snart sad jeg ved siden af
chaufføren i hans gamle Mercedes på vej
mod Koplik, mens han maskinsnakkede
i en blanding af albansk, italiensk og
ihærdige fagter med den frie hånd.
Hans hår var kraftigt, mørkt og bølget.
Ansigtet stort og gummiagtigt. Den
opsvulmede mave ragede op og rørte ved
nederste del af rattet, som havde slidt en
Artmoney - en dreng fra Theth.
22
Lars Kræmmer ved en af de monstrøse bunkers, der skæmmer hele Albanien. Under kommunistdiktatoren Enver Hoxha blev der
bygget 700.000, en for hver fjerde indbygger. Meningen var, at de skulle bruges som skydestillinger, ”når NATO invaderede”. I
dag bruges nogle af dem som fattigboliger. Der er 24 bunkers for hver kvadratkilometer af Albanien.
Fortsat fra forrige side
her er så uforståeligt anderledes end i
Danmark, at det er svært at kontrollere
smilebåndet. Men det duer jo ikke, hvis
jeg skal prøve at forstå, hvad der sker
her i nabolaget. Og der sker en masse. På
trods af heden arbejder folk flittigt. Altså
dem, som ikke hænger på gadehjørner og
caféer over deres espresso. Hvordan skal
jeg kunne skrive min ”Bibel” i et land
så anderledes? Jeg bombarderes med
stærke indtryk fra alle kanter. Selv om
her er stille. Bomstille. Netop fordi her
er så stille. Og varmt. Og fremmed. Og
ensomt.
Jeg tænker på Daddy (min far). Gid
han ikke var død. Gid han var her. Lige
nu. Vi kunne dele denne oplevelse. Han
ville forstå. Vi kunne grine nedsættende
og overbærende af det hele, sammen.
Uden at føle os ondskabsfulde. Og
Hiromi og vores drenge. Her er godt
nok ikke særlig børnevenligt. Heller
ikke konevenligt for den sags skyld.
Alligevel tænker jeg på jer. Jeg er ude
på et skråplan. Er jeg i Wild West-byen
Koplik, eller er jeg et sted i fortiden? ”Så
vågn dog op!”
●
Jeg indlogerede mig på byens eneste
hotel, som ligger i gåafstand lidt udenfor
Koplik ved siden af den katolske
kirke. Det hedder Hotel Holiday. De
gav mig værelse nummer 205, hvilket
tilfredsstiller min syge hang til syvtaller.
Jeg er naturligvis eneste gæst, og de
har naturligvis flået mig for 7000 Lekè,
hvilket nok er tre gange normal pris,
men jeg orkede ikke at brokke mig. Her
er dobbeltseng, brusebad, klimaanlæg
og en stor balkon med udsigt over hele
herligheden og en svalerede i hjørnet.
Svalemor svirrer stadig for mine svedige
øjne og venter på, at jeg forsvinder. I
morgen håber jeg at rejse videre op mod
bjergene i retning mod Theth. Den kolde
øl er sluppet op, så jeg bestiller en ny.
Den koster kun en femmer.
●
Og hvad så hvis man ikke holder det ud?
Ensomheden. Isolationen. Tænker på
den tid, hvor Daddy boede i Sydfrankrig.
Han lærte ikke et eneste fransk ord.
Kunne kun tale med de danske, og de
få som kunne en smule engelsk. Det
må have været en bitter pille at sluge,
da det virkelig gik op for ham. Da han
havde solgt sit hus i Tisvilde og rykket
hele tilværelsen sydpå til et folk, han
ikke kunne nå. Jeg har blot været her
én enkelt dag og føler mig allerede lidt
fortabt.
Men der er også den modsatte grøft.
Som altid. Ulideligheden ved de folk,
man dealer med til daglig. De som taler
dansk i Danmark. Min egen stamme.
Når man forstår, hvad der siges mellem
linjerne. Bag ordene. Selve hensigten. Og
tankeløsheden. Dårskaben. Ondskaben.
Fortsættes næste side
23
Fortsat fra forrige side
Alt det hæslige, som trives bedst, hvor
man hører hjemme. Hvad så? Når man
hverken fungerer her eller dér? Hvad
stiller man op med sit liv? Når drømme
strider mod natur, og når dagligdagen
bliver ulidelig?
Jeg burde vide. Burde kende det
endegyldige svar. Have løst kabalen. Jeg
har prøvet lidt af hvert men føler mig
alligevel som en amatør på livet. Hvorfor
skal det være så svært?
●
Man skal ikke tage fejl af de stille mænd
på hjørnerne, på caféerne, i skyggerne.
De har også gang i ét eller andet. De
taler sammen. De kender hinanden. Alle
sammen. Deres telefoner ringer. De har
kontakter og dyrker dem. Bruger dem
måske ”konstruktivt.” Målrettet. Hvem
ved? De virker engagerede og aktive
i deres passivitet. Der sker noget i det
skjulte. Jeg ved ikke hvad, men man skal
nok ikke tage fejl af den kaffedrikkende
albanske mandsfigur.
●
En mand åbnede sin butik ved siden af
mit cafébord. Jeg havde ikke bemærket
butikkens eksistens. Han kom gående
med sin lille søn og trak en metalport
op, så et kvadratisk hul i væggen kom
til syne. Så skubbede han et metalstativ
frem på betondækket. De tre øverste
hylder, af seks mulige, var fyldt med
poser med snacks. Én slags på hver
hylde. De nederste var gabende tomme.
Stativet forankrede han med en spand
vand bagved og en lukket dunk vand
foran. Så det ikke skulle trille ud over
kanten og ned på vejen. Så kom han ud
med en parasol. En grøn parasol med
et motiv af en fræk pige som logo til
mærket ”Loyi.” Stammede sikkert fra en
café et sted. Den manglede den nederste
del af stangen. Han foldede den ud og
stod og viftede lidt med den store skærm.
Jeg spekulerede over, hvor den nederste
del og holderen befandt sig, men blev
klogere da han simpelthen stak den
korte stang ned mellem poserne med
snacks i de to øverste hylder og bandt
snoren fast i stativet. Den ville sikkert
holde, så længe der ikke var nogen
vind. Så dyppede far og søn hænderne
i spanden med vand. Op til albuerne.
Vaskede dem og lod dem lufttørre.
Farmand trak en stueantenne med en
lang ledning frem af hullet og hæftede
den løst under parasollen. Derefter blev
en transistorradio tændt, han kastede sig
ned i en dyb, blå lænestol, og butikken
var åben!
●
Torsdag den 4. juli. Koplik.
Jeg har netop nydt en overdådig
morgenmad på Hotel Holiday. Overdådig
i den forstand, at det var ganske
kvantitetsmæssigt overvældende. Og
visuelt. Samtidig var det ganske magert
rent gastronomisk. Vi taler om 6 tykke
skiver hvidt brød, 20 pakker smør, 12
pakker marmelade (to slags), 13 pakker
honning, 2 store skiver okse feta ost, 1
liter forseglet ferskenjuice, 1 forseglet
flaske vand, ét glas postevand fra hanen
og en kop espresso med 2 pakker sukker.
Alt sammen serveret på en hvid dug
under en stor parasol med udsigt til et
tomt springvand, en afsveden græsplæne
og byens eneste landevej.
●
Klokken 9.45.
Ville ikke spilde chancen for en kop
espresso nu, da den bød sig til in the
middle of nowhere. Selvom jeg ikke
er så kvik, lykkedes det at præstere en
smule street wise-adfærd i Koplik. Jeg
stod og flagrede på hjørnet, hvor vejen
drejer i retning af bjergene. En flink
butiksindehaver kom ud på fortovet
for at hjælpe mig. Jeg fulgte med ham
over til en kammerat med en varevogn
og fik forklaret, at han ville køre mig
til Theth for 70. Det lød helt utroligt
billigt, men de smilede blot og vinkede
mig ind på passagersædet. Jeg smed
taske og Nettopose på bagsædet og ville
lige forsikre mig om prisen, inden vi
kørte. Pludselig hed den 80. Jeg bad
chaufføren skrive det på en lap papir.
Nu gik det op for mig, at de mente Euro,
og ikke Lekè. Jeg skyndte mig at vinke
Fortsættes næste side
24
Fortsat fra forrige side
afværgende. Hoppede straks ud af bilen,
greb min baggage og forlod de venlige
sjæle i en fart. Det var tæt på, tænkte jeg,
og begyndte at trave op ad vejen, ud af
Koplik mod de blå bjerge, fast besluttet
på ikke at lade mig snyde igen.
Da jeg nåede et lille stykke uden
for den lille, støvede by, og varmen
var ved at sætte min hjerne i kog
under stråhatten, standsede en hvid
varevogn ved min side. Den var fuld
af pensionister, men chaufføren var en
fætter først i trediveårene med kort,
sort hår og skægstubbe. Han smilede
bredt og spurgte på meget sparsomt
engelsk, hvor jeg var på vej hen. Jeg
svarede Theth. Han grinede og gjorde
tegn til, at jeg skulle hoppe ind i en fart.
Jeg opgav at forhandle prisen, da der
ikke var mange ord at jongelere med
og tog pensionisterne som et tegn på, at
det nok ikke var alt for dyrt. Samtidig
fornemmede jeg chaufførens oprigtige
venlighed. Han var sikkert en ærlig
mand.
Der var ingen siddepladser, så jeg
smed baggagen bagi og stod ved siden
af skydedøren, hvor jeg kunne holde
fast i et håndtag under loftet. Nu gik
det over stok og sten. Bogstaveligt talt.
Vejen var mildest talt elendig, men
snakketøjet fejlede ingenting. De gamle
pludrede, som om de var betalt for det.
Jeg hørte ordet ”kommunisme” nævnt
flere gange, og antog at samtalen var
af politisk karakter. Snart standsede
varevognen foran et hus, som viste
sig at være et bageri. Det var nærmest
umuligt for mig at skelne de forskellige
butikker fra hinanden, for de fleste var
bare et hul i væggen, og det var svært
at skimte varerne udefra, fordi mørket
i hullet blev forstærket af lyset fra den
blændende sol. Chaufføren tog imod en
kasse franskbrød, som han smed bagi.
Han betalte den kvindelige bager, og vi
fortsatte med det samme. Den ældste af
de gamle, en kone sidst i 70’erne, rejste
sig nu og bad mig tage hendes plads. Jeg
prøvede at afslå, men hun insisterede.
Hendes sorte, venlige, men bestemte,
øjne var ikke til at modstå. Hun var klædt
i en sær blanding af traditionelt bondetøj
og disco-tøj med glimmer. Alt sammen
sort bortset fra et violet tørklæde om
håret med et blomstermotiv. Måske
skulle hun snart af, tænkte jeg, og satte
mig. Det viste sig at konen skulle stå de
næste 20 minutter og holde fast i samme
håndtag under taget med sin store,
senede hånd. Da hun endelig stod af ved
en kirkegård i en dal mellem de første,
lave bjerge, ventede to nye passagerer.
Jeg kravlede over bagsædet, satte mig på
skærmen over baghjulet og lod de nye få
mit sæde. Den gamle kone kikkede ind
ad ruden, og vinkede farvel. Så fortsatte
rysteturen for fuld fart.
En halv times tid senere blev jeg sat
af i et vejkryds. Chaufføren stod ud og
rakte mig baggagen. Han bad om 100
Leké. Jeg prøvede at give ham 500, men
han afslog. Det lykkes mig endelig at
forhandle prisen op til 300 Leké, hvilket
han tog imod med et beskedent smil,
hoppede ind i vognen og var væk, inden
jeg kunne fatte, hvad der var sket. Turen
havde således kostet omkring 15 kroner.
Og nu sidder jeg her, uden rigtigt at
vide, hvor jeg er, eller hvor langt der er
til Theth, men det går nok. I det mindste
er det stille og roligt. Vejret er godt.
Cikaderne spiller. Dagen er stadig ung og
kaffen er god.
25
Om at rejse med sine fjendebilleder
Af Jacob Holdt
E
ventyrere vrider tit de gamle
karklude en ekstra gang. Jakob Andersen
går da også sjældent glip af en lejlighed
til at beskrive mig som KGB-agent og
havde igen i decembernummeret en
underholdende historie om ”To agenter
mødes i München”. Nu er jeg tilmed
blevet ”betalt agent” - oplysninger han
i øvrigt har fra mig selv om bl.a. de
girokort til støtte for mit Afrikafond, som
jeg også uddelte til russerne.
Det var i den tid, hvor jeg ikke
just pengefattig forsøgte at bruge
Sovjets hjælp til at slippe af med
millionindtægterne fra Amerikanske
Billeder til anti-apartheidprojekter i
Afrika, bl.a. SWAPO’s guerrillalejr
Kwanzu Zul i det Sovjet-orienterede
Angola. Men han glemmer altid at
fortælle den nok så eventyrlige historie
om, hvordan jeg som KGB’s officielle
agent ”Præst” - en rolle jeg med min
lange præsteslægts forhåbninger om
at jeg skulle blive præst stadig er stolt
af - snød KGB hele vejen op til chefen
En beretning om hvordan
Jakob Andersen fik mig
på rejse med Søren Pind
Andropov i Moskva ved hjælp af
præsident Carters human rights envoy,
hvis søn jeg i øvrigt på turen med Søren
Pind lige igen har besøgt i USA.
Nogle irriteres sikkert på Jakob
Aandersen over, at han bringer sådan
en historie i et blad om fortidens stolte
rejsebedrifter, men er det ikke med
en vis ret han gør det? For er en af de
vanskeligste rejser for de fleste ikke
netop den ind i vore fjendebilleder? Han
ved jo præcis, hvad han gør, når han
pisker symbolladede fjendebilleder som
KGB op på nethinden - selv i garvede
eventyrere der forsøger at holde fast i
et billede af os selv som ”frisindede”.
Præcis på samme måde som jeg udnytter
mine publikums fjendebilleder af KKK,
når jeg holder foredrag om dette uvæsen.
At udnytte vore fordomme ”sælger”, ved
vi. Lad spørgsmålet stå, om det ikke er
vigtigere end at lave rejseskildringer fra
samaritanernes land at gå i dialog med
den samaritanske kvinde, at integrere sig
med sine fjendebilleder?
For faktisk kan jeg takke Jakob
Andersen for at have sendt mig ud på
nye integrerende rejseeventyr med mine
fiktive fjender - denne gang som ”betalt
agent” for DR. Søren Pind var nemlig en
af dem, der i sin ungdommelige naivitet
fik Jakob Andersens ”afsløringer” i
Ekstra Bladet (af min altid åbenhjertige
omtale af dem, vi i Amerikanske
Billeders arbejdskollektiv kaldte for
”vore russere”) så tilpas galt i halsen,
at jeg dengang opfattede Søren som
totalt humorforladt. Min lange konflikt
med Søren Pind startede i al fald med,
at han i en stort opsat forsideartikel i
Søndagsavisen anklagede mig for at
have finansieret Amerikanske Billeder
ved hjælp af KGB-penge. Da jeg diskret
gjorde ham opmærksom på, hvordan
han ligesom Andersen vendte tingene
fuldstændig på hovedet ved at påpege,
at det faktisk var hans egne rige venner
i USA, der havde finansieret mig, var
han dog stor nok til at give mig en
Fortsættes næste side
26
Fortsat fra forrige side
offentlig undskyldning fra prædikestolen
i Domkirken.
Og hvis ikke Søren dengang blev
fuldt overbevist, er han i al fald blevet
det sidenhen under vore USA-rejser ved
igen og igen at opleve de mennesker,
vi nu interviewer på magtens højeste
tinder, berette om, hvad de fik ud af at se
Amerikanske Billeder og mine racisme
workshops, da de som unge gik på
eliteuniversiteterne. Søren er (modsat
Jakob A.) for længst blevet overbevist
om, at det ikke var nærige småpenge
fra KGB men bl.a. fem forskellige
Rockefellerbørn, der finansierede min
virksomhed i de år, hvor jeg var officiel
KGB-agent. Hvis der overhovedet var
nogle russere, jeg var i lommen på,
var det ”Russian Jews”, som stod for
næsten halvdelen af mine foredrag og
størstedelen af bidragene (skønt de
udgør mindre end 2% af befolkningen).
De udgjorde i de år USA’s højeste
indtægtsgruppe men er i dag overhalet
af asiatiske indvandrere - hvorfor Jakob
Andersen også ynder at drille mig på
Facebook med at være i muslimernes
lomme. Dette har trods alt også et
gran sandhed i sig, idet alle mine
”jødiske penge” gennem årene er blevet
kanaliseret gennem sharia-banker, hvilket
dog er en længere historie, som jeg
venter tålmodigt på, at Jakob Andersen
også en dag gør til forsidebasker i Ekstra
Bladet.
Min konflikt med Søren Pind fortsatte
dog efter hans KGB-undskyldning i
Domkirken. Som han sagde i det første
TV-program:
”Du aner ikke, hvor meget jeg hadede
dig før i tiden, Jacob.”
”Jo, det kunne jeg sandelig stadig
føle, da vi stod på hver sin side af
barrikaderne i Tingbjerg, hvor du
var mødt op sammen med hele Ralf
Pittelkows fordømmende hadekor og
jeg stod alene med en enlig muslim. Jeg
kunne virkelig mærke dit had da vi stod
skulder ved skulder under altergangen,
som vi to som de eneste deltog i sammen
med menigheden.”
Men faktisk kunne jeg mærke at min
rejse med Pind startede allerede der. I mit
forsvar for Tingbjerg-ghettorøddernes
vredesmønstre - så velkendte fra mit
liv blandt USA’s sorte - havde jeg
lavet vellykkede dialogmøder for
disse sammen med ghettoens endnu
ikke flygtede etniske danskere, hvilket
jeg trods alt fandt mere konstruktivt
end højrefløjens selvværdsknusende
fordømmelser af ghettoens unge,
”muslimske rødder fordriver kristen
præst”.
På samme måde fornemmede jeg
også nu en begyndende dialog med
Søren Pind, da vi to fra hver vores
side af kirken som de eneste udefra
kommende rejste os og mødtes i midten
her i samaritanernes land for at brække
brød med hinanden i stedet for blot
at sidde og skule ondt på hinandens
fjendebilleder. Det var en lang rejse med
flere konflikter, bl.a. omkring Vollsmose
og da DR ønskede at prøvefilme os i
Sørens kontor på Christiansborg. Da
jeg der på væggen så et billede af hans
store helt, præsident Reagan, antændtes
straks nogle gamle sår omkring Reagans
kodede racisme overfor USA’s sorte og
hans forsøg på imod en samlet kongres
at fastholde Sydafrika i apartheids
jerngreb, eksploderede jeg i raseri. Efter
dette insisterede Søren overfor DR på at
”sådan en galning ville han sandelig ikke
ud at rejse med.” Og jeg havde heller
ikke lyst.
Hvordan DR alligevel fik os overtalt
må guderne vide, men at hverken
han eller jeg er uden for pædagogisk
rækkevidde mærkede vi straks da vi blev
”tvunget sammen” på landevejen i USA.
Som Søren flere gange sagde:
”Jacob, jeg kan mærke at vi er på en
lang, lang rejse sammen, at jeg er i en
forvandlingsfase hvor jeg har brug for ny
inspiration i livet, og at du er manden der
kan levere den.”
Som altid drillende svarede jeg:
”Ja, jeg kan sandelig også mærke at
du forvandler dig hurtigt. For en gammel
Reagan-fan og antikommunist som
dig til allerede at have gjort knæfald
for hele to KGB-agenter blandt sine
bedste venner, det tager jeg sandelig
hatten af for. Vi to havde tilmed den
samme føringsofficer i KGB, der hed
Nikolaj Gribin. Men du skal vide at
din ven Pelle Voigt siger at han lider
under store mindreværdskomplekser
over, at Gribin tidligt dumpede ham til
fordel for mig, og over at vores fælles
forfølger Jakob A. (som er en eventyrer
lidt a la Les Miserables politiinspektør
Javert) ikke giver Pelle nær så meget
omtale i sine KGB-bøger som mig. Og
omvendt, at det knuste mit hjerte at
finde ud af dette dobbeltagentforhold,
da jeg altid havde pralet med, at jeg
var Gribins eneste agent,og at han
udelukkende på mine spinkle skuldre
blev forfremmet til den højeste post i
KGB som chef for hele Skandinavien og
den engelsksprogede verden. Så Søren,
nu hvor du sikkert snart og velfortjent
med denne, din kammeratlige omgang
med KGB-agenter, bliver vores næste
udenrigsminister, vil du så ikke godt
love at tage Pelle og mig med til en
genforening i Moskva med vores gamle
chef? For vi savner ham virkelig. Og som
du hørte, da det lykkedes mig at få dig til
at sidde igennem i mit 4 timers foredrag
sammen med mit publikum i Hollywood,
handler det også for dig om at integrere
sig med sine fjender - de mørkere sider
i os selv som vi ikke helt har styr på. Jo,
dette er i sandhed en lang, lang rejse du
og jeg er ude på.”
Nuvel, dette skulle være en
rejseskildring fra USA, men alle rejser
har jo en årsag og derfor blev jeg nødt
til lige kort at skitsere at jeg især skylder
The Adventurers redaktør en dybfølt
tak for denne overdådige luksusrejse
med Pind - alt betalt på førsteklasses
hoteller. Som sagt er jeg ikke uvant
med et sådan vellevned gennem 35 års
undervisning for de rige folks børn og en
af grundene til at jeg - modsat jer andre
i Eventyrernes Klub - sjældent skriver
rejseskildringer, er både skyldfølelse
og mindreværd over at jeg med disse
luksusrejser i verdens rigeste land ikke
helt føler jeg kan hamle op med jeres
dramatiske menneskeæder-, krigszoneog nedstirren-af-isbjørne-historier, som I
Fortsættes næste side
27
Fortsat fra forrige side
henter hjem fra ofte vanvittigt primitive
forhold. Som jeg hele tiden siger på
turen:
”Du får lov at køre bilen, Søren, for
jeg føler hele mit liv er en stor fiasko.
Hele mit liv har jeg siddet i en bil på
disse endeløse og monotone amerikanske
motorveje og lyttet til fordummende
cowboymusik.”
Hvorpå Søren altid svarer:
”Jamen, du må lære at værdsætte
USA, Jacob, og ikke bekymre dig
så meget. Nu skal du bare lade mig
overtage styringen af dit liv, bestille dine
madretter og hoteller og synge dig nogle
gode sange så du kan blive rigtig glad.”
Og så istemmer han min favoritsang,
Elvis Presleys ”In the ghetto”, så jeg ikke
helt føler jeg har svigtet mine venner i
ghettoerne med mine luksusrejser.
Som I begynder at fornemme er jeg
nok blevet medlem af Eventyrernes Klub
under falsk varebetegnelse. Som de fleste
danskere havde I sikkert dannet et eller
andet skønbillede af mig som de fattiges
mand. Og dette er nu det store dilemma
under mine rejser med Søren, at skønt
vores livsstil i det store og hele er ens
og jeg i realiteten har levet på de bonede
gulve meget længere end ham, så er vi
nødt til at leve op til nogle dramaturgiske
krav og forventninger, som både DR
og danske seere har til os for at vores
rejse ”sælger” til seerne. Ja, hvem ved,
måske det også er kravet for at komme i
Eventyrklubbens blad (gennem Jakob A’s
skrappe udvælgelsesproces!). Måske vi
ligeså godt kunne lave de 6 film vi skal
levere til DR som en Chaplin stumfilm,
for det forventes på forhånd at Søren
spiller den velnærede kapitalist og jeg
den fattige vagabond. Sådanne roller
blev vi allerede tildelt i de første tre film,
hvor jeg skulle sove med de hjemløse
og fattige mens Søren altid syngende
pakkede sine nystrøgne skjorter ud i
luksushotellerne. Og jo, vi plejer da
gerne hver vores image når bare vi bliver
overbevist om at ”det sælger.”
Nu må jeg selvfølgelig ikke afsløre
de kommende programmer, men lad
mig som del af denne rejseskildring give
et par eksempler på hvad denne gode
eventyrer må stille op til, alt sammen for
fortsat at kunne sælge sig selv i rollen
som eventyrer. Kendes fornemmelsen?
Et af emnerne vi behandler er frihed.
Da dette jo er lidt af en kæphest for
frihedsfundamentalisten Søren har
jeg valgt at udfordre ham vedr. f.eks.
frihed for Floridas pædofilidømte, som
juridisk bliver dømt til hjemløshed
efter strafudmålingen og til at skulle bo
under broerne, der fører over til Miami
Beach, fjernt fra deres egne kvarterers
børn. Og da jeg jo er berygtet for at
forsvare alverdens uforsvarlige udskud,
KGB, Ku Klux Klan, nazister, Hizb-utTahrir, massemordere osv. er det så igen
blevet min triste lod at skulle overnatte
under broerne sammen med mine
pædofile venner mens kameraet klipper
til hedonisten Søren, solbadende med
alle de skønne piger i Ocean Beach’s
luksushoteller.
Et andet emne handler om ulovlig
indvandring. Her har de fået ideen at jeg
skal forsøge i nattens mulm og mørke
sammen med en flok fattige mexicanere
sydfra at snige mig over grænsen ind
i USA mens Søren sammen med the
Homeland Securitys veludrustede
betjente forsøger at fange os. Det bliver
sikkert rigtig godt reality TV. Eneste
problem kom da en af betjentene på
forhånd genkendte mig fra at have set
Amerikanske Billeder i sin tid på et
katolsk universitet. Da han begejstret
begyndte at beskrive mine billeder,
begyndte Søren og de andre at frygte
at denne betjent ville vende det blinde
øje til min undergravende virksomhed.
Og ønskede jeg mon selv at stille op til
rollen som fattig grænseoverskridende
vagabond når jeg engang aktivt havde
forsøgt at lukke selvsamme grænse?
Forvirringen steg da Søren opdagede
at jeg havde ført mere højreorienteret
politik end han selv som ”minister of
immigration”, som han ynder at kalde sig
overalt med min drillende tilføjelse, ”No,
our minister of expulsion!”
I et andet emne om staternes
rettigheder skal vi undersøge staten
Colorados nye lov, der legaliserede
marihuana, ved sammen at købe noget
græs i en butik og sidde og ryge os
skæve mens vi tager en snak om dette
også bør indføres i Danmark. Søren er
tøvende:
”Det kan man da ikke som politiker
for åben skærm.”
Jeg ægger ham:
”Jamen, Søren, du har jo altid
beundret USA som frihedens land.
Jeg synes altid derhjemme at du sagde
noget om ”Skik følge eller land fly”.
Har du slet ingen respekt for folkevalgte
politikeres love i USA?”
”Jamen, så må en gammel hippie
som dig vel kunne lære mig hvordan jeg
bruger denne frihed.”
Lidt senere da vi sidder og griner løs i
tætte hamptåger siger han pludselig:
”Jacob, nu vil jeg altså høre den
ædruelige sandhed om din tid i KGB.”
”Jamen, Søren, det er jeg jo, host,
host, ude af stand til at udtale mig om.
Jeg blev jo aldrig hippie, idet jeg, host,
host, ikke kunne ryge med de unge, der
samlede mig op i hippietidens tilrøgede
biler. Jeg kan nemlig ikke tale engelsk og
knap nok dansk, når jeg var skæv. Og når
næste lift typisk var med en bankmand
var jeg som skæv lige så tillukket som en
KGB-agent og blev så ikke inviteret med
hjem og overnatte. Det kræver virkelig
gode talegaver at rejse gratis rundt i 5 år.
Omvendt blev jeg heller aldrig en rigtig
KGB-agent, for hvis jeg skulle have
holdt lukket mund som en agent skulle
KGB have røget mig skæv i marihuana
frem for hver gang at drikke mig fuld
i cognac. Alle ved jo at mit liv er en
åben bog. Det vidste Gribin med sin
psykologiske testning af mig, men sagde
intet om det til cheferne i Moskva, for så
var han jo ikke selv blevet en af dem en
dag.”
Alligevel sidder mine læsere
sikkert nu og tænker om min lille
rejsebeskrivelse her gennem lysets og
mørkets magter; Jamen, kan man nu også
stole på KGB-agenter? Tja, det kan I jo
finde svaret på når Pinds og mine seneste
rejsefilm kører over Tv-skærmene på
DR2’s nye programflade i marts.
Men endnu engang en stor tak til
jeres chefredaktør for at have skaffet
mig på denne rejse - alt betalt - som hans
evigt ”betalte agent”. At rejse med den
enøjede Pind ved rattet rundt og besøge
stabscheferne og hjernerne bag præsident
Reagan er i al fald langt sjovere end
at blive voldtaget af højtstående, men
selvundertrykkende homoseksuelle
kommunistiske partifunktionærer når
de drak mig fuld for at få mig til at tage
afsnit om f.eks. homoseksualitet ud af
min bog, deres vigtigste våben imod
Carters menneskerettighedspolitik. I al
fald får man sig et billigt grin når den
- også på dette punkt - lettere enøjede
Pind bilder sig selv ind at Reagan fik
kommunismen til at falde. For en ting
jeg lærte af samtalerne med Gribin og
østrejserne var tværtimod at dette svage
og forarmede, men opblæste system var
grundigt i gang med at rådne op indefra.
Eneste sjov jeg havde på KGB’s rejser
i det gråmelerede øst var når jeg skulle
overvære det eneste der var værd at se,
nemlig de fantastiske opsætninger af
f.eks. Svanesøen - ene langhåret ung
mand på første række mellem lutter
velnærede sovjetgeneraler med kors og
bånd og stjerner på - og kunne se dem
alle som en tænke:
”Hvad fa’en laver sådan en beskidt
vestlig hippie her i vore privilegerede
rækker?”
28
Læseren forstår
formentlig ikke, hvad der
på de foregående sider
ligger bag Jacob Holdts
noget flagrende bemærkninger om undertegnede.
Derfor denne artikel, der
er et uddrag af en af mine
bøger (skrevet i 2002)
Af
Jakob Andersen
Jer enournalisten
og fotografen Jacob Holdt
bemærkelsesværdig person på linje
Den sande historie om
KGB-agent Jacob Holdt
Et af de mange tophemmelige KGB-dokumenter, hvori Jacob Holdt omtales under sit
kodenavn ”Prist”.
med navnebroderen Jacob A. Riis, der
levede for et århundrede siden.
Jacob Riis (1849-1914) fødtes i Ribe,
men drog til Amerika, hvor han blev
reporter og fotograf på New York Tribune
og senere på New York Evening Sun. I
Webster’s American Biographies står der
blandt andet således om ham:
”Han gik efter politifolk ind i
slumkvartererne og fotograferede
børn i pjalter, gyder fulde af affald og
rottebefængte lejekaserner. Hans historier
koncentrerede sig om slumkvarterernes
totale rædsler og de institutioner, der
opretholdt dem.”
I 1890 udgav Riis How the Other Half
Lives, en bog, som chokerede nationens
samvittighed og førte til den første
organiserede indsats for at udrydde de
værste ting ved livet i lejekasernerne.
Han fik mange fjender blandt politikere
og husejere, men førte sit korstog til
succes i befolkningen.”
Det var ikke mindst Jacob Riis’
fremragende fotografier af fattigdommen
og usselheden, der gjorde indtryk, og det
samme er tilfældet med Jacob Holdts
arbejde. Der er en mærkelig parallel
mellem deres indsats.
”Hvis ikke Holdt er en upåagtet
reinkarnation af Jesus, er han i hvert
fald det mest evangeliske menneske, jeg
endnu har været ude for,” skrev Thomas
Bredsdorff i 1977, da han anmeldte
Holdts bog Amerikanske billeder, der
grundlagde hans berømmelse.
Amerikanske billeder var resultatet
af flere års ophold blandt de fattigste
og usleste sorte i USA, et blændende
kunstnerisk kampskrift mod
undertrykkelse og racediskrimination.
Med Bredsdorffs ord:
Fortsættes næste side
29
Chefen for KGB-stationen i København, der beordrede rekrutteringen af Jacob Holdt,
oberst Mikhail Ljubimov. Her fotograferet i Moskva af Jakob Andersen.
Fortsat fra forrige side
”Man møder mennesker, hele tiden
mennesker, narkomaner der stikker, Ted
Kennedy i en af sine jubel-branderter,
en ung kvinde der er bidt af en rotte,
en tigger på fortovet, som man først
ser fra oven, som vi er vant til, og så
lige ind i ansigtet, i øjenhøjde, som et
medmenneske.”
Jacob Holdt havde flere tusinde
fotografier med sig hjem, og foruden i
bogen blev de vist i et stort billedshow,
som gik i adskillige lande. I 1988 blev
det opgjort, at det alene i USA havde
været vist 645 gange på 207 forskellige
steder, og at der havde været 145.000
tilskuere. Bogen var også udkommet i
Amerika og andre lande.
Herhjemme var berømmelsen
øjeblikkelig, og også på KGB-stationen
i Kristianiagade i København var man
ved at falde over hinanden af begejstring.
Jacob Holdts bog kom nemlig midt
i Sovjetunionens bestræbelser på at
modvirke præsident Jimmy Carters
menneskerettighedskampagne, og
den var en magtfuld anklage mod
det amerikanske samfund. Det måtte
udnyttes.
Manden, der af KGB-rezidenten
oberst MikhailLjubimov og chefen for
den politiske afdeling Oleg Gordievsky
fik ordre til at forsøge en rekruttering,
var Nikolaj Petrovitj Gribin - den
KGB-officer, der på samme tid var
føringsofficer for SF-politikeren Pelle
Voigt.
Oberstløjtnant i KGB Gordievsky
siger i en af vore mange samtaler:
”Gribin begyndte at dyrke Jacob
Holdt. Han opsøgte ham og inviterede
Oberstløjtnant i KGB Oleg Gordievsky
(nu Sir Oleg) under et møde med Jakob
Andersen.
ham på frokoster. Han behandlede ham
som en guldklump, og det lykkedes ham
hurtigt at rekruttere danskeren. Efter få
måneder begyndte Holdt også at tage
imod penge af os.”
Ifølge Jacob Holdt selv begyndte
hans kontakt med KGB i sommeren
1976, før Amerikanske billeder udkom,
og dette stemmer med, at rezidenten
oberst Ljubimov omtalte ham under hans
kodenavn Prist i en skrivelse til Centeret
af 13. oktober 1976 (Nr. 687/PR). Til
mig har Holdt forklaret, at han i årevis
mødtes med Nikolaj Gribin, som han
kaldte Nick.
”Jeg arbejdede på det tidspunkt
med at skaffe hospitalsudstyr til fattige
afrikanske lande, og det var dette
arbejde, jeg ville have penge til. Jeg
holdt meget af Gribin, og selv i dag ville
jeg gerne mødes med ham.”
Som det ofte var tilfældet med vigtige
KGB-agenter, blev der holdt møde
mellem føringsofficeren og agenten i et
tredjeland. I dette tilfælde mødtes Holdt
og Gribin i Budapest.
For agent blev Jacob Holdt.
Efter en passende tid fik Nikolaj
Gribin Centeret til at godkende, at Jacob
Holdt blev registreret som fuldblods
agent, og han tildeltes kodenavnet Prist,
der er den russiske version af ordet
”præst” (Jacob Holdts far var præst, og
kodenavnene blev ofte valgt, så de gav
lette associationer til personen).
En engelsksproget artikel på 31
sider med titlen Today’s slaves of White
America er et interessant eksempel
på et produkt fra Tjenestegren A, der
fabrikerede falske dokumenter og
propagandamateriale til brug under falsk
flag.
Jacob Holdt fik artiklen udleveret
af sin føringsofficer, men han anvendte
den ikke, fordi han syntes, den var for
dårlig. Indholdet er strikket sammen
på samme måde som de tekster, Arne
Herløv Petersen fik udleveret, nemlig ved
snedig og flittig brug af vestlige kilder, så
ophavsmanden i KGB forblev skjult.
I det hele taget var forbindelsen
mellem KGB og Jacob Holdt usædvanlig
og fulgte ikke rigtigt de sædvanlige
linjer - i hvert fald ikke hvis man skal tro
Holdts version.
KGB’s interesse lå alene i at hjælpe
ham med at promovere Amerikanske
billeder - bogen og showet - som
et led i propagandafelttoget mod
Carters menneskerettighedskampagne.
Holdts arbejde gav baggrund for det
sovjetiske modangreb, der gik ud på
at sige til amerikanerne, at de skulle
holde sig fra menneskerettighederne i
andre lande, så længe deres eget land
praktiserede racediskrimination og social
undertrykkelse af millioner af egne
borgere.
Holdts interesse er derimod mere
uigennemskuelig. Han var interesseret i
KGB’s penge, men han var ikke marxist
eller på anden måde ideologisk betaget
af Sovjetunionen. ”Filosof” er han blevet
kaldt i en ledende artikel i Information,
og mange betragter ham da også som en
idealistisk tænker, som kun vil det gode,
og hvis handlemåder ikke kan måles med
en normal, bedsteborgerlig alen. Selv har
han forklaret det således:
”At jeg... fortsatte med at have møder
med KGB, skyldes den anden side af
Fortsættes næste side
30
Fortsat fra forrige side
mig: at jeg altid har været fascineret af
at trænge igennem til mennesket bag
systemets facade.”
Spørgsmålet om penge kom hurtigt
ind i billedet i kontakten mellem Gribin
og Holdt. KGB-officeren gav ham
for eksempel under et restaurantmøde
10.000 kr., der ifølge Jacob Holdt lå
i en kuvert ”pakket ind i en bog med
elskovshistorier”.
Holdt har fortalt, at han ikke leverede
pengene tilbage til KGB, fordi han
”ønskede, at russerne skulle føle, at jeg
var med dem”:
”I stedet viste jeg kuverten og
pengene til alle mine venner, tog billeder
af dem, som jeg bl.a. viste til journalist
Jørgen Dragsdahl.”
Dragsdahl, der var
udenrigsmedarbejder på dagbladet
Information, har sikkert været en god
rådgiver for Holdt, for han var ikke
ubekendt med folkene fra den sovjetiske
ambassade. Gennem mange år havde
Dragsdahl (hans kodenavn i KGB var
Stot) således kontakt med følgende
KGB-officerer (tjenestetid i Danmark
angivet i parentes): Stanislav Ivanovitj
Tjebotok (1973-76), Mikhail Petrovitj
Ljubimov (1976-80), Vladimir N. Minin
(1976-82) og Vjatjeslav Katerinkin
(1981-85).
Ifølge oberstløjtnant Gordievsky,
der også fulgte sagen, efter at han var
hjemkaldt til Centeret i Moskva, fortsatte
forbindelsen til stor gavn for både KGB
og Gribin, hvis karriere fik et løft på
grund af rekrutteringen af Holdt.
I Centeret delte Gordievsky
omkring 1980 kontor med kollegaen
Vladimir Ivanovitj Sjisjin, som var
hovedkvarterets sagsbehandler for
Prist, og han deltog i mange drøftelser
af operationerne med Holdt. (Sjisjin
blev senere den yngste general i KGB
nogensinde, efter at han havde været
føringsofficer for den norske KGB-agent
Arne Treholt).
”Holdt var en førsteklasses
indflydelsesagent,” siger Gordievsky,
og denne opfattelse deltes af KGB’s
ledelse, hvilket afspejles i en række
interne dokumenter, der alle er stemplet
”TOPHEMMELIG”.
Et af disse dokumenter har
betegnelsen ”Nr. 907/PR, 8. december
1977”. Det er en oversigt over det
arbejde, der af KGB-stationen i
København blev planlagt for PR-Linjen
(den politiske afdeling) i 1978, og det
var afsendt af rezidenten oberst Mikhail
Ljubimov, som underskrev med sit
kodenavn Korin. Modtageren var general
Viktor Grusjko (kodenavn: Severov),
der var chef for 3. Departement i Første
Hoveddirektorat.
Den berygtede spion fra DDR Jörg
Meyer. Han arbejdede både for HVAchefen Markus Wolf og Jacob Holdt.
Under et afsnit om Aktive
Foranstaltninger skrev Ljubimov blandt
andet følgende:
”Afsløring af brud på
menneskerettighederne i USA.
Publicering af Prists [Jacob Holdts]
bog i Forbundsrepublikken Tyskland
og Sverige og hjælp til at sikre, at den
udkommer i England. Assistance til
aktiviteterne med Prists billedudstilling
[fotoshowet]. Undersøgelse af
muligheden for at få udstillingen op i
andre vestlige lande.”
KGB var slet ikke interesseret i, at
Jacob Holdts bog og show skulle komme
til østlandene. Man var udelukkende
optaget af den anti-amerikanske
virkning, de kunne have i Vesten.
Senere i det samme dokument
skrev Ljubimov i en omtale af
massepropaganda:
”Gennem Prist skal vi sikre den
succesrige gennemførelse af den [antiamerikanske] operation og de aktioner,
der er forbundet med den.”
Kort efter skrev general Grusjko
tilbage til oberst Ljubimov og
kommenterede hans indberetninger.
Dokumentet har betegnelsen ”Nr. 3208/
PR/55, den 16. januar 1978”. Grusjko
noterede blandt andet:
”Et betragteligt antal Aktive
Foranstaltninger, som KGB-stationen
udførte, blev positivt vurderet og
blev rapporteret til ledelsen af vort
departement, til ledelsen af KGB og
til højere autoriteter [Instantsija]. Det
kompleks af operationer, der omfatter
offentliggørelse, distribution og reklame
for bogen Amerikanske billeder fortjener
særlig anerkendelse.”
Instantsija er KGB-jargon for
Politbureauet og andre højere
institutioner i magthierarkiet. Kun
de vigtigste ting gik derop. Sagen
om agenten Jacob Holdt havde altså
været igennem KGB-formanden Jurij
Andropovs hænder.
Det er på denne baggrund, man
skal se Gribins senere forfremmelse.
I Centeret vurderede man hans
rekruttering af Jacob Holdt som et
godt kup. Naturligvis kunne Holdt
ikke levere russerne oplysninger
af efterretningsmæssig værdi, men
til gengæld så man ham som en
indflydelsesagent af rang.
En af de ting, der irriterede KGB over
al måde, var, at den illegale STASI-spion
Jörg Meyer var en god ven af Jacob
Holdt, og at denne samarbejdede med
ham. Til mig har Holdt fortalt følgende:
”Da Jörg Meyer kom i fængsel,
pressede Nikolaj Gribin mig til ikke at
besøge ham, men det gjorde jeg alligevel.
Jörg Meyer ordnede i sin celle alt
arbejdet med at få Amerikanske billeder
udgivet i Tyskland. Han besørgede al min
tyske korrespondance, oversatte showet,
indtalte det og lavede alt det tekniske.”
I kølvandet på Jörg Meyers arrestation
var Jacob Holdt en af dem, der blev
afhørt om ham af PET. I et brev fra 1989
kaldte han Meyer ”den bedste, mest
intelligente og charmerende medarbejder,
vi nogensinde havde”.
Den østtyske spionagechef Markus
Wolf har sikkert sagt nogenlunde det
samme.
I det samme brev skrev Holdt på
baggrund af Oleg Gordievskys afhopning
- idet han regnede med, at Gordievsky
havde afsløret ham - at PET og FE ”hele
tiden” kendte til hans KGB-kontakter, og
han fortsatte:
”Meget af det jeg oplevede, var som
taget ud af en spionfilm og mindst lige så
spændende som mine oplevelser blandt
gangstere i USA.”
Der er mange detaljer i Jacob Holdthistorien, blandt andet om hvordan han
lærte forskellige spion-teknikker, men
det synes, som om meget af den henhører
i en af efterretningsverdenens mere
eksotiske afdelinger.
Nikolaj Gribin gjorde karriere på
agenten Prist, og Prist fik nye bizarre
oplevelser til sine erindringer.
Således var alle glade.
I denne artikel er elleve fodnoter udeladt,
idet jeg i farten ikke kan finde ud af at
overføre dem fra Word til InDesign, som
er layoutprogrammet.
31
Raketter og øl
HJALTE TIN
tog det øverste billede, da Peter Madsen
holdt foredrag i klubben den 28. maj.
”Fra havets bund til det ydre rum”
var hans emne og det passede med den
karakteristik Mikkel Jungersen gav ham
i referatet:
”Rumraket- og ubådsbygger, ildsjæl
og iværksætter Peter Madsen.”
Og Jungersen fortsatte: ”Den mand
virker utrættelig og ustoppelig. Og det
var måske nok det, der i virkeligheden
gjorde størst indtryk ved hele foredraget.
En risikovillighed og viljefasthed som
få.”
NIKOLAJ KIRK
har igen brygget en øl, og han siger selv
om den:
”Den smager af sort kineser og frie
fugle.”
Det er dog noget andet end den øl,
han tidligere lavede og som havde en
skidende hund på etiketten. ”Vesterbro
Toilet Bajer” hed den oven i købet.
J.A.
32
Bilder
ohne
Wörter
HANS PETER
MIKKELSEN
har gjort tjeneste som
radiotekniker på vejrstation
Prins Christianssund,
Grønland, og sender disse
billeder.
33
Boghjørnet
Tyranner der snubler
Med Jens Nauntofte i de
arabiske revolutioners
mudrede fodspor
Af Ole Lindboe
D
et kom mildest talt bag på store dele
af den vestlige verden, da folkeopstande
i Tunesien og siden andre steder i den
arabiske verden ikke bare væltede
tyranner, men også satte en ny uventet
politisk dagsorden omkring konflikten
mellem Vesten og islam. På en helt
anden måde en visse snæversynede
konspirationsteoretikere har ment at
kunne gætte sig til.
Bare spørg Jens Nauntofte, der sendte
sig selv på en mission til Tunesien,
Libyen, Egypten og Syrien for at rede
trådene ud i en serie opstande, vi slet
ikke har set de færdige konsekvenser
af endnu. Og Nauntoftes metode er den
klassiske journalist-metode. Han spurgte
sig for. En historie er aldrig bedre end
sine kilder – og det ved forfatteren mere
end godt. Nogen nybegynder på feltet
er Nauntofte langtfra. Han har dækket
Mellemøsten fra forskellige vinkler i en
menneskealder: Set i øjenhøjde – ved
selvsyn, i magtens korridorer og ved at
interviewe centralt placerede iagttagere,
over alt hvor han kom frem.
At det politiske felt i alle disse lande
er mudret, er evident. Alle vil prakke
dig meninger og bedreviden på, og
Nauntofte er god til at lytte og sortere og
stille forskellige slags kendsgerninger
op over for hinanden. Salig Jan Stage
sagde det engang ret så pompøst (og
usentimentalt): Der er to slags sandheder:
Den, som politikere, generaler,
byrokrater og andre magthavere fortæller
dig - og så de slags sandheder man selv
som journalist går ud og finder frem
til. Nauntofte hælder mest til den sidste
metode, og det gør han med afsæt i sin
store viden om regionen.
Der er naturligvis ikke noget enkelt
svar på, hvad der bragede løs efter en
gadesælger i den tunesiske by Sidi
Bouzid satte ild til sig selv og dermed
antændte en lunte, der kom til at
eksplodere i en hel region. En eksplosion
lige så voldsom som uigennemskuelig.
At regnestykket stadig ikke er gået op,
bevidner den fortsatte grusomme krig i
Syrien om.
”Der er en millimetertynd skillelinje
mellem sandhed og løgn i Syrien”,
noterer Jens Nauntofte sig et sted
i bogen, før han skal møde Assads
propagandachef, Jihad Makdissi,
der ganske rigtigt har ganske mange
forklaringer på, hvorfor Syrien står
midt i en beskidt krig. ”Vi er udsat
for en ekstremt fjendtlig optræden fra
omverdenen …”, siger manden, og så
handler det ellers om alle de uansvarlige
opviglere, der vil ødelægge den syriske
enhedsstat. Javist.
I Ægypten står det heller ikke godt til,
for nu at sige det mildt. Nauntofte møder
også her en spærreild af forskellige
slags forklaringer og bortforklaringer.
Mohamed Morsi begik ufatteligt mange
fejl i sit forsøg på at beholde magten.
Han var fra starten undervurderet
af generalerne og Det Muslimske
Broderskab – og sikkert også af vesten.
Og siden bogen her udkom er situationen
blevet om muligt endnu mere speget med
generalernes statskup.
Fortsættes næste side
34
Boghjørnet
Den egyptiske forfatter Alaa al-Aswany.
Fortsat fra forrige side
En af dem Nauntofte får til at sætte
ord på kaos er den ægyptiske forfatter
Alaa al-Aswany, en af Ægyptens mest
fremtrædende forfattere. Han siger
bl.a. om situationen efter Mubaraks
fald: ”Alt flyder. Kun én ting står fast:
Revolutionen er gennemført. Den er
irreversibel og kan ikke annulleres.”
Og han siger videre – med en digters
ord: ”En revolution er en særlig gren på
menneskenes historie. En revolution er,
som når du bliver forelsket, noget der
sker uventet”.
Men Ægypten er – udover stærke
religiøse fraktioner – også et land, hvor
det militær-industrielle kompleks står
stærkt. Imponerende eller skræmmende,
alt efter, hvordan man ser det, noterer
Nauntofte. Og generaler er ikke nær
så åbenmundede som forfattere og
intellektuelle. Så Nauntofte må bl.a. ty
til professor Zeinab Abdul-Magd fra Det
amerikanske Universitet i Kairo, der bl.a.
gør opmærksom på de enorme profitter
hæren henter hjem på produktion af ikkemilitære varer og tjenesteydelse. – En
kendsgerning, der er med til at beskrive
militærets blæksprutteagtige magt og
indflydelse.
Jens Nauntofte har før skrevet bog om
Gaddaffi. Men ikke desto mindre afslører
journalistens besøg i Libyen også, at
alting flyder efter despotens fald og usle
endeligt. Også her har Nauntofte sat en
forfatter stævne, som kan sige kloge ord
om tiden efter Gaddaffi. Og han advarer
bl.a. mod ”de yderliggående ortodokse
salafister. Dem betragter jeg som virkelig
faretruende … deres anseelse hos
befolkningen voksede faktisk på grund
af Gaddaffi-styrets hårde forfølgelse af
dem.”
Alligevel tror digteren på, at demokratiet
har en god chance hos landet, hvor
Gaddaffis tyranni forgiftede enhver
forestilling om folkelig indflydelse.
Men bogen er naturligvis meget
meget mere end de nævnte stikprøver.
Jens Nauntofte, der første gang
rejste i Mellemøsten i begyndelsen
af 1960’ene (og bl.a. har mødt såvel
Gaddaffi, Saddam Hussein og Ayatollah
Khomeini), har været godt klædt på
til at skrive denne situationsberetning.
Og Nauntofte ved helt sikkert godt at
situationen fortsat er så flydende, at det
ville kræve en ny bog hver 14. dag, hvis
man skulle nærme sig et mere præcist
billede af tingenes tilstand.
Men på disse realpolitiske præmisser
er der tale om en formidabel god bog.
Og skrive kan Nauntofte jo, så englene
synger.
Jens Nauntofte: ”Tyrannernes fald. En
rejse i det arabiske forår.” 288 sider. Kr.
300. Tiderne Skifter 2012.
35
Harvig i Bosnien
Fredy på en grusvej. ”Skudhuller i skiltene er mere reglen end undtagelsen på de små veje”.
BJØRN HARVIG
sender billeder og skriver:
JFredy.
eg rejser med min tyske kammerat
Han er tysk russer, født i Ka-
sakhstan, men som ung fik familien lov
til at vende tilbage til Østtyskland, efter
at farmoderen som ung blev sendt i
Gulag af Stalin. Fredy er journalist, har
været undercover i Scientology og er nu
igang med en film og en bog om sin cykelrejse fra Israel, hvor han har arbejdet
i nogle år, tilbage til Berlin. Vi mødte
hinanden i Odessa i Ukraine i 2007,
dengang jeg var på vej til Iran på cykel
og har siden holdt kontakten, besøgt hinanden og drømt om at rejse sammen.
Vi mødtes i Mostar, cyklede nord på
gennem Republika Srbska, ned til Sarajevo og sluttede af sammen i Srebrenica
før Fredy forsatte ind i Serbien, og jeg
tilbage til Sarajevo og hjem.
Sarajevo: Bedstemor med to af sine børnebørn.
36
”Piben skaffede os ly for natten. Jeg havde medbragt min fars pibe. Til at ryge på men også for at tilbyde andre. Tobak giver gode
historier, havde jeg tænkt. I en flække af den anden verden fik vi os en kaffe og en slivovitz. Den ene time tog den anden som det er
meningen, og pludselig sad denne herre og tændte op i min pibe. Senere gik vi med ham til en kvinde i byen, som havde et ekstra
værelse.”
”Ved siden af restauranten ligger der en butik, hvor man kan spilles på alt fra heste til
norsk andendivisionsfodbold.”
”Kaffe som tyrkerne laver den. Koges
med grums i bunden. Stærk og god. Sådan skal det være efter en lang cykeldag.
37
I en stor industrihal blev mænd og drenge samlet og tilbageholdt, da byen i juli 1995 faldt til Serberne. Mange blev likvideret her,
andre blev ført ud i skoven bagved. Hallen står i dag som et monument - delvist urørt. Som et sår i beton. Billeder og tekststykker,
der fortæller om massakren, er sat op i salen.
Herover:
”En forladt campingvogn. Eller to
glemte stole. Vi satte os og tændte en
smøg - den bedste måde at puste ud på!
Røde plastikskilte med påskriften PAZI MINE var opsat overalt.”
T.h.: ”Den legendariske jugoslaviske
bil Yugo fra slutningen af 70’erne. Som
Ladaen lavet på licens fra Fiat.”
”8372 hvide sten står langs den vej der et par kilometer senere ender i Srebrenica.”
38
Sommerudflugten 2013
På trappen til hovedbygningen fortæller Claus de Neergaard om godsets historie. Foran ham Torben Wolff. Til venstre Morten
Toft. Til højre Jens Haubroe.
Herrebesøg hos herremanden
Af Jakob Andersen
Tekst og Foto
D
e danske herregårde udgør en
mægtig kulturarv. Deres arkitektur, deres
indretning og deres placering er levende
illustrationer til danmarkshistorien fra
middelalderen til nutiden. Samtidig giver
den enkelte herregårds historie indblik
i, hvordan magtens mænd gennem
århundreder bedrog deres koner, tjente
eller bekæmpede deres konge og var
foregangsmænd i landbrugets udvikling
og meget andet.
Væggene i hallerne på de gamle
herregårde emmer af saftige dramaer
gennem tiderne: Kærlighed, sværdhug og
intense studier. Når man færdes mellem
de mørnede gobeliner, kan man næsten
se fortidens aktører i stuen. De drikker,
de spiller hasard, de æder overdådige
måltider og ræber bagefter, de
skændes, de nipper til kaffen i den fine
porcelænskop, og de holder det ene møde
efter det andet, hvor rænker spindes,
troskab bedyres og store mageskifter
sikres gennem arrangerede ægteskaber.
Herremændenes magt er gået op og
ned, men de har altid været der, og de
bedste af dem blev til uvurderlig nytte
for nationen. Andre huskes kun for
deres træske handlinger og skurkagtige
fremfærd.
Herregårdene ligger som regel væk
fra alfarvej, skjult bag kæmpetræer og
bakkede agre. Derfor kender de færreste
danskere noget til dem, de ser dem ikke,
og de opsøger dem ikke.
En herregård er betegnelsen for en
større gård tilhørende en herremand,
det vil sige en adelig, der var i tjeneste
hos kongen. Lige til enevældens
indførelse i 1660 var herremændene
den statsbærende klasse, idet rigsrådet,
embeder og lensmandspositioner var
forbeholdt adelen. Herregårdsbegrebet
er således historisk og har ingen praktisk
betydning i dag, men vi bruger alligevel
ordet ”herregård” om jordbrug, der er
større end 200 hektar. Og vi har ca. 1000
af dem.
To år i træk har Eventyrernes
Klub ladet sommerudflugten gå til en
herregård. I 2012 var vi hos Henrik
Haubroe og hans familie på Nordfeld
gods på Møn, og i år gelejdede formand
Jens Hjorth os til Gunderslevholm i
Sydsjælland, der ejes af en af hans
venner, Claus Johan Thomas de
Neergaard, som har 1800 hektar.
Gunderslevholm blev bygget i ca.
1335 af en landsdommer Grubbe ved
et strategisk vigtigt overgangssted
over Susåen, men allerede i 1345 blev
den angrebet af Valdemar Atterdag
og fuldstændig ødelagt. Kongen
var på togt mod private sjællandske
borgbesiddere, der agerede som rene
røverbaroner og holdt kirkens mænd
indespærret for at få løsesummer. Gården
blev senere jævnet med jorden, men i
1729 genopførtes hovedbygningen og
ladegårdsbygningerne.
Claus de Neergaard var en
fremragende vært, der levende fortalte
gårdens historie, og det var en sand
fornøjelse at se det hele ude og inde. Her
er der ikke plads til en genfortælling, så
vi springer straks videre til Jens Hjorths
hus, der også ligger smukt på en skrænt
ved Susåen. Annie og Jens Hjort var
strålende værter ved frokosten og resten
af dagen.
En splendid udflugt.
Jeg stemmer for, at sommerudflugten
altid skal gå til en herregård.
39
Sommerudflugten 2013
Øverst: Ved Susåen i bunden af parken. Midterst: Leif Vanggaard, Jørgen Bjerre og Viggo
Hansen. Nederst: Claus de Neergaard fortæller om godsets historie.
Fra oven: Jens Bjerre, Alex Frank
Larsen, Henrik Andersen og Henrik
Bohr.
40
Sommerudflugten 2013
Øverst: I moderne tid finder herremændene nye måder at tjene penge på ved siden af landbrug og skovbrug. De store gamle
historiske bygninger er nemlig kostbare at vedligeholde. På Gunderslevholm har man fx kanoudlejning på Susåen, og nogle af
kunderne kom forbi, da vi var der. Lille billede: Hans Peter Mikkelsen. De to andre fotos er fra parken.
41
Sommerudflugten 2013
Øverst: Viggo Hansen fandt en legekammerat. Palle Petersen og Henrik Andersen i parkjunglen. Nederst: I bunden af parken, ved
Susåen, var der en lille pavillon med kolde øl. Fra venstre: Henrik Juul-Nielsen, Søren Thirslund og Ole Wøhlers Olsen.
42
Sommerudflugten 2013
Grundtvigs dysse
Den 26. august 1808 besøgte N.F.S. Grundtvig en langdysse i Gunderslev skov. Den gjorde et så stort indtryk på han, at han skrev
et af sine berømteste digte om den. Claus de Neergaard fortalte om dyssen, og alle havde en herlig time i skoven. Øverst: Kæmpelatter over en kvik bemærkning. Fra venstre: Henrik Juul-Nielsen, Henrik Haubroe, Jens Hjorth, Jens Haubroe og Henrik Bohr.
Nederst: Jens Nauntofte tog sig en lur i dyssens skygge (fotograferet af Kaj Spangenberg).
43
Sommerudflugten 2013
Ved Grundvigs dysse, der også kaldes Gunderslevholmdyssen: Øverst: Hans Peter Mikkelsen i fri dressur. Nederst: Claus de Neergaard fortæller, Bent Schönherr og Jens Bjerre lytter.
44
Sommerudflugten 2013
Ved dyssen: Øverst: Leif Vanggaard. Nederst: Viggo Hansen og Søren Thirslund (”Gamle Søren”).
45
Sommerudflugten 2013
På Jens Hjorths terrasse: Henrik Haubroe var midtpunkt. Til venstre Klaus Aarsleff.
Fra venstre: Jørgen Poulsen, Kaj Spangenberg, Bent Schönherr. Med ryggen til: Ole Wøhlers Olsen og Jens Hjorth.
46
Sommerudflugten 2013
”Jeg maner Jakob Andersen i jorden,” sagde Ole Wøhlers Olsen, og Jens Hjorth synes at bifalde.
Fra venstre: Jens Bjerre, Palle Petersen, Jens Alstrup, Alex Frank Larsen, Klaus Heede Møller og Jens Nauntofte.
47
Verden set fra
en fransk café
Af Lars Ørlund
Tekst og foto
D
u står bare og kikker ind på os,
der sidder og hygger os ved de små
borde, men tør alligevel ikke træde ind,
skønt jeg har set at du er gået forbi et
par gange. Det er lidt synd, når du nu
alligevel er her, men måske skræmmer
de mange fremmede ansigter dig. Så
hvis jeg må have lov at præsentere mig.
Jeg hedder Lars og er forfatter, og det
er mig der sidder ved det yderste bord
ved siden af blondinen, hende ude til
højre med hvidvinen, og ja hun er ældre
end du tror. Det er mig med solbrillerne,
blot en af de mange navnløse der hver
dag frekventerer caféerne her ved
middelhavskysten. Men kom nu bare ind
og sæt dig ned, slap dog af og nyd livet.
Det er trods alt det eneste du har og får.
Sagde jeg at jeg var forfatter? Det
er også rigtigt, jeg tilhører rent faktuelt
proletariatet af den klasse der til dagligt
leverer ord til det danske folk. For at
gøre det bor jeg forskellige steder i
verden alt efter årstiden, og i øjeblikket
altså her oppe i byen med den fine udsigt
over bugten i Villefranche.
OK, stedet er måske ikke særligt
prangende, bare en lille lejlighed, men
udsigten mangler absolut ikke noget,
min værtinde, hende blondinen med
hvidvinen, kalder det a room with a view,
efter en bog hun engang har læst, og nu
regner med at hun kan lægge på huslejen.
Som jeg sagde tidligere skriver jeg.
Måske er det ikke verdenslitteratur,
men vi kan jo ikke alle sammen
hedde Hemingway, Joyce eller Karen
Blixen. Og for at komme tilbage til
emnet så kommer jeg hver dag på to
forskellige caféer. Le Lounge her oppe
midt i byen, og så Corsaren nede ved
vandet. Det lyder hyggeligt, og det er
det også, men i virkeligheden er mine
dage som arbejdsramt kunstner meget
forudsigelige, det er faktisk også derfor
jeg har brug for at sidde her. For det frie
kunstnerliv er ikke altid så frit som de
fleste lønarbejdere tror. Skal tidsfristerne
overholdes ligner arbejdet til forveksling
alt andet lønarbejde med faste, eller
næsten faste mødetider.
Morgenerne starter jeg f.eks. altid
med en hurtig svømmetur i bugten,
inden jeg går hjem og tænder for
computeren og kaffemaskinen klokken
otte. Så prøver jeg at være kreativ hele
formiddagen, for både min redaktør
og min bank ser gerne at jeg leverer
manuskripterne til tiden. Lidt over
middag, sådan ved to-tiden, er jeg som
regel løbet tør for både ideer og energi,
og det er her caféen kommer ind. For på
det tidspunkt er frokosten overstået og
antallet af gæster faldet betydeligt, så der
bliver plads til de stamgæster der bare
skal have en billig cappuccino, et glas
vand og en times sociale oplevelser.
”Sociale oplevelser?” kan jeg høre
at du tænker, men jeg glemte at nævne
at al liv her i Frankrig foregår på eller
omkring caféerne. Her kan man drikke
sin vin, øl og espresso, eller måske endda
spise sin croissant eller sine muslinger
uden på nogen måde at blive stresset. For
der er en regel, der overtrumfer alt andet
her i landet:
”Forstyr aldrig et menneske der spiser
eller drikker”.
Det er simpelthen mod sjælen i den
franske folkekultur.
Men jeg elsker som nævnt at sidde
her og iagttage hele verden passere
Fortsættes næste side
48
Fortsat fra forrige side
forbi. Som du har bemærket ligger Le
Lounge lige ud til hovedgaden, hvilket
selvfølgelig giver lidt trafik, eller for
at være helt ærlig en helvedes masse
trafik, men det gør nu ikke noget, for
franskmændene har et meget afslappet
forhold til både trafik og parkeringer.
Derfor holder der altid både biler og
motorcykler på fortovet, halvt inde i
caféen, hvor al parkering selvfølgelig
officielt er forbudt, men det hører sig
ligesom til. Og ingen betjent vil drømme
om at uddele bøder til cafégæster der
bare drikker eller spiser, det ville være
et utilgiveligt brud på den franske
madkultur. Og er der noget man hæger
om her i landet, så er det maden og et
behageligt liv.
Det er for øvrigt også her fra bordet
jeg iagttager de folk som jeg bagefter
skriver om i mine bøger. For ude på
gaden passerer alle størrelser, køn og
nationaliteter. Som nu f.eks. hende der
går forbi med sine indkøb, typisk fransk
kvinde, slank, velholdt og velklædt.
Trippende elegant af sted i korte skørter
og høje sko uanset om hun er 20 eller
60. Det lyder måske lidt skråsikkert,
men man bliver hurtigt noget af en
lommefilosof af at sidde ved et cafébord
med masser af tid til at dyrke sine
fordomme. Tag f.eks. den lidt tungere
udgave over på det andet fortov, samme
alder, men læg mærke til hende praktiske
løse bukser, rygsækken og Bjørnen
Paddington- hatten, hun tripper ikke, ja
hun går ikke engang, hun ”vabber” i sine
praktiske sko. Hun er lidt tung nedadtil
og typisk englænder, eller i hvert tilfælde
ikke fransk.
Men nu hvor vi er ved trafikken, så
glemte jeg helt at du ikke er herfra, så
der er lige et par småting jeg må fortælle
dig inden du går videre. Læg mærke til
bilerne, der her som alle andre steder
i verden primært bruges til at afstive
personligheden. Som du kan se kan vi
opdele dem i tre grupper: Først er der
selvfølgelig de helt små som Fiat 500cabriolet og Smart, de ejes normalt af
teenagere eller folk der godt vil signalere
at de er grønne og tænker på miljøet.
Nu er det selvfølgelig vigtigt af folk
ikke tror, at det er fordi de ikke har råd
til andet, derfor er mange af dem også
speciallakeret eller bemalet så de ligner
noget Beatles skabte i tresserne. På dette
tidspunkt i går passerede en lille åben
Fiat med pink minkindtræk. For er der
noget man absolut ikke må signalerer
her på kysten så er det mangel på penge.
Og apropos tresserne, så ser man også
af og til en rigtig ægte 2CV, som den
manden derovre på P-pladsen lige nu
prøver at starte. Ja ham den 70-årige,
i storblomstret skjorte, tyndt gråt hår,
kinasko og en kæmpe bagskid fra sin
ungdom. Han bor på et lille værelse
lidt bag byen, og nåede lige som aldrig
ud over flowerpowertiden og tyve års
misbrug. Dengang drømte han om at tage
til Nepal, og det gør han for øvrigt stadig,
han har bare ligesom ikke fået taget sig
sammen endnu.
En anden gruppe biler er dem fra
Peugeot 200´serien og op til mindre
Mercedeser, som den sølvfarvede der
passerer nu, det er de personer der
stadig arbejder og tjener deres egne
penge. Kedelige og ordinære folk som
der sjældent bliver lagt mærke til, men
de skal jo være her hvis hele lortet
skal fungere. Resten altså Jaguarer,
Range Rovere, BMV-cabrioleter, de
få Rolls-Royce og selvfølgelig alle de
åbne sportsvogne tilhører normalt de
mennesker der har trukket sig tilbage og
nu lever af aktieudbytte eller salget af
deres virksomhed.
Jeg tror faktisk ikke at der noget sted
i verden er så mange overvægtige og
gråhårede sportsvogns- entusiaster som
netop her langs den Franske Riviera. De
drømmer om at gøre det de ikke havde
råd til i ungdommen, og kører derfor
gerne en eftermiddagstur langs vandet,
sådan bare for et syns skyld. Og om
søndagen kan du også se dem lufte deres
kæmpestore nyindkøbte motorcykler, for
ligesom at mærke vinden i de allersidste
grå hårtjavser, inden det er endegyldigt
for sent.
Det er simpelthen sådan som livet
leves på fransk her ved Cote d´Azur, men
reelt er de fleste nu slet ikke franskmænd,
men russere, briter, tyskere, grækere eller
italienere, som i en sen alder har fået
travlt med at bruge de penge de gennem
et langt liv har skjult for skattevæsnet,
og som de nu er bange at miste ved et
eventuelt dødsfald. Det er for øvrigt også
dem der ejer alle de store villaer her oppe
bag byen. For det kræver selvfølgelig en
god pengepung at købe huse til mellem
15 og 50 millioner kroner. Huse som ofte
kun er beboet i de perioder hvor klimaet i
hjemlandet er for vådt eller koldt.
De kommer ikke her på stedet, men
mødes af og til med vennerne på havnen.
For øvrigt tror jeg at de keder sig, de ser
i det mindste sådan ud, mens de næsten
panisk prøver at finde på noget at få tiden
til at gå med i og omkring deres store
både og huse.
Det er vel også derfor byen har flere
ejendomsmæglere end bagere, og de
lokale fortæller at der handles langt flere
huse end baguettes. Apropos, ved tre
tiden forlader jeg som regel caféen, og
køber en baguette med fra bageren på
hjørnet, måske også lidt frugt med fra
Fortsættes næste side
49
Fortsat fra forrige side
grønthandleren, inden jeg går hjem for at
fortsætte mit arbejde.
Som jeg nævnte bor jeg der oppe på
klippen over havet. Det er også derfra jeg
ved otte tiden betragter havet og vinden,
inden jeg går ned til mit andet cafébesøg,
denne gang på havnefronten, hvor folk
fra hele byen, tilflytterne og turisterne
snart mødes for at spise sen aftensmad.
Jeg plejer at tage de 342 trin der er
fra min hoveddør og ned til stranden,
så jeg kan nå en tur langs vandet, forbi
Mrs. Winterbottom der altid sidder under
sin parasol og maler akvarelpostkort af
solnedgangen. De kan købes for ti euro
stykket. Hun ser ud som om hun har
siddet her i årtier, og det har hun også,
men hun maler nu rigtigt godt, og når
jeg skal forkæle nogen, køber jeg et af
hendes kort og sender det ud i verden,
som en lille hilsen fra byen.
Det er også her fra kajen at fiskerne
hver formiddag sælger fisk, krebsdyr,
blæksprutter og snegle til byens borgere.
Jeg plejer at passere forbi, når jeg har
taget min tidlige morgensvømmetur,
og af og til køber jeg nogle sardiner,
rejer eller snegle, som jeg kan tilberede
hjemme i mit lille køkken. For det meste
lytter jeg nu bare, for her på kajen er
sproget lidt mere bredt, og så lærer man
jo hele tiden nye ord og sætninger. F.eks.
opdagede jeg i formiddags at Pelouse
Interdite betyder at man ikke må skide på
græsplænen. En fantastisk sætning som
jeg ikke mener at frøken Hansen lærte
mig, da jeg gik i gymnasiet. Dengang
fandt jeg sproget ret svært, men som
Storm P sagde: ”Alle siger at fransk er
svært at lære, det forstår jeg ikke f.eks.
hedder hest cheval og sådan er det hele
vejen igennem”. Og det havde han jo nok
fuldstændig ret i.
Men om aftenen når solen kaster sit
bløde lys på de gamle bygninger ved
havet, samles folk nede langs vandet,
der er azurblåt og fyldt af opankrede
lystbåde. Ofte ligger der også gigantiske
oplyste krydstogtsskibe ude i bugten;
de er så store at de dværgliggør hele
byen. Krydstogtsskibene har for øvrigt
altid været en gåde for mig, sådan
rent småfilosofisk, for hvor i alverden
bliver de tusindvis af passagerer af når
skibene ankrer op om morgenen? Jeg
har selvfølgelig bemærket turbusserne,
der kommer ved titiden og som vender
tilbage om eftermiddagen, men vi
ser aldrig passagererne i byen. Jeg
mener skibene ser ud til at rumme
flere mennesker end der lever i hele
Villefranche, men ingen har set dem.
De forsvinder bare sporløst i den tid
kæmperne ligger på reden derude.
Lige nu letter en af dem anker, du
kan se hvordan den langsomt drejer og
vender hækken til for østgående. Hvor
den kommer fra og hvor den skal hen
aner jeg ikke, men når jeg ser ud af mit
vindue i morgen tidlig ligger der et nyt
krydstogtsskib, med tusindvis af nye
passagerer.
Jeg synes nu det er lidt synd, for
alle de mennesker der jager verden
rundt i deres små stablede stålkister,
for hvorfor overhovedet besøge et land,
som man kun ser gennem en tonet rude
fra en langtursbus, der drøner gennem
landskabet for at nå frem til et par
timers indkøb i Cannes eller Monaco,
hvor forretningerne alle ligner dem de
også handler i, i London, Paris eller
New York. De skulle hellere komme
ned på min café i vandkanten, og
nyde solnedgangen over kysten eller
de tusinder af stjerner der tændes og
funkler på uendelighedens hvælving.
De kunne også vælge at spise østers,
hummere eller søtunge langs kajen,
eller nyde et glas kold champagne i
skæret fra stearinlysene. Så ville de
pludselig opdage det rigtige Frankrig,
det gastronomiske og sanselige Frankrig.
Poeternes og nydelsernes Frankrig.
De kunne selvfølgelig også nøjes med
at betragte spejlinger i vandet og drikke
en stille cappuccino lige som jeg. Ja de
skulle såmænd være velkomne ved mit
bord.
Ved du for øvrigt hvad klokken er
blevet? Så mange? Det var hyggeligt at
sludre, men jeg må hellere komme hjem
til computeren, for jeg har en deadline
i morgen. Men se bare forbi en anden
gang, jeg er her som regel lige efter
frokost. Og lad så være med at blive
stående derude på fortovet mens resten af
verden passerer forbi uden at du opdager
det.
50
Bjørn Harvig stod model på min altan, da jeg ville vise mit krus og min T-shirt, der er reklame for bladet. Hvis andre ønsker krus,
trøje eller andre ting med klubbens logo (og en selvvalgt tekst), kan de få dem på denne adresse: http://www.vistaprint.dk. Jeg har
klubbens logo digitalt og kan sende det til dem, der ønsker det. - Jakob Andersen.
51
lar
EVENTYRERNES KLUB The
BESTYRELSE
OPTAGELSESUDVALG
Formand:
Jens Hjorth
Formand:
Rasmus Krath
Sorøvej 469,
4700 Næstved
Teglværksgade 13,
8000 Aarhus C.
Mobil: 2335 0637
[email protected]
Tlf.: 5572 8404
[email protected]
Næstformand:
Ole Lindboe
Pilevænget 8
3500 Værløse
Tlf.:4432 1455.
Mobil 2016 1477
[email protected]
Kasserer:
Viggo Hansen
Weidekampsgade
11, 4.tv,
2300 København S
Tlf.: 2078 8767
[email protected]
Sekretær:
Ole Wøhlers Olsen
Cord Adelers Gade 1,
1053 København K
Tlf.: 4043 2832
[email protected]
Bjørn Harvig
Åboulevard 47, 4.th.
1960 Frederiksberg
Tlf.: 4128 9236
[email protected]
Adventurers’ Club of Denmark
Henrik Højmark
Thomsen
Anders Henriksens
Gade 2A, lejl. 208
2300 Kbh.
Tlf.: 3296 0771, Mobil: 2343 7798
[email protected]
KLUBHUS
Nyhavn 53 B, 1051 København K,
Tlf.: 3314 0305
Lars Ørlund
CVR nr.: 33799381
Lillevangsvej 20,
Døjringe, 4180 Sorø
Tlf.: 5780 6056
Mobil: 2072 6793
[email protected]
Lån & Spar Netbank:
Bjørn Harvig (Se ovenfor)
Jens Hjorth (se ovenfor)
BIBLIOTEK
?
SAMLINGER
Kontonr: 0400 1161723255
IBANnr. DK 10 0404 1161 7232 55
BIC: LOSADKKK
INTERNETTET
Klubbens hjemmeside:
www.adventurersclub.dk
Webredaktør:
Joakim Groth
Rørmosevej 11
2400 Kbh.NV
Tlf.35357473
[email protected]
Bent Thagesen
Ejlskovvej 5
Himmelev
4000 Roskilde
Butler:
Gert Nielsen
Tlf.: 4636 1882
[email protected]
Tlf.: 4913 3411
[email protected]
The Adventurer
Nr. 2-7 71. årgang - Feb-Sept 2013
Medlemsblad for The Adventurers’ Club of Denmark
Redaktør:
Jakob Andersen
Tlf: 5266-6474
[email protected]
Alternativ e-mail: [email protected]
Layout:
Lotte G. Andersen
[email protected]
Tlf: 2264-0936
Distribution:
Viggo Hansen
(se ovenfor)